Carter Nick : другие произведения.

91-100 Killmaster samling af detektivhistorier

Самиздат: [Регистрация] [Найти] [Рейтинги] [Обсуждения] [Новинки] [Обзоры] [Помощь|Техвопросы]
Ссылки:
Школа кожевенного мастерства: сумки, ремни своими руками
 Ваша оценка:

  
  
  Carter Nick
  
  91-100 Killmaster samling af detektivhistorier
  
  
  
  
  
  91-100 Killmaster er en samling af detektivhistorier om Nick Carter.
  
  
  
  
  
  
  91. Conspiracy N3 http://flibusta.is/b/699347/read
  N3-sammensværgelsen
  92. Beirut-hændelse http://flibusta.is/b/612227/read
  Beirut hændelse
  93. Falkens død http://flibusta.is/b/607566/read
  Falkens død
  94. Aztec Avenger http://flibusta.is/b/631177/read
  Aztec Avenger
  95. Jerusalem-sag http://flibusta.is/b/611066/read
  Jerusalem-filen
  96. Læge Død http://flibusta.is/b/607569/read
  Dr. Død
  98. Six Bloody Days of Summer http://flibusta.is/b/609150/read
  Seks blodige sommerdage
  99. Dokument Z http://flibusta.is/b/677844/read
  Z-dokumentet
  100. Kathmandu-kontrakt http://flibusta.is/b/701133/read
  Katmandu-kontrakten
  
  
  
  
  
  
  Nick Carter
  
  
  Konspiration N3
  
  
  oversat af Lev Shklovsky til minde om sin afdøde søn Anton
  
  
  Original titel: The N3 Conspiracy
  
  
  
  
  Første kapitel
  
  
  Han var en lysøjet ung mand med store planer for sit ørkenland og sig selv, men USA havde brug for en gammel konge, han ville vælte, så jeg dræbte ham.
  
  
  Hvad var mit job: Nick Carter, Killmaster for mit land, for AH, David Hawke og for en høj løn. Jeg er agent N3 i Army Corps, den mest hemmelighedsfulde organisation i Washington og muligvis i verden.
  
  
  Rebellen var en idealist, en stolt og stærk mand, men han var ingen match for mig. Han havde ikke en chance. Jeg skød ham i hans lands afsidesliggende ødemarker, hvor ingen ville finde ham, og hans krop ville blive til knogler, spist af gribbe.
  
  
  Jeg lod denne overambitiøse aspirant rådne op i solen og vendte tilbage til byen for at indsende min rapport gennem kanaler, som få kendte, og rense min Luger Wilhelmina.
  
  
  Hvis du lever som jeg, passer du godt på dine våben. Det er de bedste venner, du har. For fanden, det er de eneste "venner", du kan stole på. Min 9mm Luger er Wilhelmina. Jeg har også en stilet under ærmet ved navn Hugo og Pierre, som er en miniature gasbombe, som jeg gemmer overalt.
  
  
  Jeg bestilte også et fly til Lissabon. Denne gang var mit cover Jack Finley, en våbenhandler, der lige havde opfyldt endnu en "ordre". Nu vendte han tilbage til sin velfortjente hvile. Kun hvor jeg skulle hen var ikke helt roligt.
  
  
  Som agent N3 i hæren var jeg nødadmiral. Så jeg kunne gå ind på en hvilken som helst amerikansk ambassade eller militærbase, sige kodeordet og derefter kræve enhver transport op til og med et hangarskib. Denne gang gik jeg på personlige forretninger. Hawk, min chef, er ikke enig i, at hans agenter har personlige anliggender. Især hvis han kender til det, og han ved næsten alt.
  
  
  Jeg skiftede fly og navne tre gange i Lissabon, Frankfurt og Oslo. Det var en omvej rundt i London, men på denne rejse havde jeg hverken brug for forfølgere eller vagthunde. Jeg forblev på mit sæde hele flyvningen, gemte mig bag en stak magasiner. Jeg gik ikke engang i salonen efter min sædvanlige mængde drinks eller returnerede den rødhårede piges smil. Hawk har øjne overalt. Jeg plejer at kunne lide det; Med hensyn til min hud værdsætter jeg den meget. Og når jeg har brug for Hawk, er han normalt i nærheden.
  
  
  Da vi landede, var London lukket som sædvanligt. Hans kliché var sand, som de fleste klicheer er, men nu var tågen tydeligere. Vi bevæger os fremad. Heathrow Lufthavn ligger et godt stykke uden for byen, og jeg kunne ikke bruge en af vores komfortable biler, så jeg tog en taxa. Det var mørkt, da taxachaufføren satte mig af i Chelseas slumkvarterer nær et nedslidt hotel. Jeg reserverede under et andet fjerde navn. Jeg tjekkede det rodede, støvede rum for bomber, mikrofoner, kameraer og kighuller. Men hun var ren. Men rent eller ej, jeg havde ikke tænkt mig at bruge meget tid i det. For at være præcis: to timer. Ikke et sekund længere, ikke et sekund kortere. Så jeg gik videre til min to-timers praksis.
  
  
  En speciel agent, især en entreprenør og Killmaster, lever efter sådan en rutine. Han skal leve sådan, ellers lever han ikke længe. Indgroede vaner, som en anden natur, blev lige så integreret for ham, som vejrtrækning er for nogen anden. Han renser sit sind for at se, tænke og reagere på pludselige handlinger, ændringer eller farer. Denne automatiske procedure er designet til at sikre, at midlet er klar til brug hvert sekund med 100 % effektivitet.
  
  
  Jeg havde to timer. Efter at have tjekket værelset tog jeg en miniaturealarm og fastgjorde den til døren. Hvis jeg rørte ved døren, ville lyden være for stille til, at nogen kunne høre, men den ville vække mig. Jeg klædte mig helt af og lagde mig ned. Kroppen skal trække vejret, nerverne skal slappe af. Jeg lod mit sind gå tom og mine hundrede og firs pounds af muskler og knogler slappede af. Et minut senere faldt jeg i søvn.
  
  
  En time og halvtreds minutter senere vågnede jeg igen. Jeg tændte en cigaret, skænkede mig en drink fra kolben og satte mig på den lurvede seng.
  
  
  Jeg tog tøj på, fjernede døralarmen, tjekkede stiletten på armen, stak gasbomben i kufferten på mit overlår, satte Wilhelminaen i og smuttede ud af rummet. Jeg forlod min kuffert. Hawk udviklede udstyr, der gjorde det muligt for ham at kontrollere, om hans agenter var på deres poster. Men hvis han satte sådan et fyrtårn i min kuffert denne gang, ville jeg have ham til at tro, at jeg stadig var sikker på dette elendige hotel.
  
  
  Anden Verdenskrigsskilte hang stadig i lobbyen, der dirigerede gæster til bombetilflugtssteder. Ekspedienten bag disken havde travlt med at lægge post i vægrummene, og den sorte mand døsede på en laset sofa. Ekspedienten var sur og havde ryggen til mig. Den sorte mand var iført en gammel frakke, smal til sine brede skuldre, og nye, polerede sko. Han åbnede det ene øje for at se på mig. Han undersøgte mig omhyggeligt, lukkede så øjnene igen og bevægede sig til at ligge mere behageligt. Ekspedienten kiggede ikke på mig. Han vendte sig ikke engang for at se på mig.
  
  
  Udenfor vendte jeg tilbage og kiggede ind i lobbyen fra Chelsea Streets natteskygger. Den sorte mand så åbent på mig, den sarte ekspedient så ikke engang ud til at bemærke mig i lobbyen. Men jeg så hans onde øjne. Det undgik ikke min opmærksomhed, at han kiggede på mig i spejlet bag disken.
  
  
  Så jeg var ikke opmærksom på ekspedienten. Jeg kiggede på den sorte mand på sofaen. Ekspedienten forsøgte at skjule, at han kiggede på mig, jeg lagde mærke til det med det samme, og selv det billigste spionfirma ville ikke bruge sådan en ubrugelig person, som jeg kunne identificere med blot et blik. Nej, da der var fare, kom det fra en sort mand. Han kiggede, studerede mig og vendte sig så væk. Åben, ærlig, ikke mistænksom. Men hans frakke passede ikke helt, og hans sko var nye, som om han var skyndt et sted fra, hvor han ikke havde brug for denne frakke.
  
  
  Jeg fandt ud af det på fem minutter. Hvis han lagde mærke til mig og var interesseret, var han for god til at vise det, vel vidende at jeg ville tage forholdsregler. Han rejste sig ikke fra sofaen, og da jeg stoppede en taxa, så han ikke ud til at følge efter mig.
  
  
  Jeg kunne tage fejl, men jeg lærte også at følge mine første instinkter om mennesker og skrive dem ned i min underbevidsthed, før jeg glemmer det.
  
  
  Taxaen satte mig af på en travl Soho-gade, omgivet af neonskilte, turister, natklubber og prostituerede. På grund af energi- og finanskrisen var der færre turister end tidligere år, og selve lyset i Piccadilly Circus virkede svagere. Jeg var ligeglad. På det tidspunkt var jeg ikke så interesseret i verdens tilstand. Jeg gik to gader og drejede ind i en gyde, hvor jeg blev mødt af tåge.
  
  
  Jeg knappede min jakke op over Lugeren og gik langsomt gennem tågestriberne. To gader væk fra gadelyset syntes guirlander af tåge at bevæge sig. Mine skridt blev hørt tydeligt, og jeg lyttede til ekkoet af andre lyde. De var der ikke. Jeg var alene. Jeg så et hus en halv blok væk.
  
  
  Det var et gammelt hus på denne tågede gade. Det var længe siden, at bønderne på denne ø emigrerede til den jord, jeg nu gik på. Fire etager af røde mursten. Der var en indgang i kælderen, en trappe, der førte til anden sal, og på siden var der en smal gyde. Jeg gled ind i den gyde og rundt på bagsiden.
  
  
  Det eneste lys i det gamle hus var baglokalet på tredje sal. Jeg så op på det høje rektangel af svagt lys. Musik og latter flød gennem tågen i dette sjove Soho-kvarter. Der var ingen lyd eller bevægelse i det rum over mig.
  
  
  Det ville være nemt at vælge låsen på bagdøren, men dørene kan tilsluttes alarmsystemer. Jeg tog en tynd nylonsnor fra lommen, kastede den over en fremspringende jernstang og trak mig op til det mørklagte vindue på anden sal. Jeg satte en sugekop på glasset og skar alt glasset ud. Så sænkede jeg mig og lagde forsigtigt glasset på gulvet. Jeg trak mig tilbage til vinduet, klatrede ind og befandt mig i et mørkt, tomt soveværelse, bagved soveværelset var der en smal korridor. Skyggerne lugtede fugtigt og gammelt, som en bygning forladt for hundrede år siden. Det var mørkt, koldt og stille. For stille. Rotter flytter ind i forladte huse i London. Men der var ingen lyd af små lodne poter, der kradsede. Der boede en anden i dette hus, en der var der nu. Jeg smilede.
  
  
  Jeg klatrede op ad trappen til tredje sal. Døren til det eneste oplyste rum var lukket. Håndtaget snurrede under min hånd. Jeg lyttede. Intet bevægede sig.
  
  
  I en stille bevægelse åbnede jeg døren; han lukkede den straks efter sig og stod i skyggen og betragtede kvinden, der sad alene i det svagt oplyste rum.
  
  
  Hun sad med ryggen til mig og studerede nogle papirer på bordet foran hende. Bordlampen var den eneste lyskilde her. Der var en stor dobbeltseng, et skrivebord, to stole, et brændende gaskomfur, intet andet. Bare en kvinde, tynd hals, mørkt hår, slank figur i en stram sort kjole, der blottede alle hendes kurver. Jeg tog et skridt fra døren mod hende.
  
  
  Hun vendte sig pludselig om, hendes sorte øjne skjult bag farvede briller.
  
  
  Hun sagde. - Så er du her?
  
  
  Jeg så hende smile og hørte samtidig en dæmpet eksplosion. En røgsky bølgede i det lille mellemrum mellem os, en sky, der næsten øjeblikkeligt skjulte hende.
  
  
  Jeg pressede min hånd til siden, og min stiletto sprang ud under mit ærme og ind i min hånd. Gennem røgen så jeg hende rulle ned på gulvet og det svage lys gik ud.
  
  
  I det pludselige mørke, med tyk røg rundt om mig, kunne jeg ikke se mere. Jeg satte mig på gulvet og tænkte på hendes farvede briller: sandsynligvis infrarøde briller. Og et sted i dette rum var der en kilde til infrarødt lys. Hun kunne se mig.
  
  
  Nu blev jægeren den jagede, indespærret i et lille rum, som hun kendte bedre end mig. Jeg undertrykte en forbandelse og ventede spændt, indtil jeg hørte en lyd eller bevægelse. Jeg hørte ikke noget. Jeg svor igen. Da hun bevægede sig, var det en kats bevægelse.
  
  
  En tynd snor viklet om bagsiden af min hals. Jeg hørte hendes ånde suse mod min hals. Hun var sikker på, at denne gang havde hun mig i hænderne. Hun var hurtig, men jeg var hurtigere. Jeg mærkede rebet i det øjeblik, hun viklede det om min hals, og da hun trak det fast, var min finger allerede inde.
  
  
  Jeg rakte min anden hånd frem og greb den. Jeg vendte mig om, og vi endte på gulvet. Hun kæmpede og vred sig i mørket, hver muskel i hendes slanke, spændte krop pressede hårdt mod mig. Stærke muskler i en trænet krop, men jeg var overvægtig. Jeg rakte ud efter skrivebordslampen og tændte den. Røgen opløste sig. Hjælpeløs under mit greb lå hun fastklemt af min vægt, hendes øjne stirrede på mig. De farvede glas forsvandt. Jeg fandt min stilet frem og pressede den mod hendes tynde hals.
  
  
  Hun kastede hovedet tilbage og lo.
  
  
  
  
  kapitel 2
  
  
  
  
  
  "Skiver," sagde hun.
  
  
  Hun sprang op og satte tænderne ind i min hals. Jeg tabte stiletten, trak hendes hoved tilbage i hendes lange sorte hår og kyssede hende dybt. Hun bed mig i læben, men jeg klemte hendes mund hårdt. Hun blev slap, hendes læber åbnede sig langsomt, bløde og våde, og jeg mærkede hendes ben åbne for min hånd. Hendes tunge bevægede sig undersøgende gennem min mund, dybere og dybere, mens min hånd løftede hendes kjole op over hendes spændte lår. Der var intet under denne kjole. Så blød, våd og åben som hendes mund.
  
  
  Min anden hånd fandt hendes bryst. De stod højt, mens vi kæmpede i mørket. Nu var de bløde og glatte, som svulmen i hendes mave, da jeg rørte ved hendes silkebløde hår...
  
  
  Jeg følte næsten, at jeg slap fri, voksede, og det blev svært for mig at presse ind i hende. Hun mærkede det også. Hun trak sine læber væk og begyndte at kysse min hals, derefter mit bryst, hvor min skjorte forsvandt under kampen, og så tilbage op til mit ansigt. Små, sultne kys, som skarpe knive. Min ryg og lænd begyndte at slå med rytmen af tykt blod, og jeg var klar til at eksplodere.
  
  
  "Nick," stønnede hun.
  
  
  Jeg greb hende om skuldrene og skubbede hende væk. Hendes øjne var tæt lukkede. Hendes ansigt var blusset af lidenskab, hendes læber kyssede stadig af blind begær.
  
  
  Jeg spurgte. - "En cigaret?"
  
  
  Min stemme lød hæs. Da jeg klatrede op ad den stejle, rasende klippe af eksplosivt begær, tvang jeg mig selv til at trække mig tilbage. Jeg mærkede min krop ryste, fuldstændig klar til at kaste mig ud i det ulidelige glidebane af glæde, der ville sende os ind i et højt, suspenderet beredskab til det næste varme, skarpe sving. Jeg skubbede hende væk og bidde tænder sammen af denne storslåede smerte. Et øjeblik var jeg ikke sikker på, at hun ville klare det. Nu vidste jeg ikke, om hun kunne gøre det og stoppe. Men det lykkedes hende. Med et langt, skælvende suk lykkedes det hende, lukkede øjne og hænderne knyttet til skælvende næver.
  
  
  Så åbnede hun øjnene og så på mig med et smil. "Giv mig den forbandede cigaret," sagde hun. - Åh gud, Nick Carter. Du er vidunderlig. Jeg var en hel dag forsinket. Jeg hader dig.'
  
  
  Jeg rullede væk fra hende og rakte hende en cigaret. Jeg smilede til hendes nøgne krop, fordi hendes sorte kjole var revet i stykker i vores lidenskab, og jeg tændte vores cigaretter.
  
  
  Hun rejste sig og lagde sig på sengen. Jeg satte mig ved siden af hende, opvarmet af varmen. Jeg begyndte forsigtigt og langsomt at kærtegne hendes lår. Ikke mange mennesker kan klare dette, men vi kunne. Det har vi gjort mange gange før.
  
  
  "Jeg er en hel dag forsinket," sagde hun og røg. 'Hvorfor?'
  
  
  "Du må hellere lade være med at spørge, Deirdre," sagde jeg.
  
  
  Deidre Cabot og hun vidste bedre. Min kollega AXE agent. N15, "Dræb når nødvendigt" rang, den bedste modpart med status som en uafhængig operationel kommando. Hun var god, og hun beviste det bare igen.
  
  
  "Du fik mig næsten denne gang," sagde jeg med et grin.
  
  
  "Næsten," sagde hun dystert. Hendes frie hånd var ved at knappe de sidste knapper af min skjorte op. "Jeg tror, jeg kan klare dig, Nick." Hvis bare det var ægte. Ikke i spillet. Meget ægte.
  
  
  "Måske," sagde jeg. "Men det skal være liv og død."
  
  
  "Slag dig i det mindste," sagde hun. Hendes hånd lynede mine bukser op og strøg mig. "Men jeg kunne ikke såre dig, vel?" Jeg kunne ikke skade det hele. Gud, du passer mig meget godt.
  
  
  Jeg kendte og elskede hende i lang tid. Angreb og forsvar var en del af vores rejse, hver gang vi mødtes, et varmt spil mellem professionelle; og måske kunne hun handle med mig, hvis det var et spørgsmål om liv og død. Først da vil jeg kæmpe til døden, og det er ikke det, vi ønskede af hinanden. Der er mange måder at forblive fornuftige i denne branche, og for os begge gennem årene var en af disse måder vores hemmelige møder. I de værste tider, blandt alle disse mænd og kvinder, var der altid lys for enden af tunnelen. Hun er for mig, og jeg er for hende.
  
  
  "Vi er et godt par," sagde jeg. "Fysisk og følelsesmæssigt. Ingen illusioner, vel? Det er ikke engang, at dette vil fortsætte for evigt.
  
  
  Nu var mine bukser af. Hun lænede sig ned for at kysse bunden af min mave.
  
  
  "En dag vil jeg vente, og du kommer ikke," sagde hun. "Et værelse i Budapest, i New York, og jeg vil være alene. Nej, jeg kunne ikke holde det ud, Nick. Kan du holde det ud?'
  
  
  "Nej, det kan jeg heller ikke holde ud," sagde jeg og kørte min hånd ned ad hendes lår, hvor det var vådt og blottet. "Men du rejste dette spørgsmål, og det gjorde jeg også." Vi har arbejde at gøre.
  
  
  Åh la la, ja,” sagde hun. Hun slukkede sin cigaret og begyndte at kærtegne min krop med begge hænder. "En dag finder Hawk ud af det. Sådan ender det.
  
  
  Hawk ville have skreget og blevet lilla, hvis han havde fundet ud af det. Hans to agenter. Han ville blive lammet af dette. To af hans agenter er forelskede i hinanden. Faren ved dette ville gøre ham gal, en fare for AH, ikke for os. Vi var ubrugelige, selv N3, men AH var hellig, vital og placeret over alt andet i denne verden. Således blev vores møde holdt i den dybeste hemmelighed, vi brugte al vores vid og erfaring, og kontaktede hinanden så blødt, som om vi arbejdede på en sag. Denne gang tog hun kontakt. Jeg ankom og hun var klar.
  
  
  Hawk ved det ikke endnu,” hviskede hun.
  
  
  Hun lå helt stille på den store seng i det varme hemmelige rum, hendes sorte øjne åbne og kiggede ind i mit ansigt. Mørkt hår indrammede hendes lille ovale ansigt og brede skuldre; hendes fulde bryster hang nu til siderne, hendes brystvorter store og mørke. Næsten sukkede hun hviskede spørgsmålet. 'Nu?'
  
  
  Vi så på hinandens kroppe, som om det var første gang.
  
  
  Der var intet fedt på hendes muskuløse lår og slanke lår, intet i hulningen af hendes mave over det tårnhøje Venusbjerg. Seks fod høj, hun havde krop som en atlet og så høj og slank ud. Hun ventede på mig.
  
  
  "Nu," sagde jeg.
  
  
  Det var en kvinde. Ikke en pige. En 32-årig kvinde og ældre end de fleste på hendes alder. Soldat siden han var sytten. Hun tjente som en del af de israelske kommandosoldater og dræbte arabere om natten. En stærk kvinde med ar, der vidner om hendes robusthed: torturforbrændinger på ryggen, et vippear over hendes venstre bryst, et krøllet spørgsmålstegn over hendes kileformede hår, hvor en arabisk læge klippede hendes ufødte børn ud og lærte hende had.
  
  
  "Nu," sagde hun.
  
  
  Enkel og direkte, uden generthed, prætention eller falsk machismo. Vi har kendt hinanden for længe og for godt til alle disse spil, nye elskere spiller. En lille. Ligesom mand og kone. Hun ville have mig til at være i hende, jeg ville være i hende.
  
  
  Sorte øjne åbnede sig og fokuserede på mit ansigt, dybt og varmt, og kiggede fra et sted dybt inde. Hun spredte sine ben og løftede dem højt. Lige og stærk, ubesværet. Jeg kiggede bare ind i hendes øjne og gik ind i hende.
  
  
  Vi rørte ikke hinanden andre steder end dér. Dyb og langsom glidende ind i den varme og flydende velkomst af hendes krop. Langsomt og smilende kiggede vi hinanden i øjnene. Hun bevægede sig, gysende, og jeg voksede inde i hende, indtil hendes øjne lukkede og mine fingre gravede dybt ned i sengen.
  
  
  Hun trak sine fantastiske ben tilbage og løftede sine knæ, indtil de rørte ved hendes bryster, og hendes hæle rørte ved det runde kød af hendes balder. Hun krammede min nakke og spændte. Jeg tog hende i mine arme som en lille lukket bold. Jeg løftede hende op af sengen og holdt hele hendes krop i mine arme, hendes lår mod mit bryst, hendes balder mod min mave, og skubbede hende dybere og lod lave støn undslippe hendes læber.
  
  
  Vi bevægede os i en jævn, accelererende rytme, som to dele af et væsen. Rasende og øm, låst i smerte og derefter i fred som et tykt, varmt tidevand så dybt og altopslugende som havet skyllede ind over os og begravede os i stille mørke.
  
  
  Komfuret var varmt. Der var stille i det hemmelige rum. Et eller andet sted raslede vinden og det virkede som om vinden rørte ved huset. Et eller andet sted var der musik og grin. Langt. Hun holdt en cigaret i den ene hånd. Med den anden kærtegnede hun tankeløst min mave. "Hvor meget tid har vi?"
  
  
  "Vi ses i morgen," sagde jeg. 'Du er enig?'
  
  
  'Vi ses i morgen.'
  
  
  Dette er alt. Ikke flere spørgsmål. Ud over dette hemmelige rum, ud over disse korte øjeblikke, havde vi arbejde at gøre. At stille og besvare spørgsmål ville betyde deltagelse, og deltagelse kunne betyde fare og livsændrende. Den mindste ændring ville betyde, at Hawke ville vide om det, eller ville finde ud af det før eller siden. Det strenge princip om, at vi ikke deltog i hinandens arbejde, var det eneste forsvar mod Hawkes endeløse øjne og ører. Dette er også træning i mange svære år: stol ikke på nogen, heller ikke den du elsker.
  
  
  "Længe nok," sagde Deirdre og strøg mig.
  
  
  "I aften og i morgen. ..'
  
  
  "To gange i aften," sagde jeg. Den ambitiøse prins har optaget mig for længe, for langt fra villige kvinder.
  
  
  Hun grinede. — For hvert år bliver man mere og mere krævende. Hvad kan en kvinde egentlig klare?
  
  
  "Alt hvad jeg har," sagde jeg og smilede. - Og du ved, hvor godt det er.
  
  
  "Ikke så beskedent, Nick Carter," sagde Deirdre. 'Du. ..'
  
  
  Jeg ved aldrig, hvad hun ville sige. Hun stoppede midt i sætningen, da jeg mærkede min skulder blive varm og brændende. Det var et tavst og hemmeligt tegn, men hun lagde mærke til min lille skælven.
  
  
  Det lille varmesignal, der lå under min hud, kunne kun aktiveres en kilometer væk, hvilket betyder, at signalet kom fra en lokal kilde. Kun Hawk vidste om det, og det bruges som en sidste udvej nødkontakt, når alle andre kommunikationsmidler har svigtet, og når Hawk ikke ved, hvor jeg er, eller hvilken situation jeg er i. Et signal designet til at være uopdageligt, men Deirdre Cabot kunne sine ting. Hun er lige så hurtig som jeg, og hun mærkede den pludselige kontakt.
  
  
  "Nick?"
  
  
  "Undskyld," sagde jeg. "Vi vil bare fare vild i morgen og i aften."
  
  
  Jeg stod ud af sengen og greb mine bukser. Uden at bevæge sig, liggende på sengen, blev hun ved med at kigge på mig.
  
  
  "Ikke i dag," sagde Deirdre. 'En gang til. Nu.'
  
  
  Varmesignalet var en ekstrem kommando, der kun blev brugt i nødstilfælde, hvor hastighed var af afgørende betydning. Men Deirdre ville have mig igen, og der bliver måske ikke en næste gang i vores arbejde. Og jeg ville også have hende, selvom jeg skulle dø for det.
  
  
  Jeg tog hende eller hun tog mig. Hårdt og uhøfligt. Sammen, som altid.
  
  
  Da vi begge klædte os på, så jeg, hvordan en moden, fuld krop forsvandt ind i små trusser, mørke strømper og derefter ind i en stram sort kjole. Jeg mærkede en klump indeni, et knas i ryggen, men jeg tog tøj på; og mens vi tjekkede vores våben, talte vi om bagateller. Hun kyssede mig legende, da jeg placerede hendes blad på indersiden af hendes lår. Hun var meget bedre med den kniv, end jeg var. Hun bandt sin lille Beretta under skålen på sin bh. Jeg satte min stilet tilbage på plads og tjekkede Lugeren.
  
  
  Vi forlod det hemmelige rum, som det var, og gik ud gennem et andet vindue. Jeg dækkede hende til, da hun gik tilbage i gyden. Hun dækkede mig til, mens jeg gled ned ad gyden, og ud af mørket trådte hun ud i den øde gade. Hun gik som sædvanlig forbi mig og gik ud på gaden.
  
  
  Den automatiske procedure og igen denne refleksrutine reddede os.
  
  
  Jeg så en mørk døråbning på tværs af gaden. En skygge, en skygge mørkere end natten, en svag bevægelse opfanget af min personlige radar, finpudset af mange års konstant observation.
  
  
  skreg jeg. 'Kom ned!'
  
  
  To skud lød fra mørket.
  
  
  
  
  Kapitel 3
  
  
  
  
  
  Dæmpede skud. De blev spyttet ud i natten, så snart jeg så den mørke skygge og råbte: "Kom ned!"
  
  
  To skud og et sekund senere et skrig, som et øjeblikkeligt ekko. Deirdre lå på gulvet. Hun faldt sammen på den hårde sten på en gade i London, så snart hun hørte skuddene og mit skrig. Men hvad kom først: mit skrig eller skuddene?
  
  
  Hun lå ubevægelig.
  
  
  Jeg holdt Wilhelmina. Jeg skød ind på våbenhuset, samtidig med at jeg trak Wilhelmina ud og tog sigte. Tre skud før skyggen igen kunne skyde, før Deirdre rejste sig, hvis hun kunne bevæge sig igen.
  
  
  Et langt, dæmpet skrig var min belønning.
  
  
  Jeg ventede. Der blev ikke affyret flere skud. Ingen kom ud af tågen for at undersøge sagen. Jeg så blod på Deirdres højre hånd, men det hjælper hende ikke, hvis jeg træder frem og bliver dræbt. Et minut er lang tid for en mand med en pistol, især hvis han er såret.
  
  
  Pludselig rullede Deirdre over gaden, rejste sig og forsvandt ind i skyggen: hun havde det godt.
  
  
  Mit skrig må have været en hårsbredde foran skuddene. Efter at have trænet blandt fjender hele sit liv, faldt hun pladask på gaden på et splitsekund. En kugle fra en uset skytte skal have trængt hendes arm, da hun faldt. Jeg var taknemmelig for hvert øjeblik af fare, der gjorde os til automatiske, supereffektive våben.
  
  
  Den mørke døråbning forblev stille, ubevægelig. Jeg trådte frem.
  
  
  Jeg spidsede mod den mørke veranda og pegede på Lugeren med begge hænder. Deirdre er et skridt bag mig med sin Beretta.
  
  
  Den sorte mand lå på ryggen. Selv om natten kunne jeg se to mørke pletter på hans bryst. Jeg ramte øjet med to af de tre kugler. Der skulle have været tre.
  
  
  "Du var bekymret for mig," sagde Deirdre. "Jeg vil ikke fortælle Hawk."
  
  
  "Jeg ville aldrig have overlevet," sagde jeg. 'Er du okay?'
  
  
  Hun smilede, men var lidt blegere end for et par minutter siden. Kuglen gennemborede den kødfulde øvre del af hendes arm.
  
  
  "Jeg har det fint," sagde hun.
  
  
  Jeg nikkede. Jeg så ikke på hendes hånd. Hun var professionel, hun tog sig af sig selv. Jeg havde vigtigere ting at tænke på. Hvem var denne døde sorte fyr efter? Og hvorfor? 'Kender du ham?' spurgte jeg Deirdre.
  
  
  "Nej," sagde hun.
  
  
  Dette var ikke den samme nigga, jeg så i lobbyen på det billige Chelsea Hotel. Mager og yngre, næsten en dreng. Men to sorte ved siden af mig i London samme nat var en forbandet tilfældighed. Desuden, hvis den første tilsyneladende havde travlt et sted fra, iført en farverig regnfrakke over beskidte bukser, en billig uldskjorte og nogle hjemmelavede sandaler. Og alt dette i London vinter.
  
  
  Jeg hentede hans pistol fra fortovet. En gammel automatisk Browning lavet i Belgien med en helt ny lydpotte. Han lignede ikke en mand, der havde råd til en ny lydpotte. I lommen havde han et par pund og noget sølv, en umærket hotelnøgle og et ekstra magasin til Browning. Om halsen bar han en tynd guldkæde med en lille amulet-amulet på. Sovende løve.
  
  
  "Mærket af Chucky," sagde Deirdre. - "Han jagtede mig."
  
  
  - Men du kender ham ikke?
  
  
  - Nej, men han er nok en zulu eller måske en Zwazi. De er kommet lidt tættere på på det seneste.
  
  
  "Chaka," sagde jeg. Og så klikkede noget i min fotografiske hukommelse: "Zuluernes første konge, grundlæggeren af Zuluimperiet i 1920'erne og 1930'erne." Den største og mest magtfulde sorte hær i historien. Besejret af briterne i 1879, efter at de for alvor havde besejret Reunecken for første gang. Zuluerne er nu en del af Sydafrika. Swazierne har et mere eller mindre selvstændigt land der. Hvad ellers, Deirdre?
  
  
  "Hvad har folk ellers brug for i slaveri?" - hun sagde. "Der er brug for håb, en legende: Chaka, den sovende løve, der en dag vil vende tilbage."
  
  
  "Det er en myte," sagde jeg. ”Myter sender ikke sorte fra Zululands jungle til London. Den sovende løve er et symbol på en eller anden underjordisk organisation. Hvorfor vil de have dig død?
  
  
  Du kan gætte, Nick,” sagde Deirdre.
  
  
  "Din opgave?"
  
  
  Hun nikkede, så på den døde sorte mand et øjeblik og lagde så Berettaen under sit bryst. Hun stod i mørket på den tågede gade og gned langsomt sin arm. Så tog hun en dyb indånding og smilede til mig. så skæbnen næste gang,” sagde hun. - Vi kan ikke blive her.
  
  
  "Vær forsigtig," sagde jeg.
  
  
  Jeg fulgte hende gennem de mørke gader, indtil vi kom ud i lyset og travlheden i Piccadilly. Hun viftede med hånden og forsvandt ind i mængden af lystsøgende. Jeg stoppede en forbipasserende taxa. Jeg vendte ikke tilbage til det hotel. Hvis den store sorte fyr i lobbyen havde været i samme gruppe som skytten, ville jeg nok have ført dem til Deirdre. Jeg så ikke hvordan, jeg var sikker på, at jeg ikke blev fulgt, hvilket må betyde, at de havde folk, evner og udstyr til at lægge mærke til mig på vejen, uden at jeg opdagede det. Hvis de var så velorganiserede, turde jeg ikke vende tilbage til hotellet.
  
  
  Jeg kunne ikke risikere et af AH-husene i London eller kontakte en af vores lokale kontakter. Jeg var nødt til at bruge en betalingstelefon og ringe til kommunikationscentret.
  
  
  — Wilson Research Service, kan vi hjælpe dig?
  
  
  "Kan du spore øksens historie for mig?"
  
  
  - Et minut tak.
  
  
  Ordet "økse", AH, var det vigtigste kontaktord, det første skridt, men ordet kan opstå ved et tilfælde.
  
  
  Rolig mandsstemme: ”Jeg er sikker på, at vi har alt, hvad du ønsker i vores filer, sir. Hvilken stridsøkse er du interesseret i?
  
  
  "Venstre fra nord, fra sagaens midterste periode." Dette var en bekræftelseskode, der beviste, at jeg var en AXE-agent og fortalte ham, hvilken agent: N3. Men jeg er måske en bedrager.
  
  
  "Åh ja," sagde en rolig stemme. "Hvilken konge er først?"
  
  
  "Halv sort," sagde jeg.
  
  
  Kun den rigtige N3 kendte denne sidste kode. Det kunne være blevet tvunget ud af mig ved tortur, men i hver transaktion måtte jeg tage risici. Hvis en svindler forsøgte at komme i kontakt via telefon, var det værste, at AH kunne miste sit London-kommunikationscenter. Så skulle kontaktkoderne ændres.
  
  
  Der var en række klik, da jeg var forbundet til AX-netværket. Så lød en kold, streng stemme: “Du er i London, N3. Hvorfor?'
  
  
  Glat, nasal stemme: Hawk selv. Jeg var vred, men vreden gav næsten øjeblikkeligt plads til en skarp, tør hast, der fik mig til at forstå, at Hawk ville noget alvorligt, vigtigt og svært.
  
  
  'Glem det. Du kan forklare dette senere. Dit opkald er blevet registreret. Om seks minutter kommer en bil efter dig. Kom straks.
  
  
  Dette arbejde måtte være vigtigt. Hawk brugte mit N3-nummer og besvarede selv opkaldet fra en betalingstelefon, uden mellemled eller scramblere fra min side.
  
  
  Jeg spurgte. - Hvor?
  
  
  Han havde allerede lagt på. Hawk taler ikke på åben linje i lang tid. Han sidder kort og tynd på sit beskedne kontor i Washington og er i stand til at styre rumstationen med et ord. Men jeg kender ikke fem personer uden for AX, og efterretningstjenesten kender ham eller ved, at han eksisterer.
  
  
  Jeg gik ud af telefonboksen og skelede for at se, om der var noget usædvanligt på gaden. Der var intet i Sohos tåge og skarpe lys. Jeg kiggede på mit ur. To minutter mere. Der var hun fem sekunder tidligere: en lille grå bil med en stille chauffør. jeg trådte ind.
  
  
  En time senere stod jeg på den øde landingsbane af en gammel, ukrudtsdækket RAF-base. Der var ingen bil, og jeg var alene på en RAF-base, jeg ikke kendte. Måske Honington, givet fladheden omkring det, eller måske Thetford.
  
  
  Jeg hørte flyet nærme sig, før jeg så det. Jeg havde ikke forventet et fly på en øde mark om natten. Men han steg ned, kun styret af sine egne landingslys. Ranger fra Ruff. Hawk har kontakter overalt.
  
  
  "Undskyld," sagde jeg til piloten.
  
  
  Han havde et bredt overskæg, men han var grå og havde mere intelligens i øjnene end de fleste flyvevåbens drenge. En person, der nogle gange selv kan stille nogle spørgsmål. Denne gang signalerede han blot til mig, at jeg skulle gå ombord og taxede ud, før jeg sad ordentligt og rigtigt.
  
  
  "De havde brug for nogen, der kunne lande her uden jordledninger eller lys," sagde han. "Der er ikke mange af os tilbage."
  
  
  Han vendte sig om for at se på mig. "Du skal i det mindste stoppe tredje verdenskrig."
  
  
  "I hvert fald," sagde jeg.
  
  
  Han smilede svagt og flyttede gashåndtaget tilbage til sin oprindelige position. Jeg følte mig som en mand, der løb blindt mod en stenmur. Men den gamle RAF-mand kendte sit område. Det gjorde han let og fløj derefter mod vest. Han sagde ikke mere, og jeg faldt i søvn.
  
  
  Det var allerede lyst, da nogens hænder vækkede mig. Vi landede på en lille flyveplads omgivet af høje, nøgne træer og snedækkede marker. Der var høje bygninger i det fjerne, og landskabet forekom mig bekendt.
  
  
  Bilen, der gled i min retning, så endnu mere bekendt ud: en sort Cadillac med en Maryland-nummerplade. Jeg vendte tilbage til Amerika og var i nærheden af Washington. Dette vil være meget vanskeligt og meget vigtigt arbejde.
  
  
  Hawk bringer mig ikke ofte hjem så pludseligt, og aldrig til Washington, når han kan rette op på tingene. Jeg er Killmaster nummer et, godt betalt og uundværlig, men ingen kan lide at indrømme, at jeg eksisterer, især dem i Washington. Normalt, når han vil tale med mig, kommer Hawk til mig i et eller andet hjørne af verden. Han kontakter mig der eller kommer til mig, men prøver ikke at risikere, at nogen forbinder mig med AH eller endda Washington.
  
  
  Så de lukkede gardinerne på Cadillac'en, da vi forlod lufthavnen og drog til Potomac. Det var normalt for mig. Jeg kan ikke lide Washington eller nogen anden hovedstad. Politikere og statsmænd bor i nationale hovedstæder, og efter et stykke tid vil alle politikere og statsmænd spille konge. De fleste af dem begynder at tro, at de er konger. De hugger hovedet af alle, der er uenige med dem, fordi de ved, hvad der er bedst, og hvad der skal gøres til gavn for almindelige mennesker.
  
  
  Men jeg var ikke interesseret i politik, og jeg tænkte igen på, hvorfor Hawke havde tilladt mig at komme til Washington. Han ville kun gøre dette, hvis det var nødvendigt, hvis han ikke kunne møde mig et sted langt væk. Dette arbejde må have været så vigtigt, sådan en prioritet, at selv Hawke ikke havde absolut autoritet over det. Uanset hvad det var, skulle han have været i direkte kontakt med de ældre herrer for at besvare ethvert spørgsmål, jeg måtte stille.
  
  
  Dette arbejde vil starte fra toppen.
  
  
  
  
  Kapitel 4
  
  
  
  
  
  Jeg blev skubbet ud af Cadillac'en ind i en gyde og ind i en stor, anonym grå bygning. Elevatoren tog os mindst tre etager under første sal. Der satte de mig i en lille åben varevogn, der stod på skinner. Og alene i denne bil forsvandt jeg ind i en smal tunnel.
  
  
  Ingen talte til mig, og det var tydeligt, at jeg ikke skulle vide, hvor jeg skulle hen. Men jeg ville ikke have overlevet som Killmaster så længe uden at tage alle mulige forholdsregler. Ingen havde mistanke om det, ikke engang Hawk, så vidt jeg vidste, men jeg havde udforsket denne tunnel for længe siden, da jeg først blev bragt hertil. Jeg vidste, hvor jeg var, og hvor jeg skulle hen. Jeg rejste langs verdens mest hemmelige miniaturejernbane, på vej mod en række bombeskjul under et stort hvidt hus på en bred allé.
  
  
  Vognen standsede ved en svagt oplyst smal platform. Foran mig var en stille grå dør. Jeg prøvede døren, den var ikke låst. Jeg gik ind i et gråt rum med et stålbord, tre stole, to sofaer og ingen synlig udgang. Hawk sad ved stålbordet: David Hawk, New York, leder af Academy of Sciences, min chef. Og det var alt, hvad jeg vidste om ham. I denne henseende vidste jeg mere om ham end de fleste. Om han havde en fortid, et hjem, en familie, eller om han overhovedet havde det sjovt med noget udover arbejdet, vidste jeg ikke.
  
  
  "Fortæl mig om London," gøede han ad mig, hans flade, nasale stemme så dødbringende og uhyggelig som en kobra.
  
  
  Han er en lille mand med et grin, der lyder som en pistol, når han griner, og et sardonisk grin, når han griner. Nu har han hverken gjort det ene eller det andet. Han kiggede tomt på mig. Han var iført den samme tweed-jakke og grå bukser som altid. Han har et skab fyldt med dem, alt er det samme.
  
  
  Vi var alene i et gråt rum, men sådan var det i virkeligheden ikke. Den røde telefon sad på stålbordet et par centimeter væk fra ham.
  
  
  "Efter at jeg havde fuldført min 'ordre' i ørkenen," sagde jeg, "var jeg bange for at blive bemærket. Så jeg tog rute fire til London for at være på den sikre side.”
  
  
  Det gav næppe mening som undskyldning, så jeg ventede på, at han skulle eksplodere. Det skete ikke. I stedet pillede han med den røde telefon, og hans øjne fortalte mig, at han ikke rigtig tænkte på, hvad jeg lavede i London. Hans tanker var optaget af det arbejde, han var ved at betro mig, og glimten i hans øjne fortalte mig, at det var et stort arbejde. Hawk lever for sit arbejde. Jeg har aldrig set ham hvile, aldrig hørt ham hvile. Det eneste, der virkelig tænder ham, er, at hans AH-kontor er hans tid og hans "barn" værdig.
  
  
  "Okay," sagde han. "Send din rapport senere."
  
  
  Jeg åndede lettet op. Denne gang kunne det være på kanten. Før eller siden ville han finde ud af, at Deirdre Cabot var i London, og det ville binde alt sammen. Det var en anden natur for ham. Men nu tændte han en af sine snavsede cigarer og legede med den røde telefon igen.
  
  
  "Sæt dig ned, Nick," sagde han.
  
  
  Da jeg satte mig ned, indså jeg, at denne gang var der noget helt andet. Han var utålmodig. Ja, hans øjne strålede af udfordring. Men samtidig var han optaget, nærmest vred og tænkte ikke på mig. Der var noget ved denne nye "orden", som han ikke kunne lide. Jeg tændte en af cigaretterne med guldspids og satte mig ned.
  
  
  "Du har aldrig været i Mozambique," sagde Hawk. - Du tager dertil om to timer.
  
  
  "Jeg skal friske op på mit portugisiske og swahili," sagde jeg. "Måske til Swaziland og måske endda til Sydafrika," fortsatte Hawk fraværende, som om han ikke havde hørt min kommentar. Han så op og tyggede på enden af sin billige cigar. "Delikat situation."
  
  
  "Vi får noget andet en dag," grinede jeg.
  
  
  "Det er ikke så sjovt," gøede den gamle mand ad mig. "Jeg har ikke glemt London endnu."
  
  
  Jeg blev ved med at grine, og det gjorde jeg også.”
  
  
  Hawk kan ikke lide at blive løjet for. Jeg ventede på slaget. Han kom ikke. Snart holdt jeg op med at smile. Det var et dårligt tegn, at han ikke svarede. Hawk havde et problem, og det havde noget at gøre med AH selv. Det var tid til at være seriøs.
  
  
  "Hvad skal jeg lave i Mozambique?" - spurgte jeg stille.
  
  
  Hawk tyggede en cigar og legede med en rød telefonledning. "Lissabon og Cape Town har mistanke om en større opstand i Zulu-områder langs grænsen."
  
  
  Min rygsøjle begyndte at klø. Zulu! Jeg tænkte på den døde skytte i London og Mark Chaka. Kunne skytten have været efter mig og ikke Deirdre? Allerede før jeg vidste, var der arbejde forbundet med zuluerne. †
  
  
  "Sydafrika er ret dygtige til at forhindre opstande," sagde jeg. "Og der er stadig få mozambikanske oprørere."
  
  
  "Fordi Cape Town altid har formået at holde det sorte flertal isoleret og under kontrol," sagde Hawke. Men fordi de sorte i Mozambique aldrig har haft penge, støtte eller erfarne ledere. Nu ser der ud til at være ny ledelse i Mozambique, og måske har Cape Town begået en fejl i sin politik med "hjemlande", "bantustans" eller andre fancy navne for koncentrationslejre. Zuluernes hjemland er langs eller tæt på grænserne til Mozambique og Swaziland."
  
  
  Hawk var tavs og suttede på sin cigar. »Det, der virkelig alarmerer dem, er, at de tror, at swazier er involveret. Det gør den internationale situation potentielt eksplosiv, hvilket er præcis, hvad frihedskæmperne ønsker. Det giver dem også et tilflugtssted for træning, mobilisering og husly, som de sorte aldrig havde der.”
  
  
  – Swaziland? - sagde jeg og rystede på hovedet. »Siden selvstændigheden har swazierne været afhængige af udenlandske interesser, især Sydafrikas og Portugals. Gamle kong Sobhuza vil ikke have noget problem med dem.
  
  
  "Han er måske ikke i stand til at kontrollere sit folk, Nick," sagde Hawk grimt. "Han har en masse hede, unge kæmpere i Swaziland. Selv organiseret opposition. Men husk, at han trods alt er en bantuhøvding. Nu vil han have Lissabon og Cape Town, men han vil ikke have noget imod, at et selvstændigt Mozambique og Zululand tilslutter sig Swaziland. Dette ville have sat ham i en stærkere position mod Sydafrika og måske endda isoleret Sydafrika i sidste ende. Der er en Panbantub-bevægelse, som vi er meget opmærksomme på. Og swazierne og zuluerne er endnu tættere på hinanden, for der er swazier i Sydafrika. De stod skulder ved skulder i to hundrede år. De kæmpede med hinanden i lang tid, men nu slås de ikke længere med hinanden.”
  
  
  Hawks cigar gik ud. Han holdt en pause for at tænde den igen. Han trak, indtil cigaren igen blussede, og tyk røg fyldte rummet.
  
  
  "Zuluerne, swazerne, shanganerne og en flok ndebele har endelig dannet en organisation: Sovende løve," sagde Hawke og så på mig. "Chuckys tegn. De har et motto: United Assegai. Dette ord betyder spyd blandt Zulu, Siswati og Ndebele og angiver deres fælles oprindelse og interesser. Og nu har de en fælles plan: Et oprør så stort, at selvom det mislykkes, vil de hvide forårsage et sådant blodbad dér, at FN og stormagterne bliver nødt til at gribe ind. De tror, de kan sikre Mozambiques og Zululands uafhængighed.”
  
  
  Det var en logisk plan. Jeg så krat, marker, bjerge og jungler allerede dryppede af bantublod, og i FN havde stormagterne taget parti. Sydafrika og Portugal ville da blive ramt helt ind til sjælen. Men det var også en plan, der krævede en helvedes masse lederskab for at holde alle de bantuer sammen. Mænd ville dø side om side i stort tal, men alene er det svært at føle, at man dør for en sag. Det ville også kræve dygtighed og penge, organisation og en tilstrækkelig hær til at sikre, at frihedskæmperne ikke straks blev undertrykt.
  
  
  Jeg spurgte. - Hvad skal jeg lave der?
  
  
  Hawk svarede ikke med det samme. Han tog et nervøst træk på sin cigar. Hvad der end bekymrede ham, kom tættere på overfladen.
  
  
  "Triste, magtesløse mennesker kan ikke udvikle sådan en plan alene, N3," sagde den gamle mand langsomt. "En af nøglefaktorerne er en stor ny styrke af hvide lejesoldater, der opererer i Mozambique. Vi ved ikke, hvem dens kaptajn er. Men hvem det end er, så er han god. Han har også den ekstra fordel, at han er en højtstående kontakt i den mozambiquiske regering."
  
  
  Jeg begyndte at forstå situationen.
  
  
  'Hvor højt?'
  
  
  "Meget højt," sagde Hawk. “Direkte under koloniguvernøren. Frihedskæmpere ved alt, hvad Mozambiques regering planlægger, før den gennemfører sine planer. Lejetropperne slog kolonitropperne igen og igen."
  
  
  - Ved de, hvem det er?
  
  
  "De indsnævrede det til tre," sagde Hawk. "Og ikke mere end tre." Han røg. "Find ud af det og dræb denne mand for dem."
  
  
  Bøde. Det var ikke en ny situation, og det var også mit job. Jeg har gjort dette før, for mange regeringer, som Washington ønskede at være venner med.
  
  
  Jeg spurgte: "Hvorfor tiltrak de os? Hvorfor gør de det ikke selv."
  
  
  "Fordi de tror, de ikke kan se, hvilken af de tre det er," sagde Hawk. "Og hvad kan vi gøre."
  
  
  Der var noget i den måde, han talte på, som fik mig til at se på ham. Hans cigar gik ud igen, og måden han tyggede på uden at se på mig fik mig til at indse, at vi var kommet til det, der generede ham. Der var et problem, og jeg ville gerne vide, hvad det var.
  
  
  "Hvorfor tror de, at vi kan gøre det bedre, end de kan?"
  
  
  Hawk knuste cigaren i askebægeret og stirrede rasende på resterne. "Fordi de ved, at vi arbejdede med oprørerne."
  
  
  Sådan her. Jeg lod ham gå videre og gjorde det hele klart. Men jeg så det fuldstændig. Washington spillede begge sider og ventede på, hvem der ville vinde. Og hvem der end vinder, vil Washington være fødselsdagsbarnet. Først nu er sandhedens øjeblik pludselig kommet. Vingeskruerne blev strammet og Washington måtte vælge.
  
  
  »Vi sendte våben og penge til mozambikanske frihedskæmpere og zulugruppen Sleeping Lion. Under bordet, selvfølgelig, ved hjælp af dækning. Men vi gjorde det. Vi hjalp Sibhuza og Swazi. Nu har Cape Town og Portugal fortalt os, at de kender til det og ansætter os."
  
  
  Nu vidste jeg alt. 'Så det var AH, der hjalp oprørerne undercover?
  
  
  Hawk nikkede. "Washington har mere brug for Lissabon og Cape Town end oprørerne lige nu."
  
  
  "Og oprørerne er væk," tilføjede jeg.
  
  
  Hawk nikkede igen. Han så ikke på mig, og jeg vidste, at det, der i sidste ende generede ham, var karakteren af hele denne beskidte operation.
  
  
  "Vi kan få arbejdet gjort," sagde jeg, "og dræbe denne oprører." Fordi vi arbejdede med oprørerne. Vi har kontakt, og de stoler på os. Lissabon og Cape Town vil drage fordel af vores hjælp til oprørerne, så vi kan ødelægge dem. Lækkert.'
  
  
  Hawk stirrede på mig.
  
  
  "Oprørerne kom også til AK," sagde jeg. "Hvis vi dræber denne CEO, vil frihedskæmperne vide hvem, hvordan og hvorfor."
  
  
  Hawk svor. - 'En forbandelse. Skyl fem års arbejde ud i toilettet og gå ad helvede til! Kriminelt affald. Det vil tage os år at starte fra dette og bygge noget nyt. Det er dumt og ineffektivt.
  
  
  Jeg spurgte. - "Men vi gør det her?"
  
  
  "Skal vi gøre det her?" Hawk blinkede. "Vi har ordrer."
  
  
  "Ingen loyalitet over for de oprørere, vi opmuntrede?"
  
  
  "Vi har kun én loyalitet, den første og den sidste," gøede Hawk ad mig.
  
  
  Vores personlige interesse, hvad alting drejer sig om, tænkte jeg med ironi. "Kan vi redde vores agent der?"
  
  
  Hawk trak på skuldrene og smilede svagt. "Det er op til dig, N3."
  
  
  Der var noget i den måde, han sagde det på. Jeg så på hans tynde, sarkastiske ansigt, men hans skarpe gamle øjne var billedet på uskyld. Jeg følte mig ikke godt tilpas.
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvordan gør jeg dette? Hvornår starter jeg?"
  
  
  "Dit fly går om halvanden time," sagde Hawk tørt, nu hvor der var noget praktisk arbejde, der skulle udføres. »Vi er nødt til at levere nogle penge til oprørerne. Overførslen vil finde sted, hvor Ingwavuma-floden krydser Zwazilands grænse til Zululand. Det blev aftalt, at en hemmelig oprørsembedsmand ville tage pengene. Hvis han dukker op, dræber du ham.
  
  
  "Er der en bestemt metode, du foretrækker?" - spurgte jeg tørt.
  
  
  'Alt hvad du vil have. Denne gang kræves ingen finesser. Når dette er gjort, vil helvede bryde løs,” sagde den gamle mand kort. "Du arbejder med vores lokale agent der, med oprørerne." Hun vil eskortere dig til kontaktpunktet.
  
  
  Hun! Faktisk vidste jeg det allerede, og det forklarede, hvad der var mærkeligt, da Hawk fortalte mig, at det var op til mig at redde vores agent. Så vidste den gamle ræv. Han kendte til mig og Deirdre Cabot, og det har han sikkert gjort i årevis. Jeg var egentlig ikke overrasket, han tabte ikke så meget. Jeg grinede. Høg nr.
  
  
  "Du vil arbejde, N3, og ikke spille. Det er klart?
  
  
  "Hvor længe har du kendt til N15 og mig?"
  
  
  Hans læber bøjede sig til et underholdt, hånende grin. - Helt fra begyndelsen, selvfølgelig.
  
  
  - Hvorfor stoppede du os ikke?
  
  
  "Du havde brug for en distraktion, og du var meget forsigtig," lo den gamle mand. "Så længe du troede, du lavede sjov med mig, ville du fortsætte med at opretholde behørig hemmeligholdelse og ikke udgøre nogen fare." Han lænede sig tilbage og tændte endnu en cigar. "Så længe du arbejdede hårdt nok til at bedrage mig, ville ingen andre bemærke dig."
  
  
  Så han fik os til at tro, at han ikke vidste det og næsten kiggede os over skulderen hele tiden. Jeg bandede mentalt. Jeg ville nok give ham en masse glæde. Hans sardoniske smil udvidede sig.
  
  
  "Det ligner en kvinde, ikke?"
  
  
  Det er lige så genialt, som det er effektivt, og det meste af tiden er jeg glad for det. Jeg vil have, at han bliver bag mig. Men selv Hawke ved ikke altid alt, og han var meget bekymret, da jeg fortalte ham om skytten i London. Han lænede sig skarpt frem.
  
  
  "Chucky tegn? Så betyder det, at de holder øje med N15, og oprørerne mistænker os."
  
  
  Nogen i Mozambiques regering kan have spildt bønnerne." tænkte Hawk. "Medmindre denne Zulu var en dobbeltagent." Og portugiserne forsøger at sikre, at vi fuldfører opgaven.
  
  
  Måske, sagde jeg. "Måske stoler de ikke på N15, fordi de frygter, at den er blevet for loyal over for oprørerne."
  
  
  "Gå derhen og vær forsigtig," gøede Hawk. “Hvis du tror, de ser lige igennem N15-spillet, så lad være med at bruge det. Kun som lokkemad.
  
  
  Jeg vågner op. Hawk rakte ud efter den røde telefon for at rapportere vores møde. Han stoppede op og så på mig. Vi er nødt til at få denne officer til at køle ned, på den ene eller den anden måde. Du forstår?'
  
  
  Jeg forstår. Hvis Deirdre bliver mistænksom, skulle jeg måske bruge det faktum og smide hende til løverne. Kun arbejde betød noget, og det skulle gøres med alle tilgængelige midler. Mine egne følelser fik ikke lov til at spille nogen rolle.
  
  
  
  
  Kapitel 5
  
  
  
  
  
  Den høje blondine og jeg ramte den af på 747 fra London til Cape Town, da vi fandt ud af, at vi begge skulle til Mbabane. Hun hed Esther Maschler. Hun arbejdede for et belgisk mineselskab og havde nok viden til at bevise det, så jeg havde ingen grund til at tvivle på hende. Men jeg holdt øjnene åbne, blandt andet fordi hun havde et af de fyldigste og højeste bryster, jeg nogensinde havde set. Jeg ville gerne vide, hvordan de så ud uden dette tøj.
  
  
  "Jeg tror, vi begge vil se, hvordan det går," fortalte hun mig mellem Cape Town og Lorengo Marquez. "Du er en charmerende mand, Freddie."
  
  
  På det tidspunkt var jeg Fred Morse, en international forhandler af mineudstyr, sportsmand og ivrig gambler. Det var lige så godt som et dække for dem, der skulle til Swaziland. Royal Zwazi Hotel er en af de nyeste destinationer for en international forsamling af mennesker.
  
  
  "Det er den, jeg prøver at være," sagde jeg til hende. Hun virkede meget uskyldig, i hvert fald politisk.
  
  
  I Lorengo Marques, på Mozambiques kyst, steg vi ombord på et let fly, der tog os til Mbabane. Swazilands hovedstad er en "metropol" med omkring 18.000 mennesker, hvor de fleste landboende europæere kommer for at besøge deres store gårde og minedrift. Jeg havde aldrig set ham før og glemte et øjeblik blondinen, da vi bankede på for at lande.
  
  
  Det var sen vinter i Europa, så det var tidligt efterår her, og mikrometropolen glimtede i den kølige, klare luft på plateauet. Det mindede mig om den travle by ved foden af Colorado-bjergene. Den grønne, bølgende flade strakte sig i alle retninger omkring fem gader med for det meste hvide huse, mange med røde tage. Der var otte eller ni seks- eller syv-etagers skyskrabere og klynger af hvide huse og lave lejligheder beliggende på skråningerne blandt mørkegrønne træer. Beliggende i et lavvandet, træbeklædt åbent område, blev den lille by delt af en travl firesporet hovedgade, der førte til en cirkulær park på den ene side og en grusmotorvej på den anden. Det var, som om det var blevet forladt i ørkenen, så alle gader åbnede sig ud til jordveje, der snoede sig gennem plateauets endeløse vidder.
  
  
  På jorden hentede jeg Hester Maschler igen, og vi gik gennem tolden sammen. Et par ser altid mere uskyldige ud end en enlig mand. Swazis skikke var nemt, og jeg havde intet at bekymre mig om. Mbabane-embedsmændene åbnede ikke engang en af mine to kufferter. Det er ikke som om de har fundet noget. Mit personlige værktøj er godt gemt i et tæt blyrum på siden af min kuffert, hvis jeg flyver kommercielt, og alle tunge genstande ankommer med forudaftalt fragt.
  
  
  Den smilende chauffør ventede med bilen, som Fred Morse havde bestilt fra London. Han var ung og behagelig, men ikke underdanig. En fri mand i et frit land. Han kiggede bifaldende, men høfligt på Esther Maschlers fantastiske bryster, da jeg hjalp hende ind i bilen. Hun takkede ham med et smil og mig med en langsom berøring af hendes bryst og lår, da hun kom ind. Jeg håbede, at hun ikke havde andre planer end en langsom, lang nat med en rejsekammerat hjemmefra.
  
  
  Royal Zwazi Hotel ligger omkring tolv kilometer fra Mbabane, og vi skulle krydse den travle by. Biler fyldte hovedstaden med dets eneste lyskryds, det eneste i hele landet, og fortovene på denne solrige aften var fyldt med forbipasserende og handlende. Der var europæere af alle nationaliteter, seje sydafrikanere, muntre portugisere fra Mozambique og hundredvis af swazier i en broget blanding af løve- og leopardskind. Farvede stofnederdele med vestlige jakker, nylonstrømper og pandebånd med perler, vestlige hatte og røde turacofjer, der angiver høj status.
  
  
  Her i Mbabane havde velhavende, pro-vestlige og politisk magtfulde swaziere travlt med opgaven at udfordre halvandet århundredes europæisk styre. I buskadset og markerne levede almuen stadig, som de altid har gjort, men der var forskel, især hos de sorte i nabolandene Mozambique og Sydafrika. De var stadig fattige og analfabeter efter europæiske målestok, men ikke så fattige som før og ikke så analfabeter; desuden brød de sig ikke meget om europæiske standarder. Deres konge havde ført dem i over halvtreds år, og de kendte den vestlige verden og vestlige skikke. De forstod, hvordan man arbejdede med europæere, og hvordan man brugte dem. Men de bøjede sig ikke længere eller troede på, at Europa kunne tilbyde noget bedre end deres egen livsstil. De elskede deres livsstil og gik med stolthed. Jeg huskede Hawkes ord: Kong Sobhuza var en bantu, og han ville ikke have noget imod frie Bantus som naboer.
  
  
  Vi kørte gennem en mark, der funklede af grønt og rislede en kølig efterårsaften. Blondinen Esther Maschler lænede sig mod mig, og jeg gled min hånd ind i hendes kjole og kærtegnede hendes elegante bryster. Hun forsvarede sig ikke. Det lovede at blive en interessant aften, men mit sind forblev vågent, mens jeg scannede landskabet omkring mig og vejen bag mig. Jeg så ikke noget mistænkeligt.
  
  
  Royal Zwazi er beliggende på en bjergside i den skyggefulde Ezoelwini-dal, omgivet af varme kilder, en swimmingpool og atten-sporede golfbaner, funklende som et luksuskrydstogtskib på havet. Jeg betalte chaufføren, lavede en aftale og lavede en aftale med Esther Maschler i salonen om en time. På mit værelse vaskede jeg støvet af min lange rejse, tog min smoking på og ringede til receptionen i forbindelse med eventuelle ærinder. I øjeblikket var der ingen. Jeg kan lide det. Kontakt vil komme, og jeg vil dræbe mit offer, men jeg havde ikke travlt.
  
  
  Jeg gik nedenunder til baren og spillelokalerne. Under de elegante lysekroner med kvast virkede intet fjernere end plateauet udenfor og de runde swazihytter. Spilleautomater klirrede og ved roulettebordene kastede medlemmer af den internationale elite farvede jetoner ind i spillet. Jeg fandt den slanke Esther Maschler, der ventede ved disken, ledsaget af en swazi-prins med fip.
  
  
  Prinsen reagerede ikke så positivt på min ankomst. Han bar en stabel chips, der var stor nok til at kvæle en krokodille eller imponere en blondine, men han fortsatte med udseendet. Han var væk, men ikke for langt, kun et par stole væk i den anden ende af baren. Jeg holdt øje med ham.
  
  
  "Sult eller tørst?" - Jeg spurgte Hester.
  
  
  "Tørst," sagde hun.
  
  
  Vores drinks blev hurtigt serveret, og hun kiggede mig over skulderen på roulettebordene.
  
  
  Hun spurgte. - Er du heldig, Freddie?
  
  
  'Sommetider.'
  
  
  "Vi får se," sagde hun.
  
  
  Hvidt og sort blandes ved roulette-bordene, og smoking-croupiers gled hurtigt hen over det grønne lærred. Den hurtige portugiser fra Mozambique spillede yndefuldt, de primitive englændere accepterede sejre og nederlag uden at knibe, og den tykke afrikaner spillede roligt med et dystert ansigt. De repræsenterede hele spektret af gamblere, fra hardcore-gamblere, der satsede hundredvis på et enkelt tal, til ivrige turister, der risikerede et par rands, en swazi-mønt, på rød eller sort.
  
  
  Jeg spiller altid på samme måde: femogtyve på rød eller sort, par eller empire, indtil jeg mærker bordet og hjulet. Det er nok til at gøre det det værd uden at risikere alt, hvad jeg har. Jeg venter, indtil jeg mærker en bestemt retning: Jeg leder efter et tegn, et tempo, hvad spillere kalder "stemningen" på hjulet. Alle hjul har en vis stemning om aftenen. De er lavet af træ, metal og plastik, som ændrer sig afhængigt af temperatur, luftfugtighed, smøring og den pågældende forhandlers håndteringsstil.
  
  
  Så jeg så og ventede og holdt mig tilbage. Esther var fanatisk og følelsesladet, hengiven og tilbagetrukket. Jeg elskede det. Hun satsede nogle jetoner på nogle numre, spillede med det samme tal i et stykke tid og ændrede derefter tilfældigt tallene. Hun har mistet meget. Jeg lagde mærke til, at prinsen med en fipskæg kom hen til bordet og så på hende. Da han fangede hendes blik, begyndte han at spille stort, dristigt, vinde stort og tabe stort. Han lo højt for at tiltrække opmærksomhed med vilje. Og altid med øje for Hester Maschler.
  
  
  Hun så ikke ud til at bemærke det.
  
  
  Jeg så en kraftig sydafrikansk tage på en sort prins. Så mærkede jeg en bestemt retning af hjulet: det favoriserede sort og ulige. Jeg øgede ante. En time senere vandt jeg tusind dollars. Nu så det lovende ud. Jeg var klar til at opgradere til højere betalende numre, men jeg havde ikke chancen. Hester satsede sine sidste to jetoner på 27, tabte og så på mig.
  
  
  "Det var alt for i dag," sagde hun. "Jeg vil have en drink på mit værelse med dig, Freddie."
  
  
  Gambling er godt, men sex er bedre. I hvert fald for mig, især når kvinden er lige så attraktiv som Esther Maschler. Selv får jeg ikke mange direkte invitationer, hvis det var det hun mente. Jeg glemmer aldrig, hvem jeg er – hvis jeg gjorde det, ville det hurtigt slå mig ihjel – og da vi gik til hendes værelse, lagde jeg mærke til, at den swazi-prins lige havde mistet sine forsyninger og også rejste sig fra bordet. Den kraftige sydafrikaner rejste for et par minutter siden. Jeg tog Esthers smukke, fyldige hånd, da vi gik ovenpå. Prins Swazi passerede lige foran os og gik også op.
  
  
  Esthers værelse var lille og lå på øverste etage. Måske var hun bare en knap så rig pige, der havde det sjovt. Da vi ankom til hendes dør, var prins Swazi der ikke længere. Jeg mærkede ingen øjne, der så os, da vi kom ind. Hun hang kæden på døren og smilede til mig.
  
  
  "Lav mig en dobbelt whisky med is," sagde hun.
  
  
  Jeg har lige lavet min. Hun ændrede sig ikke og sad i den fjerne ende af lokalet og så mig få hende til at drikke. Jeg snakkede om Swaziland og minedrift og hasardspil. Hun sagde ikke noget, og jeg så hendes hals langsomt blive større. Hun syntes at bygge en rytme, en stigende rytme, som en kvindes hofter, når man trænger ind i hende. Jeg indså, at dette var hendes vej, en del af alting. Hun bragte ham til klimaks, og da hun tog den sidste tår fra sit glas, var jeg klar.
  
  
  Hun rejste sig fra sin plads, og jeg ventede allerede på hende. Vi mødtes midt i lokalet. Hun pressede mig så hårdt, at det føltes som om hun forsøgte at presse mig igennem sig. Hun vred sig i mine arme, hendes høje, bløde bryster flad. Hendes øjne var lukkede. Da jeg trak mig tilbage, fulgte hun mig ikke. Hun stod bare der. Hendes øjne var lukkede, hendes krop hævede, hendes arme hang ved siden af hende i en døs af lidenskabelig koncentration.
  
  
  Jeg gik hen til hende igen, lynede kjolen op og trak den ned. Jeg åbnede hendes bh, lod hendes store bryster falde frit og trak hendes trusser ned. Så tog jeg hendes sko af og tog hende op. Hendes hoved faldt tilbage, da jeg bar hende hen til sengen. Jeg slukkede lyset, kom ud af bukserne og lagde mig ved siden af hende. Hun viklede sig om mig som en stor slange. Mens vi krammede, gravede hun sine negle ind i min ryg. Jeg tog fat i hendes håndled for at støtte hende og spredte hendes arme så langt fra hinanden, som jeg spredte hendes ben.
  
  
  Da det var overstået, begyndte hun at kysse mig over det hele. Hårde, sultne kys. Med lukkede øjne pressede hun sig mod mig, som om hun egentlig ikke ville se mig, bare i sit sind. Jeg rakte ud efter min jakke og cigaretter.
  
  
  I dette øjeblik hørtes lette lyde udenfor i korridoren.
  
  
  Jeg greb mine bukser. Esther, der sad på sengen i det mørke hotelværelse, syntes ikke at høre dem. Hun lå med lukkede øjne, hænderne knyttet til næver, knæene trukket op mod brystet og koncentrerede sig kun om sig selv. Jeg efterlod hende der, gled hen til døren og skubbede den op.
  
  
  I korridoren vendte den tykke sydafrikaner, der havde været ved roulettebordet, sig om, da jeg kiggede ud. I hånden havde han en automatpistol med lyddæmper. En sort mand lå på gulvet i korridoren.
  
  
  Sydafrikaneren hoppede over den tilbøjelige skikkelse og forsvandt ned ad brandtrappen. Han spildte ingen tid med at skyde mig, smuttede hurtigt gennem branddøren og forsvandt. Jeg løb udenfor.
  
  
  Branddøren var allerede låst, låst på den anden side.
  
  
  Jeg bøjede mig over den faldne mand. Det var den fipskægtede swazi-prins, der så hårdt prøvede at imponere Esther ved spillebordet. Han modtog fire kugler: to gange i brystet og to gange i hovedet. Han var meget død.
  
  
  Jeg så en tynd kæde om hans hals, hvor hans elegante skjorte var revet i stykker. For enden af halskæden hang en lille gylden figur af en sovende løve. Chuck's Sign igen.
  
  
  En dør åbnede sig i korridoren. Jeg rejste mig hurtigt og kiggede ind i den stille korridor. Der var ingen måde at forlade med branddøren lukket andet end at gå hele vejen ned ad gangen til elevatorerne og hovedtrappen. Andre døre åbnede. Stemmer fortalte mig, at folk kom her.
  
  
  Hvis jeg blev fundet død. †
  
  
  Branddøren åbnede sig bag mig.
  
  
  "For fanden, skynd dig."
  
  
  En kvindestemme, som jeg genkender fra tusindvis.
  
  
  Jeg sprang ud af branddøren, da stemmerne i gangen blev højere. Nogen råbte efter mig.
  
  
  "Hold op!"
  
  
  
  
  Kapitel 6
  
  
  
  
  
  Deirdre lukkede døren og skubbede mig frem.
  
  
  'Ned! Hurtig!'
  
  
  Jeg gik ned ad brandtrappen tre trin ad gangen. Deirdre fulgte efter mig. Hun bar en velsiddende jumpsuit, der passede hendes slanke krop som hånd i handske, bortset fra den store bule på venstre arm, hvor hun var blevet skudt for to dage siden i Londons mørke gader. Hun holdt en Beretta i hånden. To etager under førte hun mig gennem en branddør ind i en lavere gang. Det blev forladt.
  
  
  "Til venstre," hvæsede Deirdre.
  
  
  I korridoren til venstre gik døren til et værelse op. En høj, tynd sort mand i en junglefarvet beskyttelsesdragt pegede på os. Deirdre førte mig ind i rummet, videre til det åbne vindue. Der hang et reb fra gavlen bagerst. Deirdre gik først, glat og hurtig som en kat. Jeg fulgte efter hende og landede ved siden af hende nær Land Roveren gemt i den tykke underskov. Den høje sorte mand kom sidst ned. Han rykkede rebet fra fastgørelsen ovenover, rullede det hurtigt ind og kastede det mod Land Roveren. Ovenpå hørte jeg skrig og alskens lyde omkring hotellet, som blev højere og højere.
  
  
  "Skynd dig," gøede Deirdre ad os.
  
  
  Vi hoppede ind i Roveren. Den høje sorte mand tog rattet, bakkede et øjeblik og trak så fremad. Da vi skyndte os frem, så jeg en mand i buskene, i skyggen af hotellet. Han var en kraftig sydafrikaner. Hans automatiske pistol med lyddæmper lå ved siden af ham, og hans hals var skåret over. Jeg så på Deirdre, men hendes øjne sagde mig ingenting, og jeg spurgte ikke om noget. Jeg vidste ikke, hvilke spørgsmål der kunne være farlige.
  
  
  Land Rover fløj ud af træerne på en mørk grusvej, der førte mod syd. Vejen lyste hvid og rød om natten. Hverken Deirdre eller den høje sorte mand sagde et ord, mens vejen snoede sig og drejede, og Land Rover'en buldrede videre og tændte kun sidelysene for at få et glimt af vejen. Vi passerede små folde af runde swazi-hytter og et par europæiske bygninger højt oppe på bjergskråningerne. Nogle af disse fjerntliggende huse havde lys tændt, og hunde gøede, da vi skyndte os forbi.
  
  
  Efter et stykke tid passerede vi en landsby med mange hytter og en bygning i europæisk stil. En flok kvæg brølede i et stort cirkulært rum. Stemmer udfordrede os, og jeg så rasende øjne og glimt af spyd: Assegai. Den sorte mand satte ikke farten ned, og assegaierne og de voldsomme øjne forsvandt bag os. Fra størrelsen af landsbyen, kvægflokken og det eneste europæiske hus vidste jeg, at vi havde passeret Lobamba, Swazilands åndelige hovedstad, stedet hvor dronningemoderen boede: Ndlovoekazi, elefanten.
  
  
  Efter Lobamba kørte vi i nogen tid gennem kunstvandede lande. Vi drejede derefter ind på en sandet sidesti og stoppede ti minutter senere i en mørk landsby. Hundene gøede ikke, hytterne virkede øde. Deirdre steg ud af bilen og gik ind i en af de runde Zwazi-hytter. Da hun var indenfor, sænkede hun skindet over indgangen, tændte en petroleumslampe og lænet sig op ad en af væggene og undersøgte mig.
  
  
  Hun spurgte. - Nå, havde du det sjovt, Nick?
  
  
  Jeg grinte: "Er du jaloux?"
  
  
  "Du kunne have ødelagt hele missionen."
  
  
  Vred faldt hun sammen på en lærredsstol. Udenfor hørte jeg Land Roveren køre væk; lyden af motoren døde væk i det fjerne. Der var meget stille i hytten, og kun lyset var svagt.
  
  
  "Nej, det kunne jeg ikke," sagde jeg. "Jeg drak med hende, spillede kort med hende, kneppede hende, men jeg stolede ikke på hende."
  
  
  Hun fnyste foragtende og jeg lod hende simre lidt. Den lille kahyt havde ingen vinduer, og udover en lærredsstol og en lanterne var der to soveposer, et gaskomfur, en rygsæk med mad, to M-16 rifler, en højeffektradio og en diplomatmappe til Zulu penge.
  
  
  "Behøver du virkelig at kneppe hver kvinde, du møder?" - sagde Deirdre endelig.
  
  
  "Hvis jeg kunne," sagde jeg.
  
  
  I den sorte jumpsuit så hun slank og fleksibel ud som en panter. En smuk og ægte kvinde. Måske ville jeg ikke have alle de attraktive kvinder, hvis et normalt liv var muligt for os. Men hvordan var det nu?
  
  
  Hun så mig kigge på hende og studerede mit udtryk. Så smilede hun. Et svagt smil, som om hun også spekulerede på, hvad der ville være sket, hvis vores liv havde været anderledes.
  
  
  "Måske var jeg jaloux," sukkede hun. 'Det var godt?'
  
  
  "Voldsomt."
  
  
  "Det her kunne være sjovt."
  
  
  "Ja," sagde jeg. "Vi fik ikke vores anden dag denne gang."
  
  
  "Nej," sagde hun.
  
  
  Dette er alt. Hun tog en cigaret op af sin brystlomme, tændte den og lænede sig tilbage i lærredsstolen. Jeg tændte en af cigaretterne med guldspids og satte mig på en af soveposerne. Jeg ville tilbringe den anden dag med hende. Esther Maschler var hurtig og eksplosiv, men hun efterlod mig kun delvist tilfreds: det søde slik stiller kun midlertidigt min sult. Deirdre var noget andet, en mand husker hende længe. Men jeg kunne mærke på det koncentrerede ansigtsudtryk, at det var tid til at komme i gang. Hun så bekymret ud.
  
  
  Jeg spurgte. - Hvad skete der præcist? "Er der noget galt med den 'ordre', vi arbejder på i øjeblikket?"
  
  
  "Nej, men hvis de fangede dig der, ville de have tilbageholdt dig, og der ville ikke have været tid til at sætte tingene op igen," sagde Deirdre. Hun lænede sig tilbage i sin lærredsstol, som om hun var udmattet. "Denne swazi-prins var et hemmeligt medlem af Chaka Mark, lederen af de lokale militante, der ønsker at forene alle bantuerne. Sydafrikaneren var medlem af Cape Towns hemmelige politi. På en eller anden måde så han lige igennem prinsen.
  
  
  "Din prins vidste det," sagde jeg. "Han forsøgte at bedrage fjenden ved at foregive at være en forkælet gambler, der bedrager en blond turist."
  
  
  "Han vidste, hvem sydafrikaneren var," sagde Deirdre, "men han vidste ikke, at denne mand var blevet beordret til at dræbe ham, Nick." Vi fandt ud af det, men det var for sent. Alt hvad Damboelamanzi kunne gøre var at dræbe denne sydafrikaner.
  
  
  Jeg spurgte. - "Vi?"
  
  
  Du ved allerede, at jeg er den lokale AH-kontakt med zuluerne. Efter to år, Nick, kommer du tættere på folk.
  
  
  "Hvorfor forsøgte de så at dræbe dig i London?"
  
  
  Hun rystede på hovedet. - De gjorde det ikke, Nick. Skytten var en dobbeltagent, hvilket muligvis beviste over for Hawke, at Lissabon og Cape Town vidste, at vi hjalp oprørerne.
  
  
  "Der var to af dem," sagde jeg og fortalte hende om en anden Niger, som Chelsea så i lobbyen på det billige hotel.
  
  
  Hun lyttede nøje til min beskrivelse. Så rejste hun sig og gik hen til radioen. Hun brugte nogle kodeord på et sprog, jeg ikke kendte. Zulu sandsynligvis. Jeg lærte det nok at kende til at vide, at det var et bantusprog.
  
  
  -Hvad er der i vejen, Deirdre?
  
  
  - Jeg anmelder den anden person. Oprørerne skal advares om den anden dobbeltagent.
  
  
  Jeg kiggede på hende. "Identificer dig ikke for meget med dem, Deirdre. Efter denne "bestilling" vil du ikke kunne blive. Vi kommer til at sprænge dit forhold til dem.
  
  
  Hun afsluttede sin udsendelse, slukkede for radioen og vendte tilbage til lærredsstolen. Hun tændte endnu en cigaret og lænede sit hoved mod hyttens væg.
  
  
  "Måske kan jeg redde noget, Nick." Jeg arbejdede med dem her i to år, leverede dem fra Washington og betalte dem. Vi kan ikke bare give op og vende dem ryggen«.
  
  
  "Ak, det kan vi," sagde jeg. "Sådan er tingene."
  
  
  Hun lukkede øjnene og tog et dybt træk i sin cigaret. "Måske kan jeg fortælle dem, at du blev bestukket og blev en forræder." Du kan lige så godt sætte en kugle i mig for at få det til at se godt ud.”
  
  
  Hun kunne sine ting bedre.
  
  
  Jeg sagde. "De vil ikke stole på AH længere, ingen fra AH, selv når de tror, at jeg blev bestukket." - Nej, det er tid til at løbe, skat. Nu skal du bruge det faktum, at du har fået disse oprøreres tillid til at ødelægge dem. Dette er vores ordre.
  
  
  Hun kendte sit job godt, det job, vi meldte os til: at gøre det, AH og Washington ville have os til at gøre. Men hun åbnede ikke øjnene. Hun sad og røg stille i den svagt oplyste lille swazihytte.
  
  
  "Fantastisk arbejde, ikke, Nick?" - "Smuk verden".
  
  
  ”Det er den samme verden som altid. Ikke værre og sikkert meget bedre end for hundrede år siden,” sagde jeg ligeud. »Nogen skal gøre vores arbejde. Vi gør det, fordi vi elsker det, fordi vi er gode til det, fordi det er interessant, og fordi vi kan tjene flere penge og leve bedre end de fleste. Lad os ikke snyde os selv, N15.
  
  
  Hun rystede på hovedet, som for at fornægte alt, men der var et glimt i øjnene, da hun endelig åbnede dem. Jeg så hendes næsebor næsten blusse, som den jagttigres hun virkelig var. Vi havde begge brug for spænding og fare. Det var en del af os.
  
  
  Hun sagde. - "Hvad Washington vil have, får Washington." - De betaler mig godt indtil videre, ikke? Eller måske gjorde vi det forgæves? Jeg spekulerer på, om Hawk kender til dette.
  
  
  "Han ved det," sagde jeg tørt.
  
  
  Deirdre kiggede på sit ur. "Hvis vi var blevet bemærket, ville nogen have været her nu." Jeg tror, vi er i sikkerhed, Nick. Vi må hellere gå i seng nu, for vi tager afsted tidligt om morgenen.
  
  
  'Søvn?' - sagde jeg med et grin. "Jeg vil stadig have den anden dag."
  
  
  - Selv efter den blondine?
  
  
  "Lad mig glemme hende."
  
  
  "Vi går i seng," sagde hun og rejste sig. ”I dag er der separate soveposer. Jeg tænker på dig i morgen.
  
  
  En kvinde må nogle gange sige nej. Til alle kvinder. De skal føle, at de har ret til at sige nej, og det ville en fornuftig person vide. Retten til at sige "nej" er den mest grundlæggende frihed. Dette er forskellen mellem en fri mand og en slave. Problemet er, at ingen mand ønsker, at hans kone altid skal sige nej.
  
  
  Vi kravlede ned i vores soveposer og Deirdre faldt først i søvn. Hun var endnu mindre nervøs, end jeg var. To gange blev jeg vækket af lyde fra dyr nær en forladt landsby, men de kom ikke nærmere.
  
  
  Ved daggry gik vi i gang. Jeg lavede morgenmad, mens Deirdre pakkede sine ting og kontaktede oprørerne for endelige ordrer. Pengene skulle overdrages til en ukendt mozambicansk embedsmand to dage senere ved daggry et sted nær Fuguvuma-floden på Zulu-siden af grænsen. Vi kendte begge den rigtige plan, bortset fra at jeg ville dræbe denne embedsmand, men det var ikke andres sag end min.
  
  
  - Kender du ham, Deirdre?
  
  
  "Ingen kender ham undtagen nogle få af junglens øverste ledere."
  
  
  Ikke at det betyder noget, jeg dræber ham, hvem han end er. Efter frokost ventede vi, pakket og klar, i den høje chauffør Dambulamanzis tomme landsby. Det var en klar, kølig, solrig dag på Highveld. Rundt om os lå de kunstvandede marker i Mulkerns-dalen, og i det fjerne rejste sig de barske bjerge ved Swazilands vestlige grænse. Vi havde alle de nødvendige dokumenter. Fred Morse havde tilladelse til at besøge Nsoko og bo hos en gammel ven, Deirdre Cabot, som boede på en lille ranch nær Nsoko.
  
  
  Dambulamanzi dukkede endelig op i en sky af rødt støv. Efter at have læsset jeepen begav vi os ad vejen østpå mod købstaden Manzini. Selvom Manzini er mindre end Mbabane, er det mere travlt og ligger i et langt frugtbart bælte, der krydser Swaziland fra nord til syd. Vi stoppede ikke engang, men fortsatte med at køre langs det frugtbare land. Gårde og citruslunde lå spredt omkring os. Europæiske og swaziske gårde side om side på deres egen jord.
  
  
  Ved Sipofaneni fortsatte vejen langs Great Usutu-floden, og vi kørte mod Big Bend gennem lav, gold busk og tørt land, hvor magert kvæg græssede. Chaufføren så ud til at stirre på flokkene.
  
  
  Jeg spurgte. - Kan du ikke lide kvæg?
  
  
  Den høje Zulu tog ikke øjnene fra vejen. "Vi elsker vores husdyr for meget, men de vil ødelægge os, hvis vi ikke passer på. For zuluerne betyder husdyr penge, status, ægteskab; det er enhver persons og hele stammens sjæl. Da sydafrikanerne sparkede os fra vores gårde og sendte os til den Bantustan, de skabte til os, gav de os rationer, som intet menneske kunne leve af. Mit folk vil ikke bo i landsbyerne, fordi de ikke vil give deres husdyr væk. Så de vandrer rundt i Zululand med deres kvæg, en del af den store sorte migration uden nogen destination.
  
  
  "Dumboelamanzi," sagde jeg, "var det ikke navnet på den general, der blev besejret ved Rorke's Drift, dagen efter din store sejr i Zulu-krigen?"
  
  
  "Min forfader, fætter til vores sidste sande konge, Cetewayo," sagde den høje zulu og så stadig ikke på mig. "I åben kamp ødelagde vi omkring 1.200 af dem, men mistede 4.000 af vores egne. Og på Rorke's Drift blev 4.000 af os stoppet af 100 mennesker. De havde våben og dækning. Vi havde spyd og vores bare bryster. De havde disciplin, vi havde bare mod«. Nu så han på mig, hans mørke øjne fyldt med århundredets smerte og bitterhed. »Men faktisk havde de en uddannelse, den slags uddannelse, der får den europæiske soldat til at stå og dø forgæves. Den europæiske soldat kæmper og dør for ingenting, for ingenting, kun for pligt og stolthed. Det er noget, vi stadig skal lære."
  
  
  Jeg sagde. - "Chuckys tegn?"
  
  
  Dambulamanzi red i tavshed i nogen tid. - "Chaka grundlagde Zulu-nationen, drev alle andre stammer ud og regerede over hele Natal og videre. Hans soldater var uovervindelige i Afrika, fordi de ikke kæmpede for personlig vinding, efter at Chaka glemte dette, og vi blev slaver Chaka sover, men en dag vil han vågne op.”
  
  
  Han sagde ikke andet. Jeg prøvede at lære mere af ham om oprørerne, der bar Chucks mærke, og at lære noget om det militære geni, eller måske galningen, der gjorde den svage føderation af Natal-stammer til en sort nation. Men han kørte videre, uden at svare og uden udtryk i ansigtet. Der var noget ved ham, der fik mig til at føle mig utryg og bekymret. Der var en modsætning, som han ikke kunne skjule. Var denne ødelæggelse rettet mod alle hvide, som jeg ikke kunne bebrejde ham, eller især mod mig? Jeg tænkte stadig på det, da vi kom til Nsoko.
  
  
  "Vi bliver her," sagde Deirdre.
  
  
  Da Dambulamanzi tog afsted for at tale med sit folk på den anden side af grænsen for sidste gang, hyrede Deirdre to swazi-portører, mens jeg pakkede mit udstyr. Udover standard Luger, stiletto og gasbombe havde jeg en M-16, to fragmenteringsgranater, en nødforsyning, hvis jeg skulle flygte på den hårde måde, et tyndt nylonreb og en speciel miniatureradio gemt i min rygsæk.
  
  
  Jeg havde også min gamle specielle Springfield med et kikkertsigte og et infrarødt snigskyttesigte til natarbejde. Jeg tog den ad - mit eget specielle design - og gemte den i forskellige dele af rygsækken. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan man dræber denne ukendte embedsmand. I sidste ende vil det afhænge af situationen, når jeg ser ham. Der var også en mulighed for, at jeg kunne arbejde eksternt, og AH kunne tillade dette. Måske kunne jeg henvise ham til en regeringspatrulje. Der var virkelig ikke stor chance for, at de faldt for det, det ved guerillaerne normalt i deres eget land, når der er en patrulje i nærheden.
  
  
  Dambulamanzi er tilbage. "Vores folk melder om yderligere patruljer i området. Der er stor aktivitet. Jeg kan ikke lide det.
  
  
  Jeg spurgte. - Tror du, de har mistanke om kontakt?
  
  
  Måske,” indrømmede zuluen.
  
  
  "Så må vi tage afsted med det samme," besluttede Deirdre. "Vi skal være forsigtige, og det vil tage længere tid."
  
  
  Dambulamanzi fik hurtigt en snack med os og gik. Det var sent på aftenen, og vi ønskede at tilbagelægge så mange miles som muligt før mørkets frembrud, natrejser er langsom og farlig for en gruppe på fem i fjendens territorium. Vi rejste let: våben, noget vand, ammunition og Deirdres walkie-talkie. Swazierne bar alt undtagen min rygsæk og våben. En time efter afgang krydsede vi Zululands grænse.
  
  
  Engang i Sydafrika var vi illegale, kriminelle, overladt til os selv. Vi kunne blive skudt på stedet, og Hawk ville ikke være i stand til at gøre noget. Han ville ikke være i stand til at identificere os eller om nødvendigt begrave os.
  
  
  Jeg gik tavst bag Deirdre og spekulerede på, hvordan jeg skulle dræbe denne oprørske embedsmand. Hvis jeg kunne dræbe ham, før vi nåede til mødestedet, eller lade ham tage pengene og bagholde ham senere, kunne jeg måske beskytte AH. Men hvis jeg havde dræbt ham tidligere, ville jeg også have været nødt til at dræbe Dambulamanzi. Og det er usandsynligt, at han vil afsløre sin identitet, før han modtager sine penge. At slå ham ihjel, efter at han havde taget pengene, var en risiko for at glide, en risiko for at anløbe ham, og min opgave var først og fremmest at slå ham ihjel.
  
  
  Nej, den eneste sikre måde at dræbe ham på er at gøre det i det øjeblik, pengene bliver overdraget til ham, og så stole på, at overraskelse og forvirring vil hjælpe os med at flygte. Jeg elskede livet som ingen anden.
  
  
  Solen gik lavt ned i det pludselige afrikanske tusmørke, og vi ledte efter et sted at slå lejr. Jeg tænkte på hvile og på Deirdre. Jeg ville tilbringe en anden nat med hende. Der var et svagt smil på hendes ansigt, som om hun også tænkte på det.
  
  
  Tørre, udslidte strømlejer, dongs, lå pletter på den tilgroede slette. Deirdre pegede til venstre, til et bed, der var dybere end de andre og godt gemt af tornede buske. Længe før historien begyndte, da vi gik i shelter og boede i huler, levede mennesket i frygt og var på vagt over for fare. Og siden hulemændenes tid har der været et øjeblik med særlig fare: det øjeblik, hvor en person ser sin hule lige foran sig. Han slapper af et øjeblik og svigter for tidligt. Dette sker selv for mig.
  
  
  De kom ud af buskene. Omkring tyve hvide i støvler og lurvede uniformer. To swazier forsøgte at flygte og blev skudt og dræbt. Jeg rakte ud efter min Luger.
  
  
  "Nick," kaldte Deirdre.
  
  
  Dambulamanzi lammede min arm med et slag fra sin riffelskovl og holdt mig i gevær. Hans ansigt var udtryksløst. Hænder greb vores våben. En kort, knoglet mand med tyndt blond hår trådte frem og pegede en pistol mod nord.
  
  
  "Laufen! Skynde sig!'
  
  
  Min første tanke var, at dette var en sydafrikansk patrulje, og Dambulamanzi var en dobbeltagent, der havde meldt os ind. Min anden tanke var mere velbegrundet: disse mennesker gik for stille, for forsigtigt og for travlt: som soldater ikke hjemme, men på fjendens territorium. Våbnene var en blanding af britisk, amerikansk og russisk produktion. Deres leder var en tysker. Jeg så svenskere, franskmænd og andre, der lignede sydamerikanere.
  
  
  Jeg huskede Hawkes ord om en ny styrke i Mozambique: lejesoldater.
  
  
  To timer senere var jeg sikker på det. Blandt træerne langs en bred lavvandet flod, camoufleret i mørket, var der en teltlejr. De tavse vagter så på, da Deirdre og jeg blev ført til et stort telt og skubbet ind.
  
  
  En høj, tynd, dødsbleg mand smilede til os bag sit feltbord.
  
  
  
  
  Kapitel 7
  
  
  
  
  
  "Jeg er oberst Carlos Lister fra United Front for the Liberation of Mozambique," sagde den høje, tynde mand. "I er spioner og agenter for fjenden. Du vil blive skudt.
  
  
  Han talte engelsk, hvilket betød, at han vidste mere om os, end jeg ville. Men hans accent var spansk. Castiliansk, for at være præcis. En rigtig spanier. Hans uniform var fra en anden tid. Han bar en polstret baret og løs skjorte, baggy bukser og lave støvler og insignier af en oberst i de republikanske styrker under den spanske borgerkrig. Og dog kunne han ikke være så gammel, ikke mere end femoghalvtreds. På hans bord lå en diplomatisk kuffert med penge. Jeg trådte vredt frem.
  
  
  "Din dumme idiot," slog jeg til ham. "Vi er ikke fjender. Disse penge er til din organisation, til Zulu-oprøret. Dambulamanzi lyver for dig.
  
  
  En knoglet tysker og en lav mørk mand sprang op for at stoppe mig. Oberst Lister vinkede dem af sted, næsten vredt, som om han var irriteret over at skulle skyde på os. "Dambulamanzi er lederen af den underjordiske Zulu-bevægelse," sagde han. "Han har arbejdet tæt sammen med Miss Cabot og kender hende." Han lyver ikke. Vi ved hvorfor du kom her denne gang.
  
  
  Deirdre svor. "For pokker, oberst, det her går for vidt." Jeg blev skudt på i London, forrådt i Mbabane, og nu dette. Hele Mark of Chuck er fyldt med dobbeltagenter. Nu ligner det Dambulamanzi. ..'
  
  
  Den korte, snoede mand, der var hoppet op for at stoppe mig, bandede pludselig på spansk. Hans mørke ansigt var forvredet af vrede. Inden nogen nåede at reagere, trak han en lang kniv frem, greb Deirdre i hendes lange mørke hår og løftede kniven. "Luder. Yankee luder!
  
  
  "Emilio!" Oberst Listers stemme lød som et piskslag. Hans øjne var hårde og kolde. "Lad hende gå."
  
  
  Den lille mand tøvede. Han fortsatte med at holde Deirdre i håret og trak hendes hoved tilbage og blottede hendes hals for kniven. Oberst Listers stemme blev blødere. Han talte spansk.
  
  
  "Det er nok, Emilio," sagde obersten. "Vi er ikke banditter. Dette vil ske efter reglerne. Nu skal du køle af.
  
  
  Den mørke mand, Emilio, løslod Deirdre, vendte sig om og forsvandt fra teltet. Oberst Lister så ham forsvinde, rystede på hovedet og sukkede uden at se på Deirdre eller mig.
  
  
  "Emilio er chilener. Tredje i kommando. En god soldat. Han bor her midlertidigt for at vende tilbage til Chile og kæmpe for sit folks befrielse fra militæret og amerikanske kapitalister. I mellemtiden kæmper han her, men amerikanerne er simpelthen ikke hans yndlingsfolk."
  
  
  Jeg sagde. - 'Hvordan ville du klare dig uden AH, oberst?' 'Men AH er amerikansk. Du kæmper med amerikanske dollars, med amerikansk hjælp.
  
  
  "Fordi det er i Washingtons interesser," slog Lister til mig. Han rystede igen på hovedet. Dybtliggende øjne lyste fra hans skelethoved. "Du synes at tro, vi alle er idioter." Dig og din leder, hvem det end måtte være. Han sidder ved et stort bord i Washington, planlægger og trækker i tråde og tænker, at ingen andre har nogen sund fornuft.
  
  
  Han kiggede på mig. AH tilbyder Zulu betaling, særlig betaling? Den kan kun fås af vores hemmelige leder i den mozambiquiske regering. Mærkeligt, ikke? troede du ikke, vi ville spekulere på hvorfor? Han lo tyndt og bittert. “Fem timer efter frieriet vidste vi, hvad du havde gang i. Døende koloniregeringer har få hemmeligheder tilbage. Alt kan købes. Når en embedsmand taler med dig, vil der altid være en anden, der vil tale med os, betale den samme pris. Korruption. Hvis du arbejder med korrupte regeringer, kan du blive forrådt."
  
  
  Han kiggede på mig, men jeg sagde ikke noget. Han vendte pludselig ryggen til os i sin stol.
  
  
  "Ja". - han sagde. "Grib dem."
  
  
  Jeg blev grebet af en knoglet tysker og en anden mand. De to andre greb Deirdre. Hun reagerede instinktivt: År med træning og overlevelsesinstinkter satte ind. Et skarpt judoslag fra hendes albue fik en af mændene til at fordoble sig. Hun skar den anden af med håndfladen. Jeg smed den knoglede tysker halvvejs hen over teltet og væltede den anden mand. De rejste sig og angreb os igen. Jeg skød en ned igen, ligesom Deirdre gjorde.
  
  
  Obersten kiggede på os og satte næsten pris på vores dygtighed. Flere lejesoldater skyndte sig ind i teltet og fastholdt Deirdre til jorden. Jeg kæmpede lidt længere. Pludselig ramte pinden mit luftrør og mine hænder pressede hurtigt mod pinden; Jeg ville have kvalt mig selv, hvis jeg prøvede at kæmpe længere.
  
  
  "Kæmp, mand fra AH. - sagde oberst Lister, - og du vil blive kvalt. Garotta, vores gamle spanske henrettelsesmetode, er meget effektiv. Dø som du vil, men tro mig, det er bedre at blive skudt."
  
  
  Jeg holdt op med at kæmpe. Oberst Lister smilede. Han nikkede og gjorde tegn til sine mænd om at tage os væk.
  
  
  Da vi vendte om, gik Dambulamanzi ind i teltet. Han kiggede på mig, gik hen til obersten og hviskede noget i hans øre. Obersten så på mig og derefter på Dambulamanzi. Den høje sorte nikkede.
  
  
  "Løs dem," sagde obersten. "Tag kvinden udenfor."
  
  
  Jeg kiggede på Dambulamanzi, men den sorte mands ansigt var lige så udtryksløst som altid. Han fulgte Deirdre, da hun blev ført ud.
  
  
  "Sæt dig ned," sagde han.
  
  
  - Hvis du går til hende. .. - Jeg begyndte.
  
  
  "Sæt dig ned," gøede obersten ad mig.
  
  
  Jeg satte mig ned. Han vuggede langsomt i stolen og tog aldrig sine dybtliggende øjne fra mig et øjeblik.
  
  
  "Så," sagde han til sidst. - Du er Nick Carter. Den berømte Nick Carter. Jeg har hørt meget om dig.
  
  
  Jeg sagde ingenting.
  
  
  'Måske . ..,” stoppede han eftertænksomt. "Jeg spekulerer på, Carter, hvor meget er dit liv værd for dig? Måske en aftale?
  
  
  "Hvilken aftale?"
  
  
  Lister vuggede i sin feltstol og tænkte. - Min far fortalte mig om dig. Ja, Nick Carter fra AH, Killmaster. Alle er bange og ved om alt, hvad der sker inde i AX, sker, ikke?
  
  
  Jeg sagde: "Din far? Jeg kender ham?
  
  
  Jeg gik i stå for tid. Der er altid en chance, hvis du allerede har selv det mindste håb.
  
  
  "Ja," sagde obersten, "min far." En ulykke på Cuba for flere år siden. Under den missilkrise.
  
  
  — General Lister? Er det din far?'
  
  
  Dette forklarede hans spanske borgerkrigsuniform. Den berømte republikanske general Lister, hans far, var en af de få ledere, der fandt deres kald i den blodige konflikt, kæmpede godt og kom frem med ære og omdømme selv efter nederlag. Det var ikke hans rigtige navn. Han var en simpel spansk ung, der blev "General Lister". Efter krigen tog han til Sovjetunionen for at fortsætte den globale kamp. Dette var en mand, der var dukket op i Cuba mere end én gang for at træne Castros soldater, for at hjælpe revolutionen der, og som en nat konfronterede mig og tabte.
  
  
  "Jeg kan huske generalen," sagde jeg. ”Jeg husker også en ung mand på Cuba på det tidspunkt. Det var dig?'
  
  
  'Jeg var der.'
  
  
  "Nu er du her, er der en ny krig?"
  
  
  Obersten trak på skuldrene. »Jeg har kæmpet i mange krige, mange steder. Min far kæmpede for Spaniens befrielse; han kæmpede i Cuba, over hele verden, og jeg fortsætter hans arbejde. Mine mænd er af alle nationaliteter: tyskere, franskmænd, chilenere, brasilianere, svenskere, portugisere. Vi vil befri denne del af verden, og så går jeg videre«.
  
  
  "Et andet sted, en anden krig," sagde jeg. - Kan du lide at slås, oberst? Kan du lide krig, kan du lide at dræbe?
  
  
  "Jeg kan godt lide at kæmpe, ja. Men jeg kæmper for frihed«.
  
  
  "For frihed her eller for Sovjetunionen?"
  
  
  Han kiggede på mig. 'Kom med mig.'
  
  
  Jeg fulgte ham ud af teltet. Natten var mørk under træerne langs den brede flod, men månen var allerede stået op, og da mine øjne havde rettet sig, så jeg, at der var stor aktivitet i lejren. Lejetropperne sad i små grupper for at rense deres våben, eller de sad i små cirkler og lyttede til, hvad der virkede som en lektion. Andre arbejdede med små grupper af sorte. "Zulu-oprørere," sagde Lister. »Vi arbejder på begge sider af grænsen, og når Zulu, Swazi eller andre sorte mennesker skal flygte fra den hvide regering, hjælper vi dem, skjuler dem og beskytter dem på vej i sikkerhed. Vi hjælper med at træne dem, opmuntre dem.”
  
  
  De fleste af de sorte var unge, mange var kvinder. De så halvt udsultede og bange ud, deres øjne rullede om natten. Deres tøj var revet i stykker, og de rystede. Lejetropperne gav dem mad, tøj og talte med dem.
  
  
  "Uden os ville de ikke have nogen chance, intet håb," sagde oberst Lister ved siden af mig. "Betyder det noget, hvis vi arbejder for en anden? Din AH virker for begge sider, men hvilken side sympatiserer du mest med, Carter?
  
  
  "Den part, der betaler mig," sagde jeg.
  
  
  "Den lejede mester er en morder? Intet mere?'
  
  
  "Jeg bliver godt betalt for det her."
  
  
  Spild af tid. Vi var udenfor. Jeg var ikke længere bundet. En travl lejr, mørk, med tyk underskov og dybe dongs og en flod på alle sider. Jeg ventede på en mulighed, men jeg tænkte også på Deirdre.
  
  
  "Måske," sagde Lister og skjulte øjnene i mørket, "du skulle betale."
  
  
  'Hvordan?'
  
  
  "Du er N3. Du ved alt, hvad der er at vide om AH,' sagde Lister. "Hvordan det fungerer, navnene på agenterne, navnet på den ansvarlige. Jeg vil gerne vide alt dette.
  
  
  "Dette vil give dig problemer," sagde jeg.
  
  
  "Det er en hær for mig og en formue for dig."
  
  
  - Har du en formue, Lister? Det tvivler jeg på. Jeg tror ikke, du har råd til min årsløn.
  
  
  "Jeg ved, hvor jeg kan få pengene, Carter," gøede han. Hans øjne lyste om natten. "Du ville være fri, rig, og jeg kunne endda lade dig fuldføre din opgave." Jeg kan arrangere dette. Du kan dræbe dit mål og vende hjem med din mission fuldført."
  
  
  "Det vil sige, du ville tillade mig at dræbe din leder, og så forvente, at jeg stoler på dig," sagde jeg "Du er en varmhovedet og naiv dreng."
  
  
  "Jeg er vigtigere end en sort leder."
  
  
  Og for AH. De mistænker mig ikke, før AXE-folkene begynder at dø som rotter. Nej, der bliver ingen aftale, Lister.
  
  
  "Jeg kan garantere din sikkerhed."
  
  
  "Hvis jeg kommer til den anden side." "Dette vil ikke fungere."
  
  
  "Du er ingen match for mig, Carter." Du er næsten død.
  
  
  "Vi dør alle sammen".
  
  
  Obersten vendte sig og gav ordren. Mænd ledet af en tysker, der så ud til at være næstkommanderende, dukkede op ud af ingenting. Hele denne tid var de ved siden af os i mørket. Jeg var ikke overrasket. De greb mig og tog mig til det fjerneste hjørne af lejren, til en bred, lavvandet flod. Obersten forsvandt. Noget bevægede sig i floden. "Se," sagde den knoglede tysker.
  
  
  Han rakte ind i en stor spand og trak et kæmpe stykke kød ud. Grinende til mig som en ulv, kastede han kødet i floden. En stærk hvirvelvind opstod i det mørke vand, og et gysende brøl blev hørt. Jeg så brede munde, lange tryner og tunge haler, der piskede vandet til skum: krokodiller. Floden var fuld af dem. De sloges om et stykke kød.
  
  
  Så du tænkte ikke på at sejle væk, vel? - sagde det knoglede røvhul. "Ikke alene," sagde jeg. "Hvem var du? Gestapo? I SS? En sikkerhedsvagt i Dachau?
  
  
  Tyskeren rødmede. "Tror du, jeg var en af de grise?" Jeg er en soldat, hører du, amerikaner? Sergent, Sergent Helmut Kurz, 1. Panzergrenadier Division. En soldat, ikke en beskidt sjakal.
  
  
  "Hvem er du nu?"
  
  
  Tyskeren løftede hånden for at skynde sig mod mig, men stoppede brat. Han smilede. Jeg vendte mig om og så oberst Lister i en bred lyskreds på flodbredden. Seks batteridrevne lys blev arrangeret i en cirkel for at oplyse området. I midten af lyscirklen holdt tre lejesoldater Deirdre. Bag hende stod Dambulamanzi og holdt en assegai med en bred klinge i hånden.
  
  
  "Nick," råbte Deirdre. "Giv ikke op".
  
  
  Lejetropperne samlede sig omkring hende og kastede skygger på hende. Obersten gik hen imod mig, indtil han var lige foran mig. Han kiggede mig lige i øjnene og nikkede. Bag ham sigtede Dambulamanzi efter Deirdres skulder. Hun skreg, da assegaien ramte hende.
  
  
  "Vi skal alle dø," sagde oberst Lister uden at vende sig om. Han kiggede bare på mig. - Du kan redde hende. Først hende, og så dig selv.
  
  
  "Nick," kaldte Deirdre; hendes stemme var dæmpet, men klar. "Stol ikke på ham".
  
  
  "Jeg har en endnu bedre metode til dig," sagde Lister.
  
  
  "Drag ad helvede til, Lister," sagde jeg.
  
  
  "Major Kurtz," gøede Lister.
  
  
  Den tyske major nærmede sig lyscirklen. Oberst Lister tog ikke øjnene fra mig. Over hans skulder så jeg Kurtz pege på lejesoldaterne, der holdt Deirdre. De tvang hende til at knæle med spredte arme og hovedet bøjet fremad. Lejetropperne og nogle få zuluer stimlede rundt i lyskredsen. Major Kurtz flyttede dem til side, så jeg kunne se Deirdre klart.
  
  
  "Igen, Carter," sagde oberst Lister. "En fair deal".
  
  
  "Nej," sagde jeg, men min stemme var dæmpet.
  
  
  Vil han? ..? Nej han kan ikke...
  
  
  Lister vendte sig ikke engang om for at se på lyscirklen, hvor Deirdre knælede i sin slanke sorte jumpsuit, håret nede og blødt. Obersten vendte hovedet. Dambulamanzi hævede sin assegaai og sænkede den hurtigt igen.
  
  
  Hendes blod syntes at bryde ud i en strøm fra hendes hovedløse torso. Hovedet faldt og rullede væk. Lejren var fyldt med stille mumlen.
  
  
  Jeg sprang op og ramte oberst Lister firkantet i ansigtet. Han faldt og hans hænder tog fat i mig.
  
  
  Obersten sprang op og slog mig i ansigtet med sin håndflade. "Se," råbte han. 'Se!'
  
  
  De holdt mine arme, nakke og hoved, og tvang mig til at fortsætte med at se gennem mørket ind i lysets cirkel. Den slanke krop i de sorte overalls føltes stadig trang der. Hendes hoved var skruet op, og hun så ud til at kigge på mig. Mørkt af blod syntes hendes hoved at se på mig i et gnist af lys, hendes lange hår rørte jorden og hendes mørke øjne frosset i døden.
  
  
  Lister nikkede igen.
  
  
  Jeg så, mens de samlede liget op og kastede det i floden.
  
  
  Vandet begyndte at hvirvle, da krokodiller styrtede ind fra alle retninger. de smalle kæber åbnede vidt for at snappe.
  
  
  Jeg begyndte at ryste voldsomt. Langs hele floden kom monstrøse krybdyr efter kød og blod.
  
  
  Dette var min chance. †
  
  
  Jeg faldt som en sten og slap fri fra hænderne, der holdt mig. I det øjeblik jeg faldt til jorden, tillod jeg mig selv at rulle ud på flodbredden. Der rejste jeg mig op igen. En lejesoldat stod foran mig. Jeg sparkede ham i skridtet og stak min tommelfinger ind i hans øje. Han skreg. Jeg greb hans pistol, vendte mig og skød de tre, mens de skyndte sig mod mig.
  
  
  råbte Lister. 'Stop ham. skyde . ..'
  
  
  Jeg greb en anden og skød ham i hovedet på tæt hold. Jeg tog hans pistol og kniv. Jeg skød Lister. Han kom ned, som om han var fuld og forbandet.
  
  
  Det var mørkt. Halvdelen af dem blev blændet af ringen af lanternelys. De gik hen over hinanden, bange for at skyde af frygt for at ramme hinanden eller obersten.
  
  
  Halvt gal, jeg skød og dræbte tre mere. Jeg greb den ene i struben og hoppede i den brede, lavvandede flod. Det var en lille chance, men stadig en chance. Krokodillerne var stadig på vej mod deres fest med Deirdres krop. Hendes død kunne have reddet mig.
  
  
  Jeg steg ned i det måneskinne mørke. Selve måneskinnet legede med skyggerne i floden. Træstammer og buske flød op til overfladen, og jeg hørte krokodiller nærme sig mig. Jeg ville holde en anden fest til dem.
  
  
  Jeg stak den lejesoldat, jeg holdt i, skar halsen over for at lade blodet flyde, og svømmede gennem det lave vand, så længe mine lunger kunne klare det. Han dukkede op under en bevægelig kuffert: en krokodille!
  
  
  Jeg stak ham, gav ham flere snit og flygtede igen. Kugler fløj omkring mig. Noget kløede mig i skulderen, og den døende krokodille kløede mit ben.
  
  
  Jeg svømmede videre, men nu blødte jeg. Krokodiller. .. En kæmpe kævle svævede forbi mig som en havforing. Jeg rakte ud efter den, savnede og greb den igen.
  
  
  Jeg tog fat i ham, og bed tænderne sammen og trak mig op oven på ham. Jeg lå fladt og gispede, da den bar mig over floden.
  
  
  
  
  Kapitel 8
  
  
  
  
  
  Jeg vågnede. Intet bevægede sig.
  
  
  Jeg lå med ansigtet nedad, og intet rørte sig, da lyden af floden var rundt om mig. Jeg løftede langsomt hovedet, meget langsomt. Stammen sad fast på en sandbanke, der var vand til alle sider og tykke træer på kysten var langt væk. To krokodiller lå på lavvandet og så på mig. Blødningen stoppede, og flodens vand vaskede mine sår natten over.
  
  
  En grå morgen spredte sig over floden og fjerne savanner. En sort stamme, dobbelt så bred som jeg, stak langt ud i vandet. Til sidst reddede det mig fra krokodillerne. Der er den hurtige strøm, mørket og Deirdres døde og blodige krop i en flod fuld af krokodiller. Hun gav mig min eneste chance: floden. Med sit blod, sine knogler og sit liv.
  
  
  Blindt raseri skyllede ind over mig, da jeg lå i den lavvandede flod. Deirdre. Nu bliver der ingen anden nat. Nej, der er ikke mere i morgen for os.
  
  
  Den store Nick Carter, Killmaster. Og jeg måtte se hendes frygtelige død, en død, der var så meningsløs. Jeg blev tvunget til at bruge hendes død til at redde mig selv. Jeg lod rasen gå igennem mig, et blindt, brændende raseri, der fyldte mig. Raseri, når en person på mit arbejde altid mister det, selvom der er tidspunkter, hvor det ikke betyder noget. Jeg har hadet før i mit liv, men jeg har aldrig hadet oberst Lister så meget som jeg gør nu. Blindt, bittert had.
  
  
  En kold efterårsmorgen rystede jeg på en tung træstamme. Hjælpeløs som barn. Solen ville snart stå op, og jeg havde ingen mulighed for at vide, hvor langt jeg var drevet fra oberst Listers lejr. Hvert øjeblik kan de se mig igen
  
  
  Jeg rejste mig på stammen og begyndte at studere bredden af den brede flod. Jeg så eller hørte ikke noget. Men det betyder ikke, at de ikke var der, måske kiggede de på mig, mens jeg ledte efter dem. De var også professionelle og forstod deres arbejde. Dygtige og hensynsløse lejemordere. Ligesom mig?
  
  
  Nej, vreden gjorde mig næsten blind igen. Nej, ikke som mig. Det var mordere, der elskede at dræbe, levede i blod... . †
  
  
  Jeg rystede over det hele og kæmpede med vrede. Vrede ville kun gøre mig sårbar. Det er tid til at tænke over, hvordan situationen er. Floden var stille og øde, bredderne virkede rene.
  
  
  Kniven, jeg tog fra lejesoldaten, fodrede jeg krokodillerne fast i en træstamme. Jeg må have gjort det, før jeg besvimede, og tanken om den lejesoldat fik mig til at grine som en ulv. Jeg håbede bare, at han ikke var død, da krokodillerne greb ham.
  
  
  Min skulder var kun ridset, og såret på mit ben fra krokodillens tænder var ikke for alvorligt. Jeg lagde mærke til en pistol, der sad fast i min linning. Jeg må have gjort det automatisk.
  
  
  Det var en 9 mm Luger. Selvfølgelig tog de alle mine våben og min rygsæk med alt i. Men de savnede de fire flade magasiner på indersiden af mit bælte. Ammunition til Luger. Så jeg havde våben: en kniv og en Luger med fire magasiner.
  
  
  Det var ret godt, bedre end jeg kunne have håbet på. Jeg kiggede ængsteligt på krokodillerne, gled af stammen og forsøgte at flytte den. Uden min vægt gled den hen over lavvandet. Jeg var i stand til at befri ham ved at kaste ham tilbage ned ad siden af sandbanken og derefter svømme ud til siden.
  
  
  Jeg studerede den opgående sol. Den venstre bred vil tage mig tilbage til grænsen til Swaziland. Jeg sænkede tønden tilbage i vandet. Mens jeg holdt øje med krokodillerne, lagde jeg mig tilbage på bjælken og svømmede over åen til den høje græsklædte bred og de høje træer.
  
  
  Jeg satte mig ned i skyggen af træerne og så kævlen langsomt flyde nedstrøms og forsvinde, hvor solen stod op over verdens kant. Jeg blev ved med at se, indtil den forsvandt. Denne log reddede mit liv.
  
  
  Da den flød væk, tog jeg en dyb indånding og begyndte at tænke på, hvad jeg så skulle gøre. Der var ingen lyd omkring mig, blandt træerne og på savannen havde jeg en pistol og en kniv. Lejesoldaterne var ingen steder at se, og den opgående sol viste mig vejen tilbage til Swaziland og vejen til at undslippe. Jeg var Killmaster, N3 fra AH, på en mission. Jeg havde mit ansvar.
  
  
  For helvede med disse pligter!
  
  
  For helvede med AH og denne opgave. Og så videre til kanten med Swaziland og gennembruddet.
  
  
  Den opgående sol fortalte mig også, hvor jeg kom fra, og hvor lejren var. Og jeg ville dræbe lejesoldaterne. Jeg ville dræbe oberst Carlos Lister.
  
  
  Jeg vendte ryggen til Swaziland og gik nordpå opstrøms til hvor Deirdre Cabot døde. Jeg gik til oberst Carlos Lister for at dræbe ham, for at dræbe major Helmut Kurtz og alle jeg kunne få fat i.
  
  
  Og dræb Dambulamanzi, især Dambulamanzi.
  
  
  Jeg gik stille og forsigtigt, fulgte floden, men holdt mig altid ude af syne. Solen stod støt op, og den stigende varme gjorde det sværere at gå. Uden at tøve fulgte jeg floden et stykke vej, dens løb uudsletteligt markeret af den snoede række af træer langs dens bredder i dette tørre land. Men savannen var barsk, knust og fyldt med endeløse lavninger, og jeg måtte gemme mig i de tætte krat for at holde mig ude af syne. Da min kolbe også var fjernet, havde jeg ikke en dråbe vand med, og min hals og læber var rå. Men så snart det blev mørkt, gik jeg for at hente vand fra floden og bevægede mig nordpå resten af dagen.
  
  
  Jeg så intet liv, ingen dyr, ingen mennesker, bare nogle få forladte folde i underskoven. Dette var Zululand, fattigt og bevidst forsømt i over et århundrede af den hvide sydafrikanske regering. Nu vil det blive returneret til folk uden håb om at bosætte sig der. Jeg hadede Cape Town og ønskede et anstændigt liv for zuluerne. Men dette var politik, fremtiden. Men alt, hvad jeg brød mig om og ønskede lige nu, var at hævne Deirdre.
  
  
  Så fattigt det end var, måtte der være noget i det golde land: små flokke af husdyr. Der var intet som jorden blev ædt af en sværm af græshopper. Faktisk var det menneskelige græshopper på begge sider. De mennesker, der boede her, flygtede fra undertrykkere og såkaldte frelsere.
  
  
  Hen mod natten fandt jeg en lejrplads ved flodbredden, blandt træerne, hvor Deirdre var død.
  
  
  Der var tomt der, der var ingen telte eller soldater. Jeg søgte i området og fandt intet. Altså ikke noget, jeg ønskede at finde. Jeg fandt det, jeg ikke ville finde. Dybt inde i mig hele tiden var der en svag tvivl, et svagt håb om, at Deirdre ikke var død, at mine øjne på en eller anden måde havde bedraget mig, at jeg ikke havde set, hvad jeg havde set. Det håb døde, da jeg så på pølen af tørret sort blod på sandet på flodbredden. Hun var død. Død, Carter. Og alligevel havde jeg et arbejde. Jeg drak af floden, gravede gennem deres affaldsgrav, indtil jeg fandt en flaske, fyldte den med vand og gik. Jeg havde ikke spist noget, siden jeg forlod Nsobo for 24 timer siden, men jeg var ikke sulten. De var mindst en halv dag foran mig. De prøvede ikke så meget på at dække deres spor. Det betød, at de stolede på deres hurtighed for at holde sig væk fra fjenden. Det bliver ikke nemt at overhale dem til fods.
  
  
  Jeg kunne kontakte Hawk, bede om en helikopter. Nødforanstaltninger er tilgængelige, uanset hvor jeg er. Men Hawk ville endnu ikke give mig tilladelse til at gøre, hvad jeg havde i tankerne. Hævn er ubrugelig, ineffektiv, uproduktiv. Derudover bliver han lilla efter hver vendetta. Så jeg er nødt til at gå. Stien gik lige nordpå ind i Mozambique.
  
  
  Jeg gik gennem junglen hele natten. Drevet af had løb jeg for stærkt, faldt i en ubemærket depression og rev mit tøj på de tornede buske. Som en besat mand kunne jeg ikke bremse, og om morgenen vidste jeg allerede, at jeg var ved at indhente dem.
  
  
  Jeg fandt deres lejr, og asken fra deres madlavningsbål var stadig varm. De efterlod noget mad, men selvom jeg ikke havde spist i mere end seksogtredive timer, var jeg ikke sulten selv nu. Vrede fyldte mig fuldstændig. Jeg tvang mig selv til at spise noget. På trods af min vrede vidste jeg, at jeg var nødt til at spise noget for at holde min styrke oppe. Jeg tvang mig selv til at lægge mig et skjult sted og falde i søvn i en time, ikke mere. Så kom jeg på vejen igen. Da natten nærmede sig, begyndte jeg at falde over landsbyer og mennesker. Jeg måtte sætte farten lidt ned. Jeg havde ingen mulighed for at vide, om disse mennesker var venner eller fjender. Nogle af de fjerne stemmer om natten talte portugisisk. Jeg var i Mozambique. Lejesoldaternes spor drejede skarpt mod øst.
  
  
  Resten af dagen forløb i en tåge. Da jeg bevægede mig, vendte det land, jeg kørte igennem, fra savanne til jungle. Stien var spærret af vand og mangrovesumpe. Jeg fortsatte med at gå, lejesoldaternes spor blev mere og mere tydelige. Jeg vidste, at jeg kom tættere på kysten, og at jeg skulle spise og hvile. En mand har brug for al sin styrke til at dræbe.
  
  
  To gange smuttede jeg ind i landsbyen, stjal noget mad og gik videre. Jeg kan hvile senere.
  
  
  Det var endnu ikke helt mørkt, da jeg fandt dem. En stor lokal landsby, beskyttet på tre sider af mangrovesumpe, på bredden af en dyb, langsomt gående strøm, der flød langs et højt næs mod Det Indiske Ocean. Men jeg så ingen indfødte i landsbyen. I hvert fald ingen mandlige indfødte. Fra skyggerne af de tykke mangrover så jeg snesevis af lokale kvinder vaske tøj, lave mad og følge de grønklædte lejesoldater ind i deres hytter. Jeg fandt deres hovedkvarter. Nu kunne jeg hvile lidt.
  
  
  Med et dystert blik vendte jeg tilbage til sumpen, byggede en lille platform af blade og grene i mangroverne og lagde mig ned. Et par sekunder senere faldt jeg i søvn. Jeg fandt dem.
  
  
  Jeg vågnede i buldermørke og følte, at nogen gik meget tæt på mig. Jeg lå ubevægelig på min interimistiske platform. Noget bevægede sig under mig. Uden at kigge kunne jeg gætte, hvad det var. En erfaren, dygtig chef vil placere vagtposter i nøglepositioner; en ring af konstant tilstødende vagtposter, patruljer, der gik videre, og mellem denne ring og patruljerne vandrede vagtposter, som aldrig passerede det samme sted to gange på samme tid.
  
  
  Uden at sige en lyd skilte jeg grenene under mig og kiggede ned. I mørket stod den eneste vagtpost i vandet til knæ. Han smed riflen over skulderen og stoppede for at hvile sig.
  
  
  Med en kniv i hånden faldt jeg på ham som en sten.
  
  
  Han var den første. Jeg skar halsen over på ham og lod ham dræne sit sidste blod i sumpvandet. Jeg fortsatte på vej gennem den mørke sump mod landsbyen.
  
  
  Den høje svensker blev begravet bag et maskingevær på en tør bakke i sumpen. Jeg skar også halsen over på ham.
  
  
  En lav, tynd franskmand hørte mig kravle op og nåede knap at mumle en forbandelse på sit modersmål, før jeg stak ham tre gange i brystet.
  
  
  Da de døde én efter én, mærkede jeg vreden vokse sig stærkere i mit bryst. Jeg var nødt til at kontrollere mig selv, kontrollere mig selv og huske, at jeg først og fremmest ville dræbe oberst Lister, den tyske sergent, nu major Kurtz, og Dambulamanzi. Nu var jeg i deres hovedkvarter.
  
  
  Jeg gik gennem det ydre hegn til kanten af hytterne, da jeg så patruljen gå. Seks personer ledet af selveste major Kurtz og med ham Dambulamanzi.
  
  
  Vrede flød gennem mig som smeltet lava. Begge sammen! Jeg vendte tilbage på den måde, jeg lige var kommet, og da patruljen passerede mig gennem den mudrede sump, sluttede jeg mig til dem.
  
  
  De gik mod nordvest. Tre kilometer fra landsbyen dukkede de op fra sumpen til en række lave klippebakker. De kom ind i en smal kløft. Jeg var tæt bag dem.
  
  
  Lige under højdedraget delte kløften sig og patruljen delte sig i to grupper. Både Kurtz og Dambulamanzi forblev med gruppen, som drejede til venstre.
  
  
  Det, jeg følte dengang, var nærmest en bølge af glæde. Jeg fangede dem begge. Men et eller andet sted dybt inde dukkede min oplevelse op og sagde, at jeg skulle være forsigtig. Lad dig ikke rive med. .. Være opmærksom. †
  
  
  Jeg lod dem gå videre, fulgte dem langs højderyggen og gik så ned i en anden kløft igen. Nedkørslen var bevokset med buske og træer, og om natten mistede jeg dem af syne. Men jeg fulgte lydene ned i kløften, og så op igen i en lang cirkel. Og pludselig havde jeg fornemmelsen af, at de var gået for langt foran. Jeg gik hurtigere og kom tættere på. Jeg ville trimme dem lidt, jeg så, at kløften gik rundt om en lav bakke, og jeg forlod skyttegraven og klatrede op på toppen af bakken.
  
  
  Da jeg kom til toppen, lagde jeg mærke til, at bakken var dækket af buske. Jeg rejste mig og så mig omkring.
  
  
  Ansigterne omkring mig var som en bisværm, hænderne, der holdt mig og dækkede min mund, var helt sorte. Da køllen smækkede i mit hoved, huskede jeg, at Hawk sagde, at min vrede ville ødelægge mig.
  
  
  
  
  Kapitel 9
  
  
  
  
  
  Jeg svævede i tågen. Smerten gennemborede mit hoved, forsvandt og gennemborede igen, og... †
  
  
  Det føltes som om jeg sprang i luften. Der var hjul, hjulene snurrede med et vanvittigt knirken. Sorte ansigter myldrede omkring mig. Sorte hænder dækkede min mund. Noget rørte mig. Flagermus. Hawk tog en af sine tweed-jakker, forbandede tweed-jakker på og rystede på hovedet. Den kolde, nasale stemme lød irriteret.
  
  
  "Ondskab ødelægger en spion. Vrede ødelægger agenten."
  
  
  En dag forekom det mig, at jeg vågnede, og under et lavt, blegt, smuldrende loft så et sort ansigt på mig. Min hånd mærkede blodet fryse i den. Hvilken slags loft er bleg og smuldrende?
  
  
  Jeg svajede i en endeløs rytme: op og ned... op og ned. .. Hænder... stemme... falder... ned... og ned... og ned. .. Deirdre smilede til mig... skreg... †
  
  
  Han sad på tronen. En højrygget trone som en glorie omkring hans funklende hoved. Gyldent hoved. Skarpt næb... høg. .. Hawk, hvor er du...? Høgemand...høgemand...høge. †
  
  
  "Fortæl mig om Hawk, Carter. Hvad er der galt med Hawk? Hvem er han? Nogen du arbejder med? Fortæl mig. ..'
  
  
  Hawkman, Hawkman. Det lange buede næb af en høg.
  
  
  Min hæse stemme lød langsomt. - Du er en høg. Kroget næb.
  
  
  "Åh, semitisk, hva'? Er du imod semitter? Hader denne høg også disse semitter?
  
  
  Indeni kæmpede jeg. "Du, du er en høg. Høg.
  
  
  Der var ingen der. Jeg lå på en smal seng under et bølgepaploft. Telt? Så de satte mig tilbage i Listers telt. De havde mig igen, det var jeg. †
  
  
  Angry Hawk sagde: "Dine raserianfald vil være din fortrydelse, N3."
  
  
  Disen er forsvundet. Jeg lå der og kiggede op. Ikke et lærred, nej. Jeg blinkede. Jeg ledte efter en grøn uniform. Der var ingen der. Jeg var ikke i et telt. Et muntert, solrigt værelse med hvide vægge, draperede vinduer, indviklede mosaikker og ædle silkestoffer, der hænger fra loftet. Værelse fra 1001 overnatninger. Persien. .. Bagdad. †
  
  
  "Bagdad". - sagde en blød stemme. "Ah, Carter, jeg ville ønske, du havde ret." At vende tilbage til Bagdad er en drøm."
  
  
  Han sad på den samme trone, som jeg så i min hallucination. En stor mand i flydende hvide klæder med guldkant. Han var så lille, at hans fødder ikke rørte jorden. Blødt, kostbart tøj, guldringe med ædelsten på hver hånd og en kaftan af hvidguld, fastgjort med tykke guldsnore. Arabisk prins, og uden for det blændende rum skinnede solen klart.
  
  
  Sol! Og tronen var en kurvestol med høj ryg, en stor cirkel, der dannede en glorie omkring hans mørke, krognæsede ansigt og sorte øjne. Og et tykt sort skæg. Skinnende sollys. Stolen og rummet er ikke en illusion eller en hallucination.
  
  
  "Hvor fanden er jeg," sagde jeg. 'Hvem er du?'
  
  
  Min hjerne arbejdede febrilsk og ventede ikke på svar. Hvor jeg end var, var det ikke i lejesoldatlandsbyen i sumpen, og i betragtning af solen udenfor, var jeg bevidstløs eller halvbevidst i lang tid. Dette forklarede følelsen af at flyde, hjul, rystende loft: en lastbil med en canvas hætte. Jeg gik langt ud over lejesoldaterlejren, og kniven på min hånd var en sprøjte: et beroligende middel til at forblive bevidstløs.
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvor længe har jeg været her?" 'Hvor? Hvem er du?'
  
  
  "Her, her," bebrejdede den lille mand mig blidt. - Så mange spørgsmål så hurtigt? Lad mig svare på dette. Så i orden. Du er i mit hus. Jeg er Talil Abdullah Faisal Wahbi al-Hussein, prins af Jaffa og Homs. Jeg foretrækker at blive kaldt wahbi. Du har været her i omkring tolv timer. Du er her, fordi jeg var bange for, at du ville være i mere fare ved at vandre gennem junglen.
  
  
  "De mennesker, der angreb mig, de sorte, er de dit folk?"
  
  
  - Mit folk, ja.
  
  
  - Ingen zulu-oprørere, ingen lejesoldater?
  
  
  'Ingen. Hvis de var, tvivler jeg på, at du stadig ville være i live."
  
  
  - Hvad lavede de der?
  
  
  "Lad os bare sige, at jeg godt kan lide at holde øje med oberst Lister."
  
  
  - Så vi er stadig i Mozambique?
  
  
  Prins Wahbi rystede på hovedet. "Jeg har fjender, Carter. Jeg foretrækker ikke at afsløre min placering.
  
  
  "Hvorfor er du bekymret for mig?"
  
  
  Wahbi løftede et øjenbryn. “Vil du se en gavehest i munden? Carter? Være taknemmelig. Den gode oberst ville have hængt dig ved testiklerne for længe siden.
  
  
  Jeg så eftertænksomt på ham. — Prins af Jaffa og Homs? Nej, jeg har vagt hørt om dig. Al-Hussein er en hashemit, og Homs og Jaffa er nu en del af Saudi-Arabien og Israel, og ikke venner af hashemitterne."
  
  
  "Den landsforviste prins, Carter," sagde den lille mand med et mørkt ansigt. "En udstødt, og min fætter regerer i Jordan. Men Allah genkender mine ejendele."
  
  
  “Hvordan ved du, hvem jeg er; Mit navn?'
  
  
  "Jeg ved meget, Carter." Jeg ved for eksempel, hvorfor oberst Lister vil have dig død, og jeg kender din vens skæbne - forfærdelig. Prins Wahbi rystede et øjeblik. "Men du er i sikkerhed her."
  
  
  "Jeg skal på arbejde," sagde jeg. "Jeg er nødt til at melde."
  
  
  ”Selvfølgelig accepteres aftaler. Men først skal du spise og hvile. Genvind din styrke.
  
  
  Han smilede og rejste sig. Jeg nikkede. Han havde ret. Han gik. Han havde ret, men jeg stolede slet ikke på ham.
  
  
  Jeg lukkede mine øjne på sofaen, som om jeg var udmattet. Hvis han havde noget i tankerne med mig, ville han have nogen til at se på mig et sted fra. Så jeg lukkede øjnene, men faldt ikke i søvn. Jeg tjekkede hans fil i min hukommelse: Prins Wahbi, nevø til den første hashemitiske Faisal, som kæmpede mod tyrkerne i Første Verdenskrig. En frafalden fætter, der hjalp tyrkerne. Efter krigen gik den gamle drukkenbolt, der spillede over hele Europa, konkurs og forsvandt. Så denne "prins" Wahbi var hans søn, og han så slet ikke knust ud.
  
  
  De gav mig to timers "søvn". Så rørte jeg, gabte og tændte en cigaret fra den onyx-pyntede æske på bordet. Da cigaretten var halvt brændt, gik døren op, og fire sorte mænd i helt hvidt tøj kom ind i lokalet med bakker med mad. Der var frugt, brød, lammesteg, juice, mælk, vin og skåle fulde af dampende grøntsager og ris. De sorte lagde alt dette på bordet, lagde to borde ud, spredte en blændende hvid dug på dem og bukkede igen. Jeg satte mig til et solidt måltid.
  
  
  Hvis jeg havde ret i at mistænke Prince Wahbi, ville der være noget i maden.
  
  
  Det var sandt. Jeg kunne lugte det. Jeg kendte et stof, noget som et beroligende middel, der ville bryde min vilje. Det betød, at Wahbi ville stille nogle spørgsmål, og der var kun én måde at finde ud af hvorfor. Jeg skulle bare "spise". †
  
  
  Der var ikke tid til at finde ud af, hvor jeg blev fulgt. Jeg undersøgte lokalet og ringede så til ledsageren. En af de sorte kom ind. Jeg pegede på et sprosset vindue i en lille alkove.
  
  
  "Sæt et bord der. Jeg kan godt lide at kigge udenfor, mens jeg spiser."
  
  
  Ekspedienten havde åbenbart ordre til at behandle mig godt. Han kaldte på yderligere to tjenere. De dækkede bordet i nichen, stillede min stol ved siden af og bukkede igen. Jeg satte mig ned, som om jeg ikke kunne vente med at spise et stort måltid.
  
  
  Med front mod vinduet i en smal niche så ingen noget, kun min ryg, hvorfra de kunne se mig.
  
  
  Jeg begyndte at spise. Jeg lænede mig frem og spiste med velbehag og tabte hver gaffel i servietten i mit skød. Jeg tyggede, drak og nød. Fra tid til anden rejste jeg mig, som om jeg nød udsigten, og nåede så at proppe den uspiste mad ned i mælkekanden. En eller to gange vendte jeg mig halvt om og spiste faktisk et stykke, ikke ret meget.
  
  
  Da tallerkenerne var næsten tomme, satte jeg mig tilbage som mæt og tændte den cigar, jeg havde med til maden. Han var også bedøvet, og jeg lod omhyggeligt, som om jeg rent faktisk røg det. Cigar i hånden vendte jeg tilbage til sofaen og vaklede lidt. Jeg satte mig ned og begyndte at nikke. Så tabte jeg cigaren fra min slappe hånd og tabte mit hoved på mit bryst.
  
  
  Efter nogen tid gik døren op, og tre mænd kom ind. To muskuløse sorte, nøgne til taljen i lændeklæder, og en araber med krognæse i mørke bæltekåber. De sorte bar våben og lænede sig op ad døren og venstre væg. Araberen bar en juvelbesat dolk på bæltet og en båndoptager i hånden. Han nærmede sig mig hurtigt.
  
  
  Han trak en dolk ud og stak mig i nakken. Jeg rørte og stønnede. Jeg mærkede araberen sætte sig ned og tænde for båndoptageren.
  
  
  "Velkommen, N3. Jeg venter på din rapport.
  
  
  Jeg stønnede og gjorde modstand. - Nej... kun i hovedkvarteret. ..'
  
  
  - Det her er hovedkvarteret, Carter, kan du ikke se det? Vi er i Washington. Der er ingen tid at spilde. Det er mig, Hawk.
  
  
  Jeg nikkede. - Høg, ja. "Vi er nødt til at fortælle chefen om det her. ..'
  
  
  "Boss, N3? Hvor er han? Hvilket navn bruger han i disse dage?
  
  
  "Hans hjem, Texas," mumlede jeg. "Du kender ham, Hawk." Manxman. John Manxman. Ja? Jeg har nyheder. Den portugisiske regering er klar. ..'
  
  
  Jeg sænkede hovedet og sænkede min stemme til en uhørlig mumlen. Forbandende rejste araberen sig og bøjede sig så over mig og svøbte mig i sit tøj. Min venstre hånd tog fat i hans luftrør og klemte så hårdt jeg kunne, mens min højre tog fat i hans klinge. Jeg stak ham, mens jeg holdt hans krop. Han gav ikke en lyd fra sig. Jeg forventede, at de sorte var ekstremt disciplinerede. Jeg efterlignede araberen.
  
  
  Hold op!'
  
  
  De sprang begge på mig som rådyr, begge på samme tid. Jeg kastede den døde araber mod en af dem og kastede en kniv i struben på den anden. Jeg dræbte den anden, inden det lykkedes ham at frigøre sig fra araberen, hvorefter jeg løb ud af gangen og ind i lokalet.
  
  
  
  
  Kapitel 10
  
  
  
  
  
  Korridoren var tom. Jeg ventede, dolk klar. Den umiddelbare fare kommer fra den, der overvågede rummet. Intet skete.
  
  
  Araberen, jeg dræbte, må have holdt øje med rummet. Det gav mig det, jeg havde brug for: tid. Jeg gik ind igen, tog riflen fra en af de døde sorte og al den ammunition, jeg kunne finde fra dem begge, og gik ud i korridoren. Der gik jeg lydløst hen mod lyset, der var synligt for enden.
  
  
  Jeg kiggede ned på den hvidkalkede gårdhave, der glimtede i den sene eftermiddagssol, og så en tæt jungle over murene. I det fjerne så jeg et blåt hav. Prins Wahbis hus var bygget som en ørkenfæstning, alle hvide mure, hvide kupler og minareter; Et grønt islamisk flag vajede over hovedporten. Men den tætte jungle var ikke en del af Arabien eller Nordafrika, og flaget på det centrale tårn var portugisisk. Jeg var stadig i Mozambique.
  
  
  Tilslørede kvinder i groft tjenertøj gik rundt i gården, og bevæbnede arabere patruljerede murernes tværarme. Det ser ud til, at prins Wahbi også havde sin egen personlige hær. Bag den indre mur, i en have med træer og springvand, gik flere tilslørede kvinder og dasede. Disse kvinder var klædt i silke: et harem. Jeg fortsatte ned ad de lyse hvide korridorer, skygget for kølighed af barer og dekoreret med smukke mosaikker i den strenge islamiske stil, som ikke tillader afbildningen af den menneskelige figur. Gangene var frodige og stille; prinsens private kamre. Jeg mødte ikke nogen, før jeg fandt bagtrappen i bunden.
  
  
  Jeg mødte vagten, der sad øverst på stentrappen. Han døsede hen, og jeg efterlod ham bevidstløs og bandt ham med sin egen brændende krop i sideværelset. Den anden vagt ved bagdøren var mere på vagt. Han havde stadig tid til at knurre, da jeg væltede ham med kolben af min riffel. Jeg bandt ham og udforskede gården bagved.
  
  
  Væggene var for høje til at forcere, men den lille baglåge var kun lukket indefra med en kraftig bolt. Jeg vendte tilbage, tog det brændende fra den sidste vagt, tog dem på og gik langsomt hen over gården i den nedgående sols stråler. Ingen stod engang i vejen for mig, og inden for tyve sekunder var jeg allerede i junglen.
  
  
  Jeg tog mod øst. Der vil være landsbyer langs kysten, og det er tid til at kontakte Hawk og komme tilbage til arbejdet. Efter de sortes tilfangetagelse af prins Wahbi og drabet på tre lejesoldater, aftog min vrede. Jeg havde ikke glemt oberst Lister eller Dambulamantsi, men nu var det koldt raseri; cool og afslappet, nyder de omfattende planer, jeg havde for dem.
  
  
  Jeg faldt næsten over en junglebebyggelse. En stor muret landsby, næsten skjult fra oven af tætte træer. Væggene var ler og umalede; Fælles stier førte til porten. Jeg gik langs den i forbløffelse, indtil jeg kunne se ind gennem den spærrede hovedport.
  
  
  Gennem hovedporten så jeg et halvcirkelformet område af komprimeret ler med flere grupper af hytter omkring det, hver gruppe adskilt fra den anden på hver side. Og i hver gruppe var der ti hytter; hegnene mellem dem var høje. Låste porte adskilte hver gruppe hytter fra stedet, som en række minilandsbyer omkring et halvcirkelformet center, eller som indhegninger til heste og kvæg omkring en rodeo-arena.
  
  
  Jeg var ved at rykke lidt tættere på, da jeg hørte lyden af stemmer og klap af fødder, der bevægede sig ad en af de brede stier mod den murede landsby. Jeg forsvandt ind i junglens aftenskygger, gravede mig ind under den våde kratt og betragtede stien.
  
  
  De nærmede sig hurtigt. Tre bevæbnede arabere i kapper, bælte med bandolier, holdt et vågent øje med junglen omkring dem. Bag dem kom heste og æsler, lastet med varer, anført af sorte, også hængt med bandoler. Karavanen satte kursen direkte mod hovedporten, som åbnede sig for at lukke dem igennem. Men jeg kiggede ikke på porten.
  
  
  Efter at hestene og æslerne var kørt forbi, så jeg yderligere fire arabere med omkring ti sorte. De var helt nøgne, otte kvinder og to mænd. De to mænd var høje og muskuløse, med brændende øjne, deres hænder bundet bag ryggen og deres ben lænket. Yderligere tre arabere dannede bagenden, og hele søjlen forsvandt ind i landsbyen. Portene lukkede igen.
  
  
  Da aftenen formørkede, gemte jeg mig i junglen og lod alt, hvad jeg lige havde set, gå igennem mig. Det var som noget, jeg havde set før, som et minde, jeg ikke kunne tro. Jeg skulle vide det med sikkerhed, for hvis den lille stemme inde i mig havde ret, måtte Hawk vide det. Dette var noget, Washington skulle advares om og passe på.
  
  
  Jeg blev i junglen til det blev mørkt og tog så afsted. Lyde fyldte natten under jordvæggene: sjov, fuld latter, skrig fra kvinder, skrig fra mænd. Vagten ved porten, en araber, så med latter på, hvad der skete inde i landsbyen. Måske var alle vagterne kun opmærksomme på, hvad der skete inde i bebyggelsen. Dette var min chance.
  
  
  Et af de store træer i junglen havde tykke grene hængende fra væggen. Jeg klatrede op på stammen og gled fremad langs den tykke gren.
  
  
  Scenen inden for disse vægge virkede som et fantastisk mareridt. Sorte og arabere myldrede jorden i en kakofoni af larm og latter. De sorte drak af vinkander, indholdet spildte på jorden, og flere arabere drak også; men for de fleste af de arabiske soldater lå spændingen et andet sted. De åbnede alle portene til de små grupper af hytter og gik ind og ud af indhegningen af hyttegrupperne. Nogle mænd havde piske, nogle havde køller, nogle bar kurve med mad og spande med en slags olie.
  
  
  Der var sorte kvinder i aflåste rum. Unge sorte kvinder, nøgne, deres hud glinsende i det skarpe lys. Flere sorte, unge og stærke, var også i de lukkede kvarterer, hver især bundet til stolper med lænker og lænker. Fra tid til anden piskede en af araberne den unge sorte mand på knæ.
  
  
  De slår også mørklødede, slanke kvinder, men det er ikke alt. Nogle kvinder blev fodret og tvunget til at spise, som præmiedyr, der blev klargjort til markedet. Nogle kvinder blev vasket med en olieagtig væske og gnedet, indtil deres mørke hud glødede i lyset. De fleste blev famlet, strøget, slæbt ind i hytter, og mange blev lagt på jorden uden selv ly i en hytte.
  
  
  Alle af dem, både mænd og kvinder, blev gennet ind på et stort åbent sted og udstillet foran rige berusede mænd, som varer på et marked.
  
  
  Det var også et marked, et slavemarked.
  
  
  Det, jeg så, var den bevidste, beregnede forvandling af mennesker til slaver. Der var ingen købere, i hvert fald for nu. Men alt var ved at blive forberedt til det øjeblik, hvor køberne kom. Et slavemarked - ja - men nu med moderne forbedringer, med erfaringer og praksis fra Dachau, Buchenwald, Saigon tigerbure og Gulag-øgruppen.
  
  
  Hvordan laver man slaver, især kvindelige slaver, så de er mere tilbøjelige til at blive solgt til enhver tilfældig køber. Hvordan man gør en fri mand til en, der ikke længere husker, at frihed engang eksisterede, som kan acceptere slaveri som en velsignelse og ikke skabe problemer for sine undertrykkere.
  
  
  En pludselig stilhed faldt over landsbyen som en kæmpe gongong. Støj, kaos og så stilhed. Ikke en eneste bevægelse og alle øjne var rettet mod hovedindgangen. Jeg ventede.
  
  
  Prins Wahbi gik gennem porten. En lille, tung mand kom ind i gården i sine guld- og hvide klæder, og omkring ham var bevæbnede arabere. De sorte kvinder blev ført tilbage til aflåste rum, portene blev lukket og låst. Pludselig ædru stillede de arabiske og sorte soldater sig op i to rækker med en passage mellem dem og ventede på, at Wahbi skulle passere gennem dem.
  
  
  I stedet vendte prinsen sig skarpt, gik væk og gik lige under grenen, som jeg lå på og kiggede op.
  
  
  "Du skulle have løbet, når du kunne, Carter," sagde den lille araber. " Jeg er virkelig ked af det".
  
  
  Bag muren, under og bag mig, stod ti af hans mænd med deres våben rettet mod mig. Jeg smed den stjålne riffel væk, klatrede over grenen og sprang til jorden. De arabiske soldater greb mine hænder og førte mig tilbage gennem den mørke jungle til Wahbi fæstningen.
  
  
  De skubbede mig ind i det samme rum og satte mig i den samme sofa. Det var stadig vådt af blodet fra den araber, jeg havde dræbt, men ligene var forsvundet fra rummet. Prins Wahbi rystede trist på hovedet over blodpletten.
  
  
  "En af mine bedste løjtnanter," sagde han med et skuldertræk. "Alligevel ville jeg ikke dræbe dig for det." Han blev straffet for uagtsomhed, faren for en soldats arbejde."
  
  
  Jeg spurgte. - Hvorfor vil du have mig dræbt?
  
  
  "Nu ved du, hvad jeg ikke ville fortælle dig." Forkert, Carter. Han tog en lang russisk cigaret og tilbød mig den. Jeg tog det fra ham. Han tændte den for mig. "Og jeg er bange for, da du alligevel skal dø, at mit folk forventer en hård død for dig, ja, endda kræver det som hævn." Jeg er ked af det, men en leder skal tjene sit folk, og jeg er næppe civiliseret.
  
  
  - Men er du civiliseret?
  
  
  "Jeg håber det, Carter," sagde han. "Jeg vil forsøge at forsinke din død så lidt som muligt, samtidig med at jeg tilfredsstiller mit folks behov for gengældelse." Enig?'
  
  
  ”En mand, der lever af slaveri. "Du er en slavehandler," sagde jeg hånligt. - Grundlaget for din rigdom, ikke? Du sælger sorte slaver, Wahbi.
  
  
  Prins Wahbi sukkede. - 'Desværre. Jeg er bange for, at efterspørgslen efter gode mænd falder hvert år. Det er en skam. I disse dage tjener mine kunder normalt penge på olie og investeringer. Og de har brug for så lidt hårdt arbejde.
  
  
  - Går det godt med kvinder?
  
  
  "Fremragende på nogle områder og meget rentabel, som du kan forestille dig. Selvfølgelig har mine klienter en tendens til at bo i fjerntliggende områder, langt fra den moderne verden, hvor de hersker med jernhånd. Islams verden består stort set af individuelle herskere. Koranen forbyder ikke slaveri og medhustruer, og hvad kunne være bedre end en slave? Korrekt uddannet er hun taknemmelig for enhver venlig behandling, generøs til fordel for hende og taknemmelig for, at de krav, der stilles til hende, er så enkle og venlige. Især en simpel sort pige fra en fattig landsby i junglen, hvor alt hun kunne forvente var ægteskab og slaveri i en alder af tolv.
  
  
  "Så du kidnapper dem, torturerer dem og sælger dem til rige perverse og skøre despoter."
  
  
  "Jeg 'lærer dem' at være forberedt," skød Wahbi. "Og jeg plejer ikke at kidnappe." De fleste fattige landsbyer har et overskud af kvinder, og landsbyhoveder, selv fædre, er villige til at sælge disse kvinder. En praksis, som ikke er helt ukendt i lande, der nu betragtes som civiliserede."
  
  
  - Hvordan kan man gøre det her ustraffet? Du kunne ikke have gjort det uden portugisernes stiltiende støtte. Måske mere end stille.
  
  
  "Hvor der er en vilje, er der en vej, Carter." Kald det fri virksomhed. Hvis fattige landsbyer modtager penge og har færre munde at mætte, er de meget mindre en byrde for kolonistyret. Velbetalte ledere ønsker, at tingene forbliver det samme og kan ikke lide, at tingene går galt. Det mener enhver embedsmand. Og koloniale embedsmænd vil altid have penge. Det er derfor, de fleste rejser til kolonierne, når de foretrækker at blive hjemme. En gammel historie, der har ændret sig meget lidt.
  
  
  - Så du bestikker Mozambiques regering?
  
  
  'Ingen. Jeg arbejder ikke med regeringer. Jeg arbejder med mennesker. Regeringer bliver ikke bestukket."
  
  
  "Men det giver dig en andel i, hvordan tingene foregår, ikke?" Du har måske ikke klaret dig så godt under en oprørsregering. Oprørsledere har en tendens til at være forbandet idealistiske og meget snæversynede.
  
  
  'Måske.' - Prinsen trak på skuldrene. "Men politik keder mig." Jeg har ikke brug for det. Både mål og principper er meningsløse, de interesserer mig lidt. Jeg kommer meget lykkeligt igennem det her, Carter. Men det er du desværre ikke.
  
  
  Han stod der et stykke tid og kiggede på mig, som om han stadig ikke ville slå mig ihjel. Han rystede på hovedet.
  
  
  "Meget dårligt," sagde han. "Du kunne give mig den fordel. Der er så meget, du kan fortælle mig. Men jeg vil ikke støde dig ved at foreslå en mulig aftale. Vi er begge voksne, og vi ved, at vi aldrig vil stole på hinanden. Nej, du må forsvinde. Jeg er virkelig ked af det.
  
  
  "Også mig," sagde jeg tørt.
  
  
  "Åh, hvis bare du var løbet væk uden at opdage min virksomhed." Men du har dine behov, og jeg har mine. Mit folk insisterer på en offentlig henrettelse i morgen tidlig. Men i aften kan jeg i det mindste tilbyde dig gæstfrihed.
  
  
  Den lille mand vendte sig om med et smil og gik i en hvirvelvind af flagrende tøj. Døren lukkede, jeg var alene. Men ikke længe.
  
  
  Det hængende gobelin bevægede sig mod sidevæggen, og en slank sort pige dukkede op i rummet. Måske femten år gammel. Hun kom ind gennem en dør skjult af et gobelin. Hun var nøgen. Hun stod stolt, hendes mørkebrune krop skinnede som silke. Hendes tunge bryster var lysebrune og for store til hendes slanke pigekrop; brystvorterne var næsten lyserøde. Hendes tunge hår var viklet stramt om hendes hoved, hendes kønsbehåring dannede en lille kile over bulen af Venushøjen. Hendes mund var lille og mørkerød, hendes lidt skrå øjne var vrede.
  
  
  "Hej," sagde jeg roligt.
  
  
  Hun gik forbi mig ad den bølgende, flydende gang og lagde sig på sofaen. Hun lukkede øjnene og spredte sine ben. "Nej, tak," sagde jeg. - Sig til prinsen, at du takker ham.
  
  
  Hun åbnede øjnene, og hendes ansigt ændrede sig: varmt, lidenskabeligt og sensuelt. Hun rejste sig, gik hen til mig, slog sine arme om min hals og gemte sig bag min krop. Hun talte hviskende.
  
  
  "De vil gerne vide, hvad du ved. Jeg er nødt til at give dig et beroligende middel, når vi elsker. Jeg er nødt til at trætte dig, få dig til at tale. De holder øje. Vi burde elske.
  
  
  
  
  Kapitel 11
  
  
  
  
  
  Jeg kunne have vidst det. Prinsen var ikke en, der gav op let. Han ønskede af mig, hvad oberst Lister ønskede af mig: alt, hvad jeg havde tilbage. Ved alt om AH. Denne viden er en formue værd, hvis den bruges eller sælges på det rigtige tidspunkt. Han vidste, at tortur ikke ville tvinge ham ud af mig, og at jeg ville være mistænksom over for ethvert tilbud om flugt eller benådning. Han håbede, at listen ville virke, hvis det åbenlyses behov for at dræbe mig.
  
  
  Hvis jeg nægter pigen, vil Wahbi have en anden plan. Måske i sidste ende, hvis han ikke har noget andet valg, vil han stadig torturere mig. Måske dræber han mig med det samme. Jeg havde intet andet valg. Pigen hang på mig. Hun pressede sultent sine læber mod mine, hendes krop tæt på min, som om hun var bange for ikke at gøre, hvad hun fik besked på. Har du nogensinde elsket på kommando, vel vidende at du blev overvåget? Med en kvinde, du kendte, ikke ville mere end dig? Ikke engang en kvinde, men en pige. Det er ikke nemt, men jeg havde ikke noget valg.
  
  
  Jeg samlede hende op fra gulvet og bar hende, frossen og presset direkte mod mig, hen til sofaen. Jeg placerede hende der og tvang mit sind og krop til at fokusere på hendes krop, hendes læber og hendes varme hud. Jeg forviste alle tanker fra mit sind, selv døden, og prøvede kun at tænke på denne pige og hendes dragende krop foran mig.
  
  
  Det var bare en pige, men i junglen bliver piger hurtigt kvinder. I fattige, halvciviliserede landsbyer lærer man en pige fra vuggen at være kvinde; og hun gjorde alt i hendes magt for at hjælpe mig. Det lykkedes for hende; Jeg fandt hendes hænder, hvor jeg havde brug for dem, famlede og masserede, og gravede hendes negle dybt ind i mine erogene zoner. Hele denne tid hviskede hun stille, stønnende, og trængte sin tunge dybt ind i mine ører og ind i hulerne i min nakke og hals. Pludselig indså jeg, at hvem hun end var, så boede hun ikke bare i junglen. Hun var ikke fra en halvciviliseret landsby.
  
  
  Hun opmuntrede mig og hviskede opmuntring til mig på engelsk. Ren engelsk uden accent. Hun vidste, hvor hun skulle røre ved mig, og jeg mærkede passionen opbygge. Det lykkedes mig at komme ud af mine bukser og skjorte. Vi lå nøgne overfor hinanden og spillede det ikke mere. Ikke for mig og pludselig ikke for hende. Jeg kunne mærke længslen vibrere dybt i hende.
  
  
  Hendes balder var som en drengs, og hendes ben var tynde og smalle, som en ung hjort. Faste, små balder, som jeg kunne holde med én hånd. Jeg tog fat i dem og flyttede hende op og ned mod mig med den ene hånd, mens jeg holdt de store, svajende bryster sammen med den anden. Jeg glemte øjnene, der kiggede. Jeg glemte Prince Wahbi. Jeg glemte, hvor jeg var, eller hvad jeg lavede med denne pige, hvad jeg skulle have troet var min død eller en mulig flugt.
  
  
  Jeg ville have hende, lille, stram og stram, som en dreng, men ikke som en dreng, når hun spredte sine ben og viklede dem om mig. Jeg gik ind i hende lige så hurtigt og nemt som kniven, der var styrtet ned i araberen i den samme sofa få timer tidligere. Sofaen, der stadig var våd af hans blod, blandede sig nu med hendes kropsvæsker.
  
  
  Jeg stødte ind i hende, og hun skreg: "Åh, åh. .. Gud . .. OM!
  
  
  Pigens øjne blev store, indtil de syntes at fylde hendes meget lille ansigt. De så på mig fra en dybde, der virkede meget langt væk. De var i en anden verden og i en anden tid. Denne gang vidt åbne, dybe øjne fra siden; i løbet af denne tid, fuld af dybt, stærkt ønske.
  
  
  'Åh. ..'
  
  
  Jeg mærkede mit blik kigge på hende fra samme dybde, fra den samme forhistoriske æra, fra den samme sump, som vi alle kom fra, og som vi stadig husker i øjeblikke af frygt og had. Jeg syntes at vokse inde i hende, mere end jeg kunne have forestillet mig, mere end jeg kunne have forestillet mig, og mine tænder sank ind i min egen læbe. De bider. ... og så endte det hele i et langt, hårrejsende frit fald, og jeg endte oven på hende med de stramme små balder i hånden. Jeg mærkede saltet af mit eget blod på mine læber.
  
  
  Et endeløst minuts stilhed, der ser på hinanden med dybe, vantro øjne. Der skete noget virkeligt. Jeg så det i hendes øjne, mærkede det i mine. Vi var ikke i dette farverige rum i nogen tid. Vi var et andet sted, usynlige, bare os to i det øjeblik, vi blev opdaget. Øjeblikket, hvor himmel og jord begyndte at bevæge sig.
  
  
  Hendes stille hvisken i mit øre: "De kommer nu, når jeg giver dig signalet om, at jeg gav dig en chance."
  
  
  Jeg kyssede hendes øre. "Forestil dig, at jeg får dig til at elske med mig en gang til."
  
  
  Sagt: "Kan du gøre det?"
  
  
  - Nej, men prøv at holde mig inde i dig. Jeg lader som om. Hvor er denne sprøjte?
  
  
  "I mit hår."
  
  
  Det eneste sted hun kunne gemme det. Jeg måtte omhyggeligt formulere planen. Jeg lod som om jeg blev ved med at elske. Hun holdt mig inde i sig så stramt hun kunne, slyngede sine ben om mig og holdt om mine hofter med sine små hænder. Jeg bed hende i øret. "Hvem ser?"
  
  
  Hun begravede sit ansigt i min hals. - Kun prins Wahbi. Han . .. impotent. Han elsker at se og har brug for at være alene for at nyde det.”
  
  
  Jeg kunne have vidst det. Voyeur. Sikkert også sadist.
  
  
  "Der er to mænd bag døren, jeg kom ind ad," hviskede hun og pressede sine læber mod min hals. "De ser ikke noget."
  
  
  Vi svedte voldsomt, krøllet sammen på denne sofa. Jeg pressede mit ansigt mellem hendes faste, store bryster. "Hvad sker der, når jeg falder til ro efter indsprøjtningen?"
  
  
  ”Så signalerer jeg, og Wahbi kommer ind. Så gemmer han sig bag sofaen. Jeg fortæller dig, at jeg hedder Deirdre, og jeg stiller dig spørgsmål om noget om AH-organisationen, din leder og din drift.
  
  
  Jeg var dækket af sved, da jeg skulle gøre mit bedste for at blive i den og lade som om, at passionen endnu ikke var væk. 'Bøde. Nu lader vi som om vi kommer igen, du lader som om du giver mig en indsprøjtning, og jeg tager mig af resten."
  
  
  Hun nikkede. 'Også mig. Hun kiggede på mig med blinkende øjne. Så kastede hun hovedet tilbage og stirrede på mig med store øjne, der pludselig syntes at synke dybt ind i hende. Hendes mund åbnede sig, hendes øjne lukkede. - Jeg... åh. .. Av . ..'
  
  
  Jeg følte bløde, spændende bevægelser, som flydende ild. Jeg mærkede, at jeg fyldte hende igen, og pludselig igen behøvede vi ikke lade som om. Jeg følte mig som en enorm kraft, der sonderede bag hendes øjne, bag hendes spændte ansigt, og vi lod ikke længere som om, legede ikke længere. Jeg behøvede ikke længere at gøre en indsats for at blive i den. Jeg kunne ikke komme ud af hende, selvom jeg ville, hvis hun gav mig en chance. Jeg ville ikke forlade hende, jeg ville have, at det her aldrig skulle ende. Jeg bekymrede mig ikke om Wahbi, om at flygte, om planen eller... Stop ikke, stop ikke. † Nej nej...
  
  
  Jeg var langsomt på vej tilbage fra et meget fjernt sted. Jeg kæmpede for at kontrollere mit sind. Hun Hun. .. Jeg mærkede et let tryk af sprøjten på mit lår. Jeg bevægede mig og så ind i hendes øjne. Gemte sprøjten i hånden ved siden af mig, lod som om jeg havde fået en indsprøjtning og rullede af hende. Jeg satte mig op, rystede på hovedet og lagde mig så på ryggen og smilede. Jeg lod som om jeg tog en dyb indånding fra virkningerne af lidenskab og virkningerne af stoffet. Hun lavede et tegn. Jeg lyttede og hørte den svage lyd af bevægelse bag væggen. Jeg havde omkring fem sekunder.
  
  
  Jeg sprang op, krydsede det luksuriøse værelse og pressede mig mod væggen, hvor døren åbnede. Han åbnede. Prins Wahbi trådte ind, tog tre skridt mod bænken og stoppede. Han stirrede på det sted, hvor en sort kvinde lå, og så på ham med stolte øjne.
  
  
  Jeg stod et par skridt bag ham, dækkede hans overraskede mund og sprøjtede ham med sit eget stof. I et splitsekund blev han lammet af slaget. Så begyndte han at kæmpe. Jeg tabte sprøjten og holdt den med den ene hånd, der stadig dækkede min mund. Pigen sprang op og dykkede til jorden for at holde om hans ben. Jeg holdt ham i mine arme i hele fem minutter, svedende og kæmpende i rummets stilhed. Langsomt blev hans øjne tomme. Hans krop slappede af og begyndte at smile. Vi bar ham hen til sofaen og lagde ham der. Han så på os med rolige, stille øjne, nikkede venligt til os og blinkede så, som om han forsøgte at huske noget. Jeg nikkede til pigen.
  
  
  "Hvis jeg fortæller dig, vil du få ham til at ringe til folkene bag den hemmelige dør."
  
  
  Hun kiggede på mig. "De kan blive mistænksomme. Du har kun hans kniv. Jeg holder ham stille, indtil du flygter.
  
  
  "Når han kommer til fornuft, vil han flå dig levende," sagde jeg. "Måske endnu værre. Vi løber væk sammen.
  
  
  Hun så på den lamslåede, smilende prins. "Jeg er ikke bange for døden. Efterlad hans kniv, og jeg dræber ham først.
  
  
  - Nej, gør som jeg siger. Vi har brug for disse to vagtposter. De kan komme ind og finde ham for tidligt. Vi tager afsted sammen.'
  
  
  Jeg stod bag et højskab ved siden af gulvtæppet foran den hemmelige dør og nikkede til pigen. Hun talte sagte og hårdt til Wahbi. Han nikkede og ville ikke gøre modstand.
  
  
  'Ahmed. Harun. Kom her.'
  
  
  Tapetet blev skubbet til side, og to arabere brød ind ad den hemmelige dør. Wahbi lærte dem godt. De kom for tidligt på hans kommando. Jeg stak den ene med Wahbis kniv, før han havde taget tre skridt, og greb den anden, før han havde vendt sig halvt om. Han tog hurtigt sit våben af og kastede en burnous mod pigen. "Rejs dig op og tag pistolen og dolken!"
  
  
  Hun pakkede sig ind i brændende og gjorde det, så snittet og den lille blodplet på dem ikke var synlig. Heldigvis var araberen kort. Hun havde en riffel og en dolk og var klar.
  
  
  Jeg gik hen til Wahbi og trak ham op. "Du fører os til din slavebolig."
  
  
  Prinsen smilede og forlod stille værelset foran os.
  
  
  
  
  Kapitel 12
  
  
  
  
  
  Den første vagtpost løftede sit gevær, da han så mig. Han var på toppen af trappen. Han sænkede sit gevær igen, da han fik øje på prins Wahbi. Jeg prikkede til prinsen uden at vagten lagde mærke til det.
  
  
  "Jeg tager Carter med for at se slavelejren," sagde den lille araber.
  
  
  Vagtvagten kiggede mistænksomt på os, men ville ikke genere Wahbi med spørgsmål. Så han trådte til side med en hurtig bukke. Vi gik ned ad trappen til hoveddøren. Jeg kunne ikke lide den måde, vagten så på os på. Vi havde brug for en bedre historie for at slå nogen med mere autoritet.
  
  
  "Jeg har besluttet at slutte mig til dig," sagde jeg til Wahbi, da vi forsvandt af syne i den øde korridor nedenfor. - Du gav mig en pige, jeg kan lide hende. Så jeg er med dig. Du vil tage mig med til slavelejren for at vise mig dit arbejde.
  
  
  "Ah," nikkede prinsen. - Jeg er glad for det, Carter.
  
  
  Han kiggede på mig og pigen. Jeg tog en dyb indånding, da vi kom ind i gården. Spotlights oversvømmede hele stedet med et hav af lys. Vagterne på væggene så Wahbi og indtog straks en forsigtig, ærbødig holdning. En høj araber i mere luksuriøst tøj, end jeg nogensinde havde set, skyndte sig hen imod os. Han havde ansigtet som en gammel grib med skyggefulde sorte øjne og et skarpt spidst skæg. Han behandlede Wahbi med respekt, men kravlede ikke foran ham.
  
  
  "Khalil al-Mansur," hviskede pigen i mit øre. "Hovedrådgiver for prins Wahbi og hans kaptajn."
  
  
  "Allah er med dig," sagde den høje mand til Wahbi på arabisk. Jeg sagde: "Du må være Khalil. Prinsen fortalte mig om dig. Jeg tror, vi kan finde ud af det her sammen.
  
  
  Araberen så på mig med en blanding af vrede, overraskelse og bekymring. - Tag det sammen, Carter? Dette er på rent engelsk.
  
  
  Jeg gav Prince Wahbi endnu et usynligt skub i ryggen. Den lille mand nikkede: "Carter er med os, Khalil." Meget gode nyheder. Wahbi nikkede igen. "Han kan lide den pige, jeg gav ham. Han er hos os nu. Jeg vil tage ham med til bygden og vise ham mit arbejde.
  
  
  Khalil så på pigen og så på mig. Han nikkede. "En kvinde ændrer en mands mening mange gange."
  
  
  "Som penge," sagde jeg. "Jeg elsker kvinder og penge. Mere end en grav.
  
  
  Den høje gamle araber nikkede. "En klog beslutning".
  
  
  "Og også for dig," sagde jeg. "Jeg har mange ting, der er værd at sælge."
  
  
  Araberens øjne funklede. På en eller anden måde så det for overbevisende ud. "Det tror jeg, Carter," vendte han sig mod prinsen, "skal jeg ringe til din livvagt, prins Wahbi?"
  
  
  "Vi har travlt," sagde jeg. "Prinsen vil have en bil."
  
  
  "Åh, ja," sagde prinsen, da jeg skubbede til ham.
  
  
  Khalil al-Mansur kaldte soldaten forbi. En jeep dukkede op bag et stort hus. Vi sad bag chaufføren. Porten åbnede sig, og vi kørte ad en bred grusvej til en slavelejr i junglen. Denne gang ville jeg ikke se på noget. Døde vagtposter i rummet vil blive fundet før eller siden.
  
  
  Vejen afveg en kilometer fra prinsens hus i junglen. Chaufføren drejede ind på den højre gaffel mod landsbyen. Jeg hvæsede hurtigt noget ind i prins Wahbis øre. Han lænede sig frem.
  
  
  "Bliv her, soldat."
  
  
  Chaufføren stoppede, og jeg dræbte ham og smed ham ud af bilen, da han bremsede. Jeg sprang bag rattet. Den sorte pige bag mig sagde advarende: Carter.
  
  
  Jeg vendte mig om. Prinsen stirrede på mig og så på chaufføren, der lå på jorden ved siden af jeepen. Hans øjne var forbløffede. Han var allerede fri for stoffets påvirkning. Han var ikke helt vågen endnu, men effekten var ved at aftage.
  
  
  "Okay," sagde jeg til pigen. "Vi må hellere binde ham." †
  
  
  Hun svarede. - 'At binde?' - "Nej, jeg har en bedre måde."
  
  
  Dolken blinkede om natten, og prins Wahbi skreg. Hun stak ham lige i hjertet og stak dolken igen og igen. Da blodet begyndte at strømme, lænede han sig tilbage og gled ud af jeepen og ned på jorden. Jeg greb kniven fra hendes hånd.
  
  
  - Din skide idiot. Vi havde brug for ham.
  
  
  "Nej," sagde hun stædigt, "vi har slet ikke brug for ham." Han burde være død.
  
  
  Jeg svor. 'En forbandelse! Okay, hvor fører denne vej hen? ..'
  
  
  Lyden kom bag os på vejen. Jeg var stille og lyttede. Jeg så ikke noget, men jeg hørte: folk fulgte efter os langs vejen. Vi havde ikke tid til at gemme prins Wahbis lig nogen steder. Jeg lod Jeepen svinge fremad, vendte den rundt og kørte fra venstre vejgaffel så hurtigt jeg kunne.
  
  
  Mindre end et minut senere hørte jeg skrig bag os. "For pokker," råbte jeg. "Nu følger de efter os. Hvor langt er den nærmeste portugisiske base?
  
  
  Hun rystede på hovedet. - Portugiserne vil ikke hjælpe os. Jeg er en rebel, og du er en spion. Prins Wahbi er en respekteret borger. Han betalte meget til nogle af dem.
  
  
  "Hvad vil du så gøre?"
  
  
  "Der er en anden vej tre kilometer væk. Hun går sydpå til grænsen. På den anden side af grænsen ligger mit land. Vi vil være i sikkerhed der, og du vil blive hjulpet.
  
  
  Jeg havde ikke tid til at skændes. Og jeg ville ikke fortælle hende, at oprørerne nu var mere utilfredse med mig eller AH, end de ville være med Khalil al-Mansir, hvis han fangede os. Måske er beskeden endnu ikke nået frem til alle oprørerne. Jeg ville være nødt til at spille det efter omstændighederne.
  
  
  Vi fandt vejen og drog sydpå. Jeg kørte uden lys og lyttede til lyden af jagten. Et øjeblik troede jeg, at jeg hørte noget, så døde lyden væk, som om de kørte langs kystvejen. Jeg fortsatte med at køre sydpå, indtil vejen forlod junglen og til sidst endte som intet andet end en sti over en åben slette. "Vi må gå herfra," sagde pigen.
  
  
  Vi tager afsted. Yderligere fem miles i løbet af natten, uden lys og gennem øde, ødelagt land, med skarpe og seje buske. Mine bukser var revet i stykker, og hendes bare fødder blødte.
  
  
  "Jeg tager noget mad med, inden vi går i seng," sagde pigen.
  
  
  Hun forsvandt ud i natten, og pludselig indså jeg, at jeg vidste alt om hendes krop, hendes mod og vrede, men jeg kendte ikke hendes navn. På en måde reddede hun mit liv, og jeg vidste intet om hende, udover at jeg ville være sammen med hende igen. Da hun kom tilbage, var hendes forbrænding fuld af bær og rødder, som jeg ikke kendte. De smagte lækkert og hun sad ved siden af mig mens hun spiste.
  
  
  Jeg spurgte. - 'Hvad hedder du? Hvem er du?'
  
  
  "Betyder det noget?"
  
  
  "Ja," sagde jeg. 'Du kender mit navn. Du er ikke en almindelig landsbypige. Du er meget ung, men du ved, hvordan man dræber.
  
  
  Hendes ansigt var skjult i mørket. "Mit navn er Indula. Jeg er datter af en zuluhøvding. Vores kraal ligger langt mod syd ved den store Togela-flod, i hjertet af vores land, hvor Chaka engang boede. Min fars bedstefar var en af indunaerne i Caetewayo. Han kæmpede i vores store sejr over briterne og døde i vores endelige nederlag."
  
  
  — Nederlag ved Oelindi?
  
  
  Hendes øjne lyste på mig om natten. - Kender du vores historie, mister? Carter?
  
  
  "Jeg ved noget om det," sagde jeg. – Jeg hedder i øvrigt Nick.
  
  
  "Nick," sagde hun stille. Måske tænkte hun også på vores anden gang på sofaen.
  
  
  - Hvordan fik Wahbi dig?
  
  
  ”Min bedstefar og min far accepterede aldrig de hvides manerer, hverken sydafrikanere eller englændere. Vores mænd tilbragte mange år i fængsel. Da de unge mænd sluttede sig til Chucks mærke, og min far ikke havde nogen søn at sende, gik jeg. Jeg blev en oprører mod sydafrikanerne. Jeg blev fanget to gange og blev derefter tilbudt en belønning for min tilfangetagelse. For fire måneder siden måtte jeg stikke af. Vores folk hjalp mig og sendte mig ud af Zululand. Et hold lejesoldater hjalp mig med at trænge ind i Mozambique.
  
  
  "Oberst Listers enhed," sagde jeg.
  
  
  "Ja, han gemte mig sammen med mange andre, tog mig over grænsen og reddede mig fra de hvide soldater."
  
  
  - Hvordan fik Wahbi dig?
  
  
  "Jeg var på vej til hovedlejesoldaterlejren med en lille afdeling af oberst Listers mænd, da vi blev angrebet af wahbi-banditter. Det lykkedes mig at flygte, men de sporede mig og tog mig til en slavelejr. Jeg tilbragte tre måneder der. Hendes øjne var brændende. »Hvis vi ikke var flygtet, havde jeg ikke holdt en uge der. Ikke mere.'
  
  
  "Kunne Wahbi ikke have solgt dig i løbet af disse tre måneder?"
  
  
  Hun lo et groft grin. "Han prøvede to gange, men hver gang kæmpede jeg som en sindssyg, og køberen ville ikke tage mig. Jeg var ikke trænet nok. Så Wahbi lærte mig lidt videre. Før det gav han mig til mange mænd, mange mænd hver nat.”
  
  
  "Undskyld," sagde jeg.
  
  
  "Nej," sagde hun hurtigt. "Det skete for dig..."
  
  
  Hun rystede. Jeg så på hendes sorte skikkelse i mørke burnouses.
  
  
  "Det var også noget andet for mig," sagde jeg. Jeg rørte ved den og mærkede den vibrere. Jeg ville have hende igen, her og nu, og jeg vidste, at hun også ville have mig.
  
  
  "Jeg er glad for, at jeg slog ham ihjel," sagde hun med en stemme, der blev til en hulken af smerte. ”Han blev beskyttet af alle de hvide, fra alle sider af grænsen. Selv sorte har ligheder med ham. Swazier, gamle høvdinge og landsbyældste solgte deres piger til ham. Selv blandt zulukraalerne, for pengenes og magtens skyld.
  
  
  Der var had i hendes stemme, men også noget andet. Hun talte på en sådan måde, at hun ikke ville tænke, ikke føle. Hun talte om prins Wahbi for at undgå at tale om noget andet.
  
  
  "Der skete noget der," sagde jeg. - Indula? Der skete noget med dig der.
  
  
  Jeg rørte ved hende, og hun gik. Ikke langt, kun et par centimeter, måske mindre. Hun sagde noget, men ikke særlig tydeligt.
  
  
  "Ja," sagde hun. »Der skete noget, som jeg aldrig havde følt før. Hvid mand og det skete alligevel. Men det kan ikke ske igen."
  
  
  'Hvorfor ikke?'
  
  
  "Fordi jeg vil have det for meget," sagde hun. Hun vendte sit ansigt mod mig, som en mørk plet om natten. "Jeg dræbte den modbydelige araber, fordi han ydmygede mig med halvtreds mænd." ..og fordi jeg blev forelsket i ham. Jeg opdagede, at jeg nyder sex for meget, Nick. Jeg elskede det, Wahbi fik mig til at gøre. Jeg skammer mig.
  
  
  "Med alle mændene?"
  
  
  - Ikke som dig, men de fleste mænd - ja.
  
  
  - Du er forvirret, Indula. Måske taler vi senere.
  
  
  "Måske," sagde hun. 'Ja senere. Nu skal vi hvile.
  
  
  Hun svøbte sig ind i en forbrændthed og lagde sig ned. Jeg lagde mig ved siden af hende. Jeg ville stadig have hende. Men man har de øjeblikke, hvor man skal lade kvinden klare tingene på sin egen måde. Hun havde sin egen kamp. Jeg sov.
  
  
  Jeg vågnede kort før den afrikanske daggry. Jeg følte mig kold og følelsesløs, men der var ikke tid til at tøve. Indula vågnede umiddelbart efter mig. Vi spiste de sidste bær, hun plukkede og fortsatte sydpå.
  
  
  Ved middagstid stod solen højt, da vi krydsede grænsen og nåede Zululand. Indula så ud til at sætte farten op. Hun smilede til mig, som om hun pludselig følte sig mindre skamfuld over sine behov i sit eget land. Jeg smilede tilbage, men indeni følte jeg stor angst og fortsatte med at observere omgivelserne. Nu kan hendes venner nemt blive mine fjender. Jeg vil finde ud af snart.
  
  
  Fem mænd nærmede sig os gennem den lave underskov ved hjælp af kløfter og andet dække. De ville ikke ses, men jeg så dem alligevel. Jeg så dem før Indula, jeg har været i denne branche længere. De var oprørere, partisaner, det var der ingen tvivl om. Almindelige landsbyboere bærer ikke våben og pangaer, bærer uniformer sammen med gammelt zulu-krigstøj og glider ikke gennem underskoven med åbenlyse hensigter.
  
  
  "Indula," sagde jeg.
  
  
  Hun så dem og smilede. - "Vores mænd." Hun trådte frem og kaldte. 'Salomon! Osebebo! Det er mig. Indula Miswane!
  
  
  En af dem spurgte: "Hvem er det, der rejser med Indula Misvane?"
  
  
  "En ven fra et fjernt land," sagde pigen. "Uden denne ven ville jeg stadig være i hænderne på den slaveejende prins Wahbi."
  
  
  De nærmede sig alle langsomt os. En af mændene sagde: "Der er rygter i hele landet om, at den onde prins Wahbi er død. Kender du til det her, Indula?
  
  
  "Jeg ved det," sagde pigen. - Vi dræbte ham. En af de andre sagde: "Dette er en glædens dag for Zululand."
  
  
  "Der kommer snart en anden dag," sagde en anden.
  
  
  "Den dag Chaka vågner," sagde Indula.
  
  
  Den første, der talte og aldrig tog øjnene fra mig et øjeblik, nikkede nu til Indula. Han var tydeligvis lederen af denne oprørsgruppe.
  
  
  "Du taler for din ven, og det er godt," sagde han. Han var en lille, tynd zulu med dødelige øjne. "Men vi kalder ham ikke en ven endnu." For nu bliver han hos os. Lad os gå tilbage til vores kraal. Andre vil slutte sig til os. Indula begyndte at protestere. "Du stoler ikke på min ven Solomon Ndale?" Som om det ikke er nok, at jeg taler for ham, og at han dræbte Wahbi og reddede mit liv. Så ved, at han er. ..'
  
  
  Jeg afbrød hende og så på dem alle med et smil. "Jeg accepterer at blive hos Chuckys sønner." Det er klogt at overbevise dig selv om, at en person er en ven, før du kalder ham en ven."
  
  
  De fire virkede imponerede. Men Indula så overrasket ud, som om hun indså, at jeg havde afskåret hende. Og lederen, Solomon Ndale, kiggede mistænksomt på mig. Han var ikke en idiot. Han stolede ikke på nogen. Jeg måtte risikere at alarmere Indula lidt, før hun fortalte ham, at jeg var sammen med dem. Jeg anede ikke, hvad de mente med AX.
  
  
  Men Indula sagde op, og Solomon Ndale gjorde tegn til mig om at slutte sig til dem. Vi går gennem underskoven, indtil vi når en dyb kløft med en lille fold nedenfor. Omkring femten mænd og nogle få kvinder gik mellem de syv runde hytter i den tornede hæk.
  
  
  Indula og Solomon Ndale konfererede med de ældre mænd, og så vendte Indula tilbage og nikkede mod hytten.
  
  
  "De venter på at mødes. Vi venter der.
  
  
  Jeg kravlede gennem den lave åbning og satte mig på halmbedet med Indula. Sengen så ud til at bevæge sig. Det var faktisk i bevægelse, befængt med kakerlakker. Indula syntes ikke at bemærke noget; hun var tydeligt vant til Zulu-hyttens strabadser. Jeg glemte kakerlakkerne, da mine øjne vænnede sig til mørket. Vi var ikke alene.
  
  
  Der sad tre personer på den anden side af hytten. En af dem var en gammel mand med røde turaco-fjer stukket ind i håret: en swazihøvding. Den anden var en zulu-kvinde med en bred afro, iført en silkekåbe fastgjort med en guldmedaljon på skulderen. Den tredje var en midaldrende mand med markeringer af en Shangan-assistentchef. Det lignede et møde mellem oprørsstyrker på mellemniveau.
  
  
  Gamle Zwazi talte først, som hans alder krævede. "Er den hvide mand en af os, Indula?"
  
  
  Han brugte swahili i stedet for Siswati, hvilket gjorde det muligt for mig at forstå ham. Han var høflig over for mig.
  
  
  "Han er en stærk ven, der hjælper os langvejs fra," sagde Indula. Hun kiggede på Shangan. - Er dagen tæt på?
  
  
  "I nærheden," sagde Shangan. "Der er gode hvide mennesker."
  
  
  "Nu venter vi på gode hvide," sagde kvinden. Hun brugte engelsk. Hun var zulu, men hun var endnu mere høflig over for mig, selvom hendes accent var stærk. Hendes silkekåbe og guldmedaljon indikerede, at hun var en vigtig person. Hendes brednæsede ansigt, mørke øjne og glatte sorte hud kunne have været hvem som helst i trediverne eller fyrrerne. Men zulu-kvinder bliver tidligt gamle, og jeg anslår, at hun var omkring tredive.
  
  
  - Kommer din mand? - spurgte Indula.
  
  
  "Han kommer," sagde kvinden. "Og en endnu vigtigere person. Den, der fortæller os alt om portugiserne.
  
  
  Jeg prøvede ikke at vise interesse, men min mave faldt - hun må have henvist til den ukendte oprører i den mozambiquiske regering. Mit mål. Dette kunne være min chance. Jeg havde en dolk og en riffel, som jeg tog fra vagten Wahbi.
  
  
  Jeg forsøgte at tale henkastet. "Jeg hørte, at en højtstående embedsmand i Mozambique hjælper dig. Kommer han her?
  
  
  Hun kiggede mistænksomt på mig et stykke tid. 'Måske.'
  
  
  Jeg slap det, men kvinden blev ved med at se på mig. Hun så stærk ud. Stadig ung, men ikke længere en pige; ikke en pige som Indula, med muskuløse arme og flad mave. Der var noget i hendes blik, i hendes ansigt, i den måde hun så ud på. .. Det var varmt i kabinen. Jeg kunne mærke kakerlakkerne bevæge sig under mig, og mine nerver var spændte ved tanken om, hvordan jeg kunne dræbe den embedsmand og alligevel komme væk. Måske var det det, eller måske forstod jeg pludselig, hvad der skete med denne zulu-kvinde: hun mindede mig om Deirdre Cabot. Pludselig følte jeg mig svag og kvalme. Jeg var nødt til at komme ud af denne hytte.
  
  
  Det var farligt. Jeg havde endnu ikke fuld tillid til mig, og det ville blive taget som en fornærmelse at tage af sted. Men jeg var nødt til at løbe en risiko. Tanken om Deirdre, om blodet, der fossede fra hendes hals den nat på flodbredden. .. Jeg vågner op.
  
  
  "Jeg har brug for frisk luft, Indula." Fortæl dem noget.
  
  
  Jeg ventede ikke på svar. Jeg kravlede ud gennem den lave åbning og stod der og trak vejret dybt i sollyset. Måske var det bare varmen eller kakerlakkerne. Uanset hvad det var, reddede det mit liv.
  
  
  Ingen lagde mærke til mig i solen. Der var ingen fra landsbyen ved siden af mig. Jeg kiggede mig omkring efter zuluerne og så dem på kanten af folden og så på den nærgående kolonne af mænd.
  
  
  Søjle af hvide i grønt tøj. Lejesoldater hold. Det var dem, de ventede på. Lejesoldater ledet af oberst Lister. Jeg så liget af en spanier foran mig.
  
  
  De var sandsynligvis der for at mødes med en oprører fra Mozambique. Men nu havde jeg ikke tid til at tænke over det. At forlade denne hytte gav mig en chance. Jeg brugte det. Uden et øjebliks tøven vendte jeg mig om, gik rundt om hytten og løb mod det bagvedliggende tornede hegn. Der skar jeg en gang med en kniv og løb i en dyb kløft, indtil jeg var ude af syne.
  
  
  
  
  Kapitel 13
  
  
  
  
  
  Jeg stoppede ikke, før jeg var ude af kløften, dybt ind i dækket af den tykke underskov. Det var stadig tidlig eftermiddag, og bushen var ikke det bedste ly til at undgå både zuluerne og lejesoldaterne, men hvis der var en chance.
  
  
  Min opgave var stadig at dræbe den oprørske embedsmand.
  
  
  Jeg fandt en lille bakke bevokset med tæt underskov. Der krøb jeg så dybt jeg kunne og så på folden i kløften. Obersten og hans patrulje nåede folden, og zuluerne jublede larmende. Jeg så Solomon Ndale stå ved siden af Lister, og kiggede op, så jeg Indula og zulukvinden komme ud af hytten, hvor jeg lige havde siddet. Zulu-kvinden kom tæt på Lister. Hun ventede på sin mand. Ikke underligt, at hun bar silke og guld. Jeg glemte hende.
  
  
  Indula så sig omkring. Jeg så hende tale med Salomon. Begge så sig omkring, begge søgte. Zulu-kvinden sagde noget. Oberst Lister vendte sig om. Jeg så ham tale vredt til sine mænd og så mig rundt i indhegningen. Jeg behøvede ikke at høre, hvad der skete. Lister troede, jeg var død som krokodillemad i floden. Eller i det mindste druknede. Nu vidste han, at jeg var i live, og han ville huske sine tre døde mænd.
  
  
  Jeg så Solomon og Indula give ordrer til zulu-oprørerne. Lister gik mod sin patrulje. Om et par øjeblikke vil de se, hvor jeg brød igennem hegnet. jeg tøvede; al min erfaring fortalte mig, at jeg skulle gå så hurtigt som muligt, men samtidig fortalte de mig, at hvis det lykkedes mig at undgå dem, ville jeg have en chance for at dræbe den embedsmand. Hvis jeg var løbet væk, havde jeg aldrig fået chancen for at skyde ham. Hvis jeg ikke var løbet, havde jeg aldrig skudt nogen igen.
  
  
  Alene blandt den sparsomme vegetation i deres land havde jeg ikke den store chance. Jeg løb.
  
  
  I morgen er en ny dag. Der var endnu en dag tilbage, medmindre min død gjorde min mission til en vis succes. Der var ingen sikker succes her for at retfærdiggøre mit selvmord, så jeg flygtede.
  
  
  Jeg havde et godt forspring, og de havde ingen biler. Selvom det var deres land, var jeg bedre trænet. Senere kunne jeg tænke på oberst Lister og Deirdre. Jeg udnyttede stjernerne og bevægede mig forsigtigt gennem natunderskoven. Jeg undgik landsbyerne, og efter at have nået junglen og mangrovesumpene satte jeg kursen mod kysten. Det var en lang, langsom rejse.
  
  
  Uden udstyr var det nærmeste kontaktpunkt med AH ved Lorengo Marques. Det ville ikke være nemt. Jeg forventede ikke nogen hjælp fra portugiserne. Jeg var en fjendtlig agent, en spion for dem såvel som for en anden.
  
  
  Jeg sov i en time i en hul stamme, når zuluerne gik forbi om natten. Ti mennesker lignede sorte spøgelser, og selv i måneskin genkendte jeg Solomon Ndale. De sporede mig så langt. De var gode og beslutsomme sporere. Denne gang var alt alvorligt. Ikke underligt, at de hvide hoveder i Lissabon og Cape Town var bekymrede.
  
  
  Da de passerede, gled jeg af bjælken og fulgte efter dem. Det var det sikreste sted, jeg kunne være. Det troede jeg i hvert fald. Jeg tog næsten fatalt fejl.
  
  
  Månen er gået ned. Jeg fulgte dem mod deres svage lyde, og hvis denne tysker ikke var snublet, var jeg ikke nået meget længere.
  
  
  "Himmel".
  
  
  Det var en eksplosion af suk mindre end tyve meter til venstre for mig. En stille tysk stemme, et skrækråb, fordi han styrtede ind i et træ og stak tåen eller sådan noget. Jeg kastede mig ned i sumpen op til øjnene, trak vejret så let jeg kunne og ventede. Jeg mærkede dem omkring mig i den sorte nat. Lejetropperne, en stor patrulje, myldrer junglen og sumpene som en SS-enhed i de sneklædte Ardennerne.
  
  
  De flød forbi som dæmoner, deres grønne klæder hvide af snavs. Stilhed, dødelige spøgelser, de flyvende hollændere, to af dem så tæt på, at jeg kunne røre ved deres fødder. De så så anspændte ud, at de ikke lagde mærke til mig. De så aldrig ned.
  
  
  Jeg ventede under vand op til mine næsebor. De forsvandt langsomt ind i sumpen og gik forbi mig.
  
  
  Jeg ventede. Der kom vand ind i mine ører, næse og mund, men jeg fortsatte med at vente.
  
  
  En anden række spøgelseslejesoldater dukkede op næsten hundrede meter efter den første. En gammel tysk hærtaktik, hovedsagelig brugt i tætte skove. En gammel metode, men effektiv. Ligesom en jaget hjort eller en kanin er det næsten umuligt for en jaget mand at forblive ubevægelig, når først fjenden har passeret. Et uimodståeligt ønske om at hoppe op og løbe i den anden retning: lige mod kanonerne i den anden, fjendtlige linje.
  
  
  Jeg modstod trangen og modstod den en anden gang. Der var stadig en tredje linje tilbage, en gruppe tavse snigskytter bagerst. Jeg ventede i krisecentret i en halv time. Så vendte jeg om og satte kursen mod kysten igen. Det er også farligt at vente for længe.
  
  
  Nu gik jeg hurtigere. I betragtning af antallet af lejesoldater antog jeg, at de måtte være vendt tilbage til deres territorium. Hovedlandsbyen må have været et sted i denne sump. Og for zuluerne ville jeg være mere sikker, hvis jeg larmede, end hvis jeg prøvede at være stille. Med så mange soldater, der leder efter mig, generer støjen dem mindre end lyden af nervøs tumlen. Jeg tog et valg, tog risici for hurtighed og håbede, at jeg havde ret.
  
  
  Jeg gjorde det. Jeg så mørke skikkelser på en lille stigning i mangrovesumpen. En dyb stemme råbte noget på Zulu. Jeg vidste nok om bantuerne til at vide, at det var et opkald, et spørgsmål. Jeg svarede vredt på tysk:
  
  
  "En orne dræbte to af vores mænd et par kilometer herfra. Major Kurtz fik ham næsten i et hjørne. Jeg bringer håndgranater, hurtigt! †
  
  
  Jeg havde travlt og stoppede ikke. De havde ingen lys til at følge mig, og de eneste tyskere, de kendte i området, var lejesoldater. Jeg hørte dem komme tilbage gennem sumpen. Stien foran mig burde have været fri.
  
  
  Vreden for et par dage siden - dage, der nu virkede som uger - rørte igen i mig. Jeg var tæt på Listers hovedkvarter. Nu, i sumpen, på jagt efter noget usynligt bytte, kunne jeg sagtens få meget mere. En ad gangen. Men jeg ville ikke dræbe nogen nu. Oberst Lister var forberedt på, at jeg kunne gøre netop det, finde mig og slå til.
  
  
  Så jeg kom så hurtigt som muligt gennem sumpen og satte kursen direkte mod kysten. Da jeg var der, ledte jeg efter byen og kontaktede AH.
  
  
  Sumpene gav plads til frodige jungler, og derefter palmer og kystnære savanner. Da solen stod op, klatrede jeg ud under palmerne og ud på den rene hvide strand. De indfødte var ved at kaste deres net i havet, og længere ude i det blå vand så jeg en lille flåde af fiskerbåde på vej til fiskepladserne længere ude fra kysten. Jeg var i det indre af landet så længe, blandt sumpe, jungler og tørre buske, at det virkede som et eller andet usædvanligt mirakel. Jeg ville dykke ned i det og svømme. Måske vil jeg en dag have tid til mirakler og nogle svømmefærdigheder, men den tid er ikke kommet endnu. Ikke i mit selskab.
  
  
  Jeg hørte det lette fly, før det kom inden for min synslinje. Han gled lavt over jorden og nærmede sig mig. Han vendte skarpt og fløj i samme retning, som han kom fra. Jeg så hans nummerplader og vidste, hvad det betød.
  
  
  Spejder af den portugisiske hær. Og på den måde, han nærmede sig mig, indså jeg, at han ledte efter mig. Jeg blev sandsynligvis rapporteret til Khalil al-Mansur, dem i regeringen, der blev betalt af slavehandleren, og den portugisiske patrulje var ikke langt bagefter spejderen.
  
  
  Patrulje var ikke noget, jeg ville i kamp med på en åben strand. Jeg trak mig tilbage mellem palmerne og gik forsigtigt nordpå. Lorengo Marquez måtte være et sted i nærheden.
  
  
  Ved ti-tiden havde ingen patrulje fundet mig, og det voksende antal gårde og plantager tydede på, at jeg var på vej ind i et befolket område. Endelig nåede jeg civilisationen: en asfalteret vej. Jeg begyndte at lede efter en anden søjle i den moderne civilisation - telefonen. Hvis jeg ikke havde været så træt, ville jeg have brudt ud i grin over dette billede: For mindre end seks timer siden blev jeg jaget i en sump, så primitiv og vild, som den havde været i tusind år - jaget af stammefolk med spyd. Nu gik jeg ad en asfalteret vej og ledte efter en telefon. Afrika i dag!
  
  
  Jeg fandt min telefon i et glaskammer lige ved siden af vejen, som et lille stykke af Lissabon. Fra oplysningerne lærte jeg nummeret på det amerikanske konsulat i Lourenco Marquez. At jeg ringede, gav et kodeord, som identificerede AH. To sekunder senere var konsulen allerede i telefonen.
  
  
  "Ah, hr. Morse. Vi ventede på dit opkald. Det er måske bedre for os at mødes om en time hos mig.
  
  
  "Tak, konsul," sagde jeg og lagde på.
  
  
  - Jeg har ondt af din søster. Det betød, at helvede var brudt løs på konsulatet. Jeg var nødt til at lægge røret på og ringe igen præcis tre minutter senere, og han ringede til mig på telefonen, der havde scrambleren tilsluttet. Jeg tællede tre minutter ned og vendte mig om igen. Vi optog det med det samme.
  
  
  “Åh min Gud, N3, hvor har du været? Nej, fortæl mig det ikke. Vi modtog rapporten om dit dødsfald sammen med N15; så en rapport om, at du er i live igen fra en arabisk bøller, som siger, at du dræbte den lokale arabiske prins. Rapporter, at du samarbejdede med oprørere i tre lande og angreb oprørere i tre lande; at du rejste din egen hær og at du fløj til månen af egen kraft.
  
  
  "Jeg havde travlt". - sagde jeg tørt.
  
  
  - Nå, du kan ikke komme her. Jeg har en fortovspatrulje her. Den araber du dræbte var vigtig. Vi kan gøre det bedre. ..'
  
  
  - På dit fortov? Hvor mange er der?' - Jeg knækkede.
  
  
  'Hvad haster det? Nå, i det mindste en dag eller to.
  
  
  For langt. I små kolonibyer har militæret og politiet ubegrænset magt. De aflyttede konsulatlinjen og sporede opkaldet direkte gennem telefonselskabets hovedkvarter, uanset om de var i strid eller ej. Om fem minutter, eller endnu mindre, ved de, hvor samtalen kommer fra, og jeg vil være omringet af soldater.
  
  
  Jeg sagde: 'Rapportér til AH, i morgen ved middagstid.'
  
  
  Jeg havde allerede forladt boden og gik halvvejs gennem den første husrække, og konsulen mumlede nok stadig på den anden side. Jeg var lige kommet ind i ly af de første huse, da den første jeep kørte mod telefonboksen. Soldater og politifolk sprang ud og begyndte at sprede sig fra den tomme telefonboks, mens betjente rasende råbte deres ordrer. Jeg kunne ikke vente med at beundre deres effektivitet. Jeg kom af vejen så hurtigt jeg kunne. Nogen i Mozambiques regering var forfærdet over, hvad Wahbi kunne have fortalt mig, eller min oprørske embedsmand havde ønsket mig død for længe siden. Sandsynligvis begge dele. Alle sider ledte efter mig. Dette gjorde mig rasende.
  
  
  Da jeg nåede havet, førte en anden asfalteret vej mig sydpå. Min tid var ved at løbe ud. Jeg ledte efter et hurtigere transportmiddel og fandt det i en lastbil parkeret i siden af vejen nær en kiosk. Chaufføren efterlod nøglerne med en næsten fuld tank. Han skreg og råbte, da jeg kørte sydpå. Jeg håbede kun, at den portugisiske hær endnu ikke havde tænkt på vejspærringer, og at det sidste sted, nogen ville forvente, at jeg var, var ved Prins Wahbis fæstning.
  
  
  Jeg steg ud af lastbilen, da den asfalterede vej sluttede. Jeg så ingen barrierer. De drømte aldrig engang om, at jeg ville tage sydpå. Da det blev mørkt, var jeg tilbage i sumpen. Han blev næsten som en gammel ven dér; en person vænner sig til alt. Men jeg turde ikke slappe af endnu, i hvert fald ikke endnu.
  
  
  Med et net af intriger, bestikkelse og personlige interesser i regeringen vidste Wahbis folk allerede, at jeg var sammen med Lorengo Marquez; både oprørerne og oberst Lister vidste sikkert også dette. De forventede ikke, at jeg ville komme tilbage hertil. Jeg havde et par timers forspring, men lastbilen ville blive fundet, og de ville lægge det hele ned en efter en, og om morgenen klappede og råbte de efter mig.
  
  
  Så det var sådan. Jeg sov et par timer og tog derefter vestpå mod Wahbis fæstning og slavelejr.
  
  
  Den første enhed, jeg stødte på, var en portugisisk mobil patrulje, der kørte ad samme vej mod vest som mig. Jeg var ikke bange for dem. De vil ikke forlade vejen og gå ind i sumpene, ikke for oprørerne, Lister og araberne omkring. Men det vil holde mig i sumpen, og det vil gøre de andre endnu farligere for mig.
  
  
  Jeg stødte på den første lejesoldatspatrulje 20 miles fra prins Wahbis territorium. De flyttede østpå, og jeg hang som en rådden pære på et træ, indtil de passerede. De kommer tilbage.
  
  
  Jeg kredsede sydpå, indtil jeg fandt zulu-oprørerne. De slog lejr på en åben mark uden for sumpområdet.
  
  
  Det tvang mig til at tage mod nordvest igen, mens araberne holdt øje med, hvad der skete her. De var måske den største fare. Khalil al-Mansour så ud som om han kunne sine ting. Det var en gammel ræv, og dette var hans område. De eneste, der ikke fulgte mig, var swazierne. Det gav mig ingen ro. Hvis noget gik galt, og jeg måtte flygte denne vej, ville de sandsynligvis vente på mig ved deres grænse.
  
  
  Araberne fandt endelig mit spor fem miles fra den hvidkalkede junglefæstning. Fra da af var det et løbeløb. Jeg undgik det, og de låste mig inde. Måske hadede alle parter hinanden og talte nok ikke sammen; men stille vidste de alle, at de ønskede mig død og begravelse. For nu vil de ignorere hinanden. Jeg dykkede, løb og hoppede frem og tilbage i denne jungle, som en billardkugle i tre puder. Jeg havde ikke meget tid. Ville Hawk have modtaget min besked?
  
  
  Jeg var nødt til at dræbe lejesoldaten, og det gav Lister et fingerpeg om at låse mig inde og forhindre mig i at flygte mod nord eller øst.
  
  
  Da jeg skulle bruge min riffel mod to arabere omkring en kilometer fra slavelejren, i det øjeblik jeg vovede mig for tæt på vejen, kom de efter ekkoet, før det døde væk.
  
  
  Så begyndte min skulder at brænde.
  
  
  Et nødsignal, men er det for sent? Min redning var mere end en kilometer væk, men de var alle allerede på min hale. Jeg kiggede ind i himlen og så en helikopter cirkle i lave cirkler over en klippeklippe med udsigt over junglen.
  
  
  Vil jeg være i stand til at gøre dette? Mine forfølgere kunne også se helikopteren.
  
  
  Jeg nåede bunden af bakken og begyndte at klatre op. Khalil al-Mansur og hans arabere så mig. Kugler susede rundt om mig, mens jeg løb mod skuret, hvor helikopteren havde sænket sin rebstige. Den ene kugle ramte mig i skulderen, og den anden ramte mit ben. Jeg faldt. Jeg sprang på benene igen, araberne var halvtreds meter væk.
  
  
  Jeg så deres tænder, da hele klippeafsatsen eksploderede under dem. En stor cirkel af eksploderende sten og støv; trygt med mig i denne cirkel, AH! Den frygtindgydende effektivitet forbløffede mig igen. Jeg så ikke engang vores agenter, der sprængte denne klippeafsats i luften, men jeg så trappen. Jeg greb den og begyndte at rejse mig, da helikopteren hurtigt kom i højde og begyndte at vende rundt.
  
  
  Jeg kravlede ind i kabinen og lå der og trak vejret tungt. "Nå, N3," sagde en glat, nasal stemme. "Du ødelagde virkelig alt, ikke?"
  
  
  
  
  Kapitel 14
  
  
  
  
  
  Hawk i person, i en tweed-jakke, bag i helikopteren.
  
  
  "Tak," sagde jeg. "Hvordan går det?"
  
  
  "Jeg har det fint," sagde han tørt. "Problemet er, hvordan vi får tingene til at gå videre herfra."
  
  
  Jeg sagde. - "De ventede på os. lejesoldater. De dræbte Deirdre."
  
  
  "Jeg er ked af det med N15," sagde den gamle mand.
  
  
  "Nogen gav dem et tip," sagde jeg. "Nogen i regeringen i Mozambique eller måske Lissabon."
  
  
  "Jeg kan heller ikke se noget andet svar," indrømmede Hawk. - Men havde du virkelig brug for at dræbe denne arabiske prins? Hele helvede brød løs.
  
  
  "Jeg slog ham ikke ihjel, men jeg ville ønske, jeg kunne."
  
  
  "Ingen prædiken, N3," slog Hawk. Jeg har ikke brug for en korsridder. At dræbe denne prins var en fejltagelse. Dette forværrede vores forhold til Lissabon."
  
  
  — Kan de lide slavehandleren der?
  
  
  "Tilsyneladende var han nyttig, og de kan ikke lide, at vi kender til hans aktiviteter, især da han delte sin fortjeneste med koloniale embedsmænd. Du tvang dem til at gøre en stor oprydning og sætte en stopper for denne praksis. Dette gør dem rasende på et tidspunkt, hvor de er sårbare over for kritik."
  
  
  "Fantastisk," sagde jeg.
  
  
  "Ikke til os. Oprørerne vil lave meget larm om dette. Lissabon kan faktisk være nødt til at gøre noget ved dette, udslette hele kolonimaskinen, og det vil alvorligt underminere deres sympati for os.”
  
  
  "Hvad ved du om oberst Carlos Lister?"
  
  
  "God soldat. I sovjetisk tjeneste, men arbejder nu her for oprørerne. Han har den bedste hær her, han slår alle, måske endda portugiserne.
  
  
  -Må jeg dræbe ham?
  
  
  "Nej," gøede den gamle mand ad mig og kiggede voldsomt på mig. "Vi er nødt til at balancere alt her og skabe balance."
  
  
  "Han dræbte Deirdre."
  
  
  "Nej," sagde Hawk koldt, da helikopteren fløj lavt over bjergene mod nord. "Han gjorde sit arbejde. Vi dræbte hende, N3. Vi begik en fejl ved at give vores planer væk.
  
  
  Jeg kiggede på ham. - Tror du virkelig på det?
  
  
  "Nej, Nick," sagde han roligt. 'Jeg tror ikke på det. .. Jeg ved. Og du ved det også. Vi leger ikke børneleg her.
  
  
  Vi er her med hele verdens fremtid. Hver mand kæmper som han skal og gør hvad han skal. Deirdre vidste det også. Nu må du hellere rapportere, vi har ikke meget tid.
  
  
  Jeg fortsatte med at se ham, mens helikopteren hoppede af opstigningen i bjergene. Kald det de sidste dages stress. For jeg vidste, at han havde ret, og han vidste, at jeg vidste det. Vi er begge soldater i en krig, en evig krig, der ikke altid er synlig, men altid til stede. Overlevelseskrig. Hvis jeg dræbte oberst Lister, var det kun fordi han var fjenden, ikke fordi han dræbte Deirdre. Og hvis mit lands overlevelse senere betød at arbejde med oberst Lister, så ville jeg gøre det. Så ville Deirdre blive en ting fra den irrelevante fortid, og jeg vidste det. Kun nogle gange var det ubehageligt. †
  
  
  "N3?" - sagde Hawk roligt. For på trods af sin effektivitet og seje, dødbringende mestring af jobbet, er han også menneskelig.
  
  
  Jeg rapporterede alt. Hawk optog det hele på sin egen båndoptager. Navne især. Du ved aldrig, hvornår et navn kan være vigtigt, et våben, et udvekslingsmiddel, dominans.
  
  
  "Okay," sagde han og slukkede for optageren, og helikopteren lavede et skarpt sving over bjergene mod vest. "Jamen, de vil stadig have, at vi dræber forræderen for dem. De siger, at de har en ny plan for at gøre dette. Du vil møde en person, der vil fortælle dig alle detaljerne. Nogen fra Lissabon, Nick. Intet navn, men han er speciel, over koloniguvernøren.
  
  
  'Hvornår?'
  
  
  'Lige nu.'
  
  
  Jeg kiggede ned og så et slot i bjergene. Det kunne have været ved Rhinen eller Tejo. Jeg havde set det der før, en kopi af et slot højt over Tejo på en klippehøjderyg, der dateres tilbage til middelalderen i Portugal. Bygget af en kolonibaron eller jaloux forretningsmagnat, der aldrig ville have et slot som dette i Portugal. Det var omgivet af et højt jernhegn på en klippetop, og jeg så uniformerede vagter kigge på helikopteren.
  
  
  "Det må være en vigtig person," sagde jeg og kiggede på radarantennen, der langsomt roterede rundt på slottets område, og på jagerflyet parkeret på landingsbanen bag slottet, en landingsbane, der gik dybt ind i junglen.
  
  
  'Han. Bare tal med ham og meld tilbage til mig senere,” sagde Hawk. - Gå.
  
  
  Helikopteren svævede lige over en vidtstrakt græsplæne, der var skåret ud af en klippefyldt bjergkæde af århundreders sort slaveri. Jeg er nede. Jeg blev straks omringet af soldater. De var høflige som veltrænede diplomater og hurtige og energiske som kommandosoldater. Jeg genkendte mærket på uniformen: Portugisiske inspektionsstyrker. Da jeg blev ført til slottet, så jeg en høg flyve mod kysten. Jeg behøvede ikke at se Polaris-krydseren eller ubåden for at vide, hvor den var på vej hen.
  
  
  Gangene i slottet var kølige, elegante og stille. Der var en atmosfære af enorm øde, som om slottet var blevet befriet, og en enorm styrke ventede et sted i disse rum. Soldaterne førte mig ned af korridorer og gennem en dør ind i et værelse ovenpå, der nu fungerede som kontor. Så forlod de hurtigt lokalet, og jeg stod ansigt til ansigt med en lav mand, der lænede sig over sit skrivebord med ryggen til mig. Han rørte sig ikke og så ikke ud til at vide, at jeg var i rummet.
  
  
  Jeg sagde. - Vil du tale med mig?
  
  
  Hans ryg spændte. Men da han forsigtigt lagde pennen fra sig og vendte sig højtideligt, næsten majestætisk, smilede han. Så genkendte jeg ham. Lissabon må have været meget bekymret over det mulige oprør.
  
  
  'Hr. Carter," sagde han på portugisisk, som om et andet sprog var under ham, "sæt dig ned."
  
  
  Dette var hverken en ordre eller en anmodning. Han ærede mig. Vi behøver heller ikke altid at elske vores allierede. Jeg satte mig ned. Han slog hænderne sammen som en statsmand fra et andet århundrede og gik langsomt rundt i lokalet, mens han talte. Hans dybe stemme, imponerende i sin tonehøjde, genlød i hele rummet. Det var klart, at jeg ikke skulle afbryde, før jeg fik privilegiet. Jeg havde én ting at give ham: han kom lige til sagen, ingen ballade.
  
  
  'Hr. Carter, vi har nu et absolut bevis for, at opstanden er planlagt om fire dage. Dette vil ske i det øjeblik, vores forræderiske embedsmand dukker op i fjernsynet, bebuder sit samarbejde og forårsager et mytteri blandt vores tropper. Han vil også opfordre til oprør i tre lande: Mozambique, Swaziland og Zululand. På dette tidspunkt vil alle oprørsstyrkerne undtagen én begynde angreb på regeringsmål i de tre lande. Som en lammende optakt vil oberst Listers lejetropper angribe vores crack portugisiske tropper i deres barakker kun to timer før forræderen afslører sig selv.
  
  
  Han holdt op med at gå og så lige på mig. "Dette er en meget god plan, og den kunne fungere, især hvis Listers lejesoldater formår at lamme vores bedste enhed."
  
  
  - Men du forventer, at du kan slå angrebet tilbage? - Jeg sagde det lige på det rigtige tidspunkt.
  
  
  Han nikkede og ventede.
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvad er din plan?"
  
  
  "Først vil vi overføre vores udvalgte tropper fra kasernen til en lejr femogtres kilometer fra Imbamba." Han smilede og tændte en cigar. - Hemmeligt, selvfølgelig om natten. Og vi efterlader en fiktiv hær. Ingen ved det undtagen mig og betjentene."
  
  
  Jeg nikkede. Han begyndte at gå frem og tilbage.
  
  
  "For det andet vil vi advare Cape Town og Mbabane."
  
  
  Det krævede ikke et nik.
  
  
  "For det tredje, dræb forræderen, før han kan tale." Han studerede sin cigar. »Ingen værnepligt, intet oprør. Dette er nøglen.
  
  
  - Er det stadig mit job?
  
  
  'Nemlig.'
  
  
  "Nu ved han, at AH er efter ham, og han begik selvmord," sagde jeg. "Vi gik glip af det én gang, og det bliver sværere denne gang."
  
  
  "Du fejlede, fordi du blev forrådt," sagde han. "Det vil ikke ske igen, for kun jeg ved, at du vil prøve igen." Du savnede ham, fordi din indsats afhang af at lokke ham ud af teltet og identificere ham.
  
  
  "Så jeg behøver ikke identificere ham mere?" - Ved du, hvem det er?
  
  
  - Nej, det ved jeg ikke.
  
  
  "Nå for fanden, hvad skal jeg gøre? ..'
  
  
  - Meget enkelt, hr. Carter. Vi ved, at han er en af tre mænd. Du vil dræbe dem alle.
  
  
  Nogle gange føler jeg mig endda lidt beskidt på arbejdet og gyser, når jeg tænker på, hvordan vores skjulte krig bliver ført. 'Alle tre? At neutralisere en?
  
  
  "For at sikre, at forræderen fejler, for at undgå det næsten uundgåelige blodbad, skal alle tre dø. Jeg er ked af, at to trofaste mennesker bliver dræbt, men kender du ikke en bedre måde?
  
  
  "Find ham på en eller anden måde. Der må være en måde.
  
  
  "Måske om et par måneder, et par uger. Men vi har kun et par dage. Han har arbejdet iblandt os i mange år, og vi har kun dage.
  
  
  Jeg havde ikke mere at sige. Dette var hans regeringstid. Så vidt jeg ved, var mindst en af de uskyldige embedsmænd sandsynligvis hans ven. For alt hvad jeg vidste, måske også en forræder. Jeg ventede. Selv tøvede han et øjeblik endnu. Så tog han en dyb indånding.
  
  
  "Disse tre er general Mola da Silva, viceforsvarsminister, oberst Pedro Andrade, militærsekretær for vores koloniguvernør, og señor Maximilian Parma, assisterende chef for intern sikkerhed."
  
  
  - Mener du det hemmelige politi? Sidst? Parma?
  
  
  'Det er jeg bange for. Anden i rang.
  
  
  "Okay," sagde jeg. 'Hvor kan jeg finde dem? Og hvor?'
  
  
  Han smilede tyndt. - Jeg formoder, at dette er dit job, dit speciale. Hvor, finder du det i dette dokument. Dette er en detaljeret liste, hvor hver af disse tre kan findes på regelmæssig basis.
  
  
  Han gav mig denne liste, afsluttede sin cigar og sagde med bekymring: "Mit private jetfly vil tage dig til Lorenzo Marques, en hemmelig lufthavn kendt af få i Lissabon. Du får det våben, du ønsker, og så er du på egen hånd. Husk, hvis du bliver fanget af vores folk, før du er færdig med dit arbejde, vil jeg benægte din eksistens. Alle tre har indflydelsesrige forbindelser i Lissabon.
  
  
  Dette var den normale gang. Han må have trykket på en skjult knap. Soldaterne trådte ind; han vendte tilbage til sit skrivebord og holdt op med at se på mig. Soldaterne tog mig udenfor.
  
  
  Jeg blev skubbet ind i en kommandovogn, der skyndte sig hen over bjerget som et lyn. I lufthavnen blev jeg hårdt ført hen til flyet, og vi lettede straks. Det var allerede ved at blive mørkt, da vi landede i en hemmelig lufthavn nær hovedstaden. Et femmands hold eskorterede mig til en camoufleret hytte, hvor jeg skulle modtage de våben, jeg havde brug for. Da jeg stod alene med ordensmanden, væltede jeg ham, smuttede ud af vinduet og forsvandt ud i mørket.
  
  
  I mit job er det nyttigt at ændre enhver tidsplan, som andre end dig kender, så hurtigt som muligt. Jeg ville få min egen pistol på min egen måde, i min egen tid. Nu var jeg alene, og ingen vidste, hvornår jeg startede, eller hvor jeg var. Ingen.
  
  
  De ville ikke engang vide med sikkerhed, om jeg gjorde arbejdet, hvis jeg virkelig var på deres side, hvilket er præcis, hvad jeg ønskede.
  
  
  Jeg kom ind i byen til fods, forbi vores konsulat og gik til en bestemt cafe på havnen. I det øjeblik jeg kom ind i cafeen, så jeg tøjet, manererne og lugten af de lokale portugisiske fiskere. Jeg tog et bord bagved, så meget beruset ud og ventede på tjeneren.
  
  
  "Whisky," sagde jeg. - Og en kvinde, ikke? Lulu, når hun er her.
  
  
  Tjeneren tørrede bordet af. - Kender hun dig, senor?
  
  
  "Hvordan kender fiskene mig."
  
  
  "Vi har kun amerikansk whisky."
  
  
  "Hvis mærket er godt. Måske H.O.?
  
  
  "Lulu vil tage den med til baglokalet."
  
  
  Han gik. Jeg ventede to minutter, rejste mig og gik ind i baglokalet. Skyggen pressede pistolen mod min ryg. "Nævn en konge, du beundrer," sagde stemmen.
  
  
  "Halvt end sort."
  
  
  Pistolen forsvandt. "Hvad vil du, N3?"
  
  
  "Først og fremmest, kontakt Hawk."
  
  
  Tjeneren gik forbi mig, pressede sig mod væggen, og døren gik op. Vi gik gennem væggen, ned ad trappen og befandt os i et hemmeligt radiorum.
  
  
  — Han er om bord på en krydser ud for kysten. Her er frekvens og telefonnummer.
  
  
  Jeg lavede notater og satte mig ved radioen. Tjeneren efterlod mig alene. Jeg talte alene med Hawk. Han kom direkte til enheden. Jeg fortalte ham i detaljer om den vigtige mands planer om at undertrykke oprøret og om mit arbejde.
  
  
  "Dem alle tre?" - sagde han med kold stemme. Han holdt en pause. "Jeg kan se, de er seriøse." Kan du afslutte til tiden?
  
  
  "Jeg vil prøve," sagde jeg.
  
  
  'Gør det. Jeg vil informere vores folk om resten af planerne.
  
  
  Han forsvandt, og jeg gik for at lede efter tjeneren til at levere de våben, jeg skulle bruge.
  
  
  
  
  Kapitel 15
  
  
  
  
  
  En af de tre mænd var en forræder. Men hvem? Alle tre skulle dø, men rækkefølgen, det skete i, var vigtig for mig. Hvis jeg havde dræbt to uskyldige først, ville forræderen være blevet advaret og sluppet. Det var et spil roulette, hvor der ikke var nogen garanti for, at jeg ville vinde.
  
  
  Jeg smed mønten til mig selv. Generalen tabte. Ærgerligt for ham.
  
  
  Min liste viste, at general Mola da Silva normalt arbejdede sent; en enkemand på tres år, med voksne børn i Portugal, uden dårlige vaner eller laster. En soldat i hjertet, der kun levede for sit arbejde. Som viceforsvarsminister i Mozambique var da Silva repræsentant for hæren og flåden. Hans arbejde var tydeligt, hvilket gjorde ham til et let mål.
  
  
  Forsvarsministeriet var placeret i en fæstningslignende bygning i Lorengo Marques. Klokken otte om aftenen trådte jeg ind i den bevæbnede sal i uniformen fra en major fra det mest eliteregiment i Portugal. Da jeg talte flydende portugisisk uden accent, viftede jeg med papirer for at indikere, at jeg lige var ankommet fra Lissabon med en personlig besked til general da Silva.
  
  
  Sikkerheden var stram, men jeg var ligeglad. Jeg ville bare finde mit formål. Hvis han arbejdede overarbejde på sit kontor, var jeg klar til at dræbe ham der og derefter tage afsted i god behold. Han var ikke på kontoret.
  
  
  "Undskyld, major," sagde kaptajnen, som var ved at lave aftaler på sit kontor. "Men i aften holder general da Silva en tale til Foreningen af Udenlandske Interesser. Han er her først i morgen tidlig.
  
  
  "Majoren" strålede. "Fint, det giver mig en ekstra dag - og nat - i din by. Vis mig den højre vognbane, okay? Du ved hvad jeg mener...sjovt og, øh, selskab.
  
  
  Kaptajnen grinte. "Prøv Manuelos. Du vil kunne lide det.'
  
  
  For god ordens skyld tog taxaen mig til Manuelo's, og jeg gik, ikke længere en major, gennem bagdøren. Som en almindelig forretningsmand tog jeg en anden taxa til et møde i den udenlandske interesseforening, som blev holdt på et nyt hotel på en velsignet strand.
  
  
  Mødet var stadig i gang, og generalen havde endnu ikke talt. Der var ingen vagtposter. Den koloniale undersekretær er ikke så vigtig. Men der var ikke mange mennesker i lokalet, og de fleste af dem så ud til at kende hinanden. Jeg smuttede ned ad gangen til personaleomklædningsrummet bagerst i bygningen. Hele personalet var selvfølgelig sorte, men en dør bagerst i omklædningsrummet førte ud over talerstolen i mødelokalet. Jeg åbnede sprækken og begyndte at kigge. Et stort bifald fyldte rummet, mens jeg så på. Jeg gjorde det til tiden. Generalen rejste sig og nærmede sig prædikestolen med et smil. Han var høj for en portugiser, med et skinnende skaldet hoved, for tykt og et bredt, skælmsk smil, der aldrig nåede hans øjne. De var små øjne, kolde og livlige, en opportunists hurtige øjne.
  
  
  Hans tale var en samling af strålende, tomme, tomme udtalelser, og jeg lyttede ikke længe. Den var i konstant bevægelse og oplyste rækkerne af insignier. Jeg så ingen livvagter, men to mænd bagerst i lokalet holdt konstant øje med publikum. Altså private livvagter. General da Silva var skyldig eller uskyldig i forræderi og havde grund til at tro, at han havde fjender.
  
  
  Jeg lukkede stille og roligt døren og forsvandt fra hotellet. Generalens bil var parkeret i siden af vejen foran hotellet. Militærchaufføren sov foran. Dette fortalte mig to ting. Generalen vil ikke være her længe, ellers ville chaufføren nå at få en drink eller løbe et ærinde og vende tilbage inden mødets afslutning. Jeg erfarede endvidere, at generalen havde til hensigt at forlade mødet så hurtigt som muligt gennem hovedindgangen.
  
  
  Opslagstavlen i forhallen informerede mig om, at mødet ville slutte om knap en time.
  
  
  Jeg gik til kroen i gyden, hvor jeg havde lejet et værelse som forhandler af religiøse genstande fra Lissabon. Efterladt alene på mit værelse tog jeg en sort jumpsuit på over mit jakkesæt. Jeg monterede et infrarødt snigskyttesigte på en riffel taget fra prins Wahbis vagter og stoppede det i, hvad der lignede en lang korttaske. Da de senere tjekkede og knyttede våbnene til wahbi-araberne, var det smukt. Jeg forlod min kuffert og blev let sporet til en tysk statsborger, der lige var ankommet med det sidste fly fra Cape Town og sørgede for, at jeg blev set af sted i mine sorte overalls.
  
  
  Kontorbygningen overfor hotellet, hvor general da Silva talte, var mørk. Igen sørgede jeg for, at nogle turister og dørmanden i hotellets lobby så mig i min sorte jumpsuit. Jeg tog låsen på bagdøren til kontorbygningen og gik op på tredje sal. Der lod jeg døren til trappen stå åben, gik så op på øverste etage og åbnede døren til taget. Jeg tog mine overalls af og efterlod dem på trappen til taget. Da jeg vendte tilbage til tredje sal, tog jeg låsen i receptionen, lukkede døren efter mig, tog geværet op af min taske, satte mig ned ved vinduet og ventede. Et eller andet sted slog et tårnur ti.
  
  
  Jeg løftede min riffel.
  
  
  Foran hotellet sprang chaufføren ud af General da Silvas bil og skyndte sig rundt om den for ikke at lukke bagdøren.
  
  
  Generalen forlod højtideligt lobbyen. Han gik foran, også foran sine to livvagter, som det søgte sig hans betydning. Chaufføren hilste.
  
  
  General da Silva stoppede for at hilse, inden han satte sig ind i bilen.
  
  
  Jeg affyrede et skud, tabte riflen på stedet, lod vinduet stå åbent og var i korridoren, før de første skrig blev hørt.
  
  
  Jeg gik ned af trappen til anden sal. 'Der ovre! Tredje sal. Det åbne vindue. Ring til politiet. tilbageholde ham.
  
  
  Hurtig!'
  
  
  Jeg valgte låsen på et tomt kontor på anden sal.
  
  
  - Han dræbte generalen. ..!
  
  
  'Tredje sal . ..! Jeg hørte skinger politifløjt overalt. .. sirener nærmer sig langvejs fra.
  
  
  Jeg tog mit jakkesæt af, majorens uniform var stadig under.
  
  
  Fødderne hamrede op ad trappen på vej til tredje sal og bankede på kontoret der. - Her er den - en pistol. Sniper kikkert. Jeg hørte en vred, vred stemme. "Han kunne ikke være gået meget langt." Idioter. Det må have været en af livvagterne, bange for at hans chef var blevet skudt.
  
  
  I et mørkt kontor på anden sal stod jeg ved vinduet. Den tomme jeep skreg til standsning. To mere fulgte. Betjentene løb ud af hotellet og ud på gaden. Politiet skreg. Politi og soldater stormede kontorbygningen. Tunge skridt lød i gangene over mig. 'På taget! Skynd dig.' De bemærkede en åben dør til taget. Om få øjeblikke vil den sorte jumpsuit blive fundet. Vidner havde allerede fortalt dem om manden i overallerne og beskrevet mig på ti forskellige måder.
  
  
  Jeg gik ad anden sals korridor, gik mod trappen og sluttede mig til strømmen af soldater og officerer på vej mod taget. På taget havde jeg allerede kommandoen over tre politifolk.
  
  
  "Denne jumpsuit kan være distraherende. Har du allerede søgt på de andre etager i bygningen?
  
  
  "Nej, major," sagde en af dem. - Det troede vi ikke. ..'
  
  
  "Tænk over det," snerrede jeg. "Hver af jer tager en etage. Jeg tager den anden.
  
  
  Jeg fulgte efter dem, skubbede hver af dem ind på en tom etage og gik selv ud af hoveddøren. Jeg knurrede ad soldaterne og betjentene på gaden.
  
  
  -Kan du ikke beholde de civile?
  
  
  Jeg gloede et øjeblik og gik så væk ned ad den kaotiske gade. Om et par timer vil de falde til ro, spore manden i overalls til et hotel nede i gyden, måske opdage riflens oprindelse, og inden for en måned eller deromkring begynder de at lede efter en som mig.
  
  
  Jeg stoppede i en gyde, hvor jeg gemte mit tøj, skiftede tøj, smed majorens uniform i skraldespanden og satte ild til den. Jeg gik så til mit andet hotelværelse og gjorde mig klar til at sove.
  
  
  Jeg faldt ikke i søvn med det samme. Det var ikke min samvittighed, der generede mig. Jeg havde mine ordrer, og ingen bliver portugisisk general uden at dræbe nogle få mennesker. Det var angst og spænding. Nu vidste de, at der var en morder, og de ville tage forholdsregler. Jeg havde meget lidt tid.
  
  
  At dræbe de næste to bliver ikke let.
  
  
  Under den klare morgensol lå jeg på en bakke og kiggede gennem en kikkert på guvernørens palæ fem hundrede meter væk. Oberst Pedro Andrade havde rummelige lejligheder i palæet; bag en høj mur er der jernporte, to vagtposter - en ved porten og en ved indgangen til palæet - og vagtposter i de forreste korridorer.
  
  
  Det, jeg forventede, skete. Politibiler, militærkøretøjer og civile limousiner kom og gik i en jævn, hastig strøm. Alle biler og lastbiler standsede ved porten. Enhver, der kom ud for at komme ind, blev stoppet og ransaget ved døren til palæet. Hærens fyre så rasende ud, politiet så dyster ud, og byens borgere så bekymrede ud.
  
  
  Klokken elleve dukkede min meget vigtige mand op personligt. Selv han måtte stoppes, han blev visiteret og hans dokumenter blev kontrolleret. De tog ingen chancer, vagterne var meget årvågne, formelle og nervøse. Og sikkerhedsforanstaltningerne var ekstremt grundige, ekstremt grundige. Måske for grundigt. Jeg lå på bakken i to timer og så på. To gange blev der opdaget en mistænkelig genstand i bilen, og en militærpolitikaptajn kom løbende med et hold soldater for at holde bilen i våben, indtil kaptajnen tjekkede genstanden og sagde, at alt var i orden.
  
  
  Jeg nærmede mig hovedvejen, der passerede foran palæet. Jeg studerede vejen. Den blev skåret ind i bjergsiden og buede omkring femogtyve meter rundt om guvernørens palæ i højden af muren.
  
  
  En lastbil kørte ud på vejen. Jeg trak en automatpistol frem, satte en lyddæmper på den, og da lastbilen passerede hovedporten og helt tæt på mig, skød jeg et af forhjulene ud. Dækket sprængte, og lastbilen skreg til standsning. Kaptajnen kom gennem porten med sin enhed, og i løbet af få sekunder blev lastbilen omringet.
  
  
  "Du der," gøede han ad chaufføren. "Kom ud og læg hænderne på bilen. Hurtig.'
  
  
  Alle vagterne ved hovedporten kom ud og knælede på det ene knæ hjalp kaptajnen kaptajnen med at dække lastbilen med deres rifler.
  
  
  Jeg gemte mig blandt træerne og buskene.
  
  
  National Security Headquarters var en dyster, næsten vinduesløs bygning på en ubestemmelig sidegade i centrum af Lorenzo Marquez. Her var endnu mere travlt, da soldater, politi og civile kom ind. Men så kom igen kun politifolk og soldater ud. Politiet tilbageholdt mistænkte til afhøring og kan have finkæmmet byen for enhver mistænkt, enhver kendt oprører, agitator eller politisk modstander.
  
  
  Min liste viste, at Maximilian Parmas kontor var på anden sal bagerst. Jeg gik rundt i bygningen. Der var ingen vinduer på anden sal på bagsiden: bygningen ved siden af den var fire etager høj. Souschefen for den indre sikkerhedstjeneste havde et vinduesløst kontor.
  
  
  Der var sprosser på vinduerne på fjerde og femte sal. Kun vinduerne i den øverste etage kunne bruges som indgang, og bygningens væg var massiv mursten uden støtte. Jeg så et stykke tid og så, at vagtposten kiggede ud fra kanten af taget to gange, hvilket betød, at taget var bevogtet. Ingen kunne binde et reb for at gå op eller ned.
  
  
  Da det blev mørkt vendte jeg tilbage til caféen på havnen. Der fik jeg, hvad jeg ville have, og inden for en time var jeg på taget af bygningen bag National Security Service-bygningen. Jeg havde med mig en speciel sugekop, min tynde nylonsnor, en gummihammer og en stash af kuglepenne, som klatrere bruger. Jeg tog på arbejde. Jeg satte sugekoppen så højt jeg kunne på stenmuren i mørket, trak mig op i en nylonsnor, der gik gennem sugekoppens tunge metaløje, og slog to pløkke ind i cementen mellem murstenene med en gummi. hammer. og placerede mine fødder på pløkkene, nu næsten på niveau med sugekoppen, løsnede jeg sugekoppen og placerede den cirka fem meter højere op ad væggen.
  
  
  Jeg gentog denne procedure igen og igen og klatrede op ad væggen i fem fods trin. Det var kedeligt, langsomt arbejde. Jeg svedte spande den mørke nat. Lyden af gummihammeren, der ramte stifterne, var næsten stille, men stadig ikke stille nok. På ethvert tidspunkt kunne nogen, der gik forbi vinduet eller kiggede ned over kanten af taget, høre eller se mig. Jeg kunne have skredet og ramt væggen. Stiften kan komme af og flyve ned med en ringelyd. Sugekoppen kan give slip og få mig til at falde.
  
  
  Men intet af dette skete. Jeg var heldig, og to timer senere var jeg på højde med vinduerne på øverste etage og klamrede mig til væggen som en flue. Heldet svigtede mig ikke, og det første vindue, jeg prøvede, var ikke lukket. På få sekunder var jeg allerede på denne stille øverste etage, i et lille depotrum. Jeg åbnede forsigtigt døren og kiggede ud. Korridoren på øverste etage var tom. Jeg trådte ind i korridoren.
  
  
  Jeg hørte støj nedefra, bankende og trampet af stemmer og fødder. Jeg var i bygningen, men jeg troede ikke på, at det ville hjælpe mig meget med at dræbe Maximilian Parma. Men måske var dette nok til at afsløre et svagt punkt i deres sikkerhedsforanstaltninger.
  
  
  Jeg tog en dyb indånding og gik op ad den smalle brandtrappe, der førte til gangen på femte sal. Soldaterne drev de mistænkte ind i cellerne. Politifolk i skjorteærmer styrtede frem med stakke af papirer under armene og pistoler dinglende fra hylstre på skuldrene eller gemt sidelæns i bæltet. Pandemonium, men målrettet, og jeg kunne blive opdaget når som helst. I bedste fald vil jeg blive betragtet som en mistænkt og derefter ført væk sammen med de andre. I værste fald...
  
  
  Jeg gled tilbage ned ad trappen, tog min jakke af for at afsløre min Luger, tog fat i listen med detaljer om mine ofre – det eneste dokument, jeg havde med mig – og gik ud. Jeg trådte direkte ind i en travl korridor mellem soldater, politifolk og mistænkte. Ingen så mig godt. Jeg havde en pistol, så jeg var ikke mistænkt, og jeg havde identifikation, så jeg havde noget at kigge efter. Efter at have pakket sammen med politi, soldater og kontoransatte tog jeg elevatoren til anden sal. Der var mindre forvirring her. Der var sikkerhedsposter foran hvert kontor. Nogle af dem kiggede på mig, da jeg passerede - hvem er det her, et ukendt ansigt - men gjorde ingenting. Det er politistatens svage punkt: Disciplinen er så rigid og hierarkisk, at folk næsten ikke tænker eller stiller spørgsmål selv. Hvis du går fræk rundt og lader som om du passer ind, bliver du sjældent kaldt til ordre, medmindre du begår en mærkbar fejl.
  
  
  En politistats magt er, at rutine er så almindelig, at man nemt kan begå en stor fejl. Du kan lave fejl hvert sekund, og for hvert sekund øges faren.
  
  
  Parmas kontor havde ikke ét værelse, men to: det var en suite. Vagtposter stod ved hver dør. Det er svært at komme ind, og endnu sværere at komme ud. Jeg lod som om jeg studerede min liste og holdt øjnene på Parmas døre. En dag så jeg ham, en lav, mørkhåret mand, ansigt til ansigt med en stakkels bastard, der blev holdt i en stol, mens Parma skreg af ham. Jeg så ham engang skændes om de højtstående politibetjente og soldater omkring ham. Og en dag så jeg ham i det andet rum, undersøgte velkendte genstande på langbordet: min riffel, dokumentmappe og sorte overalls.
  
  
  Dette gav mig en idé til en plan. En farlig plan, men den begrænsede tid skaber store risici. Jeg vendte tilbage til cafeen samme vej som jeg kom, og dækkede alle spor. Jeg forberedte et par ting, jeg havde brug for, og gik i seng. I morgen bliver en travl dag.
  
  
  
  
  Kapitel 16
  
  
  
  
  
  Jeg tilbragte formiddagen på mit værelse med at gøre mit udstyr klar. Det tog mig hele morgenen. Jeg havde et væld af udstyr til jobbet, og jeg ville få brug for det hele, hvis min plan skulle lykkes. Jeg havde hverken tid eller mulighed for et andet forsøg. Hvis det ikke virkede, ville jeg ikke bøvle med det et andet forsøg.
  
  
  Omkring middag lejede jeg en lille varevogn og kørte til guvernørens palæ. Jeg parkerede bilen i kratt og gik op ad bakken, hvorfra jeg havde set dagen før. Der slog jeg mig ned og ventede.
  
  
  Jeg lå der hele dagen i buskadset og solen, mens gribbene fløj højt over mig og så de besøgende komme og gå fra guvernørens palæ. Jeg kunne ikke ryge, så jeg tog et par slurke vand fra tid til anden. Jeg fortsatte med at vente. Gribbene begyndte at cirkle nedenunder, usikre, da jeg ikke havde bevæget mig i lang tid. Om aftenen begyndte gribbene at sætte sig på de øverste grene af akacietræet i nærheden. Og oberst Andrade gik en tur i palæets haver. Gribbene fortsatte med at se på mig. Jeg fortsatte med at se Andrade. Hans gåtur reddede mig fra problemer. Jeg behøvede ikke længere at sikre mig, at han var i palæet.
  
  
  Obersten vendte indenfor, lige da den orange afrikanske sol faldt fra hans ansigt ned i bakkerne. Gribbe fløj, da jeg bevægede mig. Jeg ventede endnu en halv time og fulgte derefter telefonlinjen fra palæet til en pæl på vejen foran huset. Jeg klatrede op på pælen, tilsluttede aflytningsudstyret og ringede til palæets husholdningsafdeling.
  
  
  "Rengøring," gøede en stemme på portugisisk.
  
  
  Jeg brugte portugisisk med lokal accent. "Undskyld, Deres Excellence, men i aften skal vi tjekke ledningerne i palæet til en ny transformer, som mine chefer vil installere i fremtiden. Vi er fra elselskabet.
  
  
  "Okay, så sørg for, at dine overordnede giver de nødvendige afleveringer. "Du skal vise ham ved hovedporten," sagde stemmen.
  
  
  "Vi vil gøre, som du siger."
  
  
  Jeg lagde røret på og ringede til elselskabet. "Dette er guvernørens bolig. Hans Excellence vil gerne have nogen til at tjekke ledningerne i aften. Få dit pas, og sørg for, at du er her omgående kl. 21.00.
  
  
  - Naturligvis. Med det samme.'
  
  
  Et pas vil blive udstedt, stuepigen vil vente på personen, elselskabet sender en person, og uoverensstemmelsen vil blive opdaget senere.
  
  
  Jeg kravlede ned fra stangen og vendte tilbage til min lejebil. Det er allerede helt mørkt, det er tid til at starte. Jeg tænkte ikke på konsekvenserne af fiasko eller endda muligheden for det. Hvis Killmaster eller en anden agent gør dette, vil han aldrig fuldføre sin første mission, i hvert fald ikke i live.
  
  
  Jeg slæbte mine nye overtræksdragter, min snigskytteriffel, min store taske, min elektrikeruniform og min tunge sorte kuffert ud af varevognen og ud på hovedvejen. Jeg parkerede den på nøjagtig samme sted, hvor den lastbil, jeg havde punkteret fordækket, standsede i går. Jeg undersøgte palæet for at sikre mig, at jeg havde den bedste placering. Det passede.
  
  
  Her løb vejen omkring otte meter fra godsets mur, næsten i niveau med toppen. Bermen skrånede ned fra vejen til bunden af muren. Bagved muren lå selve huset omkring femogtyve meter fra haven. Det var en tre-etagers bygning lavet af hvide sten med et tungt tag af mørkt træ.
  
  
  Guvernørens private kvarter lå i et hjørne af første sal med udsigt over haven og væggen, lige overfor hvor jeg ventede, krøllet sammen i mørket.
  
  
  Jeg forberedte mine sorte overalls, tog min elektrikeruniform på og begyndte at arbejde på materialet fra min sorte dokumentmappe. Den indeholdt halvtreds yards tynd nylonline, hundrede yards tykkere nylonsnor, en tromle, et elektrisk selvkørende spændingshjul med tøjring og en speciel forbindelse til min snigskytteriffel. Da den sorte jumpsuit var klar, satte jeg tilbehøret til riflen og sigtede forsigtigt mod taget af palæet omkring halvtreds meter væk.
  
  
  Lyden var ikke andet end en blød susen om natten. Den sorte, takkede spids sporede en glat bue hen over væggen og haven og begravede sig i husets trætag. Ved at passere gennem det store øje for enden af stålspidsen hang en nylontråd i en usynlig bue fra hvor jeg gemte mig til taget, hvor spidsen var forankret.
  
  
  Jeg afkrogede tråden fra beslaget på min riffel, bandt den ene ende til en tykkere nylonsnor og fastgjorde den anden ende til en spole og lod tråden vinde. Tråden snoede sig pænt på spolen og trak den tungere snor hen over væggen og haven op på taget og så tilbage til mig gennem øjet på stålspidsen. Jeg løsnede den tynde ledning og bandt begge ender af den tykke snor til en pæl, der blev drevet ned i jorden af vejen.
  
  
  Nu havde jeg et stærkt reb, der førte fra vejen gennem muren og haven til palæet. Jeg tog alt mit udstyr og gemte det et sted i siden af vejen. Jeg spændte selens hjul fast til snoren og spændte de sorte overalls, fyldt med indholdet af en stor sæk, fast i selen og rejste mig.
  
  
  Jeg tog så det lille elektroniske kontrolpanel og gled ned ad hovedvejen til et sted, hvor jeg var meget tæt på hovedporten. Takket være de besøgende blev portene åbnet. To vagtposter stod i et vagthus lige inden for murene, og der blev sat en kontrolpost op lige uden for indgangen.
  
  
  Jeg trykkede på en knap på kontrolpanelet. En mørk aften begyndte mine udstoppede overalls at bevæge sig langs rebet; på tværs af vejen, over muren og højt på himlen over haven, til husets tag. Jeg ventede spændt, klar til at løbe.
  
  
  Intet skete. Ingen så "manden" flyve over haven til taget. Jeg ventede, indtil jeg så dukken næsten nå taget, og trykkede derefter på en anden knap på panelet. Dette vil forårsage støj og panik.
  
  
  'Hold op! Deroppe! Opmærksomhed! Opmærksomhed! Angreb!'
  
  
  Skrigene lød højt og voldsomt, alarmerende og panisk, i væggene til højre for mig. De tre vagtposter ved porten vendte sig alle tre om og så derhen et øjeblik.
  
  
  'Opmærksomhed! Advarsel: rød advarsel. Guvernørens nummer!
  
  
  Tre vagtposter, forsigtige og anspændte efter ordre fra yderligere vagter, løb fra porten i alarmberedskab.
  
  
  Jeg løb over vejen, trådte over barrieren og gik roligt de 25 meter af indkørslen til palæet. Ingen bad mig stoppe.
  
  
  Til højre for mig oplyste spotlights taget af palæet, betjente råbte, soldater affyrede advarselsskud, og granatsplinter fløj fra kanten af taget. Soldater løb ud af huset og blev opfordret af betjente. Vagtvagten ved hoveddøren forsvandt også. Jeg gik ind og gik gennem de stille, elegante korridorer. Vagtposterne indenfor løb også i alarm.
  
  
  Måske er jeg heldig. For stram sikkerhed kan altid koste dig hovedet, det skaber for meget nervøs spænding. De var blevet informeret om en morder i en sort jumpsuit, og nu havde de en mand i en sort jumpsuit, der udførte et angreb på guvernøren. Angst på alle fronter. Alle ville redde guvernøren.
  
  
  Jeg fandt den korridor, jeg skulle bruge, gik ind i den og gik mod døren til oberst Pedro Andrades værelse. Hans dør åbnede sig. Mens han stadig var ved at klæde sig på, gik han ud. Gennem den åbne dør så jeg en kvinde bag ham, som også hurtigt var ved at klæde sig på. Obersten kom lige til mig.
  
  
  'Hvem er det?' - spurgte han i en kommanderende tone. 'Angreb? Hvor?'
  
  
  Jeg tog et par skridt hen imod ham og mumlede noget om guvernøren. Stiletten, jeg havde bundet til armen i cafeen, faldt ud af ærmet på mig. Jeg stak ham i hjertet, fangede ham, før han nåede at falde, og bar ham til en lille alkove. Der satte jeg ham på en bænk med ryggen til døren. Jeg vendte tilbage til korridoren, fandt den rigtige korridor til guvernøren og begyndte at afmontere elledningen.
  
  
  Jeg arbejdede på mine knæ og så guvernøren komme ud af sit følge og soldater nærme sig ham fra alle sider. To af dem skubbede mig til side. Jeg stod op ad væggen og så bange og forvirret ud, ligesom en arbejder burde.
  
  
  - Mannequin? - sagde guvernøren til to af sine folk. “På noget som en stolelift. Så meget specielt materiale til en mannequin? Hvorfor? Er du sikker?'
  
  
  "Dummy. Fyldt med noget tykt halm. Vi fandt noget mistænkeligt. ..'
  
  
  "Så må det være et trick," udbrød guvernøren og så sig omkring. 'Men hvorfor? Ingen forsøgte at dræbe mig, vel?
  
  
  Betjenten nikkede. 'Liste. Søg i huset. Det tog dem tyve minutter at finde liget af oberst Pedro Andrade. Guvernøren lovede at vende tilbage til sine lejligheder.
  
  
  "Andrade! Morderen kunne ikke komme ud, vel?
  
  
  - Nej Herre. Det er jeg sikker på ikke. Vagterne ved døren blev straks sendt til deres poster.
  
  
  Jeg drejede hovedet, korridoren blev til et galehus fyldt med vrede stemmer. Ved at bruge min mest civiliserede portugisisk udbrød jeg: "Vi må arrestere alle her, også betjentene."
  
  
  Jeg tvivler på, at guvernøren eller nogen anden ved, hvem der råbte det den dag i dag. I dette øjeblik holdt de ikke op med at blive overrasket, men opsnappede straks skriget. Jeg så på, hvordan alle, der ikke direkte tilhørte guvernørens apparat eller stab, blev beslaglagt og arresteret, fra den vrede gamle oberst til den myrdede oberst Andrades tjenestepige og kæreste.
  
  
  De tog fat i mig fem minutter senere, da de så mig lige under deres næse. På dette tidspunkt kom den rigtige mand fra elselskabet med sit pas, og de tog ham også væk. Vi blev tvunget ind i en bil og ført væk under bevogtning. Vagterne var folk fra den nationale sikkerhedstjeneste, som jeg vidste. Nu lå resten hos Senor Maximilian Parma. Jeg håbede, at han heller ikke ville skuffe mig.
  
  
  Denne gang gik jeg ind i National Security-bygningen gennem hoveddøren. Vi blev taget til et afhøringsrum, strippet og ransaget. På palæet slap jeg af med stiletten og håndledsmekanismen. Bortset fra det havde jeg ikke noget lignende våben eller udstyr med mig. Jeg ville ikke gøre det for nemt, for hurtigt eller for selvsikkert for Parma.
  
  
  Homeland Security Service lever i rutine, ligesom alle politiske tjenester; men med sikkerhedspolitiet er situationen endnu stærkere. Alt skulle ske efter bogen; erfaring har lært dem, at sådan noget fungerer bedst, og deres temperament gør, at de kan lide at arbejde på denne måde. Hvis der var færre mistænkte, kunne de bare have tjekket elselskabet, og de ville have opdaget, at de slet ikke kendte mig. Og så ville det ske for mig med det samme.
  
  
  I stedet, fordi der var så mange interviews, blev vi alle udsat for den samme trinvise undersøgelse, inklusive flere meget vrede betjente, og vores historier og alibi blev tjekket. De undersøgte alt, hvad vi havde med os separat. Alt jeg havde med mig var nogle kontanter, nøgler, en pung, et falsk kørekort, falske familiebilleder og en lille ting af stor betydning. †
  
  
  "Hvem er Manuel Quezada?"
  
  
  Han var en tynd mand med et koldt ansigt, stadig iført sin jakke, da han stod i døren til afhøringsrummet.
  
  
  Efterforskerne stod på opmærksomhed og nærmest kravlede foran den seje mand. De fandt det!
  
  
  "Den, sir," sagde efterforskeren og pegede på mig.
  
  
  Den tynde chef gik mig langsomt fra top til bund. Han kunne lide det, og et lille smil prydede hans ansigt. Han nikkede.
  
  
  "Kom nu."
  
  
  Soldaterne skubbede mig derhen. Vi forlod rummet, gik ned ad korridoren, hvor alle stoppede for at se på mig, og klatrede op ad trappen til anden sal. Jeg holdt mit ansigt lige og samtidig så nervøs, som jeg kunne. Det var ikke så svært, jeg var ret nervøs: adrenalinen pumpede gennem mig nu. Jeg blev taget til Maximilian Parmas kontor.
  
  
  Døren lukkede bag mig. En tynd mand med kolde øjne stod bag et lille skrivebord. Der var tre andre mænd i rummet. Alt politi, ingen soldater. Maximilian Parma sad ved sit store skrivebord og havde travlt med nogle papirer. Han så ikke op i et stykke tid. Et meget gammelt trick.
  
  
  'Så. - sagde han uden at se på mig, - det er hr. Quesada, ikke? El-firma medarbejder.
  
  
  jeg slugte. 'Ja . .. sir.
  
  
  "Hvordan," løftede han øjnene, "har de aldrig hørt om dig?"
  
  
  "Jeg mig. ...,” mumlede jeg.
  
  
  Parma nikkede. Manden rejste sig og slog mig hårdt i ansigtet. Jeg vaklede, men faldt ikke. Parma kiggede på mig. Han nikkede igen. En anden mand tog en pistol, pegede den mod mit hoved og trykkede på aftrækkeren. Udløseren klikkede bare.
  
  
  Ingen grinede. Ingen talte. Parma rejste sig fra bordet og gik rundt om det, på vej mod mig. Han stoppede op og kiggede mig lige ind i øjnene. Hans øjne var små og dybtliggende.
  
  
  "Så," sagde han igen. "Manuel Quesada, dummy, morder. Hvad med en almindelig mannequin og en morder? Ingen! En mand, der ved, han er fanget, men som knap viger for slaget. En mand, der knap blinker, ikke viger sig og slet ikke klynker, når en pistol rettes mod ham. Ikke din gennemsnitlige morder, tror du ikke?
  
  
  Jeg brugte min portugisisk. - Jeg... Jeg forstår. ... men det er det ikke.
  
  
  "Så," så det ud til, var Parmas slagord. — Stadig portugisisk og stadig meget god. Meget god portugisisk, men den lokale dialekt er perfekt. Alle disse smukke ting, og det er bare en distraktion. Meget smart og meget effektiv.
  
  
  "Jeg blev beordret. De gav det til mig. .. - sagde jeg på portugisisk.
  
  
  'De?' - sagde Parma. Han rystede på hovedet, vendte tilbage til bordet, tog en lille genstand op og viste mig den. 'Ved du, hvad det her er? Vi fandt den med dine nøgler.
  
  
  Jeg satte den der for at blive fundet: to steder. Det var den ødelagte halvdel af amuletten af Chakas mærke, den gyldne sovende løve.
  
  
  "Jeg mig. ..« Jeg vaklede igen. "Nogen må have lagt det i min lomme, Deres Excellence."
  
  
  "Tror du, jeg ikke ved, hvad det er, og hvad det betyder?" Hvad siger dette mig?
  
  
  Hvis han havde vidst det, ville han ikke have været så effektiv, som jeg troede, og jeg ville have anstrengt mig meget forgæves. Jeg ville også have været død om en time, hvis han ikke havde vidst, hvad jeg håbede på. Men jeg sagde stadig ikke noget.
  
  
  "Lad os gå," sagde han.
  
  
  Jeg blev ført til det andet rum, hvor der var et langbord med alle beviserne. Parma var en kok, der kunne lide at teste alle ingredienserne selv. Nu, ved siden af alt materiale om mordet på general da Silva, lå på bordet min sorte mannequin i overalls. Hvis ikke for dette, ville jeg have arbejdet meget for ingenting. Parma rakte ind i det tykke strå, jeg havde stoppet i mine overalls, og trak den anden halvdel af den sovende løve ud. Han vendte sig mod mig og viste mig det.
  
  
  "Deres lille fejl," sagde han. Og så på engelsk: "Men med hvad jeg ved, er det en meget vigtig fejl, ikke sandt?"
  
  
  Jeg kiggede på det og brugte så også engelsk. Kan vi snakke?'
  
  
  Ahhh. Han nærmest strålede af glæde og vendte sig så skarpt mod sine mænd. - Vent på mit kontor. Jeg ringer til dig. Ingen pause. Det er klart? Jeg vil tale med denne person alene."
  
  
  De gik og lukkede døren efter sig. Parma tændte en cigaret. "Vi vil endelig mødes, og alle kortene vil være i mine hænder," sagde han. Han slikkede sig om læberne, hans øjne funklede ved udsigten, han så. "Killmaster personligt. N3 i mine hænder, AH i mine hænder. Du er en fanget morder, Carter, AH bliver nødt til at forhandle dyrt med os. Selvfølgelig med mig.
  
  
  Jeg havde ret: Hvis han bare var en lille hemmelig politichef, må han have vidst, at N3 var på hans territorium og tilsyneladende samarbejdede med zulu-oprørerne. Når han først blev foruroliget, må han også have kendt min måde at arbejde på. Så da han fandt den sovende løve, som jeg placerede i min dummy, blev han overrasket, og da den anden halvdel endte hos Manuel Quesada, var han helt sikker på, at han havde N3 fra AH. Og også AH var for vigtig til, at andre end ham selv kunne klare det.
  
  
  "Det er en fejl," sukkede jeg. "Jeg er bestemt ved at blive for gammel."
  
  
  "Din situation er meget delikat," sagde Parma sagte.
  
  
  "Hvis jeg ikke er i tvivl om, at du er en morder. .. - han trak på skuldrene.
  
  
  - Må jeg få en cigaret? Han gav mig en og lod mig tænde den. 'Lad os starte med, hvad AH egentlig laver her? Jeg røg. "Du tror ikke på, at jeg vil tale, gør du?"
  
  
  "Jeg tror endda, vi får dig til at tale på et tidspunkt," sagde Parma.
  
  
  "Hvis du lever længe nok," sagde jeg.
  
  
  'JEG? Kom nu, du er blevet fuldstændig søgt. ..'
  
  
  Jeg gik hen til mannequinen og lagde min hånd på den. Han sprang på mig med en pistol i hånden og skubbede mig voldsomt til side. Jeg snublede over rummet. Parma lænede sig ind over mannequinen for at finde, hvad han troede, jeg havde gemt indeni. Han kunne ikke lide det.
  
  
  Han prøvede at vende sig om og rejste sig. Hans ansigt blev blåt. Han gispede. Hans øjne bulede forfærdeligt, og på mindre end fem sekunder faldt han død til jorden.
  
  
  Jeg blev i det fjerneste hjørne af værelset. Den gas, der blev frigivet, da jeg tabte cigaretten i væsken, som jeg havde gennemvædet halmen med, var det mest dødbringende våben, jeg kendte. Indånding betød engang øjeblikkelig død. Jeg tvivler på, at Parma nogensinde har indset, hvad der dræbte ham, eller endda at han var ved at dø. Det skete før hans sind kunne sige noget.
  
  
  En politibetjent, der ønskede at undersøge sine egne beviser, ville helt sikkert bringe en mannequin ind på sit kontor. Helt klart en betjent, der personligt beskæftiger sig med noget så vigtigt som AH eller N3 og gerne ville forhandle. Jeg regnede med det, og det virkede. Nu skulle jeg bare komme ud i live.
  
  
  
  
  Kapitel 17
  
  
  
  
  
  Det burde ikke være så svært.
  
  
  Da han døde, sagde Parma ikke en lyd. Hans mænd i det andet rum blev strengt beordret til at blive der og var godt disciplinerede. Det vil vare lang tid, før selv den højeste rang, sandsynligvis den tynde mand med kolde øjne, der bragte mig hertil, husker at gå ind, når han fik besked på ikke at gå ind; eller endda begyndte at spekulere på, om noget var gået galt.
  
  
  Jeg kunne ikke have Parmas tøj på. Hun var for lille til mig. Men den anden dør på hans kontor førte til en korridor, hvor en anden vagtpost var udstationeret. Nu må hele kontoret have vidst, at morderen var blevet fanget, at han tilhørte en hemmelig organisation, og at chefen nu havde med ham at gøre. De vil alle få en hæderlig omtale og måske endda få en forfremmelse; Rygter spredes normalt hurtigt i en organisation som det hemmelige politi. Med lidt held vil vagten være afslappet, og alle vil nu grine til hinanden, mens de drikker vin.
  
  
  Jeg tænkte på alt dette i de få sekunder, hvor jeg holdt vejret, gennemsøgte Parmas krop, tog hans pistol og gik hen mod døren, der førte ind i korridoren. Jeg åbnede den og sagde og efterlignede Parmas stemme gennem et lommetørklæde: "Kom ind nu."
  
  
  Soldaten skyndte sig indenfor. Igen den samme alt for strenge disciplin af politistaten. Jeg lukkede døren og væltede ham med næsten samme bevægelse. Han kollapsede. Han var næsten min højde. Jeg ville stadig have brugt hans uniform, men dette held reddede mig fra en stor risiko. Jeg klædte ham af, tog min uniform på og gik ud på gangen.
  
  
  Jeg gik hurtigt, som om jeg havde et vigtigt ærinde for Parma. Vagten ved den anden dør ville se mig komme ind og ville ikke have noget imod, hvis jeg sprang ud igen. Også han løftede knap sine øjne; han snakkede muntert med to andre vagtposter, som havde forladt deres poster i begejstringen over at arrestere morderen. Rygterne her er virkelig gået så hurtigt, som jeg havde forventet.
  
  
  De højtstående embedsmænd, der var sammen med Parma under mit forhør, blev beordret til at vente på et andet kontor, og der ventede de nok stadig. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om, at nogen af dem lagde mærke til mit ansigt. Jeg skyndte mig gennem de larmende korridorer, gik ned i stueetagen og gik mod hoveddøren.
  
  
  Vagten ved hovedindgangen kiggede nysgerrigt på mig. Jeg gjorde tegn til en drink, og vagtposten smilede. Så befandt jeg mig på en mørk gade.
  
  
  Jeg slap af med min uniform i en anden gyde, skiftede tilbage til det tøj, jeg havde gemt der, og vendte tilbage til mit billige hotel. Der pakkede jeg mine ting, betalte og gik to gader til det tredje værelse, jeg lejede. Jeg gik ovenpå og gik i seng. Jeg sov godt, det var en meget lang dag.
  
  
  Selv politi- og militærkøretøjer, der kørte rundt i byen hele natten med deres sirener, forstyrrede ikke min søvn.
  
  
  Jeg sad på mit værelse hele næste dag. Jeg så tv og ventede på min kontaktperson. Fjernsynet sagde lidt undtagen attentatforsøgene. Panikken greb byen; Der blev erklæret krigsret, og området blev afspærret. I en hysterisk tone opfordrede regeringen til ro. Nu hvor lederen var blevet dræbt, var alt under kontrol. Sådan gik det normalt.
  
  
  Om få uger, hvor ingen andre er blevet dræbt, og intet andet er sket, vil regeringen beslutte, at faren er forbi, og kolonien vil slå sig ned igen. Alle lykønskede regeringen, og regeringen lykønskede sig selv med dens afgørende handling, der reddede sagen og besejrede den modbydelige morder. Kun få mennesker, kynikere, digtere, forfattere og nogle få journalister, kunne have forestillet sig, at morderen lige kunne have afsluttet sit arbejde og gået hjem.
  
  
  Min kontakt dukkede op kort før frokost i skikkelse af en hærkaptajn med en afdeling af soldater. Han bankede på min dør og annoncerede min arrestation. Jeg var lige ved at sprænge dem gennem døren, da kaptajnen råbte: "Du skal ikke gøre modstand, senor. Din bror er allerede blevet arresteret. Din sande styrke er kendt, flugt er umuligt.
  
  
  Nøgleordet var "bror".
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvad er min rigtige personlighed?"
  
  
  "Du er Senor Halfdan Zwart, ansat i Malmö Saw og AX."
  
  
  Jeg åbnede døren. Kaptajnen smilede kun én gang. Han beordrede sine mænd til at arrestere mig. Byens indbyggere løb ud på fortovet. Nogle spyttede på mig. Soldaterne skubbede mig ind i kommandovognen, kaptajnen steg ind, og vi kørte afsted.
  
  
  'Hvor?' - Jeg spurgte.
  
  
  Kaptajnen trak bare på skuldrene. Jeg kiggede på ham. Der var noget ved ham, som jeg ikke kunne lide. Kaptajnen viste ingen nysgerrighed, ingen smil, ingen spørgsmål. Der var noget mørkt over ham, han var for forsigtig. Og han kiggede ikke nok på mig.
  
  
  Vi forlod byen i det lilla tusmørke, ind i den tætte vildmark mod syd. Det var allerede mørkt, da vi kom ind på gården til en stor hacienda på landet. Soldaterne stod i skyggen omkring os. Også to helikoptere, hvoraf den ene havde amerikanske markeringer. Jeg havde det bedre. Kaptajnen førte mig indenfor. - Du må vente her, hr. Carter,” sagde kaptajnen.
  
  
  Han efterlod mig alene. Nu kunne jeg slet ikke lide det. Jeg studerede den store stue, hvor jeg stod. Det havde både luksuriøse og rustikke møbler, samt ejendom efter en meget rig mand fra en gammel familie. Ikke en afrikansk ejendom, men en portugisisk. Stole og borde, malerier og våben på væggene - alt dette blev overført direkte fra middelalderens Portugal.
  
  
  Der var ingen soldater her, men jeg så skygger i alle vinduer. Jeg følte mig fanget. Men jeg gjorde mit arbejde. Intet gik galt. Eller var det rigtigt? Jeg har gjort mit arbejde, og de har ikke brug for mig længere?
  
  
  Vidste jeg for meget? Så at en vigtig person nu vil sikre sig, at han ikke længere har brug for mig? Dette er sket før. Og kaptajnen vidste det.
  
  
  Døren i væggen overfor mig åbnede sig. En mand kom ind i lokalet og så sig omkring lige så intenst, som jeg havde gjort før: Høg.
  
  
  Han så mig. 'Nick? Hvad laver du her?'
  
  
  "Sendte du ikke bud efter mig?" - Jeg knækkede.
  
  
  Han rynkede panden. - Ja, jeg organiserede en kontakt for at tage dig ud af landet, men... ...denne "kendelse" er lukket, ikke?
  
  
  "Ja," sagde jeg. 'Men hvad?'
  
  
  "Jeg troede, du ville blive taget tilbage til Swaziland," sagde den gamle mand. »Ministeren fortalte mig i telefonen, at han havde vigtige opgaver at tage sig af med mig. Måske vil han takke dig.
  
  
  "Måske," sagde jeg. "Men der er vagter ved alle vinduer, og kaptajnen kender mit rigtige navn."
  
  
  'Dit navn!' Hawk svor. "For pokker, det her går imod hele aftalen. Det ved ministeren. ..'
  
  
  Endnu en dør åbnede sig. "Hvad ved jeg, hr. Hawk?"
  
  
  Hans dybe stemme, så imponerende for hans lille statur, genlød i hele rummet. Der stod han, en af Portugals førende mænd, og så på Hawk og mig. Hawk var ikke bange. Høgen kan ikke lade sig skræmme af nogen person i verden.
  
  
  "At ingen skulle kende N3's navn under missionen."
  
  
  "Men "missionen" er slut, er det ikke? sagde den lille mand. "Vores tre mistænkte er døde, meget professionel Mr. Carter fra AH er meget erfaren.
  
  
  "For pokker," brølede Hawk, "kom til sagen." Du ringede om en vigtig forretningssag. Du sagde ikke, at N3 ville være her, at dit folk ville bringe ham hertil ved hjælp af den kode, jeg gav til kontakten for at hjælpe ham med at flygte. Du ville have ham til at forlade Mozambique så hurtigt som muligt. Hvorfor er han her så stadig?
  
  
  "Opgaven er udført," sagde jeg langsomt. Måske har ministeren nu tænkt sig at skjule sit engagement, og han har ikke længere brug for Kunstakademiet.
  
  
  Høg lo tyndt. - Jeg vil ikke anbefale dette, hr. sekretær.
  
  
  Der var en lille trussel i hans stemme, men da Hawk advarer, har han magten, AH er bag ham, og den er aldrig blød. AH kan om nødvendigt ødelægge en hel nation. Det burde ministeren have vidst, men ikke en eneste muskel bevægede sig i hans ansigt. Jeg begyndte at føle mig meget utilpas. Hvilken...?
  
  
  "Opgaven er udført," sagde ministeren. - Men var det virkelig nødvendigt? Tre af vores ledende skikkelser er døde, men mon ikke der faktisk var en forræder blandt dem.
  
  
  Stilheden hang som en sky i den luksuriøse stue, lige så dødbringende som gasskyen, der dræbte Parma. Jeg så på vinduerne, bag hvilke vagtposternes skygger kunne ses. Hawk så bare på ministeren, og hans ansigt blev pludselig alvorligt.
  
  
  "Hvad betyder det?" - spurgte den gamle mand.
  
  
  "Vi var overbeviste om, at oprørerne vidste og kun kunne gøre alt dette, hvis de havde en leder under en af regeringsembedsmændene. Forræder. Vi ved, at der må være en forræder, men måske ledte vi det forkerte sted.
  
  
  -Hvor skulle du så have kigget? spurgte Hawk sagte.
  
  
  'Hr. Carter dræbte oprørslederen sammen med os,” sagde sekretæren og så på mig. »Men oprøret går efter planen. Vi hørte, at om et par timer ville oberst Lister dukke op på underjordisk tv for at annoncere dets begyndelse og opfordre til optøjer og strejker blandt de sorte. Vi har hørt fra vores naboer, at oprørerne ikke vil blive stoppet eller besejret, og at de kan gennemføre deres planer uden mærkbare problemer."
  
  
  Nu så han på Hawk. "I går aftes, så snart jeg hørte om Parmas død, beordrede jeg den hemmelige overførsel af vores bedste tropper fra kasernen til Imbamba, 60 kilometer herfra. Alt efter planen. Han kiggede på os begge. "Tiligt på aftenen angreb oberst Listers lejetropper vores tropper ved Imbamba. Han angreb dem ved deres ankomst, mens de stadig var uorganiserede og uformede, og ødelagde dem næsten. Inden for to uger vil de være ubrugelige for os. Oberst Lister ventede på dem!
  
  
  Hawk blinkede. Jeg så mentalt fremad. Hvordan var dette muligt? ..?
  
  
  'Men . .. — Høg begyndte at rynke panden.
  
  
  "Før jeg gav ordren, vidste kun to personer om denne troppebevægelse," sagde ministeren. "Mig og hr. Carter.
  
  
  "Også mig," sagde Hawke. "N3 rapporterede selvfølgelig til mig."
  
  
  - Og så dig. - sagde ministeren. Vreden sad dybt i hans stemme nu. 'Jeg. .. og AH, og jeg fortalte dem det ikke. Så begyndte jeg at tænke. Hvem af alle involverede har kontakt med os såvel som med oprørerne? Hvem arbejder for begge sider? Åh! Hvis kun en af vores embedsmænd var en forræder, hvem kunne så give disse oprørere al den information, de har? Kun én kilde: AH.'
  
  
  Ministeren knipsede med fingrene. Soldaterne bragede ind i rummet gennem alle døre. Ministeren brølede: "Arrestér dem begge."
  
  
  Jeg ventede ikke. Jeg tøvede ikke et sekund. Måske var min underbevidsthed klar til dette, klar fra det øjeblik, jeg kom til denne hacienda. Jeg væltede to soldater og dykkede gennem vinduet. I en glasregn landede jeg oven på en soldat udenfor, vendte om og sprang op. Jeg kastede mig over væggen på haciendaen.
  
  
  På den anden side sprang jeg på benene og dykkede ned i den mørke jungle.
  
  
  
  
  Kapitel 18
  
  
  
  
  
  De kom efter mig. Jeg var mindre end tyve meter fra junglen, da kugler begyndte at suse om ørerne på mig og rev blade og grene fra træerne. Jeg hørte den lave, rasende stemme fra ministeren, der opfordrede sine mænd til at fortsætte. Hvis han ikke var blevet overbevist på forhånd, ville mit fly have fjernet hans tvivl. Men jeg havde ingen chance: han ville ikke lytte til nogen forklaringer, hvis jeg havde dem. Men jeg havde ingen forklaring, og hvis jeg ville finde en, skulle jeg være fri til at gøre det. Jeg havde en fornemmelse af, at svaret lå i Listers lejr.
  
  
  Landet omkring haciendaen var en blanding af jungle og savanne, og soldaterne forsøgte at bruge de åbne græsarealer til at skære mig af og fange mig i junglens tættere strimler. Jeg hørte dem rundt om mig, og der bag mig i haciendaen hostede helikoptermotoren. Jeg så ham tage ud i natten. Og hans spotlights scannede jorden, da han drejede i min retning. Ministeren vil tilkalde yderligere tropper, politi, enhver han kan. Han kunne have hele Mozambiques politi og hær til sin rådighed, hvis han ville.
  
  
  Nu vil alle følge mig, på begge sider af grænsen og her, på begge sider af konflikten. Jeg ville ikke være en hindring, og Hawk, min eneste ven, var nu selv fange. De vil ikke skade ham; det havde han for meget magt til, men de ville holde ham og i øjeblikket var AH begrænset i sine handlinger. Et eller andet sted skulle jeg finde svaret på, hvad der skete, og hvordan det skete. Jeg var nødt til at finde oberst Lister. Tiden er blevet vigtig.
  
  
  Der var kun én hurtig vej, den bedste vej under omstændighederne. Måske den eneste måde at undslippe. Grusomt og uventet. Det har jeg været forberedt på i årevis. Jeg vendte tilbage til haciendaen.
  
  
  Soldaterne og helikopteren fortsatte med at forfølge mig i den retning, jeg løb. Jeg gled forbi dem som et spøgelse. Men ministeren var ikke et fjols. Han overså ikke muligheden for, at jeg kunne vende tilbage. Haciendaen myldrede stadig med soldater. Ikke åbenlyst, men de gemte sig i skyggerne overalt og ventede på min bevægelse.
  
  
  Men ministeren tog fejl. Han lavede en fejl. Han havde en høg, og han vidste vigtigheden af en høg. Så han forventede, at jeg ville prøve at befri Hawke. Vagterne koncentrerede sig omkring selve huset og var på vagt over for ethvert forsøg på at bryde ind igen og befri Hawke. Men jeg tænkte ikke på at prøve det.
  
  
  Jeg gik langs muren, indtil jeg fandt en sidelåge, tog låsen og gled ind. Den amerikanske hærs helikopter var stadig på samme sted. Det var helikopteren, der bragte Hawk til mødet. Piloten sad sikkert fast et sted i huset, men jeg havde heldigvis ikke brug for det. Kun én person bevogtede helikopteren. Jeg væltede ham med ét velrettet slag, efterlod ham, hvor han faldt, og hoppede ind i kabinen. Jeg startede motoren og lettede, før soldaterne indså, hvad der skete.
  
  
  Jeg lettede så hurtigt, som helikopteren kunne flyve. Flere kugler ramte skroget og chassiset, men ingen ramte mig. Jeg fløj skråt i en stor cirkel og forsvandt ud i natten uden lys. Jeg vendte mig mod havet for at undgå den portugisiske helikopter. Derfra drejede jeg sydpå mod mangrovesumpene og oberst Listers landsby.
  
  
  Jeg landede på den samme afsats ved kanten af sumpen, hvor prins Wahbis mænd fangede mig. I mørket gik jeg igen gennem sumpen til lejesoldatlandsbyen. Jeg så eller hørte ingen patruljer og fandt den ydre ring af vagtposter næsten øde. Der var stadig flere vagtposter i selve landsbyen, og hytterne var besat af sovende kvinder.
  
  
  I hytten fandt jeg Indula sovende og en zulukvinde i en silkekappe, som jeg havde mødt i oprørslandsbyen i kløften. Hun må være Listers kone. Hytten var tydeligvis Listers, større end de andre og med hans feltkontor, men obersten selv var der ikke, og heller ikke hans våben.
  
  
  Hvor var han? Hvor var lejetropperne?
  
  
  Jeg vækkede ikke Indula for at spørge. Uanset hvad der var sket mellem os i rummet i Wahbis fæstning, troede hun nu selvfølgelig, at jeg var fjenden, og jeg havde ingen måde at bevise, at jeg ikke var det. Jeg var ikke hendes fjende, og faktisk var jeg ikke en fjende af zuluerne. Men min aftale betød ingen hjælp for dem i øjeblikket.
  
  
  Jeg lod hende sove og gled tilbage i sumpen. Der, i den yderste ring af vagtposter, sad en mand og døsede over et let maskingevær. Han var lav og trådet, med indiske træk og en bandageret hånd. Måske blev denne sydamerikaner i landsbyen, fordi han blev såret.
  
  
  Han vågnede op af søvnen med en kniv på struben.
  
  
  'Hvor er de?' - Jeg hvæsede på spansk.
  
  
  Han så op og rystede søvnen fra øjnene. 'WHO?'
  
  
  "Træk vejret stille og roligt, uden at give en lyd," hviskede jeg og pressede kniven mod hans strube. -Hvor er Lister?
  
  
  Hans øjne rullede tilbage i deres fatninger: “Imbamba. Angreb.'
  
  
  "Det var tidligt i aftes. De burde være tilbage nu.
  
  
  Han så bekymret ud. Han vidste for meget. Eller var han bange for det, han vidste?
  
  
  "De burde være tilbage nu for at tage sydpå i morgen," sagde jeg. "Syden hinsides oprøret."
  
  
  Nu var han meget bange. Jeg vidste for meget. Hvis jeg vidste så meget... hvem vidste ellers... hvad var chancerne for succes... med penge. ..belønninger? Han var lejesoldat. Sydamerika var langt væk, og han vidste, hvor hans første troskab lå. Hvad det er for de fleste mennesker: at være tro mod sig selv. Han slugte hårdt.
  
  
  - De er på vej, sir.
  
  
  'Hvor?'
  
  
  "Nord, omkring ti miles herfra." Jernbane fra Swaziland til Lorenzo Marques.
  
  
  'Nord? Men . ..'
  
  
  Jernbane? Den eneste jernbane fra Swaziland til havet?
  
  
  Fra havet til Lorenzo Marquez? Vital og strategisk betydning og . .. Jeg begyndte at mistænke. Nord!
  
  
  Jeg væltede lejesoldaten. Jeg har allerede dræbt nok mere eller mindre uskyldige mennesker, og jeg har fået nok for nu. Nord!
  
  
  Det er her, mozambikanske frihedskæmpere ville rejse sig, ja. Men hele planen krævede en eksplosion i grænseområderne, en koncentreret eksplosion med Listers lejesoldater som hovedstyrke til at afvise portugiserne, der rykkede frem fra nord, og de regulære sydafrikanske tropper, der rykkede frem fra vest. Hvis Lister og hans ildkraft havde bevæget sig nordpå, væk fra grænsen, ville det have efterladt zulu-, swazi-oprørerne og hovedparten af mozambikanske sorte til at stå over for de regulære styrker i Sydafrika og Swaziland alene.
  
  
  Eller værre, hvis portugisiske tropper havde været i stand til at bevæge sig sydpå uhindret af Listers lejetropper – Lister mod nord og portugisiske kolonistyrker mod syd – ville zuluerne og andre sorte oprørere ikke have haft nogen chance. Det bliver et rigtigt blodbad.
  
  
  Min mistanke steg. Carlos Lister arbejdede for russerne og skulle smide oprørerne her til løverne. Mens de døde og forsøgte at angribe portugisiske og swazi-styrker, rykkede Lister nordpå og erobrede Mozambique. Pludselig vidste jeg det med sikkerhed.
  
  
  Jeg var nødt til at advare zuluerne og andre sorte, der skulle bekæmpe moderne hærtropper med assegæer og gamle kanoner. Men hvordan fik jeg dem til at tro mig? Hvordan?
  
  
  Jeg bandt lejesoldaten og gik tilbage til den tomme lejesoldatlandsby. Han vendte tilbage til hytten, hvor Indula og zulukvinden, Listers elskerinde, sov. Jeg gik stille ind i hytten, bøjede mig over Indula og kyssede hende en gang, to gange, og så dækkede jeg hendes mund med min hånd.
  
  
  Hun vågnede med en start. Hun prøvede at bevæge sig, men jeg stoppede hende ved at dække hendes mund. Hendes øjne rullede vildt og blev sur, da hun så på mig.
  
  
  "Indula," hviskede jeg. "Du tror, jeg er din fjende, men det er jeg ikke." Jeg kan ikke forklare det hele, men jeg havde en mission, og nu er det slut. Nu har jeg muligheden for at gøre noget anderledes: redde dig og dine folk.
  
  
  Hun kæmpede og stirrede på mig.
  
  
  "Hør," hvæsede jeg. - Nu er tiden ikke inde, hører du? Lister bedragede os alle. Dig og mig Han brugte dit folk og forrådte dem derefter. Jeg er nødt til at stoppe ham, og du skal advare dit folk. Hvor er Dambulamanzi?
  
  
  Hun rystede på hovedet og prøvede at bide mig i hånden, hendes øjne funklede vildt.
  
  
  'Lyt til mig. Lejetropperne bevæger sig nordpå. Du forstår? på nord!
  
  
  Hun faldt til ro og så nu på mig med tvivl i øjnene. Jeg så tvivl: norden og mindet om, hvad der skete mellem os i det rum.
  
  
  ”Jeg indrømmer, at jeg blev sendt for at gøre noget imod dig, det var politisk. Men nu er jeg med dig, det er også politik, men meget mere. Nu gør jeg, hvad jeg vil: forsøger at stoppe Lister.
  
  
  Hun kiggede ubevægelig på mig. Jeg tog chancen, fjernede min hånd fra hendes mund og slap hende. Hun sprang op og stirrede på mig. Men hun skreg ikke.
  
  
  "På nord?" Hun sagde. - Nej, du lyver.
  
  
  "Du skal advare dit folk." Find Dambulamanzi og fortæl ham det. Jeg vil ikke tage med dig.
  
  
  - Hvordan kan jeg stole på dig, Nick?
  
  
  "Fordi du kender mig, og fordi du stolede på mig før."
  
  
  'Tillid? Til en hvid mand?
  
  
  - Hvid mand, ja. Men ikke fjenden. Jeg har mit job, og jeg gjorde det. Men nu er arbejdet gjort, og jeg er med dig.
  
  
  "Jeg..." tøvede hun.
  
  
  Pludselig hørte jeg bevægelse og vendte mig hurtigt om. Den gamle zulukvinde, Listers kone, vågnede og satte sig op i sin silkekjole med et guldspænde, der skinnede i det svage lys.
  
  
  - Han lyver, Indula. Dette er en hvid spion. Han kom her for at dræbe vores leder og stoppe oprøret. Han arbejder for portugiserne.
  
  
  Jeg nikkede. - Jeg blev sendt efter det her. Men nu er alt anderledes. Jeg tror aldrig, der har været en hemmelig portugisisk leder. Har du nogensinde set ham, Indula? Nej, Lister er den eneste hvide leder, og han bruger Chuckys mærke til sin fordel."
  
  
  - Lyt ikke til ham! - udbrød kvinden. Nu talte hun engelsk uden accent.
  
  
  Indula kiggede på kvinden, så på mig, og jeg så tvivl vokse i hendes ansigt. Måske huskede hun nu andre, mindre tvivl fra fortiden.
  
  
  "Shibena," sagde hun langsomt, "dit engelsk er blevet meget godt nu." Hvor har du lært dette?
  
  
  "Jeg er bedre trænet, end du tror," sagde den ældre kvinde groft. - For vores sag. Denne mand . ..'
  
  
  "Dette er Listers kone," sagde jeg. "Hører du til Listers kone, Indula?"
  
  
  Indula så ud til at tænke på ting, hun huskede. -Hvor kommer du fra, Shibena? Kendte vi dig nogensinde før oberst Lister kom her? Du kom til os som hans stedfortræder. Der var en zulu kvinde foran ham, så vi stolede på hende, men...
  
  
  Shibena gik på arbejde. Et hurtigt, øvet angreb. En lang kniv i en mørk hånd, muskler glinsende under sort hud. Det var et angreb på mig. Hun reagerede så hurtigt og så godt, at hvis Indula ikke havde handlet, ville hun helt sikkert have slået mig ihjel. Hun beskyttede mig med en refleks. Fordi vi elskede hinanden? Hvad end det var, handlede Indula spontant og kom i vejen for Shibena. Shibena smed hende til side med et hurtigt sving med sin frie hånd, og Indula blev smidt til side som en fjer. Men det var nok. Dolken ramte mig næsten i hjertet, og jeg mærkede et sus i siden. Jeg slog hurtigt Shibena på spidsen af hendes kæbe. Hun faldt som en besejret tyr. Jeg slog så hårdt jeg kunne.
  
  
  Jeg greb Indulas hånd. 'Kom med mig.'
  
  
  Hun gjorde ikke længere modstand og gik med mig ud af teltet gennem den næsten øde lejr. Vi satte farten ned, og jeg advarede hende om at være stille. Vi smuttede gennem ringen af vagtposter ved posten, hvor den nedskudte lejesoldat stadig var bundet. Han forsøgte ikke at gøre livet svært for os. Måske var han glad for, at han var bundet og ikke længere generede os.
  
  
  Vi nærmede os helikopteren. I mørket klatrede jeg op af klippeafsatsen og drejede bilen mod nord. Indula kiggede bekymret på mig hele tiden, endnu ikke helt overbevist om mig. Jeg var nødt til at finde lejesoldaterne.
  
  
  Jeg fandt dem. De var i norden, som manden sagde. En stille lejr uden brande, langs jernbanen fra Swaziland til Lorenzo Marques, fyrre kilometer nord for, hvor de skulle have været, og kun et par timer fra, hvor de skulle have været fyrre kilometer på den anden side landsbyer.
  
  
  "De tilbagelagde ikke halvtreds kilometer før middag i dag," sagde jeg. - Er du overbevist?
  
  
  Indula kiggede ned. "Der kan være en grund til dette."
  
  
  "Okay," sagde jeg. "Lad os finde ud af det."
  
  
  
  
  Kapitel 19
  
  
  
  
  
  Et gråt daggry mødte os, da vi landede på en lille åben plads omkring en kilometer syd for lejesoldaterne. Junglen her er blevet til lav busk og savanne. Der var stille, de vilde dyr gemte sig. Folk var forargede.
  
  
  Vi gik forsigtigt hen mod jernbanen, og de små lejesoldater tilflugtssteder stillede sig op ad hinanden. De var i fuld kampberedskab. Patruljer i marken bevogter området tæt. Det så ud til, at oberst Lister ikke ønskede, at nogen skulle opdage dem, før han var færdig. Fra et forbipasserende tog kunne ingen fange spor af soldater. Det bliver ikke så let at komme ind i lejren. Jeg så Listers telt næsten i midten, sikkert og godt bevogtet. Jeg så noget andet, eller jeg så ikke noget.
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvor er Dambulamanzi og andre sorte?" Indula følte sig utryg. - Måske er de på patrulje?
  
  
  "Måske," sagde jeg.
  
  
  Vi gik rundt i den ydre ring af vagtposter. Selvom jeg ikke kunne finde en sikker vej ind i lejren, var Indula i stand til blot at komme ind.
  
  
  "Hvis jeg har ret, kan du komme ind, men du kan ikke komme ud," sagde jeg til hende.
  
  
  "Hvis jeg kunne komme til Lister og møde ham ansigt til ansigt, ville det være nok," sagde hun "Men du, de ville tage dig ...."
  
  
  I stilheden knækkede en gren. Jeg skubbede Indula fladt til jorden og forsøgte at dække mig så godt som muligt. En anden gren knækkede, og en uformelig brun skikkelse dukkede op i kanten af junglen, der stoppede for at se ud over buskene og savannen. arabisk. En af de døde prins Wahbis mænd! Hvad skulle han her? Jeg tog straks dette problem ud af mit hoved. For nu var det lige meget. Khalil al-Mansur passede sandsynligvis lejesoldater for sine portugisiske "venner". Men dette var min chance.
  
  
  Jeg gled hen mod ham. Han vidste aldrig, hvad der skete med ham. Jeg lagde en løkke om hans hals og kvalte ham. Jeg klædte ham hurtigt af og tog hans brune brændende og sorte keffiyeh på, smurte hans ansigt med jord og trak keffiyeh over hans ansigt og hage.
  
  
  "I dit tilfælde," sagde jeg til Indula, "kan de blive overrasket. Men du og araberen kan gøre det sammen. Lad os gå til.'
  
  
  Vi gik stille, men naturligt mod lejren. Den første vagtmand kaldte på os. Indula præsenterede sig selv og fortalte manden, at araberen ville se oberst Lister. Jeg holdt min hånd på den lydløse pistol under min kappe. Jeg spændte op.
  
  
  Vagten nikkede. 'Fortsæt på din vej. Oberst i sit telt. Indula kiggede på mig et øjeblik. Jeg holdt et passivt udtryk i ansigtet. Vagtvagten var ikke overrasket over at se araberen. Han virkede mere bekymret over Indulas tilstedeværelse her. Tvivlen forsvandt fra hendes øjne.
  
  
  Vi gik lige igennem den skjulte lejr. Lejesoldaterne i grønt kiggede nysgerrigt på os. men de gjorde ikke noget imod os. To vagtposter slap os igennem, efter først at have spurgt Indula, hvad hun lavede her, hvorfor hun ikke var i landsbyen.
  
  
  "Vi har en vigtig besked til obersten," sagde hun. Jeg talte arabisk. "Besked fra Shibena. Hun sender mig til oberst Lister."
  
  
  Indula oversatte dette og spurgte derefter: "Hvor er Dambulamanzi?"
  
  
  "På mission," sagde vagtposten.
  
  
  Han slap os igennem. Så så jeg en tysker, major Kurtz. Han stod foran oberst Listers telt og så direkte på os. Jeg skjulte mit ansigt så godt jeg kunne. Vi kom videre. Kurtz mødte os foran Listers telt. Han stirrede på mig og vendte sig så pludselig mod Indula.
  
  
  - Hvorfor er du her, kvinde? - han snappede på swahili. -Hvem fortalte dig, at vi er her?
  
  
  Det var noget sludder, et farligt spørgsmål. Indula vigede ikke tilbage. "Shibena," sagde hun roligt. "Hun har et vigtigt budskab til obersten."
  
  
  'Åh ja?' - sagde Kurtz. Al hans opmærksomhed var fokuseret på pigen. Han brød sig ikke om den tavse araber. "Shibena ville ikke have sendt beskeden uden adgangskoden. Hvad er dette?'
  
  
  "Hun gav mig ikke adgangskoden." - sagde Indula. Har allierede brug for adgangskoder? Kender du zulu-oprøreren og høvdingens datter, major Kurtz?
  
  
  Den knoglede tysker kneb øjnene sammen. "Måske ikke, men jeg vil gerne høre denne besked. Kom så, begge to.
  
  
  Han havde en Luger i sin tykke hånd. Han pegede os på et telt, der stod ved siden af oberst Listers telt. Vi gik ind, og jeg spændte mine muskler for at kaste mig over ham. Det var risikabelt, hvis han lavede ballade, ville vi blive knust, og vi ville aldrig komme ud af lejren i live igen. Men jeg havde det. †
  
  
  Pludselig var der forvirring i den anden ende af lejren. Kurtz vendte sig om. Jeg kunne ikke se, hvad det var, men dette var min chance for at gribe det hurtigt. Jeg flyttede. Han gik væk og råbte til vagtposten.
  
  
  "Bevogt de to i teltet og hold dem der, indtil jeg vender tilbage."
  
  
  Han gik hen mod tumulten. Vagtvagten nærmede sig åbningen, skubbede os med sin riffel til bagvæggen og lukkede teltklappen. Hans skygge indikerede, at han så opmærksomt på sletten. "Nick," sagde Indula, "hvis Kurtz beder om en besked, hvad kan vi så fortælle ham?"
  
  
  - Er du overbevist nu?
  
  
  Hun kiggede den anden vej. "Det er mærkeligt, at Kurtz ikke stoler på mig." Endnu mærkeligere, Shibena havde et kodeord. "Kurtz var ikke overrasket over, at Shibena vidste, at de var her i nord."
  
  
  "Hun løj," sagde jeg.
  
  
  "Men der kan være en grund til dette," sagde Indula. Det er svært at miste troen, når dine drømme om frihed går op i røg. Hun ville tro på Lister og Shibena, en kvinde fra hendes folk.
  
  
  Jeg sagde. - "Dambulamanzi burde være her. Han er din kontakt, og han burde være ved siden af Lister."
  
  
  - Ja, men...
  
  
  Hun havde brug for et endeligt bevis. Oberst Listers telt var det eneste sted, hvor vi kunne få det, hun havde brug for.
  
  
  Kurtz gennemsøgte os uden hastværk. Jeg greb en kniv og lavede et snit i teltets bagvæg. Der var en vagtpost bag Listers telt. Desuden lå den ydre ring af vagtposter direkte under banedæmningen. De stod vagt og så kun på jernbaneskinnerne. To andre vagtposter stod til venstre og så ud til at se noget i den fjerne ende af lejren, væk fra jernbaneskinnerne.
  
  
  "Der er en vagt bag os, som helt sikkert vil se os," fortalte jeg Indula. "Der er stor sandsynlighed for, at Kurtz ikke talte med ham." Jeg laver et hul bag i teltet, og du går udenfor og snakker med denne vagtpost. Han vil helt sikkert genkende dig. Distraher ham på en eller anden måde, hvad end du kan finde på, og få ham til at se den anden vej.
  
  
  Hun nikkede. Jeg skar forsigtigt bagvæggen til. Vagtvagten så ikke dette. Indula gled ud og nærmede sig afslappet vagtposten. Han var en god vagtpost, han lagde mærke til hende, så snart hun nærmede sig ham. Han tog sigte på hende, og sænkede derefter langsomt riflen. Han smilede. Desuden var han heldig, han var en ung mand, der nok havde brug for en pige.
  
  
  Jeg ventede.
  
  
  Hun henvendte sig til den unge vagtpost, en spanier, tilsyneladende en ung partisan i den store oberst Listers tjeneste. De talte med hinanden, og Indula havde trods sin ungdom været partisan i et stykke tid. Hun så, hvad jeg så: han ville have en kvinde. Nu stod hun meget tæt på ham. Jeg så ham spændte op. Det var imod alle regler og træning for vagtposten at lukke nogen så tæt på. Hun beroligede ham, og jeg så, at hun bøjede ryggen for at bringe hendes bryster næsten op til hans ansigt. Hun havde bare bryster, som en zulu-kvinde. Han slikkede sig om læberne og placerede riflen på jorden, mens han holdt den med den ene hånd.
  
  
  Hun vendte den om, og jeg så hende kigge rundt for at sikre mig, at de andre vagter ikke kiggede. Så nikkede hun.
  
  
  Jeg kravlede ud gennem hullet og gik hurtigt hen til vagtposten. Da han hørte mig, vendte han sig hurtigt om og forsøgte at løfte sin riffel. Hans øjne blev pludselig store og blev så glatte. Jeg fangede ham før han kunne falde. Indula havde en lille skarp dolk i hånden. Hun vidste præcis, hvor hun skulle slå nogen.
  
  
  Jeg kiggede mig hurtigt omkring. Ingen af de forskansede lejesoldater kiggede i vores retning. De to vagter foran havde for travlt med at søge andre steder. Jeg bar den døde vagt til bagsiden af Listers telt. Det var et dobbelttelt med soveplads bagerst, men jeg måtte tage mine chancer. Jeg skar gennem bagvæggen, og vi bar den døde vagt indenfor.
  
  
  Det eneste inventar var en spartansk oberstkøje, en kiste og en lærredsstol. Resten af sovepladsen var tom. Vi lagde den døde vagtpost under sengen. Der bevægede sig heller ikke noget foran. Jeg kiggede gennem revnen og så Lister arbejde alene ved sit feltbord. Han havde en pistol, en kniv, en bandoleer og skulderremmene til en rygsæk. Han var klar til at tage afsted med det samme. Hans marknotesbog sad til venstre for hans skrivebord med låget åbent. Jeg nikkede til Indula. Vi skulle have disse optegnelser. Hun kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg kunne dræbe denne oberst på stedet og håbe på at komme ud i live, men hvis jeg dræber ham, før jeg har beviser, vil Indula aldrig tro mig.
  
  
  "Hør," hviskede jeg. "Vi bliver nødt til at vente, indtil han forlader teltet." Eller indtil vi på en eller anden måde får ham ud. Måske . ..'
  
  
  Jeg afsluttede ikke sætningen. Før dette rejste Lister sig og Kurtz gik ind i teltet. Han så ikke afslappet ud.
  
  
  "Gæst, oberst," sagde tyskeren.
  
  
  Teltdugen blev flyttet til side, og Khalil al-Mansur gik ind i teltet, bøjede sig, rettede ryggen og smilende nærmede sig obersten.
  
  
  "Det er en fornøjelse, oberst," sagde han på engelsk.
  
  
  Lister nikkede. "Min medfølelse, al Mansour. Prinsens død var et chok for os alle.
  
  
  Lister talte også engelsk. Det var nok det eneste sprog, de havde til fælles. Khalil al-Mansur satte sig ned med et smil. Der var en stærk lighed mellem de to mænd; begge lignede garvede ulve, der kredsede om hinanden. Al-Mansur fortsatte med at smile.
  
  
  "Et chok, men heldigvis ikke en uoprettelig tragedie," sagde araberen. – Går dine planer godt?
  
  
  "Fantastisk," sagde Lister. - Har du planer, al-Mansur?
  
  
  "Som alle mænd," sagde Khalil. "Prinsen har gjort et fantastisk stykke arbejde med at tage de rastløse sorte oprørere fra dig, som kom til dig for at få hjælp og støtte. Du virkede som en ven, en der hjalp flygtninge og så slap af med dem uden besvær.
  
  
  "Prinsen gjorde klogt i at sælge dem til slaveri," sagde Lister. - Valget af sorte unge mennesker, stærke og hæslige. Hans velhavende kunder elskede det. Min indflydelse på lederne gjorde det lettere at slavebinde andre kvinder. På den måde kan I hjælpe hinanden.
  
  
  Jeg kiggede på Indula. Hendes mørke ansigt blev næsten gråt. Hadet brændte i hendes øjne. Hun vidste nu, hvordan hun var blevet fanget af prins Wahbis mænd, da hun troede, hun var "sikker" i Listers lejr. Lister overdrog alle de sorte, han angiveligt havde reddet, til Wahbi for at sælge til slaveri, så de ikke ved et uheld opdagede, at Lister var på vej.
  
  
  Hun så på mig og nikkede: nu troede hun på mig. I en anden del af teltet talte Khalil igen.
  
  
  "Gensidig fordel," sagde araberen. "Er der nogen grund til, at dette ikke skulle fortsætte med mig i stedet for prinsen?"
  
  
  "Ingen grund," indvilligede Lister. "Hvis du kan redde hans sted, al Mansour."
  
  
  "Hans sted og hans løfter," sagde Khalil. "Vores støtte til dig i Lorenzo Marques, Mbabane og Cape Town til gengæld for din accept af vores, ja, forretningsforbindelse."
  
  
  "Har jeg brug for din støtte på disse steder, al Mansur?"
  
  
  Khalil smilede igen. - Kom nu, oberst. Jeg kender dine planer. Mens din mangel på støtte vil knuse zulu- og swazi-oprørerne, mens de portugisiske kolonistyrker rykker frem mod syd, slår du til her i nord. Du vil prøve at gribe magten.
  
  
  "Mozambiques Befrielsesfront griber denne magt," sagde obersten. "Orden vil blive genoprettet fra kaos."
  
  
  »Det kaos, du skaber ved at opgive oprørerne, holde sydafrikanerne engageret i Zululand og forvirre og ødelægge de portugisiske tropper af oprørerne. En massakre, som du vil afslutte ved at indkalde dine sorte medarbejdere.
  
  
  Oberst Listers øjne lyste op. "Vi vil blive hele styrken af Mozambiques befrielsesfront. Verden vil råbe om en ende på blodsudgydelserne. Så vil vi være den eneste kraft, der er i stand til at genoprette orden. Vi vil forhandle med Lissabon og derefter tage magten: en fri nation, men i vores hænder." Han så på Khalil. "Ja, støtte fra Cape Town, Lissabon, Rhodesia og endda Swaziland kan hjælpe. Du kan beholde din "forretning", Khalil. En lille pris at betale for styrke.
  
  
  "Du tager magten for russerne. Er du sikker på, at de vil blive enige?
  
  
  "Vi er enige," snerpede oberst Lister til ham. "Jeg tager magten i Mozambique for mig selv, for os. Penge og magt, dette er et rigt land.”
  
  
  Khalil lo. - Jeg kan se, at vi begge er sekulære mennesker. Vi kommer godt ud af det, oberst.
  
  
  "Og jeg," sagde Kurtz, "os alle sammen." Højt embede, guld, villa, tjenere, hvad kan man ellers kæmpe for?
  
  
  Nu lo de alle og smilede til hinanden som gribbe på en tør gren.
  
  
  Indulas hvisken var næsten for høj. "Vi må dræbe dem."
  
  
  "Nej," hviskede jeg. "Vi skal redde dit folk først. De vil blive ødelagt. Hvis jeg forstår Lister yderligere, vil han gøre mere end bare at blive væk. Han vil afsløre dine planer og advare Sydafrika. Vi skal redde dit folk og stoppe Lister.
  
  
  "Men hvordan kan vi gøre det alene? ..'
  
  
  "Jeg tror, jeg ser en vej ud," sagde jeg sagte. 'Chance. Måske vil Khalil og hans mænd give os en mulighed, og den må vi tage nu. Gør som jeg siger. Du tager Khalil. Lydløs. Lige nu!'
  
  
  Vi nåede frem til teltet. På et øjeblik fik Indula sin dolk i halsen på Khalil, før han overhovedet kunne rejse sig en tomme fra sin stol.
  
  
  Jeg satte den lydløse pistol mod Listers hoved og hvæsede til Kurtz:
  
  
  - Gør ikke noget, hører du! Ikke en eneste lyd!
  
  
  De rørte sig ikke. Skræmte øjne så på Indula og stirrede på mig i min brune brændende hud. Hvem var jeg? Jeg præsenterede mig ikke, men jeg tror, Kurtz så, hvem jeg var. Han blev bleg. Jeg var Killmaster, jeg mente, hvad jeg sagde.
  
  
  "Vi tager alle sammen nu," sagde jeg sagte. “Kurtz er i front med Indula. Du er død før du ved af det, sergent, så jeg må hellere passe på hendes kniv. Obersten og Khalil vil følge mig, som god arabisk skik kræver. Smil, snak og husk, at vi ikke har noget at tabe ved at slå dig ihjel, hvis vi bliver opdaget. Sørg for, at vi ikke bliver stoppet.
  
  
  De nikkede, og jeg nikkede til Indula. Pigen gik først med Kurtz, hendes kniv sad fast på det sted på hans ryg, hvor han kunne være død af det første slag. Jeg fulgte Khalil og Lister. Vi gik langsomt gennem midten af lejren; Obersten og Khalil chatter og smiler, mens Khalils arabiske følger går bagved. Hvis nogen af vagtposterne eller andre lejesoldater huskede, at Khalil gik ind i teltet uden en af sine mænd, ville han stadig ikke spørge om det. Hvorfor skulle han det? Obersten var ikke bekymret, og Kurtz gik foran med en smilende zulu-pige, som de alle kendte.
  
  
  Indtil Kurtz, Lister og Khalil blev modige eller dumme, var alt meget enkelt. De forstod det ikke, så det blev nemmere. Vi passerede den ydre ring af vagtposter og gik gennem kanten af junglen. Der var en græsklædt bakke lige foran os. Jeg fik dem alle til at komme lige under toppen, lod dem stoppe, og så stille og roligt på dem,
  
  
  I solen, omkring halvtreds meter væk, så jeg flere arabere vente på Khalil. Lidt længere fremme meddelte nogle bevægelser i buskene, at resten af den afdøde prins Wahbis mænd var der.
  
  
  Jeg vendte mig om og så, at ringen af lejesoldater var blevet tavs omkring hundrede meter fra mig. Flere lejesoldater kiggede afslappet på deres kommandant og hans løjtnant. Konference på højt niveau med Khalil. Hvilken soldat brød sig om sådanne ting? De ville få at vide, hvad de skulle gøre, så de ville slappe af.
  
  
  Det ville være distraherende. Jeg tog en dyb indånding og pegede på Indula. Jeg gav hende Lugeren fra Kurtz's hylster.
  
  
  "Vagt Lister og Kurtz," sagde jeg hviskende. "Og hvis de bevæger en finger, skyder du dem."
  
  
  Hun nikkede. Jeg tog Khalil i hånden med pistolen på ryggen og gik med ham til toppen af bakken. Da jeg var sikker på, at hans mænd havde set ham stå der, tog jeg lyddæmperen af, skød ham to gange i ryggen og begyndte at skrige på arabisk.
  
  
  "De dræbte Khalil al-Mansour. lejesoldater. De dræbte vores leder. Angreb! Angreb! Allah eller Allah. Angreb!'
  
  
  Jeg vendte mig hurtigt om og forsvandt ud af syne. Jeg hørte arabere og sorte wahbi-soldater. Oberst Lister og Kurtz stod i rædsel.
  
  
  I udkanten af lejren var alle lejesoldaterne allerede på benene, og betjentene skyndte sig frem for at se. På venstrefløjen skændtes araberne allerede.
  
  
  "Skyd dem," råbte jeg til Indula.
  
  
  Hun skød Kurtz og rettede derefter pistolen mod Lister. Obersten var lidt hurtigere og dykkede i dækning i et lille hul bag en sten. Indulas skud missede...
  
  
  Lejetropperne råbte: "Arabere! De skød major Kurtz og obersten. Angst! Angst!'
  
  
  Ordrer på fem sprog løb frem og tilbage langs rækken af soldater. Maskingeværerne begyndte at rasle. Granater eksploderede. Araberne skyndte sig frem med dækning. De fandt Khalil.
  
  
  råbte jeg til Indula. - 'Forlad ham. Kom med mig!'
  
  
  Til højre for os var junglen stadig klar. Nu kunne Lister ikke ændre på situationen. Han kunne kun gøre dem vrede. Han vil vinde, men lejesoldaterne vil være temmelig forslåede, og jeg har forberedt mig endnu mere på dem.
  
  
  Vi løb gennem junglen, Indulas bryst svævede som frie fugle. Jeg ville gerne have hende, men jeg vidste, at der var for meget at lave. Vi ankom til helikopteren, da araberne og lejesoldaterne bag os engagerede sig i en hård kamp.
  
  
  Vi lettede uden at affyre et skud og drejede sydpå. Jeg indstillede radioen til den portugisiske hærs frekvens. Jeg præsenterede mig selv og fortalte oberst Listers plan og fortalte dem ikke at gå sydpå, men lige mod oberst Lister. Jeg brugte ministerens navn og fortsatte med at gentage beskeden, indtil vi krydsede Zululands grænse. Jeg sænkede helikopteren nær landsbyen i kløften, hvor jeg tidligere havde været sammen med Indula.
  
  
  "Advar folk," sagde jeg, da hun gik. 'Sig det! De vil tro dig. Send kurerer og tilbagehold dine folk. Undskyld, men en anden dag kommer.
  
  
  Hun nikkede. Hendes øjne var fugtige og skinnende. "Nick?" Jeg smilede. Solomon Ndale og hans mænd kom løbende. Da jeg vendte mod nord, så jeg hende tale med dem. De skyndte sig tilbage til landsbyen, og jeg så budbringerne vifte ud i alle retninger. Vi gjorde det. Oprøret vil blive stoppet. Der vil ikke være nogen massakre. Frihed for zuluerne ville komme senere. Men det vil komme, og de vil stadig leve for at omfavne og bruge friheden.
  
  
  Jeg tændte for radioen igen og begyndte at gentage min besked til portugiseren. Uden et oprør var den skrækslagne flok lejesoldater ingen match for de portugisiske styrker. Mozambique måtte også vente på sin frihed, men selv portugiserne var bedre end oberst Listers bitre frihed.
  
  
  Jeg fortsatte min advarsel ved at rapportere Listers plan. En stemme lød.
  
  
  "Vi hørte dig," sagde en dyb stemme, som jeg straks genkendte. "Vores tropper er allerede på vej. Denne gang vil de ikke løbe fra os.
  
  
  "Det er bedre," sagde jeg. "Hvad med Hawk, sekretær?"
  
  
  "Han er fri".
  
  
  "Også omkring deres landsby," sagde jeg og gav derefter hendes placering.
  
  
  "Tak," sagde ministerens stemme. Han tøvede. "Jeg skylder Dem en undskyldning, sir. Carter. Men jeg er stadig overrasket.
  
  
  "Senere," sagde jeg kort og slukkede for radioen.
  
  
  Det var forbi. Oprøret blev stoppet, en massakre blev forhindret, og lejesoldaterne blev midlertidigt uarbejdsdygtige. Men dette er ikke helt enden. Jeg har stadig uafsluttet arbejde.
  
  
  
  
  Kapitel 20
  
  
  
  
  
  Blidt trådte jeg gennem sumpens skygger. Det var kun middag, og sumpene omkring lejesoldatlandsbyen var stille. De forsvandt alle sammen. Vagtposterne er tomme og øde. Beskeden kom frem her.
  
  
  Jeg stoppede i udkanten af landsbyen. Selv kvinderne forsvandt, hver eneste af dem. Intet rørte sig under middagssolen. Adskillige lig af sorte og lejesoldater lå spredt, som om der var opstået et skænderi, som om personlige partier var blevet afgjort, før lejetropperne flygtede til sådanne sikre havn, som de kunne nå. De vil være sikre. Der var altid nogen i denne verden, der ville ansætte folk; mænd, der var villige til at kæmpe uden spørgsmål.
  
  
  Gribbe kredsede over landsbyen. Nogle var i træerne i kanten, men ingen faldt til jorden. En anden var stadig i live her. Eller måske er en anden stadig i live i denne landsby. Jeg trak min automatpistol frem og gik langsomt mellem de stille hytter under den brændende sol, der filtrerede gennem træerne.
  
  
  Hvis jeg havde haft ret, ville oberst Carlos Lister ikke være blevet hos sine mænd i det øjeblik, han indså, at hans spil var slut. Han havde en radio, så han burde vide det. På dette tidspunkt havde portugisiske kolonitropper omringet hans mænd. Jernbanen ville give let adgang til det sted, hvor de kæmpede mod araberne. Lister ville være gået, så snart han så tropperne, hvis han ikke var flygtet tidligere, da han fik at vide, at jeg ville stikke af for at offentliggøre alt.
  
  
  Det eneste spørgsmål er, om han vil flygte på egen hånd, i en jeep eller et kommandokøretøj, eller endda i en helikopter, hvis han gemte det et sted, hvilket ikke ville overraske mig. Eller vil han tage en gruppe af sit folk med sig? Nu hvor Kurtz var død, troede jeg ikke på, at han var sammen med nogen anden. At løbe væk fra dit eget er meget farligere for en gruppe end for et individ alene. Du ved aldrig, de betroede mennesker, du bragte med dig ind i kampens hede, kan pludselig tænke, at du er en kujon, når du løber væk.
  
  
  Nej, oberst Lister var selv soldat og ville kun snige sig ud, hvis han kunne. Han var kun loyal over for sig selv og sin kommende arbejdsgiver, som havde brug for ham og kunne bruge ham. Især hvis han havde forberedt en flugtvej, en flugtplan for en sikkerheds skyld, hvilket selvfølgelig var tilfældet.
  
  
  Flugtplan og midler: penge, indtjening, vigtige papirer, der kan sælges eller bruges til afpresning. Han må have en form for skat, og hvor ellers, hvis ikke her, i denne landsby, sandsynligvis i sin kones varetægt. Det er derfor, jeg var her. Hvis Lister ikke var vendt tilbage hertil, havde jeg mødt ham et andet sted på et tidspunkt, men jeg forventede, at han kom hertil, og nu har gribbene fortalt mig, at der er nogen i live i landsbyen.
  
  
  Jeg gik forsigtigt mellem hytterne og lyttede til den mindste lyd: en knækkende gren, knirken fra en dør eller væg, slaget fra en riffel eller pistol, lyden af en kniv, der blev trukket fra skeden... Jeg hørte intet andet end et par skud i det fjerne. Det må have været lejetropperne, som nu blev fanget af de portugisiske tropper. Men lejesoldater kæmper ikke længe, hvis slaget er tabt. De forsvinder, ligesom de forsvandt i denne landsby.
  
  
  Jeg hørte skud i det fjerne og brøl fra fly langt og nær. Fly, der flyver højt over landsbyen, og fly, der flyver sydpå, over grænsen. Det måtte være sydafrikanerne, der nu, håbede jeg, ikke havde ramt nogen mål. Men jeg havde et mål.
  
  
  Jeg nåede Listers hytte og så Dambulamanzi. Den høje Zulu lå i støvet ved Listers hovedkvarter. Han var død, såret i hovedet. Jeg behøvede ikke at komme nærmere. Hans døde hånd greb et spyd. Han døde i kamp mod nogen, og assegaien i hans hånd mindede mig om det øjeblik, han skar Deirdre Cabots hoved af. Jeg var ikke ked af at se denne døde Zulu i støvet.
  
  
  Jeg kiggede på hans krop, da jeg hørte blød sang. Dyb melankolsk sang. Det kom fra Listers hytte. Jeg gik forsigtigt ind, bøjet, men holdt maskingeværet foran mig med begge hænder. Da mine øjne vænnede sig til mørket, så jeg dem.
  
  
  Det var en stor hytte, delt i to dele af hængende skind. I det ene rum var der en tom halmmadras, i det andet var der et skrivebord og flere stole. En zulu kvinde, Shibena, sad på en af stolene. Hendes silkekåbe var næsten revet af hendes krop og var dækket af blod. Der var også blod i hendes tykke afrikanske hår. Langsomt, som om hun var såret, vuggede hun frem og tilbage. Sangen brast ud af hendes hals.
  
  
  Oberst Carlos Lister lå over sit skrivebord. Hans hoved hang i den ene ende, hans støvlefødder i den anden. Han var død. Hans hals blev skåret over. Han havde yderligere to sår på kroppen, som om han var blevet stukket, før han blev skåret i halsen for at afslutte arbejdet.
  
  
  Jeg kom tættere på. - Shibena?
  
  
  Langsomt vuggede hun frem og tilbage, hun fortsatte med at synge, hendes øjne vendte væk for at afsløre hvidhed.
  
  
  - Shibena? Hvad er der sket?'
  
  
  Hendes krop lavede en jævn bevægelse, mens hun svajede. Under hendes bølgende hår var hendes ansigt mindre, end jeg havde forestillet mig, for lille til hendes brede næse. Hun var næsten nøgen, hendes kjole hang kun i en tråd om hofterne. Hendes skuldre var brede og bløde, og hendes bryster var fulde af mørke lyserøde brystvorter. Hun havde intet fedt på sine muskuløse lår og slanke sider, og maven var næsten flad. Kvinde. Noget rørte sig i mig.
  
  
  "Jeg var nødt til at gøre det." - sagde hun pludselig på engelsk, rent engelsk uden accent, hvilket overraskede Indula.
  
  
  - Dræbte du ham? Lister?
  
  
  "Han kom her, da han løb væk fra slaget." Hendes hvide øjne udvidede sig og stirrede på mig. "Han flygtede fra sit folk. Han kom efter mig for sine penge og dokumenter. Han skal have penge og dokumenter. Han sagde, at jeg også skulle være sammen med ham. Jeg skulle have gået med ham.
  
  
  Hun skar gennem den kedelige luft i kabinen med en voldsom håndbevægelse og ødelagde oberst Carlos Lister igen, muligvis dræbte ham igen. Slette det fra dit behov, din kærlighed, din seng og dit liv. Og dræber ham.
  
  
  »Han havde en bil, penge, våben. Han ville have mig. Hun rystede kraftigt på hovedet. "Jeg er ikke ung. Jeg er en kvinde. Jeg elskede ham. Men hele mit liv arbejdede jeg for mit folk, boede i et fremmed land for at få en uddannelse til mit folk. Jeg kunne ikke forråde ham.
  
  
  Hun så op, vred og stolt. "Han forrådte mit folk. Du havde ret, hvide mand. Han fortalte mig. Han fortalte mig. Alle hans planer, alle hans drømme om at blive leder af Mozambique, hans forhandlinger med de hvide om at regere her. Han sagde, at han næsten lykkedes, men ville lykkes en anden dag. På mit folks blod. Så jeg stak ham.
  
  
  Hun rejste sig og så på den døde mand. »Jeg stak ham og skar derefter halsen over. Jeg lod hans blod spilde på afrikansk jord, på den jord, som han ville have afrikansk blod til at spilde."
  
  
  "Dræbte han Dambulamanzi?"
  
  
  Hun nikkede. - Ja, Dambulamanzi ventede på ham her. Jeg vidste det ikke. Men Carlos... Oberst. .. dræbte ham. Han skød Dambulamanzi, en mand, der kun ønskede at kæmpe for sit folks frihed."
  
  
  Hendes bryster hoppede op og ned i vrede over den voldelige konflikt i hende. Pludselig så jeg hendes sorte øjne i mit ansigt. Næsten sultne øjne. Hendes bryster så ud til at hæve og dele sig på samme tid og skilles for at omfavne verden. Hun kiggede på mig og så på sin næsten nøgne krop. Død, vold, blod og had har til tider en mærkelig effekt. Kærlighed og had er i nærheden, liv og død, grådighed og vold. Jeg mærkede det på hendes nøgne begær.
  
  
  Følte hun det samme om mig?
  
  
  - Dig dig. ..ødelagde ham,” sagde hun. 'Du gjorde det. Indula fortalte mig.
  
  
  Jeg mærkede hende tæt på mine tæer. Min stemme lød hæs. - Hvad fortalte Indula dig?
  
  
  'Hvad.' hendes smil var svagt, "Du var en mand."
  
  
  'Her?' - spurgte jeg og kiggede på Lister, der hang hovedet fra bordet. 'Med ham?'
  
  
  "Nå, bare på grund af ham."
  
  
  Hun smed de sidste stykker af sin silkekåbe, lod den falde ned til anklerne og gik så nøgen ud. Jeg så på hendes fyldige krop, hendes feminine hofter, den fremtrædende Venushøj og trekanten af sorte hår på hendes sorte hud.
  
  
  Jeg kiggede og slugte, men ikke længe. Hun kom hen til mig og trak mine læber til sine. Jeg mærkede hendes tunge, varm og skarp, som en kniv, i min mave. Jeg glemte oberst Lister, samlede hende op, bar hende ind i soveværelset og lagde hende på sugerøret. Hun lukkede øjnene og åbnede sine arme og ben for mig.
  
  
  Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom ud af mine støvler eller bukser. Jeg kan ikke huske, at jeg lå ved siden af hende. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg gled ind i hende, som en dreng, der tager en kvinde for første gang, fuld, tung og næsten dunkende af smerte. Jeg husker hendes støn, hendes kys, hendes ben lukket om mig og hendes hofter, der blev ved med at løfte sig fra halmen, så jeg kunne gå dybere ind i hende.
  
  
  Vi lå side om side, og jeg rørte ved hendes krop på det sted, hvor kvindehøjen i underlivet rejste sig under det kileformede sorte hår. Hun sukkede ved siden af mig, lukkede øjnene igen, som om hun faldt i søvn; hendes venstre hånd strøg min side og mit bryst, og pludselig fløj hendes højre hånd op og gik mod mit bryst.
  
  
  Jeg tog fat i hendes håndled med begge hænder, handlede i samme splitsekund, som hun gjorde, mens jeg holdt håndleddet på den hånd, hun holdt kniven væk fra mig. Den lange, knivskarpe dolk, hun trak fra strået af sengen, var sandsynligvis den samme, som hun brugte til at dræbe Carlos Lister. Jeg vristede mig, kastede hende over mig af al min kraft og trak med samme bevægelse dolken ud af hendes hånd.
  
  
  Jeg hørte et knas, da hendes håndled brækkede. Dolken faldt til jorden, og hun ramte væggen i hytten. På et øjeblik var hun på fode igen og væltede i det øjeblik, hun ramte jorden. Jeg greb min automatpistol fra mine bukser, som jeg havde tabt på gulvet ved siden af sengen, og rettede våbnet mod hende, mens jeg holdt det med begge hænder.
  
  
  Hun stoppede. Hun rystede ikke af frygt eller vrede, men af at prøve at holde sig stille. Hele hendes krop var spændt til at kaste sig over mig. Hendes ansigt var uforståeligt af smerte.
  
  
  Jeg spurgte. - 'Hvorfor?'
  
  
  Hun sagde ikke noget. Hun kiggede bare på mig.
  
  
  "Deirdre," sagde jeg. 'Hvorfor? Hvorfor gjorde du det her?'
  
  
  Hun sagde stadig ikke noget. Hun stod der forsigtigt.
  
  
  Jeg sagde. - "Ar." - Det ar med et spørgsmålstegn på maven, Deirdre, jeg så det, da du tabte dit tøj, den perfekte forklædning: hår, næse, sort pigment må have brugt ham i årevis. Men jeg kendte ikke din krop. Hvorfor, Deirdre?
  
  
  "Arret," sagde Deirdre Cabot. - Ja, jeg var allerede bange for dette ar. Derfor var jeg ikke helt nøgen, da du kom her. Jeg håbede, at du i det svage lys, på grund af Carlos' død og på grund af lidenskab, ville savne arret og give mig tid nok til at... .. - Hun trak på skuldrene. "Kvinder," tænkte jeg, "er Nicks svaghed. Hvis han er varm nok, vil han ikke se dette ar, og denne gang vinder jeg imod ham. Det var alvorligt denne gang, ikke, Nick? Jeg burde have dræbt dig, ikke?
  
  
  Jeg nikkede. "Jeg ville have fundet ud af det før eller siden alligevel." Ingen undtagen den portugisiske minister Hawke og jeg vidste om denne overførsel af tropper til Imbamba. Det vidste Lister dog. Den eneste måde var at lytte til min rapport til Hawk, og kun en AXE-agent kunne lytte til den. En AXE-agent, der arbejdede med Carlos Lister. Og det kunne kun være én AXE-agent: dig, Deirdre Cabot, N15, ham der har været tæt på oprørerne i årevis. Men du arbejdede ikke med oprørerne, du arbejdede for Lister. Og du spillede denne falske henrettelse for at få mig til at lave en fejl.
  
  
  "Stærke lys- og skyggeeffekter," sagde Deirdre. "Spejle. En af Listers mænd var engang en tryllekunstner. En zulu-kvinde blev dræbt, for at vi skulle have et lig til at fodre krokodillerne. Og der var mange mænd rundt omkring, som stod klar til at bytte hende ud med mig under henrettelsen. Det virkede, men du var for god, ikke, Nick? Den måde du brugte min krop til at undslippe krokodillerne. Carlos var rasende, men det overraskede mig ikke. Jeg var glad for, at jeg var "død", da du løb væk.
  
  
  "Det var dig hele tiden," sagde jeg. »Der var ingen forræder overhovedet. Alt dette kom fra dig, i AH: al portugisisk information. Du vidste, at der ikke var nogen embedsmand til at rapportere pengene, så du skulle have ladet Lister stoppe mig. Jeg går ud fra, at du og Lister ville have disse penge. Hvorfor, Deirdre?
  
  
  "Styrke, Nick. Og penge. Hele vores liv, mit og Carlos', arbejdede vi for en god sag, satte vores liv på spil, men forgæves. Hvis vi tog over her, ville vi have reel magt og reel rigdom, ikke bare at udføre beskidt arbejde for andre. Hele verden er korrupt. Se hvad du lige har gjort. Der er ingen moral. Det hele er snavs. Jeg ville have magt for mig selv, når alt, hvad vi kunne få, var snavs. Jeg havde det næsten. ..'
  
  
  "Næsten," sagde jeg. 'Ikke rigtig.'
  
  
  "Nej," sagde hun og kiggede på mig. "Du så arret, da jeg tabte kappen." Du har set det her før. .. Og alligevel tog du mig. ..'
  
  
  "Du skyldte mig den anden nat," sagde jeg.
  
  
  "Du vidste det. Og alligevel gik du i seng med mig.
  
  
  "Jeg kan godt lide kvinder."
  
  
  "Nej," sagde hun. Hun fandt oberst Listers bukser og tog dem på. Så en af hans skjorter og knappede den op. "Jeg elskede Carlos, men jeg dræbte ham. flugt; han kendte mig for godt. Du elsker mig, Nick. Kan du dræbe mig?
  
  
  Jeg trak mine bukser op. - "Udfordr mig ikke, Deirdre."
  
  
  Før jeg nåede at bevæge mig, holdt hun skjorten i den ene hånd, løb hun hen til døren. Jeg løftede min automatpistol og sigtede. Mine øjne var på hendes ryg. Jeg tog sigte. jeg... .. Hun gik.
  
  
  Jeg stoppede.
  
  
  Et skud lød udenfor. Skud. Og så endnu en. Jeg løb ud af hytten.
  
  
  Der stod Høg i sollyset. Han havde en pistol i hånden. Deirdre lå på jorden. Portugisiske soldater bragede ind i landsbyen. Hawk kiggede på mig.
  
  
  'Jeg var her. "Jeg hørte det meste af denne samtale," sagde han med sin glatte, nasale stemme. "Jeg har ikke affyret en pistol i femten år." Men hun kunne ikke gå frit omkring eller møde i retten. AH ville ikke give det til hende, lad os tale, okay?
  
  
  "Det tror jeg ikke," sagde jeg.
  
  
  Hawk smed pistolen væk og vendte sig om.
  
  
  
  
  Kapitel 21
  
  
  
  
  
  Jeg bad Hawke om at afgøre alt dette med portugiserne, med alle de andre regeringer og også med oprørerne, hvis han kunne. Han er formentlig en ekspert i det her, og oprørerne har brug for al den hjælp, de kan få, selv fra en organisation, de ved har bånd til den anden side. Han tog mig til flyet, der ville tage mig væk fra Lorenzo Marquez.
  
  
  "Zululand er stille nu," sagde han. "Som en overalt. De fanger stadig Listers lejesoldater, i det mindste kan de finde dem. Slavehandlere er også på flugt. Uden nogen til at tage over, bryder slaverne fri. Jeg vil lave en rapport til FN om denne slavehandel, måske vil det sætte en stopper for det."
  
  
  "Du skal ikke regne med det," sagde jeg. "Der er ingen ende på det her, så længe der er sheiker, industrichefer og piratledere med penge og høvdinge i fattige landsbyer, der elsker deres lille magt og for mange piger og hidsige unge mænd omkring."
  
  
  "Du har et mørkt menneskesyn, Nick."
  
  
  "Nej, kun til det, der betragtes som fri virksomhed i det meste af denne verden," sagde jeg. ”Hvis nogen vil købe noget, er der altid nogen, der kan sælge det. En araber fortalte mig det engang.
  
  
  "Død araber." Ministeren vil have mig til at lykønske Dem med alt. Selvom han siger, at bundlinjen er, at han mistede tre ansatte for ingenting, og at helvede kommer til at bryde løs derhjemme.”
  
  
  - Han tager sig af det. Politikere og generaler tager risici, når de påtager sig job. Næste gang, vær mere sikker på dit mål.
  
  
  "Ville det ikke være vidunderligt, hvis vi ikke behøvede at gøre dette?" - sagde Hawk. Han kiggede på flyene. "Hun kunne ikke holde det ud, Nick." Vores arbejde.
  
  
  Det kom til hende. Nogle gange har vi en agent, der begynder at tro, at intet af det her betyder noget og så tager alt, hvad han kan få fingrene i. Det er en risiko, vi må tage.
  
  
  "Selvfølgelig," sagde jeg.
  
  
  - Hun er skør, Nick. Tænk over det. Hun begyndte at se vores magt som sin egen og glemte hvorfor hun havde denne magt.
  
  
  "Selvfølgelig," sagde jeg igen.
  
  
  "Tag en uge fri denne gang."
  
  
  "Måske to," sagde jeg.
  
  
  Høg rynkede panden. "Tag dig ingen friheder, N3."
  
  
  Så forlod jeg ham. Fra flyet så jeg ham stige ind i en sort limousine. Samtale på højt niveau. Han kunne lide mig. I sidste ende er det at dræbe, hvad jeg gør, det passer mig bedre. Og alligevel dræber vi begge på vores egen måde af samme grund: en sikrere, bedre verden. Jeg skal bare blive ved med at tro på det.
  
  
  Ligesom Indula måtte fortsætte med at tro på, at hendes sag ville bringe hende en bedre verden. Da flyet begyndte at taxa under den skinnende mozambiquiske sol, spekulerede jeg på, om jeg skulle gå ud på jagt efter Indula. Der skete noget med os der på prins Wahbis sofa. Hvad som helst . ..men hun havde sit eget liv og sin egen verden. Hun havde ikke brug for mig, og dette "noget" var sket for mig før. Faktisk tror jeg, at dette altid sker for mig.
  
  
  Dette vil ikke ske igen ved hemmelige møder på en eller anden gade i en hemmelig by, hvor der ikke burde være to agenter. Jeg ville glemme de øjeblikke i de skjulte rum. OM
  
  
  Men jeg savner dem virkelig.
  
  
  For nu . .. En høj, næsten overvægtig, rødhåret kvinde gik ned ad flyets gang, da flyet gjorde klar til at lette. Hun så tilbage på mig. Jeg smilede. Faktisk var den slet ikke tung. Bare en stor, stor kvinde.
  
  
  Jeg skyndte mig efter hende. Om et øjeblik skal vi sætte os ned og spænde vores sikkerhedsseler. Jeg ville sidde i den rigtige stol. Jeg lænede mig mod den rødhårede, begge hænder havde bestemt travlt.
  
  
  "Hej," sagde jeg. "Jeg elsker også martinier. Mit navn er . ..'
  
  
  
  
  
  
  Om bogen:
  
  
  Afrika, der er sønderrevet af generationer af racehad og årelang blodig opstand, er slagmarken for Nick Carters seneste mission: Jagten på en ansigtsløs morder. Killmaster Carter ved, at hans offers identitet er et mysterium, at offeret er en forræder, men også en hensynsløs massemorder...
  
  
  Der er tre mistænkte. Nicks ordre: "Tag ikke nogen chancer, dræb alle tre!" Men det er ikke så enkelt. Han kæmper med den vanskelige situation, med had, med den fortærende vildnis, med primitivt barbari og civiliserede grusomheder i nutidens Afrika. Hvilken rolle spiller Deirdre i denne opgave?
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  Beirut hændelse
  
  
  
  
  Nick Carter
  
  
  
  Beirut hændelse
  
  
  
  Dedikeret til folket i de amerikanske efterretningstjenester
  
  
  
  Første kapitel
  
  
  
  Den varme, tørre vind brændte mit ansigt og brændte mine læber i den 130 graders saudiske varme. For tredje gang kørte jeg mine fingre beroligende hen over den brændende numse af Wilhelmina, min 9 mm Luger. Hvis jeg nogensinde indhentede Hamid Rashid og hollænderen, ville jeg sikre mig, at den ikke blev rystet ud af det fjederbelastede skulderhylster, jeg bar under min jakke. Hullerne i den tosporede murbrokker, der snor sig gennem ørkenen, fik mine tænder til at ryste.
  
  
  Jeg tog hårdere fat i rattet og trykkede jeepens gaspedal i gulvet. Speedometernålen nærmede sig modvilligt de halvfjerds.
  
  
  Ørkenens flimrende hedebølger fordrejede mit syn, men jeg vidste, at et sted på motorvejen foran mig var den store SAMOCO-lastbil, jeg jagtede.
  
  
  Hamid Rashid var en snedig saudisk, lille, mørk, tyndbenet, homoseksuel. Han var også en sadistisk morder. Jeg huskede det lemlæstede lig af en af olierørledningsvagterne, vi fandt i ørkenen for bare tre dage siden.
  
  
  Selvfølgelig skal man nogle gange dræbe. Men Hamid Rashid kunne lide det.
  
  
  Jeg skelede gennem mine solbriller og forsøgte at suse væk fra jeepen. I det fjerne var en gruppe høje, vindomsuste sandklitter, der spredte sig over det saudiske affald, blandet med ru, hårdtpakkede klipperygge, ikke ulig Arizonas mesas.
  
  
  Hvis jeg ikke fangede lastbilen, før vi nåede klitterne, ville der være et bagholdsangreb et sted langs den 37 kilometer lange vejstrækning mellem Dhahran og Ras Tanura. Og Hamid Rashid vidste, at han ville rødme. Inden dagen er omme, dør en af os.
  
  
  hollænder. På sin egen måde var den venlige, blonde hollænder Harry de Groot lige så dødbringende som Rashid. Det hollandske sammenbrud kom aftenen før i en kodet besked fra AX, USA's elitekontraefterretningsenhed:
  
  
  De Groot, Harry, 57. hollænder. Vicedirektør, Enkhizen, 1940-44. Østtyskland, sabotør, 1945-47. Türkiye, Syrien, Jordan, Saudi-Arabien, spionage, 1948-60. Rumænien, sabotør, 1961-66. USSR, spionageinstruktør, 1967-72. Uddannelse: Universitetet i Göttingen, geologi. Familie: Nej. Bedømmelse: K-1.
  
  
  K-1 var nøglen. I AXE's gådefulde stil betød det "hensynsløs og professionel." Kl svarede til min egen Killmaster-bedømmelse. Harry de Groot var en højt trænet morder.
  
  
  Geologien forklarede selvfølgelig, hvorfor han blev sendt til Mellemøsten.
  
  
  Rashid var også oliearbejder. For 15 år siden studerede han på det amerikanske universitet i Beirut, hvor han primært fokuserede på olieefterforskning. Dette er en meget populær genstand i denne del af verden.
  
  
  Det var også det, der bragte mig til Saudi-Arabien på en presserende førsteprioritetsopgave fra AX. Det hele startede uskyldigt nok den 17. april 1973, da ifølge New York Times "ukendte sabotører forsøgte at sprænge en rørledning fra Saudi American Oil Company i det sydlige Libanon."
  
  
  Sprængladninger blev plantet under rørledningen fire miles fra Zahrani-terminalen, men der var ringe skade. Dette mislykkede forsøg på sabotage blev oprindeligt afskrevet som endnu et PLF-indgreb mod Yasser Arafat.
  
  
  Men dette viste sig kun at være den første af en lang række hændelser. De var ikke beregnet til at forstyrre strømmen af olie til Amerika. oktober 1973 havde krigen og de arabiske staters efterfølgende boykot allerede gjort dette. Målet var at afskære oliestrømmen til Vesteuropa, og det havde USA ikke råd til. Vi havde brug for et stærkt, økonomisk ekspanderende Vesteuropa for at neutralisere sovjetblokkens magt, og olien, der holdt NATO-landene i live, kom fra Saudi-Arabien. Så selvom vi ikke selv modtog olien, lovede amerikanske olieselskaber i de arabiske lande at forsyne vores vestlige allierede.
  
  
  Da terrorister raserede Sidi Ber-oliedepotet, blev jeg tilkaldt af min hærdede AX-boss, David Hawk.
  
  
  Mit job, fortalte Hawk, var at finde lederne og skære planten ned med rødderne. Det havde været en lang rejse, der gik gennem London, Moskva, Beirut, Teheran og Riyadh, men nu havde jeg dem – de ræsede foran mig ad motorvejen til Ras Tanura.
  
  
  Lastbilen nærmede sig, men med den var to høje klitter og en klippehøj, der førte til højre. Jeg lænede mig frem for at skjule mit ørkenbrændte ansigt bag jeepens lille forrude. Jeg kunne se ud over den svajende blå form af den store vugge til det skarpe sving på motorvejen, hvor den forsvandt mellem klitterne.
  
  
  Jeg havde ikke tænkt mig at gøre dette.
  
  
  Lastbilen ramte i høj fart et sving og forsvandt mellem klitterne. Jeg slukkede Jeepens tænding, så den eneste lyd, jeg kunne høre i den stille ørkenvarme, var lyden af lastbilens motor, der kørte.
  
  
  Næsten med det samme blev lyden afbrudt, og jeg slog i bremsen og fløj halvvejs af vejen, før jeg stoppede. Rashid og hollænderen gjorde præcis, som jeg havde mistanke om. Lastbilen standsede formentlig ved vejen. Rashid og hollænderen ræsede mod klipperne på hver side af vejen i håb om, at jeg ville styrte ind i den blokerende lastbil.
  
  
  Jeg havde ikke tænkt mig at gøre dette. Gemt rundt om et sving i vejen sad jeg ligesom dem i jeepen et stykke tid og tænkte på mine næste skridt. Solen hang klart på den skyfri himmel, en ubønhørlig ildkugle, der brændte ørkenens kviksand. Da jeg sad stille, mærkede jeg sveden løbe ned af mit bryst.
  
  
  Min mening blev accepteret. Jeg trak mine fødder ud af jeepen og bevægede mig hurtigt til foden af den høje klit. I min venstre hånd bar jeg en dåse ekstra benzin, som var standardudstyr på alle SAMOCO ørkenbiler. I min højre hånd var der en kolbe, som normalt var hængt i et beslag under instrumentbrættet.
  
  
  På dette tidspunkt havde Rashid og hollænderen, der forventede en stor ulykke - eller i det mindste mine hektiske forsøg på at undgå det - allerede indset, at jeg havde indhentet dem. Nu havde de to valg: enten vente på mig eller følge mig.
  
  
  Jeg forventede, at de ventede: lastbilen fungerede som en naturlig barrikade, og vejen med klitter på hver side fungerede som en dødbringende tragt, der ville sætte mig direkte ind i mundingen af to AK-47 rifler, der var spændt fast under bilens sæde . lastbil kabine. Det vil tage en time eller mere at gå rundt om klitten til venstre. Klitten til højre, lænet op ad en lang klippefremspring, ville være umulig at undgå. Den strakte sig mange kilometer.
  
  
  Der var kun én vej – højere og højere. Men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne gøre det. Over mig var den truende sandklit mere end syv hundrede fod høj og steg stejlt med stejle skråninger skåret af Shamaal, de brændende storme fra ørkenvindene, der fejer over de rødbrune saudiske ødemarker.
  
  
  Jeg havde brug for en cigaret, men min mund var allerede tør. Jeg krøb sammen ved foden af klitten og drak grådigt det brakvand fra kolben og lod det strømme ned i min hals. Jeg hældte resten på hovedet. Det løb ned af mit ansigt og på halsen og gennemblødte kraven på min jakke, og i et stort øjeblik følte jeg lettelse fra den uudholdelige varme.
  
  
  Derefter, da jeg hurtigt skruede hætten af beholderen, fyldte jeg kolben med benzin. Da jeg satte låget på beholderen igen, var jeg klar til at gå.
  
  
  Det var utroligt. To skridt op, et skridt tilbage. Tre op, to tilbage gled sandet ud under mine fødder og efterlod mig med ansigtet nedad på den brændende skråning, sandet så varmt, at det gav blærer på min hud. Mine hænder tog fat i den stejle skråning og løftede så det varme sand. Det gik ikke – jeg kunne ikke klatre lige op ad klitten. Det rindende sand ville ikke støtte mig. For overhovedet at bevæge mig, ville jeg være nødt til at strække ud på skråningen for at få maksimal trækkraft; men at gøre det betød at begrave sit ansigt i sandet, og sandet var for varmt til at røre ved.
  
  
  Jeg vendte mig om og lagde mig på ryggen. Jeg kunne mærke, at der dannede vabler på bagsiden af mit hoved. Hele klitten så ud til at flyde under min jakke og ned i mine bukser og dækkede min svedige krop. Men på min ryg var mit ansigt i det mindste lavet af sand.
  
  
  Liggende på ryggen på dette sandbjerg begyndte jeg langsomt at klatre op ad bjerget, ved at bruge mine arme i brede bevægelser og mine ben i frøspark. Det er som om jeg svæver på ryggen.
  
  
  Solens nøgne kraft slog mig ubønhørligt. Mellem den klare sol, den uklare himmel og den reflekterede varme fra sandet, må temperaturen, mens jeg kæmpede mig op ad bakken, have været omkring 170 grader. Ifølge Landsman-koefficienten reflekterer ørkensand omkring en tredjedel af varmen fra den omgivende luft.
  
  
  Det tog mig hele tyve minutter, før jeg nåede højdedraget, forpustet, dehydreret, tørstig og dækket af sand. Jeg kiggede forsigtigt over. Hvis hollænderen eller Hamid Rashid tilfældigvis kiggede i min retning, ville de straks bemærke mig, men det ville være svært for dem at skyde - at skyde opad.
  
  
  Alt var som jeg forventede. Lastbilen var parkeret på tværs af vejen, begge døre var åbne. Hamid Rashid, en lille skikkelse i sin hvide galib og rødternede kaffiyeh, travede fra siden af ​​vejen tilbage til lastbilen og placerede sig, så han kunne tage sigte langs vejen gennem førerhusets åbne døre.
  
  
  Hollænderen havde allerede indtaget en forsvarsposition under lastbilen, beskyttet af det store baghjul. Jeg kunne se solen skinne af hans briller, mens han kiggede ud bag et opsvulmet sanddæk, hans hvide hørdragt og stribede sløjfe var uoverensstemmende med det mishandlede leje af en gammel ørkenlastbil.
  
  
  Begge mænd var på motorvejen.
  
  
  De ventede ikke på mig på toppen af klitten.
  
  
  Jeg lænede mig tilbage bag beskyttelsen af højderyggen og gjorde mig klar til handling.
  
  
  Først tjekkede jeg Hugo, en stilet-stilethæl, som jeg altid bærer i en ruskindsskede fastspændt til min venstre underarm. En hurtig drejning af min hånd og Hugo ville være i min hånd.
  
  
  Jeg trak Wilhelminaen ud af hylsteret og tjekkede handlingen for at sikre mig, at den ikke var tilstoppet med sand. Den eksploderende Luger vil rive skyttens hånd fra hans håndled. Jeg tog derefter Artemis-dæmperen ud af min jakkelomme og rensede den forsigtigt for sand, før jeg placerede den på pistolens løb. Jeg havde brug for ekstra forsigtighed med lyddæmperen, så jeg kunne få tre eller fire skud af, før Rashid og hollænderen indså, hvor de kom fra. Et skud fra en lydløs Luger ville have givet min position for tidligt.
  
  
  Jeg skulle udføre en operation mere, før jeg var klar til at handle. Jeg skruede hætten af den lærredsdækkede kolbe, snoede lommetørklædet ind i seks tommer reb og stak det i tuden. Min mund og hals var tør. Jeg kunne ikke have holdt fem timer i denne ørkenvarme uden vand, men jeg havde god grund til at erstatte vandet med benzin. Det lavede en vidunderlig molotovcocktail.
  
  
  Jeg tændte en provisorisk lunte og så med tilfredshed, hvordan det benzinvåde lommetørklæde begyndte at ulme. Hvis jeg kunne komme langt nok ned ad skråningen, før jeg kastede den, skulle den pludselige bevægelse af selve kastet sprøjte nok benzin ud af halsen på kantinen til at få det hele til at eksplodere. Men hvis min nedstigning bliver til et vanvittigt strejf ned ad en skråning af glidende sand, vil gassen lække ud af dåsen, mens jeg holder den, og den vil eksplodere i min hånd. Jeg bad en stille bøn og placerede den ulmende bombe på sandet ved siden af mig.
  
  
  Så væltede jeg om på maven i det flammende sand og bevægede mig langsomt mod højderyggen og holdt mig så flad som muligt. Wilhelmina strakte sig ud foran mig.
  
  
  Jeg var klar.
  
  
  Hamid Rashid og hollænderen var der stadig, men de må være begyndt at blive bekymrede og spekulerede på, hvad jeg havde gang i. Solen reflekterede fra Rashids pistol og ud gennem den åbne dør til kabinen, men jeg så intet til Rashid selv undtagen en lille plet af den rød- og hvidternede kaffiyeh, han bar på hovedet.
  
  
  Hollænderen foreslog et bedre mål. Sammenkrøbet bag baghjulet på en stor lastbil var han lidt vinklet mod mig. En del af hans ryg, hans side og hans lår var blotlagt. At skyde ned ad skråningen gennem de glitrende varmebølger gjorde det ikke til det bedste mål i verden, men det var alt, hvad jeg havde.
  
  
  Jeg sigtede forsigtigt. Et godt skud ville have brækket hans rygsøjle, et meget godt ville have brækket hans hofte. Jeg sigtede efter rygsøjlen.
  
  
  Jeg trykkede langsomt og bevidst på aftrækkeren.
  
  
  Wilhelmina rystede i min hånd.
  
  
  Sand sprøjtede ved hollænderens fødder.
  
  
  Ufrivilligt rykkede han tilbage og rettede sig delvist op. Det var en fejl. Dette gjorde ham til et bedre mål. Det andet skud ramte ham, og han snurrede halvvejs, inden han atter dukkede sig bag dækslet på et lastbilhjul. Det tredje skud sparkede endnu mere sand op.
  
  
  Jeg bandede og affyrede et fjerde skud gennem førerhuset på lastbilen. Et heldigt rebound kunne sætte Rashid ud af spillet.
  
  
  Nu klatrede jeg og krydsede bakkens top, dykkede, gled, næsten knædybt i det skiftende sand; Jeg gjorde mit bedste for ikke at kaste mig frem på usikker støtte, Wilhelmina greb i min højre hånd og en kolbebrændbombe i den anden, som jeg holdt forsigtigt i vejret.
  
  
  Tre skud fra Hamid Rashids riffel lød i ørkenens stilhed. De spyttede hurtigt i sandet foran mig. Afstanden var ikke så slem, men en person, der kommer nedefra, er et næsten umuligt mål. Selv de bedste skytter i verden vil uvægerligt skyde lavt under sådanne omstændigheder, og det er, hvad Rashid gjorde.
  
  
  Men nu kom jeg tættere og tættere på bunden af bakken. Jeg var tredive yards fra lastbilen, men jeg så stadig ikke Rashid, som skød gennem de åbne førerhusdøre igen. Kuglen rev min jakkelomme.
  
  
  Det er tyve meter nu. Jorden blev pludselig jævn og meget mere solid. Dette gjorde løb lettere, men gjorde mig også til et bedre mål. En riffel tordnede til højre for mig, så igen. Hollænderen vendte tilbage til arbejdet.
  
  
  Jeg var nu femten meter fra lastbilens førerhus. Næsen på Rashids AK-47 strakte sig hen over forsædet og udsendte flammer. Jeg skyndte mig til højre og ind på fast grund med kun et halvt sekund, før kuglen fløjtede over hovedet.
  
  
  Mens jeg knælede ned, svingede jeg min venstre arm i en lang, sløjfet bue, og kastede forsigtigt brandbomben ind i lastbilens førerhus.
  
  
  Hun landede perfekt på sædet og rullede hen over løbet på Rashids riffel hen imod den snavsede saudiske mand.
  
  
  Det må kun have været centimeter fra hans mørke, højbenede ansigt, da det eksploderede i en brølende gejser af flamme.
  
  
  Det tynde skrig af smerte endte uhyggeligt og endte i et højt crescendo, da Rashids lunger blev til aske. Jeg var allerede i bevægelse og hoppede i dækning under motorhjelmen på en stor SAMOCO-lastbil.
  
  
  Jeg lænede mig op ad den tunge forkofanger i et minut, gispede efter luft, blodet pulserede i min pande af overspænding, og mit bryst strakte sig.
  
  
  Nu var det mig og hollænderen. Det er bare os to, der leger kat og mus omkring en gammel blå lastbil med pløkke midt i den tomme saudiske ørken. Bare et par meter væk lugtede jeg den skarpe lugt af brændende kød. Hamid Rashid var ikke længere involveret i dette spil, kun hollænderen.
  
  
  Jeg sad foran lastbilen, udmattet, forpustet, dækket af sand og stegte i min egen sved. Det var godt placeret bag baghjulet på lastbilen. Han var såret, men jeg vidste ikke hvor slemt.
  
  
  Han var bevæbnet med en riffel. Der var også en pokkers god chance for, at han havde en pistol. Jeg havde Wilhelmina og Hugo.
  
  
  Hver af os havde kun to valg: enten forfølge den anden, eller sidde og vente på, at fjenden tog det første træk.
  
  
  Jeg knælede hurtigt ned for at kigge under lastbilen. Hvis han havde bevæget sig, ville jeg have set hans ben. De var ikke synlige. Et lillebitte stykke bukseben kiggede frem bag det højre hjul, blot et glimt af hvidt linned.
  
  
  Jeg fjernede lyddæmperen fra Wilhelmina for større nøjagtighed. Jeg holdt fast i kofangeren med den ene hånd og lænede mig næsten på hovedet og skød forsigtigt på det hvide stykke.
  
  
  I bedste fald kunne jeg få den til at rikochettere, eller måske endda forårsage en eksplosion, der ville skræmme den nok til at bryde dækningen. I værste fald vil dette lade ham vide præcis, hvor jeg er, og at jeg ved, hvor han er.
  
  
  Skuddet genlød i stilhed, som om vi var i et lille rum i stedet for et af de mest øde steder i verden. Dækket pustede ud og fladede langsomt og vippede den store lastbil i en akavet vinkel mod højre bagende. Det resulterede i, at hollænderen havde en lidt bedre barrikade end tidligere.
  
  
  Jeg stillede mig mod de tunge tremmer og begyndte at tælle. Indtil videre har jeg affyret fire skud. Jeg ville have foretrukket hele klippet uanset hvad. Jeg fiskede et par skaller op af min jakkelomme og begyndte at genlæse.
  
  
  Et skud lød, og noget skubbede til hælen på min støvle, og sandet fossede ud af ingenting. Jeg rystede, forbløffet. Jeg bandede mig selv for at være skødesløs og hoppede op på lastbilens kofanger i en halvbøjet stilling, mens jeg holdt hovedet under motorhjelmen.
  
  
  Hollænderen vidste også, hvordan man skyder under lastbiler. Jeg er heldig. Hvis han ikke havde skudt fra en meget akavet position – og det må han have været – kunne han have skudt gennem mine ben.
  
  
  For øjeblikket var jeg sikker, men kun et øjeblik. Og jeg kunne ikke holde på den ulideligt varme metalhætte længere. Min krop føltes allerede som om den blev grillet over kul.
  
  
  Mine muligheder var begrænsede. Jeg kunne falde til jorden, kigge under lastbilen og vente på, at hollænderen tog sit træk, i håb om at skyde ham under chassiset. Bortset fra med sin riffel kunne han omgå beskyttelseshjulet og sprøjte stort set ethvert udsigtspunkt, jeg kunne vælge, uden at blotte meget af min krop.
  
  
  Eller jeg kunne hoppe af denne kofanger og hoppe ind i det åbne rum til venstre, så jeg kunne have fuldt udsyn over personen. Men uanset hvordan jeg hoppede, så landede jeg noget ude af balance – og hollænderen lå på knæ eller lå udstrakt og stabilt. For et sigtede skud behøvede han kun at flytte riffelløbet nogle få centimeter.
  
  
  Hvis jeg var gået den anden vej, kørt rundt om lastbilen og håbet på at overraske ham fra den anden side, ville han have skudt mig i benene i det øjeblik, jeg bevægede mig i den retning.
  
  
  Jeg valgte den eneste vej til rådighed for mig. Op. Holdende Lugeren i min højre hånd brugte jeg min venstre som løftestang og klatrede op på kølerhjelmen og derefter op på førerhusets tag for at falde lydløst ned på lastbilens lad. Hvis jeg er heldig, vil hollænderen være ret lavt i sandet bag det flade højre dæk, hans opmærksomhed klistret til pladsen under lastbilen og venter på at få et glimt af mig.
  
  
  Ikke et skud, ikke en byge af bevægelser. Tilsyneladende gjorde jeg mit træk ubemærket.
  
  
  Jeg kiggede ind i mellemrummet mellem skinnerne på lastbilens lad med dens høje understøtninger. Jeg krøb så langsomt op til højre bageste hjørne af bilen.
  
  
  Jeg tog en dyb indånding og rejste mig op til mine fulde seks fod fire tommer, så jeg kunne se hen over skabenes øverste stang, Wilhelmina var klar.
  
  
  Der sad han, strakt ud i en vinkel i forhold til hjulet, maven flad på sandet. Hans kind hvilede på geværets kolbe - den klassiske tilbøjelige stilling til skydning.
  
  
  Han anede ikke, at jeg var der, kun tre meter over ham, og stirrede på hans ryg.
  
  
  Forsigtigt løftede jeg Wilhelmina op til hagehøjde og nåede så over lastbilens øverste stang. Jeg sigtede efter hollænderens ryg
  
  
  Han forblev ubevægelig og ventede på det første tegn på bevægelse, som han kunne se under lastbilen. Men jeg gik den forkerte vej. Han var næsten død.
  
  
  Jeg trykkede på aftrækkeren på Wilhelmina.
  
  
  Pistolen kørte fast! Forbandet sand!
  
  
  Øjeblikkeligt flyttede jeg min vægt fra mit venstre ben til mit højre og bragte hurtigt min hånd ned for at befri Hugo. Stiletten gled forsigtigt ind i min venstre hånd, dens perlehåndtag varmt at røre ved.
  
  
  Hugo kunne ikke sidde fast. Jeg greb kniven i håndtaget og løftede min hånd, mens jeg holdt hårnålen i ørehøjde. Jeg foretrækker normalt klingekastet, men på denne afstand, uden mellemrummet til en standard flip, ville det være et håndtagskast lige ned, tre fod, lige mellem skuldrene.
  
  
  En eller anden sjette sans må have advaret hollænderen. Han rullede pludselig om på ryggen og stirrede på mig, hans AK-47 buede mod mig, da hans finger begyndte at trykke på aftrækkeren.
  
  
  Jeg svirrede min venstre hånd frem og ned.
  
  
  Spidsen af stiletten gennemborede hollænderens stirrende højre øjeæble og kastede dens tresidede klinge ind i hans hjerne.
  
  
  Døden rykkede sabotørens finger, og skuddet rungede ufarligt hen over ørkensandet.
  
  
  Et øjeblik holdt jeg fast i lastbilens øverste skinne med begge hænder og pressede min pande mod bagsiden af mine knoer. Mine knæ begyndte pludselig at ryste. Jeg har det fint, velforberedt, vakler aldrig. Men efter det er overstået, føler jeg mig altid meget kvalme.
  
  
  På den ene side er jeg et normalt menneske. Jeg vil ikke dø. Og hver gang følte jeg en bølge af lettelse, og ikke omvendt. Jeg tog en dyb indånding og gik tilbage til arbejdet. Nu var det almindeligt. Arbejdet var færdigt.
  
  
  Jeg tog kniven frem, tørrede den af og satte den tilbage i skeden på min underarm. Så undersøgte jeg hollænderen. Jeg ramte ham med det skøre skyderi under bakken, okay. Kuglen ramte højre bryst. Han havde mistet meget blod, og det var smertefuldt, men det var usandsynligt, at det var et alvorligt sår.
  
  
  "Det betyder ikke rigtig noget," tænkte jeg. Det, der betød, var, at han var død, og arbejdet var gjort.
  
  
  Hollænderen havde ikke noget vigtigt på sig, men jeg puttede hans pung i lommen. Drengene i laboratoriet kan lære noget interessant af dette.
  
  
  Så vendte jeg min opmærksomhed mod det, der var tilbage af Hamid Rashid. Jeg holdt vejret, mens jeg ledte efter hans tøj, men fandt intet.
  
  
  Jeg rejste mig, fiskede en af mine guldfiltercigaretter op af jakkelommen og tændte den og spekulerede på, hvad jeg så skulle gøre. Bare lad det være, besluttede jeg til sidst, idet jeg indåndede røgen taknemmeligt, på trods af min tørre mund og svælg, kunne jeg sende børnehaveholdet tilbage for at hente lastbilen og de to lig, så snart jeg kom tilbage til Dhahran.
  
  
  Rashids rødternede kafri fangede mit øje, og jeg sparkede til den med tåen på min støvle, så han fløj ud i sandet. Noget glimtede, og jeg lænede mig over for at se nærmere på det.
  
  
  Det var et langt, tyndt metalrør, meget som den slags, der blev brugt til at pakke dyre cigarer. Jeg tog kasketten af og så på hende. Det ligner granuleret sukker. Jeg fugtede spidsen af min lillefinger og prøvede pulveret. Heroin.
  
  
  Jeg lukkede låget og balancerede eftertænksomt røret i min håndflade. Omkring otte ounce. Dette var uden tvivl en betaling til Rashid fra hollænderen. Otte ounces ren heroin kunne gå langt i at gøre en emir fra en fattigmand i Mellemøsten. Jeg puttede den i hoftelommen og spekulerede på, hvor mange af disse piber araberen havde modtaget tidligere. Jeg ville sende det tilbage til AX. De kunne gøre, hvad de ville med ham.
  
  
  Jeg fandt Rashids kolbe på forsædet af lastbilen og drak den tør, før jeg smed den til side. Så steg jeg ind i jeepen og kørte tilbage ad motorvejen til Dhahran.
  
  
  ***
  
  
  Dhahran dukkede op lavt i horisonten, en mørkegrøn silhuet omkring otte miles nede af vejen. Jeg trykkede hårdere på speederen. Dhahran betød kolde brusere, rent tøj, høj kølig brandy og sodavand.
  
  
  Han slikkede sine tørre læber med sin tørre tunge. Bare en dag eller to mere til at få orden på mine rapporter, så er jeg ude af dette helvede. Lad os vende tilbage til staterne. Den hurtigste rute er gennem Kairo, Casablanca, Azorerne og endelig Washington.
  
  
  Ingen af disse byer ville have rangeret blandt verdens haver, men jeg havde god tid, hvis David Hawk ikke havde en opgave klar og ventede. Det plejede han at gøre, men hvis jeg hvilede i dele på vej hjem, var der ikke meget, han kunne gøre ved det. Jeg skulle bare sikre mig, at jeg ikke modtog nogen telegrammer eller telegrammer undervejs.
  
  
  I hvert fald, tænkte jeg, nytter det ikke noget at gå en tør og uinteressant rute. Jeg ville tage en anden vej hjem, via Karachi, New Delhi og Bangkok. Hvad efter Bangkok? Jeg trak mentalt på skuldrene. Kyoto, sandsynligvis, da jeg aldrig har været ligeglad med smog eller støj fra Tokyo.
  
  
  Derefter Kauai, Garden Island på Hawaii, San Francisco, New Orleans og endelig Washington, og en utvivlsomt vred Hawk.
  
  
  Før alt dette var det selvfølgelig stadig i aften - og sandsynligvis i morgen aften - i Dhahran. Mine muskler spændte ufrivilligt, og jeg klukkede for mig selv.
  
  
  ***
  
  
  Jeg mødte Betty Emers for bare en uge siden, hendes første nat i Dhahran efter en tre måneders ferie i USA. En dag kom hun ind i klubben omkring klokken ni om aftenen, en af de kvinder med sådan en sexet aura, der på en speciel, subtil måde formidlede et budskab til alle mænd i baren. Næsten i forening vendte alle hoveder sig for at se, hvem der var kommet ind. Selv kvinder kiggede på hende, hun var sådan.
  
  
  Jeg blev straks tiltrukket af hende, og hun havde ikke siddet alene ved sit skrivebord i mere end fem minutter, før jeg gik hen og præsenterede mig selv.
  
  
  Hun kiggede på mig med sine mørke øjne i et kort sekund, før hun vendte tilbage til showet og inviterede mig med. Vi drak sammen og snakkede. Jeg lærte, at Betty Emers var ansat i et af de amerikansk ejede olieselskaber, og jeg lærte, at hendes liv i Dhahran manglede et vigtigt element: en mand. Efterhånden som aftenen gik, og jeg blev mere og mere tiltrukket af hende, vidste jeg, at det snart ville blive rettet.
  
  
  Vores aften sluttede med en nat med rasende elskov i hendes lille lejlighed, hvor vores kroppe ikke kunne få nok af hinanden. Hendes solbrune hud var blød som fløjl at røre ved, og efter at vi havde brugt os selv, lå vi stille, mens min hånd blidt kærtegnede hver centimeter af den vidunderligt glatte hud.
  
  
  Da jeg skulle afsted næste dag, gjorde jeg det modvilligt, idet jeg gik i bad og klædte mig langsomt på. Betty draperede den tynde kappe over hende, og hendes farvel var en husky, "Vi ses igen, Nick." Det var ikke et spørgsmål.
  
  
  Nu tænkte jeg på hendes perfekte krop, funklende øjne, hendes korte sorte hår, og jeg mærkede hendes fyldige læber under mine, mens jeg lagde mine arme om hende og holdt hende tæt, mens vi dvælede længe og dybt over et farvel, der lovede flere fornøjelser. komme…
  
  
  Nu, da jeg kørte ad Ras Tanura-vejen i den varme, støvede jeep, begyndte jeg at svede igen. Men det var det ikke. Jeg klukkede for mig selv, da jeg kørte gennem portene til Dhahran-komplekset. Kommer snart.
  
  
  Jeg stoppede ved sikkerhedskontoret og efterlod en besked til Dave French, SAMOCOs sikkerhedschef, om at hente Rashid og hollænderen. Jeg børstede hans lykønskninger og anmodninger om detaljer af. "Jeg giver dig alt senere Dave, lige nu vil jeg have en drink og et bad, i den rækkefølge."
  
  
  "Det, jeg virkelig ønskede," sagde jeg til mig selv, da jeg satte mig tilbage i jeepen, "var en drink, et bad og Betty Emers." Jeg havde for travlt med Hamid Rashid og hans bande til at bruge mere end et par telefonopkald med Betty efter den første nat. Jeg havde brug for at indhente lidt.
  
  
  Jeg stoppede jeepen ved min Quonset hytte og klatrede ud. Noget gik galt.
  
  
  Da jeg rakte ud efter dørhåndtaget, hørte jeg lyden af Bunny Berrigans "I Can't Start" komme gennem døren. Det var min plade, men jeg lod den bestemt ikke spille, da jeg rejste den morgen.
  
  
  Jeg skubbede til døren i vrede. Privatliv var den eneste vej ud af Saudi-Arabiens rygekedel, og jeg var forbandet over at se det krænket. Hvis det havde været en af saudierne, sagde jeg til mig selv, ville jeg have hans hud, men okay.
  
  
  I én bevægelse åbnede jeg døren og skyndte mig ind.
  
  
  David Hawk, min chef hos AX, sad behageligt på sengen med en høj, skinnende drink i den ene hånd og en halvrøget billig cigar i den anden.
  
  
  kapitel 2
  
  
  
  
  =================================================== ===== ========
  
  
  "Goddag, Nick," sagde Hawk roligt, hans dystre New England-ansigt så tæt på et smil, som han nogensinde ville tillade. Han drejede benene og satte sig på sengekanten.
  
  
  "Hvad fanden laver du her?" Jeg stod foran ham og tårnede op over den lille gråhårede mand, med benene spidst spredt, benene akimbo. Glem Karachi. Glem Delhi. Glem alt om Bangkok, Kyoto, Kauai. David Hawk var der ikke for at sende mig på ferie.
  
  
  "Nick," advarer du stille. "Jeg kan ikke lide at se dig miste kontrollen over dig selv."
  
  
  "Undskyld, sir. Den midlertidige afvigelse er solen." Jeg sydede stadig, men jeg angrede. Dette var David Hawke, en legendarisk kontraspionagefigur, og han var min chef. Og han havde ret. Der er ikke plads i min forretning for en mand, der mister kontrollen over sine følelser. Enten bevarer du kontrollen hele tiden, eller også dør du. Det er så simpelt.
  
  
  Han nikkede venligt og holdt den ildelugtende cigar fast i tænderne. "Jeg ved det, jeg ved det." Han lænede sig frem for at se på mig og kneb lidt øjnene sammen. "Du ser forfærdelig ud," bemærkede han. "Jeg går ud fra, at du er færdig med SAMOCO."
  
  
  Han havde ingen mulighed for at vide det, men på en eller anden måde vidste han det. Den gamle mand var sådan. Jeg gik hen og bøjede mig ned for at se mig selv i spejlet.
  
  
  
  
  
  
  Jeg lignede en sandmand. Mit hår, normalt kulsort med et par gråtråde, var sammenfiltret med sand, ligesom mine øjenbryn. Der var stikkende ridser i venstre side af mit ansigt, som om nogen havde skåret mig med groft sandpapir dækket af en tørret blanding af blod og sand. Jeg var ikke engang klar over, at jeg blødte. Jeg må have fået værre ridser, end jeg troede, da jeg klatrede i sandklitten. Det var også første gang, jeg indså, at mine hænder var ømme efter at blive presset mod det varme metal fra en lastbil i ørkenen.
  
  
  Jeg ignorerede Hawk, tog min jakke af og gled ud af hylsteret, der holdt Wilhelmina og Hugo. “Wilhelmina trænger til en grundig rengøring,” tænkte jeg. Jeg slap hurtigt af med mine sko og sokker og tog så mine bukser og kakishorts af i én bevægelse.
  
  
  Jeg gik til bruseren bagerst i Quonset-hytten, mens den hårde kølighed fra airconditionen brændte min hud.
  
  
  "Nå," kommenterede Hawk, "du er stadig i god fysisk form, Nick."
  
  
  Venlige ord fra Hawk var virkelig sjældne. Jeg spændte mine mavemuskler og stjal et blik ned på mine svulmende biceps og triceps. Der var en rynket, rødlilla fordybning på min højre skulder - et gammelt skudsår. Der løber et langt, grimt ar diagonalt hen over mit bryst, resultatet af et knivslagsmål i Hong Kong for mange år siden. Men jeg var stadig i stand til at tage over seks hundrede pund på, og mine rekorder i AX's hovedkvarter indeholdt stadig "Topekspert" klassifikationer inden for skydning, karate, skiløb, ridning og svømning.
  
  
  Jeg brugte en halv time i brusebadet, vaskede, skyllede og lod de iskolde vandspidser vaske snavset væk fra min hud. Efter kraftigt håndklæde mig selv af, tog jeg nogle khaki shorts på og gik tilbage til Hawk.
  
  
  Han pustede stadig. Der var måske et strejf af humor i hans øjne, men der var ingen i hans stemmes kolde stemme.
  
  
  "Føler du dig bedre nu?" spurgte han.
  
  
  "Jeg er sikker!" Jeg fyldte Courvoisier-glasset halvt, tilføjede en isterning og et stænk sodavand. "Okay," sagde jeg lydigt, "hvad skete der?"
  
  
  David Hawk tog cigaren fra munden og klemte den mellem fingrene og så på røgen, der bølgede fra asken. "De Forenede Staters præsident," sagde han.
  
  
  "Præsidenten!" Jeg havde ret til at blive overrasket. Præsidenten holdt sig næsten altid uden for AXE-anliggender. Mens vores operation var en af regeringens mest følsomme, og bestemt en af dens vigtigste, gik den også ofte ud over grænserne for moral og lovlighed, som enhver regering, i det mindste på sit ansigt, burde opretholde. Jeg er sikker på, at præsidenten vidste, hvad AX gjorde, og i det mindste til en vis grad vidste, hvordan vi gjorde det. Og jeg er sikker på, at han satte pris på vores resultater. Men jeg vidste også, at han hellere ville lade, som om vi ikke eksisterede.
  
  
  Hawk nikkede med sit afskårne hoved. Han vidste, hvad jeg tænkte. "Ja," sagde han, "præsidenten. Han har en særlig opgave for AX, og den vil jeg gerne have, at du løser."
  
  
  Hawks ublinkende øjne satte mig fast på stolen. "Du bliver nødt til at starte nu...i aften."
  
  
  Jeg trak ydmygt på skuldrene og sukkede. Farvel Betty Emers! Men jeg var beæret over at blive valgt. "Hvad vil præsidenten?"
  
  
  David Hawk tillod sig et spøgelsesagtigt smil. "Dette er en slags Lend-Lease-aftale. Du vil arbejde med FBI."
  
  
  FBI! Ikke at FBI var dårlig. Men det er ikke i samme liga som AX eller nogle af kontraspionageorganisationerne i andre lande, vi skal bekæmpe. Som Ah Fu i Red China eller N.OJ. Sydafrika.
  
  
  Efter min mening var FBI en effektiv, dedikeret gruppe af amatører.
  
  
  Hawk læste mine tanker fra mit udtryk og løftede sin håndflade. "Nemt, Nick, nemt. Det er vigtigt. Det er meget vigtigt, og præsidenten spurgte dig selv."
  
  
  Jeg var forbløffet.
  
  
  Hawk fortsatte. "Jeg ved, han hørte om dig fra Haiti-sagen, og sikkert fra et par andre opgaver. Under alle omstændigheder spurgte han dig specifikt.”
  
  
  Jeg rejste mig og lavede et par hurtige drejninger op og ned i den lille del af det, der fungerede som min stue. Imponerende. Få mennesker i min virksomhed er personligt valgt til præsidentniveau.
  
  
  Jeg vendte mig mod Hawk og prøvede ikke at vise min stolte glæde. "Okay. Kan du udfylde detaljerne?"
  
  
  Hawk bed sin cigar, da den gik ud, og så overrasket på hende. Selvfølgelig skulle en cigar ikke forlade huset, mens David Hawk røg den. Han så på ham med afsky og rynkede panden. Da han var klar, begyndte han at forklare.
  
  
  "Som du sikkert ved," sagde han, "er mafiaen i disse dage ikke længere en kluddersamling af sicilianske gangstere, der smugler whisky og finansierer flydende lortespil."
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  "I de senere år - startende for f.eks. for omkring tyve år siden - er mafiaen blevet mere og mere involveret i lovlig forretning.
  
  
  
  
  
  Hun har det naturligvis meget godt. De havde penge, de havde organisation, de havde en hensynsløshed, som amerikansk virksomhed aldrig havde drømt om før."
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Så? Det er alt sammen almindelig viden."
  
  
  Hawk ignorerede mig. »Nu er de dog i problemer. De har udvidet og diversificeret så meget, at de mister sammenhængskraften. Flere og flere af deres unge mænd går ind i lovlig virksomhed, og Mafiaen – eller Syndikatet, som de nu kalder sig selv – mister kontrollen over dem. De har selvfølgelig penge, men deres organisation bryder sammen, og de er i problemer.«
  
  
  "Problemer? Den sidste rapport, jeg læste, sagde, at organiseret kriminalitet i Amerika havde nået sit højdepunkt, hvilket aldrig er sket."
  
  
  Hawk nikkede. »Deres indkomst vokser. Deres indflydelse vokser. Men deres organisation er ved at bryde sammen. Når man nu taler om organiseret kriminalitet, så taler man ikke kun om mafiaen. Du taler også om sorte, Puerto Ricans, Chicanos. i vest og cubanere i Florida.
  
  
  "Du kan se, vi har kendt til denne tendens i et stykke tid, men det har mafiakommissionen også." Han lod endnu et blegt smil blødgøre sit forvitrede ansigt. - Jeg går ud fra, at du ved, hvad Kommissionen er?
  
  
  Jeg bed tænderne sammen. Den gamle mand kan blive forbandet sur, når han tager den nedladende luft på. "Selvfølgelig ved jeg det!" sagde jeg, min irritation over hans metode til at forklare denne opgave tydeligt i min stemme. Jeg vidste godt, hvad Kommissionen var. De syv mest magtfulde mafia-capoer i USA, hver overhoved for en af de store familier, udpeget af deres jævnaldrende til at tjene som et styrende råd, en siciliansk-lignende domstol i sidste udvej. De mødtes sjældent, kun når en alvorlig krise truede, men deres beslutninger, omhyggeligt gennemtænkte, absolut pragmatiske, var hellige.
  
  
  Kommissionen var en af de mest magtfulde styrende organer i verden på grund af dens indflydelse på kriminalitet, vold og måske vigtigst af alt, big business. Jeg scannede min hukommelsesbank. Stykker og stykker information begyndte at falde på plads.
  
  
  Jeg rynkede koncentreret på panden og sagde så monotont: "Statens sikkerhedsinformationsbulletin nummer tre-syvogtyve, 11. juni 1973." De seneste oplysninger tyder på, at syndikatkommissionen nu består af følgende:
  
  
  "Joseph Famligotti, femogtres, Buffalo, New York.
  
  
  "Frankie Carboni, syvogtres, Detroit, Michigan.
  
  
  "Mario Salerno, seksoghalvfjerds år gammel, Miami, Florida.
  
  
  "Gaetano Ruggiero, treogfyrre, New York, New York.
  
  
  "Alfred Gigante, enoghalvfjerds, Phoenix, Arizona.
  
  
  "Joseph Franzini, seksogtres, New York, New York.
  
  
  "Anthony Musso, enoghalvfjerds, Little Rock, Arkansas."
  
  
  Let. Jeg viftede afslappet med hånden i den klimatiserede atmosfære. "Må jeg give dig en oversigt over hver enkelt?"
  
  
  Hawk gloede på mig. "Det er nok, Carter," fløj han. "Jeg ved, du har et fotografisk sind... og du ved, at jeg ikke vil tolerere selv subliminal sarkasme."
  
  
  "Ja Hr." Jeg ville kun tage disse ting fra David Hawk.
  
  
  Lidt flov gik jeg hen til Hi-Fi-maskinen og fjernede de tre jazzplader, jeg havde lyttet til. "Jeg er virkelig ked af det. Fortsæt venligst,” sagde jeg og satte mig tilbage i kaptajnens stol med front mod Hawk.
  
  
  Han fortsatte, hvor han slap for et par minutter siden, og stak sin cigar i vejret foran mig for at understrege. "Faktum er, at Kommissionen ser lige så godt, som vi gør, at succes gradvist ændrer syndikatets traditionelle struktur. Ligesom alle andre grupper af gamle mænd forsøger Kommissionen at blokere for forandring og forsøge at bringe tingene tilbage til den måde, de brugte at være."
  
  
  "Så hvad skal de gøre?" Jeg spurgte.
  
  
  Han trak på skuldrene. "De er allerede begyndt. De bringer ind, hvad der svarer til en helt ny hær. De rekrutterer unge, seje banditter fra bakkerne over hele Sicilien, ligesom da de - eller deres fædre - startede. "
  
  
  Han stoppede og bed i spidsen af sin cigar. »Hvis det lykkes godt nok, kan landet blive ramt af en bølge af bandevold, der ville matche det, vi gik igennem i begyndelsen af 20'erne og 30'erne. Og denne gang vil det have racemæssige overtoner. Kommissionen ønsker at styre de sorte og Puerto Du ved, at ricanerne har forladt deres territorier, og de vil ikke gå uden kamp."
  
  
  "Aldrig. Men hvordan får de gamle doner deres rekrutter ind i landet? Jeg spurgte. "Har vi nogen ideer?"
  
  
  Hawks ansigt var udtryksløst. "Vi ved det med sikkerhed - eller rettere, vi kender mekanismen, hvis ikke detaljerne."
  
  
  "Et minut." Jeg rejste mig og bar begge vores glas hen til plastikbaren, der fungerede som både bar og spisebord i SAMOCO's CEO's bolig. Jeg lavede endnu en whisky og vand til ham, skænkede mig noget brandy og sodavand og endnu en isterning og satte mig igen.
  
  
  "Bøde."
  
  
  "Det her
  
  
  
  
  
  "De er virkelig fantastiske," sagde han. "De pumper deres rekrutter gennem Castelmar på Sicilien og tager dem derefter med båd til øen Nicosia - og du ved, hvordan Nicosia er."
  
  
  Jeg vidste. Nicosia er Middelhavets kloak. Hver en smule slim, der siver fra Europa eller Mellemøsten, ender med at koagulere i Nicosia. I Nicosia er prostituerede sofistikerede mennesker, og hvad andre på lavere sociale niveauer gør er ubeskriveligt. I Nicosia er smugling et hæderligt erhverv, tyveri er en økonomisk grundpille, og mord er et tidsfordriv.
  
  
  "Derfra," fortsatte Hawk, "transporteres de til Beirut. I Beirut får de nye identiteter, nye pas og derefter sendt til staterne."
  
  
  Det virkede ikke for kompliceret, men jeg var sikker på, at jeg ikke kendte alle detaljerne. Detaljerne var ikke en af Hawks stærke sider. "Det burde ikke være for svært at stoppe, vel? Du skal blot bestille yderligere sikkerheds- og identifikationstjek for alle, der kommer ind i landet med et libanesisk pas."
  
  
  "Det er ikke så enkelt, Nick."
  
  
  Jeg vidste, at dette ikke ville ske.
  
  
  "Alle deres pas er amerikanske. De er falske, det ved vi godt, men de er så gode, at vi ikke kan kende forskel på de falske og dem, regeringen udsteder«.
  
  
  jeg fløjtede. "Enhver, der kunne gøre dette, kunne tjene en mindre formue på egen hånd."
  
  
  "Sandsynligvis den, der gjorde det," sagde Hawk enig. "Men mafiaen har mange små formuer, som den kan bruge på sådanne tjenester."
  
  
  "Du kan stadig indføre et forbud mod alle, der kommer fra Beirut. Der skal virkelig ikke for mange spørgsmål til for at fastslå, at personen på passet faktisk er fra Sicilien og ikke Lower East Side of Manhattan."
  
  
  Hawk rystede tålmodigt på hovedet. ”Det er ikke så nemt. De kommer fra hele Europa og Mellemøsten, ikke kun fra Beirut. De starter i Beirut, det er alt. Efter at have modtaget nye identifikationsdokumenter og pas, bliver de ofte sendt med fly til en anden by, og derefter sat på et fly til staterne. De ankom for det meste på retur-charterflyvninger, som mangler grundlæggende organisation fra starten og er svære at kontrollere.
  
  
  "De har normalt en gruppe af dem om bord på de store krydstogtskibe, når de også kommer tilbage til staterne," tilføjede han.
  
  
  Jeg tog en lang slurk brandy og sodavand og tænkte over situationen. "Du burde have en agent indenfor nu."
  
  
  "Vi har altid haft agenter inde i mafiaen, eller - det vil sige - FBI, men de er ret svære at vedligeholde. Enten bliver deres dæksel sprængt på en eller anden måde, eller også skal de selv blæse det for at vidne."
  
  
  "Men nu har du nogen der," insisterede jeg.
  
  
  "FBI har det selvfølgelig, men vi har ikke nogen i denne pipeline, der ville tiltrække rekrutter. Dette er en af vores største bekymringer."
  
  
  Jeg kunne se den retning, tingene gik nu. "Så er det det, du skal bruge mig til? At komme på transportbåndet? Damn, det burde ikke være for svært. Det var et projekt, der krævede mange overvejelser, men det kunne bestemt have været gjort ret nemt.
  
  
  "Nå," sagde Hawk, "ja. Jeg mener, det er i bund og grund det. Ser du," fortsatte han langsomt, "den oprindelige plan krævede, at vi skulle trække manden ind på transportbåndet og derefter afsløre ham, knække ham, hvad som helst." Og det måtte være en af vores folk. Du ved, at FBI er udelukket, når vi har at gøre med et fremmed land."
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  "Selvfølgelig kan det være CIA, men nu er det for forbundet med Argentina, og under alle omstændigheder præsidenten ..."
  
  
  Jeg afsluttede sætningen for ham. "Og generelt er præsidenten i disse dage ikke særlig tilfreds med CIA, især Graefe."
  
  
  Bob Graef var den nuværende chef for CIA, og hans uenigheder med præsidenten var i hver Washington "insider" kolonne i en måned.
  
  
  "Nøjagtig," sagde Hawk grimt. "Så de besluttede, at det var et job for AX."
  
  
  "Bøde." Men meget var usagt. Hvorfor mig, for eksempel? Der var mange gode mennesker på AX. "Noget andet?"
  
  
  "Okay," sagde han. "Hele denne idé om, at AX beordrer en mand i pipelinen, burde selvfølgelig være blevet bragt til præsidentens opmærksomhed, fordi der er et synspunkt fra udenrigsministeriet involveret." Jeg gættede på, at Hawk blev stille og ledte efter de rigtige ord. "Han syntes, det var en god idé, men så sagde han, at mens vi skulle gøre det her, kunne vi lige så godt tage det endnu længere, helt til toppen."
  
  
  Af en eller anden grund kunne jeg ikke lide det. "Hvad betyder 'helt til toppen'?"
  
  
  "Det betyder, at du vil ødelægge Kommissionen," sagde Hawk ligeud.
  
  
  Jeg sad i bedøvet tavshed i nogen tid. "Vent et øjeblik, sir! Regeringen har forsøgt at slippe af med Kommissionen siden 1931, hvor de første gang hørte om dens eksistens. Nu vil du have mig til at gøre det?”
  
  
  "Ikke mig." Hawk så selvtilfreds ud. "Præsidenten."
  
  
  Jeg trak på skuldrene og viste en ligegyldighed, jeg ikke følte. "Nå, så må jeg vel prøve."
  
  
  Jeg kiggede på mit ur. "Jeg er nødt til at lave en rapport om Rashid
  
  
  
  
  
  og hollænder,” sagde jeg. "Så må jeg vel hellere tage et fly til Beirut om morgenen."
  
  
  "En aften i går aftes med Betty Emers," tænkte jeg. Betty med sine fantastiske bryster og pæne, no-nonsense tilgang til livet.
  
  
  Hawk rejste sig også. Han tog en konvolut op af skjortelommen og rakte den til mig. "Her er din billet til Beirut," sagde han. "Dette er en KLM-flyvning fra Karachi. Ankommer her i dag klokken seks treogtyve."
  
  
  "Denne aften?"
  
  
  "I aften. Jeg vil have dig her." Overraskende nok rakte han ud og gav mig hånden. Så vendte han sig om og gik ud af døren, så jeg blev stående midt i rummet.
  
  
  Jeg spiste min drink færdig, satte glasset på disken og gik ind på badeværelset for at hente mit tøj fra gulvet og begynde at pakke.
  
  
  Da jeg tog min vest, faldt aluminiumsbeholderen med heroin, jeg havde taget fra Kharaid Rashids krop, til gulvet.
  
  
  Jeg tog telefonen og kiggede på den og spekulerede på, hvad jeg skulle stille op med den. Jeg tænkte på at bestå det, men nu har jeg en anden idé. Jeg indså, at jeg var den eneste i verden, der vidste, at jeg havde det.
  
  
  Alt, hvad jeg havde brug for, var et par cigarer i en beholder som denne, og det ville være som det gamle tre-skaller-og-ærter-spil til et karneval.
  
  
  Jeg smilede for mig selv og puttede heroinen i min hoftelomme.
  
  
  Så trak jeg Wilhelmma ud af hendes forårshylster på min kommode og begyndte at rense hende grundigt, mit sind løb i vejret.
  
  
  Kapitel 3
  
  
  
  
  Flyveturen til Beirut var begivenhedsløs. Jeg brugte to timer på at få tankerne om Betty Emers ud af mit hoved og prøvede at lave en plan for, hvad jeg skulle gøre, når jeg kom til Libanon.
  
  
  I min virksomhed kan man selvfølgelig ikke planlægge for langt frem. Der skal dog en vis retning til for at komme i gang. Så er det mere som russisk roulette.
  
  
  Det første jeg har brug for er en ny identitet. Det burde egentlig ikke være for svært. Charlie Harkins var i Beirut, eller sidste gang jeg var, Charlie var en god forfatter, meget god til pas og falske fragtbreve og den slags.
  
  
  Og Charlie skylder mig en tjeneste. Jeg kunne have involveret ham, da jeg opløste denne palæstinensiske gruppe, der forsøgte at vælte den libanesiske regering, men jeg udelod bevidst hans navn fra den liste, jeg gav til myndighederne. Han var alligevel en lille yngel, og jeg tænkte, at han kunne komme til nytte en dag. Sådan nogle mennesker gør det altid.
  
  
  Mit andet problem i Beirut var lidt mere alvorligt. På en eller anden måde måtte jeg ind i mafiaens rørledning.
  
  
  Det bedste - jeg gættede på, at dette var den eneste måde - var at foregive at være italiener. Tja, mellem min mørke teint og Charlies håndskrift kunne det have været arrangeret.
  
  
  Jeg fandt et metalrør med heroin ved siden af to identiske rør med dyre cigarer. Denne heroin kunne være min indgang til en ond cirkel.
  
  
  Mine tanker gik tilbage til Betty Emers og musklen i mit lår sprang. Jeg faldt i søvn drømmende.
  
  
  ***
  
  
  Selv ved nitiden om aftenen var det varmt og tørt i Beirut lufthavn.
  
  
  "Government Business"-klistermærket på mit pas løftede øjenbrynene blandt libanesiske toldembedsmænd, men det gjorde det muligt for mig at passere gennem lange rækker af hvidklædte arabere og forretningsegnede europæere. Et par minutter senere var jeg uden for terminalbygningen og prøvede at presse mine ben ind på bagsædet af en lille Fiat-taxa.
  
  
  "Hotel Saint-Georges," beordrede jeg, "og slap for fanden af." Jeg har været i Beirut før. Den stejle vejstrækning, der fører fra lufthavnen til udkanten af byen langs stejle klipper, er en af de mest spændende ruter opfundet af mennesket. Taxachaufføren vendte sig om på sit sæde og smilede til mig. Han var iført en knaldgul sportstrøje med åben hals, men på hans hoved var der en tarbush, den koniske røde fez fra Egypten.
  
  
  "Ja, sir," lo han. "Ja, sir. Vi flyver lavt og langsomt!"
  
  
  "Bare langsomt," brokkede jeg.
  
  
  "Ja Hr!" - gentog han og klukkede.
  
  
  Vi skød ud af lufthavnen i topfart, dæk hvinende, og drejede ind på Beirut-vejen på to hjul. Jeg sukkede, lænede mig tilbage i sædet og tvang mine skuldermuskler til at slappe af. Jeg lukkede øjnene og prøvede at tænke på noget andet. Det var sådan en dag.
  
  
  Beirut er en gammel fønikisk by bygget før 1500 f.Kr. E. Ifølge legenden var dette stedet, hvor St. George dræbte dragen. Byen blev senere erobret af korsfarerne under Baldwin og senere stadig af Ibrahim Pasha, men den modstod Saladins belejringsmotorer og trodsede briterne og franskmændene. Jeg hoppede bag på en Fiat, der satte fart, da vi væltede ned ad en Beirut-vej, og jeg spekulerede på, hvad det betød for mig.
  
  
  Hotel St. Georges står højt og elegant ved Middelhavets palmekantede kyster med udsigt over snavset og den utrolige fattigdom i Tyvekvarteret.
  
  
  
  
  
  y et par gader fra hotellet.
  
  
  Jeg bad om et værelse i det sydvestlige hjørne over sjette sal, fik det og tjekkede ind, og afleverede mit pas til den uhøflige ekspedient, som loven kræver i Beirut. Han forsikrede mig om, at den ville blive returneret inden for et par timer. Hvad han mente var, at der var gået flere timer, siden Beiruts sikkerhedstjeneste havde tjekket ham. Men det generede mig ikke; Jeg var ikke en israelsk spion til at sprænge en flok arabere i luften.
  
  
  Faktisk var jeg en amerikansk spion for at sprænge en flok amerikanere i luften.
  
  
  Efter at have pakket ud og tjekket udsigten over det måneskinne Middelhav fra min balkon, ringede jeg til Charlie Harkins og fortalte ham, hvad jeg ville have.
  
  
  Han tøvede: "Nå, du ved, jeg vil gerne hjælpe dig, Nick." Der var en nervøs klynk i hans stemme. Det har det altid været. Charlie var en nervøs, klynkende mand. Han fortsatte: "Det er bare... ja... jeg kom ligesom ud af denne forretning og..."
  
  
  "Tyr!"
  
  
  "Nå, ja, jeg mener, nej. Jeg mener, ja, du ved..."
  
  
  Jeg var ligeglad med, hvad hans problem var. Jeg lod min stemme falde et par decibel, "Du skylder mig, Charlie."
  
  
  "Ja, Nick, ja." Han holdt en pause. Jeg kunne næsten høre, at han nervøst kiggede over skulderen for at se, om der var nogen, der lyttede. "Det er bare det, at nu skal jeg udelukkende arbejde for én beklædningsgenstand, og ikke for en anden og..."
  
  
  "Charlie!" Jeg viste min utålmodighed og irritation.
  
  
  "Okay, Nick, okay. Bare denne gang, kun for dig. Ved du, hvor jeg bor?"
  
  
  "Må jeg ringe til dig, hvis jeg ikke vidste, hvor du bor?"
  
  
  "Åh ja ja. Bøde. Hvad med klokken elleve... og tag dit billede med dig."
  
  
  Jeg nikkede ind i telefonen. "Klokken elleve." Efter at have lagt telefonen på, lænede jeg mig tilbage på den luksuriøse snehvide kæmpeseng. For bare et par timer siden var jeg på vej over denne kæmpe sandklit på jagt efter Hamid Rashid og hollænderen. Jeg kunne bedre lide denne opgave, selv uden Betty Emers i nærheden.
  
  
  Jeg kiggede på mit ur. Ti tredive. Tid til at se Charlie. Jeg rullede ud af sengen, besluttede med det samme, at det lysebrune jakkesæt, jeg havde på, ville passe til folk som Charlie Harkins, og tog afsted. Efter at have afsluttet med Charlie, tænkte jeg, at jeg kunne prøve Black Cat Café eller Illustrious Arab. Det er længe siden, jeg har fået en smagsprøve på Beiruts natteliv. Men i dag var en meget lang dag. Jeg lænede mine skuldre frem og strakte mine muskler. Jeg må hellere gå i seng.
  
  
  Charlie boede på Almendares Street, omkring seks gader fra hotellet, i den østlige udkant af Tyvekvarteret. Nummer 173. Jeg gik op ad tre etager med beskidte, svagt oplyste trapper. Det var fugtigt, i luftfri varme, med duften af urin og rådnende affald.
  
  
  På hver repos førte fire døre, der engang havde været grønne, ind i en kort gang over for et hængende trærækværk, der ragede faretruende op over trappeopgangen. Bag de lukkede døre kom dæmpede skrig, skrig, latterudbrud, rasende forbandelser på et dusin sprog og den bragende radio. På anden sal, da jeg passerede, splintrede et styrt en funktionsløs dør, og fire tommer af et økseblad stak ud gennem træpanelerne. Indeni skreg kvinden længe og trillende, som en herreløs kat på jagt.
  
  
  Jeg foretog det næste fly uden at stoppe. Jeg var i et af de største red light-distrikter i verden. Bag de samme ansigtsløse døre i tusindvis af ansigtsløse lejlighedsbygninger på kvarterets affaldsstrøede gader dystede tusinder og atter tusinder af ludere med hinanden om pengebelønninger for at tilfredsstille de seksuelle behov hos menneskehedens afskum, skyllet væk i de myldrende slumkvarterer . Beirut.
  
  
  Beirut er både Middelhavets perle og Mellemøstens afløbsbrønd. En dør åbnede sig foran, og en fed tyk mand løb ud, vaklende. Han var helt nøgen, bortset fra en latterlig tarbush, der sad tæt på hans hoved. Hans ansigt var forvrænget i en grimase af ekstatisk smerte, hans øjne dæmpede af smerte eller nydelse, jeg kunne ikke sige fra hvad. Bag ham var en fleksibel, kulsort pige, kun klædt i lårhøje læderstøvler, med tunge læber som en flegmatisk maske, hun fulgte utrætteligt efter den tykke araber. To gange svirpede hun med håndleddet, og to gange gled hun trevipperspisken, lillebitte, yndefuld og plagende, hen over araberens tonede lår. Han gispede af smerte, og seks bittesmå strømme af blod ætsede hans skælvende kød.
  
  
  Araberen gik forbi mig uden at være opmærksom på andet end sin smertefulde glæde. Pigen fulgte efter ham med et tæppe. Hun kunne ikke have været mere end 15 år gammel.
  
  
  Jeg sagde til min mave, at jeg skulle glemme det og gik op ad den sidste trappe. Her spærrede den eneste dør trappen. Jeg trykkede på opkaldsknappen. Charlie Harkins har besat hele tredje sal, så længe jeg har kendt ham. Et par sekunder før han svarede, blinkede et billede af den enorme elendighed i hans loftslignende lejlighed gennem mit sind: hans stærkt oplyste bænk med kameraer,
  
  
  
  
  
  Kuglepenne, kuglepenne og graveringsudstyr var der altid, som en ø af ro blandt de snavsede sokker og undertøj, hvoraf nogle, jeg huskede, så ud, som om de var blevet brugt til at tørre den fint udformede lille presserulle i hjørnet.
  
  
  Denne gang tog det mig et øjeblik at genkende den lille mand, der åbnede døren. Charlie har ændret sig. Væk var de sunkne kinder og de tre dage lange skægstubbe i det grå skæg, som han altid syntes at opretholde. Selv det døde, håbløse blik i hans øjne forsvandt. Charlie Harkins virkede nu smart, måske forsigtig, men ikke så bange for livet, som han havde været i de år, jeg havde kendt ham.
  
  
  Han var iført en lys plaid sportsjakke, pænt pressede grå flannelbukser og skinnende sorte sko. Det var ikke den Charlie Harkins, jeg kendte. Jeg var imponeret.
  
  
  Han gav mig tøvende i hånden. Det har i hvert fald ikke ændret sig.
  
  
  I lejligheden dog. Det, der engang var en bunke rod, er nu pænt og rent. Et frisk grønt tæppe dækkede de gamle, arrede gulvbrædder, og væggene var pænt malet creme. Billige, men åbenbart nye møbler blev placeret for at bryde de staldlignende linjer i det store rum op ... et sofabord, et par stole, to sofaer, en lang lav rektangulær seng på en platform i det ene hjørne.
  
  
  Det, der engang tilfældigt havde tjent som Charlies arbejdsområde, var nu adskilt af lamelpaneler og stærkt oplyst, da beviser dukkede op gennem skillevægsåbninger.
  
  
  Jeg løftede mine øjenbryn og kiggede mig omkring. "Det ser ud til, at du har det godt, Charlie."
  
  
  Han smilede nervøst. "Nå... øh... det går godt, Nick." Hans øjne funklede. "Jeg har en ny assistent nu, og alt går rigtig godt..." hans stemme sled af.
  
  
  Jeg grinte til ham. "Det kommer til at kræve mere end blot en ny assistent at gøre det her mod dig, Charlie." Jeg opgav den nye indretning. "Ud af mit hoved vil jeg sige, at du mindst én gang i dit liv har fundet noget bæredygtigt."
  
  
  Han bøjede hovedet. "Bøde…"
  
  
  Det var ikke almindeligt at finde en falskmøntner med en bæredygtig forretning. Denne type arbejde har en tendens til at involvere pludselige ryk og lange stop. Dette betød sandsynligvis, at Charlie på en eller anden måde var kommet ind i det falske spil. Personligt var jeg ligeglad med, hvad han gjorde, så længe jeg fik det, jeg kom efter.
  
  
  Han må have læst mine tanker. "Øh... jeg er ikke sikker på, jeg kan gøre det her, Nick."
  
  
  Jeg gav ham et venligt smil og satte mig på en af ​​de tosidede sofaer, der stod vinkelret på dens tvilling og dannede en falsk vinkel midt i stuen. "Selvfølgelig kan du det, Charlie," sagde jeg let.
  
  
  Jeg trak Wilhelmina ud af hylsteret og viftede afslappet med det i luften. "Hvis du ikke gør dette, slår jeg dig ihjel." Det ville jeg bestemt ikke. Jeg går ikke ud og dræber folk over sådan noget, især små som Charlie Harkins. Men det vidste Charlie ikke. Det eneste han vidste var, at jeg nogle gange kunne dræbe folk. Denne tanke faldt ham tydeligt ind.
  
  
  Han rakte en bedende håndflade. "Okay, Nick, okay. Jeg gør bare ikke... jamen alligevel..."
  
  
  "Bøde." Jeg dækkede Wilhelmina til igen og lænede mig frem og placerede mine albuer på mine knæ. "Jeg har brug for en helt ny identitet, Charlie."
  
  
  Han nikkede.
  
  
  "Når jeg tager herfra i aften, vil jeg være Nick Cartano, oprindeligt fra Palermo og senest fra den franske fremmedlegion. Forlad mig efter omkring et år mellem Fremmedlegionen og nu. Jeg kan lade som om." Jo færre fakta folk skal tjekke, jo bedre har jeg det.
  
  
  Harkins rynkede panden og trak i hans hage. "Dette betyder pas, erklæringer... hvad ellers?"
  
  
  Jeg tikkede med fingrene. "Jeg skal bruge personlige breve fra min familie i Palermo, fra en pige i Syracuse, en pige i Saint-Lo. Jeg skal have et kørekort fra Saint-Lo, tøj fra Frankrig, en gammel kuffert og en gammel pung."
  
  
  Charlie så bekymret ud. "Jamen, Nick, jeg tror, jeg kan gøre det, men det kommer til at tage et stykke tid. Jeg burde ikke gøre noget for nogen anden lige nu, og jeg bliver nødt til at tage det langsomt og... øh..."
  
  
  Igen fik jeg det indtryk, at Charlie altid arbejdede for en anden. Men i øjeblikket var jeg ligeglad.
  
  
  "Jeg vil have det i aften, Charlie," sagde jeg.
  
  
  Han sukkede irriteret, begyndte at sige noget, men ombestemte sig så og spændte læberne sammen og tænkte. "Jeg kan behandle passet og udskrive, okay," sagde han endelig. "Der er efterspørgsel efter dem, der har formularer, men..."
  
  
  "Få dem," afbrød jeg.
  
  
  Han kiggede dystert på mig et øjeblik, og trak derefter ydmygt på skuldrene. "Jeg vil gøre et forsøg."
  
  
  Nogle mennesker vil simpelthen ikke gøre noget, medmindre du stoler på dem. Jeg lænede mig op ad Charlie, og omkring midnat den nat kom jeg ud af denne plastiske elegance ind i Quarterets stinkende gader som Nick Cartano. Et telefonopkald til vores ambassade vil tage sig af mit gamle pas og de få ting, jeg efterlod på St.George Hotel.
  
  
  
  
  
  Fra det øjeblik, indtil jeg afsluttede dette arbejde, var jeg Nick Cartano, en ubekymret sicilianer med en mørk fortid.
  
  
  Jeg fløjtede en let italiensk melodi, da jeg gik ned ad gaden.
  
  
  Jeg flyttede til Roma Hotel og ventede. Hvis der gik en strøm af sicilianere gennem Beirut på vej til Amerika, ville de gå gennem sigøjnerne. Roma i Beirut er en uimodståelig attraktion for italienere, som om receptionen var pyntet med fed hvidløg. Faktisk, forresten, det lugter måske.
  
  
  Men på trods af alle mine planer mødte jeg den næste dag ved et uheld Louis Lazaro.
  
  
  Det var en af de varme dage, som man så ofte finder på den libanesiske kyst. Ørkeneksplosionen er glohed, sandet er tørt og meget varmt, men Middelhavets kølige blå blødgør virkningen.
  
  
  På fortovet foran mig trængte beduiner med høg-ansigt i sorte abayaer trimmet med guldbrokade sig vej forbi slanke levantinske forretningsmænd; Tydeligt overskægtige købmænd travlede forbi og talte begejstret på fransk; hist og her dukkede tarbus op, deres bærere nogle gange i strengt skåret vestlige jakkesæt, nogle gange i galiber, i de altid tilstedeværende natkjoler. På fortovet lå en tigger uden ben i det ophobede snavs på gaden og græd, "Baksheesh, baksheesh," til alle forbipasserende, hans håndflader løftet i bøn, hans rindende øjne bønfaldende. Udenfor sad en gammel tilsløret haridan højt på en lurvet kamel, som traskede trøstende ned ad gaden, uvidende om taxaerne, der vævede vildt ned ad den smalle gade, med hæse horn, der bragede i dissonans.
  
  
  På den anden side af gaden fotograferede to amerikanske piger en familiegruppe af ikke-gebere, der langsomt marcherede ned ad gaden, kvinderne holdt store lertøjskander på hovedet, både mænd og kvinder iført de bløde orange og blå farver, som disse blide mennesker bærer så ofte. deres klæder og turbaner. I det fjerne, hvor Rue Almendares kurver sydpå mod Saint-Georges, var den smukke hvide sandstrand oversået med solbadere. Som hvirvlende myrer i et blåt hav af glas kunne jeg se to vandskiløbere slæbe deres legetøjslignende både på usynlige snore.
  
  
  Det skete pludseligt: Taxaen cirklede i blinde rundt om hjørnet, chaufføren kæmpede med rattet, da han svingede ind midt på gaden for at undgå en kamel, og vendte derefter baglæns for at lade en modkørende bil passere. Dækkene hvinede, og førerhuset snurrede ud af kontrol i en skræmmende sidelæns drift mod en tigger, der kravlede i siden af vejen.
  
  
  Instinktivt bevægede jeg mig hen imod ham i et hovedløst dyk, halvt skubbede, halvt kastede araberen ud af taxaens sti og væltede efter ham i rendestenen, da taxaen ramte fortovet og bragede ind i stukvæggen i en bygning. skubber mod bygningen i den skrigende smerte over at blive revet fra hinanden af metal.
  
  
  Et øjeblik blev Almendares-gadens verden forbløffet over maleriet af voksmuseet. Så begyndte kvinden at græde, et langt, langtrukken stønnen, der forløste hendes frygt og så ud til at ekko af lettelse i den fyldte gade. Jeg lå ubevægelig et stykke tid og talte mentalt mine arme og ben. De så ud til at være der alle sammen, selvom det føltes som om jeg var blevet hårdt ramt i panden.
  
  
  Jeg rejste mig langsomt op og tjekkede alle mine arbejdsdele. Der så ikke ud til at være brækkede knogler, ingen forstuvede led, så jeg gik hen til vinduet i hoveddøren til kabinen, grotesk klemt fast i det ubøjelige gips.
  
  
  Der var flersproget pludre bag mig, da jeg åbnede døren og trak chaufføren ud bag rattet så forsigtigt som muligt. Mirakuløst virkede han uskadt, kun fortumlet. Hans oliven-ansigt var asket, da han lænede sig ustabilt mod væggen, en kvast lænede sig umuligt over det ene øje og stirrede uforstående på ruinerne af hans eksistens.
  
  
  Tilfreds med, at han ikke oplever øjeblikkelig nød. Jeg rettede min opmærksomhed mod tiggeren, der vred sig på ryggen i rendestenen, led for meget til at hjælpe sig selv, eller måske for svag. Gud ved, at han var lige så tynd som enhver sulten mand, jeg nogensinde har set. Der var ret meget blod i hans ansigt, mest fra et dybt sår på kindbenet, og han stønnede ynkeligt. Men da han så mig læne mig ind over ham, rejste han sig på den ene albue og rakte den anden hånd.
  
  
  "Bakshish, børnehaver," hulkede han. "Baksheesh! Baksheesh!"
  
  
  Jeg vendte mig væk, indigneret. I New Delhi og Bombay så jeg levende bunker af knogler og oppustede maver ligge i gaderne og ventede på at dø af sult, men selv de havde mere menneskelig værdighed end tiggerne i Beirut.
  
  
  Jeg begyndte at gå, men en hånd på min arm stoppede mig. Den tilhørte en lav, buttet mand med et kerubisk ansigt og øjne så sorte som hans hår. Han bar en sort silkedragt, en hvid skjorte og et hvidt slips, hvilket var upassende i Beirut-varmen.
  
  
  "Momento," sagde han begejstret, mens hovedet vippede op og ned som for at understrege. "Momento, pr. favor."
  
  
  Derefter skiftede han fra italiensk til fransk. "Vous vous êtes fait du mal?" Hej
  
  
  
  
  
  Accenten var forfærdelig.
  
  
  "Je me suis blessé les genous, je crois," svarede jeg og bøjede forsigtigt mine knæ. Jeg gned mit hoved. “Et quelque valgte bien solide m'aogné la tête. Mais ce n'est pas grave."
  
  
  Han nikkede, rynkede panden, men smilede på samme tid. Jeg gættede på, at hans forståelse ikke var meget bedre end hans accent. Han holdt stadig min hånd. "Snak engelsk?" - spurgte han håbefuldt.
  
  
  Jeg nikkede muntert.
  
  
  "Fremragende fremragende!" Han var ret sydende af entusiasme. "Jeg ville bare sige, at det var det modigste, jeg nogensinde har set. Fantastisk! Du bevægede dig så hurtigt, så hurtigt!" Han var meget passioneret omkring det hele.
  
  
  Jeg grinede. "Jeg tror, det bare er en reflekshandling." Sådan var det selvfølgelig.
  
  
  "Ingen!" - udbrød han. "Det var mod. Jeg mener, det var rigtigt mod, mand!" Han trak et dyrt cigaretæske fra sin indvendige frakkelomme, åbnede det og rakte det til mig.
  
  
  Jeg tog cigaretten og lænede mig over for at lirke lighteren fra hans ivrige fingre. Jeg forstod ikke helt, hvad han ville, men han var sjov.
  
  
  "Det var de bedste reflekser, jeg nogensinde har set." Hans øjne funklede af begejstring. "Er du en fighter eller noget? Eller en akrobat? Pilot?"
  
  
  Jeg måtte grine. "Nej, jeg..." Lad os se. Hvad fanden var jeg? Lige nu var jeg Nick Cartano, tidligere bosiddende i Palermo, senest medlem af Fremmedlegionen, i øjeblikket... tilgængelig i øjeblikket.
  
  
  "Nej, jeg er ikke en af dem," sagde jeg og skubbede forbi folkemængden, der havde samlet sig omkring den ødelagte taxa og den forbløffede chauffør, og gik hen ad fortovet. Den lille mand skyndte sig af sted.
  
  
  Halvvejs rakte han hånden frem. "Jeg er Louis Lazaro," sagde han. "Hvad hedder du?"
  
  
  Jeg gav ham halvhjertet hånden og fortsatte med at gå. "Nick Cartano. Hvordan har du det?"
  
  
  "Cartano? Hej dude, er du også italiener?
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Siciliansk".
  
  
  "Hej, fantastisk! Jeg er også siciliansk. Eller... jeg mener, mine forældre var fra Sicilien. Jeg er virkelig amerikansk."
  
  
  Det var ikke svært at forstå. Så slog en tanke mig, og jeg blev pludselig mere elskværdig. Det er rigtigt, at ikke alle siciliansk-amerikanere i Beirut vil have den mafiaforbindelse, jeg ledte efter, men det er lige så sandt, at næsten enhver sicilianer i Beirut kunne pege mig i den rigtige retning, uanset om det er ved et uheld eller design. . Det var rimeligt at antage, at en sicilianer kunne føre til en anden.
  
  
  "Det siger du ikke!" Jeg svarede med mit bedste "se på mig, jeg er en fantastisk fyr"-smil. »Jeg har selv boet der i lang tid. New Orleans. Prescott, Arizona. Los Angeles. Overalt".
  
  
  "Fremragende fremragende!"
  
  
  Denne fyr kunne ikke være ægte.
  
  
  "Gud!" Han sagde. ”To sicilianske amerikanere i Beirut, og vi mødes midt på gaden. Det er en lille forbandet verden, ved du?”
  
  
  Jeg nikkede grinende. "Sikkert". Jeg så Mediterranean, en lille cafe på hjørnet af Almendares og Fouad, og pegede på døråbningen med perler. "Hvad siger du, vi deler en flaske vin sammen?"
  
  
  "Stor!" - udbrød han. "Faktisk vil jeg købe det."
  
  
  "Okay, dude, du er med," svarede jeg med spottende entusiasme.
  
  
  Kapitel 4
  
  
  
  
  Jeg er ikke helt sikker på, hvordan vi greb emnet an, men vi brugte de næste tyve minutter på at diskutere Jerusalem. Louis var netop vendt tilbage derfra, og T. tilbragte engang to uger der takket være hr. Hawks organisation.
  
  
  Vi turnerede byen i samtale, rundede Omar-moskeen og den vestlige mur, stoppede ved Pilatus' hof og Ruths brønd, gik korsstationerne op ad Via Dolor og gik ind i Den Hellige Gravs Kirke, som stadig bærer de udskårne initialer af korsfarerne, der byggede det i 1099 år. Trods alle sine excentriker var Louis velbevandret i historien, havde et ret indsigtsfuldt sind og en ret arrogant holdning til Moderkirken. Jeg begyndte at kunne lide ham.
  
  
  Det tog mig et stykke tid at få samtalen til at gå, som jeg ville, men jeg fik det endelig gjort. "Hvor længe skal du være i Beirut, Louis?"
  
  
  Han grinte. Jeg begyndte at indse, at livet bare var sjovt for Louis. "Jeg vender tilbage i slutningen af denne uge. Jeg tror på lørdag. Selvom det selvfølgelig var forbandet sjovt her.”
  
  
  "Hvor længe er du her?"
  
  
  "Kun tre uger. Du ved... lidt forretning, lidt sjov." Han vinkede bredt. "For det meste sjovt."
  
  
  Hvis han ikke havde noget imod at svare på spørgsmål, havde jeg ikke noget imod at stille dem. "Hvilken type virksomhed?"
  
  
  "Olivenolie. Import af olivenolie. Franzini olivenolie. Har du nogensinde hørt om ham?
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Ingen. Jeg drikker selv brændevin og sodavand. Jeg kan ikke tåle olivenolie."
  
  
  Louis lo af min svage joke. Han var en af de mennesker, der altid syntes at grine af en dårlig joke. Godt for egoet.
  
  
  Jeg trak en sammenkrøllet pakke Gauloise op af min skjortelomme og tændte en, mens jeg glad begyndte at lægge uventede planer om at blive venner med Louis Lazaro, den vestlige verdens grinende dreng.
  
  
  Jeg kendte Franzini olivenolie godt. Eller i det mindste
  
  
  
  
  
  hvem var Joseph Franzini. Joseph "Popeye" Franzini. Mange mennesker vidste, hvem han var. I disse dage var det Don Joseph, leder af den næststørste mafiafamilie i New York.
  
  
  Før Joseph Franzini blev Don Joseph, var han "Popeye" af hele østkystens underverden. "Popeye" kom fra hans meget legitime forretning med at importere og markedsføre olivenolie. Han blev respekteret for sin hensynsløse ærlighed, rituelle overholdelse af mafiaens lov om omerta og effektive forretningsmetoder.
  
  
  Da han var tredive år gammel, blev Popeye ramt af en eller anden form for sygdom – jeg kunne ikke huske hvad det var – der tvang ham væk fra gaden og ind i administrationen af organiseret kriminalitet. Der viste hans fremragende forretningssind sig uvurderlig, og på meget kort tid var han i stand til at opnå reel magt inden for gambling og åger. Han og hans to brødre byggede deres organisation omhyggeligt og fast med forretningssans. Nu var han Don Joseph, de aldrende, sure, jaloux rettigheder, han havde arbejdet så hårdt for at opnå.
  
  
  Det var Popeye Franzini – Don Joseph Franzini – der stod bag forsøget på at styrke den amerikanske organisation med ungt blod fra Sicilien.
  
  
  Jeg ledte efter min vej ind i sicilianske kredse i Beirut, og det så ud som om, jeg havde ramt jackpotten. Selvfølgelig var Beirut et logisk sted for en olivenoliehandler at stoppe. En stor del af verdens forsyninger kommer fra Libanon og dets naboer Syrien og Jordan.
  
  
  Men tilstedeværelsen af Louis Lazaro fra Franzini Olive Oil på et tidspunkt, hvor mafiaen flyttede sine rekrutter gennem Beirut, øgede tilfældighedsforholdet for meget.
  
  
  Jeg havde også en anden tanke. Louis Lazaro er måske mere end blot den glade mand, han så ud til at være. Enhver, der repræsenterede Popeye Franzini, ville være kompetent og sej, selv om han - at dømme efter den ildhu, hvormed Louis angreb flasken - var tilbøjelig til at drikke for meget.
  
  
  Jeg lænede mig tilbage i hælene på den lille trådstol, jeg sad på, og vippede glasset over min nye amiko. "Hej Louis! Lad os drikke endnu en flaske vin"
  
  
  Han brølede frydefuldt og slog i bordet med sin flade håndflade. "Hvorfor ikke, sammenlign! Lad os vise disse arabere, hvordan de gør det i det gamle land." Columbia-klassens ring på hans højre hånd modsigede hans nostalgiske minder, da han signalerede til tjeneren.
  
  
  ***
  
  
  Tre dage med Louis Lazaro kan være udmattende. Vi så en fodboldkamp på American University, brugte dagen på at besøge de gamle romerske ruiner i Baalbek; vi drak for meget på Black Cat Café og The Illustrious Arab, og nåede næsten alle andre bistroer i byen.
  
  
  I løbet af disse tre hektiske dage lærte jeg ret meget om Louis. Jeg troede, der var skrevet Mafia over det hele, og da jeg opdagede, hvor dybt det var indprentet, begyndte alle klokkerne at ringe. Louis Lazaro var i Beirut og arbejdede med Franzini olivenolie, vel at mærke hans onkel Popeye. Da Louis kastede bomben på den fjerde vinkaraffel, joggede jeg min vinoverskyggede hukommelse for at få oplysninger om ham. Popeye Franzini opdrog sin brors søn, huskede jeg fra en rapport, jeg engang læste. Var det den nevø? Det var han sandsynligvis, og hans anderledes efternavn var højst sandsynligt en mindre kosmetisk ændring. Jeg pressede ham ikke på, hvorfor han hed Lazaro og ikke Franzini, idet jeg regnede med, at hvis det betød noget, ville jeg hurtigt nok finde ud af det.
  
  
  Så jeg fik faktisk min billet ind i Franzini-rørledningen. Min muntre, spøgefulde samtalepartner, der først stødte på som en mafioso fra en komedieopera, må være djævelsk opfattende på den snakkesalige, vinagtige måde. Enten det, eller også lykkedes det onkel Joseph at skærme sin nevø fra de grimme realiteter af organiseret kriminalitet og sende ham sikkert til den retmæssige ende af familieoperationen.
  
  
  Hen på eftermiddagen på den tredje dag af vores fest, forsøgte jeg at fastslå omfanget af Louis Lazaros involvering i onkel Joes ulovlige anliggender.
  
  
  Vi var i Red Fez, hvert bord gemt i sin egen lille murede niche, der minder om en bås i en kostald. Louis sad udstrakt i sin stol, og et hårstrå begyndte at hænge fra hans pande. Jeg sad oprejst, men afslappet med hænderne på det lille træbord og tegnede, hvad der lignede min 40. galusa for dagen.
  
  
  "Hej fyr!" - Louis mumlede. "Er du okay." Han holdt en pause og kiggede på sit ur, som folk gør, når de er bevidste om tid, selv når de tænker i dage, uger eller måneder i stedet for timer, minutter eller sekunder. "Vi er nødt til at mødes igen i USA. Hvornår vil du være tilbage?"
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Ved du, hvor jeg kan få et godt pas?" - spurgte jeg henkastet.
  
  
  Han løftede øjenbrynene, men der var ingen overraskelse i hans øjne. Mennesker med pasproblemer var en livsstil for Louis Lazaro. "Har du ikke en?"
  
  
  Jeg rynkede panden og tog en slurk af vinen. "Sikkert. Men..." Lad ham være
  
  
  
  
  
  drag dine egne konklusioner.
  
  
  Han smilede bevidst og viftede afvisende med hånden. "Men du kom fra Palermo, ikke?"
  
  
  "Højre."
  
  
  "Og du voksede op i New Orleans?"
  
  
  "Højre."
  
  
  "Fire år i den franske fremmedlegion?"
  
  
  "Godt. Hvad lavede du, Louis? Tager du noter?"
  
  
  Han smilede afvæbnende. "Og ved du det. Bare sørg for, at T får det rigtigt."
  
  
  "Det er rigtigt," sagde jeg. Jeg vidste, hvor hans spørgsmål var på vej hen – eller i det mindste håbede jeg, at jeg gjorde det – selvom han ikke ønskede at komme direkte til sagen.
  
  
  Han tog krydsforhør som enhver god anklager. "Og du har... øh... hængt rundt i Beirut i de sidste par år?"
  
  
  "Højre." Jeg hældte mere vin i hvert vores glas.
  
  
  "Bøde." Han trak den ud med et eftertænksomt blik. "Jeg kan nok arrangere det, hvis du virkelig vil tilbage til USA."
  
  
  Jeg kiggede mig over skulderen bare for virkningen: "Jeg er nødt til at komme ud herfra."
  
  
  Han nikkede. "Måske kan jeg hjælpe dig, men..."
  
  
  "Men hvad?"
  
  
  "Okay," smilede han igen, det afvæbnende grin. "Jeg ved ikke rigtig meget om dig andet end dit mod."
  
  
  Jeg vejede situationen nøje. Jeg ville ikke spille mit trumfkort for hurtigt. På den anden side kunne dette være mit indbrudspunkt, og jeg kunne altid – hvis begivenhederne krævede det – eliminere Louis.
  
  
  Jeg trak metalcigarrøret ud af min skjortelomme og smed det henkastet på bordet. Han væltede og stoppede. Jeg rejste mig og skubbede min stol op. "Jeg er nødt til at gå til John, Louis." Jeg klappede ham på skulderen. "Jeg kommer tilbage."
  
  
  Jeg gik og efterlod en lille pibe til en værdi af omkring $65.000 på bordet.
  
  
  Jeg tog mig god tid, men da jeg vendte tilbage, var Louis Lazaro der stadig. Så det var heroin.
  
  
  Jeg vidste på hans ansigtsudtryk, at jeg havde taget det rigtige skridt.
  
  
  Kapitel 5
  
  
  
  
  Ved femtiden om eftermiddagen mødte jeg Louis i lobbyen på mit hotel. Denne gang var silkedragten blå, nærmest elektrisk. Skjorten og slipset var frisk, men stadig hvid på hvidt. Hans bekymrede smil ændrede sig ikke.
  
  
  Vi stoppede en taxa på gaden. "Saint-Georges," sagde Louis til chaufføren og satte sig så selvtilfreds tilbage på sit sæde.
  
  
  Det var kun seks blokke, og vi kunne gå, men det var ikke det, der bekymrede mig. Sagen er, at St. George's var det eneste sted i Beirut, hvor jeg var kendt som Nick Carter. Sandsynligheden for, at en ekspedient eller floor manager kunne hilse på mig ved navn, var dog lille til ingen. Over-dating er ikke en livsstil i Beirut, hvis du tydeligvis er amerikaner.
  
  
  Jeg har ikke noget at bekymre mig om. Selv i mit stramme tøj var der ingen, der gav mig den mindste opmærksomhed, da Louis først lavede et hurtigt opkald på hustelefonen i lobbyen og derefter førte mig ind i elevatoren og snakkede nervøst.
  
  
  "Dette er en virkelig smuk dame, mand! Hun... hun er virkelig noget andet. Men hun er også klog. Åh mor! Hun er smart!" Han slog tommelfingeren mod fortænderne. "Men alt du skal gøre er bare at svare på hendes spørgsmål, ved du det? Bare spil roligt. Du vil se."
  
  
  "Selvfølgelig, Louis," forsikrede jeg ham. Han har allerede gennemgået denne procedure et halvt dusin gange.
  
  
  En meget høj, tynd mand med blå, udtryksløse øjne åbnede døren til en suite på ellevte etage og gjorde tegn til os at komme ind. Han bevægede sig til side, da Louis passerede, men da jeg fulgte efter ham, greb han pludselig indersiden af min højre albue med lignende fingre og snurrede rundt. mig tilbage. Foden bag mine knæ væltede mig i gulvet, da han vendte sig, så jeg smækkede ind i det tykke tæppe i mit ansigt, min arm vred sig højt forbi mine skuldre og mit knoglede knæ presset ind i min ryg.
  
  
  Han var god. Dog ikke så godt. Jeg kunne have brækket hans knæskal med min hæl, da han lavede det første træk, men det var ikke det, jeg var der for. Jeg lå der og lod ham trække Wilhelmina ud af hylsteret.
  
  
  Hånden foretog en hurtig inspektion af min krop. Så lettede presset på min lænd. "Han havde det her," meddelte han.
  
  
  Han var skødesløs. Hugo hvilede stadig i ruskindsskeden fastspændt til min underarm.
  
  
  Han skubbede mig med sin tå, og jeg rejste mig langsomt op. Han betaler for det senere.
  
  
  Jeg børstede mit hår tilbage med den ene hånd og vurderede situationen.
  
  
  Jeg var i stuen i en stor suite med flere døre, der førte ind. Det var ekstravagant indrettet - til det yderste af luksus. Det tunge mørkeblå tæppe blev suppleret af blå stofgardiner. De to Klees og Modigliani harmonerede perfekt med de rene danske Art Nouveau-møbler.
  
  
  To sofaer var flankeret af små onyx-lamper og krom-askebægre. Tunge, lave sofaborde stod foran hver sofa, store rektangler af grå marmor sad som blege øer i et dybblåt hav.
  
  
  Foran koøjet stod en elegant kinesisk dukke, en af de smukkeste kvinder, jeg nogensinde har set.
  
  
  i mit liv. Hendes sorte hår var lige og sort, og nåede næsten til taljen og indrammer hendes fine, høje træk. Mandelformede øjne på et alabast-ansigt kiggede mørkt på mig, fyldige læber fulde af skepsis.
  
  
  Jeg kontrollerede mit ansigt passivt, mens mit sind klikkede gennem hukommelsesfilen. De ti dage, jeg tilbragte i AX's hovedkvarter sidste år med det, vi bittert kalder "hjemmearbejde", var ikke spildt. Hendes billede i filen i File Room B fik mig til at gispe, da jeg så det første gang. I kødet var slaget hundrede gange.
  
  
  Kvinden i den grå silkeaftenkjole med høj krave foran mig var Su Lao Lin, ved siden af Chu Chen, den højest rangerende efterretningsagent, der støttes af de røde kinesere i Mellemøsten. Jeg har stødt på Chu Chen før, både i Macau og Hong Kong; Su Lao Lin, som jeg kun har hørt om.
  
  
  Det, jeg hørte, var nok - hensynsløst, strålende, grusomt, hedt, men omhyggelig i sin planlægning. Under Vietnamkrigen arbejdede hun med rørledningen, der bragte heroin ind i Saigon. Utallige amerikanske militærpersoner kunne give Su Lao Lins smukke ben skylden for deres afhængighed.
  
  
  Nu var hun tilsyneladende i et andet transportbånd - og sendte mafiarekrutter til staterne. Det var ikke en nem operation. Hvis onkel Louis og de andre medlemmer af Kommissionen havde råd til Su Lao Lin, ville det være en investering på flere millioner dollars, der kunne være det værd, hvis de kunne vinde - eller genvinde - den store magt, de havde i landets større byer . næste gang.
  
  
  Da jeg så på Su Lao Lin, spændte mine mavemuskler sig ufrivilligt. Grå silke, gennemsigtig i lyset fra gulvlampen bag hende, understregede kun perfektionen af denne lille krop: dristige, fyldige små bryster, en tynd talje understreget af fleksibiliteten i pænt afrundede hofter, ben overraskende lange for sådan en lille person, kalve slanke og fleksible, som det ofte er tilfældet med kantonesisk.
  
  
  Sensualitet krakelerede mellem os to som et lyn. Hvad det kommunistiske Kinas agent nr. 2 i Mellemøsten lavede med bånd til den amerikansk-sicilianske mafia var et mysterium, men det var ikke den eneste grund til, at jeg ville have hende.
  
  
  Jeg lod lysten vise sig i mine øjne, og jeg så, at hun genkendte det. Men hun indrømmede det ikke. Hun så sikkert det samme begær i øjnene på en halv snes mænd hver dag i sit liv.
  
  
  "Er du Nick Cartano?" Hendes stemme var blød, men forretningsmæssig, den orientalske snert af hårde konsonanter var knap hørbar.
  
  
  "Ja," sagde jeg og kørte fingrene gennem mit pjuskede hår. Jeg kiggede på den høje hætte, der vækkede mig, da jeg gik ind af døren. Han stod til venstre for mig, omkring en fod bag mig. Han holdt Wilhelmina i sin højre hånd og pegede hende mod gulvet.
  
  
  Hun gestikulerede afslappet, hendes mørkerøde lakerede negle funklede i lampelyset. "Undskyld ulejligheden, tak, men Harold føler, at han er nødt til at tjekke på alle, især folk med din..." Hun tøvede.
  
  
  "Mit omdømme?"
  
  
  Hendes øjne overskyggede af irritation. "Manglen på dit omdømme. Vi kunne ikke finde nogen, der nogensinde havde hørt om dig, undtagen Louis."
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Det betyder vel, at jeg ikke eksisterer?"
  
  
  Hun bevægede sig let, og lyset fra vinduet bag hende strømmede mellem hendes ben og understregede denne udsøgte silhuet. "Det betyder enten at du er en falsk eller..."
  
  
  Denne tøven midt i sætningen virkede som en vane.
  
  
  "Eller?"
  
  
  "...Eller du er rigtig, rigtig god." Smilets spøgelse blinkede hen over mine let adskilte læber, og jeg smilede tilbage. Hun ville have mig til at være "virkelig, rigtig god." Hun ville have mig, punktum. Jeg mærkede det. Følelsen var gensidig, men vi havde stadig et spil at spille.
  
  
  "I min virksomhed annoncerer vi ikke."
  
  
  "Selvfølgelig, men i min virksomhed kan vi normalt få opmærksomhed fra de fleste mennesker, der er i... man kan sige... allierede linier?"
  
  
  Jeg mærkede den funklende cigarpibe i min skjortelomme.
  
  
  Hun nikkede. "Jeg ved det," sagde Louis til mig. Men…"
  
  
  Jeg bebrejdede hende ikke. Hun havde ry for ikke at lave fejl, og mit eneste fysiske bevis på en "mørk fortid" var et otte-ounce rør heroin. Det og det faktum, at Louis tydeligvis pitchede mig. Men Louis var nevø til den mand, der højst sandsynligt finansierede de fleste af Su Lao Lins aktiviteter. I sidste ende skulle dette være den afgørende faktor. Hun ville ikke mishage Popeyes nevø Franzini.
  
  
  Hun ville heller ikke gøre sig selv ked af det. Jeg stirrede frækt på hende. Hendes øjne udvidede sig næsten umærkeligt. Hun fik beskeden rigtigt. Jeg besluttede at lade hende slippe.
  
  
  Jeg fiskede en pakke Gauloises op af lommen og bankede den åbne ende på min hånd for at få en cigaret. Jeg bankede for hårdt på gardinet og det ene fløj helt ud og faldt på gulvet. Jeg bøjede mig ned for at tage den op.
  
  
  Samtidig bøjede jeg mit højre knæ og sparkede mit venstre ben lige tilbage. Bag mig skreg Harold, hans knæskall smuldrede under den hårde gummihæl på min støvle, og knuste for hver eneste ounce af styrke, jeg kunne mønstre.
  
  
  Jeg drejede til venstre og satte mig. Mens Harold lænede sig frem og holdt om sit brækkede knæ, krogede jeg to fingre på min højre hånd dybt ind under hans hage og krogede dem under hans kæbe; Jeg rullede om på mine skuldre og vendte ham forsigtigt om.
  
  
  Det var som at plukke en fisk op af vandet og kaste den fremad og hen imod mig, så den lavede en kort bue i luften. Lige før jeg mistede gearingen, rykkede jeg nedad, og hans ansigt smækkede i gulvet med hele kroppens vægt bag sig. Man kunne næsten høre knoglerne i hans næse knække.
  
  
  Så lå han ubevægelig. Han var enten død af en brækket hals eller var simpelthen besvimet af stødet og kraften fra sammenstødet på dækket.
  
  
  Jeg hentede Wilhelmina og satte den tilbage i skulderhylsteret, hvor den hørte til.
  
  
  Først da glattede jeg mit hår tilbage med den ene hånd og så mig omkring.
  
  
  Hverken Louis eller den kinesiske kvinde rørte sig, men begejstringen nåede Su Lap Lin. Jeg kunne se det i hendes næsebors svage udblænding, spændingen i venen, der løb ned ad bagsiden af hendes hånd, lyset i hendes øjne. Nogle mennesker oplever intens seksuel inderlighed som følge af fysisk misbrug. Su Lao Lin trak vejret tungt.
  
  
  Hun pegede med afsky på det, der var tilbage af Harold på gulvet. "Vær venlig at tage den væk," beordrede hun Louis. Hun tillod sig selv et lille smil. "Jeg tror måske, du har ret, Louis. Din onkel kunne godt bruge en mand som Mr. Cartano her, men jeg synes, du må hellere præsentere dig selv. I må hellere begge være klar til at tage morgenflyet."
  
  
  Der var en afvisende tone i hendes tonefald, og Louis gik hen til Harold for at kæmpe. Su Lao Lin vendte sig mod mig. "Kom ind på mit kontor, tak," sagde hun koldt.
  
  
  Hendes stemme var kontrolleret, men den alt for modulerede tone gav hende væk. Begejstring dirrede på hendes læber. Jeg spekulerer på, om Louis følte det?
  
  
  Jeg fulgte hende gennem døren ind til et velindrettet kontor – et stort moderne skrivebord med en forretningsmæssig drejestol, en lækker grå metaloptager, to lige metalstole, et gråt arkivskab i hjørnet – et godt sted at arbejde.
  
  
  Su Lao Lin gik hen mod bordet, vendte sig så og lænede sig tilbage på kanten, vendt mod mig, hendes små fingre halvt kroget på kanten af bordet, hendes ankler krydsede.
  
  
  Læberne skiltes med jævne tænder, og en lillebitte tunge stak nervøst, forførende ud.
  
  
  Jeg greb fat i døren med min fod og smækkede den bag mig.
  
  
  To lange skridt bragte mig hen til hende, og et lille støn undslap hendes læber, da jeg holdt hende tæt ind til mig, holdt den ene hånd under hendes hage og vippede den opad, mens min sultne mund famlede efter hende. Hendes arme blev løftet op, viklet om min hals, mens hun pressede sin krop mod min.
  
  
  Jeg klemte min tunge over hendes mund, udforskede, knækkede hende. Ingen subtilitet. Su Lao Lin var utrolig lille, men en vild kvinde, hun vred sig, stønnede, lange negle rev på min ryg, hendes ben klamrede sig til mine.
  
  
  Mine fingre fandt låsen på den høje krave og løsnede den. Det usynlige lyn så ud til at glide ned af sig selv. Jeg slog begge mine arme om hendes lille talje og holdt hende væk fra mig i luften. Hun brød modvilligt og prøvede at holde munden på min.
  
  
  Jeg lagde den på bordet. Det var som at håndtere fint porcelæn, men porcelænet kunne vride sig.
  
  
  Jeg trådte tilbage og trak hendes grå silkekjole af. Så sad hun ubevægelig, lænede sig tilbage på hænderne, hendes bryster strakte sig, hendes brystvorter stak ud, hendes små fødder på bordet, hendes knæ bredt fra hinanden. En risen af sved løb ned af hendes mave.
  
  
  Hun havde ingenting på under sin grå silkekjole. Jeg stirrede, et øjeblik lamslået, og nød den alabastskønhed, der sad som et levende kunstværk på det nøgne metalbord. Langsomt, uden at tilskynde, famlede mine fingre med knapperne på min skjorte, pillede med mine sko og sokker, spændte mit bælte af.
  
  
  Jeg løftede hende blidt i balderne, balancerede hende et øjeblik som en kop på en underkop, og trak hende mod mig, mens jeg stod med benene adskilt foran bordet. Ved første indtrængning gispede hun højt, så saksede hun min talje med sine ben, så hun red på sine skrå hofter.
  
  
  Presset mod bordet for at få støtte lænede jeg mig tilbage med Su Lao Lin liggende oven på mig. Verden eksploderede i en hvirvelvind af snurrende fornemmelser. Vridende, snurrende vred vi os på et sparsomt møbleret kontor i en febrilsk hysterisk dans. Det to-kroppede udyr rettede sig op, styrtede ind i møblerne og lænede sig op ad væggen. Til sidst, med en stærk sitrende krampe, faldt vi sammen til gulvet, bevægede os, stak, skubbede med alle vores spændte muskler, indtil hun pludselig skreg to gange, to korte, høje skrig, hendes ryg krummede trods min vægt pressede ned på hende.
  
  
  Jeg trak mig væk og væltede om på gulvet på ryggen, mit bryst strakte sig.
  
  
  . Med alle de soveværelser i verden, lykkedes det mig på en eller anden måde at ende på kontorgulvet. Jeg smilede og strakte mig. Der er værre skæbner.
  
  
  Så lagde jeg mærke til en lille hånd på min hofte. Med yndefulde fingre blev der tegnet et filigranmønster på indersiden af mit ben. Det var tydeligt, at Su Lao Lin ikke var færdig endnu.
  
  
  Faktisk gik der flere timer, før hun var tilfreds.
  
  
  Så, efter at vi havde vasket, klædt på og spist den frokost, jeg bestilte, gik hun i gang.
  
  
  "Lad mig se dit pas."
  
  
  Jeg gav. Hun studerede det eftertænksomt et øjeblik. "Nå, jeg skal købe en ny til dig," sagde hun. "Under et helt andet navn, tror jeg."
  
  
  Jeg trak på skuldrene og smilede mentalt. Det ser ud til, at mit liv som Nick Cartano bliver meget kort - mindre end en uge.
  
  
  "Jeg vil have, at du går herfra i morgen," sagde hun.
  
  
  "Hvorfor så hurtigt? Jeg kan godt lide det her." Det var sandt. Det er også rigtigt, at jeg ønskede at vide så meget som muligt om afslutningen af operationen i Beirut, før jeg rejste til USA.
  
  
  Hun kiggede udtryksløst på mig, og det mindede mig om, at det var Su Lao Lin, den røde kinesiske agent, der sendte så mange amerikanske soldater til helvede langs Heroinvejen, og ikke den skrøbelige lille vilde kat på kontorgulvet.
  
  
  "Godt? Det var en interessant aften, du må være enig.”
  
  
  "Det her er forretning," sagde hun koldt. "Så længe du er i nærheden, kan jeg glemme, at jeg ikke har råd til..."
  
  
  "Så du vil have mig til at komme ud herfra på morgenflyet," sluttede jeg til hende. "Bøde. Men kan du forberede dokumenter til mig så hurtigt?”
  
  
  Jeg vidste, at Charlie Harkins kunne gøre det. Men jeg tvivlede på, at der stadig hang Charlie omkring Beirut.
  
  
  Su Lao Lin tillod sig selv et spøgelse af et smil igen. "Ville jeg tilbyde det, hvis jeg ikke kunne?" Det var svært at tage fejl af hendes logik. "Jeg vil have, at du går," sagde hun.
  
  
  Jeg kiggede på mit ur. "Klokken er allerede ti."
  
  
  "Jeg ved det, men det vil tage et stykke tid... du bør komme tilbage hertil, før du tager af sted. Forstå?" Igen et spøgelse af et smil. Su Lao Lin tog min hånd og førte mig hen til døren.
  
  
  Jeg smilede til hende. "Du er chefen," indrømmede jeg. "Hvor skal jeg hen?"
  
  
  “En-syv-tre Almendarez Street. Det er i udkanten af kvarteret. Du vil se en mand ved navn Charles Harkins. Han vil tage sig af dig. Bare fortæl ham, at jeg har sendt dig. Han er på tredje sal." Hun klappede blidt min hånd. Det var nok det tætteste, hun nogensinde kunne komme på en kærlig gestus.
  
  
  Jeg bandede mig selv som et fjols, da jeg gik ned ad korridoren og ringede i elevatoren. Jeg burde have vidst, at hendes agent var Charlie Harkins, hvilket betød, at jeg var i problemer. Der var ingen måde, Charlie kunne give mig et nyt sæt papirer og ikke informere Dragon Lady om, at hun legede med Field Agent #1 AX.
  
  
  Selvfølgelig var der én vej ud. Jeg mærkede Wilhelminas beroligende vægt på mit bryst, da jeg gik ind i elevatoren. Stakkels gamle Charlie skulle lænes op ad igen, og denne gang ville han være ret mager.
  
  
  Kapitel seks.
  
  
  Nummer 173 Almendares gade. Charlie svarede på dørklokken næsten før jeg tog fingeren af klokken. Men hvem han forventede var ikke mig.
  
  
  "Nick...! Hvad laver du her?"
  
  
  Det var et legitimt spørgsmål. "Hej, Charlie," sagde jeg muntert og skubbede forbi ham ind i rummet. Jeg satte mig i en af sofaerne foran sofabordet, trak en Gauloise fra den halvtomme pakke i lommen og tændte den med en udsmykket bordlighter, der så ud som om den kunne være kommet fra Hong Kong.
  
  
  Charlie var nervøs, da han lukkede døren, og efter lidt tøven satte han sig i stolen over for mig. "Hvad skete der, Nick?"
  
  
  Jeg grinte til ham. "Jeg har et andet job til dig, Charlie, og jeg vil også gerne tale med dig."
  
  
  Han smilede lidt. Det blev ikke for godt. "Jeg... øh... jeg kan ikke tale meget om forretning, Nick," bønfaldt han. "Ved du det."
  
  
  Selvfølgelig havde han ret. Halvdelen af Charlies betydelige værdi for den internationale underverden var hans ekstraordinære talenter: en pen, et kamera, en trykpresse, en airbrush og et prægesæt. Den anden halvdel lå i sin absolutte stilhed. Hvis han nogensinde talte om noget, ville han være død. Alt for mange mennesker i Mellemøsten vil være for bange for, at de bliver de næste, han taler om. Så stilhed var en del af hans fag, og mens jeg mødte Charlie fra tid til anden, bad jeg ham aldrig om at bryde den.
  
  
  Men livet kan være hårdt, tænkte jeg. Jeg fortrød et øjeblik, hvad jeg var ved at gøre, men jeg mindede mig selv om, at dette var en præsidentiel mission. Der var ikke meget, Charlie Harkins kunne regne med i denne verden.
  
  
  "Du skulle have fortalt mig, at du arbejder for Dragedamen, Charlie," sagde jeg i en rolig tone.
  
  
  Han rynkede panden, som om han ikke vidste, hvad det betød.
  
  
  "Hvad mener du...øh, Dragon Lady?"
  
  
  "Kom nu, Charlie. Su Lao Lin."
  
  
  "Su Lao Lin? Eh...hvem er hun?" Frygt spillede i hans øjne.
  
  
  "Hvor længe har du arbejdet for hende?"
  
  
  "Mig? Arbejder for hvem?"
  
  
  Jeg sukkede. Jeg havde ikke hele natten til at spille spil. "Charlie," sagde jeg irriteret. "Hun sendte mig hertil. Jeg skal bruge et nyt sæt papirer. Jeg tager til USA i morgen tidlig."
  
  
  Han stirrede på mig, og det gik endelig op for ham. Jeg så hans øjne, mens han behandlede dette i sit sind. Han vidste, at jeg var en AXE-agent. Hvis Su Lao Lin sendte mig for at få nye papirer, betød det, at jeg på en eller anden måde var kommet med i pipelinen. Og hvis jeg skulle med på transportøren, ville det betyde, at denne transportør ikke ville fungere videre. Han kiggede rundt i lokalet, som om han så de nymalede vægge, grønne tæpper og smukke møbler forsvinde for øjnene af ham.
  
  
  Han fik ret.
  
  
  Spurgte han. "Er du sikker?"
  
  
  "Jeg er sikker, Charlie."
  
  
  Han tog en dyb indånding. Skæbnen var imod Charlie Harkins, og han vidste det. Han måtte informere Su Lao Lin om, at en AXE-agent havde hacket hendes sikkerhedssystem. Men agent AX var lige der i rummet med ham.
  
  
  Jeg misundte ham ikke.
  
  
  Til sidst tog han en beslutning og sukkede igen. Han rakte ud efter telefonen på sofabordet.
  
  
  Jeg lænede mig ind over sofabordet og slog ham hårdt på næseryggen med min håndflade.
  
  
  Tårerne væltede i øjnene, da han trak sig tilbage. En rislen af blod flød fra venstre næsebor. "Jeg... bliver nødt til at ringe," trak han vejret. "Jeg må bekræfte, at hun har sendt dig. Hvis jeg ikke gør dette, vil hun vide, at der er noget galt. Dette er standardprocedure."
  
  
  Han havde sikkert ret. Der skulle være en form for bekræftelsessystem, og telefonen var lige så god som enhver anden. Nu havde jeg mit eget dilemma at kæmpe med. Hvis Charlie ikke havde ringet til Su Lao Lin, ville hun have vidst, at der var et problem et eller andet sted. På den anden side var det sidste, jeg ønskede i det øjeblik, at Charlie talte i telefon med Su Lao Lin. Med den ene hånd tog jeg Wilhelmina ud af hylsteret, og med den anden rakte jeg Charlie telefonrøret. "Her. Kald hende, som om jeg var en af dine faste sicilianske kunder. Højre?"
  
  
  Han nikkede frygtsomt. "Selvfølgelig, Nick."
  
  
  Jeg viftede med pistolen under hans næse. "Jeg vil have, at du holder telefonen, så jeg også kan høre hende. Og jeg vil ikke have, at du siger noget, som jeg ikke ville godkende. Det er klart?"
  
  
  Harkins nikkede grimt. Han tastede et nummer, holdt derefter telefonen til midten af bordet, og vi lænede os begge frem, indtil vores hoveder næsten rørte hinanden.
  
  
  Dragedamens bløde, aristokratiske lyd kom fra modtageren. "Ja?"
  
  
  Harkins rømmede sig. "Øh...frøken Lao?"
  
  
  "Ja."
  
  
  "Øh... Dette er Charlie Harkins. Jeg har en fyr her, der siger, at du har sendt ham."
  
  
  "Beskriv ham, tak."
  
  
  Et par centimeter derfra himlede Charlie med øjnene. "Nå, han er omkring seks fod fire centimeter høj, sort hår glattet tilbage, en firkantet kæbe og... øh... ja, meget brede skuldre."
  
  
  Jeg smilede til Charlie og rystede Wilhelminas spids til ham.
  
  
  "Han hedder Nick Cartano," fortsatte han.
  
  
  "Ja, jeg sendte ham." Jeg kunne høre hende højt og tydeligt. "Vi skal bruge alt - identifikationsdokumenter, pas, rejsetilladelse. Han tager afsted i morgen tidlig."
  
  
  "Ja, frue," svarede Charlie lydigt.
  
  
  "Charlie..." Der var en pause i den anden ende af linjen. "Charlie, har du nogensinde hørt om denne Cartano? Jeg kunne ikke få nøjagtige oplysninger fra ham."
  
  
  Jeg nikkede desperat og stak Wilhelminas næseparti under Charlies hage for at understrege min pointe.
  
  
  "Øh... selvfølgelig, Miss Lao," sagde han. "Jeg tror, jeg har hørt om ham lidt rundt i byen. Jeg synes, han har været lidt af det hele."
  
  
  "Bøde." Hun var glad.
  
  
  Charlie kiggede ubrugeligt på telefonen. Han kiggede på mig og havde desperat lyst til at udstøde en form for advarsel.
  
  
  Jeg lavede et lille træk med Wilhelmina.
  
  
  "Farvel, Miss Lao," sagde han. Han lagde på med rystende hånd, og jeg dækkede Wilhelmina til igen.
  
  
  Det kunne have sendt en form for kodet advarsel eller gået glip af en bekræftelseskode, men jeg tvivlede på det. Den situation, han var i nu, var for mærkelig til, at hans del af operationen kunne forventes med en så omfattende sikkerhed.
  
  
  For anden gang siden min ankomst til Beirut gennemgik jeg arkivbehandlingsprocessen med Charlie. Han var god, men frygtelig langsom, og denne gang tog det næsten tre timer.
  
  
  Jeg tænkte længe på, hvordan jeg kunne slippe af med ham. Dette var et problem. Med Charlie i live, ville jeg aldrig komme til lufthavnen, endsige tilbage til USA. Selvom jeg efterlader ham bundet og kneblet, vil han til sidst frigøre sig, og de vil få fat i mig, uanset hvor jeg er.
  
  
  Svaret var åbenbart at dræbe ham. Men jeg kunne ikke gøre det. Jeg har dræbt mange gange i min karriere, og Charlie var bestemt ikke en perle af menneskelighed.
  
  
  Men jeg dræbte de mennesker, jeg kæmpede eller jagtede eller forfulgte. Det er én ting. Men Charlie var en anden igen.
  
  
  Det lader til, at der ikke var noget andet valg. Charlie måtte gå. På den anden side, hvis Harkins viser sig død eller forsvundet umiddelbart efter at have indsamlet mine dokumenter, vil Dragon Lady finde det meget mærkeligt. Det var lidt af et dilemma.
  
  
  Charlie besluttede det dog for mig.
  
  
  Jeg studerede min nye pakke med dokumenter - denne gang for Nick Canzoneri. Charlie kunne altid lide at bo så tæt på sit rigtige navn som muligt. "Spar dig fra nogle gange ikke at svare, når du burde," forklarede han.
  
  
  Alle papirer var i god stand. Der var et pas, hvor der stod, at Nick Canzoneri var født i den lille Calabresiske landsby Fuzzio, en arbejdstilladelse og kørekort fra Milano, et fotografi af en ung mand og pige, der ikke kan skelnes, der holder hinanden i hånden foran romerske ruiner, og fire breve fra Nick Canzoneris mor i Fuzzio.
  
  
  Charlie gjorde et godt stykke arbejde.
  
  
  Så, mens jeg lænede mig ind over sofabordet og kiggede mine nye papirer igennem, tog han en lampe fra bordet og slog mig i hovedet med den.
  
  
  Kraften fra stødet slog mig ned fra sofaen og ned på sofabordet. Jeg mærkede det splittede under mig, da jeg faldt sammen til gulvet, verden en rød tåge af gennemtrængende smerte. Jeg besvimede ikke, fordi lampen ramte mig. Schmitz's lov: Henfaldet af et objekt i bevægelse spreder dets slagkraft i direkte proportion med henfaldshastigheden.
  
  
  Men det gjorde ondt på mig.
  
  
  Da jeg faldt sammen på gulvet, lænede jeg mig instinktivt på mine håndflader og kastede mig til siden i en rulle. Da jeg gjorde dette, gik noget andet - sandsynligvis en anden lampe - i stykker ved siden af mit hoved og savnede mig snævert.
  
  
  Nu stod jeg på alle fire, rystede på hovedet som en såret hund og prøvede at rense tankerne. Det var, som om en lille bombe var eksploderet inden i ham.
  
  
  Jeg kunne stadig ikke se klart. Men jeg kunne ikke blive ét sted. Charlie vil være til angreb. Jeg tabte mine hænder og knæ, sænkede mit hoved ned på mine bøjede arme og rullede fremad. Mine fødder ramte gulvet, og jeg væltede.
  
  
  Jeg ramte muren. Skubningen så ud til at hjælpe. Da jeg instinktivt dukkede mig for at fortsætte med at bevæge mig, begyndte mit syn at klares. Jeg mærkede varmt blod strømme ned over mit ansigt. Jeg sprang til side. Jeg turde ikke blive stille, før jeg fandt min fjende. Enhver bevægelse, jeg kunne lave, ville føre mig direkte til ham, men jeg kunne ikke blive stille.
  
  
  Så så jeg ham.
  
  
  Han gik bag mig fra hjørnet af sofaen, den ene arm hvilede på ryggen af sofaen og den anden strakt ud fra hans side. Den indeholdt en frygtelig buet kniv. Han må have trukket den ud af den dekorative araberskede, jeg så hænge på væggen.
  
  
  Charlie holdt kniven i taljehøjde og sigtede mod min mave. Hans ben var spredt bredt for balance. Han rykkede langsomt frem.
  
  
  Min tøven har måske reddet mit liv, men den efterlod mig også stuvet ind i et hjørne med en sofa langs den ene væg og et tungt egetræsbord langs den anden.
  
  
  Charlie blokerede min flugt.
  
  
  Jeg pressede mig selv mod væggen, da han tog endnu et skridt frem, kun fire meter væk fra mig. Hans tynde læber pressede tæt sammen. Det sidste angreb nærmede sig.
  
  
  Jeg havde ikke noget valg. Jeg greb instinktivt Wilhelmina fra mit skulderhylster og skød.
  
  
  Kuglen ramte Charlie square i halsen, og han stod der et øjeblik, standset af Luger-kuglens nedslag. Der var et undrende blik i hans ansigt, og han så ud til at kigge på mig, som om jeg var en fremmed. Så blev hans øjne dæmpede, og blodet strømmede ud fra bunden af hans hals. Han faldt på ryggen og holdt stadig kniven i hånden.
  
  
  Jeg trådte forsigtigt hen over hans krop og gik ind på badeværelset for at se, om jeg kunne vaske mit ansigt. Det kolde vand ville i det mindste klare mit hoved.
  
  
  Det tog mig en halv time over vasken og yderligere tyve minutter med to dampende kopper sort kaffe, som jeg lavede på Charlies komfur, før jeg var klar til at gå. Jeg hentede så mine Nick Canzoneri-papirer og tog tilbage til St. George's. Før jeg kunne flyve til staterne, var der stadig "særlige instruktioner" fra Su Lao Lin.
  
  
  Og jeg skulle også af med hende, før jeg forlod Beirut. Jeg kunne ikke efterlade hende der og skubbede sicilianske mafiosi gennem transit til mafiaen i New York. Og da jeg var den sidste, hun sendte til Charlie, ville hans død ikke se så godt ud for mig.
  
  
  Jeg sukkede, da jeg ringede på elevatoren i den udsmykkede St. George's. Jeg ville ikke dræbe Dragedamen mere, end jeg ville dræbe Charlie, men jeg gjorde et stop mellem hans lejlighed i kvarteret og hotellet, og det stop hjalp mig med at få den del af arbejdet gjort.
  
  
  Da Su Lao Lin åbnede døren for mig, var der blødhed i hendes øjne, men det blev hurtigt til bekymring, da hun så på mine beskadigede ansigtstræk. Jeg havde en stribe gaffatape, der løb gennem min tinding over det ene øje, hvor Harkins-lampen havde skåret en smertefuld, men virkelig overfladisk fordybning, og det øje var hævet, sandsynligvis allerede misfarvet.
  
  
  "Nick!" udbrød hun. "Hvad er der sket."
  
  
  "Det er okay," forsikrede jeg hende og krammede hende. Men hun trak sig tilbage for at se mig i ansigtet. Jeg huskede den tykke araber og den samme unge pige, som jeg havde set på min første tur til Charlies lejlighed. "Jeg er lige kommet mellem en araber og hans luder," forklarede jeg. "Hun slog mig med lampen i stedet for ham."
  
  
  Hun så bekymret ud. "Du skal passe på dig selv, Nick...for mig."
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Jeg tager til USA i morgen tidlig."
  
  
  "Jeg ved det, men jeg ses der."
  
  
  "Åh?" Det var et chok. Jeg vidste ikke, at hun ville komme til Amerika.
  
  
  Hendes smil var tæt på beskedent. Hun lagde sit hoved på mit bryst. "Jeg besluttede mig lige i aften, mens du var væk. Jeg er der om et par uger. Bare besøg. Jeg vil stadig gerne se Franzini, og...” Der var endnu en pause midt i sætningen.
  
  
  "Og..." spurgte jeg.
  
  
  "...Og vi kan bruge noget mere tid sammen." Hendes arme strammede sig om min hals. "Vil du have dette? Vil du elske med mig i USA?”
  
  
  "Jeg ville elske at elske med dig hvor som helst."
  
  
  Hun puttede sig tættere på. "Hvad venter du så på?" På en eller anden måde var den smaragdgrønne chiffonting, hun havde på, da hun åbnede døren, forsvundet. Hun pressede sin nøgne krop mod mig.
  
  
  Jeg tog hende op og gik ind i soveværelset. Vi havde det meste af natten foran os, og jeg havde ikke tænkt mig at bruge den på kontoret.
  
  
  Jeg fortalte hende ikke, at hun aldrig ville komme til USA, og næste morgen skulle jeg hele tiden minde mig selv om de amerikanske soldater, som hendes stofnetværk havde ødelagt, før jeg kunne få mig selv til at gøre, hvad jeg skulle.
  
  
  Jeg kyssede hende blidt på læberne, da jeg gik næste morgen.
  
  
  Den plastikbombe, jeg havde sat fast på undersiden af sengen, ville ikke gå af før halvanden time mere, og jeg var overbevist om, at den ville sove så længe, måske længere, hvis syren af en eller anden grund var længere om at trænge igennem detonatoren. .
  
  
  Jeg modtog en bombe på vej til St. George's efter at have forladt Harkins' hus. Hvis du nogensinde har brug for en plastikbombe i en fremmed by, er dit bedste bud at få en fra den lokale CIA-agent i dit område - og du kan næsten altid finde en CIA-agent i dit område, der udgiver sig for at være en lokal Associated Press-repræsentant. I Beirut var det Irving Fein, en lille, rund mand med hornbriller, der havde en passion for at tegne lige linjer.
  
  
  Vi stødte ind i hinanden mere end et par gange i Mellemøsten, men han nægtede at forsyne mig med sprængstof uden at vide, hvem jeg havde tænkt mig at sprænge i luften og uden først at rådføre sig med sin chef. Han var endelig enig, da jeg overbeviste ham om, at det var en direkte ordre fra Det Hvide Hus.
  
  
  Selvfølgelig var dette faktisk ikke tilfældet, og jeg vil måske støde på det senere, men som jeg troede, var Su Lao Lin en fjendeagent og skulle elimineres.
  
  
  Hun klarede sig også rigtig godt i sengen. Derfor kyssede jeg hende farvel, inden jeg gik.
  
  
  
  Syvende kapitel.
  
  
  
  Louis mødte mig ved Trans World Airlines gate en time senere. Han talte med to mørke mænd i billige engelskskårne jakkesæt. Måske var de olivenoliehandlere, men af en eller anden grund tvivlede jeg på det. Så snart Louis lagde mærke til mig, skyndte han sig hen til ham med hånden udstrakt.
  
  
  "Glædt at se dig, Nick! Jeg er glad for at se dig!"
  
  
  Vi gav hånden hjerteligt. Louis gjorde alt fra hjertet. Så præsenterede han mig for de mænd, han talte med, Gino Manitti og Franco Loclo. Manitti havde en lav pande, der hang over hans pande, en moderne neandertaler. Loklo var høj og tynd, og gennem hans spændt adskilte læber så jeg et glimt af et gulligt par dårlige tænder. Ingen af dem talte engelsk nok til at bestille en hotdog på Coney Island, men der var en dyrehårdhed i deres øjne, og jeg kunne se vrede i deres mundvige.
  
  
  Mere gryn til mafiamøllen.
  
  
  Da jeg var ombord på et stort passagerfly, sad jeg ved vinduet, og Louis sad på næste sæde. To nytilkomne til Franzini-familien sad lige bag os. Under hele flyveturen fra Beirut til New York hørte jeg aldrig nogen sige et ord.
  
  
  For Louis var det mere, end jeg kunne sige. Det begyndte at koge fra det øjeblik, vi spændte vores sikkerhedsseler.
  
  
  "Hej Nick," sagde han med et grin. "Hvad gjorde du i går aftes, efter jeg forlod Su Lao Lin? Mand! Det er en pige, ikke?" Han lo som en lille dreng, der fortalte en beskidt vittighed. "Havde du det godt med hende, Nick?"
  
  
  Jeg så koldt på ham. "Jeg var nødt til at tale med en fyr om mine papirer."
  
  
  "Åh ja. Jeg glemte det. Det ville være
  
  
  Charlie Harkins, sandsynligvis. Han er et rigtig godt menneske. Jeg synes, han er den bedste i branchen."
  
  
  Det var der, troede jeg. "Han gjorde et godt stykke arbejde for mig," sagde jeg undvigende.
  
  
  Louis snakkede et par minutter mere om Charlie i særdeleshed og gode mennesker generelt. Han fortalte mig ikke meget, som jeg ikke allerede vidste, men han elskede at tale. Så skiftede han emne.
  
  
  "Hej Nick, du ved, at du næsten dræbte den fyr Harold i Su Lao Lins lejlighed. Gud! Jeg har aldrig set nogen bevæge sig så hurtigt!"
  
  
  Jeg smilede til min ven. Jeg bliver måske også smigret. "Jeg kan ikke lide at blive tændt," sagde jeg hårdt. "Det skulle han ikke have gjort."
  
  
  "Ja Ja. Jeg er bestemt enig. Men for pokker, du dræbte næsten denne fyr!"
  
  
  "Hvis du ikke kan slå bolden, skal du ikke gå i kamp."
  
  
  "Ja, selvfølgelig... mand... Lægen på hospitalet sagde, at hans knæskall dybest set var ødelagt. Han sagde, at han aldrig ville gå igen. Han har også en rygmarvsskade. Måske lammet for livet."
  
  
  Jeg nikkede. Sandsynligvis på grund af den karate chop jeg gav ham i baghovedet. Nogle gange opfører han sig sådan, hvis han ikke dræber direkte.
  
  
  Jeg kiggede ud af vinduet på Libanons forsvindende kystlinje, solen skinnede på det azurblå Middelhav under os. Jeg arbejdede i lidt mere end en dag, og allerede døde to mennesker, og den ene blev forkrøblet for livet.
  
  
  Der skal være mindst to døde. Jeg kiggede på mit ur: ti og femten. Plastikbomben under Su Lao Lins seng skulle være eksploderet for en halv time siden...
  
  
  Indtil videre har jeg gjort mit arbejde. Transitmundingen i Beirut blev ødelagt. Men det var kun begyndelsen. Så måtte jeg kæmpe mod mafiaen i hendes hjemland. Jeg ville have at gøre med en dybt forankret organisation, en enorm industri, der havde spredt sig over hele landet som en snigende sygdom.
  
  
  Jeg huskede en samtale, jeg havde med Jack Gourley for et par måneder siden, lige før jeg fik til opgave at håndtere hollænderen og Hamid Rashid. Vi havde øl på The Sixish på Eighty-eightth Street og First Avenue i New York City, og Jack talte om sit yndlingsemne, Syndicate. Som nyhedsreporter dækkede han pøbelhistorier i tyve år.
  
  
  "Det er svært at tro, Nick," sagde han. "Jeg kender en af disse lånehajer - drevet af Ruggiero-familien - som har over 80 millioner dollars i udestående lån, og renten på disse lån er tre procent om ugen. Dette er hundrede og seksoghalvtreds procent om året på firs millioner.
  
  
  "Men dette er kun start-up penge," fortsatte han. "De er i alt."
  
  
  "Som hvad?" Jeg vidste meget om mafiaen, men man kan altid lære af eksperterne. I dette tilfælde var Gourley eksperten.
  
  
  "Den største er nok lastbiler. Der er også et tøjcenter. Mindst to tredjedele af det er kontrolleret af mafiaen. De pakker kød, de styrer de fleste af automaterne i byen, privat affaldsindsamling, pizzeriaer. , barer, begravelsesfirmaer, byggefirmaer, ejendomsfirmaer, cateringfirmaer, smykkevirksomheder, drikkevareaftapningsvirksomheder - you name it."
  
  
  "Det er ikke sådan, at de har meget tid til egentlige forbrydelser."
  
  
  "Lad være med at narre dig selv. De er velbevandrede i at kapre fly, og alt, hvad de beslaglægger, kan omdirigeres til deres såkaldte legitime forretninger. Den fyr, der udvider sin tøjvirksomhed på Seventh Avenue, gør det sandsynligvis med narkopenge, ham, der åbner en kæde af dagligvarebutikker i Queens, gør det sandsynligvis med penge, der stammer fra pornografi på Manhattan."
  
  
  Gourley fortalte mig også lidt om pave Franzini. Han var syvogtres år gammel, men han var langt fra pensionist. Ifølge Gourley ledede han en familie på over fem hundrede indviede medlemmer og cirka fjorten hundrede "associerede" medlemmer. "Af alle de gamle Mustachio Petes," sagde Gourley, "er denne gamle tøser langt den hårdeste. Han er nok også den bedst organiserede."
  
  
  På flyet, der fløj mod staterne fra Beirut, så jeg på min ledsager, Franzinis nevø Louis. Af de nitten hundrede gangstere, der udgjorde Franzini-familien, var han den eneste, jeg kunne kalde en ven. Og jeg tvivlede på, at det ville være til stor nytte for andet end kontinuerlig samtale, hvis det gik galt.
  
  
  Jeg kiggede ud af vinduet igen og sukkede. Dette var ikke en opgave, jeg nød. Jeg tog Richard Gallaghers roman op og begyndte at læse den for at tage tankerne væk fra min umiddelbare fremtid.
  
  
  Tre timer senere var jeg færdig, vi var stadig i luften, den umiddelbare fremtid så stadig sort ud, og Louis talte igen. Det var en ulykkelig flyvetur.
  
  
  Vi blev mødt i lufthavnen af Larry Spelman, Franzinis personlige livvagt. Så vidt jeg forstår, blev Louis holdt ret højt af sin onkel.
  
  
  Spelman var mindst en tomme højere end min seks-fod-fire, men smal og knoglet. Han havde en lang, højbroet næse og gennemborende, bredt anlagte blå øjne og et sortflettet ansigt med lange bakkenbarter, men han var kun omkring femogtredive år gammel. Jeg kendte ham af ry: hård som søm, fanatisk hengiven til pave Franzini.
  
  
  Han udstødte et overraskende højt grin, mens han forsigtigt tog fat i Louis' skuldre. "Godt at se dig, Louis! Den gamle mand sendte mig herhen for at møde dig selv."
  
  
  Louis introducerede Manitti, Loklo og mig, og vi gav hinanden hånden. Spelman kiggede nysgerrigt på mig, hans blå øjne urokkelige. "Kender jeg dig ikke fra et sted?"
  
  
  Det kunne han fandme godt. Jeg kunne komme i tanke om en hvilken som helst af et dusin opgaver, som jeg kunne have fået tildelt ham. En af faktorerne bag den organiserede kriminalitets succes i dette land var dets bemærkelsesværdige efterretningssystem. Underverdenen overvåger regeringsagenter lige så nøje, som regeringen holder øje med underverdenens figurer. Jeg har aldrig mødt Spelman personligt, men det er meget muligt, at han kan genkende mig.
  
  
  En forbandelse! Jeg har kun været her fem minutter, og jeg er allerede i problemer. Men jeg spillede det nonchalant af og håbede, at den dybe solbrune farve, jeg fik i Saudi-Arabien, ville forvirre ham lidt. gaffatapen på min pande burde også have hjulpet.
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Har du nogensinde været i New Orleans?"
  
  
  "Nej. Ikke i New Orleans." Han rystede irriteret på hovedet. "Har du noget med Tony at gøre?"
  
  
  Tony?"
  
  
  "Tony Canzoneri, fighter."
  
  
  For fanden igen! Jeg glemte, at jeg hed Canzoneri, selv efter at have hørt Louis introducere mig på den måde for blot et minut siden. Et par fejl mere som denne, og jeg vil virkelig være i problemer.
  
  
  "Han er min fætter," sagde jeg. "På min fars side."
  
  
  "Fantastisk fighter!"
  
  
  "Ja." Jeg følte, at Larry Spelman holdt samtalen i gang, så han kunne studere mig lidt længere. Vi spillede et sjovt spil. Han vidste, at jeg lige var ankommet fra Madame Su Lao Lin fra Beirut, og at Canzoneri ikke ville være mit rigtige navn.
  
  
  Jeg kunne ikke lide dette spil. Før eller siden vil han huske, hvem jeg er, og hele denne charade vil eksplodere. Men i øjeblikket var der ikke meget, jeg kunne gøre ved det. "Vi ses om et øjeblik," sagde jeg. "Jeg skal på toilettet."
  
  
  Jeg tog min taske med mig, og uden at forlade herreværelset flyttede jeg hurtigt Wilhelmina og Hugo fra kufferten til deres sædvanlige steder: et skulderhylster til Wilhelmina, en fjederbelastet ruskindsskede til Hugo. Libanon har nu sikkerhedsforanstaltninger på plads, så man kan ikke gå ombord på fly med våben. På den anden side rejser et toiletsæt foret med blyfolie meget godt med dig i din kuffert og ser fuldstændig ufarligt og uigennemtrængeligt ud for bagage-røntgenmaskiner. Enhver toldinspektør kunne selvfølgelig finde på at hente den og kigge, men livet er fyldt med chancer, og af en eller anden grund har jeg aldrig set en toldinspektør tjekke et toiletsæt. De kigger ned over tæerne på dine tøfler og snuser til din tobakspose for at sikre, at det ikke er marihuana, men jeg har aldrig set et kig i et toiletsæt.
  
  
  Jeg forlod herreværelset meget mere sikkert.
  
  
  ***
  
  
  Den store Chrysler, som Spelman kørte tilbage til byen, var fyldt med Louis' snak. Denne gang satte jeg pris på hans endeløse lattermonolog. Jeg håbede, at det ville fjerne Spelmans tanker fra mig.
  
  
  Klokken var lidt efter 18.00. da en stor blå bil holdt op til en stor, ubestemmelig hems på Prince Street lige ved Broadway. Jeg var den sidste ud af bilen og så på det lasede skilt på forsiden af bygningen: Franzini Olive Oil.
  
  
  Larry Spelman førte os gennem en lille glasdør og ned ad en åben gang, forbi et lille kontor, hvor fire kvinder koncentreret arbejdede på deres trykkeborde, klemt inde mellem grå arkivskabe og en væg. Ingen af dem kiggede op, da vi gik forbi; i nogle virksomheder er det bedre ikke at vide, hvem der går rundt på kontoret.
  
  
  Vi nærmede os en dør med matteret glas med Joseph Franzinis underskrift pænt skrevet på. Som om vi alle var draftees, der lige var ankommet til boot camp, krøb vi sammen og stillede vores kufferter mod den ene væg, og så stod vi rundt og så fårede ud. Kun Louis var immun over for de regimentsnuancer, som gruppen foreslog; han sprang over det lille trærækværk og så ud til at befamle premiersekretæren, som rejste sig fra hendes skrivebord, da hun så ham komme ind.
  
  
  Hun skreg. - "Louis!" "Da du vendte tilbage?"
  
  
  Han kvalte hende med kys. "Kun nu, Philomina, først nu. Hej! Du er smuk, sød, simpelthen smuk! Han havde ret. Mens hun kæmpede for at frigøre sig fra hans gorilla-lignende omfavnelse, vidste jeg det. På trods af sit udseende - briller uden indfatning, sort hår trukket tilbage i en stram knold, bluse med høj krave - var hun en ægte italiensk skønhed, høj, slank, men med lækre bryster, en overraskende tynd talje og fyldige, afrundede hofter. Hendes ovale ansigt, fremhævet af store brune øjne og en fed, skarp hage, var lige fra Sicilien med
  
  
  hendes olivenhud, skulpturelle træk og tunge, sensuelle læber.
  
  
  Hun smilede genert i vores retning, trådte tilbage fra bordet og rettede på sin nederdel. Et øjeblik mødtes vores øjne fra den anden side af lokalet. Vi mødtes og holdt om hende, så gik hun tilbage til at sætte sig ned, og øjeblikket gik.
  
  
  Spelman gik hen til skrivebordet og forsvandt gennem den åbne kontordør bag og til højre for Philominas skrivebord. Louis sad på hjørnet af sekretærens skrivebord og talte stille til hende. Vi andre fandt pladser på farvestrålende plastikstole lige ved siden af døren.
  
  
  Larry Spelman dukkede op igen og skubbede en krom kørestol, hvori der sad en stor gammel mand. Det var ulækkert, fyldte en kæmpe kørestol og væltede ud over siderne. Han må have vejet tre hundrede pund, måske mere. Under den høje fedt, der dannede hans ansigt, skinnede ildevarslende sorte øjne mærkeligt omkranset af mørke rande, et klassisk eksempel på måneansigtssyndrom, der normalt forbindes med kortisonbehandling.
  
  
  Det var dengang, jeg huskede, hvad jeg havde læst for mange år siden: Joseph Franzini var et offer for sclerose. Han havde siddet i den kørestol i syvogtredive år - skarpsindig, fræk, hensynsløs, strålende, stærk og forkrøblet af en mærkelig neurologisk sygdom, der påvirkede centralnervesystemet. Det forvrænger eller forstyrrer motoriske impulser, så offeret kan lide af synstab, manglende koordination, lammelse af lemmerne, dysfunktion af tarm og blære og andre problemer. Multipel sklerose dræber ikke, den plager bare.
  
  
  Jeg vidste, at der ikke var nogen kur mod dissemineret sklerose, ingen forebyggende eller endda effektiv behandling. Som de fleste patienter med multipel sklerose fik Franzini sygdommen, da han var ung, tredive år gammel.
  
  
  Da jeg så på ham, undrede jeg mig over, hvordan han gjorde det. Bortset fra et par korte perioder med spontan remission, var Franzini fra da af bundet til denne kørestol og blev fed og buttet af manglende motion og sin kærlighed til at spise italiensk pasta. Han ledede dog en af de mest magtfulde mafiafamilier i verden med et forretningssans og et ry i underverdenens kredse, der kun er næst efter Gaetano Ruggiero.
  
  
  Det var manden, jeg kom til New York for at arbejde for og ødelægge, hvis det var muligt.
  
  
  "Louis!" Han gøede med en raspende, men overraskende høj stemme. "Godt at have dig tilbage". Han gloede på os andre. "Hvem er disse mennesker?"
  
  
  Louis skyndte sig at introducere. Han lavede en gestus. "Dette er Gino Manitti."
  
  
  "Bon giorno, Don Joseph." Neandertaleren bøjede sig halvt for den forkrøblede kæmpe.
  
  
  "Giorno." Franzini kiggede på Franco Loklo.
  
  
  Der var et rysten af frygt i Loklos stemme. "Franco Loklo," sagde han. Så lyste hans ansigt op. "Fra Castelmar," tilføjede han.
  
  
  Franzini klukkede og vendte sig mod mig. Jeg mødte hans blik, men det var ikke nemt. Der brændte had i de sorte øjne, men jeg havde set had før. Det var noget andet, som Popeye Franzini hadede med en passion, jeg aldrig havde mødt før.
  
  
  Pludselig forstod jeg. Franzinis had var så ondskabsfuldt, fordi det ikke var rettet mod én person eller gruppe af mennesker, eller mod et land eller en idé. Franzini hadede sig selv. Han hadede sin syge krop, og ved at hade sig selv hadede han den Gud, han skabte i sit eget billede.
  
  
  Louis' stemme afbrød mine tanker. "Dette er Nick Canzoneri, onkel Joe. Han er min ven. Jeg mødte ham i Beirut."
  
  
  Jeg nikkede til den gamle mand og bukkede ikke helt.
  
  
  Han løftede det ene hvide øjenbryn, eller forsøgte at. Resultatet var en mere manisk grimasse, da den ene side af hans mund faldt åben og hans hoved vippede til siden af anstrengelsen. "Ven?" - hvæsende han. "Du blev sendt for ikke at få venner. Ha!"
  
  
  Louis skyndte sig at berolige ham. "Han er også en af os, onkel Joe. Vent, jeg skal fortælle dig, hvad han gjorde engang."
  
  
  Det virkede mærkeligt at høre en voksen mand kalde en anden "onkel Joe", men jeg formoder, at det hele var en del af Louis' lidt unge tilgang til livet. Med hensyn til, hvad han kunne fortælle om, hvad jeg engang gjorde, så vidste han ikke halvdelen af det.
  
  
  Jeg smilede til Franzini så oprigtigt jeg kunne, men jeg kunne virkelig ikke finde på noget at sige, så jeg trak bare på skuldrene. Dette er en vidunderlig italiensk vej ud af enhver situation.
  
  
  Den gamle mand stirrede et øjeblik tilbage, og så vendte han med en hurtig håndbevægelse kørestolen halvt om, så han vendte mod Louis. Det var et bemærkelsesværdigt træk for en mand, der for et øjeblik siden havde haft svært ved at løfte et øjenbryn.
  
  
  "Bestil disse fyre hos Manny's," beordrede han. "Giv dem det i morgen, og bed dem så komme til Ricco." Han kiggede på os over sin skulder. "For pokker!" Han sagde. "Jeg vil vædde på, at de ikke engang taler engelsk."
  
  
  Han så på Louis. "Vi holder en fest i Toney Gardens i morgen aften. I dag er det din kusine Philominas fødselsdag. Vær der."
  
  
  Louis grinte glad. "Selvfølgelig, onkel Joe."
  
  
  Hans kusine Philomina rødmede sødt.
  
  
  Den gamle mand fjernede behændigt kørestolen og gik tilbage til kontoret for egen kraft. Spelman så koldt på mig igen og fulgte så efter sin chef. Hvis han nogensinde vidste, hvem jeg var, ville han en dag huske det.
  
  
  Da Manitti, Lochlo og jeg fulgte efter Louis ud af kontoret og ind på gangen, havde jeg en meget dårlig fornemmelse af Larry Spelman.
  
  
  
  Ottende kapitel.
  
  
  
  Manny ejede Chalfont Plaza, et af de store gamle hoteller på østsiden af Midtown Manhattan. Gennem sin lange historie har Chalfont Plaza været vært for mere end ét medlem af den europæiske kongefamilie som gæst. Det er stadig et af standardstop for forretningsmænd uden for byen, der besøger New York City.
  
  
  For et par år siden købte en gruppe fremtrædende forretningsmænd Chalfont Plaza af sine oprindelige ejere som en forretningsinvestering og solgte det derefter til Emmanuel Perrini, en ung, ambitiøs forretningsmand med en masse kapital.
  
  
  Skiltet foran siger stadig "Chalfont Plaza", men mafiaen kalder det på grund af deres evige egoer "Manny".
  
  
  "Vil du stoppe og få en drink, Nick?" spurgte Louis, inden jeg gik ind i elevatoren efter at have tjekket ind.
  
  
  "Nej, tak, Louis," stønnede jeg. "Jeg er udmattet."
  
  
  "Okay," sagde han muntert ind. "Jeg ringer til dig i morgen eftermiddag og fortæller dig, hvad der foregår."
  
  
  "Bøde." Jeg tog et sidste venligt smil på og vinkede farvel, da elevatordøren lukkede. Træt? Det var ikke kun jetlag, der fik mig til at glemme at putte Wilhelmina under hendes pude inden sengetid. I stedet smed jeg den ind i hylsteret oven på den bunke tøj, jeg havde ladet ligge på gulvet, da jeg klædte mig af.
  
  
  Da jeg vågnede, var hun kun fire centimeter fra min mund og pegede direkte på mit venstre øje.
  
  
  "Rør dig ikke, din kælling, ellers slår jeg dig ihjel."
  
  
  Jeg troede på ham. Jeg lå helt stille og forsøgte at tilpasse mine øjne til det øjeblikkelige blændende lys fra lampen på natbordet. Wilhelminaen er kun 9 mm, men i det øjeblik føltes det, som om jeg kiggede ned i løbet af en seksten-tommer flåderiffel.
  
  
  Jeg fulgte mit blik op ad Wilhelminas skaft til den hånd, der holdt hende, så op ad den lange arm, indtil jeg fandt hendes ansigt. Som forventet var det en gammel kending: Larry Spelman.
  
  
  Mine øjne brændte af træthed, og da jeg vågnede helt op, følte jeg smerte i min krop. Jeg anede ikke, hvor længe jeg havde sovet. Der gik omkring tredive sekunder.
  
  
  Spelman rykkede i hånden, og stålhåndtaget på min egen pistol ramte mig i ansigtet. Smerter steg op i min kæbe. Jeg formåede at holde mig fra at skrige.
  
  
  Spelman smilede og trak sig væk, mens han stadig holdt pistolen rettet mod mig. Han rejste sig, tog fat i den nærmeste stol med den ene hånd og trak den mod sig uden at fjerne øjnene fra mig.
  
  
  Han lænede sig tilbage i stolen og gjorde tegn til Wilhelmina. "Sid ned."
  
  
  Jeg rejste mig forsigtigt og lagde to puder bag mig. Pænt og behageligt, bortset fra den forbandede pistol. Jeg kiggede på uret på natbordet. Klokken tre, og da der ikke kom lys gennem persiennerne, må klokken have været tre om morgenen. Jeg sov i omkring fire timer.
  
  
  Jeg kiggede spørgende på Spelman og besluttede, da jeg endelig vågnede, at han måtte være fuld. Der var et mærkeligt blik i hans øjne; De så ud til at fokusere forkert. Så så jeg, at pupillerne var blevet indsnævret. Han var ikke fuld, han var spændt!
  
  
  Min kæbe bankede af smerte.
  
  
  "Du synes, du er en ret klog kælling, gør du ikke, Carter?"
  
  
  Jeg rystede mentalt. Han sprængte mit dæksel, okay. Gad vide om han fortalte det til nogen andre. Ikke at det betyder meget. Fra den måde tingene så ud på i øjeblikket, havde han al tid i verden til at fortælle det til hvem han ville.
  
  
  "Jeg føler mig ikke særlig klog lige nu," indrømmede jeg.
  
  
  Han tillod sig et lille smil. "Jeg huskede endelig for en time siden. Nick Carter. Du arbejder for AX."
  
  
  Forbandet heroin! Nogle gange sker dette: en længe glemt hukommelse udløses. Jeg har set det her før.
  
  
  "Det var omkring fire år siden," fortsatte han. "Tom Murphy viste mig til dig i Florida."
  
  
  "Godt selskab du holder," grinede jeg. Under sin facade af at være en fremtrædende advokat var den kække, gråhårede Murphy en af landets mest succesrige udbydere af pornografi. Og i Murphys tilfælde handler det ikke kun om sex og heroin; han havde at gøre med rigtig snavs.
  
  
  Spelman pegede truende mod mig med sin pistol. "Hvem er der ellers i det her med dig?"
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Hvis du ved, at jeg er Nick Carter, ved du, at jeg normalt arbejder alene."
  
  
  "Ikke denne gang. Så snart jeg huskede, hvem du var, ringede jeg til Beirut. Su Lao Lin er død. Charlie Harkins er død. Harold er på hospitalet."
  
  
  "Så?" Den del af min plan virkede i hvert fald.
  
  
  Spelman grinede. "Så du kunne ikke arbejde alene denne gang. Den kinesiske pige blev dræbt næsten halvanden time efter
  
  
  dit fly er lettet."
  
  
  "Åh?" Jeg fangede mig selv i en god tanke. Det gik op for mig, at hvis Spelman troede, at jeg havde andre, der arbejdede sammen med mig, ville det måske købe mig tid. Jeg kan endda få nogle legitime medlemmer af Franzini-familien involveret. De kan snart bevise, at det er en fup, men det vil i det mindste forårsage en vis rædsel.
  
  
  Jeg skubbede den sidste tanke ud af mit hoved. Mit første mål var ikke at forårsage rædsel. Det var at komme ud herfra i live. Lige nu var oddsene ikke for gode.
  
  
  "Hvis nogen arbejdede med mig," sagde jeg indigneret, "hvorfor tror du, jeg ville fortælle dig det?"
  
  
  Lugers næseparti lavede en lille cirkel i luften. "Popeye Franzini vil have hele historien," sagde han. Endnu en lille cirkel i luften. "Og når jeg går og fortæller ham, vil jeg give ham alt det."
  
  
  Endnu et punkt til min fordel! Spelman har ikke fortalt det til nogen endnu. Hvis jeg bare kunne slippe af med ham, før han slap af med mig, ville tingene måske begynde at blive bedre. At starte fra en tilbagelænet stilling uden våben på en blød seng var ikke en god start for mig, men jeg var nødt til at gøre noget.
  
  
  Jeg havde brug for at få ham tæt nok på til at få fat i ham, og den eneste måde jeg kunne gøre det på var at provokere ham til at angribe mig. Tanken om bevidst at fremprovokere et angreb fra en bevæbnet, slået heroinmisbruger var ikke en af de lykkeligste, jeg nogensinde havde haft. Mine chancer var ekstremt små. På den anden side så jeg ikke et alternativ.
  
  
  "Du er en idiot, Spelman," sagde jeg.
  
  
  Han rettede pistolen mod mig. Dette så ud til at være hans yndlingsgest.
  
  
  "Begynd at tale, flyt dig, ellers dør du."
  
  
  Jeg eksploderede. - "Skyde!" "Du kan ikke dræbe mig, før du finder ud af, hvem jeg arbejder med. Du ved det. Far vil ikke lide det, Larry. Brug dit hoved - hvis du har et hoved med den dosis heroin, der løber gennem dine årer. "
  
  
  Han tænkte over det et øjeblik. Under normale omstændigheder synes jeg, at Larry Spelman var en ret klog mand. Når han gik på en sky af heroin, kunne han næsten ikke ændre retningen af sine tanker.
  
  
  Jeg fortsatte med at snakke. Jo mere jeg taler, jo længere vil jeg leve. "Hvordan endte en sød jødisk dreng som dig i mafiaen, Larry?"
  
  
  Han ignorerede mig.
  
  
  Jeg prøvede en anden gambit. "Ved din mor, at hun opdragede en heroinmisbruger, Larry? Hun burde være stolt af sig selv. Hvor mange andre mødre kan sige, at deres sønner viste sig at være stofmisbrugere, der bruger det meste af deres liv på at skubbe en tyk gammel mand i kørestol? Jeg vil vædde på, at hun taler om dig hele tiden, du ved: "Min søn er læge, min søn er advokat, og så dukker din gamle dame op og siger: 'Min søn er stofmisbruger'..."
  
  
  Det var barnligt og usandsynligt, at han ville blive rasende. Men det irriterede ham virkelig, om ikke andet fordi min stemme afbrød hans affaldsindhyllede tanker.
  
  
  "Hold kæft!" - beordrede han roligt nok. Han tog et halvt skridt ud af stolen, han sad i, og slog mig nærmest tilfældigt med siden af Lugeren.
  
  
  Men denne gang var jeg klar.
  
  
  Jeg drejede hovedet til højre for at undgå slaget, og samtidig svingede jeg min venstre hånd op og ud og fangede hans håndled med et skarpt karatehak, der skulle have fået ham til at tabe pistolen, men det gjorde den ikke.
  
  
  Jeg rullede til venstre på sengen, tog fat i hans håndled og pressede det med håndfladen opad mod de hvide lagner, og sænkede det derefter over min skulder for at udøve maksimalt tryk. Hans anden arm viklede sig om min talje og forsøgte at trække mig væk fra min håndjern.
  
  
  Han pressede min højre hånd mod min egen krop. Jeg lavede en hurtig krampebevægelse, bøjede min ryg og lagde det ene knæ under mig for at løfte, og var i stand til at frigøre min hånd. Nu havde jeg begge hænder fri til at arbejde på hans pistolhånd, den venstre trykkede hans håndled så hårdt som muligt, og den højre tog fat i hans fingre og forsøgte at bøje dem væk fra pistolen.
  
  
  Jeg slap den ene finger og begyndte at krølle den langsomt, ubønhørligt. Hans fingre var fantastisk stærke. Presset omkring min talje lettede pludselig. Så slyngede hans frie arm sig om min skulder, og lange, knoglede fingre tog fat i mit ansigt, hægtede sig om min kæbe og trak mit hoved tilbage og forsøgte at brække min nakke.
  
  
  Vi kæmpede i stilhed og gryntede af anstrengelse. Jeg arbejdede med den pistolfinger og sigtede efter løftestang, mens jeg brugte al min viljestyrke og muskler til at holde hovedet nede.
  
  
  Jeg tog en ottendedel af en tomme på med min finger, men jeg mærkede samtidig mit hoved blive skubbet tilbage. Spelmans fingre gravede sig dybt ind i min hals, under min kæbe, og fordrejede min mund grotesk, hans håndflade pressede mod min næse. Om et øjeblik, når halspulsåren er skåret af, vil jeg miste bevidstheden.
  
  
  En lyserød tåge slørede mine øjne og hvide striber af smerte blinkede gennem min hjerne.
  
  
  Jeg åbnede munden og bed hårdt ned i en af Spelmans fingre, og mærkede mine tænder skære ind i den, som om det var et stykke grillet ribben. Varmt blod strømmede ind i min mund, mens mine tænder sammenbidte
  
  
  støder ind i hans led, leder efter svaghed i leddet, skærer derefter gennem senerne og knuser den ømme knogle.
  
  
  Han skreg og trak sin hånd væk, men mit hoved gik med den og greb hans finger med mine tænder. Jeg rev den brutalt som en hund gennem en knogle og mærkede blodet på mine læber og ansigt. Samtidig øgede jeg trykket på hans hånd med pistolen. Hans finger bøjede nu, og jeg skulle bare vende den tilbage.
  
  
  Men min ømme kæbe svækkedes, og jeg begyndte at miste grebet om hans finger. Med et pludseligt ryk brød han fri, men i det samme løsnede fingrene på hans anden hånd deres greb om Wilhelmina, og Lugeren faldt på gulvet ved siden af sengen.
  
  
  Vi krammede hinanden og vred os på sengen i ulidelig smerte. Hans negle søgte efter mine øjeæbler, men jeg begravede mit hoved i hans skulder for at beskytte ham og tog fat i hans lyske. Han rullede hofterne for at beskytte sig selv, og vi rullede ned fra sengen og ned på gulvet.
  
  
  Noget skarpt og urokkeligt gennemborede mit hoved, og jeg indså, at jeg havde ramt hjørnet af natbordet. Nu var Spelman på toppen, hans skarpe ansigt tommer fra mig, hans tænder blottet i et manisk grin. Den ene knytnæve ramte mig i ansigtet, og den anden hånd pressede mig mod halsen i et kvælertag, der blev løsnet af hans ødelagte finger.
  
  
  Jeg pressede min hage mod min hals så hårdt jeg kunne og gennemborede hans øjne med mine strakte fingre, men i sidste øjeblik drejede han hovedet for at beskytte dem og lukkede dem tæt.
  
  
  Jeg tog fat i det ene store øre og rykkede rasende og vendte mig om. Hans hoved drejede skarpt, og jeg ramte hans skarpe næse med min håndflade. Jeg mærkede brusken rive sig af fra slagets kraft, og blodet strømmede ind i mit ansigt og gjorde mig blind.
  
  
  Spelman udstødte et desperat skrig, da jeg brød ud af hans greb og rullede ud. Et øjeblik stod vi på alle fire og trak vejret tungt, gispende, dækket af blod, som to sårede dyr i kamp.
  
  
  Så lagde jeg mærke til Wilhelmina ved siden af og nær natbordet. Jeg tabte mine hænder og knæ, dykkede hurtigt og gled fremad på maven, da jeg faldt på gulvet, armene strakte ud og fingrene greb om pistolen. Min negl skrabede pistolgrebet, og jeg kastede mig ud igen. Jeg følte en stor følelse af jubel, da min håndflade faldt ned på håndtaget, og mine fingre krøllede rundt om den på en velkendt måde.
  
  
  Jeg havde en pistol, men Spelman, som en stor benkat, var allerede oven på mig, hans store hånd trykkede ned på min udstrakte hånd, og hans anden knytnæve, som et stempel, slog i mine ribben. Jeg rullede om på ryggen, rullede min skulder fra venstre mod højre og trak mine knæ op, så mine ben blev dobbelt til mit bryst.
  
  
  Så skubbede jeg mine ben skarpt udad, som en fjeder, der vikles af. Den ene fod fangede Spelman i maven, den anden i brystet, og han fløj tilbage og mistede grebet om mit håndled. Han landede på sin numse, momentum bar ham på ryggen. Han rullede så til højre, drejede hovedet ned og ned og stod på alle fire med front mod mig.
  
  
  Han knælede, armene løftet, let kuperede, klar til at angribe. Hans ansigt var dækket af blod fra hans brækkede næse. Men hans lyseblå øjne funklede med målrettet vedholdenhed.
  
  
  Jeg skød ham lige i ansigtet på omkring otte centimeters afstand. Hans ansigtstræk så ud til at skrumpe indad, men han forblev på knæ med kroppen svajende.
  
  
  Han var allerede død, men min finger bevægede sig instinktivt to gange mere fra aftrækkeren og tømte yderligere to kugler ind i det vansirede ansigt.
  
  
  Så faldt kroppen fremad og lå ubevægelig på tæppet foran mig med den ene livløse hånd, der slog mod mit ben. Jeg blev, hvor jeg var, pustende, mit bryst strakte sig. Siden af mit hoved bankede fra pistolens kolbe, og det føltes som om, jeg havde mindst to eller tre brækkede ribben. Der gik fem minutter, før jeg endelig kunne komme på benene, og så måtte jeg holde fast i natbordet for ikke at falde.
  
  
  Først var jeg bange for, at lyden af tre skud ville få nogen til at løbe, men i min diset tilstand kunne jeg ikke komme i tanke om noget, jeg kunne gøre ved det, hvis nogen gjorde det, så jeg stod bare stum og prøvede at berolige mine knuste følelser kom sammen. I enhver anden by i verden ville politiet have banket på min dør inden for få minutter. Jeg glemte, at jeg var i New York, hvor få mennesker brød sig, og hvor ingen greb ind, hvis de kunne hjælpe det.
  
  
  Til sidst trådte jeg over Spelmans krop og traskede ind på badeværelset. Ti minutters varmt brusebad efterfulgt af et par minutters bitter kulde gjorde underværker for min ømme krop og hjalp med at rense mit sind.
  
  
  Ud fra hvad Spelman sagde, var jeg ret sikker på, at han ikke henvendte sig til nogen med sine oplysninger, når han først fandt ud af, hvem jeg var. Jeg satte pris på det i mit hoved. Han sagde til dels noget om "hvornår Popeye Franzini vil finde ud af dette." Godt nok. Så var jeg sikker på dette, i hvert fald for øjeblikket. Eller det er i hvert fald, hvad jeg kunne håbe på.
  
  
  Nu står jeg stadig med et problem lige nu. Der var ikke tale om at blive fundet i samme rum med det forslåede lig af Larry Spelman. Denne situation kunne ikke være en fordel i mit forhold til familien Franzini. Og jeg ønskede selvfølgelig ikke politiets indgriben. Vi bliver nødt til at skille os af med ham.
  
  
  Og jeg skulle af med det uden at blive fundet i nogen tid.
  
  
  Francinierne vil blive kede af Larry Spelmans fravær, og de vil blive rasende, hvis han viser sig død. Og vreden kan få folk til at undre sig: En dag dukkede jeg op i Beirut, og fire dage senere var den øverste mafiaforfalsker i Mellemøsten død sammen med deres kinesiske agent. Så, mindre end fireogtyve timer efter min ankomst til New York, blev en af Franzinis topløjtnanter dræbt. Jeg ønskede ikke, at francinierne skulle tænke på denne tendens. Larry Spelman er endnu ikke fundet.
  
  
  Jeg tænkte på det, mens jeg tog tøj på. Hvad gør man med en seks fods fem død og slået gangster? Jeg kunne ikke tage ham til lobbyen og praje en taxa.
  
  
  Jeg løb mentalt igennem, hvad jeg vidste om hotellet, fra det øjeblik, jeg gik ind i lobbyen med Louis, Manitti og Loclau, til det øjeblik, jeg vågnede med Wilhelminas mundkurv, der stirrede på mig. Ikke noget særligt, bare et vagt indtryk af tunge røde løbere, spejle i forgyldte rammer, piccolo i røde jakker, knap-skubbede selvbetjeningselevatorer, antiseptiske korridorer, et vaskeri et par døre fra mit værelse.
  
  
  Intet hjalp meget. Jeg så mig omkring på mit værelse. Jeg sov i den i timevis, døde næsten i den, men jeg så faktisk ikke på den. Det var ret standard, lidt rodet i øjeblikket, men standard. Standard! Dette var nøglen! Næsten alle hotelværelser i New York City har en diskret forbindelsesdør, der fører til det næste værelse. Døren var altid sikkert låst, og du fik aldrig en nøgle, medmindre du reserverede tilstødende værelser. Alligevel har denne dør altid, eller næsten altid, været der.
  
  
  Så snart jeg tænkte over det, så hun straks på mit ansigt. Selvfølgelig er døren ved siden af skabet. Det passede bare så godt ind i træstrukturen, at man slet ikke lagde mærke til det. Jeg prøvede tilfældigt med håndtaget, men det var selvfølgelig lukket.
  
  
  Det var ikke noget problem. Jeg slukkede lyset i mit værelse og så på hullet mellem gulvet og den nederste kant af døren. Der var intet lys på den anden side. Det betød, at den enten var tom, eller at beboeren sov. Han sov nok på det tidspunkt, men det var værd at tjekke.
  
  
  Mit værelsesnummer var 634. Jeg ringede til 636 og holdt vejret. Jeg er heldig. Jeg lod ham ringe ti gange og lagde så på. Jeg tændte lyset igen og valgte to stålplukke fra sættet på seks, som jeg altid har i mit vaskesæt. Et øjeblik efter blev den tilstødende dør låst op.
  
  
  Da jeg åbnede den, gik jeg hurtigt hen til den anden væg og tændte lyset; det var tomt.
  
  
  Da jeg vendte tilbage til mit værelse, klædte jeg Spelman af og foldede sit tøj pænt sammen og placerede det nederst i min kuffert. Så trak jeg ham ind i det næste rum. Helt nøgen, med et blodigt rod i ansigtet, kunne han ikke umiddelbart identificeres. Og så vidt jeg husker, blev han aldrig anholdt, så hans fingeraftryk var ikke på arkivet, og hans identifikation ville blive yderligere forsinket.
  
  
  Jeg efterlod Spelmans krop i brusebadet med de matterede glasdøre lukkede og vendte tilbage til mit værelse for at tage tøj på.
  
  
  Nede i receptionen afbrød jeg en ung ekspedient i rød jakke. Han kunne ikke lide at blive taget væk fra sit papirarbejde, men han forsøgte ikke at vise det for meget. "Ja Hr?"
  
  
  "Jeg er i lokalet seks og fire og halvtredve, og hvis seks og halv seks, ved siden af mig, er tomme, vil jeg gerne tage min ven med dertil. Hun... øh... han kommer senere."
  
  
  Han grinte bevidst til mig. "Selvfølgelig, sir. Bare tilmeld dig her for din ven." Han vendte notesblokken mod mig.
  
  
  Smart fyr med en røv! Jeg underskrev Irving Fains navn og adresse, som jeg havde udarbejdet, og betalte treogtyve dollars for den første overnatning.
  
  
  Så tog jeg nøglen og gik tilbage ovenpå. Jeg gik ind i 636, tog "Forstyr ikke"-skiltet og hængte det uden for døren. Med det skilt på døren tænkte jeg, at det kunne vare tre eller fire dage, før nogen gjorde mere end en overfladisk kontrol.
  
  
  Jeg vendte tilbage til mit værelse og så på uret. Klokken fire om morgenen. Det er kun en time siden, Spelraan vækkede mig. Jeg gabede og strakte mig. Så tog jeg mit tøj af igen og hængte det forsigtigt på en af stolene. Denne gang sørgede jeg for, at Wilhelmina var gemt under min pude, inden jeg gik i seng.
  
  
  Så slukkede jeg lyset. Der var ikke noget at lave i New York klokken fire om morgenen.
  
  
  Jeg faldt i søvn næsten øjeblikkeligt.
  
  
  
  Niende kapitel.
  
  
  
  Næste morgen forlod jeg Mannys hus ved nitiden. Spelmans tøj var pakket med mit i en kuffert, ligesom et af lagnerne og pudebetræk var dækket af blod.
  
  
  Fra Chalfont Plaza tog jeg en taxa downtown gennem Lexington til Chelsea Hotel på Twenty-third Street, nær Seventh Avenue. I disse dage er det noget af et undertrykt gammelt hotel, der tiltrækker en masse skæve karakterer. Det havde dog sine glansdage. Dylan Thomas, Arthur Miller og Jeff Berryman blev der. Min hovedårsag til at flytte dertil var langt fra litterær nostalgi: Larry Spelmans krop var ikke i nabolaget.
  
  
  Det første jeg gjorde var at sende efter noget brunt indpakningspapir og en kugle sejlgarn. Så pakkede jeg forsigtigt Spelmans tøj, lagen og pudebetræk ind og tog pakken med til posthuset.
  
  
  Jeg sendte en pakke til Popeye Franzini. Afsenderadressen lød: "Gaetano Ruggiero, 157 Thompson Street, New York, NY 10011." Jo længere Spelmans lig forblev uopdaget, jo bedre, men når det først blev fundet, ønskede jeg, at mistanken skulle fjernes fra mig. På nuværende tidspunkt er jeg ikke bekendt med noget specifikt ondt blod mellem Ruggiero og Franzini, men når denne pakke er leveret, vil der være det.
  
  
  Det nuværende postsystem er sådan, at jeg – med rimelig tillid – kan stole på det faktum, at en tredjeklasses pakke sendt fra Twenty-third Street til Prince Street, en afstand på omkring tredive blokke, vil tage mindst en uge.
  
  
  Jeg gik til Angry Squire, en hyggelig lille bar på Seventh Avenue rundt om hjørnet fra hotellet, og spiste en afslappet frokost, skyllet ned med to glas god Watney's ale. Så ringede jeg til Louis i hans lejlighed i Landsbyen.
  
  
  Louis var som altid glad. "Hej Nick! Hvad skete der, dude? Jeg prøvede at ringe til Manny Place, men de sagde, at du tjekkede ud."
  
  
  "Ja. For smart til mig. Jeg flyttede til Chelsea.
  
  
  "Store! Store! Jeg kender dette sted. Hey, hør, Nick. Onkel Joe vil se os i eftermiddag.
  
  
  Jeg spekulerede på, om jeg havde et valg. "Hvorfor ikke."
  
  
  "Bøde. Omkring to timer. På onkel Joes kontor."
  
  
  "Okay," forsikrede jeg ham. "Vi ses der."
  
  
  Det var en hyggelig dag, og jeg gik roligt. Jeg har ikke set New York i mange år. I nogle henseender havde det ændret sig meget, i andre så det ud præcis, som jeg huskede, sikkert præcis som det gjorde for halvtreds eller hundrede år siden.
  
  
  Jeg gik til Sixth Avenue og gik derefter til centrum. Sixth Avenue to Fourteenth Street så stadig det samme ud, men det havde ændret sig, og et øjeblik kunne jeg ikke genkende det. Så gik det op for mig, og jeg smilede for mig selv. Jeg blev så kosmopolit, at jeg ikke længere lagde mærke til visse ting. Sixth Avenue fra Twenty-Third til Fourteenth Streets var næsten udelukkende Puerto Rico. De samtaler, jeg hørte omkring mig, var for det meste på spansk.
  
  
  Ristene stod samme sted, men bar nu spanske navne; Grotto EI, El Cerrado, El Portoqueño. Som jeg huskede, var de gamle italienske delikatesser der stadig, men nu var de bodegaer med mere frugt og mindre grøntsager. Om noget var Sixth Avenue renere end nogensinde før, og de runde, livlige Latina-piger, der klikkede forbi i deres høje hæle, var et stort skridt op fra de langsomme hvirvler af gamle damer med deres indkøbsposer, der plejede at fylde kvarteret. .
  
  
  Fourteenth Street var mere som Calle Catorse i San Juan, men der skete en brat overgang fra syd til Third Street. Alt her var det samme som altid: en lille del af landsbyen, isenkræmmere, apoteker, købmandsforretninger, delikatesseforretninger, dime-butikker, caféer. Der havde aldrig været meget etnicitet på denne strækning af alléen, og det var der ikke engang nu.
  
  
  Det var en skare af polyglots; sirligt klædte forretningsmænd i attachéer, omvandrende hippier med skulderlangt hår og blå jeans, smarte husmødre, der skubber sorte plastik-barnevogne, hinkende gamle damer med skæve ansigter og tomme øjne, børn bevæbnet med baseballhandsker, tiggere på krykker. Der var flere blandede par, end jeg huskede.
  
  
  Ved Third Street drejede jeg mod øst forbi McDougal og Sullivan, og gik så sydpå igen ad Thompson Street, med et trist hukommelsessmil på mit ansigt. Thompson Street ændrer sig aldrig. Helt ned til Prince Street er det en gammel italiensk landsby: stille trækantede gader omkranset af sammenhængende rækker af brunsten, hver med et sæt trin, der fører til tunge egetræsdøre, hver indrammet af jerngelændere designet til at holde de uforsigtige mennesker falde ned ad de stejle betontrin, der fører til kælderen. Af en eller anden grund, da landsbyen blev udviklet i slutningen af 1880'erne, var kælderdøre altid placeret foran, ikke bagsiden.
  
  
  Tempoet her er anderledes end noget andet sted i byen. Støjen virker dæmpet, og handlingen bremses. Gamle mennesker står i grupper på to og tre, sidder aldrig på verandaen, men står blot og snakker; fedtbarmede husmødre kigger ud af de øverste vinduer for at tale med naboer,
  
  
  står på fortovet nedenfor.
  
  
  På den indhegnede legeplads ved St. Teresa Junior High School blander lokale unge italienske drenge, der længe har været ude af skolen, med børn i en evig omgang softball. Sortøjede, sorthårede italienske piger går langs fortovene og kigger lige frem, hvis de er alene. Hvis de er sammen med en gruppe piger, snurrer de og joker, taler konstant, løber med øjnene op og ned ad gaden og får dem til at grine.
  
  
  Der er få virksomheder på Thompson Street, den lejlighedsvise slikbutik, uundgåeligt mørkegrøn med et falmet, halvskåret markise, der dækker en aviskiosk; en delikatesse eller to med kæmpe salami hængende i vinduerne; hist og her et apotek, næsten altid på hjørnet. Der er dog begravelsesfirmaer på Thompson - tre af dem. Du går til en, hvis du er en ven af Ruggero, til en anden, hvis du er venner med Franzini, til en tredje, hvis du ikke har nogen forbindelse med nogen familie, eller hvis du gør, men ikke ønsker, at de skal vide det.
  
  
  Også på Thompson, mellem Houston og Spring, er der fem restauranter, gode italienske restauranter, med pænt broderede duge, et lys på hvert bord, en lille bar langs den ene væg i det næste rum. Naboer drikker ofte i barer, men spiser aldrig ved borde. De spiser hjemme hver aften, hvert måltid. Restauranterne er dog på en eller anden måde propfyldte hver aften, selvom de aldrig bliver annonceret - de ser bare ud til at tiltrække par, som hver på en eller anden måde har opdaget deres egen lille italienske restaurant.
  
  
  Da jeg nåede Spring Street og drejede til venstre mod West Broadway, var jeg så fordybet i atmosfæren i det gamle italienske kvarter, at jeg næsten glemte, at min deltagelse var alt mindre end behagelig. De store, gamle italienske familier, der bor syd for Houston Street, udelukker desværre ikke hinanden fra mafiaen.
  
  
  Jeg ankom til Franzini Olive Oil præcis klokken to om eftermiddagen. Louis' kusine Philomina bar en hvid sweater, der viste hendes bryst og en brun ruskindsnederdel, der kun knappede delvist foran, så hendes velformede ben var tydeligt synligt, når hun bevægede sig. Det var meget mere, end jeg forventede af den konservativt klædte Philomina dagen før, men jeg var ikke en, der brokkede mig over en meget attraktiv pige i tyndere tøj.
  
  
  Hun førte mig ind på Popeyes kontor med et høfligt smil og en upersonlig luft, som hun måske har brugt til en vinduespudser eller en rengøringsdame.
  
  
  Louis var der allerede og hoppede op og ned. Han talte med Popeye. Nu vendte han sig om, klemte min hånd i et varmt håndtryk, som om han ikke havde set mig i flere måneder, og lagde sin anden hånd på min skulder. "Hej Nick! Hvordan har du det? Jeg er glad for at se dig!"
  
  
  En kæmpe gammel mand i kørestol bag et sort bord gloede på mig. Han nikkede modvilligt og viftede med hånden. "Sid ned." Jeg satte mig på en stol med lige ryg, satte mig ned og krydsede benene. Louis tog den anden, vendte den rundt og satte sig så overskrævs på den og krydsede armene over ryggen.
  
  
  Popeye Franzini rystede let på hovedet, som om Louis var et mysterium, han aldrig kunne løse. Tykke fingre fandt cigarkassen på hans skrivebord og pillede cellofanen af en lang sort cigar. Han puttede cigaren i munden, tændte den fra lighteren på bordet og så på mig gennem røgen.
  
  
  "Louis synes at synes, du er forbandet god."
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Jeg kan klare mig selv. Jeg var der."
  
  
  Han kiggede på mig i nogen tid og vurderede produktet. Så tog han tilsyneladende en beslutning. "Okay, okay," mumlede han. Han fiflede med begge sider af sin kørestol, som om han ledte efter noget, løftede så hovedet og råbte:
  
  
  "Philomina! Philomina! For pokker! Har du min mappe?
  
  
  Fætter Louis dukkede straks op, selvom hendes udsøgte ynde forhindrede hendes bevægelser i at virke forhastede. Hun placerede den lasede gamle grå attaché foran Popeye og gled lydløst ud.
  
  
  "Har du set den forbandede Larry?" - brokkede han til Louis og løsnede låsene. "Han har været væk hele dagen."
  
  
  Louis spredte hænderne med håndfladerne opad. "Jeg har ikke set ham siden i går, onkel Joe."
  
  
  "Også mig," knurrede den gamle mand.
  
  
  Gud bevare! Det betød, at Spelman ikke havde kommunikeret med Franzini, før han kom for at vække mig. Jeg kunne nok takke virkningerne af heroin for den bommert.
  
  
  Popeye Franzini tog papirbunken fra attachéens sag, studerede den første side et øjeblik og lagde dem derefter på sagen foran ham. Hans stemme, hele hans væremåde ændrede sig pludselig, og nu blev han forretningsmand.
  
  
  "Helt ærligt, Nick, du er ikke den person, jeg ville vælge til dette job. Vi kender dig ikke godt nok, og jeg ville foretrække en, der har arbejdet i denne organisation. Men Louis er her og siger, at han vil have dig, og hvis han tror, han kan stole på dig, er det alt, der betyder noget."
  
  
  "Jeg tvivler på det," udbrød hans blik uden udtryk.
  
  
  "Som du siger, Don Joseph."
  
  
  Han nikkede. Selvfølgelig, hvad end han siger. "Faktum er," fortsatte han, "at denne organisation for nylig har stødt på nogle vanskeligheder. Vores forretning er gået i stå, mange af vores folk er i problemer med politiet, Ruggieros bevæger sig til venstre og højre. Med andre ord ser det ud til, at vi på en eller anden måde har mistet kontrollen over tingene. Når dette sker i en virksomhedsorganisation, tilkalder du en effektivitetsspecialist og foretager nogle ændringer. Nå, jeg betragter os som en forretningsorganisation, og jeg vil bare forbedre den."
  
  
  Popeye Franzini tog et langt træk fra sin cigar og pegede den så gennem røgen mod Louis. "Her er min effektivitetsekspert."
  
  
  Jeg så på Louis og huskede, hvor hurtigt mit billede af ham havde ændret sig i Beirut. Udadtil tydede hans opførsel på alt andet end effektivitet. Jeg begyndte at elske denne mand. Selvom jeg var sikker på, at han var klogere, end han først så ud, tvivlede jeg på, at han var meget hård.
  
  
  Popeye fortsatte, som om han læste mine tanker. “Louis er meget sejere, end de fleste tror. Jeg opdragede ham på denne måde. Det var, som om han var min egen søn." Hans ansigt vred sig til et smil og kiggede på sin nevø, som smilede tilbage til ham. "Ikke, Louis?"
  
  
  "Okay, onkel Joe." Han spredte sine arme udtryksfuldt, hans mørke ansigt strålede.
  
  
  Franzinis historie spillede i mit hoved, mens jeg med det ene øre lyttede til Popeyes tilsyneladende ofte gentagne historie om, hvordan Louis voksede op til at være den mand, han opdragede ham til at være.
  
  
  ***
  
  
  Op til Anden Verdenskrig var de tre Franzini-brødre et hold. Louis' far, Luigi, blev dræbt under marinens landinger på Guadalcanal i august 1942; unge Louis blev taget af Joseph.
  
  
  På det tidspunkt kæmpede Joseph med MS's hærgen, selvom han stadig kunne gå med en ujævn gang og køre. Han måtte også kæmpe med sin ældre bror Alfredo; de to brødre gled støt fra hinanden, og efter Luigis død eskalerede deres skænderier til en brutal krig om kontrol over familieinteresser.
  
  
  Hvis bruddet mellem brødrene var fortsat, ville hele Franzini-familien som centrum for mafiamagten være blevet undermineret. Joseph ville ikke lade det ske. I februar 1953 forhandlede han fred med Alfredo. På mødedagen tog han sin Cadillac alene for at hente Alfredo, og de to brødre kørte østpå ud af landsbyen.
  
  
  Det var sidste gang nogen så Alfredo Franzini.
  
  
  Joseph hævdede – og fortsatte med at hævde – at efter at de havde besøgt Alfredos hus i New Jersey, kørte han sin bror tilbage til byen og efterlod ham på Sullivan Street, stedet hvor han havde hentet ham. Ingen har nogensinde været i stand til at bevise det modsatte. Officielt blev Alfredo Franzini kidnappet på gaden i New York af ukendte personer. Uofficielt vidste myndighederne bedre.
  
  
  Kun Joseph Franzini kunne bekræfte deres mistanker, og Joseph Franzini afveg aldrig fra sin historie.
  
  
  Joseph viste et stort ønske om at hævne sig på den, der kidnappede hans bror. Han tog Alfredos kone, Maria Rosa, ind i sit hjem - "til beskyttelse," sagde han - sammen med hendes datter Filomina, der kun var tre år gammel på det tidspunkt. Maria Rosa døde to år senere af kræft, men Joseph fortsatte med at tage sig af de to brødres børn, som om de var hans egne. Han har aldrig været gift.
  
  
  ***
  
  
  Popeye Franzini fortsatte med at tale, et tydeligt bjerg af kød indkapslet i et krom lærredsbur med egerhjul.
  
  
  “...Så jeg sendte Louis til Columbia University, og han dimitterede med udmærkelse. Siden har han drevet olivenolieforretningen Franzini, og det er næsten det eneste, vi har, der giver den indtægt, det burde. "
  
  
  "Hvad studerede du, Louis?" Jeg var nysgerrig.
  
  
  Han smilede genert. "Forretningsadministration. Det er derfor, onkel Joe tror, at jeg kan ordne nogle af vores operationer."
  
  
  "Hvilke operationer taler vi om?" - Jeg spurgte den gamle mand.
  
  
  Han kiggede på mig.
  
  
  "Se," sagde jeg. "Hvis du vil have mig til at arbejde med Louis, skal jeg vide, hvad vi går ind til. Du glemmer, jeg er lige kommet her."
  
  
  Han nikkede. "Bøde. Vi taler nu om porno, værdipapirer, lastbiler, salgsautomater, vaskerier, fødevarebutikker og narkotika."
  
  
  "Ingen prostitution?"
  
  
  Han afviste ideen med foragt. "Vi overlader det til de sorte alfonser." Han så betænksom ud. "Vi har selvfølgelig andre operationer, men vi har problemer med dem, jeg nævnte."
  
  
  Jeg vendte mig mod Louis. "Har du draget nogen konklusioner af dette?"
  
  
  Han sukkede og så lidt flov ud. "Bøde…"
  
  
  Popeye forklarede. “Louis var aldrig involveret i nogen af operationerne. Jeg har arbejdet hårdt for at holde det ude af alt andet end olivenolie, og det er okay."
  
  
  Jeg prøvede ikke at smile. I Red Fez i Beirut, efter at jeg trak mit trumfkort med en tube heroin, Louis i manerer
  
  
  antydede, at han var lige der, en af hans onkels mænd bag alle Franzinis ketsjere. Faktisk vidste han næsten intet om deres interne virke. Og Franzini ville have ham til at tage sig af "operationerne"? Min skepsis må have vist sig.
  
  
  "Ja. Jeg ved det, sagde Popeye. "Det her lyder måske skørt. Men hvordan tingene går... der skal gøres noget. Jeg tror, Louis kan gøre det ved at forenkle vores forretningspraksis."
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Det er dit boldspil. Hvor skal jeg gå ind?
  
  
  “Louis er min effektivitetsekspert. Jeg vil have dig - en ny i organisationen - til at hjælpe mig. Alle disse fyre arbejder for mig og gør, hvad jeg siger. Men nogle gange skal de overbevises mere direkte. Hvis de ikke vil have, at Louis roder med deres operationer, fordi de sikkert sviner mig et sted hen ad vejen - det ved jeg godt. Hvis Louis går alene, vil de forsøge at narre ham. Hvis du går, vil de vide, at jeg har sendt dig, så de ved, at det kommer direkte fra mig, og ikke noget ved det."
  
  
  For det arbejde, jeg skulle udføre for onkel Sam, var dette en himmelsendt mulighed. "Bøde. Nu nævnte du porno, værdipapirer, lastbiler, salgsautomater, vasketøjsmad og stoffer. Hvad er "lastbiler"?"
  
  
  Den gamle mand greb begge hjul på sin kørestol med ru hænder og bevægede sig væk fra bordet en fod eller deromkring, før han svarede. "Lastbiler" er, hvad vi kalder vores lastbiltyveri, drevet af Joe Polito. Det er hovedsageligt småting fra tøjområdet, fra tid til anden lidt udstyr som fjernsyn eller komfurer. Forleden fjernede vi tre hundrede komfurer fra Brooklyn. Det blev dårligt. Politiet, Feds, selv Ruggiero, er alle i vejen."
  
  
  "Ruggero?" Jeg var overrasket. Hvis han troede, han havde et problem med Ruggiero nu, så vent, indtil han får den pose med Larry Spelman-tøj!
  
  
  Han løslod Ruggiero med et vink med hånden. "Ikke noget specielt. Forleden dag hentede nogle af vores drenge en lastbil med tøj, og så stjal et par Ruggiero-drenge det fra vores drenge."
  
  
  "Jeg troede, at alt var aftalt mellem familierne i New York."
  
  
  Han nikkede med sit massive hoved. "Som regel. Denne gang sagde Ruggiero, at det var en fejl, at hans drenge gjorde det på egen hånd."
  
  
  Jeg grinede. "Tror du på det?"
  
  
  Han så tilbage på mig. Letsindighed var ikke en del af Popeye Franzinis livsstil. "Ja, det ved jeg. I ny og næ skal man lade drengene gå af sted på egen hånd. Når du forsøger at kontrollere dem hundrede procent, har du en masse interne problemer.”
  
  
  Jeg kunne se hans pointe: "Hvad med andre operationer?"
  
  
  "Stort set det samme. Ikke noget specielt. Det ser ud til at gå dårligt. Jeg tror, det kan skyldes, at vi gennem årene er blevet for afslappede og har brugt for meget tid på at forsøge at gøre alting lovligt. Vi havde mere succes, da vi spillede hårdt. Det er det, jeg vil tilbage til. Spil hårdt! Gode forretningsgange, men hårde! "
  
  
  Han holdt en pause. ”Du kan i øvrigt bruge de to, der fulgte med, hvis du har brug for dem. Bare giv dem en uge eller to til at vænne sig til byen, det er alt."
  
  
  "Højre."
  
  
  "Dette minder mig." Han vendte sig halvvejs i sin kørestol, så han pegede mod døråbningen. "Philomina!" han råbte. "Philomina! Har vi modtaget rapporten fra Beirut endnu?”
  
  
  Hun dukkede straks op ved døren. "Nej," sagde hun stille. "Ingenting endnu." Hun forsvandt igen.
  
  
  "For pokker!" han eksploderede. "Denne rapport skulle være i går, og den er her ikke endnu! Jeg kan ikke finde Larry! Hele denne forbandede forretning er ved at falde fra hinanden!
  
  
  "Han kender ikke halvdelen af det endnu," tænkte jeg.
  
  
  Det var bemærkelsesværdigt, hvordan han kunne skifte fra en personlighed til en anden, fra en kold, selvvigtig forretningsmand med omhyggeligt strukturerede sætninger til en råbende, irriteret italiensk tyran, irritabel, når tingene ikke gik, og sur, når de gjorde det.
  
  
  Nu slog han knytnæven i armlænet på kørestolen. "For pokker! Du skal finde ud af det her. Nu! Og find også Larry. Han har sikkert en helvedes ladning heroin et eller andet sted.
  
  
  Louis rejste sig og gik hen mod døren, men stoppede, da han så, at jeg blev siddende.
  
  
  Den gamle mand gloede. "Bøde?"
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Jeg er meget ked af det, Don Joseph. Men jeg kan ikke arbejde gratis. Jeg har brug for penge på forhånd."
  
  
  Han snøftede. "Penge! Skit! Bliv hos mig, du vil have mange penge." Han så mørkt på mig et øjeblik, og vendte sig så tilbage til døren. "Philomina!" skreg han. "Giv denne nye fyr nogle penge. Giv ham en stor sum." Han vendte kørestolen mod mig igen. "Kom nu for helvede væk herfra! Jeg har ting at lave".
  
  
  "Tak til." Jeg vågner op.
  
  
  "Og jeg vil se dig til festen i aften."
  
  
  "Ja Hr."
  
  
  Han så stadig på, da vi forlod kontoret, en kæmpe gammel mand i kørestol, en mærkelig kombination af hjælpeløshed og styrke.
  
  
  Jeg gik til hvor hans sekretær er
  
  
  Jeg talte nogle penge på mit skrivebord.
  
  
  "Her." Hun rakte mig en klud penge.
  
  
  Jeg kiggede på regningerne. Det var tyverne og halvtredserne.
  
  
  "Tak, Philomina," sagde jeg høfligt. "Din onkel betaler godt, ikke?"
  
  
  "Min onkel betaler nogle gange for meget," sagde hun skarpt og understregede "over".
  
  
  Hun kiggede forbi mig til Louis med et pludseligt smil. "Vi ses i aften, Louis. Jeg er frygtelig glad for, at du er tilbage."
  
  
  "Selvfølgelig, Phil," svarede Louis fåragtigt.
  
  
  Vi gik sammen langs fortovet. "Hvad er der galt med din fætter, Louis? Skal jeg skifte min aftershave eller hvad?”
  
  
  Han grinte. "Åh, det har du ikke noget imod Philomina. Hun klarer sig godt i olivenoliebranchen, men hver gang hun kommer ind i...øh...andre operationer, stiger hun op på sin høje hest. Hun vil ikke have noget med det at gøre. virkelig."
  
  
  "Hvad fanden betyder det? Hun er gammel nok til at vide, at hun ikke kan have det begge veje, ikke?"
  
  
  Han grinede nervøst og stak hænderne dybt ned i sine lommer, mens vi gik. "Nå, for Philomina er det ikke ligefrem begge dele. Det er bare, at hun nu og da skal give nogen penge eller noget, som hun lige har gjort mod dig. Vi udfører generelt ikke organisatoriske aktiviteter på dette kontor. Jeg tror, vi kun gjorde det i dag, fordi Larry forsvandt et eller andet sted og ikke var til stede for at tage onkel Joe med til regnskabskontoret."
  
  
  "Regnskabskammer?"
  
  
  ”Til foråret er det hele slut. Det er en stor gammel bygning, hvor vi opbevarer vores optegnelser. En slags hovedkvarter."
  
  
  Vi gik i stilhed i flere minutter. Så talte Louis igen. "Hvor tror du, vi kan finde Larry?"
  
  
  "Spørg mig ikke. For fanden, jeg kom lige her i går.”
  
  
  "Ja. Jeg glemte". Han klappede mig på skulderen. “Se, hvorfor går du ikke tilbage til hotellet og hviler dig lidt. Vi ses i restauranten i aften... omkring klokken ni."
  
  
  Det virkede som en god idé for mig. Jeg havde bestemt ikke lyst til at lede efter Spelman. Desuden vidste jeg, hvor han var. "Fantastisk," svarede jeg med ægte entusiasme.
  
  
  Han gik muntert væk, fløjtende, med hænderne i lommerne, på vej, som jeg gættede, mod metroen. Jeg tog en taxa og vendte tilbage til Chelsea.
  
  
  Tilbage på hotellet ringede jeg til Jack Gourley på nyhederne. Det var mærkeligt at fortælle operatøren mit rigtige navn i telefonen.
  
  
  "Nick Carter!" - Gentog Jacks langsomme stemme. "Hvornår fanden kom du tilbage til byen?"
  
  
  "For nogen tid siden," beherskede jeg mig selv. "Hør, Jack, jeg vil have en tjeneste."
  
  
  "Selvfølgelig. Hvad kan jeg gøre for dig?"
  
  
  "Jeg spekulerer på, om du kunne lægge en historie op et sted om, at Larry Spelman er savnet, og at Francinis tror, at Ruggieros kan have noget at gøre med det."
  
  
  Den bedste måde at få nogen til at tænke noget nogle gange er at fortælle ham, hvad han skal tænke på.
  
  
  Jack fløjtede i den anden ende af linjen. "Vend det her til en historie, for fanden!" Jeg laver en historie ud af det! Men er det sandt, Nick? Er han virkelig savnet?
  
  
  "Han mangler virkelig," sagde jeg.
  
  
  "Tænker franciskanerne...?"
  
  
  "Jeg ved det ikke," svarede jeg ærligt. "Men jeg ville ønske, de ville tro det."
  
  
  Han tav et øjeblik, og så: ”Du ved, sådan noget kunne føre til endnu en bandekrig i byen. Disse to familier har ikke haft det så godt på det seneste."
  
  
  "Jeg ved."
  
  
  "Okay, Nick. Hvis du er sikker på, at Spelman virkelig mangler."
  
  
  "Han er gået. Virkelig".
  
  
  "Okay, mand, du er videre. Er der andet, jeg skal vide?"
  
  
  "Nej, Jack. Men jeg sætter stor pris på det. Jeg har lidt travlt lige nu; måske kan vi spise middag eller drikke sammen en af disse aftener, når jeg har fri."
  
  
  "Med fornøjelse," sagde han og lagde på. Få Jack Gourley til at starte en historie, og han vil ikke fjolle rundt med småsnak.
  
  
  Jeg strakte mig ud på sengen og tog en lur.
  
  
  
  
  Kapitel 10
  
  
  
  
  
  
  Jeg ankom til Tony Garden til Philominas fest omkring klokken ni samme aften, og mit første indtryk var, at jeg skulle have ringet til FBI i stedet for Jack Gourley. Stedet var så fyldt med italienske mafiosi, at det lignede stævnet i 1937 med Benito Mussolini
  
  
  Tony's er typisk en lille, stille bar-restaurant, der engang var et tilholdssted for forfattere en gang for et stykke tid siden, men som nu er et mekka for den nuværende høst af filosofiske, kontante bakkebohemer og hippier. Et jernrevet kighul i bagdøren viste, at det havde været en restaurant og bar tilbage i forbudets dage.
  
  
  Det er altid mørkt, med sorte vægge trimmet i mørkebrunt og svagt lys. Spisestuen er ret stor, men fyldt med groft udhuggede borde. Når du er forbi bordene, vil du se et lille barrum med tællere i albueniveau og en række knagekroge. Generelt er det mørkt, snusket og mangler indretning, men det har været et af de mest populære steder i årevis.
  
  
  Min første overraskelse var antallet af mennesker, der sidder fast på dette sted. Alle borde var blevet ryddet med undtagelse af tre lange foran pejsen, stablet højt med en utrolig variation af italiensk pasta. Det var en buffetfest med buffet og åben bar, alle med et glas eller tallerken i hænderne. I baren spillede en lille gruppe entusiastisk italienske sange.
  
  
  Don Joseph Franzini og hans ærede gæster var de eneste, der sad, opstillet bag en bunke langstilkede roser, der dækkede toppen af et enkelt langbord sat i hjørnet. Det var Philominas fødselsdagsfest, men Franzini tog en æresplads - en enorm masse kød indhyllet i en elegant smoking. Philomina Franzini sad til højre for ham, og ved siden af hende var en stor, buet kvinde, som jeg ikke genkendte. Louis sad til venstre for Franzini, og ved siden af ham var en lav, rank mand med et kerubisk ansigt og blødt, snehvidt hår.
  
  
  En lille skare stimlede sig rundt om bordet, gav hånd, gav respekt, introducerede den gamle mand for dette eller hint. Al opmærksomhed var rettet mod Franzini; hans niece sad sødt og beskedent med et frossent smil på læben og sagde sjældent et ord. Men da jeg kom tættere på, så jeg snesevis af små hvide kuverter blandet mellem roserne. Mens jeg så på, blev der kastet et par mere på bordet.
  
  
  Jeg undrede mig over dette fænomen, da Louis så mig i udkanten af mængden. Han sprang straks på benene og nærmede sig.
  
  
  "Hej Nick! Hvordan har du det? Jeg er glad for at se dig!"
  
  
  "Hej Louis." Han tog mig i albuen og førte mig ind i baren. "Lad os få en drink. Jeg føler mig klaustrofobisk, når jeg sidder ved siden af alle disse mennesker, der lukker sig om mig."
  
  
  Jeg bestilte en brandy og sodavand. Louis drak det samme, som han drak i Beirut - rødvin.
  
  
  Vi lænede os op ad bagvæggen for at undgå at blive trampet. "En slags fest, hva?" grinede han. "Jeg vil vædde på, at vi har hundrede og halvtreds mennesker her, og mindst hundrede af dem er allerede fulde."
  
  
  Det havde han ret i. Jeg gik forsigtigt rundt om den høje skikkelse i smokingen, mens han vaklede forbi os med glas i hånden og et hårstrå på panden. "Mariateresa," kaldte han ret klagende. "Har nogen set Mariateresa?"
  
  
  Louis lo og rystede på hovedet. "Om et par timer burde det virkelig være fantastisk."
  
  
  "Det her ser bestemt anderledes ud, end jeg husker," jeg kiggede rundt i det engang så velkendte rum, nu fyldt med lyd. Da jeg kendte det for mange år siden, var det et sted for stille øl og endnu roligere spil skak.
  
  
  "Jeg vidste ikke, at dette var et af dine steder," sagde jeg.
  
  
  Louis lo naturligvis. "Det er forkert. "Vi har omkring sytten restauranter i det nedre vestlige område, og yderligere et dusin eller deromkring er, lad os sige, 'affilierede', men Tony's er ikke en af dem."
  
  
  "Hvorfor så holde Philominas fest her i stedet for din egen?"
  
  
  Han klappede mig på skulderen og lo igen. "Det er nemt, Nick. Se alle disse fyre her? Nogle af dem er fine, etablerede forretningsmænd, familievenner og lignende.”
  
  
  Jeg nikkede og han fortsatte. »På den anden side er der også mange fyre her, som kunne kaldes... øh... mafiosoer. Det er klart?"
  
  
  Jeg nikkede igen. Jeg kunne ikke nægte ham dette. Snesevis af uhøflige mennesker talte, drak, sang, råbte eller stod blot mutt i krogene. De så ud som om de var hyret fra Central Casting til den nye Al Capone-film. Og at dømme efter de svulmende jakker, jeg lagde mærke til, var der flere våben på dette sted, end russerne kunne mønstre mod briterne ved Balaclava.
  
  
  "Hvad har festen med det her at gøre og ikke et af dine steder?"
  
  
  "Lige. Vi ønsker ikke, at et af vores steder får et dårligt navn. Du ved, hvis politiet ville, kunne de plyndre stedet i aften og hente en masse af det, de kalder "uønskede karakterer." Det ville de ikke." Selvfølgelig er intet deres skyld, og de bliver nødt til at lade dem gå til sidst. Det bliver bare chikane, men det vil skabe gode overskrifter i aviserne. Det er dårligt for erhvervslivet."
  
  
  En fuld rødhåret med fregner på næseryggen var på vej gennem et fyldt rum med to sortbrynede bøller på slæb. Hun stoppede op foran Louis, lagde sine arme om hans hals og kyssede ham dybt.
  
  
  “Hej Louis, du er en sød lille gammel mand. Hvem er din smukke ven her?” Hun var sød, selvom hun var en af de moderigtige piger med en fjorten-årig drengs krop, og hun var meget bevidst om sin seksualitet. Hun kiggede sultent på mig. To af hendes kammerater kiggede vredt på mig, men jeg vendte hendes blik tilbage. Hendes øjne sagde, at hun var ligeglad med, hvad resten af verden tænkte, men mine sagde fint, hvis det var det, du vil.
  
  
  Louis præsenterede sig selv. Hun hed Rusty Pollard og arbejdede som lærer ved St. Teresas Kirke. En af gorillaerne med hende hed Jack Batey, den anden hed Rocco noget...eller noget andet.
  
  
  Batey kom med nogle uhøflige kommentarer om uprofessionelle lærere, men Rusty og jeg havde det for sjovt med at åbne op for hinanden.
  
  
  Hun var en skandaløs flirt.
  
  
  "Hvad laver en stor fyr som dig her med alle disse små hugsiddende italienere?" - spurgte hun og lagde den ene hånd på et tyndt fremspringende lår og kastede hovedet tilbage.
  
  
  Jeg så på hende med fingeret frygt. “Squat små italienere? Fortsæt det gode arbejde, og du får pizza i morgen."
  
  
  Hun afviste muligheden med en flip håndbevægelse. "Åh, de er harmløse."
  
  
  Jeg så nøje på Rusty. "Hvad laver sådan en sød pige her med alle disse små hugsiddende italienere?"
  
  
  Rusty lo. "Du må hellere ikke lade hr. Franzini høre, at du behandler Filomina som en squat lille italiener, ellers ender du på nogens pizzatærte."
  
  
  Jeg trak på skuldrene, tilbød hende en cigaret og tændte den for hende. "Du svarede ikke på mit spørgsmål".
  
  
  Hun pegede på bordet, hvor Franzini og hans niece sad. "Måske en dag samler jeg selv disse små hvide konvolutter."
  
  
  Jeg så, at de nu var pænt foldet foran Philomina, og ikke spredt blandt roserne. "Hvad fanden er de?" Jeg spurgte. "Kort?"
  
  
  "Dit navn er Nick Canzoneri, og du ved ikke, hvad det er?" hun spurgte.
  
  
  "Selvfølgelig ved jeg det," sagde jeg indigneret, "men du siger mig det, frøken en ret stor italiensk Pollard. Jeg vil bare vide, om du ved det."
  
  
  Hun grinede. "Spil folk spiller. Hver af disse små konvolutter indeholder en check fra en af hr. Franzinis medarbejdere. Selv de små fyre gravede op, hvad de kunne. Det hele er til Philominas fødselsdag. Hun har sikkert syv eller otte tusinde dollars der. "
  
  
  "Og du vil det samme?"
  
  
  "Måske en dag vil en af disse små italienere tilbyde mig noget andet end en weekend i Atlantic City, og når han gør det, så griber jeg ham. Og når jeg gør det, ender jeg med at sidde ved et bord fyldt med roser , kigger gennem mange små hvide konvolutter."
  
  
  "Om den weekend i Atlanterhavet..." begyndte jeg at sige, men på den anden side af lokalet gloede Popeye Franzini på mig og viftede med hånden i en kommanderende gestus, der ikke tillod nogen tøven.
  
  
  Jeg bøjede mig halvt for Rusty. "Undskyld skat. Cæsar vinker. Måske indhenter jeg dig senere."
  
  
  Hendes læber buldrede. "Rotte!" Men der var stadig en udfordring i hendes øjne.
  
  
  Jeg trængte mig vej gennem den fyldte sal og gav min respekt til Franzini og Philomina.
  
  
  Hans ansigt var plettet af vin og hans tale var tyk. "Havde det godt?"
  
  
  "Ja Hr."
  
  
  "Godt godt." Han lagde sin arm om Philominas skuldre. "Jeg vil have, at du tager min tændte pige med hjem." Han klemte hendes skuldre, og hun så ud til at krympe en smule, hendes øjne nedslåede, uden at se på nogen af os. ”Hun har det ikke godt, men festen er allerede startet. Så du tager hende med hjem, hva?"
  
  
  Han vendte sig mod Philomina. "Ikke, skat?"
  
  
  Hun kiggede på mig. "Jeg ville sætte pris på det, hr. Canzoneri."
  
  
  Jeg bukkede. "Sikkert."
  
  
  "Tak skal du have." Hun rejste sig beskedent. "Tak, onkel Joe. Det var fantastisk, men det gør mig svimmel." Hun lænede sig frem og kyssede den gamle tudse på kinden. Jeg ville røre ved hende.
  
  
  "Godt, rigtigt!" brølede han. Han pressede mig med matte øjne. "Pas på dig selv, min lille pige."
  
  
  Jeg nikkede. "Ja Hr." Philomina og jeg bevægede os gennem mængden til døren. Hun mumlede et par gode nætter hist og her, men ingen så ud til at tage sig meget af hende, selvom det angiveligt var hendes fest.
  
  
  Til sidst pressede vi os igennem og ud af døren på Bedford Street. Den friske luft smagte godt. Philomina og jeg tog en dyb indånding og smilede til hinanden. Hun bar en ren hvid off-the-shoulder aftenkjole, bortset fra en lys rød stribe, der løber diagonalt ned foran. Hendes handsker og kappe matchede den røde stribe. Fantastiske.
  
  
  Jeg forblev respektfuld. "Vil du stoppe til kaffe først, frøken Franzini, eller ville det være bedre at tage direkte hjem?"
  
  
  "Hjem, tak." Frøken Franzini var kold igen. Jeg trak på skuldrene og vi tog afsted. Det lykkedes mig at praje en taxa på Seventh Avenue og Barrow Street.
  
  
  Der var kun ti minutter til Philominas lejlighedsbygning, London Terrace, og vi kørte op til baldakinen, der markerede indgangen i kongelig stilhed.
  
  
  Jeg betalte taxaen og steg ud, og hjalp derefter Philomina. Hun trak sin hånd tilbage. "Det går nok," sagde hun koldt. "Mange tak."
  
  
  Jeg tog lidt groft fat i hendes albue, vendte hende rundt og dirigerede hende mod døren. "Jeg er så ked af det, frøken Franzini. Når Popeye Franzini fortæller mig at tage dig hjem, vil jeg tage dig hele vejen hjem.”
  
  
  Jeg tror, hun kunne forstå det, men hun følte, at hun ikke behøvede at svare. Vi tog elevatoren op i kold stilhed, mens elevatoroperatøren forsøgte at lade, som om vi ikke var der.
  
  
  Vi stod af på syttende etage, og jeg fulgte hende til hendes dør, 17th E.
  
  
  Hun tog nøglen og så koldt på mig.
  
  
  "Godnat, hr. Canzoneri."
  
  
  Jeg smilede blidt og tog bestemt nøglen fra hendes hænder. "Undskyld, frøken Franzini. Ikke endnu. Jeg vil gerne bruge din telefon."
  
  
  "Du kan bruge den i baren nede på gaden."
  
  
  Jeg smilede igen, da jeg stak nøglen ind i låsen og åbnede døren. "Jeg vil hellere bruge din." Der var lidt hun kunne gøre ved det. Jeg var næsten dobbelt så stor som hun.
  
  
  Philomina tændte lyset i den lille entre, gik så ind i den pænt møblerede stue og tændte en af de to gulvlamper, der flankerede den komfortable sofa. Jeg satte mig på kanten af sofaen, tog telefonen og tastede nummeret.
  
  
  Philomina gav mig et beskidt blik, krydsede armene og lænede sig op ad den modsatte væg. Hun ville ikke engang tage sin frakke af, før jeg kom derfra.
  
  
  Klokken var allerede over midnat, men jeg lod telefonen ringe. Telefonnummeret på AX Central Information Office er åbent 24 timer i døgnet. Til sidst svarede en kvindestemme. "Seks-ni-åh-åh."
  
  
  "Tak," sagde jeg. "Kan du debitere dette opkald med mit kreditkortnummer, tak? H-281-766-5502." De sidste fire numre var selvfølgelig de vigtigste, mit serienummer som AXE Agent #1.
  
  
  "Ja, sir," sagde stemmen i den anden ende af linjen.
  
  
  "Jeg har brug for et rødt filtjek," sagde jeg. Philomina kunne selvfølgelig høre alt, hvad jeg sagde, men hun kunne ikke forstå meget mening af det. The Red File Check var en kontrol af FBI's højt klassificerede liste over fortrolige agenter. Den hvide fil var til CIA, den blå til National Security Agency, men jeg gættede på, at det var den røde, jeg havde brug for.
  
  
  "Ja, sir," sagde pigen i telefonen.
  
  
  "New York," sagde jeg. "Philomina Franzini. F-r-a-n-c-i-n-i." Jeg kiggede på hende og smilede lidt. Hun stod med hænderne på hofterne, knytnæverne knyttet til hofterne, øjnene flimrede.
  
  
  "Lige et øjeblik, sir."
  
  
  Det var mere end et øjeblik, men jeg ventede tålmodigt og Philomina så på.
  
  
  Stemmen kom tilbage. "Philomina Franzini, sir? F-r-a-n-c-i-n-i?"
  
  
  "Ja."
  
  
  "Det er bekræftende, sir. Rød fil. Status C-7. Fire år. Tolvte klasse. Franzini Olive Oil Company. Forstår du status og klasse, sir?
  
  
  Hun ville forklare dem, men jeg vidste godt. Philomina var FBI-agent i fire år. C-7-status betød, at hun var en af de tusindvis af FBI-informanter, som er frivillige og aldrig har kontakt med andre agenter undtagen den ene person, der har ansvaret for dem. Klasse 12 betød, at hun aldrig kunne blive bedt om at handle, og hun havde ikke adgang til nogen klassificeret information om Bureauet.
  
  
  Jack Gourley fortalte mig engang, at tusindvis af C-7-agenter - informanter ville være et bedre ord - arbejder for lovlige virksomheder i New York City og skriver regelmæssige månedlige rapporter om forretningstransaktioner. 95 procent fandt aldrig noget af værdi, sagde han, men de resterende fem procent gjorde alt det gryntende arbejde med at gennemgå rapporterne umagen værd.
  
  
  Jeg lagde røret på og vendte mig mod Philomina.
  
  
  "Nå, hvad ved du?" - Jeg sagde. "Er du ikke en sød lille pige?"
  
  
  "Hvad har du i tankerne?"
  
  
  "Spionerer på min egen onkel. Det er bare forkert, Philomina."
  
  
  Hun blev hvid. Den ene hånd fløj til hendes mund, og hun bed bagsiden af knoen. "Hvad har du i tankerne?"
  
  
  "Nøjagtig hvad jeg sagde. Spionerer på din onkel for FBI."
  
  
  "Dette er vanvid! Jeg forstår ikke hvad du siger!"
  
  
  Hun så bange ud, og jeg kunne ikke bebrejde hende. Så vidt hun vidste, var jeg bare endnu en mafioso, der skulle møde Franzini-familien. Det, jeg sagde, kunne have ødelagt hende. Der var ingen mening i at torturere hende. Jeg begyndte at fortælle hende det, men stoppede.
  
  
  Hun lavede en lille bevægelse, som om hun holdt en hulken tilbage med hænderne famlende under den ildrøde kappe. Pludselig lå en lille, grim pistol i hendes hånd, en Saturday Night-model. Det var rettet direkte mod mig. Tønden så enorm ud.
  
  
  Jeg knugede hurtigt mine hænder. "Hej, vent! Vent!"
  
  
  Blikket af bange panik, der havde fået mig til at have ondt af hende for et øjeblik siden, var væk. Der var et koldt, næsten ondt blik i hendes sorte øjne, og hendes bløde, sensuelle mund var presset ind i en stram linje.
  
  
  Hun pegede med en grim lille pistol. "Sid ned!"
  
  
  "Vent nu..."
  
  
  "Jeg sagde, sæt dig ned."
  
  
  Jeg vendte mig om for at sidde i sofaen og bøjede mig lidt, som de fleste gør, når de begynder at sidde på noget så dybt som en sofa. Så tog jeg i én svingende bevægelse fat i den stramme blå pude, der prydede sofaryggen, og smed den til hende og dykkede med hovedet først ud over sofakanten.
  
  
  Pistolen brølede i mit øre, og kuglen slog ind i væggen lige over mit hoved.
  
  
  På gulvet dukkede jeg mig hurtigt og sprang hen, hvor hun skulle have stået, mit hoved fløj frem som en rambuk og ramte hende i maven.
  
  
  Men hun trådte forsigtigt til side. Jeg så pistolen blinke et øjeblik og derefter gå ned. Noget ramte mit baghoved og mit hoved eksploderede i en enorm eksplosion af rød smerte og sort tomhed.
  
  
  Da jeg kom til, lå jeg på ryggen på stuegulvet. Philomina Franzini sad på min krop. Jeg var vagt klar over, at hendes nederdel var vandret højt over hendes hofter, men kun akavet. Jeg var meget mere opmærksom på det faktum, at løbet på en pistol sad fast i min mund. Det kolde metal virkede hårdt og smagløst på mig.
  
  
  Jeg blinkede for at fjerne filmen fra dem.
  
  
  På trods af hendes ungådige stilling var Philominas stemme kold og effektiv.
  
  
  "Bøde. Tale. Jeg vil gerne vide, hvem du ringede til og hvorfor. Så overgiver jeg dig til FBI. Det er klart? Og hvis jeg bliver nødt til det, slår jeg dig ihjel."
  
  
  Jeg kiggede dystert på hende.
  
  
  "Tale!" knirkede hun. Hun flyttede pistolen lige nok tilbage til at forhindre den i at kneble mig, men mundingen rørte stadig mine læber. Philomina så ud til at foretrække skarpt skydning.
  
  
  "Tale!" forlangte hun.
  
  
  Jeg havde ikke meget valg. I 12. klasse skulle hun ikke modtage fortrolige oplysninger. Og jeg blev selvfølgelig klassificeret. På den anden side havde hun den forbandede pistol rettet mod mit ansigt, og det virkede dumt at gå i gang med at få mig forvandlet til FBI.
  
  
  Jeg talte.
  
  
  Det er svært at være seriøs, når du ligger på ryggen med en velpakket og flamboyant pige, der sidder på brystet, og pistolens løb, der presser dine læber. Men jeg prøvede. Jeg prøvede meget hårdt.
  
  
  "OK søde. Du vinder, men rolig."
  
  
  Hun kiggede på mig.
  
  
  Jeg prøvede igen. "Se, vi er på samme side af dette spørgsmål. Ærligt talt! Hvem tror du, jeg lige har ringet til? Jeg ringede lige til FBI for at tjekke dig."
  
  
  "Hvad fik dig til at gøre dette?"
  
  
  "Hvad du sagde. Måden du hader alt her og stadig bliver her. Der må være en grund."
  
  
  Hun rystede på hovedet og spændte læberne sammen. "Hvorfor ringede du til FBI og ikke onkel Joe?"
  
  
  "Som jeg sagde, vi er på samme side."
  
  
  Saturday Nights afsnit vaklede ikke, men hendes tanker må have ændret sig. "Hvad er FBI-nummeret?" - knækkede hun.
  
  
  Det var nemt. "To-to-to, seks-seks-fem-fire."
  
  
  "Hvad sagde de til dig?"
  
  
  Jeg fortalte hende, Klasse og Status, det hele. Og jeg blev ved med at snakke, hurtigt. Jeg kunne ikke fortælle hende de hemmelige detaljer, men jeg fortalte hende om Ron Brandenburg og Madeleine Leston på FBI-kontoret for at vise hende, at jeg var bekendt med det. Jeg fortalte hende ikke, at jeg var i AX, eller hvad min mission var, men jeg fortalte hende nok, at hun begyndte at få ideen. Gradvist begyndte mundingen af pistolen at bevæge sig væk fra mit ansigt.
  
  
  Da jeg var færdig, hulkede hun smerteligt og lagde pistolen på gulvet ved siden af mit hoved. Hun dækkede sine øjne med begge hænder og begyndte at græde.
  
  
  "Nemt, skat. Nemmere". Jeg rakte ud for at tage fat i hendes skuldre og trak hende mod mig for at kroge min hånd bag hendes hoved. Hun gjorde ikke modstand, og jeg rullede hende om, så vi lå side om side på gulvet, hendes hoved hvilede på min arm og min anden arm omkring hende.
  
  
  "Nemt, Philomina, nemt." Hun græd stadig, nu ukontrolleret. Jeg kunne betale! hendes runde bryster på mit bryst. Jeg lagde mine fingre under hendes hage og trak hendes ansigt væk fra min skulder. Tårerne løb ned af hendes kinder.
  
  
  En mand har kun én måde at forhindre en kvinde i at græde. Jeg kyssede hende blidt, beroligende, pressede hende tæt og kyssede hende igen.
  
  
  Gradvist aftog gråden, og hendes krop blev mere smidig, afslappet. De følelsesløse læber blev bløde, så gradvist, lidt efter lidt, skiltes, så endnu mere. Hendes tunge strøg min, så strammede hendes arme sig om min hals.
  
  
  Jeg holdt hende tæt ind til mig og mærkede hendes runde bryster presse sig mod mig. Jeg kyssede forsigtigt hendes våde øjenvipper og trak mig lige nok væk til at snakke.
  
  
  "Nemt, skat, nemt. Bare rolig,” mumlede jeg.
  
  
  Et gys løb gennem hendes krop, og hun trak min mund mod sig, og nu blev hendes tunge til et hurtigt, levende organ, der trængte dybt ind, hendes læber pressede mod mine.
  
  
  Min højre hånd, der pressede hende mod mig, fandt lynlåsen på bagsiden af hendes off-the-shoulder kjole, og jeg trak den forsigtigt væk, og mærkede kjolen falde fra hinanden under mine fingre, indtil de nåede den lille del af hendes ryg, og rørte ved den. sart elastik på hendes trusser.
  
  
  Jeg smuttede min hånd ind under hendes trusser og kørte dem forsigtigt over hendes balder, så bagsiden af min hånd trak dem ned. Hendes hofter løftede sig lidt, så de ikke rørte gulvet, og efter et øjeblik tog jeg mine trusser af og smed dem væk. Med en bevægelse af mine fingre åbnede jeg hendes bh, og da jeg bevægede mig væk for at få plads til at fjerne den, mærkede jeg Philominas fingre fumle med mine bukser.
  
  
  På et øjeblik var Philomina og T. nøgne, og hendes ansigt var begravet i min skulder. Jeg bar hende til soveværelset, tilfredsstillede mig med følelsen af hendes nøgne bryster på mit bryst,
  
  
  så holdt han hende tæt, pulserende af lyst.
  
  
  Så begyndte Philomina at bevæge sig, langsomt i starten, blidt, rørte ved mig, strøg mig, hendes våde og varme mund rørte ved mig. Mine muskler spændte, råbte på hende, skælvende af utålmodighed.
  
  
  Hun bevægede sig hurtigere nu, intensiteten erstattet af subtilitet, flammen brændte røgen væk. I en kraftig krampebevægelse klatrede jeg hen over hende, spændte hende fast til sengen, red ind, ramte hende, smadrede hende, opslugte hende og fortærede hende.
  
  
  Hun vred sig opad, vred sig i ekstase, hendes hænder klemte mine balder og pressede mig til sig. "Min Gud!" udbrød hun. "Åh gud!" Hendes ben viklede sig stramt om min talje, da hun rejste mig op mod min vægt, og jeg rejste mig på knæ for at rumme hende, gled dybere, mere udsøgt, og begyndte så at pumpe vildt, febrilsk og eksploderede til sidst i en stor fryd.
  
  
  
  
  Kapitel 11
  
  
  
  
  
  
  Senere, stadig liggende på gulvet, krammede hun mig hårdt. "Forlad mig ikke, Nick. Forlad mig ikke. Jeg er så alene og så bange."
  
  
  Hun var ensom og bange i lang tid. Hun fortalte mig om dette, da vi sad ved et bord ved vinduet og så den stribede daggry i øst og drak krus med sort kaffe.
  
  
  I årevis, da hun voksede op i familien Francini på Sullivan Street som en lille pige, havde hun ingen anelse om, at Popeye Francini var nogen anden end hendes venlige og kærlige "onkel Joe". Fra hun var ni år gammel havde han stor glæde af at lade hende skubbe ham i hans kørestol om søndagen til Washington Square Park, hvor han elskede at fodre egerne.
  
  
  Jeg nippede til min kop kaffe og huskede et af livets mest kuriøse mysterier. Hvorfor kan enhver kvinde, der er ekstraordinært god i sengen, ikke kunne lave en ordentlig kop kaffe? En af mine venner sagde, at man kan mærke en alt for sexet kvinde på de fremtrædende årer på bagsiden af hendes arm. Men min erfaring er, at man kan mærke dem på den modbydelige kvalitet af deres kaffe.
  
  
  Philominas kaffe smagte af cikorie. Jeg rejste mig og gik hen til hendes side af bordet. Jeg lænede mig frem og kyssede hende blidt på læberne. Min hånd gled ind under den blå kappe, hun nu bar, og kærtegnede blidt hendes bare bryst.
  
  
  Hun lænede sig tilbage i stolen et øjeblik med lukkede øjne, hendes lange øjenvipper presset blidt mod hendes kind. "Mmmmmmmm!" Så skubbede hun mig forsigtigt væk. "Sæt dig ned og spis din kaffe."
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Hvis du vil".
  
  
  Hun fnisede. "Ikke rigtig, men lad os alligevel drikke kaffen færdig."
  
  
  Jeg gav hende et hånende blik af afvist mandschauvinisme og satte mig ned igen. Kaffen smagte stadig af cikorie.
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvornår fandt du ud af det?"
  
  
  "Du mener onkel Joe?"
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  Hun bøjede hovedet eftertænksomt. "Jeg tror, jeg var omkring tretten eller deromkring. Der var en stor historie i New York Times Magazine om onkel Joe. Vi læste ikke Times. Ingen på Sullivan Street læste. Vi læste alle Daily News, men nogen rev det op. og sendte det til mig." Hun smilede. "Først kunne jeg bare ikke tro det. Der stod at onkel Joe var en pøbelboss, en gangster.
  
  
  "Jeg var frygtelig ked af det i lang tid, selvom jeg ikke forstod det hele." Hun blev stille, hendes mund strammede. "Jeg ved endda, hvem der sendte det til mig. Det synes jeg i hvert fald."
  
  
  Jeg fnyste. Folk bærer normalt ikke teenageklager ind i voksenlivet. "WHO?" Jeg spurgte.
  
  
  Hun rystede. "Rusty Pollard."
  
  
  "Den tynde rødhårede pige i den grønne kjole til festen?"
  
  
  "Det er den her." Hun sukkede og lod hendes tonefald blive lidt blødere. “Rusty og jeg gik gennem gymnasiet sammen. Vi hadede altid hinanden. Jeg tror, vi stadig hader det. Selvom vi nu er blevet lidt modne.”
  
  
  "Hvorfor hade I altid hinanden?"
  
  
  Philomina trak på skuldrene. “Rig italiener, fattig irer, der bor ved siden af. Hvad venter du på?"
  
  
  "Hvad skete der, efter du havde læst historien?" Jeg spurgte.
  
  
  »Jeg troede ikke på det i starten, men på en måde burde jeg have gjort det. Jeg mener, det var trods alt i Times. Og jeg hadede det! Jeg hadede det bare! Jeg elskede min onkel Joe, og jeg plejede at have så ondt af ham i hans kørestol og alt muligt, og så kunne jeg pludselig ikke holde ud, at han rørte ved mig eller var sammen med mig."
  
  
  Jeg var forundret. "Men du blev ved med at bo sammen med ham."
  
  
  Hun rystede. "Jeg blev hos ham, fordi jeg var nødt til det. Hvad ville en tretten-årig pige lave? Løb væk? Og hver gang jeg viste selv den mindste smule ulydighed, slog han mig.” Ubevidst gned hun sig på kinden. Et længe glemt blå mærke forblev i hendes hukommelse. "Så du lærer i en fart."
  
  
  "Er det det, der fik dig til at gå til FBI?"
  
  
  Hun skænkede sig endnu en kop bitter kaffe. "Selvfølgelig ikke," sagde hun efter at have tænkt sig om et øjeblik.
  
  
  »Jeg hadede alle disse forfærdelige ting om mord, tyveri og bedrag, men jeg lærte, at jeg ville leve med det.
  
  
  Jeg var nødt til at. Jeg besluttede lige, at da jeg var atten, ville jeg stikke af, slutte mig til Fredskorpset, gøre noget."
  
  
  "Tænker de fleste kvinder i familien sådan?"
  
  
  "Ingen. De fleste af dem tænker aldrig over det. De tillader sig ikke at tænke over det. De blev lært ikke at gøre dette, da de var små piger. Dette er den gamle sicilianske måde: Hvad mænd gør, vedrører ikke kvinder. "
  
  
  "Men du var anderledes?"
  
  
  Hun nikkede grimt. ”Jeg var ikke fascineret af det. Jeg fandt det frastødende, men jeg kunne ikke holde mig fra det. Jeg læste alt, hvad jeg kunne finde på biblioteket om mafiaen, organisationen, alt.
  
  
  »Det er derfor, jeg blev, og derfor gik jeg til FBI. Familieforbindelser. Min far. Onkel Joe dræbte min far! Vidste du om dette? Han dræbte faktisk sin egen bror! Min far".
  
  
  "Kender du det med sikkerhed?"
  
  
  Hun rystede på hovedet. “Ikke rigtig, men så snart jeg læste om ting, der skete, da jeg var tre år gammel – jeg tror, jeg gik i gymnasiet dengang – vidste jeg bare, at det var sandt. Det er, hvad onkel Joe ville gøre, jeg ved det bare. siden, det er jeg sikker på, at min mor også syntes. Hun flyttede kun ind hos onkel Joe, fordi han tvang hende til det.
  
  
  Jeg rejste mig igen og bevægede mig, så jeg kunne presse hendes hoved mod min mave. "Du er en rigtig pige," sagde jeg sagte. "Lad os gå tilbage i seng."
  
  
  Hun kiggede op og smilede, hendes øjne funklede. "Okay," hviskede hun. Så nåede hun at fnise. "Jeg burde være på kontoret om et par timer."
  
  
  "Jeg vil ikke spilde nogen tid," lovede jeg.
  
  
  Uden at tage øjnene fra mig rejste hun sig og spændte sit bælt, så den blå kappe faldt op. Jeg pressede hende til mig, mine hænder under den åbne kappe og pressede mod hendes krop, strøg langsomt, udforskede den. Jeg løftede det ene bryst og kyssede den sammenklemte brystvorte og derefter det andet.
  
  
  Hun stønnede og smækkede begge hænder ned foran mine bukser, og greb mig voldsomt men blidt. Jeg rystede af ekstase, og i løbet af få øjeblikke lå vi på gulvet og vred os af lidenskab.
  
  
  Hendes elskov var lige så god, som kaffen var dårlig.
  
  
  Efter Philomina rejste på arbejde den morgen, dasede jeg i et par timer, gik i bad, tog tøj på og gik så to gader ned ad Twenty-third Street til Chelsea. Der lå en seddel i min postkasse: "Ring til hr. Franzini."
  
  
  Der var også et forsigtigt blik i ekspedientens øjne. Der er ikke mange franskmænd i New York i disse dage.
  
  
  Jeg takkede ekspedienten og gik op på mit værelse, kiggede på nummeret i bogen og ringede.
  
  
  svarede Philomina. "Franzini Olivenolie"
  
  
  "Hej."
  
  
  "Åh, Nick," pustede hun ind i telefonen.
  
  
  "Hvad skete der skat?"
  
  
  "Åh... åh, hr. Canzoneri." Hendes stemme blev pludselig afgørende. Der må være kommet nogen ind på kontoret. "Ja," fortsatte hun. "Hr. Franzini vil gerne se dig i dag klokken to om eftermiddagen."
  
  
  "Nå," sagde jeg, "det vil i det mindste give mig en chance for at se dig."
  
  
  "Ja, sir," sagde hun skarpt.
  
  
  "Du ved, jeg er vild med dig"
  
  
  "Ja Hr."
  
  
  "Vil du spise middag med mig i aften?"
  
  
  "Ja Hr."
  
  
  "...Og så tager jeg dig hjem i seng."
  
  
  "Ja Hr."
  
  
  "...Og elske med dig."
  
  
  "Ja Hr. Tak hr". Hun lagde på.
  
  
  Jeg smilede hele vejen hen til elevatoren. Jeg smilede til ekspedienten, som så ud til at gøre ham nervøs. Han "gjorde" mig til en mafiaboss, og idéen passede ham ikke.
  
  
  Jeg rundede hjørnet til Angry Squire til brunch efter at have hentet en kopi af nyhederne i kiosken på hjørnet af Seventh Avenue.
  
  
  SNART EN NY BANDEKRIG I MAFIA-MORDYSTERIET
  
  
  Den mystiske forsvinden af Larry Spelman, en velrenommeret løjtnant for pøbelbossen Joseph "Popeye" Franzini, kan ifølge politiets kaptajn Hobby Miller blive starten på en ny bandekrig.
  
  
  Miller, som er ansvarlig for afdelingens særlige enhed for organiseret kriminalitet, sagde i et interview i dag, at Spelman, Franzinis hyppige ledsager og livvagt, har været savnet fra hans sædvanlige tilholdssteder siden begyndelsen af ugen.
  
  
  Kaptajn Miller sagde ifølge historien, at der cirkulerede rygter i underverdenen om, at Spelman enten var blevet dræbt og hans krop ødelagt eller var blevet kidnappet og tilbageholdt til løsesum af en familie ledet af Gaetano Ruggiero.
  
  
  Jack Gourley gjorde et vidunderligt stykke arbejde.
  
  
  Jeg afsluttede min brunch afslappet, og solede mig i de gode minder om Philomina og tanken om, at alt faktisk gik godt, lige så utroligt som det så ud, da jeg startede.
  
  
  Jeg ankom til Franzini Olive Oil Company-kontoret præcis klokken to om eftermiddagen. Manitti og Loklo var foran mig og følte sig utilpas i de moderne stole. Jeg smilede til Philomina, da hun viste os til Popeyes kontor. Hun rødmede, men undgik mit blik.
  
  
  Popeye så lidt ældre og federe ud i dag. Festen aftenen før tog sin vej. Eller måske var det effekten af Gourleys historie. Der lå en kopi af avisen på Franzinis skrivebord.
  
  
  Lænet op ad væggen i den fjerneste ende af lokalet så Louis nervøs ud, da vi tre satte os foran hans onkels skrivebord.
  
  
  Popeye gloede på os, hadet i hans sjæl ulmede i hans øjne.
  
  
  Han er ked af Spelman, tænkte jeg glad, men jeg tog fejl.
  
  
  "Du, Locallo!" - gøede han.
  
  
  "Ja Hr." Mafiosoen så bange ud.
  
  
  "Hvem af jer var den sidste person, der så den kinesiske kvinde Su Lao Lin i Beirut?"
  
  
  Loklo spredte hjælpeløst sine hænder. "Ved ikke. Manitty og jeg tog afsted sammen."
  
  
  "Jeg tror, Canzoneri var her," sagde Louis og pegede i min retning. "Jeg efterlod den der, da jeg tog Harold til hospitalet." Han gav mig det "jeg skal fortælle sandheden"-blik.
  
  
  "Var du der sidst?" - Popeye gøede.
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Jeg ved ikke. Jeg talte med hende i et par minutter efter Louis var gået, så sendte hun mig til den Harkins-fyr."
  
  
  "Ved du, om hun ventede nogen, efter du var gået?"
  
  
  Jeg rystede på hovedet.
  
  
  Hans øjne knibede eftertænksomt mod mig. "Hmmm! Du må også have været den sidste person, der så Harkins."
  
  
  Han kom for tæt på til trøst, selvom jeg ikke rigtig følte, at jeg var i meget problemer lige nu. "Nej," sagde jeg uskyldigt, "der var den anden fyr. Kom ind lige før jeg gik. Men vent! Jeg lavede pludselig et husket blik. "Jeg tror, det var den samme fyr, jeg så i hotellets lobby hos Miss Lin, da hun gik." Jeg pressede mine fingre mod min pande. "Ja, samme fyr."
  
  
  Popeye rettede sig op og slog knytnæven i bordet. "Hvilken fyr?"
  
  
  "For pokker, jeg ved ikke, om jeg husker det. Lad os se... Harkins introducerede mig. Fuggy, tænker jeg, eller sådan noget... Fujiero... Jeg husker det ikke præcist."
  
  
  "Ruggero?" Han kastede ærligt ord efter mig.
  
  
  Jeg knækkede med fingrene. "Ja. Det er alt. Ruggiero."
  
  
  "For pokker! Hvad hed han?"
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Gud, jeg ved det ikke. Bill, måske, eller Joe, eller sådan noget."
  
  
  "Og du siger, du så ham på hotellet?"
  
  
  Jeg spreder mine arme, håndfladerne opad. "Ja. Han stod i lobbyen og ventede på elevatoren, da jeg kom ud. Jeg kan huske nu, jeg genkendte ham senere, da han trådte ind i Harkins' hus."
  
  
  "Hvordan så han ud?"
  
  
  "Du ved, en slags gennemsnitlig. Han var mørkhåret...” Jeg foregav koncentration og rynkede eftertænksomt på panden. Jeg kunne lige så godt have gjort det godt, mens jeg var i gang. "Jeg tænker omkring fem fod ti, ligesom mørk hud. Åh ja, jeg kan huske. Han var iført et mørkeblåt jakkesæt."
  
  
  Popeye rystede på hovedet. "Han lyder ikke bekendt, men der er så mange forbandede Ruggieros derude, at det er svært at sige." Han slog næven ned i bordet igen, og vendte så kørestolen, så han så direkte på Louis. - Fortalte denne kinesiske kvinde dig noget om Ruggiero?
  
  
  Louis rystede på hovedet. "Nej, sir, ikke et ord." Han tøvede. "Hvad er der galt, onkel Joe?"
  
  
  Popeye kiggede rasende på ham. "De blev sprængt i luften! Det er, hvad der skete! En eller anden tæve kom derind lige efter I lettede og sprængte det forbandede sted i luften. For pokker! Bombe! Vinny ringede lige fra Beirut. Han siger, at det allerede står i alle aviser. der."
  
  
  "Hvad med Su Lao Lin?"
  
  
  "Død som en forbandet dørsøm," siger Vinnie.
  
  
  Louis var nu lige så ked af det som sin onkel, idet han lagde hænderne på hofterne og stak hovedet frem. Gad vide om han også handlede med hende.
  
  
  "Blev andre såret?"
  
  
  Popeye rystede på hovedet, som om han var skuffet. "Ingen. Bortset fra den forbandede Charlie Harkins, der blev skudt."
  
  
  "Er han også død?"
  
  
  Popeye nikkede. "Ja."
  
  
  Louis rynkede panden. "Tror du, at Ruggiero gjorde dette?" "God dreng, Louis," klappede jeg lydløst.
  
  
  "Selvfølgelig tror jeg, at Ruggieros gjorde det," knurrede Popeye. "Hvad fanden tænker du på? Canzoneri ser her Ruggiero på damens hotel og møder ham derefter i Harkins' hus. Så er der to lig. Tror du ikke der er en sammenhæng? Tror du, det bare er en tilfældighed?
  
  
  "Nej, nej, onkel Joe," beroligede Louis. "Bortset fra, at jeg ikke ved, hvorfor Ruggieros forvirrede dem. Vi hentede endda et par fyre gennem Beirut til dem. Der er ingen mening i det, medmindre de bare er ude efter os."
  
  
  "For pokker! Hvad fanden tænker du på? Popeye tog en avis op fra bordet og vinkede med den: "Har du læst den forbandede avis i morges?"
  
  
  Louis trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke, onkel Joe. Larry er forsvundet før, da han blev høj. Denne historie kunne bare være noget sludder. Du ved, hvordan Millers hobby er. Denne Gurley-fyr kan få ham til at sige, hvad han vil. "
  
  
  Men den gamle mand kunne ikke ydmyges. Han viftede med papiret igen. "Hvad med Beirut, smart alec? Hvad med ham?"
  
  
  Louis nikkede og prøvede at finde ud af det. "Ja, det ved jeg. To sammen er for meget. Jeg tror, de vil ordne os, men for pokker, for bare et par uger siden så alt ud til at gå godt."
  
  
  "For pokker!" Den gamle mand slog sin håndflade med knytnæven
  
  
  hans anden hånd. "Det lyder ikke godt for mig!"
  
  
  Louis rystede på hovedet. "Jeg ved det, jeg ved det, onkel Joe. Men en gadekrig giver ingen mening nu. Vi har problemer nok."
  
  
  "Vi er nødt til at gøre noget! Jeg vil ikke tage den slags lort fra nogen," råbte Popeye.
  
  
  "Okay, okay," sagde Louis. "Så hvad vil du have os til at gøre?"
  
  
  Den gamle mands øjne kneb sammen, og han gik en halv omgang væk fra bordet. "Dræb mig, for helvede! Måske i det mindste lidt. Jeg vil ikke have nogen Ruggiero. Ikke endnu. Jeg vil ikke. "Jeg vil bare have dem til at vide, at vi ikke vil rode rundt." Hadet i Popeyes øjne blev nu til begejstring. Den gamle mand lugtede blod. Hans tykke hånd greb fat i kørestolens bue. "Fortsæt, for fanden!" - han råbte. "Kom i gang!"
  
  
  
  
  Kapitel 12
  
  
  
  
  
  
  Louis og jeg sad sammenkrøbet over cappuccinoer på Decima kaffebaren på West Broadway.
  
  
  Væggene var chokoladebrune og det slidte linoleumsgulv, måske grønt for mange år siden, var snavset sort. Et dusin enorme malerier i forgyldte rammer hang på væggene, deres lærreder næsten ikke synlige på grund af fluer og fedt. En træt samling af kager blev udstillet i en beskidt glasmontre - napoleone, baba al rum, mille fogli, cannoli, pasticiotti. Det eneste bevis på renlighed var den storslåede espressomaskine i den anden ende af disken. Det skinnede klart, helt sølv og sort, poleret til en glans. En ørn rasede på den og spredte trodsigt sine vinger og herskede i støbejernsglans.
  
  
  Louis så lidt syg ud.
  
  
  Jeg rørte i kaffen. "Hvad skete der, Louis? Tømmermænd? Eller har du aldrig spildt nogen før?”
  
  
  Han nikkede grimt. “Nej... nå, nej. Du ved…"
  
  
  Jeg vidste det okay. Pludselig var det ikke så rent for onkel Joes lille nevø Louis. Hele sit liv var han berømt for at spille mafiaen med al dens spænding, romantik, penge og mystik. Men selv var han aldrig involveret. For Louis var livet en god privatskole, et godt kollegium, et godt nemt job, at drive en lovlig olivenolieforretning, gode tider med at gnide skuldre med berømte gangstere, men ubesmittet af dem.
  
  
  Jeg huskede igen, at selv hans navn var rent. "Louis," spurgte jeg, "hvorfor hedder du Lazaro? Var din fars navn ikke Franzini?"
  
  
  Louis nikkede og smilede trist. "Ja. Luigi Franzini. Lazaro er min mors pigenavn. Onkel Joe ændrede det for mig, da jeg flyttede ind hos ham. Jeg tror, han ville holde mig ude af alle problemerne. babyen vil hedde Al Capone Jr."
  
  
  Jeg grinede. "Ja. Jeg tror, du har ret. Jeg spurgte. "Så hvad vil du gøre nu?"
  
  
  Han spredte sine hænder hjælpeløst. "Jeg ved ikke. Ingen gjorde faktisk noget. Jeg mener, for fanden, bare gå ud og dræbe en fyr, fordi han tilhører Ruggiero..."
  
  
  "Dette er livets fakta, søn," tænkte jeg. Jeg klemte hans skulder. "Du finder ud af noget, Louis," sagde jeg beroligende.
  
  
  Vi forlod Decima, og Louis kiggede et øjeblik rundt på gaden, som om han prøvede at træffe en beslutning. "Se, Nick," sagde han med et pludseligt grin, "hvorfor viser jeg dig ikke Regnskabskammeret?"
  
  
  "Regnskabskammer?"
  
  
  "Ja. Det her er sejt. En af slagsen, vil jeg vædde på." Han tog mig i albuen og førte mig ned ad gaden gennem flere døre. "Det er lige her, Four Fifteen West Broadway."
  
  
  Det så ikke ud af meget. Endnu en af de store gamle lofts, du ser i SoHo-området i downtown New York. Over den brede rampe var der en stor blå dør, som jeg antog var en godselevator. Til højre for ham var en almindelig dør med vinduer i boligstil, med et standardsæt postkasser i lejlighedskomplekser.
  
  
  Louis førte mig gennem døren. I foyeren trykkede han på en knap.
  
  
  En stemmeløs stemme svarede. "Ja? Hvem er det?"
  
  
  "Louis Lazaro og min ven."
  
  
  "Åh, hej Louis. Lad os gå til". Brummeren lød, lang og knirkende, og Louis åbnede den ulåste dør. Herfra var der fem stejle trapper. Da vi nåede toppen, havde jeg problemer med at trække vejret, og Louis var praktisk talt i en tilstand af kollaps, hans vejrtrækning kom med korte gisp og sveden dryppede fra hans ansigt.
  
  
  En venlig mand mødte os i korridoren på femte sal, og Louis, forpustet, præsenterede mig. "Dette er Nick Canzoneri, Chicky. Chicky Wright, Nick. Chicky driver onkel Joes regnskabskontor. Jeg troede, du gerne ville se det her."
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Sikkert."
  
  
  Chicky var en lille nisseformet mand med strå af gråt hår, der flød hen over hans skaldede hoved og buskede grå øjenbryn, der spirede ud af hans humoristiske ansigt. Han bar en mørkeblå silkeskjorte, en sort-hvid ternet vest og grå flannelbukser. Hans knaldrøde butterfly og røde strømpebånd på ærmerne gjorde ham til en parodi på en hestevæddeløbsspiller. Han smilede bredt og stillede sig ved siden af for at føre os gennem en stor, umærket blå dør.
  
  
  Louis stod bag ham, lidt åben.
  
  
  "Kom ind," sagde han bredt. "Dette er et af de bedste kontorer i New York."
  
  
  Sådan var det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af en hems på femte sal kaldet Regnskabsretten, men det var bestemt ikke, hvad jeg fandt. Chiki tog os trin for trin og forklarede hele operationen.
  
  
  "Det, vi har gjort," sagde han med tydelig stolthed, "er computeriserede vores bookmaking og taloperationer."
  
  
  Hele hemsen er omdannet til et moderne, blankpoleret erhvervskontor. Fremme nynnede og klikkede en enorm computerbank, bemandet af seriøst udseende unge mænd i pæne forretningsdragter, der behandlede computerdata med fuldkommen dygtighed. Smukke sekretærer arbejdede intenst langs pænt arrangerede rækker af skriveborde, deres elektriske skrivemaskiner konkurrerede med hinanden. Alt tilbehør til enhver administrativ bygning blev opbevaret her.
  
  
  Chiki viftede bredt med hånden. "Det er her, at alle tal-væddemål placeret under Houston Street og alle heste-væddemål behandles. Alle løbsresultater leveres direkte på telefon fra Arlington til Chicago East. Alle pengevæddemål dirigeres hertil, alle optegnelser opbevares, alle betalinger foretages herfra."
  
  
  Jeg nikkede imponeret. “Elektronisk databehandling kommer til bookmakerens kontor. Meget fint!"
  
  
  Chicky lo. "Meget effektivt. Vi behandler omkring firs tusinde dollars om dagen her. Vi mener, at vi skal drive det her som en forretning. Dagene for den lille fyr i slikbutikken med en notesblok i baglommen er forbi.”
  
  
  "Hvordan påvirker offside-væddemål dig?" New York OTB-kontorer i hele byen blev oprindeligt godkendt af vælgerne, ikke kun som en måde at tjene penge til byen på og som en bekvemmelighed for spillere, men også som et middel til at drive bookmakere ud af underverdenen.
  
  
  Chiki smilede igen. Han virkede som en glad mand. ”Det har slet ikke skadet os, selvom jeg var bekymret over det en gang, da det startede. Folk kan lide at handle med et gammelt etableret firma, tror jeg, og de er på en måde mistænksomme over for offentlige væddemålsoperationer.
  
  
  "Og selvfølgelig har vi mange tal, og regeringen beskæftiger sig ikke med tal."
  
  
  "I hvert fald ikke endnu," indskød Louis. "Men den måde tingene går på, vil de sandsynligvis snart være." Han klappede mig på skulderen. "Hvad synes du, Nick? Ret sejt, ikke? "Onkel Joe kan se ud og opføre sig som gamle Mustachio Pete, men det skal være den nyeste gadget i branchen."
  
  
  Louis' udbrud blev kun overgået af hans naivitet. Regnskabskammeret var et skridt fremad i organiseringen af den kriminelle verden, men langt fra det sidste ord. Jeg kunne vise Louis et pøbeldrevet kommunikationscenter på et hotel i Indianapolis, der ville få New York Telephone til at ligne et PBX-omstillingsbord. Resultaterne af alle gambling spil i landet - væddeløb, baseball, basketball, fodbold osv. - ankommer til dette hotel hver dag og overføres derefter i mikrosekunder til sportsbooks fra kyst til kyst.
  
  
  Ikke desto mindre var Regnskabskammeret en interessant nyskabelse: centraliseret, organiseret, effektiv. Ikke dårligt. "Fantastisk," sagde jeg. "Fantastiske!" Jeg trak i min øreflip. "Du arbejder vel også på lastbiler her, hva?"
  
  
  Louis rynkede panden. ”Nej, men... jeg ved det ikke, måske er det ikke nogen dårlig idé. Du mener som en central kommandopost?”
  
  
  "Højre."
  
  
  Chicky så lidt ked ud. "Nå, vi har ikke rigtig meget plads, Louis, for ikke at nævne, hvor svært det er at finde nogen at stole på i disse dage."
  
  
  Jeg måtte grine. Han var op til nakken i underverdensforretningen, men opførte sig som enhver kontorchef i enhver lovlig virksomhed... bekymret for, at han måske havde mere arbejde at lave, eller måske skulle ændre sine måder at arbejde på. Det er ikke kun ærlige mennesker, der modsætter sig forandring.
  
  
  "Nick er ny i byen," forklarede Louis, "og jeg tænkte, at jeg ville vise ham vores demooperation. Anyway, onkel Joe skal have Nick og jeg til at udføre alle operationerne en af dagene, bare for at se, om vi kan." stramme lidt op. "
  
  
  "Ja." Chiki så tvivlsom ud.
  
  
  "Vi vil mest være bekymrede for sikkerheden," sagde jeg.
  
  
  Chicky strålede. "Åh godt. Jeg har brug for hjælp der."
  
  
  Jeg spurgte. - "Har du nogle problemer?"
  
  
  Han sukkede. "Ja. Mere end jeg ønsker. Kom til mit kontor, og jeg vil fortælle dig om det."
  
  
  Vi gik alle ind i et smukt paneleret kontor i hjørnet af en stor hems. Der var et pænt gulvtæppe på gulvet, og stålarkivskabe forede hele væggen. Lige bag Chicas skrivebord stod et tykt pengeskab i et sort billede. På bordet var der fotografier af en attraktiv gråhåret kvinde og en halv snes børn i forskellige aldre.
  
  
  "Sæt dig, gutter." Chicky pegede på et par stole med lige ryg og satte sig i drejestolen ved bordet. "Jeg har et problem, måske du kan hjælpe mig."
  
  
  Louis trak sin stol op
  
  
  Jeg smilede selvsikkert til ham. For øjeblikket havde han glemt, at Popeye havde givet ham nogle ret klare instruktioner. Onkel Joe ville have nogen dræbt.
  
  
  "Hvad skete der, Chicky?" - spurgte Louis.
  
  
  Chicky lænede sig tilbage og tændte en cigaret. "Det er Lemon-Drop Droppo igen," sagde han. "Jeg tror i hvert fald, det er ham. Han flåede vores løber af igen. Eller i det mindste nogen."
  
  
  "For helvede, Cheeky," indskød Louis. »Nogen røver altid løbere. Hvad er den store sag?
  
  
  "Det vigtigste er, at det her er ved at blive en stor sag! I sidste uge blev vi ramt fjorten gange, og i denne uge blev vi ramt fem gange. Jeg har ikke råd til det".
  
  
  Louis vendte sig mod mig. "Vi tror normalt, at vi tre til fire gange om ugen tager en løber for det, han har på sig, men det er meget mere end normalt."
  
  
  Jeg spurgte. - "Kan du ikke beskytte dem?"
  
  
  Chicky rystede på hovedet. "Vi har et hundrede og syvogfyrre fyre, som bringer kontanter hertil hver dag fra hele nedre Manhattan. Vi kan ikke beskytte dem alle." Han grinede. ”Faktisk har jeg ikke engang noget imod, hvis nogle af dem bliver bestjålet fra tid til anden, hvilket vil få andre til at være mere forsigtige. Men det er en helvedes masse!"
  
  
  "Hvad med denne citrondråbe dropo?"
  
  
  Louis lo. "Han har været her længe, Nick. En af Ruggieros gruppe, men nogle gange går han af sted på egen hånd. Han var selv engang løber for Gaetano Ruggiero, og det ser ud til, at hver gang han mangler penge, vælger han en løber. De er ret nemme at finde, du ved. "
  
  
  "Ja." Løbere er nederst på den kriminelle rangstigen. De tager pengene og kuponerne og sender dem til policebanken, og det er det. De er som regel halvgale gamle winos, der er for langt nede i rendestenen af alderdomsfattigdom til at lave noget andet, eller små børn, der hurtigt tjener penge. Der er tusindvis af dem i New York, modbydelige myrer, der lever af det kasserede ådsel af kriminelle.
  
  
  "Tror du, at det vil hjælpe os at slippe af med denne Lemon Drop-karakter?"
  
  
  Chiki smilede igen. "Det vil ikke skade. Selvom det ikke er ham, kan det måske skræmme nogen."
  
  
  Jeg nikkede og så på Louis. "Kan endda slå to fluer med ét smæk, Louis."
  
  
  Denne virkelighed var ikke let for Louis Lazaro. Han så sur ud. "Ja," sagde han.
  
  
  "Hvorfor kalder de det Citrondråbe?" Jeg spurgte.
  
  
  svarede Louis. "Han er besat af citrondråber, spiser dem hele tiden. Jeg tror, hans rigtige navn er Greggorio, men med et navn som Droppo og en pose citrondråber i lommen hele tiden... jeg ville nødig slå ham bare for det flåede et par løbere af, for fanden, jeg gik i skole med denne fyr. Han er ikke så slem, bare skør.
  
  
  Jeg trak på skuldrene. Det ser ud til, at jeg gjorde meget af dette under opgaven. "Det kommer an på dig. Det var bare en idé."
  
  
  Louis så ulykkelig ud. "Ja. Vi vil tænke over det."
  
  
  "Hvad er det her, to fluer med et smæk?" - spurgte Chiki.
  
  
  "Det gør ikke noget," skød Louis.
  
  
  "Ja Hr." Chicky var stadig klar over, at Louis var Popeye Franzinis nevø.
  
  
  En akavet pause fulgte. Jeg viftede med hånden mod de skinnende arkivskabe, hver stak blokeret af en truende udseende jernstang, der løb fra gulvet og op gennem hvert skuffehåndtag og skruet til toppen af ​​mappen. "Hvad har du der, familiejuveler?"
  
  
  Chicky slukkede sin cigaret og smilede, tilfreds med ændringen i atmosfæren. "Dette er vores filer," sagde han. "Optager det hele fra A til Z."
  
  
  "Alle?" Jeg prøvede at imponere. "Mener du hele væddemålsoperationen?"
  
  
  "Jeg mener hele organisationen," sagde han. "Alle."
  
  
  Jeg så mig omkring. "Hvor god er din sikkerhed?"
  
  
  "Bøde. Bøde. Det generer mig ikke. Vi er på femte sal her. De øvrige fire etager står tomme bortset fra et par lejligheder, som vi bruger i nødstilfælde. Hver nat satte vi stålporte op på hver etage. De passer direkte ind i væggen og er fastgjort der. Og så er der hunde,” tilføjede han stolt.
  
  
  "Hunde?"
  
  
  "Ja. På hver etage har vi to vagthunde, Dobermans. Vi slipper dem hver nat, to på hver etage. Jeg mener, mand, ingen går op ad trapperne med disse hunde. De er modbydelige tæver! Selv uden dem vil ingen være i stand til at bryde igennem denne port uden at advare Big Julie og Raymond."
  
  
  "Hvem er de?"
  
  
  "To af mine vagter. De bor her hver nat. Når alle først går ud og låser denne port, kan ingen komme ind.”
  
  
  "Jeg kan lide det," sagde jeg. "Hvis store Julie og Raymond kan tage sig af sig selv."
  
  
  Chicky lo. "Bare rolig, mand. Store Julie er den hårdeste fyr på denne side af cirkuset, og Raymond var en af de bedste skydesergenter i Korea. Han ved, hvad et våben er."
  
  
  "Godt nok for mig." Jeg rejste mig og Louis gjorde det samme. "Mange tak, Chicky," sagde jeg. "Jeg tror, vi ses."
  
  
  "Det er rigtigt," sagde han. Vi gav hinanden hånden, og Louis og jeg gik ned ad trappen. Mens jeg holdt øjnene åbne, kunne jeg se stålporte indbygget i væggene på hver etage. Det var et dejligt hårdt setup, men jeg havde en idé om, hvordan det kunne overvindes.
  
  
  
  
  Kapitel 13
  
  
  
  
  
  
  Aftensmaden var lækker, et lille bord bagerst i Minettas en nat, hvor næsten ingen var der - let antipasto, god oso buco, friturestegte zucchinistrimler og espresso. Philomina var i det kærlige, strålende humør, der bringer lidt spænding ind i livet.
  
  
  Da jeg kyssede hende godnat foran hendes dør, forvandlede alt sig til Sicilianos irriterende raseri. Hun trampede med foden, anklagede mig for at gå i seng med seks andre piger, brød ud i gråd, og til sidst kastede hun armene om min hals og kvalte mig med kys.
  
  
  "Nick ... tak, Nick. Ikke længe."
  
  
  Jeg trak mig løs. Jeg vidste, at hvis jeg gik ind, ville jeg være der i lang tid. Jeg havde ting at lave den aften. Jeg kyssede hende hårdt på næsetippen, vendte hende, så hun kiggede på sin dør, og slog hende hårdt på ryggen. "Blive ved. Lad bare døren stå på klem, så ses jeg, når jeg er færdig med de ting, jeg skal tage mig af."
  
  
  Hendes smil var tilgivende, og igen glad sagde hun: "Love?"
  
  
  "Løfte". Jeg vendte tilbage til salen, før min beslutsomhed svækkedes.
  
  
  Det første, jeg gjorde, da jeg kom til mit værelse i Chelsea, var at ringe til Louis. "Hej, det er Nick. Hør her, hvad med at møde mig i aften? Ja, jeg ved godt det er sent, men det er vigtigt. Højre! Åh, omkring midnat. Og tag Loklo og Manitta med. Tonys, tror jeg. Det er så godt, som det kan blive. Bøde? Okay... åh, og Louie, få Lemon Drop Droppos adresse, før du kommer, okay? "
  
  
  Jeg lagde på, før han kunne svare på den sidste anmodning. Jeg gik så ned og rundt om hjørnet til Angry Squire. Jeg bestilte en øl fra Sally, den smukke engelske barpige, og ringede så til Washington på telefonen, der hang på væggen for enden af baren. Dette var en rutinemæssig forholdsregel, hvis telefonen på mit hotelværelse blev aflyttet.
  
  
  Jeg ringede til AX Emergency Supply, og efter at have identificeret mig korrekt, bestilte jeg et 17B fjernelseskit, sendt til mig samme nat af Greyhound. Jeg kan hente den om morgenen ved Port Authority busstation på Eighth Avenue.
  
  
  Sæt 17B er meget pænt, meget forstyrrende. Seks sprænghætter, seks timer-sikringer, der kan indstilles til at affyre hætterne med ethvert interval fra et minut til femten timer, seks stykker primer-snor til mindre krævende opgaver og nok plastik til at blæse kronen af hovedet på Frihedsgudinden .
  
  
  Det var svært at forstå mig over støjen skabt af en meget god, men meget høj jazzkombination omkring seks fod fra mig, men jeg fik endelig mit budskab igennem og lagde røret på.
  
  
  Klokken 13.00 forlod jeg Angry Squire og vandrede ned ad Seventh Avenue og lavede planer for Lemon-Drop Droppo. På hjørnet af Christopher og Seventh drejede jeg til højre ad Christopher forbi alle de nye homoseksuelle barer og drejede så til venstre igen ad Bedford Street og halvanden kvarter senere til Tony's.
  
  
  Det var en helt anden scene end aftenen før til Philominas fest. Det var nu stille og hyggeligt igen, tilbage til sin sædvanlige fangekælder-lignende atmosfære, de svage orange lys på de mørkebrune vægge gav knap nok lys til, at tjenerne kunne bevæge sig mellem bordene, der var vendt tilbage til deres sædvanlige pladser i hovedrummet. .
  
  
  I stedet for en horde af smokingklædte italienske mafiosi og deres kvinder i lange kjoler var stedet nu tyndt befolket med en halv snes langhårede unge fyre i blå jeans og denimjakker og lige så mange korthårede unge piger. klædt på samme måde. Men samtalen var ikke meget anderledes end den foregående aften. Mens partiets samtale hovedsageligt var centreret om sex, fodbold og heste, talte dagens publikum mest om sex, fodboldspil og filosofi.
  
  
  Louis sad alene ved bordet, op ad væggen til venstre for indgangen, surmulende lænet over et glas vin. Han så ikke særlig glad ud.
  
  
  Jeg satte mig ned med ham, bestilte en brandy og sodavand og klappede ham på skulderen. "Kom nu, Louis, hav det sjovt. Det er ikke så slemt!”
  
  
  Han forsøgte at grine, men det virkede ikke.
  
  
  "Louis, du vil virkelig ikke gøre det her, gør du?"
  
  
  "Hvad skal man gøre?"
  
  
  Hvem lavede han sjov? "Pas på Droppo."
  
  
  Han rystede patetisk på hovedet uden at møde mine øjne. “Nej, jeg mener, det er bare... åh, for fanden! Ingen!" Han sagde med mere kraft, glad for det var ude i det fri. "Ingen! Jeg ønsker ikke at gøre dette. Jeg tror ikke, jeg kan gøre det her. Jeg er bare ... fanden, jeg er vokset op med denne fyr, Nick!"
  
  
  "Bøde! Bøde! Jeg tror, jeg har en idé, der vil tage sig af Lemon Drop-babyen, gøre din onkel Joe glad og holde dig ude af fare. Hvordan kan du lide denne pakke?
  
  
  Der var et glimt af håb i hans øjne, og hans yndige smil begyndte at brede sig over hans ansigt. "Ærligt talt? Hej Nick, det ville være fantastisk!
  
  
  "Bøde. Du gjorde mig en tjeneste i Beirut ved at bringe mig hertil. Nu laver jeg en til dig, ikke?"
  
  
  Han nikkede.
  
  
  "Bøde. Først og fremmest modtog jeg dette i min boks i Chelsea i dag." Jeg gav ham en seddel, som jeg selv skrev.
  
  
  Canzoneri: Du vil finde Spelman
  
  
  I værelse 636 på Chalfont Plaza Hotel.
  
  
  Han er bar røv og død.
  
  
  Louis stirrede vantro på ham. "For pokker! Hvad fanden er det? Tror du, det er sandt?
  
  
  "Det er nok rigtigt, okay. Hvis det ikke var, ville det ikke nytte noget at sende det til mig."
  
  
  "Nej, sandsynligvis ikke. Men hvorfor fanden sendte de ham? Du er lige ankommet!"
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Dræber for helvede på mig. Ekspedienten sagde bare, at en fyr kom og forlod ham. Måske den, der troede det var, jeg bare var nyttig og vil give det videre til dig alligevel."
  
  
  Louis så forvirret ud, som han burde have været. "Jeg forstår det stadig ikke." Han tænkte sig om et øjeblik. "Hør, Nick. Tror du, det var Ruggiero?
  
  
  Ata baby Louis! Jeg troede. "Ja," sagde jeg. "Det er hvad jeg tænker".
  
  
  Han rynkede panden. "Så hvad har det her at gøre med at komme her i aften? Og med Lemon-Drop Droppo?”
  
  
  "Bare en idé. Er Loklo og Manitti med dig?”
  
  
  "Ja. De er i bilen."
  
  
  "Bøde. Det er det, vi kommer til at gøre«. Jeg forklarede ham min idé, og han var glad.
  
  
  "Fantastisk, Nick! Godt!"
  
  
  Horatios 88 var kun et par gader væk, omkring en blok fra Hudson. Jeg forklarede Loklo og Manitty, da vi trak op. "Husk. Vi ønsker, at han skal være i live. Det er okay, hvis det er lidt beskadiget, men jeg vil ikke have nogen lig. Det er klart?"
  
  
  Bag rattet trak Loklo på skuldrene. "Det lyder skørt for mig."
  
  
  Louis slog ham let i baghovedet for at fortælle ham, hvem der havde ansvaret. "Ingen spurgte dig. Bare gør som Nick siger."
  
  
  Horatio Eighty-Eight var en farveløs grå bygning med en række identiske høje trin og jerngelændere. Det tog Manitty omkring femogfyrre sekunder at komme igennem låsen på den ydre dør og yderligere tredive at åbne den indvendige. Vi klatrede op ad trappen så stille som muligt og stoppede til sidst på sjette sal for at stoppe med at blive forpustet fra stigningen. Vi var kun tre - Loklo, Manitti og mig - siden vi efterlod Louis nedenunder i bilen.
  
  
  Manitti havde ingen problemer med døren til lejlighed 6B. Han brugte ikke et plastikkort, som alle spionbøgerne gør nu. Han brugte simpelthen et gammeldags fladt blad, formet som en kirurgisk skalpel, og et lille værktøj, der lignede en strikkepind af stål. Der var ikke engang gået tyve sekunder, før døren stille og roligt åbnede sig, og Manitti trådte til side for at lukke mig ind, med et stort tillykkessmil af selvtilfredshed på hans neandertaleransigt.
  
  
  Der var ikke lys i det, der tydeligvis var stuen, men der var lys bag en lukket dør i den anden ende af rummet. Jeg bevægede mig hurtigt frem, Loklo og Manitti var lige bagved, hver af os med en pistol i hånden.
  
  
  Jeg nåede døren, åbnede den og gik ind i soveværelset i en hurtig bevægelse. Jeg ville ikke give Droppo en chance for at hente pistolen.
  
  
  Jeg behøvede ikke at bekymre mig.
  
  
  Gregorio Droppo havde for travlt, i det mindste for øjeblikket, til at bekymre sig om en så lille hændelse, da en trearmet mand bragede ind i hans soveværelse klokken et om morgenen. Droppos nøgne krop rystede krampagtigt, vred og slyngede lagnerne under pigen, han elskede med. Hendes arme viklet stramt om hans hals og trak ham mod hende, deres ansigter blev presset mod hinanden, så alt vi kunne se var hår slikket med fedt, pjusket af pigens ihærdige fingre. Hendes tynde ben, slanke og hvide mod hans krops behårede mørke, var hugget om hans talje, lænket til den glatte sved, der strømmede ned over ham. Hendes arme og ben var alt, hvad vi kunne se.
  
  
  Med stor indsats lavede Droppo den klassiske back and up spike motion før det sidste skrigende spring. Da jeg ikke havde et glas isvand ved hånden, tog jeg det næste skridt og slog ham i ribbenene med tåen på min støvle.
  
  
  Han frøs. Så piskede hans hoved rundt, øjnene blev store i vantro. "Hvaaaa...?"
  
  
  Jeg sparkede ham igen, og han gispede af smerte. Han brød sig løs og rullede pigen af på ryggen og holdt hans side i smerte.
  
  
  Hendes elskers pludselige afgang efterlod pigen henslængt på ryggen med øjnene svulmende i rædsel. Hun støttede sig op på albuerne, hendes mund åbnede sig for at skrige. Jeg lagde min venstre hånd over hendes mund og pressede hendes ryg mod lagenet, så lænede jeg mig ned og pegede Wilhelmina på hende, hendes næseparti kun en tomme fra hendes øjne.
  
  
  Hun kæmpede et stykke tid, buede sin svedige krop under presset fra min hånd, og indså så, hvad hun så på og frøs, hendes øjne klistret til pistolen. Svedperler stod på hendes pande og filtrede de pjuskede røde hårstrå.
  
  
  Ved siden af hende begyndte Droppo at dingle med benene ud over sengekanten, men Loklo var der. Næsten ved et uheld ramte han Droppo i ansigtet med næsen på sin revolver, og han faldt tilbage med et smertefuldt skrig og klemte sig om sin blodige næse. Med den ene hånd løftede Locallo den sammenkrøllede pude fra gulvet og trykkede den mod Droppos ansigt og dæmpede lydene. Han smækkede den anden mellem Droppos strakte ben, så pistolkolben slog ind i den nøgne mands lyske.
  
  
  Der lød en dyrisk lyd fra under puden, og kroppen rystede højt i luften, ryggen buede, hele vægten hvilede på skuldrene, og så faldt den slapt sammen på sengen.
  
  
  "Han er besvimet, chef," sagde Loklo lakonisk. Jeg tror, han var skuffet.
  
  
  "Fjern puden, så han ikke bliver kvalt," jeg kiggede på pigen og vinkede truende til Wilhelmina. "Der er ingen støj, intet, når jeg fjerner min hånd. Det er klart?"
  
  
  Hun nikkede så godt hun kunne og kiggede forfærdet på mig. "Okay," sagde jeg. "Slap af. Vi vil ikke skade dig." Jeg fjernede min hånd fra hendes mund og trådte tilbage.
  
  
  Hun lå ubevægelig, og vi tre stod der med pistoler i hænderne og beundrede hendes skønhed. På trods af at hun var iført sved af sex, rædsel i øjnene og sammenfiltret hår, var hun fantastisk. Hendes bare bryst strakte sig og tårerne flød pludselig fra hendes grønne øjne.
  
  
  "Vær venlig, gør mig ikke ondt," klynkede hun. "Du er velkommen, Nick."
  
  
  Så genkendte jeg hende. Det var Rusty Pollard, den lille rødhårede i den grønne kjole, jeg havde flirtet med til Tonys fest, ham, der havde startet Philominas pine for alle de år siden med en anonym konvolut med et udklip fra Times.
  
  
  Manitti, der stod ved siden af mig, begyndte at trække vejret tungt. "Disse søn!" - udbrød han. Han lænede sig ind over sengen og rakte ud efter hendes bryst med den ene hånd.
  
  
  Jeg slog ham over hovedet med pistolen, og han rykkede lamslået tilbage.
  
  
  Tårerne strømmede ned af Rustys kinder. Jeg kiggede foragtende på hendes nøgne krop. "Hvis det ikke er en squat italiener, er det en anden, vel, Rusty?"
  
  
  Hun slugte, men svarede ikke.
  
  
  Jeg rakte ud og skubbede Droppo, men han var ubevægelig. "Bring ham," sagde jeg til Locallo.
  
  
  Jeg vendte tilbage til Rusty. "Rejs dig og klæde dig på."
  
  
  Hun begyndte langsomt at sætte sig op og så på sin egen nøgne krop, som om hun lige havde indset, at hun lå helt nøgen i et værelse med fire mænd, hvoraf tre var praktisk talt fremmede.
  
  
  Hun satte sig brat op, førte sine knæ sammen og bøjede dem foran sig. Hun krydsede armene over brystet og så vildt på os. "I usle tøser," spyttede hun.
  
  
  Jeg grinede. "Vær ikke så beskeden, Rusty. Vi har allerede set, hvordan du håndterer denne idiot. Vi vil næppe se dig se værre ud." Jeg trak hende i hånden og trak hende ud af sengen på gulvet.
  
  
  Jeg mærkede en lille gnist af kamp straks sprænge ud af hende. Jeg slap hende, og hun rejste sig langsomt op og gik hen til stolen ved siden af sengen og undgik vores øjne. Hun tog en sort blonde bh og begyndte at tage den på, mens hun kiggede på væggen. Fuldstændig ydmygelse.
  
  
  Manitti slikkede sig om læberne, og jeg så på ham. Loklo vendte tilbage fra køkkenet med fire dåser kolde øl.
  
  
  Han lagde dem alle sammen på kommoden og åbnede dem forsigtigt. Han gav mig en, Manitti en, og han tog en selv. Så tog han en fjerde og hældte den jævnt ud på Lemon-Drop Droppos inerte krop, øllet væltede ud på hans svedige uniform og gennemblødte lagen omkring ham.
  
  
  Droppo vågnede med et støn, og hans hænder rakte instinktivt ud til hans indignerede kønsorganer.
  
  
  Jeg slog ham på Wilhelminas vansirede næse med en sådan kraft, at han fik tårer i øjnene. "Hvad?" han gispede, "hvad...?"
  
  
  "Bare gør præcis, hvad jeg siger, kammerat, og du kan overleve."
  
  
  "Hvad?" det lykkedes ham at komme ud igen.
  
  
  Jeg smilede godmodigt. "Popeye Franzini," sagde jeg. "Rejs dig nu og tag tøj på."
  
  
  Rædsel viste sig i hans øjne, da han langsomt rejste sig fra sengen, mens den ene hånd stadig holdt om hans lyske. Han klædte sig langsomt på, og efterhånden mærkede jeg en ændring i hans holdning. Han forsøgte at vurdere situationen og ledte efter en udvej. Han hadede mere end han led, og en hadende person er farlig.
  
  
  Droppo afsluttede den omhyggelige proces med at binde sine støvler, et lejlighedsvis støn undslap hans stramt pressede læber, og greb derefter sengen med begge hænder for at rejse sig. Så snart han rejste sig, knælede jeg ham i skridtet. Han skreg og faldt til gulvet i en død besvimelse.
  
  
  Jeg pegede på Loklo. "Tag den op igen, Franco."
  
  
  På tværs af lokalet, fuldt påklædt, kom Rusty Pollard pludselig til live. Hendes hår var stadig pjusket, og hendes læbestift var udtværet, men hun bar sin Kelly-grønne nederdel og sorte silkebluse.
  
  
  båret over hendes bh og trusser gav hende mod igen.
  
  
  "Det var grusomt," hviskede hun. "Han gjorde dig ikke noget."
  
  
  "At sende det udklip til Philomina Franzini for alle de år siden var også grusomt," svarede jeg. "Hun gjorde dig heller ikke noget."
  
  
  Denne sidste smule brutalitet fratog Lemon-Droppo hans sidste spor af kampgejst, og han gik ned ad trappen med os, let bøjet, begge hænder presset mod maven.
  
  
  Vi satte Rusty foran med Loklo og Manitti og klemte Droppo mellem Louie og mig på bagsædet. Så gik vi til Chalfont Plaza. Louis, Droppo og jeg gik ind i hovedindgangen til Mannys hus, mens de tre andre kom ind fra Lexington Avenue.
  
  
  Vi mødtes foran værelse 636. Jeg fjernede Forstyr ikke-skiltet fra døren og drejede nøglen om. Lugten var ikke så slem, da jeg tændte for aircondition på fuld udblæsning, før jeg forlod for to nætter siden, men det var mærkbart.
  
  
  "Hvad er den lugt?" spurgte Rusty og prøvede at bakke. Jeg skubbede hende hårdt, og hun spredte sig halvvejs hen over rummet, og vi kom alle ind. Manitti lukkede døren bag os.
  
  
  Jeg advarede de andre om, hvad de kunne forvente, og Droppo var for syg til at være ligeglad. Men ikke Rusty. Hun rejste sig og så tydeligt vred ud. "Hvad fanden foregår der her?" - hvinede hun. "Hvad er den lugt?"
  
  
  Jeg åbnede badeværelsesdøren og viste hende Larry Spelmans nøgne krop.
  
  
  "Åh min Gud! Åh min Gud!" Rusty jamrede og dækkede sit ansigt med hænderne.
  
  
  "Tag nu tøjet af, begge to," beordrede jeg.
  
  
  Droppo, hans ansigt stadig forvredet af smerte, begyndte dumt at adlyde. Han stillede ikke flere spørgsmål.
  
  
  Ikke Rusty. "Hvad vil du gøre?" hun skreg til mig. "Min Gud…"
  
  
  "Glem alt om Gud," snerrede jeg, "og tag dit tøj af. Eller vil du have Gino til at gøre det for dig?”
  
  
  Manitti grinte og Rusty begyndte langsomt at knappe sin bluse op. Afklædt til sin bh og bikini-trusser tøvede hun igen, men jeg vinkede Wilhelmina til hende, og hun afsluttede prangende jobbet og smed sit tøj i en lille bunke på gulvet.
  
  
  Louis tog begge sæt tøj og stoppede dem i den lille pose, han havde medbragt. Droppo sad på sengekanten og kiggede på gulvet. Kommoden skubbede Rusty ind i hjørnet, så alt vi kunne se var hendes bare lår. Hendes hænder dækkede hendes bryst og hun rystede lidt. Værelset var koldt fra aircondition.
  
  
  Jeg stod i døren, da vi gik ud. "Nu vil jeg have, at I to dvergpapegøjer skal blive her," sagde jeg. "Efter et stykke tid vil nogen rejse sig, og du kan rette op på tingene. I mellemtiden vil Manitti stå lige uden for døren. Hvis hun åbner den lille sprække endnu lidt før nogen kommer her, slår han dig ihjel. Kan du forstå dette? "Jeg holdt en pause. "I det mindste vil djævelen dræbe dig, Droppo, jeg ved ikke, hvad han vil gøre ved Rusty.
  
  
  Jeg lukkede døren, og vi gik alle ned i elevatoren.
  
  
  I lobbyen ringede jeg til Jack Gourley fra en betalingstelefon.
  
  
  "Disse søn!" - brokkede han sig over telefonen. "Klokken er to om morgenen."
  
  
  "Glem det," sagde jeg. "Jeg har en historie til dig i værelse 636 på Chalfont Square."
  
  
  "Alt må hellere være i orden."
  
  
  "Okay," sagde jeg. "Det lyder godt, Jack. Der, i værelse 636, er der tre personer, alle nøgne, og en af dem er død. Og en af dem er en kvinde.”
  
  
  "Jesus Kristus!" Der var en lang pause. "Mafia?"
  
  
  "Mafia," sagde jeg og lagde på.
  
  
  Vi gik alle på tværs af gaden til Sunrise Cocktail Bar og havde en drink. Så gik vi hjem.
  
  
  Kapitel 14
  
  
  
  
  Philomina fjernede min hånd fra sit venstre bryst og satte sig op i sengen og løftede puden bag sig for at støtte hendes lænd. Hun rynkede forvirret på panden.
  
  
  "Men jeg forstår det ikke, Nick. Det er sjovt eller forfærdeligt eller sådan noget. Politiet kan ikke bevise, at Rusty og Droppo dræbte Larry Spelman, vel? Jeg mener…"
  
  
  Jeg kyssede hendes højre bryst og flyttede mig for at hvile mit hoved på hendes mave, liggende på tværs af sengen.
  
  
  Jeg forklarede. "De vil ikke være i stand til at bevise, at Rusty og Droppo dræbte Spelman, men de to vil have en helvede til at bevise, at de ikke gjorde det."
  
  
  "Du mener, at politiet bare vil lade dem gå?"
  
  
  "Ikke rigtig. Kan du huske, hvordan jeg fortalte dig, at jeg efterlod den metalcigarbeholder på kommoden, før jeg gik?"
  
  
  Hun nikkede. "Den var fuld af heroin. De vil begge blive anholdt for besiddelse."
  
  
  "Åh." Hun rynkede panden. »Jeg håber, at Rusty ikke skal i fængsel. Jeg mener, jeg hader hende, men..."
  
  
  Jeg klappede hendes knæ, som var et sted til venstre for mit venstre øre. "Bare rolig. Der vil være en masse ting i aviserne og mange mennesker, der klør sig i hovedet, men det her er så dårligt et setup, at enhver god advokat kan få dem af."
  
  
  "Jeg forstår det stadig ikke
  
  
  
  
  
  og det her," sagde hun. "Vil politiet ikke lede efter dig og Louis?"
  
  
  "Ingen chance. Droppo ved det, men han vil ikke fortælle politiet, hvad der skete. Det her er fandme ydmygende. Han vil aldrig indrømme over for dem, at en rivaliserende bande kunne slippe af sted med det. Ruggieros bliver ret sur. , på den anden side, og det er lige præcis det, vi ønsker.«
  
  
  "Hvad vil de gøre?"
  
  
  "Tja, hvis de reagerer, som jeg håber, de vil, vil de komme ud og skyde."
  
  
  Dagen efter udkom der selvfølgelig aviser om skyderiet. Giv en avisdreng en nøgen mand og en nøgen pige på et hotelværelse med et nøgent lig, og han bliver glad. Tilføj to rivaliserende underverden-fraktioner og en beholder med heroin af høj kvalitet, og han får en godbid. Jack Gourley var over the moon om journalistik.
  
  
  Næste morgen var billederne i nyhederne så gode, som jeg nogensinde havde set. Fotografen fangede Droppo sidde nøgen på sengen med en nøgen Rusty i baggrunden og forsøgte at dække sig til med korslagte arme. De skulle lave noget airbrush for at få det anstændigt nok til at printe. Overskriftskribenten hyggede sig også:
  
  
  Nøgen mafioso og pige fanget nøgen med krop og dope
  
  
  New York Times betragtede det ikke som en forsidehistorie, som News gjorde, men satte pris på det seksspaltede, sekstende-sides ringbind med en halvanden spalte og sidebjælke om mafiaens historie i New York. . Både Franzini og Ruggiero spillede store roller, herunder en ret detaljeret beretning om Popeyes formodede skænderi med Philominas far flere år tidligere.
  
  
  Popeye selv var ligeglad. Han var glad i en sådan grad, at hans had til verden tillod ham at blive. Han lo, da Louis viste ham historien næste dag, lænede sig tilbage i stolen og hylede. Det faktum, at Larry Spelman blev dræbt, syntes ikke at genere ham overhovedet, bortset fra at Spelmans død afspejlede en fornærmelse fra Ruggero Franzini.
  
  
  Hvad Popeye angår, har den forlegenhed og tab af værdighed, som Ruggiero led af at have en af ​​deres knapper i sådan en latterlig situation, mere end opvejet mordet. For denne verdens Franzini er mord almindeligt, og absurditet er sjælden.
  
  
  Også Louis var henrykt over den nye stilling, han havde fået i sin onkels øjne. Jeg behøvede ikke give ham kredit. Da jeg nåede frem til Franzini Olive Oil-kontoret den morgen, solede Louis sig allerede i ros. Jeg er sikker på, at Louis faktisk ikke fortalte Popeye, at det var hans idé, men han fortalte ham heller ikke, at det var det.
  
  
  Jeg satte mig ned og ventede på, at Ruggiero skulle svare.
  
  
  Der skete ikke noget, og jeg genovervejede min holdning. Jeg undervurderede klart Ruggiero. Set i bakspejlet burde jeg have indset, at Gaetano Ruggiero ikke var den slags leder, der kunne gå i panik til en blodig og kostbar bandekrig på grund af den slags skældsord, jeg havde startet.
  
  
  Popeye Franzini er let provokeret, men ikke Ruggiero. I så fald valgte jeg Popeye igen. Jeg kan regne med hans reaktion og stærke reaktion. Jeg havde en plan før, så jeg bestilte dette 17B kit fra Washington og havde bare brug for lidt hjælp fra Philomina til at få det op at køre. Mit mål var Revisionsretten, hjertet i hele Franzinis operation.
  
  
  Jeg modtog den kun fem dage efter Lemon-Drop Droppo kapersen.
  
  
  Alt, hvad jeg havde brug for fra Philomina, var et alibi, hvis en af kontokammerets vagter kunne identificere mig senere. Jeg havde til hensigt at sikre mig, at de ikke kunne, men det var en ret simpel forholdsregel.
  
  
  Det var ingen hemmelighed for Franzini Olive Oil Com, at Philomina "så en masse af den nye fyr, Nick, den fyr, Louis fik med derfra." Alt var enkelt. Den aften var vi lige til David Amrams koncert i Lincoln Center. Det er næsten umuligt at få billetter til at se Amram i New York i disse dage, så det var helt naturligt, at vi skulle vise lidt om dem, jeg fik. Men ingen vidste, at de var fra Jack Gourley fra News.
  
  
  Jeg ventede, indtil lyset gik ud i huset og gik. Amram er måske den bedste nutidige komponist i Amerika, men jeg havde meget arbejde og lidt tid til det. Jeg ønskede at komme tilbage inden udgangen af showet.
  
  
  Det tog mindre end femten minutter at komme med taxa fra Lincoln Center til Soho, 417 W. Broadway, ved siden af Counting House.
  
  
  Det var en lignende bygning, fire etager med lejligheder med et stort loft på øverste etage. Den manglede godselevatoren, der markerede bygningen ved siden af, men den manglede også vagthunde på hver etage, for ikke at tale om stålstænger på hver etage. Der var ingen måde, jeg skulle klatre op ad trappen til Regnskabskammeret. Det er næsten umuligt at plukke låsen på en stålrist med den ene hånd og bekæmpe en blodgal Doberman med den anden.
  
  
  Jeg gik ind i bygningen på 417 og scannede
  
  
  
  
  
  Navne ved siden af dørklokker. Jeg valgte en tilfældigt - Candy Gulko - og ringede på klokken.
  
  
  Der gik et øjeblik, før der kom en stemme fra den indbyggede højttaler. "Ja?"
  
  
  Heldigvis var det en kvindestemme. "Fremontis blomsterbutik," svarede jeg.
  
  
  Pause. "Hvilken?"
  
  
  Jeg tilføjede en tone af utålmodighed til min tone. “Fremontis blomsterbutik, frue. Jeg har blomster til Candy Gulko."
  
  
  "OM! Kom nu, rejs dig." Buzzeren lød og åbnede den automatiske lås på den indvendige døråbning, og jeg gik ind og ovenpå og viftede med min splinternye attachétaske som enhver respektabel forretningsmand i New York.
  
  
  Jeg stoppede bestemt ikke ved Candy Galkos etage. I stedet gik jeg lige op, forbi femte sal og op ad den sidste lille trappe, der førte til taget.
  
  
  Der gik kun et par minutter, før jeg sad på hug på taget af 417 West Broadway og betragtede de ti meter fri luft mellem de to bygninger, og min fantasi faldt ubesværet til jorden.
  
  
  Jeg undersøgte det tjærebeklædte tag og, der lå ved siden af murstensskorstenen, fandt jeg endelig det, jeg ledte efter - et langt smalt bræt. Jeg ville ønske, det ikke var så smalt, men det var der ikke håb for. Jeg havde brug for en bro. Da jeg gik på universitetet, sprang jeg bredt 24 fod seks inches, men det var længe siden, det var i dagslys, med en god landingsbane, pigsko, og vigtigst af alt, på jordniveau, ville jeg ikke prøv at hoppe ti fod mellem bygninger den aften.
  
  
  Brættet var kun seks tommer bredt, bredt nok til at købe, men for smalt til at være sikker. Jeg skubbede den gennem mellemrummet mellem de to bygninger, så den lå ligeligt på hvert tag. Holdende kufferten foran mig med begge hænder, placerede jeg forsigtigt min fod på min vakkelvorne bro, samlede mig og løb tre skridt.
  
  
  Jeg var nødt til at løbe. Jeg lider normalt ikke af akrofobi, men hvis jeg prøvede at løbe over det, ville jeg aldrig være i stand til det. Frygt ville få mig til at tage fejl, og det var der ikke plads til. Jeg stod ubevægelig i flere minutter, faldt til ro, rystede stadig, men svedte af lettelse.
  
  
  Da jeg var faldet til ro, gik jeg hen til døren, der førte til trappen. Hvis den havde været skruet ind indefra, skulle jeg ind i Regnskabskammerets kontorer gennem ovenlysvinduet, og det ville have været svært.
  
  
  Døren er ikke låst. Jeg skulle bare åbne den og presse igennem. Dette var noget i stil med, hvad briterne gjorde i Singapore: alle deres kanoner var rettet mod havet for at afvise ethvert flådeangreb; Japanerne tog landvejen, gik ind ad bagdøren og erobrede Singapore. Ligeledes havde Regnskabsrettens forsvar til formål at forhindre indtrængen nedefra; de troede aldrig, at et razzia kunne komme fra oven.
  
  
  Jeg tænkte på at banke på døren til Regnskabskontoret på femte sal, bare for at give Store Julie og Raymond noget at tænke på i deres spærrede lille rede, men jeg havde ikke råd til at advare dem, bare for at tilfredsstille min forskruede følelse af humor.
  
  
  Jeg trak en sort nylonstrømpe over mit ansigt, åbnede døren og gik ind med min attaché i den ene hånd og Wilhelmina i den anden.
  
  
  De to mænd stirrede på mig, overrasket. De sad på hver side af et bord med stålplade, hvorpå de spillede kort. Der stod en halvtom flaske gin på bordet sammen med to glas og et par overfyldte askebægre. På siden af en brun papirpose hvilede resterne af en sandwich. Under den lavthængende bordlampe hang der røg i luften. I skyggen af det store rum vogtede en kæmpe computer tavst rækker af ubevægelige skriveborde og lydløse skrivemaskiner.
  
  
  Et par meter fra bordet sad to gamle hærsenge side om side.
  
  
  En af mændene ved bordet var enorm, hans enorme, muskuløse krop glimtede i lyset. Han bar en ærmeløs tanktop med et par skurrende grå bukser, der var hægtet løst under hans brede buk. Skolden af en tyk cigar pressede hans gulnede tænder ind under en enorm busk af overskæg. Uden tvivl, Store Julie.
  
  
  Hans kammerat var mere end gennemsnitlig højde, en rigtig gademand iført en bredskygget grøn filthat, en knaldrød silkeskjorte, der var knappet op næsten til taljen, og udstrakte akvæduktbukser. På Raymonds venstre hånd skinnede to enorme diamantringe i kontrast til hans sorte hud. Han overraskede mig. Jeg forventede ikke, at en af Chickie Wrights drenge var sort. Hvis en italiener fra lavere klasse med gode ideer endelig begyndte at miste sine medfødte fordomme, blev verden virkelig et bedre sted at bo.
  
  
  Overraskelsens lammelse varede kun et øjeblik. Raymonds venstre hånd blinkede pludselig mod skulderhylsteret, der hang på ryggen af maskinskriverens stol ved siden af ham.
  
  
  Wilhelmina gøede, og kuglen smækkede i stolen og kastede den flere centimeter. Raymonds hånd frøs i luften og vendte derefter langsomt tilbage til bordet.
  
  
  
  
  
  
  "Tak," sagde jeg høfligt. "Bliv bare siddende, mine herrer."
  
  
  Store Julies øjne svulmede, cigarskod bevægede sig krampagtigt i mundvigen. "Hvad fanden..." kvækkede han med en ren stemme.
  
  
  "Hold kæft." Jeg vinkede Wilhelmina til ham og holdt godt øje med Raymond. Af de to besluttede jeg, at "han er den farligste. Jeg tog fejl, men jeg vidste det ikke dengang.
  
  
  Jeg stillede etuiet på det pæne bord foran mig og åbnede det med venstre hånd. Jeg tog to lange stykker råhud frem, som jeg havde hentet den dag på et skoværksted.
  
  
  Et sted nedenfor gøede en hund.
  
  
  De to vagter kiggede på hinanden og så tilbage på mig.
  
  
  "Hunde," kvækkede Big June. "Hvordan ønsker du dig hunde?"
  
  
  Jeg grinede. “Bare klappede dem på hovedet, da jeg gik forbi. Jeg elsker hunde".
  
  
  Han smågrinede vantro. "Porte...?"
  
  
  Jeg grinte igen. "Jeg brændte dem til aske med min superstrålepistol." Jeg gik et skridt nærmere og viftede igen med pistolen. "Du. Raymond. Læg dig med forsiden ned på gulvet."
  
  
  "Fuck dig, mand!"
  
  
  jeg fyrede. Skuddet ramte toppen af bordet og rikocheterede. Det er svært at sige, hvor kuglen hoppede, men at dømme efter mærket på arbejdsbordet må den have misset Raymonds næse med millimeter.
  
  
  Han lænede sig tilbage i stolen og løftede armene over hovedet. "Ja Hr. På gulvet. Med det samme". Han rejste sig langsomt op med armene højt, og sænkede sig derefter forsigtigt med ansigtet ned på gulvet.
  
  
  "Læg dine hænder bag ryggen."
  
  
  Han adlød straks.
  
  
  Så vendte jeg mig mod Julie og grinede. Han holdt stadig bunken med kort i hånden. Han må have handlet, da jeg kom ind.
  
  
  "Okay," sagde jeg og smed ham en af stropperne af råhud. "Bind din kammerat."
  
  
  Han kiggede på trusserne, så på mig. Til sidst foldede han kortene og rejste sig akavet på benene. Han tog dumt remmene op og stod og kiggede på dem.
  
  
  "Bevæge sig! Bind hans hænder bag ryggen."
  
  
  Store Julie gjorde, som han fik besked på. Da han var færdig og trådte tilbage, tjekkede jeg knuderne. Han gjorde et ret godt stykke arbejde.
  
  
  Jeg viftede med pistolen mod ham igen: "Okay. Det er din tur. På gulvet".
  
  
  "Hvad…"
  
  
  "Jeg sagde på gulvet!"
  
  
  Han sukkede, tog forsigtigt cigaretskodden ud af munden og lagde den i askebægeret på bordet. Så lagde han sig på gulvet, et par meter væk fra Raymond.
  
  
  "Læg dine hænder bag ryggen."
  
  
  Han sukkede igen og lagde hænderne bag ryggen og pressede kinden mod gulvet.
  
  
  Jeg placerede Wilhelmina på stolen, Store Julie sad på og knælede over ham, skrævende over hans krop for at binde hans hænder.
  
  
  Hans ben skød op, smækkede ind i min ryg, og hans gigantiske krop vred sig og rystede i store kramper af anstrengelsen, kastede mig mod bordet og mistede balancen. Jeg forbandede min dumhed og dykkede efter pistolen, men han greb mig om håndleddet med en stump, stærk pote, løftede mig med sin krop og klemte mig fast på gulvet med sin enorme vægt.
  
  
  Hans ansigt var ved siden af mit og pressede sig mod mig. Han rejste sig og slog hovedet ned og forsøgte at ramme det mod mit. Jeg vendte mig skarpt og hans hoved ramte gulvet. Han brølede som en fast tyr og vendte sig tilbage til mig.
  
  
  Jeg klyngede mig til hans øjne med min frie hånd, kæmpede mod vægten, der pressede ned på mig, og bøjede min ryg, så min krop ikke ville blive hjælpeløst knust under ham. Mine søgende fingre fandt hans øjne, men de blev skelet tæt. Jeg tog den næstbedste mulighed ved at stikke to fingre ind i hans næsebor og rykke ham tilbage og op.
  
  
  Jeg mærkede stoffet give efter, og han skreg og slap mit andet håndled, så han kunne trække i sin angribende arm. Jeg skubbede afsted med min frie hånd, og vi rullede på gulvet. Vi hvilede mod bordbenet. Jeg tog fat i begge hans ører og slog hans hoved mod metalmøblerne.
  
  
  Hans greb løsnede sig, og jeg brød fri og faldt væk fra ham. Jeg sprang op lige i tide til at se Raymond, hans hænder stadig bundet bag ryggen og kæmpede for at stå. Jeg sparkede ham i maven med spidsen af min sko og dykkede for at trække Wilhelmina, hvorfra jeg havde efterladt hende på stolen.
  
  
  Jeg tog fat i Luger'en og snurrede rundt, lige som Store Julie kastede sig mod mig fra gulvet som en gryntende, svedig katapult. Jeg undgik og lod ham flyve forbi mig, da jeg slog ham i hovedet med pistolkolben. Han smækkede hovedet i en stol og lå pludselig slap, blod fra hans afrevne næse hældte ind i hans underkæbe og gennemblødte hans overskæg. På gulvet ved siden af ham vred Raymond sig og stønnede, hans hænder stadig knyttet sammen bag ryggen.
  
  
  Jeg ombyggede Wilhelmina. Det var sådan en ren operation, indtil Store Julie blev heroisk for mig. Jeg ventede, indtil jeg trak vejret normalt, så bandt jeg Store Julies hænder sammen, som jeg var begyndt at gøre for et par minutter siden. Så tændte jeg alt lyset
  
  
  
  
  
  kontor og begyndte at kigge gennem den store bank af filer på Chika Wrights kontor.
  
  
  De var låst, men det tog mig ikke lang tid at vælge låsene. Men at finde det, jeg ledte efter, var en anden sag. Men endelig fandt jeg det. Fordeling af Franzinis aktiver efter dollar beløber sig til byens forretningsinteresser.
  
  
  jeg fløjtede. Popeye lavede ikke kun alt ulovligt i byen, han savnede ikke mange lovlige operationer: kødpakning, mæglervirksomhed, byggeri, taxaer, hoteller, elektriske apparater, pastaproduktion, supermarkeder, bagerier, massagesaloner, biografer, farmaceutisk produktion.
  
  
  Jeg åbnede en af arkivskufferne og lagde mærke til flere store manila-konvolutter foldet bagpå. De havde ingen etiketter, og ventilerne var lukkede. Jeg rev dem fra hinanden og vidste, at jeg ville vinde jackpotten. Disse konvolutter indeholdt optegnelser - med salgsdatoer, salg, navne og alt muligt andet - om Franzinis heroinoperation, en kompleks pipeline fra Mellemøsten til New York.
  
  
  Det ser ud til, at min afdøde ven Su Lao Lin ikke trak sig tilbage fra narkotikabranchen, da vores soldat forlod Indokina. Hun var lige flyttet til Beirut, flere tusinde kilometer væk. Denne smukke kvinde solgte stoffer såvel som mænd. Hun var en travl pige.
  
  
  Hendes holdning til Franzini har altid undret mig. Jeg har altid undret mig over, hvorfor jeg mødte en kinesisk rød agent og tidligere narkodistributør, der arbejdede som arbejdsformidling for en amerikansk gangster. Hun gjorde simpelthen dobbelt pligt, og jeg var kun involveret i ét aspekt af hendes mange organisatoriske talenter. Alt blev klart, og jeg smilede lidt, da jeg troede, at jeg uforvarende havde undermineret Franzinis bånd til Mellemøsten.
  
  
  Enhver frygt, jeg tidligere havde om dets ødelæggelse, er fuldstændig forsvundet.
  
  
  Jeg foldede pænt papirerne på bordet ved siden af kufferten, tog derefter plastiksprængstoffet ud af skuffen og stillede dem op ad. Plast er ikke særlig stabilt og skal håndteres med forsigtighed. Da den blev sendt til mig med bus fra Washington, blev den sendt i to pakker – den ene til selve sprængstoffet, den anden til hætterne og detonatorerne. Så det var sikkert.
  
  
  Nu satte jeg forsigtigt hætterne og timer-detonatorerne i. Når den er indstillet til maksimum, vil detonatorerne slukke fem minutter efter aktivering. Jeg placerede en, hvor den ville ødelægge computeren, og spredte så de tre andre rundt i rummet, hvor de kunne gøre mest skade. Jeg behøvede ikke være for præcis. Fire plasticbomber kunne nemt rive Regnskabskammeret ned.
  
  
  "Dude, du forlader os ikke her." Det var mere en bøn end et spørgsmål fra den sorte mand på gulvet. Han vendte sig om for at se mig. For noget tid siden holdt han op med at stønne.
  
  
  Jeg smilede til ham. "Nej, Raymond. Du og din fede ven vil tage med mig.” Jeg kiggede på Store Julie, som satte sig op på gulvet og kiggede på mig med blodskudte øjne. "Jeg vil have nogen til at give mig en besked fra Popeye Franzini."
  
  
  "Hvilken besked?" Raymond var ivrig efter at behage.
  
  
  "Bare fortæl ham, at dagens arbejde blev komplimenteret af Gaetano Ruggiero."
  
  
  "Nå, for fanden..." Det var Store Julie. Blodet flød ned ad hans ansigt fra hans afrevne næse.
  
  
  Jeg pakkede forsigtigt min attaché igen, sikrede mig, at den indeholdt alle de belastende dokumenter, og lukkede og låste den derefter. Jeg trak Raymond og Big Julie op og fik dem til at stå midt i rummet, mens jeg gik rundt og aktiverede timerne på hver af detonatorerne. Så kom vi tre hurtigt ud derfra, fløj op ad trappen til taget og smækkede døren på taget bag os.
  
  
  Jeg tvang Raymond og Store Julie til at ligge på deres ansigter igen, tog en dyb indånding og løb over den vakkelvorne plankebro til den næste bygning. Da jeg var kommet over, flyttede jeg brættet væk, smed det op på taget og begyndte at gå ned ad trappen og fløjtede glad for mig selv. Det var en god nats arbejde.
  
  
  Halvvejs nede af trappen mærkede jeg bygningen ryste, da fire kraftige eksplosioner kom fra bygningen ved siden af. Da jeg gik udenfor, brændte øverste etage på 415 West Broadway. Jeg stoppede ved hjørnet for at trække brandalarmen, gik derefter mod Sixth Avenue og hilste en taxa på vej op til byen. Jeg vendte tilbage til min plads ved siden af Philomina inden afslutningen af Amrams koncert, som var programmets finale.
  
  
  Mit tøj var lidt pjusket, men jeg havde rystet det meste af det snavs, jeg havde samlet, rullende rundt på gulvet i Regnskabskammeret. Det uformelle tøj, som nogle mennesker har på til koncerter i dag, er ikke specielt bemærkelsesværdigt.
  
  
  Kapitel 15
  
  
  
  
  Næste morgen, da Philomina tog på arbejde, foldede jeg de papirer, jeg havde taget fra Regnskabsretten, sammen og sendte dem til Ron Brandenburg. Der var nok til at holde en buslast af FBI, finansministeriet og Southern District Organised Crime Task Force.
  
  
  
  
  
  y over de næste seks måneder.
  
  
  Jeg ringede så til Washington og bestilte endnu et sæt 17B sprængstoffer. Jeg begyndte at føle mig som den gale bombefly, men du kan ikke tage på mafiaen alene med bare en pistol og en stilet.
  
  
  Da jeg endelig var klar, ringede jeg til Louis.
  
  
  Han sprang næsten over telefonlinjen til mig. "Gud, Nick, jeg er så glad for, at du ringede! Hele dette forbandede sted er blevet skørt! Du skal komme her med det samme. Vi…"
  
  
  "Sænk farten, sæt farten ned. Hvad sker der?"
  
  
  "Alle!"
  
  
  "Rolig, Louis. Slap af. Hvad helvede foregår der?
  
  
  Han var så spændt, at det var svært for ham at fortælle mig, men til sidst kom det ud.
  
  
  En person fra Ruggieros skare sprængte Regnskabskammeret i luften, havde knap tid til at redde to vagter, som blev slået, bundet og efterladt til døde på taget.
  
  
  Efterladt til døden, for fanden! Men jeg sagde ikke noget.
  
  
  Popeye Franzini, fortsatte Louis, var rasende, råbte og bankede i bordet mellem perioder med sur depression, da han blot sad i sin kørestol og kiggede ud af vinduet. "Ødelæggelsen af regnskabskammeret var dråben," mumlede Louis. Franzinis bande "gik til madrasserne" - set fra mafiaens synspunkt, oprettede nøgne lejligheder i hele byen, hvor seks til ti "soldater" kunne gemme sig, langt fra deres sædvanlige beskyttelsesrum, beskyttet af hinanden. Lejlighederne, der var udstyret med ekstra madrasser til de mafiosi, der var tilbage i dem, tjente ikke kun som "tilflugtssteder", men også som baser, hvorfra trykknapmændene kunne angribe modstående kræfter.
  
  
  Dette var starten på den største bandekrig i New York, siden Gallo og Columbo kæmpede en kamp, der endte med, at Columbo blev lammet og Gallo døde.
  
  
  Louis, jeg selv, Locallo og Manitti, sammen med et halvt dusin andre Franzini-bøller, nærmede sig madrasserne i en lejlighed på tredje sal på Houston Street. Den havde tre vinduer, der gav et godt udsyn til gaden, og - da jeg først lukkede døren til taget - var der kun én adgangsvej - op ad en smal trappe.
  
  
  Vi kørte ind, satte os og ventede på næste skridt. Et par gader op ad Ruggiero Street gjorde de det samme. Vi havde et halvt dusin andre lejligheder besat på samme måde, og det samme havde vores rivaler: hver indeholdt et halvt dusin eller flere tunge kufferter, som hver indeholdt en fuld forsyning af pistoler, rifler, maskinpistoler og ammunition, hver med sit eget lokale budbringer. medbringer aviser, frisk øl og take-out mad, hver med sit eget pokerspil døgnet rundt, hver med sit eget endeløse tv, hver med sin egen uudholdelige kedsomhed.
  
  
  Philomina talte i telefonen tre gange om dagen, så hun kom med nogle utugtige bemærkninger fra en af Louis' hætteklædte venner. Jeg slog to af hans tænder ud, og ingen kommenterede derefter.
  
  
  Det var Philomina og aviserne bragt dagligt af vores budbringer, der holdt os i kontakt med omverdenen. Faktisk skete der ikke noget særligt. Ifølge Filomina lød rygtet, at Gaetano Ruggiero insisterede på, at han ikke havde noget at gøre med hverken Spelmans død eller Revisionsrettens bombeangreb. Han blev ved med at sige, at han ville forhandle, men Popeye holdt sig kold. Sidst Ruggiero forhandlede, for flere år siden i urolighederne med San Remo, var det en fælde, der endte med, at San Remo blev dræbt.
  
  
  På den anden side, ifølge Philomina, mente Popeye, at hvis Ruggiero virkelig ønskede at forhandle, ønskede han ikke at skabe mere fjendtlighed over for sin rival. Så i to uger hang begge fraktioner ud i de triste lejligheder og hoppede ind i imaginære skygger.
  
  
  Selv italienske mafiosi kan blive kedelige med tiden. Det var ikke meningen, at vi skulle forlade lejligheden af nogen grund, men jeg var nødt til at tale med Philomina uden nogen anden. En aften godkendte de andre fyre ideen om at få noget mere kold øl - mit forslag - og jeg meldte mig frivilligt til at hente det. Det lykkedes mig at afvise andres advarsler om Franzinis vrede og den fare, som jeg udsatte mig selv for, og de blev til sidst enige, idet de mente, at jeg var den skøreste af hele virksomheden.
  
  
  På vej tilbage fra den nærmeste købmand ringede jeg til Philomina.
  
  
  "Jeg tror, onkel Joe gør sig klar til at møde hr. Ruggiero," fortalte hun mig.
  
  
  Jeg havde ikke råd til det. Halvdelen af min kampplan var at sætte den ene skare op mod den anden, at bygge tingene op til en sådan feberhøjde, at Kommissionen måtte gribe ind.
  
  
  Jeg tænkte lidt. "Bøde. Lyt nu godt efter. Få Jack Gourley til at ringe til lejligheden om ti minutter og spørge efter Louis. Så fortalte jeg hende i detaljer, hvad jeg ville have Jack skulle fortælle Louis.
  
  
  Telefonen ringede cirka fem minutter efter jeg kom tilbage, og Louis svarede.
  
  
  "Ja? Det siger du ikke? Selvfølgelig... Selvfølgelig... Okay... Ja, selvfølgelig... Med det samme...? Bøde".
  
  
  Han lagde på med et ophidset blik i ansigtet. Han pressede fåragtigt den store .45 fastspændt til hans bryst i et skulderhylster. "Dette er en af onkel Joes drenge," sagde han.
  
  
  "Han sagde, at tre af vores fyre blev dræbt på Bleecker Street for blot et par minutter siden."
  
  
  Jeg spurgte: "Hvem blev dræbt, Louis? Nogen vi kender? Hvor slemt er det?
  
  
  Han rystede på hovedet og spredte armene. "Gud! Jeg ved ikke. Fyren sagde, at han lige fik nyheden. Kendte ikke til andre detaljer." Louis standsede og så sig imponerende rundt i lokalet. "Han sagde, at onkel Joe vil have, at vi slår Ruggieros folk. De ramte dem godt."
  
  
  Denne gang overdøvede begejstringen enhver tvivl, Louis tidligere kunne have følt. Kampræset gør dette ved folk, selv Louis var fra denne verden.
  
  
  ***
  
  
  Den aften besøgte vi Garden Park Casino i New Jersey, otte af os i to komfortable limousiner. Lobbyens sikkerhedsvagt på Garden Park Hotel, klædt ud som elevator, var ikke noget problem; Der var ingen operatør af den private elevator, som kun gik til kasinoet på den angiveligt ikke-eksisterende trettende etage. Vi tvang vagten ind i elevatoren med våben, slog dem begge ud og startede selv elevatoren.
  
  
  Vi kom klar ud af elevatoren med maskingeværer foran os. Det var en genial scene. Krystallysekroner hang fra det høje loft, og plysgardiner og dybe gulvtæpper hjalp med at overdøve croupierens sang, klikket fra stålkuglen på roulettehjulet og den underliggende summen af dæmpet samtale præget af et lejlighedsvist udråb af begejstring. Det var den største arkade på østkysten.
  
  
  En smuk mand i en fint skræddersyet smoking vendte sig med et lille smil. Han var omkring 30, lidt tyk, men strålende, med kulsort hår og lyse, intelligente øjne - Anthony Ruggiero, Don Gaetanos fætter.
  
  
  Han indså betydningen af vores entré på et millisekund, vendte sig om på hælen og hoppede mod kontakten på væggen. Loklos maskingevær affyrede vredt - brutal vold i en charmerende atmosfære. Ruggieros ryg bøjede sig, som om han var blevet skåret i to af en usynlig kæmpehånd, og han faldt sammen som en kludedukke mod væggen.
  
  
  Nogen skreg.
  
  
  Jeg hoppede på blackjack-bordet og skød i loftet og truede derefter publikum med min pistol. Ved crapsbordet ti fod væk gjorde Manitti det samme. Louis, kunne jeg se ud af øjenkrogen, stod lige ved siden af elevatoren og kiggede på Ruggieros krop.
  
  
  "Okay," råbte jeg. "Alle tier stille og rør dig ikke, og ingen kommer til skade." Til venstre krøb croupieren pludselig bag sit bord. En af de andre mafiosi, der fulgte med vores gruppe, skød ham i hovedet.
  
  
  Pludselig var der dødsstille uden bevægelse. Franzinis bøller begyndte derefter at bevæge sig gennem menneskemængden, indsamle penge fra borde og tegnebøger, tage ringe, ure og dyre brocher. Det store publikum var chokeret, ligesom Louis.
  
  
  Vi var ude derfra på mindre end syv minutter og tilbage i vores limousiner mod Holland Tunnel og vores gemmested i Greenwich Village.
  
  
  Louis blev ved med at gentage. - "Gud!" "Gud!"
  
  
  Jeg klappede ham på skulderen. "Rolig, Louis. Det er alt sammen en del af spillet!" Jeg havde det selv lidt dårligt. Jeg kan heller ikke lide, når folk bliver skudt på den måde, men det nyttede ikke noget at vise det. Jeg skulle være sej. Men denne gang blev ansvaret lagt på mig, fordi jeg arrangerede dette falske telefonopkald. Jeg kunne ikke lade det genere mig for længe. Når du spiller det spil, jeg spillede, kan nogen komme til skade.
  
  
  Og allerede dagen efter blev mange mennesker syge.
  
  
  Først raidede familien Ruggieros Alfredo's Restaurant på MacDougal Street, hvor fire Popeyes lastbilkaprere mod ordre havde sneget sig af sted for at spise frokost. To militante kom bagfra, skød mod dem med maskingevær, mens de sad, og gik hurtigt. Alle fire døde ved deres bord.
  
  
  Franzini slog tilbage. To dage senere blev Nick Milan, Ruggiero-familiens aldrende løjtnant, kidnappet fra sit hjem i Brooklyn Heights. To dage senere blev hans lig, bundet med tung wire, fundet på en losseplads. Han blev skudt i baghovedet.
  
  
  Den frække Wright blev derefter dræbt på trapperne til et lægekontor, hvor han var gået for at købe nogle høfebertabletter.
  
  
  Næste var Frankie Marchetto, Ruggieros mangeårige underordnede - han blev fundet bag rattet i sin bil, skudt fire gange i brystet.
  
  
  De nøgne kroppe af to af Franzinis mænd blev fundet i en båd, der drev i Jamaica Bay. Begge deres halse blev skåret over.
  
  
  Mickey Monsanno - Mickey Mouse - en af lederne af Ruggiero-banden, slap for skade, da han sendte en af sine sønner for at trække sin bil ud af garagen. Bilen eksploderede, da fyren slog tændingen til og dræbte ham øjeblikkeligt.
  
  
  Dråben kom fredag, da seks Ruggiero-mænd bevæbnet med haglgeværer og maskingeværer stormede Franzini Olive Oil Co.
  
  
  Kun en ulykke reddede Franzoni. Filomina havde lige taget Popeye med på sin daglige tur i parken. Fire andre mænd på kontoret blev skudt, men to kvindelige ekspedienter blev efterladt uskadt.
  
  
  Vi var ved at lægge sidste hånd på Popeyes bizarre plan om at plyndre Ruggieros Garden Park ejendom, da den pludselig blev aflyst. Kommissionen, der var bekymret over den pludselige stigning i opmærksomheden på mafia-anliggender såvel som den daglige stigning i dødstallet, rygtedes at have indkaldt til et møde i New York for at gennemgå situationen.
  
  
  Louis var begejstret igen, da vi forlod vores lejlighed på Houston Street og gik hjem, Louis til sin ungkarlestue i landsbyen, mig tilbage til Philomina's."
  
  
  "Dreng, Nick! Du ved, de burde alle komme! Seje Joey Famligotti, Frankie Carboni, Littles Salerno, alle de store fyre! Selv Ellie Gigante kommer fra Phoenix! De skal til et møde. Lørdag morgen."
  
  
  Han lød som et barn, der talte om, at hans yndlingsbaseballhelte kom til byen, ikke de syv vigtigste kriminalitetsfigurer i Amerika.
  
  
  Jeg rystede vantro på hovedet, men smilede til ham. "Hvor bliver det?"
  
  
  "Bankers Associations mødelokale på Park Avenue og Fifteenth Street."
  
  
  "Laver du sjov? Dette er den mest konservative bank i byen."
  
  
  Louis lo stolt. "Vi ejer det! Eller jeg mener i hvert fald, at vi har aktier."
  
  
  "Fantastisk," sagde jeg. Jeg skulle have læst mere omhyggeligt de papirer, som jeg tog fra Regnskabskammeret, men jeg havde næsten ikke tid nok til det. Jeg klappede Louis på skulderen. "Okay, Paisano. Jeg har en date med Philomina i dag. Vil du have mig?"
  
  
  Han rynkede panden. "Nej ikke i dag. Men på lørdag skal hver kommissær tage to fyre med i banken. Vil du med mig og onkel Joe? Det kan være meget sjovt«.
  
  
  "Selvfølgelig," tænkte jeg. Uhæmmet glæde. "Ret med mig, Louis," sagde jeg. "Lyder som en god idé." Jeg vinkede og satte mig ind i taxaen, men i stedet for at gå direkte til Philomina, gik jeg op til byen til Banker's Trust Association på Park Avenue. Jeg ville se, hvordan det så ud. Det så skræmmende ud.
  
  
  Jeg gik til busstationen, hentede mit 17B-sæt og tog tilbage til Chelsea for at tænke over mit problem. Muligheden for at deltage i Kommissionens møde var en velsignelse, men jeg var nødt til at finde ud af en måde at få mest muligt ud af det. Det bliver ikke nemt. I morgen vil Banker's Trust Association-bygningen vrimle med gangstere, der hver især er fanatiske om at beskytte deres chef.
  
  
  Mærkeligt nok var det Philomina, der gav mig ideen den aften efter middagen.
  
  
  Hun puttede sig ind til mig på sofaen og gabede. "Gør mig en tjeneste, når du skal møde onkel Joe og Louis i morgen, okay?"
  
  
  Jeg lagde min hånd på hendes bryst: "Selvfølgelig."
  
  
  "Hold nu op!" Hun fjernede min hånd. "På vej til kontoret, kunne du stoppe og få en ny varmedunk til onkel Joe?"
  
  
  "Varmtvandsflaske?"
  
  
  "Bliv ikke så overrasket. Du ved... en af de røde gummiting. Da onkel Joe begynder at ryste så voldsomt, at han ikke kan kontrollere det, ser det ud til at en varm varmepude, han kan holde i hænderne, hjælper. Han har det altid med sig. i dette lille stativ under sædet på sin kørestol, så det er praktisk, når han vil have det."
  
  
  "Okay, hvis du siger det. Hvad skete der med den gamle?
  
  
  "Det begyndte at lække," sagde hun. "Han havde det i brug i lang tid."
  
  
  Den aften gik jeg til apoteket på hjørnet af Ninth Avenue og Twenty-third Street og købte en. Så senere på aftenen, da jeg var sikker på, at Philomina sov hurtigt, rejste jeg mig op og fyldte hende forsigtigt med plastik.
  
  
  Det var svært at installere et sprængstof, en detonator med en timer, i en varmepude med vand, men det lykkedes mig alligevel. Mødet var planlagt til at starte klokken ti næste morgen, så jeg satte timeren til halvandet og krydsede fingre.
  
  
  Jeg var nødt til at finde ud af en måde at ikke være i nærheden af, da det forbandede eksploderede, for når det rent faktisk eksploderede, ville der være en stor eksplosion. Men jeg bliver nødt til at spille efter gehør. Jeg indrømmer i hvert fald, at jeg var ret urolig i sengen den nat.
  
  
  
  
  Kapitel 16
  
  
  
  
  
  
  Locatello kørte Popeye, Louis og mig fra kontoret til Bankers Association og hjalp os med at læsse Popeye af bilen ind i hans kørestol. Så, mens Louis skubbede kørestolen og jeg gik ved siden af hende, gik vi ind i en stor bygning.
  
  
  Mødelokalet var på tredivte etage, men i stueetagens lobby blev vi stoppet af to meget dygtige bøller, som høfligt tjekkede os for våben. Popeye havde ikke et strygejern, men Louie havde en latterligt lille Derringer, og jeg måtte give Wilhelmina og Hugo. De to mafiosi gav mig en nummereret kvittering for min pistol, og vi tog elevatoren op. Ingen lagde mærke til varmeflasken i stativet under sædet på Popeyes kørestol.
  
  
  Gaetano Ruggiero var der allerede sammen med to af sine håndlangere,
  
  
  da vi kom ind i den store gang udenfor mødelokalet. Han stod høj og streng i den anden ende af lokalet, yngre end jeg havde troet, men med grå pletter på de sorte bakkenbarter. Stjæling og spil var hans hovedinteresser, såkaldt ren kriminalitet, men han var også til stoffer og mord var hans levevej. Efter ordre fra Gaetano blev den gamle Don Alfredo Ruggiero, hans onkel, dræbt, så den unge mand kunne tage ansvaret for familien.
  
  
  De andre fulgte os ind med hver to livvagter.
  
  
  Joseph Famligotti - Cool Joey - fra Buffalo. Kort, kraftig, med et mørkt, fedt ansigt og en enorm mave, der gik over hans talje. Han humpede, mens han gik, med jakken knappet op for at hvile mod maven. Han smilede venligt til Ruggiero og Franzini og gik så direkte ind i mødelokalet. Hans to livvagter forblev respektfuldt på gangen.
  
  
  Frankie Carboni fra Detroit. Gråhåret, rig på udseende, iført et smukt skræddersyet jakkesæt af gråt uld, grå spidse sko, grå silkeskjorte og hvidt silkeslips. Han arvede en gammel Detroit-bande og kanaliserede dens blodtørstige taktik til en hensynsløs, men effektiv operation, der var misundt af al organiseret kriminalitet. Han lignede en munter herre.
  
  
  Mario Salerno - Little Balls Salerno - fra Miami - Fugleagtig, en skrumpen lille mand, hvis hoved fløj mistænkeligt frem og tilbage, stærkt solbrændt hud strakte sig grotesk over skarpt definerede knogler, en stor næse med næb og en spids hage. Det startede i spillesteder i Havana, flyttede til Miami og strakte derefter sine blodige fangarme dybt ind i Caribien og vestpå til Las Vegas. Som seksoghalvfjerds var han den ældste bandeboss i Amerika, men han havde ingen planer om at gå på pension. Han kunne lide sit fag.
  
  
  Alfred Gigante fra Phoenix. Lige solbrændt som Mario Salerno, af gennemsnitlig højde, pænt klædt, krumbøjet, hver bevægelse langsom og bevidst, viser hvert eneste af hans enoghalvfjerds år, men hans slående blå øjne er kolde og gennemborer hans hårløse hoved. Det forlød, at hans seksuelle fornøjelser var rettet mod små piger. Han steg gennem mafiaens rækker som en af de første store heroinimportører til USA.
  
  
  Anthony Musso - Tony the Priest - fra Little Rock, Arkansas. Høj, slank og yndefuld, med et rigt, venligt udseende. Diamantringe funklede på hans fingre, og en diamantnål funklede fra hans slips. Han bar blå solbriller, der skjulte arrene omkring det, der var hans venstre øje, før han mistede det i bandekrigene i begyndelsen af 1930'erne. Som enoghalvfjerds var han stadig prostitutionens konge, selvom han hævdede at have tjent flere penge på stjålet ejendom end på sine andre aktiviteter.
  
  
  En efter en kom de ind i mødelokalet. Jeg kunne se dem gennem den åbne dør, trykke hænder over bordet og udveksle hygge. De syv farligste mænd i Amerika. Popeye Franzini var den sidste, der kom ind, båret i kørestol af Louis. Da de kom ind, så jeg en drøm med varmt vand under kørestolen.
  
  
  Vi andre, omkring femten eller deromkring, stod uroligt på gangen og kiggede mistænksomt på hinanden. Ingen talte. Så lukkede døren til mødelokalet.
  
  
  Min næve knyttede krampagtigt. Jeg forventede ikke, at Louis ville blive i bestyrelseslokalet med sin onkel. For pokker! Jeg kunne godt lide denne fyr! Men det har du selvfølgelig ikke råd til i min forretning.
  
  
  Jeg skulle lige til at gå, da døren gik op, og Louis gik ud og lukkede den bag sig. Han kom hen til mig.
  
  
  Jeg kiggede på mit ur. 10:23. Syv minutter tilbage. "Lad os gå," sagde jeg med fingeret nonchalance. "Lad os gå en tur og få lidt luft."
  
  
  Han kiggede på sit ur og smilede. "Sikkert! Hvorfor ikke? De vil være der i mindst en time, måske mere. For pokker! Er det ikke Frank Carboni? Gud, denne fyr ser bare rig ud. Og Tony er præst! Jeg så ham en gang, da..."
  
  
  Han snakkede stadig, da vi tog elevatoren ned til hovedlobbyen, hvor vi samlede våbnene fra omklædningsrummet og derefter gik ud på Park Avenue.
  
  
  Vi havde lige krydset gaden og kiggede på springvandene, der strømmede ud på pladsen i en stor kontorbygning, da en eksplosion ødelagde det meste af den tredivte etage i Bankforeningens bygning.
  
  
  Louis vendte sig om, lagde den ene hånd på min underarm og så på den sorte røg, der steg højt fra siden af bygningen. "Hvad var det?"
  
  
  "Bare et gæt," svarede jeg afslappet, "men jeg tror, du lige er blevet leder af den næststørste mafiafamilie i New York."
  
  
  Men han hørte mig ikke. Han løb allerede og undgik Park Avenue-trafikken som en fodboldspiller, desperat efter at komme tilbage ind i bygningen, til sin onkel Joseph og på sit eget ansvar.
  
  
  Jeg trak mentalt på skuldrene og hyldede en taxa. Så vidt jeg vidste, var mit arbejde færdigt.
  
  
  Alt jeg skulle gøre var at hente Philomina fra hendes lejlighed og tage til lufthavnen. Jeg havde to billetter i lommen, og jeg besluttede mig
  
  
  at vi to kunne tilbringe omkring tre uger i Caribien for bare at slappe af, elske og slappe af. Så vil jeg rapportere til Washington.
  
  
  Hun mødte mig ved døren til lejligheden, da jeg gik indenfor, og slog hendes arme om min hals og pressede hele hendes krop mod mig.
  
  
  "Hej skat," sagde hun glad. "Kom ind i stuen. Jeg har en overraskelse til dig".
  
  
  "Overraskelse?"
  
  
  "Din ven." Hun grinede. Jeg gik ind i stuen, og David Hawk smilede til mig fra sofaen. Han rejste sig og nærmede sig ham med udstrakt hånd. "Det er godt at se dig, Nick," sagde han.
  
  
  
  
  
  
  Carter Nick
  
  
  Falkens død
  
  
  
  Nick Carter
  
  
  Falkens død
   Kapitel 1
  
  
  
  
  Telefonen, der ringede på mit værelse, tillod manden i huset på den anden side af gaden at leve i yderligere tredive sekunder. Jeg var sikker på, at telefonen ville ringe igen og derefter være stille i tyve sekunder, før den ville ringe to gange mere; det ville være Hawks specielle to-ringe system, der signalerede mig om at ringe til ham med det samme. Gennem årene udviklede jeg en næsten instinktiv følelse af at vide, hvornår Hawk-signalet kom fra den første ring. Og nioghalvfems gange ud af hundrede havde jeg ret. Jeg fokuserede igen på Anschutz 1413 Super Match 54-kikkerten, da klokken ringede for anden gang, og så blev jeg tavs. Før den anden dobbeltklokke trykkede jeg på aftrækkeren.
  
  
  Nedstigningen var perfekt. Gennem de delvist åbne franske døre på den anden side af gaden så jeg et tredje øje pludselig dukke op i mit offers pande. Det var lidt over og mellem to andre, der aldrig mere glad ville se en AXE-agent blive tortureret for information. Deres onde flimren ophørte for altid, da Krischikov kollapsede på bordet. Kun dette tredje øje syntes levende, da en lille hævelse af blod dukkede op i det, som glimtede i lyset, og derefter rullede ned ad næseryggen.
  
  
  Telefonens anden dobbeltring lød kort efter mit skud, og da jeg trak mig tilbage fra det åbne vindue i min lurvede daglige lejlighed, lagde jeg riflen på sengen og tog røret. Jeg ringede til Hawks direkte nummer, og han svarede med det samme.
  
  
  "Du tager ikke fejl," advarede han som altid.
  
  
  Der var ingen grund til at installere en scrambler på telefonen i denne lille Montreal-lejlighed. Og Hawks påmindelse, men han opgav den aldrig, og jeg svarede automatisk: "Jeg ved det."
  
  
  "Har du allerede lavet dette salg?"
  
  
  "Mr. Kay har lige købt det," sagde jeg til ham. "Nu skal jeg lukke dette kontor så hurtigt som muligt og komme videre."
  
  
  "Jeg tror, det er tid for dig at gå tilbage til dit hjemmekontor," sagde den gamle mand langsomt. "Vi har en kunde i byen, der har brug for dine tjenester." Han ventede et øjeblik og tilføjede så: "Dette er en af vores største kunder i Washington. Du forstår?"
  
  
  Dette stoppede mig et øjeblik. Det var ikke tit, at Hawk ville have mig til Washington; han ville ikke risikere, at en af konkurrenterne kunne lægge mærke til mig - hverken på hans eller vores side; for hvis der sker noget i hovedstaden, får han og hans N-vurderede agenter, som måtte være der på det tidspunkt, skylden for det. Det er problemet med N-vurderingen - jeg er N3 - og tilladelsen til endelig at løse problemet. Alle tror, du er en dårlig fyr; det er helt klart en følelse fra deres side, og også fra vores side – medmindre du laver lidt beskidt arbejde, som de ikke kan klare. Så bliver Killmaster helten – indtil jobbet er gjort.
  
  
  Desuden havde Hawk aldrig vist megen entusiasme for at låne mig til et andet agentur, og hans henvisning til "klient" kunne have betydet en anden efterretningsorganisation. Jeg ville spørge ham, hvilket superefterretningsagentur, der gik rundt og havde brug for, at vi hentede brikkerne til dem, men vi var på et ukrypteret telefonopkald, så mine spørgsmål måtte vente, indtil jeg kom tilbage til USA.
  
  
  Desuden indså jeg, at Hawkes langsomme, bevidste tone var beregnet til at formidle meget mere end blot simpel udmattelse i slutningen af endnu en lang dag. Jeg vidste bedre end det. For en mand, der havde trives i årevis, kunne han klare sig selv med de bedste af os, når jobbet krævede det. Nej, Høg talte ikke i den tone, fordi han var træt; nogen var på kontoret sammen med ham, og den forsigtige tone i hans stemme advarede mig mod at give ham mulighed for at sige noget, der ville give vedkommende et hint om, hvor jeg var, eller hvad jeg lavede.
  
  
  "Ja, sir," sagde jeg ganske enkelt.
  
  
  "Pak dine ting og tag til lufthavnen," instruerede han tørt. “Jeg køber en flybillet til dig på det næste fly til DC... Åh ja, jeg tror ikke du får brug for alt dit udstyr. "Jeg tror, du kan opbevare nogle af dem på dit lokale kontor."
  
  
  Jeg vidste, at vores våbenofficer ikke ville blive glad for at høre, at jeg havde efterladt en af hans yndlingsrifler i Montreal; men Hawk ville åbenbart have mig hurtigt tilbage, og han ville ikke have, at jeg blev forsinket ved tilladelse i lufthavnen, hvilket ville være uundgåeligt, hvis jeg prøvede at gå ombord på et fly med dette våben. Jeg havde en specialdesignet blyafskærmet dokumentmappe til mine egne våben, men ikke til min riffel.
  
  
  "Jeg vil være på dit kontor tidligt i morgen," sagde jeg.
  
  
  Han havde andre ideer. "Nej, gå direkte til Watergate Hotel." Jeg kontakter dig der. Der er allerede foretaget en reservation i dit navn." Han sagde ikke engang mit navn, endsige værelsesnummer, på den ukrypterede telefon. "Jeg tog mig den frihed at sende en derhen med tøj til dig, det håber du ikke sind.
  
  
  "Nej, sir. Det var meget betænksomt af Dem."
  
  
  Hawk spillede det meget formelt foran sit selskab, og jeg vidste, at det måtte være en særlig vigtig person; normalt fra
  
  
  
  
  
  Pentagon eller CIA, da de kom for at bede om tjenester.
  
  
  Efter vi havde sagt lige så hårdt farvel, lagde jeg telefonen fra mig og stod og kiggede på den et stykke tid. Jeg var ret sikker på, at præsidenten ikke kom til Hawkes kontor. Men der var kun én person i Washington, som den gamle mand virkelig respekterede: en af hans gamle skolekammerater, som formåede at få tingene til at passe til en forandring. Mens jeg skyndte mig at pakke mine ting, undrede jeg mig over, hvad udenrigsministeren havde talt om med Hawke, og hvordan det kunne påvirke mig.
  
  
  Efter at have tjekket gaden for at sikre mig, at hr. Kays treøjede lig endnu ikke var blevet opdaget, og nogen havde fundet ud af skudlinjen, tog jeg telefonen igen for at ringe til vores lokale kontor; Jeg var nødt til at træffe foranstaltninger til at hente den lejebil, jeg kørte til Montreal, og den riffel, jeg havde låst i bagagerummet. Sidst der blev pakket var min Wilhelmina Luger i skulderhylster og min Hugo Stiletto i ruskindsunderarmsskede. De kom ind i et originalt rum i en dokumentmappe, som laboratorieteknikere havde designet til agenter, der rejser med våben på kommercielle flyvninger. Særlig blybeskyttelse forhindrede alarmen i at gå, da vi gik ombord på flyet. Det er ærgerligt, at der ikke var tid til at lave en lignende kuffert til transport af en riffel; Jeg vil gerne returnere den personligt til Eddie Blessing, vores våbensmed. Hans ansigt lyser virkelig op, når en af hans "babyer" kommer hjem. Nå, jeg var glad nok til at tage børnene med. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg snart ville få brug for dem.
  
  
  Blot ti minutter senere fortrød jeg min forhastede pakning. Da jeg forlod det nedslidte pensionat over for Krischikovs tidligere bevogtede hus, lagde jeg mærke til to mænd, der slappede af uden for den lejede Nova, jeg havde parkeret to døre nede ad gaden. Med en kuffert i den ene hånd og en dokumentmappe i den anden kunne jeg ikke virke alt for truende, for de kiggede kun kort op ved lyden af døren, der lukkede bag mig og fortsatte derefter deres samtale. Jeg lærte, at det var russisk, og et hurtigt blik på deres ansigter i lyset fra gadelygterne fortalte mig, hvem de var.
  
  
  Jeg begyndte at kalde dem "Laurel og Hardy" i den korte tid, jeg så Krischikov og parret følge i hans fodspor. Det lokale AXE-kontor fortalte mig deres sande identitet og deres job som spionernes yndlingsmordere og livvagter. En time tidligere så jeg dem køre op med deres chef og sætte ham af foran hans gemmested; så gik de. På det tidspunkt forekom det mig usædvanligt, at de ikke gik ind i bygningen med ham som sædvanligt, og jeg antog fejlagtigt, at han måtte have sendt dem på en eller anden mission. Tilsyneladende blev de dog beordret til at gå tilbage og gå rundt udenfor. Enten havde Krischikov noget arbejde, han ikke ønskede, at de skulle vide om, eller også ventede han nogen og sendte dem til at vente udenfor, måske for at hente sin gæst og tjekke ham ud, før han lukkede ham ind i huset.
  
  
  I det øjeblik var det lige meget for mig, hvad der var på deres dagsorden; Jeg var nødt til at komme ind i denne Nova og komme ud, før en af tjenerne til manden med tre øjne kom ind på Krischikovs værelse og opdagede liget. Det eneste, der forhindrede mig i at komme derfra, var et par mordere. Jeg var ret sikker på, at de var informeret om, hvordan de fleste af vores folk så ud, inklusive mig. Vores efterretningsnetværk er ikke det eneste, der er smart nok til at holde fjenden hemmelig.
  
  
  Jeg kunne ikke stå på dørtærsklen længere uden at vække deres mistanke, og Nova'en var det eneste køretøj, jeg måtte forlade området, så jeg satte kursen mod den. Hardy - den fede fyr, som AXE advarede mig om, var en dødelig bunke hårde muskler - havde ryggen mod mig. Den ranglede - Laurel, en kendt switchblade-ekspert, der glædede sig over at skære små stykker af sine fanger, før de var klar til at tale - så direkte på mig, da jeg nærmede mig, men så mig faktisk ikke i skyggerne, da han var opslugt af samtale .
  
  
  Jeg kunne se, at omkring det tidspunkt, hvor jeg gik op til bilens bagagerum, var jeg i den lille lyscirkel fra gadelygten, og at Laurel nok ville holde øje med mig, når jeg kom tættere på. Jeg vendte mig mod kantstenen, så Hardys ryg delvist blokerede for mit udsyn til hans ledsager. Størrelsen på den ryg kunne blokere tilgangen af en M16 tank, bortset fra at Laurel var omkring et hoved højere end sin partner. Instinktivt vidste jeg, at noget om mig havde fanget Laurels opmærksomhed, da jeg trådte ud af fortovet og placerede min bagage bag bilen. Mens jeg holdt hovedet vendt mod gaden, tog jeg mine nøgler ud og åbnede bagagerummet, mens jeg følte, at Laurel var holdt op med at tale og gik hen mod bilens bagende.
  
  
  Klik på afbryderen fortalte mig, at jeg var blevet genkendt. Jeg vendte mig mod ham, mens han kastede sig mod mig, efterfulgt af fem tommer stål. Jeg trådte tilbage og lod hans momentum bære ham fremad og derefter tilbage.
  
  
  
  
  
  
  og ramte ham på siden af halsen i nervecentret lige under øret. Han faldt med ansigtet ned i bagagerummet, og jeg rakte ud og slog låget på den lille del af hans ryg. Kanten af tungmetallet ramte ham omtrent i taljehøjde, og jeg hørte et højt snap, der må have været hans rygsøjle.
  
  
  Jeg åbnede brystlåget igen, og i den svage reflektion af dets lys så jeg hans ansigt vridet i smerte, hans mund åben i stille skrig af smerte, som ingen hørte.
  
  
  På det tidspunkt havde Hardy lusket rundt om bilen, den ene skinke-lignende hånd rakte mod mig og den anden fumlede med sit bælt efter sin pistol. Jeg trak donkraftshåndtaget ud af brystet og brugte det som en forlængelse af min arm og slog det lige ind i det enorme budding-ansigt. Han trak sig tilbage, spyttede skår af splintrede tænder ud og knurrede af smerte, mens blod sprøjtede ud af det, der havde været hans næse. Hånden, der prøvede at gribe mig, blev en svingende stang så hård som en to-til-fire, da han snuppede donkraftens håndtag fra mine hænder. Han fløj gennem luften og fløj ud på gaden.
  
  
  Hvis han havde været klog, ville han være blevet ved med at forsøge at befri sin pistol, som sad fast mellem hans overfyldte mave og det stramme bælte. I stedet for, sindssyg af smerte, skyndte han sig frem som en vred bjørn, armene strakte bredt ud for at omslutte mig i, hvad jeg vidste ville være et dødbringende kram. Jeg blev advaret om, at dette var hans foretrukne slagtemetode. Mindst to mænd, vi kendte til, blev fundet knust næsten til papirmasse, deres ribben knust mod vitale organer, og døde forfærdeligt, druknet i deres eget blod. Jeg trådte ud på fortovet igen; ser på hans kæmpe hænder.
  
  
  Da jeg gik væk fra den frygtelige omfavnelse, snublede han over døde Laurels fødder og faldt på knæ. Jeg slog mine hænder sammen, lagde dem i nakken på ham, og han strakte sig ud på gaden i sin fulde højde. Slaget ville have dræbt de fleste mennesker med det samme, men mens jeg stirrede forbløffet på ham, grinede han, rystede på sit massive hoved, som om han forsøgte at rense sin forvirrede hjerne, og begyndte at knæle. Hans hænder famlede ud efter støtte, og den ene af dem lukkede sig om Laurels skifteskive, som faldt ned på fortovet. Fingre som pølser viklet om håndtaget på kniven, da den begyndte at hæve. Hvad der næsten var et smil, dukkede op på den blodige, nu takkede mund, og de små griseøjne glimtede ondskabsfuldt, mens de fokuserede på mig. Anerkendelse kom også til dem, da han indså, hvem jeg var, og blodet flød fra hans læber, da han bandede på russisk og sagde:
  
  
  "Søn af en hund! Jeg deler dig i to, Carter, og fodrer dig til grisene. Musklerne i hans nakke spændte, og hans tunge puls dansede grotesk lige under det røde kød af hans tykke hals. Han tog to akavede skridt hen imod mig. Som en spiller, der blev forladt af Vikings forsvarslinje, sparkede jeg ham i det grimme ansigt med et knust græskar.
  
  
  Den kraftige køddråbe styrtede frem igen. Hånden, der holdt kniven, ramte først gaden og holdt bladet oprejst, da den tykke hals faldt ned på den. Jeg undgik sprayen af blod, der fossede fra hans afskårne arterie og gik til bagsiden af Nova; Jeg trak Laurels stadig rykkende krop ud af bagagerummet og smækkede låget.
  
  
  Da jeg lagde min bagage på bagsædet, hørte jeg skrig fra huset på den anden side af gaden. Han gik gennem de åbne franske døre på anden sal, og jeg vidste, at Krischikovs lig var blevet opdaget. Da jeg kom ind i Novaen, kørte jeg hurtigt ind på den stadig stille gade og satte kursen mod lufthavnen og tænkte dystert, at der ventede endnu flere overraskelser på manden ovenpå, da han begyndte at lede efter Krischikovs livvagter.
   kapitel 2
  
  
  
  
  En ting, jeg havde at sige om den rolle, Hawk tvang mig til at spille, var, at det var et godt miljø. Ifølge mærkerne på Gucci-bagagen, der ventede på værelset ved Watergate, da jeg ankom, var jeg Nick Carter fra East 48th Street på Manhattan. Jeg genkendte adressen som en brunsten i Turtle Bay, som vores bureau brugte som kontorer, et "safe house" og en bolig i New York. Tøjet i taskerne var tydeligvis dyrt, konservativt i farven og snit, der mindede om smagen af ​​en vestlig oliemillionær. Disse drenge fra Dallas og Houston er måske ikke til lyse tweeds og plaider, men de kan lide, at deres rejsetøj er lige så behageligt som de Levi's, de har på i den gamle fold. De bredskuldrede jakker med sideåbninger blev toppet af tynde bukser med forlommer i blå jean-stil og brede løkker til de stive messingspændte bælter, der fulgte med dem. De meget bløde hvide bomuldsskjorter havde dobbeltlommer med knapper foran. Jeg lagde mærke til, at alt var i den rigtige størrelse, selv flere par håndlavede støvler til tre hundrede dollar.
  
  
  “Hvis Hawke vil have mig til at spille en rig oliemand,” tænkte jeg, mens jeg pakkede ud og lagde tingene væk i det enorme omklædningsrum, “det gider jeg slet ikke. Værelset hjalp også. Lige så store som nogle af de studielejligheder, jeg har boet i - sådan var de oprindeligt designet, for Watergate blev designet som
  
  
  
  
  
  
  Da det først åbnede, var det en sovesal - stuen/soveværelset kombineret med stuen var cirka 24 fod lang og atten fod bred. Det havde en sofa i fuld størrelse, et par lænestole, et stort farve-tv, et fuldt udstyret tekøkken og en stor dobbeltseng i alkoven.
  
  
  Lyset strømmede ind i rummet fra gulv-til-loft vinduer med udsigt over terrassen. Jeg kiggede ud over det ti hektar store Watergate-kompleks til den majestætiske, historiske Potomac-flod og så fire kranier skumme hen over vandet. Væddeløbssæsonen var ved at begynde, indså jeg, da jeg så college-holdene stryge deres årer rytmisk. Jeg kunne pege på det præcise tidspunkt, hvor de modsatte rorsmænd øgede deres tempo, fordi skallerne pludselig styrtede frem i den hurtige strøm. Min påskønnelse af roernes tætte koordinering blev afbrudt af telefonens ringetone. Jeg vædde på Hawk, da han tog telefonen. Men stemmen, der sagde: "Mr. Carter? fortalte mig, at det var én gang ud af hundrede, at jeg tog fejl.
  
  
  "Dette er Mr. Carter."
  
  
  "Dette er portneren, hr. Carter. Din bil er ved hoveddøren.
  
  
  Jeg vidste ikke, hvilken bil han talte om, men på den anden side ville jeg ikke skændes. Jeg svarede blot: "Tak, jeg går nu."
  
  
  Hawk var angiveligt den eneste, der vidste, at Nick Carter var ved Watergate, så jeg troede, han havde sendt en bil efter mig; Jeg gik til lobbyen.
  
  
  Da jeg passerede portnerskranken på vej til hoveddøren, rakte jeg forsigtigt den smukt udseende dame i sort jakkesæt bag disken en fem-dollarseddel og sagde muntert: "Tak, fordi du ringede om min bil." Hvis Hawk ville have mig til at blive rig, ville jeg spille rig – med AXE penge.
  
  
  "Tak, hr. Carter." Hans sofistikerede tone fulgte mig, da jeg skubbede glasdøren op, der førte til den cirkulære indkørsel, der beskytter indgangen til hotellet. Dørmanden begyndte at spørge, om han skulle signalere en af de allestedsnærværende taxaer, der var parkeret i indkørslen, og stoppede derefter, da jeg gik mod en kontinental limousine, der stod i tomgang ved kantstenen. Da det var den eneste slags, besluttede jeg, at det måtte være min bil. Da jeg nærmede mig, spændte chaufføren sig, der lænede sig mod hans side, for at få hans opmærksomhed og sagde sagte: Carter? Da jeg nikkede, åbnede han døren.
  
  
  Der var ingen inde, hvilket gjorde mig lidt forsigtig; Instinktivt rørte jeg ved omridset af min Luger og betrækket for at forsikre mig selv om, at mine bedste venner var i nærheden, så satte jeg mig tilbage i det handskelignende læderindtræk, da chaufføren kom til at tage sin plads bag rattet. Han vendte den store bil rundt og ned ad indkørslen ind på Virginia Avenue, hvor han drejede til højre.
  
  
  Da vi stoppede for et lyskryds, prøvede jeg døren, og den åbnede uden problemer. Dette beroligede mig lidt, så jeg løftede paneldækslet i armlænet og trykkede på kontakten, der sænkede glasruden, der adskilte mig fra føreren. "Er du sikker på, at du kender vejen?" spurgte jeg og prøvede at få det til at se let ud.
  
  
  "Åh ja, sir," svarede chaufføren. Jeg ventede et øjeblik og ventede på, at han tilføjede noget, der kunne fortælle mig, hvor vi skulle hen, men der kom intet.
  
  
  "Går du der ofte?"
  
  
  "Ja Hr." Slå to.
  
  
  "Er det langt?"
  
  
  "Nej sir, vi er i Det Hvide Hus om et par minutter."
  
  
  Løb hjem. Faktisk rydde boldbanen; besøg i Det Hvide Hus var ikke en del af min sædvanlige rejseplan. Nå, jeg sagde til mig selv, du gik fra udenrigsminister til præsident fra den ene dag til den anden. Men hvorfor?
  
  
  Men det var Hawk, ikke præsidenten, der fortalte mig, at jeg snart ville spille barnepige for en kvinde ved navn Silver Falcon, og hun var den mest eksplosive kvinde i verden.
  
  
  Sølvfalk.
  
  
  "Hendes navn er Liz Chanley, og hun vil ankomme til Washington i morgen," sagde Hawk. "Og dit job er at sørge for, at der ikke sker hende noget. Jeg fortalte præsidenten og sekretæren, at vi tager ansvar for hendes sikkerhed, indtil hun ikke længere er i fare."
  
  
  Da Hawk nævnte de to andre i værelset med os, stirrede jeg på hver af dem på skift. Jeg kunne ikke lade være. Præsidenten fangede mig på dette og nikkede let. Udenrigsministeren fangede mig også i at gøre dette, men han var for meget af en gentleman til at tilføje min forlegenhed ved at indrømme det faktum. Jeg besluttede, at min eneste chance for at komme tilbage var at se smart ud, så jeg sagde: "Jeg ved, hvem Liz Chanley er, sir."
  
  
  Hawk så ud, som om han kunne dræbe mig lige der og da for endda at gøre det klart, at en af hans præmiemænd måske ikke vidste, hvem alle var vigtige, men jeg var lettet, da han, før han kunne gemme det i hovedet, for at stoppe senere, Udenrigsminister spurgte pludselig: "Hvordan?"
  
  
  "Jeg har haft flere opgaver i Mellemøsten, sir, og vores baggrundsinformation er ret grundig."
  
  
  "Hvad ved du om Liz Chanley?" fortsatte sekretæren.
  
  
  "At hun er Shah Adabis ekskone. At hendes arabiske navn er Sherima, og at de havde trillinger for omkring seks år siden. Og for omkring seks måneder siden blev hun og shahen skilt. Hun er amerikansk og hendes far var Tex
  
  
  
  
  
  som en oliemand, der hjalp med at organisere boreoperationer ved Adabi og blev en nær ven af shahen."
  
  
  Det så ud til, at ingen ville stoppe min tale, så T. fortsatte: ”Umiddelbart efter skilsmissen giftede Shah Hassan sig med datteren af en syrisk general. Liz Chanley - Sherima bruger igen sit amerikanske navn - boede på kongeslottet i Sidi Hassan indtil for omkring to uger siden og tog derefter til England på besøg. Formentlig vender hun tilbage til USA for at købe et sted i Washington-området og slå sig ned. Hun har flere venner her, de fleste af dem mødte under sine år med diplomatiske besøg hos shahen.
  
  
  "Med hensyn til det navn," sagde jeg, "har jeg aldrig hørt om det. Jeg tror, det er hemmeligholdt."
  
  
  "På en måde, ja," nikkede sekretæren, og et knapt mærkbart smil dukkede op på hans læber. "Silver Falcon" var det navn, shahen gav hende efter hendes bryllup for at symbolisere hendes nye kongelige stilling. Det var deres private hemmelighed, indtil dette problem startede.”
  
  
  - præciserede præsidenten. "Vi brugte det så at sige som en kode."
  
  
  "Jeg kan se," svarede jeg. "Med andre ord, når det i nogle situationer ikke er klogt at tale om det direkte..."
  
  
  "Hun bliver Sølvfalken," sluttede Hawke til mc.
  
  
  Jeg henvendte mig til præsidenten. "Herre, jeg er sikker på, at jeg burde vide mere om den tidligere dronning og om Adabi."
  
  
  "Med din tilladelse, hr. præsident, vil jeg tilføje nogle detaljer, som hr. Carter måske ikke kender," begyndte udenrigsministeren. Efter at have modtaget et anerkendende nik, fortsatte han: "Adabi er en lille, men mægtig nation. Kraftig, fordi det er et af de rigeste olieproducerende lande, og også fordi dets hær er en af de bedst trænede og udrustede i Mellemøsten. Og begge disse fakta er primært takket være USA. Shah blev uddannet i dette land, og lige da han var ved at afslutte sine kandidatstudier på Harvard, døde hans far af knoglekræft. Den gamle Shah kunne have levet længere, hvis der havde været tilstrækkelig lægehjælp i Adabi, men der var ingen, og han nægtede at forlade sit land.
  
  
  "Da Shah Hasan blev hersker," fortsatte sekretæren, "var han fast besluttet på, at en af hans folk aldrig mere ville have brug for lægehjælp. Han ville også sikre sig, at hans fag fik de bedste uddannelsesmuligheder, penge kunne købe. Men der var ingen penge i Adabi, fordi der ikke var blevet opdaget olie der på det tidspunkt.
  
  
  "Hassan indså, at hans land stort set havde den samme geologiske sammensætning som andre olieproducerende lande, så han bad vores regering om hjælp til efterforskningsboring. Adskillige Texas-baserede olieselskaber dannede et selskab og sendte deres boreeksperter til Adabi som svar på præsident Trumans anmodning. De fandt mere olie, end nogen kunne have forestillet sig, og penge begyndte at strømme ind i Sidi Hassans kasse."
  
  
  Sekretæren forklarede yderligere, at Hassans ekskone var datter af en af Texas olieeksperter i Adabi. Liz Chanley blev muslim, da hun giftede sig med shahen. De var meget glade for deres tre små døtre. Hun fik aldrig en søn, men det betød ikke længere noget for Hassan. Ægtepagten foreskrev, at kronen skulle overgå til hans yngre bror. "Hvem, kan jeg tilføje, også kan lide USA, men ikke så meget som Hassan," bemærkede udenrigsministeren.
  
  
  "I årenes løb, især efter den arabisk-israelske krig i 1967," fortsatte han, "formåede Shah Hassan at opnå en moderat stemme i de arabiske råd. Men presset på ham er steget meget. To gange i de seneste år har fanatikere forsøgt at dræbe Hassan. Desværre for plotterne mod shahen samlede mordforsøgene kun hans mænd bag hans ryg."
  
  
  Jeg kunne ikke lade være med at stoppe op for at spørge, hvorfor Hassan blev skilt fra Sherima.
  
  
  Udenrigsministeren rystede på hovedet. »Skilsmissen var Sherimas idé. Det foreslog hun efter det sidste forsøg på Hassans liv, men han hørte ikke om det. Men hun blev ved med at fortælle ham, at hvis han forlod hende, ville andre arabiske lande måske tage det som et tegn på, at han virkelig var på deres side og stoppe deres kampagne for at vælte ham. Hun overbeviste ham endelig om, at han var nødt til at gøre det, hvis ikke for hans egen sikkerhed, så for hans små pigers skyld.
  
  
  "Sherima var også den, der foreslog, at han skulle gifte sig igen med det samme, og hun insisterede på, at hans nye kone skulle være araber. Faktisk var det hende, der valgte pigen efter rekognoscering - til en alliance, der kunne forbinde Hassan med en magtfuld militærmand i et andet land."
  
  
  "Hvorfor er der så stor bekymring for hendes sikkerhed?" Jeg spurgte. Det forekom mig," forklarede jeg, "at når hun ophørte med at være shahens hustru, ville hun ikke være i nogen fare.
  
  
  Præsidenten vendte sig mod Hawk og sagde: "Jeg tror, du må hellere forstå denne del af forklaringen. Dit agenturs kilder har givet oplysninger om et plan om at myrde tidligere dronning Sherima. Han vendte sig fra Hawk til mig, så tilbage igen, før han sagde: "Og dit agentur har opdaget en del af et plot til"
  
  
  
  
  
  
  bevise, at hun i hele sit ægteskab optrådte som hemmelig agent for USA's regering."
  Kapitel 3
  
  
  
  
  "Du er selvfølgelig bekendt med Silver Scimitar-mekanismen," begyndte Hawk. Han ventede ikke på, at jeg skulle indrømme dette faktum - og jeg kunne ikke bebrejde ham, at han forsøgte at imponere præsidenten med den antagelse, at hans chefagent selvfølgelig var bekendt med alt, hvad der skete i Mellemøsten; han var jo manden, når det kom til at skaffe os tiltrængte driftsmidler på grund af protesterne fra CIA og Pentagon. Han fortsatte: "Siden den oprindeligt blev oprettet som håndhævelsesarm for Black September-bevægelsen, er dens medlemmers fanatisme steget næsten dagligt.
  
  
  "I de seneste måneder har omfanget af grusomheder begået af Scimitars alarmeret selv Al-Fatah. Det er nået dertil, at Black September, der forsyner Yatagan med driftsmidler, er bange for at forsøge at stoppe blodsudgydelserne. En af septemberlederne, som alligevel forsøgte at stramme tøjlerne, blev fundet dræbt i Bagdad. Den irakiske regering skjulte, hvordan han døde, men vores kontor i Bagdad lærte detaljerne om hans "henrettelse". Han blev elektrocuteret. Efter at være blevet afklædt, slået og lemlæstet, blev en kæde viklet om hans krop; derefter blev terminalerne på en buesvejsemaskine forbundet til enderne af kredsløbet, og strømmen blev tændt. Hvert led brændte gennem hans kød. Siden da har Scimitar haft sin egen vej; ingen protester."
  
  
  Hawk holdt en pause for at tygge sin cigar, og fortsatte derefter: "Scimitarens leder kalder sig selv Allahs sværd, og hans sande identitet er kun kendt af to eller tre medlemmer af septembers øverste kommando. Selv er de bange for at sige hans rigtige navn. Af en eller anden grund hader han Shah Hassan og er fast besluttet på at drive ham af tronen. Vi ved, at han stod bag det seneste mordforsøg og sandsynligvis anstiftede det første.
  
  
  "Vores kontor i Sidi Hassan fangede en af Sværdets topløjtnanter og overbeviste ham om at fortælle os, hvad han vidste om Scimitarens planer..."
  
  
  "Hvordan?" - spurgte præsidenten.
  
  
  "Hr?"
  
  
  "Hvordan overbeviste du ham?"
  
  
  "Vi brugte en buesvejseteknik," indrømmede Hawk. »Kun vi ikke trykkede på kontakten. Manden deltog i henrettelsen af septemberlederen og så konsekvenserne. Han talte, mens vores mand rakte ud efter kontakten.
  
  
  Der var en kort stilhed, så sagde præsidenten: "Fortsæt."
  
  
  "Sherima blev angrebet i et forsøg på at myrde Hassan," sagde Hawk. "Da Sword fandt ud af, at hun var på vej tilbage til USA, kom han med en genial plan.
  
  
  "Hvad hvis hun var blevet dræbt, mens hun var i Washington? Og samtidig blev Hassan præsenteret for beviser - forfalskede og falske, selvfølgelig, men næsten umulige at tilbagevise - for, at Sherima gennem hele deres ægteskab havde været en hemmelig agent for vores regering."
  
  
  "Men er det ikke det modsatte?" Jeg spurgte. "Hvis hun var en agent for USA, ville hun så ikke være sikker her?"
  
  
  "Det er her, den lille spiller kommer ind i billedet," sagde Houck. "Fra en kilde tæt på Sherima modtog han en erklæring, der foregav at være en tilståelse. Grundlæggende står der, at hun virkelig kom til Washington for at fortælle sine kapitalistiske chefer, at hun var skuffet over, hvad hun gjorde mod den mand, hun altid elskede, og at hun ville fortælle Hassan sandheden. Sværdets historie ville så være, at hun blev dræbt af CIA, før hun kunne fortælle shahen, hvordan hun brugte det. Hendes falske "tilståelse" vil selvfølgelig være i hænderne på shahen."
  
  
  "Vil shahen tro på dette?" Det ville udenrigsministeren vide.
  
  
  "Vi ved, hvor dybt følelsesmæssigt han er knyttet til hende - det er svært at sige, hvordan en mand så forelsket ville reagere," sagde Hawke. "Hvis han kunne blive overbevist om, at Sherima pressede på for en skilsmisse for at komme ud af landet, fordi hun ikke ønskede at såre ham mere, kunne han også acceptere de falske beviser for hendes involvering i CIA som logiske."
  
  
  "Hr. Carter," sagde sekretæren, "kan du forestille dig, hvad der ville være sket i Mellemøsten, hvis Shah Hassan havde vendt sig imod os? I mange år blev Hassan betragtet som en af vores bedste venner i sin del af verden. Desuden , hans militær er næsten blevet en forlængelse af vores egne tanker og Pentagons planer, når det er relateret til den omfattende krigsindsats. Det er afgørende, at han forbliver en ven af USA.
  
  
  På vej fra Det Hvide Hus til AX's hovedkvarter i udenrigsministerens limousine så Hawk optaget ud. Han stillede enkle spørgsmål om mit hjemrejsefly, hvordan jeg kunne lide mit værelse ved Watergate, og om det skab, han havde beordret mig til at samle, passede mig. Jeg var næsten sikker på, at han ville fortælle mig mere, men han risikerede ikke, at chaufføren kunne høre, på trods af den tunge skillevæg, der adskilte os fra ham. Chaufføren blev beordret til at tage os, hvorhen vi ville, og så vende tilbage for at hente sekretæren, som havde noget andet at diskutere med præsidenten.
  
  
  
  
  
  
  
  Da vi sad på Hawkes kontor – det eneste rum, hvor han virkelig følte sig sikker, fordi han fik sine elektronikeksperter til at tjekke det dagligt for overvågningsudstyr – tyggede han Dunhill, så længe han følte sig bedst tilpas. Jeg slappede af i en af de tunge egetræskaptajnstole, der stod foran hans skrivebord, mens han i al hast scannede de seneste nyheder i den endeløse strøm af udsendelser, kodede beskeder og situationsvurderingsrapporter, der strømmede gennem hans kontor.
  
  
  Til sidst blev stakken af papirer reduceret til tre manila-mapper. Han gav mig den første omfattende fil om Sherima, som gik tilbage til hendes barndom i Texas og omfattede næsten alt, hvad hun havde lavet siden da. Han henledte min opmærksomhed på de seneste rapporter om den tidligere dronning og opsummerede dem kort med instruktioner om at huske oplysningerne indtil i morgen. Ifølge Hawk var Shah Hassan ekstremt generøs over for kvinden, han blev skilt, og påpegede, at vores kontor i Zürich erfarede, at $10.000.000 var blevet overført til hendes konto, den dag hun forlod Sidi Hassan.
  
  
  Fra AXE-kontoret i London, hvor Sherima gik først efter at have forladt Adabi på shahens personlige Boeing 747, var der et resumé af flere hundrede timers film, der blev fanget af vores bugs. Det viste sig, at Sherima, som jeg allerede havde fået at vide, planlagde at købe en ejendom et sted på landet nær Washington. De arabiske hingste og avlshopper, hun kærligt passede i paladset ved Sidi Hassan, skulle transporteres til hende, når hun slog sig ned.
  
  
  Ifølge rapporten ankommer Sherima til DC om kun to dage. Adab-ambassaden her blev beordret til at arrangere et værelse til hende og hendes gæster på Watergate Hotel. "Alt er klar," sagde Hawk. "Dit værelse er ved siden af denne suite. Det var ikke svært at arrangere dette. Vi har dog endnu ikke været i stand til at rette denne pakke. Parret, der i øjeblikket opholder sig i det, vil ikke forlade før morgenen den dag, hun ankommer, og desværre fik kvinden i den virussen for to dage siden og har ikke forladt værelset siden. Vi vil forsøge at få nogen derhen, før Sherimas fest ankommer, men regn ikke med nogen fejl i en dag eller to."
  
  
  Jeg bladede i arkiverne om de mennesker, der ville rejse med Sherima. Der var to af dem; A. livvagt og ledsager. Når hun vælger en ejendom, vil en hel stab blive ansat til hende.
  
  
  Den første mappe dækkede Abdul Bedawis livvagt. Han lignede Omar Sharif, bortset fra hans næse, som havde en fremtrædende bro, der gav den en typisk arabisk krog. "Han blev håndplukket til jobbet af Hasan," sagde Hawk. "Denne mand var en tidligere paladsvagt, som reddede Hassans liv under det sidste mordforsøg. Vi har ikke for mange oplysninger om ham, bortset fra at han efter dette blev shahens personlige livvagt og er angiveligt meget loyal over for ham - og Sherima. Vi hørte, at han protesterede, da Hassan anviste ham til den tidligere dronning og sendte ham væk, men til sidst gjorde han, hvad han blev beordret.
  
  
  ”Abdul skal være en stærk tyr og ekspert i judo og karate, samt en fremragende skytte med alle typer våben. Det kan være nyttigt, hvis du står i en svær situation. Men stol ikke på ham. Stol ikke på nogen ".
  
  
  Hawk rakte den næste mappe frem med et lille smil og sagde: "Jeg tror, du vil kunne lide denne del af jobbet, Nick."
  
  
  Jeg vidste, hvad han mente, så snart jeg så på fotografiet, der var vedhæftet indersiden af omslaget. Pigen begravede sin næse i den hvide hingstes manke. Hendes rødblonde hår dannede en manke for sig selv, da det faldt ned under hendes slanke skuldre, og indrammede hendes smukke ansigt med høje kindben. Hendes læber var fugtige og fyldige, og hendes store brune øjne så ud til at grine af nogen eller noget i det fjerne.
  
  
  Kroppen med dette ansigt var endnu mere storslået. Hun var iført en sort rullekravetrøje, men dens bulk kunne ikke skjule kurverne på hendes modne, fyldige bryster, høje og næsten anstrengte for at slippe. De tætsiddende sorte og hvide plaidbukser omsluttede hendes smalle talje og viste hendes velformede hofter og lange, slanke ben.
  
  
  Hawk rømmede sig med en lang adem. "Når du er færdig med at se på billedet, kan du se på resten af filen," sagde han. Jeg gik lydigt videre.
  
  
  Hvert af de medfølgende ark havde titlen Candace (Candy) Knight. Den første indeholdt det grundlæggende. Selvom hun så ud til at være omkring treogtyve, var hun faktisk omkring tredive. Ligesom Liz Chanley blev hun født i Texas, og hendes enkefar var en af de oliearbejdere, der tog med Chanley til Adabi for at udføre efterforskningsboringer. Jeg begyndte at forstå den garderobe, Hawk havde valgt til mig. Candace Knights far og Bill Chanley var nære venner, og Candace blev venner med Sherima.
  
  
  Dossieren talte om endnu et forsøg på shahens liv; ligesom Abdul reddede Kendis far shahen. Men i modsætning til Abdul kostede hans heltemod Candys far livet. Han skyndte sig ind foran skytten. Hassan har tilsyneladende aldrig glemt dette.
  
  
  
  
  
  
  På grund af det faktum, at den unge pige ikke havde en mor, adopterede han praktisk talt Candy ind i kongehuset. Jeg troede, at hendes venskab med dronningen gjorde overgangen noget lettere.
  
  
  Candy Knight havde ingen familie tilbage efter sin fars død. Hun var ugift og var tilsyneladende hengiven til Sherima, ifølge rapporten. Efter skilsmissen overtalte Shahen Candy til at tage med hende til Washington.
  
  
  Han åbnede en konto på en halv million dollar for en ung kvinde i Zürich, samtidig med at han åbnede Sherimas konto.
  
  
  Ifølge observationer i shahens hus virkede Candy altid kold over for Hassan, på trods af hans materielle og menneskelige venlighed over for hende. Vores Sidi Hassan-efterforsker rapporterede, at Candy rygtedes at have været forelsket i Hassan.
  
  
  Jeg begyndte at lukke mappen og planlagde at læse det hele igen mere omhyggeligt på mit hotelværelse.
  
  
  "Nej, vent," sagde Hawk. "Se på den sidste del."
  
  
  "Ubekræftet sektion?" - spurgte jeg og åbnede filen igen. "Men de ubekræftede dele i de fleste dossierer er normalt ikke andet end spekulationer fra..."
  
  
  Jeg stoppede mig selv, da mine øjne faldt på de første par afsnit af Candice Knight: Unconfirmed. Notatet beskrev målets sexliv.
  
  
  "Lidt mindre monotont end resten af rapporten, ikke, Nick?"
  
  
  "Ja Hr." Jeg vendte et øjeblik tilbage til fotografiet af den unge kvinde, hvis personlige liv jeg havde læst om.
  
  
  Det var åbenbart, at forfatteren ikke havde til hensigt at sige det direkte, men at dømme efter den samling af sladder og rygter, han havde indsamlet, så det ud til, at den brunøjede unge kvinde, den tidligere dronning Adabis fortrolige, var en nymfoman. Rygtet siger, at Candy gik gennem en veritabel legion af amerikanere ansat af olieselskaberne i Adabi og fortsatte med at betjene de fleste af de mennesker, der var tilknyttet USA's ambassade i Sidi Hassan.
  
  
  Efterforskeren var høflig nok til at bemærke, at Candys alt for aktive sexliv begyndte kort efter hendes fars død og Sherimas ægteskab med shahen, og antydede, at det måske var som et resultat af disse begivenheder, at hun gik på udkig efter en udvej. for hendes følelser.
  
  
  I sidste afsnit står der, at hun i løbet af det seneste halvandet år så ud til at have reduceret sin seksuelle aktivitet, i hvert fald så vidt AX ved.
  
  
  "Temmelig grundigt," sagde jeg.
  
  
  "Tror du, du kan klare det, N3?" - spurgte Hawk.
  
  
  "Jeg vil gøre mit bedste, sir," svarede jeg og prøvede ikke at smile.
   Kapitel 4
  
  
  
  
  Da mit cover var en fejlfinding for et olieselskab i Houston med verdensomspændende interesse, brugte jeg min anden dag på en briefing om olieforretningen. Den første halvdel af dagen gik i baggrunden; det andet er spørgsmålet om, hvad jeg har lært. Mine hukommelsesbanker fungerer ret godt, og jeg var sikker på, at jeg bestod, da Hawk kaldte mig ind på sit kontor omkring klokken ti den aften med et smil på læben.
  
  
  "Nå, Nick," sagde han. "Brotingen fortæller mig, at du gjorde det godt. Hvordan har du det med dette? "
  
  
  "For at være ærlig, sir," sagde jeg til ham, "jeg vil gerne have et par dage mere. Men jeg tror, jeg kan klare det«.
  
  
  "Godt, for der er bare ikke tid. Sherima og de andre ankommer fra London omkring middagstid i morgen. Nu er vi ret sikre på, at der ikke sker hende noget i en dag eller deromkring. Swords plan, som vi forstår det, er at lade hende tjekke ind på et hotel og skabe kontakter; han vil derefter arrangere et attentat for at rejse mistanke mod CIA.
  
  
  »Udenrigsministeren har allerede talt med Sherima i London. Hun blev inviteret hjem til ham til middag. Abdul Bedawi vil tage hende med til ministerens hus i Alexandria. Dette ville binde dem to sammen til aftenen og lade pigeridderen være i fred.
  
  
  "Og det er her, jeg kommer," sagde jeg.
  
  
  "Korrekt. I vil blive kontaktet tidligt på aftenen. Jeg ønsker, at I to skal være gode venner. Godt nok, så I nemt kan møde Sherima og, på grund af jeres åbenlyse hengivenhed til Candice Knight, have en undskyldning for at blive tæt på dem. Højre?"
  
  
  "Ja sir. Hvor lang tid skal jeg have?"
  
  
  ”Sekretæren vil se, at frokosten vil vare behageligt. Så, når tiden kommer til, at Sherima vender tilbage, vil hendes bil have nogle mindre problemer med fabrikken. Intet særligt og intet, der ville vække Bedawis mistanke."
  
  
  Jeg grinede. Mit backup-team var fantastisk. "Farvel, sir," sagde jeg og gik mod døren.
  
  
  "Held og lykke," svarede Hawk.
  
  
  Watergate Hotel har i sine syv års drift henvendt sig til internationale berømtheder, og dets personale har naturligvis udviklet en hovmodig holdning til tilstedeværelsen af kendte mennesker, der kommer og går. De fleste af de store danse- og teaterstjerner har dukket op på Kennedy Center på et eller andet tidspunkt, så nabo til centret er et logisk valg for dem at blive. Filmskuespillere, der kommer til District for personlig optræden, stopper uvægerligt ved Watergate; og dette er et hjem væk fra hjemmet for ryttere. De fleste af verdens politikere
  
  
  
  
  
  
  er blevet der, og selv adskillige internationale ledere på topniveau, som midlertidigt bor på regeringens officielle pensionat, Blair House, taler ofte til møder i et af hotellets luksuriøse selskabslokaler.
  
  
  Men mens hotellets personale er vant til sådanne internationale berømtheder, har ekskonen til en af verdens tilbageværende absolutte monarker givet dem en pause. Det var tydeligt, at Sherima var særlig opmærksom, og da jeg så mit indlæg på gangen, kunne jeg se, at hun fik det.
  
  
  Jeg besluttede at være i lobbyen den dag, da jeg vidste, at Sherima rejste til Alexandria. Der er ikke meget plads til at sidde, men efter at have gået lidt rundt foran aviskiosken, tjekket landets aviser og stoppet ved Gucci-butikken ved hovedindgangen til hotellet, lykkedes det mig at gøre krav på en af stolene. i lobbyen. Trafikken var tæt, men jeg kunne holde øje med de to små elevatorer, der betjener de øverste etager og concierge-skranken.
  
  
  Omkring klokken fem så jeg en mand, som jeg genkendte, da Bedawi forlod elevatoren, bevægede sig hen til trappen, der fører til garagen, og forsvinder. Forudsat at han skulle hente limousinen, gik jeg henkastet hen til indgangen; Cirka ti minutter senere trak en stor Cadillac med diplomatiske nummerplader ind i indkørslen og stoppede. Dørmanden begyndte at fortælle chaufføren, at han skulle køre i en rundkreds, men efter en kort samtale steg Bedawi ud og gik ind og efterlod bilen ved døren. Tilsyneladende var dørmanden enig i, at den tidligere dronning ikke måtte gå mere end et par skridt hen til sin vogn.
  
  
  Jeg så Bedawi gå til conciergeskranken og derefter vende tilbage for at vente på sin passager. Han var kortere end jeg forventede, omkring fem fod ti, men kraftigt bygget. Han bar en velskræddersyet sort jakke, der fremhævede hans massive skuldre og faldt skarpt ned til hans tynde talje. Hans stramme sorte bukser viste hans utroligt muskuløse lår. Hans bygning lignede en tidlig professionel fodbold quarterback. Chaufførens hår dækkede hans kasket, som jeg vidste fra hans fotografi var klippet kort og blækket sort. Hans øjne matchede hans hår, og de omsluttede alle, der gik forbi ham. Jeg vendte tilbage til Gucci-butikken for at se ham bag en række af mænds håndtasker hængende i vinduet nær døren. Jeg besluttede, at han ikke manglede noget.
  
  
  Det vidste jeg, i det øjeblik Sherima dukkede op i hans synsfelt af den pludselige spænding, der fyldte manden. Jeg nåede døren lige i tide til at se hende gå igennem. Jeg vidste fra AXE-rapporten, at hun var fem fod fem tommer høj, men personligt virkede hun meget mindre. Hver tomme var dog på størrelse med en dronning.
  
  
  Bedawi holdt døren åben for hende, og da hun gled ind i limousinen, gled hendes kjole over hendes knæ et øjeblik, før hun trak benet ind. Flere mennesker, der stod i nærheden og ventede på en taxa, vendte sig for at kigge, og jeg kunne se på hvisken, at nogle af dem genkendte hende, måske på de fotografier, som de lokale aviser havde bragt den morgen med historier om hendes forventede ankomst til hovedstaden.
  
  
  Jeg besluttede, at det var tid til at gå på arbejde og gik til elevatoren.
  Kapitel 5
  
  
  
  
  Hendes krop var så varm og modtagelig, som jeg havde forestillet mig. Og hendes appetit på elskov var lige så stor en udfordring, som jeg nogensinde havde stået over for. Men den snurrende invitation fra hendes fingre, der gled langs min hals og mit bryst, vakte passion i mig, indtil vores kærtegn blev mere krævende, mere presserende.
  
  
  Jeg tror aldrig, jeg har rørt så blød, følsom hud. Mens vi lå trætte og trætte på de krøllede lagner, børstede jeg et langt silkeblødt hår fra hendes bryst og lod mine fingre let røre ved hendes skulder. Det var som at stryge med fløjl, og selv nu stønnede hun, kærlighedssyge, og skubbede mig frem og fandt mine læber med sine.
  
  
  "Nick," hviskede hun, "du er fantastisk."
  
  
  Jeg rejste mig på min albue og kiggede ind i de store brune øjne. Et kort øjeblik havde jeg et mentalt billede af hendes fotografi i filen, og jeg indså, at det slet ikke afspejlede dybden af hendes sensualitet. Jeg lænede mig ned for at dække hendes fulde mund, og efter et øjeblik blev det tydeligt, at vi ikke var nær så trætte, som vi troede.
  
  
  Jeg er aldrig blevet betragtet som en seksuel kujon, men den aften blev jeg skubbet til kanten af ren udmattelse med en kvinde, hvis krav var lige så stærke – og ophidsende – som enhver kvinde, jeg nogensinde havde elsket med. Alligevel mærkede jeg efter hvert vilde klimaks, mens vi lå i hinandens arme, lysten stige igen, mens hun lod sine fingre dovent kærtegne mit lår eller børste sine læber mod mine.
  
  
  Det var dog Candy Knight, ikke mig, der til sidst faldt i en træt søvn. Mens jeg så den konstante stigning og fald af hendes bryster, nu halvt skjult af lagenet, jeg havde draperet over os, lignede hun mere en uskyldig teenager end den umættelige kvinde, hvis støn stadig rungede i mine ører. Hun rørte lidt og rykkede tættere på mig, da jeg rakte ud til natbordet og tog uret op.
  
  
  Det var midnat.
  
  
  
  
  
  
  
  
  En kølig brise kom gennem det halvåbne vindue, pjuskede gardinerne og fik mig til at ryste. Jeg rakte ud og tog telefonen, forsøgte at være så stille som muligt, og trykkede på "O"-knappen.
  
  
  Hoteloperatøren reagerede med det samme.
  
  
  Jeg kiggede blidt på Candys sovende skikkelse og sagde: "Kan du ringe til mig klokken halv tolv? Jeg har en aftale, og jeg vil ikke komme for sent... Tak.
  
  
  Ved siden af mig rørte Candy igen og trak lagenet stramt over hendes skuldre, mens hun rullede om. En lillebitte lyd, næsten som en klynken, kom fra hendes hals, og så så hun stadig mere barnlig ud end nogensinde. Jeg lænede mig forsigtigt ned, børstede et hårstrå fra hendes pande og kyssede det blidt lige over hendes øjne.
  
  
  Så lagde jeg mig på ryggen og lukkede øjnene. Tredive minutter ville være nok hvile for mig, og det ville Candy også. Vi vågner begge før Sherima kommer tilbage til hotellet.
  
  
  Afslappende tillod jeg mig selv at tænke tilbage på timerne, siden jeg var gået ovenpå, efter at Sherima var gået. Jeg gik hen til døren til hendes værelse og rejste mig, pillede med nøglen og prøvede at få den ind i låsen...
  
  
  Som mange andre begik Candy den fejl at åbne dørklappen til kighullet med lyset tændt bagved, så jeg kunne se, at hun prøvede at se, hvem der forsøgte at komme ind i rummet. Tilsyneladende blev hun ikke afskrækket af, hvad hun så, fordi døren pludselig åbnede sig. Hendes blik var lige så spørgende som hendes stemme.
  
  
  "Ja?" Hun sagde.
  
  
  Foregivet overraskelse stirrede jeg på hende, så på min nøgle, på nummeret på hendes dør, og gik så tilbage ned ad gangen til min dør. Svingende af min Stetson sagde jeg i min bedste Texas-drawl: "Undskyld mig, frue. Jeg er virkelig ked af det. Jeg tror, jeg tænkte på noget og gik for langt. Mit værelse er tilbage der. Jeg er ked af besværet."
  
  
  Brede, årvågne brune øjne fortsatte med at størrelsen mig op, bemærkede hatten, jakkesættet og de firkantede støvler, og tog endelig min seks fods ramme ind igen og så mit ansigt. Samtidig så jeg hende tydeligt. Den lyse lysekrone i suitens foyer fremhævede hendes lange ben under den rene negligé næsten lige så tydeligt, som det tynde stof afslørede hver en lækker detalje af hendes faste bryster, der ragede sanseligt ud mod mig. Begæret steg inden i mig som et elektrisk stød, og næsten med det samme mærkede jeg, at hun også mærkede det, da hendes blik faldt til min talje og nedenunder, hvor jeg vidste, at stramme bukser ville give mig væk, hvis vi stod og kiggede på hinanden et øjeblik længere. I en gestus af falsk forlegenhed flyttede jeg Stetson foran mig. Hun så op, og det var tydeligt, at min gestus forskrækkede hende. Hendes ansigt blev rødt, da hun endelig talte.
  
  
  "Det er okay," sagde hun. "Du generede mig ikke. Jeg sidder bare her og nyder mit første øjeblik alene i flere uger."
  
  
  "Især da jeg er nødt til at undskylde, frue," svarede jeg. "Jeg ved, hvad du føler. Jeg har været på farten, løbet fra møder her i Washington, til Dallas, til New York i næsten tre uger, og jeg er træt af at tale med folk. Jeg føler mig som en Cayuse, der har været på folden i nogle perioder, men uden et godt løb. Jeg håbede stille, at jeg ikke var gået overbord med min accent.
  
  
  "Du er en texaner, Mister, hva...?"
  
  
  "Carter, frue. Nick Carter. Ja frue, det er jeg sikker på. Jeg blev født nær Poteeta i Atacosa County. Hvordan ved du det?"
  
  
  "Cowboy, du kan tage drengen fra Texas, men du kan ikke tage Texas fra drengen. Og jeg burde vide; Jeg er også texaner.
  
  
  "Nå, jeg vil..." eksploderede jeg. "Hvad med det? Men du ligner bestemt ikke en pige fra Texas. Jeg lod mine øjne bevæge sig mindre forsigtigt op og ned af hendes krumme, let klædte krop igen, og prøvede så at løfte dem op til hendes ansigt med et fåragtigt skyldigt udtryk." Hende fortalte mig et tilfreds smil, at det var lykkedes mig at smigre hende på den måde, at hun tydeligvis elskede smiger.
  
  
  "Jeg forlod Texas for længe siden," sagde hun og tilføjede næsten trist: "For længe."
  
  
  "Nå, frue, det er ikke særlig godt," sympatiserede jeg. ”Jeg kommer i hvert fald ret ofte hjem. Dog ikke så meget, som jeg gerne ville på det seneste. Jeg bruger det meste af min tid på at løbe frem og tilbage mellem her og New York, på at prøve at forklare folk her, hvorfor vi ikke henter mere olie, og folk i New York, hvorfor folk hernede ikke kan forstå, at du Det er ikke bare, at du drejer hanen mere og lader mere flyde ud." Min udstrækning blev lettere nu, hvor den indfødte texaner var blevet overbevist.
  
  
  "Er du i oliebranchen, hr. Carter?"
  
  
  "Ja, frue. Men du skal ikke bebrejde mig, hvis du ikke har benzin nok. Det er alle de araberes skyld. Så, som om jeg pludselig huskede, hvor vi havde snakket, sagde jeg: "Fru. Jeg er virkelig ked af, at du står her."
  
  
  Jeg ved, du kunne lide at være alene, da jeg afbrød, og jeg vil bare gå tilbage til min...
  
  
  "Det er okay, hr. Carter. Jeg nød bare at høre dig tale. Jeg har ikke hørt sådan en snak som din i lang tid, siden da... i lang tid. Det lyder dejligt
  
  
  
  
  
  
  
  åh og det minder mig om hjemmet. Forresten," fortsatte hun og rakte hånden frem, "jeg hedder Candy, Candy." Ridder.
  
  
  "Det er en sand fornøjelse, frue," sagde jeg og tog hendes hånd. Huden var blød, men grebet var fast, og hun gav hånden som en mand, ikke det dødsgreb nogle kvinder tilbyder. Som ramt af pludselig inspiration skyndte jeg mig videre. "Fru, vil du spise middag med mig? Hvis der ikke er nogen Mr. Knight at modsige.
  
  
  "Nej hr. ridder," sagde hun igen med tristhed i stemmen. "Hvad med fru Carter?"
  
  
  - Mrs. Carter er her heller ikke. Jeg har bare aldrig haft tid til at begå mig på den måde.”
  
  
  "Nå, hr. Carter..."
  
  
  "Nick, venligst frue."
  
  
  "Kun hvis du kalder mig Candy og glemmer denne frue for et stykke tid."
  
  
  "Ja, frue... øh... Slik."
  
  
  "Nå, Nick, jeg vil virkelig ikke ud og spise." Så da hun så den åbenlyse skuffelse i mit ansigt, skyndte hun sig videre. “Men hvorfor kunne vi ikke bare spise middag på hotellet? Måske endda lige her? Jeg ønsker ikke at være alene så meget, at jeg går glip af chancen for at tale med en rigtig levende texaner igen."
  
  
  "Okay, Miss Candy... øh... Candy. Lyder godt. Hør, hvorfor lader du mig ikke bare mærke noget fra madleveringstjenesten, lægge det hele i mine grave og overraske dig. Så du behøver ikke engang at klæde dig på. Hun kiggede på sin negligé, som var blevet revet vidt under hendes livlige samtale, og så genert og anklagende på mig, som fulgte hendes blik. "Jeg mener, øh, du kan bare have noget behageligt på og ikke skulle bekymre dig om at klæde dig på."
  
  
  "Tror du ikke, det er behageligt, Nick?" spurgte hun listigt og trak hendes peignoir lidt strammere foran, som om det på en eller anden måde kunne skjule hendes bryster under det gennemsigtige stof.
  
  
  "Det tror jeg," begyndte jeg, og så, flov igen, tilføjede jeg: "Jeg mener, hvis du kommer ned til mit værelse, vil du måske ikke bære det her over gangen."
  
  
  Hun stak hovedet ud af døren, kiggede spidst langs de omkring 20 meter hen til min dør og sagde: "Du har ret, Nick. Det er en lang gåtur, og jeg vil ikke chokere nogen ved Watergate." Så tilføjede han med et blink: "Der er allerede skandale nok her. Okay, giv mig en time eller deromkring, så er jeg der. Der var en antydning af latter i hendes stemme, og hun tilføjede genert: "Og jeg vil prøve at passe på, at ingen ser mig gå ind på dit værelse."
  
  
  "Åh, frue, det var ikke det, jeg mente," udbrød jeg, bevidst bakkede og snublede over mine fødder. "Jeg mener-
  
  
  "Jeg ved, hvad du mente, store texaner," sagde hun og lo hjerteligt af min åbenlyse forlegenhed, mens jeg fortsatte med at bakke væk fra min dør. "Vi ses om en time. Og jeg advarer dig, jeg er sulten.
  
  
  Det viste sig, at mad ikke var det eneste, hun ville have.
  
  
  Det var svært at tro, at nogen med så slank en figur ville pakke så mange ting ind i et måltid. Og mens hun spiste, væltede ordene ud. Vi talte om mit arbejde og Texas, hvilket logisk nok førte til, at hun forklarede, hvordan hun endte i Adabi og blev Sherimes følgesvend. Hun vaklede kun én gang, da det kom til at diskutere sin fars død. "Så blev min far syg..." begyndte hun på et tidspunkt, men ændrede det til "Og så døde min far, og jeg blev alene..."
  
  
  Da jeg serverede chokolademoussen, som tjeneren havde stillet i det næsten tomme køleskab i tekøkkenet for at holde det koldt, havde Candy lavet en ret grundig research i sin fortid. Dette matchede nøjagtigt, hvad jeg allerede vidste fra AX-rapporten, bortset fra den måde, hun undgik enhver omtale af mænd i sit liv. Men jeg havde ikke tænkt mig at tale om det. Det var dog svært ikke at tænke på det, da jeg så den hårde krop anstrenge sig ved hver søm, eller da hun bøjede sig ned for at tage en serviet op, der var gledet fra hendes skød, og det ene perfekt formede bryst næsten gled ud af dybet. V af hendes skjorte.
  
  
  Mine hænder kløede efter at komme under den skjorte, og jeg havde en fornemmelse af, at hun vidste det. Ved slutningen af middagen, da jeg stod bag Candy for at hjælpe hende op af stolen, lænede jeg mig pludselig ind for at kysse hende helt på læberne og trak mig derefter hurtigt væk. "Jeg er ked af det. Jeg kunne bare ikke modstå... frue."
  
  
  Hendes store brune øjne var bløde, når hun talte. "Det eneste, jeg protesterer mod, Nick, er frue. Jeg kunne godt lide resten..."
  
  
  - Så lad os prøve igen. Jeg krammede hende og pressede mine læber til hendes fulde mund. Hun spændte sig kort, så mærkede jeg varmen strømme til hendes læber, da de skiltes. Langsomt men instinktivt reagerede hun på mine kærtegn og slappede af i mine arme. Jeg pressede hende tættere på mig og bevægede min hånd lidt fremad, indtil mine fingre var lige under kurven på hendes bryst. Hun bevægede sig i mine arme, så min hånd gled op, og jeg krammede hende blidt, så endnu strammere, da jeg mærkede hendes brystvorte svulme og stivne under mine fingre.
  
  
  Candy lænede sig tilbage på sofaen, og jeg fulgte efter hende, mine læber klistrede stadig til hendes i et kys, der virkede uendeligt. Hun flyttede sig til side, så jeg kunne strække mig ud ved siden af hende uden at sige et ord. Hun havde ikke brug for det, for jeg kunne mærke hendes krop presset mod mig. Hendes øjne
  
  
  
  
  
  
  
  var lukket, men de åbnede sig vidt og virkede bange eller forvirrede et øjeblik, før de lukkede igen.
  
  
  Min hånd gled ind i hendes skjorte og hendes silkehud blev fløjlsblød og varm under min berøring. Candy stønnede dybt i hendes hals og hendes hænder blev mere krævende.
  
  
  Stadig uden at sige et ord, vred hun sig på de bløde puder. Et øjeblik troede jeg, at hun prøvede at skubbe mig op af sofaen, men hendes hænder, som havde ridset mine skuldre med erotisk irriterende ridser, bevægede sig til min talje, og jeg indså, at hun forsøgte at give mig plads til at ligge på ryggen. så hun kunne ville bevæge sig hen imod mig. Med min hjælp gjorde hun det let, så gled bløde hænder over mit bryst til kraven på min skjorte. På hendes insisteren havde jeg allerede taget slipset af, før vi overhovedet satte os til at spise, så intet ville forstyrre hendes søgende fingre, da de begyndte at løsne knapperne.
  
  
  Hun løftede den øverste halvdel af sin krop, men uden at bryde kysset, rettede hun på min skjorte og trak enderne af mine bukser ud. Mine hænder havde også travlt, og med næsten de samme bevægelser trak vi hinandens skjorter af, så lagde vi os tilbage, klyngede os sammen igen i fuld længde, vores bare bryster rørte og kærtegnede.
  
  
  Vi stod der længe, før jeg tog fat i hende i taljen, løftede hende lidt og flyttede så min hånd mellem os for at løsne hendes bæltespænde. Hun vendte sig til siden for at gøre det nemmere for mig, og jeg reagerede ved hurtigt at løsne de store Levi-knapper. Hun løftede sig lidt op igen, så jeg kunne glide jeansene ned ad hendes hofter.
  
  
  Candy tog sine læber fra mine læber og løftede hovedet og kiggede på mig. "Min tur," sagde hun sagte. Hun bevægede sig tilbage langs min krop, lænede sig ned for at kysse mit bryst og rejste sig derefter på knæ. Hun fjernede først det ene ben på sine jeans og trusser, derefter det andet, før hun lænede sig ned igen for at spænde mit bælte op.
  
  
  Vi bevægede os mod sengen i en omfavnelse, og i et andet øjeblik legede jeg ikke længere...
  
  
  Telefonopkaldet var kort, men vækkede mig med det samme. Jeg tog telefonen, før den ringede igen, og sagde stille: "Hej."
  
  
  "Hr. Carter, klokken er halv tolv. Operatøren talte også automatisk sagte, og hun skyndte sig næsten undskyldende: "Du bad mig ringe til dig, så du ikke gik glip af mødet."
  
  
  "Ja, mange tak. Jeg er vågen." Jeg lavede en mental note om at gøre noget mere Hoka-hard-for-penge og sende noget til omstillingsoperatørerne. Det ville ikke skade at have så mange mennesker på din side som muligt.
  
  
  Candy satte sig op, og lagen faldt af hendes bryst. "Hvad er klokken nu?"
  
  
  "1230."
  
  
  "Åh min Gud, Sherima burde være hjemme." Hun begyndte at kravle ud af sengen og krævede: "Hvordan kunne du lade mig sove så længe?"
  
  
  "Du sov kun en halv time," sagde jeg. "Det var midnat, da du landede."
  
  
  "Gud, hvor blev natten af?" - sagde hun og sænkede fødderne til gulvet og stillede sig ved sengen.
  
  
  Jeg lod mine øjne strejfe suggestivt hen over hendes nøgne krop og derefter over den krøllede seng uden at sige noget.
  
  
  "Sig det ikke," grinede hun, vendte sig så og løb hen til sofaen for at få fat i hendes jeans og skjorte. Hun faldt over dem og sagde: "Jeg håber, at Sherima ikke er der. Hun vil helt sikkert være bekymret, og Abdul vil være vred.”
  
  
  Den sidste del af hendes ord blev sagt med let frygt. Jeg besluttede at følge dette op. "Abdul? Hvorfor skulle han være vred? Han er ikke din chef, vel?
  
  
  Et øjeblik forvirret svarede hun ikke. Så samlede hun kræfterne, gik hen mod døren, lo og sagde: "Nej, selvfølgelig ikke. Men han kan godt lide at vide, hvor jeg er hele tiden. Jeg tror, han synes, han også burde være min livvagt.
  
  
  Jeg rejste mig og fulgte hende til døren. Da jeg tog hende ind til et sidste langvarigt kys, sagde jeg, da jeg slap hende: "Jeg er så glad for, at han ikke vogtede din krop i aften, frue."
  
  
  Hun kiggede på mig og hendes øjne var fulde af generthed. "Også mig, Nick. Og jeg mener det virkelig. Nu tak, jeg er nødt til at gå.
  
  
  Jeg tog min Stetson op fra stolen og kørte den over mine bare lår. "Ja, frue. Vi ses til morgenmad."
  
  
  "Morgenmad? Åh ja, jeg prøver Nick, jeg vil virkelig prøve."
   Kapitel 6
  
  
  
  
  Jeg tænkte på sexkonkurrencen i går aftes, da min telefon ringede.
  
  
  "Nick, er du oppe? Det her er Candy.
  
  
  Jeg fortalte hende, at jeg lige var ved at tage tøj på, selvom jeg i virkeligheden var oppe til lidt over fem. Efter at have trænet og taget et brusebad brugte jeg omkring tredive minutter i telefonen i AX's hovedkvarter. Jeg ville vide, om der var modtaget yderligere oplysninger om Sværdets planer, men som jeg fik at vide, var der ikke modtaget nogen. Vores lokale agenter har erfaret, at de fleste af de radikale undergrundsgrupper i amtsområdet ser ud til at være blevet aktive efter at have været relativt stille i næsten et år. Nogle af dem, især den revolutionære terrorgruppe kendt som den arabiske amerikanske koalition, holdt hemmelige møder, hvor kun enhedsledere deltog, selvom alle medlemmer blev sat i alarmberedskab. Hvorfor ser ingen
  
  
  
  
  
  
  burde ikke vide.
  
  
  "Morgenmad, Nick," sagde Candy utålmodigt.
  
  
  "Fantastisk," svarede jeg. "Ned ad trapperne?"
  
  
  "Ja. Vi ses på terrassen om cirka en halv time."
  
  
  - Så du solgte Sherima ved at komme ud og møde hendes offentlighed?
  
  
  Candy svarede: "Vi vil kun være to, Sherima og mig." Det gav ikke meget mening som svar på mit spørgsmål, men så indså jeg, at den tidligere dronning sandsynligvis var i nærheden, og at Candy ikke kunne tale for frit. Trangen til at drille hende under sådanne omstændigheder var for stærk til at modstå, så jeg sagde:
  
  
  "Jeg vil have en cowboyhat på og en erektion."
  
  
  Hendes grin undslap mig, før hun lagde røret på.
  
  
  Først vendte kun nogle få hoveder sig for at se på de to attraktive kvinder, der gik hen mod mit bord; men da overtjeneren, der tilsyneladende genkendte Sherima, opsnappede dem halvvejs på tværs af lokalet og begyndte at lave en formel ballade om hende, lagde folk mærke til det. Stemmer blev til hvisken og tilfældige blikke blev til blik, mens Sherima talte med tjeneren. Da de endelig gik forbi den nedladende overtjener, så jeg, at næsten alle i lokalet genkendte den tidligere dronning. Selv de normalt travle tjenere og servitricer samledes omkring det lange buffetbord for at diskutere den berømte ankomst.
  
  
  "Nick, jeg er ked af, at vi er for sent," begyndte Candy, "men jeg..."
  
  
  "Tro hende ikke, hr. Carter, Nick," afbrød Sherima. “Candy havde intet at gøre med, at vi kom for sent. Det er min skyld. Jeg har brug for tid til at beslutte mig for, at jeg er klar til at se det, jeg er sikker på, der sker bag os." Hun rakte hånden frem og tilføjede: "Jeg er Liz Chanley."
  
  
  Da jeg fik en antydning af afslappethed fra hende, gav jeg hende hånden.
  
  
  "Hej Liz. Candy siger, du gik på jagt i dag, sagde jeg. "Hvor skal du hen?"
  
  
  "Til Maryland," sagde hun. - Omkring Potomac og nord derfra. Jeg spiste middag med Secre i går aftes...med en gammel ven, og han foreslog, at området måske havde præcis det, jeg leder efter. Jeg vil gerne have et sted, hvor jeg kan sætte mine heste.
  
  
  Jeg kunne godt lide, hvordan Sherima stoppede, før han fortalte det til udenrigsministeren og gjorde det til en "gammel ven." Dette viste, at hun var selvsikker nok til ikke at opgive berømte navne for at sikre sin position. Jeg besluttede, at der bag det smukke ansigt var en sød person.
  
  
  Tjeneren svævede forsigtigt i baggrunden, og jeg gjorde tegn til ham om at bestille vores mad. Pocherede æg, toast, kaffe til Sherima; det samme med Candy, kun hendes baller vil flyde over en stor portion corned beef; skinke og æg, toast og kaffe til mig.
  
  
  Jeg vendte samtalen til Sherimas dagsorden for dagen og tilbød venligt mine tjenester som guide - selvfølgelig med Hendes Højheds tilladelse. Hun tog også venligt imod en sympatisk amerikaner. Candys ben gned mod mit, langsomt og sensuelt. Da jeg så på hende, smilede hun uskyldigt til mig og vendte sig så for at tilbyde Sherima mere kaffe, og hendes fod stoppede aldrig et øjeblik.
  
  
  Jeg havde svært ved at fokusere på fast ejendom i Maryland.
  
  
  Den husky bodyguard åbnede limousinedøren, så snart han så Sherima og Candy dukke op ved hotellets indgang. Så bemærkede han pludselig, at jeg gik tæt bagved, hans højre hånd slap døren og skyndte sig automatisk til hans bælte. Sherimas ord stoppede ham, før han kunne trække den pistol frem, som jeg vidste ville være gemt der. Også hun forstod åbenbart, hvad hans pludselige handling betød.
  
  
  "Det er okay, Abdul." - sagde hun stille og vendte sig mod mig og tilføjede: Carter er med os. Jeg gik hen til hende og Candy, og hun fortsatte: "Nick, Mr. Carter, jeg vil have, at du møder Abdul Bedawi, som passer på mig og Candy. Abdul, Mr. Carter kommer med os i dag. Han er min ven, og han ved, hvor vi skal hen."
  
  
  Jeg kunne ikke afgøre, om udtrykket i Abduls ansigt var resultatet af mistanke, anerkendelse af mit navn eller direkte fjendtlighed. Men på et øjeblik dækkede han det til med et bredt smil, selvom hans øjne fortsatte med at vurdere mig fra top til tå, mens han bukkede. Mens han talte med Sherima, holdt han øje med mig. "Som du vil, min frue."
  
  
  Jeg rakte min højre hånd frem og sagde: "Hej, Abdul. Dejligt at møde dig. Jeg vil prøve ikke at fare vild.
  
  
  "Jeg vil også prøve ikke at lade os fare vild," svarede han.
  
  
  Der var en vis tøven fra hans side, før han endelig tog min hånd. I endnu et kort øjeblik testede vi hinandens styrke, men ingen af os lagde mærke til det. Hans greb var knusende, og han virkede overrasket over, at jeg ikke prøvede at trække mig væk fra ham. Men ingen, der så på, ville have mistænkt vores lille kamp ved smilene på vores ansigter eller ved hans hjertelighed, da han endelig slap, bukkede og sagde: "Dejligt at møde dig, hr. Carter." Hans engelsk var formelt, præcist og typisk for arabere opvokset i lande, hvor briterne og amerikanerne havde en stærk indflydelse.
  
  
  Bedawi holdt døren, indtil vi var på bagsædet af bilen, og gik så rundt og satte sig.
  
  
  
  
  
  
  Jeg lagde mærke til, at det første, han gjorde, var at sænke vinduet, der adskilte det bagerste rum fra førersædet, som passagerer normalt ville gøre, når de var klar til at tale med føreren. Han risikerede ikke at gå glip af et ord af det, der blev sagt.
  
  
  Da vi tog afsted, så Sherima sig omkring i bilen og sagde: "En anden bil i dag, Abdul?"
  
  
  Foragten var tydelig i hans stemme, da han svarede: "Ja, min dame. Jeg ved ikke, hvad der foregår på ambassaden. De kan tilsyneladende ikke forstå, at vi skal have vores egen bil. Jeg brugte to timer efter vi kom tilbage i går aftes på at tjekke den anden bil for at sikre mig, at vi ikke ville have problemer igen i dag. Så da jeg ankom til ambassaden i morges, havde de denne bil klar til os. Den anden mangler."
  
  
  Det gik op for mig, at Hawk måske spillede spil med bilen igen, men jeg var ret sikker på, at han ville have fortalt mig det. Jeg spekulerede på, om nogen på ambassaden var involveret i Sword-komplottet, da de dirigerede Bedawi gennem Georgetown ind på M Street til Canal Road. Det var svært at spille navigator og turistguide på samme tid, men det lykkedes mig at pege på nogle interessante butikker og fremragende restauranter i denne charmerende gamle del af hovedstaden, da vi kørte forbi.
  
  
  "Dette er Canal Road, Abdul," sagde jeg, da vi drejede fra M Street og gik ned ad den naturskønne motorvej. "Vi vil forblive på denne vej i nogen tid. Det ender med at blive George Washington Boulevard og tager os præcis derhen, hvor vi vil hen."
  
  
  "Ja, hr. Carter," svarede chaufføren koldt. "Jeg brugte noget tid på at studere kort i morges."
  
  
  "Sover du aldrig?" Jeg spurgte.
  
  
  "Jeg har brug for meget lidt søvn, sir."
  
  
  - Sherima afbrød og mærkede, som jeg følte, spændingen, der voksede mellem os. "Hvorfor kalder de det Canal Road?"
  
  
  "Nå, du ser den store grøft fyldt med vand," sagde jeg og pegede ud af vinduet. Da de nikkede automatisk, fortsatte jeg: "Dette er, hvad der er tilbage af de gamle Chesapeake og Ohio Canal-pramme. Pramme med last og passagerer blev bugseret af muldyr. Du kan stadig se stien. Det er en bar græsstribe ved kanalen.
  
  
  "Som jeg husker, fortalte nogen mig, at kanalen plejede at gå så langt som til Cumberland, Maryland, som må have været næsten to hundrede miles. Den var trods alt forbundet med en form for viadukt over Potomac til Alexandria. I hundrede år sejlede pramme over kanalen, og så blev den lukket omkring det tidspunkt, hvor Første Verdenskrig sluttede."
  
  
  "Hvad laver de med det nu?" - spurgte Candy.
  
  
  "Det er blevet bevaret af National Park Service," forklarede jeg, "og folk bruger det kun til at vandre eller cykle på stien. Jeg ved ikke, om de stadig gør dette eller ej, men da jeg var her for et par år siden, kørte der stadig en sightseeingpram langs kanalen. Det var selvfølgelig ikke en af de originale, men blot en kopi. De fortæller mig, at det var en meget sjov tur med et muldyr, der trak prammen. Det må have været en stor dag.
  
  
  Mens kvinderne kiggede ud af vinduet og udbrød igen og igen over det smukke landskab langs kanalruten, så jeg Bedawi køre den store maskine. Han var en fremragende chauffør, på trods af at han kørte på ukendte veje, og han holdt nøje øje med hvert passerende skilt og sving. På et tidspunkt bemærkede han, at jeg så ham i bakspejlet, og et stramt smil dukkede op på hans ansigt.
  
  
  "Bare rolig, hr. Carter," sagde han tørt, "jeg får os sikkert dertil."
  
  
  "Vi er snart på George Washington Parkway," sagde jeg, som om jeg forsøgte at forklare min opmærksomhed til ham og vejen. "Vi bliver ved med at køre ned ad den, indtil det bliver MacArthur Boulevard. Så kan vi komme af det næsten når som helst og tage ind i hesteland omkring Potomac, Maryland."
  
  
  "Min dame," sagde han hurtigt, "vil du ikke gerne gå og se seværdighederne på denne rute?"
  
  
  "Åh ja," sagde hun. “Store Falls. Der må være smukt. Generer det os ikke, Nick?
  
  
  "Du er velkommen. MacArthur Boulevard fører lige til det. Og det er virkelig noget at se."
  
  
  Et par minutter senere kørte bilen jævnt ind på Great Falls Recreation Areas parkeringsplads. Der var overraskende få biler. Jeg indså pludselig, at det var en hverdag, og det meste af Washington var på arbejde.
  
  
  Sherima, Candy og jeg gik mod vandfaldet. Bedavi blev. Da jeg vendte mig om for at se, hvad han havde gang i, lænede han sig hen over den åbne motorhjelm og puslede tilsyneladende med motoren.
  
  
  Da vi bevægede os ned ad stien gennem det, der engang havde været kanalslusen, flyttede tre mænd, der havde stået uden for Park Service-kontoret i det område, der engang havde været stedet for et kanalhvilestoppested og hotel, også den vej. At dømme efter den måde, de nærmest besat tog billeder af hinanden foran et nærliggende skilt, og efter samlingen af kameraer, der hang om halsen på hver deres hals, havde jeg en mistanke om, at de var japanere. Jeg så, at jeg havde ret, da vi kom tættere på, og de gik over på den anden side af kanalen.
  
  
  
  
  
  
  Lad os gå,” råbte en af dem til sine kammerater og kiggede på sit ur. "Vi skal skynde os, hvis vi vil fotografere vandfaldene og stadig nå ind til byen for at fotografere Capitol og Washington-monumentet."
  
  
  Jeg smilede for mig selv og tænkte på, hvor typisk det var for deres ønske om at optage alt, hvad de så på bånd. Så gik det pludselig op for mig, at det usædvanlige ved denne scene var, at den tilsyneladende leder af trioen talte engelsk i stedet for japansk. Da jeg så dem skynde sig langs kanalbredden og mod de spirende træer og buske, ringede en lille advarselsklokke i baghovedet. Da Sherima og Candy krydsede stien over kanalen, stoppede jeg og kiggede tilbage mod det sted, hvor Bedavi stadig pillede under sin hævede hætte. Jeg indså, at vores bil var den eneste bil på det store parti, bortset fra Datsunen, der var parkeret i den fjerne ende. Tilsyneladende forlod en gruppe turister, der vendte tilbage fra vandfaldet, da vi ankom, i forskellige biler. Sherimas livvagt troede åbenbart også, at vi var kommet ind i parkens servicebygning, ellers ville han være fulgt efter os.
  
  
  "Nick! Kom så!" Candy vinkede til mig, da hun drejede ind i skoven. Jeg vinkede og fulgte dem og stoppede et øjeblik for at vende mig om igen for at se, om Bedawi havde hørt hende og ville følge efter os. Han så ikke op. "Sandsynligvis kører motoren, og jeg kan ikke høre noget," besluttede jeg.
  
  
  Da jeg indhentede Sherima og Candy, var de i fuld gang med at læse en kobberplade, der var fastgjort til en enorm kampesten nær stien til vandfaldet. De japanske kamerafejl var ingen steder at se, hvilket ikke overraskede mig, men jeg forventede at høre dem på den snoede vej, der lå forude. Skoven omkring os var dog tavs, og den eneste lyd var kvindernes snak.
  
  
  Jeg gik forbi dem, og ventede så, indtil de nåede gangbroen over den første af de små, brusende vandløb, der støjende strømmer gennem skoven. Mens de kiggede på det skumagtige vand under os, spurgte Candy: "Hvorfor er det så skummende? Vandet ser ikke ud til at bevæge sig hurtigt nok til at skabe skum."
  
  
  "Disse bobler er ikke skabt af naturen. Det er simpelthen gammel amerikansk forurening, sagde jeg. "Dette skum er præcis, hvad det ser ud - sæbeskum. Opvaskemiddel for at være præcis. De kommer ind i floden opstrøms, og når den hurtige strøm tager dem ind, begynder der at danne skum, som i en vaskemaskine."
  
  
  Vi krydsede til en anden gangbro, der krydsede en hurtigere strøm, der havde skåret en dybere kløft i klippen. Sherima påpegede for os et sted, hvor det brusende vand havde gravet et hul; Der var en lille sten kilet inde i hullet, og vandet, der strømmede gennem hullet, snurrede den rasende. Hun begyndte at fortælle Candy om gletsjerhaven, hun besøgte i Luzern, Schweiz. Jeg udnyttede deres interesse for at diskutere, hvordan vand kan lave små sten ud af store og gled væk langs stien.
  
  
  Omkring tyve meter væk frøs et pludseligt knæk af en gren til siden og lidt foran mig. Jeg ventede et øjeblik, og da jeg ikke hørte mere, forlod jeg stien og gled ind i buskene og bevægede mig i en bred cirkel.
  
  
  "Hvor er de?"
  
  
  Hvisken var på japansk, til venstre for mig, tættere på stien til vandfaldet. Mens jeg kravlede frem, fandt jeg mig selv i at kigge på ryggen af to japanske turister, der gemte sig bag en kæmpe kampesten.
  
  
  "Hold kæft," hvæsede den anden mand som svar på sin kammerats ængstelige spørgsmål. "De er her snart."
  
  
  Den nervøse kunne ikke tie. "Hvorfor er der tre af dem? Vi fik at vide, at der kun ville være to kvinder. Skal vi også dræbe denne mand? Hvem er han?"
  
  
  "Jeg ved ikke, hvem han er," sagde en anden. Jeg genkendte ham som en engelsktalende observatør.
  
  
  Det var svært at oversætte japansk hvisken, og jeg ville have ham til at bruge engelsk igen. "Hvem han end er, han skal dø som dem. Der skal ikke være vidner. Dette er Sværdets rækkefølge. Vær nu stille; de vil høre dig."
  
  
  Japansk og arbejder for Mecha! "Vent til Hawk finder ud af det her," tænkte jeg og tilføjede til mig selv, hvis han nogensinde finder ud af det. Jeg var ret sikker på, at jeg kunne håndtere parret foran mig, på trods af de lyddæmpede pistoler, de holdt. Dette var den tredje, der generede mig. Jeg vidste ikke præcis, hvor han var, og kvinderne ville være der når som helst. Da jeg bad om, at hullet og den roterende sten ville hypnotisere dem i et par minutter mere, trak jeg Wilhelminaen fra dens bæltehylster og lod Hugoen falde ned i min hånd fra dens underarmsskede. Begge ventende mordere skulle dø på samme tid uden at lave nogen larm. Jeg tog min jakke af, viklede den om min venstre arm og Lugeren. Det var en provisorisk lyddæmper, men den måtte gøre det.
  
  
  Jeg rykkede hurtigt fire skridt frem, og endte lige bagved parret, før de lagde mærke til min tilstedeværelse. I det øjeblik den stofindpakkede Luger rørte bagsiden af den nervøse japanske mands nakke, trykkede jeg på aftrækkeren
  
  
  
  
  
  
  . Jeg sørgede for, at mundingen var vinklet opad, så kuglen ville passere gennem hans hjerne og forlade toppen af hans hoved. Mens jeg beregnede, fortsatte kuglen sin vej mod himlen. Jeg havde ikke råd til den støj, der ville have været uundgåelig, hvis den havde ramt en sten eller et træ, da den forlod hans kranium.
  
  
  Selv da hans hoved rykkede tilbage i en dødbringende sammentrækning, gled min kniv mellem skiverne på den andens rygsøjle og overskred de ledbånd, der styrede hans nervesystem. Min hånd i min jakke kom frem og lukkede sig om den døde mands mund, hvis han skreg, men der var ingen luft tilbage i min mund. Jeg svingede min hofte for at stifte den første døde mand mod kampestenen og sænkede den anden stille og roligt til jorden, og lod derefter sin ledsager glide stille ved siden af ham. Mens jeg gjorde dette, hørte jeg et kald bag mig langs stien.
  
  
  "Nick, hvor er du?" Det var Candy. De må have indset, at jeg ikke længere var der, og måske var de bange for skovens stilhed.
  
  
  "Her," svarede jeg og besluttede, at jeg skulle lade den tredje morder finde mig. "Bare fortsæt med at gå langs stien."
  
  
  Efter at have pakket min jakke, som om jeg tilfældigt havde slynget den over armen, gik jeg ud på stien og fortsatte videre. Jeg vidste, at han skulle være i nærheden – de ville ikke være for langt fra hinanden – og jeg havde ret. Da jeg rundede den enorme granitplade, der effektivt dannede en mur ved siden af stien, kom han pludselig til syne og spærrede min vej. En pistol med en lyddæmper rettet mod min mave
  
  
  "Ik skyd; "Jeg er sværdet," hviskede jeg på japansk. Hans tøven indikerede, at han var uprofessionel og kostede ham livet. En kugle fra min Luger, pakket ind i min jakke, ramte ham i hjertet og fløj opad og løftede hans krop et øjeblik, før han begyndte at styrte fremad. Jeg fangede ham og slæbte ham bag granitpladen og smed ham derhen. En frygtelig gurlen slap ud af hans måbende mund. Jeg kunne ikke risikere, at Sherima eller Candy hørte det, da de passerede, så jeg plukkede en masse græs og stak det dybt mellem mine i forvejen blå læber. Blod fossede ned under min provisoriske gag, men ikke en lyd trængte ind i den. Jeg vendte mig om og løb et par meter hen til, hvor de andre døde japanere lå, og førte dem rundt om den kampesten, de havde ramt i baghold, og handlede hurtigt, da jeg hørte Sherimas og Candys stemmer nærme sig. Da de nåede mig, stod jeg på stien igen, min jakke igen henkastet draperet over min arm, så skudhullerne ikke var synlige, min krave og slips løsnet. Jeg overførte pistolen, hylsteret og tegnebogen til mine bukselomme.
  
  
  Candy stillede det spørgsmål, der stod i deres ansigter. "For varmt, Nick?"
  
  
  "Ja, frue," sagde jeg. "På sådan en varm dag vil denne vandretur helt sikkert blive en varm affære. Jeg håber, at I ikke har noget imod det.
  
  
  "Jeg ved det ikke med sikkerhed," sagde Sherima. "Dette jakkesæt med uldbukserne begynder også at se ret ubehageligt ud."
  
  
  "Min også," kimede Candy ind. "Faktisk tror jeg, at jeg bare smider denne jakke over mine skuldre." Hun tog sin jakke af, og da jeg hjalp hende med at tilpasse den over skuldrene, lagde jeg mærke til, at hun havde sat sig på en bh under dagens skræddersyede hvide skjorte. Hun var ikke i stand til at holde sine rigelige bryster tilbage. Hun syntes at mærke min kritik, fordi hun vendte sig lige nok til at røre ved mit højre bryst og så uskyldigt på mig. Jeg legede dette spil med hende, løftede min hånd, som om jeg ville fjerne et forvildet hårstrå, men forsøgte samtidig at holde mine fingre glidende langs bulen på min skjorte. Hendes hurtige, dæmpede suk fortalte mig, at hun følte det samme ønske som jeg.
  
  
  "Jeg tror, vi må hellere komme videre," sagde jeg, bevægede mig væk fra hende og viste vejen igen. "Det er kun en kort gåtur til vandfaldet. Hvis du lytter godt efter, kan du høre vand.”
  
  
  "Det må have været den støj, jeg hørte," sagde Sherima og vendte sig mod Candy. "Men jeg troede, det var dig, Nick, der bevægede sig i buskene foran os, efter at vi savnede dig på det hullede sted."
  
  
  "Det må have været et vandfald," sagde jeg enig, taknemmelig for den voksende støj, der kom til os, mens vi gik. "Jeg besluttede at fortsætte, mens I to kigger på slottene. Jeg er en kameramand og tænkte, at jeg ville indhente de japanske turister og se, hvilken slags udstyr de har. Men de må have lyttet til ham, der var så bekymret for tiden, for de er ikke i nærheden, og de er sikkert allerede langt foran os. Vi vil se dem på observationsdækket ved vandfaldet."
  
  
  På det tidspunkt var brusen fra vandet, der strømmede ned ad vandfaldene foran, ret højt, så da vi rundede svinget, blev vi ramt af skønheden i den enorme, stejle kaskade.
  
  
  "Åh min Gud, det er fantastisk," udbrød Sherima. “Så sød og så skræmmende på samme tid. Er det altid så grusomt, Nick?
  
  
  "Nej," sagde jeg, da vi nærmede os metalrøret, der fungerede som hegn rundt om observationsdækket skabt af naturen og Parkvæsenet. ”På denne tid af året med forårets tøbrud står vandet højt.
  
  
  
  
  
  
  Jeg får at vide, at nogle gange bliver det en trickle, men lige nu er det svært at tro. Og efter hvad jeg husker fra mit sidste besøg her, ser oversvømmelserne ud til at have skyllet en del af bankerne væk her.”
  
  
  "Er der nogen fare?" – spurgte Candy og bevægede sig lidt væk fra rækværket.
  
  
  "Nej, jeg er sikker på, at det er sikkert, ellers vil nogen fra parktjenesten ikke lukke os ind," sagde jeg. Jeg smed min jakke over rækværket, vendte mig så, tog hendes hånd og trak hende frem igen. "Hør, du kan se, at vandet stadig skal stige, før det når her."
  
  
  Da hun... var overbevist om, at vores udsigtspunkt var sikkert, vendte jeg deres opmærksomhed mod den anden side af floden. "Dette er Virginia-siden," forklarede jeg. "Jorden er højere der. Det danner palisader, noget som dem på Hudson over for New York, kun ikke så stejle. Motorvejen løber langs samme side, og dette plateau er et godt sted at se ned på strømfaldene. Også dér anlagde de en lille lund til picnic. Måske kan du se Great Falls derfra... Hej! Tøm det!"
  
  
  "Åh, Nick, din jakke!" - udbrød Candy, lænede sig ind over rækværket og så trist på, mens min jakke hurtigt bevægede sig gennem luften mod vandet.
  
  
  Jeg sukkede simpelthen, og hun og Sherima stønnede sympatisk, da han faldt i vandet og blev båret væk af den frådende strøm under os. For at henlede deres opmærksomhed på den modsatte bred tog jeg min jakke af over rækværket. Hawk var måske ikke så glad for at få en del af en dyr garderobe smidt væk så let, men jeg ville stadig ikke kunne bære den igen. Ingen ville have troet, at to runde, brændte huller var det seneste inden for herremode – selv i Texas.
  
  
  "Åh, Nick, din smukke jakke," stønnede Candy igen. "Var der noget værdifuldt i det?"
  
  
  "Ingen. Heldigvis har jeg min pung og de fleste af mine papirer i bukserne,” sagde jeg og viste min pung og håbede, at de ville tro, at Luger-bulen på den anden side var mine “papirer”. Jeg tilføjede: "Det er en vane, jeg tog i New York, efter at en lommetyv havde samlet næsten alt, hvad jeg bar, mens jeg fortalte ham, hvordan han skulle komme til Times Square."
  
  
  "Nick, jeg føler mig ansvarlig," sagde Sherima. "Du burde lade mig erstatte det for dig. Du er jo her pga. Jeg ville se vandfaldet. Jeg ville ønske, at Abduls ven aldrig foreslog dette."
  
  
  "Jeg er her, fordi jeg gerne vil være her," sagde jeg til hende. “Og du skal ikke bekymre dig om at erstatte den; du ved, hvor mange penge vi folk i olieindustrien smider ind på kontoer, der lobbyer i Washington."
  
  
  Hun kiggede mærkeligt på mig, så grinede hun og Candy, da mit smil fortalte dem, at jeg lavede sjov. "Hvis bare de vidste," tænkte jeg, "hvor jeg fik kontoen fra!"
  
  
  Jeg kiggede på mit ur og sagde, at vi hellere måtte gå tilbage til bilen og fortsætte vores husjagt. Da vi gik tilbage, sagde jeg: "Jeg håbede, at vi kunne få frokost et godt sted i Potomac-området, men jeg regner med, at med mig i skjorteærmer må vi nøjes med en Big Mac."
  
  
  "Hvad er en Big Mac?" - spurgte de begge med det samme, overraskelse og morskab blandet i deres stemmer.
  
  
  “Det er rigtigt,” sagde jeg og slog mig selv i panden, “jeg glemte, at I to har været ude af landet så længe, at I aldrig har fået århundredets godbidder. Mine damer, jeg lover jer, at hvis vi finder McDonald's, får I en rigtig overraskelse."
  
  
  De forsøgte at overbevise mig om at fortælle dem hemmeligheden bag Big Mac'en, mens vi gik, og jeg holdt fast i mit spil og nægtede at forklare noget yderligere. Jeg engagerede dem i denne latterlige diskussion, da vi passerede et område, hvor tre lig lå henstrøet i underskoven, og de gik forbi uden at bemærke nogen antydning af det blodsudgydelse, der for nylig havde fundet sted der. Vi var lige nået frem til broen, hvor kvinderne så klippen snurre i hullet, da Abdul løb hen til os. Jeg undrede mig over, hvorfor han ikke var dukket op før, i betragtning af hans formodede engagement i vagthund-rollen, men han havde en forklaring klar.
  
  
  "Min dame, tilgiv mig," bad han og faldt næsten på ansigtet foran Sherima. "Jeg troede, du gik ind i den bygning nær parkeringspladsen, så jeg begyndte at tjekke bilens motor, som jeg ville gøre, før vi gik. For bare et par minutter siden opdagede jeg, at du ikke var der og kom straks for at hente dig. Tilgiv mig." Hans bue rørte næsten jorden igen.
  
  
  "Åh, Abdul, det er okay," sagde Sherima og tog hans hånd, så han måtte rejse sig. "Vi havde det sjovt. Vi gik lige til vandfaldet og tilbage. Du skulle have været der... Da hun så, at han misforstod hende og tog det som en irettesættelse, skyndte hun sig at forklare: ”Nej, jeg mener, at du skulle have været der for at se vandfaldet. De er imponerende, ligesom din ven fortalte dig. Og man kunne se Mr. Carters jakke flyve af i sæbeskummet.
  
  
  Han virkede fuldstændig overrasket over hendes sidste ord, og da hun var færdig
  
  
  
  
  
  
  Ed forklarede ham mit tab, og vi vendte tilbage til limousinen. Han kiggede eftertænksomt på mig, da vi satte os ind i bilen, og jeg tænkte, at han nok spekulerede på, hvilken slags skødesløs idiot der ville være, hvis jeg mistede en værdifuld jakke, som jeg gjorde, men han udtrykte bare høfligt sin fortrydelse, satte sig ned og begyndte at gå tilbage til Falls Road.
  
  
  Vi var lige begyndt over Potomac, da den lille dolk, der havde gennemboret mine tanker, pludselig åbenbarede sig: Hvilken ven af Abdul havde fortalt ham om Great Falls? Han havde aldrig været her i landet før. Så hvornår mødte han sin ven her? To gange nævnte Sherima, at forslaget om en afstikker til vandfaldet blev lavet af denne ukendte ven, og to gange registrerede min hjerne det og gik så videre til andre ting. Jeg lavede en anden mental note for at prøve at finde ud af, enten fra Candy eller gennem hende, hvor Abdul mødte denne bekendt.
  
  
  De næste par timer blev brugt på blot at køre rundt i området, hvilket gjorde det muligt for Sherima at se de typer huse, der var spredt ud over det, og de bølgende bakker, der fulgte med dem. Vi måtte stoppe flere gange, da hun undrede sig over flokken af heste, der græssede på græsningen, eller da hun undrede sig over den private steeplechase-bane, der strakte sig næsten til kantstenen.
  
  
  Vi fandt aldrig McDonald's, så T måtte endelig fortælle dem om burgerkæden og deres menukort. Vi stoppede ved en lille kro på landet til frokost, efter at jeg havde tjekket, om jeg ville blive serveret uden jakke.
  
  
  På et tidspunkt undskyldte jeg mig selv og gik til herreværelset og gik i stedet hen til den telefonboks, jeg lagde mærke til i nærheden af kasseapparatet. Jeg var overrasket over at finde Abdul foran mig. Han nægtede at spise sammen med os; da vi var inde, forklarede Sherima, at han foretrak at lave sin egen mad, nøje overholdt sine religiøse kostlove.
  
  
  Han lagde mærke til mig næsten samtidig med, at jeg så ham i telefonboksen, og han lagde hurtigt på og gik ud for at give mig sin plads.
  
  
  "Jeg rapporterede til ambassaden, hvor vi var," sagde han koldt. "Hans Majestæt kan til enhver tid ønske at kontakte min dame, og jeg bliver beordret til regelmæssigt at opdatere vores ambassadør om vores opholdssted."
  
  
  Dette virkede som en logisk forklaring, så jeg sagde ingenting, lod ham bare passere og så til han kom ud til bilen. Jeg ringede så til Hawk for at melde mig selv. Der var ingen grund til at bekymre sig om manglen på en scrambler i betalingstelefonen. Han blev lidt ked af det, da jeg bad nogen om at rydde op i landskabet ved Great Falls. Jeg efterlod detaljerne om, hvordan man indsamlede de tre lig uden at vække mistanke hos en eller anden Park Service-medarbejder foran ham, og gav ham lige en hurtig gennemgang af vores tidsplan for resten af dagen, og fortalte ham så, at jeg ville få tilbage til ham. da vi vendte tilbage til Watergate.
  
  
  Lige før jeg lagde røret på, spurgte jeg, om kommunikationssektionen havde været i stand til at komme ind i Sherimas boliger for at finde ud af vores fejl. Hans grynt af afsky fortalte mig, at der ikke var installeret nogen lytteapparater, og så forklarede han hvorfor. »Det ser ud til, at nogen ringede til Adabiya-ambassaden og foreslog, at Sherima kunne føle sig mere hjemme, hvis lokale malerier og kunsthåndværk blev sendt for at dekorere rummet, mens hun var væk. Under alle omstændigheder var førstesekretæren i lokalet næsten lige fra det øjeblik, I alle gik, og han havde folk til at bringe ting ind og ud hele dagen. Vi er klar til at flytte ind, så snart de kommer derfra, men jeg tror, den første sekretær vil være med, når Sherima kommer tilbage, så han kan overtage det færdige arbejde.
  
  
  "Hvem ringede for at tilbyde alt dette?"
  
  
  "Vi har ikke været i stand til at finde ud af det - endnu," sagde Hawk. "Vores mand på ambassaden tror, at opkaldet blev sendt direkte til ambassadøren, så det må være kommet fra Sherima selv, din Miss Ridder, eller måske den Bedawy."
  
  
  "Apropos ham," sagde jeg, "se om du kan finde ud af, om han kender nogen på ambassaden eller har haft mulighed for at kontakte en ven her."
  
  
  Jeg fortalte ham, hvordan vores siderejse til Great Falls var blevet foreslået. Hawk sagde, at han ville prøve at give mig et svar, inden vi kom tilbage.
  
  
  Så hævede han stemmen til en næsten advarende tone og sagde: "Jeg vil tage mig af de tre pakker med japanske varer, du nævnte, ved at efterlade dem ved vandfaldet, men prøv venligst at være mere forsigtige i fremtiden. Det er ret svært at organisere denne form for indsamlingsservice på dette område. Konkurrencen mellem de bureauer, der eventuelt skal deltage, er så stor, at en af dem kan finde det rentabelt at bruge oplysningerne imod os fra et forretningsmæssigt synspunkt.”
  
  
  Jeg vidste, at han mente, at han ville være nødt til at forhandle med FBI eller CIA for at skjule skæbnen for trioen af kommende snigmordere. Sådanne anmodninger om hjælp oprørte ham altid, da han var sikker på, at han skulle betale tjenesten ti gange senere. "Undskyld, sir," sagde jeg og prøvede at lyde, som om jeg var det. "Det her vil ikke ske igen. Næste gang bliver jeg efterladt."
  
  
  "Det bliver ikke nødvendigt," sagde han skarpt.
  
  
  
  
  
  lagde derefter på.
  
  
  Da jeg vendte tilbage til Sherima og Candy, fandt jeg ud af, at frokosten allerede var ankommet. Vi var alle sultne efter gåturen, og da jeg dyrkede lidt mere motion end de andre, skreg min mave efter alt, og maden var god. Vi blev hurtigt færdige, og så brugte vi endnu en time på at rejse gennem jagtlandet, hvor Candy var travlt med at tage noter, mens Sherima fortalte hende, hvilke sektioner der var særligt interesserede i hende. De besluttede, at Candy ville begynde at kontakte ejendomsmæglere dagen efter. Forhåbentlig finder de et hjem inden for den næste uge eller to.
  
  
  Klokken var kort efter seks om aftenen. da Abdul vendte limousinen tilbage til Watergate-indkørslen. På det tidspunkt havde vi besluttet at spise frokost i Georgetown. Jeg insisterede på, at de skulle være mine gæster på Restaurant 1789, et fremragende spisested beliggende i en bygning bygget det år, restauranten fik sit navn. Sherima var igen tøvende med at tvinge sig selv på mig, men jeg overbeviste hende om at acceptere ved at acceptere hendes invitation til at være hendes gæst næste aften.
  
  
  Da vi steg ud af bilen, bad Sherima Abdul om at komme tilbage klokken halv halv halvanden for at hente os. Jeg fortalte, at vi nemt kunne tage til Georgetown med taxa, og at Abdul kunne få en god nat.
  
  
  "Tak, hr. Carter," sagde han med sin sædvanlige iskolde reserve, "men jeg har ikke brug for en fridag. Mit job er at stå til min dames rådighed. Jeg er tilbage klokken halv otte."
  
  
  "Okay, Abdul," sagde Sherima og mærkede måske, at hendes trofaste livvagts følelser kunne være blevet såret. "Men du vil helt sikkert finde noget at spise."
  
  
  "Ja, min frue," sagde han og bukkede. "Jeg vil gøre det her på ambassaden med det samme. Jeg kan sagtens tage dertil og komme tilbage hertil, som du sagde. Han afsluttede diskussionen med hurtigt at gå rundt om bilen og køre væk.
  
  
  "Abdul tager sit job meget seriøst, Nick," sagde Sherima, da vi tog elevatoren til vores etage. »Han ønsker ikke at være uhøflig; det er bare hans måde."
  
  
  "Jeg forstår," sagde jeg og stoppede ved min dør, mens de fortsatte til deres værelse. "Vi ses i hallen."
  
  
  Et øjeblik senere talte jeg i telefonen med Hawk, som havde nogle oplysninger til mig.
  
  
  "Først og fremmest," begyndte han, "opgav den tåbelige førstesekretær ikke at vente på Sherima for cirka femten minutter siden. Vi nåede aldrig ind i suiten, så regn ikke med nogen fejl."
  
  
  Jeg begyndte at sige noget om en ukrypteret telefon, men han afbrød for at sige, at Communications i det mindste ikke spildte deres dag på Watergate. "Din telefon har en scrambler installeret, så du kan tale frit."
  
  
  "Stort! Hvad med mine tre venner ved vandfaldet?"
  
  
  "Selv nu," sagde han langsomt, "er deres fuldstændigt brændte lig gendannet fra vraget af deres Datsun på MacArthur Boulevard, nær Center for Naval Research. Dækket skal være sprunget ud, fordi de pludselig svingede og kørte ind i en brændstofbil, der ventede på at komme ind i Centret. På dette tidspunkt var et par flådeefterretningsofficerer forbi og så ulykken. Heldigvis sprang tankskibets chauffør lige før eksplosionen. Baseret på hvad Naval Institute vidner fortalte Maryland State Police, ser lastbilchaufføren ud til at være fuldstændig sikker. Det var bare et uheld«.
  
  
  "Var du i stand til at finde ud af noget om dem før ulykken?"
  
  
  "Deres fotografier og udskrifter blev taget, og vi konstaterede, at de var medlemmer af Rengo Sekigun. Vi troede, at de fleste af de japanske Røde Hær-fanatikere var blevet fanget eller dræbt, men tilsyneladende flygtede disse tre fra Tokyo og satte kursen mod Libanon; de blev taget af Black September.
  
  
  "Hvordan kom de hertil?"
  
  
  “Vi har ikke installeret det endnu, men vi arbejder på det. Beirut-kontoret siger, at det havde en rapport om, at nogle japanere trænet af Black September besluttede, at September-organisationen ikke var militant nok for dem, så de tog selv kontakt med Silver Scimitars of the Sword-fyrene. Han kan have sørget for, at de blev sendt hertil for at udføre dette arbejde på Sherim.
  
  
  "Så de mente ikke, at sort september var militant nok," tænkte jeg. "Hvad syntes de om den lille massakre, som deres landsmænd udførte i Lod Lufthavn i Tel Aviv for et par år siden - en handling af pacifisme?"
  
  
  "Hvad er dine planer for aftenen?" Hawk ville vide. "Vil du tildele en sikkerhedskopi?"
  
  
  Jeg fortalte ham om vores middag på Restaurant 1789, og ringede så. Som på signal blev der banket på min dør.
  
  
  Jeg løsnede mit slips, gik hen til døren og åbnede den. Candy skubbede straks forbi mig og lukkede hurtigt døren bag sig.
  
  
  "Kommer du aldrig ind i rummet?" Jeg bebrejdede hende.
  
  
  "Du vil aldrig fortælle, hvem der er der," svarede hun, så lagde hun armene om min hals og kyssede mig dybt. Vores tunger spillede spil et stykke tid, så trak hun munden væk og sagde: "Mmm. Jeg har haft lyst til at gøre det hele dagen, Nick. Du kan slet ikke forestille dig, hvor svært det var at opføre sig godt, mens Sherima var der."
  
  
  "Du aner ikke, hvor svært det var for mig, men hvad med Sherima?" spurgte jeg, ikke helt distraheret af, at hun havde åbnet op.
  
  
  
  
  
  
  knapper sin skjorte op, spænder hans bælte op og guider mig mod sengen.
  
  
  "Hun tog et hurtigt brusebad og sagde så, at hun skulle sove til syv og femogfyrre," svarede Candy og satte sig ned på sengen og gjorde tegn til, at jeg skulle slutte mig til hende. "Det betyder, at vi har over en time, før jeg skal tilbage dertil og selv tage tøj på."
  
  
  Jeg satte mig ved siden af hende og lagde hendes ansigt i mine hænder.
  
  
  "Du har ikke noget imod at leve farligt med vores lille hemmelighed, vel?"
  
  
  Først smilede hun til dette, men pludselig blev hendes ansigt mørkere og hendes store brune øjne kiggede forbi mig mod døren. Der var en mærkelig bitterhed i hendes stemme, da hun fraværende sagde: "Alle har en hemmelighed." Vi alle sammen, ikke? Dig, mig, Sherima, Abdul... Den sidste blev sagt med en mørk grimasse, og et sekund undrede jeg mig over hvorfor. "Selv Hans Højeste og Mægtige Majestæt Hassan..."
  
  
  Hun indså, at jeg holdt øje med hende, mens hun talte, og hun så ud til at bryde væk fra sit humør, idet hun slog sine slanke arme om min hals og trak mig ned.
  
  
  "Åh Nick, hold mig. Ingen hemmeligheder nu - bare hold mig.
  
  
  Jeg dækkede hendes fulde mund med min og kyssede hende. Hun førte sine fingre gennem mit hår, så kørte hun dem ned i min hals og kyssede mig langt og dybt. Vi klædte hinanden af. Hun nærmede sig sengen.
  
  
  Hun lå på ryggen, hendes lange bølgede hår spredt ud over puden over hovedet. Hendes øjne var delvist lukkede, og hendes ansigt blev mere afslappet. Jeg kørte min finger ned ad hendes hage, så ned ad hendes lange, klassiske hals, og hun lod et dybt suk undslippe hendes læber, efterhånden som mine kærtegn blev mere intime. Hun vendte sig mod hende og kyssede mig insisterende.
  
  
  Vi lå side om side i flere minutter uden at tale og rørte hinanden næsten foreløbigt, som om vi hver især forventede, at den anden på en eller anden måde ville protestere. Jeg så, at hun var vendt tilbage til sine tanker. Fra tid til anden lukkede hun øjnene tæt, som for at slette nogle tanker fra hendes sind, og åbnede dem så vidt for at se på mig og tillade et smil at komme frem på hendes læber.
  
  
  Til sidst spurgte jeg: "Hvad er det, Candy? Du tænker meget over dette eller hint." Jeg forsøgte at tale så afslappet som muligt.
  
  
  "Intet, virkelig ingenting," svarede hun blidt. "Jeg... jeg ville ønske, vi havde mødt hinanden for ti år siden..." Hun rullede sig om på ryggen igen og lagde hænderne på hovedet. "Så var der ikke sket så mange ting... At elske dig..." Hun blev stille og kiggede op i loftet.
  
  
  Jeg lagde mig op på min albue og så på hende. Jeg ville ikke have, at denne smukke kvinde skulle blive forelsket i mig. Men så skulle jeg heller ikke have de samme følelser for hende, som jeg havde.
  
  
  Der var ikke noget, jeg kunne sige som svar på hendes ord, som ikke ville give væk, at jeg vidste så meget mere om hendes egen hemmelige fortid – og hvad hun nok talte om nu – så jeg fyldte stilheden med et langt kys.
  
  
  På et øjeblik sagde vores kroppe alt, hvad der skulle siges på det tidspunkt. Vi elskede langsomt og nemt, som to mennesker, der har kendt hinanden i lang tid, og som giver og modtager lige stor glæde.
  
  
  Senere, da vi lå stille med Candys hoved på min skulder, mærkede jeg, hvordan hun slappede af, spændingen fra hendes tidligere tanker forsvandt. Pludselig satte hun sig oprejst.
  
  
  "Åh gud, hvad er klokken?"
  
  
  Jeg tog uret fra natbordet og sagde: "Den er præcis syv og fyrre, frue," i et overdrevet slæb.
  
  
  Hun grinede. "Jeg elsker bare den måde, du taler på, Nick." Og så: "Men nu må jeg løbe." Hun samlede sit tøj og nærmest hoppede i det, mumlede hun som en skolepige, der nærmede sig udgangsforbud. "Gud, jeg håber, hun ikke er vågnet endnu... Nå, jeg vil bare sige, at jeg skulle ned i lobbyen efter noget... Eller at jeg gik en tur eller noget..."
  
  
  Da hun var klædt på, lænede hun sig ind over sengen og kyssede mig igen, vendte sig så og løb ud af værelset. "Vi ses om femogfyrre minutter," råbte jeg efter hende.
  
  
  Da jeg gik i bad, indså jeg, at uanset hvad jeg fokuserede mine tanker på, vendte de altid tilbage til at danne sig omkring billedet af Candy og gentage hendes ord. Folk havde hemmeligheder – det er et faktum. Og måske var min hemmelighed fra hende den største af alle. Men noget i hendes tonefald generede mig.
  
  
  Dette blev til mere end blot opgaven med at beskytte den tidligere dronning. Der var et mysterium, der indviklede disse menneskers liv, og selvom det måske var et personligt anliggende, fascinerede det mig stadig. Imidlertid syntes disse at være mere end personlige overvejelser: og de så ud til at centrere sig omkring Abdul.
  
  
  Bedawi kunne simpelthen være jaloux på den måde, jeg tilranede mig hans rolle. Han virkede bestemt ydmyget over at have undladt sine pligter ved vandfaldet, og hans kulde mod mig tog først til efter det. Jeg kunne dog ikke slippe følelsen af, at der var mere bag den truende livvagt, end jeg kunne se. AX's historie om ham var for ufuldstændig.
  
  
  I håb om, at Hawk ville få mere information om Bedawis venner i Washington, trådte jeg ud af bruseren under de varme stråler fra ovenlyslampen. Jeg skulle have sat
  
  
  
  
  
  
  Jeg fortalte mig selv, at mit ræsonnement ville give mig mulighed for at hvile et stykke tid, indtil jeg havde mere pålidelig information.
  
  
  Da jeg valgte en smoking, der havde et strejf af Texas-flair, begyndte jeg at klæde mig på og grinede tavst over, hvordan Hawk ikke savnede en eneste detalje i min garderobe. Selv om jakken var formel, havde den knapper med logoet for min foreslåede virksomhed.
   Kapitel 7
  
  
  
  
  "Det var fantastisk, men jeg tror, jeg har taget mindst ti pund på," var Candy begejstret, mens hun og Sherima ventede på, at jeg skulle hente deres frakker fra omklædningsrummet. "Hvis hun tager på i vægt, vil det ikke kunne mærkes," tænkte jeg og afleverede checkene. Den gulvlange hvide skedekjole, hun havde på, så ud, som om den var skræddersyet til hende, og blide hænder pressede det bløde materiale til hver eneste kurve. Ærmeløs og skåret ned til knæene frembragte den både de rødlige højdepunkter i hendes strømmende hår og den gyldne solbrun farve, som jeg vidste dækkede hver en lækker centimeter af hendes krop. Jeg havde en mistanke om, at hun valgte kjolen af denne grund.
  
  
  "Også mig," indvilligede Sherima. "Nick, middagen var vidunderlig. Køkkenet her er lige så godt som ethvert køkken, jeg har prøvet i Paris. Tusind tak fordi du tog med os."
  
  
  "Det ville være mig en fornøjelse, frue," sagde jeg og tog hendes lange sobelpelsfrakke fra pigen og draperede den over hendes slanke skuldre, mens hun tilkendegav, at hun foretrak at bære den i kappestil, som hun havde gjort før. Hun bar en sort empire-stil kjole, der fremhævede hendes skulderlange sorte hår og de høje bryster, der prydede hendes slanke figur. Jeg var stolt af at gå ind i en spisestue i 1789 med to så smukke kvinder og køligt besvare alle mænds misundelige blikke der. Takket være hans tilsyneladende uendelige forbindelser lykkedes det Hawke at arrangere et lidt privat bord for os med kort varsel, men jeg indså, at ordet om den tidligere dronnings tilstedeværelse havde spredt sig hurtigt, da en strøm af mennesker begyndte at komme med undskyldninger for at gå forbi os, mens vi spiste. . Jeg var sikker på, at Sherima og Candy også havde lagt mærke til det, men ingen af dem besluttede at sige det.
  
  
  "Der er du," sagde jeg og rakte Candy den leopardprintede frakke. Mens hun svøbte sig ind i luksuriøst tøj, som ville have forarget naturfredningsfolk, lod jeg min hånd ligge på hendes skuldre et øjeblik og røre ved hendes bløde, følsomme hud. Hun gav mig et hurtigt, vidende smil. Så vendte hun sig mod Sherima og sagde noget, der næsten kvalte mig.
  
  
  "Du ved, jeg tror, jeg skal træne noget, inden jeg går i seng i aften."
  
  
  "Det er en god idé," sagde Sherima indforstået, og så nøje på Candy, måske mistænkt for hendes vens dobbeltbetydning.
  
  
  Da Candy vendte sit blik tilbage med et uskyldigt udtryk i ansigtet og sagde: "Medmindre jeg er for træt, selvfølgelig. Natten er stadig ung,” brød Sherimas ansigt ud i et varmt smil. Hun rørte blidt ved Candys hånd, og vi gik mod døren.
  
  
  Da vi gik udenfor, gik jeg mellem de to kvinder og tillod hver at tage en arm. Jeg klemte Candys hånd ved albuen, og hun returnerede gestus ved at klemme min underarm. Så kom en let skælven, som jeg vidste, skyldtes seksuel ophidselse, over hende.
  
  
  "Kold?" - spurgte jeg og smilede til hende.
  
  
  "Ingen. Det er smukt i aften. Det er så varmt her, mere som sommer end forår. Nick, Sherima," tilføjede hun hurtigt, "hvad siger du om en lille gåtur?" Disse gamle huse her er så smukke, og motionen vil gavne os alle.”
  
  
  Sherima vendte sig mod mig og spurgte: "Vil det her være sikkert, Nick?"
  
  
  "Åh, det tror jeg. Mange mennesker ser ud til at nyde det gode vejr denne aften. Hvis du ville, kunne vi gå rundt i Georgetown University, så gå rundt og gå ned ad N Street til Wisconsin Avenue og derefter ned ad M Street. Det var der, du lagde mærke til alle disse butikker her til morgen, og jeg tror, at nogle af dem har åbent sent. Klokken er lidt over elleve og man kunne i det mindste lave lidt vinduesindkøb.
  
  
  "Kom så, Sherima," sagde Candy. "Lyder sjovt".
  
  
  Da var vi nået til limousinen, hvor Abdul stod og holdt døren. "Okay," indvilligede Sherima. Hun vendte sig mod sin livvagt og sagde: "Abdul, vi går en lille tur."
  
  
  "Ja, min frue," sagde han og bukkede som altid. "Jeg følger dig i bilen."
  
  
  "Åh, det bliver ikke nødvendigt, Abdul," sagde Sherima. "Nick, kunne vi vælge et hjørne, hvor Abdul kan møde os om lidt? Endnu bedre, jeg har en idé. Abdul, bliv fri for natten. Vi har ikke brug for dig mere i dag. Vi kan tage taxaen tilbage til hotellet, ikke, Nick?
  
  
  "Åh, selvfølgelig," sagde jeg. "Der er altid mange taxaer på Wisconsin Avenue."
  
  
  Da hendes livvagt begyndte at protestere over, at han ikke ville have noget problem at følge efter os i bilen, og at det var hans sted at være sammen med hende, rakte Sherima sin hånd for at få ham til at tie. Denne gestus var tydeligvis et levn fra hendes dage som dronning Adabi og Abdul, en erfaren hofmand, for den var øjeblikkeligt tavs.
  
  
  "Dette er en ordre, Abdul," fortalte hun ham. ”I har hele tiden passet på os, siden vi kom til dette land, og jeg er sikker på, at I kan bruge resten. Gør nu som jeg siger." Hendes tone gav ikke plads til diskussion.
  
  
  Bukker dybt,
  
  
  
  
  
  
  Abdul sagde: "Som du vil, min dame. Jeg går tilbage til ambassaden. Hvornår vil du have, at jeg er på hotellet om morgenen? »
  
  
  "Klokken ti vil nok være tidligt nok," sagde Sherima. "Jeg tror, Candy og jeg også kan få en god nats søvn, og denne lille gåtur vil være lige, hvad vi har brug for."
  
  
  Abdul bukkede igen, lukkede døren og gik rundt om bilen og kørte afsted! da vi begyndte at gå ned ad Prospect Avenue mod universitetsområdet kun et par gader væk.
  
  
  Da jeg gik forbi de gamle bygninger på campus, fortalte jeg pigerne, hvad jeg vidste om skolen. Næsten to hundrede år gammelt blev det engang drevet af jesuitterne, før det voksede til en af verdens mest berømte institutioner for internationale og udenrigstjenestestudier. "Mange af vores vigtigste statsmænd har studeret her gennem årene," sagde jeg, "hvilket jeg synes er logisk, eftersom det er i hovedstaden."
  
  
  "Det her er smukt," sagde Sherima og beundrede den gotiske storhed i en af hovedbygningerne, da vi gik forbi. “Og her er så stille; det føles næsten som om vi er gået tilbage i tiden. Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, hvordan bygningerne er blevet bevaret. Det er altid så trist at se den majestætiske arkitektur i ældre områder af byen ignoreret og forfalde. Men det er fantastisk."
  
  
  "Nå, frue, vores tidsrejse slutter, når vi kommer til Wisconsin Avenue," sagde jeg. "På en aften som denne ville pubberne være fulde af unge mennesker, der var engageret i meget moderne sociale ritualer! Og i øvrigt må Washington have nogle af de smukkeste kvinder i verden. En gammel ven af ​​mig fra Hollywood arbejdede på en film her og svor, at han aldrig havde set så mange attraktive kvinder på ét sted før. Det vil Hollywood-manden sige.
  
  
  "Er det derfor, du kan lide at bruge så meget tid i Washington?" - spurgte Candy spøgende.
  
  
  "Kun forretning med mig, frue," insisterede jeg, og vi begyndte alle at grine.
  
  
  På det tidspunkt drejede vi ind på N Street, og de lagde mærke til gamle huse, omhyggeligt bevaret i deres oprindelige stand. Jeg forklarede, at siden 1949 og vedtagelsen af Old Georgetown Act, har ingen fået lov til at bygge eller nedrive en bygning i det historiske distrikt uden tilladelse fra Commission of Fine Arts.
  
  
  "Nick, du lyder som en rejseguide," jokede Candy en dag.
  
  
  "Det er fordi jeg elsker Georgetown," sagde jeg ærligt. ”Når jeg tager mig tid til at rejse hertil, ender jeg altid med at gå på gaden og bare nyde hele atmosfæren i området. Faktisk, hvis vi har tid, og du ikke er for træt af vandringen, viser jeg dig et hus, som jeg gerne vil købe en dag og bare bo i. Det er på 32. og P. En dag – måske meget snart – men en dag skal jeg have dette hus, tænkte jeg højt.
  
  
  Da jeg fortsatte min korte taletur, indså jeg, at min endelige pensionsdato måske aldrig ville komme. Eller at det kunne ske meget hurtigt – og voldsomt.
  
  
  Ud af øjenkrogen lagde jeg mærke til en forslået gammel stationcar passere os for tredje gang, da vi holdt op foran 3307 N Street, og jeg forklarede, at dette var huset, som præsident Kennedy, dengang senator, var. havde købt. til Jackie som gave efter fødslen af hendes datter Caroline. "De boede her, før de flyttede til Det Hvide Hus," sagde jeg.
  
  
  Mens Sherima og Candy kiggede på huset og snakkede stille og roligt, benyttede jeg lejligheden til at følge stationcaren, mens den bevægede sig rundt i blokken. Lige rundt om hjørnet af Thirty-third Street stoppede han og parkerede dobbelt på et mørkt sted under gadelygterne. Mens jeg så på, kom to mørke skikkelser ud af den højre dør, krydsede gaden og gik næsten hen til krydset foran os. Jeg lagde mærke til, at der var fire personer i stationcaren, så to af dem blev på vores side af gaden. Uden at være indlysende for Sherima og Candy, flyttede jeg frakken, jeg havde på, over min højre arm til den anden side efter at have lagt min Luger i min venstre hånd, så frakken blev draperet over den. Så vendte jeg tilbage til pigerne, som stadig snakkede hviskende om JFK-tragedien.
  
  
  "Gå videre, I to," sagde jeg. "Det skulle være en sjov aften. Jeg er ked af, at jeg stoppede her."
  
  
  De nærmede sig mig, både dæmpede og talte lidt, mens vi gik. Vi krydsede Thirty-third Street, og jeg overlod dem til deres tanker. Ud af mit perifere syn så jeg to mænd krydse gaden. De vendte tilbage til vores side og faldt bag os. Omkring tredive meter foran åbnede varebilens begge førersidedøre, men ingen kom ud. Jeg troede, det ville ske, når vi kom tættere på, hvor mørket var dybeste på blokken.
  
  
  Mine kammerater lagde tilsyneladende ikke mærke til fodtrinene, der hurtigt nærmede sig bag os, men jeg var der. Et par meter mere, og vi vil finde os selv klemt mellem to par lejemordere klar til at gøre endnu et forsøg på Sherim. Jeg besluttede at handle, mens vi var kl
  
  
  
  
  
  
  et sted, hvor noget af lyset fra en gadelygte filtrerede gennem grene på stadig bladløse træer.
  
  
  Pludselig vendte jeg mig om og stod over for to høje, muskuløse sorte, som på det tidspunkt næsten løb for at indhente os. De stoppede, da jeg skarpt forlangte:
  
  
  "Bedrager du os?"
  
  
  Bag mig hørte jeg en af kvinderne gispe, da de pludselig vendte sig mod et kæmpemæssigt par i mørke klæder, som kiggede surt på mig. Jeg hørte også et metallisk dun fra et kvarter væk bag mig, som fortalte mig, at døren til en dobbeltparkeret stationcar var slået op og smækkede ind i en af bilerne i siden af vejen.
  
  
  "Nej, hvad taler du om?" en af mændene gjorde indsigelse. Men hans handlinger modskød hans ord, da han skyndte sig frem med kniven åben.
  
  
  Min beklædte hånd flyttede kniven til siden, da jeg trykkede på aftrækkeren på Lugeren. Kuglen ramte ham i brystet og kastede ham tilbage. Jeg hørte ham grynte, men jeg havde allerede vendt mig mod min partner, som kløede på pistolen, der sad fast på hans bælte. Min stilet faldt i min højre hånd, og jeg stak den ind i ham, mens jeg pressede hans hånd mod hans mave et øjeblik, før jeg trak den ud. Jeg kastede mig så fremad igen og stak bladet dybt ind i halsen på ham og trak det så straks ud.
  
  
  Nogen, tænkte jeg til Candy, skreg ved lyden af mit skud, og så bragte endnu et skrig - denne gang fra Sherima - mig øjeblikkeligt tilbage til dem. Yderligere to heftige sorte var næsten på benene. Den ene løftede en pistol; den anden så ud til at prøve at åbne en fastsiddende kniv. Jeg skød Wilhelmina igen, og en del af skyttens pande forsvandt pludselig, erstattet af en strøm af blod.
  
  
  Den fjerde overfaldsmand frøs på plads, da jeg trak Lugeren ud af min regnfrakke og pegede på ham. Et lys tændte i døren til huset ved siden af os, og jeg så frygten forvandle det sorte ansigt til en glitrende svedmaske. Jeg kom tættere på og sagde stille:
  
  
  "Hvem er Sword? Og hvor han? »
  
  
  Den skræmte mands ansigtstræk virkede næsten lammet, da han så på mig og så på næsen på Lugeren pegede opad under hans hage. "Jeg ved det ikke, mand. Jeg sværger. Helt ærligt dude, jeg ved ikke engang, hvad du taler om. Alt jeg ved er, at vi fik besked på at udslette dig fra jordens overflade.
  
  
  Jeg kunne se, at Sherima og Candy nærmede sig mig og instinktivt søgte beskyttelse. Og jeg vidste også, at min fange fortalte sandheden. Ingen, der var så bange for døden, gad holde på hemmeligheder.
  
  
  "Okay," sagde jeg "Og sig til den, der gav dig ordren om at køle ned, ellers ender han her som dine venner."
  
  
  Han svarede ikke engang; han vendte sig blot om, løb hen til stationcaren og startede motoren, som var blevet efterladt i gang, og kørte væk uden at bryde sig om at lukke dørene, som kørte ind i to biler, der stod parkeret langs gaden.
  
  
  Pludselig indså jeg, at lysene brændte i næsten alle nabohuse, vendte jeg mig om og fandt Sherima og Candy klemt sammen og kiggede med rædsel på mig, og de tre skikkelser spredte sig på jorden. Til sidst talte Sherima:
  
  
  "Nick, hvad sker der? Hvem er de?" Hendes stemme var en hæs hvisken.
  
  
  "Røvere," sagde jeg. "Det er et gammelt trick. De arbejder i fire og bokser deres ofre, så de ikke kan løbe i nogen retning."
  
  
  Jeg indså, at de begge kiggede på pistolen og kniven i mine hænder - især den stadig blodige stilet. Jeg rakte ned, stak den dybt ned i jorden ved siden af den asfalterede sti og trak den ren ud. Jeg rettede mig op og sagde: "Lad ikke dette få dig ned. Jeg har dem altid med mig. Jeg fik en vane i New York, men havde aldrig brugt dem før. Jeg har haft dem, siden jeg blev bestjålet der en nat, og jeg tilbragte en uge på hospitalet med at få sting ind og ud."
  
  
  I overbevisning om, at opkaldet til politiet var blevet foretaget fra et af de nu stærkt oplyste huse på blokken, lagde jeg Lugeren tilbage i sit hylster og stak kniven tilbage i mit ærme, og tog så pigerne i hånden og sagde:
  
  
  "Kom nu, lad os komme ud herfra. Du ønsker ikke at blive involveret i sådan noget." Mine ord var rettet mod Sherima, og på trods af hendes chok forstod hun, hvad jeg mente.
  
  
  "Ingen. Ingen. Det kommer i alle aviserne... Hvad med dem? Hun så på ligene på jorden.
  
  
  "Bare rolig. Politiet vil tage sig af dem. Når vi kommer tilbage til hotellet, ringer jeg til min ven fra politiet og forklarer, hvad der skete. Jeg vil ikke identificere jer to, medmindre det er absolut nødvendigt. Og selvom det er tilfældet, tror jeg, at DC-politiet vil prøve lige så meget på at holde den virkelige historie ude af aviserne, som du gør. Angrebet på dig ville skabe endnu større overskrifter end nedskydningen af senator Stennis, og jeg er sikker på, at distriktet ikke ønsker mere af den omtale.
  
  
  Mens vi talte, førte jeg dem hurtigt forbi to døde mænd og en døende mand, der lå på jorden, og fortsatte med at føre dem rundt om hjørnet til Thirty-third Street. Jeg bevægede mig hurtigt og forventede, at politibilerne skulle ankomme når som helst, og jeg holdt dem i gang, indtil vi nåede hjørnet.
  
  
  
  
  
  
  af O Street og derefter give dem et øjeblik til at hvile foran den historiske Old St. John's Episcopal Church.
  
  
  "Nick! Se! Taxa!"
  
  
  Candys første ord, siden angrebet begyndte, var de sødeste, jeg længe har hørt. Ikke alene betød det, at hun var kommet ud af det chok, der midlertidigt havde lammet hendes stemmebånd og begyndte at tænke rationelt igen, men i det øjeblik var der ikke andet for os end en tom taxa. Jeg gik udenfor og stoppede ham. Jeg hjalp dem med at sætte sig ned, satte mig bag dem og sagde roligt til chaufføren: "Watergate Hotel, tak," mens jeg smækkede døren. Da han trak sig væk, brølede en amtspolitibil ned ad Thirty-third Street. Da vi nåede Wisconsin Avenue og M Street, Georgetowns hovedkryds, så det ud til, at politibiler nærmede sig fra alle retninger.
  
  
  "Der må være sket noget stort," bemærkede taxachaufføren og stoppede for at lade en af krydserne passere ham. "Enten det, eller også lukker børnene ind på Georgetown igen, og politiet vil ikke gå glip af det denne gang, hvis pigerne beslutter sig for at være med."
  
  
  Ingen af os ønskede at svare ham, og vores tavshed må have fornærmet hans sans for humor, for han sagde ikke et ord, før vi kom tilbage til hotellet, og han annoncerede prisen. Drikkepenge på to dollar fik hans smil tilbage, men mit forsøg på at gøre mine kammeraters ansigter lysere, da vi gik ind i lobbyen, mislykkedes dybt, da ikke en af dem besvarede mit spørgsmål:
  
  
  "Skal vi gå til elevatoren?"
  
  
  Da vi trak op på vores etage, gik det pludselig op for mig, at de nok ikke kendte til striberne, fordi de ikke var i landsbyen, da dillen opstod. Jeg var heller ikke i stand til at forklare, jeg gik dem bare hen til døren og sagde: "Godnat." De så begge mærkeligt på mig, mumlede noget og lukkede så døren i mit ansigt. Jeg ventede på, at låsen skulle klikke, så gik jeg ind på mit værelse og kaldte på Hawk igen.
  
  
  "To af dem er fra New York, døde. Den, der blev skudt i brystet, ligger stadig på hospitalets intensivafdeling og forventes ikke at leve eller komme til bevidsthed. Han er fra DC. De ser alle ud til at være forbundet med Black Liberation Army. New York siger, at et par derfra er eftersøgt i Connecticut for drabet på en statssoldat. En lokal er ude på kaution for et bankrøveri, men er efterlyst igen for et supermarkedsrøveri."
  
  
  Klokken var næsten to om morgenen, da Hawk vendte tilbage til mig. Han virkede ikke så ked af det, som da jeg ringede til ham tidligere for at fortælle ham, hvad der skete i Georgetown. Hans umiddelbare bekymring dengang var at etablere en plausibel dækning inden for distriktspolitiet. Med en af de højeste kriminalitetsrater i landet, kunne de ikke forventes at tage venligt imod tilføjelsen af yderligere tre mord til den lokale total i FBI's statistiske rapporter.
  
  
  "Hvad bliver den officielle version?" Jeg spurgte. Jeg vidste, at politiet skulle komme med en forklaring på skyderierne og ligene i et af byens bedste boligområder.
  
  
  "Fire røvere begik den fejl at vælge et lokkehold, og to detektiver udgav sig for at være kvinder og endte på den tabende side i en skudveksling."
  
  
  -Vil avisfolk købe det?
  
  
  "Måske ikke, men det vil deres redaktører. Anmodningen om deres samarbejde kom fra et så højt niveau, at de ikke kunne andet end at gå med til det. Historien ender i aviserne, men den bliver slet ikke udspillet. Det samme gælder for radio og tv; de vil nok opgive det helt."
  
  
  "Jeg er ked af, at jeg har voldt dig så mange problemer."
  
  
  "Jeg tror ikke, der kan gøres noget ved det, N3." Hawks tone var betydeligt blødere, end den havde været for et par timer siden. "Det, der bekymrer mig mest," fortsatte han, "er, at du måske har sprængt din dækning med Sherima og pigen. Jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor du overhovedet gik med til denne gåtur. Det forekommer mig, at det ville være klogere at vende tilbage til hotellet i bil.”
  
  
  Jeg forsøgte at forklare, at jeg stod med spørgsmålet om, hvorvidt jeg skulle fremstå som et festdyr og muligvis miste fordelen ved at blive opfattet som hyggeligt selskab, eller risikere at gå ind i det, der burde have været et relativt sikkert område.
  
  
  "Jeg forventede ikke, at disse fire ville satse på restauranten," indrømmede jeg. "Der er dog altid den mulighed, at hvis de ikke havde indhentet os, mens de bevægede sig, ville de have slukket bilen og lige begyndt at skyde."
  
  
  "Det kunne være ubehageligt," sagde Hawk. »Ifølge vores oplysninger fra New York, bruger en af dem normalt et oversavet haglgevær. Det var sådan, de satte ham i forbindelse med soldatens mord. Hvis han havde åbnet dette med jer tre proppet ind på bagsædet af limousinen, er der en temmelig god chance for, at områdets politi ville have haft det samme antal ofre, bare en anden række. Jeg undrer mig over, hvorfor han ikke brugte den udenfor. Det var nok i stationcaren«.
  
  
  "Måske satte Sværdet grundreglerne," foreslog jeg. "Hvis han planlægger
  
  
  
  
  
  
  true CIA med Sherimas død, fordi vi har mistanke om, at et haglgevær måske ikke virker som et passende våben til brug af hemmelige agenter."
  
  
  "Hvis ide var denne lille gåtur?" Hawk ville vide.
  
  
  Det var et øjeblik, der havde generet mig fra det øjeblik, vi tre klatrede ind i vores tilfældige førerhus og gik tilbage til Watergate. Jeg afspillede mentalt samtalen, der førte til vores næsten dødelige gåtur, og fortalte Hawk, at jeg stadig ikke havde besluttet mig for hans oprindelse.
  
  
  "Jeg er sikker på, at det var Candy, der fejrede denne smukke aften og pludselig blev inspireret til at gå ud," forklarede jeg til min chef. "Men ideen syntes først at komme til hende, efter at hun og Sherima talte om træning. Og samtalen om træning, så vidt jeg kan huske, startede for alvor, da Candy kom med en bemærkning, der var tiltænkt mig og ikke havde noget med gang at gøre.«
  
  
  "Sådan her?"
  
  
  I et forsøg på ikke at vække Hawks moralske harme, forklarede T. så enkelt som muligt, at hendes ord syntes at have til formål at formidle budskabet om, at hun ville besøge mit værelse senere samme aften. Han klukkede lidt og besluttede så, som jeg havde gjort længe før, at det var umuligt at bebrejde Georgetowns gåtur på nogen bagtanke. I hvert fald for nu.
  
  
  Hawk ville dog ikke opgive emnet om mine seksuelle eventyr. "Jeg er sikker på, at der vil blive gjort endnu et forsøg på Sherimas liv i den nærmeste fremtid," sagde han. "Måske endda i aften. Jeg håber ikke du lader dig distrahere, N3.
  
  
  "Mine ladninger burde være i søvn nu, sir. I dag i Great Falls fortalte Candy mig, at hun havde beroligende midler, så jeg bad hende og Sherima om at tage en eller to før sengetid i aften. Og de var enige om, at det var en god idé. Jeg håber, at en god nattesøvn vil hjælpe dem til at glemme nogle af aftenens detaljer og forhåbentlig fjerne enhver yderligere tvivl, de måtte have om min forklaring på at være bevæbnet.
  
  
  Før han lagde på, sagde Hawk, at han havde fulgt op på det tilbud, jeg gav i vores første samtale efter angrebet. “Mens vi diskuterede, modtog jeg et opkald fra den assisterende leder af hotellet. Han fik at vide, at opkaldet var fra Adabiya-ambassaden, og at Sherima var blevet kontaktet ved middagen den aften af en vedholdende freelancefotograf. "Gentleman Adabi" har anmodet om, at nogen holder øje med korridoren på din etage i aften og sørger for, at ingen forstyrrer hende. Natchefen sagde, at han ville tage sig af det med det samme, så der må være nogen der."
  
  
  "Han er der," sagde jeg. "Jeg tjekkede selv gangen tidligere, og den gamle irske fyr, der skulle være husets detektiv, lod som om han kiggede i sine lommer efter værelsesnøglen, indtil jeg kom ind igen."
  
  
  "Anede han ikke, at du stak hovedet ud i haglen?"
  
  
  "Ingen. De sendte mig kaffe, så snart jeg kom tilbage, så jeg satte bakken tilbage uden for døren. Han gik nok bare ud fra, at jeg lagde den der, så jeg kunne tage den med til roomservice.
  
  
  "Nå, når han er der, er den eneste anden indgang til Sherimas værelse gennem balkonen, og jeg tror, du lukker den," sagde Hawk.
  
  
  "Jeg ser det lige nu, sir. Heldigvis har den anden telefon i dette rum en lang ledning, og jeg står nu ved balkondøren.
  
  
  "Okay, N3. Jeg venter på et opkald fra dig i morgen... Ha, jeg tror, fordi det allerede er morgen, altså i morges.
  
  
  Da jeg sagde, at jeg ville hente ham klokken otte om morgenen, sagde Hawk: "Kom nu klokken syv. Jeg er tilbage her til den tid.
  
  
  "Ja, sir," sagde jeg og lagde på, velvidende at den gamle mand ganske vist ikke ville gå hjem for at sove, men ville tilbringe resten af natten på den slidte lædersofa på sit kontor. Dette var hans "vagtværelse", da vi havde en større operation i gang.
  
  
  Jeg forvandlede to smedejernsstole på mit lille dæk til en provisorisk loungestol og min regnfrakke til et tæppe. Natten var stadig behagelig, men Potomac'ens fugt trængte endelig ind, og jeg rejste mig for at bevæge mig lidt og ryste kulden af sig helt ind til knoglerne. Den glødende urskive stod på halv tre, og jeg skulle lige til at prøve nogle armbøjninger, da en blød bankelyd på den næste balkon uden for Sherimas værelse fangede min opmærksomhed. Sammenfoldet i det mørkeste hjørne nær døren kiggede jeg ud over den lave væg, der adskilte min balkon fra Sherimas.
  
  
  Først så jeg ikke noget der. Jeg anstrengte mine øjne i mørket og lagde mærke til et reb, der hang fra hotellets tag og passerede forbi Sherimas balkon. Jeg regnede med, at jeg hørte rebet slå og falde forbi den buede forvæg. Så hørte jeg endnu en lyd fra oven og kiggede op for at se nogen kravle ned ad rebet. Hans fødder gled faretruende forbi udhænget, da han begyndte en langsom nedstigning og flyttede armene. Jeg kunne ikke se andet end hans sko og manchetterne på hans bukser, da jeg hoppede over skillevæggen og pressede mig mod den modsatte væg, dybt i skyggerne. Indtil nu var det umuligt
  
  
  
  
  
  at lægge mærke til mig. Et øjeblik senere, da han havde sikret sig på væggen på den tre meter høje balkon, var han mindre end ti meter væk fra mig. Jeg spændte, kontrollerede min vejrtrækning, stod helt stille.
  
  
  Helt klædt i sort tog han sig sammen et øjeblik og faldt så stille ned på gulvet på terrassen. Han stoppede op, som om han forventede noget. Da jeg tænkte, at han måske ventede på, at en ledsager fulgte ham ned ad rebet, ventede jeg også, men der dukkede ingen op fra oven for at slutte sig til ham. Til sidst gik han hen til glasskydedøren og så ud til at lytte efter noget, måske for at finde ud af, om der var nogen, der bevægede sig indenfor.
  
  
  Da han forsøgte at åbne døren, besluttede jeg, at det var på tide at handle. Jeg gik op bag ham, kastede mig over min skulder og dækkede hans mund med min hånd, samtidig med at jeg lod ham mærke mulen af min Luger på siden af hans hoved.
  
  
  "Ikke et ord, ikke en lyd," hviskede jeg. "Bare gå tilbage, som jeg gjorde, og gå væk fra døren."
  
  
  Han nikkede, og jeg gik tre skridt tilbage, min hånd stadig presset over hans mund, så han fulgte mit tilbagetog, om han ville eller ej. Jeg vendte ham mod mig, da vi nåede hjørnet længst væk fra døren. I det bløde lys, der strømmede op fra Watergate-gården, kunne jeg se, at han var en araber. Frygtløs også. Selv i det subtile skær så jeg hadet i hans øjne; Der var ingen spor af frygt på hans vrede ansigt over at blive fanget.
  
  
  Jeg holdt min Luger-tønde lige foran hans mund og spurgte: "Nogen andre på taget?"
  
  
  Da han ikke svarede, markerede jeg ham som professionel; tilsyneladende indså han, at jeg ikke var parat til at skyde ham og risikere at vække hele hotellet. Jeg testede, hvor langt hans professionalisme gik, og svingede løbet på en tung pistol hen over hans næserygge. Knusningen af knogler var høj, men jeg vidste, at det kun var, fordi jeg stod så tæt på ham. Jeg prøvede at stille spørgsmålet igen. Han var en rigtig proff, han svarede ikke og turde ikke engang løfte hånden for at tørre det blod, der løb ned over hagen.
  
  
  Jeg flyttede pistolen til min venstre hånd, lod stiletten falde til højre for mig og førte den ind under hans hals og stoppede lige for at knække huden. Han rystede, men hans øjne forblev trodsige, og hans læber forblev lukkede. Jeg løftede spidsen af nålen lidt, og den prikkede hans hud og trak mere blod. Han var stadig tavs. Det lette tryk tvang stedet i halsen dybere, lige under hans adamsæble, som begyndte at vippe nervøst.
  
  
  "En centimeter mere, og du vil aldrig være i stand til at tale igen," advarede jeg ham. "Lad os nu prøve igen. Er der nogen andre...
  
  
  Lyden af Sherimas balkondør, der åbnede, stoppede brat afhøringen. Mens jeg holdt stiletten på fangens hals, vendte jeg mig let, min Luger svingede for at dække skikkelsen, der dukkede op fra døråbningen. Det var Candy. Et øjeblik, da hun så den uhyggelige scene, var hun fortabt i sine skridt. Da hendes øjne vænnede sig til mørket, genkendte hun mig; så så hun med udtryksløs rædsel på den blodige mand, der næsten var spiddet af bladet i min hånd.
  
  
  "Nick, hvad sker der?" - spurgte hun blidt og gik forsigtigt hen til mig.
  
  
  "Jeg kunne ikke sove," sagde jeg til hende, "så jeg gik ud på balkonen for at få lidt luft og slappe lidt af. Jeg lagde mærke til denne fyr, der stod ved Sherimas dør, så jeg sprang over væggen og tog fat i ham."
  
  
  "Hvad vil du med det?" hun spurgte. "Er han en røver?"
  
  
  "Det var det, vi talte om," sagde jeg. "Men jeg talte alt sammen."
  
  
  "Hvad skete der med hans ansigt?"
  
  
  "Jeg tror, han ved et uheld endte på balkonen,"
  
  
  Jeg løj.
  
  
  Min fange rørte sig ikke, bortset fra hans øjne, som gled over vores ansigter under samtalen. Men da jeg nævnte hans "uheld", krøllede hans mundvige sig til et smalt smil.
  
  
  "Han ser arabisk ud," hviskede Candy. "Kunne han have forsøgt at skade Sherima?"
  
  
  "Jeg tror, vi går ved siden af mig og snakker lidt om det her," sagde jeg og var glad for at se, at der endelig var et spor af frygt i natvandrerens øjne.
  
  
  "Kan vi ikke ringe til politiet, Nick?" - sagde Candy og tog ikke øjnene fra araberen. "I sidste ende, hvis nogen forsøger at skade Sherima, bør vi få noget beskyttelse. Måske skulle jeg ringe til ambassaden og hente Abdul."
  
  
  Da hun nævnte livvagtens navn, klemte den store arabers næsebor, mens han sugede vejret ind. Navnet betød tydeligvis noget for ham; Mens jeg iagttog ham, kom der dråber af sved på hans pande, og jeg fik det indtryk, at han frygtede vreden fra den tidligere dronnings hengivne værge. Hans øjne rullede hen over balkonen og sprang så opad, som om han ledte efter en vej ud.
  
  
  "Det ville være rart at ringe til Abdul," indvilligede jeg. "Måske kan han få nogle svar fra vores ven her."
  
  
  Araberens øjne flimrede opad igen, men han sagde ingenting.
  
  
  "Jeg går og gør det nu," sagde Candy og vigede tilbage. "Sherim
  
  
  
  
  
  Han sover hurtigt, pillerne virker, så jeg siger til Abdul... Nick, pas på!
  
  
  Hendes råb var ikke højt, men samtidig tog hun fat i min arm, og dens helt uventede kraft skubbede min hånd frem og kastede kniven dybt ind i struben på min fange. Hans øjne åbnede sig forvirret et øjeblik, og lukkede så næsten samtidigt. Jeg trak stiletten tilbage. Derefter flød blodet, og jeg indså straks, at han aldrig ville tale med nogen igen. Han var død. Jeg var dog ikke bekymret for ham lige dengang, for jeg kiggede tilbage for at se, hvad der fik Candy til at gispe af rædsel.
  
  
  Hun holdt stadig fast i min hånd og pegede opad, tilsyneladende endnu ikke klar over konsekvenserne af hendes pludselige skub på min hånd. "Der bevæger sig noget," hviskede hun. "Ligner en slange."
  
  
  "Det er et reb," sagde jeg og holdt min vrede tilbage. Jeg vendte mig om og bøjede mig over araberen, som gled ind i hjørnet af terrassen. "Sådan kom han hertil."
  
  
  "Hvad skete der med ham?" - spurgte hun og kiggede på den mørke bulk ved mine fødder.
  
  
  Jeg kunne ikke lade hende vide, at hun var årsagen til, at han døde. Hun havde problemer nok uden at skulle bære endnu en byrde. "Han forsøgte at gå, da du skreg og gled og faldt på min kniv," forklarede jeg. "Han døde."
  
  
  "Nick, hvad skal vi gøre?" Der var frygt i hendes stemme igen, og i det øjeblik ville jeg ikke have en hysterisk kvinde på hænderne. Jeg bøjede mig hurtigt ned, tørrede blodet af kniven på den døde mands jakke, stak derefter bladet ind i mit ærme og satte Lugeren tilbage i sit hylster.
  
  
  "Først," sagde jeg, "vil jeg bære liget over væggen ind i mit værelse. Vi kan ikke blive her og snakke, vi kan måske vække Sherima, og det ville være bedre, hvis hun ikke vidste noget om det efter det, hun allerede har været igennem i aften. Så hjælper jeg dig med at klatre over væggen, så snakker vi lidt. Nu, mens jeg tager mig af ham, dykker du ind igen og sikrer dig, at Sherima stadig sover. Og tag en kappe på eller noget, og kom så tilbage her."
  
  
  Begivenhederne gik så hurtigt, at jeg ikke før da bemærkede, at det eneste, Candy havde på, var en tynd, lysegul negligé, skåret til et dybt V og knap nok rummede hendes generøse bryster, som krampagtigt hev ved hvert nervøst åndedrag.
  
  
  Mens hun vendte sig for at gøre, som jeg sagde, samlede jeg den døde mand op fra gulvet og smed ham uden ceremoniel ud over væggen, der adskilte de to altaner. Jeg gik så hen til den potentielle morderreb, som stadig hang over forvæggen på Sherimas terrasse. Jeg var helt sikker på, at han ikke var ankommet til hotellet alene; det var sandsynligt, at mindst én anden kammerat stadig ventede på taget på etagen over os.
  
  
  Og jeg var sikker på, at den, der var der, havde fjernet j efter denne, ikke var vendt tilbage efter rimelig tid. Hvis araberens medskyldige havde været lige så professionel som hans døde ven, ville han have indset, at der var noget galt. Mordet, hvis det lykkedes, skulle højst være sket på fem til ti minutter. Og et blik på mit ur fortalte mig, at der var gået femten minutter, siden hans fødder første gang dukkede op på rebet. Og selvom al samtale uden for Sherimas værelse foregik i hvisken, og de fleste bevægelser var dæmpede, var der stadig mulighed for, at den anden mand eller folk hørte noget, fordi Watergate-gården var stille på det tidspunkt. Kun lyden af en lejlighedsvis bil, der kørte langs den nærliggende motorvej nær Potomac, brød nattens stilhed, og det kunne ikke overdøve støjen på balkonen.
  
  
  Jeg besluttede ikke at klatre i rebet til taget; I stedet hoppede jeg op på balkonrækværket og skar rebet delvist over, hvilket svækkede det lige nok, så hvis nogen forsøgte at kravle ned i det igen, ville det ikke støtte den ubudne gæsts vægt og ville kaste ham ind i gården ti etager under. Candy dukkede op igen ved altandøren, da jeg hoppede ned fra rækværket. Hun undertrykte et skrig og så, at det var mig.
  
  
  "Nick, hvad?"
  
  
  "Bare sørg for, at ingen andre bruger denne rute i aften," sagde jeg. "Hvordan har Sherima det?"
  
  
  "Hun går ud som et lys. Jeg tror, hun tog et par beroligende midler mere, Nick. Jeg gav hende to, før hun gik i seng, men det var først nu på mit badeværelse, at jeg lagde mærke til, at flasken stod på håndvasken. Jeg talte dem, og der var mindst to færre, end jeg burde have.
  
  
  "Er du sikker på, hun er okay?" Jeg var bekymret for, at den tidligere dronning måske utilsigtet havde overdosis.
  
  
  "Ja. Jeg tjekkede hendes vejrtrækning, det er normalt, måske lidt langsomt. Jeg er sikker på, at hun kun tog fire af mine piller, og det er nok til at helbrede hende i ti eller tolv timer."
  
  
  Jeg kunne se på Candys blik, at hun havde mange spørgsmål. Jeg lagde min søgen efter svar til side et stykke tid og spurgte hende: "Hvad med dig? Hvorfor vågnede du? Tog du ikke også noget for at hjælpe dig med at sove?
  
  
  “Jeg tror, jeg blev så optaget af at berolige Sherima og
  
  
  
  
  
  
  Jeg har lige glemt det, Nick. Til sidst faldt jeg ned på sengen og begyndte at læse. Jeg må have døset i cirka en time uden at tage nogen beroligende midler. Da jeg vågnede, gik jeg for at tjekke Sherima og så hørte jeg en støj på hendes balkon... du ved hvad der skete efter det. Hun holdt en pause og spurgte så skarpt: "Nick, hvem er du egentlig?"
  
  
  "Ingen spørgsmål stillet, Candy. De kan vente til vi kommer til mit værelse. Vent her et øjeblik.
  
  
  Jeg sprang over skillevæggen igen og bar den døde araber ind på mit værelse, gemte ham i brusebadet og trak gardinet hen over badet, hvis Candy kom ind på badeværelset. Jeg vendte så tilbage til Sherimas balkon og løftede Candy over skillevæggen, efter hvad jeg håbede var mit sidste tilflugtssted for natten.
  
  
  Candy tøvede med at komme ind i rummet, og jeg indså, at hun nok forventede at se en død mand på gulvet. Jeg førte hende indenfor og lukkede skydedøren bag os. Jeg tændte lyset, da jeg var inde før for at skjule liget. Candy kiggede hurtigt rundt i lokalet og sukkede så lettet, da hun ikke så ham nogen steder. Hun vendte sig mod mig og sagde: "Kan du fortælle mig det nu, Nick?"
  
  
  Hun kiggede direkte på mig med store, ikke blinkende øjne, mens hun knugede den rene negligé over sin matchende kjole. Jeg krammede hende og førte hende hen til sofaen. Jeg satte mig ved siden af hende og tog hendes hænder. Efter at have fremtryllet i mit sind, hvad jeg håbede ville være en plausibel historie, begyndte jeg at tale.
  
  
  "Mit navn er faktisk Nick Carter, Candy, og jeg arbejder for et olieselskab, men jeg er mindre lobbyist og mere privatdetektiv. Jeg laver normalt personalesikkerhedstjek, eller hvis en af vores folk har problemer, forsøger jeg at udjævne de ru kanter og sørge for, at der ikke er nogen overskrifter, der ville få virksomheden til at se dårligt ud. Jeg har licens til at bære en pistol og har været nødt til at bruge den et par gange i udlandet. Jeg begyndte at bære en kniv, efter at jeg en dag kom i noget rod i Kairo - et par bøller tog min pistol, og jeg endte på hospitalet."
  
  
  "Men hvorfor er du her nu? Er det på grund af Sherima?
  
  
  "Ja," indrømmede jeg. »Vi blev informeret fra vores kontor i Saudi-Arabien, at der muligvis ville blive gjort et forsøg på hendes liv. Truslen virkede ikke for alvorlig, men myndighederne besluttede at sende mig hertil for en sikkerheds skyld. Hvis nogen prøvede noget, og jeg var i stand til at redde hende, forventede virksomheden, at Shah Hasan ville være os meget taknemmelige - vores firma har forsøgt at lappe tingene op med ham i nogen tid. Der er stadig mange potentielle oliereserver i Adabi, som ikke er blevet udlejet til nogen til efterforskning, og mine chefer vil gerne arbejde på dem."
  
  
  Hun så ud til at forsøge at acceptere min forklaring, men stillede det åbenlyse spørgsmål: "Fik den amerikanske regering ikke at vide, at der var en trussel mod Sherima? Er det ikke deres opgave at beskytte hende?
  
  
  "Det tænkte jeg også i et stykke tid," sagde jeg og prøvede at lyde flov. »Men de mennesker, der betaler min løn, hvilket er godt, vil gerne ses som de gode, hvis der sker noget. Milliarder vil være på spil, hvis de vinder borerettigheder i Adabi. Og ærligt talt, så tror jeg ikke, at nogen virkelig tog truslen seriøst. Der syntes ikke at være nogen grund til at ville dræbe Sherima. Måske hvis hun stadig var gift med Hassan, men vi følte ikke, at hun var i fare efter skilsmissen."
  
  
  "Men den mand på balkonen... tror du, han prøvede at skade Sherima?"
  
  
  "Jeg ved det ikke med sikkerhed. Han kunne bare være en røver, selvom tilfældighederne af, at han er araber, overrasker mig nu.”
  
  
  "Hvad med de mænd i Georgetown i aften? Er dette også en tilfældighed?
  
  
  "Jeg er sikker på, at det var en tilfældighed. For nylig tjekkede jeg med min ven i amtets politiafdeling, og han fortalte mig, at alle tre mænd, de fandt på gaden, havde optegnelser som indbrudstyve eller småtyve. De så ud til at gå rundt og lede efter mulige ofre og bemærkede, at vi forlod restauranten, så vi havde en limousine, men vi begyndte at gå, så de fulgte efter os."
  
  
  "Fortalte du ham, at du skød dem? Skal vi besvare spørgsmål og gennemgå en politiefterforskning? Sherima vil simpelthen dø, hvis hun blander sig i sådanne sager. Hun prøver så meget på ikke at genere Hassan.
  
  
  Jeg forklarede, at jeg ikke havde fortalt min formodede politiven, at jeg ikke vidste noget om Georgetown-hændelsen, andet end blot at sige, at jeg var i området på det tidspunkt og så alle politibilerne og undrede mig over, hvad der skete. "Jeg havde en fornemmelse af, at politiet troede, at de sorte lavede en fejl, da de prøvede at røve nogle store narkohandlere eller noget, og gemte det under tæppet. Jeg tror ikke, politiet vil forsøge at finde ud af, hvem der dræbte dem. De tror nok, de har tre mindre bøller at bekymre sig om på gaden."
  
  
  "Åh, Nick, det hele er så forfærdeligt," hviskede hun og klamrede sig til mig. "Hvad nu hvis nogen prøver at såre hende?
  
  
  
  
  
  
  Hvad hvis du blev dræbt? Hun tav et øjeblik, dybt i tanker. Så pludselig rykkede hun kraftigt og så på mig med brændende øjne. "Nick, hvad med os? Var mødet med mig en del af dit job? Var du nødt til at få mig til at forelske dig i dig, bare så du kunne blive tæt på Sherima?
  
  
  Jeg kunne ikke lade hende tro det, så jeg trak hende nærmest groft til mig og kyssede hende dybt, selvom hun gjorde modstand. Da jeg løslod hende, sagde jeg: "Søde dame, jeg er blevet beordret til ikke engang at tage kontakt med Sherima eller nogen med hende, medmindre der er en trussel. Mine chefer arrangerede dette værelse til mig ved siden af hendes, ja, men mit møde med dig var en ren tilfældighed. Det viste sig også at være vidunderligt. Men da firmaet finder ud af, at jeg hang ud med dig og Sherima, er jeg i store problemer. Især hvis de tænker, at jeg måske har gjort noget, der kan ødelægge dem senere, når de forsøger at få de oliekontrakter."
  
  
  Hun så ud til at tro på mig, for pludselig dukkede et bekymringsblik op i hendes ansigt, og hun lænede sig ind for at kysse mig og sagde sagte: "Nick, jeg vil ikke fortælle det til nogen. Selv Sherima. Jeg var bange for, at du brugte mig. Jeg tror ikke, jeg kan...” Sætningen blev afskåret, da hun begravede sit ansigt i mit bryst, men jeg vidste, hvad hun ville sige, og jeg undrede mig over, hvem der brugte hende og voldte hende sådanne smerter. Jeg rørte ved hende, løftede hendes ansigt og pressede forsigtigt mine læber mod hendes igen. Hendes svar var mere krævende, da hendes tunge rørte ved mine læber, og da jeg åbnede dem, skyndte hun sig ind for at blive en undersøgende, drillende dæmon, der udløste en øjeblikkelig reaktion fra mig.
  
  
  Til sidst brød hun krammet og spurgte: "Nick, må jeg blive her hos dig resten af natten?"
  
  
  Jeg ville ringe til AX og arrangere endnu en afhentning - manden i badekarret - så jeg sagde spejlvendt: "Jeg er bange for, at der ikke er meget tid tilbage til natten. Solen står op om et par timer. Hvad hvis Sherima vågner og finder dig væk?
  
  
  "Jeg fortalte dig, at hun vil være væk i et par timer." Hun buldrede og sagde: "Vil du ikke have, at jeg bliver... nu hvor jeg ved alt om dig?" Tåren blev til et såret udtryk, og jeg vidste, at hun troede, hun blev brugt igen.
  
  
  Jeg tog hende i mine arme, rejste mig og bar hende hen til sengen. "Tag det her tøj af," beordrede jeg smilende. "Jeg skal vise dig, hvem vil have dig til at blive." Da jeg begyndte at klæde mig af, tog jeg telefonen og bad personalet om at vække mig klokken halv syv.
  
  
  Da vækningen ringede, rejste jeg mig op og lavede øvelserne. Jeg tog telefonen efter det første ring, og takkede stille og roligt operatøren for ikke at vække Candy. Jeg havde brug for et par minutter mere privat, før jeg sendte hende tilbage til Sherimas bolig.
  
  
  Først skulle jeg klæde mig på og smutte ud på altanen for at hente det hjemmelavede alarmsystem. Efter jeg smed Candy på sengen, insisterede hun på at gå på toilettet, før vi begyndte at elske. Hun forklarede, at hun ville fjerne sin makeup, men jeg var sikker på, at hendes intense nysgerrighed fik hende til at tjekke, hvor jeg gemte den døde mand.
  
  
  Jeg benyttede lejligheden til at fjerne et langt stykke sort tråd fra spolen, som jeg altid havde med i bagagen. Jeg bandt den ene ende af det om et glas fra køkkenhjørnet og sprang ud gennem væggen til Sherimas altandør, jeg bandt den anden ende til håndtaget. Han var ikke synlig i mørket. Jeg hoppede på min side igen og placerede glasset på toppen af skillevæggen. Enhver, der forsøgte at åbne Sherimas dør, rev glasset af og styrtede ned på altangulvet. Da der ikke havde været nogen ulykker i flere timer før daggry, vidste jeg, at ingen havde forsøgt at nå Sherima ad denne rute. Og hoteldetektiven på gangen lavede ikke ballade.
  
  
  Da jeg vendte tilbage til værelset, så jeg, at de krav, vi havde stillet til hinanden om mere end to timers lidenskab, før Candy endelig faldt i søvn, spejlede sig i hendes ansigt, badet i morgensolen, der skinnede gennem balkondøren. Hun elskede med fuldstændig dedikation og overgav sig med en intensitet, der overgik alle vores tidligere møder. Vi kom sammen igen og igen, og efter hver top var hun klar igen, hendes kærtegnende hænder og drillende mund tvang mig næsten til at bevise min hengivenhed igen, for at slette enhver tanke om, at jeg simpelthen brugte hende.
  
  
  Jeg lænede mig ned og kyssede hendes bløde våde læber. "Candy, det er tid til at stå op." Hun bevægede sig ikke, så jeg gled mine læber langs hendes tynde hals og efterlod et spor af hurtige kys. Hun stønnede sagte og førte en hånd over hendes ansigt, da en barnlig panderynke hurtigt krydsede hendes ansigt. Jeg lagde min hånd under lagenet og pressede det til hendes bryst, masserede blidt og kyssede hendes læber igen.
  
  
  "Hej, smukke, det er tid til at rejse sig," gentog jeg og løftede hovedet.
  
  
  Hun lod mig vide, at hun var vågen ved at række ud og slå begge hendes arme om min hals, før jeg kunne rejse mig. Hun trak mig hen til sig, og denne gang begyndte hun at kysse mit ansigt og hals. Vi endte i et langt kram, og jeg slap hende
  
  
  
  
  
  
  for til sidst at sige:
  
  
  "Sherima vågner snart. Næsten klokken otte.
  
  
  "Det er ikke rimeligt at sende mig væk sådan her," mumlede hun, lænede sig tilbage mod puderne og blinkede i den klare morgensol. Hun vendte sig mod mig og smilede genert, og så på mine bukser.
  
  
  "Du er klædt på," sagde hun. "Det er heller ikke rimeligt."
  
  
  "Jeg har været oppe og klædt på i timevis," drillede jeg. "Jeg dyrkede noget motion, skrev en bog, turnerede i området og havde tid til at se en kort film."
  
  
  Hun satte sig ned og fyldte rummet med latter. "Jeg tror også, du mærkede en hel flok kvæg," sagde hun mellem grinene.
  
  
  "Nå, frue," sagde jeg, "nu hvor du nævner det..."
  
  
  "Åh, Nick, selv med alt, hvad der er sket," sukkede hun med blødt ansigt, "jeg tror ikke, jeg har nydt mandligt selskab så meget som dit - ikke længe."
  
  
  Smilet forsvandt fra hendes ansigt, og hun blev alvorlig igen, et eftertænksomt udtryk viste sig på hendes pande. Hun sad på puderne et øjeblik og lyttede til, hvad hendes sind fortalte hende. Så vendte hun lige så pludseligt sine knaldbrune øjne tilbage til mig, og jeg så et smil flimre i hendes mundvige.
  
  
  "Sherima rejser sig ikke endnu," grinede hun og begyndte at læne sig tilbage på sengen. "Mindst en anden... åh... en halv time..."
  
  
  "Åh nej, lad være!" - sagde jeg og sprang op fra den stol, jeg havde taget. "Denne gang mener jeg det!"
  
  
  Jeg havde for meget at lave her til morgen til at vige pladsen for Candys forførende invitationer. Da jeg nærmede mig sengen, bøjede jeg mig ned og trak tæppet af, med samme bevægelse vendte jeg hende om på maven og slog hende i bunden.
  
  
  "Åh! Det gør ondt!"
  
  
  Jeg tvivlede på, at jeg havde såret hende, men hun sprang ud af sengen.
  
  
  "Nu," sagde jeg, "vi må tage dig til dit værelse."
  
  
  Først gav hun mig et forundret blik, og så på hendes negligee og negligee, der lå på stolen, sagde hun: "Åh, rigtigt. Jeg har ikke nøgler.
  
  
  "Godt, så det er den måde, du kom."
  
  
  Da hun tog peignoir på, syntes hun pludselig at huske sin anden store appetit. "Nick, hvad med morgenmad?"
  
  
  "Lidt senere. Jeg skal ringe."
  
  
  "Fantastisk kan jeg komme tilbage til mit værelse ubemærket?"
  
  
  "Sådan her." Jeg løftede hende op og bar hende ud på balkonen, hvorefter jeg løftede hende over skillevæggen. Hvis der var andre mennesker tidligt op den morgen ved Watergate, må de have troet, at de så noget. Da hun kom ned på gulvet, lænede hun sig tilbage mod væggen og kyssede mig hurtigt, så vendte hun sig om og... løb gennem døren til Sherimas værelse.
  
  
  Da jeg vendte tilbage til mit værelse, gik jeg til telefonen og begyndte at ringe til Hawks nummer. Jeg skulle lige til at taste det sidste ciffer, da min dørklokke begyndte at ringe vanvittigt og samtidig bankede det på dørpanelet. Jeg smed telefonen ned, løb hen til døren og åbnede den. Candy stod der, hendes ansigt bleg og hendes øjne fyldt med tårer.
  
  
  "Nick," udbrød hun, "Sherima er væk!"
   Kapitel 8
  
  
  
  
  Jeg slæbte Candy tilbage til Sherimas værelse og smækkede døren bag os. Jeg havde nok problemer med ikke at invitere nysgerrige gæster til at dukke op i lobbyen eller ringe til receptionen for at finde ud af, hvorfor en pige skreg på dette tidspunkt. Candy stod ved døren til Sherimas værelse, vred sine hænder og gentog: ”Det er min skyld. Jeg skulle aldrig have efterladt hende alene. Hvad skal vi gøre, Nick? Hvad vil vi gøre?"
  
  
  Jeg har allerede gjort noget. Fra udseendet af den tidligere dronnings stue var det tydeligt, at der ikke havde været nogen kamp der. Jeg vendte tilbage til foyeren, hvor Candy blev presset mod døråbningen og stadig gentog hendes litani af fortvivlelse. Et hurtigt blik på hendes værelse viste mig, at der heller ikke var nogen kamp der. Sherima blev tilsyneladende taget væk, mens hun stadig var påvirket af beroligende midler. Men hvordan fik kidnapperne hende ud af hotellet? Hvad skete der med Watergate-vagten, der skulle have overnattet på gangen? Jeg havde brug for at tjekke hans placering, men jeg kunne ikke risikere, at en stønnende Candy fulgte efter mig ind i hallen igen. Jeg var nødt til at holde hende beskæftiget.
  
  
  Jeg holdt hende fast i skuldrene og rystede hende let, og så endnu hårdere, indtil hun holdt op med at skrige og så på mig. “Candy, jeg vil have dig til at kigge Sherimas tøj igennem og fortælle mig, hvis der mangler noget. Vi skal finde ud af, hvad hun havde på, da hun forlod hotellet. Mens du gør det, er jeg nødt til at gå tilbage til mit værelse et øjeblik, okay? Jeg vil have dig til at holde denne dør lukket og låst. Lad ikke andre komme ind end mig. lytter du? Forstår du, hvad du skal gøre? "
  
  
  Hun nikkede, hendes hage sitrede og tårer i øjnene. Hendes læber dirrede, da hun spurgte: "Nick, hvad skal vi gøre? Vi skal finde hende. Kan vi ikke ringe til politiet? Eller Abdul? Hvad med Hassan? Skal vi lade ham vide? Hvad med ambassaden?
  
  
  "Jeg vil tage mig af alt," forsikrede jeg hende.
  
  
  
  
  
  
  kramme et øjeblik for at berolige. »Gør bare, som jeg siger, og se, om du kan finde ud af, hvad hun havde på. Jeg vil være tilbage snart. Husk nu, hvad jeg sagde om ikke at lukke nogen ind. Og ingen telefonopkald lige nu. Tal ikke i telefon, så hvis Sherima forsøger at ringe til dig, vil linjen ikke være optaget. Vil du gøre det, Candy? "
  
  
  Hun snusede til næsen, løftede det ene ærme af sin dyre negligé og tørrede tårerne, der strømmede ned over hendes ansigt. "Okay, Nick. Jeg gør, hvad du siger. Men kom venligst tilbage. Jeg vil ikke være her alene. Vær venlig."
  
  
  "Jeg kommer tilbage om et par minutter," lovede jeg. Da jeg gik ud af døren, låste hun låsen bag mig.
  
  
  Der var stadig ingen spor efter hotellets sikkerhedsvagt i korridoren. Enten forlod han arbejdet, hvilket virkede usandsynligt, medmindre en anden medarbejder erstattede ham, eller... Jeg vendte mig om og trykkede på knappen, der ringede på døren til Sherimas værelse. Da Candy nervøst spurgte: "Hvem er det her?" Jeg præsenterede mig selv blidt, hun tabte bolten og lukkede mig ind.
  
  
  Hun begyndte at sige: "Nick, jeg begyndte lige at kigge..."
  
  
  Jeg smuttede forbi hende, skyndte mig ind på hendes værelse og tjekkede badeværelset. Her er tomt. Jeg løb tilbage til Sherimas hytte og gik ind på hendes badeværelse. Bruseforhænget blev trukket over badekarret, og jeg trak det til side.
  
  
  Jeg var åbenbart ikke den eneste, der gemte liget den nat. I en frossen pøl af blod i badekarret lå den aldrende husdetektiv, som jeg tidligere havde set fumle efter sine nøgler. Døden var den eneste lettelse, han fik, jeg kunne se, hvor blodet flød fra flere stiksår i hans bryst. Han begik sandsynligvis den fejl at komme for tæt på den, der kom til døren til Sherimas værelse uden først at trække sin revolver. Jeg lagde badeforhænget ned igen og gik ud af badeværelset og lukkede døren bag mig.
  
  
  Mit ansigt må have vist noget, fordi Candy spurgte hæst: "Nick, hvad er det her? Hvad er der? Pludselig gispede hun og hendes hånd fløj til hendes mund: “Nick, er det her Sherima? Er hun der?
  
  
  "Nej, det er ikke Sherima," sagde jeg. Så, da hun rakte ud efter håndtaget til badeværelsesdøren, greb jeg hendes hånd. "Gå ikke derhen, Candy. Der er nogen der... Han er død. Jeg ved ikke, hvem han er, men jeg tror, han kan være hotellets sikkerhedsofficer, der forsøgte at beskytte Sherima. Der er intet, vi kan gøre for ham lige nu, så jeg vil ikke have, at du går derind.
  
  
  Candy så ud som om hun var ved at besvime, så jeg førte hende tilbage ind i hovedstuen og satte hende ned i et minut og strøg hendes smukke hår, mens hun kvalte sine hulken. Til sidst kiggede hun på mig og sagde:
  
  
  "Vi er nødt til at ringe til politiet, Nick. Og jeg skal informere ambassaden, så de kan kontakte Hassan. Det her er mit job. Jeg var nødt til at være sammen med hende og hjælpe med at beskytte hende." Hun begyndte at hulke igen.
  
  
  Jeg vidste, at jeg spildte kostbar tid, men jeg var nødt til at forhindre hende i at foretage opkald, der kunne sprede rygter om Sherimas forsvinden til paladset i Sidi Hassan. Det er på tide at fortælle hende sandheden – i hvert fald hendes version. Jeg løftede hendes hoved og forsøgte uden at tage øjnene fra hende at tale helt oprigtigt og sagde:
  
  
  “Candy, jeg er nødt til at fortælle dig noget. Det, jeg fortalte dig i går aftes om at være efterforsker for et olieselskab, er ikke sandt.
  
  
  Hun ville gerne sige noget, men jeg lagde fingeren på hendes rystende læber og fortsatte med at snakke.
  
  
  "Jeg er lidt som en efterforsker, men for den amerikanske regering. Jeg arbejder i Secret Service's Executive Protection Division. Jeg fik til opgave at beskytte Sherima, efter at vi modtog besked fra udenlandske kilder om, at nogen måske ville forsøge at dræbe Sherima."
  
  
  Candys øjne blev store ved mine ord, og jeg holdt en pause, så hun kunne stille sit spørgsmål. "Hvorfor, Nick? Hvorfor ville nogen skade Sherima? Hun er ikke længere dronningen.
  
  
  "For at gøre USA i forlegenhed," forklarede jeg. "Det er hele pointen. Der er mennesker i Adabi, som gerne vil have, at USA mister sin indflydelse over Shah Hassan. Og hvis der sker noget med Sherima her i USA, er vi sikre på, at det vil ske. Du ved, at han stadig holder meget af hende, ikke?
  
  
  "Selvfølgelig," sagde Candy og tørrede endnu en tåre væk. "Han elsker hende mere end noget andet i verden. Det gjorde han altid. Han ville ikke skilles fra hende, men hun fik ham til det. Nick, dette er hendes hemmelighed; Kan du huske, at jeg fortalte dig, at alle har hemmeligheder? Nå, Sherima sagde, at Hassan måtte opgive hende for at redde sit liv og børnene... Åh Nick, hvad skal der ske med hende? Hvad gjorde de ved hende?
  
  
  "Bare rolig," sagde jeg og håbede, at jeg lød selvsikker. "Vi vil finde Sherima og bringe hende sikkert tilbage. Men du skal hjælpe. Ikke kun Sherima, men også dit land." Som svar på spørgsmålet, der blinkede hen over hendes ansigt, fortsatte jeg: "Ser du, hvis du kontakter Adabiya-ambassaden nu, vil nyheden om Sherimas kidnapning spredes. -Umiddelbart vil verden vide, at USA ikke formåede at beskytte hende. Og det er det, hun bliver kidnappet
  
  
  
  
  
  
  Kidnapperne tæller. Jeg tror, de planlægger at beholde hende et stykke tid, måske længe nok til at fokusere alles opmærksomhed på at jage hende, og så...” Jeg behøvede ikke at sige det indlysende – udseendet på Candys ansigt fortalte mig, at hun indså, hvad jeg havde i tankerne. .
  
  
  "Så du kan se," fortsatte jeg, "så længe vi kan dække over hendes forsvinden, vil hun være i sikkerhed. De mennesker, der tog hende, har brug for overskrifter. I det mindste et stykke tid kan vi forhindre dem i at få dem. Men jeg har brug for din hjælp. Vil du lade som om, at Sherima er her og i sikkerhed? Dette kunne redde hendes liv og hjælpe dit land."
  
  
  "Nick; jeg rejste herfra for så længe siden, at jeg ikke længere opfatter det som mit land. Men jeg vil gøre alt, hvad du tror vil hjælpe Sherima.
  
  
  "Dette vil også hjælpe Hassan og Adabi," bemærkede jeg. "Hvis shahen forlader USA, holder han ikke længe. Der er mennesker i Mellemøsten, som bare venter på muligheden for at flytte til sit land. Og det handler ikke kun om at bortvise ham fra tronen. Det ville betyde hans liv."
  
  
  Et øjeblik lyste Candys øjne op, og hun spyttede: ”Jeg er ligeglad med ham. Han fortjener, hvad han får." Min overraskelse må have vist sig i mit ansigt, for hun fortsatte meget afdæmpet: "Åh, Nick, det var ikke det, jeg mente. Det er kun Sherima, der bekymrer mig mest. Hun gjorde aldrig noget for at skade nogen."
  
  
  Jeg havde ikke tid til at udspørge hende om hendes åbenlyse antagelse om, at Hassan havde såret folk, men jeg gjorde en mental note for at vende tilbage til det senere. I stedet sagde jeg: "Kan jeg så regne med din hjælp?" Da hun nikkede, sagde jeg: "Øh, her er hvad du skal gøre..."
  
  
  "Abdul vil snart ankomme til Watergate for at hente hende og Sherima for at gå på husjagt igen," forklarede jeg og noterede tiden. Hendes opgave var at forhindre ham i at finde ud af Sherimas forsvinden, da han var en tjener for Shah Hassan og følte sig forpligtet til at rapportere hendes forsvinden med det samme. Candy ville vide, hvordan hun skulle gøre dette, så jeg fortalte, at da Abdul ringede fra lobbyen, fortalte hun ham, at Sherima ikke havde det godt, og besluttede at blive på sit værelse og hvile sig for dagen. Hun var dog nødt til at fortælle livvagten, at hans elskerinde ville have ham til at tage Candy tilbage til Maryland, så hun kunne kontakte ejendomsmæglere, da Sherima havde slået sig ned på området for at købe en ejendom.
  
  
  "Hvad hvis Abdul vil tale med Sherima?" - spurgte Candy.
  
  
  “Bare sig til ham, at hun faldt i søvn igen og ikke ønsker at blive forstyrret. Fortæl ham, at hvis han insisterer, bliver han nødt til at tage ansvar. Jeg tror, han var forberedt nok til at adlyde Sherimas ordrer gennem dig, at han ville gøre, som han fik besked på. Nu vil jeg have dig til at gå på date med ham og beholde ham i Potomac så længe som muligt. Stop ved hvert ejendomsmægler, du kan finde, og få dem til at vente, mens du kigger oversigterne igennem. Giv mig så meget tid som muligt, før jeg vender tilbage til Washington. Når du så skal vende tilbage, så forklar, at du skal shoppe lidt for Sherima, og bed ham om at tage dig til nogle butikker i byens centrum. Det vil give mig et par timer til at prøve at spore Sherima og se om vi kan få hende tilbage før du vender tilbage. Store?"
  
  
  Hun nikkede og forlangte så: "Men hvad nu hvis du ikke finder hende inden da, Nick? Jeg kan ikke udsætte det for evigt. Han vil ringe til en læge eller noget, hvis Sherima ikke er oppe, når vi kommer tilbage. Hvad skal jeg så fortælle Abdul? »
  
  
  "Vi bliver bare nødt til at bekymre os om det, når tiden kommer. Du kan fortælle manageren, før du går her til morgen, at Sherima ikke har det godt og ikke ønsker at blive generet... af stuepiger eller telefonopkald. På denne måde vil ingen forsøge at komme ind i rummet i dag. Og omstillingen vil ikke tage imod opkald ind i lokalet. Endnu bedre, måske skulle du bede lederen om at få omstillingsbordet til at informere alle, der ringede til Sherima, at hun var ude af hotellet for dagen. Sørg for, at han forstår, at dette skal fortælles til alle, også selvom det er en fra ambassaden, der ringer. Understreg, at Sherima har det dårligt og ikke vil have opkald eller besøg. Han vil lytte til dig, for efter hvad du allerede har fortalt mig, har du handlet med hotellets personale siden din ankomst.
  
  
  "Tror du, det vil virke, Nick? Kan du finde Sherima før hun kommer til skade?
  
  
  "Jeg vil gøre alt muligt. Nu skal jeg gå ved siden af og foretage nogle opkald. Jeg ønsker ikke at linke denne telefon lige nu, for en sikkerheds skyld. Tag tøj på og vær klar, når Abdul ankommer. Og glem ikke at se Sherimas tøj igennem for at se, hvad hun havde på, da hun blev taget.
  
  
  Jeg sørgede for, at hun var oppe og bevægede sig rundt, før jeg gik tilbage til sit værelse og ringede til Hawk. Så kort som muligt fortalte jeg ham, hvad der var sket, og at jeg var blevet enig med Candy om ikke at lade nyheden sprede sig. Han var ikke så sikker på, at jeg havde ret i at kalde mig selv agent for Executive Protection Service - hvis noget gik galt, kunne det få alvorlige konsekvenser, og det så ud til, at det var bureauet
  
  
  
  
  
  
  Du ville tage skylden for dette - men han var enig i, at denne historie var bedre end at fortælle hende sandheden om ham selv og AXE.
  
  
  Han var også lidt forvirret over at skulle forhandle om levering af to lig til Watergate, men vi kom hurtigt med en plan. To af hans mænd ville levere et par forsendelseskasser til mit værelse, der angiveligt indeholdt lejet filmprojektionsudstyr. Hver hotelmedarbejder, der passerer gennem leveringsindgangen, vil blive bedt om at opsætte forretningskonferenceudstyret på mit værelse og vende tilbage efter det senere. Ligene følger med pakkekasserne.
  
  
  "Hvad med hotellets sikkerhedsvagt?" - Jeg spurgte Hawk. "Der er en mulighed for, at der snart kommer nogen for at erstatte ham. Han var åbenbart på vagt hele natten.
  
  
  "Så snart vi tager telefonen," sagde Hawk, "jeg kommer til det. Da vi har så stor indflydelse på de mennesker, der driver hotellet, er vi i en ret god position, men alligevel bliver vi nødt til at gøre alt for at holde det hemmeligt. Og vi kan kun holde det stille, indtil der er en officiel forklaring på hans død."
  
  
  Jeg blev beordret til at blive på mit værelse og afvente yderligere information fra Hawk. Jeg ville gerne i gang, men indrømmede, da han påpegede det, at der virkelig ikke var så meget, jeg kunne gøre i øjeblikket. Han forsikrede mig om, at han straks ville give besked gennem alle officielle kanaler for at se efter en kvinde, der matchede Sherimas beskrivelse, uden at nævne hendes navn. Derudover vil alle AX-agenter, der har infiltreret voldelige radikale grupper og kendte undergravende organisationer, der opererer i distriktsområdet, blive beordret til at bruge alle midler til deres rådighed for at lokalisere den tidligere dronning.
  
  
  Som svar på Hawks spørgsmål fortalte jeg ham, at jeg var overbevist om, at Candy Knight ville samarbejde om at forsøge at dække over Sherimas forsvinden. "Ikke så meget fordi det er for hendes land," sagde jeg til den gamle mand, "men for Sherima selv. Og bestemt ikke for Hassans skyld,” tilføjede jeg og fortalte ham om hendes åbenlyse modvilje mod manden, der havde gjort så meget for hende. "Jeg vil gerne vide, hvad der ligger bag hendes følelser for shahen," sagde jeg.
  
  
  "Jeg vil se, om jeg kan få noget andet fra vores Sidi Hassan-afdeling," sagde Hawk. "Men jeg tror, de lægger al den information, de kan, ind i denne sag. Nu, N3, hvis du ikke har andet, vil jeg sætte det hele i værk."
  
  
  "Det er rigtigt, sir. Jeg venter på dit opkald. Jeg vil bare gå ved siden af for at se, om Candy er klar til at distrahere Abdul Bedawi, så går jeg tilbage til mit værelse, så snart jeg ved, at de tager til Maryland."
  
  
  Inden vi afbryde vores samtale, mindede Hawk mig om at hænge et "Forstyr ikke"-skilt på min dør og Sherimas værelsesdør. "Vi kan ikke få en stuepige til at komme ind i nogen af værelserne og begynde at rense bruseren," bemærkede han. Jeg accepterede, som altid, beroliget af hans opmærksomhed på de mindste detaljer, uanset hvor kompleks operationen som helhed er. Så lagde de på.
  
  
  "Abdul venter på mig nedenunder," sagde Candy, så snart hun ryddede døren og lukkede mig ind på Sherimas værelse.
  
  
  "Hvordan tog han nyheden om, at Sherima blev hjemme i dag?"
  
  
  “Først insisterede han på at tale med hende. Så gik tanken op for mig, at vi måske fejrede for meget efter at have forladt ham i går aftes – Gud, var det bare i aftes? Det virker som om det er så længe siden – og at hun var tømmermænd, ikke ville se nogen, ikke var vant til at drikke så meget... Han var lidt låst i det – du ved muslimer og alkohol. Men til sidst gik han med til det. Jeg holder ham væk og holder ham beskæftiget så meget jeg kan, Nick, men du er nødt til at finde hende hurtigt. Abdul vil dræbe mig, hvis han tror, at jeg havde noget at gøre med hendes forsvinden, eller hvis han overhovedet har mistanke om, at jeg forhindrede ham i at finde hende."
  
  
  "Bare rolig, Candy," sagde jeg så selvsikkert som muligt. "Vi finder hende. Jeg har lige talt med hovedkvarteret, og mange mennesker leder allerede efter hende. Hvad havde hun på?
  
  
  "Jeg tror, hun stadig havde sin negligee på. Så vidt jeg kan se, mangler ingen af hendes kjoler, men hun har så mange af dem. Åh ja, hendes lange hule er også væk.
  
  
  »De har sikkert lagt det omkring hende for at få hende ud. Over negligéen ville det have set ud som om hun var iført en aftenkjole. Så vidt jeg forstår, tog de hende nok ned i serviceelevatoren og derefter gennem garagen. Hvis hun stadig var dopet op på de piller, kunne hun ligne en pige, der har fået for meget at drikke og bliver hjulpet hjem af et par venner.
  
  
  Pludselig ringede telefonen og forbløffede os begge. "Har du ikke sikret dig, at omstillingen ikke accepterede opkald?" Jeg spurgte.
  
  
  "Ja, chefen var ikke på vagt endnu, men den assisterende leder var meget venlig. Han forsikrede mig om, at ingen ville forstyrre dronningen.
  
  
  "Svar," sagde jeg, mens ringen lød igen. »Det må være Abdul, der taler i hustelefonen i hallen. Omstillingsbord
  
  
  
  
  
  Jeg kan ikke kontrollere, hvem der ringer direkte derfra. Sørg for at irettesætte ham for at have ringet og for at risikere at vække Sherima."
  
  
  Candy tog telefonen, lyttede kort og nikkede til mig, at jeg havde ret i min antagelse, fortsatte historien! Abdul for at turde ringe til værelset, da han fik besked på bare at vente på hende og ikke forstyrre Sherima. Hun klarede det godt, og jeg bifaldt mentalt hendes skuespilevner midt i stress.
  
  
  Efter at have lagt på, vendte hun sig om og sagde: "Nick, jeg er nødt til at gå. Hvis jeg ikke gør det, er han her næste gang. Han siger, at han stadig ikke er sikker på, at han skal tage ud af byen, når "min dame" ikke har det godt."
  
  
  "Okay, Candy," indvilligede jeg og gav hende et hurtigt kys, mens hun kastede sin rævejakke over sin sprøde hvide bluse. "Bare lad ham ikke mistænke noget. Opfør normalt og hold ham væk så længe som muligt."
  
  
  "Jeg gør det, Nick," lovede hun, da jeg lukkede hende ud af døren. "Bare find Sherima." Et hurtigt kys mere og hun var væk. Da jeg lukkede døren bag hende, stod jeg et øjeblik og kiggede på låsen og kæden, på døren - stærke stålanordninger. Jeg spekulerede på, hvordan nogen kunne komme ind i lokalet uden at bryde kæden og lave nok støj til at vække alle på gulvet. Tilsyneladende var kæden malplaceret. Dette kunne ikke ske, fordi Candy var på mit værelse på tidspunktet for bortførelsen, og der var ingen måde at sikre hende på plads inden da. Mens vi elskede, brugte nogen den forladte dør til at komme ind og bortføre den tidligere dronning, jeg skulle beskytte. Og i processen dræbte de en mand, hvis karriere som sikkerhedsvagt aldrig havde stillet ham op mod noget farligere end en overivrig autografjæger eller en hjemlig småtyv. Jeg var væmmet af mig selv, og jeg draperede Forstyr ikke-skiltet over dørhåndtaget på Sherimas værelse og vendte tilbage til mit værelse. Da jeg åbnede døren, ringede telefonen, og jeg løb for at besvare den. Høgen talte, så snart han genkendte min stemme:
  
  
  "Mændene vil levere din filmprojektor og andre ting om cirka en time. Vagten, de dræbte, var en ungkarl og havde ifølge hans personlige oplysninger ingen familie i området. Det er i hvert fald en pause; ingen vil vente på ham derhjemme i morges. Hotelchefen vil informere Watergates sikkerhedschef om, at han har Hogan - det er mandens navn - på specialopgave, og at han skal have fri i et par dage. Det er alt, jeg har til dig - vent et øjeblik..."
  
  
  Jeg hørte summen af et opkald på en anden af Hawks mange bordtelefoner, og jeg kunne høre ham tale med en i den anden ende, men jeg kunne ikke forstå, hvad han sagde. Så vendte han tilbage til min linje.
  
  
  "Det var en forbindelse," sagde han. "Vores monitorer rapporterer, at et signal blev transmitteret, tilsyneladende i kode, til Adabi-stationen for mindre end ti minutter siden. Afsenderen har ikke været online længe nok til, at vi kan rette det her. Beskeden var kort og gentaget tre gange. Afkodning arbejder på dette nu - hvis de finder på noget, vender jeg tilbage til dig med det samme.
  
  
  "Vi har en bil, der dækker Sherimas limousine?" Jeg spurgte. Dette var en del af den plan, som Hawk og jeg havde udarbejdet tidligere. Vi ville heller ikke have, at nogen skulle snuppe Candy og Sherimas livvagt. Jeg glemte med vilje at nævne denne mulighed for Candy, fordi jeg ikke ville foreslå hende, at hun kunne have noget at bekymre sig om personligt.
  
  
  "Ja. Vent, så tjekker jeg deres placering."
  
  
  Jeg hørte Hawk tale til noget igen. Jeg antog, at dette var radiorummet, hvorfra de lokale operationer blev dirigeret, så vendte han sig mod mig igen:
  
  
  “Lige nu er chaufføren og pigen i Georgetown og forbereder sig på at dreje ind på Canal Road; nogenlunde ad samme rute, som du tog den anden dag."
  
  
  "Okay. Jeg tror, det lykkedes hende at overbevise ham om, at det var deres opgave at finde Sherima et hjem så hurtigt som muligt. Hvis hun nu kan holde ham beskæftiget det meste af dagen, vil vi have lidt tid, før beskeden når frem til ambassaden ."
  
  
  "Lad os håbe det," indvilligede Hawk og tilføjede derefter, "jeg vender tilbage til dig, så snart jeg har noget andet til dig, N3."
  
  
  Da han lagde røret på, gik jeg ind på badeværelset og tjekkede den døde araber. Liget lå frosset i badekarret, heldigvis så trangt, at det var nemmere at placere det i den provisoriske kiste, der snart skulle afleveres på mit værelse. Jeg var glad for dette; Jeg havde intet ønske om at begynde at brække arme eller ben på en død person.
   Kapitel 9
  
  
  
  
  Det var middag, da jeg hørte fra Hawk igen. På det tidspunkt var ligene blevet fjernet fra både mit værelse og Sherimas lejlighed. Det sidste job var ikke så let. Da Hoks mænd ankom, arbejdede tjenestepigerne allerede på gulvet. At få araberen ind i en af udstyrskasserne på mit værelse var ikke noget problem, men stuepigen i min fløj måtte distraheres lidt, mens de gik ind i det næste rum og fjernede den forfærdelige pakke.
  
  
  
  
  
  fra badeværelset der. For at gøre dette måtte jeg gå ned ad gangen til værelset, hvor stuepigen arbejdede, og underholde hende med dumme spørgsmål, mens de gjorde deres arbejde.
  
  
  Da stuepigen forklarede mig, at hun havde for travlt til at sy et par knapper på mine skjorter og personligt klare vasketøjet for mig - rengøringsdamen og kammertjeneren ville med glæde tage sig af sådanne opgaver, insisterede hun gentagne gange, mens jeg gjorde det. Jeg ser ud som om jeg ikke forstår hvad hun mente – hun må have troet jeg var en komplet idiot. Til sidst var jeg dog næsten i stand til at tale hende ned ved at vise hende en tyve dollarseddel. Jeg lod som om jeg gav op, da jeg hørte en hoste på gangen – et signal om, at Hawkes mænd var færdige – og satte kursen mod serviceelevatoren og puttede de tyve tilbage i lommen. Hendes skuffelsesblik blev dog delvist slettet af de fem dollars, jeg gav hende som "trøst", og de gratis udgifter - hvis de var simple - texaneren tiltrak en anden ven fra Watergate-personalet.
  
  
  Men Hawks opkald gjorde intet for at lindre den angst, jeg følte over at sidde fast i dette rum. Jeg vidste, at Sherima et eller andet sted var fange af Sword eller hans mænd, og jeg sad på min røv og kunne ikke gøre noget ved det, før AX's hemmelige agenter og deres informanter kom med en ledetråd. Og Hokes svar på mit umiddelbare spørgsmål om dette potentielle kundeemne hjalp ikke:
  
  
  "Intet. Ingen ser ud til at vide noget. Og det er ikke det værste, N3."
  
  
  "Hvad nu?"
  
  
  "Udenrigsministeriet har modtaget en anmodning fra Adabiya-ambassaden vedrørende Sherimas sikkerhed. Ambassadøren handlede på en direkte anmodning fra Shah Hasan. Nogen i Adabi - uanset hvem der modtog dette radiosignal - fortalte shahen, at Sherimas liv var i fare her. Vi ved stadig ikke, hvem der sendte signalet i morges, eller hvem der modtog det i Sidi Hassan. Men dette er budskabet, som Decoding analyserede ud fra signalet minutter før opkaldet fra Adabiyas ambassade: "Sværdet er klar til at slå."
  
  
  "Det ser ud til, at hun stadig er i live," afbrød jeg. "Tror du ikke, der ville have stået noget som 'Sværdet har slået', hvis hun var død?"
  
  
  Hawke syntes også at komme til den samme konklusion, da han var enig med mig, selvom jeg tror, at vi begge indrømmede over for os selv, at vi håbede på det bedste, frygtede det værste. "Men," fortsatte han dystert, "jeg tror ikke, vi har for meget tid. Staten fortalte mig, at Adabiyas ambassade allerede havde sendt forespørgsler til Watergate om Sherimas opholdssted. De fik at vide, at hun tog afsted for dagen, fordi du bad pigen om at aftale med lederen. Til sidst talte ambassaden direkte med manageren, og han efterkom og fortalte den første sekretær, at han forstod, at Sherima var taget til Maryland for at lede efter et hus. Det har tilfredsstillet dem indtil videre, men nu vokser presset på dem.”
  
  
  "Sådan her?"
  
  
  "Det ser ud til, at nogen på ambassaden pludselig indså, at Abdul Bedawi ikke var dukket op hele dagen, som han tilsyneladende havde gjort."
  
  
  "Det virker også mærkeligt for mig," indrømmede jeg. "Jeg spekulerer på, om han ikke ringede. Det plejede han at understrege. Hvor er limousinen nu?
  
  
  Hawk forlod køen for at tjekke radiorummet, og gav mig så en rapport: "Din ven sidder nu på et ejendomskontor i Potomac. Dette er det andet spørgsmål, hun dvælede ved. Chaufføren venter i bilen.
  
  
  "Der er noget galt," sagde jeg. »Normalt ville han have brugt lejligheden til at foretage et telefonopkald for at rapportere dette. Hvis bare…"
  
  
  "Hvad nu hvis, N3?"
  
  
  - Medmindre han allerede vidste, hvad han ville finde ud af, når han kontaktede ambassaden, sir. Kan du holde vores bil ved siden af dem fra nu af? Jeg kan ikke lide hele det her setup længere." Mit sind kørte forud for mine ord, da alt faldt på plads. "Jeg har en fornemmelse af, at vi gør præcis, hvad de vil have os til at gøre."
  
  
  »Vi holder os allerede så tæt på dem som muligt uden at fjerne vores hænder helt. Men vent et øjeblik, Nick - Communications fortæller mig, at vores undercover-folk i bilen en morgen troede, at de helt sikkert var blevet dræbt. De blev afskåret fra Sherimas limousine af en patruljevogn, der fulgte med begravelsesoptoget. Da de endelig kunne køre videre, satte limousinen tilsyneladende farten ned, fordi den kun var et par gader væk. Det ser ud til, at Bedawi måske har ventet på, at de skulle indhente det.«
  
  
  Hawk begyndte at sige noget andet og bad mig så vente, da jeg hørte en anden telefon ringe på hans kontor. Da jeg genkendte denne ring, blev jeg overvældet af kuldegysninger - en dobbeltring. Jeg vidste, at den kom fra den røde telefon, der var placeret i nærheden af Hawkes højre albue, og at den var direkte forbundet med det ovale kontor i Det Hvide Hus. Jeg var sammen med Hawk en dag, da det ringede, og hans automatiske svar - "Ja, hr. præsident" - fortalte mig, at jeg havde ringet til hotline. Han bekræftede aldrig ideen
  
  
  
  
  
  
  Jeg kunne mærke, at han var irriteret på sig selv, fordi han tog telefonen på den måde med nogen inden for hørevidde.
  
  
  Jeg ventede på, hvad der kun må have været fem minutter, før han kom tilbage på linjen, men det føltes som timer. Jeg hørte ikke, hvad han sagde; den røde telefon havde et specialdesignet mundstykke, der begrænsede ord til senderen. Jeg var sikker på, at der også var en super scrambler på linjen.
  
  
  "N3?" Hawk kom endelig tilbage til mig på telefonen.
  
  
  "Ja Hr."
  
  
  "Kendte du ringen?" Han gik aldrig glip af noget, men da jeg var på hans kontor den dag, han besvarede præsidentens opkald, prøvede jeg at lade som om, jeg ikke hørte ham svare på den røde telefon. Han huskede dog tydeligt hændelsen.
  
  
  "Ja, sir," indrømmede jeg.
  
  
  »Udenrigsministeren er sammen med præsidenten. Han var netop blevet kontaktet direkte af ambassadør Adabian, der handlede under særlige ordrer fra Shah Hassan. Den amerikanske regering er blevet bedt om at bruge alle midler til straks at lokalisere tidligere dronning Sherima og bringe hende i direkte kontakt med Hans Kongelige Højhed. Sekretæren havde intet andet valg end at sige, at vi vil forsøge at gøre dette med det samme."
  
  
  "Hvor hurtigt" straks "?" Jeg spurgte.
  
  
  “Sekretæren købte os noget tid, N3, men satte os samtidig i stå. Han bad ambassadør Adabiya informere Shah Hasan om, at Sherima skulle vende tilbage til sit hjem til middag den aften, ikke i Alexandria, men i det rækkehus, han havde i Georgetown. Han bad ambassadøren forsikre shahen om, at Sherima ville kontakte ham direkte derfra gennem udenrigsministeriets radionetværk. Han har en international senderforbindelse fra sit byhus og fra sit hjem i Alexandria. Ambassadøren informerede sekretæren om, at jeg havde talt med ham, at shahen ville vente ved hans radio på trods af seks timers tidsforskel."
  
  
  "Hvor meget tid har vi?"
  
  
  “Sekretæren sagde, at Sherima skulle ankomme til frokost omkring klokken otte. Klokken bliver to om morgenen i Sidi Hassan. Og du kan vædde på, at Shahen venter. Det betyder, at vi har omkring syv en halv time til at få Sherima tilbage til Watergate, Nick.
  
  
  Jeg spurgte Hawk, om han ville kontakte agenterne i bilen, der dækkede Candy og Abdul og bede dem om navnet på ejendomskontoret i Potomac, hvor limousinen var parkeret. Han sagde, at han ville genkende det navn for mig et øjeblik, og spurgte derefter, hvorfor jeg havde brug for det navn.
  
  
  "Jeg bringer dem tilbage hertil," sagde jeg til ham. "Jeg ringer til Candy og fortæller hende, at ambassaden har mistanke om, at der er sket noget med Sherima, så det nytter ikke, at hun foregiver at være sammen med Abdul. Jeg vil sige til hende, at hun ikke skal vise, at jeg ringede, men bare fortælle ham, at det er tid til at gå tilbage; hun siger måske, at hun også er bekymret for, at Sherima er alene eller sådan noget. Jeg vil se, hvad der sker, når de kommer tilbage. Der er noget galt med alt dette, men jeg kan ikke finde ud af det. Eller måske er jeg bare træt af at sidde på dette hotelværelse, og jeg tror, jeg kan fremprovokere noget handling på denne måde. Er du okay, sir?
  
  
  "Du har ansvaret, N3," sagde Hawk. "Er der andet, du har brug for fra mig lige nu?"
  
  
  "Nej, sir. Sig bare til det dækkende køretøj at blive tæt på dem, og jeg vil gerne holdes orienteret om deres placering, når de vender tilbage til distriktet."
  
  
  "Jeg anmoder radiorummet om at kontakte dig direkte hvert tiende minut, N3," sagde Hawk. "Jeg bliver nødt til at tage til Det Hvide Hus. Præsidenten vil have mig til at være der, når han og udenrigsministeren beslutter, hvad de skal gøre, hvis Sherima ikke har tid til at tale med Hassan."
  
  
  Jeg ville fortælle ham, at jeg ville gøre alt for at forhindre en sådan mulighed i at opstå, men jeg vidste allerede, at han vidste om det.
  
  
  Kort efter Hawk lagde røret på, ringede AXE-radiooperatøren for at oplyse navnet på det ejendomsmæglerbureau, hvor Candy foretog sin del af forestillingen. Jeg fik nummeret fra information og ringede, og overraskede kvinden, der svarede og spurgte om Ms. Knight. Da Candy kom på linjen og fandt, at jeg ringede til hende, virkede hun endnu mere overrasket.
  
  
  "Nick, hvordan vidste du, hvor du kunne finde mig?"
  
  
  "Der er ikke tid til at forklare, skønhed. Jeg fortæller dig alt senere. Der er sket en ny udvikling, og jeg vil have, at du kommer tilbage hertil så hurtigt som muligt."
  
  
  "Hvad skete der? Er det Sherima? Har du fundet hende? Hun...
  
  
  Jeg afbrød ham ved at sige: ”Nej, det er ikke Sherima, og vi har ikke fundet hende. Men vi har hørt rygter om, at Shah Hasan forsøger at kontakte hende. På en eller anden måde, tror vi, han blev informeret om, at hun var gået. Fortæl nu ikke Abdul, at du ved noget. Sig bare, at du har besluttet at vende tilbage; du er bekymret for Sherima i første omgang, og at de agenter, du besøgte, allerede ser ud til at have huse nok til, at Sherima kan se på uden at komme videre.
  
  
  "Måske skynder han sig tilbage til mig, Nick? Hvis jeg gør dette, tror han måske, at der er noget galt."
  
  
  Hendes ræsonnement gav mening, så jeg rådede hende til ikke at tvinge ham til at gå direkte til byen, men at køre.
  
  
  
  
  
  Følg vores oprindelige plan - kig forbi et par butikker, tilsyneladende for at løbe nogle ærinder i Sherim. "Men tag dig god tid," advarede jeg, "og lad ikke Abdul komme til ambassaden, hvis du kan. Tag ham med til hans værelse, når du kommer tilbage til Watergate.
  
  
  "Hvor er du nu, Nick?"
  
  
  "Ja, Candy. Jeg venter på din tilbagevenden.
  
  
  Candy holdt en pause og spurgte derefter langsomt: "Nick, tror du, Abdul kunne have været involveret i Sherimas forsvinden? Er det derfor du vil have ham tilbage?
  
  
  "Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal tænke. Men jeg vil hellere have ham, hvor jeg kan holde øje med ham. Bare prøv at komme tilbage her om et par timer, hvis du kan klare det, vær ikke for tydelig omkring det."
  
  
  "Okay, Nick. Vi ses snart."
  
  
  Fem minutter efter, at jeg lagde telefonen fra mig og faldt ned på sengen, ringede AXE-radiooperatøren og sagde, at Candy havde forladt ejendomskontoret i Potomac, og at limousinen var på vej tilbage til Washington.
  
  
  "Hold mig orienteret om hver deres bevægelse," instruerede jeg, inden jeg lagde røret på.
  
  
  Ti minutter senere ringede telefonen igen. Jeg blev informeret om, at dækvognen kørte sydpå ad Highway 190 - River Road - cirka fem hundrede yards bag Sherimas limousine og nærmede sig krydset med Cabin John Parkway. Dette betød, at Abdul tog en mere direkte rute ind i distriktet, end han og Candy havde brugt til at komme til Maryland hesteland. Han havde tydeligvis læst kortene lidt mere siden vores forrige ekspedition der.
  
  
  "Instruer dækvognen om at holde dem i syne hele tiden," sagde jeg til radiooperatøren. "Jeg er ligeglad med, om de går direkte ind i den bagerste kofanger, jeg vil ikke miste denne bil."
  
  
  "Ja, sir," svarede han, og før han overhovedet lagde røret på, hørte jeg ham begynde at sende mine ordrer gennem den kraftige AXE-sender.
  
  
  Den hastighed, hvormed hans næste rapport kom, overraskede mig. Og hans rapport var slet ikke opmuntrende.
  
  
  "Forsøgspersonens køretøj standsede ved en tankstation nær krydset mellem River Road og Seven Locks Road." Jeg fumlede efter kortet, og han fortsatte: ”Bil C melder, at chaufføren er holdt ved en tankstation, og ledsageren er ved at fylde limousinen op. Bil "C" er standset, ude af syne af stationen, og en agent bevæger sig fremad til fods for at følge med i overvågningen... Kan jeg blive på linjen for at få hans rapport, sir?
  
  
  "Bekræftende," sagde jeg til ham og ventede omkring ti minutter, før jeg hørte radioen knitre i baggrunden med en rapport. Radiooperatøren vendte tilbage til telefonen med ord, der bekræftede en af mine værste frygt: Candy kunne ikke forhindre Abdul i at komme igennem til telefonen:
  
  
  "Agenten i bil C rapporterer, at limousinechaufføren var på tankstationen otte minutter før han vendte tilbage til sin bil. På dette tidspunkt observerede agenten chaufføren på en betalingstelefon på stationen efter at have modtaget byttepenge fra ledsageren. Mindst to opkald blev foretaget af chaufføren og et af en kvindelig passager, men agenten var ikke tæt nok på til at se numrene ringet op. Limousinen og passagererne rejser nu sydpå på Cabin John Boulevard... Bare et øjeblik, sir. Jeg hørte en anden transmission, men kunne ikke se beskeden. AXE-operatøren fortalte mig snart, hvad der foregik:
  
  
  "Forsøgspersonens køretøj kørte ind på George Washington Memorial Parkway og kører stadig sydpå. Maskine C rapporterer igen om fem minutter, medmindre du vil have mig til at holde kontakten, sir.
  
  
  "Ingen. Bare rapporter til maskine C for at opretholde denne rapporteringsplan."
  
  
  Da jeg koblede af, spekulerede jeg på, hvem Abdul havde kontaktet. Det var logisk, at et af hans opkald var blevet foretaget til ambassaden, hvilket betød, at han nu vidste, hvad der var sket med Sherimas opholdssted - hvis han ikke allerede vidste det. Men hvem ringede han ellers til?
  
  
  De næste tre beskeder, med fem minutters mellemrum, var fra vores C-bil, som kun fortalte mig, at Sherimas limousine fortsatte med at bevæge sig tilbage til området på George Washington Boulevard. Da jeg bad radiooperatøren om at tjekke bilens hastighed, sendte han en anmodning til bil C og informerede mig snart om, at Abdul så ud til at holde de samme 45-50 mph, som han havde holdt under kørsel til og fra Potomac. Jeg bad om bekræftelse af denne hastighed og var sikker på, at de originale oplysninger var korrekte.
  
  
  Dette rejste endnu flere mistanke om, i hvilken retning det blev bygget. Hvis Abdul var blevet informeret af ambassaden om, at Sherima kunne være i fare, burde han være vendt tilbage til byen så hurtigt som muligt. Jeg ønskede virkelig, at Hawk skulle vende tilbage til sit kontor, så han kunne tjekke sine kontakter på ambassaden og afgøre, om livvagten ringede dertil. Men da Hawke ikke kontaktede mig, gik jeg ud fra, at han stadig var i Det Hvide Hus. AX-radiooperatøren bekræftede denne kendsgerning over for mig under sin næste rapport.
  
  
  "Vil du have, at Communications foretager et nødopkald på hans personsøger?" - spurgte radiooperatøren.
  
  
  "Nej, det bliver ikke nødvendigt," sagde jeg til ham, da jeg så Hawks lille rør pludselig begynde at summe.
  
  
  
  
  
  Men lige nu ville det være nyttigt at vide, om nogen af vores underjordiske kontakter var i stand til at føre til Sherimas forsvinden. Som den agent, der var ansvarlig for operationen, havde jeg ret til at kontakte Hawks eksekutivkontor og anmode om status for eventuelle feltrapporter, men jeg besluttede, at jeg ville vente, indtil den gamle mand vendte tilbage til hovedkvarteret. Under alle omstændigheder var jeg sikker på, at han havde givet ordre til, at jeg skulle informeres om alle vigtige meddelelser, der var relevante for sagen.
  
  
  Efter at have fulgt Sherimas bil på mit kort, mens rapporterne blev sendt til mig, sporede jeg hendes indkørsel til Canal Road og indså, at hun var tilbage i området. Da jeg antog, at Abdul vidste, at der var noget galt med Sherima, forventede jeg, at han og Candy snart ville vende tilbage til hotellet. Hun ville ikke være i stand til at distrahere ham fra at gøre noget, hvis han følte, at "Hendes Højhed" var i fare.
  
  
  Blot to minutter efter sin sidste rapport var AXE-radiooperatøren tilbage i telefonen med mig. "Sir, der er sket noget, som jeg synes, du burde vide om. Bil C begyndte tidligt at sende for at rapportere, at limousinen, den fulgte, var bremset betydeligt. Så mistede maskine C pludselig kontakten, og jeg var ikke i stand til at samle den op igen.”
  
  
  "Fortsæt med at prøve," beordrede jeg. "Jeg vil holde kontakten."
  
  
  Igen og igen hørte jeg ham rasle af telefonnumrene på bil C. Han behøvede ikke at ringe til mig for at fortælle mig, at han ikke fik noget svar. Så, pludselig, i telefonen, hørte jeg en besked komme ind i radiorummet, og jeg begyndte at håbe på, at bil C kunne have været i sendestopzonen. De blev hurtigt besejret, da radiooperatøren vendte tilbage til linjen:
  
  
  "Herre, jeg er bange for, at du er i problemer. Overvågning har netop fanget et udbrud fra amtspolitiet, der beordrede patruljekrydsere til at undersøge en ulykke på Canal Road i det område, hvor vores bil sidst ankom til C.-området. Har du nogle ordrer? »
  
  
  "Ja. Gå ud af linjen og bed observatøren om at ringe direkte til mig. Jeg vil gerne vide hvert eneste ord amtspolitiet har at sige om dette opkald. Radiooperatøren var kloge nok til straks at afbryde forbindelsen uden at reagere på mine instruktioner."
  
  
  Halvfems sekunder senere ringede min telefon igen – Watergate-centralen må have troet, at jeg bestilte væddemål uden for mit værelse med så mange opkald. En observatør i AXE-overvågningssektionen begyndte at rapportere, hvad de havde lært ved at aflytte amtspolitiets stemme. Nyhederne var ikke gode. En amtskrydser så ud til at være i nærheden af stedet på Canal Road og ankom hurtigt til stedet. Den første rapport til hovedkvarteret var, at en bil var styrtet ned og brød i brand, og der var brug for ambulancer.
  
  
  "Vent et øjeblik, sir," sagde min nye samtalepartner, og jeg hørte igen krydstale i radioen i baggrunden. Han vendte snart tilbage til linjen med en opdatering. "Det ser dårligt ud, sir," sagde han. "DP-krydseren krævede bare, at Drab besvarede telefonen og sendte alle tilgængelige reservekøretøjer. Tropperen, der ringede, sagde, at en anden krydser var ankommet, og de forsøgte at slukke ilden, men de havde også brug for en brandbil. Derudover sagde han, at der var tegn på automatisk våbenskydning."
  
  
  "Der er intet, der tyder på, at der er et andet køretøj på stedet - en limousine?" Jeg spurgte.
  
  
  "Intet endnu. Vent, her er en anden... Cruiser rapporterer tre døde, sir. Vi havde tre mænd i den C-bil; det ser ud til, at de har købt den."
  
  
  Jeg instruerede ham om at sende en besked til vores radiorum om at sende den nærmeste tilgængelige AXE-enhed til stedet. "Jeg vil have en fuldstændig opsummering af, hvad der skete så hurtigt som muligt. Nogen må have set det, ellers havde kredspolitiet ikke opdaget det så hurtigt. Da han vendte tilbage til linjen efter at have videregivet mine ordrer, havde jeg en ting mere til ham: "Tag en anden telefon og find ud af, om den gamle mand er tilbage... Nej, bedre endnu, tænd for nødsignalet på hans telefon. lydsignal. Jeg vil have ham til at kontakte mig her hurtigst muligt. Jeg tager telefonen nu, så han kan ringe til mig.
  
  
  Så snart jeg lagde røret på, ringede min telefon igen. Jeg tog telefonen og spurgte: "Har du hørt det, sir?"
  
  
  Stemmen, der svarede, var ikke Høg.
  
  
  "Nick? Det er mig, Candy."
  
  
  Forbløffet råbte jeg næsten: "Hvor er du?" hos hende.
  
  
  "I en lille butik på Wisconsin Avenue i Georgetown," sagde hun. "Hvorfor? Hvad skete der?"
  
  
  "Hvor er Abdul?" - forlangte jeg og tog mig tid til at forklare.
  
  
  "Sæt dig foran i bilen. Hvorfor, Nick? Hvad er der sket?"
  
  
  "Er du sikker på, han er der?"
  
  
  "Selvfølgelig er jeg sikker. Jeg kigger på ham ud af vinduet nu. Nick, fortæl mig venligst hvad der er galt. Jeg gjorde som du sagde og bad ham om at stoppe her, formentlig så jeg kunne hente den sweater Sherima så i vinduet i går aftes og nævnte hun ville have. Var det forkert? Du sagde, du ville udsætte hans tilbagevenden til hotellet, indtil jeg kunne.
  
  
  Jeg var sikker på, at Hawk prøvede at kontakte mig på det tidspunkt, men jeg havde brug for at vide noget fra Candy. "Skat, spørg mig ikke lige nu, hvordan jeg ved det, men du og Abdul blev enige
  
  
  
  
  
  tankstation, og han foretog flere telefonopkald. Ved du hvem? »
  
  
  Hun begyndte at spørge, hvordan jeg vidste om vejstoppet, men jeg afbrød hende og sagde skarpt: "Ikke nu, Candy. Bare fortæl mig, ved du hvem han ringede til? »
  
  
  "Nej, Nick. Jeg gik ikke ind på stationen. Jeg prøvede at forhindre ham i at stoppe der, men han insisterede på, at vi havde brug for gas, og...
  
  
  ”Du ved, jeg ville gerne høre alt om det, men nu må jeg lægge røret på. Bare gør mig en tjeneste og hold Abdul beskæftiget, så længe du kan. Løfte? »
  
  
  "Okay," sagde hun fornærmet, fordi jeg var ved at børste det, der lignede en god indsats fra hendes side. "Bare sig mig en ting," fortsatte hun, "er der noget om Sherim?"
  
  
  "Ingen. Men bare rolig. Nu skal jeg lægge røret på." Jeg hørte hende sige noget, mens jeg trykkede på knappen, der afbrød os, men jeg var ligeglad med, hvad det var i øjeblikket. Og telefonen ringede straks igen. Denne gang ventede jeg, indtil jeg var sikker på, at stemmen, der reagerede på min hilsen, var Hawks, før jeg spurgte: "Har du hørt, hvad der skete, sir?"
  
  
  "Ja. Jeg gik lige ind på kontoret, da min personsøger ringede. Jeg prøvede at ringe til dig, men din linje var optaget." Det sidste var nærmest en irettesættelse.
  
  
  "Jeg føler, at jeg har brugt hele mit liv med denne telefon," sagde jeg grimt, "mens andre mennesker blev dræbt." Jeg begyndte så at forklare, hvad jeg vidste om Candys tur til Potomac og de begivenheder, der fulgte efter, at jeg kontaktede hende der og arrangerede, at hun og Abdul kunne vende tilbage til byen. "Jeg er sikker på, at hans opkald havde noget at gøre med, hvad der senere skete på Canal Road," sagde jeg og afsluttede min rapport.
  
  
  "Du har sikkert ret," indvilligede Hawk. "Lad mig fortælle dig, hvad jeg lærte i løbet af de få minutter, jeg vendte tilbage..."
  
  
  Først var det tydeligt, at tre af vores mænd var døde. Hawk kontaktede sin kontakt ved amtspolitiet, og efter flere forhastede radioforespørgsler og svar fra betjente på stedet, blev det erfaret, at bilen var vores, og at ligene enten var i den eller tæt nok på til at være passagerer. . "Og det styrtede ikke ned," fortsatte Hawk. "Den oprindelige rapport var forkert. Den eksploderede - eller rettere sagt, en granat blev kastet under den, og den eksploderede og kastede den i en grøft. Derefter, ifølge manden, der oprindeligt rapporterede hændelsen - han er en trækvognsoperatør, der har en radio i sin lastbil, hvorfor politiet fik beskeden så hurtigt - holdt en VW camper op ved siden af den brændende bil C. To mænd fik ud af campingpladsen og affyrede maskingeværer mod vraget"
  
  
  "Har trækvognsføreren modtaget et licensnummer til autocamperen?"
  
  
  Vidnet var for lamslået over det pludselige udbrud af vold til at bemærke VW'ens nummerplade, fik Hawke at vide, men kunne give en ret god beskrivelse af bagholdskøretøjet. Da han arbejdede i en garage, var han bekendt med de fleste bil- og lastbilmærker, og de oplysninger, han gav, var allerede blevet placeret i en generel bulletin i og omkring amtet. Vejspærringer blev sat op på alle broer og større færdselsårer ud af Washington, mens statspolitiet i tilstødende Maryland og Virginia holdt konstant øje med alle større færdselsårer og sendte krydsere til mindre brugte veje.
  
  
  Jeg havde ikke tid til at fortælle Hawk om Candys opkald fra Georgetown, og da jeg gjorde det, var hans konklusion den samme som min. "Han holder sig til en rutine," sagde Hawk, "så det ser ikke ud til, at han havde noget at gøre med at organisere angrebet på vores C-maskine. Han ved nok ikke, at en af vores mænd, der fulgte efter ham, gik foran og så på, mens han ringede på den servicestation. Så vidt han ved, stoppede bil C simpelthen ude af syne og ventede på, at han kom tilbage på motorvejen."
  
  
  Noget Hawk lige sagde ringede i mit sind, men jeg havde ikke tid til at fokusere på det, fordi han gav mig nogle instruktioner. "Bliv på dit værelse, Nick, mens jeg koordinerer jagten på denne Volkswagen." Jeg vil gerne kunne kontakte dig, når det bliver opdaget, så har jeg et job til dig." Den måde, han sagde det på, efterlod mig ikke i tvivl om, hvordan dette job ville være, når morderne blev identificeret. "Og jeg vil have, at du venter, indtil Miss Knight og den livvagt Abdul Bedawi kommer tilbage til hotellet. Hvis han holdt sig til sit mønster, ville han gå op til Sherimas lejlighed for at se, hvordan hun havde det.
  
  
  "Jeg vil være her, sir," forsikrede jeg ham, da vores samtale sluttede.
  
  
  Da Hawk overtog kommunikationskontrollen, forventede jeg, at min telefon ville være stillestående i et stykke tid, men jeg tog fejl. Det ringede igen næsten øjeblikkeligt, og da jeg svarede, præsenterede den, der ringer, sig selv som ekspedient i en butik i Georgetown – et navn, der lød som noget snu.
  
  
  "Hr. Carter, jeg prøvede at ringe til dig, men din linje var optaget," sagde hun "En kvinde gav mig tyve dollars for at have lovet at ringe til dig og give dig en besked. har ikke tid til at ringe til mig selv.
  
  
  "Hvad er der sket
  
  
  
  
  
  
  elektronisk besked? “Jeg spurgte, da jeg vidste, hvem denne dame måtte være.
  
  
  "Hun sagde lige til mig, at jeg skulle fortælle dig, at Candy sagde, jeg skulle ringe til dig og fortælle dig, at nogen - jeg kan bare ikke huske navnet, hun havde så travlt, at jeg ikke nåede - alligevel gik der nogen og hun gik for at prøve at følge ham, så ringer hun til dig senere. Betyder det noget for dig, hr. Carter?
  
  
  "Selvfølgelig," sagde jeg til hende. "Det betyder meget. Så du tilfældigvis, hvor hun gik hen?"
  
  
  "Nej, jeg vidste det ikke. Alting skete så hurtigt, at jeg slet ikke tænkte på at kigge. Hun greb lige en blyant fra disken her ved matriklen, skrev dit navn og telefonnummer ned, gav mig en tyve dollarseddel og gik."
  
  
  "Mange tak," sagde jeg og spurgte hendes navn og adresse igen og skrev det ned. "Om en dag eller deromkring får du yderligere tyve dollars med posten."
  
  
  Hun insisterede på, at det ikke var nødvendigt, og bad mig så holde linjen. Jeg hørte hende tale med nogen, før hun vendte sig mod telefonen og fortalte mig: "Mr. Carter, en af pigerne, der arbejder med mig her, så på damen, da hun forlod butikken. Hun siger, at hun så hende sætte sig ind i en taxa, og den lettede hurtigt."
  
  
  Jeg takkede hende igen, lagde derefter røret på og ringede til Hawk for at opdatere hende om de seneste ændringer. Han besluttede at bede amtets politi om at sende alle køretøjer til radio for at spore Sherimas limousine. Jeg rådede til, at hvis bilen bliver opdaget, så stop ikke, men prøv at holde den under overvågning, indtil den stopper. Han gav ordren og sagde så: "Hvad synes du om det her, N3?"
  
  
  "Jeg tror, Abdul må have set Candy ringe fra den butik og indså, at hans planer skulle ændres. Han må vide, at hun hjælper nogen med at dække over Sherimas forsvinden, og han tror nok, det er mig. Altså hvis han havde noget med hendes kidnapning at gøre.
  
  
  Og hans opgang på denne måde gør det indlysende. Jeg gætter på, at han nok er på vej hen, hvor de holder Sherima. Hvis hun stadig er i live. Jeg håber, at distriktspolitiet snart fanger ham. Nogen info om VW camperen? »
  
  
  "Intet endnu," sagde Hawk trist. "Jeg ringer tilbage, hvis jeg hører noget. Under alle omstændigheder bliver du nødt til at vente der, hvis Miss Knight ringer.
  
  
  "Jeg ved det," sagde jeg mørkt og følte mig resigneret over at vente på mit værelse for evigt. "Jeg håber bare, at hun ikke prøver at spille detektiv og kommer for tæt på ham. Jeg tror, det er sikkert at antage, at hun stadig er på hans spor et eller andet sted. Hvis hun havde mistet den, havde hun selv kontaktet mig«.
  
  
  Selvom jeg for nylig var begyndt at blive irriteret over, at min telefon ringede konstant, håbede jeg nu, at den ville ringe igen, efter at Hawk havde lagt på. Dette skete ikke, og jeg sad og så sekunderne blive til tilsyneladende endeløse minutter, velvidende, at når de først begyndte at blive til timer, ville tiden snart komme, hvor jeg skulle invitere Sherima hjem til udenrigsministerens hus til hendes radiosamtale med Shah. Hassan. Og ved også, at hvis vi ikke overholder denne dato, kan hele verden begynde at falde fra hinanden i eksplosioner, der ville sprede sig fra Mellemøsten til rummets ydre rækkevidde.
  
  
  Da Candy ringede lige efter fire, havde jeg taget en kort lur fra det frodige gulvtæppe i Watergate. I løbet af denne tid ringede Hawk to gange med deprimerende rapporter om, at hverken mordernes autocamper eller Sherimas limousine og chauffør var blevet fundet. Jeg kunne forstå, at en limousine ville være svær at finde blandt de tusindvis af offentlige og private borgere i Washington, men camperen skulle have været nemmere, hvis den ikke havde været gemt et sted, før bulletinen ramte politiets net.
  
  
  Candys ord fossede ud som vand fra en ødelagt dæmning; Hun ventede ikke engang på, at jeg skulle svare på hendes spørgsmål:
  
  
  "Nick, det her er Candy. Fik du min besked? Abdul gik, jeg greb en taxa og fulgte efter ham. Vi var overalt. Det kostede mig femten dollars, fordi taxachaufføren sagde, at han ikke skulle gøre det. Anyway, Abdul parkerede omkring et kvarter fra Adabian-ambassaden og sad bare der et stykke tid, så kom en mand, jeg ikke genkendte, ud og satte sig ind i sin bil, og de kørte af sted. Jeg fulgte dem, og de kørte i cirkler et stykke tid, og så...
  
  
  "Slik!" Jeg var endelig i stand til at bryde gennem strømmen af forklaringer, da hun stoppede op for at trække vejret. "Hvor er du nu?"
  
  
  "På St. John's College," svarede hun afslappet, og da jeg så vantro gentog navnet, fortsatte hun: "Jeg kom her for at bruge telefonen. De var meget venlige og tillod mig at bruge en uden at betale, efter at jeg sagde, at det hastede. Damen sagde...
  
  
  Da jeg igen råbte "Candy" og forlangte, at hun skulle fortælle mig, hvor Abdul var, blev hun igen fornærmet og sagde: "Nick, det var det, jeg prøvede at fortælle dig. Han er i et hus omkring et kvarter væk på Military Road. Hun sagde, at Sherimas livvagt kørte limousinen direkte til garagen bag huset. »Jeg så ham, fordi taxachaufføren kørte meget langsomt forbi, da han så Abdul dreje ind i indkørslen. Jeg bad ham lukke mig ud ved næste hjørne
  
  
  
  
  
  
  på Utah Avenue, så gik jeg tilbage forbi huset, men jeg tror, han og ambassademanden allerede var gået indenfor."
  
  
  "Nick, tror du, Sherima kan være der?"
  
  
  "Det er præcis, hvad jeg vil vide," sagde jeg til hende og bad om adressen på Militærvejen.
  
  
  Hun gav mig den og sagde så: "Nick, kommer du selv ud, eller vil du sende politiet?" Da jeg fortalte hende, at jeg ville være på vej, så snart jeg kunne komme ned og ind i en taxa, sagde hun: ”Det er godt. Sherima kan blive flov, hvis politiet ankommer, og der bliver ballade.
  
  
  Jeg ville have grinet, hvis situationen ikke havde været så alvorlig; få timer forinden havde Candy været helt vild med at ringe til hæren, flåden og hvem som helst for at hjælpe med at finde Sherima, men da det blev klart, at den tidligere dronning kunne blive fundet, var hun bekymret for at beskytte sin vens og arbejdsgivers omdømme. .
  
  
  "Bare rolig," sagde jeg til hende. "Jeg vil forsøge at holde Sherimas navn ude af aviserne. Vent nu på mig i skolen. Hvad er navnet igen? St. John's College...” Jeg ignorerede hendes protest over, at hun ville have mig til at tage hende op og tage hende med ind i huset, i stedet for at insistere: “Gør som jeg siger. Jeg ved ikke, hvad Abdul og hans ven har gang i, men der kan være problemer, og jeg vil ikke have, at du kommer til skade." Det var bedre, at hun endnu ikke vidste, hvor mange mænd, der allerede var døde den dag, og at flere med sikkerhed ville følge efter. "Jeg kommer efter dig, så snart jeg kan. Nu er det tid for mig at starte." Jeg lagde på, før hun kunne skændes videre.
  
  
  Inden start var jeg nødt til at ringe igen. Hawk lyttede, mens jeg fortalte ham, hvad Candy havde fortalt ham, og sagde så: "Den mand, han hentede på ambassaden, kunne være Sword, N3." Da jeg sagde ja, fortsatte han: "Og jeg genkendte denne adresse på Militærvejen. Dette er, hvad CIA nogle gange bruger som en "sikker havn". Jeg troede, vi var de eneste andre end CIA, der vidste om dette, men fjenden har åbenbart også ret gode efterretningskilder. Forstår du, hvad Sværdet sandsynligvis vil gøre, Nick?
  
  
  "Det er her Sølvfalken vil blive fundet død," sagde jeg. "Og der vil være masser af beviser på, at hun arbejdede for CIA og blev dræbt, da hun truede med at afsløre sin tidligere arbejdsgivers sammensværgelse i Adabi. Men holder CIA ikke nogen i deres lokaler hele tiden? »
  
  
  "Det tror jeg. Men Sværdet tøver ikke med at dræbe enhver, der står i vejen for hans planer. Og hvis, som Miss Knight siger, han og den Bedawi gik direkte ind i huset, havde de sikkert allerede begået deres mord.
  
  
  "Jeg er på vej, sir," sagde jeg til ham. Mens vi snakkede, tjekkede jeg mit kort og regnede med, at det ville tage mig omkring femogtyve minutter at komme til adressen på Militærvejen. Hawk sagde, at han ville sende et backup-team efter mig så hurtigt som muligt. De fleste af de lokale agenter var ude i marken og prøvede at opspore VW-camperen og dens dødbringende mandskab, men han sagde, at han ville sende et hold til mig med det samme. Jeg vidste dog, at det var snigmordermesterens opgave, og jeg bad ham instruere sine mænd om at holde sig tilbage, medmindre han var helt sikker på, at jeg havde brug for hjælp.
  
  
  Han sagde, at han ville videregive de nødvendige ordrer, så ønskede han mig held og lykke - noget han ikke plejede at gøre - og afsluttede opkaldet.
   Kapitel 10
  
  
  
  
  Da jeg gik ud af lokalet, slog noget hårdt ind i min ryg, og en kold, jævn stemme sagde sagte: "Lad os tage serviceelevatoren ned, hr. Carter... Nej, vend ikke om." Ordren blev udført med endnu et slag mod rygsøjlen. "Dette er en .357 magnum, og hvis jeg skulle trykke på aftrækkeren, hvor han pegede nu, vil det meste af din rygsøjle komme ud gennem din mave... Det er bedre, bare fortsæt ned ad gangen til elevatoren og sørg for at hold dine arme lige ved dine sider".
  
  
  Jeg havde ingen måde at advare operatøren, da han åbnede serviceelevatordøren. Blackjack væltede ham straks i gulvet i bilen. Lige før dette mærkede jeg trykket i min ryg aftage et øjeblik, og da jeg så på operatørens forslåede pande, indså jeg, at min fangevogter havde skiftet Magnum til venstre hånd, så hans højre var fri til at slå manden. .
  
  
  Efter ordrer trak jeg elevatoroperatøren ind i det nærmeste linnedskab og smækkede døren på ham i håb om, at han ville blive fundet i tide til lægehjælp. Denne handling gav mig mulighed for at se en mand, der holdt en stor pistol, pegede på mig, mens jeg arbejdede. Det var en anden araber, kortere og stærkere end ham, der døde på balkonen med min kniv i struben. Han skiftede igen med pistolen længe nok til at tage husholderskens linnedskabsnøgle, som heldigvis til hans formål - eller måske efter aftale - var blevet efterladt i linnedskabets lås. Han var en læderjuicekender. Sammenstødet knækkede nøglen i låsen, hvilket sikrede, at opdagelsen af dens lasede indhold ville blive forsinket endnu længere.
  
  
  ”Lad os nu gå ned i kælderen, hr. Carter.
  
  
  
  
  
  
  - sagde min tykke ven. “Bare træd lige ind i elevatoren, med front mod bagvæggen... Det er nok... Nu skal du bare læne dig frem fra taljen og trykke hænderne mod væggen. Du har set politiet lede efter fanger, Mr. Carter, så du ved hvad du skal gøre... Det er rigtigt, og rør dig ikke.
  
  
  Vi gik ned til det nederste niveau af Watergate i tavshed. En summer lød, hvilket indikerer, at der var trykket på knapper på flere etager for at signalere en pickup, men bilen blev sat i manuel kontrol, og araberen standsede ikke. Da dørene endelig åbnede sig, havde jeg allerede fået udgangsinstruktioner: vend om, armene ved siden af, gå lige ud af bilen og drej til venstre. Hvis nogen venter, så gå bare forbi, som om intet var hændt. Hvis jeg gør noget for at vække mistanke, dør jeg og flere uskyldige mennesker.
  
  
  Der var ingen, der ventede i kælderen, men da vi gik gennem korridorerne, der førte til Watergate-garagen, kiggede to mænd i hotelserviceuniformer nysgerrigt på os. For at redde deres liv lod jeg som om jeg havde en venlig samtale med manden, der stod ved siden af mig, hans pistol sidder nu fast i mine ribben fra hans jakkelomme. Tilsyneladende gik de ud fra, at vi var hotelledere eller gæster, der gik vild, mens de ledte efter garagen og gik forbi os uden at sige noget.
  
  
  "Fremragende, hr. Carter," sagde min høflige fangefanger, da vi var uden for hørevidde af parret. Han trådte tilbage bag mig og gav anvisninger, der til sidst førte os til en fjern del af garagen. Der var kun få biler parkeret der, plus en Volkswagen autocamper. Det er ikke overraskende, at patruljerne ikke lagde mærke til ham. Araberen med mig må have sat sine kammerater af et sted, og derefter kørt direkte til Watergate-garagen og ventet ved min dør næsten lige fra det øjeblik, jagten på dem begyndte.
  
  
  Automatisk satte jeg kursen mod autocamperen, og araberen forstod mine handlinger korrekt. "Så du ved om det, hr. Carter. Vi var sikre på, at du ville gøre det. Det er derfor, jeg blev sendt efter dig. Vi vil dog bruge en bil, der er parkeret ved siden af Volkswagen. Han har været her siden i går aftes. En af vores mænd vendte aldrig tilbage til ham efter at have besøgt taget. Jeg er sikker på, du ved hvorfor.
  
  
  Jeg svarede ikke, men min snakkesalige ven forventede åbenbart ikke noget svar, for han fortsatte: "Gå lige til bagsiden af Vegaen, hr. Carter. Du vil opdage, at bagagerummet er åbent. Bare tag den op og klatre langsomt ind. Der er ingen i nærheden, men jeg vil stadig ikke skyde denne pistol i garagen. Lyden vil være ret høj, og hvis nogen kommer for at undersøge det, skal de også dræbes.”
  
  
  Jeg var næsten ved bagagerummet på Vega'en, da pistolmanden tilsyneladende indså, at han havde begået en alvorlig fejl og rettede den straks. "Stop, hr. Carter. Læn dig nu over bagagerumslåget... Jeg tager pistolen. Okay, du kan rejse dig igen og åbne bagagerummet... Hvis du bare sætter dig ned og bliver godt tilpas, så er vi klar.
  
  
  Jeg krøllede sammen i den trange kabine og sørgede for, at mit hoved var så langt under baldakinen som muligt, mens jeg holdt fødderne presset mod åbningen. Mens jeg sad sammen, fortsatte araberen med at pege Magnum mod mit hoved; så, da jeg så ud til at være afklaret, trådte han tilbage og rakte ud efter brystlåget. Da han begyndte at gå ned, holdt jeg øjnene på hans krop for at sikre mig, at han ikke bevægede sig længere. I det øjeblik, da jeg vidste, at hans udsyn til mig ville blive fuldstændig blokeret af det næsten lukkede låg på brystet, slog jeg med begge ben og påførte hele kraften fra mine krøllede ben på slaget.
  
  
  Låget af brystet sprang op, styrtede ind i noget og fortsatte med at bevæge sig. På det tidspunkt, jeg kunne se, fandt jeg mig selv i at se på et grotesk forvredet ansigt på et hoved, der var vippet tilbage i en, der syntes at være en umulig vinkel. Usynlige øjne, som allerede var begyndt at falme, kiggede på mig bag de nederste kanter af deres fatninger. Hånden, der holdt den store Magnum, rykkede ufrivilligt mod bilens bagagerum, men nervesystemet sendte aldrig signalet til de frosne fingre om at trykke på aftrækkeren.
  
  
  Da jeg kastede det ene ben ud over brystkanten og begyndte at klatre ud, faldt den døende araber pludselig tilbage, stiv som et bræt. Baghovedet ramte først betongaragegulvet og rykkede frem med et højt knæk. Det var først, da jeg bøjede mig ned for at trække min Luger fra bæltet på manden, der holdt mig fanget, at jeg indså, hvad der var sket, da jeg smækkede låget på brystet op. Dens klinge, som en sløv guillotineklinge, fangede ham under hagen og kastede hans hoved tilbage med en sådan kraft, at det brækkede hans nakke.
  
  
  Efter at have søgt i hans lommer fandt jeg to sæt bilnøgler. Den ene ring havde et mærke med samme nummer: en VW campervan og navnet på et biludlejningsfirma. Jeg prøvede en af nøglerne på en anden ring i Vega bagagerummet, og det virkede. Dette var et ret overbevisende bevis på, at denne mand var sammen med den, jeg stak.
  
  
  
  
  
  
  på Sherimas balkon i går aftes. Jeg spekulerede på, hvem der ellers kunne være i nærheden af, hvad der skulle være en mission for at kidnappe den tidligere dronning. Kunne Sværdet også være på taget af hotellet? Var det ham, jeg dræbte ved et uheld, da Candy gik i panik og slog min arm og forsøgte at fortælle mig dette uden at sige et ord, mens han blev ved med at rulle øjnene opad?
  
  
  Der var ikke tid til at tjekke Volkswagen, og jeg ville ikke have, at nogen pludselig skulle finde mig med et lig i garagen. Jeg smed ham ind i Vegas bagagerum, smækkede låget, der tog hans liv, og satte mig ind på førersædet. Hvad fanden, det sparer AX-taxaen til Military Road og én mindre krop for Hawk at have, hvis han skal organisere en flytning fra Watergate.
  
  
  Tyve minutter efter jeg havde betalt for Vega-parkering - blev billetten stemplet næsten seksten timer tidligere kl. - Jeg gik forbi den adresse, jeg ville have på Militærvejen. Heldigvis var de fleste af amtspolitiets køretøjer den dag fokuseret på at jage VW-camperen uden at bekymre mig om lyskrydsere eller speedere, så jeg kørte hurtigt og uden at stoppe. Jeg drejede det næste hjørne og parkerede. Da jeg vendte tilbage til krydset, lagde jeg mærke til en stor gruppe lave bygninger på bakken på den anden side af gaden og besluttede, at dette sandsynligvis var St. John's Colleges land, hvor Candy skulle vente på mig. Jeg drejede om hjørnet og gik hurtigt tilbage på Military Road, uden at ville risikere at forklare en hjælpsom forbipasserende, at jeg vidste, at der ikke burde være parkering på denne side af gaden, og at der ikke skulle være plads på den anden side, og at jeg havde travlt.
  
  
  Da jeg kørte forbi, tog jeg et hurtigt kig på huset, hvor Candy sagde, at Abdul og manden, jeg mistænkte var Sword, kom ind. Han så ud til at passe ind i nabolaget af røde murstens ranches på flere niveauer. Sandsynligvis mellem tyve og femogtyve år gammel, i skygge af træer om sommeren, var den omgivet af "en hæk, der fik lov til at vokse højt nok til at skjule udsynet for tilfældige forbipasserende uden at give nogen åbenlys garanti for privatlivets fred. . Bruddet i det forreste hegnet opstod i indkørslen, der førte til garagen til to biler bagerst i huset. En stensti førte til hoveddøren. Udefra lignede det et hjem for en moderat velhavende familie.
  
  
  Hvis CIA drev sine "safe houses" på samme måde som AX, ville dette billede af respektabilitet blive omhyggeligt dyrket af husets faste beboere. Hawk tildelte normalt to agenter til hvert af de sikre huse, som vi brugte til hemmelige møder, eller for at skjule fjendens agenter, der havde "vendt sig", indtil en ny identitet kunne etableres for dem, eller som genopretningssteder for såret personel. Lokale agenter, som regel en mand og kvinde, der udgiver sig for at være et ægtepar, bør være venlige over for deres naboer, men ikke så udadvendte, at naboerne ringer uventet. Hawk kan lide at sætte sine gemmesteder op i boligområder frem for i fjerntliggende områder, der er mere åbne for overraskelsesangreb. Og det så ud til, at CIA havde vedtaget et lignende setup, i det mindste hvad angår udvælgelse af områder.
  
  
  Jeg gik forbi huset og gik hen til døren til nabohuset. Den åbnede et øjeblik efter jeg ringede, men kun så vidt kæden tillod det. Den hvidhårede kvinde stak næsen ned i hullet, mens schæferhundens næseparti stak ud af mig. Kvinden spurgte behageligt, med let mistanke: "Ja?" Hyrden sagde ikke noget, men udtrykte sin mistanke tydeligere med en dyb knurren. Hun beroligede ham: "Tys, Arthur!"
  
  
  "Undskyld," sagde jeg, "men jeg leder efter DeRoses. Jeg kender ikke det nøjagtige antal, men de må bo på Military Road, nær Utah, og jeg tænkte, at du måske kendte dem.
  
  
  "Nej, jeg genkender ikke det navn. Men i de sidste par år er der kommet mange nye mennesker til i nabolaget.”
  
  
  "Dette er et ungt par," forklarede jeg. "Hun er blond, omkring tredive, og Augie er omtrent på samme alder. Han er en stor fyr; du vil helt sikkert lægge mærke til ham, fordi han er omkring seks fod fire tommer og vejer omkring to hundrede og fyrre pounds. Åh ja, de kører i en VW campervan."
  
  
  Hun rystede på hovedet, indtil jeg nævnte autocamperen, så blinkede et genkendelsesglimt hen over hendes ansigt. "Nå," sagde hun tøvende, "der bor et dejligt ungt par ved siden af. De har været der i omkring et år, men jeg genkendte dem ikke andet end at sige hej. Men jeg er sikker på, at de ikke er dine venner. Hun er ikke blond, og han er ikke så stor. Måske den hestehale, men med en tynd side. Det eneste er..."
  
  
  "Ja?" - Jeg insisterede.
  
  
  "Nå, jeg lagde mærke til, da min mand og jeg tog bussen til arbejde i morges, at der var en Volkswagen autocamper parkeret i indkørslen."
  
  
  "Hvad var klokken?"
  
  
  "Jeg tror, det er et kvarter i otte eller deromkring, siden vi plejer at tage afsted."
  
  
  "Jeg har ikke lagt mærke til nogen der lige nu," sagde jeg. "Er du tilfældigvis
  
  
  
  
  
  
  så du ham gå? "
  
  
  "Faktisk set, ja. Jeg gik lige ud af døren senere på morgenen – det må have været middag eller måske midt i halv tredive – da jeg så hende trække sig væk og køre væk. Jeg skulle besøge en ven på Legation Street, og...
  
  
  "Så du, hvem der var der?" - Jeg afbrød. "Måske var de mine venner."
  
  
  "Nej, jeg vidste det ikke. Han var allerede væk, før jeg kom ned på fortovet, og de så ud til at have travlt. Undskyld."
  
  
  Jeg var ret sikker på, hvor Volkswagen og dens hold af mordere var på vej hen; De havde en date på Canal Road, som i al hast blev arrangeret ved telefonopkald. Jeg takkede kvinden for hendes hjælp og sagde, at jeg måske ville prøve ved siden af, hvis folk i autocamperen var mine venner, ved at ringe til en anden nabo. Hyrden knurrede igen, da jeg vendte mig om for at gå, og han tog næsten fat i mulen, da hun lukkede døren.
  
  
  Jeg gik afslappet ned ad indkørslen til CIA-skjulet, og fortsatte rundt i huset til garagen. Hans foldedør var ulåst, så jeg sled den op på godt smurte hængsler. Sherimas limousine var der stadig, ved siden af den Mustang, som jeg antog tilhørte husets faste beboere. Stille og roligt lukkede jeg døren og gik ud på den lille gårdhave på ranchen. Der stod en grillvogn, rusten af at stå ude i vintersneen.
  
  
  "Alt er ikke så godt, drenge," tænkte jeg. Rigtige husejere ville opbevare deres grill i garagen til vinteren.
  
  
  Skærmdøren var låst, men et let lirkning med spidsen af en stilet tvang den op. Bagdøren var også låst. Mit American Express-plastikkort flyttede bolten, og mens jeg holdt den på plads, prøvede jeg at dreje håndtaget med min anden hånd. Han vendte sig om, og døren gik op. Jeg returnerede kreditkortet til min pung, før jeg skubbede døren yderligere og var lettet over at opdage, at der ikke var nogen kædelås.
  
  
  Jeg gik hurtigt ind og befandt mig i køkkenet. Da jeg så mig omkring, var der stille i huset. Opvasken, sandsynligvis fra morgenmaden, var blevet vasket og lagt i tørrestativet ved siden af vasken. Jeg trådte ind i spisestuen og derefter ind i stuen. Der var ingen tegn på kamp nogen steder nedenfor. Da jeg så var ved at kravle halvvejs op ad trappen, der tilsyneladende førte til soveværelserne, blev min opmærksomhed henledt til et lille hul i gipsen på væggen ved siden af trappen. Ved at bruge stiletspidsen igen gravede jeg kuglen ind i væggen. Det lignede en .38 fladt til gips. Jeg bøjede mig ned og undersøgte det billige orientalske tæppe, der dækkede gulvet foran indgangen.
  
  
  Den karminrøde plet var næsten tabt i mønsteret. Nogen åbnede hoveddøren og blev skudt, besluttede jeg. Formentlig fra en .38 med suppressor. Der var et klædeskab i den lille foyer. Jeg opdagede, at døren var låst, hvilket var usædvanligt nok til at give mig lyst til at se, hvad der var indenfor. Efter at have prøvet flere af mine valg fandt jeg en, der drejede en simpel lås.
  
  
  På gulvet i toilettet, under frakkerne, der hang der, lå liget af en mand. Liget var iført hat og frakke, og jeg kunne mærke, at han var høj på den måde, hvorpå hans knæ var slået op for at presse ham ind i det trange rum. Da jeg skubbede hatten tilbage, der var sænket over hans ansigt, så jeg, hvor kuglen var kommet ind i hans venstre øje. Så meget for halvdelen af det "smukke unge par ved siden af." Tilsyneladende var han ved at forlade huset, da nogen kom til hoveddøren, og han begik den fatale fejl, at han ikke brugte kighullet til at se, hvem der var udenfor, inden han åbnede det. Den, der stod der, havde en pistol med lyddæmper parat, og han skød, så snart døren åbnede sig, greb derefter sit offer og sænkede ham forsigtigt ned på gulvtæppet på gulvet, uden at den døde mands "kone" overhovedet vidste, hvad der var sket. .
  
  
  Jeg besluttede, at hun også måtte være et sted i huset. Sværdets folk ville ikke risikere at bære liget ud. Jeg tog Lugeren og gik op ad trappen til det øverste niveau. I stilheden, der herskede i huset, virkede den lille knirken fra de tæppebelagte trin højlydt. Til højre for mig øverst på trappen stod døren til soveværelset åben. Jeg gik ind og fandt den tom. Jeg gik hurtigt hen til skabet. Den indeholdt herretøj og intet andet. Da jeg hurtigt vendte dynerne om, indså jeg, at der ikke var noget under sengen, så jeg vendte tilbage til gangen og åbnede langsomt den næste dør på samme side. Det var badeværelset - tomt. Medicinskabet over vasken indeholdt toiletartikler til mænd og en barbermaskine. Den døde nedenunder må have haft maveproblemer; På en af hylderne stod flasker med syreneutraliserende midler. Nå, det generer ham ikke længere.
  
  
  Da jeg gik ned ad gangen, gik jeg gennem en anden åben dør ind i et rum, som jeg ud fra sin størrelse gættede var husets største soveværelse. Kvinden jeg var efter var pæn; hendes tøj var pænt arrangeret på bøjler og hendes sko lå i kasser stablet på gulvet i det store dobbelte skab. Tilsyneladende opretholdt hun og hendes partner et strengt forretningsforhold, på trods af at de havde boet sammen i omkring et år. Kun en af de to
  
  
  
  
  
  
  seng puder var rynket. Det gik pludselig op for mig, at lagenet på sengen kun var gemt i den ene side. Hun må have fundet på, da pistolmanden gik op på anden sal.
  
  
  Jeg faldt på knæ og kiggede under sengen. Blinde øjne stirrede på mig fra et ansigt, der må have været smukt, før kuglen rev en del af kæben af og sprøjtede blod ind i langt sort hår, der flød ud over gulvet. Hun var iført en quiltet gul frakke, og forsiden af den var dækket af tørret blod, hvor hun var blevet ramt af det andet skud.
  
  
  Jeg smed tæppet og rejste mig op. Jeg gik hurtigt gennem resten af øverste etage og tjekkede det tredje soveværelse og hovedbadeværelset ud, hvilket yderligere demonstrerede CIA-husholderskens pænhed. Gemt bag en stak håndklæder i linnedskabet opdagede jeg en kraftig tovejsradio, der var indstillet til en frekvens, jeg genkendte som tilhørende CIA. Det virkede formentlig først, når safe house var i brug. Der var ikke behov for direkte kontakt med efterretningstjenestens tophemmelige hovedkvarter nær Langley, Virginia, undtagen i sådanne tilfælde. Jeg drejede på modtagerkontakten, men der kom ingen støj fra tv'et. Da jeg mærkede bag skabet, samlede jeg nogle ledninger op, der var trukket ud og klippet.
  
  
  Da jeg var nede, standsede jeg i forhallen og lyttede nøje efter enhver lyd, der kunne tyde på Sword og Abdul Bedawi, forhåbentlig var Sherima og måske to af de tre mordere på campingpladsen stadig i huset. Kun tikken fra Seth Thomas' gamle bikube-ur på spisestuebuffeten brød stilheden.
  
  
  Jeg trådte tilbage i køkkenet og fandt en dør, der skulle have ført til kælderen. Jeg tjekkede håndtaget og fandt ud af, at det var ulåst, så jeg åbnede det lidt. Der hørtes en let brummen fra revnen, men jeg hørte ingen menneskelyde på trappens ti trin, da jeg åbnede døren på vid gab.
  
  
  Lyset i kælderen var dog tændt, og nedenunder kunne jeg se gulvet dækket med linoleum. Da jeg langsomt gik ned ad trappen, dukkede en vaskemaskine-tørretumbler op mod den fjerneste væg. Bag trappen var oliefyret og vandvarmeren slukket. Næsten for foden af trappen standsede jeg brat, pludselig indså jeg, at kun en tredjedel af kælderen var åben; "Måske mindre," besluttede jeg og huskede de rodede værelser ovenpå.
  
  
  Resten af ​​kælderen er afskåret af en betonblokvæg. Muren blev åbenbart tilføjet længe efter, at huset blev bygget, for de grå blokke var meget nyere end dem, der udgjorde de tre andre sider af området, jeg kom ind på. Jeg vurderede hurtigt selve husets størrelse og vurderede, at CIA havde skabt et eller flere hemmelige rum på i alt omkring femten hundrede kvadratmeter. Det var således den sikreste del af krisecentret, hvor venner eller fjender med behov for beskyttelse kunne søge tilflugt. Jeg gættede på, at interiøret sandsynligvis også var lydisoleret, så hvis nogen gemte sig der, ville deres tilstedeværelse ikke larme, hvis naboerne aflagde et overraskelsesbesøg hos de lokale agenter.
  
  
  Min antagelse om, at ingen lyd trængte ind i væggene og loftet i det hemmelige skjulested, overbeviste mig om, at Sherima og hendes fangevogtere også var indenfor. Jeg havde en mistanke om, at jeg ventede på noget eller nogen, men jeg vidste ikke hvad eller hvem. Selvfølgelig ikke på grund af noget signal på radioen ovenfor, fordi dets anvendelighed blev ødelagt af den, der klippede ledningerne. Der var dog en god chance for, at Adabis besked - "Sværdet er klar til at slå" - blev sendt herfra, inden radioen blev deaktiveret.
  
  
  Der så ikke ud til at være nogen indgang til det betonbeklædte rum, men jeg gik op til væggen for at se nærmere. CIA skabte en smuk illusion; formentlig, når der krævedes en forklaring på den usædvanligt lille kælder, hvis "det unge par" skulle lukke måleraflæsere eller vedligeholdelsesarbejdere ind i kælderen, ville de nok sige, at de folk, de købte huset af, endnu ikke var færdige med at bygge. kælder på grund af manglende midler, og har netop lukket resten af udgravningen. Jeg kunne næsten høre den smukke ravnehårede kvinde sige til den nysgerrige repræsentant for elfirmaet: ”Åh, vi gør det selv færdig en dag, når det er nemmere at få realkreditpengene. Men vi købte huset så godt, fordi det ikke havde fuld kælder."
  
  
  Tættere på det fjerneste punkt på væggen fra trappen fandt jeg det, jeg ledte efter. En lille revne i blokkene skitserede et område omkring syv fod højt og måske seksogtredive tommer bredt. Dette skulle være døren til alt, hvad der lå hinsides, men hvordan åbnede den sig? Det skarpe lys fra de uskyggede pærer ovenover gav masser af lys, da jeg søgte efter en kontakt eller knap, der kunne åbne den skjulte dør. Der så ud til ikke at være sådan en enhed på selve væggen, så jeg begyndte at se mig omkring i andre dele af kælderen. Jeg måtte hurtigt ind ad den dør; tiden var ved at løbe ud.
  
  
  Jeg søgte i ti frustrerende minutter, men fandt intet. Jeg var lige ved at begynde at klikke videre
  
  
  
  
  
  
  almindelige betonklodser i væggen i håbet om, at en af dem kan være nøglen. Da jeg trak mig tilbage til den hemmelige dør, passerede jeg en af de store støttebjælker og ud af øjenkrogen så jeg, hvad der havde været foran mig hele tiden – en lyskontakt. Men hvad tændte denne kontakt? Den øverst på kældertrappen styrede tilsyneladende kun to pærer, og de var allerede tændt.
  
  
  Jeg tjekkede ledningerne, der kom fra kontakten. Det kan have noget at gøre med vaskeudstyret eller oliefyret. I stedet gik ledningen direkte til loftet og krydsede et punkt nær revnen, der markerer indgangen til det hemmelige rum. Jeg holdt Lugeren i den ene hånd og drejede på kontakten med den anden. Et øjeblik skete der intet. Så mærkede jeg en let vibration af gulvet under mine fødder og hørte en dæmpet slibende lyd, da en del af væggen begyndte at svinge udad på velsmurte hængsler, tilsyneladende drevet af en elektrisk motor et sted bagved.
  
  
  Med våben i hånden trådte jeg ind i åbningen, så snart den var bred nok til at lukke mig ind. Scenen, der mødte mig, kunne konkurrere med forsiden af et af de gamle offentlige magasiner.
  
  
  Sherima var bundet til den fjerneste væg overfor mig. Hun var helt nøgen, men jeg havde ikke tid til at værdsætte de krumme kurver i hendes lille figur. Jeg havde for travlt med at se på manden, der stod ved siden af hende og skærmede de andre i rummet med min Luger. Abdul stod ved siden af Sherima, og jeg kunne se på hendes ansigtsudtryk, at han lavede noget ulækkert, som blev afbrudt af min ankomst. Ved et bord i det store åbne rum, som CIA havde indrettet, sad en velklædt araber, som jeg var sikker på var den mand, Abdul havde hentet på Adabiya-ambassaden - den Hawk og jeg troede var Sword. . Tilsyneladende arbejdede han på nogle papirer; han løftede hovedet fra papirerne og stirrede på mig og pistolen.
  
  
  To andre arabere hvilede i et andet hjørne af krisecentret. Den ene sad på en seng, der normalt blev brugt af midlertidige gæster fra CIA. En automatriffel lå ved siden af ham. Hans tvilling var i hænderne på den sidste af denne gruppe af offentlige krisecentrebeboere. Han begyndte at løfte sit gevær, da jeg kom ind i rummet, men stoppede, da mundingen af min pistol drejede i hans retning. Ingen af dem virkede overraskede over at se mig, undtagen Sherima, hvis øjne først blev store af overraskelse og så bemærkede, at hun var flov over sin nøgenhed. Jeg var sikker på, at de ventede på mig, da Abdul talte:
  
  
  "Kom ind, hr. Carter," sagde han, stadig høflig, selv i den anspændte situation, han befandt sig i. - Vi ventede på din ankomst. Nu er min plan opfyldt."
  
  
  At kalde det hans plan chokerede mig et øjeblik. Hawk og jeg tog fejl. Manden, der spillede Sherimas livvagt og Adabiya-ambassadens chauffør, var Sword, ikke den, der var hans passager. Jeg så på Abdul nu, som om jeg så på ham for første gang. Så bemærkede jeg ud af øjenkrogen bevægelse fra rummets retning, hvor to mænd sad fastfrosset. Jeg trykkede på aftrækkeren og rystede på hovedet, og en kugle fra Luger ramte araberen med den automatiske riffel i tindingen, da han vendte sig for at forsøge at pege løbet mod mig. Han var død, før han faldt på gulvet med sin riffel faldende fra hænderne.
  
  
  "Forsøg ikke," advarede jeg hans kammerat, som begyndte at række ud efter pistolen ved siden af ham på sengen. Jeg var ikke sikker på, at han forstod engelsk, men han havde tilsyneladende ingen problemer med at fortolke tonen i min stemme eller mine hensigter, fordi hans arme snoede sig tilbage og op mod loftet.
  
  
  "Det var ikke nødvendigt, hr. Carter," sagde Abdul koldt. "Han ville ikke have skudt dig. Dette var ikke en del af min plan."
  
  
  "Han tøvede ikke med at bruge denne ting i dag," mindede jeg om Sword. "Eller var at dræbe disse tre en del af din plan?"
  
  
  "Det var nødvendigt," svarede Abdul. "Det er næsten tid for mig at komme her - og de har holdt øje med mig for nøje til at gøre det uden at afsløre, hvor mine folk holder Hendes Højhed." Den sidste del blev sagt hånende, da han vendte sig let mod Sherima. "Var de godt selskab, min frue?" Han sagde de sidste ord i en tone, der fik dem til at virke mere snavsede end noget, han eller hans to bøller kunne gøre mod den smukke bundne fange, og rødmen, der spredte sig fra hendes ansigt til hendes bare hals og hævede bryst, fortalte mig, at hun var en test var både psykisk og fysisk.
  
  
  Sherima har stadig ikke talt, siden jeg åbnede den hemmelige dør og trådte ind i det hemmelige rum. Jeg havde en fornemmelse af, at hun var i chok eller bare slap ud af det. Eller måske var hun blevet bedøvet ud over de beroligende midler, Candy gav hende, og var først nu begyndt at kontrollere sine følelser fuldt ud.
  
  
  "Okay, Abdul, eller skal jeg sige Seif Allah?" Jeg sagde. Hans reaktion på min brug af det arabiske ord for Allahs sværd var simpelthen at bøje sig let. - Fjern disse lænker fra Hendes Højhed. Hurtig."
  
  
  "Det vil ikke være nødvendigt, Abdul," sagde en stemme.
  
  
  
  
  
  
  Jeg sagde. "Slip pistolen, Nick, og ræk hænderne op."
  
  
  "Hej, Candy," sagde jeg uden at vende mig om. "Hvad holdt dig tilbage? Jeg har ventet på, at du slutter dig til os her. Hvis du var ankommet et par minutter tidligere, kunne du have reddet livet på en af dine venner."
  
  
  Chokket over at se sin mangeårige ven og kammerat holde en pistol mod manden, der var kommet for at redde hende, fik Sherima til at vågne helt op. "Slik! Hvad laver du? Nick kom for at tage mig væk herfra!"
  
  
  Da jeg fortalte hende, at Candy Knight var den, der gjorde det muligt for hende at blive fanget, var afsløringen for meget for den tidligere dronning. Hun brød ud i gråd. Væk var den kongelige værdighed, der modigt havde støttet hende over for hendes plageånder. Hun var en kvinde, der var blevet forrådt af en, hun elskede som en søster, og hun græd igen og igen: "Hvorfor, Candy? Hvorfor?"
   Kapitel 11
  
  
  
  
  Jeg havde stadig ikke tabt pistolen eller løftet hånden, men Abdul forlod Sherima og kom for at tage Lugeren fra mig. Der var ikke meget jeg kunne gøre på det tidspunkt end at lade ham tage det. Hvis Candy trykkede på aftrækkeren på mig, ville der ikke være noget håb tilbage for den hulkende kvinde, hvis hoved faldt mod hendes bryst. Hendes verden delte sig i en milliard stykker, og for hende var fysisk smerte glemt. De ru folder, der var skåret ind i rebet af hendes håndled og spredte ankler, var ikke længere så grusom, som hendes livs proces faldt fra hinanden – en proces, der begyndte, da hun blev tvunget til at forlade den mand, hun elskede, og sine børn.
  
  
  "Nu, hvis du bare vil gå til væggen, hr. Carter," sagde Abdul og pegede med min pistol, hvor han ville have mig hen.
  
  
  For at vinde tid spurgte jeg ham: "Hvorfor lader du ikke Candy fortælle Sherima, hvorfor hun solgte hende? Du har intet at tabe nu.
  
  
  "Intet andet end tid," sagde han og vendte sig om for at beordre den bevæbnede mand på køjen om at komme og vogte mig. Da manden tog maskingeværet og gik hen imod mig, stoppede han op for at se på sin døde kammerat. Raseri blinkede hen over hans ansigt, han løftede sin riffel truende og rettede den mod mig.
  
  
  "Hold op!" - kommanderede Abdul og talte stadig til ham på arabisk. »Han kan ikke dræbes med dette våben. Når alt er klar, kan du bruge den pistol, som de ovenpå brugte.
  
  
  Sherima løftede hovedet og kiggede spørgende på mig. Tilsyneladende blev hun holdt udenfor, indtil Sværdets folk slap af med de herboende CIA-agenter. "Der er et 'pænt ungt par' død ovenpå," fortalte jeg hende. "Naboen beskrev dem i hvert fald som gode."
  
  
  "De var spioner for jeres imperialistiske CIA," knurrede Abdul til mig. "Vi har kendt til dette hus i nogen tid, hr. Carter. Her var Selim," fortsatte han og nikkede mod manden ved bordet, som vendte tilbage til sine dokumenter, efter at jeg var blevet afvæbnet, "meget hjælpsom i denne henseende. Han er knyttet til sikkerhedsdetaljen på ambassaden og måtte engang ledsage Shah Hasan her, da vores berømte monark var i Washington for at modtage ordrer fra sine CIA-mestre. Dette møde varede næsten seks timer, og Selim havde rig lejlighed til at huske husets indretning. For spioner var de ikke særlig kloge; Selim fik endda lov til at stå vagt ved den hemmelige dør til dette rum og se, hvordan det fungerede, mens han ventede på Hassan."
  
  
  "Shahen modtog aldrig ordrer fra nogen!" - Sherima gøede af sin tidligere livvagt. "Jeg kan huske, at han fortalte mig om dette møde, da han vendte tilbage til Sidi Hassan. CIA holdt ham underrettet om, hvad der skete i resten af Mellemøsten, så han kunne beskytte sig mod dem, der udgav sig for at være vores venner, mens de planlagde at tage tronen fra ham."
  
  
  "Hvem, udover dig og Hassan, tror på denne fiktion?" - sagde Abdul selvtilfreds. "Når vi er færdige, vil alle i den arabiske verden vide om hans forræderi, og hvordan han lod sig selv og sit folk blive brugt af imperialistiske krigsmagere. Og hvordan han blev deres løbehund takket være dig"
  
  
  Da et stort spørgsmålstegn dukkede op på Sherimas smukke ansigt, glædede Abdul sig. "Åh ja, min dame," sagde han og vendte tilbage til hende, "vidste du det ikke? Du er den, der forplumrede Hassans sind så meget, at han ikke kunne afgøre, hvad der var bedst for hans land. Du brugte din onde krop til at opildne ham med lidenskab, så han ikke kunne se, hvem hans rigtige venner var." For at understrege sin pointe, rakte Abdul ud og strøg utugt Sherimas bryst og lår, mens hun forsøgte at unddrage sig hans torturiske kærtegn; smerten fra hendes ru bånd og kvalmen fra hans barbariske berøring viste sig på samme tid i hendes ansigt.
  
  
  "Så, da du gjorde Hassan til din kærlighedsslave," fortsatte Abdul, "begyndte du at overbringe ham ordrerne fra dine herrer her i Washington."
  
  
  "Det er løgn!" sagde Sherima, og hendes ansigt blev rødt igen, denne gang af vrede snarere end forlegenhed over, hvad hendes tidligere tjener gjorde ved hendes krop. "Hassan tænkte kun på, hvad der var bedst for hans folk. Og du ved, det er sandt, Abdul. Han stolede på dig som en ven og har stolet på dig ofte siden den dag, du reddede hans liv."
  
  
  
  
  
  
  Selvfølgelig ved jeg det, Deres Højhed,” indrømmede Abdul. "Men hvem vil tro det, når verden ser beviserne for, at Selim forbereder her - beviser, der allerede venter på at blive udleveret til den magtfulde Shah, når vi rapporterer din død i hænderne på CIA."
  
  
  Sherima gispede. "Vil du dræbe mig og give CIA skylden? Hvorfor skulle shahen tro på denne løgn? Især hvis du vil antyde, at jeg arbejdede for CIA."
  
  
  Abdul vendte sig mod mig og sagde: "Fortæl hende, hr. Carter. Jeg er sikker på, at du allerede har fundet ud af min plan.
  
  
  Jeg ønskede ikke at afsløre, hvor godt AXE kendte til sværdets plot, så jeg sagde bare, "Nå, de prøver måske at overbevise shahen om, at du blev dræbt, fordi du besluttede at afsløre CIA-operationer i Adabi for Hassan og resten af verdenen."
  
  
  "Nøjagtigt, hr. Carter!" sagde Abdul. ”Jeg kan se, at I, ansatte i Direktionsbeskyttelsen, også har hjerner. Vi antog, at I ikke var andet end glorificerede livvagter, gode til lidt mere end at stå udenfor ambassader og konsulater."
  
  
  Sword vidste det ikke, men han besvarede det store spørgsmål, der havde været i mit sind, siden han første gang fortalte mig, at han ventede på mig i CIA's safe house. Han vidste tydeligvis ikke om AX eller hvem jeg virkelig var. Jeg kiggede på Candy, som stod stille og stadig holdt den lille pistol under hele samtalen mellem Abdul og Sherima.
  
  
  "Jeg tror, jeg skal takke dig for at fortælle ham, hvem jeg er, skat," sagde jeg. Hendes ansigt var trodsigt, da jeg fortsatte: "Du er ret god til at bruge din krop til at få den information, du har brug for. Tak til."
  
  
  Hun svarede ikke, men Abdul smilede og sagde: "Ja, hr. Carter, hun bruger sin krop godt." Fra den måde, han hånede, mens han talte, indså jeg, at han også havde oplevet glæderne ved Candys kærlighedsspil. "Men i dit tilfælde," fortsatte han, "var det ikke ukontrollabel lidenskab, der påvirkede hende. Som gæst blev du behandlet med hendes fornøjelser - efter mine instruktioner. Jeg havde brug for at vide, hvor du passede ind i billedet, og da hun opdagede, at du også arbejdede for den kapitalistiske regering, besluttede jeg at inkludere dig i mine planer."
  
  
  "Det var min fornøjelse," sagde jeg og henvendte mig til Candy i stedet for til Abdul. "Fortæl mig, Candy, manden på Sherimas balkon - var det et uheld, da du stak min kniv i struben på ham? Eller var du bange for, at han ville tale og fortælle mig, at Sword også var på taget af Watergate og førte til kidnapningsforsøget af Sherima? »
  
  
  Store brune øjne nægtede at se på mig, og Candy forblev tavs. Abdul var dog ikke så tilbageholden. Tilfreds med, at hans plan om at ødelægge Shah Hasan ville lykkes, og at intet ville stå i vejen for ham, virkede han næsten klar til at diskutere alle aspekter af operationen.
  
  
  "Det var meget smart af hende, var det ikke, hr. Carter?" - sagde han nedladende. »Jeg hørte om det, da jeg gik ned på Sherimas værelse for at se, hvad der var gået galt. Det var da, jeg bad hende holde dig beskæftiget resten af natten, mens vi stak af med Hendes Højhed... undskyld, Hendes tidligere Højhed. Forestil dig, det gamle fjols fra hoteldetektiven troede, han kunne stoppe os. Han kom tæt på og ville vide, hvad jeg lavede ved døren til værelset på dette tidspunkt, og pralede med mit hotelskilt, som om jeg så flået ud. Han tilføjede ikke det åbenlyse - at han ikke ville have behøvet at dræbe den gamle mand - Abdul blev trods alt anerkendt som Sherimas officielle livvagt.
  
  
  "Uheldigvis for ham troede han det måske," sagde jeg. "Han forstod ikke rigtig, hvad der foregik, kun at han skulle beskytte kvinden mod at blive chikaneret." Jeg indrømmede over for mig selv, at det var vores fejl.
  
  
  Sherima, der var bange for alt, hvad hun havde hørt i de sidste par minutter, spurgte endnu en gang sin gamle skoleveninde: "Hvorfor, Candy? Hvordan kunne du gøre dette mod mig? Du ved, at Hans Højhed og jeg elskede dig. Hvorfor?"
  
  
  Spørgsmålet nåede endelig til Candy. Med blinkende øjne sagde hun foragtende: ”Selvfølgelig elskede Hassan mig. Det var derfor, han dræbte min far! "
  
  
  "Din far!" - udbrød Sherima. "Candy, du ved, at din far blev dræbt af den samme mand, som forsøgte at dræbe shahen. Din far reddede Hassans liv ved at ofre sit eget. Nu vil du gøre dette mod mig og ham.”
  
  
  "Min far ofrede ikke sit liv!" Candy nærmest skreg og græd på samme tid. "Hassan dræbte ham! Han trak min far foran sig for at redde sit usle liv, da han blev angrebet af en morder. Jeg svor, at jeg ville kontakte Hassan, når jeg fandt ud af det her, og nu vil jeg gøre det."
  
  
  "Det er ikke sandt, Candy," fortalte Sherima hende lidenskabeligt. "Hassan blev så overrasket, da denne mand bragede ind i paladsets reception og fulgte efter ham, at han simpelthen stoppede. Din far sprang foran ham og blev stukket. Abdul dræbte derefter morderen."
  
  
  "Hvordan ved du det?" Candy svarede hende. "Du var der?"
  
  
  "Nej," indrømmede Sherima. "Du ved, jeg var sammen med dig på det tidspunkt. Men Hassan fortalte mig om dette senere. Han følte sig ansvarlig for din fars død, og
  
  
  
  
  
  
  hvad er ansvarlig for dig"
  
  
  "Han var ansvarlig! Han var en kujon, og min far døde på grund af det! Han kunne bare ikke holde ud at fortælle dig sandheden, for så ville du vide, at han også var en kujon."
  
  
  "Slik," bønfaldt Sherima hende, "min far fortalte mig det samme. Og han ville ikke lyve om sådan noget. Han var din fars bedste ven og...
  
  
  Candy lyttede ikke. Hun afbrød Sherima igen og råbte: "Din far var ligesom min. Først en firmamand. Og olieselskabet kunne ikke lade hans folk vide, at Hassan var en kujon, ellers ville de ikke støtte ham. Så ville det dyrebare selskab blive smidt ud af landet. Hassan løj, og alle, der arbejdede i olieselskabet, støttede ham."
  
  
  Jeg så Sword, mens de to piger skændtes, og smilet på hans ansigt rejste et spørgsmål i mit sind. "Candy ligner ikke sig selv," tænkte jeg. Det var næsten, som om hun gentog en historie, der var blevet fortalt hende igen og igen. Jeg greb ind for at stille mit spørgsmål. "Candy, hvem fortalte dig om, hvad der skete den dag?"
  
  
  Hun vendte sig mod mig igen. "Abdul. Og han var den eneste der, der ikke havde noget at tabe ved at fortælle mig sandheden. Han blev også næsten dræbt af denne mand den dag. Men han var ikke en kujon. Han gik hen til denne skøre morder og skød ham. Hassan var bare heldig, at Abdul var der, ellers ville denne mand have taget ham lige efter min far."
  
  
  "Hvornår fortalte han dig om dette?" Jeg spurgte.
  
  
  "Samme nat. Han kom hen til mig og prøvede at trøste mig. Han lod tilfældigvis bare slippe, hvad der virkelig skete, og jeg snuppede resten fra ham. Han fik mig til at love ikke at fortælle nogen, hvad shahen gjorde. Han sagde, at på det tidspunkt ville det være dårligt for landet, hvis alle vidste, at shahen var en kujon. Dette var vores hemmelighed. Jeg fortalte dig, at alle har hemmeligheder, Nick.
  
  
  "Nok af det her," sagde Abdul skarpt. "Vi har stadig meget at gøre. Selim, hvordan kommer dokumenterne frem? Er du næsten færdig? »
  
  
  "Fem minutter mere." Det var første gang siden jeg trådte ind i lokalet, at en embedsmand fra ambassaden talte. "Jeg brugte kodebogen, vi fandt ovenpå, til at udarbejde en rapport, der indikerede, at Hendes Højhed - den tidligere dronning - fortalte sine overordnede, at hun ikke længere troede på, at det, CIA gjorde i Adabi, var rigtigt, og at hun fortryder at have hjulpet dem alle. denne gang. Hun truede med at afsløre CIA for Hans Højhed og verdenspressen."
  
  
  "Noget andet?" - Abdul forlangte et svar.
  
  
  "Det papir, jeg er ved at færdiggøre, er en kodet besked, der beordrer folk i huset til at skille sig af med Sherima, hvis de ikke kan ændre mening. Hvis det er muligt, bør de få det til at ligne en ulykke. Ellers skal hun skydes og hendes lig bortskaffes på en sådan måde, at det aldrig bliver fundet. I dette tilfælde, sagde rapporten, ville der blive udsendt en forsidehistorie, der sagde, at hun mentes at være forsvundet, fordi hun frygtede, at Black September-bevægelsen ville tage livet af hende. Det andet papir er også klar.”
  
  
  Jeg måtte indrømme, at Sword havde udtænkt en plan, der helt sikkert ville sætte CIA - og dermed USA's regering - på samme side som Shah Hassan og verden som helhed. Jeg tænkte på de mulige konsekvenser af ordningen, da Candy pludselig spurgte mig:
  
  
  "Nick, du sagde, du ventede på mig. Hvordan ved du det? Hvordan gav jeg mig selv væk? »
  
  
  "Jeg huskede to ting på vejen hertil," fortalte jeg hende. "For det første, hvad en af de mænd, der fulgte dig og Abdul ind i Potomac i morges, rapporterede. Han så, da Abdul stoppede ved en tankstation, og I begge brugte telefonen. Det minder mig om, at jeg spurgte dig, om du havde mulighed for at høre, hvem Abdul ringede til, eller se, hvilket nummer han ringede til, da du senere ringede til mig i Watergate. Og du sagde, at du ikke tog på politistationen med ham. Men det gjorde du, min kære. Kun du vidste ikke, at nogen så dig gøre det og rapporterede det."
  
  
  "Så det var Executive Protection Service-folkene, der fulgte efter os, hr. Carter," sagde Abdul. ”Jeg tænkte over det, men jeg havde ikke nok erfaring her i landet til at kunne kende alle de forskellige hemmelige operatører. Men jeg troede ikke, at nogen af dem turde komme så tæt på, at de observerede os på stationen. Jeg troede, de ventede rundt i svinget, indtil de så os komme på vejen igen."
  
  
  "Hvor du kørte langsomt nok til, at dine mænd i varevognen kunne nå bagholdsstedet," tilføjede jeg.
  
  
  "Nemlig."
  
  
  "Du lavede to opkald, Abdul," sagde jeg til ham, og han nikkede indforstået. "Jeg ved, hvordan det var med mændene i dette hus, der holdt Sherima fanget - efter at have dræbt en mand og en kvinde. Hvem var den anden, der ringede...Selim? »
  
  
  - Ret igen, hr. Carter. Jeg måtte fortælle ham, at jeg snart ville hente ham. Efter at Miss Knight og jeg spillede vores lille karade i Georgetown til din fordel, så du kunne blive lokket hertil.
  
  
  "Så du skulle have ringet til taxaselskabet," sagde jeg og kiggede på Candy. “Du skulle bestille en taxa direkte fra butikken til
  
  
  
  
  
  du kunne hurtigt komme ud og sørge for at gå, før den pige følger dig udenfor for at stille spørgsmål."
  
  
  "Igen," sagde Abdul og lod ikke Candy svare mig. Han ville sikre sig, at han fik fuld kredit for planlægningen af hele installationen. "Og det virkede, hr. Carter. Du er her som planlagt."
  
  
  Jeg ville slippe lidt luft ud af ham, så jeg sagde: "Faktisk var det den taxa-ting, der fik mig til at tænke på Candy og de mange tilfældigheder, hun var involveret i. Kun i film løber nogen ud af en bygning og sætter sig straks ind i en taxa. Det er, som om helten altid finder en parkeringsplads præcis, hvor han har brug for den. I hvert fald huskede jeg, at det var Candys idé at tage den lille tur rundt i Georgetown, og at hun insisterede på at tilbringe sidste nat med mig, mens Sherima blev kidnappet. Så huskede jeg telefonopkaldene på tankstationen, og alt faldt på plads.”
  
  
  "Jeg er bange for, at det er for sent, hr. Carter," sagde Abdul. Han vendte sig mod manden bag skrivebordet, som begyndte at samle sine papirer og proppe noget - en CIA-kodebog, gættede jeg - i lommen. "Er du klar, Selim?"
  
  
  "Ja." Han rakte Sword nogle stykker papir, han arbejdede på, og sagde: "Det er dem, du kan finde rundt omkring i huset." Hans leder tog dem og rakte derefter hånden frem igen. Selim kiggede på ham et øjeblik, og tog så frygtsomt kodebogen op af lommen. "Jeg tænkte bare, at jeg skulle tage mig af det," undskyldte han. "Der er altid en chance for, at når politiet kommer, kan de visitere dig, og det ville være uklogt at have dem til din rådighed."
  
  
  "Selvfølgelig, min ven," sagde Abdul og lagde armen om hans skulder. "Det var godt af dig at tænke på min sikkerhed. Men jeg vil bekymre mig om dette og samtidig fjerne enhver fristelse fra din vej. Der er dem, der ville betale meget for at få fingrene i denne lille bog, og det er bedst, at pengene går direkte til mig og vores herlige Silver Scimitar-bevægelse. Er det ikke sådan, Selim? »
  
  
  Den lille ambassadefalskner nikkede hurtigt samtykkende og virkede lettet, da Sword løsnede det bjørnekram, han havde om mandens skulder. "Nu ved du, hvad du skal gøre?"
  
  
  "Jeg går direkte til ambassaden og så..." Han stoppede brat, så forskrækket ud og spurgte: "Hvilken slags bil skulle jeg have brugt?" Og Muhammad, hvem skulle bringe denne Carter hertil? Hvad skete der med ham?
  
  
  Abdul vendte sig mod mig. "Åh ja, hr. Carter. Jeg ville spørge dig om Muhammed. Jeg gætter på, at han led samme skæbne som vores venner i Black Liberation Army i Georgetown. Og osv."
  
  
  Jeg skulle lige til at svare ham, da jeg så det spørgende blik på Candys ansigt og besluttede, at hun ikke vidste noget om "de andre". Da jeg huskede trioen af japanere, der ventede på os i Great Falls, fik jeg endnu en åbenbaring og lagde ideen til side til fremtidig brug. »Hvis Mohammed er manden, der ventede uden for mit værelse, er han blevet tilbageholdt. Han bad mig fortælle dig, at han kommer for sent. For sent. Faktisk tror jeg slet ikke, han overlever«.
  
  
  Abdul nikkede. "Jeg havde mistanke om det," sagde han.
  
  
  “Candy, så du da hr. Carter ankom, som jeg fortalte dig? Hvordan kom han hertil? »
  
  
  "Jeg så ham komme ud af bilen, han parkerede rundt om hjørnet," sagde hun. "Det var Vega."
  
  
  "Igen, lige som jeg havde mistanke om," sagde Abdul og bøjede sig for mig. "Det ser ud til, at vi har meget at betale dig tilbage, hr. Carter, inklusive at bringe vores bil hertil, så Selim kan komme tilbage til ambassaden." Han rakte hånden frem. "Må jeg få nøglerne? Nå dem meget forsigtigt." Han pegede på morderen med maskingeværet, og jeg så hans finger let lukke på aftrækkeren.
  
  
  Jeg fiskede nøgleringen op af lommen og begyndte at kaste den til manden med riflen. "Ingen! For mig,” sagde Abdul hurtigt, klar til enhver mistænkelig handling fra min side. Jeg gjorde, som han sagde, så rakte han bilnøglerne til sin mand Selim og sagde: "Fortsæt med at følge dine instruktioner."
  
  
  "På ambassaden venter jeg på dit opkald. Når det kommer, ringer jeg til politiet og siger, at du ringede til mig fra denne adresse og sagde, at du fandt Hendes Højhed myrdet. Jeg sender så til Hans Højhed, hvad der skete."
  
  
  "Og hvordan kom jeg til denne adresse?"
  
  
  "Jeg sendte dig her, da det viste sig, at Hendes Højhed var forsvundet. Jeg huskede, at Hans Kongelige Højhed engang havde bedt mig om at tage ham med til dette hus for at møde nogle amerikanere, og jeg tænkte, at Hendes Højhed måske var kommet her for at besøge hendes amerikanske venner. Og jeg ved ikke andet om, hvis hus det er eller sådan noget.
  
  
  “Okay, glem ikke et ord af, hvad jeg fortalte dig, Selim,” sagde Abdul og klappede ham på ryggen Parker den på parkeringspladsen i nærheden af ambassaden, og fortæl vagtmanden, at nogen vil komme efter nøglerne. Han sagde det sidste ord til sin mand efter at have set på sit ur. "Klokken er seks nu. Du burde være der."
  
  
  
  
  
  
  på ambassaden om en halv time, og til den tid skulle vi være færdige her. Forvent mit opkald mellem 630 og 645. Allah er med dig."
  
  
  "Og med dig, Seif Allah," sagde den forræderiske Adab-embedsmand, da betonpanelet lukkede igen og forseglede os i det lydtætte rum, mens Sherima og jeg stirrede ind i den sikre døds øjne.
   Kapitel 12
  
  
  
  
  Så snart Selim rejste, begyndte Abdul at poste sine falske CIA-memoer. Mustafa Bey holdt sin pistol rettet mod mig med et vredt ansigt og bevægede kun lejlighedsvis hans blik et øjeblik for at kigge på sin tidligere dronnings nøgne krop. På en eller anden måde vidste jeg, at det var ham, der misbrugte hende, da hun hang i rebene, der holdt hendes arme og ben fra hinanden. Jeg var også sikker på, at han og hans nu døde kammerat sandsynligvis var under strenge ordrer fra Sværdet om ikke at voldtage deres fange. Ethvert sådant seksuelt misbrug ville være blevet afsløret ved obduktionen, og jeg troede ikke, Sword ønskede den slags komplikationer. Mordet skulle være pænt, som om det var blevet udført af CIA-professionelle.
  
  
  Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Sværdet ville forklare forskellen i dødstidspunkt mellem ligene ovenfor og Sherima. Så gik det op for mig, at disse lig ikke kunne findes i huset. Alt han skulle gøre var at sige, at han brød ind og fandt den hemmelige dør åben og Sherimas lig liggende i det hemmelige rum. Han kunne også sige, at han så en eller to personer køre væk, da han ankom i limousinen. Eller han kunne have åbnet bagagerummet på Mustangen i garagen og derefter fortalt politiet, at nogen løb, da han holdt op. En logisk antagelse ville være, at morderen var ved at bære Sherimas lig væk, da hendes livvagt ankom der og skræmte ham.
  
  
  Jeg spekulerede på, hvor jeg passede ind i hans plan. Så indså jeg, at jeg ville blive den døde mand, som ville være med til at gøre Abduls historie endnu mere uigennemtrængelig, og jeg forstod, hvorfor jeg ikke skulle dræbes med en automatriffel. Jeg burde være død af en kugle fra den samme pistol, der dræbte Sherima. Abdul kunne fortælle, at han førte mig til huset for at lede efter hende, og manden, der løb fra garagen, da vi ankom, affyrede endnu et skud, inden han løb væk, hvilket forskrækkede mig. Abdul lod som om, han ikke vidste, jeg var fra Executive Protection Service (som han nu troede, jeg var) og forklarede, at jeg bare var en person, der var venlig med Sherima, som han bad om hjælp.
  
  
  Hans historie vil naturligvis ikke kunne holde til en officiel undersøgelse. Men vil regeringen være i stand til at overbevise Shah Hassan om, at vores historie ikke er et dække for CIA's involvering i hendes mord? Og enhver afsløring af min sande identitet som AXE-agent ville kun gøre hele situationen endnu mere kompliceret og mistænkelig. Jeg havde jo været ret tæt på den tidligere dronning næsten siden hendes ankomst til Washington. Hvordan kan dette forklares til manden, der elskede hende?
  
  
  Mens jeg tænkte på kompleksiteten af plottet, så jeg Candy. Hun sad på sengen og så ud til at undgå at se på mig eller Sherima. Jeg tror ikke, hun forventede at se sin tidligere ven afklædt og brutalt bundet. Jeg indså, at rebmærkerne på hendes håndled og ankler må være blevet givet ud som en del af CIA-tortur for at forsøge at tvinge den tidligere dronning til at ændre mening om at kaste lys over hendes påståede sammensværgelse om Adabi.
  
  
  På det tidspunkt var Abdul færdig med at skjule de falske sedler. Han nærmede sig min vagt og begyndte at give ordrer på arabisk. “Gå ovenpå og tag de to lig hen til sidedøren. Gå derefter op til limousinen så tæt på døren som muligt. Åbn bagagerummet og læs dem. Sørg for, at ingen ser dig gøre dette. Så kom tilbage her for Karim. Desværre må han ride med de kapitalistiske svin. Der vil være endnu en passager i bagagerummet, så sørg for, at der er plads der."
  
  
  Jeg var den eneste, der kunne høre, hvad Sword sagde til sin mand, og hans ord antydede noget, jeg ikke havde tænkt på før det øjeblik. Hvis Sherima og jeg bliver fundet døde på stedet, må den eneste "passager" i bagagerummet være Candy! Og jeg gættede på, hvad der stod på det "andet papir", som falskneren Selim blev færdig med, og hvis indhold han undgik at nævne. Jeg var sikker på, at det portrætterede Candy som CIA's link til Sherima og derfor Shah Hassan. Denne del af Abduls plan blev styrket af det faktum, at hendes forsvinden under Sherimas død ville have set endnu mere mistænkelig ud, hvis CIA ikke havde været i stand til at fremstille hende for at modbevise de beviser, som Sword fabrikerede.
  
  
  Da Mustafa gik, og den store dør lukkede igen, sagde jeg: "Candy, fortæl mig noget. Hvornår tvang du Abdul til at slutte sig til dig i at søge hævn mod Shah Hassan? »
  
  
  "Hvorfor? Hvad betyder det?" Hun kiggede på mig for at svare, men så væk igen.
  
  
  "Jeg tror, det var omkring det tidspunkt, hvor nyheden om Sherimas skilsmisse og tilbagevenden til USA kom frem, ikke sandt?"
  
  
  Brune øjne kiggede intenst på mit ansigt, og hun nikkede til sidst og sagde så:
  
  
  
  
  
  
  dette var omkring dengang. Hvorfor?"
  
  
  Abdul sagde ikke noget, men hans sorte høgøjne sprang fra hende til mig, mens jeg fortsatte med at snakke, i håb om, at han var for anspændt til at bemærke, at jeg aldrig rakte hånden igen efter at have kastet bilnøglerne efter ham.
  
  
  "Hvad sagde han?" Jeg spurgte og svarede så på mit eget spørgsmål. "Jeg vil vædde på, at det var sådan, at han endelig indså, at du havde ret. Denne Hassan var en dårlig mand, der ikke rigtig hjalp sit folk, men bare samlede rigdom til sig selv og gav et par skoler og hospitaler væk for at holde folket tavse."
  
  
  Hendes ansigt fortalte mig, at jeg havde ramt målet, men hun var ikke klar til at indrømme det selv over for sig selv. "Abdul viste mig bevis for dette! Han viste mig optegnelser fra en schweizisk bank. Kender du den gode gamle filantrop Hasan lagde over hundrede millioner dollars der? Hvordan kan du hjælpe dig selv og ikke dit land? "
  
  
  Sherima kom til live igen og lyttede til vores samtale. Endnu en gang forsøgte hun at overbevise Candy om, at hun tog fejl med hensyn til sin eksmand. "Sådan er det ikke, Candy," sagde hun stille. "De eneste penge, Hasan nogensinde sendte fra Adabi, var at betale for det udstyr, vores folk havde brug for. Dette er de penge, han indsatte i Zürich til dig og mig.
  
  
  "Så meget ved du om din dyrebare Hassan," råbte Candy til hende. "Abdul viste mig optagelserne, og så foreslog han, hvordan vi kunne ødelægge ham ved at bruge dig."
  
  
  "Der kunne være blevet pillet ved pladerne, Candy," sagde jeg. "Du så i aften, hvilken ekspert Selim er i sådanne ting. Bankdokumenter ville være meget nemmere at oprette end CIA-kodede pengesedler."
  
  
  Candy så fra mig til Abdul, men fandt ingen lindring fra den tvivl, jeg indledede ham. "Abdul ville ikke gøre det," sagde hun skarpt. "Han hjalp mig, fordi han elskede mig, hvis du vil vide det!"
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Tænk over det, Candy. Ville en mand, der elskede dig, lade dig gå i seng med en anden - befale dig at gøre det - som dig? »
  
  
  "Det var nødvendigt, var det ikke, Abdul?" sagde Candy, næsten grædende, da hun vendte sig mod ham for at få hjælp. "Fortæl ham, hvordan du forklarede, at han skulle holdes beskæftiget om natten, så du kunne tage Sherima, at der kun var én måde at holde en mand som ham beskæftiget på. Fortæl ham, Abdul." De sidste tre ord var en anmodning om hjælp, som blev ubesvaret, da Abdul ikke sagde noget. Der var et grusomt smil på hans ansigt; han vidste, hvad jeg prøvede at gøre, og han var ligeglad, fordi han følte, at det var for sent at ændre noget.
  
  
  "Jeg kan ikke købe det, Candy," sagde jeg og rystede langsomt på hovedet igen. "Glem ikke, du vidste allerede, hvilken slags person jeg var. Du og jeg var sammen før Abdul vidste om mig. Han rejste til Alexandria med Sherima før jeg mødte dig den første nat. Du husker den aften, ikke? "
  
  
  "Det var bare fordi jeg var så ensom!" Nu hulkede hun og kiggede vildt på Abdul. Tilsyneladende fortalte hun ham ikke alt om sit første møde med mig. “Abdul og jeg har ikke haft mulighed for at være sammen i flere måneder. Der var så meget at gøre for at forberede sig på at forlade Sidi Hassan. Og så hele tiden, vi var i London, var jeg nødt til at være sammen med Sherima, fordi hun opførte sig som et barn. Abdul, der var ikke noget galt med ham den første nat. Du skal tro mig. Jeg har bare brug for nogen. Du ved, hvordan jeg er."
  
  
  Hun løb hen mod ham, men han bakkede for ikke at tage øjnene fra mig. "Bliv der, min kære," sagde han skarpt og stoppede hende. "Kom ikke mellem Mr. Carter og min ven." Han viftede med sin pistol. "Det er præcis, hvad han ønsker af dig."
  
  
  "Er alt så okay? Forstår du det, Abdul? »Hun blinkede sine tårer væk. "Sig mig, at det er okay, skat."
  
  
  "Ja, Abdul," skubbede jeg til ham, "fortæl hende alt.
  
  
  Fortæl hende alt om Silver Scimitar, og at du er Allahs Sværd, der leder den mest brutale flok mordere i verden. Fortæl hende om alle de uskyldige mennesker-2 du ofrede for at prøve at tage kontrol over hele Mellemøsten. Og sørg for at fortælle hende, hvordan hun bliver det næste offer.
  
  
  "Det er nok, hr. Carter," sagde han koldt, mens Candy spurgte: "Hvad taler han om, Abdul? Hvad med Silver Scimitar, og hvad med mig, når jeg bliver det næste offer? »
  
  
  "Senere, min kære," sagde han og kiggede intenst på mig. "Jeg vil forklare alt, så snart Mustafa vender tilbage. Vi har stadig meget at gøre."
  
  
  "Det er rigtigt, Candy," sagde jeg skarpt. "Du vil vide, når Mustafa vender tilbage. Lige nu læsser han bagagerummet på en Cadillac med ligene af to personer ovenpå. Han skulle så gå tilbage efter Kareem på gulvet. Og det sparer også plads til dig i bagagerummet. Ikke, Abdul? Eller foretrækker du Allahs sværd nu, hvor tidspunktet for din sejr er så tæt på? »
  
  
  "Ja, hr. Carter, det tror jeg, jeg gør," sagde han. Han vendte sig så let mod Candy, hvis hænder blev presset mod mit ansigt i rædsel. Hun så vantro på ham, mens han vendte sig mod hende og fortsatte i en isnende, hård tone: "Desværre, min kære, hr. Carter har meget ret. Dine
  
  
  
  
  
  
  Følelsen for mig sluttede, så snart du gav mig muligheden for at gøre den tidligere dronning til min fange og lokkede hr. Carter hertil. Hvad angår dig, hr. Carter," fortsatte han og vendte sig mod mig igen, "jeg tror, du har sagt nok." Vær nu stille, ellers bliver jeg tvunget til at bruge denne riffel, selvom det betyder, at jeg ændrer mine planer."
  
  
  Afsløringen af, at jeg havde ret i Swords hensigt om at bruge mit lig som det bedste bevis til at understøtte hans historie - at han og jeg forsøgte at redde Sherima - gjorde mig lidt mere modig over for automatvåben. Han ville kun skyde på mig som en sidste udvej, besluttede jeg, og indtil videre har jeg ikke tvunget ham til det. Jeg ville fortsætte samtalen med Candy på trods af hans trusler, så jeg sagde:
  
  
  "Ser du, Candy, der er mennesker, der elsker for gensidig fornøjelse, ligesom dig og mig, og der er mennesker som Abdul her, der elsker ud fra had for at nå deres mål. Abdul blev din elsker, da han var klar til at bruge dig, og ikke før, som jeg forstår det."
  
  
  Hun løftede sit tårefarvede ansigt og så på mig uden at se. "Indtil da var vi bare venner. Han kom og vi talte om min far, og hvor forfærdeligt det var for Hassan at være ansvarlig for hans død for at redde hans grådige liv. Så fortalte han mig endelig, at han elskede mig i lang tid og... og jeg var så forsigtig i så lang tid, og... - Hun indså pludselig, at hun talte om sig selv og så skyldigt på Sherima og så tilbage. . til mig.
  
  
  Jeg havde en mistanke om, at hun for længe siden havde fortalt en gammel ven om den intense søgen efter tilfredsstillelse, der engang havde ført hende fra mand til mand. Men hun vidste ikke, at jeg kendte til hendes nymfomani. Det var nu tydeligt, at da hun begyndte at indrømme dette foran mig, blev hun flov. Endnu vigtigere var jeg klar over, at tiden gik og Mustafa snart ville vende tilbage til det skjulte rum. Jeg burde have taget et skridt før dette, og at lade Candy deltage i diskussionen om hendes affære med Abdul ville ikke betyde andet end at spilde værdifulde minutter.
  
  
  Da jeg risikerede, at det snedige arabiske plot var fortid, spurgte jeg hende: "Har Abdul nogensinde fortalt dig, at det var ham, der planlagde mordforsøget, der dræbte din far? Eller at morderen aldrig skulle være nået til Shahen. Er det ikke? " Jeg skubbede til ham, mens Candy og Sherima gabede i chok og vantro. "Var han ikke bare en, du brugte, der havde til hensigt at skyde ham, før han kom tæt nok på rent faktisk at stikke Hassan? Du vidste, at det ville vinde at redde Shahens liv. hans tillid, siden han var en sådan person. Hvis Hassan blev dræbt dengang, ville hans folk ødelægge alle, der havde noget med mordet at gøre, og det ville sandsynligvis betyde enden på din Silver Scimitar-bevægelse stærk nok til at bede om hjælp fra resten af den arabiske verden."
  
  
  Sværdet reagerede ikke, men jeg så hans finger stramme om aftrækkeren igen. Jeg var ret sikker på, at jeg havde det rigtigt, men jeg vidste ikke, hvor langt jeg kunne gå, før de kugler begyndte at spy efter mig. Jeg var nødt til at gå et skridt videre for at prøve at få Candy til at handle.
  
  
  "Ser du, hvor stille den store mand er nu, Candy?" Jeg sagde. "Jeg har ret, og han vil ikke indrømme det, men han er faktisk skyld i din fars død, og desuden..."
  
  
  "Nick, du har ret!" - udbrød Sherima og afbrød mig. Abdul rev sine øjne væk fra mig et øjeblik for at se i hendes retning, men det kolde blik vendte tilbage til mig, før det kunne rettes mod ham.
  
  
  Med en stemme fuld af begejstring fortsatte Sherima med at sige: "Jeg huskede lige, hvad Hassan sagde, da han fortalte mig om forsøget på sit liv. Det var ikke registreret dengang, men det du lige sagde minder om det - logisk konsekvent. Han sagde, at det var for dårligt, at Abdul Bedawi troede, at han var nødt til at skubbe hr. Knight foran morderen, før han skød ham. At Abdul allerede havde trukket sin pistol og sandsynligvis kunne have skudt ham uden at forsøge at skabe en distraktion ved at skubbe til Mr. Knight. Det var Abdul, der ofrede din far, Candy, ikke Hans Højhed! »
  
  
  Sværdet kunne ikke se os alle tre. Af indlysende grunde fokuserede han på Sherima og hendes historie, såvel som mig. Hvis Candy ikke havde skreget af smerte og raseri, da hun vendte sig om for at få fat i pistolen på sengen, ville han ikke have sigtet hurtigt nok mod hende. Hun havde knap nok løftet den lille pistol til sin talje, da tunge kugler begyndte at trænge hen over hendes bryst og derefter tilbage over hendes ansigt, da Abdul drejede retningen af sin kuglepistol. Miniature fontæner af blod fossede ud fra utallige huller i hendes smukke bryst og brast fra brune øjne, der ikke længere var indsnævret af lidenskab, da hun drillede sin elsker til et endeløst klimaks.
  
  
  En af Abduls første kugler slog Candys pistol ud af hendes hånd og fik hende til at snurre hen over gulvet. Jeg skyndte mig hen til ham, og han fortsatte med at holde aftrækkeren på geværet, mens han vredt affyrede en strøm af kugler mod
  
  
  
  
  
  
  et mål, der rykkede og slingrede fra sammenstødet, selv da det engang så smukke røde hoved blev kastet tilbage på sengen.
  
  
  Jeg var lige ved at tage Candys pistol, en .25 kaliber Beretta Model 20, da mine bevægelser tydeligt tiltrak hans opmærksomhed. En tung riffel bøjede sig mod mig. Triumf blinkede i hans øjne, og jeg så, at galskab og magtbegær fejede alle tanker om hans behov for mit lig senere væk. Tiden kom, og et smil dukkede op på hans ansigt, da han bevidst rettede mulen mod min lyske.
  
  
  "Aldrig igen, hr. Carter," sagde han, hans aftrækkerfinger hvid af tryk, mens han trak den længere og længere, indtil den holdt op med at bevæge sig. Hans ansigt blev pludselig blegt, da han med rædsel indså, i samme øjeblik som jeg, at klippet var tomt, og dets dødelige indhold var blevet brugt i grusomt samleje med liget.
  
  
  Jeg måtte grine af hans utilsigtede brug af et internationalt jødisk slogan, der protesterede mod, at den rædsel, der engang havde ramt europæiske jøder, aldrig ville blive gentaget. "At sige, at det kunne få dig til at blive smidt ud af Den Arabiske Liga," sagde jeg til ham, mens jeg tog fat i Berettaen og pegede den mod hans mave.
  
  
  Candys død slukkede tydeligvis ikke hans vrede; al fornuft forlod hans hoved, da han bandede og kastede geværet efter mig. Jeg undgik ham og gav ham tid til at trække min stramme jakke tilbage og trække den pistol frem, som jeg så længe havde vidst skulle være i hylster. Så var det min tur til at trykke på aftrækkeren. Model 20 er kendt for sin nøjagtighed, og kuglen brækkede hans håndled, præcis som jeg havde forventet.
  
  
  Han bandede igen og kiggede på de rystende fingre, der ikke kunne holde pistolen. Han faldt på gulvet i en vinkel, og vi så begge, et øjeblik ubevægelige og fascinerede, mens han kortvarigt snurrede for sine fødder. Han var den første, der bevægede sig, og jeg ventede igen, mens hans venstre hånd tog fat i det tunge maskingevær. Da han var rejst næsten til taljen, gøede Beretta Candy for anden gang, og han havde endnu et brækket håndled; maskingeværet faldt på gulvet igen.
  
  
  Sværdet kom imod mig som en mand, der var blevet gal, hans arme flagrede ubrugeligt i enderne af hans massive arme, mens de rakte ud for at omfavne mig i, hvad jeg vidste ville være et knusende bjørnehug. Jeg ville ikke risikere, at det gik ud over mig. Det andet knæk i Beretta'en gentog den skarpe reaktion, der var gået et sekund forud.
  
  
  Abdul skreg to gange, da kuglerne trængte ind i hans knæskaller, så rev endnu et skrig fra halsen, da han faldt fremad og landede på knæene, som allerede sendte knivskarpe striber af smerte gennem ham. Styret af en hjerne, der ikke længere fungerede logisk, støttede han sig op på albuerne og gik langsomt hen mod mig hen over linoleumsfliserne. Uanstændigheder flød fra hans krøllede læber som galde, indtil han til sidst spredte sig ved mine fødder og mumlede usammenhængende.
  
  
  Jeg vendte mig væk og gik mod Sherima, pludselig indså, at hendes skrig, som var begyndt, da Sværdets kugler rev Candy fra hinanden, var blevet til dybe, hæse hulken. Ved at omarrangere mine våbenhænder for at være klar, hvis den hemmelige dør begyndte at åbne sig, løftede jeg min stilet af og klippede den første af dens kæder. Da hendes livløse hånd faldt til hendes side, bemærkede hun min tilstedeværelse og løftede sit bøjede hoved. Hun kiggede på mig, så på sværdet, der stønnede af smerte på gulvet, og jeg så hendes halsmuskler spændte og holdt gag-refleksen tilbage.
  
  
  "God pige," sagde jeg, mens hun kæmpede imod at kaste op. "Jeg lader dig gå om et øjeblik."
  
  
  Hun rystede og begyndte ufrivilligt at se mod sengen. Jeg bevægede mig foran hende for ikke at se den blodige kvinde, hun elskede som en søster, da min klinge frigjorde hendes anden arm. Hun faldt ned på mit bryst, mens toppen af hendes hoved næsten ikke rørte min hage, og udåndede: "Åh, Nick... Slik... Slik... Det er min skyld... Det er min skyld..."
  
  
  "Nej, det er ikke sådan," sagde jeg og forsøgte at trøste hende, mens jeg holdt hende op med den ene arm og krøb ned for at klippe rebene omkring hendes ankler. Da jeg brød det sidste voldelige forhold, trådte jeg tilbage og holdt hende tæt, mens jeg beroligende sagde: "Det er ikke min skyld. Candy kunne ikke dy sig. Abdul overbeviste hende om, at Hassan var skyldig...
  
  
  "Ingen! Ingen! Ingen! "Du forstår det ikke," hulkede hun og lænede sig tilbage for at banke mit bryst med sine små knyttede næver. "Det er min skyld, hun er død. Hvis jeg ikke havde fortalt den løgn om at huske, hvad Hassan sagde, ville hun ikke have forsøgt at dræbe Abdul, og... og det ville aldrig være sket." Hun tvang sig selv til at se på den frygtelige blodplettede skikkelse strakt ud på sengen.
  
  
  "Var det løgn?" - spurgte jeg vantro. "Men jeg er sikker på, at det er det, der skete. Abdul gjorde netop det - jeg pegede Berettaen mod sværdet, som lå ubevægeligt. Jeg kunne ikke sige, om han mistede bevidstheden eller ej. Hvis ikke, så gjorde han det ikke klart, at han hørte, hvad Sherima fortalte mig. "Hvad fik dig til at sige det, hvis det aldrig skete?"
  
  
  "Jeg så, at du prøvede at hæve
  
  
  
  
  
  
  ham eller distrahere ham, så han muligvis kunne hoppe på ham og tage hans pistol. Jeg tænkte, at hvis jeg sagde, hvad jeg gjorde, ville han måske kigge min vej eller måske følge mig, og du ville have din chance. Jeg troede aldrig, der ville være en slik. Hendes krop rystede igen med frygtelige hulken, men jeg havde ikke tid til at berolige hende. Gennem lyden af hendes gråd hørte jeg noget andet, svirren fra en elektrisk motor, og mit sind snurrede sammen med den og huskede den støj, der var registreret første gang, jeg åbnede døren til CIA-sikkerhedshuset.
  
  
  Der var ikke tid til at være blid. Jeg skubbede Sherima mod bordet og håbede, at der var genoprettet nok cirkulation i hendes ben til at støtte hende. Da jeg vendte mig mod åbningen, så jeg ud af øjenkrogen, at hun delvist gemte sig bag det låg, som jeg havde tænkt mig at tage.
  
  
  Det var da, jeg opdagede, at sværdet foregav bevidstløshed. Inden den massive betonbarriere blev åbnet langt nok til, at hans mand kunne komme ind i rummet, stod han på albuerne igen og råbte en advarsel på arabisk:
  
  
  "Mustafa Bey! Fare! Carter har en pistol! Forsigtigt!"
  
  
  Jeg kiggede i hans retning, da han faldt tilbage på fliserne. At forsøge at advare sin bandit tog de sidste af hans kræfter, hvilket efterlod hans sår, da blodet sivede ud. Spændt ventede jeg på, at morderen skulle gå gennem døråbningen. Han dukkede dog ikke op, og motoren, der driver det tunge panel, afsluttede sin cyklus, da døren begyndte at lukke igen. Et sus af luft fortalte mig, da han forseglede shelteret. Vi var sikre indeni, men jeg vidste, at jeg skulle ud. Jeg kiggede på mit ur. Seks tyve. Det er svært at tro, at der er sket så meget siden klokken seks, hvor Sværdet sendte sin håndlanger Selim tilbage til ambassaden. Hvad der var endnu sværere at tro var, at jeg var nødt til at få Sherima derfra og levere hende til udenrigsministeren på kun halvfems minutter.
  
  
  Jeg vidste, at Selim havde modtaget instruktioner om ikke at kontakte sine kohorter i Sidi Hassan, før han hørte fra Sværdet. Jeg forsinkede selvfølgelig denne del af planen, men jeg kunne ikke forhindre shahen i at forvente Sherimas stemme i radioen. Og klar til at forhindre mig i at få hende var en professionel morder. Jeg havde hans automatiske riffel, men .38 lyddæmperen manglede stadig, hvilket var meget effektivt til at fælde to CIA-agenter med velrettede skud. Jeg opvejede ham i ildkraft, ligesom min Luger, men han havde fordelen af at kunne vente på, at jeg kom ud gennem den eneste udgang fra det hemmelige rum. Desuden havde jeg en deadline, og det havde han ikke.
  
  
  Jeg skulle have ventet udenfor - Hawks mænd må være ankommet nu - men de ville have ordre om ikke at blande sig, medmindre det var indlysende, at jeg havde brug for hjælp. Og der var ingen måde at kommunikere med dem fra et lydisoleret rum.
  
  
  Min kontemplation af oddsene foran mig blev pludselig afbrudt af en skælvende stemme bag mig: "Nick, er alt i orden nu?"
  
  
  Jeg glemte den tidligere dronning, som jeg groft skubbede i gulvet. "Ja, Deres højhed," sagde jeg til hende og klukkede. "Og for Petes skyld, find dit tøj. Jeg har nok tanker til ikke at blive distraheret af din skønhed.
  
  
  Efter jeg havde sagt det, fortrød jeg, at jeg brugte ordet smuk.
  
  
  Det bragte minderne frem om den smukke kvinde, der havde grinet og elsket mig, og som nu var et kugledræbt stykke kød i hjørnet. Det var min tur til at holde kløften tilbage i mig.
  Kapitel 13
  
  
  
  
  Sherima fandt den negligé, hun havde på, da hun blev taget væk, men ikke minkfrakken. Vi besluttede, at nogen måtte have taget hende, efter vi flyttede hende i kælderen. Hun kunne ikke huske meget af, hvad der skete, sandsynligvis fordi de beroligende midler, Candy gav hende, var meget mere effektive, end hun var klar over.
  
  
  Det var svært at holde mine øjne fra at nyde de gyldne kurver af Sherimas petite figur under hendes tynde undertøj, da hun i hast fortalte mig, at hun vagt huskede, at hun pludselig blev vækket af Abdul, som fortalte hende noget om, hvad nogen havde forsøgt at gøre for at skade hende, og at han måtte tage hende væk, det vidste åbenbart ingen om. En af hans mænd må have været sammen med ham, fordi hun huskede, at to personer holdt hende op, da hun steg ind i limousinen.
  
  
  Hun huskede ikke andet end at vågne op senere og finde sig selv bundet til væggen, nøgen. Den, hvis navn vi nu kendte var Mustafa, førte sine hænder over hendes krop. Hun ønskede åbenbart ikke at tale om denne del af hendes prøvelse og ignorerede det hurtigt og fortsatte med at forklare, at Abdul til sidst var ankommet med Selim fra ambassaden. Hendes tidligere livvagt gad ikke svare på hendes spørgsmål og lo bare, da hun beordrede ham til at løslade hende.
  
  
  "Han sagde bare, at jeg snart ikke behøvede at bekymre mig mere," huskede Sherima med et gys, "og jeg vidste, hvad han mente."
  
  
  Mens hun talte, undersøgte jeg sværdet og fandt ud af, at det stadig var koldt. Jeg rev strimlen
  
  
  
  
  
  
  Sherimas negligé og bandagede hans sår for at stoppe det blod, der stadig sivede fra dem. Han ville være i live, hvis jeg kunne få ham ud derfra så hurtigt som muligt og få lægehjælp. Men det var tydeligt, at han ikke længere ville kunne gøre meget med sine hænder, selv om hans håndled blev repareret. Og det ville tage omfattende operationer at forvandle de knækkede knæskaller til noget, der endda kunne tillade ham at trække rundt som en krøbling.
  
  
  Jeg vidste ikke, hvor længe Mustafa ville vente udenfor, velvidende at hans leder nu var min fange. Jeg tænkte, at hvis han var lige så fanatisk som de fleste af Sværdets folk, ville han ikke have handlet klogt og stukket af. Hans eneste to muligheder er enten at prøve at komme ind og redde Abdul, eller sidde og vente på, at jeg prøver at komme ud.
  
  
  Jeg smuttede ud af min jakke og sagde til Sherima: “Sæt dig ned ved dette bord igen. Jeg åbner døren og ser hvad vores ven gør. Han kan bare skyde, og du står nu lige i skudlinjen.
  
  
  Da hun var ude af syne, trykkede jeg på en kontakt, der flyttede et betonpanel. De få sekunder, det tog at åbne, føltes som timer, og jeg sad fastklemt op ad væggen med min Luger klar. Der skete dog intet, og jeg skulle finde ud af, om morderen stadig gemte sig i den ydre kælder.
  
  
  Jeg kastede min jakke over løbet på en tom automatriffel og krøb hen mod dørkarmen, da den begyndte at smække igen. Efter at have sat jakken ind i det indsnævrede hul, så jeg da den kom af geværløbet, samtidig hørte jeg to små knald udenfor. Jeg trak riflen tilbage, før den tunge dør låste os ind igen.
  
  
  "Nå, han er der stadig, og det ser ud til, at han ikke vil komme ind," sagde jeg til mig selv mere end nogen anden. Sherima hørte mig og stak hovedet ud over bordkanten.
  
  
  "Hvad skal vi gøre, Nick?" hun spurgte. "Vi kan ikke blive her, vel?"
  
  
  Hun vidste ikke, hvor nødvendigt det var at komme derfra så hurtigt som muligt; Jeg tog mig ikke tid til at tale om hendes eksmand og tidspunktet for hans radiooptræden.
  
  
  "Vi kommer ud, bare rolig," forsikrede jeg hende uden at vide, hvordan vi skulle gøre det.
  
  
  Hun var en fornuftig person, og hun forblev tavs, mens jeg overvejede mit næste træk. Jeg visualiserede en del af kælderen liggende bag døråbningen. Vaskemaskine/tørretumbler-kombinationen var for langt fra døren til at dække, hvis jeg risikerede at gå i stykker. Oliefyret stod mod den fjerneste væg, nær trappen. Jeg gik ud fra, at Mustafa sandsynligvis gemte sig under trappen. Derfra kunne han holde døren lukket og forblive ude af syne i tilfælde af et overraskelsesangreb fra oven.
  
  
  Jeg kiggede rundt i CIA-skjulet i håb om at finde noget, der kunne hjælpe mig. Det ene hjørne af det store rum var muret af og dannede et lille aflukke med egen dør. Jeg havde tidligere antaget, at det nok var badeværelset; Da jeg gik hen til døren, åbnede jeg den og opdagede, at jeg havde ret. Den indeholdt en håndvask, et toilet, et medicinskab med spejl og en brusekabine med et plastikgardin henover. Indkvarteringen var grundlæggende, men de fleste af CIA's gæster var kortvarige og forventede sandsynligvis ikke, at lejlighederne ville konkurrere med dem ved Watergate.
  
  
  Da jeg ikke forventede at finde noget af værdi for mig, tjekkede jeg automatisk førstehjælpskassen. Hvis krisecentret blev brugt af en mand, var det godt udstyret. De tredobbelte hylder rummede toiletartikler - en barbermaskine, en spraydåse med barbercreme, en flaske Old Spice, bandaids og gaffatape samt et udvalg af kolde tabletter og antacida svarende til dem, der findes på badeværelseshylderne. brugt af den døde agent ovenpå. Gør dette i bagagerummet på limousinen udenfor, da Swords håndlanger tydeligvis er færdig med at spille bedemand ovenpå.
  
  
  Jeg begyndte at forlade badeværelset, men vendte tilbage, da en idé slog mig. Jeg arbejdede hektisk og foretog adskillige ture mellem badeværelset og den hemmelige døråbning og stablede alt, hvad jeg havde brug for, på gulvet ved siden af. Da jeg var klar, ringede jeg til Sherima fra hendes gemmested og orienterede hende om, hvad hun skulle gøre, og skubbede derefter bordet hen over klinkegulvet til et sted ved siden af kontakten, der betjener døren.
  
  
  "Okay, det var det," sagde jeg, og hun satte sig ved siden af bordet. "Ved du, hvordan du bruger dette?" Jeg rakte hende Candys lille pistol.
  
  
  Hun nikkede. "Hassan insisterede på, at jeg skulle lære at skyde efter det andet angreb på hans liv," sagde hun. "Jeg blev også ret god til det, især med min pistol." Hendes forberedelse viste, da hun kontrollerede, at pistolen var ladt. "Det var præcis det samme. Hassan gav mig en og dens tvilling, denne, Candy. Han lærte hende også at skyde. Det forventede han aldrig en dag... Hendes øjne fyldtes med tårer, og hun tav.
  
  
  "Der er ikke tid til det her nu, Sherima," sagde jeg.
  
  
  Hun åndede tårerne ind og nikkede, så bøjede hun sig ned og løftede sin negligé for at tørre dem væk. Enhver anden gang ville jeg sætte pris på det
  
  
  
  
  
  
  Jeg så mig omkring, men nu vendte jeg mig for at forberede vores flugtforsøg.
  
  
  Jeg tog en dåse barberskum, fjernede toppen og pressede mundstykket til siden for at sikre mig, at der var meget tryk i dåsen. Lyden af udspyende skum fortalte mig, at det var en ny.
  
  
  Så kom badeforhænget. Indpakning af barbercremebeholderen i billig plastfolie, lavede jeg en o? basketball, og sikrede den let med tape, og sikrede, at den ikke var for tæt pakket, fordi jeg ville have luft mellem gardinets folder. Ved at tage den i min højre hånd besluttede jeg, at det var nok til at kontrollere den til mine formål.
  
  
  "Nu," sagde jeg og rakte min højre hånd til Sherima.
  
  
  Hun tog en af de to ekstra ruller toiletpapir, jeg havde fjernet fra badeværelseshylden, og mens jeg holdt den på plads, begyndte hun at vikle gaffatape rundt om den og satte den på indersiden af min højre arm lige over mit håndled. . Da det virkede sikkert, gjorde hun det samme med den anden rul og fastgjorde den til min arm lige over den anden. Da hun var færdig, havde jeg omkring fire tommer provisorisk polstring langs hele indersiden af min arm fra håndled til albue. Jeg vidste ikke nok til at stoppe kuglen, men forhåbentlig nok tykkelse til at afbøje kuglen eller reducere dens kraft betydeligt.
  
  
  "Jeg tror, det er det," sagde jeg til hende og kiggede mig omkring for at sikre mig, at mit andet udstyr var praktisk. Pludselig stoppede jeg op, forbløffet over min egen kortsynethed. "Tændstikker," sagde jeg og kiggede hjælpeløst på hende.
  
  
  Jeg vidste, at der ikke var nogen i mine lommer, så jeg løb hen til den døde Karim og gennemsøgte ham med min frie venstre hånd. Ingen kampe. Det var det samme med Abdul, som stønnede, da jeg rullede ham om for at røre ved hans lommer.
  
  
  "Nick! Her!"
  
  
  Jeg vendte mig mod Sherima, som rodede i hendes skrivebordsskuffer. Hun holdt en af de engangslightere frem. "Det virker?" Jeg spurgte.
  
  
  Hun klikkede på hjulet; da intet skete, stønnede hun af skuffelse frem for smerte.
  
  
  "Samtidig skal du holde fast i dette lille trick," sagde jeg og løb hen til hende, da jeg indså, at hun nok ikke havde set mange af disse lightere i Adabi. Hun prøvede igen, men intet virkede. Jeg tog den fra hende og klikkede på hjulet. Flammen kom til live, og jeg velsignede den ukendte ryger, der havde glemt sin lighter.
  
  
  Jeg kyssede Sherima på kinden for held og lykke og sagde: "Lad os komme ud herfra." Hun rakte ud efter dørkontakten, da jeg vendte tilbage til min plads, holdt basketballbomben op i min højre hånd og holdt lighteren i den anden.
  
  
  "I øjeblikket!"
  
  
  Hun trykkede på kontakten og faldt derefter til gulvet bag sit skrivebord, mens hun knugede pistolen i knytnæven. Jeg ventede på, at motoren begyndte at hvirvle, og da den gjorde det, svingede jeg på lighteren. Da døren begyndte at åbne, rørte jeg flammen til plastikposen i min hånd. Den brød straks i brand, og da døren stod på klem, havde jeg allerede en flammende kugle i hånden. Da jeg nærmede mig et punkt inde i dørkarmen, bakkede jeg åbningen med min hånd og dirigerede den flammende bold mod det sted, hvor jeg troede, at Mustafa skulle være gemt.
  
  
  Han slukkede lyset i kælderen, så lyset indefra ville oplyse enhver, der gik gennem døren. I stedet virkede flytningen til hans fordel; da et flammende stykke plastik pludselig dukkede op i mørket, blindede det ham midlertidigt så meget, at han ikke var i stand til at sigte, da han skød mod min hånd.
  
  
  En af .38 kaliber kuglerne kom af toiletpapirrullen nærmest mit håndled. Den anden ramte tønden tæt på min albue, blev lidt afbøjet og trængte ind i den kødfulde del af min arm der. Jeg trak min hånd væk, da blodet begyndte at strømme fra et vredt snit på min arm.
  
  
  Jeg kunne ikke stoppe mig selv for at stoppe ham. Jeg tog fat i maskingeværet lænet mod væggen og klemte det mellem dørkarmen og selve det massive panel. Jeg regnede med, at døren ville være pænt afbalanceret, så riflen ville være stærk nok til at forhindre den i at lukke.
  
  
  Der var ikke tid til at se, om det ville virke. Jeg var nødt til at implementere den næste del af min plan. Da jeg ikke havde tænkt mig at stikke hovedet i dørkarmen for at se, hvor effektivt mit ildkugleangreb var, brugte jeg en spejldør, som jeg trak ud af medicinskabet på badeværelset. Jeg viklede det rundt om rammen og forventede, at mit interimistiske periskop ville blive knust af Mustafas næste kugle, undersøgte jeg scenen udenfor.
  
  
  Jeg missede mit mål - nichen bag trappen til kælderen. I stedet faldt den hjemmelavede ildkugle ved siden af oliefyret. Mens jeg så på, sprang Mustafa, der tilsyneladende var bange for, at den store varmeovn kunne eksplodere, ud fra sit skjulested og tog fat i det stadig flammende bundt med begge hænder og holdt det i en armslængde, så flammerne ikke ville synge ham. Det betød, at han enten smed pistolen væk eller lagde den tilbage i bæltet. Jeg ventede ikke længere med at se. Jeg smed spejlet væk, trak min Luger ud og gik udenfor og indså det
  
  
  
  
  
  
  Jeg tror, min riffelkile forhindrede betondøren i at lukke.
  
  
  Mustafa holdt stadig ildkuglen og kiggede desperat rundt i kælderen efter et sted at kaste den. Så lagde han mærke til, at jeg stod foran ham med en pistol rettet, og hans i forvejen bange øjne udvidede sig endnu mere. Jeg kunne mærke, at han var ved at kaste en flammende pakke efter mig, så jeg trykkede på aftrækkeren. Jeg kunne ikke se, om jeg slog ham.
  
  
  Sprækken af min Luger gik tabt i eksplosionen, der opslugte Swords medskyldige. Jeg ved ikke, om min kugle detonerede den tryksatte dåse med barbercreme, eller om bomben blev afbøjet af varmen fra den flammende plastik. Måske var det en kombination af begge. Mustafa samlede pakken op for at kaste den til mig, og eksplosionen ramte ham lige i ansigtet. Bragt i knæ af eksplosionens kraft så jeg, hvordan hans ansigtstræk gik i opløsning. Så snart kælderen blev mørk igen - eksplosionen slukkede flammerne - forekom det mig, som om morderens øjne var blevet til væske og strømmede ned ad hans kinder.
  
  
  Chokeret, men uskadt, sprang jeg på benene og hørte Sherimas skrig i det rum, der kort forinden havde været hendes torturkammer.
  
  
  "Nick! Nick! Er du okay? Hvad skete der?"
  
  
  Jeg trådte tilbage ind i døren, så hun kunne se mig.
  
  
  "Scor to point til vores hold," sagde jeg. "Hjælp mig nu med at få det her væk fra hånden. Alt kommer til at være okay.
   Kapitel 14
  
  
  
  
  Tapen, der holdt de blodvåde toiletpapirruller til min arm, holdt også min stilet på plads. Jeg måtte vente på, at Sherima fandt saksen i skuffen, før hun kunne klippe det karminrøde stof. Flere strimler af hendes rene negligé blev bandager for mig, og da hun stoppede blodet med at boble fra kuglefolden, var der lidt tilbage af det, der engang havde været et dyrt stykke undertøj.
  
  
  "Du bliver virkelig en sensation ved middagen i aften," sagde jeg og beundrede de små, faste bryster, der pressede mod det bløde stof, mens hun arbejdede min hånd. Min forhastede forklaring af hendes udnævnelse i udenrigsministerens hus mindre end en time senere fremkaldte, hvad jeg var glad for at se, var en typisk feminin reaktion: "Nick," gispede hun. "Jeg kan ikke gå sådan her!"
  
  
  "Jeg er bange for, at du bliver nødt til at gøre det her. Der er ikke tid til at gå tilbage til Watergate og stadig have dig i radioen ved ottetiden. Lad os nu komme væk herfra.
  
  
  Hun trådte tilbage og vendte sig for først at se på Candys krop på sengen og derefter på sværdet, der lå ude på gulvet. "Nick, hvad med Candy? Vi kan ikke efterlade hende sådan."
  
  
  "Jeg vil bede nogen om at tage sig af hende, Sherima. Og Abdul også. Men tro mig, det vigtigste lige nu er at give dig muligheden for at tale i radioen med...
  
  
  "OPMÆRKSOMHEDEN NED. DETTE HUS ER OMgivet! KOM UD MED RÆVEDE HÆNDER! OBS NED. DETTE HUS ER OMgivet. KOM UD, HÆNDERNE OP."
  
  
  Megafonen ekkoede igen og blev så tavs. Hjælpen er ankommet. Hawks mænd skal have angrebet huset, da de hørte barberskumsbomben gå af, og formentlig ransaget værelserne på de øverste etager, før de besluttede at tage den skrigende mand til kælderdøren. Mest sandsynligt var de ret overraskede, da de åbnede den, og den skarpe dis fra den slukkede plastikflamme rullede over dem.
  
  
  Jeg gik op til betondøråbningen og råbte: "Dette er Nick Carter," og så præsenterede jeg mig selv som lederen af det olieselskab, der angiveligt hyrede mig. Der er meget, jeg ikke har forklaret Sherima endnu, og der er nogle ting, hun aldrig vil få at vide. På dette tidspunkt følte jeg, at det var bedst at gå tilbage til, hvordan hun kendte mig oprindeligt.
  
  
  “Jeg er her med... med Miss Liz Chanley. Vi har brug for hjælp. Og en ambulance."
  
  
  "KOM IND DØREN, HÆNDERNE OP."
  
  
  Jeg adlød megafonens instruktioner. En af AXE-agenterne ovenpå genkendte mig, og kælderen fyldtes hurtigt med Hawks mænd. Jeg brugte et par værdifulde minutter på at instruere gruppelederen om, hvad jeg skulle gøre derhjemme, og så sagde jeg: "Jeg har brug for en bil."
  
  
  Han afleverede sine nøgler og fortalte mig, hvor hans bil var parkeret. "Har du brug for nogen til at køre dig?"
  
  
  "Ingen. Vi vil gøre det. Jeg vendte mig mod Sherima og rakte min hånd til hende og sagde: "Skal vi gå, Deres Højhed?"
  
  
  Endnu en gang tog dronningen min hånd, på trods af at hun var iført en kongelig kjole, der var revet til midten af hendes lår og overlod lidt til fantasien. "Vi er glade for at gå på pension, hr. Carter."
  
  
  "Ja, frue," sagde jeg og førte hende forbi de forvirrede AXE-agenter, der allerede arbejdede på Sværdene. De forsøgte at genoplive ham, før ambulancen ankom for at bringe ham til et lille privathospital, som Hawke gavmildt havde stillet til rådighed med agenturmidler, så han kunne have et særligt værelse til de patienter, han var interesseret i. Sherima standsede ved døren, da hun hørte ham stønne igen, og vendte sig, da hans øjne åbnede sig, og han stirrede på hende.
  
  
  "Abdul, du er blevet fyret," sagde hun storartet og fløj så ud af shelteret og op ad trappen foran mig.
  
  
  Som en hemmelighed
  
  
  
  
  
  
  
  Udenrigsministeren og Hawk dukkede op bag den rigt beklædte biblioteksdør, og jeg rejste mig. Baldakinporterstolen var behagelig, og jeg døsede næsten hen. Sekretæren talte kort med den gamle mand, og vendte derefter tilbage til rummet, hvor hans kraftfulde sender var placeret. Hawk kom hen til mig.
  
  
  "Vi ønskede at give hende et par minutters privatliv i radioen sammen med ham," sagde han. "Mindst så meget privatliv, som du kan få med det overvågningsudstyr, vi har i dag."
  
  
  "Hvordan var det?" Jeg spurgte.
  
  
  "Alt var ret formelt," sagde han og spurgte høfligt: "Hvordan har du det?" og "Er alt i orden?"
  
  
  Jeg spekulerede på, hvor formelt billedet ville have set ud for ham, hvis jeg ikke havde tjekket skabet i entreen, da vi forlod CIA's safe house og fandt Sherimas minkfrakke der. Sekretæren tilbød at hjælpe hende med den, da vi ankom, men Sherima holdt den i hænderne og forklarede, at hun var blevet forkølet på vejen dertil og ville holde på den et stykke tid, og fulgte derefter sekretæren ind i biblioteket som en bedstefar. klokken i lobbyen slog otte gange.
  
  
  I tiden siden da har jeg fortalt Hawk, hvad der skete i huset på Militærvejen. Han talte i telefon flere gange, gav instruktioner og afklarede rapporter fra forskellige enheder, som han tildelte særlige opgaver, efter jeg var færdig med min historie. Sekretæren havde en krypteringslinje, der koblede direkte til Hawkes kontor, og den gamle mands instruktioner blev overført via vores kommunikationsnetværk.
  
  
  Hawk gik for at ringe igen, og jeg sad tilbage i den store antikke kurvestol. Da han kom tilbage, kunne jeg fortælle, at nyheden var god, fordi der var et lille smil, som han udtrykte ekstrem glæde med.
  
  
  "Sværdet vil være fint," sagde Hawk. "Vi vil sætte ham på benene og derefter sende ham til Shah Hassan som et tegn på vores gensidige venskab."
  
  
  "Hvad får vi til gengæld?" - Jeg spurgte, mistænksom over for sådan en generøsitet fra min chef.
  
  
  "Nå, N3, vi besluttede at foreslå, at det ville være rart, hvis shahen bare ville returnere nogle af de små gaver, som Pentagon-drengene gav ham, når ingen kiggede."
  
  
  "Vil han gå med til dette?"
  
  
  "Jeg tror det. Ud fra hvad jeg lige har hørt på biblioteket, tror jeg, at shahen vil opgive sin trone snart. Det betyder, at hans bror vil tage over, og jeg tror ikke, Hassan vil have nogen andre. Jeg holdt fingeren på aftrækkeren af dette legetøj, som jeg forstår det, er endnu en fidus lige om hjørnet, og...
  
  
  Han vendte sig mod lyden af biblioteksdøren, der åbnede. Sherima kom ud, efterfulgt af udenrigsministeren, som sagde: "Nå, min kære, jeg tror, vi endelig kan gå til frokost. De har skruet op for varmen i spisestuen, så jeg er sikker på, at du ikke får brug for en frakke nu.
  
  
  Da han rakte ud for at tage den, grinede jeg. Sherima gav mig et smil og et blink, og vendte sig så for at glide ud af hullet. Flov skubbede Hawk til mig og sagde bebrejdende under hans ånde: "Hvorfor fniser du, N3? De vil høre dig.
  
  
  "Det er en hemmelighed, sir. Alle har en.
  
  
  Da den lange frakke faldt fra Sherimas skuldre, virkede det, som om Sølvfalken havde fældet sine vinger. Da hun gik kongeligt mod spisestuen med levende lys, blev min hemmelighed afsløret. Og hende også.
  
  
  
  Ende.
  
  
  
  
  
  
  Carter Nick
  
  
  Aztec Avenger
  
  
  
  
  
  Nick Carter
  
  
  Aztec Avenger
  
  
  oversættelse af Lev Shklovsky
  
  
  
  Første kapitel.
  
  
  For nogle måneder siden oplevede jeg, hvad en psykolog ville kalde en identitetskrise. Symptomerne var nemme at identificere. Først begyndte jeg at miste interessen for mit arbejde. Så blev det til en nagende utilfredshed og til sidst en direkte modvilje mod det, jeg lavede. Jeg følte mig fanget og stillet over for, at jeg var i et godt liv, og hvad fanden havde jeg opnået?
  
  
  Jeg stillede mig selv et nøglespørgsmål.
  
  
  "Hvem er du?"
  
  
  Og svaret var: "Jeg er en morder."
  
  
  Jeg kunne ikke lide svaret.
  
  
  Så jeg forlod AX, jeg forlod Hawk, jeg forlod Dupont Circle i Washington, D.C., og jeg lovede, at jeg aldrig ville gøre et andet job for dem, så længe jeg levede.
  
  
  Wilhelmina, kaliber 9 mm. Lugeren, der nærmest var en forlængelse af min højre arm, var pakket med Hugo og Pierre. Jeg kørte forsigtigt mine fingre langs stilettens dødelige, slebne stål, før jeg satte den ned og pakkede pistolen, kniven og den lille gasbombe ind i ruskindsforet. Alle tre gik ind i min pengeskab. Dagen efter var jeg væk
  
  
  Siden da har jeg gemt mig i et halvt dusin lande under dobbelt så mange falske navne. Jeg ønskede fred og ro. Jeg ønskede at blive efterladt alene, at være sikker på, at jeg ville komme igennem hver dag for at nyde den næste.
  
  
  Jeg havde præcis seks måneder og to dage, før telefonen ringede på mit hotelværelse. Klokken halv ni om morgenen.
  
  
  Jeg havde ikke forventet telefonopkaldet. Jeg troede, ingen vidste, at jeg var i El Paso. At ringe på klokken betød, at nogen vidste noget om mig, som de ikke burde vide. Jeg kunne virkelig ikke lide denne idé, fordi det betød, at jeg ville blive skødesløs, og skødesløshed kunne dræbe mig.
  
  
  Telefonen på natbordet ved siden af min seng hvinede insisterende. Jeg rakte ud og tog telefonen.
  
  
  "Ja?"
  
  
  "Din taxa er her, hr. Stephans," sagde receptionistens alt for høflige stemme.
  
  
  Jeg bestilte ikke en taxa. Nogen fortalte mig, at han vidste, at jeg var i byen, og at han også kendte det alias, jeg registrerede mig under.
  
  
  Det nytter ikke at gætte, hvem det var. Der var kun én måde at finde ud af.
  
  
  "Sig til ham, at jeg er der om et par minutter," sagde jeg og lagde på.
  
  
  Jeg tog mig bevidst tid. Jeg lå udstrakt på kingsize sengen, mit hoved støttet op på foldede puder, da telefonen ringede. Jeg lagde mine hænder bag hovedet og stirrede hen over rummet på mit spejlbillede i den store række af mindreårige over den lange tredobbelte kommode af valnøddefiner.
  
  
  Jeg så en mager, fleksibel krop med et ansigt af ubestemt alder. Dette ansigt savnede simpelthen skønhed, men det er ikke meningen. Det var et ansigt, der afspejlede kulde med øjne, der havde set for meget i ét liv. For meget død. For mange mord. Der er for meget tortur, lemlæstelse og mere blodsudgydelser, end nogen burde se.
  
  
  Jeg huskede, hvordan en dag, for flere år siden, i et værelse på et lille pensionat i et knap så elegant område i Rom, blussede en pige op på mig og kaldte mig en arrogant, koldblodig tæve. .
  
  
  "Du er bare ligeglad! Ikke om mig, ikke om noget! " råbte hun til mig. "Du har ingen følelser! Jeg troede, jeg betød noget for dig, men jeg tog fejl! Du er bare en bastard! Det betyder ikke noget for dig – hvad har vi lavet den sidste time? »
  
  
  Jeg havde ikke et svar til hende. Jeg lå nøgen på den krøllede seng og så hende færdiggøre påklædningen, uden et spor af følelser i mit ansigt.
  
  
  Hun greb sin pung og vendte sig mod døren.
  
  
  "Hvad gør dig til den, du er?" spurgte hun mig næsten ynkeligt. "Hvorfor kan vi ikke kontakte dig? Det er mig? Er jeg ikke ligegyldig for dig? Er jeg absolut ingenting for dig?
  
  
  "Jeg ringer til dig klokken syv i dag," sagde jeg kort og ignorerede hendes vrede krav.
  
  
  Hun vendte sig skarpt om og gik ud af døren og smækkede den bag sig. Jeg så efter hende, vel vidende at hun om aftenen ville finde ud af på et øjeblik, at hun ikke var "absolut ingenting." Jeg lod ikke mine følelser betyde noget, for lige fra begyndelsen af vores affære var hun en af mange, der spillede en rolle i min AXE-opgave. Hendes rolle sluttede den aften. Hun lærte for meget, og klokken syv om aftenen tog jeg hendes sidste gardin ned med min stilet.
  
  
  Nu, flere år senere, lå jeg på en anden seng på et hotelværelse i El Paso og så mit ansigt i spejlet. Dette ansigt anklagede mig for at være alt, hvad hun sagde, jeg var - træt, kynisk, arrogant, kold.
  
  
  Jeg indså, at jeg kunne ligge på denne seng i timevis, men nogen ventede på mig i taxaen, og han skulle ingen steder hen. Og hvis jeg ville finde ud af, hvem der var trængt ind i min anonymitet, var der kun én måde at gøre det på. Gå ned og se mod ham.
  
  
  Så jeg svingede mine ben fra sengen, rejste mig, rettede på tøjet og gik ud af mit værelse og ønskede, at Wilhelminas sikkerhed var gemt under min armhule - eller endda den kolde dødsdygtighed af en blyant-tynd Hugo, det hærdede stål var knyttet til min arm.
  
  
  
  
  I lobbyen nikkede jeg til ekspedienten, da jeg gik forbi og gik ud gennem svingdøren. Efter den klimatiserede kulde på hotellet omsluttede den fugtige varme fra en tidlig sommer El Paso-morgen mig i en fugtig omfavnelse. Taxaen stod ved siden af vejen. Jeg nærmede mig langsomt kabinen og kiggede automatisk rundt i den. Der var intet mistænkeligt hverken i den stille gade eller i ansigterne på de få mennesker, der afslappet gik langs fortovet. Chaufføren gik rundt om taxaen på den anden side. "Hr. Stefans?" Jeg nikkede. "Jeg hedder Jimenez," sagde han. Jeg fangede glimtet af hvide tænder på et mørkt, hårdt ansigt. Manden var tyk og stærkt bygget. Han var iført en sportstrøje med åben hals over blå bukser. Jimenez åbnede bagdøren for mig. Jeg så, at der ikke var andre i taxaen. Han fangede mit øje. "Du er glad?" Jeg svarede ham ikke. Jeg sad bagerst, Jimenez lukkede døren og gik hen til førersædet. Han gled ind på forsædet og trak bilen ud i let trafik. Jeg bevægede mig længere mod venstre, indtil jeg sad næsten lige bag den tykke mand. Mens jeg gjorde det, lænede jeg mig frem, mine muskler spændte, fingrene på min højre hånd krøllede, så leddene spændte, hvilket gjorde min knytnæve til et dødbringende våben. Jimenez kiggede i bakspejlet. "Hvorfor sætter du dig ikke ned og slapper af?" - foreslog han let. "Der vil ikke ske noget. Han vil bare tale med dig." "WHO?" Jimenez trak på sine kraftige skuldre. "Jeg ved det ikke. Alt jeg skal fortælle dig er, at Hawk sagde, at du skulle følge instruktionerne. Uanset hvad det betyder. Det betød meget. Det betød, at Hawk lod mig hvile lidt. Det betød, at Hawk altid vidste, hvordan han skulle kontakte mig Det betød, at jeg stadig arbejdede for Hawk og for AXE, USA's tophemmelige efterretningstjeneste "Okay," sagde jeg træt, "hvad er instruktionerne?" "Jeg skal tage dig til lufthavnen," sagde Jimenez, "Lej et let fly. Sørg for, at tankene er fulde. Når du er fri af terrænet, skal du indstille din kommunikationsradio til Unicom." Jeg skal åbenbart møde nogen," sagde jeg og prøvede at få mere information. "Ved du, hvem det er?" Jimenez nikkede "Gregorius." frekvens for en samtale mellem flyene. Himlen var klar, med en lille tåge i horisonten jeg så et andet fly komme for at opsnappe , da han stadig var så langt væk, at han lignede en lille prik, selv en optisk illusion, reducerede jeg hastigheden på mit fly endnu mere og vende tilbage baryton i høretelefonerne “Fem... ni... Alpha. Er det dig, Carter? Jeg tog min mikrofon. "Bekræftende." "Følg mig," sagde han, og Bonanzaen bevægede sig jævnt nordpå og gled foran mit fly, lidt til venstre og lidt over mig, hvor jeg nemt kunne holde det i syne. Jeg vendte Cessna 210'eren for at følge ham. , ved at skubbe gashåndtaget fremad, mens du øger hastigheden for at holde det i syne. Næsten en time senere bremsede Bonanza'en, sænkede sine klapper og landingsredskaber og drejede op ad en stejl banke for at lande på en landingsbane, der blev gravet ned i dalbunden. Da jeg fulgte Bonanza, så jeg en Learjet parkeret i den fjerne ende af landingsbanen og vidste, at Gregorius ventede på mig. Inde i det luksuriøse interiør i Learjet'en sad jeg over for Gregorius, nærmest dækket af dyr læderstol. "Jeg ved, du er vred," sagde Gregorius roligt, hans stemme glat og poleret. "Lad dog ikke dine følelser forhindre dig i at tænke. Det ville slet ikke være som dig. "Jeg fortalte dig, at jeg aldrig ville gøre et andet job for dig igen, Gregorius. Det fortalte jeg også Hawk. Jeg så nøje på den store mand. "Så du gjorde," indrømmede Gregorius. Han tog en slurk af sin drink. "Men intet i denne verden er nogensinde endeligt - undtagen døden." Han smilede til mig med et stort gummiansigt med store træk. Stor mund, store øjne svulmende som torsk under tykke grå øjenbryn, en enorm løgformet næse med tunge næsebor, ru porer på den gullige hud - Gregorius' ansigt var som et groft lerskulptørhoved, støbt til heroiske proportioner, der matchede resten af hans krop. ru krop. "Desuden," sagde han sagte, "lånte Hawk dig til mig, så du virkelig arbejder for ham, du ved.
  
  
  
  
  
  
  "Bevis det."
  
  
  Gregorius trak et foldet ark tyndt læder op af lommen. Han rakte hånden frem og rakte den til mig.
  
  
  Beskeden var i koden. Ikke så svært at tyde. Dechifreret stod der blot: "N3 Lend-Lease to Gregorius. Ingen AX indtil nedlukning. Høg.
  
  
  Jeg løftede hovedet og så koldt på Gregorius.
  
  
  "Det kunne være falsk," sagde jeg.
  
  
  "Her er et bevis på, at det er ægte," svarede han og rakte mig pakken.
  
  
  Jeg kiggede ind i mine hænder. Pakken var pakket ind i papir, og da jeg rev den af, fandt jeg en anden pakke under ruskindet. Og svøbt i vaskeskind var min 9 mm Luger, den tynde kniv, jeg bar i en skede fastspændt på min højre underarm, og Pierre, en lillebitte gasbombe.
  
  
  Jeg ville have fjernet dem - sikkert, - troede jeg, - for seks måneder siden. Jeg vil aldrig vide, hvordan Hawk fandt min pengeboks eller fik dens indhold. Men så var Hawk i stand til at gøre en masse ting, som ingen vidste om. Jeg nikkede.
  
  
  "Du har bevist din pointe," sagde jeg til Gregorius. "Beskeden er ægte."
  
  
  "Så vil du lytte til mig nu?"
  
  
  "Kom så," sagde jeg. "Jeg lytter til."
  
  
  KAPITEL TO
  
  
  Jeg afslog Gregorius' tilbud om frokost, men jeg drak noget kaffe, mens han lagde det store måltid fra sig. Han talte ikke, mens han spiste, koncentrerede sig om maden med næsten fuldstændig dedikation. Dette gav mig mulighed for at studere det, mens jeg røg og drak kaffe.
  
  
  Alexander Gregorius var en af de rigeste og mest hemmelighedsfulde mænd i verden. Jeg tror, jeg vidste mere om ham end nogen anden, fordi jeg opbyggede hans utrolige netværk, da Hawk lånte mig ud til ham.
  
  
  Som Hawk sagde: "Vi kan bruge det. En mand med sin magt og penge kan hjælpe os meget. Der er kun én ting, du skal huske, Nick. Hvad han end ved, vil jeg også gerne vide.
  
  
  Jeg lavede et fantastisk informationssystem, der skulle fungere for Gregorius, og testede det så ved at bestille information indsamlet om Gregorius selv. Jeg videregav disse oplysninger til AX-filer.
  
  
  Der var forbandet lidt pålidelig information om hans tidlige år. For det meste er dette ubekræftet. Der var rygter om, at han var født et sted på Balkan eller Lilleasien. Der var rygter om, at han dels var cypriot og dels libaneser. Eller en syrer og en tyrker. Der var ikke noget endeligt.
  
  
  Men jeg opdagede, at hans rigtige navn ikke var Alexander Gregorius, som de færreste kendte. Men selv jeg kunne ikke forstå, hvor han egentlig kom fra, eller hvad han lavede i de første femogtyve år af sit liv.
  
  
  Det kom ud af ingenting lige efter Anden Verdenskrig. I immigrationsmappen i Athen var han opført som værende fra Ankara, men hans pas var libanesisk.
  
  
  I slutningen af 50'erne var han dybt involveret i græsk skibsfart, kuwaitisk og saudiarabisk olie, libanesisk bankvirksomhed, fransk import-eksport, sydamerikansk kobber, mangan, wolfram - you name it. Det var næsten umuligt at spore alle hans aktiviteter, selv fra en insiders position.
  
  
  Det ville være et mareridt for en revisor at afsløre sine nøjagtige detaljer. Han skjulte dem ved at inkorporere Liechtenstein, Luxembourg, Schweiz og Panama - lande, hvor virksomhedshemmeligheden praktisk talt er ukrænkelig. Dette skyldes, at SA efter navnene på virksomheder fra Europa og Sydamerika står for Societe Anonyme. Ingen ved, hvem aktionærerne er.
  
  
  Jeg tror ikke engang Gregorius selv kunne bestemme omfanget af hans rigdom nøjagtigt. Han målte det ikke længere i dollars, men i forhold til magt og indflydelse – han havde masser af begge dele.
  
  
  Det, jeg gjorde for ham på denne første opgave fra Hawk, var at skabe en informationsindsamlingstjeneste, der bestod af et forsikringsselskab, en kreditkontrolorganisation og et nyhedsmagasin med udenlandske bureauer i over tredive lande eller mere. hundredvis af korrespondenter og stringere. Hertil kommer et elektronisk databehandlingsfirma og en markedsundersøgelsesvirksomhed. Deres samlede forskningsressourcer var fantastiske.
  
  
  Jeg viste Gregorius, hvordan vi kunne samle alle disse data og skabe fuldt detaljerede dossierer om flere hundrede tusinde mennesker. Især dem, der arbejdede for virksomheder, som han havde interesse i, eller som han ejede helt. Eller som arbejdede for sine konkurrenter.
  
  
  Oplysningerne kom fra korrespondenter, fra låneansvarlige, fra forsikringsrapporter, fra markedsundersøgelsesspecialister, fra filerne i hans nyhedsmagasin. Alt dette blev sendt til en bank af IBM 360-computere fra EDP, beliggende i Denver.
  
  
  På mindre end tres sekunder kunne jeg få en udskrift på enhver af disse mennesker, fyldt med så omfattende information, at det ville skræmme dem for helvede.
  
  
  Det vil være komplet fra det øjeblik, de blev født, de skoler, de gik på, de karakterer, de fik, den nøjagtige løn fra hvert job, de nogensinde har haft, lån, de nogensinde har optaget, og betalinger, de skylder. Det kan endda beregne din anslåede årlige indkomstskat for hvert driftsår.
  
  
  Han kender de sager, de har eller har haft. Lad os straks tilføje deres elskerinders bekymringer til navnene. Og den indeholdt information om deres seksuelle tilbøjeligheder og perversioner
  
  
  
  
  
  .
  
  
  Der er også en speciel filmrulle, der indeholder cirka to tusinde eller flere dossierer, med input og output kun behandlet af nogle få nøje udvalgte tidligere FBI-ansatte. Det skyldes, at oplysningerne er for følsomme og for farlige for andre at se.
  
  
  Enhver US District Attorney ville sælge sin sjæl for at få fingrene i en rulle af data indsamlet om mafiafamilier og syndikatmedlemmer.
  
  
  Kun Gregorius eller jeg kunne tillade en udskrift fra denne specielle rulle.
  
  
  ***
  
  
  Gregorius var endelig færdig med sin frokost. Han skubbede bakken til side og lænede sig tilbage i stolen og duppede sine læber med en hørserviet.
  
  
  "Problemet er Carmine Stocelli," sagde han skarpt. "Ved du, hvem han er?"
  
  
  Jeg nikkede. "Det er som at spørge mig, hvem der ejer Getty Oil. Carmine driver den største mafiafamilie i New York. Tal og stoffer er hans speciale. Hvordan mødte du ham? "
  
  
  Gregorius rynkede panden. "Stocelli forsøger at blive involveret i en af mine nye ventures. Jeg vil ikke have ham der."
  
  
  "Fortæl mig detaljerne."
  
  
  Opførelse af en række sanatorier. En i hvert af de seks lande. Forestil dig en enklave bestående af et luksushotel, flere lave ejerlejlighedsbygninger ved siden af hotellet og cirka 30-40 private villaer, der omgiver hele komplekset."
  
  
  Jeg grinte til ham. - "Og kun til millionærer, ikke?"
  
  
  "Højre."
  
  
  Jeg lavede hurtigt regnestykket i mit hoved. "Dette er en investering på omkring otte hundrede millioner dollars," bemærkede jeg. "Hvem finansierer det?"
  
  
  "Jeg," sagde Gregorius, "hver krone investeret i det er mine egne penge."
  
  
  "Dette er en fejl. Du har altid brugt lånte penge. Hvorfor er de dine denne gang?
  
  
  "Fordi jeg har maxet et par olieselskaber," sagde Gregorius. "Det er blodigt dyrt at bore i Nordsøen."
  
  
  "Otte hundrede millioner." Jeg tænkte over det et øjeblik. "Når du ved, hvordan du arbejder, Gregorius, vil jeg sige, at du ser på et afkast af din investering på omkring fem til syv gange, når du er færdig."
  
  
  Gregorius så opmærksomt på mig. "Meget tæt på det, Carter. Jeg kan se, at du ikke har mistet kontakten til emnet. Problemet er, at indtil disse projekter er afsluttet, vil jeg ikke kunne samle en krone ind.”
  
  
  - Og Stocelli vil have fingrene i din kage?
  
  
  "Kort sagt, ja."
  
  
  "Hvordan?"
  
  
  “Stocelli ønsker at åbne et kasino på hvert af disse resorts. Hans spillekasino. Jeg ville ikke være involveret i det her."
  
  
  "Sig ham at gå ad helvede til."
  
  
  Gregorius rystede på hovedet. "Det kunne have kostet mig livet."
  
  
  Jeg bøjede hovedet og spurgte ham med et løftet øjenbryn.
  
  
  "Han kan gøre det," sagde Gregorius. "Han har mennesker."
  
  
  "Har han fortalt dig det?"
  
  
  "Ja."
  
  
  "Hvornår?"
  
  
  "På det tidspunkt skitserede han sit forslag for mig."
  
  
  "Og du forventer, at jeg skal befri dig for Stocelli?"
  
  
  Gregorius nikkede. "Nemlig."
  
  
  "Ved at dræbe ham?"
  
  
  Han rystede på hovedet. "Det ville være en nem måde. Men Stocelli fortalte mig ligeud, at hvis jeg prøvede noget så dumt, ville hans mænd få ordre om at få fat i mig for enhver pris. Der må være en anden måde."
  
  
  Jeg smilede kynisk. - "Og jeg skal finde ham, ikke?"
  
  
  "Hvis nogen kan, så kan kun du," sagde Gregorius. "Det er derfor, jeg spurgte Hawk om dig igen."
  
  
  Et øjeblik spekulerede jeg på, hvad der kunne have fået Hawk til at låne mig. AX virker ikke for enkeltpersoner. AX arbejder kun for den amerikanske regering, selvom nioghalvfems procent af den amerikanske regering ikke vidste, at den eksisterede.
  
  
  Jeg spurgte. - "Er du virkelig så sikker på mine evner?"
  
  
  "Høg," sagde Gregorius, og det var enden på det.
  
  
  Jeg vågner op. Mit hoved rørte næsten loftet i Learjet-kabinen.
  
  
  "Er det alt, Gregorius?"
  
  
  Gregorius så på mig. "Alle andre siger, det er," kommenterede han.
  
  
  "Er det alt?" - Jeg spurgte igen. Jeg kiggede ned på ham. Den kulde, jeg følte, fjendtligheden kom ud i min stemme.
  
  
  "Jeg tror, det vil være nok selv for dig."
  
  
  Jeg klatrede ud af Learjet'en og gik ned ad trappen til ørkengulvet og mærkede dagens pludselige varme næsten lige så intens som den vrede, der var begyndt at opbygge i mig.
  
  
  Hvad fanden gjorde Hawk ved mig? N3, killmaster, er det forbudt at dræbe? Carter konfronterede en højtstående pøbelboss - og da jeg kom til ham, skulle jeg ikke røre ham?
  
  
  Jesus, prøvede Hawk at dræbe mig?
  
  
  TREDJE KAPITEL.
  
  
  Da jeg fløj Cessna 210 tilbage til EI Paso Lufthavn, afleverede nøglen og betalte regningen, var det kl. Jeg måtte gå omkring to hundrede meter fra flyhytten til hovedterminalbygningen.
  
  
  I hallen gik jeg direkte til telefonbanken. Jeg gik ind i standen, lukkede døren bag mig og dumpede mønterne på en lille hylde i rustfrit stål. Jeg indsatte en skilling i åbningen, tastede et nul og ringede derefter til resten af Denvers nummer.
  
  
  Operatøren kom ind.
  
  
  "Bliv ringet op," sagde jeg til hende. "Jeg hedder Carter." Jeg var nødt til at forklare hende det.
  
  
  Jeg ventede utålmodigt med klokkespillet pulserende i mit øre, indtil jeg hørte telefonen ringe.
  
  
  
  
  
  
  Efter tredje ring var der nogen, der svarede.
  
  
  "Internationale data".
  
  
  Operatøren sagde: "Dette er El Paso-operatøren. Mr. Carter ringer til mig. Vil du acceptere? »
  
  
  "Et øjeblik Tak." Der lød et klik, og et øjeblik efter hørtes en mandsstemme.
  
  
  "Okay, tag den," sagde han.
  
  
  "Fortsæt, sir." Jeg ventede, indtil jeg hørte operatøren afbryde forbindelsen
  
  
  "Carter er her," sagde jeg. - Har du allerede hørt fra Gregorius?
  
  
  "Velkommen tilbage," sagde Denver. "Vi har modtaget ordet."
  
  
  "Er jeg på?"
  
  
  "Du er på, og de optager dig. Bestille."
  
  
  "Jeg har brug for en udskrift om Carmine Stocelli," sagde jeg. "Alt hvad du har på ham og hans organisation. Personlige oplysninger først, herunder et telefonnummer, hvor jeg kan kontakte ham."
  
  
  "Snart," sagde Denver. Der var endnu en kort pause. "Klar til at kopiere?"
  
  
  "Parat."
  
  
  Denver gav mig et telefonnummer. "Der er også en kode, du skal bruge for at komme til det," sagde Denver og forklarede mig det.
  
  
  Jeg lagde på i Denver og ringede derefter til New York-nummeret.
  
  
  Telefonen ringede kun én gang, før den blev taget.
  
  
  "Ja?"
  
  
  "Mit navn er Carter. Jeg vil tale med Stocelli."
  
  
  "Du har det forkerte nummer, dreng. Der er ingen her med det efternavn.
  
  
  "Sig til ham, at jeg kan nås på dette nummer," sagde jeg og ignorerede stemmen. Jeg læste nummeret på en telefonboks i El Paso. "Dette er en betalingstelefon. Jeg vil gerne høre fra ham om ti minutter."
  
  
  "Fuck off, Charlie," knurrede stemmen. "Jeg fortalte dig, at du har det forkerte nummer." Han lagde på.
  
  
  Jeg satte telefonen på røret og lænede mig tilbage og prøvede at blive godt tilpas i den trange plads. Jeg tog en af mine cigaretter med guldspids frem og tændte den. Tiden syntes at flyve afsted. Jeg legede med mønter på hylden. Jeg røg cigaretten næsten ned til filteret, før jeg smed den på gulvet og knuste den under min støvle.
  
  
  Telefonen ringede. Jeg kiggede på mit ur og så, at der kun var gået otte minutter, siden jeg lagde røret på. Jeg tog telefonen og satte den straks uden at sige et ord på. Jeg så sekundviseren på mit armbåndsur tikke febrilsk. Der gik præcis to minutter, før telefonen ringede igen. Ti minutter efter jeg lagde røret på i New York.
  
  
  Jeg tog telefonen og sagde: "Carter, her."
  
  
  "Okay," sagde en tung, hæs stemme, hvor jeg genkendte Stocelli. "Jeg modtog din besked."
  
  
  "Du ved hvem jeg er?"
  
  
  "Gregorius sagde, at jeg skulle forvente et opkald fra dig. Hvad vil du have?"
  
  
  "At møde dig."
  
  
  Der var en lang pause. "Vil Gregorius gå med til mit forslag?" - spurgte Stocelli.
  
  
  "Det er det, jeg vil tale med dig om," sagde jeg. "Hvornår og hvor kan vi mødes?"
  
  
  Stocelli grinede. "Nå, du er halvvejs nu. Jeg mødes i morgen i Acapulco.
  
  
  "Acapulco?"
  
  
  "Ja. Jeg er i Montreal nu. Jeg tager herfra til Acapulco. Vi ses dernede. Du tjekker ind på Matamoros Hotel. Er det dit navn? Mine drenge vil kontakte dig, og vi vil møde."
  
  
  "Godt nok."
  
  
  Stocelli tøvede og knurrede så: "Hør, Carter, jeg har hørt noget om dig. Så jeg advarer dig. Spil ikke spil med mig! »
  
  
  "Vi ses i Acapulco," sagde jeg og lagde på.
  
  
  Jeg fiskede yderligere ti cents op af lommen og ringede til Denver igen.
  
  
  "Carter," sagde jeg og præsenterede mig selv. "Jeg har brug for en udskrift af operationen i Acapulco. Hvem er forbundet med Stocelli der? Hvor stor er den? Hvordan det virker? Alt hvad der kan trækkes ud på dem. Navne, steder, datoer."
  
  
  "Forstået."
  
  
  "Hvor lang tid vil det tage?"
  
  
  "Når du kommer til Acapulco, vil du have oplysningerne såvel som de andre materialer, du bad om. Er det hurtigt nok? Ellers andet?"
  
  
  "Ja, jeg vil have telefonen til mit hotel i Matamoros, og jeg vil have den til at vente på mig, når jeg ankommer."
  
  
  Denver begyndte at protestere, men jeg afbrød ham. "For helvede, lej et lille fly, hvis du skal," sagde jeg skarpt. "Forsøg ikke at spare en øre. Det er Gregorius' penge, ikke dine!
  
  
  Jeg lagde på og gik udenfor for at hyre en taxa. Mit næste stop var det mexicanske turistbureau for at få en besøgstilladelse, og derfra tog jeg over grænsen til Juarez og lufthavnen. Jeg nåede knap nok på Aeromexico DC-9 til Chihuahua, Torreon, Mexico City og Acapulco.
  
  
  KAPITEL FIRE
  
  
  Denver var en god dreng. Telekopimaskinen ventede på mig på mit værelse, da jeg tjekkede ind på Matamoros-hotellet. Der var endnu ikke tid til en rapport, så jeg gik ned på den brede fliseterrasse med udsigt over bugten, satte mig i en bred kurvestol og bestilte et glas rom. Jeg nippede langsomt til den og kiggede over bugten på byens lys, der lige var tændt, og de mørke, slørede bakker, der rejser sig over byen mod nord.
  
  
  Jeg sad der længe og nød aftenen, stilheden, byens lys og rommens kølige sødme.
  
  
  Da jeg endelig stod op, gik jeg indenfor til en lang, afslappet middag, så det var først ved midnat, at jeg blev ringet op fra Denver. Jeg tog den på mit værelse.
  
  
  Jeg tændte for telekopimaskinen og satte håndsættet ind i den. Der begyndte at komme papir ud af maskinen.
  
  
  Jeg scannede den, indtil den gled ud, indtil jeg til sidst havde en lille stak papir foran mig.
  
  
  
  
  
  Bilen standsede. Jeg tog telefonen igen.
  
  
  "Det er det," sagde Denver. "Jeg håber, at dette hjælper dig. Ellers andet?"
  
  
  "Ikke endnu".
  
  
  "Så har jeg noget til dig. Vi har netop modtaget information fra en af vores kontakter i New York. I aftes samlede toldere tre franskmænd op i Kennedy Lufthavn. De blev taget i forsøg på at smugle en sending heroin. Deres navne er Andre Michaud, Maurice Berthier og Etienne Dupre. Genkender du dem? »
  
  
  "Ja," sagde jeg, "de er forbundet med Stocelli i den franske del af hans narkotikaoperationer."
  
  
  "Du så på rapporten, da den kom ind," anklagede Denver mig.
  
  
  Jeg tænkte et øjeblik og sagde så: "Det giver ikke mening. Disse mennesker er for store til selv at bære varerne. Hvorfor brugte de ikke en kurer? "
  
  
  »Vi kan heller ikke forstå det her. Ifølge den besked, vi modtog, ankom flyet fra Orly. Michaud samlede sine tasker op på drejeskiven og bar dem til toldskranken, som om han ikke havde noget at skjule. Tre poser, men en af dem var fyldt med ti kilo ren heroin."
  
  
  "Hvor meget sagde du?" - Jeg afbrød.
  
  
  "Du hørte mig rigtigt. Ti kilo. Ved du hvor meget det koster? "
  
  
  “Gadeomkostninger? Omkring to millioner dollars. Engros? Det vil koste fra hundrede ti til hundrede og tyve tusinde for importøren. Det er derfor, det er så svært at tro«.
  
  
  "Du må hellere tro det. Nu kommer den sjove del. Michaud hævdede, at han intet vidste om heroin. Han nægtede, at tasken var hans."
  
  
  "Det var?"
  
  
  ”Jamen, det var en attaché-sag – en af de store – og den havde hans initialer stemplet på. Og hans navneskilt var fastgjort til håndtaget."
  
  
  "Hvad med de to andre?"
  
  
  "Samme ting. Berthier bar tolv kilo i sin overnatningstaske, og Dupree bar otte kilo. Det samlede beløb er omkring tredive kilogram af den reneste heroin, som toldvæsenet nogensinde er stødt på."
  
  
  "Og de siger alle det samme?"
  
  
  "Du gættede rigtigt. Alle lægger deres taske på checkdisken, fed som messing, som om der ikke er andet i den end skjorter og sokker. De skriger, det er et bedrageri."
  
  
  "Måske," tænkte jeg, "bortset fra én ting. Du behøver ikke bruge stoffer til en værdi af tre hundrede og halvtreds tusinde dollars for at skabe en ramme. Et halvt kilo - helvede, endda et par ounce - er nok.
  
  
  "Det mener toldvæsenet."
  
  
  "Var der et tip?"
  
  
  "Ikke et ord. De gennemgik en fuld søgning, fordi toldvæsenet kender til deres aktiviteter i Marseille, og deres navne er på en særlig liste. Og det gør det endnu mere mærkeligt. De vidste, at de var på denne liste. De vidste, at de var vil blive grundigt tjekket af toldvæsenet, så hvordan kunne de forvente at slippe af sted med det?
  
  
  Jeg kommenterede ikke. Denver fortsatte. “Du vil finde dette endnu mere interessant, hvis du kombinerer det med en anden oplysning i den fil, vi lige har givet dig. I sidste uge var Stocelli i Marseille. Gæt hvem han datede, mens han var der? »
  
  
  "Michaud, Berthier og Dupre," sagde jeg. "Smart fyr." Jeg tav et øjeblik: "Tror du, det er en tilfældighed?" - spurgte Denver. "Jeg tror ikke på tilfældigheder," sagde jeg fladt. "Også os".
  
  
  "Er det alt?" “Jeg spurgte, og Denver sagde ja, ønskede mig held og lykke og lagde på. Jeg gik ned og drak mere.
  
  
  To timer senere var jeg tilbage på mit værelse og klædte mig af, da telefonen ringede igen.
  
  
  "Jeg har forsøgt at kontakte dig i et par timer nu," sagde Denver med en antydning af irritation i stemmen.
  
  
  "Hvad sker der?"
  
  
  "Det blæste fansene væk," sagde Denver. "Vi modtager rapporter fra vores folk hele dagen lang. Indtil videre er Dattua, Torregrossa, Vignal, Gambetta, Maxi Klein og Solly Webber med på regningen! »
  
  
  Jeg fløjtede forbløffet over, at Denver netop havde navngivet seks af de førende narkosmuglere, der var forbundet med Stocelli i hans østkystoperationer. "Fortæl mig detaljerne."
  
  
  Denver tog en dyb indånding. "I morges i LaGuardia Lufthavn ankom FBI-anholdt Raymond Dattua Dattua med et fly fra Montreal. Dattua blev ransaget, og nøglen til hans lufthavnsskab blev fundet i hans frakkelomme. Der var tyve kilo ren heroin i kufferten i skabet."
  
  
  "Blive ved."
  
  
  “Vinnie Torregrossa modtog en æske i sit hjem i Westchester tidligt i morges. Den blev leveret i en almindelig United Parcel Service varevogn. Han nåede knap at åbne den, før han blev angrebet af agenter fra Bureau of Narcotics and Dangerous Drugs, der handlede på et tip. Der var femten kilo heroin i kassen!
  
  
  "Gambetta og Vignal blev arresteret i aften omkring kl. 19 af NYPD," fortsatte han.
  
  
  »De blev advaret over telefonen. De samlede de to op i Gambettas bil i Midtown Manhattan og opdagede toogtyve kilogram heroin pakket i et reservedæksrum i bagagerummet."
  
  
  Jeg sagde intet, da Denver fortsatte sin koncert.
  
  
  “Omkring klokken ti om aftenen gik de føderale myndigheder ind på Maxi Klein-hotellets penthouse i Miami Beach. Klein og hans partner Webber havde netop afsluttet frokosten. Agenter fandt femten kilo heroin i et rum på spisebordet, som tjeneren havde medbragt med frokosten mindre end en time tidligere.
  
  
  
  
  
  Denver stoppede og ventede på, at jeg skulle sige noget.
  
  
  "Det er helt tydeligt, at de blev sat op," tænkte jeg.
  
  
  "Selvfølgelig," indvilligede Denver. "Ikke kun FBI og det lokale politi blev underrettet, men også aviserne. Vi havde en af ​​vores nyhedsbureaureportere til hvert af disse møder. I morgen vil denne historie være nummer et i alle aviser i landet. Det er allerede i luften."
  
  
  "Forbliver anholdelserne?
  
  
  "Jeg tror det," sagde Denver efter at have tænkt sig om et øjeblik. "De skriger alle sammen om svindel, men de amerikanske myndigheder og de lokale betjente har ventet længe på at få fat i disse fyre. Ja, jeg tror, ​​de vil få dem til at indrømme det."
  
  
  Jeg lavede noget matematik i mit hoved. "Det er kun et hundrede og to kilo heroin," sagde jeg, "i betragtning af, hvad de tog fra Michaud Berthier og Dupre for to dage siden."
  
  
  "Lige på næsen," sagde Denver. "I betragtning af, at produktet har en gadeværdi på to hundrede til to hundrede og tyve tusind dollars per kilogram, er det samlede beløb mere end enogtyve millioner dollars. For pokker, selv med ti til tolv tusinde dollars per kilo Stokely, når han importerer det fra Marseille, er det over en million hundrede tusinde dollars
  
  
  "Nogen er kommet til skade," kommenterede jeg.
  
  
  "Vil du høre resten?"
  
  
  "Ja."
  
  
  "Vidste du, at Stocelli var i Montreal i går?"
  
  
  "Ja. Jeg talte med ham der."
  
  
  "Vidste du, at han datede Raymond Dattua, da han var der?"
  
  
  "Nej" Men med de oplysninger, Denver lige gav mig, fandt jeg det ikke så overraskende.
  
  
  "Eller at Stocelli dagen før mødet med Dattua var i Miami Beach og mødte Maxi Klein og Solly Webber?"
  
  
  "Ingen"
  
  
  "Eller at han en uge efter at han vendte tilbage fra Frankrig mødtes med både Torregrosa i Westchester og Vignal og Gambetta i Brooklyn?"
  
  
  "Jeg spurgte. "Hvor fanden ved du alt det her om Stocelli?"
  
  
  "Gregorius fik os til at spore Stocelli for omkring tre uger siden," forklarede Denver. "Fra da af havde vi hold på to og tre personer, der overvågede ham 24 timer i døgnet." Han grinede. "Jeg kan fortælle dig, hvor mange gange om dagen han gik på toilettet, og hvor mange ark papir han brugte."
  
  
  "Stop med at prale," sagde jeg til ham. "Jeg ved, hvor god informationstjenesten er."
  
  
  "Okay," sagde Denver. "Og nu er her en anden kendsgerning, som jeg har gemt til dig. Kort før han blev fanget af FB, talte Maxi Klein med Hugo Donati i Cleveland. Maxey bad Kommissionen om at indgå en kontrakt for Stocelli. Han fik at vide, at det allerede var i gang."
  
  
  "Hvorfor?"
  
  
  "Fordi Maxie var bekymret for, at Stocelli havde oprettet Michaud, Berthier og Dupre. Han hørte i radioen om Torregrossa, Vignale og Gambetta. Han troede, at Stocelli havde sat dem op, og at han var den næste."
  
  
  Med godmodig sarkasme sagde jeg: "Jeg går ud fra, at Maxi Klein ringede og fortalte dig personligt, hvad han fortalte Donati?"
  
  
  "Det var det," sagde Denver med et grin. "Lige siden Maxie mødte Stocelli, har vi aflyttet hans telefoner."
  
  
  "Maxie er ikke dum nok til at bruge telefonerne på sit hotelværelse til at foretage sådan et opkald," bemærkede jeg. "Han ville bruge en bod udenfor."
  
  
  "Ja," sagde Denver, "men han er skødesløs nok til at bruge den samme stand mere end én gang. Vi har aflyttet et halvt dusin stande, som vi har opdaget, at han har brugt konsekvent i løbet af de sidste par dage. Det gav pote i aften."
  
  
  Jeg kunne ikke bebrejde Denver for at være selvtilfreds. Hans folk gjorde et forbandet godt stykke arbejde.
  
  
  Jeg spurgte: "Hvordan forstår du det?" "Tror du Stocelli oprettede sine partnere?"
  
  
  "Det ser virkelig sådan ud, gør det ikke? Og det synes Kommissionen også, da de tildelte ham en kontrakt. Stocelli er død.
  
  
  "Måske," sagde jeg undvigende. "Han er også leder af en af de største familier i landet. Det bliver ikke nemt for dem at komme til ham. Ellers andet?"
  
  
  "Er det ikke nok?"
  
  
  "Det tror jeg," sagde jeg. "Hvis noget andet går i stykker, så lad mig det vide."
  
  
  Jeg lagde eftertænksomt røret på og satte mig i en stol på den lille altan uden for vinduet. Jeg tændte en cigaret, kiggede ud i mørket i den milde mexicanske nat og scannede den information, der så pludselig havde ramt mig.
  
  
  Hvis det, Denver sagde, var sandt - hvis Stocelli var under kontrakt - så ville han have hænderne fulde i flere måneder endnu. Så meget, at han ikke havde tid til at genere Gregorius. I dette tilfælde var mit arbejde færdigt.
  
  
  Alligevel virkede dette for simpel, for afslappet løsning på Gregorius' problem.
  
  
  Jeg så på fakta igen. Og tvivlen begyndte at snige sig ind i mit hoved.
  
  
  Hvis Stocelli rent faktisk havde sat opsætningen op, ville han have vidst, at hans eget liv var i fare. Han vidste, at han skulle ligge lavt, indtil varmen aftog. Selvfølgelig ville han aldrig komme til Acapulco så åbenlyst.
  
  
  Det gav ikke mening.
  
  
  Spørgsmål: Hvor ville han tage hen for at få et hundrede og to kilo? Det er meget heroin. Han ville ikke have fået det fra sine Marseille-venner – hvis han skulle bruge det til at sætte dem op. Og hvis han havde henvendt sig til andre kilder, havde jeg hørt om så stort et indkøb.
  
  
  
  
  
  Spørgsmål: Hvor kunne han få over en million dollars i kontanter for at foretage købet? Selv i mafiaens og syndikatets underverden er denne form for penge svære at skaffe i engangsbeløb og på små, usporbare konti. Ingen accepterer checks eller tilbyder kredit!
  
  
  Spørgsmål: Hvor ville han opbevare ting? Hvorfor var der ingen ord om dette materiale, før det blev plantet? Interpol, det franske Narkotikabureau - L'Office Central Pour la Suppression du traffic des Stupefiants - vores eget amerikanske departement for narkotika og farlige stoffer - må alle have vidst om dette på forhånd fra deres store netværk af betalte informanter.
  
  
  En anden tanke: Hvis Stocelli kunne afskrive så stor en mængde heroin, betød det så, at han kunne få fingrene i endnu større mængder?
  
  
  Det er det, der virkelig kan forårsage kuldegysninger hos en person.
  
  
  Disse spørgsmål og deres mange mulige svar hvirvlede rundt i mit hoved som en rytterløs karrusel med træheste, der galopperede op og ned på deres stålstænger, og så snart jeg nåede frem til én idé, dukkede en anden op, som virkede mere logisk. .
  
  
  Jeg var endelig fortabt i skuffelsens labyrint.
  
  
  Det største spørgsmål var, hvorfor Hawke lånte mig til Gregorius? Nøglen til løsningen ligger i sætningen "Lend-Lease". Jeg blev udlånt, og Hawk ville få noget til gengæld for mine tjenester. Hvad?
  
  
  Og mere end det. "Ingen AX" betød, at jeg ikke kunne kontakte AX's produktionsfaciliteter eller personale. Det var en rent privat virksomhed. Hawk fortalte mig, at jeg var alene!
  
  
  Bøde. Det kunne jeg godt forstå. AX er et tophemmeligt agentur for den amerikanske regering, og dette var bestemt ikke et regeringsjob. Så ingen opkald til Washington. Ingen reservedele. Der er ingen til at rydde op i mit rod.
  
  
  Bare mig, Wilhelmina, Hugo og, selvfølgelig, Pierre.
  
  
  Jeg sagde endelig for helvede til det hele og gik ned for en sidste dejlig drink på terrassen, inden jeg gik i seng.
  
  
  KAPITEL FEM
  
  
  Jeg vågnede op i mørket på mit værelse af en eller anden atavistisk, oprindelig følelse af fare. Nøgen under et let tæppe og lagen lå jeg ubevægelig og prøvede ikke at åbne mine øjne eller på nogen måde indikere, at jeg var vågen. Jeg fortsatte endda med at trække vejret i langsom, regelmæssig søvn. Jeg var klar over, at noget havde vækket mig, en lyd, der ikke hørte hjemme i rummet, havde rørt mit sovende sind og rykket mig ind i en tilstand af vågenhed.
  
  
  Jeg indstillede mine ører for at opfange alt, der var anderledes end de sædvanlige nattelyde. Jeg hørte det lette raslen fra gardinerne i vinden fra klimaanlægget. Jeg hørte det svage tikke fra den lille rejsendes vækkeur, som jeg stillede på natbordet ved siden af min seng. Jeg hørte endda en dråbe vand falde fra vandhanen på badeværelset. Ingen af disse lyde vækkede mig fra min søvn.
  
  
  Alt, der var anderledes, var farligt for mig. Der gik et uendeligt minut, før jeg hørte det igen - den langsomme, forsigtige glidning af sko hen over tæppets bunke, efterfulgt af en tynd udånding, der blev holdt for meget inde.
  
  
  Stadig uden at bevæge mig eller ændre rytmen i mit åndedræt åbnede jeg mine øjne diagonalt og så skyggerne i rummet fra mine øjenkroge. Der var tre fremmede. To af dem kom hen til min seng.
  
  
  På trods af enhver impuls tvang jeg mig selv til at forblive ubevægelig. Jeg vidste, at der på et øjeblik ikke ville være tid tilbage til bevidst planlagte handlinger. Overlevelse vil afhænge af hastigheden af min instinktive fysiske reaktion.
  
  
  Skyggerne kom tættere på. De gik fra hinanden, en på hver side af min seng.
  
  
  Da de lænede sig ind over mig, eksploderede jeg. Min torso rettede sig brat, mine hænder skød op og tog fat i deres nakke for at slå deres hoveder sammen.
  
  
  Jeg var for langsom i et splitsekund. Min højre hånd greb fat i den ene af mændene, men den anden undslap mit greb.
  
  
  Han lavede en vred lyd og sænkede hånden. Slaget ramte mig på venstre side af min nakke i skulderen. Han slog mig med mere end blot sin knytnæve; Jeg besvimede næsten af den pludselige smerte.
  
  
  Jeg prøvede at kaste mig ud af sengen. Jeg nåede gulvet, da en tredje skygge kastede sig over mig og slog min ryg ned i sengen. Jeg slog ham ned med mit knæ og slog ham hårdt i lysken. Han skreg og bøjede sig, og jeg gravede mine fingre ind i hans ansigt uden at bemærke hans øjne.
  
  
  Et øjeblik var jeg fri. Min venstre arm blev følelsesløs fra slaget til mit kraveben. Jeg prøvede at ignorere det og faldt på gulvet i hug lige nok til at få håndtaget til at hoppe i luften. Min højre fod ramte vandret. Den ramte en af mændene højt i brystet og fik ham til at flyve ind i væggen. Han åndede ud i smerte.
  
  
  Jeg vendte mig mod den tredje mand, og kanten af min arm svingede mod ham med et kort sidespark, der skulle have brækket hans nakke.
  
  
  Jeg var ikke hurtig nok. Jeg kan huske, at jeg begyndte at slå et slag og så hans arm svinge mod mig og vidste i det splitsekund, at jeg ikke ville være i stand til at afbøje den i tide.
  
  
  
  
  
  
  Jeg havde ret. Alt gik med det samme. Jeg faldt i det dybeste, sorteste hul, jeg nogensinde har været i. Det tog mig en evighed at falde og ramte gulvet. Og så var der ingen bevidsthed i lang tid.
  
  
  ***
  
  
  Jeg vågnede og fandt mig selv liggende på sengen. Lyset var tændt. To mænd sad i stole ved vinduet. Den tredje mand stod ved fodenden af min seng. Han holdt en stor spansk-fremstillet Gabilondo Llama .45 automatisk pistol og pegede på mig. En af mændene i stolene holdt en .38 Colt med en to-tommers tønde i hånden. En anden bankede på sin venstre hånds håndflade med en gummikniv.
  
  
  Mit hoved gjorde ondt. Min nakke og skulder gjorde ondt. Jeg kiggede fra den ene til den anden. Til sidst spurgte jeg: "Hvad fanden er alt det her?"
  
  
  Den store mand ved fodenden af min seng sagde: "Stocelli vil gerne se dig. Han sendte os for at bringe dig."
  
  
  "Et telefonopkald ville gøre det," kommenterede jeg surt.
  
  
  Han trak ligegyldigt på skuldrene. "Du kunne være sluppet."
  
  
  "Hvorfor skulle jeg løbe? Jeg kom her for at møde ham."
  
  
  Intet svar. Bare et træk på den kødfulde skulder.
  
  
  "Hvor er Stocelli nu?"
  
  
  „Ovenpå i penthouse. Få tøj på."
  
  
  Træt stod jeg ud af sengen. De iagttog mig nøje, mens jeg trak i mit tøj. Hver gang jeg nåede frem med min venstre arm, gjorde mine skuldermuskler ondt. Jeg bandede under min ånde. De seks måneder, jeg tilbragte væk fra AX, tog deres vejafgift. Jeg kunne ikke følge med i mine daglige yogaøvelser. Jeg lod min krop slappe af. Ikke meget, men det gjorde en lille forskel. Mine reaktioner var ikke længere så hurtige som før. Et splitsekunds forsinkelse var nok for Stocellis tre bøller. Før kunne jeg have fanget de to, der lænede sig over min seng og smadrede deres hoveder sammen. Den tredje ville aldrig rejse sig fra gulvet, efter jeg slog ham.
  
  
  "Kom nu," sagde jeg og gned mit ømme kraveben. "Vi ønsker ikke at lade Carmine Stocelli vente, gør vi?"
  
  
  ***
  
  
  Carmine Stocelli sad i en lav, polstret læderstol yderst i den enorme stue i hans penthouse. Hans slanke figur var svøbt i en afslappende silkekåbe.
  
  
  Han drak kaffe, da vi kom ind. Han satte koppen fra sig og undersøgte mig omhyggeligt. Hans små øjne kiggede ud fra et rundt ansigt med mørke hager, fyldt med fjendtlighed og mistænksomhed.
  
  
  Stocelli nærmede sig de halvtreds. Hans hoved var næsten skaldet, bortset fra munkens tonsure af fedtet sort hår, som han havde vokset ud og redet i sparsomme lokker over sin polerede bare hovedbund. Mens han så på mig fra top til tå, afgav han en aura af hensynsløs styrke så stærk, at jeg kunne mærke det.
  
  
  "Sæt dig ned," knurrede han. Jeg satte mig i sofaen over for ham og gned mig over min ømme skulder.
  
  
  Han kiggede op og så sine tre drenge stå i nærheden. Hans ansigt rynkede panden.
  
  
  "Gå ud!" - knipsede han og pegede med tommelfingeren. "Jeg har ikke brug for dig mere nu."
  
  
  "Vil du være okay?" spurgte den store.
  
  
  Stocelli kiggede på mig. Jeg nikkede.
  
  
  "Ja," sagde han. "Jeg skal nok klare mig. Fuck af."
  
  
  De forlod os. Stocelli så på mig igen og rystede på hovedet.
  
  
  "Jeg er overrasket over, at du blev besejret så let, Carter," sagde han. "Jeg hørte, du var meget hårdere."
  
  
  Jeg mødte hans blik. "Tro ikke på alt, hvad du hører," sagde jeg. "Jeg tillod mig selv at blive lidt skødesløs."
  
  
  Stocelli sagde intet og ventede på, at jeg skulle fortsætte. Jeg rakte ned i lommen, tog en pakke cigaretter frem og tændte en cigaret.
  
  
  "Jeg kom her," sagde jeg, "for at fortælle dig, at Gregorius vil af med dig. Hvad skal jeg gøre for at overbevise dig om, at du vil have det dårligt, hvis du kommer til ham?
  
  
  Stocellis små, hårde øjne forlod aldrig mit ansigt. "Jeg tror, du allerede er begyndt at overbevise mig," knurrede han koldt. "Og jeg kan ikke lide det, du laver. Michaud, Berthier, Dupre - du sætter dem godt op. Det vil være pokkers svært for mig at skabe en anden kilde, der er lige så god som dem."
  
  
  Stocelli fortsatte med en vred, hæs stemme.
  
  
  "Okay, jeg vil fortælle dig om mine tvivl. Lad os sige, at du installerede dem, før du talte med mig, okay? Som om du skulle vise mig, at du havde baller og kunne gøre mig meget ondt. Jeg er ikke sur over det. Men da jeg talte med dig fra Montreal, fortalte jeg dig, at der ikke er flere spil. Højre? Har jeg ikke fortalt dig, at der ikke er flere spil? Så hvad sker der? »
  
  
  Han talte dem på sine fingre.
  
  
  "Torregrossa! Vignal! Gambetta! Tre af mine største kunder. De har familier, som jeg ikke vil skændes med. Du gav mig din besked, okay. Nu er det min tur. Jeg siger dig, din chef vil fortryde, at han lod dig gå fri! Kan du høre mig?"
  
  
  Stocellis ansigt blev rødt af vrede. Jeg så, hvor meget det tog for ham at blive i stolen. Han ville rejse sig og slå mig med sine tunge næver.
  
  
  "Jeg havde ikke noget med det her at gøre!" Jeg kastede disse ord i hans ansigt.
  
  
  Han eksploderede. - "lort!"
  
  
  "Tænk over det. Hvor skulle jeg få fat i mere end hundrede kilo heroin?"
  
  
  Det tog et stykke tid at indse dette. Gradvist viste vantro sig i hans ansigt. "Hundrede kilo?"
  
  
  - For at være præcis, hundrede og to. Dette er, hvad der skete, da de tog Maxi Klein og Solly Webber...
  
  
  
  
  
  "...tog de Maxie?" - afbrød han.
  
  
  "I aften. Omkring klokken ti. Sammen med femten kilo af alt dette.
  
  
  Stocelli bad ikke om detaljer. Han lignede en mand, der var lamslået.
  
  
  "Fortsæt med at snakke," sagde han.
  
  
  "De har lavet en kontrakt med dig."
  
  
  Jeg lod ordene falde over ham, men den eneste reaktion, jeg kunne se, var sammenspændingen af Stocellis muskler under hans tunge kæber. Intet andet var synligt i hans ansigt.
  
  
  Han forlangte. - "WHO?" "Hvem har skrevet kontrakten?"
  
  
  Cleveland.
  
  
  "Donati? Hugo Donati underskrev mig en kontrakt? Hvad pokker? "
  
  
  "De tror, du forsøger at overtage hele østkysten. De tror, du sætter dine venner op."
  
  
  "Lad os!" - Stocelli knurrede vredt. "Hvad er det for noget lort?" Han gloede på mig og så, at jeg ikke lavede sjov med ham. Hans tone ændrede sig. "Er du seriøs? Er du virkelig seriøs?
  
  
  "Det er rigtigt."
  
  
  Stocelli gned sin tykke hånd over de ru skægstubbe på hagen.
  
  
  "For pokker! Det giver stadig ikke mening. Jeg ved, det ikke var mig.
  
  
  "Så du har hovedpine igen," sagde jeg ligeud til ham. "Du kan være den næste på listen for at blive tunet."
  
  
  "Til mig?" Stocelli var vantro.
  
  
  "Dig. Hvorfor ikke? Hvis du ikke står bag det, der foregår, så prøver en anden at tage over. Og han bliver nødt til at skille sig af med dig, Stocelli. Hvem skulle det være?"
  
  
  Stocelli fortsatte med at gnide sine kinder med en vred gestus. Hans mund snoede sig til en grimase af irritation. Han tændte en cigaret. Han skænkede sig endnu en kop kaffe. Til sidst sagde han modvilligt: "Okay, så. Jeg sidder her. Jeg lejede en penthouse. Alle fire suiter. Ingen kommer ind eller ud undtagen mine drenge. De kan sende hvem de vil, men jeg er beskyttet, så længe jeg er her. Hvis det er nødvendigt, kan jeg blive i flere måneder.«
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvad vil der ske i mellemtiden?"
  
  
  "Hvad skal det betyde?" - Mistanken løftede hans øjenbryn.
  
  
  “Mens du sidder her, vil Donati forsøge at overtage din organisation i New York. Du vil svede hver dag, og spekulerer på, om Donati er nået til en af dine for at forberede dig på virkningen. Du vil leve med en pistol i hånden. Du vil ikke spise, fordi de kan forgifte din mad. Du vil ikke sove. Du vil vågne op og spekulere på, om nogen plantede en dynamitstang i rummene under dig. Nej, Stocelli, indrøm det. Du kan ikke være sikker her. Ikke særlig længe."
  
  
  Stocelli lyttede til mig uden at sige et ord. Hans mørke ansigt var alvorligt passivt. Han tog ikke øjnene fra mine små sorte øjne. Da jeg var færdig, nikkede han dystert med sit runde hoved.
  
  
  Så satte han sin kaffekop fra sig og grinte pludselig til mig. Det var som en fed grib, der smilede til ham, dens tynde læber krøllede til en meningsløs parodi på venlighed på dets runde ansigt.
  
  
  "Jeg har lige ansat dig," meddelte han, tilfreds med sig selv.
  
  
  "Hvad laver du?"
  
  
  "Hvad er der sket? Hørte du mig ikke? "Jeg sagde, at jeg lige har ansat dig," gentog Stocelli. "Du. Du vil få mig ud af krogen med Kommissionen og med Donati. Og du vil bevise over for dem, at jeg ikke havde noget at gøre med det, der skete.
  
  
  Vi kiggede på hinanden.
  
  
  "Hvorfor skulle jeg gøre dig sådan en tjeneste?"
  
  
  "Fordi," smilede Stocelli til mig igen, "jeg laver en aftale med dig. Du vil fritage mig for mit ansvar med Donati, og jeg vil lade Gregorius være i fred.
  
  
  Han lænede sig mod mig, et tyndt, humorløst smil gled fra hans ansigt.
  
  
  "Ved du, hvor mange millioner jeg kan tjene på disse spillevirksomheder i Gregorius' projekter? Har du nogensinde stoppet op for at forstå dette? Så hvad er det værd for mig, at du udførte dette arbejde? "
  
  
  "Hvad forhindrer mig i at lade Kommissionen tage sig af dig?" - Jeg spurgte ham direkte. "Så kommer du ikke til at genere Gregorius."
  
  
  "Fordi jeg sender mine drenge efter ham, hvis jeg ikke laver en aftale med dig. Jeg tror ikke, han vil kunne lide det.
  
  
  Stocelli tav, hans små sorte knapøjne stirrede på mig.
  
  
  "Hold op med at være et fjols, Carter. Er dette en aftale? »
  
  
  Jeg nikkede. "Det er en aftale."
  
  
  "Okay," knurrede Stocelli og lænede sig tilbage på sofaen. Han viftede groft med tommelfingeren. "Lad os tage på vejen. Gik.
  
  
  "Ikke nu". Jeg gik hen til bordet og fandt en notesblok med hotelartikler og en kuglepen. Jeg satte mig ned igen.
  
  
  "Jeg har brug for noget information," sagde jeg og begyndte at tage noter, mens Stocelli talte.
  
  
  ***
  
  
  Tilbage på mit værelse tog jeg telefonen, og efter at have skændtes med hoteloperatøren og derefter langdistanceoperatøren ringede jeg endelig til Denver.
  
  
  Uden indledning spurgte jeg: "Hvor hurtigt kan du få mig en udskrift af et halvt dusin flypassagerlister?"
  
  
  "Hvor længe?"
  
  
  "Ikke mere end et par uger. Nogle bare den anden dag.
  
  
  "Indenrigs- eller udenrigsflyvninger?"
  
  
  "Begge."
  
  
  "Giv os en dag eller to."
  
  
  "Jeg har brug for dem før."
  
  
  Jeg hørte Denver sukke elendigt. "Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt. Hvad du har brug for? »
  
  
  Jeg fortalte ham. "Stocelli var på de næste flyvninger. Air France fra JFK til Orly den tyvende i sidste måned. Air France flyver fra Orly til Marseille samme dag. TWA fra Orly til JFK den seksogtyvende. National Airlines, fra New York til Miami den otteogtyvende...
  
  
  "Vent et øjeblik.
  
  
  Ved du, hvor mange flyvninger de flyver om dagen? »
  
  
  "Jeg er bare interesseret i den, Stocelli var på. Det samme gælder for Air Canada: New York til Montreal den fjerde, Eastern til New York den femte og Aeromexico til Acapulco samme dag."
  
  
  - Kun med Stocelli-flyvninger?
  
  
  "Det er korrekt. Det burde ikke være for svært. Jeg vil også gerne have, at du modtager passagermanifestet for Dattuas fly fra Montreal til New York."
  
  
  "Hvis vi havde flynumre, kunne vi spare en masse tid."
  
  
  "Du vil have mere, hvis dine folk holder øje med ham," påpegede jeg.
  
  
  "Vil du have kopier af disse manifester sendt til dig?"
  
  
  "Det tror jeg ikke," sagde jeg eftertænksomt. "Dine computere kan arbejde hurtigere, end jeg kan. Jeg ønsker, at listerne skal tjekkes for at se, om der er et navn, der optræder på to eller flere af disse flyvninger. Især på internationale flyvninger. De kræver et pas eller turisttilladelse, så det bliver sværere at bruge et falsk navn.
  
  
  "Lad mig se, om jeg fik disse fly rigtigt."
  
  
  "Tag det fra båndet," sagde jeg til ham. Jeg var ved at være træt og utålmodig. - Jeg håber, du har optaget mig?
  
  
  "Det er rigtigt," sagde Denver.
  
  
  "Jeg ville sætte pris på at modtage informationen så hurtigt, som du kan grave den op. En ting mere - hvis du ser et navn nævnt på mere end én af disse flyvninger med Stocelli, vil jeg gerne have en fuldstændig oversigt over, hvem den person er. Alt hvad du kan finde ud af om ham. Fuld information. Sæt så mange mænd på det, som du har brug for. Og fortsæt med at give mig information, efterhånden som den kommer. Vent ikke med at samle det hele."
  
  
  "Vil gøre," sagde Denver. "Ellers andet?"
  
  
  Jeg tænkte lidt. "Det tror jeg ikke," sagde jeg og lagde på. Jeg strakte mig ud på sengen og sov inden for et øjeblik hurtigt, på trods af mit dunkende hoved og smerter i min skulder.
  
  
  KAPITEL SIX
  
  
  Jeg sov sent. Da jeg vågnede, var min mund tør af at ryge for meget aftenen før. Jeg gik i bad og tog mine badebukser og en let strandskjorte på. Jeg tog mine solbriller på og gik ned til poolen med mit kamera om halsen og min geartaske over skulderen.
  
  
  Kameraudstyr og solbriller parret med en farverig, mønstret sportstrøje giver en god forklædning, hvis du ikke vil have, at folk lægger mærke til dig. Du er bare endnu en turist i en by fuld af dem. Hvem skal se på en anden gringo?
  
  
  Ved poolen bestilte jeg huevos rancheros til morgenmad. Der var kun få mennesker omkring poolen. Der var et par smukke unge engelske piger. Slank, lyshåret, med kølige, klare engelske stemmer, der kommer fra næsten ubevægelige læber. Tonen var glat, vokalerne var flydende som vand og glimtede stadig på deres solbrune kroppe.
  
  
  Der var to andre kvinder, der plaskede rundt i poolen med en muskuløs personlighed, der så ud, som om han var sidst i trediverne. Jeg så fyren. Alle hans svulmende bukser og biceps er overudviklede fra konstante tunge løft.
  
  
  Han opførte sig som en smerte i røven. Han kunne ikke lide de to piger i vandet. Han ville have engelske kvinder, men de ignorerede ham især.
  
  
  Noget ved ham irriterede mig. Eller måske ville jeg bevise, at jeg kunne det. Jeg ventede, indtil de engelske kvinder kiggede i min retning og smilede til dem. De smilede tilbage til mig.
  
  
  "Hej." Den langhårede blondine vinkede til mig.
  
  
  Jeg gjorde tegn til dem, at de skulle komme og slutte sig til mig, og de gjorde det, dryppende vand, spredte sig ud på deres hofter og afslappet.
  
  
  "Hvornår kom du?" spurgte en anden.
  
  
  "Igåraftes."
  
  
  "Det troede jeg," sagde hun. "Vi har ikke lagt mærke til dig her før. Der er slet ikke mange gæster. Vidste du om dette?
  
  
  "Jeg hedder Margaret," sagde den første pige.
  
  
  "Og jeg er Linda..."
  
  
  "Jeg er Paul Stefans," sagde jeg og dækkede.
  
  
  Da Muskler kom ud, blev der plasket i poolen.
  
  
  Uden at se på ham sagde Linda: "Her kommer den kedelige fyr igen. Er de alle sådan her i San Francisco?
  
  
  "San Francisco?" - spurgte Margaret forundret. "Henry fortalte mig ved morgenmaden i morges, at han var fra Las Vegas."
  
  
  "Det er lige meget," sagde Linda. "Hvor end han er, kan jeg ikke fordrage ham."
  
  
  Hun sendte mig et smil og vendte sig om på sine lange solbrune ben. Margaret samlede deres håndklæder. Jeg så, mens de gik op ad trappen, der førte til hotellets terrasse, mens deres smidige bronzeben bevægede sig i et smukt modspil til deres halvpåklædte, sensuelle kroppe.
  
  
  Samtidig var jeg nysgerrig på Henry, som kom fra San Francisco eller Las Vegas.
  
  
  Omkring dette tidspunkt kom et ungt par ned ad trappen og stablede deres ting ved siden af mig.
  
  
  Manden var tynd og mørk. Meget behårede ben. Kvinden med ham var slank og havde en smuk figur. Hendes ansigt var mere modigt end smukt. De gik i vandet og svømmede, og så kom de ud. Jeg hørte dem tale med hinanden på fransk.
  
  
  Han tørrede sine hænder med et håndklæde og tog en pakke Gauloises frem. "Tændstikkerne er våde," råbte han til kvinden.
  
  
  Han lagde mærke til, at jeg kiggede på ham og kom hen. Han sagde venligt: "Har du en tændstik?"
  
  
  Jeg smed ham en lighter. Han lagde hænderne foran ansigtet for at tænde en cigaret.
  
  
  
  
  
  
  "Tak. Lad mig præsentere mig selv. Jean-Paul Sevier. Den unge dame er Celeste. Og dig?"
  
  
  "Paul Stefans."
  
  
  Jean-Paul smilede kynisk til mig.
  
  
  "Jeg er ked af, at jeg ikke tror på dig," sagde han. "Du er Nick Carter."
  
  
  Jeg frøs.
  
  
  Jean-Paul viftede let med hånden. "Vær ikke urolig. Jeg vil bare tale med dig."
  
  
  "Tale?"
  
  
  "Vi er forundrede over din forbindelse til Stocelli."
  
  
  "Vi?"
  
  
  Han trak på skuldrene. "Jeg repræsenterer en gruppe fra Marseille. Betyder navnet Andre Michaud noget for dig? Eller Maurice Berthier? Eller Etienne Dupre?
  
  
  "Jeg kender navnene."
  
  
  "Så kender du den organisation, jeg repræsenterer."
  
  
  "Hvad vil du have mig?"
  
  
  Jean-Paul satte sig ved mit bord. “Stocelli isolerede sig. Vi kan ikke nå ham. Vores mexicanske venner her kan heller ikke nå ham. Du kan."
  
  
  "Jeg ved ikke, hvad du forventer af mig. Gå ind og skyde en mand? "
  
  
  Jean-Paul smilede. "Ingen. Intet mere uhøfligt. Vi vil bare have dit samarbejde - som du siger - for at sætte ham op. Vi tager os af resten."
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Dette vil ikke fungere."
  
  
  Jean-Pauls stemme blev hård. "Du har ikke noget valg, hr. Carter." Inden jeg nåede at afbryde, fortsatte han hurtigt. "På en eller anden måde vil vi dræbe Stocelli. Med dette mener jeg, at vores mexicanske kontakter vil gøre os en tjeneste. Lige nu beder de bare om at møde dig. Det er ikke meget, vel?
  
  
  "Bare et møde?"
  
  
  Han nikkede.
  
  
  Jeg tænkte et øjeblik. Dette kan være et forsøg på at forvirre mig. På den anden side var det for mig den hurtigste måde at finde ud af, hvem disse mexicanere er. I min virksomhed får du ikke noget for ingenting. Hvis du vil noget, må du løbe en risiko.
  
  
  "Jeg møder dem," sagde jeg ja til.
  
  
  Jean-Paul smilede igen. “I så fald har du en date i dag. Hendes navn er Senora Consuela Delgardo.
  
  
  Jeg fik at vide, at dette er en meget smuk kvinde. Hun ringer til dig her på hotellet omkring halv syv.
  
  
  Han rejste sig.
  
  
  "Jeg er sikker på, at du får en hyggelig aften," sagde han høfligt og vendte tilbage for at slutte sig til Celeste, som lige var kommet ud af poolen igen.
  
  
  ***
  
  
  Sidst på eftermiddagen tog jeg en taxa ned ad bakken fra hotellet til El Centro, området med katedralen, pladsen og monumentet for heltene. El Centro er byens centrum. Herfra beregnes alle taxa- og bustakster efter zone.
  
  
  Acapulco er hovedbyen i delstaten Guerrero. Og Guerrero er den mest lovløse stat i Mexico. Bakkerne nær Acapulco er fyldt med banditter, som vil skære halsen over på dig for et par pesos. Politiet er ikke i stand til at håndhæve loven uden for bygrænsen. Selv hæren har problemer med dem.
  
  
  Iført en lys sportstrøje, et par lyseblå bukser og ben i nye læderbukser gik jeg ind i parken ved siden af dæmningen.
  
  
  Overalt hvor jeg vendte mig, så jeg los Indeos, de brede, mørke ansigter af mænd med kort, kulsort hår. Deres kvinder sad på hug ved siden af dem. Og hver af dem havde obsidian-øjne, høje kindben, eftertænksomme indiske ansigter.
  
  
  Da jeg så på dem, indså jeg, at den gamle skulptur af deres gamle guder var mere end billedet af en ukendt guddom; Desuden må det være en god lighed med, hvordan Toltekerne selv så ud i de dage.
  
  
  Og de har ikke ændret sig meget gennem århundreder. Disse indianere så ud, som om de stadig kunne skære dit bryst op med en flintkniv og rive dit blødende, pulserende hjerte ud.
  
  
  Jeg gik til en roligere del af dæmningen og tog billeder, mens jeg gik. Længere hen ad dæmningens kurve så jeg en kommerciel tunbåd, tætsiddende og på hug. Dens dæk var fyldt med udstyr, og det var bundet for og agter med tunge manila-kabler til sorte jernpullerter på betonmalecónen.
  
  
  I det fjerne, på kajen under Fort San Diegos massive stenværk på toppen af en bakke, så jeg et fragtskib fortøjet ved siden af pakhusene.
  
  
  Jeg gik langs maleconen. Ved stentrappen, der fører til vandkanten, stoppede jeg op og kiggede ned.
  
  
  Der var to fiskere der. Ung og gammel. Begge var nøgne bortset fra deres iturevne shorts. Mellem dem holdt de en enorm seks fods skildpadde. Skildpadden lå på ryggen og var hjælpeløs.
  
  
  Den unge mand trak en kniv frem med et langt, tyndt blad, slebet så mange gange, at det nu var en tynd halvmåne af konvekst stål.
  
  
  Han gled bladet under bunden af skildpaddens skal nær bagfinnen. Blodet blev rødt fra det første slag. Han skar med hurtige, rasende strøg, slæbte kniven ind under kanten af den nederste skal, skar gennem hud, kød, muskler og membraner med hurtige håndled, mens han satte sig på hug ved siden af skildpadden.
  
  
  Skildpadden drejede hovedet fra side til side i langsom, tavs smerte. Hendes skrå krybdyrøjne var matte af solen. Hans svømmefødder flagrede i rytmisk, hysterisk hjælpeløshed.
  
  
  Jeg så, mens den unge mands kniv dykkede dybere ned i skildpadden. For hvert slag blev hans hænder røde af blod, først hans fingre, så hans arme, så hans håndled og til sidst hans underarm til albuen.
  
  
  
  
  Jeg kunne se skildpaddens indre, pulserende med lyserøde, våde kugler af indvolde.
  
  
  Efter et par minutter var de færdige. De hældte spande med havvand ned ad havnetrappen og lagde skildpaddekød i en skæppekurv.
  
  
  Jeg skød en fuld rulle farvefilm, da de slagtede skildpadden. Nu, da jeg spolede filmen tilbage og begyndte at genindlæse kameraet, hørte jeg en stemme bag mig.
  
  
  "De er ret gode, ikke? Den med kniven, ikke?
  
  
  Jeg vendte mig om.
  
  
  Han var i begyndelsen af tyverne, smuk, med en tyk, atletisk krop, muskler bevægede sig let under hans mørke kobberrøde hud. Han var klædt i bomuldsbukser, sandaler og en sportstrøje, der åbnede sig helt for at afsløre hans brede bryst. Han lignede alle andre fra de hundredvis af beach boys, der hænger rundt på hotellerne.
  
  
  "Hvad vil du have?"
  
  
  Han trak på skuldrene. "Det kommer an på. Har du brug for en guide, senor?"
  
  
  "Nej" Jeg vendte mig væk og gik mod Costera Miguel Aleman. Drengen gik ved siden af mig.
  
  
  "Hvad med kvinder, senor? EN? Han blinkede til mig. "Jeg kender en meget smuk pige, der kan mange tricks..."
  
  
  "Skrub af!" - sagde jeg irriteret over hans usædvanlige insisteren. "Jeg kan ikke lide alfonser!"
  
  
  Et øjeblik troede jeg, at denne fyr ville angribe mig. Hans mørke ansigt var plettet af pludselig mørkt blod. Hans hånd vendte tilbage til hoftelommen og stoppede. Jeg så rent morderisk raseri blinke i hans øjne.
  
  
  Jeg spændte, klar til at hoppe.
  
  
  Han tog en dyb indånding. Lyset gik ud af hans øjne. Han sagde og forsøgte at smile, men fejlede: "Senor, du skal ikke tale sådan. En dag vil du sige dette ord til nogen, og han vil stikke en kniv i dine ribben.
  
  
  "Jeg fortalte dig, at jeg ikke havde brug for din hjælp."
  
  
  Han trak på skuldrene. "Meget dårligt, senor. Jeg kan hjælpe dig meget. Måske vil du ombestemme dig, næste gang jeg frier til dig, hva'? Mit navn er Louis. Luis Aparicio. For nu, farvel.
  
  
  Han vendte sig og gik væk, gik med en overdreven gangart og demonstrerede sin maskuline karakter.
  
  
  Der var noget mærkeligt ved det, der lige skete. Jeg fornærmede ham. Jeg kaldte ham et navn, der, som enhver anden mexicansk mand ville have sagt, ville få ham til at holde en kniv for min hals. Han slugte dog sin stolthed og fortsatte med at lade som om, at han bare var endnu en turistguide.
  
  
  Jeg skulle have en drink i byens centrum, inden jeg gik tilbage til hotellet, men nu har jeg ombestemt mig. Jeg var sikker på, at min fremtidige vens forslag ikke var tilfældige. Jeg vidste, at jeg ville se Luis Aparicio igen.
  
  
  Jeg gik udenfor og vinkede til en taxa med et fiberoptisk skilt. Da jeg kom ind, så jeg en velkendt skikkelse på den anden side af Kostera. Det var Jean-Paul. Den tynde franskmand var sammen med Celeste. Han løftede hånden som hilsen, da min taxa kørte væk.
  
  
  ***
  
  
  Senora Consuela Delgardo skyndte sig. Hun holdt op til hotellet næsten præcis klokken halv syv i en lille rød Volkswagen. Jeg så hende gå ind i lobbyen og se sig omkring. Da jeg gik hen mod hende, så hun mig og rakte hånden frem. Vi gik ud af døren sammen.
  
  
  Consuela kørte ad de snoede veje, som om hun deltog i Mille Miglie.
  
  
  Vi havde drinks hos Sanborn, hvor kun sæderne omkring pianobaren var oplyst. Jeg lagde mærke til, at hun anviste os til disse borde. Jeg kunne ikke se nogen, men enhver kunne fandme godt se mig.
  
  
  Derefter tog vi til Hernando's til frokost. Vi mødte en høj, rødhåret englænder med en britisk accent så tyk, at det næsten var en parodi. Consuela fortalte mig, at han hed Ken Hobart, og at han drev et charterflyselskab. Han havde et tykt overskæg af RAF-typen under næsenæbbet. Til sidst gik han og efterlod os alene.
  
  
  Consuela Delgardo var en smuk kvinde. Hun var sidst i trediverne, en dristig, smuk kvinde med et stærkt ansigt. Hun havde langt mørkebrunt hår, som hun bar næsten til taljen. Hun var høj, med pragtfulde ben, en smal talje og fyldige bryster. Der var ikke et spor af accent i hendes engelsk.
  
  
  Det generede mig, at hun så ligeså dristigt og vurderende på mig, som jeg så på hende.
  
  
  Over kaffen sagde jeg: "Senora, du er en meget sød kvinde."
  
  
  "...Og du vil gerne gå i seng med mig," sluttede hun.
  
  
  Jeg grinede.
  
  
  "Hvis du siger det sådan, selvfølgelig."
  
  
  "Og jeg," sagde hun, "jeg synes, du er et meget godt menneske. Men jeg vil ikke gå i seng med dig i aften."
  
  
  "I så fald," sagde jeg og rejste mig, "lad os gå til dine venner og finde ud af, hvad de vil fortælle mig."
  
  
  Vi gik til Johnny Bickford's.
  
  
  ***
  
  
  Bickford var i begyndelsen af tresserne, gråhåret, med en brækket næse og en dyb solbrun. Knoerne på begge hænder var flade på grund af at være brækket mange gange i ringen. Brede skuldre svulmede fra en kortærmet striktrøje i bomuld. Falmede tatoveringer, blå bag mørkebrun hud, dækkede begge underarme.
  
  
  Hans kone Doris var næsten lige så solbrændt, som han var. Platinblondt hår, solblegede øjenbryn og en svag blond nuance på hendes arme. Desuden var hun meget yngre end Bickford. Jeg vil sige, hun var i trediverne. Og hun drillede. Hun havde ingen bh under kjolen, og hendes spalte var fuld og hård.
  
  
  Hun lugtede som Arpege-parfume. Og jeg er villig til at vædde på, at da hun var yngre, gik hun i mindst to hundrede om natten. Du kan altid se en ex call girl. Der er noget ved dem, der giver dem væk.
  
  
  Bickfords terrasse havde udsigt over den smalle bugt, der fører fra Stillehavet ind i bugten. Jeg kunne se havets mørke udstrækning såvel som lysene fra Las Brisas og flådebasen ved bunden af bakkerne på tværs af bugten. Spredt tilfældigt op og ned ad bjergsiden var lysene fra andre huse, som ubevægelige ildfluer indkapslet i gelatine af lilla natteskygger.
  
  
  Vi to var alene på terrassen. Consuela undskyldte sig og gik ind for at friske sin makeup op. Doris gik med hende for at vise hende vej til dametoilettet.
  
  
  Jeg tog en chance og sagde skarpt ud i mørket: "Jeg vil ikke være en del af din aftale, Bickford."
  
  
  Bickford var ikke overrasket. Han sagde let: "Det er, hvad vi fik at vide, hr. Carter. Men før eller siden får vi Stocelli. Da det er nemmere for dig at komme til det end for os, vil du spare os for en masse tid."
  
  
  Jeg vendte mig mod Bickford og sagde skarpt: "Jeg vil have, at du går af Stocelli."
  
  
  Bickford lo. - Lad os nu gå, hr. Carter. Hans stemme var hæs, som en tidligere prisvinders. "Du ved, at du ikke kan fortælle os, hvad vi skal gøre."
  
  
  "Jeg kan rive hele din organisation fra hinanden," sagde jeg. "Hvilken position er jeg i?"
  
  
  Bickford grinede. "Er dette en trussel?"
  
  
  "Kald det, hvad du vil, men du må hellere tage mig alvorligt, Bickford."
  
  
  "Okay," sagde han, "bevis det."
  
  
  "Bare et par fakta," sagde jeg. "Deres folk leverer heroin til staterne. For omkring et år siden var du kun involveret i produkter dyrket i Mexico. Men myndighederne forfulgte valmueproducenter, og det fratog dig en forsyningskilde, så du henvendte dig til Marseille. Din organisation er blevet en del af pipelinen fra Marseille til staterne. Du sender til staterne via Matamoros til Brownsville, Juarez til El Paso, Nuevo Laredo til Laredo, Tijuana til Los Angeles. Mange af dem går direkte herfra til San Diego, San Francisco, Seattle, normalt på en tunbåd eller et fragtskib. Mange bliver fløjet med privatjet over grænsen til Texas, Arizona og New Mexico. Har du brug for navnene på nogle af de skibe, du bruger? Jeg kan give dem, Mr. Bickford. Skub mig hårdt nok, og jeg vil overgive dem til myndighederne."
  
  
  "Jesus Kristus!" - sagde Bickford langsomt og sagte, som om han var i chok. "Hvad du ved er nok til at dræbe dig, Carter!"
  
  
  "Jeg ved en masse ting, der kunne få mig dræbt," svarede jeg koldt. "Hvad med det her? Vil du efterlade Stocelli? »
  
  
  Bickford var stadig chokeret over, hvad han havde hørt. Han rystede på hovedet. "Jeg... jeg kan ikke gøre det her, jeg er ikke i stand til at træffe sådan en beslutning."
  
  
  "Hvorfor?"
  
  
  Der var en pause, og så indrømmede han: "Fordi jeg bare er fyren i midten."
  
  
  "Så giv ordet," sagde jeg til ham og pressede ham hårdt. "Sig til din chef," så jeg Bickford krympe ved min brug af ordet, "at jeg vil have ham til at lade Stocelli være i fred."
  
  
  Jeg så to kvinder komme ud af huset mod os. Jeg kom på benene
  
  
  "Jeg tror, vi bliver nødt til at løbe," sagde jeg og tog Consuelas hånd, da hun nærmede sig mig.
  
  
  Bickford rejste sig, en stor, mager mand, med hår hvidt i måneskin, et bekymret udtryk i sit udmattede ansigt, og jeg vidste, at jeg havde dømt ham korrekt. Han faldt ud af kampen, fordi han ikke havde modet til at tage et stort slag og komme tilbage i stor stil. Han var alle udstillet. Hans modstandskraft var ekstern.
  
  
  "Du bliver nødt til at komme igen," sagde Doris muntert og kiggede på mig med hendes øjne fulde af invitationer. "I to kommer," tilføjede hun.
  
  
  "Vi gør det," sagde jeg uden at smile tilbage til hende. Jeg vendte mig mod Bickford. "Det var hyggeligt at snakke med dig."
  
  
  "Du hører snart fra os," sagde Bickford uden at gøre noget for at foregive. Doris gav ham et skarpt advarende blik.
  
  
  Vi fire gik hen til Consuelas lille bil og sagde godnat.
  
  
  På vej tilbage til mit hotel var Consuela tavs. Vi var der næsten, da jeg pludselig spurgte: "Hvem er Luis Aparicio? Er han en af ​​dine folk? "
  
  
  "WHO?"
  
  
  "Luis Aparicio." Jeg beskrev en ung mexicansk mand, jeg mødte den eftermiddag på malecón.
  
  
  Efter en pause sagde hun: "Jeg kender ham ikke. Hvorfor?"
  
  
  "Tænker bare. Er du sikker?"
  
  
  "Jeg har aldrig hørt om ham." Hun tilføjede derefter: "Jeg kender ikke alle i organisationen."
  
  
  "Og jo mindre du ved, jo bedre?"
  
  
  Consuela svarede ikke i lang tid. Til sidst sagde hun med en stemme blottet for varme: "Jeg er stadig i live, hr. Carter. Og på min egen måde har jeg det godt."
  
  
  KAPITEL SYV
  
  
  Consuela satte mig af på hotellet og fortsatte sin vej, mens Volkswagens gear klaprede. Lobbyen var tom. Jeg gik gennem den på en bred terrasse med udsigt over byen på den anden side af bugten. Jeg fandt en stol og satte mig ned og ville ryge en sidste cigaret, inden jeg skulle ud for natten.
  
  
  Mens jeg tændte min cigaret, vendte jeg den over rækværket, og det varme kul dannede en lille rød bue i mørket. Da jeg var ved at komme på benene, hørte jeg nogen komme ud på terrassen.
  
  
  Henry gik hen til mig, kiggede på mig i mørket og prøvede at genkende mig.
  
  
  "Hej, du var ved poolen i morges, ikke?" spurgte han forsigtigt.
  
  
  "Ja."
  
  
  Han lod sin tunge krop synke ned i stolen overfor mig. "De dukkede aldrig op," klagede han, hans stemme irriteret af skuffelse.
  
  
  "Hvad snakker du om?"
  
  
  "Disse unger," sagde Henry med afsky, "ingen af dem." Klokken er halvtredive, og ingen af disse dumme piger er nogensinde blevet slanke.
  
  
  "Tror du virkelig, de var tyndslidte?"
  
  
  "Selvfølgelig. I hvert fald de to, jeg var sammen med. De fandt sikkert nogle forbandede mexicanske strandgængere i stedet!"
  
  
  Han rakte ned i skjortelommen efter en cigaret. Glimtet fra en tændstik oplyste hans tunge, solbrune ansigt, før han blæste flammen ud.
  
  
  "Denne engelske chick er den, jeg gerne vil have fingrene i," sagde han surt. "Slank. Den anden er bygget godt, men Margaret får alt det smukke. Hendes gamle mand er læsset. Det eneste problem er, at det er så forbandet koldt, at det sandsynligvis vil give dig forfrysninger!
  
  
  Jeg ignorerede min modvilje mod ham og spurgte så afslappet som muligt: "Hvad laver du?"
  
  
  "Det gør jeg? Jeg forstår dig ikke, dude.
  
  
  "Hvad laver du til livets ophold?"
  
  
  Henry lo. "Hey mand, det er ikke noget for mig! Jeg lever! Jeg er ikke bundet til arbejde. Jeg holder mig fri, ved du det?
  
  
  Jeg sagde. - "Nej, jeg forstår det ikke."
  
  
  "Jeg har forbindelser. Jeg kender de rigtige fyre. Fra tid til anden gør jeg dem en tjeneste. For eksempel hvis de vil have mig til at læne mig op ad nogen. Jeg er ret god til det.
  
  
  "Er du en muskel?"
  
  
  "Ja, det kan du godt sige."
  
  
  "Har du nogensinde lænet dig seriøst til nogen? Har du nogensinde underskrevet en kontrakt? "
  
  
  "Nå, jeg ville ikke gerne tale om sådan noget," sagde Henry. "Jeg mener, det ville ikke være klogt at slå lyden fra, vel?" Han holdt en pause for at lade ordene synke ind og sagde så: "Jeg vil bestemt gerne putte mig med den lille Limey-kylling. Jeg kan lære hende et par tricks! »
  
  
  - Og tage hende med til Las Vegas?
  
  
  "Du fatter ideen."
  
  
  "Eller bliver det San Francisco? Hvor er du fra? "
  
  
  Der var en kort pause, og så sagde Henry med en hård, uvenlig stemme: "Hvad er din sag?"
  
  
  ”Jeg er interesseret i folk, der ikke ved, hvor de kommer fra. Det bekymrer mig."
  
  
  "Få din forbandede næse ud af min forretning," knurrede Henry. "Det vil være meget sundere."
  
  
  "Du svarede ikke på mit spørgsmål, Henry," insisterede jeg sagte og overraskede ham ved at sige hans navn.
  
  
  Han bandede og rejste sig, en stor skygge i mørket, hans store hænder knyttet til stennæver.
  
  
  "Kom op!" - sagde han vredt og ventede på, at jeg skulle rejse mig. Han tog et truende skridt nærmere. "Rejs dig, sagde jeg!"
  
  
  Jeg rakte ned i lommen, tog en cigaret med guldspids og tændte den let. Jeg smækkede tænderen i og sagde: "Henry, hvorfor sætter du dig ikke bare ned og svarer på mit spørgsmål?"
  
  
  "For helvede!" - sagde Henry truende. "Rejs dig, din kælling."
  
  
  Jeg tog cigaretten ud af min mund og i en kontinuerlig bevægelse stødte jeg den ind i Henrys ansigt, asken spredte sig og gnister fløj ind i hans øjne.
  
  
  Hans hænder rejste sig instinktivt for at beskytte hans ansigt, hans øjenlåg lukkede refleksivt; og i det øjeblik sprang jeg ud af stolen, min underarm buede, hele min krop fangede chokket, da min frosne, fladknoede knytnæve kørte dybt ind i Henrys mave lige under hans brystkasse.
  
  
  Han udstødte et eksplosivt grynt og fordoblede i smerte. Jeg slog ham i ansigtet, da han faldt, ramte næseryggen og brækkede brusken. Henry kneblede, knæene bøjede, da han gled hen mod fliser. Blodet flød fra hans næsebor ned på hans hage og ned på fliserne.
  
  
  "Åh gud!" - han gispede af smerte. Gøre ondt. Han pressede sin hånd til sin brækkede næse. "Ikke mere!"
  
  
  Jeg trådte et skridt tilbage og så på den store, hjælpeløse, krumbøjede skikkelse foran mig.
  
  
  "Hvor er du fra, Henry?" - Jeg spurgte ham stille og roligt.
  
  
  Den store mand tog en dyb indånding.
  
  
  "Vegas," sagde han med smerte i stemmen. "Jeg har været i Vegas i de sidste par år. Før det var det San Francisco."
  
  
  "Hvad laver du i Vegas?"
  
  
  Henry rystede på hovedet.
  
  
  "Intet," sagde han. "Jeg plejede at være udsmider i en klub. Jeg blev fyret i sidste måned."
  
  
  "Kom op."
  
  
  Henry rejste sig langsomt op, krydsede den ene hånd over maven og pressede den anden mod hans næse, mens han ignorerede blodet, der dryppede ned ad hans håndled.
  
  
  "Hvem er dine forbindelser?"
  
  
  Henry rystede på hovedet. "Jeg har ingen," mumlede han. "Det var bare en samtale." Han fangede mit øje. "Ærligt talt! Jeg fortæller dig sandheden!" Han prøvede at tage en dyb indånding. "Gud, det føles som om du brækkede et ribben."
  
  
  "Jeg synes, du skal gå herfra," foreslog jeg.
  
  
  "EN?"
  
  
  "I aften," sagde jeg næsten behageligt. "Jeg tror, det vil være bedre for dig."
  
  
  "Hej, hør..." begyndte Henry, og stoppede så og stirrede på mig og prøvede at læse mit udtryk i mørket, men uden held. Han gav op.
  
  
  "Okay," sukkede han. "Jeg lænede mig nok op af fyrene i min tid.
  
  
  Tror det er min tur nu, hva? Han rystede på hovedet. "Mig og min store mund."
  
  
  Han bakkede langsomt tilbage fra mig, indtil han nåede lobbydørene, og vendte sig derefter hurtigt om og gik ind.
  
  
  Jeg satte mig tilbage i stolen og tog endnu en cigaret frem.
  
  
  "Du ryger for meget," sagde en stemme fra den fjerne, mørkere ende af terrassen. ”Jeg er overrasket over, at en person, der ryger lige så meget som dig, bevæger sig så hurtigt. Jeg var sikker på, at du ville blive såret. Hvad Henry, han er en stor mand, n'est ce pas? "
  
  
  "Hej, Jean-Paul," sagde jeg uden overraskelse. "Hvor længe er du her?"
  
  
  "Længe nok. Du udsætter dig selv for mange farer, min ven.
  
  
  "Han er ikke farlig. Han er en punk.
  
  
  "Han døde næsten," sagde Jean-Paul. "Hvis han havde vidst, hvor tæt han kom, tror jeg, han ville have plettet sit undertøj."
  
  
  "Jeg tog fejl med ham," sagde jeg nøgternt. "Jeg troede, han var efter Stocelli. Jeg burde have vidst bedre. Han er ingen."
  
  
  "Det sker. Det er bedre at tage fejl og undskylde, hvis du ikke kan have ret. Hvem var i øvrigt den mexicaner, der kom op til dig i eftermiddags?
  
  
  "Han sagde, at han hed Luis Aparicio. Han forsøgte at sælge mig sine tjenester som guide, assistent eller alfons - hvad end jeg ville. Jeg troede, at dine venner kunne have sendt det.
  
  
  "Måske. Hvad for dig til at tro det?"
  
  
  "Min mistænkelige natur," sagde jeg tørt. "På den anden side siger Consuela, at hun aldrig har hørt om ham før."
  
  
  Jean-Paul holdt en pause. Så, næsten som en eftertanke, sagde han: ”Jeg har i øvrigt en besked til dig. Tilsyneladende, hvad end du sagde til dem i aften, fik du et hurtigt svar. I morgen eftermiddag, planlæg venligst at tage til El Cortijo til tyrefægtningen. Det begynder klokken fire."
  
  
  "Hvornår modtog du denne besked?" - spurgte jeg mistænkeligt.
  
  
  “Lige før du vendte tilbage til hotellet. Jeg var på vej til at levere den, da din ven Henry dukkede op. Jeg besluttede at vente, til vi var alene."
  
  
  "Hvem er dette fra?"
  
  
  "Han sagde, at han hed Bickford. Han sagde, at han overgav opkaldet til sin chef. Du vil tale med ledere."
  
  
  "Dette er alt?"
  
  
  "Det er nok, ikke?"
  
  
  "Hvis du har talt med Bickford," sagde jeg, "så ved du, hvad jeg fortalte dem. Jeg vil have, at du efterlader Stocelli."
  
  
  "Det var det, han sagde. Han fortalte mig også om din trussel.
  
  
  "Bøde?"
  
  
  Selv i mørket så jeg Jean-Pauls ansigt blive alvorligt. "Mine folk i Marseille vil have Stocelli straffet. Vi kan ikke presse vores mexicanske venner mere, end vi allerede har. Det er deres beslutning."
  
  
  "Og dig?"
  
  
  Han trak på skuldrene. "Hvis vi bliver nødt til det, kan vi vente. Stocelli vil aldrig forlade dette hotel i live. Men, tilføjede han, hvis de beslutter sig for ikke at være enige i det, du foreslår, hvis de beslutter at forfølge Stocelli trods dine trusler, så vil du efter al sandsynlighed heller ikke leve længe. Har du tænkt over dette?
  
  
  "Der er meget at tænke på, er der ikke?" - sagde jeg let og gik selv ind i lobbyen.
  
  
  ***
  
  
  På mit værelse pakkede jeg Xerox Telecopier 400 ud af etuiet og placerede det ved siden af telefonen. Mit opkald til Denver blev leveret uden stor forsinkelse.
  
  
  "Er du kommet på noget?"
  
  
  "Vi ramte målet," sagde Denver. "Vi har ikke alle passagermanifestlister endnu, men vi fandt dem på Air France, Air Canada og Eastern. Kan vi tale åbent, eller vil du have det i telefonen?
  
  
  "I bilen," sagde jeg. "Der er vanskeligheder her. Michauds organisation blev involveret. Og de fik deres lokale venner involveret.”
  
  
  Denver fløjtede. "Dine hænder er fulde, ikke?"
  
  
  "Jeg kan klare det her."
  
  
  Denver sagde: "Okay, vi lægger det på telefonkopimaskinen. I øvrigt var vi heldige. Vi har en fil om dette emne. Bestået gennem vores kreditkontrolbureau. For nogle år siden lavede de en rapport om hans firma. Vi har inkluderet nogle højdepunkter i vores rapport. Vi har ikke alle oplysninger om ham endnu, men han passer ikke ligefrem ind i Stocellis gruppe af venner, som vi kan se."
  
  
  "Sæt den på ledningen," sagde jeg til Denver, og jeg lagde håndsættet i telekopimaskinens holder og tændte for udstyret.
  
  
  Da maskinen var færdig med at virke, tog jeg telefonen og sagde: "Giv mig alt, hvad du finder ud af så hurtigt som muligt."
  
  
  "Har du læst den sidste linje i rapporten?" spurgte Denver.
  
  
  "Ikke endnu."
  
  
  "Læs dette," sagde Denver. "Det burde skræmme Stocelli, hvis han finder ud af det her."
  
  
  Jeg samlede mit udstyr og gik tilbage for at læse et par afsnit af den faxede rapport.
  
  
  SAMMENLIGNING AF PASSAGER Manifester for? AIR FRANCE, JFK TIL ORLY, 20. april - AIR FRANCE, ORLY TIL MARSEILLE, 20. april - NATIONAL AIRLINES, JFK TIL MIAMI INTERNATIONAL, 28. april - AIR CANADA, NEW YORK TIL MONTREAL, 5/4.
  
  
  FØRSTE KLASSE FOR STOCELLI PASSAGERER PÅ ALLE HØJERE FLYVNINGER. FORBUD MOT DUPLIKERING AF ANDRE FØRSTEKLASSE PASSAGERNAVNE. DOG DUPLIKATION PÅ ALLE OVENFOR FLYVNINGER - GENTAG - PÅ ALLE OVENFOR FLYVNINGER I "ØKONOMI" AFSNIT PASSAGERER OMSKRIFTES UNDER NAVN HERBERT DIETRICH.
  
  
  KONTROLLER AIR CANADA PASSAGERMANIFESTET,
  
  
  MONTREAL TIL LAGUARDIA, 5/6 - LISTER OPKALDET EFTER RAYMOND DATTUA OG HERBERT DIETRICH.
  
  
  ENDELIG, KONTROLLER AEROMEXICO, JFK TIL MEXICO CITY OG AC
  
  
  
  
  
  APULCO, 4/5 - STOCELLI OG DIETRICH.
  
  
  FORTSÆTTER MED AT KONTROLLE ANDRE PASSAGERMANIFESTER. VI INFORMERER HVORDAN VI MODTAGER OPLYSNINGERNE.
  
  
  BEDSTE INDIKATION: HERBERT DIETRICH ER PLACERING I ACAPULCO.
  
  
  - SLUT -
  
  
  Jeg lagde mærke til det andet ark:
  
  
  OPLYSNINGER UDLEDT FRA KREDITREVISIONSRAPPORTEN FOR DIETRICH CHEMICAL COMPANY, INC.
  
  
  HERBERT DIETRICH, PRÆSIDENT. FULD RAPPORT TILGÆNGELIG. FØLGENDE ER KUN PERSONOPLYSNINGER: HERBERT DIETRICH, 63, VIDER, ADRESSE 29 FAIRHAVEN, MAMARONECK, NEW YORK. DIETRICH FØDT LAWRENCE, KANSAS. UDDANNET FRA KANSAS UNIVERSITET. MS i kemi, Cornell. FORSKNINGSKEMIST, UNION CARBIDE, EI DUPONT, ARBEJDEDE MED ATBOMBKEMI I MANHATTAN-PROJEKTET UNDER VERDENSKRIG INTERWORLD KEMISK OG KEMISK FORSKNINGSDIREKTØR EFTER KRIGEN. ÅBEN EGET R&D LABORATORY, 1956. HOS DIETRICH CHEMICAL CO. I AKTUEL ER DER 30 ANSATTE. LØNNSOM AKTIVITET MED SPECIALISERING I FORSKNINGSPROJEKTER
  
  
  DYRKE MOTION. NOGLE SELVSTÆNDIG FORSKNING. SALG AF ET FÅ VÆRDIFULLE PATENTEREDE FORMLER GIVER EN ÅRLIG NETVÆRKSINDKOMST I DE SYV VÆRDI. SAMLET ÅRLIG VOLUMEN OVER 3.000.000 USD. DIETRICH BEVET I MAMARONEK SIDEN 1948. STOR RESPEKTER. FINANCIEL SIKKERHED. AKTIV I KIRKE- OG FÆLLESSKABSGRUPPER. BØRN: SUSAN, FØDT 1952. ALICE, FØDT 1954. IKKE I ÆGTESKABER. KONE: Charlotte, død 1965.
  
  
  VI ER STARTET EN FULD FORSKNING. JEG SENDER RAPPORTEN VED FULDFØRELSE.
  
  
  - SLUT -
  
  
  Jeg lagde to ark papir fra mig, klædte mig af og gik i seng. Mens jeg lå i mørket, lige før jeg faldt i søvn, gik jeg mentalt over den sidste linje på første side af rapporten:
  
  
  SENESTE RAPPORT: HERBERT DIETRICH ER PLACERING I ACAPULCO.
  
  
  Jeg spekulerede på, hvem fanden Herbert Dietrich var, og hvilken mulig forbindelse kunne han have med kriminelle som Stocelli, Michaud, Dattua, Torregrossa, Vignal, Webber og Klien?
  
  
  KAPITEL otte
  
  
  Næste morgen var jeg ved poolen, da Consuela Delgardo kom ned ad trappen og hen over poolplænen for at slutte sig til mig. Jeg var overrasket over at se, hvor meget mere attraktiv hun var i dagslys. Hun bar en løs, vævet, let strandfrakke, der sluttede lige under hendes hofter, og viste hendes smukke ben, der svingede i en rytmisk, flydende gang, da hun gik hen mod mig.
  
  
  "Godmorgen," sagde hun med sin behageligt skæve stemme og smilede til mig. "Vil du invitere mig til at sætte mig ned?"
  
  
  "Jeg havde ikke forventet at se dig igen," sagde jeg. Jeg trak en stol frem til hende. "Vil du have en drink?"
  
  
  "Ikke så tidligt om morgenen." Hun tog sin strandfrakke af og draperede den over lænestolens ryg. Nedenunder var en mørkeblå badedragt, næsten gennemsigtig bortset fra brystet og skridtet. Det så ud, som om hun havde en netstrømpe på over sin badedragt. Selvom det dækkede hende mere end en bikini ville have, var det næsten lige så afslørende og var bestemt meget mere suggestivt. Consuela lagde mærke til, at jeg så på hende,
  
  
  "Kan lide det?" hun spurgte.
  
  
  "Det er meget attraktivt," indrømmede jeg. "Få kvinder kan bære det og se så godt ud som dig."
  
  
  Consuela lagde sig i stolen, som jeg trak frem til hende. Selv i direkte sollys virkede hendes hud glat og elastisk.
  
  
  "Jeg fortalte dem, at jeg var din gæst," bemærkede Consuela, "jeg håber ikke, du har noget imod det."
  
  
  "Du er velkommen. Men hvorfor? Jeg er sikker på, at det ikke er et socialt opkald."
  
  
  "Du har ret. Jeg har en besked til dig."
  
  
  "Fra?"
  
  
  "Bickford."
  
  
  “Om tyrefægtningen i El Cortijo? Jeg modtog en besked i går aftes.
  
  
  "Jeg tager med dig," sagde Consuela.
  
  
  "Så de genkender mig?"
  
  
  "Ja, jeg håber ikke, du har noget imod at tage mig ud af huset så ofte," tilføjede hun med en munter tone i stemmen. "Det vil de fleste mænd gerne."
  
  
  "For pokker!" - sagde jeg irriteret. "Hvorfor kan de ikke bare sige ja eller nej til mig? Hvorfor alt det pjat? "
  
  
  - Tilsyneladende fortalte du Bickford noget om deres aktiviteter i aftes. Det chokerede dem. De troede ikke, at nogen vidste så meget om den operation, de var i gang med. Jeg tror, du formåede at skræmme dem.
  
  
  "Hvor passer du ind i alt det her?" - Jeg spurgte hende direkte.
  
  
  "Det kommer ikke dig ved."
  
  
  "Jeg kunne gøre dette til min forretning."
  
  
  Consuela vendte sig og så på mig. ”Er jeg ikke vigtig i operationen. Bare tag mig for pålydende."
  
  
  "Og hvad er det?"
  
  
  "Bare en attraktiv kvinde, der fra tid til anden bliver gået rundt i byen."
  
  
  "Nej," sagde jeg, "du er mere end det. Jeg vil vædde på, at hvis jeg skulle se på dit pas, ville jeg finde det fyldt med visumstempler. Mindst otte til ti rejser til Europa. De fleste frimærker vil være Schweiz og Frankrig. Højre?"
  
  
  Consuelas ansigt frøs. "Skiver," sagde hun. "Du så det!"
  
  
  "Nej," sagde jeg og rystede på hovedet. "Det er klart. Der er mange penge i din virksomhed. De kan ikke lade dem flyde her i Mexico eller i USA. Det bedste sted at skjule det er i Schweiz eller Bahamas – med nummererede sedler. Nogen må tage pengene herfra til der. Hvem er bedre end dig? Attraktiv, kultiveret, elegant kvinde. Du vil satse på at være kurer for dem.
  
  
  
  
  
  Ham, der foretager alle de vidunderlige ture og smiler så behageligt til tolderne, når han passerer gennem landet, og som er kendt af en halv snes bankkasserere i Zürich, Bern og Genève.
  
  
  "Hvad er du ellers så sikker på?"
  
  
  "At du aldrig bærer stoffer. De vil aldrig risikere at blive taget for narkotikasmugling. Så bliver de nødt til at finde en anden kurer, som de kan stole på med kontanter på samme måde, som de nu stoler på dig. Og det er svært at gøre."
  
  
  "Du har forbandet ret!" Consuela var indigneret: "De ved, at jeg aldrig vil tage stoffer med mig."
  
  
  "Får det dig til at føle dig bedre til at tro, at du kun bærer penge?" - Jeg spurgte hende med en lille antydning af sarkasme i stemmen. "Er det i orden? Du ved, heroin tjener penge. Hvis du skal være moralsk, hvor trækker du så grænsen? "
  
  
  "Hvem er du til at tale sådan til mig?" - spurgte Consuela vredt. "Intet, du gør, vil heller ikke kunne tåle kontrol."
  
  
  Jeg sagde ingenting.
  
  
  "Vi er ikke så forskellige," fortalte Consuela mig, mens vrede druknede hendes stemme som blå-hvid is, der dækkede en sten midtvinter. ”Jeg indså for længe siden, at det her er et hårdt liv. Du ved det bedste du kan. Du gør dit arbejde, og jeg gør mit. Bare dømme mig ikke." Hun vendte sig væk fra mig. "Accepter mig for den jeg er, det er alt."
  
  
  "Jeg foretager meget få domme," sagde jeg til hende. "Og intet i dit tilfælde."
  
  
  Jeg rakte ud, tog fat i hendes hage og vendte hendes ansigt mod mig. Hendes øjne var frosne af kold indignation. Men under et tyndt lag af undertrykt raseri mærkede jeg en hvirvelstrøm af sydende følelser, som hun næsten ikke kunne kontrollere. Jeg følte en stærk reaktion indeni på den pludselige sensuelle fornemmelse af glatheden af hendes hud på mine fingre, og et overvældende behov opstod i mig for at udløse den uro, der rasede i hende.
  
  
  I et langt, uendeligt minut tvang jeg hende til at se på mig. Vi kæmpede en stille kamp på de få centimeters plads, der adskilte vores ansigter, og så lod jeg mine fingre langsomt glide langs hendes hage og skumme hen over hendes læber. Isen smeltede, vreden forlod hendes øjne. Jeg så hendes ansigt blødgøres, smelte ind i fuldstændig og fuldstændig overgivelse.
  
  
  Consuela skilte sine læber lidt ad, og bed blidt mine fingre uden at tage øjnene fra mig. Jeg pressede min hånd mod hendes mund og mærkede hendes tænder røre ved mit kød. Så slap hun. Jeg fjernede min hånd fra hendes ansigt.
  
  
  "For pokker," sagde Consuela i en hviskende hvisken, der knap nåede mig.
  
  
  "Jeg har det på samme måde." Min stemme var ikke højere end hendes.
  
  
  "Hvordan ved du, hvordan jeg har det?"
  
  
  Nu var vreden rettet mod hende selv for at være så svag og lade mig opdage det.
  
  
  “Fordi du kom her for at se mig, da du lige så godt kunne have ringet. På grund af dit ansigtsudseende lige nu. For det er noget, jeg ikke kan sætte ord på eller endda forsøge at forklare«.
  
  
  Jeg blev stille. Consuela rejste sig og tog sin strandkåbe op. Hun tog den på i én fleksibel bevægelse. Jeg stod ved siden af hende. Hun kiggede på mig.
  
  
  "Lad os gå," sagde jeg og tog hendes hånd. Vi gik langs kanten af poolen og langs grusstien, op ad adskillige trapper, der førte til terrassen og til elevatorerne, der tog os til mit værelse.
  
  
  ***
  
  
  Vi stod tæt på hinanden i det dunkle og kølige rum. Jeg lukkede gardinerne, men lyset kom stadig igennem.
  
  
  Consuela krammede mig og pressede hendes ansigt mod min skulder, tæt på min hals. Jeg mærkede blødheden af hendes kinder og væden af hendes læber, mens hendes tænder forsigtigt bed i senerne i min nakke. Jeg trak hende tættere på mig, den tunge fylde af hendes bryster pressede blidt mod mit bryst, mine hænder klemte hendes lår.
  
  
  Nu hvor hun resolut havde løftet ansigtet til mig, lænede jeg mig mod hende. Hendes mund begyndte en ond, vedholdende, ubarmhjertig søgen efter mine læber og mund. Jeg tog hendes strandfrakke af, trak postremmene af hendes skuldre og trak dragten ned til hendes hofter. Hendes bryster var utrolig bløde - silkeblød hud mod mit bare bryst.
  
  
  "Åh, vent," sagde hun forpustet. "Vente." Og hun forlod mine arme længe nok til at trække dragten af hendes hofter og træde ud af den. Hun smed en håndfuld net på stolen og rakte ud efter linningen på mine badebukser. Jeg trådte ud af dem, og vi flyttede sammen så instinktivt, som om vi havde gjort denne handling så mange gange før, at det nu blev en anden natur for os, og vi behøvede ikke at tænke på, hvad vi nu skulle gøre.
  
  
  Vi flyttede til sengen. Jeg rakte ud til hende igen og var meget blid og meget vedholdende over for hende, indtil hun kom til live i mine arme.
  
  
  En dag sagde hun forpustet: "Jeg troede ikke, det ville være sådan her. Gud, hvor godt.
  
  
  Hun rystede i mine arme. "Åh min Gud, det er godt!" - udbrød hun og trak sin varme, fugtige ånde ind i mit øre. "Jeg elsker, hvad du gør ved mig! Stop ikke! "
  
  
  Hendes hud var tynd og blød, glat med et subtilt skær af sved, glat som en moden kvindekrop, hævet af begejstring. Hendes læber var varme og våde og klyngede sig vådt til mig, hvor end hun kyssede mig. Hun bevægede sig langsomt som reaktion på mine fingerstrøg, indtil hun var våd og mæt, og kunne ikke modstå at vende sig beslutsomt mod mig.
  
  
  Til sidst kom vi sammen i et vanvittigt hastværk, hendes arme viklet om mig, hendes ben flettet sammen med mine, hun pressede sig mod mig så hårdt hun kunne, trak mig ind i sig med hænderne, hendes hals lidt gennemtrængende lyde, der voksede til en kattelignende knurren, fuld af hjælpeløshed.
  
  
  I sidste øjeblik åbnede hendes øjne sig og så ind i mit ansigt, kun en hånds hånd væk fra hende, og hun skreg med knust stemme: "Forbandet dyr!" da hendes krop eksploderede mod min, slog hendes hofter mod mig med et raseri, hun ikke kunne holde.
  
  
  Senere lå vi sammen med hendes hoved på min skulder, hver af os røg en cigaret,
  
  
  "Det ændrer ikke noget," fortalte Consuela mig. Hendes øjne var rettet mod loftet. "Det var det, jeg ville gøre..."
  
  
  "...Vi ville gerne gøre det her," rettede jeg hende.
  
  
  "Okay, det er vi," sagde hun. »Men det ændrer ikke noget. Tænk over det lige nu."
  
  
  "Jeg troede ikke, det ville være."
  
  
  "Det var dog godt," sagde hun og vendte sig mod mig og smilede. "Jeg kan godt lide at elske i dagslys."
  
  
  "Det var meget godt."
  
  
  "Herre," sagde hun, "det var så godt at have en mand igen. Ingen var bekymrede. Bare lige,” jeg krammede hende hårdere.
  
  
  "Det her er vanvittigt," tænkte Consuela. "Det burde ikke være så godt første gang."
  
  
  "Det sker nogle gange".
  
  
  "Jeg tror, du altid vil have det godt," sagde Consuela. "Tænk bare ikke over det, ikke? Vi ved ikke, om dette nogensinde vil ske igen, gør vi? "
  
  
  Hun vendte sig mod mig, så hun lagde sig på siden, lagde det ene ben oven på mit og pressede sig mod min krop.
  
  
  "Hør," sagde hun i en indtrængende hvisken, "vær forsigtig, okay? Lov mig at du vil være forsigtig.
  
  
  "Jeg kan passe på mig selv," sagde jeg.
  
  
  "Det er, hvad alle siger," sagde hun. Hendes fingre rørte ved arrene på mit bryst. "Du var ikke så forsigtig, da du fik den, vel?"
  
  
  "Jeg vil være mere forsigtig."
  
  
  Consuela sprang væk fra mig og lagde sig på ryggen.
  
  
  "Crap!" - sagde hun med hæs moden stemme. "At være kvinde er et helvede. Ved du hvad det her er?"
  
  
  KAPITEL NI
  
  
  Consuela gik hjem for at klæde sig på. Hun sagde, at hun ville være tilbage om cirka en time for at hente mig til et møde senere. Jeg tog et roligt brusebad og barberede mig, da telefonen ringede. Den barske stemme gad ikke identificere sig.
  
  
  "Stocelli vil gerne se dig. Lige nu. Han siger, det er vigtigt. Kom herop så hurtigt som muligt.
  
  
  Telefonen blev stille i mine hænder.
  
  
  ***
  
  
  Stocellis mørke, runde ansigt var næsten lilla af impotent raseri.
  
  
  "Se lige det her," brølede han til mig. "For helvede! Se lige det her! Den tøse søn fik det lige meget hvad.
  
  
  Han pegede med sin tykke pegefinger mod en pakke pakket ind i brunt papir med et blåt stykke papir tapet til.
  
  
  "Tror du, det er mit forbandede vasketøj?" Stocelli råbte til mig med sin hæse stemme. "Tag det. Kom nu, tag den! »
  
  
  Jeg tog posen fra sofabordet. Det var meget tungere, end det burde have været.
  
  
  "Vi åbnede den," knurrede Stocelli. "Gæt hvad der er indeni."
  
  
  "Jeg behøver ikke at gætte."
  
  
  "Du har ret," sagde han rasende. "Fem kilo hest. Hvordan kan du lide det?"
  
  
  "Hvordan kom han hertil?"
  
  
  "Sengeren bragte den. Han går op i elevatoren, så mine drenge stopper ham ved indgangen. Han fortæller dem, at det er vasketøjet, jeg sendte i går, lægger det på stolen og tager elevatoren ned igen. De giver ham endda tip. Disse dumme bastards! Den forbandede pakke sidder der i over en time, før de overhovedet tænker på at fortælle mig om den. Hvordan kan du lide det? »
  
  
  "Var han hotelansat?"
  
  
  Stocelli nikkede. »Ja, han er ansat. Vi bragte ham hertil... Alt han ved er, at han sidder på disken i kammertjeneren og venter på levering. Vaskesedlen har mit navn og penthouse-nummer på, så han bringer det op her.«
  
  
  Jeg spurgte. - "Jeg tror ikke, han så, hvem der forlod den?"
  
  
  Stocelli rystede på sit runde, næsten skaldede hoved. "Nej, det var bare sådan. Dette kunne være blevet taget op af en hvilken som helst af hotellets betjent parkering medarbejdere. Han så det tilfældigvis først og tænkte, at han ville tage en anden pakke med."
  
  
  Stocelli trampede tungt mod vinduet. Han kiggede tomt på pakken uden at se den. Så vendte han sin tykke, klumpede krop mod mig.
  
  
  "Hvad fanden har du lavet den sidste halvanden dag?" - spurgte han irriteret.
  
  
  "Havde dig fra at dø," sagde jeg lige så skarpt. "Michaud-organisationen sendte en person hertil for at få den lokale organisation til at dræbe dig."
  
  
  Et øjeblik var Stocelli målløs. Han slog sin knytnæve i håndfladen på sin anden hånd i frustration.
  
  
  "Hvad helvede?" han eksploderede. "Forbande? Først Kommissionen, og nu Michaud-banden? Han rystede på hovedet som en kort vred tyr. Han forlangte. - "Hvordan vidste du det her?"
  
  
  "Han kontaktede mig."
  
  
  "For hvad?" - Stocellis små øjne fokuserede på mig og snævrede sig mistænksomt ind på hans runde ansigt. Han barberede sig ikke, og de sorte skægstubbe stod i kontrast til den sorte glans fra de få hårstrå, han redede over sin skaldede plet.
  
  
  "De vil have mig til at hjælpe dem med at dræbe dig."
  
  
  "Og du fortæller mig om dette?" Han lagde sine hænder på sine hofter, benene skrævede, lænede sig mod mig, som om han havde svært ved at stoppe sig selv fra at angribe mig.
  
  
  "Hvorfor ikke? Du vil gerne vide det, ikke?"
  
  
  "Hvad sagde du til dem?" - spurgte Stocelli.
  
  
  "At komme væk fra dig."
  
  
  Stocelli løftede spørgende et øjenbryn. "Virkelig? Noget andet? Og hvis ikke, hvad så?"
  
  
  "Så vil jeg afsløre deres organisation."
  
  
  "Har du fortalt dem det?"
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  Stocelli knugede eftertænksomt sine små læber sammen... "Du spiller groft, gør du ikke..."
  
  
  "Også de".
  
  
  "Hvad sagde de, da du fortalte dem det?"
  
  
  "Jeg burde få deres svar i eftermiddag."
  
  
  Stocelli forsøgte ikke at vise bekymring. "Hvad tror du, de vil sige?"
  
  
  "Beslut selv. De har mere brug for Michauds organisation end dig. Det gør dig ubrugelig."
  
  
  Stocelli var realist. Hvis han var bange, viste han det ikke. "Ja, det må du tro?" Han skiftede pludselig emne.
  
  
  "En der hedder Jean-Paul Sevier. Kender du ham?"
  
  
  Hans pande rynkede eftertænksomt. "Sevier?" Han rystede på hovedet. "Jeg tror aldrig, jeg har mødt ham."
  
  
  Jeg beskrev Jean-Paul.
  
  
  Stocelli rystede igen på hovedet. "Jeg kender ham stadig ikke. Men det betyder ikke noget. Jeg var aldrig opmærksom på nogen af dem undtagen de fyre, der styrer organisationen. Michaud, Berthier, Dupre. Jeg ville ikke kende nogen anden."
  
  
  - Betyder navnet Dietrich noget for dig?
  
  
  Ingen reaktion. Hvis Stocelli kendte navnet, skjulte han det godt. "Aldrig hørt om ham. Hvem er han sammen med?
  
  
  »Jeg ved ikke, om han er sammen med nogen. Har du nogensinde handlet med nogen med det navn? "
  
  
  "Hør," knurrede Stocelli, "jeg har mødt et par tusinde fyre i mit liv. Hvordan fanden forventer du, at jeg husker alle, jeg har mødt? Det er helt sikkert - ingen, jeg nogensinde har handlet med. Hvem er den fyr?"
  
  
  "Jeg ved det ikke. Når jeg finder ud af det, giver jeg dig besked."
  
  
  "Okay," sagde Stocelli og ignorerede emnet. "Nu har jeg et lille job til dig. Jeg vil have dig til at slippe af med denne forbandede pakke. Han pegede med tommelfingeren mod pakken.
  
  
  "Jeg er ikke dit ærindedreng. Bed en af dine folk om at smide den væk.
  
  
  Stocelli lo højt. "Hvad skete der med dig? Tror du, jeg er dum? Tror du, jeg er dum nok til at lade nogen af mine drenge løbe rundt på dette hotel med fem kilo heroin? Hvis de bliver fanget, er det som at pege en finger ad mig. Desuden ved du godt, at jeg ikke kan stole på, at de slipper af med det her. Ved du hvor meget det koster? Uanset hvem jeg giver det til, er det første han vil gøre, at prøve at finde ud af, hvilken vinkel han kan sælge det i. Fem kilo er bedre end en million dollars på gaden. Det er for meget af en fristelse. Nej sir, ikke en af mine drenge! "Jeg ændrede mening. "Okay," sagde jeg. "Jeg tager det." Stocelli blev pludselig mistænksom over for min nemme aftale. "Vent et øjeblik," knurrede han. "Ikke så hurtigt. Hvorfor bad du mig ikke gå? Jeg beder dig om en stor tjeneste. Du vil blive fanget med dette, og du vil tilbringe de næste tredive år i et mexicansk fængsel, ikke? Efter hvad jeg har hørt, er der intet sted at bruge selv tredive minutter. Så hvorfor vil du stikke din nakke ud så langt for mig? "
  
  
  Jeg smilede til ham og sagde: "Det gør ikke noget, Stocelli. Jeg er den eneste her, som man kan stole på, vil slippe af med det her for dig og ikke beskidte min røv. Jeg ville ikke fortælle ham, hvad jeg mente. Jo mindre Stokely vidste om mine planer, jo bedre. Stocelli nikkede langsomt. "Ja. Når jeg tænker på det, er det sjovt, ikke? Det viser sig, at ud af alle mine drenge er du den eneste, jeg kan stole på."
  
  
  "Meget sjovt."
  
  
  Jeg tog pakken og gemte den under armen, og vendte mig så for at gå.
  
  
  "Lad mig vide, hvad der foregår," sagde Stocelli med en næsten venlig stemme. Han gik med mig hen til døren. "Jeg er nervøs, når jeg sidder her og ikke ved, hvad der sker."
  
  
  Jeg tog elevatoren ned til mit værelse uden at møde nogen. Jeg åbnede døren med min nøgle og gik ind. Og han stoppede. På min seng lå en brun papirindpakket taske med en blå vaskeseddel på, identisk med den, jeg holdt i min armkroge, som jeg lige havde taget fra Stocellis penthouse.
  
  
  ***
  
  
  Det tog mig ikke mere end ti minutter at ordne alt, så politiet ikke fandt noget, når politiet ankom. Hvis mønsteret havde været det samme, vidste jeg, at politiet ville have modtaget besked om, at de kunne finde et gemmer heroin i Stocellis penthouse og et andet på mit værelse. De var sikkert allerede på vej til hotellet.
  
  
  Mindre end en halv time senere stod jeg i lobbyen og ventede på, at Consuela skulle hente mig. Jeg bar kameraet rundt om halsen med et 250 mm teleobjektiv fastgjort til det. På min skulder havde jeg en stor kamerataske i okselæder.
  
  
  Consuela var forsinket. Jeg satte en taske med et tungt kamera og kameraet på
  
  
  stolesæde. "Hold øje med det her for mig, okay," sagde jeg til en af budbringerne og rakte ham en seddel på ti pesos. Jeg gik hen til bordet.
  
  
  Ekspedienten kiggede på mig med et smil.
  
  
  - Señor Stefans, ikke? Kan jeg hjælpe dig?"
  
  
  "Det håber jeg," sagde jeg høfligt. "Du har en registreret gæst ved navn Dietrich - Herbert Dietrich?"
  
  
  "Momentito," sagde ekspedienten og vendte sig mod gæstens arkivskab. Han scannede den og så op. "Ja, senor El-senor Dietrich ankom i går.
  
  
  I går? Hvis Dietrich ankom i går, og Stocelli dagen før, og han fløj på samme fly med Stocelli, hvor var Dietrich så i fireogtyve timer?
  
  
  Jeg tænkte over det et øjeblik og spurgte så: "Ved du, hvilket rum han er i?"
  
  
  "Han er nummer ni-tre," sagde ekspedienten og tjekkede mappen igen.
  
  
  "Ved du tilfældigvis, hvordan han ser ud?" Jeg spurgte. "Er det muligt, at du kan beskrive det for mig?"
  
  
  Ekspedienten trak på skuldrene. "Lo siento mucho, Señor Stefans. Det er umuligt! Beklager, men jeg var ikke på vagt, da Señor Dietrich tjekkede ind.
  
  
  "Det er ikke vigtigt," sagde jeg til ham. "Alligevel tak." Jeg rakte ham den foldede seddel.
  
  
  Ekspedienten smilede til mig. "De nada, senor. Hvis jeg kan hjælpe dig i fremtiden, så lad mig det vide."
  
  
  Jeg gik tilbage gennem lobbyen og greb mit udstyr. Jeg hang kameraet om halsen, da Consuela nærmede sig mig.
  
  
  "Herregud," sagde hun og lo til mig, "du ligner virkelig en turist med alt det fotoudstyr spændt fast til dig."
  
  
  Jeg smilede tilbage til hende. "Mit fags værktøjer," sagde jeg let. "Jeg er freelancefotograf, husker du?"
  
  
  "Fortæl mig om det senere," sagde Consuela og kiggede på sit armbåndsur og tog min hånd. "Vi kommer for sent, hvis vi sidder fast i trafikken."
  
  
  Vi var lige ved at forlade ringvejen foran hotellet, da en politibil vendte og stoppede foran indgangen med sin sirene bragende. Fire politifolk sprang ud og kom hurtigt ind på hotellet.
  
  
  "Hvad tror du, de vil have?" - spurgte Consuela og kiggede i bakspejlet.
  
  
  "Jeg bliver forbandet, hvis jeg ved det."
  
  
  Consuela så på mig sidelæns, men sagde ikke mere. Hun koncentrerede sig om at accelerere langs Costera Miguel Aleman, forbi Acapulco Hilton til Diana Circle, hvor Paseo del Farallon krydser Costera. Hun kørte på Highway 95 på vej nordpå til Mexico City.
  
  
  Cirka en kilometer længere nede ad vejen drejede Consuela ind på en grusvej, der fører ind til foden. Til sidst trak hun ind på en grusparkeringsplads halvt fyldt med biler.
  
  
  "El Cortijo," meddelte hun. "Gårdehus"
  
  
  Jeg så en træstruktur, malet lys rød og hvid, som i virkeligheden ikke var mere end en stor cirkulær platform bygget seks fod over jorden, der omgav en lille sanddækket ring. Et tegltag blev rejst over stedet, hvis centrum var åbent mod himlen og den skarpe sol. Selve platformen var lidt over ti fod bred, lige bred nok til at rumme små borde to dybe rundt om omkredsen.
  
  
  Vi sad ved et bord nær rækværket, overfor porten, som tyrene skulle passere igennem. Fra denne position var vores udsyn til ringen under os fuldstændig uhindret.
  
  
  Bandet begyndte at spille en langsom melodi. Fire mænd gik ud over ringens hårdtpakkede sand og viste sig i takt med musikken. Publikum klappede af dem.
  
  
  Jeg forventede, at de var klædt i de traditionelle trajas de luces, de stramt skræddersyede, brillant broderede "dragter med lys" båret af matadorerne, jeg havde observeret i tyrefægterarenaerne i Pamplona, Barcelona, Madrid og Mexico City. I stedet bar de fire korte mørke jakker, hvide flæsede skjorter og grå bukser gemt i sorte ankelstøvler. De stoppede i den fjerneste ende af ringen og bukkede.
  
  
  Der var spredt klapsalver. Matadorerne vendte sig og gik tilbage og forsvandt under platformen under os.
  
  
  Bordet ved siden af os var fyldt. Der var seks personer i gruppen. To af de tre piger sad med ryggen til ringen. Den ene var blond, den anden var rødhåret. Den tredje pige var lille og mørk med et elegant stenansigt.
  
  
  Forrest ved bordet begyndte en høj, gråhåret mand med en stor mave at spøge med pigerne. En høj, tynd mand sad mellem en rødhåret mand og en kraftig mexicaner med bronzeansigt.
  
  
  Jeg lænede mig mod Consuela. "Er det dit folk?"
  
  
  "To af dem." Hendes stemme var knap højere end en hvisken. Hun vendte sig ikke væk fra ringen.
  
  
  "Hvilke to?"
  
  
  "De vil fortælle dig det."
  
  
  Nu red picadoren ind i ringen på en hest med kraftig polstring på højre side og et langt smæk på siden af højre øje for ikke at se tyren.
  
  
  Tyren sænkede sine horn og skyndte sig mod hesten. Med et ondskabsfuldt stød lænede picadoren sig ned og drev spidsen af sin gedde dybt ind i tyrens venstre skulder og hvilede sin vægt på det lange håndtag. Han modstod kraftigt tyrens pres og holdt hornene væk fra sin hest. Tyren slap fra den ulidelige smerte og løb rundt om ringen og fossede lysende blod fra et sår på hans skulder, et stribet rødt bånd på hans støvede sorte skind.
  
  
  
  Den første banderillero kom ind i ringen. I hver hånd holdt han et spyd med et langt skaft, og strakte armene ud i form af en trekant og løb et buet løb mod tyren. Tyren sænkede hovedet for at angribe. Bøjende anbragte banderilleroen slebne spyd på hver skulder af tyren. Det skarpe jern gled ind i dyrets seje skjul, som var det lavet af silkepapir. Jeg kiggede på folkene ved det næste bord. Ingen af dem var opmærksomme på mig. De så handlingen i ringen. Matadoren kom ud igen med en lille muleta. Han gik hen til tyren med korte skridt og forsøgte at få den til at skynde sig. Tyren var meget dårlig. Men med matadoren var det endnu værre. Blondinen ved nabobordet vendte sig væk fra ringen. "Hej, Garrett, hvornår slår de tyren ihjel?" "Om et minut eller to," svarede den tunge mand. "Du vil ikke se det, før du vender dig om." "Jeg vil ikke se det her. Jeg kan ikke lide synet af blod." Tyren var træt. Matadoren var klar til at dræbe. Tyrens sider hev af udmattelse, hans hoved bøjet mod sandet. Matadoren gik op til det sænkede hoved, bøjede sig ned og kastede sit sværd ind i tyren. Han savnede ryghvirvlerne. Hvis rygsøjlen bliver skåret sammen. Dette er en hurtig, ren død. Denne tyr faldt ikke i halsen, blodet strømmede fra det friske sår og strømmede fra de to spyd på hans skuldre og fra det gabende sår på billedet. Her strømmede blodet ud af hans mund i en tyk, tyktflydende strøm blondinen, som ufrivilligt vendte sig til ringen "Dette er sådan et forbandet land!", sagde han til hende. Stål og blodsudladning forstærker vores sans for mandligt mod sværd. Matadoren lænede sig ind over tyren og lavede en huggebevægelse. Klingen skar rygmarven af, og tyren kollapsede ned i sandet. Garrett drejede hovedet og fangede mit øje. Han rejste sig. "Jeg har et par flasker whisky i bilen," sagde han højt. "Lad os hente dem, Carlos." Jeg så dem gå rundt i omkredsen af arenaen og krydse træplatformen, der førte til parkeringspladsen. Consuela rørte ved min hånd. "Du kan slutte dig til dem nu." Jeg fulgte efter dem ud af indhegningen. Garrett gik gennem de parkerede biler, indtil han nåede den fjerneste ende af pladsen. Han stoppede for at vende om og vente på mig. Da jeg nærmede mig, så han koldt på mig. Jeg stoppede foran ham. Jeg ved ikke, hvad han forventede af mig, men jeg spildte hverken ord eller tid. "Lad Stocelli være," sagde jeg skarpt og kiggede ind i Garretts tunge, militante ansigt. Mit blik bevægede sig derefter til Carlos, som mødte mit blik med et lidenskabsløst høfligt udtryk. Carlos bar lysegrønne bukser, en rå silkeskjorte og hvide loafers med kvaster på sine små fødder. Han lignede en fjols, men jeg fornemmede en dyb kerne af hårdhed i ham, som Garrett ikke havde. Garrett bluffede og pompøse. Carlos var den farligste af de to. Carlos rakte ud og rørte ved min arm. Hans stemme var meget rolig og høflig. "Señor, jeg tror, at klimaet i Acapulco er blevet meget usundt for dig."
  
  
  "Jeg er ikke bange".
  
  
  Carlos trak let på sine fyldige skuldre. "Det her er meget slemt," bemærkede han. "En smule frygt kan nogle gange redde en mands liv." Jeg vendte mig væk fra dem og skjulte min vrede. Jeg vendte tilbage til ringen gennem bordene til Consuela. Jeg rørte ved hendes hånd. "Der vil være problemer. Kan du tage tilbage til byen med dine venner? "Selvfølgelig. Hvorfor?" "Giv mig nøglerne til din bil. "Jeg efterlader dem på mit hotel." Consuela rystede på hovedet. "Jeg bragte dig hertil. Jeg tager dig tilbage. "Lad os gå så." Jeg pakkede mit kamera og en stor pose med udstyr. Efter Consuela et skridt bag mig forlod jeg indhegningen. Vi krydsede en lille træbro, Consuela stod ved siden af mig, da jeg pludselig fangede lidt bevægelse ud af øjenkrogen. Ved ren, instinktiv refleks smed jeg Consuela fra mig mod rækværket og skyndte mig hen mod trævæggen, der udgjorde den ene side af gangen. Jeg hoppede skråt ned fra væggen, snurrede rundt og faldt på det ene knæ. Min hals brød i brand, som om nogen havde brændt den med et varmt strygejern. Jeg mærkede en rislen af blod løbe ned af min krave. "Hvad er det?" - udbrød Consuela, og så faldt hendes blik på den langskaftede banderilla, der stadig rystede i væggen mellem os, med dens slebne stålspyd dybt indlejret i skoven. Et langt håndtag med et bånd, der svinger frem og tilbage som en dødbringende metronom.
  
  
  
  
  Jeg huskede, hvor let det modhagelige stål gennemborede tyrens læderhud. Det var ikke svært at forestille sig iliaca-slyngen, der gennemborede min hals, hvis jeg ikke havde handlet så hurtigt.
  
  
  Jeg rejste mig og støvede knæene af mine bukser.
  
  
  "Dine venner spilder ingen tid," sagde jeg rasende. "Lad os nu komme væk herfra."
  
  
  ***
  
  
  Jean-Paul ventede på mig i hallen. Han sprang op, da jeg kom ind. Jeg gik gennem lobbyen mod elevatorerne, og han gik ved siden af mig.
  
  
  "Bøde?"
  
  
  "De sagde, at jeg skulle komme for helvede ud af Acapulco."
  
  
  "OG?"
  
  
  "De forsøgte også at dræbe mig."
  
  
  Vi gik ind i elevatoren. Jean-Paul sagde: "Jeg tror, du er i en dårlig position, min ven."
  
  
  Jeg svarede ikke. Elevatoren stoppede på min etage. Vi gik og gik ned ad korridoren. Da vi kom til mit værelse, tog jeg nøglen frem.
  
  
  "Vent," sagde Jean-Paul skarpt. Han rakte sin venstre hånd ud efter nøglen: "Giv den til mig."
  
  
  Jeg kiggede ned. Jean-Paul holdt en pistol i sin højre hånd. Jeg argumenterer ikke så tæt med våben. Jeg gav ham nøglen.
  
  
  "Gå nu til side."
  
  
  Jeg gik væk. Jean-Paul stak nøglen ind i låsen og drejede den langsomt. Med en pludselig bevægelse kastede han døren op, faldt på det ene knæ, med pistolen i hånden rettet mod rummet, klar til at ramme enhver indenfor.
  
  
  "Der er ingen der," sagde jeg til ham.
  
  
  Jean-Paul rejste sig.
  
  
  "Jeg er aldrig bleg for at være forsigtig," sagde han. Vi kom ind i lokalet. Jeg lukkede døren bag os, gik hen til terrassevinduet og kiggede ud. Bag mig var Jean-Paul ved at lave drinks til os. Jeg smed tasken med udstyret på stolen og satte kameraet på den.
  
  
  Da jeg kiggede ud over bugten, så jeg motorbåde trække vandskiløbere. Der lå flere motorsejlbåde for anker ved yachtklubben. Den tunbåd, jeg havde set dagen før, lå stadig bundet til kajen. Jeg tænkte over det.
  
  
  Jean-Paul spurgte: "Er du ikke bange for at vende mig ryggen?"
  
  
  "Ingen"
  
  
  Han rørte i drikkevarerne. “Mens du var væk, havde vi en form for spænding. Det lokale politi besøgte hotellet. De ransagede Stocellis penthouselejlighed."
  
  
  "Så?"
  
  
  "De gennemsøgte også dit værelse." Jean-Paul så opmærksomt på mit ansigt og forsøgte at fange det mindste udtryk af overraskelse. "Gir det dig?"
  
  
  "Jeg forventede det."
  
  
  Jeg vendte mig om og så ud af vinduet igen. Jeg vidste fra det øjeblik, jeg så den falske vasketøjspose på min seng, at politiet ville ringe til mig.
  
  
  De blev sandsynligvis advaret om at ransage både Stocellis lejlighed og mit værelse for stoffer. Nogen forsøgte at sætte en tung ramme på Stocelli.
  
  
  Men det var ikke det, der generede mig.
  
  
  "Hvorfor ville politiet ransage Stocellis penthouse?" - spurgte Jean-Paul.
  
  
  "For i dag fik han leveret fem kilo heroin, pakket ind som et bundt vasketøj," sagde jeg.
  
  
  Jean-Paul fløjtede overrasket.
  
  
  »Det betyder åbenbart, at han slap af med det. Eh bien? "
  
  
  "Jeg slap af med det for ham."
  
  
  "Åh?" Endnu en lang pause. "Er det derfor, de gennemsøgte dit værelse?"
  
  
  "Ingen. Endnu en pakke, som om den blev leveret på mit værelse,” sagde jeg roligt, stadig med ryggen til Jean-Paul. "Yderligere fem kilo i nøjagtig samme emballage."
  
  
  Jean-Paul fordøjede eftertænksomt informationen. Han sagde så: "Da politiet ikke fandt noget, må jeg spørge, hvad du gjorde med heroinen?"
  
  
  "Jeg tog den med."
  
  
  "Og du slap af med det i eftermiddags? Hvor er du klog, mon amil.
  
  
  Jeg rystede på hovedet. ”Nej, den ligger stadig i min udstyrstaske. Alle ti kilo. Jeg har den med mig hele dagen."
  
  
  Jean-Paul vendte sig om og kiggede på den omfangsrige pose med udstyr, som jeg havde placeret på stolen ved vinduet. Han begyndte at grine.
  
  
  "Du har en fantastisk sans for humor, min ven. Ved du, hvad der ville ske, hvis politiet fandt dette på dig? "
  
  
  "Ja. Tredive års hårdt arbejde. Det var, hvad de fortalte mig."
  
  
  "Gir det dig ikke?"
  
  
  "Ikke så meget som noget andet."
  
  
  Jean-Paul bragte mig en drink. Han tog sit og satte sig på en af stolene.
  
  
  Han løftede sit glas. "A voire sante!" Han tog en slurk. "Hvad generer dig?"
  
  
  Jeg vendte mig om. "Du er ikke fra Michauds organisation."
  
  
  Jean-Paul tog en slurk rom. Der var en udfordring i hans grå øjne. "Hvorfor tror du det?"
  
  
  "Først og fremmest er du for venlig med mig. Du er mere som min livvagt. For det andet presser du faktisk ikke på for ødelæggelsen af Stocelli. Endelig vidste du hele dagen, at nogen forsøgte at ramme Stocelli, ligesom Michaud blev indrammet. Dette burde have bevist for dig, at Stocelli ikke satte Michaud op, og det er derfor, du går efter den forkerte fyr. Men du gjorde ikke noget ved det."
  
  
  Jean-Paul sagde intet.
  
  
  Jeg gik videre. "Ikke nok med det, men du sad fast på hotellet hele dagen, selvom fire betjente ledte efter stoffer i restauranten. Hvis du virkelig var fra Marseille-organisationen, ville du løbe ad helvede til, første gang du så dem."
  
  
  "Så?"
  
  
  "Så hvem fanden er du?"
  
  
  "Hvem tror du, jeg er?"
  
  
  "Politimand."
  
  
  "Hvad får dig til at tro, det er sådan?"
  
  
  "Sådan du gik ind ad døren for et par minutter siden. Det her
  
  
  strengt politiudstyr. Sådan blev du lært.
  
  
  "Du er indsigtsfuld, mon vieux! Ja, jeg er politimand.
  
  
  "Narkotika?"
  
  
  Jean-Paul nikkede. “L'Office Central Pour la Suppression du Trafic des Stupifiants. Vi samarbejder med dit føderale bureau for narkotika og farlige stoffer, BNDD."
  
  
  "Hvad med det mexicanske politi?"
  
  
  "Til denne operation, ja. Feds. De ved, at jeg er undercover."
  
  
  "Sendte Michaud-organisationen virkelig nogen her for at tvinge Acapulco-banden til at eliminere Stocelli? Eller var det et cover? »
  
  
  "Åh, de sendte en mand, okay. Det var sådan, vi fandt ud af det. Vi bad det mexicanske politi om at tilbageholde ham, da han steg ud af flyet i Mexico City."
  
  
  "Og han fortalte dig alt om deres planer for Stocelli? Jeg troede, at korsikanere ikke talte. De formodes at være endnu mere tavse end sicilianerne.
  
  
  Jean-Paul smilede til mig. »Mexicansk politi er ikke så tilbageholdende, som vi er. Især med udenlandske kriminelle. De satte elektroder til hans testikler og tændte for strømmen. Han skreg i fem minutter og brød derefter sammen. Han bliver aldrig den samme, men han fortalte os alt."
  
  
  Jeg skiftede emne. "Hvordan ved du om mig?"
  
  
  Jean-Paul trak på skuldrene. "Jeg ved, du er fra AX," sagde han. Jeg ved, at du er N3 - en elitemorder i denne organisation. Derfor vil jeg gerne have, at du samarbejder med os."
  
  
  "Hvem er vi'? Og hvor?"
  
  
  "Amerikanerne vil have Stocelli. Mexicansk politi kræver likvidering af Acapulco-organisationen. Og vi franskmænd vil gerne afbryde forbindelsen mellem Michaud-banden, Stocelli-banden og Acapulco-banden."
  
  
  "Mine ordrer kommer fra Washington," sagde jeg til ham. "Jeg er nødt til at tjekke med dem."
  
  
  Jean-Paul smilede til mig. "Du mener, du bliver nødt til at konsultere Hawke."
  
  
  Jeg sagde ingenting. Jean-Paul havde intet at gøre med at vide om Hawk – eller at jeg var nr. 3, eller at jeg blev udpeget som lejemorder. Han vidste for meget.
  
  
  "Hej, jeg skal fortælle dig det," sagde jeg.
  
  
  Jean-Paul rejste sig og satte sit glas fra sig. Han gik hen til døren og åbnede den. Han begyndte at gå ud og vendte sig så ind ad døren.
  
  
  "Jeg vil gerne have dit svar senest i aften," sagde han. "Vi agter..."
  
  
  Som en grammofonnål, der pludselig løsnes fra en plade, bryder hans stemme af midt i sætningen, og ordet ender i et uartikuleret grynt af overraskelse. Han snublede, svajede et halvt skridt frem i rummet og smækkede døren efter sig. Så lænede han sig tilbage mod hende og gled ned på gulvet.
  
  
  Jeg sprang henover lokalet. Jean-Pauls øjenlåg var lukket. En skummende karmosinrød boble sprang pludselig ud af hans lunger. Der fossede blod ud af hans mund. Hans ben rykkede kraftigt mod gulvet i protest mod døden.
  
  
  Jeg rakte ud efter dørhåndtaget, men hans krop kollapsede på bundpanelet og forhindrede mig i at åbne den.
  
  
  Udenfor dæmpede det tykke tæppe i gangen alle mulige fodtrin. Jeg slap håndtaget og knælede ned foran franskmandens spinkle krop. Jeg mærkede min puls. Han var fraværende. Jeg vendte mig halvt om mod ham og så skaftet på en knogleskaftet kniv stikke ud fra Jean-Pauls ryg i en mærkelig, ondartet formation.
  
  
  KAPITEL TI
  
  
  Morderens timing var perfekt. Jeg hørte ikke dørene åbne eller lukke. Ingen kom ud i korridoren. Gangen uden for mit værelse var stille. Jeg stod over Jean-Pauls krop i lang tid, før jeg rakte ud og tog fat i entrétæppet, trak liget dybere ind i rummet og flyttede det væk fra døren. Jeg åbnede forsigtigt døren og kiggede ud. Korridoren var tom. Jeg lukkede og boltede døren, knælede ned foran franskmandens slanke krop, strakte mig ud på det blodige tæppe og kiggede længe på hans ansigt, mens jeg hele tiden følte, at vreden rasede inde i mig, fordi jeg havde lavet en fejl. .
  
  
  Jeg burde have indset tidligere i El Cortijo, at Carlos allerede havde sat alle de planer i gang, han havde for at slippe af med mig, før han og Brian Garrett overhovedet mødte mig. Jeg burde have vidst, at han aldrig ville lade mig forlade Acapulco i live, så længe jeg vidste, hvad jeg ville gøre ved hans organisation. Jeg troede, at jeg ville have mere tid, i det mindste indtil i morgen tidlig, men jeg tog fejl i den antagelse. Tiden er gået, og nu er Jean-Paul død på grund af det. Jeg vidste også, at jeg aldrig ville være i stand til at få det mexicanske politi, især løjtnant Fuentes, til at tro, at jeg ikke havde deltaget i Jean-Pauls død.
  
  
  Det var på høje tid for mig at handle. Jeg så på Jean-Pauls åbne, stirrende øjne og rakte ud for at lukke hans øjenlåg. Jeg knappede hans jakke op. En Smith & Wesson Airweight Model 42 .38-kaliber revolver med valnødhåndtag blev gemt i et kort hylster i linningen af hans bukser. Jeg overførte pistolen til min egen hoftelomme. Jeg kiggede på mit ur – det var for tidligt på aftenen til at forsøge at komme af med kroppen. Selvom der ikke var mange gæster på hotellet, ville det være for meget at antage, at gangene var tomme lige nu.
  
  
  Jeg pakkede forsigtigt hans lig ind i et tyndt tæppe. ikke til anklerne, men hans ansigt var dækket.
  
  
  Ved hjælp af strimler af stof, som jeg rev fra pudebetræk, bandt jeg tæppet til hans bryst og knæ.
  
  
  Jeg ledte efter et gemmested i rummet. Tøjskabet var for farligt, så jeg besluttede at skubbe den tæppebelagte krop ind under dobbeltsengen og lod betrækket falde til siden, så dets kant næsten hvilede på gulvet.
  
  
  Med Jean-Paul af vejen et øjeblik fokuserede jeg min opmærksomhed på at fjerne beviserne på, hvad der var sket. Jeg tændte lyset i hallen og tjekkede væggene for blodsprøjt. Jeg fandt et par stykker. Det nederste panel af døren var et rod. På badeværelset gennemblødte jeg et håndklæde i koldt vand, vendte tilbage til hallen og vaskede dør og vægge.
  
  
  Måtten forhindrede blodet i at komme på gulvet.
  
  
  Herefter skyllede jeg håndklædet så godt jeg kunne, krøllede det sammen og smed det på gulvet under vasken. Jeg tog mit blodige tøj af og gik i bad.
  
  
  Jeg brugte to håndklæder mere, tørrede mig af og rullede dem sammen og smed dem under vasken sammen med det andet håndklæde. Lad stuepigen tro, at jeg er en tøs. Det ville i hvert fald forhindre hende i at se for nøje på det første håndklæde.
  
  
  Efter jeg havde barberet mig, skiftede jeg til en ren sportstrøje, bukser og en Madras-jakke.
  
  
  Jeg havde tænkt mig at tage Hugo på og tage Wilhelmina på, min 9 mm Luger, men enhver størrelse 9 mm pistol giver en ret stor bule. Det er for let at se under let tøj, så jeg efterlod pistolen og kniven i den falske bund af min attaché-etui.
  
  
  I stedet valgte jeg en let Jean-Paul .38 revolver.
  
  
  Normalt ville jeg ikke have en jakke på. Majaftener i Acapulco er for varme til at gøre en jakke unødvendig, men jeg havde en Jean-Paul-revolver, og selvom den var lille, var den stadig for mærkbar, medmindre jeg havde noget på til at dække den til.
  
  
  Da jeg var færdig med at klæde mig på, gik jeg tilbage til badeværelset. Jeg tog en flaske sovepiller Nembutal fra barbersættet. Der var ti eller tolv kapsler i flasken. Nogle gange når jeg ikke kan sove, tager jeg en af disse. Nu havde jeg en anden brug for dem. Jeg puttede en lille plastikbeholder i lommen sammen med en rulle halv tomme gaffatape, som jeg havde i min førstehjælpskasse.
  
  
  Da jeg vendte tilbage til soveværelset, tog jeg mit kamera og slyngede den omfangsrige kamerataske over min skulder.
  
  
  Da jeg var ude af døren, hængte jeg MÅ IKKE-skiltet på det udvendige dørhåndtag. Jeg puttede værelsesnøglen i lommen. Som mange andre hoteller har Matamoros en tung bronzeplade på nøglen, så gæsterne ikke ville have den med sig og ville have en tendens til at efterlade nøglen på disken. Jeg kan ikke lide at gøre det her. Jeg vil gerne kunne gå ind og ud af mit værelse uden at tiltrække opmærksomhed og stoppe ved mit skrivebord hver gang. Nøglen og navneskiltet lå tungt i baglommen på mine bukser.
  
  
  Da jeg gik ned til lobbyen, så jeg ingen i korridoren eller i elevatoren. I receptionen stoppede jeg for at spørge, om der var post til mig. Jeg havde ikke forventet noget, men da ekspedienten vendte sig mod skrankerne bag ham, var jeg i stand til at tjekke åbningen til Suite 903. Begge nøgler lå i skuffen. Tilsyneladende kom Dietrich stadig ikke.
  
  
  Ekspedienten vendte tilbage og smilede bedrøvet. "Nej, senor, der er ikke noget for dig." Det var ikke den samme kontorist, som jeg talte med tidligere på dagen,
  
  
  "Kender du Señor Dietrich?"
  
  
  "Senor Dietrich?"
  
  
  "Suite ni tre," spurgte jeg ham.
  
  
  "Åh! Sikkert. Han er en meget flink herre, der ankom i går. Jeg har selv registreret det."
  
  
  "Han er her ikke nu, vel?"
  
  
  Ekspedienten rystede på hovedet. "Ingen. Jeg så ham gå for en halv time siden.
  
  
  "Er du sikker på en mand på omkring tres - det var alt, jeg vidste om Dietrichs udseende, jeg håbede, at ekspedienten ville tage lokket.
  
  
  "Selvfølgelig ved jeg, hvordan han ser ud! Ret høj. Meget tynd. Meget fremragende. Sølv hår. Blå øjne. Han går let haltende, selvom han ikke har en stok. Hans datter er meget smuk."
  
  
  "Hans datter?"
  
  
  "Ja, senor Du kan ikke glemme sådan en smuk pige som hende!" men, senor? Vi stiller ikke sådanne spørgsmål."
  
  
  - Okay, det er Dietrich. Jeg afleverede regningen til ekspedienten. "Jeg kontakter ham senere."
  
  
  - Må jeg efterlade ham en besked, senor?
  
  
  "Nej, jeg ved ikke, hvornår jeg kan se ham. Tak for info."
  
  
  "De nada."
  
  
  ***
  
  
  Jeg lejede en sedan fra Hertz-kontoret og kørte til Sanborn, hvor jeg købte et detaljeret vejkort over Acapulco. I cafeteriet sad jeg i en bod, bestilte kaffe og lagde et kort på bordet foran mig. Jeg prøvede at finde vej til Bickfords villa, hvor Consuela havde taget mig med i aftes. Kortet viste ikke alle de mindre sidegader, så jeg var ikke helt sikker på, at jeg havde valgt den rigtige gade. Jeg huskede, at det var en kort blind vej, og at der kun var få huse på den. Alle huse har udsigt over bugten.
  
  
  
  
  
  Jeg var sikker på, at jeg ville genkende gaden, hvis jeg fandt den igen. Bickfords hus var det allersidste for enden af blind vej, isoleret fra de andre.
  
  
  Jeg gennemgik mentalt alle mulighederne, indtil jeg indsnævrede dem til tre. Det tog mig to kopper kaffe og et halvt dusin cigaretter, før jeg endelig foldede kortet og gik.
  
  
  Enden af gaden var ikke en blindgyde, som kortet viste. Den blev udvidet til at slutte sig til en anden vognbane, så jeg vendte om og prøvede den anden. Det var en blind vej, men der var for mange huse på den, presset så tæt sammen som muligt.
  
  
  Jeg prøvede igen. Det var også forkert, så jeg kørte tilbage på motorvejen og trak af vejen. Nu var klokken næsten halvtredse. Jeg tændte lyset og foldede kortet ud igen og forsøgte at finde ud af, hvor jeg var gået galt. Endelig fandt jeg den. Jeg drejede i det forkerte vejkryds. Jeg slukkede lyset, rullede kortet sammen og kom tilbage på vejen.
  
  
  Denne gang fandt jeg gaden i andet forsøg. Langs dens længde var fire vidt adskilte huse. Bickfords hus var det sidste ved bugten; En høj mur af muddersten med jernportstænger åbnede ud til gaden. Jeg nærmede mig ikke ham. Jeg efterlod bilen ude af syne rundt om hjørnet og gik ned ad grusvejen til porten, som var sikret med kæde og hængelås. Jeg trykkede på opkaldsknappen og ventede. I mørket kunne jeg høre insekternes kvidren og palmebladenes klikkende raslen, der gned mod hinanden i den blide, fugtige havbrise.
  
  
  Der gik flere minutter, før portvagten, en ældre gråhåret halvblod med et strittende overskæg, dukkede op, og puttede sin skjorte ind i sine posede bukser, mens han gik langs stien.
  
  
  Jeg gav ham ikke tid til at tænke.
  
  
  Jeg snappede på spansk. - "Skynd dig, viejo!" "Senor Bickford venter på mig!"
  
  
  Den gamle mand standsede en fod fra porten og kiggede på mig med rynkede øjenbryn eftertænksomt.
  
  
  "Jeg ved ingenting-"
  
  
  "Åbn porten!"
  
  
  Den gamle mand tog en lommelygte op af lommen. Han vendte den mod mit ansigt.
  
  
  "Ikke i mine øjne, din gamle fjols! Ret lyset mod min hånd."
  
  
  Den gamle mand pegede lydigt lommelygten ned. Han så blågjort stål fra en Smith & Wesson .38. Uden at fjerne øjnene fra pistolen tog portvagten et tykt nøglebundt fra lommen på sine slidte bukser. Hans fingre rystede, da han valgte en nøgle og indsatte den. Låsen åbnede sig. Jeg rakte med venstre hånd og afkrogede kæden. Jeg skubbede porten op og pegede stadig med pistolen mod den gamle mand og gik ind.
  
  
  "Luk porten, men lås den ikke."
  
  
  Han gjorde som jeg sagde til ham.
  
  
  "Hvem er her ellers?" Jeg pegede med min pistol for at komme væk fra stien.
  
  
  "Kun senor og senora," svarede han nervøst.
  
  
  "Din kone?"
  
  
  “Mi mujer es muerta. Hun er død, kun jeg er tilbage.
  
  
  "Andre tjenere?"
  
  
  "De kommer. De sover ikke her. De kommer ikke tilbage før om morgenen."
  
  
  "Er señor Bickford gået i seng endnu?"
  
  
  Den gamle mand rystede på hovedet. "Det tror jeg ikke; der er stadig et lys nedenunder.
  
  
  Han så op på mig med rindende, bange øjne. "Vær venlig, sir, jeg er en gammel mand. Jeg vil ikke have nogen problemer.
  
  
  "Der kan være mange problemer her i dag," sagde jeg og så på ham.
  
  
  "Jeg kan være meget langt på meget kort tid," bønfaldt den gamle mand. "Især hvis politiet måske kommer."
  
  
  "Okay," sagde jeg. Jeg rakte ind i min pung og trak fire hundrede pesos ud - omkring toogtredive dollars.
  
  
  "For at gøre din rejse lettere. For din ulejlighed. ”Jeg lagde pengesedlerne i portvagtens hånd.
  
  
  Den gamle mand kiggede ned og puttede regningerne i lommen: "Må jeg gå nu?"
  
  
  Jeg nikkede. Manden åbnede porten en håndsbredde og slap igennem. Han løb straks ned ad jordvejen, med støvlerne daskede mod hans hæle og lavede bløde skrabelyde på gruset. Han drejede om hjørnet og var ude af syne på få sekunder.
  
  
  Jeg skubbede porten op og gik ind i mørket på den velholdte grund mod huset.
  
  
  Fra døren, der fører fra køkkenet til spisestuen, så jeg Bickford og hans kone. De sad begge i den del af stuen, som jeg kunne se på tværs af spisestuen.
  
  
  Bickford lagde magasinet, han holdt i, og tog sine læsebriller med tyk indfatning af.
  
  
  "Vil du have en drink, før vi går i seng?" - spurgte han Doris.
  
  
  Doris sad i sofaen og malede sine tånegle med stor koncentration. Uden at se op sagde hun: "Tag et tag."
  
  
  Jeg gik ind i spisestuen og stoppede ved den bue, der adskilte den fra stuen. "Jeg foreslår, at du lader dette ligge til senere," sagde jeg.
  
  
  Bickford så overrasket op. Doris tabte flasken med neglelak på den hvide sofa. "Åh shit!" var alt hun sagde.
  
  
  Jeg gik ind i stuen og lod Bickford se pistolen i min hånd.
  
  
  Han forlangte. - "Hvad fanden er alt det her?"
  
  
  "Dine venner vil ikke have, at tingene skal være nemme."
  
  
  Han slikkede sig om læberne og kiggede nervøst på pistolen. "Hvorfor mig? Jeg gjorde, hvad du bad om."
  
  
  
  "Som du engang sagde, er du bare fyren i midten. Det betyder vel, at du får det fra begge sider.”
  
  
  "Hvad vil du have?"
  
  
  "Lidt. Du og jeg skal en tur sammen."
  
  
  "Hej, vent et øjeblik!" - Doris råbte.
  
  
  "Han kommer ikke til skade, hvis han gør, hvad jeg siger til ham," forsikrede jeg hende.
  
  
  "Hvad med hende?" Bickford var stadig nervøs for pistolen.
  
  
  "Hun bliver." Jeg tog flasken op af lommen og rystede to kapsler på toppen af baren.
  
  
  "Ms. Bickford, jeg ville sætte pris på, hvis du bare ville tage disse piller...
  
  
  "Ingen!" - Bickford eksploderede og kom på benene. - Lad hende være til side!
  
  
  "Det er, hvad jeg gør. Jeg er ikke dum nok til at binde hende. Der er for stor chance for, at hun bliver fri. Og jeg vil helst ikke slå hende i hovedet.
  
  
  Han spurgte: "Hvad - hvad er det her?"
  
  
  "Søvnpiller. De vil ikke skade hende."
  
  
  Doris rejste sig fra sofaen og gik hen til baren. Jeg lagde mærke til, at hun slet ikke var bange. Hun gav mig endda et hurtigt smil, som Bickford ikke så. Hun tog pillerne og skænkede sig et glas vand.
  
  
  "Er du sikker på, at de ikke vil såre mig?" Der var en antydning af morskab i hendes stemme, og hendes tyk-vippede grønne øjne så dristigt ind i mine. Hun puttede pillerne i munden og vaskede dem ned og kom så hen til mig. "Alt jeg skal gøre er at falde i søvn?"
  
  
  "Sæt dig ned, Mrs. Bickford."
  
  
  "Doris," mumlede hun og kiggede stadig modigt ind i mit ansigt med et lille smil på hendes læber.
  
  
  "Tilbage på sofaen." Doris vendte sig langsomt væk fra mig og vendte tilbage til sofaen og svajede bevidst med hofterne. Bickford gik hen til hende og satte sig ved siden af hende. Han tog forsigtigt hendes hånd, men hun trak sig væk.
  
  
  ”For guds skyld, Johnny. Jeg har det godt, så rolig, okay? Hvis han ville såre mig, kunne du ikke stoppe ham." Hun vendte sig mod mig. "Hvor lang tid tager det?"
  
  
  "Ti til tyve minutter," sagde jeg. "Du kunne bare strække ud og slappe af. Vi vil vente.
  
  
  ***
  
  
  Mindre end femten minutter senere lukkede Doris øjnene. Hendes bryster rejste sig og faldt i søvnens lette rytme. Jeg ventede yderligere fem minutter og gjorde tegn til Bickford væk fra hende.
  
  
  "Gå."
  
  
  Bickford rejste sig. "Hvor?"
  
  
  "Vi skal besøge tunbåden," sagde jeg. - Den der er bundet til dæmningen...”
  
  
  "Hvad helvede taler du om?"
  
  
  “... Og så ombord,” fortsatte jeg, som om Bickford ikke havde sagt et ord, “skal du møde kaptajnen og give ham pakken. Fortæl ham, at han vil blive hentet i San Diego på den sædvanlige måde.
  
  
  "Du er skør!" - Bickford eksploderede. "Prøver du at dræbe os begge?"
  
  
  "Du er ikke død endnu," sagde jeg og løftede pistolen mod hans bryst.
  
  
  Han stod der og tøvede, ældes, nederlag gjorde ham ældre end hans år. "Men de vil dræbe mig, når de finder ud af det. Du ved det, ikke? " Han kiggede på mig. "Hvordan vidste du om tunbåden?" - spurgte han dumt.
  
  
  "Jeg fortalte dig i går aftes, at jeg har en liste over de fartøjer, som dit folk brugte til at smugle heroin ind i staterne. Tunbåden er Mary Jane fra San Diego. Han har hængt rundt i flere dage og ventet på den næste pakke."
  
  
  "Du kan gætte," sagde Bickford tøvende, men jeg fangede et flimmer i hans ansigt, og det var alt den bekræftelse, jeg havde brug for.
  
  
  "Ikke mere," sagde jeg. "Lad os hente dem den pakke, de venter på."
  
  
  ***
  
  
  Det var ikke noget problem at få pakken til tunbåden. Vi kørte Bickfords bil til dæmningen, Bickford kørte og jeg ved siden af ham, .38 i hånden.
  
  
  Da han var på båden, gik Bickford direkte til kaptajnens kahyt. Vi tre fyldte det lille rum. Bickford fortalte historien. Kaptajnen stillede ikke andet end at kigge mistænksomt på mig, da jeg rakte ham pakkerne.
  
  
  "Han har det fint," sagde Bickford for mig. "Dette er hans køb. Han vil bare sørge for, at vi leverer."
  
  
  "Vi havde aldrig nogen problemer," klagede kaptajnen og tog pakken fra mig. Han så på den og snurrede den i sine hænder. "Tøjvask? Det er nyt for mig.
  
  
  "Hvor hurtigt kan du komme på vej?"
  
  
  "En halv time - måske mindre."
  
  
  "Så må du hellere gå."
  
  
  Kaptajnen så spørgende på Bickford. "Gør som han siger," sagde Bickford til ham.
  
  
  "Hvad med den pakke, jeg ventede på?"
  
  
  Bickford trak på skuldrene. "Det blev udskudt. Vi kan ikke lade dig blive her for længe.
  
  
  "Okay," sagde kaptajnen. "Jo før I to rydder mine dæk, jo hurtigere kan jeg komme i gang."
  
  
  Bickford og jeg forlod kahytten og gik langsomt i mørket langs det rodede dæk. Der stoppede jeg ved den lærredsbeklædte redningsbåd og hurtigt, mens jeg vendte ryggen til ham, så han ikke kunne se, hvad jeg lavede, proppede jeg den anden pakke under det tunge lærred ind i redningsbåden.
  
  
  Da vi hoppede på molen, hørte vi motorerne starte. Der var en byge af aktivitet på dækket.
  
  
  Vi gik til hvor Bickford havde parkeret sin bil på Kostera.
  
  
  "Hvad nu?" - Bickford spurgte mig, da vi kom ind.
  
  
  "Jeg synes, vi skal se Brian Garrett," sagde jeg. Bickford sagde, at han ville protestere, men ombestemte sig.
  
  
  
  Jeg holdt den korte blåblå stålrevolver kun få centimeter væk fra ham. Han kørte bilen østpå på Costera Miguel Aleman og forlod byen til toppen af kappen. Til sidst drejede han ind på en sekundær vej og stoppede efter et par minutter.
  
  
  - Garretts hus er dernede. Skal jeg køre direkte ind? "
  
  
  Huset skilte sig ud i sig selv, lige under toppen af en højderyg på kanten af en klippe, der gik ned to hundrede fod til havet under det. Vi var omkring hundrede meter fra indkørslen, der førte til husets forport.
  
  
  "Nej, stop her."
  
  
  Bickford vendte bilen til siden af vejen. Han stoppede den og slukkede tændingen og forlygterne. Pludselig omringede mørket os, og i det øjeblik ramte jeg bagsiden af Bickfords hoved med pistolkolben og ramte ham lige bag øret. Han faldt sammen på rattet. Jeg puttede pistolen i højre lomme på min jakke og tog en rulle tape ud af den anden lomme. Jeg trak Bickfords arme bag hans ryg og tapede hans håndled med et dusin omgange kirurgisk tape. Jeg stoppede et lommetørklæde ind i hans mund og lagde en stribe lim fra den ene kind til den anden for at holde gagen på plads.
  
  
  Jeg gik rundt om sedanen og åbnede begge venstre døre. Bickford var tung. Årene har bragt ham til tung vægt. Jeg måtte kæmpe for at flytte hans inerte krop ind i bagsiden af sedanen. Jeg bøjede mig ned og bandagede hans ankler og knæ. Da jeg var færdig, var jeg løbet tør for tape, men han var bundet sikkert. Jeg skulle ikke bekymre mig om, at han gik fri.
  
  
  Ti minutter senere gik jeg lydløst i mørket langs kanten af vejen, indtil jeg kom til den høje mur, der omgav Garretts villa. Muren startede ved en stejle klippe til højre for mig, skar gennem en mark og dannede derefter en halvcirkel rundt om det store hus til kanten af klippen på den anden side.
  
  
  Der var et lys bag væggen. Jeg kunne høre stemmer kalde på hinanden. Da jeg kom tættere på væggen, hørte jeg sprøjten af vand. Jeg genkendte en af pigernes stemmer som stemmen til den blondine, jeg havde set samme dag i El Cortijo.
  
  
  Jeg krøb langs bunden af muren, indtil jeg nåede indkørslen, der førte til vejen. Forsiden af porten blev oplyst af to spotlights, der hang højt på hovedstøtterne. Der var ingen måde, jeg kunne krydse indkørslen så tæt på huset uden at blive set, så jeg kravlede tilbage til vejen og krydsede den, hvor jeg havde efterladt Bickford og bilen. Det tog mig tyve minutter at udforske den anden side af huset helt fra kanten af klippen til vejbanen, og så vendte jeg tilbage og vendte tilbage til kanten af vejen igen.
  
  
  Jeg var ved at krydse vejen, musklerne i mit ben spændte allerede til at tage et skridt, da en dybtliggende følelse af fare stoppede mig.
  
  
  Nattelydene har ikke ændret sig. Under klippen kunne jeg høre bølgerne slå mod stenene i deres langsomme, uregelmæssige rytme ud på den smalle sandstrand. Havbrisen fra vest raslede palmebladene, som om den gned tørre hænder. De nataktive insekter klynkede og kvidrede og kvidrede i mørket omkring mig, men det var, som om der var gået en eller anden uralarm i mit sind.
  
  
  For lang tid siden lærte jeg helt at stole på mine instinkter. Allerede inden den første svage hvisken af lyd nåede mine ører, var jeg styrtet til siden og undviget min usynlige modstander.
  
  
  Jeg var næsten uskadt. Slaget, rettet mod min rygsøjle, ramte mig i underarmen, mens jeg vendte mig, trådte knivbladet ind i min højre arm lige under albuen, gennemborede den til håndleddet, hvilket fik mig til at tabe pistolen, jeg holdt i hånden . I samme øjeblik bragede en hård, muskuløs krop ind i mig og slog mig ud af balance.
  
  
  Jeg faldt med forsiden nedad, og var næsten ikke i stand til at undvige gengældelsesangrebet, da bladet skar sig gennem luften, hvor jeg havde været for blot et sekund siden. Uden at tænke og virkede rent som en refleks, rullede jeg hurtigt væk til den fjerneste kant af vejen.
  
  
  Jeg kiggede op og så den firkantede figur af min angriber, der stod i en fighterstilling med hans ben spredt bredt. Månelyset reflekterede det slebne stålblad som en barbermaskine, som han holdt i sin udstrakte hånd og bevægede hånden frem og tilbage. Jeg hørte raslende gisp, da manden rykkede frem mod mig, blandede skridt for skridt.
  
  
  Jeg samlede mine ben under mig. Min venstre hånd ridsede vejen. Jeg fandt og greb en sten på størrelse med en knytnæve. Jeg mærkede den våde varme af blod strømme ned ad min højre underarm og håndled. Jeg prøvede at bevæge min højre hånd. Han var næsten ubrugelig følelsesløs af slaget.
  
  
  Manden nærmede sig det åbne førersæderude ved siden af bilen. Jeg så ham stikke hånden gennem vinduet, og pludselig tændte bilens forlygter, oplyste vejen og kanten af marken og pressede mig med deres hårde hvide lys.
  
  
  Langsomt rejste jeg mig op og knibede øjnene sammen med lysstyrken.
  
  
  
  Jeg begyndte at bevæge mig og prøvede at komme ud under forlygterne.
  
  
  Angriberen trådte ud foran bilen, en skarp og farlig silhuet på baggrund af strålernes blændende udstråling.
  
  
  Jeg tog det et skridt videre.
  
  
  "Du skal ikke løbe."
  
  
  Det lange blad af kniven i hans hånd begyndte sin langsomme, serpentinevævning igen.
  
  
  "Stop, hombre! Jeg gør det hurtigt for dig.
  
  
  Jeg genkendte stemmen. Den tilhørte den kraftige unge mand, der havde henvendt sig på dæmningen to dage før – Luis Aparicio. Erindringen bragte en strøm af andre tilbage. Af en eller anden grund blinkede billedet af en renset skildpadde gennem mit hoved. I mit hoved kunne jeg igen se skildpadden ligge hjælpeløst på ryggen, de hurtige slag fra fiskerkniven, den muskuløse arm blodig til albuen og de lange grå-lyserøde kugler af våd tarm, der væltede langs molens trin.
  
  
  Ved at skubbe billederne til side gjorde jeg en indsats for at bevare roen. "Hej Louis."
  
  
  "Jeg fortalte dig, at vi vil mødes igen," sagde Louis. Han tog endnu et skridt. "I aften sendte jeg din ven til den næste verden på hotellet. Nu vil jeg tage mig af dig."
  
  
  "Følgte du efter mig?"
  
  
  Louis rystede på hovedet. "Nej, jeg følger dig ikke. Jeg kom her for at se Carlos Ortega for at fortælle ham, hvad jeg lavede på hotellet. Jeg går langs vejen og ser en bil. Hvad tror du, jeg finder indeni, det er bundet, hva'? Så jeg venter. Hvem tror du dukker op snart? “Han smilede glædesløst og tog endnu et skridt hen imod mig. "Hombre, jeg har tænkt mig at skære dig langsomt, og du vil ikke være i stand til at gøre noget."
  
  
  Mit sind var ræset i betragtning af de få muligheder, jeg havde. Løb vil kun forsinke slutningen i et par desperate minutter. Det var lige så nytteløst at stå og kæmpe med kun en sten som våben og en hjælpeløs hånd. At kæmpe ubevæbnet med en trænet fighter med en kniv ville være rent selvmord.
  
  
  I det sekund evaluerede og afviste jeg alle muligheder undtagen én, og selv da vidste jeg, at oddsene ville blive stablet tungt imod mig. Jeg huskede en lille kendsgerning. Jeg huskede, hvor hurtigt Louis mistede besindelsen, da jeg nægtede hans tilbud om at være min guide. Jeg satser på det.
  
  
  "En lille punk som dig?" “Jeg grinede af ham, og hånen i min stemme rakte ud og bed ham som et slag i ansigtet. "Kun bagfra og i mørket - og selv da missede du!"
  
  
  Louis holdt op med at bevæge sig fremad. Vi var ikke mere end otte fod fra hinanden
  
  
  "Tror du, jeg ikke kan gøre det her?"
  
  
  "Kom og prøv det!" Jeg rakte min venstre hånd frem, så Louis kunne se den sten, jeg holdt i den. Jeg vendte bevidst min hånd og lod den falde til jorden.
  
  
  "Jeg har måske brug for en pistol til en mand," sagde jeg og lagde så meget foragt i min stemme som muligt. "Til dig..." Jeg spyttede på vejen.
  
  
  Louis vendte sig lidt mod mig. Forlygterne rørte ved og oplyste hans ansigt med skarpe sorte og hvide trekanter. Hans mund snoede sig til en vred grimase.
  
  
  Langsomt rakte jeg ind i hoftelommen igen med venstre hånd og trak et lommetørklæde frem. Jeg viklede den rundt om min afskårne højre underarm.
  
  
  "Hvad skal du bruge, når jeg skærer din mave op?" Louis grinte.
  
  
  Jeg så ikke på ham, selvom hver eneste nerve i min krop skreg på mig for at holde øjnene på kniven i Louis' knytnæve. Jeg rakte ud med venstre hånd igen, mine fingre gik ned i lommen og viklede rundt om den tunge messingplade, der var fastgjort til min hotelværelsesnøgle. Jeg holdt min krop væk fra Luis, da jeg trak nøglen og tallerkenen op af lommen.
  
  
  "Du har ikke modet til at stå ansigt til ansigt med mig," hånede jeg ham. "Jeg kan tage denne kniv fra dig, få dig til at stå på alle fire og slikke den med tungen som en hund! Det ville du elske, ikke, lille maladonada.
  
  
  "Sig ikke det!" Louis knurrede og rystede af raseri.
  
  
  Jeg skubbede til ham igen. “Malcredo, chico! Jeg er ligeglad med små alfonser som dig! »
  
  
  Jeg vendte bevidst ryggen til ham og tog et skridt væk fra ham. Louis skreg af raseri og skyndte sig efter mig.
  
  
  Med den første skrabelyd skyndte jeg mig til siden og vendte mig om. Louis' kniv slog ud mod mig og skar gennem luften, hvor jeg havde stået et splitsekund før.
  
  
  Det rasende sving i hans udfald efterlod ham vidt åben. Med al den styrke, jeg kunne mønstre, svingede jeg min venstre hånd rundt og smækkede messingpladen og nøglen lige ind i Louis' ansigt på få centimeters afstand. Den tunge kant af kobberpladen fangede hans øjenlåg.
  
  
  Han skreg af smerte. Den ene hånd rejste sig ufrivilligt til hans blindede øjne, den anden stak desperat en kniv ud, mens han snublede, og hans sandaler gled på vejens løse grus. Han faldt på det ene knæ, hans venstre hånd strakt ud for at bryde hans fald, den anden holdt stadig i kniven.
  
  
  Jeg tog et langt, vildt skridt fremad, kastede et kraftigt spark med al kraften fra mit højre ben - lårmuskler, lægmuskler, rygmuskler - alt sammen eksplosivt koncentreret med al min krops styrke, min ankel låst, min tå pegede hårdt .
  
  
  Og Louis, der desperat pressede sig selv, rejste sig på benene og svajede blindt fra slaget fra spidsen af min støvle lige midt i halsen.
  
  
  Hans mund faldt åben. Hans kniv faldt. Begge hænder gik til hans hals. Han kæmpede sig på benene, vaklende, rettede sig op, stod til sidst på bøjede knæ, svajende, krøb, mens den rå dyrelyd af hans råb blokerede i halsen af et brækket strubehoved.
  
  
  Louis vendte sig mod mig, og forlygternes skarpe skær oplyste hans svulmende øjne og udmattede ansigt. Der flød blod fra hans øjenlåg, hvor nøglen og pladen havde revet dem op. Hans mund åbnede og lukkede sig, da han forsøgte at suge luft ind i sine lunger. Hans bryst rystede med en enorm og forgæves indsats. Så gav hans ben efter, og han tog en rystende indånding og faldt fremad og ramte ansigtet på vejens grus. Han tæskede rundt som en krabbe i mudderet, forsøgte at trække vejret, forsøgte at rejse sig. Hans muskuløse krop buede sig i en gigantisk sidste spasme, og så frøs han.
  
  
  I lang tid, mens jeg trak vejret, så jeg nøje på ham. Jeg gik så hen til ham og tog kniven ved siden af hans krop. Jeg tørrede mit blod af klingen på Louis' skjorte, foldede klingen ind i håndtaget og puttede den i lommen. Jeg fandt hotelnøglen og fandt efter et par minutters søgning den .38 kaliber revolver, som han havde slået ud af min hånd i sin første morderiske indskydelse.
  
  
  Til sidst vendte jeg tilbage til bilen og slukkede forlygterne. Jeg vidste ikke, hvor lang tid der ville gå, før nogen måske dukkede op. I det pludselige mørke følte jeg mig udmattet og træt, og min arm begyndte at gøre meget ondt, men jeg havde stadig noget at lave inden nattens slutning. Først og fremmest kunne jeg ikke efterlade Louis' krop, hvor den var. Jeg ville ikke have, at det skulle blive opdaget endnu.
  
  
  Jeg åbnede bilens bagagerum og trak på trods af min træthed hans krop hen til bilen og slæbte ham ind i kupeen og smækkede derefter låget.
  
  
  Træt kravlede jeg ind på forsædet og startede bilen. Jeg vendte den rundt i mørket, før jeg tændte forlygterne og kørte tilbage til Bickfords hus.
  
  
  ***
  
  
  En halv time senere sad jeg tålmodigt i Bickfords stue og ventede på, at den store fyr kom til bevidsthed igen. Min hånd gav mig helvede, især da jeg skulle bære Bickfords inaktive krop fra bilen ind i huset, men jeg klarede det på trods af smerten. Jeg rensede snittet med peroxid og pakkede det tæt ind med bandager, jeg fandt i medicinskabet i Bickfords badeværelse. Såret var lavt, senerne var ikke skåret over, men nu var følelsesløsheden gået over, og det gjorde ondt. Jeg prøvede at ignorere smerten og trænede mine fingre for at forhindre dem i at blive spændte. Fra tid til anden tog jeg pistolen i min sårede hånd og klemte numsen hårdt. Efter et stykke tid var jeg overbevist om, at jeg kunne bruge den med højre hånd, hvis det var nødvendigt.
  
  
  Bickford var stadig forsvundet. Og også hans kone. Doris skal nok sove til sent om morgenen. Mens jeg ventede på, at Bickford skulle komme til fornuft, gik jeg til telefonen og fik det nummer, jeg havde brug for, fra information. Jeg ringede til politistationen og lagde hurtigt på, for jeg ville ikke svare på nogen spørgsmål. Jeg vendte tilbage til stolen og ventede tålmodigt.
  
  
  Cirka femten minutter senere vågnede Bickford. Jeg så overraskelsen i hans ansigt, da han fandt sig selv strakt ud på gulvet og kiggede på mine sko. Han klukkede tungt og væltede om på ryggen. Jeg lænede mig frem og flåede tapen af hans mund. Han spyttede gagen ud.
  
  
  "Den idiot," sagde han hæst, "hvorfor slog du mig?"
  
  
  Jeg ignorerede spørgsmålet. "Jeg vil have, at du ringer til Garrett."
  
  
  Bickford gloede på mig. "Hvad fanden skal jeg fortælle ham?" - spurgte han surt. "Hvad har jeg rodet? Hvorfor sidder du her i mit hus med en pistol i hånden og vil tale med ham?
  
  
  "Nøjagtig. Ned til mindste detalje."
  
  
  Jeg knælede ned ved siden af ham, tog Louis's kniv op af lommen og trykkede på knappen på siden af håndtaget. Klingen fløj ud, og Bickfords øjne blev store i pludselig frygt. Groft sagt vendte jeg ham om på siden, skar gennem båndet, der bandt hans håndled bag ham, og skar derefter båndet på hans ankler og knæ.
  
  
  Han satte sig langsomt op og bøjede fingrene. Han rejste sig ustabilt på benene og bevægede sig tungt rundt i lokalet. Hans blik faldt på sofaen, som Doris lå på.
  
  
  "Hun sover stadig. Jeg har allerede tjekket det.
  
  
  "Hun må hellere være okay," knurrede Bickford.
  
  
  Jeg ignorerede kommentaren: "Tag telefonen og fortæl Garrett, at jeg venter på ham her, og at han skal tage sin ven Carlos med."
  
  
  Bickford gloede på mig, men han rakte ud efter telefonen og ringede. Vi havde intet andet valg end at vente, indtil Brian Garrett og Carlos Ortega ankom.
  
  
  KAPITEL ELLEVE
  
  
  Doris sov stadig på sofaen. Bickford sad ved siden af hende, akavet som et dyr, bleg af træthed og angst. Carlos sad i en af stolene og krydsede forsigtigt benene foran ham for ikke at ødelægge folderne i hans bukser.
  
  
  Han så tavst på bandagen, der dækkede min højre arm fra albue til håndled. Min Madras-jakke lå på gulvet ved siden af mig med revet højre ærme. Pistolen i min højre hånd var stabil, uden det mindste tegn på at ryste, på trods af den smerte, jeg følte. Jeg kunne ikke lade ham tro, at jeg var slemt såret. Brian Garrett sad i den anden stol, lænede sig frem, hans kødfulde ansigt blussede af vrede og gloede på mig.
  
  
  "Bare så du ved, hvad Bickford fortalte dig, er sandt," sagde jeg. Jeg lænede mig ind over sofabordet, fyldt med blade og aviser. Søndagens Mexico City News var fremragende. Jeg hentede en del af avisen. Nedenunder var en et-kilos plastikpose fyldt med hvidt pulver.
  
  
  Carlos og Garrett kiggede begge på posen, deres øjne dragede uimodståeligt til den. Med venstre hånd tog jeg Louis' kniv frem og svirpede med bladet.
  
  
  Carlos' udtryk ændrede sig ikke. Hvis han genkendte kniven, gav han ikke noget tegn, men så var der flere hundrede lignende i byen, hvoraf den ene var dybt indlejret i Jean-Pauls rygrad.
  
  
  Jeg stak spidsen af bladet ind i posen og rev den lidt i stykker. Noget af pulveret fordeles på glasbordpladen.
  
  
  "Vil du tjekke det ud?"
  
  
  Carlos rørte ved pulveret med fingerspidsen. Han lagde fingerspidsen til tungen. Han nikkede.
  
  
  Jeg forlængede kniven igen og forstørrede snittet. Han lagde kniven tilbage i lommen og holdt stadig fat i pistolen. Jeg tog så den iturevne taske i min venstre hånd og gik hen mod de franske døre. Jeg skubbede til en af dørene med min fod. Da jeg stod i døråbningen og stadig iagttog dem, sigtede .38 Smith & Wesson direkte mod Carlos, jeg vendte den revne pose om, så det hvide pulver fløj ud i natten.
  
  
  Garrett sprang op, han eksploderede: "Fool!" "Ved du, hvor meget det koster?"
  
  
  "Sæt dig ned, Brian," sagde Carlos roligt. "Dette er et high-stakes spil. Denne mand viser os, at han har råd til at være involveret i det her."
  
  
  Brian sank tilbage i sin stol. Han førte en kødfuld hånd gennem sit grånende hår. "For pokker," sagde han rasende til mig. "Hvad vil du have fra os?"
  
  
  "Lige det, jeg ville før. Lad Stocelli være i fred. Hold dig fra mig."
  
  
  "Eller?" - spurgte Carlos roligt.
  
  
  "Jeg vil slå dig ihjel. Jeg har allerede fortalt dig om dette før.
  
  
  "Du taler bredt, hr. Carter. Jeg tror ikke, du kan gøre det her."
  
  
  "Jeg kiggede på de åbne franske døre. Nu sagde jeg: "Kom ud et øjeblik. Jeg vil have dig til at se noget.
  
  
  De udvekslede blikke. Carlos trak på skuldrene, som for at sige, at han ikke forstod, hvad jeg mente. De rejste sig alle tre og gik ud på terrassen.
  
  
  "Der. Tag et kig på flådebasen."
  
  
  Vi kunne se en bølge af aktivitet, da lysene pludselig tændte. Det dybe, vedvarende tuden fra et skibs fløjt, de insisterende, hæsblæsende lyde fra kampstationer kom til os på tværs af bugten. På blot et par minutter kunne vi skimte den dunkle silhuet af en korvet, der bakkede væk fra kajen og derefter væltede vand i agterstavnen, mens den drejede. Han begyndte at få fart fremad. Da korvetten nåede den smalle indgang til havet, bevægede den sig med næsten flankerende hastighed, krøller af hvid spray dannede to hanehaler på stævnen.
  
  
  "Hvad betyder alt dette?" - spurgte Garrett.
  
  
  "Fortæl ham, hvad du synes," sagde jeg til Bickford. Selv i måneskin kunne jeg se frygten i hans ansigt.
  
  
  "De går efter tunbåden," gættede han.
  
  
  "Fuldstændig ret."
  
  
  "Men hvordan? Hvordan kunne de vide det her?"
  
  
  "Jeg fortalte dem," sagde jeg kort. "Lad os nu gå ind igen?"
  
  
  ***
  
  
  "Lad mig få det på det rene," sagde Carlos. "Du gav kaptajnen fem kilo heroin og sendte ham væk?"
  
  
  Bickford nikkede ynkeligt. "Han ville have dræbt mig, Carlos. Jeg havde ikke noget valg."
  
  
  Carlos vendte sig mod mig. "Og så underrettede du flådebasen?"
  
  
  "Indirekte. Jeg ringede til politiet. Jeg tror, de tager dit skib inden for den næste halve time eller deromkring."
  
  
  Carlos smilede selvsikkert. "Tror du min kaptajn ville være så dum at tillade politiet at gå ombord på hans skib uden først at tabe pakken overbord?"
  
  
  "Selvfølgelig ikke," sagde jeg enig. ”Men han ved ikke om de andre fire kilo, jeg lagde på, da Bickford og jeg forlod skibet. De vil finde den anden pakke, fordi jeg fortalte dem, hvor de skulle lede efter den. Den første var bare et lokkemiddel."
  
  
  Carlos' ansigt var en oliven maske med to indsnævrede øjne rettet mod mig.
  
  
  "Hvorfor?"
  
  
  "Tror du stadig, at jeg ikke kan ødelægge din organisation?"
  
  
  "Jeg ser." Han lænede sig tilbage i stolen. "Du har bare kostet os meget, hr. Carter. Vores kaptajn vil tro, at vi har bedraget ham. Det vil være svært at holde ham fra at tale, mens han tænker sådan.
  
  
  "Dette er det første skridt," sagde jeg.
  
  
  "Jeg tror, vi bliver nødt til at afslutte ham for altid," tænkte Carlos højt. "Vi kan ikke risikere, at han taler."
  
  
  "Han er ikke et stort tab. Læg resten af skaden sammen."
  
  
  "Vi mistede også et skib. Var det det du mente? Er det sandt. Endnu værre, rygter vil spredes. Det bliver svært for os at finde en afløser for ham.”
  
  
  "Nu forstår du".
  
  
  
  
  "Og for dette opgav du - lad mig se - yderligere fire og fem, ni kilo, plus den du smed så dramatisk væk for at imponere os - ti kilo heroin?"
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  "Det er mange penge at smide ud," bemærkede Carlos, mens han så på mig.
  
  
  "Det er det værd."
  
  
  "Vi undervurderede dig." Hans stemme var stadig rolig. Vi kunne være to forretningsmænd, der diskuterer udsving på aktiemarkedet: "Vi er nødt til at gøre noget ved det her."
  
  
  "Forsøg ikke. Det har allerede kostet dig to mænd.
  
  
  "To?" Carlos løftede et øjenbryn. »Kaptajnen er alene. Hvem ellers? "
  
  
  "Luis Aparicio."
  
  
  Denne gang kunne jeg se, hvordan mine ord chokerede Carlos, men manden genvandt kontrollen over sig selv næsten øjeblikkeligt. Jeg pegede på bandagen på min arm.
  
  
  "Han tog næsten mig. Han var dog ikke god nok«.
  
  
  "Hvor er Louis?"
  
  
  "Død."
  
  
  Jeg så på, hvordan Carlos frøs – alt undtagen hans øjne, som kiggede tvivlende på mig, som om han ikke troede, hvad han hørte.
  
  
  "Du finder det i bagagerummet på Bickfords bil," sagde jeg og observerede omhyggeligt, hvilken effekt mine ord havde på dem alle tre. Bickford sprang næsten ud af stolen. Carlos måtte række hånden ud for at holde ham tilbage. Garretts ansigt blev marmorrødt. Carlos lænede sig frem, og for første gang så jeg rent had i hans ansigt.
  
  
  "Han var min nevø," sagde Carlos. Ordene, der kom ud af hans mund, var følelsesløse ved erkendelsen af, hvad jeg havde sagt.
  
  
  "Så har du en familiepligt til at begrave hans lig," sagde jeg og bevægede min hånd, så den squat .38 kaliber revolver var rettet direkte mod Carlos hoved. Carlos sank tilbage i sin stol.
  
  
  Jeg spurgte. - Spørger du mig ikke om Jean-Paul Sevier?
  
  
  Carlos rystede på hovedet. "Jeg har ikke brug for det. Dit spørgsmål fortæller mig, at Luis er lykkedes."
  
  
  "Så Louis havde ret?"
  
  
  "Jeg forstår ikke hvad du mener". Carlos tog sig sammen igen.
  
  
  "Jeg troede, at Jean-Paul blev dræbt ved en fejl, at jeg var målet. Men hvis Louis dræbte ham med vilje, så vidste du, at han var politiagent.
  
  
  Carlos nikkede langsomt. "Ja."
  
  
  "Hvordan fandt du ud af det?"
  
  
  Carlos trak på skuldrene. "Der har tidligere været flere forsøg på at infiltrere vores organisation. På det seneste er vi blevet meget forsigtige. I går, for at være dobbelt sikker på, at Jean-Paul var den, han sagde, han var, ringede jeg til vores venner i Marseille. De tjekkede alt undtagen én. Jean-Paul Sevier passede ikke til beskrivelsen af manden, de sendte. Så jeg bad Luis om at slippe af med det."
  
  
  Hans stemme viste stadig ingen bekymring. Hans ansigt vendte tilbage til sin sædvanlige sindsro, og hans ansigtstræk fik deres sædvanlige blødhed.
  
  
  "Vi har nået afspænding, señor Carter," sagde Carlos. "Det ser ud til, at ingen af os kan tage et skridt uden at pådrage sig brutal gengældelse fra den anden."
  
  
  "Så?"
  
  
  "Vent et øjeblik, Carlos!" Garrett trådte ind for at protestere. "Siger du, at vi vil gå med denne tøser?"
  
  
  Jeg kiggede på det vrede ansigt, de små knækkede årer på Garretts næse, sårene på hans tykke hage, hvor han havde skåret sig selv under barberingen. Jeg indså, at dette var en mand, hvis utålmodighed kunne ødelægge ham ved at smide denne tanke væk.
  
  
  Carlos trak på skuldrene. "Hvilket andet alternativ har vi, amigo?"
  
  
  "For pokker! Han kostede os to mand og et skib. Vil du lade ham slippe af sted med det her?"
  
  
  "Ja." Carlos så ikke på Garrett, mens han talte. "Der er ikke mere, vi kan gøre på nuværende tidspunkt."
  
  
  "Hvad har du planlagt for mig senere?" - Jeg troede. Jeg var sikker på, at Carlos ikke ville lade mig leve, hvis han kunne hjælpe det, jeg var for farlig for ham. Jeg vidste, at Carlos ville komme med mig for nu, fordi han ikke havde noget andet valg. Spørgsmålet var hvor længe det ville holde?
  
  
  Jeg vågner op. "Jeg går ud fra, at du har accepteret at efterlade Stocelli?"
  
  
  Carlos nikkede. "Du kan fortælle ham, at han er i sikkerhed for os."
  
  
  "Og også mig?"
  
  
  Carlos nikkede igen. "Vi vil gøre alt for at beskytte vores organisation mod den skade, du allerede har forårsaget. Overlevelse kommer først, senor Carter.
  
  
  Jeg bevægede mig langsomt hen mod de franske døre. Jeg stoppede ved døren og sagde: "Du begik en fejl i dag. Jeg fortalte dig, at det ville være dyrt. Forfølge mig ikke igen. Det ville være endnu en fejl."
  
  
  "Vi nyder godt af vores fejl." Han tog ikke øjnene fra mig. "Vær sikker på, at næste gang vil vi ikke være så dumme."
  
  
  Denne bemærkning kan opfattes på to måder. Jeg troede, jeg var sikker på, at næste gang han sendte nogen efter mig, ville han være mere forsigtig.
  
  
  "Husk bare Louis," advarede jeg ham. "Hvis der er et nyt forsøg på mit liv, vil jeg gå efter den person, der sendte det - dig! Entiende, Señor Ortega?
  
  
  "Jeg forstår det godt."
  
  
  Jeg vendte mig hurtigt om og gik ud gennem de franske døre og efterlod dem tre i stuen: Carlos sad i en dyb lænestol, hans glatte ansigt en uransagelig maske skjulte sine følelser, da han så mig gå; Bickford, den grå-ansigtede blåser, siddende i sofaen ved siden af sin sovende kone; og Brian Garrett, der gloede over støvet af hvidt pulver på tæppet og den tomme, iturevne plastikpose, der lå på gulvet nær døren, hvor jeg havde tabt den.
  
  
  
  
  Jeg krydsede dækket og svingede mine ben over den dekorative betonklods balustrade til græsset i gården. Så, gemt i mørket, vendte jeg tilbage og stillede mig ved det åbne vindue ved siden af terrassen, ryggen presset mod husets væg, med en pistol i hånden og ventede på, om de ville følge efter mig.
  
  
  Jeg drejede mit hoved og så dem i stuen. Ingen af dem rørte sig.
  
  
  Et par minutter senere gik Brian Garrett hen og hentede en plastikpose med heroin.
  
  
  "Ti kilo! Hvor fanden lagde han hænderne på ti kilo for at smide dem ud, som om de ikke var en øre værd?
  
  
  "Du er et fjols!" Carlos spyttede ordene ud. Garrett vendte sig mod ham. "Glem alt om heroin. Jeg vil have Carter. Jeg vil have ham død! Forstår du ikke, hvad han gør ved os?
  
  
  KAPITEL TOLV
  
  
  Jeg kom ind på hotellet gennem serviceindgangen, fordi jeg ikke ønskede at reklamere for min tilstedeværelse. I stedet for at gå til mit værelse, tog jeg serviceelevatoren til niende sal.
  
  
  Værelse 903 var for enden af korridoren. Jeg kiggede på mit ur. Halv tre om morgenen, men en lille stribe lys brød igennem hullet mellem døren og vindueskarmen. Jeg undrer mig over, hvorfor Dietrich står så sent op. Indsatte forsigtigt metalsonden i låsen og pressede det tynde plastikkort ind i døren på låsen.
  
  
  Lukkeren drejede tilbage og lavede kun et svagt klik. Jeg ventede, lyttede, og da der stadig ikke var nogen støj på den anden side af døren, tog jeg min snublet .38 Smith & Wesson frem og skubbede lydløst døren op.
  
  
  Jeg kom ind i stuen. Jeg hørte larm i et af soveværelserne. Næsten med det samme dukkede en høj, gråhåret mand op i døren. Tynd og knoglet virkede han lige så skrøbelig som en mantis med sit lange, knoklede ansigt og dystre værdighed. Han stoppede fuldstændig overrasket,
  
  
  "Hvad fanden laver du her?" - forlangte han ihærdigt. "Læg pistolen væk!"
  
  
  "Er du Herbert Dietrich?"
  
  
  "Ja, jeg er Dietrich. Hvad er dette? Røveri? "
  
  
  "Jeg hedder Paul Stefans," sagde jeg, "og jeg synes, det er på høje tid, vi taler sammen, hr. Dietrich."
  
  
  Genkendelse blinkede i hans øjne. "Du er Stocellis mand!" - sagde han anklagende.
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Hvorfor tror du, jeg er involveret med Stocelli?"
  
  
  "Jeg fik at vide, at du havde et hemmeligt møde med ham klokken tre om morgenen natten til din ankomst."
  
  
  Jeg sukkede. Tilsyneladende vidste alle på hotellet om dette midnatsbesøg.
  
  
  "Jeg er ikke en Stocelli-mand. Jeg arbejder for Alexander Gregorius. Han sendte mig her for at handle med Stocelli om en forretningssag."
  
  
  Dietrich brugte et øjeblik på at indse, hvad jeg lige havde fortalt ham.
  
  
  Han udbrød: "Åh min Gud!" "Jeg gjorde bare en forfærdelig ting. Og det er for sent at rette op på det! "
  
  
  Jeg spurgte. - "Du mener fem kilo heroin på mit værelse?"
  
  
  Dietrich nikkede – og det var den bekræftelse, jeg havde brug for. Han indrømmede ikke mindre, at det var ham, der oprettede Stocellis partnere og forsøgte at gøre det samme mod Stocelli og mig.
  
  
  "Jeg slap af med det," sagde jeg til ham.
  
  
  Dietrich rystede på hovedet. "Endnu mere sendte jeg en piccolo til dit værelse med en kuffert lavet af sort stof. Den indeholder næsten tredive kilogram heroin.
  
  
  "Har du allerede underrettet politiet?"
  
  
  Dietrich rystede langsomt på hovedet. "Jeg var ved at gøre mig klar... da jeg hørte døren åbnes."
  
  
  "Politiet vil ikke genere mig om det her," sagde jeg til ham og så hans reaktion.
  
  
  Der var en tone af frygt i hans stemme.
  
  
  "Hvem er du, hr. Stephans? Hvad er du for en person, at du blev sendt alene for at håndtere sådan et udyr som Stocelli? Politiet generer dig ikke. Det generer dig overhovedet ikke, at der er nok heroin på dit værelse til at sætte dig bag tremmer resten af dit liv. Du bragede ind på et hotelværelse klokken næsten fire om morgenen med en pistol i hånden. Hvem fanden er du? »
  
  
  "En der ikke vil såre dig," forsikrede jeg ham. Jeg så, at han var ved at knække. "Alt, jeg ønsker fra dig, er nogle oplysninger."
  
  
  Dietrich tøvede. Til sidst pustede han ud. "Okay, lad os gå."
  
  
  "I øjeblikket har jeg talt mere end hundrede og fyrre kilo heroin, som du har uddelt. Dens markedsværdi er mellem otteogtyve og toogtredive millioner dollars. Hvordan fanden kunne en mand som dig få fingrene i så meget heroin? Selv Stocelli kan ikke gøre dette med alle sine kontakter. Hvor fanden får du det fra? "
  
  
  Dietrich vendte sig væk fra mig, et blik af stædighed i hans ansigt.
  
  
  "Det er det eneste, jeg ikke vil fortælle dig, hr. Stephans."
  
  
  "Jeg synes, du skal fortælle det."
  
  
  En kvindestemme kom bag os.
  
  
  Jeg vendte mig om. Hun stod i døren til et andet soveværelse, klædt i en let gennemsigtig negligé. Nedenunder var hun iført en kort, knælang nylon-natkjole. Hendes lange lige blonde hår faldt næsten til taljen. Hun var et sted midt i tyverne, hendes ansigt var en blødere, mere feminin version af Dietrichs aflange træk. Under hendes brede pande var hendes solbrune ansigt delt af en tynd, lang næse, der næsten så for tynd ud. Hendes øjne var lige så bløde som hendes fars.
  
  
  Hagen var en delikat kombination af kindens og kæbens brede kurver.
  
  
  "Jeg er Susan Dietrich. Jeg overhørte, hvad du sagde til min far. Jeg undskylder over for dig. Det var min skyld. Det var mig, der bestak budbringeren til at give oplysninger om dig. Han fortalte mig, at du blev set forlade Stocellis penthouse forleden. Det er derfor, vi troede, du var hans lejesoldat.
  
  
  Hun gik ind i stuen og stillede sig ved siden af sin far og krammede ham.
  
  
  "Jeg synes, det er på tide at fortælle dig noget. Det rev dig fra hinanden i årevis. Du skal stoppe. Du går for dybt.
  
  
  Dietrich rystede på hovedet. "Jeg stopper ikke, Susan. Jeg kan ikke stoppe! Ikke før hver af dem...
  
  
  Susan lagde sine fingre til hans læber. - "Vær venlig?"
  
  
  Dietrich fjernede hendes hånd. "Jeg vil ikke fortælle ham det," sagde han trodsigt, hans stemme nærmest fanatisk. "Han vil fortælle politiet, og de vil alle slippe af sted med det. Hver af dem! Forstår du ikke? Alle mine kræfter - alle disse år vil være spildt."
  
  
  "Nej," sagde jeg, "helt ærligt, jeg er ligeglad med de mennesker, du har oprettet, eller hvor længe de rådner i fængslet. Det eneste, jeg vil vide, er, hvor du får alt det heroin fra.
  
  
  Dietrich løftede sit tynde, blege ansigt til mig. Jeg kunne se lidelsens linjer ætset dybt ind i hans hud. Kun år med smerte kunne bringe et smertefuldt blik ind i den gamle mands øjne. Han kiggede intenst på mig og sagde uden en antydning af udtryk i stemmen ganske enkelt: "Jeg kan klare det, hr. Stefans."
  
  
  ***
  
  
  Dietrich holdt fast i Susans hånd med begge hænder, da han fortalte mig sin historie.
  
  
  "Jeg havde en anden datter, hr. Stephans. Hun hed Alice. For fire år siden blev hun fundet død af en overdosis heroin på et ulækkert, beskidt hotelværelse i New York City. Hun var ikke engang atten dengang. Et år før sin død var hun prostitueret. Som politiet fortalte mig, tog hun imod enhver, der kunne betale hende et par dollars, fordi hun desperat havde brug for penge til at betale for sin afhængighed. Hun kunne ikke leve uden heroin. Hun døde til sidst på grund af dette.
  
  
  "Jeg svor hævn. Jeg lovede at finde de mennesker, der tror, dem, der gør det muligt - dem, der er øverst! Store mennesker, som politiet ikke kan røre, fordi de aldrig selv beskæftiger sig med tingene. Folk som Stocelli, Torregrossa, Vignale, Gambetta, Klein og Webber. Hele den grimme flok! Især dem, der behandler dem. Mænd som Michaud, Berthier og Dupre.
  
  
  "Hvis du ved noget om mig, ved du, at jeg er kemiker. Jeg har for nylig fundet en måde at få hævn på. Jeg fandt en måde at bogstaveligt talt begrave dem i deres egen beskidte strøm! »
  
  
  Han standsede, hans øjne funklede af lys, der kom fra hans sjæls dyb.
  
  
  "Jeg fandt en måde at lave syntetisk heroin på."
  
  
  Dietrich så udtrykket i mit ansigt.
  
  
  - Du tror mig ikke, hr. Stefans. Men det er sandt. Jeg har faktisk opdaget en metode til at fremstille heroinhydrochlorid med en renhed, der er større end enoghalvfems procent." Han rejste sig. "Kom med mig."
  
  
  Jeg fulgte ham ind i køkkenet.
  
  
  Dietrich tændte lyset og viste. "Se på dig selv."
  
  
  På disken lå et simpelt system af glasretorter og glasrør. Det meste gav ikke mening for mig, men jeg er ingen kemiker
  
  
  "Det er sandt," sagde Susan, og jeg huskede, at på anden side af rapporten, Denver sendte mig via Telecopier, var nøglesætningen om Dietrich Chemical Inc. var "forskning og udvikling". Har den gamle mand virkelig fundet en måde at producere heroin syntetisk på?
  
  
  "Ja, hr. Stephans," sagde Dietrich næsten stolt, "syntetisk heroin. Som mange andre opdagelser faldt jeg næsten over en teknik til at syntetisere stoffet, selvom det tog mig lang tid at perfektionere det. Og så,” Dietrich rakte ud til disken og tog en brun plastikflaske op og holdt den op, “så opdagede jeg, hvordan man koncentrerer det syntetiske stof. Denne flaske indeholder koncentreret syntetisk heroin. Jeg tror, at en god analogi ville være at sammenligne det med koncentreret flydende saccharin, hvoraf en dråbe er lig med en hel teskefuld sukker. Nå, det er endnu mere koncentreret. Jeg fortynder det med almindeligt postevand, en halv ounce pr. gallon."
  
  
  Jeg må have tvivlet, fordi Dietrich fangede min hånd. "Du skal tro mig, hr. Stephans. Du testede det selv, gjorde du ikke? "
  
  
  Jeg vidste det ikke, men jeg huskede, at Carlos Ortega rakte ud og rørte ved pulveret med sin pegefinger, rørte ved hans tunge med det, og så nikkede og var enig i, at det virkelig var heroin.
  
  
  "Hvordan det virker?" Jeg spurgte.
  
  
  "Du ved, at jeg aldrig vil afsløre formlen."
  
  
  "Jeg spurgte dig ikke om det. Jeg forstår bare ikke, hvordan man får krystallinsk pulver fra dette," pegede jeg på flasken, "og almindeligt vand."
  
  
  Dietrich sukkede. "Meget enkelt. Koncentratet har den egenskab at krystallisere vand. Ligesom kulde forvandler regn til snefnug, som ikke er andet end krystallinsk vand. En gallon vand vejer omkring tre kilo. Der er koncentrat nok i denne flaske til at lave næsten to hundrede kg syntetisk heroin, som ikke kan skelnes fra ægte heroinhydrochlorid. Der er ingen kemisk test i verden, der kan se den mindste forskel.
  
  
  Det vidste jeg bestemt, selvom han ikke gjorde det. Konsekvenserne af, hvad Dietrich lige havde sagt, var enorme. Tankerne hvirvlede rundt som affald fra en tyfon. Jeg kunne ikke tro, at Dietrich ikke vidste, hvad han sagde.
  
  
  Vi vendte tilbage til stuen, Dietrich susede frem og tilbage, som om energien i ham skulle finde en anden forløsning end ord. Jeg var tavs, fordi jeg ville forstå tankerne i mit hoved.
  
  
  "Jeg kan gøre det her overalt. Heroinen jeg prøvede at plante på dit værelse? Troede du, jeg bragte så meget heroin ind i Mexico? Jeg behøvede ikke at bære ham. Jeg kan gøre det her lige så nemt, som jeg gjorde det i Frankrig, da jeg satte ham på de franskmænd. Jeg gjorde det i New York. Jeg gjorde det i Miami."
  
  
  Susan satte sig i sofaen. Jeg så Dietrich gå frem og tilbage inden for rammerne af stuen, og jeg vidste, at denne mand ikke var helt tilregnelig.
  
  
  Jeg fik hans opmærksomhed. - "Mr. Dietrich."
  
  
  "Ja?"
  
  
  "Du spurgte mig før, om jeg vidste, hvad din opdagelse betød? Du?"
  
  
  Dietrich vendte sig forundret mod mig.
  
  
  "Ved du, hvor værdifuld din opdagelse er for de mennesker, du forsøger at ødelægge? Ved du, hvilke risici de nu tager ved at bringe stoffer ind i USA? Eller hvor mange millioner af dollars i kontanter skal de betale for det? Det gør de kun af én grund. Fantastisk overskud. Hundredvis af millioner om året. Nu har du fundet en måde, der vil eliminere risikoen for narkosmugling ind i staterne og også bringe dem mere overskud, end de nogensinde kunne drømme om. Ved du ikke, hvad din formel er værd for dem? "
  
  
  Dietrich stirrede vantro på mig.
  
  
  "Der er ikke én af disse mennesker, der ikke ville begå et dusin mord for at få din formel. Eller dig, for den sags skyld.
  
  
  Han stoppede næsten halvvejs, og hans ansigt udtrykte pludselig frygt.
  
  
  "Jeg... jeg har aldrig... jeg har aldrig tænkt over det," mumlede han.
  
  
  "For pokker, tænk over det!" Jeg kom endelig igennem til ham. Der er ikke mere at sige.
  
  
  Den gamle mand gik hen til sofaen og satte sig ved siden af sin datter og dækkede sit ansigt med hænderne. Susan lagde sin arm om hans tynde skuldre for at trøste ham. Hun så på mig på tværs af lokalet med lysegrå øjne.
  
  
  "Vil du hjælpe os, hr. Stephans?"
  
  
  »Det bedste, du kan gøre nu, er at gå hjem og holde din mund. Sig aldrig et ord til nogen."
  
  
  "Vi har ingen andre til at hjælpe os," sagde hun. "Vær venlig?"
  
  
  Jeg så på dem, far og datter, fanget i et net af hævn. Min pligt var over for Gregorius, og for at hjælpe ham måtte jeg holde mit løfte til Stocelli om at klarlægge ham for Kommissionen. Det eneste, jeg skulle gøre, var at aflevere disse to til ham, men tanken om, hvad Stocelli ville gøre, hvis Dietrich faldt i hans hænder, var modbydelig. Og hvis jeg gav Dietrich til Stocelli, ville det være det samme som at give ham Dietrichs formel. Inden for et år vil Stocelli kontrollere al narkotikahandel i staterne. Ingen større operatør kan konkurrere med det. Da risikoen for heroinsmugling til staterne var elimineret og den utrolige fortjeneste på grund af dens lave produktionsomkostninger, var der slet ikke tid, før Stocelli forsynede alle narkohandlere i alle byer i landet. Der er ingen stopper for ham. At give Dietrich op til Stocelli ville være som at bringe en pest til landet.
  
  
  Jeg vidste, at jeg var nødt til at holde Dietrichs formel væk fra Stocelli. Og fordi det var låst i den gamle mands sind, var jeg nødt til at få dem to ud af Mexico.
  
  
  "Okay," sagde jeg. "Men du skal gøre præcis, hvad jeg siger til dig."
  
  
  "Vi vil."
  
  
  "Hvor meget heroin har du der?" - Jeg spurgte Dietrich.
  
  
  Dietrich så op. "Næsten fyrre kilo i krystalform."
  
  
  "Slip af med det. Og fra alt, hvad du lavede også. Slip af med alt glas. Du kan ikke risikere at blive set af stuepigen eller piccoloen. Rengør dette område grundigt."
  
  
  "Ellers andet?"
  
  
  "Ja. I morgen vil jeg gerne have, at du bestiller dit fly tilbage til USA med det første fly ud."
  
  
  "Og så?"
  
  
  "Ingenting endnu. Det er alt hvad du kan gøre.
  
  
  Jeg følte mig pludselig udmattet. Min arm gjorde ondt af en kedelig, dunkende smerte. Jeg havde brug for hvile og søvn.
  
  
  "Hvad med Stocelli?" - spurgte Dietrich, den fanatiske ild i hans øjne blussede op igen. "Hvad med ham? Slipper han frit? Betyder det, at han ikke bliver straffet?
  
  
  "Hej, jeg tager mig af Stocelli. Jeg giver dig mit ord.
  
  
  "Kan jeg stole på dig?"
  
  
  "Du bliver nødt til at tro."
  
  
  Jeg rejste mig og fortalte dem, at jeg var træt og gik, og gik ud af døren og lukkede den forsigtigt bag mig. Da jeg gik, sagde ingen af os noget. Der var ikke mere at sige.
  
  
  ***
  
  
  Klokken var allerede et godt stykke over fire om morgenen, da jeg forlod Dietrich og hans datter, men jeg havde stadig et sidste job at gøre, før jeg kunne sove. Jeg gik tilbage til mit værelse for at hente båndoptagere - i lommestørrelse og lidt større.
  
  
  
  Den større optager var udstyret med højhastighedsafspilning. Han kunne spille en hel times bånd på mindre end tredive sekunder. For enhver, der lyttede til ham, var lyden, han lavede, intet andet end et højt hyl.
  
  
  Med begge biler gik jeg ned til den forladte lobby og slog mig ned i en af telefonkabinerne. Jeg lod som om jeg talte i en mikrofon og dikterede en rapport om mine aktiviteter i en lille lommeoptager. Jeg dækkede næsten alle begivenheder, der skete undtagen mordet på Luis Aparicio. Det tog mig næsten femten minutter, før jeg var færdig med at tale.
  
  
  Så ringede jeg til Denver.
  
  
  "Du ser træt ud," sagde Denver, da han gik hen til linjen.
  
  
  "Ja," sagde jeg ætsende, "så lad os få det overstået, okay?"
  
  
  "Jeg optager nu."
  
  
  "Høj fart," sagde jeg træt. "Lad os ikke arbejde hele natten."
  
  
  "Roger. Klar til at modtage."
  
  
  "Okay, det er personligt. Kun til reproduktion til Gregorius. Gentag - kun for Gregorius.
  
  
  Jeg satte båndkassetten i højhastighedsafspilleren og pressede den mod telefonens mikrofon. Jeg trykkede på play, og maskinen skreg som det skingrende skrig fra en fjern sav. Lyden varede syv eller otte sekunder og stoppede derefter brat.
  
  
  Jeg lagde telefonen til mit øre og spurgte: "Hvordan var aftalen?"
  
  
  "Instrumenterne viser, at alt er i orden," indrømmede Denver.
  
  
  "Okay," sagde jeg. "Jeg ønsker, at dette bånd skal destrueres umiddelbart efter at være blevet overdraget til Gregorius."
  
  
  "Jeg gør det. Noget andet?"
  
  
  Jeg sagde: "Nej, jeg tror, det var alt for nu."
  
  
  Jeg lagde røret på. Inden jeg forlod standen, spolede jeg det originale bånd tilbage, slog mikrofonen fra og kørte den i "optage"-tilstand på højhastighedsbåndmaskinen, indtil båndet var helt slettet.
  
  
  Tilbage på mit værelse var jeg nødt til at trække gardinerne for at undgå genskin fra den nærmede daggry. Jeg klædte mig af, gik i seng og lå længe og tænkte, for mine tanker var koncentreret om den sidste del af beskeden, jeg sendte til Gregorius:
  
  
  "Det, Dietrich opdagede, er så farligt, at han ikke kan stole på. Manden er ekstremt neurotisk og ustabil. Hvis hans syntetiske heroinformel nogensinde faldt i de forkerte hænder, ville jeg ikke tænke på konsekvenserne. Objektivt vil jeg anbefale at eliminere det - hurtigst muligt."
  
  
  KAPITEL Tretten
  
  
  Jeg sov til sent på aftenen, da en hysterisk og bange Susan vækkede mig med hendes paniske banker på min dør.
  
  
  Jeg stod ud af sengen og åbnede tøvende døren. Susan var kun iført en bikini og en ren strandjakke. Hendes lange blonde hår fossede ned over brystet.
  
  
  Hun skreg. "Min far er væk!"
  
  
  Frygt stod skrevet i en bleg skygge på hendes ansigt. Hendes øjne blev til et distraheret blankt chok, som hun næsten ikke kunne kontrollere.
  
  
  Da jeg endelig fik beroliget hende, tog jeg bukser, en skjorte og sandaler på. Vi gik op på hendes værelse.
  
  
  Jeg så mig omkring i stuen i Dietrich Suite. Det var en rute. Lamperne var væltet og sofabordet lå på siden. Cigaretskod blev spredt fra askebægre på gulvet.
  
  
  Jeg vendte mig mod køkkenet. Det var helt tomt. Der var intet tilbage af de retorter, rør og andet laboratorieudstyr, som jeg havde set der blot et par timer tidligere.
  
  
  "Der!" - sagde Susan. "Se på det!"
  
  
  "Fortæl mig hvad der skete."
  
  
  Hun tog en dyb indånding for at berolige sig selv. "Jeg vågnede i morges omkring halv halvanden. Far sov stadig. Vi gik i seng lige efter du var gået, men han var så bekymret, at jeg fik ham til at tage sovemedicin. Jeg ringede til flyselskaberne, så snart jeg stod op, og bestilte os til at tage afsted i eftermiddag. Dette var det tidligste fly, jeg var i stand til at reservere. Så drak jeg en kop kaffe. Da var klokken blevet elleve. Jeg ville solbade længere og troede ikke, det ville være bedre, hvis jeg lod min far sove så længe som muligt, så jeg gik ned i poolen. Jeg var der for et par minutter siden. Jeg gik tilbage for at pakke mine ting og - og fandt dette! "Hun viftede med hånden i fortvivlelse.
  
  
  "Har du fundet en seddel eller noget her?"
  
  
  Hun rystede på hovedet. - "Intet! Tilsyneladende vågnede far og tog tøj på. Han må have lavet morgenmad til sig selv. Retterne står stadig på bordet på terrassen. Det eneste, han nogensinde havde, var juice, kaffe og et æg".
  
  
  Jeg så mig omkring i tekøkkenet. - Har han ryddet op her?
  
  
  "Jeg ved det ikke. Han gjorde det ikke i går aftes. Han var for træt. Han sagde, at han ville gøre det i morges."
  
  
  "Hvad ville han gøre med laboratorieudstyret?"
  
  
  "Han fortalte mig, at han ville smadre den og smide stykkerne i skraldespanden."
  
  
  "Og han?"
  
  
  Susan løftede skraldespandens låg. "Ingen. Her er ingen retter.
  
  
  "Han fortalte mig, at han lavede yderligere fyrre kilo heroin. Hvor har han opbevaret det? "
  
  
  "I skabet over vasken."
  
  
  "Er det der?"
  
  
  Hun åbnede skabslågerne, så jeg kunne se, at hylderne var tomme. Hun vendte sit forundrede ansigt mod mig.
  
  
  "Forlod han ham?"
  
  
  Hun rystede på hovedet. "Jeg ved det ikke. Det tror jeg ikke. Han lavede ikke noget i går aftes end at gå i seng.
  
  
  "Hvad med koncentrat?
  
  
  Susan så sig om i køkkenet igen. Hun løftede låget på skraldespanden. "Her," sagde hun og samlede de brugte papirservietter op. Hun tog plastikflasken op. "Den er tom."
  
  
  - I hvert fald gudskelov.
  
  
  Jeg vendte tilbage til stuen.
  
  
  "Spiller han sit andet spil?" - Jeg spurgte Susan. "Gik han efter Stocelli?"
  
  
  "Min Gud!" udbrød hun forfærdet: "Det har jeg aldrig tænkt over!"
  
  
  "Jeg fortalte ham, at han legede med mordere! Hvad fanden gjorde han? "
  
  
  Susan rystede stille på hovedet. Tårerne fyldte hendes øjne. Hun skyndte sig pludselig ind i mine arme. Hendes lange blonde hår flød ned ad ryggen. Jeg mærkede varmen fra hendes næsten nøgne krop ved siden af min, hendes små, faste bryster pressede mod mit bryst.
  
  
  Hun snusede til mit bryst, og jeg tog fat i hendes hage med min hånd for at vende hendes ansigt mod mig. Hun lukkede øjnene, pressede sine læber mod mine og åbnede munden.
  
  
  Efter et øjeblik trak hun munden væk, men kun en brøkdel af en tomme.
  
  
  "Åh Gud," hviskede hun, "få mig til at glemme!" Jeg kan ikke klare det mere. Vær venlig... få mig til at glemme det! "
  
  
  Og jeg gjorde det. I vraget i stuen. I lysstrålerne, der strømmer gennem vinduerne. På en eller anden måde rev vi vores tøj af og krammede hinanden, og vi fandt begge glemsomhed og slap vores egen spænding.
  
  
  Hendes bryster passer til mine håndflader, som om de var skulpteret til deres form. Hendes lår spredte sig og viklede sig om mig. Ingen drillerier. Intet andet end en pludselig voldsom kamp med hinanden. Hun tog mig lige så meget, som jeg tog hende.
  
  
  Og til sidst, dækket af sved, glat af sved, i en rasende bølge af seksuel energi, eksploderede hun i mine arme, hendes negle gravede sig ind i min ryg, hendes tænder gravede sig ind i min skulder, og hendes støn fyldte rummet.
  
  
  Vi var lige gået, trætte men mætte, da telefonen ringede.
  
  
  Vi kiggede på hinanden.
  
  
  "Svar mig," sagde hun træt.
  
  
  Jeg gik på tværs af lokalet til bordet ved vinduet. "Hej?"
  
  
  "Jeg er glad for dig der, Carter," sagde en mandsstemme skarpt. "Senor Dietrichs liv er i dine hænder. Den dame, du dater, vil møde dig i aften. Otte timer. Det samme sted som du spiste middag med hende før. Og sørg for, at du ikke bliver fulgt af politiet.
  
  
  Telefonen sad fast i mit øre, men ikke før jeg genkendte Carlos Ortegas stemme, blød, høflig, reserveret og uden den mindste antydning af følelser eller drama.
  
  
  Jeg lagde røret på.
  
  
  "Hvem var det?" - spurgte Susan.
  
  
  "Forkert nummer," sagde jeg og vendte tilbage til hende.
  
  
  ***
  
  
  Vi tilbragte dagen i behagelig lyst. Susan gravede sig ind i mig, som om hun forsøgte at gemme sig for verden. Vi gik ind i hendes soveværelse, trak gardinerne ned og spærrede lyset og æren ude. Og vi elskede.
  
  
  Senere, meget senere, forlod jeg hende for at gå til mit værelse for at skifte om.
  
  
  "Jeg vil have, at du bliver her," sagde jeg til hende. "Forlad ikke rummet. Åbn ikke døren. Ingen, ingen undtagelser. Du forstår?"
  
  
  Hun smilede til mig. "Du vil finde det, ikke?" – spurgte hun, men det var mere et udsagn end et spørgsmål. "Far skal nok klare sig, ikke?"
  
  
  Jeg svarede hende ikke. Jeg vidste, at jeg ikke havde nogen måde at få hende til at indse den frygtelige grusomhed hos de mænd, som jeg gik iblandt, eller deres hårde ligegyldighed over for en anden mands smerte.
  
  
  Hvordan kunne jeg forklare hende en verden, hvor du viklede en kæde om din behandskede knytnæve og slog en mand i ribbenene igen og igen, indtil du hørte det tørre knas af knogler, der knækkede og så passivt, mens han begyndte at spy ud sit eget blod ? Eller lagde han hænderne på brættet og brækkede knoerne med et koben? Og han var ikke opmærksom på dyreskrigen af smerte, der kom fra hans afrevne hals, og han var ikke opmærksom på de knusende spasmer, der fik hans krop til at blive til slappe muskler og revet væv.
  
  
  Hvordan kunne jeg få hende til at forstå mænd som Carlos Ortega, Stocelli eller Luis Aparicio? Eller mig, for den sags skyld.
  
  
  Med Susan i sin nuværende sindstilstand var det bedre ikke at sige noget. Hun var ikke Consuela Delgardo.
  
  
  Jeg kyssede hende på kinden og gik, og låste rummet bag mig.
  
  
  ***
  
  
  På mit eget værelse lagde jeg straks mærke til en sort kuffert, som Herbert Dietrich fortalte mig omkring tredive kilogram ren heroin. Uden at åbne den tog jeg kufferten med mig. En anden ting er Jean-Pauls krop. Hvis jeg kunne ringe til AX, ville det være nemt at slippe af med det. Men jeg var alene, og det var et problem.
  
  
  Der var simpelthen ingen måde at slippe af med det, og tiden var knap, så jeg besluttede til sidst at udsætte enhver handling. Jeg vendte liget rundt, tog det så op og bar det ud på terrassen og lagde det forsigtigt på en af liggestolene. For enhver tilfældig iagttager så han ud som om han sov en lur.
  
  
  Jeg tog brusebad og skiftede hurtigt, så spændte jeg Hugo fast på min venstre underarm og smuttede på et lavtslynget skulderhylster. Jeg tjekkede, hvordan Wilhelmina glider under sin albue. Jeg fjernede clipsen af 9 mm ammunition, geninstallerede clipsen og klikkede en runde ind i kammeret, før jeg installerede sikkerheden.
  
  
  Jeg tog en anden let jakke på.
  
  
  
  
  Jeg kunne ikke slippe afsted med det i løbet af dagen. 9 mm Luger er en stor pistol med enhver fantasi, og bulen under min jakke ville have givet mig væk. Men om natten kunne jeg klare det. Altså hvis ingen kiggede for nøje på mig.
  
  
  Da jeg var klar, forlod jeg værelset og gik ned ad gangen til serviceelevatoren, på vej mod bagudgangen.
  
  
  På mindre end fem minutter var jeg ude af hotellet, klemt sammen bag i en taxa, på vej mod El Centro.
  
  
  Da vi havde gået et par gader, satte jeg mig i sædet. Vi kørte mod vest ad Kostera. Costera er for åben, og der er for mange politibiler til, at jeg kan føle mig godt tilpas, så jeg bad chaufføren om at stoppe, da vi nærmede os Calle Sebastian el Cano. Efter tre blokke drejede vi til venstre ad Avenida Cuauhtemoc, som løber parallelt med Costera næsten hele vejen til El Centro. Hvor Cuauhtémoc slutter sig til Avenida Constituyentes drejede vi igen til venstre. Jeg bad ham om at stoppe ved hjørnet af Avenida Cinco de Mayo og betalte ham, mens jeg så ham køre ud af syne, før jeg flyttede.
  
  
  Jeg var kun to gader fra katedralen, hvis yndefulde, blåmalede løgfarvede spir får det til at ligne en russisk-ortodoks kirke. Jeg tog en anden taxa, og han satte mig af et par gader fra Hernandos hus. Jeg kunne have gået den afstand, fordi der ikke var så langt, men jeg ville have tiltrukket mig mindre opmærksomhed, hvis jeg holdt op i en taxa.
  
  
  Klokken var præcis otte, da jeg gik ind hos Hernando. Pianisten spillede bløde rytmer på klaveret med sine store sorte hænder, lukkede øjne, mens han rokkede blidt frem og tilbage i sædet. Jeg så mig omkring. Consuela var ikke i pianobaren. Jeg gik gennem spisestuerne. Hun var ikke i nogen af dem.
  
  
  Jeg sad i baren for at drikke en drink, mens jeg ventede på hende. Jeg kiggede på mit ur. Fem minutter over otte. Jeg rejste mig, gik til betalingstelefonen og ringede til hotellet. De ringede til Suite 903. Der var intet svar. Tilsyneladende fulgte Susan mine instruktioner nøje. Hun besvarede ikke engang telefonopkald.
  
  
  Da jeg vendte mig væk fra telefonen, stod Consuela ved min albue. Hun tog min hånd og kyssede min kind.
  
  
  "Har du prøvet at kontakte Susan Dietrich på hotellet?"
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  "Så ved du, at frøken Dietrich ikke er på sit værelse," sagde hun. "Hun var der ikke i mindst en halv time. Hun tog afsted med en, du allerede har mødt."
  
  
  "Brian Garrett?" - sagde jeg og følte mig usikker.
  
  
  Consuela nikkede.
  
  
  "Jeg formoder, at han fortalte hende historien om at tage hende til sin far?"
  
  
  "Hvordan kunne du overhovedet gætte det? Det var præcis, hvad han gjorde. Hun bøvlede overhovedet ikke."
  
  
  "Hvorfor?"
  
  
  "Blandt andet for at sikre, at du ikke laver problemer, når jeg tager dig med til at møde Carlos senere." Hendes ansigt blev blødt. "Jeg er så ked af det, Nick. Du ved, jeg er nødt til at gå med dem, selvom det gør dig ondt. Hvor meget betyder denne pige for dig? "
  
  
  Jeg kiggede overrasket på Consuela. "Jeg har lige mødt hende i går aftes," sagde jeg. "Vidste du det ikke?"
  
  
  "Af en eller anden grund fik jeg det indtryk, at hun var en gammel ven af dig."
  
  
  "Glem det. Hvad er det næste?"
  
  
  "Du inviterer mig til middag på La Perla." Hun smilede til mig. "Vi skal spise noget god mad og se de høje dykkere."
  
  
  "Hvad med Carlos?"
  
  
  "Han vil møde os der." Hun rakte ud og rørte forsigtigt ved min kind med fingrene. "For guds skyld, Nick, se ikke så streng ud. Jeg er ikke så uattraktiv, at du ikke kan smile til mig, vel? "
  
  
  ***
  
  
  Vi gik ned ad smalle stentrapper, der skar stejlt ind i den indre overflade af Quebrada-klipperne under El Mirador-hotellet. Vi spiste en let middag på El Gourmet restaurant på øverste niveau, og nu fulgte jeg Consuela, da hun gik ned i mørket til La Perla på det nederste niveau. Hun fandt en plads ved et af bordene ved siden af rækværket, der kiggede ud på en smal afsats af havet og bølgerne, der skvulpede ved bunden af klippen.
  
  
  Klokken var næsten ti. Consuela gjorde intet forsøg på at lave småsnak under frokosten.
  
  
  "Hvor meget mere?" - Jeg spurgte hende, da vi satte os.
  
  
  "Ikke så længe. Han kommer snart. I mellemtiden kan vi se de høje dykkere."
  
  
  Da vi var færdige med vores første drink, havde dykkerne nået en lav klippeskrænt til venstre for os og var gået ned til en afsats lige over vandet. Der var tre af dem. En af dem duede ind i bugten fra et klippefremspring og svømmede over til den anden side. Nu var alle lysene på nær nogle få spots slukket. Den første dykker dukkede op af vandet, hans våde krop glinsede. Spotlysene fulgte ham, mens han langsomt klatrede op på den næsten rene klippe, hvorfra han var ved at dykke. Han holdt fast i støtten, holdt fast i klippen med fingrene og kom til toppen. Til sidst sprang han op på en afsats hundrede og tredive fod over bugten.
  
  
  Den unge dykker knælede kort foran den lille helligdom bag afsatsen, bøjede hovedet og krydsede sig, før han rejste sig.
  
  
  
  Så vendte han tilbage til kanten af klippen.
  
  
  Nu var spotlysene slukket, og han var i mørke. Nedenfor, under os, slog en stærk bølge ind, og hvidt skum steg højt over bunden af klipperne. På den modsatte side af afgrunden tændte et bål lavet af sammenkrøllet avispapir, skarp belysning oplyste scenen. Drengen korsede sig igen. Han strakte sig på tæerne.
  
  
  Da trommerne tog fart, sprang han ud i mørket, armene fløj til siderne, hans ben og ryg buede, indtil han blev en bue i luften, først langsomt, så hurtigere, og styrtede ned i lyset. ildens lys og til sidst en kæmpe bølge - hans hænder afbryder svanens spring og hæver sig i sidste øjeblik over hovedet.
  
  
  Der var stille, indtil vandet i hovedet brød, og så lød der råb, klapsalver og jubel.
  
  
  Da støjen omkring os forsvandt, hørte jeg Carlos Ortega tale bag mig. "Han er en af de bedste dykkere." Han trak en stol ved siden af mig og satte sig.
  
  
  "I ny og næ," sagde Carlos høfligt, mens han satte sig ned og rettede sin stol, "de dræber sig selv. Hvis hans fod gled af afsatsen, mens han hoppede, eller hvis han ikke hoppede langt nok til at rydde klipperne... trak han på skuldrene. ”Eller hvis han fejlbedømmer bølgen og dykker for stejlt, når der ikke er vand nok. Eller hvis tilbagerulningen tager ham ud på havet. Det kan brydes af en bølge. mod stenen. Sådan døde Angel Garcia, da en junglefilm blev optaget her i 1958. Vidste du om dette?
  
  
  "Du kan springe anmeldelsesforelæsningen over," sagde jeg. "Lad os komme i gang."
  
  
  "Ved du, at senor Dietrich er min gæst?"
  
  
  "Jeg var i stand til at finde ud af det selv."
  
  
  "Vidste du, at hans datter besluttede at slutte sig til ham?"
  
  
  "Så jeg fandt ud af det," sagde jeg lidenskabsløst. "Hvad fanden vil du mig?"
  
  
  Consuela talte. "Må jeg forlade dig nu, Carlos?"
  
  
  "Ikke nu". Han tog en lille, tynd cigar frem og tændte den langsomt. Han kiggede op på mig og sagde kærligt: "Vil du gerne samarbejde med os?"
  
  
  Jeg forventede trusler. Jeg forventede og tænkte på næsten alle begivenheder undtagen denne. Tilbuddet overraskede mig. Jeg kiggede på Consuela. Hun ventede også på mit svar.
  
  
  Carlos lænede sig endnu tættere på mig. Jeg lugtede hans aftershave. "Jeg kender til Dietrichs formel," sagde han, og hans stemme nåede knap mine ører. "Jeg kender til hans samtale med dig, og hvad han kan producere."
  
  
  "Dette er et rigtigt hotel spionsystem," kommenterede jeg.
  
  
  Carlos ignorerede min bemærkning.
  
  
  "Det, Dietrich opdagede, kunne gøre os alle til milliardærer."
  
  
  Jeg lænede mig tilbage i min stol.
  
  
  "Hvorfor bringe mig ind i aftalen, Ortega?"
  
  
  Carlos så overrasket ud. "Jeg troede, det ville være indlysende for dig. Vi har brug for dig."
  
  
  Og så forstod jeg alt. "Stocelli," mumlede jeg. "Du har brug for en heroindistributør. Stocelli vil være din distributør. Og du har brug for, at jeg kommer til Stocelli.
  
  
  Carlos smilede til mig med en tynd, ond grimase.
  
  
  Consuela talte. Ortega gjorde hende tavs. "Måske skulle du forlade os nu, min kære. Du ved, hvor du skal møde os - hvis hr. Carter accepterer at slutte sig til os."
  
  
  Consuela rejste sig. Hun gik rundt om det lille bord ved siden af mig og lagde sin hånd på min skulder. Jeg mærkede det stramme tryk fra hendes tynde fingre.
  
  
  "Gør ikke noget overilet, Nick," mumlede hun. ”Tre mænd ved nabobordet er bevæbnede. Er det ikke rigtigt, Carlos?
  
  
  "Esverdad."
  
  
  Consuela bevægede sig mod trappen. Jeg så hende et øjeblik, før jeg vendte tilbage til Ortega.
  
  
  "Nu hvor hun er væk, Ortega, hvad vil du fortælle mig, som du ikke vil have, at hun skal vide?"
  
  
  Et øjeblik svarede Ortega ikke. Han tog et af vores tomme glas op og snurrede det dovent i fingrene. Til sidst lagde han den fra sig og lænede sig mod mig.
  
  
  "Tror du, jeg ikke ved, at John Bickford er en svækkelse, der kan skubbes rundt uden alt for mange problemer? Han tænker med sin penis. For ham er kun hans kone vigtig, denne kære prostituerede. Og Brian Garrett? Tror du, jeg ikke ved, at Garrett ikke er stærkere end Bickford?
  
  
  Carlos hviskede nu, hans ansigt kun få centimeter fra mit. Selv i mørket kunne jeg se hans øjne lyse op med kraften fra hans indre syn.
  
  
  "Jeg kan blive en af de rigeste mennesker i verden. Men jeg kan ikke gøre det selv. Her i Mexico har jeg en vis indflydelse. Jeg har forbindelser. Men hvad sker der, når vi flytter vores aktiviteter til staterne? Det ville bare være Bickford, Garrett og mig. Kan du se Bickford stå op mod Stocelli? Eller Garrett? De ville have snavset deres bukser, første gang de stod ansigt til ansigt med ham. Forstår du, hvad jeg fortæller dig?
  
  
  "Ja. Du ville slippe af med Garrett og Bickford, så du kan lave en aftale med mig."
  
  
  "Nøjagtig. Hvad siger du?"
  
  
  "Hvilken split?" “Jeg sagde, velvidende at Ortega ville tage mit spørgsmål som det første skridt mod min aftale om at tage med ham, smilede Carlos. "Ti procent," grinede jeg højt. Jeg vidste, at Ortega ville overtale mig til at forhandle.
  
  
  
  Hvis jeg ikke havde gjort dette, ville han have været mistænksom. Ti procent er latterligt. "Hvis jeg går med dig, deler vi os ligeligt."
  
  
  "halvtreds procent? Absolut ikke."
  
  
  "Så find dig en anden dreng." Jeg lænede mig tilbage i stolen og tog min pakke cigaretter, der lå på bordet. I lighterens flamme så jeg Ortegas ansigt genvinde sin glatte, kølige ro.
  
  
  "Du kan ikke forhandle."
  
  
  "Hvem sagde det? Hør, Ortega, du har brug for mig. Du har lige fortalt mig, at du ikke kan lave denne aftale uden mig. Bickford og Garrett? Stocelli ville spise dem, spytte dem ud og jagte dig. Hør nu. Hvis du skal give mig en gulerod, så jeg kan strække den bagefter, må du fandme hellere gøre den fed og saftig, ellers bider jeg ikke engang i den.
  
  
  "Fyrre procent?" - foreslog Carlos omhyggeligt og holdt øje med mig nøje.
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "halvtreds procent. Og hvis jeg nogensinde fanger dig i at forsøge at snyde mig - endda for en krone - så kommer jeg efter dit skjul."
  
  
  Carlos var tøvende, og jeg vidste, at jeg havde overbevist ham. Til sidst nikkede han med hovedet. "Du forhandler for alvor," sagde han modvilligt. Han rakte hånden frem. "Aftalt."
  
  
  Jeg kiggede på hans hånd. "Kom så, Ortega. Vi er stadig ikke venner, så prøv ikke at få mig til at tro, at jeg er din ven. Dette er udelukkende en forretningstransaktion. Jeg kan godt lide penge. Også til dig. Lad os lade det ligge på det grundlag.
  
  
  Ortega smilede. "Du er i det mindste ærlig." Han tabte hånden til siden og rejste sig. "Nu hvor vi er partnere, skal vi så gå, señor Carter?"
  
  
  "Hvor?"
  
  
  “Jeg er gæst på Garretts hacienda. Han bad mig invitere dig til at slutte dig til os der - hvis du beslutter dig for at slå dig sammen med os." Han smilede af sin egen ironi.
  
  
  Da vi gik op ad den smalle sten- og betontrappe, der førte fra natklubben La Perla, så jeg, at vi blev fulgt af tre mænd, som havde siddet ved nabobordet hele aftenen.
  
  
  Der stod en bil og ventede på os på den cirkulære brostensbelagte gade på toppen af klippen. Chaufføren holdt døren åben, da vi nærmede os den. Ortega var den første, der satte sig på bagsædet og gjorde tegn til, at jeg skulle slutte mig til ham. Da jeg fik sat mig til rette, lukkede chaufføren døren og gik hen til forsædet. Han startede motoren og vendte sig så mod mig, med hans tykke knytnæve i bunden af en stor Mauser Parabellum-pistol, og dens mundingsparti pegede direkte mod mit ansigt på få centimeters afstand.
  
  
  Uden at bevæge mig spurgte jeg: "Hvad fanden er alt det her, Carlos?"
  
  
  "Din pistol," sagde Ortega og rakte sin hånd frem. »Det gjorde mig nervøs hele aftenen. Hvorfor ikke give det til mig, så jeg kan slappe af? »
  
  
  "Sig til ham, at han skal være forsigtig," sagde jeg. "Jeg beder om det nu."
  
  
  "Pludder," fløj Ortega. "Hvis han på en eller anden måde kommer ud af jakken, skyder han."
  
  
  Jeg trak forsigtigt Wilhelmina ud af hylsteret. Ortega tog det fra mig.
  
  
  "Har du noget andet våben, señor Carter?"
  
  
  Det tog mig kun et splitsekund at beslutte mig. Jeg tog Hugo af og gav den tynde stilet til Ortega. "Pas på dem for mig," sagde jeg let.
  
  
  "Vamanos, Paco!" Ortega afbrød hans ord. Chaufføren vendte om og startede bilen. Han kørte rundt om den centrale ø og ned ad bakken.
  
  
  Vi gik langsomt ned ad de brostensbelagte gader på Quebrada-klipperne og gennem de smalle gader i den gamle del af Acapulco. Da vi drejede ind på Costera Miguel Aleman og satte kursen mod øst, kunne jeg se over bugten ved lysene på Matamoros Hotel. Ortega fangede mit øje.
  
  
  "Det ville være meget dårligt for dig overhovedet at tænke på at vende tilbage til hotellet, señor Carter," sagde Ortega tørt.
  
  
  "Hvordan gættede du det?"
  
  
  "Du kan støde på Teniente Felix Fuentes fra Forbundet," sagde Carlos. "Og det ville være dårligt for os begge, ikke?"
  
  
  Han vendte hovedet mod mig, hans mørke øjne blinkede af ond morskab.
  
  
  "Du troede, jeg ikke vidste, at Teniente Fuentes var her i Acapulco?" spurgte han. "Tror du, jeg er et fjols?"
  
  
  Kapitel fjorten.
  
  
  Der var en larmende fest i gang i stueetagen af Garretts enorme hacienda. Et dusin af hans venner kom fra Newport Beach på en firs fods motorsejlbåd. Stereoanlægget buldrede, halvdelen af gæsterne var allerede fulde. Ortega og Paco slæbte mig ovenpå til soveværelset. Paco skubbede mig ind i rummet, smækkede og låste døren bag mig.
  
  
  Consuela lå på en enorm kingsize seng. På den anden side af rummet for hende var en hel væg af skabe, hvis døre var spejlede for at reflektere hver eneste refleksion i rummet.
  
  
  Hun smilede til mig, og pludselig var hun en slank, kurvet junglekat, der strækker sig sensuelt. Hun holdt sine hænder. "Kom her."
  
  
  Jeg strakte mig ud i stolen, lænede mig tilbage og krydsede benene.
  
  
  "Jeg vil have dig til at elske med mig," sagde Consuela, hendes øjne halvt lukkede og hendes krop buede som en slank, smidig tiger. Jeg sad stille og så eftertænksomt på hende.
  
  
  "Hvorfor?" Jeg spurgte. “Fordi huset er fyldt med mennesker? Ophidser det dig?
  
  
  "Ja." Consuelas øjne var lidt åbne.
  
  
  Hun smilede besiddende til mig. "Du driller mig," sagde hun. "Kom her."
  
  
  Jeg rejste mig og bevægede mig hen mod sengen.
  
  
  Jeg sank ned oven på hende, pressede mine læber til den glatte hals, holdt hendes lange, modne krop i mine arme. Jeg lod min vægt falde på hende, mens jeg trak vejret ind i hendes øre.
  
  
  "Dit svin!" Consuela løftede mit hoved, tog det i begge hænder og smilede ind i mine øjne.
  
  
  Jeg rejste mig fra hende og gik på tværs af lokalet,
  
  
  "Hvor skal du hen?"
  
  
  "Barber dig," sagde jeg og gned min hånd over skægstubbe på mine kinder. Jeg gik på badeværelset, tog mit tøj af, tændte så bruseren og gik ind.
  
  
  Jeg tørrede mig selv og vaskede mit ansigt, da jeg hørte hende råbe: "Hvad tog dig så lang tid?"
  
  
  "Kom med mig," svarede jeg.
  
  
  Et øjeblik efter hørte jeg hende komme op bag mig, og så mærkede jeg hendes nøgne krop presse sig mod mig, bløde bryster pressede mod min ryg, glatte arme slyngede sig om min talje, våde læber kysse mine skulderblade og løbe ned ad min rygrad. til min hals.
  
  
  "Du får mig til at skære mig selv."
  
  
  "Barber dig senere," hviskede hun ind i min ryg.
  
  
  "Tag et brusebad, mens jeg er færdig med at barbere mig," sagde jeg.
  
  
  Jeg kiggede på hende i spejlet, da hun gik. Hun tændte for vandet og forsvandt bag badeforhængene. Jeg hørte en stærk strøm af sjæl fosse ud fra vandkanden. Jeg kiggede hurtigt rundt på hylderne nær spejlet. På disken fandt jeg en flaske aftershave på størrelse med en halv liter i en kraftig krystalkaraffel.
  
  
  Consuela ringede til mig. "Kom her med mig, skat!"
  
  
  "Om et øjeblik," svarede jeg.
  
  
  Jeg greb et håndklæde fra disken og viklede det rundt om karaflen. Holdende begge ender af håndklædet i den ene hånd svingede jeg det frem og tilbage, og slog så den tunge vægt af det midlertidige våben mod min venstre arm. Han slog min håndflade med et betryggende fast slag.
  
  
  Jeg gik over til badeværelset og trak forsigtigt gardinet tilbage.
  
  
  Consuela stod med ryggen til mig, hendes ansigt hævet og hendes øjne lukkede af den stærke vandstrå, der slog mod hende. Et øjeblik så jeg på den rige, buede krumning af hendes krop, glatheden af hendes ryg og den måde, hendes talje krummede og derefter udvidede for at møde hendes runde hofter og lange hoftelinje.
  
  
  Med et højt suk af fortrydelse slog jeg den håndklædeindpakkede karaffel mod bagsiden af hendes hoved med et kort, hurtigt svirp med mit håndled. Slaget ramte hende lige bag øret.
  
  
  Da hun faldt igennem, fangede jeg hendes vægt i min venstre hånd, mærkede hendes bløde hud glide mod min egen, mærkede alt det glatte, faste kød pludselig slappe af i min armkroge. Jeg smed karaffen på tæppet bag mig og rakte ind under hendes ben med min højre hånd.
  
  
  Jeg trak hende ud af badet og bar hende ind i soveværelset. Jeg lagde hende forsigtigt på sengen, gik så til den anden side og trak betrækket tilbage. Jeg tog hende op igen og lagde hende forsigtigt på lagenet.
  
  
  Hendes lange, brune hår, fugtigt fra hendes brusebad, var spredt ud på puden. Det ene af hendes slanke, solbrune ben var halvt bøjet i knæene, det andet var strakt lige ud. Hendes hoved vippede lidt til siden.
  
  
  Jeg følte en bølge af anger over, hvad jeg skulle gøre, da jeg trak det øverste lag over hende for at dække det smukke kryds mellem hendes ben. Jeg løftede derefter hendes højre hånd og lagde den på puden over hendes hoved. Jeg trådte tilbage og så på hende. Effekten var helt rigtig – som om hun sov.
  
  
  Nu trak jeg tæppet tilbage på den anden side af sengen og rumlede bevidst lagnerne. Jeg bankede puden, indtil den var pjusket, og kastede den tilfældigt mod hovedet på sengen. Jeg slukkede alt lys i rummet bortset fra en lille lampe i det fjerneste hjørne af rummet.
  
  
  Da jeg vendte tilbage til badeværelset, klædte jeg mig på og tjekkede soveværelset en sidste gang, før jeg smuttede gennem de høje franske døre og ud på den mørke altan og lukkede forsigtigt dørene bag mig.
  
  
  Lyden af festen nåede mig nedefra. Musikken var lige så høj, som da jeg ankom med Carlos. Poolen blev oplyst af projektører, hvilket fik området omkring det til at virke endnu mørkere. Altanen jeg stod på var i den mørkeste del af skyggen.
  
  
  Værelset bag mig var i husets fløj med udsigt over poolen, og jeg var sikker på, at familien Dietrich ville være i husets anden fløj. Jeg bevægede mig lydløst og gik langs balkonen og pressede mig mod væggen for at blive i skyggen.
  
  
  Den første dør, jeg nærmede mig, var ulåst. Jeg åbnede den lidt og kiggede ind i rummet. Det var tomt.
  
  
  Jeg gik videre. Jeg prøvede det næste værelse. Intet igen. Jeg gik til forsiden af haciendaen. Hvorfra jeg krøb sammen i altanens skygge, kunne jeg se de to vagter ved forporten, som blev oplyst skarpt og hårdt af spotlysene, der var monteret over indgangen. Bagved var en adgangsvej, der førte til en vej i kanten af klinten. Der var formentlig andre vagter, der patruljerede området.
  
  
  Jeg vendte tilbage til fløjen, hvor Consuela Delgardos soveværelse lå. Jeg tjekkede hvert soveværelse der. Den sidste var den, som Ortega sov i.
  
  
  
  Den tunge lugt af hans aftershave fyldte mine næsebor, så snart jeg kom ind i rummet. Jeg tog en chance og tændte lampen. Der var et stort klædeskab mod den fjerneste væg. Jeg åbnede de dobbelte døre. Bag Ortegas pænt ophængte bukser og sportstrøjer fandt jeg en papkasse med lukkede klapper. Jeg åbnede den. Indeni var en masse velkendte plastikposer med heroin. Det var de fyrre kilo, som Dietrich havde.
  
  
  Efter at have sikret papkassen lagde jeg den tilbage i skabet og lukkede dørene, slukkede så lampen og gik.
  
  
  Nå, jeg fandt heroinen, men der var stadig ingen tegn på Dietrich eller hans datter. Da jeg stod i altanens mørke, presset mod husets væg, begyndte jeg at mærke min skuffelse. Jeg så på de glødende visere på mit armbåndsur. Der gik mere end ti minutter.
  
  
  Jeg var stadig nødt til at tjekke nedenunder, jeg vendte tilbage til den fjerneste ende af balkonen og faldt let og gik ned til jorden. Kanten af klippen var kun få meter væk og faldt stejlt ned i havet næsten hundrede meter under. Gemt i buskene flyttede jeg fra et rum til et andet og udforskede helt underetagen. Intet tegn på Dietrichs.
  
  
  Tjenestepige kvarter? Ja sikkert. De kunne have været der. Dette gav mere mening end at holde dem i hovedhuset, hvor de ved et uheld kunne blive stødt på. Jeg bevægede mig langs det pænt trimmede græs, flyttede fra det ene palmetræ til det andet og gemte mig i deres skygge. To gange måtte jeg undgå at patruljere vagter, heldigvis var der ingen hunde med.
  
  
  Tjenerkvarteret var en lang, lav en-etagers bygning lavet af muddersten. Jeg kunne se ind i hvert af de seks rum gennem vinduerne. Hver var tændt, og hver var tom bortset fra Garretts mexicanske assistenter.
  
  
  Jeg gik væk fra bygningen, på hug under bladene på en lavtvoksende ananaspalme. Jeg så tilbage på haciendaen. Det blev bygget på et betonpladefundament uden kælder. Der var heller ikke noget loft. Jeg tjekkede huset omhyggeligt og var sikker på, at Dietrichs ikke var i det, medmindre de var døde, og deres kroppe var proppet i et lille skab, som jeg ikke havde lagt mærke til. Men det var usandsynligt. Carlos havde brug for dem i live.
  
  
  Jeg kiggede på mit ur igen. Der gik toogtyve minutter. Hvor kunne de være? Endnu en gang gennemgik jeg de muligheder, der var tilbage til mig. Jeg kunne være vendt tilbage til rummet, hvor Consuela lå bevidstløs og ventede på at følge efter Carlos. Da vi forlod El Mirador Hotel, sagde han, at vi skulle afsted til USA omkring fire eller fem om morgenen. Men hvis jeg havde gjort dette, hvis jeg havde ventet på dette øjeblik, ville Carlos have haft initiativet og fordelen.
  
  
  Det ville være en fejl. Jeg vidste, at jeg var nødt til at holde pauser på egen hånd. På en eller anden måde vidste jeg, at jeg skulle væk fra Carlos, og jeg var nødt til at gøre det hurtigt.
  
  
  Jeg undgik forsigtigt de patruljerende vagter og kredsede om haciendaen, og gik derefter mod kanten af klipperne. Da jeg var landet på kanten, begyndte jeg at gå ned.
  
  
  I mørket kunne jeg næsten ikke se mine fodfæste, da jeg gik ned ad klippen. Klinten viste sig at være stejlere, end det så ud til. Tomme for tomme, mens jeg holdt min hånd, svigtede jeg mig selv. En dag gled mine tæer af den glatte, havvåde overflade, og kun mine tæers desperate greb afholdt mig fra at falde hundrede meter ned på klippens stenstrøede bund.
  
  
  Jeg var kun ti fod under kanten af klippen, da jeg hørte vagter passere over hovedet. Støjen fra bølgerne og vinden forhindrede mig i at høre deres nærme sig tidligere. Jeg frøs fast, bange for at lave en lyd.
  
  
  En af dem tændte en tændstik. Der kom et kort blink, og så mørke igen. Jeg troede, at en af dem i et hvilket som helst sekund kunne tage et skridt til kanten af klippen og se sig omkring, og det første, jeg ville vide, at jeg var blevet bemærket, ville være en kugle, der rev mig fra mine usikre støtter. Jeg var fuldstændig sårbar, fuldstændig hjælpeløs. Mine arme gjorde ondt af at holde mig selv i en akavet stilling, da jeg første gang hørte dem over hovedet.
  
  
  De sladrede om pigen i byen og lo af et eller andet trick, hun havde lavet på en af dem. Cigaretskod buede over klippen, og dets røde kul faldt forbi mig.
  
  
  "... Vamanos!" sagde en af dem endelig.
  
  
  Jeg tvang mig selv til at være stille i næsten et helt minut, før jeg turde risikere, at de gik. Jeg startede ned igen, mit sind fokuserede på nedstigningen. Jeg strakte mit ben ud, fandt endnu et fodfæste, tjekkede det omhyggeligt og sænkede mig yderligere seks centimeter. På dette tidspunkt gjorde mine muskler ondt af smerten. Min højre underarm, hvor Louis havde skåret mig, begyndte at dunke af smerte. Ved en bevidst indsats af vilje blokerede jeg alt i mit sind undtagen den gradvise, langsomme nedstigning.
  
  
  En dag gled min fod ind i en revne, og jeg måtte trække den ud. Min ankel gjorde ondt fra det skarpe sving på vej ned. Mine hænder var revet i stykker, huden på mine fingre og håndflader blev revet af stenene.
  
  
  Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at jeg kun havde et par meter tilbage, et par minutter mere, lidt længere.
  
  
  Og så, pustende, næsten fuldstændig udmattet, befandt jeg mig på en smal strand, hvor jeg bevægede mig langs bunden af klipperne, undgik stenblokkene, tvang mig selv til at løbe træt langs kappens kurve og prøvede ikke at tænke på, hvor lang tid der havde blevet brugt på min nedstigning.
  
  
  KAPITEL FEMTEN
  
  
  I den yderste ende af kappen opdagede jeg en blid kløft skåret mellem stejle klipper. I regntiden ville det være en strøm af vand, der ville hælde oversvømmelser fra bakkerne ud i havet. Nu gav han mig en sti til toppen af klippen.
  
  
  Snublende, glidende på den løse skifer, klatrede jeg op i kløften, indtil jeg kom ud hundrede meter fra vejen. Mod øst, næsten en halv kilometer væk, kunne jeg se projektørlyset over forporten til Garretts hacienda.
  
  
  Jeg ventede ved siden af vejen, tvang mig selv til at vente tålmodigt og prøvede ikke at tænke på, hvor hurtigt tiden gik for mig. Den time, jeg havde tilladt mig selv, var mere end trekvart af vejen. Endelig dukkede forlygter op i det fjerne. Jeg gik ud på midten af vejen og viftede med armene. Bilen standsede, og chaufføren stak hovedet ud af vinduet.
  
  
  "Qui pasa?" - råbte han til mig.
  
  
  Jeg gik hen til bilen. Chaufføren var en teenager med langt sort hår kæmmet tilbage bag ørerne.
  
  
  "Telefon. Kan du tage mig til telefonen? El asunto es muy importante!"
  
  
  "Hop ind!"
  
  
  Jeg løb til fronten af ​​bilen og gled ind i sædet. Selv da jeg gispede: "Vaya muy de prisa, por Favor!" han aktiverede koblingen i starten af ​​løbet. Grus fløj ud under baghjulene, bilen skyndte sig frem, speedometernålen viste tres, halvfjerds og derefter hundrede og ti kilometer i timen.
  
  
  Mindre end et minut senere skreg den ind i en Pemex-station og brændte gummi, da den stoppede.
  
  
  Jeg åbnede døren og løb hen til betalingstelefonen. Jeg ringede til Matamoros Hotel og tænkte, hvor ironisk det var, at Ortega selv havde fortalt mig, hvor jeg kunne finde Teniente Fuentes!
  
  
  Det tog næsten fem minutter at forbinde ham til røret. Det tog yderligere fem minutter at overbevise ham om, at jeg ville give ham den assistance, som Jean-Paul bad mig om et minut før hans mord. Jeg fortalte derefter Fuentes, hvad jeg ønskede af ham, og hvor jeg skulle møde mig.
  
  
  "Hvor hurtigt kan du komme hertil?" - Jeg spurgte endelig.
  
  
  "Måske ti minutter."
  
  
  "Gør det før, hvis du kan," sagde jeg og lagde røret på.
  
  
  ***
  
  
  Teniente Felix Fuentes havde et ansigt som et Toltec-idol skåret ud af brune sten. Kort massivt bryst, kraftige arme.
  
  
  "Har du taget riflen med?" spurgte jeg og satte mig ind i hans umærkede politibil.
  
  
  "Hun er på bagsædet. Dette er mit personlige småvildtjagtvåben. Jeg tager mig af ham. Hvad mener du? "
  
  
  Fuentes startede politibilen. Jeg fortalte ham, hvor han skulle tage hen. Mens vi kørte, talte jeg om, hvad der skete. Jeg fortalte Fuentes om Dietrich og hans formel til fremstilling af syntetisk heroin. Jeg fortalte ham, at Ortega nu holdt Dietrich fanget, og hvad Ortega havde tænkt sig at gøre. Fuentes lyttede nøgternt, mens jeg fortalte ham alt.
  
  
  "Nu," sagde jeg, "skal jeg tilbage til det hus, før de ved, at jeg er væk. Og så snart jeg vender tilbage, vil jeg have dine mænd til at angribe den. Vi skal af med Ortega. Hvis vi kan skabe panik, er der en god chance for, at Ortega fører mig til Dietrich.
  
  
  "Hvilken begrundelse har jeg for at angribe Garretts hacienda, señor Carter?" Han er en meget indflydelsesrig person. Ortega også.
  
  
  "Er fyrre kilo heroin en tilstrækkelig undskyldning?"
  
  
  Fuentes fløjtede højt. "Fyrre kilo! For fyrre kilo ville jeg bryde ind i præsidentens hus!"
  
  
  Jeg fortalte ham, hvor han kunne finde heroin. Fuentes tog mikrofonen og radiosendte hovedkvarteret og krævede forstærkninger. Han var ærlig. Ingen sirener, ingen blinkende lys, ingen handling, før han gav signalet.
  
  
  På dette tidspunkt kørte vi igen ad vejen, der førte forbi Garretts hacienda. Næsten præcis hvor jeg havde parkeret Bickfords bil aftenen før, stoppede han for at lukke mig ud.
  
  
  Jeg tog riflen og kablet fra bagsædet. Jeg løftede mit våben. "Det her er skønhed," sagde jeg til ham.
  
  
  "Min præmiebesiddelse," sagde Fuentes. "Igen beder jeg dig om at være forsigtig med dette."
  
  
  “Som var det min egen,” sagde jeg og vendte mig væk, krøb sammen og kiggede rundt på marken. Fuentes bakkede politibilen op ad vejen omkring hundrede meter væk for at aflytte de andre, da de ankom.
  
  
  Jeg valgte et sted på en lille stigning omkring to hundrede fod fra indkørslen, der førte fra vejen til hans hus. Jeg stod i en lille vinkel til porten. Jeg smed krogen for mine fødder og lagde mig forsigtigt ned på maven, mens jeg holdt riflen i mine hænder.
  
  
  Få minutter senere ankom to politibiler, den anden næsten umiddelbart efter den første. Fuentes dirigerede dem på plads, en på hver side af vejen, der førte til indkørslen, mændene i biler ventede med deres motorer og slukkede forlygter.
  
  
  
  Jeg løftede den tunge pistol op på min skulder. Det var en smukt lavet Schultz & Larson 61 riffel i .22 kaliber, et enkelt skuds bolt action våben med en 28 tommer løb og et bold frontsigte. Håndledsstøtten var justerbar, så den passede til min venstre hånd. Skæftet blev skåret med et tommelfingerhul, så jeg kunne holde det halvstøbte pistolgreb med højre hånd. Riflen, der var specielt lavet til internationale kampe, var så præcis, at jeg kunne stikke en kugle gennem enden af en cigaret i en afstand af hundrede yards. Hendes tunge vægt, seksten og et halvt pund, gjorde hende stabil i mine arme. Jeg rettede den mod en af de to spotlights, der var monteret højt over venstre side af frontlågen.
  
  
  Min næve knyttede sig langsomt, min finger trykkede på aftrækkeren. Riflen rystede let i mine hænder. Spotlyset slukkede samtidig med en skarp lydknæk i mine ører. Jeg drejede hurtigt bolten, trak den op og tilbage, og den brugte patron fløj op. Jeg kammererede endnu en omgang, slog bolten i og låste den.
  
  
  Jeg skød igen. Det andet spotlys eksploderede. Der var skrig i haciendaen, men frontporten og området omkring den var i mørke. Jeg skød granaten ud igen og genladede riflen. Gennem portens åbne gitter kunne jeg se glasvinduet i stuen med udsigt over den stadig oplyste swimmingpool.
  
  
  Jeg justerede kikkerten for yderligere afstand og tog sigte igen. Jeg satte en kugle ind i glasset, nettet satte den næsten i midten. Mens jeg genopladede, hørte jeg svage skrig komme fra huset. Jeg affyrede den fjerde kugle gennem et pladeglasvindue ikke mere end 30 cm fra det andet hul.
  
  
  Der blev hørt skrig fra huset. Pludselig gik alt lys ud. Musik også. Nogen har endelig nået hovedafbryderen. Jeg placerede riflen, hvor Fuentes nemt kunne finde den, tog rebet og løb hen over marken til muren omkring huset.
  
  
  Nu hvor jeg var tæt på, kunne jeg høre lyde og skrig komme indefra. Jeg hørte Carlos råbe ad vagterne. En af dem skød ud i mørket, indtil hans pistol var tom. Carlos råbte rasende til ham, at han skulle stoppe.
  
  
  Jeg bevægede mig hurtigt langs væggen. Omkring fyrre eller halvtreds meter fra porten stoppede jeg og tog krogen af min skulder. Jeg kastede krogen over væggen og tænderne fangede ved det første kast, metallet fast indlejret i murværket på væggen. Hånd i hånd løftede jeg mig op på toppen af væggen. Jeg hev krogen af, smed ham over den anden side og hoppede ned ved siden af ham og landede på min huk.
  
  
  Da jeg løb gennem buskene til siden af huset væk fra poolen, viklede jeg rebet op igen. Da jeg stoppede nede under altanen, smed jeg krogen igen, og den greb fast i rækværket.
  
  
  Jeg trak mig op, indtil mine fingre fangede smedejernsrækværket, og jeg klatrede ud over kanten. Det tog kun et øjeblik at stramme rebet, og jeg løb over altanen til det rum, jeg havde tilbage for over en time siden.
  
  
  Da jeg åbnede døren for at smutte indenfor, hørte jeg den første tiltagende klage fra politibilens sirener. Consuela var stadig bevidstløs. I mørket stoppede jeg det oprullede reb under dobbeltsengen. Jeg tog hurtigt mit tøj af og lod dem falde på gulvet i en dynge. Nøgen smuttede jeg under mit overtøj ved siden af Consuelas varme nøgne krop.
  
  
  Jeg hørte det insisterende, stigende og faldende hyl fra nærgående politisirener, hvorefter jeg skreg nedefra og udefra. Så bankede det på soveværelsesdøren. Hånden rystede vredt.
  
  
  Nogen stak en nøgle i låsen og drejede den voldsomt. Døren gik op og ramte væggen. Ortega stod med en lommelygte i den ene hånd og en pistol i den anden.
  
  
  "Hvad helvede foregår der?" - Jeg forlangte.
  
  
  "Klæd på! Der er ingen tid at spilde! Politiet er her!"
  
  
  Jeg tog hurtigt fat i mine bukser og skjorte og tog dem på. Jeg smuttede mine fødder ned i mine mokkasiner, og gad ikke tage sokker på.
  
  
  "Væk hende!" - Ortega knurrede og pegede lommelygten mod Consuela. Hun lå der, da jeg forlod hende, hendes hår fløj hen over puden, hendes arm bøjet, hendes hoved, hendes ansigt vendt til den ene side.
  
  
  Jeg grinte til ham. "Ingen chance. Hun drak for meget. Hun afbrød forbindelsen fra mig, da tingene blev interessante."
  
  
  Carlos svor i skuffelse. "Så forlader vi hende," besluttede han. "Gik!" - Han viftede med sin pistol.
  
  
  Jeg gik foran ham. Jeg hørte politiets sirener igen.
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvad fanden laver politiet her?"
  
  
  "Jeg vil gerne selv vide det," snakede Carlos vredt. "Men jeg vil ikke blive og finde ud af det."
  
  
  Jeg fulgte Ortega ned ad gangen til trappen. Han lyste med sin lommelygte på trappen. Brian Garrett stod ved foden af trappen, blinkede ind i lyset og kiggede op med et frygtsomt udtryk i sit lyse ansigt. Han løb halvvejs hen mod os, beruselsen skyllede panikken ud af ham.
  
  
  
  
  Han råbte. - "For guds skyld, Carlos!" "Hvad fanden gør vi nu?"
  
  
  "Flyt dig." Carlos gik ned ad trappen for at passere Garrett. Garrett greb hans hånd. "Hvad med fyrre kilo heroin?" - spurgte han hæst. "For pokker, det er mit hjem, de vil sætte mig i fængsel for det her!"
  
  
  Carlos stoppede halvvejs. Han vendte sig mod Garrett, og lyset fra hans lommelygte oplyste dem uhyggeligt.
  
  
  "Du har ret," sagde Carlos. "Du har ingen steder at løbe hen, hva?"
  
  
  Garrett kiggede på ham med bange øjne og bad ham tavst.
  
  
  "Hvis de fanger dig, taler du. "Jeg tror ikke, jeg har brug for sådanne problemer," sagde Carlos groft. Han løftede pistolen og trykkede på aftrækkeren to gange. Det første skud ramte Garrett square midt på brystet. Han åbnede munden i chok, da den anden kugle rev hans ansigt fra hinanden.
  
  
  Selvom Garretts krop var svagt presset mod rækværket, gik Carlos allerede ned ad trappen. Han løb næsten, og jeg var kun et skridt bag ham.
  
  
  "Her!" Carlos råbte over hans skulder, da vi vendte os mod enden af stuen. Han gik ned ad gangen til køkkenet og gik ud gennem servicedøren. En stor sedan ventede der, motoren gik i tomgang, og den samme chauffør bag rattet.
  
  
  Carlos åbnede bagdøren. "Hop ind!" - knækkede han. Jeg skyndte mig ind i bilen. Carlos løb hen til forsædet og smækkede med døren.
  
  
  "Vamanos, Paco!" han råbte. "Pronto! Pronto! »
  
  
  Paco satte bilen i gear og trykkede på gaspedalen. Fede dæk med bred slidbane gravet ned i gruset. Vi tog fart, da vi rundede hjørnet af huset og fulgte ringvejens kurve foran indgangen. Paco drejede febrilsk på hjulet for at gå mod porten, og tudede febrilsk på sit horn så højt han kunne mod idioterne for at åbne porten.
  
  
  Han trak bremsen et øjeblik og bremsede bilen, indtil en af portene var åben nok til, at vi kunne klemme os igennem, og så slog han gaspedalen igen. En stor bil fløj ud af porten.
  
  
  Den første af politibilerne var parkeret mindre end tyve meter fra huset, hvilket blokerede adgangen til hovedvejen. Politiet krøb sammen bag bilen og skød mod porten, da vi kørte forbi.
  
  
  Paco tøvede ikke. Bandende drejede han rattet på bilen, sendte den ud af indkørslen og ud på markens ujævne terræn, mens han stadig trykkede på gaspedalen. I mørket, uden forlygter, kørte den tunge sedan hen over feltet, vuggede og svajende som en pludselig gal vild mustang, og kastede en hanehale af støv og snavs ud.
  
  
  Sedanens hoppende, drejende rulle slyngede mig hjælpeløst fra side til side. Jeg hørte dem skyde mod os. Bagruden knuste og overøste mig med glasskår.
  
  
  Der var flere skud, og så holdt bilen op med at rumle, da Paco pludselig drejede hjulet igen og bragte os tilbage på vejen. Vi lettede i høj fart.
  
  
  Der var ingen jagt. Da han var på motorvejen, tændte Paco forlygterne og bragte den store bil op i næsten racerhastighed.
  
  
  Carlos satte sig ned og lænede sig over bagsiden af forsædet. Han smilede til mig og sagde: "Du kan sætte dig ned nu, señor Carter. Indtil videre tror jeg, vi er i sikkerhed."
  
  
  "Hvad fanden var det hele?" Jeg rejste mig fra gulvet, hvor jeg var blevet kastet, og lænede mig tilbage mod sædehynderne. Jeg tog et lommetørklæde frem og børstede forsigtigt de skarpe glasskår af mine bukser.
  
  
  "Jeg tror, det var, fordi kaptajnen på vores skib talte," gættede Carlos. »Han vidste, at vi skulle sende lasten. Jeg tror, politiet fandt ud af, at Garrett havde det.
  
  
  "Hvad nu?"
  
  
  "Nu vil vi tage Senor Dietrich og hans datter og tage til USA. Vores planer har ikke ændret sig. De blev bare flyttet i et par timer.”
  
  
  "Hvad med Consuela?"
  
  
  Carlos trak på skuldrene.
  
  
  "Hvis hun holder sig selv under kontrol, vil alt være godt. Garretts gæster vidste intet om vores aktiviteter. Consuela er klog nok til at påstå, at hun også bare var en gæst og ikke ved noget om, hvad de vil finde.
  
  
  "Hvad med Garretts mord? Jeg forstår, at du har taget hånd om dette problem.
  
  
  Ortega trak på skuldrene. "Før eller siden måtte det gøres."
  
  
  "Hvor hen nu?"
  
  
  "Til Bickford," svarede Ortega. "Det er her Dietrichs bliver holdt tilbage."
  
  
  KAPITEL SEKSTEN
  
  
  Det bløde ømme udtryk forsvandt fra Doris Bickfords ansigt. Det, der nu sivede ud, var den usminkede, hensynsløse kerne, der var hendes sande jeg, som virkede endnu hårdere på grund af kontrasten til hendes små dukkelignende træk indrammet af hendes lange platinblonde hår. John Bickford forfulgte stuen som en stor, aldrende løve og haltede de sidste par måneder af sit liv i en vred forvirring af tab af styrke, hans manke hvid af alderen. Han kunne ikke finde ord. Han kunne ikke forstå de ændringer, der var sket med hans kone i løbet af de sidste par timer.
  
  
  Herbert Dietrich satte sig i sofaen, Susan ved siden af ham.
  
  
  
  Dietrich var en udmattet, træt mand, trætheden fra dagens belastning viste sig i hans ansigt, en gammel mand på randen af sammenbrud, men sad oprejst og stædigt nægtede at erkende den træthed, der havde sat sig i hans knogler. Men hans øjne var dækket af et sløvt, useende blik, et forhæng, bag hvilket han gemte sig for verden.
  
  
  Doris vendte sig mod os, da Carlos og jeg kom ind i lokalet, pistolen i hendes hånd pegede hurtigt i vores retning, før hun genkendte os.
  
  
  "For guds skyld," sagde hun sarkastisk og vendte pistolen væk, "hvorfor tog det så lang tid?"
  
  
  "Klokken er kun tre," sagde Carlos let. "Vi havde ikke tænkt os at tage af sted før næsten fem."
  
  
  - Så vi er klar til at tage afsted? Jeg tror ikke, han," hun pegede på sin mand med pistolen, "kan holde ud meget længere." Han er et bundt af nerver. Hendes stemme var skarp og skarp af foragt. Bickford vendte sig om med åben bekymring på sit ru, arrede ansigt. "Jeg forhandlede ikke om det, Carlos," sagde han. "Du kan regne med mig".
  
  
  Carlos bøjede hovedet og stirrede på den store tidligere prisvinder. "Mener du virkelig det?"
  
  
  Bickford nikkede alvorligt. "Jeg er fandme sikker. Jeg ønsker ikke at deltage i kidnapningen eller mordet."
  
  
  "Hvem sagde noget om mord?"
  
  
  "Forstår du hvad jeg mener?" - Doris afbrød. "Han har været sådan hele dagen, lige siden du bragte den gamle mand hertil. Og da Brian Garrett gik ind med pigen, blev han helt vild."
  
  
  "Jeg kan ikke leve med det her, Carlos," sagde Bickford undskyldende. "Undskyld."
  
  
  Doris pegede på mig. "Hvad med ham?" Carlos smilede til hende for første gang. "Han er med os fra nu af," sagde han. Doris kiggede overrasket på mig.
  
  
  Susan Dietrich så op. Chok var skrevet over hele hendes ansigt. Jeg efterlod mit eget ansigt tomt. Susan vendte sig væk fra mig, fortvivlelse og frygt spejlede sig i hendes øjne.
  
  
  Doris vurderede mig lige så koldt, som hun kunne have undersøgt en dyr sobelpelsfrakke, som blev bragt til hende til godkendelse. Til sidst sagde hun: "Det klarer han. Jeg synes meget bedre end Johnny.
  
  
  Bickford vendte sig om. "Hvad mener du?"
  
  
  "Du ville gerne væk, gjorde du ikke?"
  
  
  "Det er rigtigt. For os begge. Du kommer med mig."
  
  
  Doris rystede på hovedet, hendes lange platinhår flagrede foran hendes ansigt. "Ikke mig, skat," sagde hun sarkastisk. "Jeg vil ikke gå. Ikke nu. Ikke når de store penge begynder at komme ind.”
  
  
  "Hvad skete der med dig?" - spurgte Bickford vantro. Han gik hen og greb hende om skuldrene. "Du er min kone! Gå, hvor jeg går!"
  
  
  "For pokker! Jeg vil have en mand, ikke en ødelagt gammel bokser, der ikke kan tale om andet end de gode gamle dage med at blive smidt ud af ham. Nå, de gode gamle dage er lige begyndt at komme for mig, skat. Og du vil ikke forhindre mig i at nyde dem! "
  
  
  Bickford så ud som om han lige havde fået en hård ret til kæben. Hans øjne frøs af forvirring. "Hør," sagde han og rystede hende groft. "Jeg tog dig fra det liv. Jeg gav dig ting. Jeg har gjort dig til en dame, ikke en hundred dollar call girl! Hvad fanden er der kommet ind i dig?
  
  
  "Jeg fjernede mig selv fra det liv!" - Doris fortalte ham skarpt. "Og det var mig, der pressede dig til at have råd til at give mig ting. Hvem introducerede dig for Brian Garrett? Hvem banede vejen for dig? Vær ikke et fjols, Johnny. Det var mig hele vejen. Hvis du ikke vil med dig, går jeg alene. Tro ikke du kan stoppe mig.
  
  
  Bickford gik væk fra hende. Han så tomt på Doris og vendte sig så hjælpeløst mod Carlos. "Carlos?"
  
  
  "Jeg foretrækker ikke at blande mig."
  
  
  "Hvad fanden laver du," sagde Doris selvsikkert og vendte sig mod Ortega. "Du og jeg er allerede involveret. Det er på tide, at den store dumme idiot finder ud af om os, Carlos.
  
  
  Bickford så på hver af dem på skift, manden rystede af det ene slag efter det andet, men stod stadig og bad stadig om straf.
  
  
  "I to?" - spurgte han lamslået.
  
  
  "Ja, vi er to," gentog Doris. "Hele denne tid. Vidste du det ikke, Johnny? Du var ikke engang en smule mistænksom? Hvorfor tror du, vi tager så mange rejser til Mexico hvert år? Hvorfor tror du, at Carlos besøgte os så ofte i Los Angeles?"
  
  
  Telefonen ringede og brød stilheden, der fulgte efter hendes ord. Ortega tog hurtigt telefonen. “Bueno!... Åh, det er dig, Hobart. Hvor fanden...i lufthavnen?...Okay! Hvor hurtigt kan du tage afsted? »Han kiggede på sit ur. - Ja, højst tyve minutter. Måske mindre. Jeg vil have, at du er klar til at tage afsted, når vi når dertil. Fuld tank, lad os gå til slutningen.
  
  
  Ortega lagde på. "Skal vi gå? Hobart i lufthavnen."
  
  
  Bickford stod foran ham. "Ikke endnu," sagde han stædigt. "Du og jeg har noget at tale om. Jeg vil gerne afklare noget først."
  
  
  "Senere," sagde Ortega utålmodigt.
  
  
  "Nu!" sagde Bickford, mens han vredt trådte hen til ham og trak sin knyttede, brækkede næve tilbage for at slå Ortega i ansigtet.
  
  
  "Johnny!"
  
  
  Bickford vendte sig mod sin kone. Doris løftede pistolen i hånden, rettede sin arm, så den pegede på ham, og trykkede på aftrækkeren.
  
  
  
  Et skarpt skud lød. Susan skreg. Bickfords ansigt forvredet. Han spærrede øjnene op. Jeg kunne ikke se, om hans overraskelsesudtryk kom fra stødet af kuglen, der ramte ham, eller fra chokket over at indse, at det var Doris, der havde skudt ham. Hans mund åbnede sig, og en pift af blod løb ned ad hans hage. Han tvang sig selv til at tage et forbløffende skridt hen imod Doris og rakte begge sine kraftfulde arme mod hende. Hun bakkede tilbage og trykkede på aftrækkeren igen. Bickford kollapsede på gulvet.
  
  
  I stilheden vendte Doris sig mod Carlos og sagde beslutsomt: "Skal vi være her hele natten?"
  
  
  ***
  
  
  Det var en lille privat lufthavn, en enkelt jordbane med to hangarer i den nærmeste ende. Hobart ventede på os, da en stor sedan forlod hovedvejen og kørte langs den sporede vej mod den fjerneste ende af feltet. I måneskin virkede flyet større, end det faktisk var. Jeg genkendte flyet som en Piper Aztec Model D med to turboladede motorer i flade naceller.
  
  
  Vi steg ud af bilen, alle undtagen Paco. Han sad ubevægelig, motoren kørte.
  
  
  "Hej!" - sagde Hobart, da han så mig. "Du er den fyr, jeg mødte i går aftes. Dejligt at møde dig igen så snart.
  
  
  "Er du klar til at gå?" - spurgte Carlos utålmodigt.
  
  
  »Jeg fyldte selv tankene op. Vi kan lette, så snart I alle er om bord.
  
  
  Susan hjalp sin far op på flyet og fulgte efter ham. Doris fulgte dem ind, klatrede op på vingens rod og ventede på, at de satte sig ned og spændte deres sikkerhedsseler, før hun gik ind.
  
  
  Jeg klatrede op på vingen og stoppede. Fra vi ankom til Bikfor og til nu havde jeg ikke haft tid til at foretage mig noget. Hvis jeg havde været alene, ville tingene have været anderledes, men jeg så, hvor nådesløst Doris Bickford satte to kugler ind i sin mand. Jeg vidste, at hun ville rette pistolen mod Susan eller Dietrich uden anger. Hun ville ikke tøve mere med at dræbe en af dem, end hun havde med at dræbe Johnny Bickford.
  
  
  Dette ville være sidste mulighed for at tage en pause, på den ene eller den anden måde, men hvis jeg vidste om dette faktum, ville Carlos også. Han sagde skarpt: "Forsøg ikke at tilbageholde os. Vi har lidt tid".
  
  
  Der var ikke noget, jeg kunne gøre, ikke med Doris i flyet, der holdt en pistol på Dietrich og Susan, ikke med Carlos, der holdt en revolver, som han kunne dreje mod mig på et splitsekund, og især da Paco nu kiggede ud af bilvinduet, holdt med en stor 9 mm Mauser Parabellum-pistol i hånden, som om han bare håbede på en mulighed for at bruge den.
  
  
  Jeg var ved at kaste hovedet ned i flyet, da jeg hørte lyden af en bil, der satte fart ned ad grusvejen mod os.
  
  
  "Skynd dig!" - Ortega råbte til mig.
  
  
  Politibilen tændte sin sirene og røde blinkende lys. Da han løb mod os ad en landevej, blev der affyret en række skud. Jeg hørte lyden af kugler, der ramte siden af en tung sedan. Paco åbnede døren og skyndte sig til fronten af bilen. Han begyndte at skyde mod politibilen. Den store Parabellum rystede i hånden på ham ved hvert skud.
  
  
  Jeg hørte Ken Hobart skrige, men hans skrig blev dæmpet af eksplosionen af Pacos Mauser.
  
  
  Pludselig kørte politibilen af vejen i en lang udskridning, snurrende i skrigende dæk, fuldstændig ude af kontrol, og dens forlygter dannede snurrende buer i mørket som et kæmpestort spinnende St. Catherines hjul. Paco holdt op med at skyde. Jeg hørte Carlos hvæsende vejrtrækning.
  
  
  Stilheden var næsten fuldstændig, og i det øjeblik, da faren var forbi, faldt Paco i panik. Han sprang op og kastede sig ind på førersædet. Inden Carlos overhovedet kunne forstå, hvad han lavede, havde Paco sat bilen i gear og kørte ind i natten over markerne, så hurtigt han kunne køre bilen.
  
  
  Carlos råbte til ham, at han skulle komme tilbage. "Idiot! Fjol! Ingen fare! Hvor skal du hen? Kom tilbage!"
  
  
  Han kiggede på bilens baglygter, som blev mindre for hvert sekund. Han trak derefter på skuldrene og hoppede af vingen og dykkede ind under den for at komme til Ken Hobart. En ranglet, rødhåret englænder lå sammenkrøllet i uorden på jorden nær det rigtige hovedlandingsstel.
  
  
  Carlos rejste sig langsomt op og holdt pistolen slapt i hånden, skuffelse afspejlet sig i hver eneste linje i hans krop.
  
  
  "Han døde." Han sagde disse ord i en tone af stille resignation. "Og denne tåbe gik." Han vendte sig væk fra kroppen. Jeg hoppede af vingen og knælede ned ved siden af Hobart. Englænderens hoved faldt på flyets højre dæk. Hans bryst var dækket af blod, der stadig langsomt sivede ud af ham.
  
  
  Jeg trak Hobart så langt væk fra flyet som muligt. Jeg tørrede blodet fra mine hænder med et lommetørklæde og vendte tilbage til Carlos, som stadig stod ved siden af flyet. spurgte jeg ham groft. - "Hvad skete der med dig?"
  
  
  Nederlag stod skrevet på hver linje i hans ansigt. "Vi er færdige, amigo," sagde han sløvt. “Paco tog afsted med bilen. Hobart er død
  
  
  
  
  Der er ingen måde for os at flygte fra dette sted. Hvor lang tid tror du, der går, før mere politi dukker op her? »
  
  
  Jeg knurrede til ham. - "Ikke før vi går. Kom med det fly! "
  
  
  Carlos kiggede tomt på mig.
  
  
  "Crap!" Jeg bandede til ham. “Hvis du står der som en idiot, kommer vi aldrig herfra! Bevæg dig hurtigt! »
  
  
  Jeg klatrede op på vingen og satte mig i pilotsædet. Carlos fulgte efter mig, smækkede kabinedøren og satte sig på sædet.
  
  
  Jeg tændte for lyset i cockpittet og scannede hurtigt panelet. Der var ikke tid til at gennemgå den fulde tjekliste. Jeg kunne kun håbe, at Hobart havde ret, da han sagde, at flyet var klar til start, og jeg bad til, at ingen af skuddene af politiet ville ramme en vital del af flyet.
  
  
  Næsten automatisk tændte min hånd hovedafbryderen, turboladerens strømafbrydere, turbokontakterne tændte. Jeg tændte for magneto- og elektriske brændstofpumper, holdt derefter gashåndtaget nede omkring en halv tomme og skubbede brændstofblandingshåndtagene fuld gas. Brændstofflowmålere begyndte at registrere. Lad os gå tilbage til at slå tomgangshastigheden fra. Jeg tændte for venstre startkontakt og hørte starterens hylende, stigende skrig.
  
  
  Den venstre propel svingede én, to gange og stoppede derefter med et styrt. Bland igen indtil den er helt mættet. Jeg startede den rigtige motor.
  
  
  Der er ikke tid til at tjekke alle enheder. Der var kun tid nok til at flytte elevatorerne, krængerne og roret, da jeg satte strøm til de to motorer og taxede flyet ud på landingsbanen, drejede ind på den og prøvede at stille op med dets slørede omrids i mørket. Jeg slukkede kabinelyset og tændte landingslyset. Jeg satte de kvarte flaps og så tog mine hænder fat i de to gashåndtag, og skubbede dem jævnt fremad, indtil de nåede deres stop. Den store turboladede Lycoming brølede, da flyet begyndte at bevæge sig ned ad landingsbanen hurtigere og hurtigere.
  
  
  Da hastighedsindikatoren nåede 80 miles i timen, trak jeg mig tilbage på rattet. Næsen rejste sig, lyden af hjulene på den ujævne smudsstrimmel stoppede. Jeg slukkede lyset. Vi var i luften.
  
  
  Jeg foretog resten af stigningen i fuldstændig mørke, løftede gearstangen, hørte et klynk, og så det kraftige dunk fra det sidste drev, der blev trukket ind i hjulkasserne. Med et hundrede og tyve miles i timen trimmede jeg flyet for at opretholde en konstant stigningshastighed.
  
  
  Af samme grund, som jeg slukkede landingslyset, så snart jeg ramte jorden, tændte jeg ikke det røde og grønne kørelys eller det roterende lys. Jeg ville have, at ingen på jorden skulle se flyet. Vi fløj i fuldstændig mørke, ulovligt som fanden, hvor kun de svage blå flammer fra vores udstødning gav vores position væk, og da jeg reducerede klatrekraften, forsvandt selv dem.
  
  
  Ved atten hundrede fod drejede jeg flyet mod nordvest og holdt bjergene til højre for mig. Jeg vendte mig mod Carlos. "Se i kortrummet. Se om Hobart har sine kort der.
  
  
  Ortega trak en stak WAC-kort frem.
  
  
  "Okay," sagde jeg. "Nu, hvis du fortæller mig, hvor vi skal hen, vil jeg prøve at få os derhen."
  
  
  KAPITEL SYNTEN
  
  
  Det var allerede lyst, da jeg reducerede strømmen og steg ned af bjergene til de brune nøgne bakker et sted i området afgrænset af Durango, Torrin og Matamoros. Vi fløj i en højde af mindre end fem hundrede fod, og Ortega kiggede ud af styrbords vindue og gav mig instruktioner.
  
  
  Jeg landede på en landingsbane nord for en isoleret ranch. For enden af striben var der kun en træhytte. Jeg taxede det store fly hen imod det og slukkede for motorerne.
  
  
  En mexicansk mand med et surt ansigt og slidte chinos kom ud for at møde os. Han talte ikke til os, da han begyndte at servicere flyet, fylde tankene op og tjekke olien.
  
  
  Vi steg alle ud af flyet. Jeg lagde luftkortene ud i et afsnit på flyets vinge, og Carlos tegnede mig en rute, jeg skulle følge, og markerede det punkt, hvor vi ville snige os over grænsen til staterne.
  
  
  "Det er her, vi krydser hinanden," sagde han og pegede på et sted ved Rio Bravo-floden syd for Texas jernbaneby Sierra Blanca. "Startende herfra," pegede han igen på et sted mere end hundrede miles inde i Mexico, "skal du flyve så lavt som muligt." Du krydser floden i en højde, der ikke er højere end trætoppene, drejer straks for at skørte Sierra Blanca mod nord, og på dette tidspunkt går du mod nordøst."
  
  
  "Og derfra?"
  
  
  Carlos rettede sig op. "Derfra vil jeg vejlede dig igen. Husk minimumshøjde, indtil vi krydser grænsen."
  
  
  Jeg foldede kortene og lagde dem i den rækkefølge, jeg brugte dem. Mexicaneren var færdig med at tanke flyet. Doris vendte tilbage med Susan og den gamle mand. De gik ombord på flyet, Susan var ikke opmærksom på mig, som om jeg ikke eksisterede, Dietrich gik som en mand i trance. Carlos fulgte mig ind.
  
  
  Han lukkede og låste døren og spændte sin sikkerhedssele. Jeg sad der et øjeblik og gned vablerne på min hage, mine øjne trætte af mangel på søvn, min højre arm gjorde ondt.
  
  
  "Lad os gå til?" - Ortega insisterede.
  
  
  ;
  
  
  Jeg nikkede og startede motorerne. Jeg vendte flyet mod vinden og brugte strøm, mens vi ræsede hen over en mudret mark og ind i den sprøde blå mexicanske himmel.
  
  
  Flyveturen fra Torreon Durango til Rio Bravo tager flere timer. Jeg havde meget tid til at tænke, og de vage ideer, der var begyndt at danne sig i mit hoved aftenen før – vilde, næsten umulige tanker – begyndte at udkrystallisere sig til en hård mistanke, der for hvert minut blev mere og mere solid.
  
  
  Efter Carlos' instruktioner, gik jeg lavt ned og krydsede grænsen i trætophøjder syd for Sierra Blanca, hvorefter jeg kredsede byen langt nok til at være ude af syne. Ti miles nordpå vendte jeg flyet mod nordøst. Som minutterne gik, begyndte mistanken i mit hoved at stivne til noget mere end blot en vag, ubehagelig bevægelse.
  
  
  Jeg hentede flyrutekortet igen. El Paso lå nordvest for os. Jeg projicerede en imaginær linje fra El Paso i en vinkel på tres grader. Linjen fortsatte ind i New Mexico og nærmede sig Roswell. Jeg kiggede på kompasset på flyets panel. På vores nuværende fly vil vi krydse denne linje på få minutter. Jeg kiggede på mit ur.
  
  
  Som om han også kiggede på et kort og ledte efter en imaginær streg, sagde Carlos i det helt rigtige øjeblik: "Vær venlig at tage denne sti," og pegede fingeren mod et sted, der lå nord for os i dalene. Guadeloupe-bjergene.
  
  
  Nu var det ikke længere en mistanke. Denne tanke blev til selvtillid. Jeg fulgte Carlos' instruktioner, indtil vi endelig gik over højdedraget og så en dal, og Carlos pegede på den og sagde: "Der! Det er her, jeg vil have dig til at lande.
  
  
  Jeg tændte for gashåndtagene igen, flyttede blandingskontrollerne til fuld kraft, sænkede klapperne og landingsstellet og gjorde mig klar til at lande. Jeg forvandlede det tomotorede fly til en stejl bred, og rettede mig ud ved den sidste indflyvning med klapper i sidste øjeblik.
  
  
  Jeg var ikke overrasket over at se et stort Lear-jetfly i den fjerne ende af landingsbanen eller en enmotoret Bonanza ved siden af. Jeg lagde flyet ned og lod det forsigtigt lægge sig ned på snavsbanen, idet jeg kun brugte lidt strøm for at forlænge udrulningen, så da jeg endelig drejede flyet ud af landingsbanen, stoppede det et stykke fra de to andre fly.
  
  
  Carlos vendte sig mod mig.
  
  
  "Er du overrasket?" – spurgte han med et let smil på de tynde læber og et glimt af morskab i sine mørke øjne. Pistolen var i hans hånd igen. Fra denne korte afstand kunne jeg se, at hvert kammer i cylinderen var belastet med en tyk kobberkappet kugle.
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Faktisk, nej ikke efter den sidste retning, du gav mig, ville jeg blive overrasket, hvis tingene blev anderledes."
  
  
  "Jeg tror, Gregorius venter på os," sagde Carlos. "Lad os ikke lade ham vente længere."
  
  
  ***
  
  
  I det klare solskin i New Mexico gik jeg langsomt ved siden af den massive skikkelse af Gregorius. Carlos, Doris Bickford, Susan Dietrich og hendes far var i det airconditionerede Lear-fly. En muskuløs fighter med acne-ar gik en halv snes skridt bagtil og tog aldrig øjnene fra mig.
  
  
  Gregorius gik langsomt, bevidst, med hænderne bag ryggen og hovedet løftet til den skinnende skyfri himmel.
  
  
  Han spurgte henkastet: "Hvad fik dig til at mistænke, at jeg kunne være involveret?"
  
  
  "Carlos lærte for meget for tidligt. Jeg kunne bare ikke tro, at hans folk havde mig under så tæt overvågning, at de vidste alle mine bevægelser. Første gang jeg mødte Stocelli, var jeg selvfølgelig ikke på vagt. Hvad jeg ikke kunne acceptere var, at Ortegas mænd havde fulgt mig den aften, jeg så Dietrich, eller at de havde hørt hele vores samtale. Det var for meget af en tilfældighed. Carlos kidnappede Dietrich et par timer efter, jeg havde indgivet min rapport til Denver - og den rapport var kun for dine ører! Med undtagelse af mig var du den eneste person i verden, der vidste, hvad Dietrich havde opdaget, og hvor værdifuldt det var. Så Ortega må have modtaget information fra dig.
  
  
  "Nå," sagde Gregorius, "spørgsmålet er, hvad du vil gøre ved det?"
  
  
  Jeg svarede ham ikke. I stedet sagde jeg: "Lad os se, om mit gæt er korrekt, Gregorius. Først og fremmest tror jeg, du tjente din første formue ved at smugle morfin fra Tyrkiet. Du skiftede derefter navn og blev en lovlydig borger, men du forlod aldrig narkobranchen. Højre?"
  
  
  Gregorius nikkede tavst med sit store hoved.
  
  
  "Jeg tror, du var med til at finansiere Stocelli. Og nu ved jeg, at du er pengemanden bag Ortega.
  
  
  Gregorius så opmærksomt på mig og så væk. Hans kødfulde læber skiltes, som om han buldrede. "Men du vidste også, at Ortega ikke kunne håndtere Stocelli."
  
  
  "Du kan klare Stocelli," sagde Gregorius roligt.
  
  
  "Ja, det kan jeg. Det er derfor, du instruerede Ortega til at bringe mig ind i aftalen. Han ville aldrig have gjort det selv. Der er for meget stolthed og meget had over, at jeg dræbte hans nevø."
  
  
  
  "Du tænker meget klart, Nick."
  
  
  Jeg rystede på hovedet. Jeg var træt. Manglen på søvn, stresset ved at være på et fly i så mange timer, snittet på min højre hånd begyndte alle at tage deres vejafgift på mig.
  
  
  "Nej, jeg lavede ikke en fejl, jeg burde have slået Dietrich ihjel, så snart jeg fandt ud af hans formel.
  
  
  "Men din medfølelse med den gamle mand vil ikke tillade dette. Og nu tilbyder jeg dig de samme muligheder som Ortega. Bare husk, du vil være min partner, ikke hans, og jeg vil bestemt ikke give dig de fulde halvtreds procent. Dette vil dog være nok til at blive en meget rig person.
  
  
  "Hvad hvis jeg siger nej?"
  
  
  Gregorius nikkede med hovedet mod den frygtsomme bandit, der stod et par meter væk og så på os. "Han vil dræbe dig. Han kan ikke vente med at vise, hvor god han er."
  
  
  "Hvad med AX? Og Hawk? Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes dig at narre ham til at tro, du var en rigtig person i så lang tid, men hvis jeg går med dig, vil Hawk vide hvorfor. Og mit liv vil ikke koste en øre! En høg giver aldrig op."
  
  
  Gregorius lagde sin arm om min skulder. Han klemte den i en venlig gestus. "Nogle gange overrasker du mig, Nick. Du er en morder. Killmaster N3. Prøvede du ikke at flygte fra AX i første omgang? Er det fordi du er træt af at slå ihjel bare for et vagt ideals skyld? Du vil være rig, og jeg kan give det til dig, Nick.
  
  
  Han fjernede sin hånd og hans stemme blev iskold.
  
  
  "Eller jeg kan give dig døden. Lige nu. Ortega river med glæde hovedet af dig! »
  
  
  Jeg sagde ingenting.
  
  
  "Okay," sagde Gregorius skarpt. "Jeg vil give dig tid til at tænke over din tvivl og om de penge, der kan være dine."
  
  
  Han kiggede på sit armbåndsur. "Tyve minutter. Så venter jeg på svar."
  
  
  Han vendte sig om og gik tilbage til Learjet'en. Banditten blev tilbage og holdt forsigtigt afstand til mig.
  
  
  Indtil nu var jeg sikker på, at Gregorius ikke ville slå mig ihjel. Han havde brug for mig til at håndtere Stocelli. Men ikke hvis jeg siger til ham at gå ad helvede til. Ikke hvis jeg nægter ham. Og jeg ville nægte ham.
  
  
  Jeg holdt op med at tænke på Gregorius og fokuserede på problemet med at komme ud af dette rod i live.
  
  
  Jeg kiggede mig over skulderen på bøllen, der fulgte efter mig. Selvom han bar pistolen i et skulderhylster i stedet for i hånden, bar han sin sportsfrakke åben, så han kunne trække pistolen og skyde, før jeg kunne komme tæt på ham. Han gik, når jeg gik og stoppede, når jeg stoppede, og holdt altid mindst femten eller tyve meter væk fra mig, så jeg ikke havde nogen chance for at hoppe på ham.
  
  
  Problemet var ikke kun, hvordan jeg kunne flygte. På en eller anden måde kunne jeg nok være sluppet væk fra denne bøller. Men der var Dietrichs. Jeg kunne ikke overlade dem i Gregorius' hænder.
  
  
  Uanset hvad jeg besluttede mig for, skulle jeg arbejde første gang, fordi der ikke var en ny chance.
  
  
  Mentalt tjekkede jeg, hvad jeg havde, som jeg kunne bruge som våben mod banditten bag mig. Flere mexicanske mønter. Lommetørklæde og pung i den ene hoftelomme.
  
  
  Og i den anden - en foldekniv af Luis Aparicio. Det burde have været nok, for det var alt, jeg havde.
  
  
  Jeg gik langs en lang stribe jord i næsten to hundrede meter. Så vendte jeg mig om og gik tilbage i en bred bue, så uden at han opdagede det, lykkedes det mig at komme bag om vores fly og gemte mig for Learjet'en.
  
  
  På dette tidspunkt var solen næsten direkte over hovedet, og dagens varme sendte flimrende bølger, der reflekterede opad fra den bare jord. Jeg stoppede bag flyet og tog et lommetørklæde frem og tørrede sveden af min pande. Da jeg kom videre igen, råbte en bevæbnet mand på mig. "Hej! Du tabte din tegnebog.
  
  
  Jeg stoppede og vendte mig om. Min pung lå på jorden, hvor jeg bevidst tabte den, da jeg tog mit lommetørklæde frem.
  
  
  "Det gjorde jeg," sagde jeg og foregav overraskelse. "Tak til." Ved et tilfælde gik jeg tilbage og hentede den. Banditten rørte sig ikke. Han stod ved flyets vinge, ude af syne for alle i Learjet'en, og nu var jeg kun ti fod væk fra ham. Han var enten for kæphøj eller for skødesløs til at trække sig tilbage.
  
  
  Jeg kiggede stadig på ham, lagde min pung i min anden hoftelomme og lukkede fingrene om håndtaget på Luis Aparicios kniv. Jeg tog min hånd op af lommen, min krop beskyttede min hånd fra skytten. Da jeg trykkede på den lille knap på håndtaget, mærkede jeg, at bladet på seks tommer sprang ud af håndtaget og klikkede på plads. Jeg drejede kniven i hånden og greb om bladet i en kastestilling. Jeg begyndte at vende mig væk fra skytten, og så pludselig vendte jeg tilbage. Min hånd rejste sig og min hånd skød fremad. Kniven faldt ud af min hånd, før han opdagede, hvad der skete.
  
  
  Klingen ramte ham i halsen lige over krydset mellem hans kraveben. Han gispede. Begge hænder gik op til hans hals. Jeg skyndte mig hen til ham, greb ham i knæene og smed ham til jorden. Jeg løftede min hånd og tog fat i håndtaget på kniven, men hans hænder var der allerede, så jeg knytnævede hans hænder og trak skarpt.
  
  
  
  ;
  
  
  Blod strømmede fra det afrevne kød og brusk i hans tunge hals. Hans skæve ansigt var kun få centimeter fra mit, hans øjne kiggede på mig med tavst, desperat had. Så faldt hans arme og hele hans krop slappede af.
  
  
  Jeg satte mig på hug med blodet på mine hænder som klæbrig hindbærlotion. Jeg tørrede forsigtigt mine hænder med stoffet fra hans jakke. Jeg tog en håndfuld sand op og skrabede det der var tilbage.
  
  
  Til sidst rakte jeg i hans jakke efter pistolen, som han så dumt bar under armen, og ikke i knytnæven, klar til at skyde.
  
  
  Jeg trak mit våben frem - en kæmpe Smith og Wesson .44 Magnum revolver. Dette er en enorm pistol, designet specielt til at give nøjagtighed og slagkraft selv på afstand. Dette er virkelig et for stærkt våben til at bære rundt på.
  
  
  Med pistolen i hånden bag ryggen rejste jeg mig op og gik hurtigt rundt om flyet til Learjet'en. Jeg gik op ad trappen til hytten.
  
  
  Gregorius var den første, der så mig.
  
  
  "Ah, Nick," sagde han med et koldt smil på læben. "Du har taget din beslutning."
  
  
  "Ja," sagde jeg. Jeg trak den tunge magnum bag mig og pegede på ham. "Ja."
  
  
  Smilet gled fra Gregorius' ansigt. "Du tager fejl, Nick. Du slipper ikke afsted med det her. Ikke her."
  
  
  "Måske". Jeg kiggede på Susan Dietrich. "Kom udenfor," beordrede jeg.
  
  
  Doris løftede pistolen og rettede den mod Susans hoved. "Sid bare stille, skat," sagde hun med sin skarpe, tynde stemme. Min hånd bevægede sig lidt, og min finger trykkede på aftrækkeren. En tung .44 magnum kugle slog Doris tilbage i skottet og rev halvdelen af hendes hoved af i en eksplosion af hvid knogle, grå marv og rødt fossende blod.
  
  
  Susan lagde hænderne til munden. Hendes øjne afspejlede den sygdom, hun følte.
  
  
  "Forlade!" - Jeg sagde det skarpt til hende.
  
  
  Hun rejste sig. "Hvad med min far?"
  
  
  Jeg så på, hvor Dietrich lå udstrakt i en af de store læderstole, som var helt tilbagelænet. Den gamle mand var bevidstløs.
  
  
  "Jeg vil have, at du går ud først," gik Susan forsigtigt rundt om Gregorius. Jeg trådte til side, så hun kunne krydse bag mig. Hun gik ud af døren.
  
  
  "Hvordan vil du få ham ud?" - spurgte Gregorius og pegede på Dietrich. "Du forventer, at vi hjælper dig med at flytte den?"
  
  
  Jeg svarede ikke. Jeg stod der et øjeblik og så først på Gregorius, så på Carlos og til sidst på den gamle mand. Uden at sige et ord bakkede jeg ud af døren og ned ad trappen.
  
  
  Der var en pludselig byge af aktivitet i Learjet. Trinene gik op, døren lukkede, smækkede, Susan løb hen til mig og greb min hånd.
  
  
  "Du efterlod min far der!" skreg hun.
  
  
  Jeg krammede hende og bakkede væk fra flyet. Gennem det lille cockpitvindue så jeg piloten glide ind på sit sæde. Hans hænder rejste sig og trykkede hurtigt på kontakterne. Et øjeblik efter hørte jeg motorerne begynde at hyle, da rotorbladene drejede.
  
  
  Susan trak sig væk fra min hånd. "Hørte du mig ikke? Min far er stadig inde! Tag ham væk! Venligst få ham ud! "Nu skreg hun på mig, over jetmotorernes brøl. Fortvivlelse stod skrevet over hele hendes ansigt. "Vær venlig! Gør noget!"
  
  
  Jeg ignorerede hende. Jeg stod der med den tunge revolver i højre hånd og så på, hvordan Learjet'en, begge motorer nu i brand, tømmer sig og begyndte at rulle væk fra os.
  
  
  Susan tog fat i min venstre hånd, rystede den og skreg hysterisk: "Lad dem ikke slippe væk!"
  
  
  Det var, som om jeg stod adskilt fra os begge, låst inde i min egen ensomme verden. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Der var ingen anden måde. Jeg følte mig kold på trods af den varme New Mexico-sol. Kulden trængte dybt ind i mig og skræmte mig helt ind til kernen.
  
  
  Susan rakte ud og slog mig i ansigtet. Jeg mærkede ikke noget. Det var som om hun slet ikke havde rørt mig.
  
  
  Hun skreg ad mig. "Hjælp ham, for guds skyld!"
  
  
  Jeg så flyet nærme sig den fjerneste ende af landingsbanen.
  
  
  Den var nu flere hundrede meter væk, dens motorer satte en hvirvel af støv bag sig. Han vendte om på landingsbanen og begyndte at lette. De to motorer skreg nu, en gennemtrængende orkan af støj ramte vores trommehinder øredøvende, og så tog flyet fart og kørte langs jordbanen mod os.
  
  
  Jeg trak min venstre hånd ud af Susans greb. Jeg løftede .44 Magnum og slyngede min venstre hånd om mit højre håndled, hævede revolveren til øjenhøjde, og rettede den forreste sigteskinne op med den bagerste sigterille.
  
  
  Da flyet indhentede os, var det næsten med maksimal starthastighed, og det minut før næsehjulet begyndte at rejse sig, skød jeg. Det venstre dæk eksploderede og blev knust i stykker af en tung kugle. Venstre fløj faldt. Dens spids fangede jorden og drejede flyet med et stærkt, pinefuldt skrig af knusende metal. Vingespidstankene åbnede sig, og brændstof spyede ud i luften i en sort, fedtet strøm.
  
  
  
  I slowmotion steg flyets hale højere og højere, og da vingen brækkede ved roden, væltede flyet op og ned på ryggen og snoede landingsbanen i en sky af sort brændstofstøv og brunt støv, skår af metal, der flyver vildt i lyse skår.
  
  
  Jeg skød endnu en gang mod flyet, derefter en tredje og en fjerde. Der kom et hurtigt flammeglimt; En orange-rød ildkugle udvidede sig fra flykroppens knækkede, sønderdele metal. Flyet standsede, flammerne slap ud af det, mens tyk, olieagtig sort røg strømmede ud fra et holocaust af springende ild.
  
  
  Stadig uden det mindste tegn på følelser i mit ansigt, så jeg, hvordan flyet ødelagde sig selv og dets passagerer. Jeg sænkede mit våben og stod træt i bunden af dalen; Ensom. Susan gled ned på mit skød med hendes ansigt presset mod mit ben. Jeg hørte en klynken af fortvivlelse undslippe hendes hals, og jeg rakte forsigtigt ud med min venstre hånd og rørte ved spidsen af hendes gyldne hår, ude af stand til at tale til hende eller trøste hende på nogen måde.
  
  
  KAPITEL ATTENT
  
  
  Jeg rapporterede til Hawk på telefon fra El Paso og fortalte ham til sidst kynisk, at Gregorius havde bedraget ham i årevis. At han lånte mig ud fra AX til en af verdens bedste kriminelle.
  
  
  Jeg hørte Hawk klukke over linjen.
  
  
  "Tror du virkelig på dette, Nick? Hvorfor tror du, jeg brød alle reglerne og lod dig arbejde for ham? Og rapportere, at du ikke kan kontakte AX for at få hjælp? "
  
  
  "Mener du-?"
  
  
  ”Jeg har været interesseret i Gregorius i mange år. Da han spurgte dig, tænkte jeg, at det ville være en god mulighed for at ryge ham ud i det fri. Og du gjorde det. Godt arbejde, Nick.
  
  
  Endnu en gang var Hawk et skridt foran mig.
  
  
  "Okay," knurrede jeg, "i så fald har jeg fortjent min ferie."
  
  
  "Tre uger," sagde Hawke. "Og sig hej til Teniente Fuentes." Han lagde brat på, så jeg undrede mig over, hvordan han vidste, at jeg skulle tilbage til Acapulco igen?
  
  
  Så nu i beige bukser, sandaler og en åben sportstrøje sad jeg ved et lille bord ved siden af ​​Teniente Felix Fuentes fra Seguridads føderale politi. Bordet stod på den brede terrasse på Matamoros-hotellet. Acapulco har aldrig været smukkere. Det glimtede i den sene eftermiddags tropiske sol, skyllet væk af den tidlige eftermiddagsregn.
  
  
  Vandet i bugten var rigt blåt, og byen på den modsatte side, næsten skjult bag palmetræerne, der omgav maleconen og parken, var en grå slør ved foden af brune bakker.
  
  
  "Jeg forstår, at du ikke har fortalt mig alt," bemærkede Fuentes. “Jeg er ikke sikker på, at jeg vil vide alt, for så bliver jeg måske nødt til at tage officielle skridt, og det vil jeg ikke, señor Carter. Jeg har dog et spørgsmål. Stocelli? »
  
  
  "Mener du, at han slap af sted ustraffet?"
  
  
  Fuentes nikkede.
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Det tror jeg ikke," sagde jeg. "Kan du huske, hvad jeg bad dig gøre, da jeg ringede i går eftermiddags fra El Paso?"
  
  
  "Selvfølgelig. Jeg meddelte personligt Stocelli, at min regering betragter ham som persona non grata og bad ham om at forlade Mexico senest i morges. Hvorfor?"
  
  
  "Fordi jeg ringede til ham lige efter at have talt med dig. Jeg fortalte ham, at jeg ville tage mig af alt, og at han kunne vende tilbage til staterne."
  
  
  "Lad du ham gå?" Fuentes rynkede panden.
  
  
  "Ikke rigtig. Jeg bad ham om at gøre mig en tjeneste, og han sagde ja."
  
  
  "Favør?"
  
  
  "Bring min bagage med mig."
  
  
  Fuentes var forundret. "Jeg forstår det ikke. Hvad var formålet med det her?"
  
  
  "Nå," sagde jeg og kiggede på mit ur, "hvis hans fly ankommer til tiden, vil Stocelli ankomme til Kennedy Lufthavn inden for den næste halve time. Han skal igennem tolden. Blandt hans bagage er en sort stofkuffert uden markeringer, der indikerer, at den tilhører andre end Stocelli. Han kan hævde, at det er en af mine tasker, men han har ingen måde at bevise det på. Desuden tror jeg ikke, at toldvæsenet vil være opmærksom på hans protester."
  
  
  Forståelsen gik op i Fuentes' øjne.
  
  
  - Er det den kuffert, som Dietrich sendte til dit værelse?
  
  
  "Det er det," sagde jeg og smilede, "og det indeholder stadig de tredive kilo ren heroin, som Dietrich puttede i den."
  
  
  Fuentes begyndte at grine.
  
  
  Jeg kiggede forbi ham ind i døråbningen, der førte ud af hotellets lobby. Consuela Delgardo gik hen imod os. Da hun nærmede sig, så jeg udtrykket i hendes ansigt. Det var en blanding af glæde og forventning, og et blik, der fortalte mig, at hun på en eller anden måde, et eller andet sted, på en eller anden måde ville komme tilbage til mig for det, jeg havde gjort ved hende på Garretts hacienda.
  
  
  Hun gik hen til bordet, en høj, statelig, fyldig kvinde, hendes ovale ansigt så aldrig smukkere ud end nu. Fuentes vendte sig om i stolen, så hende og rejste sig, da hun nærmede sig os.
  
  
  "Señora Consuela Delgardo, løjtnant Felix Fuentes."
  
  
  Consuela rakte hånden frem. Fuentes bragte det til sine læber.
  
  
  "Vi mødtes," mumlede Fuentes. Så rettede han sig op. Han sagde: "Hvis du vil være i Mexico når som helst, señor Carter, ville jeg sætte pris på det, hvis du ville være min middagsgæst en aften.
  
  
  
  Consuela tog besiddende min hånd. Fuentes fangede gestussen.
  
  
  "Vi ville være glade," sagde Consuela hæst.
  
  
  Fuentes så på hende. Så kiggede han på mig. Et subtilt udtryk glimtede i hans øjne et øjeblik, men hans ansigt forblev lige så passivt og strengt som altid - det nøddebrune billede af en gammel Toltekisk gud.
  
  
  "Hav det sjovt," sagde Fuentes tørt til mig. Og så lukkede han det ene øje i et langsomt, vellystigt blink.
  
  
  Ende.
  
  
  
  
  
  Carter Nick
  
  
  Jerusalem sag
  
  
  
  
  Nick Carter
  
  
  Killmaster
  
  
  Jerusalem sag
  
  
  
  
  
  Dedikeret til medlemmer af United States Secret Service
  
  
  
  
  Når du møder vantro, så hug deres hoveder af, indtil du har udført en stor massakre blandt dem; og binde dem i knob, og så enten frigive dem eller kræve en løsesum...
  
  
  koran
  
  
  
  
  
  
  Prolog
  
  
  
  
  
  Klimaanlægget kørte med maksimal hastighed i den forgyldte balsal på Eden Hotel, men lokalet var fyldt med to hundrede enlige festdeltagere, og røgen, kødet og desperationen gjorde det varmt som en jungle. .
  
  
  Store dobbeltdøre for enden af rummet førte ud til den yderste ende, til en stenet sti, der førte ned til stranden, til den kølige friske luft, til et stille sted, hvor det blåsorte hav mødte sandstranden uden hjælp. . Sonny, din vært for weekenden.
  
  
  Som aftenen skred frem, tog nogle af festdeltagerne af sted. De heldige gik hånd i hånd, manden lagde sin jakke på sandet til pigen. De uheldige gik alene ud. Tænk på, hvorfor de var så uheldige; tænk på pengene brugt og ferien væk, eller få lidt frisk luft, før du prøver igen. Og nogle gik simpelthen ud for at se på stjernerne, før de tog hjem til lejligheder i USA, til byer, der ikke længere har stjerner.
  
  
  Ingen lagde mærke til den høje mand i Cardins jakke, der gik mod den fjerneste ende af stranden. Han gik hurtigt med en lommelygte og gik med sin hund fra et dyrt hotel på Bahamas ned til, hvor stranden var mørkest og mest stille. En dag så han på de ensomme mennesker, der gik forbi. Et blik, der kunne tolkes som irritation. Men ingen lagde mærke til dette.
  
  
  Heller ingen lagde mærke til helikopteren. Det var først, da han kom så lavt, at du troede, han fløj direkte mod dig, og hvis han ikke landede hurtigt, ville han flyve gennem de store glasdøre og lande midt i den funklende balsal.
  
  
  Tre hætteklædte mænd faldt ud af helikopteren. De havde våben. Manden i Cardins jakke kiggede som alle andre stille forbløffet op. Han sagde: "Hvad fanden! Og så tog de fat i ham og skubbede ham hurtigt, groft hen mod helikopteren. Folkene på kysten stod stille, stille som palmer på stranden og spekulerede på, om det, de så, var en drøm, og så råbte den lille mand fra Brooklyn: "Stop dem!" Noget knækkede i den stille skare, en skare af travle storbytabere, og nogle af dem løb mod deres drømme for at kæmpe, måske for første gang i deres liv. de hætteklædte mænd smilede, rejste deres maskinpistoler og dækkede stranden med kugler og råb, og til kanonernes brøl, det svage hvæsen fra en fosforgranat, og så ilden - en hurtig ild, der tærede på de købte kjoler. til lejligheden, og små matchende trøjer, og lejede smokinger, og en lille mand fra Brooklyn og en lærer fra Bayonne...
  
  
  Fjorten dræbte, toogtyve sårede.
  
  
  Og en mand og en hund blev taget op i en helikopter.
  
  
  
  
  
  
  Første kapitel.
  
  
  
  
  
  Jeg lå nøgen i solen. Jeg bevægede ikke en muskel i over en time. Jeg begyndte at kunne lide det. Jeg begyndte at tænke på aldrig at flytte en muskel igen. Jeg spekulerede på, om du lå længe nok i ørkensolen, kunne varmen forvandle dig til en statue? Eller et monument? Måske kunne jeg blive et monument. Nick Carter ligger her. Jeg vædde på, at jeg ville blive en turiststatue
  
  
  Tiltrækning. Familier ville besøge mig i fire-dages weekender, og børnene stod og lavede ansigter - som de gør med Buckingham Palace-vagterne - og forsøgte at få mig til at flytte. Men det ville jeg ikke. Måske kan jeg komme ind i Guinness Book of World Records: "Rekorden for ingen muskelbevægelse er 48 år og tolv minutter, sat af Nick Carter i Tucson, Arizona."
  
  
  Jeg skelede til den lange horisont, de diset blå bjerge, der omgav ørkenen, og tog en dyb indånding af luften så ren, at det føltes som om mine lunger var en slum.
  
  
  Jeg kiggede på mit ben. Hun begyndte igen at ligne en del af mig. Den var i hvert fald blevet samme mørkebrune som resten af min krop, og lignede mindre en støvsugerslange og mere som et rigtigt menneskeben.
  
  
  Apropos ikke at bevæge musklerne, for seks uger siden var dette et ømtåleligt emne. For seks uger siden var gipsen stadig på mit ben, og Dr. Scheelhouse kaglede og diskuterede min bedring i "hvis" i stedet for "hvornår". Kuglen, som bastard Jennings var heldig med, knuste knoglen, og granatsplinter skar i muskler eller nerver eller hvad der ellers får benet til at gøre sit, og vi lavede ikke sjov, da vi ikke bevægede os længere.
  
  
  Jeg så på udsigten igen. I den endeløse verden af sand, salvie og sol, i det fjerne - en ensom rytter på en bronzehoppe. Jeg lukkede øjnene og svømmede væk.
  
  
  Hit!
  
  
  Hun slog mig med et sammenrullet papir og vækkede mig fra en X-vurderet drøm. Hun sagde: "Carter, du er håbløs. Jeg forlader dig i en time, og du går."
  
  
  Jeg åbnede mit øje. Milli. Smuk. Selv i den dumme hvide sygeplejerskeuniform. En stor flok lækkert blond hår, gyldent platin og gult pink hår, store brune øjne, en strålende solbrun og en blød fuld mund, og så bevæger sig ned og læser fra venstre mod højre, to af de smukkeste bryster i verden, rige og højt og rundt og så - for fanden, jeg bevægede en muskel.
  
  
  Jeg stønnede og væltede. "Kom så," sagde hun. "Tilbage til arbjedet." Arbejdet betød fysioterapi for mit ben. Millie var fysioterapeut. Til mit ben. Alt andet var uofficielt.
  
  
  Jeg tog et håndklæde og viklede det om mig selv. Jeg lå på en lærredsmåtte på et massagebriks på balkonen i et privat soveværelse i et stort palæ i spansk missionsstil omkring femogtredive miles sydvest for Tucson. Tante Tillys krisecenter Eller, som det kaldes mindre kærligt, ATR AX Terapi og Rehabilitering. Pensionat for koldkrigsveteraner.
  
  
  Jeg var der med høflighed af Harold ("Happy") Jennings, ex-bootlegger, ex-con, udstationeret ejer af et lille hotel på Caicosøerne, lige overfor Haiti. The Happy Hotel viste sig at være et clearinghus for en gruppe freelancere kaldet Blood And Vengeance. Hans erklærede mål var at opnå blod og hævn over en udvalgt gruppe amerikanske videnskabsmænd. Bevægelsen blev finansieret af en velhavende sydamerikansk eks-nazist, som fik det hele til at se Happy værdigt ud. Blod og gengældelse hører fortiden til, men jeg betalte for sejren med to ugers koma og et brækket ben. Til gengæld gav AX mig to måneders sol- og restitutionsøvelser og Millie Barnes.
  
  
  Millie Barnes tog fat i mit venstre ben og satte en metalvægt til det. "Og stræk," sagde hun, "og bøj ... og bøj ... og stræk, to eller tre - hej! Det er ikke dårligt. Jeg vil vædde på, at du går uden krykker i næste uge." Jeg så tvivlende på hende. Hun trak på skuldrene. "Jeg sagde ikke løb."
  
  
  Jeg smilede. "Det er også normalt. Jeg besluttede bare, at jeg ikke havde meget travlt. Jeg lå her og tænkte, at livet er kort, og at der bruges for meget tid på at løbe."
  
  
  Hun løftede øjenbrynene. "Det ligner ikke en Killmaster-replika."
  
  
  Jeg trak på skuldrene. ”Så det er måske ikke tilfældet. Måske tænker jeg på at stoppe med AX. Ligger rundt omkring. Gør, hvad rigtige mennesker gør." Jeg kiggede på hende. "Hvad laver rigtige mennesker?"
  
  
  "Lyg og ville ønske, de var Nick Carter."
  
  
  "Med al min magt."
  
  
  "Fortsæt med at bevæge dit ben."
  
  
  "Hvem vil du gerne være?"
  
  
  Hun gav mig et åbent pigesmil. "Når jeg er sammen med dig, er jeg glad for at være Millie Barnes."
  
  
  "Hvornår tager jeg afsted?"
  
  
  "Åh! Når du går, vil jeg lukke mig selv inde i dette rum med mine minder, mine tårer og mine poesibøger.” Hun pressede læberne sammen. "Er det det svar, du ville høre?"
  
  
  "Jeg ville vide, hvad du vil have af livet."
  
  
  Hun stod til venstre for mig, ved rækværket på balkonen, med armene krydset over brystet, solen skinnede som gule stjerner i hendes hår. Hun trak på skuldrene. "Jeg har ikke tænkt på at ville noget i årevis."
  
  
  “... Sagt til bedstemor Barnes på hendes 90-års fødselsdag. Kom nu skat. Dette er ikke en tanke for en ung kvinde.
  
  
  Hun spærrede øjnene op. Jeg er otteogtyve."
  
  
  "Denne her er gammel, hva?"
  
  
  "Fortsæt med at strække benet"
  
  
  Jeg forlængede mit ben. Hun rakte ud og løftede hånden endnu højere, vaklende og hilste solen. Hun fjernede sine hænder og jeg løftede dem op, meget højere end jeg troede. "Næste gang, pres dig selv så højt." Jeg bøjede og lænede mig og skubbede så højt.
  
  
  "Millie... Hvis jeg gik..."
  
  
  "Pludder, Nick! Det, du går igennem, er typisk tolvte uges tænkning."
  
  
  "Jeg bider. Hvad er det?"
  
  
  Hun sukkede. . "Dette er kun den første måned, I vil tilbringe her, I har alle sammen travlt med at komme ud. Den anden måned, I fokuserer på, er hård, den tredje måned. - Jeg ved det ikke - dine stofskifteforandringer er ved at vænne sig til alle disse løgne. Du begynder at filosofere, du begynder at citere Omar Khayyam. Man bliver tåget i øjnene af at se The Waltons." Hun rystede på hovedet. "Typisk uge tolv tænker,"
  
  
  "Så hvad sker der så?"
  
  
  Hun smilede. "Du vil se. Bare bliv ved med at bøje det ben. Du får brug for det."
  
  
  Telefonen ringede på mit værelse. Millie gik for at svare. Jeg så musklerne i mit ben ryste. Alt kom tilbage. Hun havde nok ret. I næste uge kan jeg smide krykkerne. Jeg holdt resten af min krop i form med håndvægte og hoppereb og lange daglige svømmeture, og jeg vejede stadig flade 165. Det eneste, jeg tilføjede under min tid hos tante Tilly, var et dejligt, latterligt piratoverskæg. Millie sagde, at det fik mig til at se rigtig vred ud. Jeg troede, jeg lignede Omar Sharif. Millie sagde, at det var det samme.
  
  
  Hun vendte tilbage til altandøren. "Kan jeg stole på, at du fortsætter med at arbejde denne gang? Ny ankomst…"
  
  
  Jeg så på hende og brokkede mig. "En vidunderlig roman. Først forlader du mig til frokost, og nu en anden mand. Hvem er den fyr?"
  
  
  "Nogen, der hedder Dunn."
  
  
  "Dunn fra Berlin?"
  
  
  "Det samme".
  
  
  "Hm. Alt taget i betragtning er jeg mere misundelig på frokost."
  
  
  "Uch!" - sagde hun, kom op og kyssede mig. Hun ville gerne have det lyst. Et lille kys som en joke. På en eller anden måde blev det til noget andet. Til sidst sukkede hun og trak sig væk.
  
  
  Jeg sagde: "Giv mig denne avis, før du går. Jeg tror, det er på tide, at jeg træner min hjerne igen."
  
  
  Hun kastede avisen efter mig og stak af. Jeg foldede den tilbage til den første side.
  
  
  Leonard Fox er blevet kidnappet.
  
  
  Eller med Tucson Suns ord:
  
  
  Milliardærhotellets zar Leonard Fox blev bortført fra sit gemmested på Grand Bahama i et hagl af kugler og granater.
  
  
  Carlton Warne, kassereren i Fox's holdingselskab, modtog her til morgen en løsesum med krav på 100 millioner dollars. Sedlen var underskrevet "Al-Shaitan", som betyder "djævelen" på arabisk.
  
  
  Det er det første terrorangreb udført af en gruppe, der menes at være en splint af Sorte September, de palæstinensiske specialstyrker ansvarlige for drabene ved OL i München og massakrerne i lufthavnene i Rom og Athen.
  
  
  På spørgsmålet om, hvordan han planlagde at rejse pengene, sagde Warn, at selskabet ville være nødt til at dumpe aktier og sælge besiddelser "med et betydeligt tab. Men, tilføjede han, nu er det ikke tid til at tænke på penge. I sidste ende er en mands liv på spil."
  
  
  Yasser Arafat, cheftalsmanden for PLO (Palæstina Befrielsesorganisation, styregruppen for alle fedayeen-styrker) tilbød sit sædvanlige "Ingen kommentar."
  
  
  
  
  Der var noget vild ironi i dette. Fox tog til Bahamas primært for at bevare sin frihed og formue. Feds gjorde sig klar til at kaste bogen efter ham. Special Edition indbundet i læder med guldgravering; en, der kun lister millioner dollar-forbrydelser - værdipapirsvindel, wire-svindel, sammensværgelse, skattesvig. Men Fox formåede at flygte. Til den sikre lovlige havn på Grand Bahamas.
  
  
  Nu kommer ironi nummer to: Selvom Varn betalte løsesummen, var Fox' bedste håb om at holde sig i live, hvis føderale agenter kidnappede ham tilbage. Dette var det ultimative eksempel på den gamle idé om, at den djævel, du kender, er bedre end djævelen – eller Al-Shaitan – du kender ikke.
  
  
  Washington vil tage over, okay. Ikke for Leonard Foxs kærlighed. Ikke engang kun på grund af det involverede princip. Vi ville være i gang med dette af den simple grund af selvforsvar, for at forhindre, at hundredvis af millioner dollars af amerikanske penge falder i hænderne på terrorister.
  
  
  Jeg begyndte at spekulere på, om AX var involveret. Og hvem er i AX. Og hvad var planen. Jeg kiggede ud på det solbeskinnede landskab og følte pludselig behov for iskolde fortove, kølige tanker og et koldt hårdt våben i hånden.
  
  
  Millie havde ret.
  
  
  Den tolvte uge er slut.
  
  
  
  
  
  
  Andet kapitel.
  
  
  
  
  
  Leonard Fox var død.
  
  
  Død, men ikke dræbt af Al-Shaitan. Han er lige død. Eller som min ven siger, "hans hjerte sprang et slag over."
  
  
  "Efter at have tilbragt to uger i en terrorlejr, landet sikkert i Lucaya Lufthavn, efter at have sagt hej til tv-kameraer, efter at have betalt hundrede millioner dollars for at leve - døde Leonard Fox. Tre timer hjemme og pfft!
  
  
  Hvis der er sådan noget som skæbne, skal du være enig i, at den har en mørk sans for humor.
  
  
  Jens kiggede på sine kort. "Jeg er for skillinger."
  
  
  Campbell trak en ud og tog en bid. Ferrelli sagde: "Stick." Jeg tabte en skilling og hentede en nikkel. Vi lavede en stor gruppe spillere. De samlede sig omkring hospitalssengen. Jens med fødderne fastspændt til loftet i den storsindede tortur kendt som dødløft, Campbell med et plaster over det ene øje og Ferrelli med et tykt sort fire-måneders skæg, der sidder i en kørestol og kommer sig efter alt, hvad der sker, når bandekugler rammer dig i tarm. For mig gik jeg en kilometer om morgenen, og sammenlignet med andre følte jeg mig sund.
  
  
  Jeg vendte mig mod Jens. Vores mand i Damaskus. For mindst en uge siden. Han var ny hos AX, men kendte Mellemøsten. "Så hvad tror du, de vil gøre med pengene?"
  
  
  "Mater med dig den nikkel." Han smed nikkelen på sengen. "For pokker, jeg ved det ikke. Dit gæt er lige så godt som mit." Han så op fra kortene. "Hvad er dit gæt?"
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Jeg ved ikke. Men jeg tvivler på, at de vil bruge det til at forsyne os med konserves, så jeg tror, vi har lige købt os en flok rædsel.
  
  
  Campbell overvejede at spille for en krone. "Måske køber de et par flere SAM-7 missiler. Ramte flere fly, der kommer ind for at lande. Hej, hvornår er 747 jagtsæsonen?
  
  
  Ferrelli sagde: "Enhver måned med et B"
  
  
  "Sjovt," sagde jeg. "Spiller vi kort?"
  
  
  Campbell besluttede sig for at betale penge ud. Da han kendte Campbell, havde han en god arm. "Det værste er," sagde han til Ferrelli, "uanset hvilken terror de beslutter sig for at købe, vil de købe det med gode gamle amerikanske penge."
  
  
  "Ændring. Med Leonard Fox' penge." Ferrelli klukkede og strøg sig over skægget. "The Leonard Fox Memorial Terror".
  
  
  Campbell nikkede. "Og jeg tror ikke, Fox mister meget søvn."
  
  
  "Laver du sjov?" Ferrelli foldet. »Hvor Fox er nu, sover de ikke. Ild og svovl holder dig vågen. Mand, jeg hørte, det var én dårlig sjæl."
  
  
  Jens kiggede på Ferrelli. Jeans havde en britisk officers ansigt. Ørkenbrun, solbleget blond hår; den perfekte folie til iskolde blå øjne. Jens smilede. "Jeg tror, jeg opdager den grønne lyd af jalousi."
  
  
  Jeg rynkede panden. "Hvem kunne være jaloux på den afdøde Leonard Fox? Jeg mener, hvem har brug for et par milliarder dollars, et slot i Spanien, en villa i Grækenland, et privat jetfly, en hundrede meter yacht og et par verdensberømte filmstjerne-veninder? Skit! Ferrelli har de bedste værdier, gør du ikke, Ferrelli? "
  
  
  Ferrelli nikkede. "Sikkert. Sådanne ting kan ødelægge din sjæl."
  
  
  "Det er rigtigt," sagde jeg. De bedste ting i livet er solen og månen og Oreo cookies."
  
  
  "Og mit helbred," sagde Ferrelli. "Jeg har mit helbred."
  
  
  "Du får det ikke, hvis du ikke går i seng igen." Millie stod i døren. Hun gik hen til vinduet og åbnede det helt. "Herregud," sagde hun, "hvad røg du? Det er som et rigtigt røgfyldt rum." Hun vendte sig mod mig. "Dr. Shielhouse vil gerne se dig om femten minutter, Nick." Hun rømmede sig. "Han vil også gerne se Ferrelli i sengen og Campbell i gymnastiksalen."
  
  
  "Hvad med Jens?" sagde Ferrelli. "Hvad ville han gerne se Jens have på?"
  
  
  "I træk," foreslog Campbell.
  
  
  "I gæld," sagde Ferrelli.
  
  
  "Skørt," sagde Campbell.
  
  
  "I…"
  
  
  "Gå!" - sagde Millie.
  
  
  De gik.
  
  
  Millie satte sig i en sort plastikstol. "Det er en ganske interessant historie om Leonard Fox. Jeg kunne ikke tro det, da jeg hørte nyheden. Hvilken vild slutning."
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Det her er langt fra slut, skat. Dette kan være slutningen på Leonard Fox, men det er kun begyndelsen på noget andet. Uanset hvilke tricks de planlægger med pengene."
  
  
  Millie sukkede. “Jeg ved, hvilken slags kapers jeg ville lave. Nå, spørg mig, minkkapers."
  
  
  Jens vendte sig om og gav hende et iskoldt blik. "Vil du virkelig?" Han blev pludselig meget alvorlig. Hans pande var udskåret med dybe rynker. "Jeg mener - er disse ting vigtige for dig?"
  
  
  Hun stoppede et øjeblik, og hendes øjne ændrede sig. Det var, som om hun havde læst noget mellem linjerne. "Nej," svarede hun langsomt. "Nej, Ted. Slet ikke". Hun ændrede brat tonefald. "Så du tror, at Al-Shaitan vil bruge pengene på terror."
  
  
  Jens flyttede også. "Medmindre vi finder dem først."
  
  
  Millie kiggede hurtigt fra Jens til mig til Jens igen. "Forresten" vi "formoder jeg
  
  
  mener du AXE? "
  
  
  Han så på sit ben, der nåede op mod loftet. "Nå, lad os sige det sådan - jeg mener ikke mig. Takket være den dumme berusede idiot. Du ved, en arabisk sigøjner fortalte mig engang, at tirsdag var min uheldige dag. Så hver mandag aften lægger jeg min pistol væk, og jeg laver aldrig noget lyssky om tirsdagen. Så hvad sker der? Jeg går ned ad gaden i et uskyldigt ærinde, og en stenet turist slår mig med sin bil. Hvornår? "
  
  
  "På fredag?"
  
  
  Jens ignorerede mig. "Og jeg ville give mit højre ben for at være i Syrien nu."
  
  
  Jeg kiggede på hans ben. Jeg sagde: "Ingen vil tage dette."
  
  
  Han fortsatte med at ignorere mig og så på Millie. "I hvert fald, for at besvare dit spørgsmål, skat, kan du vædde på, at mange fyre leder efter Shaitan lige nu." Nu vendte han sig mod mig. "Gud, de havde over to uger - en hel verden af hotte agenter - og de kunne ikke finde på noget."
  
  
  "Og så går Fox og dør, før han kan tale. Jeg vil vædde på, at Washington er virkelig sur." Jeg kiggede sidelæns på Jens. "Tror du, AXE var der?" Han begyndte at trække på skuldrene.
  
  
  Millie sagde hurtigt: "Om Al-Shaitan - hvilke handlinger tror du, de planlægger? Jeg mener, mod hvem?"
  
  
  Jens trak igen på skuldrene. »Det afhænger af, hvem Al Shaitan er. Der er snesevis af fraktioner i Fedayeen, og de har alle lidt forskellige mål og en lidt anderledes liste over fjender."
  
  
  Millie rynkede panden. "Kan du forklare?"
  
  
  Han blinkede til hende. "Jeg kan godt lide at forklare. Det får mig til at føle mig klog. Hør her: I har et par ekstremistiske grupper, som ikke kun ønsker at udslette Israel fra jordens overflade, men også ønsker at vælte arabiske regimer – start en hel revolution. Og hvis Al Shaitan er en del af denne bande, kan listen over "mod" blive ret lang. På den anden side er der Al-Fatah, den største gruppe. De holder sig mere eller mindre til et kompromis, som kan være bullshit. Fordi Black September - de blodigste fyre i hele PLO - skal blive en del af Fatah." Han knugede hænderne. "Så du prøver at finde ud af det."
  
  
  "Men avisen sagde, at Shaitan kunne være en del af Sorte September." Millie kiggede på mig. "Hvad siger det om dem?"
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Absolut ingenting. Se, de har så mange fraktioner, fordi alle har deres egne ideer. Så de danner en gruppe, og ret hurtigt begynder gruppen at blive opdelt i grupper, og ret hurtigt deler splinterne sig op i grupper, og for alt hvad vi ved, kunne Shaitan have været seks dumme fyre, der ikke kunne lide, hvad de fik. til aftensmad." Jeg vendte mig mod Jens. "Hvordan er det for teorien? En flok magtgale vegetarer?”
  
  
  Jens kiggede meget mærkeligt på mig.
  
  
  Jeg rynkede panden. "Dette - hvis du ikke forstod det - det var en joke."
  
  
  Han blev ved med at kigge meget mærkeligt på mig. "Måske har du ret."
  
  
  Jeg vendte mig mod Millie. "Jeg tror, han har brug for et skud."
  
  
  "Jeg har det fint". Han så stadig mærkelig ud. "Det, jeg prøver at fortælle dig, er, at du måske har ret. Al-Shaitan kan være hvem som helst. Det kan overhovedet være hvad som helst. Hvis vi antager, at der kun var seks fyre, behøvede du ikke flere for at raide Fox..."
  
  
  "Så?"
  
  
  “Så... så måske er de alene. Måske har de virkelig deres egen skøre ordning.”
  
  
  "Måske vil de legalisere gulerødder?"
  
  
  "Eller måske vil de sprænge verden i luften."
  
  
  Vi udvekslede pludselig et langt, stille blik. Vi kom på en helvedes beskidt idé. Hvis Shaitan havde været seks gange sindssyg alene, ville det have været meget sværere for dem at revidere deres gæt. Deres bevægelser og planer kan være hvad som helst. Absolut hvad som helst.
  
  
  Jeg tænkte over dette et par minutter senere, da Shielhouse testede mig, skubbede mit ben og talte bedre end mig. "Meget bedre, N3. Næsten hundrede procent,” smilede han.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Millie smilede. "Meget bedre."
  
  
  Jeg slog hende på hendes nøgne smukke røv. "Uromantisk tæve," sagde jeg. "Apropos mit ben på et tidspunkt som dette..."
  
  
  "Nå," sagde hun listigt, "jeg kunne ikke lade være med at bemærke..."
  
  
  ”Du skal ikke mærke noget som helst. Du må have for travlt med at se på farvede lys."
  
  
  "Åh, de her," sagde hun og kørte meget langsomt sin finger langs min ryg, over hele min ryg. "Du mener de røde og blå flimrende ting, der sker, når klokkerne ringer...?"
  
  
  Jeg kiggede på hende. "Du er bare heldig," sagde jeg og trak hende mod mig, "at J kan lide smarte kvinder." Mine hænder omsluttede hendes bryster, og min kop flød over af hendes lækre kvindelighed.
  
  
  "Dyrt?" hun sagde meget sagte: "For ordens skyld," hun kyssede mit øre, "du er et ganske spektakulært lyd- og lysshow."
  
  
  "Og du ville...
  
  
  - Jeg kyssede hendes bryst: - "Vil du spille denne plade igen?"
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Millie sov ikke. Jeg mærkede hendes øjenvipper glide over min skulder. Hun lod som om hun sov, og jeg gjorde hende en tjeneste ved at lade som om jeg troede på hende. Når en kvinde spiller dette spil, har hun normalt en ret god grund. Og Millie spillede ikke meningsløse spil.
  
  
  Rummet var stille og mørkt bortset fra måneskin, der filtrerede gennem persiennerne og skabte et stribet mønster på loftet. Natten var kølig og den buede brune krop, der var viklet om mig, var dækket af et mørkeblåt tæppe, jeg behøvede ikke at se det. Han svævede i mit hoved, dansede mellem månestriberne på loftet.
  
  
  Millie var et paradoks. En kompliceret simpel pige. Hun havde en urokkelig effektivitet. Intet generede Millie. Hun kunne se dig i øjnene, selvom halvdelen af dit ansigt var blæst af. Og i dette blik var der hverken medlidenhed eller frygt. Og du ville vide, at hun ikke spillede.
  
  
  Alt med Millie var business as usual, inklusive os. Det var et godt, dybt venskab, der omfattede sex, men ikke romantik. Millie havde engang en kærlighedsaffære med Sam, men Sam døde.
  
  
  Kun billedet var forkert. Ingen "elsker nogensinde igen". Hvis Juliet ikke havde tabt besindelsen, ville hun fire år senere have giftet sig med en anden, og for fem får du ti, ville hun have giftet sig af kærlighed. Måske ikke helt den samme kærlighed, men kærligheden er præcis den samme. Fordi at elske er som ethvert andet talent. Hvis du gør noget godt, skal du gøre det igen. Millie havde talent. Hun var simpelthen bange for at bruge den.
  
  
  Hun bevægede sig bag min skulder. "Hvad er klokken nu?" hun spurgte.
  
  
  Klokken var elleve.
  
  
  Jeg strakte benet og tændte for fjernsynet med tæerne. Hun sagde: "Hold op med at vise sig," og gabede forsigtigt.
  
  
  Tv'et tændte, og kvinden meddelte det søvnige Amerika, at hun ikke var generet af lugten af hendes armhuler. Millie dækkede sit ansigt med en pude. "Hvis du ser filmen, vil jeg fortælle dig, hvordan den ender. Amerikanere, cowboys og betjente vinder altid."
  
  
  Jeg sagde: "Jeg vil ikke fortælle dig det, men jeg planlægger at se nyhederne."
  
  
  "Samme slutning. Amerikanere, cowboys og betjente vinder altid."
  
  
  Udtaleren sagde: "Terror er tilbage i overskrifterne igen." Jeg sad oprejst. Millie rullede ind i mine arme.
  
  
  "Tre dage efter Leonard Foxs død, endnu en kidnapning af en vovehals. Denne gang på den italienske riviera, da den amerikanske millionær Harlow Wilts blev kidnappet fra sin private landvilla. Wilts, der ejer en aktiemajoritet i motelkæden Cottage, er netop ankommet til Italien for at diskutere planer om at købe Ronaldi Hotel." (Stadig skudt af Wilts, der ankommer til Italien.) "Chris Walker fra Minnesota talte med sin kone..."
  
  
  Kameraet panorerede til en luksuriøs stue i millionærforstaden Somewhere, Minnesota, hvor en grædende fru Wilts fortalte den samme kolde historie. Kidnapperne ville have hundrede millioner dollars. I to uger. Kontanter. De kaldte sig Al-Shaitan. Djævel.
  
  
  Uanset hvad de planlagde at købe for disse penge, nåede prisen nu op på to hundrede mio. Og hvis nogen ikke redder Wilts, skal Djævelen betale.
  
  
  Jeg lukkede øjnene. Lige hvad verden har brug for lige nu. To hundrede millioner dollars terror.
  
  
  Millie rakte ud og slukkede for fjernsynet. "Hold mig," sagde hun. "Bare hold mig, okay?"
  
  
  Jeg krammede hende. Hun var virkelig rystet. Jeg sagde: "Skat, hej! Hvad er det? Hør, ingen er efter dig."
  
  
  "Mmm, jeg ved det. Men jeg har en frygtelig følelse af, at nogen forfølger dig. At det er den sidste nat, vi skal være sammen."
  
  
  Jeg rynkede panden. "Lad os. Hvem følger mig? Hvem ved overhovedet, at jeg er her?"
  
  
  "ØXE," sagde hun stille. "AX ved, du er her."
  
  
  Vi så på hinanden i meget lang tid. Og pludselig holdt det op med at være en tom sætning. Pludselig blev det til meget mere end bare venlighed.
  
  
  "Du ved..." begyndte hun.
  
  
  Jeg kyssede hende. "Jeg ved.'"
  
  
  Jeg trak hende tættere på, så tæt jeg kunne, og intet ændrede sig derefter.
  
  
  Faktisk gjorde det en forskel.
  
  
  Næste morgen ringede Hawk fra AX i Washington, og om aftenen var jeg på et fly til Mellemøsten. Mission: find og stop Djævelen.
  
  
  
  
  
  
  Tredje kapitel.
  
  
  
  
  
  Rechov Dizengoff er Tel Avivs Broadway. Eller, for at være mere præcis, er det Piccadilly Circus, Sunset Strip og Miami Collins Avenue samlet. Der er caféer, butikker, barer, barer, diamanter, denim, musik, teatre, lys, larm, biler, menneskemængder og nye plastikpizzestativer.
  
  
  Jeg sad ved bordet i
  
  
  en friluftscafé, hvor jeg drikker min tredje Gold Star-øl og ser solen gå ned over byen. Det lignede en fed, rød badebold, der langsomt væltede hen over den orange himmel.
  
  
  Jeg var her, fordi Jackson Robie var død. Robi boede i Tel Aviv. Men han tog fejl. Hans visum identificerede ham som en amerikansk journalist, mellemøstkorrespondent for magasinet World. Titlen tillod ham at stille en række spørgsmål og sende telegrammer, kryptiske og på anden måde, til Amalgamated Press and Wire Service. Det sker bare sådan, at Washington Akes. Hans egentlige beskæftigelse var som AXE-observatør.
  
  
  En observatørs arbejde ligner meget, hvad det lyder som. Observere. At vide, hvad der foregår i hans del af verden. Det betyder blandt andet at vide, hvem informanterne, lejede muskler og lokale gangstere er, samt at finde ud af, hvem fyrene er, der kan låne dig en båd, give dig dækning eller skære en kugle. Robie var god. Bedre end godt. Robie var en tænker. Han havde et af de analytiske hoveder som en skakmester. Han har været på dette job i over tre år og har endnu ikke kaldt os en forkert skytte. Så da Robie telegraferede i firestjernet kode: “Fundet djævelen. Send tropperne ind,” var der kun ét spørgsmål tilbage at stille: Er der plads på Mount Rushmore til Robies ansigt?
  
  
  Blot en time senere døde Robie. Han blev stukket i ryggen i en gyde i Jerusalem. Fox var stadig fange, da dette skete, men hvis Robie virkelig vidste, hvor millionæren var, havde han ikke tid til at fortælle det til nogen anden. Han havde i hvert fald ikke tid til at fortælle AX om det.
  
  
  Min opgave var at forsøge at genstarte diskussionen. Følg Robies spor til Al-Shaitans gemmested og red det nye offer, Harlow Wilts. Jeg besluttede at starte i Tel Aviv, fordi det var der, Jackson Robie startede. Det, han lærte i Tel Aviv, satte ham på vejen til Jerusalem.
  
  
  Måske.
  
  
  Måske er dette det bedste du har. En agents job består af et bjerg af sandsynligheder, en kæmpe stak af sandsynligheder. Og du spiller altid "find nålen", og du spiller altid mod tiden.
  
  
  Jeg kiggede på mit ur. Det var tid til at gå. Jeg stoppede tjeneren og forlangte checken, da himlen producerede roser og så blev rød til en dyb lilla-pink, som om den havde hørt alle kameraerne klikke og fandt sig urolig over det hele.
  
  
  Jeg tog mig vej gennem menneskemængden mod Allenby Street og så pigerne i lavtsiddende jeans og bløde, løse broderede skjorter, der antydede rund, bh-løs overdådighed. Jeg så, mens drenge så på piger, og turister i bomuldskjoler så med lige så inderlige øjne på udstillingen af bagværk på vogne på caféer.
  
  
  Jeg fandt en taxa og opgav den forkerte adresse i Jaffa, en gammel arabisk by et par kilometer sydpå og for et par århundreder siden. Tilbage til de smalle snoede gader, hvælvede stengyder og labyrinter i Kasbah-stil. Lad os vende tilbage til det rigtige Mellemøsten og væk fra den universelle modernitet, der ser ud til at gøre enhver by i verden til enhver anden by i verden.
  
  
  Jeg betalte chaufføren og gik fire blokke til Rekhov Shishim, til en squat bygning med tykke mure og et rødt tag. Gennem stengården og op ad en trappe.
  
  
  Jeg bankede tre gange på den tunge trædør.
  
  
  "EN?" sagde stemmen. Den var skarp og dyb.
  
  
  "Glidat vanil," svarede jeg i falset.
  
  
  "Hayom har?" Han begyndte at grine.
  
  
  "Se," sagde jeg til sopranen. "Yorad Geshem."
  
  
  En oversættelse af dette ville være: "Hvad?" "Vanilje is." "Kold?" "Nej, det sner." En anden oversættelse var, at jeg ikke blev fulgt.
  
  
  Døren åbnede. Benjamin smilede. Han pegede mig mod det mørke, hyggelige rod i rummet. “Hver gang jeg skal bruge en af disse koder, føler jeg mig som en forbandet tegneserieagent. Vil du have noget cognac?
  
  
  Jeg sagde, hvad jeg vil.
  
  
  Han gik ud i køkkenet og skænkede to glas. David Benjamin var en førsterangsagent for den israelske efterretningstjeneste Shim Bet. Jeg arbejdede med ham for omkring ti år siden, og jeg var her, fordi Robie også kunne arbejde sammen med ham. En enlig AXE-observatør i et venligt land er forpligtet til at samarbejde med lokale agenter. Og hvis han ikke havde været i kontakt med Benjamin, så havde Benjamin måske vidst, hvem han var i kontakt med.
  
  
  Han vendte tilbage med briller og en flaske og placerede sit knirkede seks fods stel på den slidte brune lædersofa. Han løftede sit glas og sagde: "Le Chaim. Godt at se dig, Carter." Han placerede sine fødder på det arrede bord.
  
  
  Benjamin har ændret sig. Han havde mistet den unge krigers strålende blik med dens kølige antagelse om udødelighed. Nu lignede han en rigtig kriger. Både hårdere og blødere end den dreng, han var. Ansigtet var skåret ned til hovedvinklerne, og de blå øjne var indrammet med skrå linjer. Han havde en kløende sweater på
  
  
  og jeans.
  
  
  Jeg tændte en cigaret. "Jeg fortalte Vadim, hvorfor jeg ville se dig. Så jeg behøver vel ikke starte på toppen."
  
  
  Han rystede på hovedet. "Ingen. Jeg forstår, hvad problemet er. Problemet er, at vores fælles ven manglede samarbejdsånden. Åh ja, selvfølgelig," trak han på skuldrene og lænede sig tilbage, "hvis jeg har brug for information, hvis han har dem, vil han fortælle mig det." Hvis jeg havde spurgt ham. Han var bestemt ikke frivillig."
  
  
  Jeg kiggede på ham og smilede. "Sig mig," sagde jeg, "hvis du vidste, hvor Shaitan gemte sig, ville du så skynde dig hen til telefonboksen og ringe til AXE?"
  
  
  Benjamin lo. "Okay," sagde han. "Så dette balancerer os. Hvis jeg havde vidst det, ville jeg være gået dertil med mit folk og taget imod dem for Israels større ære. Men hvis jeg havde vidst det, og du spurgte mig, ville jeg have været nødt til at fortælle dig det. Og da jeg er det, forstår jeg, at du spørger - nej, han fortalte mig ikke noget om, hvor Al-Shaitan kunne være.
  
  
  "Ved nogen andre, hvad de kan sige?"
  
  
  "I Shin Bet? Ingen. Hvis han havde fortalt det til nogen, havde det været mig. Jeg gravede lidt for dig. Kom på noget, der måske ikke betyder noget, eller det kan være et sted at starte. Lige før Robi forlod Tel Aviv til Jerusalem, modtog han omkring tolv tusinde pund fra sin fond."
  
  
  "Tre tusinde dollars."
  
  
  "Ja."
  
  
  "Udbetaling til nogen?"
  
  
  "Så jeg præsenterer. Og der er noget, jeg ved om Jackson Robie. Han betalte aldrig, før han havde bekræftet oplysningerne. Så du skal regne ud, at for tre tusinde dollars fortalte nogen ham den store sandhed."
  
  
  "Spørgsmålet står tilbage: Var pengene til nogen her i Tel Aviv eller til nogen, han skulle møde i Jerusalem?"
  
  
  Benjamin smilede. "Det efterlader et spørgsmål." Han skænkede endnu en portion lidt sød cognac. “Igen - hvis jeg vidste svaret, ville jeg fortælle dig det. Og igen - jeg ved det ikke,” han tog en hurtig slurk og grimaserede. "Hør," sagde han, "denne djævelske bande generer os også. Gud, det er os, de virkelig leder efter. Hvis de får fingrene i disse fire hundrede millioner..."
  
  
  "Vent lige lidt! Fire? Hvor jeg kommer fra, er en plus en to. Ræv og Wilts. To hundrede millioner."
  
  
  "Og Jefferson og Miles. Fire hundrede millioner." Han krydsede rummet og hentede Jerusalem Post. "Her.".
  
  
  Han smed en avis til mig. Jeg læste rapporten fra Roger R. Jefferson, bestyrelsesformand for National Motors. Thurgood Miles, arving til hundemad på flere millioner dollar. Begge var blevet kidnappet aftenen før, kidnappet fra sikre hjem i USA. Nu skulle jeg redde tre fyre. Jeg lagde avisen fra mig.
  
  
  "Denne Shaitan lyder for snedig til at være sand."
  
  
  Benjamin nikkede. "Men ikke dem." Han smilede grimt. "Og myten om arabisk ineffektivitet er ved at smuldre."
  
  
  Jeg studerede det og sukkede. "Du sagde, at Shin Bet også er bekymret..."
  
  
  "Sikkert. Nogen arbejder på det." Han rystede på hovedet. "Men hvem? Hvor? Jeg er lige så uvidende som dig. Det eneste, vi med sikkerhed kan antage, er, at Shaitans base ikke er i Israel. Dette efterlader mange andre muligheder. Libyen? Libanon? Syrien? Irak? Partisanerne vokser."
  
  
  "Okay, så vi ved, at dette er Mellemøsten - og Robys første føring kom fra Tel Aviv."
  
  
  "Eller Jerusalem. Hør, Vadim ved, hvorfor du er her. Du talte med ham i dag. Vadim er min chef, ligesom din Hawk. Så hvis han ikke har fortalt dig noget, tror du måske, han ikke ved noget... eller han ved noget og ikke vil fortælle dig det. Mig, jeg er her i en anden sag. Det bedste jeg kan gøre er at pege dig i den rigtige retning og fortælle dig, at hvis du nogensinde er blevet klemt fast i en gyde med ryggen mod væggen og seks pistoler på maven - hvis du kan komme til en telefonboks, så ring og jeg kommer."
  
  
  "Tak, David. Du er en rigtig fersken."
  
  
  Han smilede. "De passer ikke bedre end mig. Har du brug for nogle kundeemner?
  
  
  "Skal jeg svare?"
  
  
  “Jeg vil opfordre dig til at lede efter Sarah Lavi. Allenby Street her i Tel Aviv. amerikansk hjemvendt. Jeg tror, det er en lærer. Han og Robie... rystede. Dette ord?"
  
  
  "Ryster," grinede jeg. "Men det er det samme."
  
  
  Han tænkte over det et øjeblik og smilede. Så begyndte han at grine. Lav, fyldig, rullende lyd. Det mindede mig om gamle aftener. David og hans kæreste. Jeg spurgte, hvordan hun havde det.
  
  
  Hans øjne blev grå. "Daphne er død." Han rakte ud efter en cigaret, hans ansigt var stenet. Jeg vidste nok til ikke at sige et sølle "undskyld". Han fortsatte jævnt. "Jeg har et andet gæt, du måske vil følge." Hans øjne bad mig om ikke at få ham til at føle.
  
  
  "Skyd," sagde jeg.
  
  
  "Restauranten ligger på El Jazzar Street. Og hvis du vil give et hint om området, er El Jazzar et arabisk ord, der betyder bøller. Vi
  
  
  holdt øje med stedet, og en dag så Robie komme ind i det. Måske havde han en kontakt der«.
  
  
  Måske yderligere fyrre til én.
  
  
  Han trak bredt på skuldrene. "Jeg ved, det ikke er meget, men det er alt, hvad jeg kan tænke på." Han lænede sig tilbage og mødte mit blik. "Mine egne kilder ved ikke noget nyttigt."
  
  
  "Hvad hvis de gjorde det?"
  
  
  Han rømmede sig: "Jeg ville fortælle dig det."
  
  
  "Ærligt talt?"
  
  
  "Gå ad helvede til."
  
  
  Jeg vågner op. "Ikke mig. Jeg skal til himlen. For mine rene tanker og gode gerninger." Jeg tog min sidste tår cognac.
  
  
  Han rakte hånden frem. "Held og lykke," sagde han. "Og jeg mener det, Nick. Hvis du har brug for hjælp, kan du regne med mig."
  
  
  "Jeg ved det," smilede jeg. "Så længe jeg har ti øre til telefonen."
  
  
  
  
  
  
  Kapitel fire.
  
  
  
  
  
  Lad os tale om helvede. Indvendigt lignede Club El Jazzar Dantes syvende cirkel. Stedet de forlader til mordere. Det var kun mænd, og for en mand virkede det som om, de hellere ville slå dig ihjel end at drikke dig.
  
  
  Værelset var lille, overfyldt og mørkt, malet en dyb lilla. Scimitarer hang fra kvastsnore, og røgslanger klatrede op ad væggene mod det lave, plettede loft, hvor de sorte vinger fra en hvirvlende vifte slog dem tilbage til meningsløse skyer. Fra et sted i dybet kom lyden af en oud og ringen af en tamburin.
  
  
  Da jeg gik ind ad døren, stoppede alt. Fyrre par øjne fejede gennem luften; firs øjne bevægede sig i samme øjeblik. Man kunne næsten høre dem alle sammen snurre rundt. Så startede samtalen igen. Under. Rumlen. Og en tamburin.
  
  
  En lille, mørk mand i en våd skjorte kom op og gav mig et let dystert blik. Han krydsede armene og gloede på mig, for kort til at hans macho-look kunne fungere godt. Han spyttede på gulvet. En halv tomme fra min støvle.
  
  
  Jeg smilede. "God aften til dig også."
  
  
  Han bøjede hovedet. "Americani?"
  
  
  "Højre. Amerikansk. Sulten amerikaner. Min ven fra Mira anbefalede et sted til dig.” Jeg sagde det højt.
  
  
  Han flyttede sin vægt; slettet, og så rynkede panden igen. "Er du kommet efter mad?"
  
  
  Jeg nikkede. "Og drik."
  
  
  Han nikkede. "Jeg er med. Vi giver dig grønt lys." Jeg fik allerede halsbrand af lugten af hans ånde, og ud fra den måde, han sagde, "Vi giver dig grønt lys," besluttede jeg, at det var en god idé og besluttede at købe en flaske kul. Aktivt kul er en pokkers god modgift mod næsten enhver gift eller medicin, som nogen kan putte i din drink. Eller stop det i en gryderet. En spiseskefuld i et glas vand, og du skal nok leve for at fortælle historien.
  
  
  Han førte mig hen ad det fyldte rum, forbi koret af fløjtende øjne, ind i et andet rum bagerst. De førte mig til en vinfarvet plastikstand, der så ud til at være ringside til en lille scene. To unge hooligans i sorte satinskjorter stod tæt på scenen og klatrede musik, mens en tredje i en flydende hvid burnous fraværende rystede en tamburin.
  
  
  Jeg anede ikke i helvede, hvor jeg var. Jeg trådte ind på en andens territorium. Bandithule. Men hvilken bande?
  
  
  En stor, bred fyr nærmede sig bordet. Han var en mørk, energisk araber. Han tog min pakke cigaretter, tog en, tændte den, trak, satte sig og undersøgte guldet på spidsen af cigaretholderen. "Amerikansk?" Han talte med en let accent.
  
  
  "Jeg er ja. Cigaretter - nej."
  
  
  "Tyrkisk?"
  
  
  "Ja. Højre. Tyrkisk". Jeg ventede på, at han kom til sagen. Eller det var i hvert fald, hvad jeg håbede, var kernen i det. Min plan var enkel. Dumt, men simpelt. Jeg spillede måske to mod midten. Måske var nummer et en dobbelt chance for, at Robies informant måske var her, og måske ville han prøve at tage kontakt i håb om at få yderligere tre tusinde hurtigt. Muligvis var nummer to, at måske var Robies morder her. Dette kunne også spare mig for en masse tid. Den hurtigste måde at finde ud af, hvem din fjende er, er at gå ind i en gyde og se, hvem der forsøger at dræbe dig.
  
  
  Jeg studerede manden på den anden side af bordet. Han var hård, firkantet kæbe og muskuløs. Under en stram grøn bomulds T-shirt. Under de svulmende jeans falmede de. Tjeneren kom. Jeg bestilte arak. Flaske. To glas.
  
  
  Manden på den anden side af bordet sagde: "Slummer du?"
  
  
  "Slumkvarter?"
  
  
  Han kneb øjnene sammen i trodsig trods. "Hvis du ikke har bemærket det, er dette et slumkvarter. Ingen store hoteller med udsigt over havet. Ingen solrum med private badeværelser."
  
  
  Jeg sukkede tungt. "Så hvor fører det os hen? Mod retorik eller et slagsmål i en gyde?” Jeg rystede på hovedet. "Hør, min ven, jeg hørte det hele. Jeg dækker scener for World Magazine." Jeg lod det synke ind, før jeg fortsatte. ”Og jeg har hørt alle ordene, jeg har set alle krigene, og lige nu ønsker jeg mig bare
  
  
  sidde og drikke og ikke komme i varme problemer."
  
  
  "World Magazine," sagde han roligt.
  
  
  Jeg sagde "Ja," og tændte en cigaret. Arak er ankommet.
  
  
  Han sagde: "Hvad er dit navn?"
  
  
  Jeg sagde, "Mackenzie."
  
  
  "Det tvivler jeg på."
  
  
  Jeg sagde: "Hvad har du?"
  
  
  "Youssef," sagde han til mig. "Abu Abdelhir Shukair Youssef."
  
  
  "Okay," sagde jeg. "Jeg er ikke i tvivl om det"
  
  
  Et skarpt lys skar gennem røgen ind på scenen, og tamburinen råbte: "Næm! Navn! og gik ind i et lammet Jangles-vanvid. Fløjten startede allerede inden hun gik; en mørkhudet pige i et glitrende sølvstykke top og nederdel, der flød som et perleforhæng fra et bånd, der begyndte et godt stykke under hendes talje. Strømme af mørkt hår faldt ned af hendes ryg og indrammer hendes bløde, smukke ansigt, næsten fuldstændig blottet for makeup.
  
  
  Musikken begyndte at spille, smagløs, næsten hypnotisk i sin monotoni. Og pigen begyndte langsomt. Bølget, glat, indtil hendes krop syntes at være lavet af væske, og lysene reflekterede fra sølvet i hendes kjole, som stjerner på en bølget fantastisk himmel, og hendes krop fortsatte med at smelte, denne utrolige krop.
  
  
  Lad mig fortælle dig om mavedans. De er normalt fyldige, tykke kvinder med fire tons makeup og fire maver. Og når sådan nogle damer begynder at kaste rundt med det, så sidder man der og håber, det ikke hænger fast. Denne pige var noget andet. Du har aldrig drømt bedre. Selv i dine vildeste og skøreste drømme.
  
  
  Dansen er så at sige slut. Jeg vendte mig mod Yusef. Han gik. I stedet lænede den svedige ejer sig ind over standen, hans ansigt forvrænget af et rustent smil. Jeg besluttede, at jeg bedre kunne lide ham, da han rynkede panden. "Mad," sagde han. "Siger du, at du vil have mad?" Det sagde jeg, at jeg gjorde. Hans smil blev bredere. "Vi giver dig grønt lys." Resultatet er en skala af faldende noder. Tamburinen ringede.
  
  
  Han gik. Jeg tog en tår af min arak, en krydret drink lidt som ouzo eller tyrkisk rakia. Tre bargangstere gik forbi bordet, en trio af trykte nylonskjorter åbne til taljen, afslørende muskler og kunstfærdigt dekorerede medaljoner. En sur tjener ankom med mad. Hurtige øjne kigger på mig. Maden så fin ud, hvilket betød, at jeg ikke behøvede nogen mirakelkure. Bromo, ja. Kul, nej. Jeg begyndte at spise.
  
  
  Trioen vendte tilbage og tog imod mig og beregnede min højde, vægt og styrke. De vendte tilbage til baren og rapporterede deres resultater til de andre. Til banden.
  
  
  Hvilken bande?
  
  
  Uanset hvad deres præstation var, var den ikke subtil. Tre andre drenge fra baren gik en tur. A-et, a-to, a-tre og a er trin timet til Jangling-rytmen. De gik forbi mig, vendte om og svømmede tilbage. Gennemsnitlig højde: fem fod ti tommer; gennemsnitsalder: enogtyve år. De kom hen til mit bord og satte sig i boden omkring mig. Jeg fortsatte med at spise. De kiggede. Den, der havde den lilla og orange skjorte på, lænede sig frem på bordet. Han havde langt hår og et kødfuldt, pisket sejt ansigt. "Så," sagde han på engelsk, "kan du lide kebab?"
  
  
  Lad os gå, tænkte jeg. Det bliver sådan en scene. Konfrontation i hættestil fra 1950'erne, forældet "smart dumbass".
  
  
  "Nej, jeg har bestilt myg, men i livet har jeg lært at tage, hvad jeg får, for eksempel.
  
  
  Den lilla-orange blev til røde striber. "Klog," sagde han. "Amerikaneren er smart."
  
  
  "Klog," sagde Red Stripe, som ikke var klog nok til at tænke på andet.
  
  
  "Så, jeg ved det ikke..." Det var Grønne Blomster med et bredt grin. "Jeg tror ikke, han er så klog."
  
  
  Godt nytår 53., sagde jeg til mig selv. Jeg vidste, at de ikke var bevæbnet. Stramme, skinnende skjorter og stramme, skinnende bukser blev syet så tæt på deres nervøse kroppe, at de ikke kunne skjule selv neglebåndssakse. Jeg kunne tage dem alle på og gå smilende væk. Men det vidste de ikke, eller også var de ligeglade. De var unge, vrede og tiggede om en kamp.
  
  
  "Ikke så smart," sagde Lilla-Orange. Jeg troede, han var lederen af flokken. (Hvilken pakke?) “Ikke så smart at komme til El Jazzar. Ved du, hvad El Jazzar betyder?"
  
  
  Jeg sukkede. "Hør her, gutter. Jeg synes, det er dejligt, at I kommer her. Jeg mener, der er ikke mange, der ville tage timeout bare for at muntre en ensom fremmed op. Så jeg vil have, at I skal vide, at jeg siger det med stor taknemmelighed og påskønnelse. Du er nu væk."
  
  
  Der var en lille konference om betydningen af ordet "væk". Jeg lagde min højre hånd i mit skød, hvis jeg skulle række ud efter min Luger. Wilhelminas udbrud vil skræmme dem væk. Jeg vil ikke have nogen problemer med dem alene, men så snart en knytnævekamp starter her, vil jeg slås med hele klientellet. Og tres til en er ikke min bedste chance.
  
  
  De stavede "væk" og lavede deres første træk med truende ansigter, mens de rejste sig
  
  
  Jeg holdt min hånd på pistolkolben, men det var ikke Wilhelminas numse, der kom mig til undsætning. Mavedanseren vendte tilbage til scenen. "Mine herrer," sagde hun på arabisk, "jeg vil have hjælp til en speciel dans. Hvem hjælper mig? Hun kiggede rundt i lokalet. "Du!" Hun sagde hurtigt til Lilla-Orange. Hun krøllede sin finger som hilsen. "Lad os gå," overtalte hun.
  
  
  Han tøvede. Halvt irriteret, halvt smigret. "Lad os gå," sagde hun igen. "Eller er du genert? Åh, er du genert? Åh, hvor slemt!" Hun pressede læberne sammen og bevægede hofterne. "Er en stor mand bange for sådan en lille pige?"
  
  
  Værelset lo. Så den lilla-orange sprang ind på scenen. Hun førte sin hånd gennem hans lange sorte hår. "Du kan have brug for venner til at beskytte dig. Lad os gå, venner." Hun så ind i lyset og vinkede med fingeren. "Kom, beskyt ham."
  
  
  Hun lavede et bump. Igen varm latter fra det røgfyldte værelse. Og efter få sekunder dukkede røde striber og grønne blomster op på scenen.
  
  
  Musikken er startet. Hendes krop rystede. Væver og svømmer omkring tre mænd. Hænderne sænkes, vinke, drille; bue ryggen, rette hofterne. Efter mellemøstlige standarder var hun tynd. Stærk og fleksibel, med let oppustethed. Slank talje. Runde, smukke, melonformede bryster.
  
  
  Hun kiggede på mig.
  
  
  Hun søgte stadig.
  
  
  Hun rystede skarpt på hovedet. Et sekund efter gjorde hun det igen, så mig i øjnene og rystede på hovedet; vendte blikket mod døren. Internationalt sprog for Scram.
  
  
  Jeg fulgte hendes råd. Hun fik børnene væk fra min ryg. Eller måske er det ikke en tilfældighed. Desuden endte jeg på El Jazzar. Jeg viste mit ansigt og tilbød lokkemad. Ordet vil brede sig. Hvis nogen ville finde mig, ville de have gjort det. Og der kan være en grund til at tage afsted nu. Måske ville nogen møde mig. Eller måske ville nogen slå mig ihjel. Jeg smed pengene og gik.
  
  
  Intet problem med at komme ud gennem baren. Ingens øjne fløjtede engang. Dette burde have været mit første tip.
  
  
  Jeg gik udenfor. Jeg tændte en cigaret før klubben. Jeg lyttede efter lyde, der kunne have været støvler, der skrabede langs en ødelagt stengade, et knivblad, der sprang ud af en skal, eller et langt vejr, før jeg hoppede. Men jeg hørte ikke noget.
  
  
  Jeg gik. Gaden var ikke mere end tolv fod bred; væg til væg tolv fod bred. Bygningerne lænede sig. Mine skridt genlød. Stadig ingen lyde, kun smalle snoede gader, et katteskrig, månens lys.
  
  
  Skyld! Han sprang ud af det buede vindue, hovedparten af manden bragede ind i mig, midt på skulderen, og tog mig med sig på en lang spiraltur baglæns. Nedslaget bar os både gennem luften og rullede mod udgangen af gyden.
  
  
  De ventede, seks af dem, skyndte sig til udgangen. Og det var ikke utålmodige, sjuskede børn. Det var voksne, og de kunne deres kram. Tønden gled, og jeg sprang op og lagde Hugo, min stiletto, i min håndflade. Men det var håbløst. Yderligere to fyre sprang ud bagfra, greb mig i armene og vred min nakke.
  
  
  Jeg sparkede den første fremspringende lyske og forsøgte at bryde ud af judofængslet. Aldrig. Det eneste jeg har døjet med de sidste fjorten uger er tante Tillys boksesæk. Og boksesække giver ikke svaret. Min tid stank. De var over hele mig, og kneb mig i maven, eksploderede min kæbe, og nogens støvle gennemborede mit skinneben, mit nyslåede venstre skinneben, og hvis du vil vide, hvad der skete efter det, må du hellere spørge dem. Jeg var der ikke.
  
  
  
  
  
  
  Femte kapitel.
  
  
  
  
  
  Det første jeg så var det sorte hav. Så dukkede stjernerne langsomt op. Og halvmånen. Jeg regnede med, at jeg ikke døde og kom i himlen, for jeg tror, når du er død, din kæbe ikke ligner en forslået melon, og dit ben sender dig ikke morse-beskeder i smerte.
  
  
  Mine øjne har tilpasset sig. Jeg kiggede gennem ovenlysvinduet, mens jeg lå på sofaen i det store rum. Studie. Kunstnerværksted. Den var oplyst af stearinlys på høje stande, og kastede hårde skygger på de nøgne trægulve og lærreder stablet på gangbroen.
  
  
  For enden af lokalet, cirka tredive meter fra mig, sad Abu Abdelhir Shukair Youssef på en stol og undersøgte min pistol.
  
  
  Jeg lukkede øjnene og tænkte over det. Okay, jeg tog til El Jazzar, hjerneløs og rusten, og bad om problemer, og en fancy gin opfyldte mit ønske. Tre dumme træk på en kort aften. Slå verdensrekorden for dumhed. Hurtig. Ring til Guinness. Jeg vidste, at jeg før eller siden ville komme ind i hans rekordbog.
  
  
  For det første blev jeg narret af en rådden kvinde, der dansede på hendes mave; for det andet blev jeg tævet af en bande bøller i en gyde; for det tredje, det dummeste af alt, jeg troede, at jeg var klog, fræk, det er ordet. Mere mod end sund fornuft.
  
  
  Og nu sidder jeg fast i spillet.
  
  
  Jeg prøvede at rejse mig. Min krop syntes ikke det var så god en idé. Faktisk fik det mit hoved til at flyve op. Mit hoved adlød - rundt og rundt.
  
  
  Yusef begyndte at krydse rummet. Pistolen i hånden er en Luger Wilhelmina.
  
  
  Han sagde: "Det ser ud til, at I to havde et lille skænderi."
  
  
  Han virkede ikke så lille."
  
  
  Han lo humorløst. "Her - overlever du kampen, betragter vi den som mindre." Han sank ned på gulvet og rakte mig pistolen. "Jeg tror, du mister det." Han trak min stilet op. "Og også dette."
  
  
  "Nå, jeg bliver forbandet." Jeg tog Lugeren, stak den ind i mit bælte og skød stiletten tilbage i skeden. Jeg kiggede på Yusef. Han mistede sit mørke, nådesløse blik og så på mig med stille vurdering.
  
  
  "Hvordan kom jeg hertil?"
  
  
  "Jeg troede, du ville spørge. Jeg fandt dig i gyden."
  
  
  Jeg rystede ved denne sætning. Det fik mig til at føle mig som en appelsinskal eller en pose med utæt kaffegrums. Ting, der kan findes i gyder.
  
  
  "Jeg fandt også din pistol bag en søjle. De gjorde et godt stykke arbejde med dig."
  
  
  "'Godt' afhænger af, hvor du sidder." Jeg mødte hans blik. "Hvor sidder du?"
  
  
  "Man kan sige, at jeg er en dårlig ven for banden."
  
  
  Nu. Endelig. "Hvilken bande?"
  
  
  "Er du tørstig?"
  
  
  "Hvilken bande?"
  
  
  Han rejste sig og fandt en flaske vodka. "Til at begynde med," sagde han på tværs af lokalet, "kalder de sig selv B'nai Megiddo. På engelsk: Sons of Armageddon. Og hvis du husker din bibel..."
  
  
  "Harmageddon er verdens ende."
  
  
  "Du er tæt på. Her kæmper de den sidste krig."
  
  
  "Mit hoved er der, hvor de kæmpede i den sidste krig. Hvem er disse fyre? Og hvad har de imod mit hoved?
  
  
  Han rakte mig flasken. Jeg fjernede proppen fra den og studerede forsigtigt hans ansigt. Et stort, knoklet ansigt med en buet næse. Kortklippet hår. Smart-triste øjne. Nu glitrede de af let morskab. "Måske ville de bare røve dig... eller måske forstår de, hvem du er."
  
  
  "WHO? JEG? Mackenzie fra Myra?
  
  
  Han rystede på hovedet. "Og jeg er kong Faisal. Jeg tror ikke, Megiddo ved, hvem du er, men det gør jeg. Du arbejdede med Roby, og det gjorde jeg også. Og journalister bærer ikke Lugers og stilethæle. Vil du nu tale om forretning eller ej? "
  
  
  "Hvor meget koster det?"
  
  
  "Fem hundrede dollars med dine penge."
  
  
  "Hvad betalte Robie?"
  
  
  "Ja. Fuldstændig ret. Jeg giver frelse til dit liv."
  
  
  Jeg tog endnu en tår. "Hvad med vodka? Er det i huset?
  
  
  Han lænede sig tilbage og stirrede koldt på mig. "Åh ja. Du er fornærmet over mig for at anklage mig. En rendyrket, principfast amerikaner og en modbydelig, nøjeregnende, umoralsk araber."
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Øh. Forkert. Og så længe vi holder os til stereotyper, ærgrer jeg mig over at blive betragtet som et rent sind." Jeg rakte ham flasken. "Men du har ret i én ting. Jeg er mistænksom over for fyre, der sælger nyheder, fordi nyheder er noget, der kan sælges to gange. En gang i hver retning. Ren dobbeltfortjeneste."
  
  
  Hans hånd klemte flasken. Hans øjne skar ind i mine. "Det gælder ikke."
  
  
  Vores øjne kæmpede i et par sekunder mere. "Okay," sagde jeg, "jeg tror, jeg køber den. Først, fortæl mig - hvordan kom du ind i avisspillet?
  
  
  "For begyndere," gentog han og skrev sætningen ned: "Jeg er en ven. Du forstår?"
  
  
  Jeg forstår. Druserne er en lille islamisk sekt, der forfølges i de fleste arabiske lande. Omkring 40.000 af dem bor i Israel og lever meget bedre end under araberne. Jeg lod ham fortsætte.
  
  
  "Jeg kommer fra Golanhøjderne. Land som Israel erobrede i 1967. Men jeg er ikke grøntsagsavler. Og jeg er ikke en kurvefletter." Jeg kiggede hurtigt på stablerne af lærred. Stærke, klippefyldte, sorte landskaber. "Så," sagde han ganske enkelt, "jeg kom til Tel Aviv."
  
  
  "Som jeg forstår det, uden kærlighed til syrerne."
  
  
  “Fuldstændig uden kærlighed. Og jeg er syrisk." Han stirrede på flasken, han holdt i hånden. "Men først er jeg en mand. Og for det andet druse." Han begyndte at smile. "Det er sjovt, hvordan folk bliver knyttet til deres etiketter. For at sige sandheden tror jeg, at jeg er ateist, men de kalder mig druser. De følger mig som en ven. Og derfor siger jeg stolt, at jeg er en ven."
  
  
  Han tog en lang slurk og satte flasken fra sig. "Og denne historie er også "i huset." Nu diskuterer vi B'nai Megiddo."
  
  
  Yussef fortalte mig, at B'nai Megiddo var inspireret af en gruppe kaldet Matzpen. Oversættelse: Kompas. De synes, de peger i den rigtige retning. De angiver den yderste venstre retning.
  
  
  Matzpen har omkring firs medlemmer, både arabere og jøder, og de fleste af dem er studerende. De ønsker, at staten Israel skal opløses og erstattes med en kommunistisk.
  
  
  Denne styreform. Baseret på denne idé nominerede de fyren til parlamentet, og det førte ikke til noget. Den kendsgerning, at deres kandidat sad i fængsel på det tidspunkt, anklaget for at spionere for syrisk efterretningstjeneste, forbedrede ikke meget deres chancer.
  
  
  Terror er dog ikke deres stil. Ikke indtil videre. De udgiver hovedsageligt i palæstinensiske aviser og slutter sig til "kommunister overalt", inklusive de palæstinensiske kommandosoldater. Mens de stillede op og prøvede at befri deres kandidat, gik de til lokale barer og ramte steder som El Jazzar Street, hvor livet er hårdt, og sirenesangen i deres manifest kan lyde som Pied Piper's lokkemad. .
  
  
  Og det næste du ved, det er B'nai Megiddo. En flok frustrerede, vrede børn, der tror, at "kommunisme" betyder "noget for ingenting." Og ikke kun dette. Det er også en måde at blæse damp af, knuse et par vinduer, knække et par kæber og dermed etablere en bedre vej.
  
  
  Mens vi er ved emnet, lad os diskutere den bedste måde. Der skal være en. Der skal være en måde at fjerne fattigdom og blindgyde slumkvarterer, had, fordomme og alle de andre ældgamle onder. Men kommunistiske systemer - med deres udrensninger, arbejdslejre og regimentering, deres egen ulogiske gule murstensvej, deres brutale undertrykkelse og deres kongelige stater - er ikke, hvis du spørger mig, den bedste måde.
  
  
  "Hvordan er de forbundet med Al-Shaitan?"
  
  
  Yusef rystede på hovedet. "Bnai Megiddo? Jeg er ikke sikker på, det er dem. I hvert fald for nu. Lad mig starte fra begyndelsen. Jeg bor et par gader fra El Jazzar, så det er nemt for mig at tage dertil ofte. Jeg er syrisk, kunstner. Det er sandsynligt, at jeg også bliver revolutionær. Så jeg taler med partilinjen, og de taler også med mig. Anyway, et par dage før Fox blev kidnappet, talte en af fyrene højt. Han ville have Megiddo til at købe en masse våben, han sagde, at han kunne købe Kalashnikovs for tolv hundrede pund. Det er tre hundrede dollars. Alle var meget glade.
  
  
  "Sagen er, at den her fyr også skubber hash. Halvdelen af tiden er han over skyerne, så jeg tænkte, at det kunne være en af hans drømme. Jeg sagde: 'Skal disse penge falde fra træerne?' Eller planlægger du at røve Hilton Hotel hvælvinger? "Han sagde nej, han har en kilde til store penge."
  
  
  "Og han gjorde dette?"
  
  
  "Hvem ved? Det var som et stort stykke tærte på himlen. Han begyndte at tale om sin bror, som havde en ven, der pludselig blev rig. Hans bror, sagde han, spurgte en ven, hvor han havde pengene, og han sagde, at hans arbejde var blevet aftalt. Jobbet inkluderede en kidnapningsplan, og han sagde, at tilbagebetalingen ville være enorm."
  
  
  "Og Megiddo var involveret?"
  
  
  "Lad være med at drage forhastede konklusioner. Så vidt jeg ved, var der ingen involveret. Ingen har nogensinde set broderen eller hans ven. De bor i Syrien. I en landsby kaldet Beit Nama. Kun få kilometer fra det fremtrædende. Når jeg fortæller dig, at dette lød som en kage i himlen, mente jeg, at det hele var en stige af "hvis".
  
  
  "OG?"
  
  
  "Og jeg så ingen penge, jeg så ingen våben, og ingen i Megiddo pralede med kidnapningen."
  
  
  "Og ham der fortalte dig om det her?"
  
  
  "Ja. Fyren blev dræbt."
  
  
  Vi var begge stille et øjeblik, bortset fra at hjulene klikkede i hovedet på os.
  
  
  "Og du fortalte denne historie om, at Robie blev kidnappet."
  
  
  Han nikkede. "Ja. Så snart jeg hørte det."
  
  
  "Hvornår blev den store mund dræbt?"
  
  
  Yusef kiggede sidelæns på et punkt i luften. "Vent, så skal jeg fortælle dig det præcist." Luftkalenderen flyttede til datoen. Han knækkede med fingrene. "Femogtyvende. To dage før Robies mord. Fire dage før Leonard Fox vender tilbage. Men nej - for at svare på dit næste spørgsmål - jeg ved ikke om der var en sammenhæng. Jeg ved ikke, om Roby fulgte dette. "
  
  
  Jeg huskede, hvad Benjamin sagde om Robie. At han aldrig betalte, før han tjekkede oplysningerne. "Men han betalte dig?"
  
  
  "Sikkert. Den dag, han forlod byen."
  
  
  "Selvom der, så vidt du ved, ikke var nogen garanti for, at den involverede gruppe var Al-Shaitan, eller at kidnapningsofferet skulle være Leonard Fox."
  
  
  Han rystede på hovedet. "Jeg fortæller Robie sandheden. Om denne sandhed er nyttig er hans sag, ikke min."
  
  
  Så Robie kunne have betalt ham alligevel. Integritet. Goodwill.
  
  
  "Ved du hvorfor Robi tog til Jerusalem?"
  
  
  Yusef smilede. "Du forstår ikke. Jeg gav Robie oplysningerne. Ikke omvendt."
  
  
  Jeg smilede tilbage. "Det var et forsøg værd." Noget generede mig. "Broderens ven, der flashede penge..."
  
  
  "Ja. Hvad er der galt med ham?
  
  
  "Han smed penge før kidnapningen."
  
  
  Yusef kneb øjnene sammen. "Så?"
  
  
  »Så den lejede bøller bliver ikke betalt, før handlingen begynder. I hvert fald ikke noget særligt."
  
  
  Nu så vi begge på prikker ud af den blå luft.
  
  
  Jeg vendte mig mod Yusef. "Hvad hed den fyr, der blev dræbt?"
  
  
  "Mansur," svarede han. "Hali Mansour. Min brors navn, tror jeg, er Ali."
  
  
  "Bor din bror stadig i Beit Nam?"
  
  
  Han trak på skuldrene. "Hvis broderen stadig er i live."
  
  
  "Ja," sagde jeg, "jeg forstår, hvad du mener. Nogle gange kan døden være smitsom."
  
  
  Vi arrangerede et sted, hvor jeg kunne sende penge, og Youssef ringede til en ven, der havde en ødelagt lastbil, for at komme og hente mig.
  
  
  Vennen var syrisk, men ikke kunstner. Mere præcist var han en slags skrammelhandler - i det nittende århundredes betydning af ordet "skrammel" - og lastbilen var fyldt med gammelt tøj, bulede gryder og en stor, plettet blåstribet madras, der blev ved med at svinge til jord. på sine skuldre, da han kørte bilen. Han vendte sig om, bandede ham, slog ham af og fortsatte med at køre med sin anden hånd. Han hed Rafi, og da han afleverede mig på den adresse, jeg havde givet ham, ønskede jeg ham held og lykke med hans syvende søn.
  
  
  Han sukkede og fortalte mig, at han havde otte døtre.
  
  
  
  
  
  
  Kapitel seks.
  
  
  
  
  
  "Vil du have noget kaffe?" Det var en lang nat. Kaffe var nok en god idé. Jeg sagde, at jeg ville, og hun forsvandt og efterlod mig alene i den generiske Universal Modern-stue. Brunstribet sofa, glasborde, replika af Barcelona stolen.
  
  
  Sarah Lavi ringede fejlfrit på døren ved midnat. Faktisk havde jeg på fornemmelsen, at hun tog godt imod indtrængen. Hun så ikke ud til at prøve at sove de nætter. Lyset var tændt i hele lejligheden, og et stort ufærdigt pudebetræk med nålespids lå i bunden af stolen sammen med bolde af farvestrålende uld. Musikken spillede, pulserende bossa nova.
  
  
  Hun vendte tilbage med en gryde og kopper. "Jeg spurgte ikke - tager du fløde og sukker med din kaffe?"
  
  
  "Sukker, hvis du har det."
  
  
  Hun forsvandt i en hvirvel af nederdele. Farverig person Sarah Lavi. Alle i bondeskørt og bondebluse, med kæmpe guldbøjler i ørerne. Dette outfit mindede mig om en malerbutik i Seattle. Den med neonskiltet i vinduet: "Hvis vi ikke har farve, findes den ikke." Hun havde mørkt, næsten sort hår, stærkt kæmmet tilbage, hvilket passede hende godt – det satte gang i hendes lyse ansigt med høje kindben og enorme øjenvipper, næsten sorte øjne. Hun var omkring tredive og tæt på, hvad de kalder en rigtig kvinde.
  
  
  "Så verden sendte dig for at tage Jacks plads." Hun rakte mig en skål sukker og en ske.
  
  
  "Det er ikke et lille job, så vidt jeg ved, hørte jeg, at han var god."
  
  
  Lidt stilhed.
  
  
  "Der er en anden grund til, at de sendte mig," sagde jeg, "vi vil gerne vide mere om... hvorfor han døde."
  
  
  Hendes øjne bevægede sig stille væk fra mig. Hun trak hjælpeløst på skuldrene og faldt tilbage til en fjern stilhed.
  
  
  Jeg sagde: "Jeg vil gerne stille dig nogle spørgsmål. Jeg er... jeg er så ked af det."
  
  
  Hun så mig ind i øjnene igen. "Jeg er virkelig ked af det," sagde hun. "Jeg ville ikke opføre mig som en sart blomst. Blive ved. Stil dine spørgsmål."
  
  
  "Bøde. Først og fremmest, ved du, hvilken historie han arbejdede på?” Jeg var nødt til at spille sammen med Robies cover. Pigen enten vidste eller vidste ikke sandheden. Mest sandsynligt begge dele. Hun vidste det, og hun vidste det ikke. Kvinder er professionelle i sådanne ting. De ved og ved ikke, hvornår deres mænd er utro. De ved og ved ikke, hvornår du lyver.
  
  
  Hun rystede på hovedet. "Han fortalte mig aldrig om sit arbejde..." En lille stigning i slutningen af sætningen, der gør det til et ubevidst spørgsmål: fortæl mig om hans arbejde."
  
  
  Jeg ignorerede underteksten. "Kan du fortælle mig noget om, hvad han gjorde. Alt i alt. Lad os sige en uge, før han rejser."
  
  
  Hun så tom ud igen. »Der var to nætter, hvor han blev alene til middag. Kom ikke tilbage før... ja, måske midnat. Er det det du mener?
  
  
  Jeg sagde, at det var det. Jeg spurgte hende, om hun vidste, hvor han tog hen de nætter. Det gjorde hun ikke. Hun sagde, at hun aldrig vidste det. Hun spurgte aldrig. Hun rødmede lidt, og jeg troede, jeg vidste hvorfor.
  
  
  "Jeg tvivler på, at det var den anden kvinde," sagde jeg til hende.
  
  
  Hun kiggede på mig med et skævt udtryk. "Det er lige meget," sagde hun. "Virkelig." Hun måtte rive øjnene væk fra 'virkelig'.
  
  
  Hun tog en tår kaffe og satte koppen fra sig. "Jeg er bange for, at du vil finde mig en temmelig skuffende kilde til information. Jeg vidste så lidt om resten af Jacks liv. Og det var en del af vores... ja, 'aftale', som jeg aldrig prøvede at finde ud af." Hun kørte fingeren over designet på koppen.
  
  
  Hun gjorde det igen og sagde så langsomt: "Jeg tror, jeg har altid vidst, at det ikke ville holde."
  
  
  Sidstnævnte var en invitation til samtale.
  
  
  Jeg spurgte, hvad hun mente.
  
  
  "Jeg mener, jeg var ikke særlig god til det. Jeg kendte hans regler, og jeg fulgte hans regler, men jeg har altid undret mig over, hvorfor der er regler?" Hendes øjne var som strålende spotlights i mit ansigt. Der blev ikke fundet noget. De trak sig tilbage til skålen. Hun trak på skuldrene, en erfaren og yndefuld fiasko. "Jeg var aldrig sikker. Jeg var aldrig sikker på noget. Og Jack var meget selvsikker." Hun trak øreringen frem og smilede skævt igen. "En kvinde kan aldrig være sikker på en mand, der er sikker på sig selv."
  
  
  "Har din mor lært dig dette?"
  
  
  "Ingen. Jeg fandt selv ud af alt. Men jeg er sikker på, at du ikke er her for at lære om, hvad jeg har lært om mænd. Så stil dine spørgsmål, Mr. McKenzie."
  
  
  Jeg stoppede for at tage en cigaret. At finde ud af om den døde agents kæreste var det første, jeg lærte. Er hun klog nok til at være en fjendeagent? Ambitiøs nok til at sælge den? Dum nok til at give ham væk? Eller er det nok ondskab? Jeg tvivlede på, at Sarah var nogen af de ting, men hun var ikke sikker på ham. Og det gjorde hende nysgerrig på trods af hende selv. Og hvis en kvinde er nysgerrig, kan hun også være skødesløs. På trods af mig selv.
  
  
  "Vi talte om hans sidste uge her. Ved du noget, han gjorde - hvem talte han med?"
  
  
  Hun begyndte at sige nej. "Nå... vent. Han foretog faktisk mange langdistanceopkald. Jeg ved det, fordi vi... fordi jeg lige har fået regningen."
  
  
  "Må jeg se?"
  
  
  Hun gik hen til skrivebordet, rodede rundt og kom tilbage med en telefonregning. Jeg kiggede hurtigt på ham. Opkaldene var detaljerede. Beirut. Damaskus. Numre blev opført. Jeg sagde, at jeg ville beholde den og putte den i lommen. "Hans telefonbog," sagde jeg. "Fik du det?" Det var en af de ting, jeg kom efter. Bogen kan give mig en linje til hans kontakter. Uden denne linje ville jeg arbejde i mørke.
  
  
  "N-nej," sagde hun. "Det var i en kasse med andre ting."
  
  
  "Hvilken kasse?" Jeg sagde. "Med hvilke andre ting."
  
  
  "Med mine noter og papirer. Han opbevarede dem i skabet i en aflåst skuffe."
  
  
  "Hvad skete der med kassen?" - sagde jeg langsomt.
  
  
  "Åh. En anden amerikaner tog den."
  
  
  "Endnu en amerikaner?"
  
  
  "En anden reporter."
  
  
  "Fra verden?"
  
  
  "Fra verden".
  
  
  Jeg startede denne runde og følte mig frossen. Følelsen var nu i kælderen.
  
  
  "Kender du tilfældigvis hans navn?"
  
  
  Hun kiggede intenst på mig. "Sikkert. Jeg ville ikke give Jacks ting til en fremmed."
  
  
  "Så hvad var hans navn?"
  
  
  "Jens," sagde hun. "Ted Jans."
  
  
  Jeg tog et sidste træk på min cigaret og slukkede den langsomt, langsomt i askebægeret. "Hvornår var... Ted Jens her?"
  
  
  Hun kiggede spørgende på mig. "For tre eller fire dage siden. Hvorfor?"
  
  
  "Ingen grund," sagde jeg hurtigt. "Jeg var bare nysgerrig. Hvis Jens kommer igen, så lad mig det vide, okay? Jeg vil gerne spørge ham om noget."
  
  
  Hendes ansigt slappede af. "Sikkert. Men jeg tvivler for fanden. Han er på kontoret i Damaskus, du ved."
  
  
  Jeg sagde: "Jeg ved det."
  
  
  Jeg besluttede at gå en anden vej. »Udover de papirer, Jens tog, er der så noget andet fra Jack, der stadig er her? Hvad med de ting, han havde med sig i Jerusalem?
  
  
  "Var. Faktisk ankom de i dag. Hotellet sendte dem. Jeg har en kuffert i mit soveværelse nu. Jeg åbnede den ikke. Jeg... Jeg var ikke klar. Men hvis du tror, det vil hjælpe..."
  
  
  Jeg fulgte hende ind i soveværelset. Det var et stort rummeligt værelse med en forladt seng. Hun begyndte at rette sengen op. "Over there," hun pegede med hagen på den slidte læderkuffert.
  
  
  Jeg sagde. "Nøgler?"
  
  
  Hun rystede på hovedet. "Kombination. Nummer 4-11. Min fødselsdag".
  
  
  "Din fødselsdag?"
  
  
  "Dette er min kuffert. Jacks kuffert faldt fra hinanden."
  
  
  Jeg behandlede kombinationen og åbnede posen. Hun blev færdig med sengen. "Læg den her."
  
  
  Jeg tog kufferten og lagde den på sengen. Hun satte sig ved siden af ham. Jeg ville ønske, jeg kunne bede hende om at forlade værelset. Ikke bare for at hun ikke skulle være over min skulder, men fordi hun var en fandens attraktiv kvinde. Og for nu en kvinde, der skal holdes fast. Jeg begyndte at gennemgå Robies ting.
  
  
  Ingen papirer. Ingen pistol. Intet på foret af tasken gled ud. Hvem efterlod tøjet. Jeans. Chinos. Et par sweatshirts. Mørkebrunt jakkesæt. Blazer. Støvler.
  
  
  Støvler. Tunge støvler. For byen Jerusalem? Jeg tog en og kiggede grundigt på den og vendte den om. Orangestøv klæbet til sålen. Jeg ridsede den med min finger. Orange støv.
  
  
  Og på bunden af chinos, orange støv. Robie var ikke i byen, men et andet sted. Han var på sletten. Almindelig med rustne kridtsten.
  
  
  Sarah så på mig med forvirret forsigtighed.
  
  
  "Hørte du fra Jack, mens han var væk? Ved du, om han forlod Jerusalem et sted?”
  
  
  "Ja, ja," sagde hun. "Hvordan ved du det? Han tog direkte til Jerusalem herfra. Han boede på American Colony Hotel. Jeg ved, at han gik der først, fordi han ringede til mig den aften. Og så to nætter senere... nej, tre, klokken var femogtyve. femte. Han ringede til mig igen og sagde, at han skulle væk i et par dage, og jeg skulle ikke bekymre mig, hvis jeg ikke kunne kontakte ham." Hendes udtalelser rejste igen spørgsmål. Jeg spurgte ikke, om hun vidste, hvor han var blevet af.
  
  
  Så alt, hvad jeg vidste, var, at Robi forlod Jerusalem til X og tilbage til Jerusalem. Hvor end han gik, ville han vende tilbage i live. Han blev dræbt i Jerusalem. Syv og tyve.
  
  
  Jeg fortsatte med at studere Robies tøj. Foran Sarah følte jeg mig som en grib. En koldblodig fugl, der lever af rester. Jeg fandt en tændstikæske i min jakkelomme. Jeg puttede den i lommen. Jeg kan se senere.
  
  
  Og det var de sidste effekter af Jackson Robie.
  
  
  "Hvad med bilen? Er hun stadig i Jerusalem?
  
  
  Hun rystede på hovedet. "Han tog ikke bilen. Han overlod det til mig."
  
  
  "Pung, nøgler, penge?"
  
  
  Hun rystede igen på hovedet. "Den, der dræbte ham, tog alt. Også hans ur. Derfor var jeg sikker på, at det var... ja, som politiet sagde, det var et røveri. Jeg var i hvert fald sikker indtil i aften.” Endnu et spørgsmål.
  
  
  Jeg gav hende svaret. Som svar ville hun tro og ville ikke tro. "Det var nok et røveri," sagde jeg.
  
  
  Jeg lukkede kufferten.
  
  
  Hun blev på sengen.
  
  
  Musikken kom fra et andet rum. Sexet bossa nova beat.
  
  
  "Okay," sagde hun. “Hvis du er færdig...” Men hun rørte sig ikke. Hun var overrasket over, at hun ikke bevægede sig. Men hun rørte sig stadig ikke. Også mig. Jeg kiggede på hendes skuldre. Glatte kurver flød til hendes hals, og hendes lange, silkebløde hals blev en lille opadvendt hage, og hendes hage flød til bløde, forvirrede læber.
  
  
  "Ja," sagde jeg. "Jeg tror, jeg er færdig."
  
  
  En uge efter, at nogen stak mig i en gyde, vil jeg ikke have, at en anden fyr roder med min kæreste. Jeg troede måske, at Robie havde det på samme måde.
  
  
  Jeg sagde godnat og gik.
  
  
  
  
  
  
  Syvende kapitel.
  
  
  
  
  
  Det var en stor fire retters søndagsmorgenmad og roomservice stillede et bord op på balkonen. Det var sent, 10:30. Jeg sov i en dyb, edderkoppelignende søvn, og dens tråde plagede stadig min hjerne.
  
  
  Vejret var mildt, solen skinnede og altanen havde udsigt over Middelhavet. Lyden af havfugle. Stænk af bølger. Dagen var som en sød smilende Mata Hari, der forsøgte at styre mig væk fra min pligt.
  
  
  Jeg skænkede mere kaffe op, tændte en cigaret og rakte ud efter den avis, jeg bestilte med morgenmad. En kort artikel gav mig nogle dårlige nyheder.
  
  
  Harrison Stohl, ejer og redaktør af det populære månedsmagasin Public Report, blev kidnappet. Al Shaitan igen. Igen, for hundrede millioner dollars.
  
  
  Og fire og en - fem hundrede mio. En halv milliard dollars.
  
  
  For hvad?
  
  
  Jeg prøvede nogle andre ting. Jeg kiggede listen over kidnapningsofre igennem. Mit sind fandt automatisk et mønster. Der var ingen grund til at et mønster eksisterede, men mit sind er kablet til at lede efter mønstre.
  
  
  Leonard Fox, hotellernes konge. Store glashoteller i alle byer i verden. Kæmpe Coca-Cola flasker dækker horisonten. Fox havde problemer. Et stort problem. Der var blandt andet pengeproblemer. Privat retssag om erstatning for to hundrede mio. tilføj nu, hvad regeringen kunne få. Et par millioner i ubetalte skat, plus bøder for mindst et dusin tilfælde af bedrageri. Fox boede på Bahamas, men Foxx Hotels Inc. situationen var prekær.
  
  
  Roger R. Jefferson: National Motors. Mindre liga bilforretning, major league hovedpine. Bilsalget faldt i branchen af forskellige årsager - energikrisen, stigende priser og opfindelsen af otte mpg-bilen. National Motors har lukket to fabrikker og er i øjeblikket målrettet mod en tredje. Jefferson var en almindelig mand med en løn ($200.000 pr. år). Hvorom alting er, så kunne han ikke hæve løsesummen. Kravet blev stillet mod National selv.
  
  
  Harlow Wilts: Cottage Motels. Southwest One Night Tour Network. Motelvirksomheden kører også på benzin, og folk tænker sig om to gange om at tage på ferie, når en hamburger koster halvtreds dollars pundet. Og Wilts var allerede for anstrengt i sine planer om at købe et italiensk hotel.
  
  
  Harris
  
  
  om Shtohl: hvad de kaldte en "korsfarerredaktør." Post- og trykkeriaktiviteterne nåede et så højt niveau, at han støttede "Public Record" ved at kræve yderligere bidrag.
  
  
  Så der har været et mønster indtil videre. Alle havde problemer med penge. Hvad betød dette? Det betød, at bankerne ikke ville yde lån for hundreder af millioner af dollars. Det betød, at virksomhederne skulle sælge deres aktiver, og de ville gå konkurs. Hvad betød det hele? Ikke noget. Hvorfor skulle Al-Shaitan bekymre sig om konkurs?
  
  
  Og så var der Thurgood Miles-hændelsen for at komplicere ordningen. Miles fra Doggie Bag Dog Food plus internater, skønhedssaloner, tøjbutikker, gavebutikker, hospitaler, hoteller og begravelseskapeller - alt sammen til hunde. Og alt dette bringer overskud, der kan forvirre fantasien. Thurgood Miles: mønsterbryder.
  
  
  Og der var ingen grund til, at mønsteret skulle eksistere.
  
  
  Telefonen ringede. Jeg besvarede forlængelsen på altanen. David Benjamin besvarede mit opkald.
  
  
  Jeg spurgte ham, om han ville tjekke telefonnumrene. Find ud af, hvem Robi ringede til i Beirut og Damaskus en uge før hans død.
  
  
  Han skrev tallene ned. "Har du lært noget andet vigtigt?" Han virkede undvigende. Det var, som om han vidste, at jeg vidste noget.
  
  
  "Ikke noget specielt".
  
  
  "Hmmm. Er du sikker?"
  
  
  "Selvfølgelig, jeg er sikker." Jeg kiggede på stranden, eller mere præcist, på en bestemt rød bikini på stranden.
  
  
  "Så hvad er dine planer? Bliver du i byen?
  
  
  Jeg kiggede op fra bikinien. "Nej," sagde jeg til ham. "Jeg tager til Jerusalem."
  
  
  "Nå, hvis du planlægger at leje en bil, så prøv Kopel på Yarkon Street. Du kan tage en Fiat 124 og bytte den i Jerusalem for en Jeep... hvis du har brug for en.”
  
  
  Jeg holdt pause. "Hvorfor har jeg brug for en jeep i Jerusalem?"
  
  
  "Du får ikke brug for en jeep," sagde han, "i Jerusalem."
  
  
  "Er der andre nyttige forslag?"
  
  
  "Spis bladgrøntsager og få masser af hvile."
  
  
  Jeg rådede ham til at gøre noget.
  
  
  Jeg lejede en Fiat 124 fra Kopel Rent-A-Car på Yarkon Street. Ni dollars om dagen plus ti cents per mil. De sagde, at jeg kunne bytte den til en jeep i Jerusalem.
  
  
  Jeg satte kursen mod sydøst ad en firesporet motorvej, der strakte sig over 70 kilometer. Omkring fireogfyrre miles. Jeg tændte for radioen. Amerikansk Rock Panel-diskussion om gødning. Jeg slukkede for radioen.
  
  
  Jeg løj ikke helt for Benjamin, da jeg fortalte ham, at jeg ikke havde opdaget noget vigtigt. Faktisk var det nok smerteligt sandt. For fem hundrede dollars købte de mig navnet på broderen til et lig i Beit Nam. Det er alt, og sandsynligvis intet.
  
  
  Og med hensyn til de fem hundrede dollars, hvis det var alt, Robi havde betalt Yussef, var der stadig to tusinde fem hundrede dollars tilbage. Et eller andet sted hen ad linjen opnåede han mere.
  
  
  Hvem betalte han?
  
  
  Uden hans kontaktliste anede jeg ikke.
  
  
  Og uden nogen ledetråde kunne fem fyre have tabt fem hundrede millioner. Eller måske deres liv.
  
  
  Dette bringer mig til spørgsmålet: hvem havde sporene? Hvem tog Robies ting? Det var nemt. James. Men han var bundet til en seng i Arizona. Til begyndelsen. "Amerikaneren" tog dem. Agent? Spion? Ven? Fjende?
  
  
  Jeg tændte for radioen igen og rakte ud efter en cigaret, da jeg huskede det.
  
  
  Tændstikæske. Den fra Robies jakke.
  
  
  Shanda bade
  
  
  Omar Street 78
  
  
  Jerusalem
  
  
  
  
  Navnet Chaim er håndskrevet på indersiden af omslaget.
  
  
  Så igen betød det måske ikke noget.
  
  
  
  
  
  
  Ottende kapitel.
  
  
  
  
  
  Kortet over Israel kan læses som en vejviser til Bibelen. Du kan starte med Første Mosebog og gå gennem Salomons miner, Davids grav, Betlehem og Nazaret og slutte med Harmagedon. Hvis du vil have den korte version, så kom til Jerusalem.
  
  
  Byen tager pusten fra dig med hvert skridt. For du står, hvor Salomon holdt sine heste, og nu går du ad Via Dolorosa, den gade, hvor Kristus gik med korset. Og der steg Muhammed til himlen. og Absaloms grav. Og Marys grav. Mur af tårer. Omar-moskeens gyldne kuppel; Glasmosaik værelse af den sidste nadver. Det hele er der. Og alt ser omtrent det samme ud, som det gjorde dengang.
  
  
  I Jerusalem er der 200.000 jøder, 75.000 muslimer og 15.000 kristne; der er også spændinger, men ikke mere end nu, hvor byen blev delt og araberne levede under arabisk styre uden rindende vand eller kloakering.
  
  
  En del af byen kaldet "Øst-Jerusalem" tilhørte Jordan før krigen i 1967. Det samme er Scopus-bjerget og Oliebjerget.
  
  
  Således har "Øst-Jerusalem" en arabisk karakter.
  
  
  "Arabisk karakter" kan misforstås. Fordi den arabiske karakter er misforstået, i det mindste af de fleste af os vestlige arabere, forbliver han i det vestlige sind den sidste sande eksotiske barbar. Sheiker med fire koner, sharialovgivning, tvivlsom moral og dårlige tænder. Løbende købmænd, der vil sælge dig et "rigtigt antikt tæppe" og bede to piastre mere om deres datter. De onde, der plager de gode i film, og som ikke har haft noget godt, siden Rudolph Valentino døde. Terrorister hjalp ikke billedet. Faktisk er de endda blevet et billede. Og det er ret dumt.
  
  
  Alle arabere er ikke mere voldelige terrorister end alle arabiske sheiker. Hvis jeg skulle lave en generalisering om arabere - og generelt hader jeg generaliseringer - ville jeg sige, at de har et vidunderligt sind, bred humor, fremragende manerer og en venlighed, der ofte grænser til overdreven.
  
  
  Den amerikanske koloni ligger i Østjerusalem. Dette var engang Pashaens palads. Forgyldt flisebelagt lystkuppel. Værelser koster nu tyve dollars om dagen. Kæmpe værelser med bjælkelofter og orientalske mønstre på væggene.
  
  
  Jeg tjekkede ind som Mackenzie fra Myra og gik ud i den solbeskinnede gård for at spise frokost. Maden er fransk og også mellemøstlig. Jeg bestilte fransk mad og israelsk vin. Det var sent på eftermiddagen, og de fleste af flisebordene var tomme. Fire lokale forretningsmænd blev kastet med sten gennem en seng af blomstrende pelargonier. Ved siden af mig stirrede et solbrændt, dyrt udseende par på den sølvfarvede espressokande og ventede på, at kaffen blev mørkere efter deres smag. Manden sukkede. Han ville ikke lade sig vente.
  
  
  Min vin ankom, og manden strakte nakken for at se etiketten. Jeg lod ham prøve. Jeg tænkte, at hvis jeg fortalte ham, ville vi i den næste halve time lave vinprøver. Så vil han gerne tale om restauranter i Frankrig og den bedste skjortemager på Saville Row. Så jeg lod ham drikke.
  
  
  Han rømmede sig. "Undskyld," sagde han. Amerikansk. "Jeg er bare nysgerrig ..."
  
  
  "Mikveh Israel"
  
  
  "Undskyld?"
  
  
  "Vin." Jeg drejede flasken. "Mikveh Israel"
  
  
  "Åh." Han læste etiketten. "Mikveh Israel"
  
  
  Han var iført et jakkesæt på seks hundrede dollar - et brunt jakkesæt, en mørk skjorte, mørk hud og brunt hår. Hvad man kan kalde håndgribelig succes. Damen ved siden af fuldendte udseendet. Blonde Grace Kelly i lyseblå silke.
  
  
  "Jeg troede tidligere, at du så bekendt ud." Hun talte i melodier. Accent, fransk. "Men nu ved jeg, hvem du minder mig om." Udseendet flirtede. Køligt, men varmt. Hun henvendte sig til en annonce for solcreme. "Hvem tror du, du er, Bob?"
  
  
  Bob var tavs. Min mad er ankommet. Hun lænede sig mod tjeneren og tog min hånd. "Omar Sharif!" Tjeneren blinkede til mig og gik. Hun lænede sig frem. "Du gør ikke... gør du?"
  
  
  "Omar Sharif. Øh. Undskyld." Jeg slukkede min cigaret og begyndte at spise frokost. Bob kiggede på mine cigaretter. Om et minut vil han bede om at se pakken. Han rømmede sig.
  
  
  "Jeg er Bob Lamott. Og det her er Jacqueline Raine."
  
  
  Jeg opgav. "Mackenzie." Vi gav alle hånden.
  
  
  "Er du her på ferie?" - spurgte Bob.
  
  
  Jeg sagde, at jeg arbejder for World Magazine. Jeg sagde det så ofte, at jeg begyndte at tro på det.
  
  
  Han fortalte mig, at han arbejdede for Fresco Oil. Jeg sagde "Åh" og fortsatte med at spise. Ikke "Åh?" Bare "Åh." Han skulle ikke have været bange.
  
  
  "Som quiche?"
  
  
  "Hm?"
  
  
  Han pegede på min tallerken. "Kish. Hvordan er det?"
  
  
  "Store."
  
  
  "Ikke så god som Madame Dits, jeg vil vædde på." Har du nogensinde været hos Madame Dit i Paris? Den bedste quiche i verden, bar ingen."
  
  
  "Jeg vil huske det"
  
  
  "Er du her alene?"
  
  
  "Mmm. Ja."
  
  
  "Okay," sagde Jacqueline. "I så fald måske..." Blikket hun gav Bob læste som teleprompter-kort. Bob forstod hans bemærkning.
  
  
  "Oh yeah. Måske vil du gerne have en billet til koncerten i aften? Jeg har et møde, et forretningsmøde, og ja, Jacqueline vil gerne komme her, men hun, ja, det er lidt akavet for hende at gå alene. Så øh. ..."
  
  
  Jacqueline kiggede længe og langsomt på mig. Hvorfor-jeg-katte-væk-hvad-han-ikke-ved-ikke-skade udseende. Hendes øjne var grønne og plettet med guld.
  
  
  Jeg sagde: "Herre, jeg er ked af det, men jeg har andre planer."
  
  
  Folk som Lamott får mig til at sige ting som "for fanden". Og kvinder som Jacqueline er skadelige for sjælen. Du kan høre deres hjul klikke, mens de planlægger at kroge dig, men en subtil duft, silkeblødt hår, en let hånd på din arm, så glider væk... og det næste du ved, er du hoppet på krogen. Og det næste du ved, er du tilbage i havet.
  
  
  "Måske næste gang?" De sagde det sammen, og så grinede de begge.
  
  
  "Måske," sagde jeg, mens de lo.
  
  
  Jeg bad om checken, betalte og gik.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Der er tyrkiske bade og der er tyrkiske bade.
  
  
  Og så er der Shanda.
  
  
  Autentiske tyrkiske og autentiske bade. Ikke noget pjat. Vælg mellem dampopvarmning eller tør varme, varm pool, kold pool eller medium varm. Shanda har til huse i et andet tidligere palads. Glasmosaikvinduer, mosaikgulve, høje forgyldte hvælvede lofter.
  
  
  Og hvem, i Allahs navn, var Chaim? Chaim kunne arbejde her eller bare hænge rundt. Chaim kunne være kommet mindst én gang for at møde Robi. Chaim kunne slet ikke være her. Eller også Robie. Måske har han lige fundet en tændstikæske. Undskyld mig frøken, har du et lys? Sikkert. Her. Alt er fint. Behold dem.
  
  
  Jeg gik hen til bordet. Et mishandlet skrivebord i kontorstil fra 1910 midt i lobbyen i Pasha-stil. Skiltet sagde: "Adgang IL 5. $1,15." Jeg betalte kassereren. Det lignede mine minder om S.Z. Sackell er en kalkun med smørkugler iført briller.
  
  
  Jeg foldede mit skifte og tænkte et øjeblik.
  
  
  "Så?" sagde han på engelsk, "så hvad er der i vejen?"
  
  
  Jeg sagde: "Ser det ud til, at der er sket noget?"
  
  
  "Har du nogensinde set noget ske med nogen? Alle har noget forskelligt. Så hvorfor er du anderledes?
  
  
  Jeg smilede. "Det gør jeg ikke."
  
  
  Han trak på skuldrene. "Så?"
  
  
  Så hvorfor ikke. Jeg sagde: "Er Chaim her?"
  
  
  Han sagde: "Hvem er Chaim?"
  
  
  "Jeg ved ikke. Hvem har du?"
  
  
  Han rystede på hagen. "Chaim er her ikke." Han bøjede hovedet. "Så hvorfor spørger du?"
  
  
  "Nogen sagde, at jeg skulle spørge Chaim."
  
  
  Han rystede igen på hagen. "Chaim er her ikke."
  
  
  "Okay. Okay. Hvor er skabet?"
  
  
  "Hvis du sagde, at Chaim sendte dig, er det noget andet."
  
  
  "Ellers andet?"
  
  
  "Hvis du sagde, at Chaim sendte dig, ringer jeg til chefen. Ringer jeg til chefen, får du særbehandling.”
  
  
  Jeg kløede mig i hovedet. "Kan du venligst ringe til chefen?"
  
  
  "At ringe til chefen ville gøre mig glad og glad. Der er kun et problem. Chaim sendte dig ikke."
  
  
  "Se, lad os sige, at vi starter forfra. Hej. En god dag. Chaim sendte mig."
  
  
  Han smilede. "Ja?"
  
  
  Jeg smilede. "Ja. Vil du ringe til chefen?"
  
  
  ”Hvis jeg ringede til chefen, ville jeg blive glad og glad. Der er kun et problem. Chefen er her ikke"
  
  
  Jeg lukkede øjnene.
  
  
  Han sagde: Sig mig, at du skal i dampbadet. Jeg sender chefen senere."
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Fellini havde et dampbad. Rund og høj, som et lille Colosseum, omgivet af runde hvide stenplader, der som lægter hævede sig til et højt hvælvet loft af farvet glas. Med dampen var det som en surrealists drøm om Pompeji. Ligene, spredt ud på stentrappen, dukkede op i luften, men lige i tide til at forhindre en kollision. Sigtbarheden var næsten nul.
  
  
  Jeg fandt et skab og lejede et stort persisk mønstret håndklæde og en fiberskraber, de kalder en vaskeklud. Jeg vidste ikke, hvordan chefen kunne finde mig. Jeg kunne ikke engang komme på benene.
  
  
  Jeg klatrede op på pladen ved omkring 20 fod. Damp stiger. Det var dejligt varmt. Jeg troede, jeg kunne hele bulerne fra den foregående nat. Slap af ømme muskler. Jeg lukkede øjnene. Måske kom Jackson Robie her bare for at slappe af. Måske kom han for dampen, poolen og den særlige behandling, som Chaim sendte mig.
  
  
  Jeg måtte indrømme, at behandlingen var speciel. Et sted fra Pompeji-tågerne fløj et par hænder hurtigt ind. De tog fat i mig med en hammer og slog mig ud af balance. Det var så forbandet varmt, at jeg ikke kunne se ham. Men jeg ved, hvordan man tager hammeren ned. Jeg kan gøre dette, som de siger, med mine hænder bag ryggen.
  
  
  Jeg svarede med et judospark, og fyren fløj væk fra mig, igen og igen, og forsvandt i et pust af damp.
  
  
  Ikke længe.
  
  
  Han slog mig i ribbenene med kolben af sin pistol (du skal bruge radar for at kæmpe der), og jeg gled på en sten. Håndklædet fløj, og jeg var nøgen, og så var han ved mig igen, en stor ansigtsløs klat, der begyndte at dykke bombe for drabet.
  
  
  Jeg ventede på, at det andet ben skulle forlade jorden og vende om! Jeg gled ned ad trappen, og hans krop styrtede ind i en tom sten. Jeg var på ham, før han kunne sige "uh"! Jeg slog ham i halsen med siden af min hånd, men han blokerede mig med en arm så tyk som en træstamme. Han var bygget som King Kong, og at se på hans ansigt ændrede mig ikke. Vi dyrkede praktisk talt indisk brydning, indtil han gryntede og rystede sig, og vi rullede begge igen og igen, og pludselig faldt jeg på trappen,
  
  
  og han slog hovedet mod en sten.
  
  
  Det var omkring dengang, jeg kunne bruge Wilhelminas hjælp. Men jeg tog selvfølgelig ikke min Luger med ind i dampbadet, men jeg tog Hugo, min trofaste stiletto. Desværre gemte jeg det i linningen på håndklædet, og det fløj væk, da håndklædet fløj, og jeg mistede det et sted i parret.
  
  
  Men som nogen sagde, søg og du vil finde. Jeg mærkede noget skarpt prikke i ryggen. I denne blockbuster blev jeg klemt fast som en flue og forsøgte at lave en hakket lever ud af mit hoved, mens min egen kniv begyndte at stikke mig i ryggen.
  
  
  Jeg havde nok løftestang til at tage et skridt. Jeg tog fat i skridtet over mig og skubbede, og vi trillede begge frem og tilbage, ned – og nu havde jeg en stilet. Men nu havde han min hånd med kniven, og vi vendte om igen og skubbede til kniven, først nu var han ovenpå og trykkede på mine hænder. Jeg løftede mit knæ og hans øjne begyndte at bule og vi gik hen imod ham igen. Jeg hørte noget knase, hans vejrtrækning blev fløjtende, og hans hånd slappede af. Jeg nærmede mig og indså, at jeg skubbede kniven ind i liget.
  
  
  Jeg rejste mig langsomt op og kiggede på min angriber. Hans nakke var brækket på hjørnet af trappetrinet, og hans hoved hang ud over kanten. Jeg rejste mig og trak vejret tungt. Hans krop kollapsede. Han begyndte at rulle. Op og ned gennem bevoksningerne af hvide stentrin, ned gennem de stigende skyer af helvedes damp.
  
  
  Jeg gik rundt om rotunden og gik ned ad trappen. Jeg var halvvejs ude af døren, da jeg hørte nogen sige: "Hvad tror du, den støj handlede om?"
  
  
  Hans ledsager svarede: "Hvilken støj?"
  
  
  Jeg besluttede at besøge chefen. Jeg klædte mig på og gik hen til døren mærket "Director." Hans sekretær fortalte mig, at han ikke var der. Jeg gik forbi hendes skrivebord og hendes protester og åbnede døren til chefens kontor. Han var fraværende. Sekretæren stod ved min albue; en fyldig, tværøjet, midaldrende kvinde med armene krydset over brystet. "Er der nogen besked?" Hun sagde. Sarkastisk.
  
  
  "Ja," sagde jeg. "Fortæl ham, at Chaim var her. Og det er sidste gang, jeg anbefaler hans sted.”
  
  
  Jeg stoppede ved receptionen.
  
  
  "Haim sendte mange venner?"
  
  
  "Nej," sagde han. "Den første er dig. Chefen sagde til mig for bare to dage siden: "Vær forsigtig, når nogen siger Chaim."
  
  
  For to dage siden. Han begyndte at skabe sit eget meningsland.
  
  
  Måske.
  
  
  "Så?" han spurgte mig. "Der skete noget?"
  
  
  "Nej," sagde jeg langsomt. "Alt er fint. Bare fint."
  
  
  
  
  
  
  Niende kapitel.
  
  
  
  
  
  Kopel Rent-A-Car hjalp mig ikke. Og Avis også. Jeg var heldig hos Hertz. Ja, Mr. Robie lejede en bil. Femogtyvende. Syv om morgenen. Han specialbestilte en Land Rover. Jeg ringede dagen før for at foretage en reservation.
  
  
  "Hvornår returnerede han den?"
  
  
  Hun kørte fingrene over den indsendte kvittering. Grim pige med dårlig hud. Hun gav mig et smil, der lignede en ansat. "Syv og tyve. Klokken halv halve."
  
  
  Tyve minutter senere koblede han AX. En time senere døde han i en gyde.
  
  
  Hun begyndte at lukke arkivskuffen.
  
  
  "Kan du fortælle mig noget andet?"
  
  
  Skiltet på disken sagde, at hun hed frøken Mangel.
  
  
  "Kan du fortælle mig, hvor mange miles han lagde på Roveren?"
  
  
  Hun smed sine spydformede blommenegle tilbage gennem R, indtil hun nåede Robie. "Fem hundrede og fyrre kilometer, sir."
  
  
  Jeg lægger en halvtreds pundseddel på disken. "Hvad er det her, hvad er det til?" - spurgte hun mistænksomt.
  
  
  "Det er fordi du aldrig har hørt om hr. Robie, og ingen her har spurgt om ham."
  
  
  "Om hvem?" - sagde hun og tog regningen.
  
  
  Jeg tog kortet fra skranken og gik.
  
  
  Det var solnedgang, og jeg kørte bare rundt i et stykke tid og prøvede at slappe af i mit sind og gøre mig klar til den næste store grubling. Byen var farven af rosa guld, som et kæmpe armbånd kastet mellem bakkerne. Kirkeklokkerne ringede og landets muezzins stemme blev hørt fra de forgyldte minareter. La ilaha illa Allah. Muslimsk opfordring til bøn.
  
  
  Selve byen var som en slags bøn. Arabiske kvinder, eksotiske i slør, balancerende på kurve på deres perler, smelter sammen med turister i afskårne jeans og ortodokse præster i deres lange sorte klæder og lange sorte hår, og mænd i kaffiyehs på vej til moskeen og Hasidim. Jøder går til muren. Jeg spekulerede på, om den by, som Gud kaldte med tre navne, en dag ville skinne fra himlen ind i spejlet og sige: "Se, gutter, det er sådan, det skal være. Alle lever sammen i fred." Shalom Aleichem, Salam Aleikum. Fred til dig.
  
  
  Jeg vendte tilbage til mit værelse og bestilte vodka, og hældte derefter varmt vand i
  
  
  bad og tog vodka med mig i badet. Bortset fra et sted på baghovedet, hvor det gjorde ondt at rede mit hår, glemte min krop dagen. Ikke at tilgive, bare glemme.
  
  
  Telefonen ringede. Jeg stønnede. I mit job er der ikke noget, der hedder possum-luksus ved at kunne ringe på telefoner eller ringe på dørklokker. Enten er der nogen, der er ude efter dig, eller også er der nogen, der er ude efter dig. Og du ved aldrig hvad, før du svarer.
  
  
  Jeg bandede og kravlede ud af badet, dryppede ned på min telefon og efterlod fodspor på det orientalske tæppe.
  
  
  "Mackenzie?"
  
  
  Benjamin. Jeg bad ham vente. Jeg sagde, at jeg spiste vaniljeis. Jeg ville have det. Jeg troede, han smeltede. Tegneseriekode: Måske bliver vi aflyttet. Jeg tjekkede selvfølgelig værelset, men omstillingstelefonen kan overvåges hvor som helst. Og nogen i Jerusalem jagtede mig. Jeg lagde røret på og talte tyve, og da jeg tog op, sagde han, at han måtte gå; hans dørklokke ringede. Jeg sagde, at jeg ville ringe tilbage til ham. Fortalte mig at ringe klokken ti.
  
  
  Jeg overvejede at gå tilbage til badet, men det er som at genopvarme toast – mere arbejde end det er værd. Jeg greb et håndklæde, min drink og et kort og strakte mig ud på kingsize sengen.
  
  
  Roby rejste 540 kilometer tur/retur. To hundrede og halvfjerds en vej. Starter fra Jerusalem. Jeg tjekkede skalaen nederst på kortet. Fyrre kilometer til en tomme. Jeg målte 6 tommer og tegnede en cirkel rundt om Jerusalem; 270 kilometer i hver retning. I alt cirka 168 miles.
  
  
  Cirklen gik nordpå og dækkede det meste af Libanon; øst-nordøst gik han ind i Syrien; Da han bevægede sig mod sydøst, erobrede han det meste af Jordan og en 50-mile del af Saudi-Arabien. I syd dækkede den halvdelen af Sinai og i sydvest landede den på Port Saids veranda.
  
  
  Et sted i denne cirkel fandt Robi Shaitan.
  
  
  Et sted i denne cirkel vil jeg finde Shaitan.
  
  
  Et sted på en slette med orange støv.
  
  
  Første ting først. Jordan er fjendens territorium for kommandosoldaterne, og Egypten er hurtigt ved at blive upålidelig. Sinai-halvøen er et godt sted at gemme sig, men den er fuld af israelere og FN-observatører samt Sadats egyptere, som er ved at blive ganske fortrolige med USA. Marker dette som en "måske", men ikke som en første mulighed. Der var heller ikke noget Arabien, som forlod en del af Syrien og det meste af Libanon, et land med et stort palæstinensisk kontingent. Syrien, hvis hær stadig kæmpede mod Israel, håber stadig på at få fodfæste trods fredsforhandlinger. Libanon, en berømt specialstyrkebase.
  
  
  Så figuren af Shaitan var i Libanon eller Syrien.
  
  
  Men var de stadig, hvor de var, da Robie fandt dem? Eller besluttede de sig for, at de var sikre nok til bare at blive siddende efter drabet?
  
  
  Libanon eller Syrien. Robi kaldte til Damaskus, Beirut, Syrien og Libanon.
  
  
  Så begyndte rygterne at dukke op i mit hoved.
  
  
  Måske sporede Benjamin opkaldene.
  
  
  Måske havde han fantastiske oplysninger.
  
  
  Måske skulle jeg klæde mig på og spise frokost.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Restauranten blev kaldt "Arabian Knights" og vægge og loft var beklædt med stof; lilla, rød, gul og svimlende. Et gigantisk fuglebur fyldte midten af rummet, og den lilla, røde og gule fugl stirrede skævt på de besøgende med levende lys.
  
  
  Jeg tog et bord og bestilte vodka og en ret med lam, nødder, kikærter, ris, krydderier og sesam. Jeg sagde: "Jeg vil gerne åbne sesamfrø." Tjeneren bukkede venligt og bakkede.
  
  
  Han vendte tilbage et par minutter senere med en drink, og et par minutter senere vendte han tilbage med Jacqueline Raine.
  
  
  "Jeg troede, det var dig i hjørnet. Vil du være alene, eller...
  
  
  Vi slog os fast på "eller", og hun satte sig. Hun var klædt i Paris, og hun duftede af Paris, og hendes blonde hår var samlet på hendes hoved og faldt i små krøller ned ad hendes hals. Diamanter gnistrede lumsk i hendes ører, og noget andet gnistrede lumsk i hendes øjne.
  
  
  Hun sænkede dem og sagde: "Du kan ikke lide mig, gør du?"
  
  
  Jeg sagde: "Jeg kender dig ikke."
  
  
  Hun grinede lidt groft. "Er der et udtryk for at "tigge om at stille et spørgsmål?" "Jeg tror, du har lige stillet dette spørgsmål. Jeg spørger det igen. Hvorfor kan du ikke lide mig?
  
  
  "Hvorfor vil du have mig til at gøre det her?"
  
  
  Hun kneb sine røde læber og bøjede hovedet. "For en mand, der er så attraktiv, er det ret naivt"
  
  
  "For sådan en attraktiv kvinde," prøvede jeg at læse glimten i hendes øjne, "behøver du ikke at jagte mænd, der ikke kan lide dig."
  
  
  Hun nikkede og smilede. “Touché. Nu, vil du købe mig en drink eller sende mig hjem i seng uden aftensmad?"
  
  
  Jeg viste det til tjeneren og bestilte
  
  
  Hun burde drikke rødt. Hun så på fuglen. "Jeg håbede, at vi kunne være gode ved hinanden. Jeg håbede...” hendes stemme frøs og blev stille.
  
  
  "Har du håbet op?"
  
  
  Hun viste mig sine grønne-guld øjne. "Jeg håbede, du ville tage mig med dig, da du gik. Væk herfra."
  
  
  "Fra hvem?"
  
  
  Hun buldrede og førte fingeren hen over den. "Jeg kan ikke lide, hvad han gør ved mig." Jeg så på diamanterne, der skinnede på hendes ører og troede, at han kunne lide, hvad hun gjorde ved ham. Hun bemærkede mit blik. "Oh yeah. Har penge. Der er mange penge. Men penge, tror jeg, er ikke alt. Der er ømhed og mod... og...” – hun så på mig med et langt, smeltende blik. "Og mange mange andre". Hun skilte sine læber.
  
  
  Tag den og print den. Det var en dårlig scene fra en dårlig film. Hun havde klasse, men hun kunne ikke spille. Og selvom jeg indrømmer, at jeg var modig og blid og lignede Omar Sharif og alt det der, så var alt, hvad der lyste i hendes øjne, ikke kærlighed. Det var ikke engang godt rent begær. Det var noget andet, men jeg kunne ikke læse det.
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Forkert Patsy. Men giv ikke op. Hvad med den høje fyr?" Jeg pegede på den smukke arabiske tjener. "Ikke mange penge, men jeg vil vædde på, at han har meget mere."
  
  
  Hun satte glasset fra sig og rejste sig brat. Der var tårer i hendes øjne. Rigtige tårer. "Jeg er virkelig ked af det," sagde hun. "Jeg gjorde mig selv til grin. Jeg tænkte, det er lige meget, hvad jeg tænkte." Ægte tårer strømmede faktisk ned over hendes ansigt, og hun tørrede dem væk med rystende fingre. "Det er bare, at jeg... Jeg er så desperat, I-oh!" Hun rystede. "Godnat, hr. Carter."
  
  
  Hun vendte sig om og løb halvt ud af rummet. Jeg sad der i forvirring. Jeg havde ikke forventet denne slutning.
  
  
  Jeg fortalte hende heller ikke, at jeg hed Carter.
  
  
  Jeg var færdig med kaffen før ti, gik hen til telefonboksen og ringede til Benjamin.
  
  
  "Nogen skruer op for varmen, hva?"
  
  
  Som svar fortalte jeg ham historien i dampbadet.
  
  
  "Interessant."
  
  
  "Er det ikke? Tror du, du har tid til at tjekke dette sted ud? Især chefen? Chaim, formoder jeg, var bare et hint."
  
  
  "Chaim betyder liv."
  
  
  "Ja, det ved jeg. Mit liv fører mig til mange mærkelige steder."
  
  
  Pause. Jeg hørte ham slå en tændstik og tage et træk fra sin cigaret. "Hvad tror du, Robie lavede med tændstikæsken?"
  
  
  Jeg sagde: "Kom så, David. Hvad er dette? Intelligenstest på første år? Tændstikæsken var kun en plante for mine øjne. Nogen lagde den i Robies bagage, vel vidende at en som mig ville finde den. Og følg ham. Det, jeg hader mest ved denne idé, er, at alt, hvad jeg finder nu, kunne være en plante."
  
  
  Han grinte. "Store."
  
  
  "Hm?"
  
  
  "På prøven. Eller jeg kom i hvert fald til det samme svar. Noget andet du gerne vil dele?"
  
  
  "I øjeblikket nej. Men du ringede til mig."
  
  
  “Robies telefonopkald. Jeg sporede tallene."
  
  
  Jeg tog en bog og en blyant frem. "Tale."
  
  
  "Værelset i Beirut er Fox Hotel." Roby ringede fra station til station, så der er ingen oplysninger om, hvem han ringede til."
  
  
  "Hvad med Damaskus?"
  
  
  "Ja. Jeg forstår det. Telefon, ikke opført. Privat hus. Theodor Jens. Betyder noget?"
  
  
  Åh åh. Jeg havde Sarahs telefonregning med mig. Jeg tjekkede datoen for Robies opkald. Jeg spillede poker med Jens i Arizona, da han angiveligt talte med Robie.
  
  
  Hvad betød hvad?
  
  
  At ulykken, der endte hos Jens hos moster Tilly, var arrangeret. Denne Robie talte med Jensa-bedrageren. At en outsider har infiltreret AX. Og den samme fremmede kunne have rørt ved Robie. Ikke endnu...
  
  
  "Nej, sagde jeg. Det betyder ikke noget for mig."
  
  
  "Vil du have mig til at tjekke det ud?"
  
  
  "Jeg giver dig besked."
  
  
  Endnu en pause. "Du ville blive en rådden kibbutznik, forstår du?"
  
  
  "Betyder?"
  
  
  "Ingen samarbejdsånd - som Robie."
  
  
  "Ja. Du har ret. I skolen løb jeg spor i stedet for at spille fodbold. Og det eneste, jeg nogensinde har fortrudt, var ikke at få cheerleaders på banen. og holdkammerater."
  
  
  "Jeg har i øvrigt sendt dig en holdkammerat."
  
  
  "Hvad sendte du mig?"
  
  
  "Bare rolig. Det var ikke min idé. Jeg, som de siger, adlød.”
  
  
  "Vadim?"
  
  
  "Høg. Fra din chef til min chef. Fra mig til dig."
  
  
  "Hvad pokker?"
  
  
  "For at tage til Syrien - eller Libanon - eller andre steder, som du ikke vil fortælle mig om."
  
  
  "Hvad får dig til at tro, jeg kommer?"
  
  
  "Kom nu, Carter. Jeg har lige sporet disse numre til Damaskus og Beirut. Og desuden tror jeg ikke
  
  
  Shaitan gemmer fem amerikanere i centrum af Israel. Tror du pludselig, at jeg er et fjols? "
  
  
  "Hvad hvis jeg har brug for en ven? Hvad fanden er det?
  
  
  "Hej, hold kæft. Ordrer er ordrer. Denne "kammerat" jeg sendte dig er en araber. Ikke ligefrem en agent, men en der var hjælpsom for dig. Og før du vender næsen op, tror jeg, du får brug for hjælp. Og en araber med papirer. Jeg har også sendt dem til dig. Prøv at krydse disse grænser som en nyslået amerikansk journalist, og du kan bare fortælle dem, at du er en spion."
  
  
  Jeg sukkede. "Bøde. Jeg er en yndefuld taber."
  
  
  "Som helvede. Jeg kan høre dig brænde."
  
  
  "Så?"
  
  
  "Så det er dit træk."
  
  
  "Bøde. Jeg ringer til dig om en dag eller to. Hvor end jeg kommer fra. For at se, hvad du har lært om Shands bade." Jeg holdt pause. "Jeg stoler på, at din troværdige ikke-helt-agent vil holde dig informeret om mig."
  
  
  Han grinte. "Og du sagde, at du var en yndefuld fiasko."
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Jeg betalte checken, fik en masse penge og tog til Intercontinental Hotel. Jeg fandt en telefonboks og satte mig ind i den.
  
  
  Første ting først. Forsigtigt. Jeg skulle have gjort dette aftenen før, men jeg ville ikke indstille alarmen.
  
  
  "Hej?" Endnu en bossa nova i baggrunden.
  
  
  "Sarah? Det her er Mackenzie."
  
  
  "Mackenzie!" Hun sagde. "Jeg har tænkt på dig i lang tid."
  
  
  "Du har?"
  
  
  "Jeg har."
  
  
  Hun holdt pause med to takter. "Jeg tror, jeg var dum."
  
  
  Yderligere to bossa nova barer.
  
  
  “Aftenen før, da du skulle afsted, gik jeg hen til vinduet og så dig gå. Det er lige meget hvorfor. Uanset hvad, dårlig vane, da din taxa kørte væk, kørte en bil på tværs af vejen ud af indkørslen. Sort Renault, Og pludselig indså jeg, at denne bil havde været der i to dage og altid var sammen med nogen. To dage - kan du høre mig, Mackenzie? "
  
  
  "Jeg hører dig, Sarah."
  
  
  "Bilen kørte væk, efter du var gået. Og hun var der ikke."
  
  
  Uanset hvad de var, var de ikke dumme. De vidste, at nogen fra AX ville følge Robi, og de fangede hans plads for at finde ud af, hvem. Det betød, at de ikke vidste, hvem jeg var, før jeg besøgte Sarah. Så de vidste ikke, at jeg havde mødt Yusef eller set Benjamin.
  
  
  Måske.
  
  
  "Så du fyren indeni?" Jeg spurgte.
  
  
  "Der var to af dem. Jeg så kun chaufføren. Ligesom Jack Armstrong. All-amerikansk dreng."
  
  
  "Du mener stor og blond?"
  
  
  "Er der en anden slags?"
  
  
  "Så fortæl mig nu, hvorfor alt dette gør dig dum."
  
  
  Hun stoppede igen. "Jeg tror, at alt det her gjorde mig klog. Jeg har været dum hele tiden. Nu ved jeg det, MacKenzie. Om Jacks arbejde. Og... og din, sandsynligvis. Jeg har altid vidst, at det var sandt. Jeg vidste. og jeg ville bare ikke vide det. Det var for skræmmende til virkelig at vide det. Hvis jeg vidste det, ville jeg skulle bekymre mig, hver gang han forlod huset." Der var vred selvbebrejdelse i hendes stemme. "Forstår du, Mackenzie? Det var lettere at bekymre sig om "andre kvinder" eller om mig selv. Søde små, trygge små, pigelige bekymringer."
  
  
  "Nemt der, Sarah."
  
  
  Hun tog mine ord og snurrede dem. "Det var ikke nemt. Det var hårdt for os begge." Hendes stemme var bitter. "Åh, selvfølgelig. Jeg har aldrig generet ham. Jeg stillede ham aldrig spørgsmål. Jeg har lige gjort mig selv til en heltinde. "Ser du, hvordan jeg ikke stiller dig spørgsmål? "Og nogle gange kom jeg bare tilbage. Hun dykkede ned i stilheden. Åh, det må have gjort ham meget glad." Min stemme var jævn. "Jeg er sikker på, at du gjorde ham meget glad. Hvad resten angår, forstod han. Det skulle han have været. Tror du, han ikke vidste, hvad du gik igennem? Vi ved det, Sarah. Og den måde, du spillede det på, er næsten den eneste måde at spille det på."
  
  
  Hun var stille i nogen tid. Kære, lang, lang afstand stilhed.
  
  
  Jeg brød stilheden. "Jeg ringede for at stille et spørgsmål."
  
  
  Hun slap ud af sin trance lige nok til at grine af sig selv. "Du mener, du ikke ringede for at lytte til mine problemer?"
  
  
  "Du skal ikke bekymre dig om det. Jeg er glad for, at du talte med mig. Nu vil jeg tale om Ted Jens.«
  
  
  "Mand fra verden?"
  
  
  Jeg svarede ikke. Hun sagde langsomt, tøvende, smertefuldt, "Åhh."
  
  
  "Hvordan ser han ud?"
  
  
  "Åh min Gud, jeg..."
  
  
  "Hvordan kunne du vide det? Lad os. Fortæl mig. Sådan så han ud."
  
  
  "Nå, sandet hår, blå øjne. Han var ret solbrun."
  
  
  "Højde?"
  
  
  "Gennemsnitlig, gennemsnitlig bygning."
  
  
  Indtil videre har hun beskrevet Ted Jens.
  
  
  "Ellers andet?"
  
  
  “Mmm... smuk, vil jeg sige. Og velklædt."
  
  
  "Visede han dig nogen identifikation?"
  
  
  "Ja. Pressekort fra World Magazine."
  
  
  World Magazine er det ikke?
  
  
  Jeans betræk.
  
  
  Jeg sukkede. "Slagde han dig nogle spørgsmål? Og svarede du ham?
  
  
  "Nå, han spurgte det samme som dig. Anderledes. Men mest ville han vide, hvad jeg vidste om Jacks arbejde og hans venner. Og jeg fortalte ham sandheden. Hvad jeg fortalte dig. Jeg vidste ikke dette. hvad som helst."
  
  
  Jeg sagde til hende, at hun skulle være forsigtig, men ikke miste søvn. Jeg tvivlede på, at de ville genere hende længere. Hun udfyldte sin funktion – kommunikation med mig.
  
  
  Jeg var ved at løbe tør for ændring og havde brug for at foretage et opkald mere.
  
  
  Jeg ønskede Sarah Lavi godnat.
  
  
  Jeg gav maskinen et par mønter mere og ringede til Jacques Kellys nummer hjemme i Beirut. "Jacques Kelly" beskriver Jacques Kelly. Vild fransk-irsk. Belmondo efterligner Errol Flynn. Kelly var også vores mand i Beirut.
  
  
  Han lå også i sengen da jeg ringede. At dømme efter sløret i hans stemme, blandede jeg mig ikke i en god nats søvn eller det sene show i Libanon.
  
  
  Jeg sagde, at jeg ville gøre det hurtigt, og jeg prøvede meget hårdt. Jeg bad ham komme forbi Fox Beirut for at få gæstelisten for de dage, Robi ringede. Jeg fortalte ham også, at Ted Jens har en dobbeltgænger. Jeg bad ham om at telegrafere nyheden til Hawk og sørge for, at ingen havde omgået Damaskus. AX ville have sendt en afløser til Jens, men jeg tog ikke risikoen ved at stole på en afløser. Ikke hvis jeg ikke vidste hvem han var, hvilket jeg ikke gjorde.
  
  
  "Hvad med Jens selv?" Han rådede. "Måske skulle vi lave noget baggrundsforskning om ham. Find ud af, om der flyder vand på stævnen af hans båd.”
  
  
  "Ja. Dette er den næste ting. Og sig til Hawk, at jeg foreslår, at han bruger Millie Barnes."
  
  
  "Hvad?"
  
  
  "Millie Barnes. En pige, der kan stille spørgsmål til Jens.”
  
  
  Kelly lavede et ordspil, der ikke burde gentages.
  
  
  Jeg lagde røret på og satte mig i båsen. Jeg indså, at jeg var vred. Jeg tændte en cigaret og tog et vredt træk. Pludselig begyndte jeg at grine. På to dage var jeg blevet narret, fanget, tævet to gange, forfulgt, mere end sandsynligt aflyttet og generelt fungeret som telefoncentral for dårlige nyheder, der kom ind og ud. Men hvad gjorde mig endelig vred?
  
  
  Kellys sexordspil om Millie.
  
  
  Prøv at forstå dette.
  
  
  
  
  
  
  Kapitel ti.
  
  
  
  
  
  ISLAMISK KULTUR.
  
  
  14.00 i morgen i festsalen
  
  
  Gæsteforelæser: Dr. Jamil Raad
  
  
  
  
  "Din forandring?"
  
  
  Jeg kiggede ned fra skiltet og tilbage til pigen bag cigaretdisken. Hun rakte mig en halvtreds agorot mønt og min pakke excentriske cigaretter. Kun i Mellemøsten og dele af Paris sælges mit skøre mærke med guldspids på almindelige hoteltobaksdiske. Jeg kunne undvære guldspidsen. Ikke kun bliver jeg opsøgt af midaldrende madroner i designertøj og unge hippiepiger med grønmalede negle ("Hvor fik du de søde/seje cigaretter fra?"), men jeg skal også se, hvad jeg laver med mine cigaretskod . . De læste som et skilt, der siger "Carter var her."
  
  
  Jeg stoppede ved skrivebordet for at tjekke mine beskeder. Ekspedienten klukkede. Han fortsatte med at se på mig genert og bevidst. Da jeg bad om at blive vækket klokken syv om morgenen for at "komme hurtigt i gang", troede du måske, at jeg var Robert Benchley, der ødelagde en af de bedste scener. Jeg kløede mig i hovedet og ringede i elevatoren.
  
  
  Elevatoroperatøren var også i højt humør. Jeg gabede og sagde: "Jeg kan ikke vente med at gå i seng," og fnisemåleren registrerede fede 1.000.
  
  
  Jeg tjekkede min dør, før jeg brugte nøglen, og - ho ho - døren åbnede sig, mens jeg var væk. Nogen låste sig fast i min specielle dørlokke og kom på besøg bag min ryg.
  
  
  Var min gæst stadig på besøg hos mig?
  
  
  Jeg trak min pistol frem, klikkede på sikringen og smed døren op med tilstrækkelig kraft til at smadre enhver, der gemte sig bag den.
  
  
  Hun gispede og rejste sig fra sengen.
  
  
  Jeg tændte lyset.
  
  
  Mavedanser?
  
  
  Ja, en mavedanser.
  
  
  "Hvis du ikke lukker døren, bliver jeg forkølet." Hun grinede. Nej, jeg griner. På mig. Hendes sorte hår var pjusket. Jeg stod stadig i døren med pistolen. Jeg lukkede døren. Jeg kiggede på pistolen og så på pigen. Hun var ikke bevæbnet. Bortset fra denne krop. Og dette hår. Og de øjne.
  
  
  Jeg mødte hendes blik. "Jeg har allerede haft min kamp for dagen, så hvis du planlægger at oprette mig, er du for sent."
  
  
  Hun så på mig med ægte forvirring. "Jeg forstår ikke denne..." indstilling "?"
  
  
  Jeg lagde pistolen fra mig og gik hen til sengen. Jeg satte mig ned. "Også mig. Så antag, at du fortæller mig det." Hun dækkede sig til med et tæppe og så bange og flov ud. Store topasøjne scanner mit ansigt.
  
  
  Jeg førte min hånd over mit ansigt. "Du arbejder for B'nai Megiddo, ikke?"
  
  
  "Nej. Hvad får dig til at tale?"
  
  
  Jeg sukkede. »Et slag i kæben, et spark på skinnebenet og et bælte i maven er blot nogle få. Lad os sige, at vi starter forfra. Hvem arbejder du for, og hvorfor er du her? Og jeg må hellere advare dig. Jeg havde også min Wilhelmina. Dagens vampyr, så prøv ikke at forføre mig med din ømme unge krop."
  
  
  Hun gav mig et langt, nysgerrigt blik; hovedet til den ene side, bider en lang negl. "Du snakker meget," sagde hun langsomt. Og så endnu et smil, muntert, overbevisende.
  
  
  Jeg vågner op. "Okay. Op!" Jeg klappede i hænderne. "Lickety-split. Kom i dit tøj. Ud af døren. Ud!"
  
  
  Hun trak dækslerne højere op og smilede bredere. "Jeg tror ikke, du forstår. Har David ikke bedt dig om at vente på mig?”
  
  
  "David?"
  
  
  "Benjamin."
  
  
  Sæt det her sammen, og du får David Benjamin. David - jeg-sender-dig-som-holdkammerat - Benjamin.
  
  
  Holdkammerat, for fanden. Det var en cheerleader.
  
  
  Jeg studerede det. "Jeg tror, du må hellere bevise det."
  
  
  Hun trak på skuldrene. "Sikkert." Og hun rejste sig.
  
  
  Ikke nøgen. Hun var iført en stram kjole med lav halsudskæring. Turkis blå. Glem kjolen. Krop... kære Herre!
  
  
  "Her." Hun rakte mig en konvolut. En note fra Benjamin. Hun stod ikke mere end seks centimeter væk. Mit blod fortsatte med at strømme mod hende. Jeg tog brevet. Den første del var, hvad han fortalte mig i telefonen. Og resten:
  
  
  Du husker uden tvivl Miss Kaloud, vores hemmelige agent i El Jazzar (eller skal vi sige vores "afslørede agent"?). Hun fortalte mig, at hun allerede har hjulpet dig. Dit bord i klubben var dækket på en faldlem, og efter du havde slugt den sidste bid mad, planlagde gulvet at sluge dig.
  
  
  
  
  Derfor gav hun mig signalet om at stikke af. Jeg kiggede på kvinden foran mig og smilede. "Hvis du vil ændre mening om at tilbyde din krop..."
  
  
  Hun blev pludselig indigneret. Hun vendte tilbage til min seng, kravlede under dynen, men så stadig oprørt ud. "Mr. Carter," sagde hun, og jeg vidste straks, at tilbuddet var blevet trukket tilbage, "jeg foregiver at være fru McKenzie her, fordi det er mine ordrer. Jeg accepterer disse ordrer, fordi jeg som araber foragter dem, der er terrorister. Og fordi jeg som kvinde ønsker at være fri fra slørets og purdahs tyranni. Dette er mine grunde. Kun politiske. De vil venligst holde vores forhold politiske."
  
  
  Hun pustede puderne og trak tæppet op. "Og nu," sagde hun, "jeg vil gerne sove." Hun lukkede øjnene og åbnede dem igen. Sluk venligst lyset på vej ud"
  
  
  Jeg gav det et udseende, som jeg reserverer til marsboere og nogle obskure kubistiske malerier. "Jeg tror," sagde jeg langsomt, "vi må hellere tage det igen. Det her er mit værelse. Og den du ligger på er min seng, fru Mackenzie. Og selvom jeg kunne leje et andet værelse, ville det ikke være mit." Det ser rigtigt ud, fru Mackenzie, fra vores forsidesynspunkt, fru Mackenzie, hvis jeg rykker op og løber ud på et fad som dig.”
  
  
  Hun satte sig ned, lænede sig op af sin albue og tænkte: "Nå... du har ret." Hun smed puden på gulvet og begyndte at fjerne tæppet fra sengen.
  
  
  Jeg smed puden tilbage. "Uanset hvordan vi spiller det, bliver det en teenager, men jeg er forbandet, hvis jeg tilbringer natten på gulvet." Jeg begyndte hastigt at løsne mit slips. Hun kiggede på mig med store øjne og så ung ud. "Jeg... jeg advarer dig," sagde hun og forsøgte at opretholde en advarselstone, "jeg... jeg vil ikke... jeg gør ikke..." og til sidst mumlede hun, "jeg" jeg er jomfru."
  
  
  Min hånd frøs fast på knuden på mit slips. Pointen er, at jeg troede på hende. Femogtyve år gammel, lækker, sexet, mavedanser, spion... jomfru.
  
  
  Jeg lod mit undertøj være på og slukkede kampen. Jeg satte mig på sengen og tændte en cigaret. "Hvad hedder du?" - spurgte jeg hende sagte.
  
  
  "Leila," sagde hun.
  
  
  "Okay, Leila. Vi vil holde vores forhold strengt politiske."
  
  
  Jeg kravlede ind under tæppet og kiggede hurtigt på hende. Hun stod med ryggen til mig, og hendes øjne var lukkede.
  
  
  Politik skaber mærkelige sengekammerater.
  
  
  
  
  
  
  Elvte kapitel.
  
  
  
  
  
  Det var næsten, men endnu ikke helt, daggry. Lysene var stadig tændt i hotellets lobby, og natbetjenten havde udtryk for en hård dag og nat. En ledsager i en mørkegrøn heldragt flyttede en støvsuger hen over tæppet. Dens brøl rungede gennem den tomme sal. Rettelse: Lobbyen er ikke helt tom.
  
  
  Han havde et ansigt som en hærhvervningsplakat. Alle er blonde, blåøjede, unge og seje. Dyrt amerikansk jakkesæt. Men lidt klumpet under armen. Cirka der hvor hylsteret hænger. Og lidt køligt omkring øjnene. Og hvad lavede han helt præcist i hallen og læste avisen klokken fem om morgenen. Jomfrugudinden var i min seng, ikke hans.
  
  
  Jeg vidste, hvem han var. Jack Armstrong, en
  
  
  All-amerikansk symbol.
  
  
  Det eneste, jeg havde i tankerne, da jeg forlod værelset, var en gåtur rundt om blokken for søvnløshed. Nu besluttede jeg at tage bilen og kigge i bakspejlet.
  
  
  Og selvfølgelig en sort Renault. Han forlod stedet foran hotellet. Det eneste, jeg fik, var et hurtigt indtryk af hans udseende. Mørkhåret og kraftig. Men han lignede heller ikke en araber. Hvem var alle disse fyre? Og hvad har Al-Shaitan med det at gøre?
  
  
  Jeg drejede til højre ad Hayesod Street.
  
  
  Renault drejede til højre ad Hayesod Street.
  
  
  Hvorfor fulgte de pludselig efter mig nu? Ingen fulgte efter mig på vej fra Tel Aviv. Og i går var vejen bag mig fri. Så hvorfor nu?
  
  
  For indtil nu vidste de, hvor jeg skulle hen. amerikansk koloni. Shanda bade. De sørgede for fanden for, at jeg skulle til Shand-badene og besluttede, at derfra ville jeg gå til lighuset. Nu vidste de ikke, hvad de skulle forvente. Så der var en skygge på mig.
  
  
  Eller var der en morder på mig?
  
  
  Jeg vendte mig om igen. Han vendte sig igen.
  
  
  Jeg stoppede i den fjerne ende af Rambon Street, med udsigt over den stadig sovende by. Jeg lod motoren køre og trak pistolen ud.
  
  
  Renault kørte forbi.
  
  
  Ikke en morder.
  
  
  Ikke nødvendigt.
  
  
  En bil holdt op fra Agron Street. Unge elskere kommer for at beundre solopgangen.
  
  
  Det var nok tid til at forlade Jerusalem.
  
  
  Hvis Robys kontakt stadig var her (hvis Roby havde kontakt her til at begynde med), ville fyren have set skyggerne og undgået mig som pesten. Skygge af en skygge? Ingen problemer. Det var typiske små lejesoldater. Shanda? Shin Bet vil tjekke dette. Men højst sandsynligt var det en mindre sammensværgelse. Jeg ledte efter arabiske terrorister. Og jeg har ikke engang set en araber endnu.
  
  
  Det var tid til at forlade Jerusalem.
  
  
  Jeg vidste præcis, hvor jeg ville hen.
  
  
  Spørgsmålet var, vidste skyggerne det?
  
  
  Jeg tændte en cigaret, tændte for musikken og lod solen skinne på mit ansigt gennem vinduet. Jeg lukkede øjnene.
  
  
  Og Jacqueline Raine dansede i mit hoved.
  
  
  Hvor passer Jacqueline Raine ind?
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Jeg brugte et stykke acetat og klikkede låsen på plads.
  
  
  Hun sov ikke.
  
  
  Blikket på hendes ansigt, da jeg åbnede døren, var et paradoks af fredfyldt rædsel. Da hun så det var mig, sukkede hun og lænede sig tilbage mod puderne.
  
  
  Jeg sagde: "Du ville gerne tale."
  
  
  Hun sagde: "Åh, gudskelov."
  
  
  Jeg smed blonde-peignoiren af stolen og satte mig. Jacqueline lagde en finger på hendes læber. "Forsigtig," hviskede hun, "Bob - han bliver i værelset overfor."
  
  
  Jeg fortalte hende, at jeg vidste, at jeg tjekkede, om de var registreret sammen. Hun bad om en cigaret. Jeg smed rygsækken til hende. Hun børstede sit blonde hår ud af ansigtet, hendes hånd rystede let. Ansigtet er let hævet.
  
  
  Hun blæste kampen ud. "Vil du tage mig med?"
  
  
  "Jeg tvivler på det," sagde jeg. "Men du kan prøve at overbevise mig."
  
  
  Hun mødte mit blik og lænede sig lidt frem, hendes bryster sprang ud under hendes grønne blondekjole...
  
  
  "Med logik," tilføjede jeg. "Så sæt din smukke kuffert tilbage, hvor den hører hjemme."
  
  
  Hun løftede tæppet og smilede skævt. "Du har hele mit hjerte."
  
  
  "Jeg lytter. Vil du tale - eller vil du have, at jeg går?"
  
  
  Hun kiggede på mig og sukkede. "Hvor skal jeg begynde?"
  
  
  "Hvem er Lamott?"
  
  
  "Jeg... jeg ved det ikke."
  
  
  "Hej, Jacqueline. Det var dejligt at snakke."
  
  
  "Ingen!" - sagde hun skarpt. "Jeg ved ikke. Jeg ved kun, hvem han siger, han er."
  
  
  "Hvor længe har du kendt ham?"
  
  
  "Omkring to måneder."
  
  
  "Okay. Jeg køber den. Hvor mødtes du?"
  
  
  "I Damaskus."
  
  
  "Hvordan?"
  
  
  "Til festen."
  
  
  "Hvis hus?"
  
  
  "Ikke i huset. På restauranten"
  
  
  "Privatfest eller forretningsfest?"
  
  
  "Jeg forstår det ikke".
  
  
  "Privatfest eller forretningsfest?"
  
  
  "Jeg forstår ikke, hvorfor du beder om disse detaljer."
  
  
  For den bedste måde at finde ud af, om nogen lyver, er ved at stille spørgsmål som maskingeværskugler. Det er lige meget, hvad spørgsmålene er. Hastighed er vigtig. Kun en professionel kan gøre dette hurtigt. Og kun en professionel, der er blevet godt øvet. Jacqueline Raine, hvem hun end var, var på ingen måde professionel.
  
  
  "Privatfest eller forretningsfest?"
  
  
  "Forretning,"
  
  
  "Hvis?"
  
  
  "Oliemandskonference".
  
  
  "Nævn de virksomheder, der deltog i konferencen."
  
  
  "Trans-Com, Fresco, S-Standard, tror jeg. Jeg..."
  
  
  "Hvordan kom du dertil?"
  
  
  "Jeg er... sammen med en ven."
  
  
  "Hvilken ven?"
  
  
  "Mand. Er dette virkelig vigtigt? JEG…"
  
  
  "Hvilken ven?"
  
  
  "Han hedder - han hedder Jean Manteau."
  
  
  Ligge.
  
  
  "Blive ved."
  
  
  "Med hvad?"
  
  
  "Manto. Ven? Eller var han din kæreste?
  
  
  "Elsker". sagde hun med stille stemme.
  
  
  "Blive ved."
  
  
  "Hvad? Herregud! Hvad?"
  
  
  "Lamott. Du forlod Manto til Lamott. Så hvad ved du om Bob LaMotta?
  
  
  "Jeg fortalte dig. Ikke noget specielt. Jeg... Jeg ved bare, at han er involveret i noget slemt. Det skræmmer mig. Jeg vil flygte."
  
  
  "Så? Hvad stopper dig".
  
  
  "Han... han ved det."
  
  
  "Hvordan?"
  
  
  Stilhed. Så: "Han ... han har to mænd, der holder øje med mig. Jeg lader som om jeg ikke ved det. Men jeg ved. De holder øje. Jeg tror, de vil dræbe mig, hvis jeg prøver at flygte. Jeg tror, de slår mig ihjel, hvis de finder ud af, hvad vi siger."
  
  
  Stilhed.
  
  
  "Blive ved."
  
  
  "Hvad vil du have?"
  
  
  "Er det sandt. Start øverst. Hvem var du sammen med til oliekonferencen?
  
  
  Et øjeblik troede jeg, at hun ville besvime. Hendes krop faldt sammen, og hendes øjenlåg begyndte at ryste.
  
  
  "Du kan lige så godt fortælle mig det. Jeg ved det allerede".
  
  
  Hun besvimede ikke. Hun blev simpelthen kvalt af hulken. Hun stønnede og vendte sig mod væggen.
  
  
  “Ted Jens. Højre? Han arbejder for Trans-Com Oil i Damaskus. Det er i hvert fald en del af hans job. Og du solgte den for diamantøreringe." Jeg tænkte på, hvordan Jensa forhørte Millie. Er Millie ligeglad med penge? Nu giver det hele mening, for fanden. "Og du har næsten dræbt ham, du ved."
  
  
  "Gør det ikke, venligst!"
  
  
  “Du er ikke for blød til at høre om sådanne ting. Hvad tror du, der foregår?
  
  
  Hun satte sig slapt ned. “Bob havde kun brug for nøglerne til lejligheden. Han sagde, at han bare skulle bruge Teds lejlighed, hvilket ingen ville vide. At vi bliver rige«.
  
  
  "Hvad lavede han i Teds lejlighed?"
  
  
  Hun rystede på hovedet. "Jeg var der ikke".
  
  
  "Hvor var Ted?"
  
  
  "Han...han var i Beirut"
  
  
  "Hvornår gik han?"
  
  
  "Ved ikke. Jeg tror på onsdag."
  
  
  "Den tolvte?"
  
  
  Hun trak på skuldrene. "Måske. Jeg tror".
  
  
  Jeg regnede det ud. Jens forlod Damaskus onsdag den tolvte. Han tog til Beirut og blev ramt af en bil. "Tirsdag," sagde han. Så det var tirsdag den attende. Dette var tidsbestemt til at falde sammen med det tidspunkt, hvor han dukkede op i Arizona. Som han sagde det, troede han ikke, det var relateret til AX.
  
  
  Det er den eneste måde, det skulle have været.
  
  
  Måske endda relateret til Fox.
  
  
  Fox blev kidnappet den femtende. Om da Lamothe begyndte at bruge Jeans' lejlighed.
  
  
  Og Robie begyndte at blive begejstret for sagen.
  
  
  Og nogen vidste, at det var ved at blive varmt. "Hvornår ringede Jackson Robie første gang?"
  
  
  Hun tøvede ikke engang længe. "Sent en aften. Måske klokken et om morgenen."
  
  
  "Og Ted var der ikke."
  
  
  Hun rystede på hovedet.
  
  
  "Og Lamott var."
  
  
  Hun nikkede.
  
  
  "Og du gav ham telefonen. Du sagde, "Lige et øjeblik, jeg ringer til Ted." Og du satte LaMotta og Roby i telefonen."
  
  
  Hun nikkede.
  
  
  "Og efter det bad han om nøglen."
  
  
  Endnu et nik.
  
  
  Og efter det blev Jens skudt ned.
  
  
  Og Lamott blev tilbage og besvarede Robies opkald. Robie rapporterer om efterforskningens fremskridt.
  
  
  Så da Robie fandt Shaitan, vidste Lamott det og fortalte det til nogen. Og han dræbte Robi.
  
  
  "Et spørgsmål mere. Den første dag, jeg kom her. Dette er en invitation til at tage dig med til en koncert. Troede LaMotte virkelig, at jeg ville falde i dine arme og begynde at hviske statshemmeligheder i dine ører?”
  
  
  "Nej," svarede hun langsomt. "Det var min idé. Jeg fortalte ham, at jeg troede, jeg kunne få dig til at tale om din sag. Men alt, hvad jeg ønskede, var at være alene med dig... at bede dig om hjælp."
  
  
  "Og du havde planer om at fortælle mig en historie om hooliganisme. Pigen er i problemer."
  
  
  Hun lukkede øjnene. "Jeg er i problemer."
  
  
  Jeg vågner op.
  
  
  Hendes øjne åbnede sig og panikken blussede op. "Vær venlig!" bad hun. "Du kan ikke bare forlade mig. Ted er i live, og Gud ved, jeg er så ked af det. Jeg ordner alt. Jeg vil hjælpe dig".
  
  
  "Tokyo Rose sagde det samme."
  
  
  "Virkelig! Jeg vil. Jeg... jeg vil lære noget af Bob og fortælle dig."
  
  
  Jeg tog cigaretterne fra sengen. Jeg tændte en og puttede rygsækken i lommen. Det ser ud til, at jeg har overvejet hendes forslag. "Ser du," sagde jeg, "hvis din ven Lamott fandt ud af, at jeg var her, og pludselig du stillede spørgsmål, ville han være klog nok til at samle det hele. Det betyder, at du er død"
  
  
  Jeg gik hen til døren og åbnede den stille og roligt. Der er ingen i salen. Øjnene ser ikke ud. Lyde af snorken fra LaMottes værelse. Jeg gik ind og lukkede døren. Jeg slukkede min cigaret i askebægeret ved stolen.
  
  
  "Okay," sagde jeg. "Jeg har brug for information, og jeg vil have dem i aften."
  
  
  Hun slugte hårdt. "Er du sikker på, at Bob ikke ved, at du var her?"
  
  
  Jeg løftede et øjenbryn. "Jeg fortæller det aldrig."
  
  
  Hun sukkede og nikkede.
  
  
  Jeg smilede og gik.
  
  
  Uanset hvad, så virkede det, og jeg var glad for det. Måske kan hun få noget information. Jeg tvivlede meget på det, men det kunne hun måske. På den anden side – og mere sandsynligt – hvis Lamothe var klog, ville han have vidst, at jeg var der.
  
  
  Der var to cigaretskod på Jacquelines værelse.
  
  
  Guldspidse oculi, læsbar som et tegn. Et skilt, hvor der står "Carter var her."
  
  
  Jeg gik tilbage ovenpå og gik i seng. Leila var der, stadig i dyb søvn.
  
  
  Jeg var forbandet træt, jeg var ligeglad.
  
  
  
  
  
  
  Kapitel Tolv.
  
  
  
  
  
  Jeg drømte, at jeg lå et sted i ørkenen, omgivet af enorme orange sten, og stenene blev til djævelens form og begyndte at indånde ild og røg. Jeg mærkede varmen og min egen sved, men af en eller anden grund kunne jeg ikke bevæge mig. I den anden retning var lilla bjerge, kølige og skyggefulde, og i det fjerne en enlig rytter på en bronzehoppe. En glat sten rejste sig fra jorden foran mig. Det stod skrevet på stenen. Jeg skelede for at læse: "Her ligger Nick Carter." Jeg mærkede noget koldt på siden af mit hoved. Jeg rystede på hovedet. Han rørte sig ikke, jeg åbnede mine øjne.
  
  
  Bob Lamott stod over mig. "Noget koldt" var løbet på en pistol. Jeg kiggede til venstre. Sengen var tom. Leila var der ikke.
  
  
  Mine tanker vendte tilbage til den tidligere scene. Jeg står på gangen i morges. Stående foran Lamottes dør. Afvejning af værdien af invasionen. Jeg opgav det. Jeg løb igennem det mest sandsynlige scenarie og besluttede, at dialogen ikke ville spille.
  
  
  Mig (min pistol pegede direkte mod hans hoved): Okay, Lamott. Fortæl mig, hvem du arbejder for, og hvor jeg kan finde dem.
  
  
  Lamott: Du dræber mig, hvis jeg ikke gør det, ikke?
  
  
  Mig: Det er alt.
  
  
  Lamott: Og du giver mig fem, hvis jeg gør det? Jeg har svært ved at tro, hr. McKenzie.
  
  
  Mig: Tag en risiko.
  
  
  Lamott (trækker en kniv frem ud af ingenting og stikker mig klodset i siden): Uh! Åh!
  
  
  Mig: Bam!
  
  
  Det er ikke fordi, jeg synes, LaMotte er en helt. Mænd, der bærer halvtreds dollarslips, holder gerne deres nakke beskyttet. Jeg troede bare, han ville sætte pris på oddsene. Hvis han ikke havde talt, var jeg nødt til at dræbe ham. Hvis han talte, ville jeg være nødt til at dræbe ham. Hvad kunne jeg gøre? Lad ham være i live for at advare al-Shaitan? De flytter deres gemmested, før jeg når dertil, og hvad end jeg rammer vil være en fælde. Og Lamott var klog nok til at tillade det. Så i stedet for at give mig noget svar - bortset fra måske det forkerte svar - forsøgte han at dræbe mig, og jeg ville blive nødt til at dræbe ham. (Dette var et scenarie med en lykkelig slutning.) Uanset hvad, ville jeg ikke få nogen reel information og ville sandsynligvis dræbe et værdifuldt spor.
  
  
  Så jeg gik væk fra LaMottes dør og tænkte, at jeg ville gøre noget anderledes med ham.
  
  
  Det er alt.
  
  
  "Nå, du er endelig vågen," sagde han. "Hænderne op."
  
  
  Lamothe var klædt som tusind dollars, og bølger af Zizani flød fra hans ansigt. Sarah sagde, at han var "ganske smuk" - manden der kom og udgav sig for at være Jens - men han virkede som et forkælet barn for mig. Læberne er for bløde. Dystre øjne.
  
  
  "Ja," sagde jeg. "Tak for tjenesten. Det er helvedes at vågne op til en alarm, der ringer. Så nu hvor jeg er oppe, hvad kan jeg så tilbyde dig?"
  
  
  Han smilede. "Du kan dø. Det tror jeg vil passe mig«.
  
  
  Jeg grinede. "Det ville være uklogt, Lamott. Først bliver din stemme optaget på bånd. Du startede bilen, da du åbnede døren." Han begyndte at se sig omkring i lokalet. "Øh," sagde jeg. "Jeg tvivler på, at du finder det, hvis du kigger hele dagen." Jeg bed mig i læben. "Hvis du har tid til at søge så længe."
  
  
  Han kunne ikke finde den, fordi den ikke var der. Jeg ved godt det er ubehageligt, men nogle gange lyver jeg.
  
  
  "Nu pointen er," fortsatte jeg roligt, "at mine venner kender et par fakta, som jeg har indsamlet indtil videre. Herunder: "Jeg kiggede på ham," kendsgerningen af din tilstedeværelse. Hvis du dræber mig, er du død. Hvis du lader mig leve, vil de lade dig leve, hvis du laver en fejl og fører os til Shaitan."
  
  
  Hans øjne kneb sammen og forsøgte at læse mig. Pistolen forblev ubevægelig og pegede nu mod mit bryst. En vis del af mig ville gerne grine. Våbnet var en 25 kaliber Beretta. James Bond pistol. Nå, selvfølgelig vil Lamott have en James Bond-pistol.
  
  
  Han rystede på hovedet. "Jeg tror ikke, jeg tror på dig."
  
  
  "Hvorfor slår du mig så ikke ihjel?"
  
  
  "Jeg agter fuldt ud at gøre dette."
  
  
  “Men ikke før... hvad? Hvis alt, du havde i tankerne, var mord, ville du skyde mig, før jeg vågnede."
  
  
  Han var vred. "Jeg kan ikke lide at blive patroniseret." Han lød irriteret. »Mindst af alt er det, når potentielle lig gør det. Jeg vil have dig til at fortælle mig, hvor meget du ved. Og hvem, hvis nogen, fortalte du det."
  
  
  Mig: Og du slår mig ihjel, hvis jeg ikke gør det, ikke?
  
  
  Lamott: Det er det.
  
  
  Mig: Og du vil lade mig leve, hvis jeg gør dette? Jeg tror ikke på det, hr. Lamott.
  
  
  Lamott: Snicke...
  
  
  Jeg (min hånd slynger frem med et kraftigt slag, der slår Berettaen ud af hans hånd, mine ben svinger fremad og falder til gulvet, mit knæ kommer op for at hilse på hans mave, og min hånd er som en kløver på ryggen af hans hals, mens han stadig er faldet frem fra slaget i maven): Og nu – hvad siger du, hvad ville du vide?
  
  
  Lamott (stiger ned, men tager mig så med, nu oven på mig, hans hænder på min hals og hans bæltespænde laver hul i min mave): Ugh! Åh!
  
  
  Mig: Bam!
  
  
  Den dumme bastard tog min pistol ud under puden og puttede den i sin jakkelomme. Det var det, fandt jeg ud af, da jeg plukkede hans lommer igennem.
  
  
  Der løb blod ud af hans mund, og der dannede sig en plet på siden af hans jakke. Hvis han var i live, ville han være mere skør end helvede. Sådan et godt jakkesæt er ødelagt.
  
  
  Jeg skubbede hans krop, gennemsøgte hans lommer og fandt nøglerne. Intet andet betød noget for ham. Læs hans ID, som jeg troede. "Robert Lamott fra Fresco Oil." Hjemadressen var en gade i Damaskus.
  
  
  Jeg begyndte at klæde mig på.
  
  
  Døren åbnede.
  
  
  Leila i bomuldsnederdel og bluse. Hendes hår er flettet. En lille plet klistret jordbærsyltetøj hvilede lykkeligt nær hendes mund. "Du er oppe," sagde hun. "Jeg ville ikke vække dig, så jeg gik til morgenmad..."
  
  
  "Hvad er der sket?" Jeg sagde. - "Har du aldrig set liget?"
  
  
  Hun lukkede døren og lænede sig op ad den, jeg kunne mærke, at hun var ked af, at hun havde holdt en pause...
  
  
  "Hvem er han?" Hun sagde.
  
  
  "Manden, der skulle være blevet i sengen. Vi behandler dette senere. I mellemtiden vil jeg have, at du gør mig en tjeneste."
  
  
  Jeg fortalte hende om tjenesten. Hun gik for at gøre det.
  
  
  Jeg hængte Forstyr ikke-skiltet på døren og gik over til LaMottes værelse.
  
  
  To tusinde dollars amerikanske penge. Fjorten jakkesæt, tre dusin skjorter og det samme antal slips. Halvandet pund heroin af høj kvalitet og et lille Gucci læderetui med alt våbenudstyret. Ikke lige hvad Gucci havde i tankerne.
  
  
  Intet mere. Ingen kontrol. Ingen bogstaver. Ingen sort bog med telefonnumre. Jeg gik hen til hans telefon.
  
  
  "Ja Hr?" Operatørens stemme var glad.
  
  
  Dette er hr. Lamott fra 628. Jeg vil gerne vide, om jeg har nogen beskeder? "
  
  
  "Nej, sir," sagde hun. "Kun den du har her til morgen."
  
  
  "Den fra Mr. Pearson?"
  
  
  "Nej, sir," sagde hun, "fra hr. el-Yamaroun."
  
  
  "Oh yeah. Det her. Jeg har det. Operatør, jeg vil gerne vide, at - jeg tjekker muligvis ud i aften og skal skrive en udgiftskonto - har jeg mange udestående langdistanceopkald?"
  
  
  Hun sagde, at jeg skulle tale med en anden. Så lige et øjeblik, sir. Klik, klik, ring.
  
  
  Der var kun det opkald, jeg lavede til Genève. Jeg skrev nummeret ned.
  
  
  Jeg bad om at få forbindelse til en ekstern operatør og ringede til Kelly for at få en refusion.
  
  
  Jeg fortalte ham, hvad jeg lærte af Jacqueline. Kelly fløjtede. "Det er næsten nok til at få mig til at sove alene." Han holdt en pause og tilføjede: "Næsten, sagde jeg."
  
  
  "Har du haft mulighed for at tjekke hotellet ud?"
  
  
  "Ja og nej. Dette sted er støjende. En vis oliesheik fra Abu Dhabi indtager gulvet hele tiden. Guy har fire koner, et dusin assistenter og en stab af personlige tjenere. egen kok."
  
  
  "Så hvad har det her med os at gøre?"
  
  
  "Tænkte bare, at du gerne ville vide, hvorfor din gas- og elregning er så høj. Vær ikke så utålmodig, Carter. Hvad dette har med os at gøre er, at de har sikkerhed overalt på grund af, at sheiken er i deres hvælving. Og da jeg ikke kan tigge eller købe information, må jeg prøve at stjæle den, ved du? Og måden tingene er sat sammen på, er at stjæle gæstelisten for den uge, Robie ringede til, omtrent lige så svært som at gennemføre et røveri af en million dollar. Alt, hvad jeg kan fortælle dig af at spørge rundt er, at der var en oliekonvention den uge. Hotellet var spækket med amerikanske typer og en masse arabiske sheiker ved Gulf Coast."
  
  
  "Hvad med hotellets personale?"
  
  
  "Intet interessant. Men en fuld præsentation vil tage flere dage. Og forresten, hvad leder jeg efter? Ven eller fjende? Robbie ringede til mig.
  
  
  Var jeg en kammerat for at få oplysninger, eller ringede han til den mistænkte for at føre en sag?
  
  
  "Ja præcis."
  
  
  "Ja, hvad præcis?"
  
  
  "Det er netop spørgsmålet."
  
  
  "Du er yndig, Carter, ved du det?"
  
  
  "Det er, hvad de fortalte mig, Kelly. Det er, hvad de fortalte mig."
  
  
  Jeg lagde røret på og gik hen til LaMottes skab. Jeg så en stor Vuitton kuffert. To tusinde dollars i bagage. Du kunne ikke købe dig en dyrere kiste. Tyve minutter senere var Lamott inde. Begravelsen var enkel, men smagfuld. Jeg sagde "Bon Voyage" og tilføjede "Amen."
  
  
  Leila vendte tilbage fra en shoppingtur. Hun bar en stor kurv med drusere.
  
  
  "Har du problemer?"
  
  
  Hun rystede på hovedet.
  
  
  Jeg kiggede på mit ur. Klokken var halv tre. "Okay," sagde jeg. "Så må vi hellere komme afsted."
  
  
  
  
  
  
  Trettende kapitel.
  
  
  
  
  
  Mere end to hundrede mennesker samledes i balsalen til Dr. Raads foredrag om islamisk kultur, fyldte rækker af klapstole vendt mod en draperet platform med mikrofoner, fyldte luften med høflig hoste og den bløde duft af parfume.
  
  
  Mængden bestod for det meste af turister, mest amerikanere og mest kvinder. Foredraget skulle være en del af pakken sammen med gratis lufthavnstransport, en bustur i byen og en særlig natsightseeingtur. Der var også en klasse af gymnasieelever og omkring tyve arabere, nogle iført jakkesæt og hvide keffiyehs, hovedbeklædning af typiske arabiske mænd. Resten var gemt i flydende klæder, fyldigere hovedbeklædning og mørke briller.
  
  
  Og så var der Mackenzie - Leila og mig. Kun Leila havde ikke brug for mørke briller til camouflage. Med et gråt og sort slør og en teltlignende kappe var hun praktisk talt forklædt som et stykke stof.
  
  
  Det var det bedste, jeg kunne finde på, og det var ikke dårligt. Jeg huskede foredragsskiltet i lobbyen og sendte Leila for at købe tøj til os og rekruttere en bande arabere i fuld uniform til dækning.
  
  
  En måde at forlade byen uden at nogen følger dig.
  
  
  Dr. Jamil Raad besvarede spørgsmål fra salen. Raad var en lille, sur mand med indsunkne kinder og nærsynede øjne. Hafyaen indrammede hans skelende ansigt og tvang ham til at se gennem vinduet med gardiner.
  
  
  Er islamisk kultur blevet vestliggjort?
  
  
  Ingen. Det er blevet moderniseret. Svaret fortsatte. Damerne begyndte at knage i deres stole. Klokken var fire.
  
  
  Tjener dukkede op bagerst i lokalet, bragte bakker med kaffe og kager og stillede dem på buffetbordet.
  
  
  Eleven rejste sig. Har Raad en kommentar til dagens kidnapninger?
  
  
  Støj i rummet. Jeg vendte mig mod Leila. Hun trak på skuldrene ved folderne i sit slør.
  
  
  "Du mener, antager jeg, fem amerikanere. Det er uheldigt," sagde Raad. "Uheldigvis. Næste?"
  
  
  Hum-hum. De fleste hører først nyhederne om aftenen. Publikum havde heller ikke hørt om kidnapningerne.
  
  
  "Hvilken slags amerikanere?" - råbte kvinden.
  
  
  "Stille tak!" Raad ramte perronen. »Det er et emne, som vi ikke er her for. Lad os nu vende tilbage til kulturelle spørgsmål." Han scannede publikum for kultur. For det meste var det ikke tilfældet til at begynde med.
  
  
  Gymnasieeleven stod stadig. Da han tydeligvis havde tabt kampen mod akne, havde han ingen intentioner om at lide yderligere nederlag. "Amerikanerne," sagde han, "er fem amerikanske millionærer mere. De var på en slags årlig jagtrejse. De er alene i en eller anden privat hytte i skoven. Og Al-Shaitan fik dem.” Han så på Raad. "Eller skal jeg sige, at Al-Shaitan befriede dem."
  
  
  Hum-hum.
  
  
  Barnet gik videre. "De beder om hundrede millioner dollars igen. Et hundrede millioner dollars for hver person. Og denne gang er fristen ti dage.”
  
  
  Hum. Åh. Hammerslag.
  
  
  "De har stadig de fire andre mænd, ikke?" Det var stemmen fra en midaldrende kvinde fra mængden. Hun blev pludselig bange.
  
  
  Også mig. Ni amerikanere blev målrettet, og nettooverskuddet var ni hundrede mio. Rettelse. Nu var det en fed milliard. Ni nuller med et foran. De havde allerede Fox' penge.
  
  
  Og jeg havde ti dage.
  
  
  Gymnasieeleven begyndte at svare.
  
  
  Raad slog sin håndflade ned på perronen, som om han forsøgte at dæmpe de følelser, der krøb og summede rundt i lokalet. »Jeg tror, ​​at vores møde her er slut. Damer. Herrer. Jeg inviterer dig til at blive og nyde nogle forfriskninger." Raad forlod pludselig scenen.
  
  
  Jeg ville gerne væk derfra. Hurtig. Jeg greb Leilas hånd og så på en af ​​vores arabere. Han begyndte, ligesom alle os andre, at bane sig vej
  
  
  ud af døren. Som os alle andre nåede han ikke langt.
  
  
  Amerikanske kvinder myldrede omkring os. Vi var jo rigtige arabere. En rigtig eksotisk-barbarisk ting. Der er også skurke i øjeblikket. En kvinde med krøllet gråt hår og et plastik "Hej, jeg er Irma"-skilt på hendes sweater gav mig et advarende blik. Raad var også på vej i vores retning. Jeg hviskede til Leila for at distrahere ham. Jeg kunne ikke klare rollen som Arab for Raad. Dørene til lobbyen stod vidt åbne, og begge velkendte skygger kiggede indenfor. Det lykkedes Layla at støde ind i Raad. Da hun bad ham om tusinde benådninger - en ad gangen - var Raada blevet opslugt af turistkredsen.
  
  
  Hej, jeg... var på vej til mig. Hendes fulde navn så ud til at være Hej, jeg er Martha.
  
  
  Rummet talte om vold og rædsel. Jeg forberedte mig på en form for snigangreb.
  
  
  "Jeg vil have dig til at fortælle mig noget," begyndte hun. Hun rodede i sin taske og trak en brochure frem med titlen "Great Deeds of Islam, Courtesy of Liberty Budget Tours." "Er dette et digt om en rubinyacht...?"
  
  
  "Rubai," sagde jeg.
  
  
  "Ruby yacht. Jeg ville gerne vide - hvem er forfatteren?
  
  
  Jeg nikkede og smilede høfligt: "Khayyam."
  
  
  "Du!" hun rødmede. "Min Gud! Francis - du vil aldrig gætte, hvem jeg er her! Francis smilede og gik hen mod os. Francis bragte Madge og Ada.
  
  
  "Ni gonhala mezoot," sagde jeg til Martha. "Taler ikke engelsk." Jeg bakkede tilbage.
  
  
  "Åh!" Martha så lidt flov ud. "Nå, i så fald, fortæl os noget arabisk."
  
  
  Leila arrangerede vores kommende fest. De ventede på mig i en gruppe ved døren.
  
  
  "Ni gonhala mezoot." Jeg gentog talemåden. Martha gjorde sig klar og greb min hånd.
  
  
  "Nee gon-holler mezoo. Hvad betyder det nu?"
  
  
  "Ah, salud," smilede jeg. "Ah salud byul zhet."
  
  
  Jeg slap fri og gik hen til døren.
  
  
  Vi gik gennem lobbyen lige forbi overvågningsstedet; Syv arabere, forhænget med et klæde, diskuterer højlydt og heftigt. "Ni gonhala mezoot," sagde jeg, da vi kørte forbi, og vi satte os alle ind i den støvede Rover, der ventede på os foran døren.
  
  
  Vi forlod byen uden antydning af en hale.
  
  
  I et stykke tid følte jeg mig meget klog.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  "Hvor skal vi hen nu?"
  
  
  Leila og jeg var alene i terrængående køretøjet. Vi var stadig klædt ud som arabere. Vi var på vej nordpå. Jeg tændte for radioen og fandt noget tosset mellemøstlig musik.
  
  
  "Du vil snart se."
  
  
  Hun kunne ikke lide svaret. Hun spændte læberne sammen og så lige frem.
  
  
  Jeg vendte mig om og så på hende, der sad ved siden af mig. Hun trak sløret tilbage, der dækkede hendes ansigt. Hendes profil var perfekt. Direkte og kongelig. Jeg kiggede for længe, og hun begyndte at rødme. "Du slår os ihjel, hvis du ikke passer på vejen," advarede hun.
  
  
  Jeg smilede og vendte mig om for at se på vejen. Jeg rakte ud for at skifte radiostation, og hun sagde: "Nej, jeg gør det. Hvad kan du lide?"
  
  
  Jeg fortalte hende alt det, der ikke raslede. Hun fandt klavermusik. Jeg sagde det er okay.
  
  
  Vi kørte gennem kilometervis af appelsinlunde, da vi drog nordpå gennem det besatte Jordan, et område kendt som Vestbredden. Palæstinensere bor her. Og jordanerne. Og israelerne. Hvem ejer jorden, og hvem skal den tilhøre, er de spørgsmål, de har stillet i femogtyve år i konferencelokaler, barer og nogle gange krigslokaler, men jorden fortsætter med at bære frugt, ligesom det gjorde for et par år siden . tusind år, vel vidende måske, som jorden altid gør, at den vil overleve alle sine rivaler. At jorden i sidste ende vil eje dem.
  
  
  Hun rakte ud og slukkede for radioen. "Måske kan vi snakke sammen?"
  
  
  "Selvfølgelig. Hvad tænker du på?"
  
  
  "Nej. Jeg mener, måske taler vi arabisk."
  
  
  "Mmm," sagde jeg, "jeg er lidt rusten på det."
  
  
  "Ni gonhala mezoot," smilede hun. "Det siger du ikke."
  
  
  "Lad os. Være ærlig. Det var bare at lade som om. Faktisk taler jeg arabisk ligesom mit modersmål." Jeg kiggede på hende og smilede. "Indianer"
  
  
  Så vi brugte den næste halve time på at øve vores arabisk og stoppede derefter på en cafe til frokost.
  
  
  Det var en arabisk cafe - det her er qahwa - og jeg bestilte en akel fra suffragah på ganske plausibel arabisk, tænkte jeg. Hvis min accent var slået fra, kunne det passere til en dialekt. Hvordan en Southern drawl kan lyde Yankee. Leila kom til samme konklusion. "Det er godt," sagde hun, da tjeneren gik. "Og du ser, synes jeg, ret... autentisk ud." Hun studerede mit ansigt.
  
  
  Jeg studerede hende også ved et lille bord ved levende lys. Øjne som stykker af røget topas, store og runde, øjne; hud som en slags levende satin,
  
  
  og læber, som du ville spore med fingrene for at sikre, at du ikke kun forestillede dig deres kurver.
  
  
  Og så bliver hun nødt til at skjule det hele igen under folderne på dette sorte slør.
  
  
  "Din farve," sagde hun, "er heller ikke dårlig. Og derudover er dette en grund til bekymring,” hun gestikulerede til min krops længde.
  
  
  Jeg sagde; "Jomfruer bør ikke bemærke sådanne ting."
  
  
  Hendes ansigt blev rødt. "Men agenter skal."
  
  
  Tjeneren medbragte en god hvidvin med en skarp aroma. Jeg begyndte at tænke på skæbner. Jeg spekulerede på, om det hele var en del af deres plan. Jeg ligger nøgen i Arizona-solen. Forberedte de mig virkelig på at blive kendt som araber? Selv da jeg tænkte på at holde op med at ryge og - hvad sagde Millie - begyndte at filosofere og citerede Omar Khayyam?
  
  
  Jeg løftede mit glas til Leila. “Drik - fordi du ikke ved, hvor du kommer fra eller hvorfor; drik - for du ved hvorfor du skal hen og hvorhen.” Jeg drak mit glas.
  
  
  Hun smilede høfligt. "Kan du lide at citere Khayyam?"
  
  
  "Nå, det er sejere end at synge 'Old Black Magic' i dit øre." Hun forstod det ikke. Jeg sagde: "Det gør ikke noget." Jeg skænkede mere vin. ”Der var en dør, som jeg ikke fandt nøglen til; der var et slør, som jeg ikke kunne se igennem; talte lidt om Mig og Dig – og så var der ikke mere Dig og Mig.” flaske. "Ja. Jeg kan godt lide Khayyam. Det er ret smukt."
  
  
  Hun pressede læberne sammen. "Det er også en rigtig god idé. Ikke mere snak om dig og mig." Hun tog en tår vin.
  
  
  Jeg tændte en cigaret. "Dette var tænkt som en meditation over dødeligheden, Leila. Mit gæt er mere direkte. Jeg vil i hvert fald gerne tale om dig. Hvor er du fra? Hvordan kom du herhen?"
  
  
  Hun smilede. "Bøde. Jeg er fra Riyadh."
  
  
  "Arabien".
  
  
  "Ja. Min far er købmand. Han har mange penge«.
  
  
  "Blive ved."
  
  
  Hun trak på skuldrene. "Jeg studerer på et universitet i Jeddah. Så vinder jeg et stipendium for at studere i Paris, og efter meget besvær lader min far mig gå. Kun seks måneder senere ringer han hjem til mig. Tilbage til Arabien." Hun stoppede.
  
  
  "OG?"
  
  
  “Og jeg forventer stadig at bære slør. Jeg kører stadig ulovligt. Jeg har ikke tilladelse til at få en licens." Hun sænkede øjnene. ”Jeg bliver gift med en midaldrende købmand. Denne mand har allerede tre koner."
  
  
  Vi var begge tavse. Hun så op, jeg så hende i øjnene, og vi var begge tavse.
  
  
  Til sidst sagde jeg: "Og Shin Bet. Hvordan kontaktede du dem?
  
  
  Øjnene ned igen. Et lille skuldertræk. "Jeg løber hjemmefra. Jeg vender tilbage til Paris. Men denne gang er alt anderledes. Jeg har ikke rigtig en skole eller venner. Jeg prøver at være vestlig, men jeg er kun ensom. Så møder jeg Suleimonerne. israelsk familie. De er vidunderlige for mig. De siger, kom med os. Vend tilbage til Jerusalem. Vi hjælper dig med at blive afklaret." Hun stoppede og hendes øjne funklede. "Du skal forstå. De var ligesom min familie. Eller som den familie, jeg altid har drømt om. De var varme, venlige og tæt på hinanden. De griner meget. Jeg siger til dem, at jeg kommer. De flyver hjem, og jeg fortæller dem, at jeg vil være med i næste uge. Kun de bliver dræbt i Lod lufthavn."
  
  
  "Terroristangreb."
  
  
  "Ja."
  
  
  Endnu en stilhed.
  
  
  "Så jeg kommer stadig. Jeg går til regeringen og tilbyder mine tjenester."
  
  
  "Og de gør dig til mavedanser?"
  
  
  Hun smilede lidt. "Nej. Jeg laver mange andre ting. Men mavedans var min idé."
  
  
  Der var meget at tænke på.
  
  
  Maden ankom, og hun vendte sig om til sin tallerken, blev stille og rødmede, da jeg så på hende. Mærkelig dame. Sjov pige. Halvt øst, halvt vest, og de befandt sig på grænsen til selvmodsigelse.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Fuldmånen kom ud. Elskerens måne eller snigskyttes måne, alt efter hvordan du ser på tingene. Vi kørte de sidste kilometer i stilhed og stoppede ved en moshav, en kollektiv gård, kaldet Ein Gedan. Stedet har ændret sig på ti år, men jeg fandt den rigtige vej, det rigtige stykke jord og en træstue med skiltet "Lampek".
  
  
  Jeg bukkede for manden, der åbnede døren. "Jeg beder Dem undskylde, gode herre," sagde jeg på arabisk. Han nikkede hurtigt og så forsigtigt ud. Jeg bukkede igen og trak mit tørklæde af. Hans øjenbryn skød op.
  
  
  "Nick Carter?"
  
  
  "Du forventede måske, fru Nussbaum?"
  
  
  Uri Lampek krammede mig og begyndte at smile bredt. "Du er en budbringer! Kom ind." Han kiggede på Leila og så tilbage på mig. "Jeg kan se, at du stadig laver svære opgaver."
  
  
  Han tog os med ind i et lille spartansk værelse, trakterede os med te, cognac, mad; fortalte os, at Raisa, hans kone, sov; gabte og sagde, skal jeg have noget akut eller skal jeg bare have en seng?
  
  
  Jeg kiggede på Leila. "To senge," sagde jeg.
  
  
  Han trak filosofisk på skuldrene. "Heldig for dig, det er alt, hvad jeg har."
  
  
  Han førte os ind i et værelse med køjesenge, sagde "Shalom, dreng," og lod os være i fred.
  
  
  Jeg tog den øverste køje.
  
  
  Jeg lukkede øjnene.
  
  
  Jeg hørte hele tiden Layla bevæge sig under mig.
  
  
  Det gjorde mig sindssyg, at jeg ikke kunne se hende.
  
  
  Jeg ville blive skør, hvis jeg så hende.
  
  
  
  
  
  
  Kapitel fjorten.
  
  
  
  
  
  Det fremtrædende er den del af Syrien, som Israel besatte i oktoberkrigen. Omkring ti miles dyb og femten miles bred strækker den sig mod øst fra Golanhøjderne. Kanten af afsatsen var våbenhvilelinjen. Kun ilden er ikke slukket endnu. Dette var mange måneder efter "krigens afslutning", og det syriske artilleri skød stadig, og folk døde på begge sider, men de kaldte det bare ikke krig.
  
  
  Beit Nama var fire miles øst for linjen. Fire miles dybt ind i den syriske side. Jeg ville til Beit Nama. Mit bedste var Yousefs hovedrolle, og Yusefs hovedrolle var Beit Nama. Hvor Ali Mansour, som måske eller måske ikke har været involveret i en kidnapning, der måske eller måske ikke har været forbundet med Leonard Fox, måske stadig lever.
  
  
  Og det var min bedste idé.
  
  
  At komme dertil var også ret tvivlsomt.
  
  
  Vi diskuterede dette emne hele formiddagen. Uri, Raisa, Leila og jeg tager en kop kaffe i Lampeks køkken. Mit kort lå spredt ud på træbordet og samlede kaffepletter og marmelade på souvenirerne.
  
  
  En måde er at gå tilbage sydpå og krydse ind i Jordan. Intet problem. Grænsen til Jordan var normal. Derfra tager vi nordpå, krydser ind i Syrien - der er et stort problem der - og kommer til Beit Nama gennem bagdøren. Opgaven er umulig. Selvom vores dokumenter fører os til Syrien, vil våbenhvilelinjen være omringet af tropper, og adgangen til området vil være begrænset. Vi ville være blevet vendt tilbage på vejen, hvis de ikke havde smidt os i fængsel.
  
  
  En anden måde er at krydse Heights og komme ind i salienten på den israelske side. Heller ikke ligefrem andesuppe. Israelerne overværede også bevægelsen. Og der var ingen garanti for, at en verdenskorrespondent eller endda en amerikansk agent ville kunne komme igennem. Og selvom jeg kommer til fronten, hvordan vil du så krydse skudlinjen?
  
  
  "Meget forsigtigt," lo Uri.
  
  
  "Meget hjælpsom." Jeg rystede.
  
  
  "Jeg siger, vi kommer langt. Vi skal gennem Jordan." Leila sad med benene foldet under sig og slog yogastilen til på en træstol. Jeans, fletninger og et seriøst ansigt. "Og så snart vi kommer til Syrien, vil jeg tale."
  
  
  "Fint, skat. Men hvad siger du? Og hvad vil du sige til den syriske hær, når de stopper os på vejen til Beit Nama? bakker?"
  
  
  Hun gav mig et blik, som nogle ville betragte som beskidt. Til sidst trak hun på skuldrene. "Okay, du vinder. Så vi er tilbage til dit oprindelige spørgsmål. Hvordan kan vi krydse vejen foran hæren?”
  
  
  Den værste del af denne sætning var "vi." Hvordan jeg kunne komme over de syriske våben, og hvordan man gør det, er to forskellige ting.
  
  
  Uri talte. Uri kunne have fordoblet i stedet for Ezio Pinza. En stor, stærk mand med et stort, stærkt ansigt, for det meste hvidt hår og en fremtrædende næse. "Jeg ser dig nærme dig linjen herfra. Jeg mener, fra denne side. Hvis det hjælper." Han talte til mig, men så på sin kone.
  
  
  Raisa løftede bare øjenbrynet lidt. Raisa er et af de sjældne ansigter. Vejret og foret, og hver streg får det til at se mere smukt ud. Dette er et vidunderligt ansigt, en tynd, men feminin krop og rødt, men grånende hår ned til taljen, bundet med en klips på bagsiden af hovedet. Hvis skæbnerne tillader mig at leve til en moden alder, vil jeg have Raisa til efterårsmånederne.
  
  
  "Jeg forstår det," sagde hun og begyndte at rejse sig. Uri forlod hende.
  
  
  "Tag dig god tid," sagde han. "Lad Nick tage den første beslutning"
  
  
  Jeg sagde: "Gik jeg glip af noget? Hvad er det?"
  
  
  Uri sukkede. "Der er tid," sagde han. "Spørgsmålet ved huset er stadig, hvordan man krydser grænsen."
  
  
  "For helvede med det her," sagde jeg. "Jeg går over stregen." Ved ikke hvordan. Jeg skal bare gøre det. Hør - Moses delte havet, måske delte helvede syrerne."
  
  
  Uri vendte sig mod Raisa. "Lager denne mand altid så forfærdelige ordspil?"
  
  
  "Det tror jeg," sagde hun. "Men vi var yngre dengang."
  
  
  Uri grinede og vendte sig mod mig igen. "Så er det din beslutning?"
  
  
  "Dette er min beslutning. Uanset hvad, så får jeg problemer i banen, men jeg kan lige så godt have et venligt våben bag mig." Jeg vendte mig mod Leila. "Hvordan vil du
  
  
  blive på gården? Jeg er sikker på, at Raisa og Uri..."
  
  
  Hendes hoved rystede i kraftig benægtelse.
  
  
  "Så lad mig sige det på en anden måde. Du skal tilbringe et par dage på gården."
  
  
  Hun rystede stadig. ”Jeg har fået min egen opgave. Jeg må gå der med eller uden dig. Det er bedre for mig, hvis jeg tager med dig." Hun så alvorligt på mig. "Og det vil være bedre for dig, hvis du kommer med mig.
  
  
  Stilhed herskede i rummet. Raisa så på, mens Uri så på, mens jeg så på Leila. Delen om hendes egen opgave var nyheder. Men pludselig gav det rigtig god mening. En hurtig aftale mellem Yastreb og Vadim. Cheferne klør hinanden i ryggen, og jeg arbejder som escort.
  
  
  Uri rømmede sig. "Og dig, Leila? Er du enig i Nicks plan?"
  
  
  Hun smilede langsomt. "Hvad han siger, vil være rigtigt." Jeg kiggede på hende og kneb øjnene sammen. Hun kiggede på mig og trak på skuldrene.
  
  
  Uri og Raisa kiggede på hinanden. Syvogfyrre beskeder frem og tilbage på to sekunder af denne mand og kone blik. De rejste sig begge og forlod lokalet. For at få "det".
  
  
  Jeg vendte mig mod Leila. Hun havde travlt med at rense kaffekopperne og prøvede ikke at møde mit blik. Da hun tog koppen, der var ved min albue, rørte hendes hånd let ved min arm.
  
  
  Uri vendte tilbage, og hans hånd greb "det" hårdt. "Den" var klart mindre end en brødkasse. At dømme efter Uris ansigtsudtryk var "det her" heller ingen joke. "Du skal vogte dette med dit liv, og du vil give det tilbage til mig." Han har stadig ikke knyttet næven. "Dette vil hjælpe dig med at komme forbi enhver vejspærring i Israel, men jeg advarer dig om, at hvis araberne opdager, at du har den, er du bedre stillet til at skyde dig selv end at lade dem tage dig." Han åbnede sin håndflade.
  
  
  Davidsstjerne.
  
  
  Jeg sagde: "Jeg sætter pris på gestus," Uri. Men religiøse medaljer..."
  
  
  Han stoppede mig med at grine. Stort stort grin. Han snoede løkken i toppen af medaljen, den der forbandt skiven med kæden. Stjernens øverste trekant sprang ud, og nedenunder var indgraveret:
  
  
  '/'
  
  
  
  
  A. Aleph. Det første bogstav i det hebraiske alfabet. A. Aleph. Israelsk antiterrorgruppe.
  
  
  Så Uri Lampek er i gang igen. Han var en del af Irgun i '46. Nedrivningsekspert. En mand, der ønskede et selvstændigt Israel og troede på at brænde broer bag ryggen. Da jeg mødte ham i 1964, arbejdede han med et bombedetekteringshold. Nu da han var halvtreds, fik han ting til at ske om natten igen.
  
  
  "Her," sagde han. "Du vil bære dette."
  
  
  Jeg tog medaljen og tog den på.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Vi tog afsted om natten. Mens vi var uden kostumer, havde jeg arabiske papirer, glimrende smedet og forvitret, og Davidsstjernen fra Uri om halsen.
  
  
  Du kan også rejse til højderne om natten. Intet at se her. Et fladt, basalt-sort plateau oversået med affald fra tre krige. Snoede, rustne, udbrændte kampvogne og vraget af pansrede mandskabsvogne spredt som gravsten over klippemarkerne sammen med knækkede huse uden tag, rustent pigtråd og skilte med teksten "Fare!" Miner!
  
  
  Imidlertid eksisterer atten israelske gårde uden for vejene, og arabiske bønder passer deres marker, opdrætter deres får og flygter eller bliver ikke engang generet, når beskydningen begynder. De er alle enten skøre eller bare mennesker. Eller måske er det det samme.
  
  
  Vi blev stoppet af en fyr med en M-16. Jeg viste mit VM-pressepas, og han tillod os at fortsætte. Blot tyve meter senere, rundt om svinget, ventede en hel blokade vejen. Et 30 kaliber maskingevær monteret på et stativ pegede en vred finger mod roveren.
  
  
  Den israelske løjtnant var høflig, men bestemt. Først fortalte han mig, at jeg ikke var i mig selv til at gå nogen steder til fronten, at dette var en krig, uanset hvad de kaldte det, og ingen kunne garantere min sikkerhed. Jeg fortalte ham, at jeg ikke kom til en picnic. Han sagde stadig nej. Absolut ikke. Lo. Jeg tog ham til side og viste ham medaljen.
  
  
  Jeg vendte tilbage til Roveren og kørte videre.
  
  
  Vi stoppede ved en israelsk position på den lave jord, et par hundrede meter fra den syriske linje. Dette sted var engang en arabisk landsby. Nu var det bare en samling murbrokker. Ikke militær skade. Skader efter krigen. Resultatet af daglig syrisk artilleriild på tværs af linjen.
  
  
  "Det er ligesom en vejrudsigt om deres præsidents humør," fortalte en israelsk soldat til mig. Han hed Chuck Cohen. Han kom fra Chicago. Vi delte sandwich og Raisas kaffe, mens vi sad på det tre meter høje stengærde, der engang havde været husets mur. "Ti minutters ild - han siger bare hej. En time og han fortæller hele den arabiske verden, at de kan blive enige om, hvad de vil, undtagen Syrien.
  
  
  Syrien ønsker at kæmpe til det sidste."
  
  
  "Tror du på det?"
  
  
  Han trak på skuldrene. "Hvis de gør dette, afslutter vi dem."
  
  
  En israelsk kaptajn nærmede sig. Den, der kiggede på medaljen og fortalte mig, at han ville gøre, hvad han kunne for at hjælpe. Kaptajn Harvey Jacobs var tredive år gammel. Leila var en stærk, træt, spids blond mand, der underviste i kunst på universitetet, da han ikke blev kaldt til krig, og skænkede ham kaffe fra en termokande.
  
  
  Jacobs spurgte mig, hvordan jeg skulle krydse stregen. Jeg havde ikke en plan, men da jeg havde en, sørgede jeg for at fortælle ham det. Det nytter ikke at skyde fra begge sider.
  
  
  Jacobs' holdning til mig var forsigtig. Alefen om min hals gav mig ubestridelig status, men fra hans synspunkt betød det også ballade. Skulle jeg bede ham om moralsk støtte, eller skulle jeg bede ham om ildstøtte? Jacobs havde problemer nok uden mig. Jeg spurgte ham, om han ville vise mig på et kort, hvor de syriske kanoner var placeret. "Overalt," sagde han. "Men du vil have det på kortet, så viser jeg dig på kortet."
  
  
  Vi gik gennem det ødelagte marked og gik i måneskin til en stor stenbygning, den højeste i byen, den gamle politistation. Det var en stor observation og derefter et flot mål. Indgangen havde alt, hvad der virkede umagen værd. En tyk dobbeltdør under en stenplade med inskriptionen Gendarmerie de L'Etat de Syrie og datoen 1929, hvor Syrien var under fransk styre.
  
  
  Vi gik rundt i stedet for gennem døren og ned ad de murbrokker-strøede trapper ind i kælderen. Til kaptajn Jacobs' provisoriske krigsværelse. Et bord, et par filer, en enkelt blottet pære, en telefon, der mirakuløst fungerede. Jeg trak mit kort ud, og han fyldte det langsomt med X'er og O'er; forposter, kontrolposter, kommandoposter, kampvogne. En omgang tik-tac-toe for livet.
  
  
  Jeg førte min hånd over mine øjne.
  
  
  "Jeg går ud fra, at pigen er trænet i at slås?" Han stod lænet over bordet, og lyset ovenover kastede 40 watt skygger på skyggerne, der var malet under hans øjne.
  
  
  I stedet for at svare tændte jeg en cigaret og tilbød ham en. Han tog min cigaret som svar. Han rystede på hovedet. "Så er du virkelig skør," sagde han.
  
  
  En soldat dukkede op ved døren; stoppede da han så mig. Jacobs undskyldte og sagde, at han ville vende tilbage. Jeg spurgte, om jeg måtte bruge hans telefon, mens han var væk. Jeg forsøgte at kontakte Benjamin på Lampeks gård, men jeg kunne ikke finde ham. Det kan være min sidste chance.
  
  
  Jacobs vendte tilbage og tog telefonen. Han rystede på røret tre eller fire gange og sagde så: "Blomst? Jacobs. Hør efter. Jeg vil have, at du videregiver dette opkald...” Han kiggede på mig. "Hvor?"
  
  
  Til Tel Aviv.
  
  
  "Tel Aviv. Top prioritet. Min tilladelse." Han returnerede min telefon og beviste, at jeg var en VIP, og han var meget VIP. Han tog afsted med sin soldat.
  
  
  Jeg gav Benjamins røde telefonnummer, og efter ti eller femten minutter ændrede kvaliteten af den statiske elektricitet på telefonlinjen sig, og gennem den hørte jeg Benjamin sige: "Ja?"
  
  
  "Shand's Baths," sagde jeg. "Hvad fandt du ud af?"
  
  
  "Stedet er... en klud."
  
  
  "Hvad er et sted? Alt, hvad jeg havde, var statisk."
  
  
  "Front for narkotikasmugling. Tidligere var et lager for forsendelse af opium. Men efter at de tyrkiske valmuemarker lukkede - bwupriprip - begyndte chefen i stedet at handle hash. Kun lokal handel.
  
  
  "Hvem er chefen her?"
  
  
  "Bwoop-crack-bwwoop-st-crack-t-bwoop."
  
  
  
  
  
  
  "En gang til?"
  
  
  "Alt dette?"
  
  
  "Ja."
  
  
  "Terhan Kal-rrip-crackle. Ejer ikke dette sted, bare driver det"
  
  
  "Er dette hans idé eller hans retning?"
  
  
  "Sandsynligvis ham. Huset ejes af Regal, Inc. Regal, Inc. - Schweizisk selskab - bwup. Så vi kan ikke spore, hvem den rigtige ejer er. Og hvad med dig? Hvor er knitren?
  
  
  
  
  
  
  "JEG…"
  
  
  "Bwoop-crack-sttt-poppp-buzz-zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz"
  
  
  
  
  
  
  Semester.
  
  
  Undskyld, David. Og jeg ville endda fortælle sandheden.
  
  
  Et par minutter senere vendte Jacobs tilbage. "Så?" Han sagde.
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Det vil tage mig et par timer at lave en plan."
  
  
  "Mmm," sagde han. "Jeg vil bare advare dig. De skyder på alt, hvad der bevæger sig. Jeg kan dække dig fra, hvor mit våben er, men jeg kan ikke risikere, at folk kommer med dig. Ikke på hvad der burde være en selvmordstur. "
  
  
  "Spørgde jeg dig?" Jeg løftede et øjenbryn.
  
  
  "Nej," svarede han. "Men nu behøver jeg ikke bekymre mig om dig."
  
  
  Jeg vendte tilbage til Rover og lukkede øjnene.
  
  
  Dette vil ikke virke. Scarlett O'Haras slagplan, jeg vil bekymre mig om mig selv
  
  
  I morgen var her. Og jeg havde stadig ingen gode ideer.
  
  
  Plan et: Lad Leila blive hos kaptajnen. Tag min chance for at gøre det alene. For helvede med aftalen mellem Yastreb og Vadim. Hvis jeg havde forladt hende, ville hun i det mindste være i live. Hvilket var mere, end jeg kunne garantere, hvis hun kom med mig.
  
  
  Plan to: vend om. Gå tilbage gennem Jordan eller gå op til Libanon og prøv at forfalske det over den syriske grænse. Men den anden plan holdt ikke samme sted som før. Jeg ville ikke engang gå i nærheden af Beit Nama. Hvorfor var dette sted så tæt på køen?
  
  
  Plan tre: flyt Beit Nama. Meget sjovt.
  
  
  Plan fire - kom nu, der skal være fire.
  
  
  Jeg begyndte at smile.
  
  
  Plan fire.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Kugler fløj. Vores hoveder mangler, men ikke nok. Det var lige daggry, og vi var let bytte; to arabiske skikkelser løber over marken. Jeg sprang bag stenen og skød og sigtede forsigtigt: Knæk!
  
  
  Jeg gjorde tegn til Leila om at prøve flere optagelser. Whiz! Boeing! Kuglerne spredte sig over klippen, bagved som jeg gemte mig. For tæt på. Dette gjorde mig vred. Jeg løftede min riffel og tog sigte; Sprække! Skuddet susede lige hen over hovedet på Jacobs. Rat-a-tat-tat. Han modtog beskeden. Den næste runde sigtede han mod mig og savnede mig en yard.
  
  
  De syriske våben er ikke startet endnu. De havde sikkert travlt med doping. Den israelske ild var ikke rettet mod dem. Var sigtet - ja! - to arabiske skikkelser løber over marken. Idioter! Hvad lavede de? Forsøger du at flygte gennem israelske grænser? Rat-a-tat-tat. Jacobs slår til igen. Sprække! Mit skud gik faktisk af. Leila snublede og faldt på en sten.
  
  
  "Er du okay?" hviskede jeg.
  
  
  "En forbandelse!" Hun sagde.
  
  
  "Er du okay. Lad os fortsætte".
  
  
  Vi prøvede yderligere fem yards. Jacobs' skud holdt sig inden for en yard.
  
  
  Og så åbnede syrerne ild. Men ikke for os. Planen virkede. De israelske kanoner skød nu mod syrerne, og et sted hen ad linjen lød et kraftigt skud, da en kampvognspistol formørkede den sovjetfremstillede T-54 med 105 millimeter. Hærene holdt hinanden høflige og engagerede, da Layla og jeg krydsede linjerne.
  
  
  Pludselig løb vi ind i en syrisk soldat.
  
  
  "Mann!" udfordrede han. (Hør, hvem kommer?)
  
  
  "Bassem Aladeen," smilede jeg. Mit navn. Jeg bukkede: "Salaam." Han rynkede panden. "Imraa?" (Kvinde?) Jeg trak på skuldrene og fortalte ham, at det var min bagage. Han bad mig følge efter ham, mens han holdt sit maskingevær rettet mod mig. Jeg lavede et tegn til Leila. Han nægtede med en gestus. "Forlad kvinden."
  
  
  Nu var jeg på vej ind i det syriske krigsrum. Endnu en stenbygning. Endnu et stykke murbrokker. Endnu et bord med endnu en bar pære. Endnu en kaptajn, træt og vred. Jeg bad til den flersprogede gud Berlitz om, at mit gode arabisk ville hjælpe mig igennem.
  
  
  Jeg valgte en identitet. Ydmyg, utålmodig, lidt dum. Hvem andre end et fjols ville gøre, hvad jeg gjorde? En spion, det er hvem. Jeg måtte enten være en spion eller et fjols. Jeg regnede med den næsten perfekte ulogik, der altid dømmer de mest logiske sind til døden. Jeg krydsede grænsen groft, åbenlyst; affyret bagfra af israelske tropper. Det var en så oplagt måde at sende en spion på, at ingen ville tro, at hans fjende ville gøre det. Hvilket åbenbart ikke kan være sandt. Dette er krigens ulogiske logik.
  
  
  Soldaten ved døren tog min riffel. Jeg smilede, bukkede og næsten takkede ham. Jeg bukkede igen for den syriske kaptajn og begyndte at chatte, smilende, ophidset, ordene rullede hen over hinanden. Alf Shukur - tusind tak; Jeg blev holdt af fjender (adouwe, huskede jeg), de holdt mig i min kariya, i min landsby. Ila ruka al-an - indtil nu holdt de mig, men jeg slog hans hår ud og tog hans musad - jeg pegede på geværet, som jeg hævdede at have stjålet - og så, min fadlak, tak ok kaptajn, jeg fandt min imra og løb ind i jabalen. Jeg fortsatte med at bukke, smile og savle.
  
  
  Den syriske kaptajn rystede langsomt på hovedet. Han bad om mine dokumenter og rystede igen på hovedet. Han kiggede på sin assistent og sagde: "Hvad synes du?"
  
  
  Assistenten sagde, at han troede, jeg var et fjols med det grundlæggende. Heldig fjols. Jeg blev ved med at smile som et fjols.
  
  
  De spurgte mig, hvor jeg skulle hen herfra. Jeg sagde, at jeg havde en børnehave i Beit Nam. En ven, der vil hjælpe mig.
  
  
  Kaptajnen viftede med hånden i afsky. "Så gå, fjols. Og kom ikke tilbage."
  
  
  Jeg smilede igen og bukkede, da jeg gik ud: “Shukran, shukran. Ila-al-laka." Tak, kaptajn; Tak og farvel.
  
  
  Jeg kom ud af den forfaldne bygning, fandt Leila og nikkede med hovedet. Hun fulgte efter mig, ti skridt bagud.
  
  
  Vi passerede den første ring af syriske tropper, og jeg hørte hende mumle: "Jid jiddan." Du var meget god.
  
  
  "Nej," sagde jeg på engelsk. "JEG
  
  
  heldig fjols."
  
  
  
  
  
  
  Kapitel femten.
  
  
  
  
  
  Narren og hans held skilles snart. Jeg har lige fundet på dette, men du kan citere mig, hvis du vil.
  
  
  En kilometer senere blev vi stoppet af en trafikvagt. En arrogant, grusom idiot, den slags fyr, der er slem nok som civil, men giv ham en pistol og en soldaterdragt, og du har en flygtende sadist. Han kedede sig og var træt og krævede underholdning: Tom og Jerry-stil.
  
  
  Han spærrede vejen.
  
  
  Jeg bukkede, smilede og sagde: "Vær venlig..."
  
  
  Han grinede. "Jeg kan ikke lide". Han kiggede på Layla og smilede, fuld af sorte og grønne tænder. "Kan du lide hende? Kvinde? Kan du lide hende?" Han skubbede forbi mig. "Jeg tror, jeg vil se, om jeg kan lide hende."
  
  
  Jeg sagde: "Nej, din bunke gødning!" Kun jeg tilfældigvis sagde det på engelsk. Jeg trak min stilet op og foldede den ud. "Abdel!" han råbte. "Jeg fangede en spion!" Jeg skar halsen over på ham, men det var for sent. Abdel ankom. Med tre andre.
  
  
  "Slip kniven!"
  
  
  De holdt maskingeværer.
  
  
  Jeg tabte kniven.
  
  
  En af soldaterne kom op mod mig. Mørk og mørkøjet; hans hoved er i en turban. Han slog mig på kæben og sagde et ord, som Leila ikke havde lært mig. Jeg tog fat i ham og drejede ham rundt foran mig og krydsede mine arme bag hans ryg. I denne stilling blev han et skjold. Jeg havde stadig pistolen gemt i min kappe. Hvis jeg bare kunne...
  
  
  Glem det. Maskingeværerne skiftede til Leila. "Lad ham gå."
  
  
  Jeg lod ham gå. Han vendte sig om og slog mig i halsen. Han var stærk af raseri, og jeg kunne ikke undslippe. Jeg brugte min vægt til at skubbe os begge til jorden. Vi rullede gennem stenstøvet, men hans hænder var som stål. De blev på min hals.
  
  
  "Nok!" - sagde skytten. "Abdel! Lad ham gå!" Abdel holdt en pause. Langt nok. Jeg slog ham af med et slag i halsen. Han fordrejede støvet og gispede efter vejret. Værktøj! - sagde den korte. - Vi får problemer. Obersten ønsker at forhøre alle spionerne. Han vil ikke have, at vi bringer ham lig."
  
  
  Jeg sad på jorden og masserede min nakke. Abdel rejste sig og prøvede stadig at få vejret. Han spyttede og kaldte mig svinetarme. Den høje soldat kaglede sympatisk. "Ah, stakkels Abdel, fortvivl ikke. Når obersten bruger sine specielle metoder, vil spionen have dig til at dræbe ham nu." Han smilede et bredt sort-grønt smil.
  
  
  Oh yeah. Fantastiske. "Særlige metoder". Jeg tænkte på medaljen om min hals. Ingen søgte mig. Ingen søgte mig. Jeg havde stadig pistolen – og jeg havde stadig medaljen. Først og fremmest, smid medaljen ind. Jeg rakte ud efter låsen.
  
  
  "Op!" ordren er kommet. "Hænderne op!" Jeg kunne ikke finde den forbandede lås! "Op!" Dette var ikke tiden for heltemod. Jeg løftede mine hænder. En af fyrene satte en pistol mod stenen, kom op og bandt mine hænder bag min ryg. Han trak i rebene og løftede mig op. Fyren havde et ansigt som en skåret tallerken. Knækket af sol, vind og vrede. "Nu," sagde han. "Vi bringer ham til obersten." Det var da Leila begyndte at handle. Leila, der stod tavs som en klippe. Pludselig råbte hun: “La! La” og skyndte sig hen til mig, snublede og faldt. Nu lå hun i støvet og hulkede og skreg: ”Nej! Ingen! Vær venlig! Ingen!" Soldaterne smilede deres tartan-smil. Fyren på tovene begyndte at trække mig tilbage. Leila rejste sig og løb; hulkende, vild, skør kastede hun sig endelig for mine fødder, tog fat i anklerne og kyssede mine sko. Hvad fanden lavede hun der? Abdel tog fat i hende og trak hende væk. Derefter skubbede han hende med næsen af pistolen.
  
  
  "Bevæge sig!" Han sagde. "Vi går til obersten. Lad os gå til obersten i Beit Nam."
  
  
  Nå, tænkte jeg, det er en måde at komme dertil.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Oberstens kontor lå ved siden af lobbyen på det, der havde været byhotellet. Han og hans mænd overtog det, og Nama Hotel kombinerede det værste: et bordel, kaserne og forhørscenter.
  
  
  Musikken kom fra et værelse nede i gangen. Høj latter. Dufter af sprut. Lobbyen var fyldt med lokale arabere, hvoraf nogle blev holdt i varetægt, for det meste på egen hånd, mens soldater patruljerede med skinnende rifler. Leila blev ført til en plads i lobbyen. Jeg blev taget til oberst Kaffir.
  
  
  Da de først bragte mig, så jeg ham ikke. Obersten stod med ryggen mod døren. Han lænede sig ind over et lille spejl og pressede intenst en bums ud. Han vinkede til vagterne og fortsatte sit arbejde. Smække! Hans ansigt strømmede ind i spejlet. Han sukkede af næsten seksuel nydelse. Jeg så ham ud af øjenkrogen. Jeg sad på en stol i den modsatte side af rummet, mine hænder stadig bundet bag min ryg. Han studerede sit ansigt igen i spejlet, som om
  
  
  det var et kort over fjendens lejre; obersten spekulerede på, hvor han skulle slå næste gang.
  
  
  Jeg så mig omkring. Kontoret var omhyggeligt indrettet i det arabiske mørkes store traditioner. Væggene var dækket af mørkegul gips, behængt med dystre, støvede tæpper. Tunge møbler, udskårne trædøre og små, høje glasmosaikvinduer. Sprosser på vinduerne. Ingen udgang. Værelset lugtede af støv, urin og hash. Kontordøren var lidt åben. Dette resulterede i et bart pudset kammer. Den eneste stol. Og en slags fritstående metalting. Noget som en kæmpe bøjle i stål med en tyk jernstang i en ret vinkel i toppen. Den rørte næsten tolv fods loftet. Tortur maskine. "Særlige metoder". Dette forklarede den sure biologiske lugt.
  
  
  Obersten traf sit sidste valg. Han strøg ned med to beskidte fingre og slog. Bullseye! Mission fuldført. Han tørrede hagen på manchetten på sin jakke. Han vendte sig om. En olivenfarvet mand med et bredt overskæg og et sygeligt, klumpet, pockeret ansigt.
  
  
  Han rejste sig og så på mig, som folk må have set på ham, før han blev oberst. Han kaldte mig også for svinetarme.
  
  
  Min tale var klar igen. Den samme brugte jeg på skudlinjen. Den eneste fyr, der hørte mig tale engelsk, var den fyr, jeg dræbte på vejen. Jeg dræbte ham, fordi han angreb min kvinde. Jeg var stadig Bassem Aladeen, den dumme, ydmyge, elskelige idiot.
  
  
  Hvad der i handel kaldes en "fed chance"!
  
  
  Min præstation var strålende og fejlfri, som altid, med én forskel. Oberst Kaffir. Kaffir nød torturen og ville ikke lade sig narre. Krigen gav ham simpelthen en legitim undskyldning. I fredstid vandrede han sikkert rundt i gyderne og forførte gadeprostituerede til en spændende død.
  
  
  Kaffir blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle fortælle ham om min mission.
  
  
  Jeg blev ved med at fortælle Kaffir, at jeg ikke havde nogen mission. Jeg var Bassem Aladeen, og jeg havde ingen mission. Han kunne lide svaret. Han så på stativet som en tyk dame, der kiggede på en flækket banan. En følelsesløshed af træthed kom over mig. Jeg er blevet tortureret før.
  
  
  Kaffir rejste sig og kaldte på sine vagter. Han åbnede den ydre kontordør, og jeg hørte musik og latter og så Leila sidde i lobbyen mellem et par urpistoler.
  
  
  Vagterne kom ind og lukkede døren. To grimme stykker oksekød, iført uniform og turban, der lugter af øl. Nu er jeg blevet søgt. Hurtigt, men nok. Min gamle veninde Wilhelmina gik der. Hun sad på bordet oven på nogle mapper, tavs og ubrugelig, som en papirvægt.
  
  
  Der var ikke noget at gøre. Mine hænder var, som man siger, bundet. Jeg købte denne. Hvad fanden var det? Og den medalje sad stadig om min hals. Måske finder Kaffir ud af, hvad det er. Måske drejede han ikke løkken. Jeg var i bunden af den mulige tønde.
  
  
  Måske…
  
  
  Måske havde jeg bare en god idé.
  
  
  De tog mig tilbage til Kaffirs legerum.
  
  
  De smed mig på gulvet og løsnede mine hænder. Obersten kastede et reb til mig. Han bad mig binde mine ankler sammen. "Stram," sagde han. "Gør det stramt, ellers gør jeg det stramt." Jeg bandt mine ankler sammen. Kropsnær. Jeg havde stadig mine høje ørkenstøvler i læder. Obersten elskede også mine støvler. En rigtig, syg idiot. Der var stjerner i hans øjne, da han så mig dreje rebene. Jeg beholdt mit eget udtryk.
  
  
  Han begyndte at svede. Han slap håndtaget på den gigantiske knagerække, og stangen øverst gled til jorden. Han nikkede til sine vagter. De bandt mine hænder med det samme reb, som bandt mine ben. Jeg bøjede mig og rørte ved mine tæer.
  
  
  De kastede rebene over stangen på stolpen og hævede stangen tilbage til loftet. Jeg blev efterladt der hængende som et sovende dovendyr, som et stykke oksekød i et slagtervindue.
  
  
  Og så gled medaljen ned og vendte rundt og viste sin forside midt på min ryg.
  
  
  Obersten så dette. Han kunne ikke undvære. "Ja! Det er klart. Bassem Aladeen med Davidsstjernen. Meget interessant, Bassem Aladeen.”
  
  
  Der var stadig en chance. Hvis han ikke fandt det skjulte bogstav "A", så kunne hans søgen efter medaljen faktisk hjælpe. Helt i overensstemmelse med min gode idé.
  
  
  "Så det er, hvad det er," sagde Bassem Aladeen. "Davidsstjerne!"
  
  
  Kaffiren lavede en lyd, der lød som en prust og et fnis. "Snart vil du ikke spøge meget. Snart vil du bede mig om at lade dig tale. Om alvorlige ting. For eksempel om din mission."
  
  
  Han trak en lang læderpisk frem. Han vendte sig mod vagterne. Han bad dem gå.
  
  
  Vagterne gik.
  
  
  Døren lukkede.
  
  
  Jeg forberedte mig på, hvad der skulle komme.
  
  
  Kjortlen var revet fra ryggen.
  
  
  Og så dukkede øjenvipperne op.
  
  
  En.
  
  
  To.
  
  
  Skæring. Sydende. Brændende. Rivning. Starter i mit kød og eksploderer i min hjerne.
  
  
  20.
  
  
  tredive.
  
  
  Jeg holdt op med at tælle.
  
  
  Jeg mærkede blodet trille ned af ryggen på mig. Jeg så blod dryppe ned ad mine håndled.
  
  
  Jeg troede, obersten mente værre.
  
  
  Jeg troede, at min gode idé ikke var så god.
  
  
  Jeg troede, jeg havde brug for noget hvile.
  
  
  Jeg besvimede.
  
  
  Da jeg vågnede, var det flere timer senere, og det var ikke en blid, langsom daggry. Min ryg var en lille Chicago brand. Den bastard gned salt ind i mine sår. En vidunderlig gammel bibelsk tortur.
  
  
  Jeg besluttede, at jeg havde fået nok. Nok til land, stolthed og pligt.
  
  
  Jeg er i stykker.
  
  
  Jeg begyndte at råbe "Stop!"
  
  
  Han sagde: "Din mission. Vil du fortælle mig om din mission?”
  
  
  "Ja Ja".
  
  
  "Fortælle." Han var skuffet. Han gned stadig i den granulerede ild. "Hvorfor blev du sendt hertil?"
  
  
  “At... tage kontakt. Vær venlig! Hold op!"
  
  
  Han stoppede ikke. "Kontakt hvem?"
  
  
  Herregud, hvor er det smertefuldt!
  
  
  "Kontakt hvem?"
  
  
  "M-Mansoor," sagde jeg. "Ali Mansour"
  
  
  Og hvor er denne mand? "
  
  
  "H-her. Beit-nama."
  
  
  "Interessant," sagde han.
  
  
  Ilden brændte, men det blev ikke varmere.
  
  
  Jeg hørte ham gå til sit kontor.
  
  
  Jeg hørte døren åbnes. Han tilkaldte sine vagter. Jeg hørte ham sige navnet Ali Mansour.
  
  
  Yderdøren lukkede. Hans skridt kom tættere på. Døren til legeværelset lukkede bag ham.
  
  
  ”Jeg tror, du nu vil fortælle mig hele historien. Men først vil jeg give dig lidt mere motivation. En lille motivation til at overbevise dig om, at du taler sandt.” Obersten kom hen til mig og stillede sig foran mig, hans pande dunkende, hans øjne skinnede. "Og denne gang tror jeg, vi vil lægge presset et sted ... tættere på hjemmet."
  
  
  Han smed hånden fra sig med pisken og begyndte at sigte.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Da vagterne bragte Ali Mansur ind på kontoret, stod obersten med ryggen mod døren. Han lænede sig ind over spejlet igen. Han vinkede til vagterne og fortsatte sit arbejde. Til sidst vendte han sig om og så på Mansur.
  
  
  Mansurs hænder var bundet bag ryggen, men han forsøgte at holde et surt udtryk i ansigtet. Mansur havde et rundt, næsten drengeagtigt ansigt. Tyk flad næse. Plumpe, rykkende læber. Frygtens ansigt skildrer udfordring.
  
  
  Kaffir ville ikke tolerere ulydighed.
  
  
  Han hilste på Mansur med en pisk i ansigtet. "Så," sagde han. "Du samarbejder med spioner."
  
  
  "Ingen!" Mansur kiggede på døren. Ser på det enorme stykke råt kød, der hang fra baren på en kæmpe bøjle.
  
  
  Kaffir fulgte mandens blik. "Vil du tale nu, eller vil du overbevises?"
  
  
  "Ingen! Jeg mener, ja. Det vil sige, at jeg ikke ved noget. Jeg har intet at sige. Jeg er loyal over for Syrien. Jeg er sammen med palæstinenserne. Jeg tror på Fedayeen. Jeg ville ikke... jeg gør ikke... Oberst, jeg..."
  
  
  "Du! I er svinetarme! Du talte med israelerne. Med amerikanske agenter. Du har sat en bestemt plan i fare. Kidnapningsplan. Dig og din svinebror.” Kaffir svingede sin pisk gennem luften. Mansour stønnede og rystede på hovedet, og hans øjne fløj frem og tilbage som kakerlakker. "Ingen!" Han sagde. "Min bror. Ikke mig. Og min bror er død. EN! Shaitan dræber ham. Nu. Du ser. Dette burde bevise det. Hvis jeg havde forrådt dem, ville jeg også være død."
  
  
  "Hvorfor fortalte det stykke kød, der engang var agent, mig, at hans mission var at kontakte dig?"
  
  
  Mansur var i smerte. Han fortsatte med at ryste på hovedet fra side til side. "Min... min bror, han talte med en amerikansk agent. Måske tror de også, at jeg taler. Jeg ville ikke. Jeg dør først. Jeg sværger. Ikke mig".
  
  
  "Så fortæl mig, hvad du ved om din bror."
  
  
  "Min bror var et fjols. Jeg vidste det ikke, da jeg fortalte ham om planen. Jeg sagde, at der kunne være mange penge. Min bror vil have penge til at købe våben. Når planen fejler, bliver min bror vred. Han siger. han får nogle penge til sig selv. Det næste jeg ved, er Khali død. De siger, at han talte med en amerikansk spion. Han ventede i Jerusalem på, at spionen skulle betale ham."
  
  
  Historien var ved at falde på plads. Jeg bed tænder sammen af smerte. Kaffirs uniform knirkede på min ryg. Jeg håbede bestemt, at jeg ikke stadig blødte. Selvom Mansur måske troede, at det var en andens blod. Menneskeblod hænger i legerummet. Blodet af den rigtige oberst Kaffir.
  
  
  "Hvad mener du, når planen slog fejl? Den plan, som jeg kender til, er allerede blevet implementeret.”
  
  
  "Planen, ja. Vores deltagelse i det er ikke.”
  
  
  Jeg bliver
  
  
  det var Alis ven, der var involveret. Ikke Ali selv. "Din ven," sagde jeg. "Den, der fortalte dig om planen..."
  
  
  "Ahmed Rafad?"
  
  
  "Hvor er han nu?"
  
  
  "Jeg tænker i Ramaz. Hvis Shaitan stadig er der, tror jeg, han er med dem."
  
  
  "Nu vil du fortælle mig, hvad din bror vidste."
  
  
  Mansur så på mig. "Han kendte sandheden."
  
  
  Jeg legede med pisken. "Fortæl mig ikke sandheden." Jeg skal kende præcis den historie, du fortalte ham, så jeg kender historien, han fortalte spionen. Og hvad gør dig så stolt af emiren, at du tror, ​​at du fik fortalt sandheden? EN! Du? Fortalte de dig sandheden? Hm!"
  
  
  Hans øjne kravlede mod gulvet. "Måske det forklarer det," sagde han til tæppet.
  
  
  "EN? Hvad? Tal, orm."
  
  
  Han løftede øjnene og med dem sin stemme. "Måske, som du siger, løj Rafad for mig. Måske er det derfor, jeg ikke har set ham siden."
  
  
  Planen, som han sagde det, var at kidnappe Fox. Hold ham i den syriske landsby Ramaz. Nej, han vidste ikke, hvilket hus der var i Ramaz. Fire personer blev ansat til jobbet. Det var meningen, at hans ven Rafad skulle flyve flyet. "Nej, ikke et fly. Og...” Mansur ville gerne gestikulere med sine hænder. Hans hænder var bundet.
  
  
  "Helikopter."
  
  
  "Helikopter," sagde han. "Samme ting, ikke? Rafad sagde, at de betaler ham mange penge. Nogle på forhånd, andre senere. De fortæller ham, at han skal lede efter andre gode arbejdere. Lad være med at ansætte, bare se." Mansour så bange ud igen. "Det er alt, hvad jeg ved. Alt jeg ved."
  
  
  "Og planen mislykkedes?"
  
  
  "Rafad sagde, at de ændrede mening om ansættelse. De ville ikke have andre på arbejde."
  
  
  "Og hvem er de?"
  
  
  Mansour rystede på hovedet. »Jeg tror ikke engang Rafad ved om det. De talte kun med ham i telefonen. De sagde, at de troede, det var farligt at date. De vidste, at han fløj helikoptere. De vidste, at han var loyal. De sagde, at det var alt, de havde brug for til resten - de sendte ham en masse penge, og det var alt, hvad Rafad havde brug for at vide."
  
  
  Jeg stak mine øjne ind i de modbydelige sprækker. "Jeg tror ikke på dig. Du ved, hvem de er. Hvis de ikke fortalte dig, har du måske gættet det." Jeg trak ham pludselig i kraven. "Hvad var dine gæt?"
  
  
  "Jeg... jeg anede ikke."
  
  
  "Alle har et gæt. Hvad var dit?"
  
  
  “Ah... Ligesom Saika. Jeg troede, de var en del af As Saiki. Men aviserne siger, at de er "Sort September". Jeg... jeg tror, at det måske også er tilfældet.”
  
  
  Jeg slap hans krave og kiggede på ham med mine øjne. "C-oberst, tak, min bror kunne ikke fortælle amerikanerne meget. Han vidste kun, hvad jeg fortalte ham. Og alle disse ting - jeg har lige fortalt dig. Og - og - ved at fortælle det til min bror, gjorde jeg ikke noget forkert Shaitan fortalte Rafad at rekruttere, og Rafad sagde, ja, jeg kan tale med min bror, jeg gjorde ikke noget forkert, oberst.
  
  
  "Jeg lader dig gå nu... til et andet rum."
  
  
  Hans øjne frøs. Jeg tog ham med til et andet rum. Jeg satte ham på en stol, bandt ham og kneblede ham. Vi så begge på Kaffirs krop. Hans hoved var vendt fremad og vendt mod væggen. Der skulle gå et stykke tid, før nogen lagde mærke til ham - før de gad se på hans ansigt.
  
  
  Og når de gør det, er jeg langt væk.
  
  
  Måske.
  
  
  
  
  
  
  Sekstende kapitel.
  
  
  
  
  
  Du vil måske vide, hvordan jeg gjorde det.
  
  
  Du skal gå tilbage til scenen på bakken, fra det sted, hvor skytterne sagde: "Slip kniven," til det sted, hvor Leila lå ved mine fødder. Sådan fik jeg Hugo tilbage. Layla samlede den op, da hun "snublede og faldt" og smed stiletten ind i min støvle.
  
  
  Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bruge det. Eller endda hvis jeg havde mulighed for at bruge det. Jeg vidste ikke engang, hvornår jeg var på oberstens kontor. Det eneste, jeg tænkte, da vagterne kom ind, var, at jeg ikke ville være i stand til at besøge Ali Mansour. Og så kom det islamiske ordsprog: "Hvis Muhammed ikke kan komme til bjerget, vil bjerget komme til Muhammed." Så jeg besluttede, at Mansur ville komme til mig. At jeg vil lade obersten gøre sit, at jeg efter et stykke tid vil lade som om jeg bryde sammen og nævne Mansur og bringe ham til mig.
  
  
  Resten af historien var rent held. Resten er altid held. Held er hvordan de fleste mennesker holder sig i live. Hjerner, kræfter, våben og indvolde udgør kun halvtreds procent. Resten er held. Lykken var, at ingen søgte mig forbi pistolen, at Kaffir kunne lide at se en fyr binde sig selv, og at næste skridt var at binde mine hænder til mine ankler. Da Kaffir forlod lokalet for at arrestere Mansour, greb jeg en kniv, skar mig, hang der (eller ovenover), som om jeg var bundet, og da Kaffir vendte tilbage, sprang jeg på ham, kastede en lasso over ham, slog ham og dræbte ham. Hej M. Og tæsk, tilføjer jeg, blev kun udført for at få kropsbyttet til at virke lovligt.
  
  
  Efter at jeg havde låst Ali Mansur, gik jeg hen til døren og kaldte på "kvinden". Jeg lagde min hånd for mit ansigt, og alt hvad jeg behøvede at råbe var: "Imraa!" Kvinde]
  
  
  Da hun blev bragt ind, var jeg igen ved spejlet. Jeg smilede endda. Jeg tænkte på artikler i medicinske tidsskrifter. Jeg opdagede verdens eneste kur mod acne. Død.
  
  
  Vagterne gik. Jeg vendte mig om. Jeg så på Leila, hun så på mig, og hendes øjne blev fra isstykker til floder, og derefter var hun i mine arme, og sløret faldt, og væggene faldt sammen, og damen kyssede ikke som en jomfru.
  
  
  Hun stoppede lige længe nok til at se mig i øjnene. "Jeg tænkte - jeg mener, de talte der - om Kaffir - om - hvad han lavede..."
  
  
  Jeg nikkede. “Han ved det... Men han nåede kun min ryg. Forresten, forresten...” Jeg løsnede hendes greb.
  
  
  Hun trådte tilbage og spillede pludselig Clara Barton. "Lad mig se."
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Øh. At se er ikke, hvad han har brug for. Det han skal bruge er novokain og aureomycin, og sandsynligvis sting og en meget god bandage. Men at se er noget, han ikke har brug for. Gik. Vi har stadig arbejde at gøre."
  
  
  Hun så sig omkring. "Hvordan kommer vi ud?"
  
  
  "Det er det her arbejde, vi skal udføre. Tænk over, hvordan du kommer ud, og gør det så."
  
  
  Hun sagde: "Der er jeeps parkeret foran."
  
  
  »Så skal vi bare hen til jeeperne. Det vil sige, alt hvad jeg skal gøre er at give forbi til oberst Kaffir foran hele hans forbandede deling. Hvor mange fyre er der i hallen?
  
  
  "Måske ti. Ikke mere end femten,” hun bøjede hovedet. "Ligner du kaffer?"
  
  
  "Bare lidt omkring overskægget." Jeg forklarede kaffers karakteristiske træk. ”Den blomstrede mere end parken i foråret. Og det er ikke det, alle savner. Det eneste, der skal til, er en fyr til at sige, at jeg ikke er en Kaffir, og de vil hurtigt indse, at Kaffir er død. Og så....., det gør vi også. "
  
  
  Leila stoppede op og tænkte lidt. "Så længe ingen ser på dig."
  
  
  "Jeg kan altid bære et skilt, hvor der står 'Kig ikke'."
  
  
  "Eller jeg kunne bære et skilt, hvor der står 'Se på mig'."
  
  
  Jeg kiggede på hende og rynkede panden. I den lette stilhed hørte jeg musik. Musik kommer fra salen.
  
  
  "Leila - tænker du på, hvad jeg tænker på?"
  
  
  "Hvad tror du, jeg synes?"
  
  
  Jeg førte let min hånd over hendes kappebeklædte krop. "Hvordan vil du gøre det her?"
  
  
  "Jeg er bekymret for hvordan. Du lytter bare efter det rigtige øjeblik. Så stiger du ud og ind i jeepen. Kør rundt til bagsiden af hotellet."
  
  
  Jeg tvivlede på det.
  
  
  Hun sagde: "Du undervurderer mig. Husk, disse mænd ser næsten aldrig kvinder. De ser kun gående bundter af tøj."
  
  
  Jeg så pludselig endnu mere tvivlsom ud. Jeg fortalte hende, at jeg slet ikke undervurderede hende, men jeg troede, hun undervurderede de her fyre, hvis hun troede, hun kunne ryste og ryste og bare gå væk, som om intet var hændt.
  
  
  Hun smilede. "Der er ikke sket noget endnu." Og så gik hun pludselig ud af døren.
  
  
  Jeg begyndte at gennemsøge oberstens skrivebord. Jeg fandt hans papirer og lagde dem i lommen. Jeg havde allerede taget hans pistol og hylster, min kniv var spændt fast på mit ærme, og jeg reddede Wilhelmina og lagde hende i min støvle. Jeg havde også et kort over Hertz med kaffepletter, marmelade, X'er, O'er og en cirkel, som jeg tegnede for at matche Robies tur.
  
  
  Jeg kiggede på kortet. Den lille syriske by Ramaz faldt 20 miles inden for cirklen. Jeg begyndte at grine. På trods af alle de odds, der var stablet imod mig, kunne jeg måske have vundet en milliard dollars. Al-Shaitan lejren. Djævlens værksted.
  
  
  Lydeffekterne i lobbyen er ændret. Musikken var højere, men det er ikke alt. Suk, mumlen, fløjten, mumlen, lyden af halvfjerds fløjtende øjne. Layla, ja, pompøst udførte sin El Jazzar mavedans. Jeg ventede, indtil lydene nåede et crescendo; Så åbnede jeg oberstens dør og gik gennem den overfyldte lobby, usynlig som en tyk pige på en Malibu-strand.
  
  
  Jeeperne foran var uden opsyn, jeg kørte en af dem og ventede, parkeret bag en busk af palmer.
  
  
  Fem minutter.
  
  
  Ikke noget.
  
  
  Hendes plan virkede ikke.
  
  
  Jeg bliver nødt til at tage dertil og redde Leila.
  
  
  Fem minutter mere.
  
  
  Og så dukkede hun op. Løber mod mig. Klædt i sit sølvpailletteret jakkesæt.
  
  
  Hun sprang ind i jeepen. Hun sagde. "Lad os!"
  
  
  Jeg trak mig væk og vi kørte hurtigt afsted.
  
  
  Efter en halv kilometer begyndte hun at forklare. "Jeg blev ved med at gå ud af dørene i haven og vendte tilbage med mindre og mindre tøj."
  
  
  
  "Og de tænkte, hvornår var sidste gang du kom ud...?"
  
  
  Hun kiggede skælmsk på mig og lo, kastede hovedet op og lod vinden blæse hendes hår. Jeg tvang mine øjne tilbage til vejen og kørte jeepen så hurtigt jeg kunne.
  
  
  Leila Kalud. Freuds guldmine. Leger på kanten af sex og kommer aldrig tættere på den ægte vare. Han driller sig selv ligesom alle andre. Jeg sagde: "Okay, men dæk nu op. Vi vil ikke have, at tusind øjne ser på denne jeep."
  
  
  Hun kæmpede sig ind i den sæklignende kappe og svøbte sit ansigt i et slør. "Så hvor skal vi hen nu?" Hun virkede lettere fornærmet.
  
  
  “Et sted kaldet Ramaz. Sydøst herfra."
  
  
  Hun tog kortet fra sædet ved siden af mig. Hun kiggede på det og sagde: "Vi stopper ved Ilfidri."
  
  
  Jeg sagde nej".
  
  
  Hun sagde: "Du bløder. Jeg kender en læge, der bor i Ilfidri. Han er på vej."
  
  
  "Kan du stole på denne fyr?"
  
  
  Hun nikkede. "Oh yeah."
  
  
  Ilfidri var en lille, men tæt landsby med lave, squate stenhuse. Befolkningen kan være to hundrede. Vi ankom ved skumringen. Der var ingen på de ikke-asfalterede gader, men lyden af jeepen var en stor ting. Nysgerrige ansigter kiggede ud fra vinduer, bag stenmure og gyder.
  
  
  "Her," sagde Leila. "Doktor Nasrs hus." Jeg stoppede foran en hvid stenkasse. "Jeg går alene og siger, hvorfor vi er her."
  
  
  "Jeg tror, jeg tager med dig."
  
  
  Hun trak på skuldrene. "Alt er fint."
  
  
  Dr. Daoud Nasr svarede på banken. En lav, tynd mand, rynket og påklædt. Han lagde mærke til, hvordan min syriske oberst havde klædt sig ud, og hans øjne funklede af hurtig årvågenhed.
  
  
  "Salam, min oberst." Han bøjede sig let.
  
  
  Leila rømmede sig og trak sit slør tilbage. "Og ingen salam til din Leila?"
  
  
  "Åh!" Nasr krammede hende. Så trak han sig væk og lagde en finger på sine læber. ”Gæsterne er indenfor. Sig ikke mere. Oberst? Han så vurderende på mig. "Jeg tænkte, at du måske kom til mit kontor?"
  
  
  Nasr lagde sin arm om min ryg, og hans kjortel dækkede min blodige jakke. Han førte os ind i et lille rum. Et slidt tæppe dækkede betongulvet, hvor to mænd sad på broderede puder. De to andre sad på en pudebeklædt bænk, der var bygget op omkring en stenmur. Petroleumslanterner oplyste rummet.
  
  
  "Mine venner," meddelte han, "jeg præsenterer for dig min gode ven, oberst..." han holdt en pause, men kun et øjeblik, "Haddura." Han afbrød navnene på de andre gæster. Safadi, Nusafa, Tuveini, Khatib. De er alle midaldrende, kloge mænd. Men ingen af dem kiggede på mig med alarmen, hvormed Nasr så på mig ved døren.
  
  
  Han fortalte dem, at vi havde en "privat forretning", og stadig med armen om mig, førte han mig til et værelse bagerst i huset. Leila forsvandt ud i køkkenet. Upåagtet.
  
  
  Værelset var et primitivt lægehus. Et enkelt skab rummede hans forsyninger. Værelset indeholdt en vask uden rindende vand og en slags provisorisk undersøgelsesbord; træklods med en klumpet madras. Jeg tog min jakke og den blodvåde skjorte af. Han sugede vejret gennem sammenbidte tænder. "Kaffir," sagde han og gik i gang.
  
  
  Han brugte en svamp med væske og lagde flere sting uden bedøvelse. Jeg stønnede sagte. Min ryg kunne ikke skille de gode fra de onde. Hvad angår mine nerver, var Nasr og Kaffir skurkene.
  
  
  Han afsluttede sit job ved at sprede noget snavs på en stribe gaze og vikle det rundt om min midte, som om han pakkede en mumie. Han stod lidt tilbage og beundrede sit arbejde. "Nu," sagde han, "hvis jeg var dig, tror jeg, jeg ville prøve at blive rigtig fuld. Det bedste smertestillende middel, jeg kan give dig, er aspirin."
  
  
  "Jeg tager den," sagde jeg. "Jeg tager den."
  
  
  Han gav mig piller og en flaske vin. Han forlod rummet i et par minutter, kom tilbage og smed mig en ren skjorte. "Jeg stiller ikke spørgsmål til Leilas veninde, og du må hellere lade være med at stille mig spørgsmål." Han hældte væsken over min jakke, og blodpletterne begyndte at forsvinde. "Fra et medicinsk synspunkt råder jeg dig til at blive her. Drikke. Søvn. Lad mig skifte tøj om morgenen." Han så hurtigt op fra sit arbejde hos renseriet. ”Politisk vil du hjælpe mig meget, hvis du bliver. Politisk spiller jeg en ret svær kamp.” Han sagde det på fransk: Un jeu complqué. "Din tilstedeværelse ved mit bord vil meget hjælpe mig... foran de andre."
  
  
  "Resten, som jeg forstår det, er på den anden side."
  
  
  "Resten," sagde han, "er den anden side."
  
  
  Hvis jeg læste rigtigt, var min nye ven Nasr dobbeltagent. Jeg løftede et øjenbryn. "Un jeu d'addresse, frem." Et færdighedsspil.
  
  
  Han nikkede. "Bliver du?"
  
  
  Jeg nikkede. "Hej, jeg bliver."
  
  
  
  ***
  
  
  
  
  Frokosten var en fest. Vi sad på gulvet på broderede puder og spiste en klud, som vi lagde på tæppet. Skåle med bønnesuppe, grillet kylling, enorme skåle med dampende ris. Samtalen var politisk. Ukomplicerede ting. Vi driver Israel i havet. Retur af alle Golanhøjder. Genvinde Gaza og Vestbredden for at blive hjemsted for fattige palæstinensere.
  
  
  Jeg argumenterer ikke for, at palæstinenserne er fattige, og jeg argumenterer ikke for, at de blev ramt. Det, der morer mig, er arabernes fromhed, givet deres store bidrag til den overordnede løsning på det palæstinensiske problem. Overvej: Gaza og Vestbredden var oprindeligt forbeholdt palæstinensiske stater. Men Jordan stjal Vestbredden i '48, og Egypten slugte Gaza-striben, og de kastede palæstinenserne i flygtningelejre. Det var araberne, der gjorde dette, ikke israelerne. Men araberne slipper dem ikke ud.
  
  
  Araberne betaler ikke engang for lejrene. Mad, bolig, uddannelse, medicin – alt hvad der skal til for at redde flygtninges liv – alt dette går til FN. USA yder 25 millioner dollars om året, hvor det meste af resten kommer fra Europa og Japan. De arabiske lande, med al deres snak og deres oliemilliarder, punge ud med i alt to millioner dollars. Og Rusland og Kina, disse store forsvarere af de uopnåede masser, bidrager med absolut intet.
  
  
  Den arabiske idé om at hjælpe palæstinenserne er at købe dem en pistol og rette den mod Israel.
  
  
  Men jeg sagde: "Her, her!" Og ja!” Og “Til sejr” drak han en skål for hæren og præsident Assad.
  
  
  Og så skålede jeg for Al-Shaitan.
  
  
  De færreste kendte til Al-Shaitan. Gruppen jeg var med var As Saiqa. PLOs syriske afdeling Fordi Sayqa betyder "lyn" på syrisk. Fyrene ved bordet skød ikke. De snakkede meget, men var ikke kæmpere. Måske planlæggere. Strateger. Bomber. Jeg spekulerede på, hvad torden betyder på syrisk.
  
  
  En mand ved navn Safadi - lille, pænt overskæg, hudfarve som en brun papirpose - sagde, at han var sikker på, at al-Shaitan var en del af Jabril General Command, de libanesiske raiders, der slog israelerne i Kiryat Shmona.
  
  
  Nusafa rynkede panden og rystede på hovedet. "Åh! Jeg beder om at være anderledes, mon ami. Dette er for subtilt for Jebrils sind. Jeg tror, det er et tegn fra Hawatme." Han henvendte sig til mig for at få bekræftet. Hawatmeh leder en anden fedayeen-gruppe, People's Democratic Front.
  
  
  Jeg smilede jeg-ved-men-jeg-kan-ikke-sige smilet. Jeg tændte en cigaret. "Jeg er nysgerrig, mine herrer. Hvis pengene var dine, hvordan ville du så bruge dem?
  
  
  Der blev hvisket og smilet rundt om bordet. Nasrs kone kom ind med en kaffekande. Et slør – en slags sjal i fuld længde – var draperet over hendes hoved, og hun knugede det fast om ansigtet. Hun skænkede kaffen op og ignorerede hendes tilstedeværelse. Måske var hun en tjener eller en robot i et ligklæde.
  
  
  Tuvaini lænede sig tilbage og legede med peber og salt i skægget. Han nikkede og kneb øjnene sammen, omkranset af streger. "Jeg tror," sagde han med høj, nasal stemme, "jeg tror, at pengene bedst kan bruges på at bygge et uraniumdiffusionsanlæg."
  
  
  Selvfølgelig var disse fyre planlæggere.
  
  
  "Ja, det synes jeg er meget godt, ikke?" Han vendte sig mod sine kolleger. "Et anlæg som dette kunne koste en milliard dollars at bygge, og det ville være meget nyttigt at have det."
  
  
  DIY nuklear kit.
  
  
  "Åh, men min kære og respekterede ven," safadi kneb munden, "det er en meget langsigtet plan. Hvor kan vi få teknisk assistance? Russerne vil hjælpe vores regering, ja, men det vil fedayeen ikke. - i hvert fald ikke direkte."
  
  
  "Hvor kan vi få uran, min ven?" En fjerde mand, Khatib, tilføjede sin stemme. Han tog koppen op, mens Nasra-kvinden fyldte den med kaffe og vendte derefter tilbage til køkkenet. "Nej, nej, nej," sagde Khatib. "Vi har brug for en mere presserende plan. Hvis pengene var mine, ville jeg bruge dem til at skabe fedayeen-kadrer i alle større byer i verden. Ethvert land, der ikke hjælper os - vi sprænger deres bygninger i luften, kidnapper deres ledere. Dette er den eneste måde at opnå retfærdighed på." Han vendte sig mod sin herre. "Eller er du ikke enig, min konservative ven?"
  
  
  Khatib så på Nasr med fornøjelse. Og under det sjove skrev hans øjne problemer. Det er derfor, Nasr ville have mig rundt. Hans "konservatisme" var under mistanke.
  
  
  Nasr satte langsomt sin kop. Han så træt ud og desuden træt. "Min kære Khatib. Konservativ er ikke et andet ord for illoyalitet. Jeg tror nu, som jeg altid har troet, at vi bliver vores egne værste fjender, når vi forsøger at terrorisere hele kloden. Vi har brug for hjælp fra resten af verden. frygt og fjendskab kan kun forårsages af terror." Han vendte sig mod mig. "Men jeg tror, min ven obersten er træt. Han er lige vendt tilbage fra fronten."
  
  
  "Sig ikke mere."
  
  
  Khuvaini rejste sig. De andre fulgte efter ham. "Vi respekterer din indsats, oberst Khaddura. Vores lille virksomhed er vores eget bidrag.” Han bukkede. "Må Allah være med dig. Salam."
  
  
  Vi udvekslede salams og wa-alaikum al-salaams, og de fire høflige, midaldrende terrorister trak sig tilbage i den støvede nat.
  
  
  Nasr førte mig ind i det eneste soveværelse. Stor tyk madras på en stenplade, dækket med puder og meget rene lagner. Han accepterede ikke protester. Hans hus var mit. Hans seng var min. Han og hans kone vil sove under stjernerne. Det var varmt i dag, ikke? Nej, han vil ikke høre om nogen anden plan. Han ville blive fornærmet. Og folk ville tale, hvis de vidste, at han ikke gav sit hus til obersten.
  
  
  "Leila?" Jeg sagde.
  
  
  Nasr trak på skuldrene. "Hun sover på gulvet i det andet rum." Han løftede hånden. "Nej, fortæl mig ikke dit vestlige bullshit. Hun blev ikke slået i dag, og hun skal ikke kæmpe i morgen.
  
  
  Jeg lod ham overbevise mig. Desuden havde den et strejf af poetisk retfærdighed. I Jerusalem sagde hun, at jeg skulle sove på gulvet. Jeg rystede langsomt på hovedet og tænkte på, hvor upraktisk mødom var.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Jeg må have sovet en halv time. Jeg hørte en lyd ved soveværelsesdøren. Jeg greb pistolen. Måske satte Nasr mig op. ("Sov," sagde han. "Sov. Bliv fuld.") Eller måske forstod en af hans venner. ("Denne oberst Haddura er en mærkelig fyr, er han ikke?")
  
  
  Døren åbnede sig langsomt.
  
  
  Jeg slukkede for sikringen.
  
  
  "Nick?" hviskede hun. Jeg trykkede på sikkerhedsafbryderen.
  
  
  Hun svævede gennem det mørke rum. Hun var svøbt i et slør som et tæppe. "Leila," sagde jeg. "Vær ikke et fjols. Jeg er en syg person."
  
  
  Hun gik hen og satte sig på sengekanten.
  
  
  Sløret åbnede sig. Jeg lukkede øjnene, men det var for sent. Min krop har allerede set hendes krop. "Leila," sagde jeg. "Du stoler for meget på mig."
  
  
  "Ja. "Jeg stoler på dig," sagde hun, "nok."
  
  
  Jeg åbnede mine øjne. "Nok?"
  
  
  "Nok."
  
  
  Hun kørte sine fingre over mit ansigt, langs min hals, langs mit bryst, hvor håret rejste sig, og begyndte at danse. "Definer "nok," sagde jeg bestemt.
  
  
  Nu var det hendes tur til at lukke øjnene. "Hold op med at ville ... at elske med mig."
  
  
  Min hånd så ud til at have sit eget ønske. Han omsluttede hendes bryster og fremkaldte et par spinder fra os begge. "Skat," trak jeg vejret, "jeg vil ikke kæmpe hårdt mod dig. Er du sikker på, at det er det, du virkelig ønsker?
  
  
  Hendes nakke var buet, og hendes øjne var stadig lukkede. "Jeg har aldrig... været sikker på noget... nogensinde."
  
  
  Hun bevægede sig, og sløret faldt til gulvet.
  
  
  Det er vel alles drøm. At være først. Eller, som de sagde i Star Trek, "at gå, hvor ingen mand er gået før." Men herregud, den var sød. Denne glatte, modne, utrolige krop, der langsomt åbnede sig under mine hænder, lavede bevægelser, der ikke bare var bevægelser, men glade, overraskede de første fornemmelser, refleksive pulseringer, utålmodige, intuitive klemninger af fingre, svajende i hofterne, holde vejret. I sidste øjeblik, på kanten af klippen, lavede hun en form for lyrisk lyd. Og så rystede hun og sagde: "De er alle voksne."
  
  
  Vi lå sammen, og jeg så hendes ansigt og pulsen, der pulserede i hendes hals, jeg fulgte hendes krop, og jeg kørte min finger langs krumningen af hendes læber, indtil hun stoppede min finger med sin tunge. Hun åbnede øjnene, og de kiggede strålende på mig. Hun rakte ud og førte sin hånd gennem mit hår.
  
  
  Og så hviskede hun det ene ord, der sagde, at hun nu var en befriet kvinde.
  
  
  "Mere," sagde hun.
  
  
  
  
  
  
  Kapitel sytten.
  
  
  
  
  
  Der er et udtryk på jiddisch: drhrd offen dec. Det betyder, fortæller Uri, ved jordens ende; det er uklart hvor; gik ad helvede til. Det var Ramaz. Hundrede miles syd for Damaskus og hundrede miles fra den israelske front. De sidste tredive miles var gennem Nowhere. Et byløst, træløst, lava-sprøjtet ingenting, med en tåget himmel og stille støv. Landskabet var oversået langs vejen med de rustne skrog af døde tanke og på et tidspunkt ruinerne af et gammelt byzantinsk citadel.
  
  
  Layla blev draperet i sin arabiske dames hof, som nu i det mindste havde et praktisk formål; sparer støv og sol. Det var endnu ikke sommersolen, ikke den nålepude på himlen, der kaster varme nåle ind på din hud. Men det var ret varmt, og støvet og disen kradsede mine øjne selv bag oberst Kaffirs mørke briller.
  
  
  Leila rakte mig en flaske vand. Jeg tog den, drak den og gav den tilbage. Hun tog en slurk og vædede derefter forsigtigt sine fingre og kørte sine kolde fingerspidser langs min hals. Jeg kiggede på hende
  
  
  og smilede. Kvinder vil altid gerne vide, om de har "ændret sig". Leila har ændret sig. Hun mistede både den stive patina af stivelse og Rita-Hayworth-spiller-Sadie-Thompson-rutinen. Hun holdt op med at spille og spillede bare. Jeg tog hendes hånd fra hendes hals og kyssede den. Jorden under os var som sprødt ler, og vores hjul knuste den og kiste støv op. Orange støv.
  
  
  Jeg trykkede på pedalen og øgede hastigheden.
  
  
  Byen Ramaz var næppe en by. Mere som en lille gruppe bygninger. Typiske mudderstenshytter med flade tage, nogle malet blå for at afværge det onde.
  
  
  Den første beboer i Ramaz, der lagde mærke til os på vejen, var en mand omkring hundrede og firs år gammel. Han humpede på en midlertidig stok og bukkede lavt, da han så jeepen, og jeg tænkte, at jeg måtte redde ham.
  
  
  Jeg stoppede. Han virkede overrasket. "Velkommen," sagde han, "Åh, ærede oberst."
  
  
  Jeg rakte min hånd ud til Leila og åbnede døren. "Sæt dig ned, gamle mand. Jeg giver dig en tur."
  
  
  Han smilede et stort tandsmil. "Obersten gør mig ære."
  
  
  Jeg bøjede hovedet. "Jeg er heldig, at jeg kan hjælpe."
  
  
  "Må Allah sende dig velsignelser." Han knagede langsomt ind i jeepen. Jeg gjorde mig klar og gik ned ad vejen til byen.
  
  
  "Jeg leder efter et hus i Ramaz, gamle mand. Måske vil du genkende det hus, jeg leder efter."
  
  
  "Inshallah," sagde han. Hvis Gud vil det.
  
  
  ”Der vil være mange mænd i det hus, jeg leder efter. Nogle af dem vil være amerikanere. Resten er arabere."
  
  
  Han rystede på sit nøddeskal i ansigtet. "Der er ikke noget sådant hus i Ramaz," sagde han.
  
  
  "Er du sikker, gamle mand? Det er meget vigtigt".
  
  
  "Idet han ikke ville fornærme obersten, så Allah det passende at efterlade mig mine følelser. Ville en person ikke være blind, hvis han ikke kendte sådan et hus, hvis et sådant hus eksisterede i Ramaz?
  
  
  Jeg fortalte ham, at jeg tilbeder hans visdom og Allahs visdom. Men jeg gav ikke op. Shaitans hovedkvarter burde have været her. Fordi midten af Nowhere var det perfekte sted. Og fordi det var det eneste sted, jeg kendte til. Jeg spurgte ham, om der måske var et andet hus – hvor der skete noget usædvanligt.
  
  
  Den gamle mand så på mig med lakridsøjne. "Der er ikke noget usædvanligt under solen. Alt, hvad der sker, er sket før. Krige og tider med fred, lærdom og glemsel. Alle ting gentager sig igen og igen, fra fejltagelse til oplysning og tilbage til fejl.” Han pegede med en knoglet finger mod mig, og under ærmerne på hans løse, afrevne kappe blinkede noget sølv på hans håndled: "Det eneste usædvanlige på jorden er en mand med et glædeligt hjerte."
  
  
  Åh! Det arabiske sinds skønhed! Jeg rømmede mig. "Jeg tolererer modsigelse med dig, gamle mand, men sådan en glæde opstår hver dag. Du skal bare spørge for at finde ud af, at det er sådan.”
  
  
  Han kiggede på min hånd på rattet. »Obersten mener, at det, de kalder menneskeheden, bogstaveligt talt består af gode mennesker. Men ligesom solens himmelske lys reflekteres i juvelen i oberstens ring, siger jeg til obersten, at det ikke er tilfældet."
  
  
  Jeg tog Kaffirs ring af min finger. »Jeg kan ikke lide, når folk modsiger mig, gamle mand. Jeg råder dig til, på grund af min store utilfredshed, at acceptere denne ring - tegn på en tigger, men givet med glæde - og så indrømme, at du undervurderer dine medmennesker." Jeg rakte min hånd ud til Leila og rakte ham ringen. Jeg så sølvet blinke på hans håndled igen.
  
  
  Han tog modvilligt imod ringen. "Jeg gør kun dette for at undgå at forårsage anstød, men måske var min dømmekraft trods alt forkert."
  
  
  Vi begyndte at nærme os et lille blåt hus. Den gamle mand tilgav mig og sagde, at dette var hans hus. Jeg kørte op foran og stoppede jeepen. Han gik langsomt ud og vendte sig så mod mig.
  
  
  "Måske, mens obersten passerer gennem Ramaz, kan han stoppe ved Kalouris' hus." Han pegede på klippevidden. "Shafteks og Serhan Kalooris' hus er det eneste gule hus i Bhamaz. I denne henseende er han den mest... usædvanlige.”
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Den var ikke helt gul. Nogen forsøgte at male den gul, men de må have brugt den forkerte maling. Kæmpe klumper af maling var kommet af og afslørede tilfældige pletter af sten.
  
  
  Og selve huset var ikke oplyst med lys. En anden to-etagers sandfarvet plads var lige på den anden side af gaden. Den eneste anden genstand i det øde landskab var en takket bunke orange sten halvvejs mellem to huse.
  
  
  Min plan var kun at score pladsen. Jeg havde ikke til hensigt at skynde mig ind alene med en pistol og en lignende line. "Du er anholdt." Jeg forlod imidlertid Leila i jeepen, der var parkeret cirka en halv kilometer fra vejen. Jeg ville gå resten af vejen.
  
  
  Huset på den anden side af gaden virkede helt øde; Vinduerne er ikke lukkede, døren er åben.
  
  
  Jeg tegnede en bred cirkel rundt om det halvgule hus. Dens vinduer var lukkede, og der var mørke skodder bag dem. På bagsiden var der en lille smal indgang, noget som en miniature stengård, måske fem fod dyb og fem fod bred, under taget af husets anden etage. Den skæve trædør var for enden af gården. Jeg lagde mit øre til det, men hørte ikke noget. Jeg bankede højt. Den syriske oberst har brug for information.
  
  
  Ikke noget.
  
  
  Intet svar. Ingen støj. Der er ingenting. Jeg trak min pistol frem og åbnede døren.
  
  
  Han ramte væggen og vuggede så frem og tilbage. Knirke, knirke.
  
  
  Intet mere.
  
  
  jeg trådte ind.
  
  
  Nøgne gulve, nøgne stenvægge og nøgne stenbænke omkring dem. Sort snavset grydeovn. Petroleumslampe. Fire tomme øldåser ligger spredt på gulvet. Der er et dusin cigaretskod proppet i dem. Forkullede papirtændstikker på gulvet.
  
  
  Et andet rum, næsten det samme. Næsten, bortset fra én ting. Den nøgne stenbænk var dækket af røde pletter. En stor blodplet på størrelse med en død person.
  
  
  Endnu et værelse på første sal. Endnu en bunke ølaffald. Endnu en grim, dødssprøjtet bænk.
  
  
  Op ad de smalle trin. To værelser mere. Yderligere to scener med blodigt mord.
  
  
  Og kun lyden af vinden gennem vinduet og knirken, knirken, knirken fra underetagens dør.
  
  
  For pokker. Væk. Det var et gemmested i Al-Shaitan, og Jackson Robie var her også. Og det var ikke kun appelsinstøvet, der beviste dette. Det sølvblink på den gamle mands håndled var et standard AX kronometerur.
  
  
  Jeg smed båren til side og satte mig. Foran bænken stod et lille lakeret bord dækket med ringe af øldåser. Også en pakke cigaretter. syrisk mærke. Og en tændstikæske, hvorpå der stod: Altid luksus - Foxx hoteller - stævner, ferier.
  
  
  Jeg bandede og smed tændstikæsken tilbage på bordet. Jeg er færdig. Det er alt. Enden af vejen. Og i stedet for svar var der kun spørgsmål.
  
  
  Jeg tændte en cigaret og sparkede til en øldåse. Hun vendte sig om og viste sine huller. Skudhuller. En på hver side. På den ene side og på den anden side. Jeg tog den op og lagde den på bordet. Vi stirrede på hinanden.
  
  
  Det gjorde nok ikke nogen forskel, men hvis skuddet gennem dåsen var et misset skud...
  
  
  Jeg rejste mig og begyndte at beregne baner.
  
  
  Massakren fandt sted midt om natten. Alle her må være blevet dræbt på bænken. Vi fangede dem i at døse. Fra en pistol med en lyddæmper. Så forestil dig, at jeg sigter efter den sovende fyrs hoved, hvor blodpletten er. Der står en dåse øl på bordet. Jeg sigter på fyren, men ender i stedet i en krukke. Så jeg står... hvor? Jeg står her, og kuglen ville gå gennem dåsen og lande – og her er den. Jeg trak den ud af den bløde sten. Lille kaliber .25 kugle. Ligesom lille David. Lille, men åh min.
  
  
  Jeg forlod huset gennem hoveddøren. Og der var en jeep parkeret på vejen. Og Leila stod ved siden af ham.
  
  
  Jeg bevægede mig hen mod hende, vred som fanden. "Leila, hvad fanden..."
  
  
  "Nick! Kom tilbage!"
  
  
  Sprække! Skit!
  
  
  Pile på tagene. "Ned!" råbte jeg til hende. Skit! For sent. Kuglen strejfede hendes ben, mens hun dykkede i dækning. "Kom ind under jeepen!" Jeg løb hen til stenene. Sprække! Skit! Der var fire fyre der, to på hvert tag. Jeg sigtede på skytten på den anden side af vejen. Bullseye! Han rykkede og faldt i støvet. To kugler hoppede af mit tag. Jeg sigtede mod den anden fyr og savnede Whang! Han missede med mindre end en fod. De havde alle en højdefordel, Wang! Jeg skyndte mig mod den lukkede indgang, kugler kastede støv op for mine fødder. Jeg dukkede ind og stod og trak vejret tungt, lige uden for deres rækkevidde. I nogen tid.
  
  
  Jeg ventede på, hvad der skulle komme.
  
  
  Død stille.
  
  
  Døre knirker.
  
  
  Ingen trin. Ingen anden lyd. Jeg hørte dem kun i min fantasi. Nu, sagde kortet over tid og sted i mit hoved. Nu er de nået til klinten, nu er de ved huset, nu de... Jeg satte mig på jorden og gjorde mig klar. En, to, tre, nu. Jeg kiggede ud og skød på samme tid. Jeg placerede ham i midten af hans rene hvide kappe og dukkede tilbage i tiden for at savne endnu et slag fra fyren, endnu en pistol. Han bevægede sig fra den anden side. "Inal abuk!" - råbte skytten. Min fars forbandelser. Jeg skød igen og dukkede tilbage ind i min lille grotte.
  
  
  "Yallah!" - han råbte. Skynd dig! Igen så jeg det spille i mit hoved, før det skete. Jeg affyrede endnu et skud lige ind i døråbningen. Fyren på taget timede sit spring for at fange ham. Halvvejs, fra spring til fald.
  
  
  Da han ramte jorden, fossede blod fra hans tarme. Jeg afsluttede ham med et hurtigt andet skud. Nu var det én mod én. En skytte tilbage. Så hvor fanden var han? Filmstrimlen i mit hoved viste tomme rammer. Hvis jeg var den sidste, hvad ville jeg så gøre?
  
  
  Jeg kiggede rundt om hjørnet og så ham. Klik! Min pistol var tom. Han blev pludselig modig. Han hørte et klik og bevægede sig fremad. Jeg dukkede mig tilbage og bandede højlydt, og så kastede jeg den ubrugelige pistol mod døren. Optællingen af fire kom, og han kiggede rundt om hjørnet med et vindende smil på sit svedige ansigt. Klappe! Jeg skød ham lige i grinet.
  
  
  Kaffirs pistol var tom, men Wilhelminas var det ikke.
  
  
  
  
  
  
  Attende kapitel.
  
  
  
  
  
  Jeg tjekkede ligene. Fyren uden ansigt havde heller ingen dokumenter. Arabisk araber, det var alt, hvad jeg vidste. Ansigtet var arabisk, lignede en saudiarabisk.
  
  
  Krop nummer to: tagdykker. Endnu en navnløs araber.
  
  
  Krop nummer tre: Jeg sparkede ham. Hans ternede pandebånd var faldet af. Jeg fløjtede sagte. Det var Jack Armstrong. Den store blonde fyr fra hotellets lobby. Han garvede sin hud, men farvede ikke sit hår. Jeg gik bare rystende på hovedet.
  
  
  Krop nummer fire: foran huset. Mit første heldige skud slog ham ned fra taget. Jeg tog min hovedbeklædning af. Den fyr, der fulgte efter mig på Renault.
  
  
  Jeg gik langsomt hen mod jeepen. Leila sad allerede foran, jeg satte mig på førersædet og lukkede døren.
  
  
  "Hvordan er dit ben?" - sagde jeg dumt.
  
  
  Hun kiggede nysgerrigt på mig. "Det gør ondt, men det er ikke så slemt."
  
  
  Jeg så frem mod den tågede horisont.
  
  
  "Nick?" Hendes tone var forsigtig. "Hvad skete der med dig? Du ser ud som om du er i en form for trance."
  
  
  Jeg tændte op og røg alt, før jeg sagde: ”Jeg er lamslået, det er sagen. En million ledetråde og intet stemmer. Jeg er på nul igen."
  
  
  Jeg trak på skuldrene og startede motoren. Jeg vendte mig mod Leila. "Det er bedre at lade Nasr se på dette ben. Men først skal jeg stoppe..."
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Jeg spildte ikke tid på høflig indirekte henvendelse. Jeg bragede ind ad døren med en pistol i hånden og løftede den gamle mand op fra gulvet. "Lad os tale," sagde jeg.
  
  
  Hans historie var sådan her:
  
  
  En sen aften for et par uger siden hørte en gammel mand en lyd på himlen. Dette vækkede ham, og han løb hen til vinduet. Et kæmpe insekt, en monstrøs myg med enorme roterende vinger. Han så det falde lige fra himlen ved siden af Kalooris gule hus. Den gamle mand havde set dette væsen før. Han faldt ned fra himlen på samme måde. Han fik at vide, at han bar folk i maven, og det var efter hans mening utvivlsomt sandt. Fordi broren til Shaftek og Serhan Kalouris og deres to fætre dukkede op i huset.
  
  
  Og den amerikanske?
  
  
  Nej, ikke amerikansk.
  
  
  Hvad skete der så?
  
  
  Ikke noget specielt. Bror gik. Fætter og kusiner blev tilbage.
  
  
  Hvad med et insekt?
  
  
  Det var der stadig. Bor på sletten, to miles øst for byen.
  
  
  Hvad med det andet insekt? Den der dukkede op midt om natten?
  
  
  Han gik en time senere.
  
  
  Hvad skete der ellers?
  
  
  Dagen efter ankom endnu en fremmed. Måske amerikansk.
  
  
  På et insekt?
  
  
  Med bil.
  
  
  Han gik også til det gule hus. Den gamle mand fulgte ham, nysgerrigheden gjorde ham modig. Han kiggede ud af vinduet i det gule hus. Shaftek Kalouris lå på bænken. Død. Så så han den fremmede komme ind i rummet. Den fremmede så ham også - i vinduet. Den gamle mand var bange. Den fremmede tog sølvarmbåndet og sagde til den gamle mand, at han ikke skulle være bange. Den gamle mand tog armbåndet og var ikke bange. Han og den fremmede gik ovenpå. Øverst fandt de yderligere tre lig. Serbiske Kalooris og fætre.
  
  
  Og så?
  
  
  Og så stillede den fremmede flere spørgsmål. Den gamle mand fortalte ham om insekter. Det er alt.
  
  
  "Dette er alt?" Jeg holdt stadig pistolen rettet mod hans hoved.
  
  
  "Jeg sværger ved den barmhjertige Allah, er dette ikke nok?"
  
  
  Nej, det var ikke nok. Det er ikke nok at sende Robi til Jerusalem for at telegrafere AX, at han har fundet Shaitan. fire døde kroppe og ingen Leonard Fox? Ingen. Det var ikke nok.
  
  
  Men det var alt. Robie så på ligene og øldåserne; han tog cigaretter og tændstikker. Det er alt. Dette er alt. Han forlod huset vred og forvirret. "Hvordan ser du ud nu," bemærkede den gamle mand. Men det er alt.
  
  
  "Hvem begravede ligene?"
  
  
  Et tungt slør af frygt dækkede hans øjne.
  
  
  
  "Jeg giver dig mit ord, de vil ikke skade dig."
  
  
  Han kiggede fra min pistol til mit ansigt og tilbage igen. "Der kom fire mere. Den næste dag. De er der stadig og bor i Kalouris' hus."
  
  
  "De stoppede der," sagde jeg til den gamle mand.
  
  
  Han forstod.
  
  
  "Alhamdulila," sagde han. Gud bevare.
  
  
  Fantastiske. Jeg dræbte mine sidste fire spor.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Helikopteren var på sletten. Tydeligt synligt. I det fri. Jeg gik op ad den lille aluminiumsstige. Bilen er gammel, men velholdt. Gasmåleren viste, at den ville holde yderligere hundrede og halvtreds miles.
  
  
  Jeg bar Leila ind i kabinen og trak stigen ind igen.
  
  
  "Kan du flyve det her?" Hun så lidt bange ud.
  
  
  Jeg så irriteret ud. "Skal du være pilot på bagsædet?"
  
  
  "Jeg forstår ikke det her". Hendes stemme lød krænket.
  
  
  Jeg svarede ikke. Mit hoved var for overfyldt til at finde plads til ord. Jeg mærkede styrepedalerne ved mine fødder. Det er bedre at tjekke motoren først. Jeg låste hjulbremserne og trykkede på pitchkontrolhåndtaget. Jeg tændte for brændstoffet og trykkede på starteren. Motoren hostede appelsinstøv op. Den hvæsede og begyndte til sidst at nynne. Jeg slap rotorbremsen, drejede gashåndtaget, og de gigantiske rotorblade begyndte at snurre som en slags gigantisk fluesmækker. Jeg ventede, indtil de drejede med 200 o/min, og slap så hjulbremserne og øgede hastigheden. Nu, lidt mere gas og vi begyndte at klatre. Op op og til siden.
  
  
  Højrestyret.
  
  
  Hold dig foran.
  
  
  Første stop, Ilfidri.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Leila sov på Nasrovs seng.
  
  
  Hun sov i en løs blå bomulds-natkjole, omgivet af lyse broderede puder og de funklende bølger af hendes eget sorte hår. Hun åbnede øjnene. Jeg satte mig på sengen. Hun åbnede sine arme, og jeg trak hende ind til mig.
  
  
  "Jeg er så ked af det," hviskede jeg.
  
  
  "For hvad?" Hun sagde.
  
  
  "For at være et andet sted. Jeg..."
  
  
  "Ingen behov". Hun lagde sin finger på mine læber. "Jeg vidste lige fra begyndelsen, at du ikke elskede mig. Og jeg vidste, hvad du syntes om dit arbejde. Og alt er fint. Alt er virkelig okay. Jeg - Jeg ville have dig til at være den første. Eller måske den sidste. i lang tid. Men det er min bekymring, ikke din." Hun smilede blidt. "Jeg tror, vi slår op snart, hva?"
  
  
  Jeg kiggede på hende. "Hvor skal du hen?"
  
  
  Hun sukkede. "Jeg bliver her et par dage. Jeg kan ikke danse med bandageret ben."
  
  
  "Dans?"
  
  
  Hun nikkede. »Jeg kom her for at arbejde i en syrisk natklub. Et sted, hvor hærofficerer samles."
  
  
  Jeg rynkede skarpt. "Leila Kalud - ved du, hvad du laver?"
  
  
  Hun smilede igen. I bred forstand. "Ingen kvinde kan bedre forsvare sin dyd end hun, der har gjort det i femogtyve år." Hun fortsatte med at smile. "Tvang jeg ikke engang dig til at holde afstand?"
  
  
  "Og dig?"
  
  
  "Jeg mener da jeg ville have dig til det."
  
  
  Jeg smilede også. Jeg sagde: "Så hvad er min afstand nu?"
  
  
  Hun smilede ikke. "Tættere på ville være rart."
  
  
  Det var rart at være tættere på.
  
  
  Jeg tog den løse blå bomuldskjole op og trak forsigtigt til den forsvandt.
  
  
  Store.
  
  
  Mere behageligt.
  
  
  Mest behageligt.
  
  
  Hendes runde bryster pressede sig mod mit bryst, og hendes krop flød under min flod; en konstant, blid, strømmende flod. Og så blev hendes åndedræt hurtig og hyppig, floden brølede og stilnede så. Jeg mærkede hendes tårer på min hud.
  
  
  "Er du okay?"
  
  
  Hun rystede på hovedet.
  
  
  "Ingen?"
  
  
  "Ingen. Jeg er ikke okay. Jeg er ked af det, og jeg er glad, og jeg er bange, og jeg er i live, og jeg drukner, og... og alt andet end okay.”
  
  
  Jeg førte min hånd over hendes næse og langs kurverne på hendes frodige læber. Hun bevægede sig og lagde sit hoved på mit bryst. Vi lå der sådan noget tid.
  
  
  "Leila, hvorfor ventede du så længe?"
  
  
  "At elske?"
  
  
  "Ja."
  
  
  Hun kiggede ned på mig. "Du forstår mig slet ikke, vel?"
  
  
  Jeg strøg hendes hår. "Ikke særlig godt."
  
  
  Hun rullede over på sin albue. ”Det er faktisk ret simpelt. Jeg er opdraget til at være en god muslim. At være alt, hvad jeg vidste, jeg ikke var. Sagtmodig, lydig, respektfuld, dydig, bærer af sønner, menneskers tjener. Jeg begyndte at hade alle mænd. Så var jeg bare bange. For at give op betyder, du ved... at give op. For at være kvinde betyder... at være kvinde. Du forstår? »
  
  
  Jeg ventede lidt. "En lille. Måske, tænker jeg. Jeg ved ikke. Ikke alle mænd beder om fuldstændig overgivelse.”
  
  
  "Jeg ved det," sagde hun, "og dette,
  
  
  også et problem."
  
  
  Jeg kiggede på hende. "Jeg forstår det ikke".
  
  
  "Jeg ved det," sagde hun. "Du forstår ikke".
  
  
  Jeg vidste, at problemet var, at jeg rejste for let til at bære en kvindes overgivelse med mig. Jeg tier bare.
  
  
  Da jeg ville tale igen, sov hun, krøllet sammen i mine arme. Jeg må have døset. Femogfyrre minutter. Og så begyndte flippermaskinen i mit hoved at gå: klik, bom, klik; ideer styrtede ind i hinanden, ramte vægge, kastede Lamott tilbage.
  
  
  Alt dette førte på en eller anden måde til Lamott. Lamott, der udgav sig for at være Jens; som talte med Robie. Lamott, som ventede på mig i Jerusalem.
  
  
  Hvad vidste jeg ellers om Bob LaMotta?
  
  
  Han blev afhængig af stoffer og ringede et sted i Genève.
  
  
  Genève.
  
  
  Shands bade tilhørte et schweizisk selskab.
  
  
  Og Benjamin sagde, at Shanda var en narkofront. Opium før de tyrkiske marker lukker. Nu var det en lille virksomhed, der producerede hash.
  
  
  Youssef sagde, at Khali Mansour fremlagde hashen. Hali Mansour, som talte med Robi. Hvis bror, Ali, bragte mig til Ramaz. Var chefen ved Shanda-badene forbundet med Khali?
  
  
  Måske.
  
  
  Sandsynligvis nej.
  
  
  Boss i Shanda. Han hed Terhan Kal - snadder-knat. Statik rev Benjamins dom fra hinanden. Terhan Kal - ooris? Tredje bror?
  
  
  Måske.
  
  
  Eller måske ikke.
  
  
  De bøller, jeg skød på hustagene i Ramaz, var de samme fyre, som fangede mig i Jerusalem, mens jeg så på Sarahs hus i Tel Aviv. Noget fortalte mig, at de arbejdede for LaMotte, fyrene Jacqueline var bange for.
  
  
  Lamott. Det hele førte til Lamott. Robert Lamott fra Fresco Oil. Med sin .25 James Bond pistol. Som James Bond .25 kuglen, jeg fandt på gulvet i det gule hus.
  
  
  Sæt det hele sammen og hvad har du?
  
  
  Nonsens. Kaos. Stykkerne passer sammen og danner ikke et billede. Jeg faldt i søvn.
  
  
  Jeg var i plantebutikken. Her voksede kaktusser, vedbend, filodendron og citrontræer. Og appelsintræer.
  
  
  Sælgeren henvendte sig til mig. Han var klædt ud som en araber, med en hovedbeklædning og solbriller, der dækkede hans ansigt. Han forsøgte at sælge mig et citrontræ og sagde, at der desuden var tre potter med efeu. Han solgte hårdt. "Du er virkelig nødt til at købe," insisterede han. "Har du læst den sidste bog? Nu får vi at vide, at planter kan tale. Ja, ja,” forsikrede han mig. "Det er helt rigtigt." Han smilede grønt. Planter voksede fra hans mund.
  
  
  Appelsintræerne var bagerst i butikken. Jeg sagde, at jeg ledte efter et appelsintræ. Han virkede glad. "Fremragende valg," sagde han. "Appelsiner, citroner - de er alle det samme." Han fulgte mig tilbage til hvor appelsinerne voksede. Jeg gik op til træet og knækkede! Skit! kugler fløj fra taget over vejen. Jeg var foran Kaluris' hus. Jeg var klædt ud som en oberst. Jeg skød tilbage. Fire arabiske militante faldt ned fra taget i slowmotion, mareridtsagtig stil. Jeg vendte mig om. Den arabiske sælger var der stadig. Han stod ved appelsintræet og smilede bredt. Han havde en pistol i hånden. Det var Bob Lamott.
  
  
  Vågnede svedende.
  
  
  Han satte sig op i sengen og stirrede på væggen.
  
  
  Og så kom det til mig. Hvad skulle svaret have været? Han var der hele tiden. Jeg sagde det selv. "Tændstikæsken var en plante," sagde jeg til Benjamin og tilføjede: "Det, jeg ikke kan lide mest ved det her, er, at alt, hvad jeg finder nu, kunne være en plante."
  
  
  Det er alt. Det hele var en plante. En omhyggeligt udformet plante. Hver detalje. Fra fortællingerne om Hali Mansour i El Jazzar - planter kan tale - hele vejen til huset i Ramaz. Der skete ikke noget i huset i Ramaz. Bortset fra at fire planter blev dræbt der. Huset var en plante. Hele stien var plante. Røgskærm, gardin, lokkemad.
  
  
  Nu er alle de løse ender faldet på plads. Alt det jeg ikke forstod. Hvorfor ansætter en terrorgruppe folk. Hvorfor opfordrede de til tom snak. Fordi de skabte et falsk spor og ønskede, at historien skulle komme ud.
  
  
  Mansurerne og Kalooris var uskyldige bedragere. De troede, at alt, hvad de gjorde, var ægte. Men de blev brugt. Folk er så kloge, det er simpelthen fantastisk. Folk, der vidste, at de havde at gøre med hedehoveder og humle og vidste, hvad de kunne forvente. De troede, at Khali Mansour ville sælge ud, og de holdt kontakten med Roby for at teste deres teori. Så dræbte de dem begge for at give historien vægt.
  
  
  Kun Jackson Robie fandt ud af sandheden. På vej tilbage fra Bhamaz indså han dette. Samme som min. Jeg har måske ikke udfyldt alle detaljerne, men med held vil jeg have alle svarene. Snart.
  
  
  Og hvad med Benjamin?
  
  
  Hvad vidste han? Han må have vidst noget. Han spillede det for sejt og lidt genert. Og han satte Leila Kalud ved siden af mig.
  
  
  Jeg vækkede hende.
  
  
  Jeg sagde: "Jeg lugter en rotte." Jeg beskrev rotten.
  
  
  Hun så alvorligt på mig og nikkede. "Ja. Du har ret. Shin Bet fulgte samme spor som Robi. De fandt også lig i et hus i Bhamaz. De besluttede også, at fodaftrykket var... hvad siger man... en plante."
  
  
  "Så de hindrede mig, brugte mig til at holde Al-Shaitan beskæftiget, så de - mestrene i Shin Bet - kunne gå ud og finde den rigtige vej. Mange tak, Leila. Jeg elsker at blive brugt."
  
  
  Hun rystede stille på hovedet. "Du forstår ikke."
  
  
  "Hvad fanden laver jeg."
  
  
  "Okay, du har delvist misforstået. De ved også, at Robie tilsluttede AX. Så de tror, han kan have fundet sandheden blandt løgnene. Sandheden gik de glip af. De troede, at hvis du fulgte Robies spor, ville du måske finde ud af... hvad end det var. Shin Bet arbejder hårdt på det her, Nick. Næsten alle agenter..."
  
  
  "Ja Ja. Bøde. Hvis jeg var Benjamin, ville jeg gøre det samme. Pointen er, at det virkede."
  
  
  "Hvad mener du med det virkede?"
  
  
  "Jeg mener, jeg ved, hvor Al-Shaitan er."
  
  
  Hun kiggede på mig med store øjne. "Gør du? Hvor?"
  
  
  "Øh, skat. Næste runde er min."
  
  
  
  
  
  
  Nittende kapitel.
  
  
  
  
  
  Vi spiste morgenmad med yoghurt, frugt og sød te. Nasr og mig. Ifølge reglerne i hans hus spiste mændene alene. Vi diskuterede As Sayqa, kommandogruppen som Nasr havde infiltreret. På det seneste har deres aktiviteter fokuseret på oprindelige syriske jøder. jøder i ghettoen. De er ved lov tvunget til at bo i en ghetto, kan ikke arbejde og har udgangsforbud på gaden. Ingen pas, ingen friheder, ingen telefoner. Angrebet på gaden, stukket ihjel på et indfald. Hvis du vil vide, hvad der skete med antisemitisme, lever den i bedste velgående i nogle dele af Mellemøsten. Jøder kan ikke komme ind i Saudi-Arabien og kan slet ikke komme ud af Syrien. Jeg kunne nemt forstå mange ting om israelitterne ved at forestille mig dem for flere tusinde år siden.
  
  
  Jeg spurgte Nasr, hvorfor han blev double.
  
  
  Han så overrasket ud. "Du spørger, hvorfor jeg arbejder som dobbeltagent - jeg troede, vi bare diskuterede det." Han samlede en lille klase vindruer op. "Denne del af verden er meget gammel. Og vores land er altid blevet fodret med blod. Læs Bibelen. Det er skrevet med blod. Jødisk, egypter, filister, hetitter, syrisk, kristen, romersk. Og så var der Bibelen. skrevet. muslimer. tyrkere. Korsfarere. Åh, korsfarerne udgød en masse blod. I den fredselskende Kristi navn udgyder de det." Han snurrede druerne i luften. Jeg er træt af at spise mad dyrket i blod. Jeg er træt af det endeløse vanvid i folk, der skændes om godt og ondt, som om de virkelig vidste det. Du tror, jeg tror, israelerne har ret. Ingen. Jeg tror bare, at de, der vil ødelægge dem, tager fejl. - Han smed druerne og begyndte at smile. - Og måske begår jeg med sådan en dømmekraft min egen dumhed.
  
  
  Jeg sagde, at jeg tror, at en mand skal dømme. Folk sætter en ære i at sige, at jeg ikke dømmer, "men nogle ting skal bedømmes. Nogle gange, hvis du ikke er dømmende, er din tavshed tilgivelse. Eller som en anden sagde, der engang kæmpede for sin overbevisning: "Hvis du ikke er en del af løsningen, er du en del af problemet."
  
  
  Nasr trak på skuldrene. “Og løsningen skaber et nyt sæt problemer. Hver revolution er et frø - hvilken? Den næste revolution! Men," han viftede med sin luftige hånd, "vi er alle nødt til at satse på en perfekt verden, ikke?" Og skæbnerne konspirerer til tider, gør de ikke? Jeg hjalp dig og du hjalp mig. Når vi er heldige, tror vi, at Gud har valgt vores side."
  
  
  "Hvornår har vi været uheldige?"
  
  
  "Åh! Så vil vi vide, om vi har valgt Guds side. I mellemtiden har dit andet besøg hos mig fra denne forretningshelikopter uden tvivl bidraget til mit held. Jeg spekulerer på, om der er mere, jeg kan gøre for dig? "
  
  
  "Ja. Du kan holde øje med Leila."
  
  
  "Det behøver du ikke at spørge om, min ven. Ah!" Nasr kiggede mig over skulderen. Jeg vendte mig om og så Leila stå i døren. Nasr rejste sig. "Jeg tror, der er en ting mere, jeg kan gøre. Nu kan jeg lade dig sige farvel.”
  
  
  Nasr gik. Leila bevægede sig hen imod mig og haltede lidt. Jeg bad hende stoppe. Jeg tog hende op og bar hende hen til bænken. Øjeblikket syntes at kalde på noget Hollywood-dialog. Jeg sagde: "En dag, Tanya, når krigen slutter, vil vi mødes på Leningrads trappe."
  
  
  sagde hun det?"
  
  
  Jeg smilede. "Betyder ikke noget." Jeg satte hende ned på bænken og satte mig ved siden af hende. Det er et sjovt øjeblik, når man ikke har noget at sige. Hvad siger du?
  
  
  Hun sagde: "Franskmændene har et godt ord.
  
  
  De siger à bientôt. Indtil næste gang."
  
  
  Jeg tog hendes hånd. Jeg sagde: "Indtil næste gang."
  
  
  Hun kyssede min hånd. Så sagde hun hurtigt: "Bare gå, okay?"
  
  
  Der var det øjeblik, hvor mine ben ikke ville bevæge sig. Så bestilte jeg dem. Rejste sig. Jeg begyndte at tale. Hun rystede på hovedet. "Nej. Bare gå."
  
  
  Jeg var næsten ved døren.
  
  
  "Nick?"
  
  
  Jeg vendte mig om.
  
  
  "Vil du ikke fortælle mig, hvor du skal hen?"
  
  
  Jeg grinede. "Du vil få succes som Shin Bet-agent. Selvfølgelig skal jeg fortælle dig, hvor jeg skal hen. Jeg tager en helikopter og flyver væk."
  
  
  Hvor?"
  
  
  "Hvor ellers? Til Jerusalem, selvfølgelig."
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Jeg fløj over Jordan og landede på en landingsbane uden for Jerusalem. Det var ikke så nemt. Jeg skulle snakke meget og meget hurtigt. Fra radiostyring til lufthavnstårn. Allerede dengang stod jeg over for et våben, da jeg åbnede døren. I betragtning af den syriske obersts kostume, ville jeg stadig have bestået forhøret, hvis ikke den magiske Aleph Uri havde været. Det fungerede som St. Christopher-medaljen på hebraisk.
  
  
  Jeg vendte tilbage til mit værelse på American Colony, bad, barberede mig, bestilte røget laks og en flaske vodka og gik i gang.
  
  
  Jeg har reserveret et fly.
  
  
  Jeg har bestilt et hotelværelse.
  
  
  Jeg lavede et tredje telefonopkald. Jeg fortalte ham, hvad han skulle tage med mig, hvor og hvornår han skulle møde mig. Jeg lavede det fjerde telefonopkald. Jeg fortalte ham, hvad han skulle tage med mig, hvor og hvornår han skulle møde mig.
  
  
  Jeg kiggede på mit ur.
  
  
  Jeg barberede mit overskæg.
  
  
  Jeg rensede og genopladede Wilhelmina.
  
  
  Jeg tog mit tøj på.
  
  
  Jeg kiggede på mit ur. Jeg brugte kun fyrre minutter.
  
  
  Jeg gjorde mig klar og ventede endnu en halv time.
  
  
  Jeg gik ud i gården og bestilte en drink. Jeg havde stadig to timer at dræbe.
  
  
  Drikken gjorde ikke noget. Jeg var i humør til handling. Jeg var der allerede og bankede døren ned. De var der alle sammen. Ni millionærer. Og Al-Shaitan. Gode gamle Al S. Jeg måtte have ret. For jeg havde ikke råd til at lave fejl mere. Jeg tog fejl hele tiden.
  
  
  Nu var min chance for at få fuldstændig ret.
  
  
  Jeg drak til det.
  
  
  Og her er hun. Jacqueline Raine. Med en flot politiløjtnant ved hånden. Tjeneren førte dem over terrassen forbi mit bord. Jacqueline stoppede.
  
  
  "Nå, hej, Mister... Mackenzie, er det?" Hun bar den samme blå silkekjole, det samme blonde silkehår, det samme silkeudtryk. Jeg spekulerer på, hvordan hendes foto på loftet ser ud?
  
  
  “Frøken... Sne...” Jeg knækkede med fingrene. "Nej. Det er frøken Raine."
  
  
  Hun smilede. "Og dette er løjtnant Yablon."
  
  
  Vi udvekslede hilsner.
  
  
  Jacqueline sagde: "Løjtnant Yablon var så venlig. Min ven... begik selvmord. Stort chok." Hun vendte sig mod Yablon. "Jeg tror ikke, jeg ville have overlevet uden dig." Hun gav ham et blændende smil.
  
  
  "Selvmord?" sagde jeg og spekulerede på, om de troede, at Lamothe skød sig selv og derefter gik ind i bagagerummet, eller gik ind i bagagerummet og derefter skød sig selv.
  
  
  "Ja. Hans lig blev fundet på hans seng."
  
  
  Og jeg vidste præcis, hvem der instruerede den. Jeg nikkede taknemmeligt til hende. Hun var ved at blive rastløs. Hun vendte sig mod sin løjtnant. "Nå..." sagde hun. Tjeneren bragte mig en anden drink. Jeg hævede mit glas. "Le Chaim," sagde jeg.
  
  
  "Le Chaim?" - gentog hun.
  
  
  "For selvmord," sagde jeg.
  
  
  Løjtnanten så forvirret ud.
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  Ved femtiden landede jeg i Beirut.
  
  
  Uri ventede på mig i lufthavnen, iklædt et mørkt forretningssæt, med tung bagage og en laset Air France-plastiktaske. Vi stoppede separate taxaer.
  
  
  Jeg trommede på mine knæ, da jeg kørte gennem byen. Beirut kaldes Mellemøstens Paris. Det kaldes også en parasit. Indkøbscenter, stor butik; det lever af andre landes produkter, fungerer som et kæmpe omladningssted, et kæmpe import-eksportkontor. Strips, clips, nemme penge; så på den anden side palæstinensernes ustabile tilstedeværelse, en tilstedeværelse, der resulterer i grænseoverskridende razziaer, i en ophidset, ophidset venstreorienteret presse, i "hændelser" mod et herskende regime, der overlever under palæstinensisk afpresning.
  
  
  Min bil holdt op til Fox Beirut. Jeg gik ud og betalte, mens dørmanden fik vagten til at levere bagagen. Jeg så Uri gå gennem de forgyldte døre. Jeg dræbte endnu et minut og fulgte efter ham.
  
  
  Jeg gik hen til bordet. "Mackenzie," sagde jeg. "Jeg har en reservation."
  
  
  "Mr. McKenzie." Ekspedienten var mørk og smuk
  
  
  ung mand. Han sorterede i en stak lyserøde formularer. "Ah, her er vi. Mr Mackenzie. Single med bad.” Jeg underskrev registret. Han bad mig vente. Portieren kom og viste mig til mit værelse. Uri ventede også. Jeg tændte en cigaret og så mig omkring i lobbyen. Hvid marmor er skide overalt. Hvide tæpper med røde kanter. Hvide sofaer og røde stole. Hvidlakerede borde og lamper med røde blomster. To vagter i taupe uniformer med hylstre i kaliber .38, der buler fra hofterne. To, ikke tre, i civilt tøj.
  
  
  Her kommer Kelly. Ti minutter for sent. Kelly og en slidt læderkuffert.
  
  
  Budbringeren havde Uris tasker på en vogn. Han fyldte min taske, klar til at gå.
  
  
  Jeg henvendte mig til Kelly.
  
  
  "Sig mig, gør du..."
  
  
  "Selvfølgelig, hvad med dig..."
  
  
  "Mackenzie."
  
  
  "Mackenzie. Sikkert. Du er her for..."
  
  
  "Ja. Præcis. Også dig?"
  
  
  "Nemlig."
  
  
  Ekspedienten rakte Kelly en kuglepen. Jeg så ham logge ind: Tom Myers.
  
  
  "Hvordan har Maureen det?"
  
  
  "Hun er okay."
  
  
  "Og lille Tom?"
  
  
  "Han satser mere hver dag."
  
  
  "Åh, de vokser virkelig."
  
  
  "Ja sikkert".
  
  
  På dette tidspunkt havde portøren efterlyst en portør, og Kellys bagage var på vognen sammen med vores. Dørmanden sagde: "Mine herrer?"
  
  
  Vi smilede og trådte frem. Elevatoren åbnede. Pigginen kørte ind i en læsset vogn. Dørmanden fulgte efter ham. Så er vi tre. Elevatoroperatøren begyndte at lukke døren. En lav, tyk, midaldrende kvinde beklædt med diamanter og med gigantiske bryster klemt indenfor gennem de lukkende døre.
  
  
  "Ti," sagde hun på engelsk og holdt alle sine fyldige fingre op og fremhævede diamanterne på fem af de ti.
  
  
  Bilen startede.
  
  
  "Seks," sagde dørmanden og kiggede på vores nøgler. "Seks og så syv."
  
  
  "Elleve," sagde Kelly.
  
  
  Operatøren så overrasket på ham. "Umuligt, sir. Eleven er en privat etage. Jeg er virkelig ked af det".
  
  
  "Jeg er virkelig ked af det," sagde jeg og trak min pistol frem. Kelly tog fat i operatørens arme bagfra, før han kunne trykke på nogen alarmknapper, og Uri greb madronen rundt om munden, før hun kunne udstøde et diamantbesat skrig.
  
  
  Portneren og den rundøjede budbringer var bange.
  
  
  Jeg trykkede på Stop-knappen. Elevatoren stoppede. Kelly lagde elevatoroperatøren i håndjern og blinkede med hans politi .38 kaliber. Uri havde stadig hånden over kvindens mund. “Dame,” sagde jeg, “du skriger, og du er død. Du forstår?"
  
  
  Hun nikkede.
  
  
  Uri lod hende gå.
  
  
  Jeg trykkede seks. Elevatoren startede. Ligesom en kvindes mund. En mil i minuttet.
  
  
  "Hvis du tror, du kan slippe af sted med det her, tager du... du... du tager lige så fejl som regnen. Du skal vide, at min mand er en vigtig mand. Min mand vil holde øje med dig til jordens ende. Min mand…"
  
  
  Uri dækkede sin mund med sin hånd igen.
  
  
  Vi nåede sjette sal.
  
  
  Kelly tog tre sæt nøgler fra receptionisten. "Okay," sagde han. "Nu tager vi alle af sted. Hurtigt og stille. Én lyd, én gestus, skyder jeg. Det er klart?"
  
  
  Alle fire nikkede. Jeg fortalte bellman at forlade bagagen. Uri slap hånden fra munden. Han mumlede langsomt: "Til jordens ende."
  
  
  Jeg åbnede døren. Der er ingen bevægelse. Kelly rystede sine nøgler og bukkede. “Værelse seks tolv? Lige her, frue."
  
  
  De gik ned ad gangen. Jeg lukkede elevatordøren. Uri og jeg dykkede efter vores bagage. Kellys kuffert indeholdt to jakkesæt. Marineblå skjorter, bukser og matchende Mae Wests. Bløde handsker. Blikhjelme. To officielle identifikationsdokumenter. postkort. Vi klædte os af og begyndte at skifte til nyt tøj. Jeg gav Uri hans terrormedalje. "Som lovet," sagde jeg.
  
  
  "Hjælp det?"
  
  
  "Det hjalp. Har du taget tingene med?"
  
  
  "Tingene er rigtige. Du gav en stor ordre, dreng. Du giver mig fire timer til at komme over grænsen og fortælle mig, at du vil udgive dig som et bombehold.”
  
  
  "Så?"
  
  
  “Så... jeg vil ikke skynde mig endnu. Jeg krydsede grænsen forklædt som en gammel mand. Og det, jeg tog med mig, skat, er affald." Han stod i sit behårede bryst og sine shorts og trak i en mørkeblå skjorte.
  
  
  Jeg sagde _ "Hvilken slags vrøvl?" .
  
  
  "Affald. TV antenne. Skrivemaskine rulle. Men lad være med at grine. Kør antennen hen over væggen, og de vil tro, det er en slags underlig spåmandsstang."
  
  
  »Jeg vil ikke satse mit liv på det. Hvad tog du ellers med?
  
  
  "Jeg husker det ikke engang. Så vent lidt. Du vil blive overrasket".
  
  
  "Bøde. Jeg elsker bare overraskelser."
  
  
  Han løftede et øjenbryn. "Klager du?" Han sagde. Han kastede sin
  
  
  jakke i en kuffert. "Udover din mund og dine store ideer, hvad tog du med til denne fest?"
  
  
  "Kartoffelsalat".
  
  
  "Sjovt," sagde han.
  
  
  Det banker på elevatordøren.
  
  
  "Hvilken adgangskode?"
  
  
  "Fuck dig."
  
  
  Jeg åbnede døren.
  
  
  Kelly var klædt ud som elevator. Han gik hurtigt ind og lukkede døren. Til sidst præsenterede jeg ham officielt for Uri, mens jeg spændte den tunge isolerede vest på.
  
  
  "Hvordan har vores venner det?" Jeg fortalte Kelly. "Har du dem beskæftiget?"
  
  
  "Ja. Man kan sige, at de alle er forbundet."
  
  
  "Stakkels dame," sagde jeg.
  
  
  "Stakkels mand, mener du."
  
  
  "Til jordens ende," sagde Uri.
  
  
  Kelly greb en plastikpose til flyvningerne. "Er radioen her?"
  
  
  Uri sagde: "Otte. Sæt dig i lobbyen og vent på signalet. Derefter ved du, hvad du skal gøre.”
  
  
  Kelly nikkede. “Bare ikke få problemer i de første ti minutter. Giv mig tid til at ændre mig og komme til lobbyen."
  
  
  Jeg sagde: "Jeg synes, du er smuk, lige som du er."
  
  
  Han lavede en uanstændig gestus.
  
  
  Jeg vendte mig mod Uri. "Jeg tror, du må hellere fortælle mig, hvordan jeg skal signalere Kelly."
  
  
  "Ja Ja. Sikkert. Der er, hvad der ligner en sensor i din boks. Der er to knapper. Tryk på den øverste, og du vil signalere Kelly."
  
  
  "Hvad med den nederste?"
  
  
  Han smilede. "Du vil sende et signal til verden."
  
  
  Uri var ved at pakke to metalkasser ud. De lignede enorme kaki frokostbøtter.
  
  
  Kelly rystede på hovedet. "Du er skør. Jer begge".
  
  
  Uri kiggede på ham. "Er du hr. Sanne? Så hvad laver du her, hr. Sane?”
  
  
  Kelly smilede sit Belmondo-smil. "Det lød for godt til at lade være. Alligevel. Hvis Carter har ret, er dette det største kidnapningskomplot siden Aimee Semple McPherson forsvandt. Og hvis han tager fejl - og det tror jeg, han er - ja, så er det i sig selv entréprisen værd."
  
  
  Uri silede indholdet af sin æske igennem. "Amerikanere," sukkede han. "Med jeres konkurrenceånd er det et mirakel, at I vandt krigen."
  
  
  "Ikke nu. Lad os ikke forvirre konkurrenceånden. Han producerede trods alt Edsel og Diet Cola."
  
  
  Uri rakte mig en metalkasse. "Og Watergate."
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Og hans medicin." Jeg vendte mig mod Kelly. "Så hvad skal vi forvente? Jeg mener, deroppe."
  
  
  Kelly trak på skuldrene. "Problemer."
  
  
  Uri trak på skuldrene. "Så hvad er nyt her?"
  
  
  "Vagter," sagde Kelly. ”Jeg tror, vi vil se vagterne, når vi åbner døren. Der er tredive værelser på hver etage.” Han gav hver af os en hovedadgangsnøgle.
  
  
  Jeg kiggede på Uri. "Du tager den højre side, jeg tager den venstre."
  
  
  Han sagde: "Jeg synes, vi skal gå sammen."
  
  
  "Øh-øh. Vi går det meste af min vej. Desuden, på min måde, hvis en af os bliver fanget, har den anden stadig en chance for at signalere."
  
  
  Uri sænkede sine briller på ansigtet. "Og antag, at de fanger os, men de er ikke Al-Shaitan. Lad os antage, at de er præcis, hvad de siger, de er. En gruppe sheiker fra... - han vendte sig mod Kelly, - hvor sagde du det fra?
  
  
  "Fra Abu Dhabi. Og dette er en sheik. Ahmed Sultan el-Yamaroun. Resten af fyrene er lakajer, tjenere og koner."
  
  
  "Er hans koner fyre?"
  
  
  "Utroligt," sagde jeg. "Hvad fanden er det? Abbott og Costello møder Al-Shaitan? Gå til højre, så går jeg til venstre, men lad os for guds skyld gå." Jeg trykkede på knappen.
  
  
  Vi tog afsted.
  
  
  11. sal
  
  
  Kelly åbnede døren.
  
  
  Der stod to uniformerede vagter i hallen. Officielt udseende. Men så var der os.
  
  
  "Bombehold," sagde jeg og viste kortet. Jeg gik ud af døren. Vejen blev spærret af en vagt.
  
  
  "Vent," sagde han. "Hvad handler det om?"
  
  
  "Bomber!" sagde jeg ret højt. "Fra vejen". Jeg vendte mig mod Uri og nikkede. Vi begyndte begge at bevæge os i hver sin retning. Vagterne udvekslede blikke. Kelly lukkede elevatordøren. En af vagterne begyndte at jagte mine ben "B-b-men," sagde han. "Vi har ikke modtaget en ordre."
  
  
  "Det er ikke vores problem," sagde jeg hæst. "Nogen plantede en bombe på dette hotel. Hvis du vil hjælpe os, så sørg for, at alle bliver på deres værelse." Jeg kom til, hvor turen var og kiggede på vagten. "Dette er en ordre," sagde jeg. Han kløede sig i næsen og bakkede tilbage.
  
  
  Jeg gik den røde og hvide løber til enden. Døren mærket "Trappe" var forsvarligt låst, låst indefra. Jeg bankede på den sidste dør i rækken. Intet svar. Jeg trak adgangsnøglen ud og åbnede døren.
  
  
  En mand sov hurtigt på sengen. Der lå en førstehjælpskasse på bordet ved siden af ham. Tegn og symboler. . Hypodermisk nål. Jeg måtte have ret.
  
  
  Den, der kidnappede amerikanerne, skal være her. Jeg gik hen til sengen og vendte manden om.
  
  
  Harlow Wilts. Millionær ejer af hyttemoteller. Jeg huskede hans ansigt fra tv-optagelserne.
  
  
  Døren til det tilstødende rum var lidt åben. Bag ham hørte jeg opfordringer til en fodboldkamp i fjernsynet. Bagved er lyden af bruseren, der løber, og de barytonerede bjælker af pornografiske sange. Guardian Wilta tager en pause. Jeg kiggede gennem sprækken. På sengen sad en brændende arabisk, en ternet hovedbeklædning og en kaliber .38 pistol.
  
  
  Det var. Guldmine. Al-Shaitan Shelter. Godt, Al. Rigtig god idé. Privat etage på et travlt hotel. Brug af coveret af en olierig sheik. Private tjenere, privat kok. Alt dette havde til formål at holde udenforstående ude. Selv ledelsen kender ikke sandheden. Men Robie genkendte ham, og det gjorde jeg også. For når du først fandt ud af, hvem Al Shaitan var, var du fri til at finde ud af, hvem Al Shaitan var.
  
  
  Bøde. Hvad er det næste? Find Uri, find hjernen og fuldfør alt.
  
  
  Det skete ikke i den rækkefølge.
  
  
  Jeg gik ud i gangen og ramte en sikkerhedsvagt.
  
  
  "Sheiken vil gerne se dig."
  
  
  Jeg var ikke klar til at møde sheiken. Jeg prøvede at spille Bomb Squad noget mere. "Undskyld," sagde jeg, "jeg har ikke tid." Jeg bankede på døren på tværs af gangen. "Politi," råbte jeg. "Åben."
  
  
  "Hvad?" Forvirret kvindestemme.
  
  
  "Politi," gentog jeg.
  
  
  Vagten trak en pistol frem.
  
  
  Jeg svingede metalkassen i hånden, og hjørnet af den stak et stykke af hans kind ud, da indholdet af æsken væltede ud på gulvet. Vagten faldt med ryggen mod væggen, hans pistol skød vildt og rejste djævelen - i hvert fald djævelens tjenerinder. Fire døre blev åbnet, fire våben blev rettet, og fire bøller gik hen imod mig, inklusive en våd, frisk fra et brusebad. Chancerne for et skudforsøg var lave. Jeg befandt mig fanget i en smal blindgyde af hallen.
  
  
  "WHO?" - gentog kvindestemmen.
  
  
  "Glem det," sagde jeg. "Fool's Day."
  
  
  Jeg gik, som manden sagde, til sheiken. Mr. Al-Shaitan selv.
  
  
  Dette var den kongelige suite. I hvert fald i samme rum. Et fyrre fods værelse med forgyldte møbler, damaskindtræk, persiske tæpper og kinesiske lamper. Den fremherskende farve var turkisblå. Uri sad på en turkis stol, flankeret af bevæbnede arabiske vagter. To andre vagter stod ved et par dobbeltdøre. De var klædt i mørkeblåt med turkise hovedbeklædninger. Ja sir, de rige har smag. Hvem ellers ville have et farvekoordineret hold af tulle?
  
  
  Mit eget følge gennemsøgte mig hurtigt, fandt Wilhelmina og derefter Hugo. Jeg er blevet afvæbnet så ofte i løbet af den sidste uge, at jeg er begyndt at føle mig som Venus de Milo. De skubbede mig ind i en turkis stol og placerede min "bombe" ved siden af Uri, på et bord omkring ti fod fra mig. De samlede indholdet op fra gulvet og proppede det i hast ned i kassen. Låget var åbent og afslørede Molly-skruer og skrivemaskineruller, som lignede Molly-skruer og skrivemaskineruller. Noget fortalte mig, at koncerten var slut.
  
  
  Uri og jeg trak på skuldrene. Jeg kiggede gennem kasserne og så på ham. Han rystede på hovedet. Nej, han signalerede heller ikke Kelly.
  
  
  I den fjerne ende af lokalet åbnede dobbeltdøre sig. Vagterne stod på opmærksomhed. Den ene i morgenkåbe, to i uniform og den ene fra bruseren med et håndklæde på bæltet.
  
  
  Gennem døren, i en silkekåbe, en silkebandage med en gylden agal, med en sort puddel under armen, trådte Troldmanden fra Oz, lederen af terroristerne, Al-Shaitan, Sheikh el-Yamaroun:
  
  
  Leonard Fox.
  
  
  Han satte sig ved bordet, lagde hunden på gulvet ved dens ben og begyndte at se på mig, så på Uri, så på mig, så på hans vagter, med et triumferende smil på sine tynde læber.
  
  
  Han henvendte sig til vagterne og afskedigede dem alle undtagen de fire blå revolvermænd. Han flyttede de to, der var ved siden af Uri ved døren til hallen. Fox var omkring femogfyrre og havde været millionær i de sidste tyve år; de sidste ti som milliardær. Jeg studerede de blege, næsten limegrønne øjne, det tynde, skarpe, velkæmmede ansigt. Det passede ikke sammen. Som et portræt malet af to forskellige kunstnere modsagde ansigtet sig selv. Sulten overraskelse glimtede i hans øjne; hans mund var sat i konstant ironi. En krig med sjov og åbenlys glæde. Hans barndomsdrøm om uoverskuelig rigdom var blevet et barns virkelighed, og et eller andet sted vidste han det, men han havde redet på sin drøm som en mand, der red på en tiger, og nu, på toppen af bjerget, var han dets fange. Han kiggede på Uri og vendte sig så mod mig.
  
  
  "Nå, hr. Carter. Jeg troede, du kom alene."
  
  
  Jeg sukkede. "Så du troede, jeg kom. Okay,
  
  
  vidste du, at jeg kom? Jeg vidste det ikke før i går aftes. Og jeg blev ikke fulgt, så vidt jeg ved."
  
  
  Han tog en solid guldkasse på bordet og trak en cigaret frem. Mit mærke. Han tilbød mig en. Jeg rystede på hovedet. Han trak på skuldrene og tændte den med en guldlighter. "Kom nu, Carter. Jeg skulle ikke have fulgt dig. Mine vagter nedenfor husker dit ansigt. Jeg havde dit billede fra Tel Aviv. Og jeg har kendt til dine enestående talenter siden Izmirs dage."
  
  
  "Izmir".
  
  
  Han skelede og blæste en sky af røg ud. "Fem år siden. Du har lukket det tyrkiske opiumnetværk ned."
  
  
  "Din?"
  
  
  "Desværre. Du var meget klog. Meget smart. Næsten lige så smart som mig." Smilet flimrede som tikken på læberne. "Da jeg fandt ud af, at de sendte dig for at følge Robie, havde jeg et øjebliks virkelig angst. Så begyndte jeg at nyde det. Ideen om at have en rigtig modstander. En rigtig test af mit sind. Al Shaitan vs. Nick Carter, den eneste mand, der er smart nok til overhovedet at begynde at finde ud af sandheden."
  
  
  Uri kiggede beundret på mig. Jeg flyttede mig i stolen. "Du har glemt noget, Fox. Jackson Robie lagde mærke til dig først. Eller vidste du det ikke?”
  
  
  Han kastede hovedet tilbage og lo, ha! "Så. Du troede virkelig på det. Nej, hr. Carter, eller må jeg kalde dig Nick? Ingen. Dette var også en del af lokkemad. Det var os, der koblede til AX. Ikke Robie."
  
  
  Jeg tog en pause. "Mine komplimenter, Fox, eller må jeg kalde dig Al?"
  
  
  Læberne tikkede igen. "Spøg så meget du vil, Nick. Joken var på dig. Opkaldet var en del af planen. En plan for at holde AX på det forkerte spor. Åh, ikke kun AXE. Det lykkedes mig at bedrage mange agenter. Shin Bet, Interpol, CIA. De nærmede sig alle Ramaz meget klogt. Nogle så lig, nogle så bare blod. Men de gik alle overbevist om, at de var på rette vej. At de lige gik glip af muligheden for at finde Al-Shaitan. Så er det tid til at dække dine spor."
  
  
  "Dræb gæssene, der lagde de gyldne gåseæg."
  
  
  "Ja."
  
  
  "Som Khali Mansour."
  
  
  “Som Khali Mansour og hans kolleger. De personer, jeg brugte til de første tip. Og selvfølgelig var vi nødt til at dræbe en af agenterne. For at skabe det indtryk, at han vidste om Ramaz, at han vidste for meget."
  
  
  "Hvorfor Robie?"
  
  
  Han proppede cigaretten i en skål med jaderinge. "Lad os bare sige, at jeg har en økse, der skal slibes. En anden måde at ydmyge Washington på. En anden måde at bremse jer alle sammen. Hvis Robie var død, ville du have sendt en anden. At starte forfra er den forkerte måde."
  
  
  "Så du kan gøre os dobbelte tåber."
  
  
  "Dobbelt fjols? Ingen. Mere end det dobbelte, Carter. Det første, Washington gjorde, var at prøve at gå efter Leonard Fox."
  
  
  Uri kiggede på mig med et løftet øjenbryn.
  
  
  Jeg svarede Uri. "Husk, hvad der skete med Edsel," mumlede jeg.
  
  
  Fox smilede. Sæt kryds og hold. "Hvis du prøver at lave en analogi med mig, tager du fejl. Fuldstændig falsk. Mine drømme er ikke for store og ikke for rokoko. Hvad mit tilbud angår, så køber alle det. Leonard Fox er død. Og de arabiske terrorister er døde. kidnapning".
  
  
  Uri rømmede sig. "Mens vi taler om det, hvad drømmer du om?"
  
  
  Fox kiggede misbilligende på Uri. "Måske var drømme et dårligt ordvalg. Og mine planer går hurtigt i opfyldelse. Jeg har allerede modtaget halvdelen af løsesummen. Og hvis du ikke læste papirerne, sendte jeg en meddelelse ud til deltagerne om, at ingen af ofrene vil blive løsladt, før alle pengene er i mine hænder. Undskyld. I hænderne på Al-Shaitan."
  
  
  "Og hvordan vil du bruge det?"
  
  
  "Sådan brugte jeg det altid. I jagten på det gode liv. Tænk bare, mine herrer, en milliard dollars. Ikke beskattet. Jeg vil bygge mig et palads, måske i Arabien. Vil jeg tage fire koner og fem i en for Vestmagten ukendt pragt? Jeg får det. Ubegrænset kraft. Feudal magt. En magt, som kun østlige fyrster kan besidde. Demokrati var sådan en tarvelig opfindelse."
  
  
  Jeg trak på skuldrene. “Uden dette ville du stadig være... hvad? Hvem var du, da du startede? En lastbilchauffør, ikke?”
  
  
  Jeg har fået et par venligere blikke i min tid. "Du forveksler demokrati med kapitalisme, Nick. Jeg skylder min lykke til fri virksomhed. Demokrati er det, der vil sætte mig i fængsel. Dette beviser, at demokratiet har sine grænser." Pludselig rynkede han panden. ”Men vi har meget at snakke om, og jeg er sikker på, at I herrer gerne vil have en drink. Jeg ved, at jeg ville."
  
  
  Han trykkede på klokkeknappen, og en tjener dukkede op. Barfodet mand.
  
  
  "Forstår du hvad jeg mener?" Fox pegede på gulvet. »Demokratiet har sine begrænsninger. Sådanne tjenere finder du ikke i USA." Han beordrede og løslod hurtigt manden, som fjernede vores metalkasser og placerede dem på gulvet under bordet. Uden for rækkevidde og nu
  
  
  sigtbarhed.
  
  
  Hverken Uri eller jeg var specielt bekymrede. Fox havde travlt med at spilde sine tarme, vi var begge i live og stadig i god form, og vi vidste, at vi ville finde en måde at kontakte Kelly på. Og hvordan kunne vi tabe? Fox vidste ikke engang om Kelly. For slet ikke at tale om vores dumme plan.
  
  
  
  
  
  
  Kapitel Tyve.
  
  
  
  
  
  Tjeneren rakte ham en kæmpestor messingbakke med polske vodka- og baccaratglas, en høj af hvidhvalkaviar på størrelse med hvidløg, løg, hakkede æg og toastskiver. Fox skænkede sig en iskold vodka. En bevæbnet vagt kom hen og rakte os briller.
  
  
  Fox rømmede sig og lænede sig tilbage i stolen. "Planlægningen begyndte måneder før..." Han kiggede hurtigt på mig. "Jeg går ud fra, at du gerne vil høre denne historie. Jeg ved, at jeg virkelig gerne vil høre din. Så. Som sagt begyndte planlægningen måneder i forvejen. Jeg kedede mig på Bermuda. Trygt, men kedeligt. Jeg er en mand, der er vant til at rejse rundt i verden. Rejser, eventyr, tilbud. Det er mit liv. Men pludselig fandt jeg mig selv begrænset meget få steder. Og mine midler var begrænsede. Mine penge var bundet i retssager, investeret i ejendom, virkelig tabt for mig. Jeg ville have min frihed. Og jeg havde brug for mine penge. Jeg læste om palæstinensiske terrorister, og pludselig tænkte jeg: hvorfor ikke? Hvorfor ikke sørge for, at jeg bliver kidnappet og få det til at se ud, som om araberne gjorde det? Jeg havde mange kontakter i Mellemøsten. Jeg kunne ansætte folk for at få det til at se lovligt ud. Og der er så mange arabiske ekstremistiske grupper, at ingen vil vide, hvor det kom fra. Så - jeg opfandt Al-Shaitan."
  
  
  Han holdt en pause og tog en lang slurk vodka. “Min bedste base her var Shanda-badene. Jeg håber, du er klar over min forbindelse med dem. En del af opiumnetværket, som jeg drev, blev pengene filtreret gennem schweiziske selskaber. Shanda var mit... lad os sige, "rekrutteringsbureau." Kalurisov, frontmændene, kunne sagtens købe mig en hær af bøller. Pushere, der vil gøre alt mod betaling. Og stofmisbrugere, der vil gøre alt for deres skrammel."
  
  
  "Ikke en særlig pålidelig hær."
  
  
  "Åh! Nemlig. Men jeg forvandlede denne forpligtelse til et aktiv. Lad mig fortsætte. Først bad jeg Caloris om at anbefale mænd. I det øjeblik var jobbet simpelthen at iscenesætte min bortførelse. Vi gennemgik listen over navne, og han fandt på navnet Khali Mansour. Calouris vidste, at Khali var involveret i en gadebande såvel som med en bror, der boede i Syrien. Han troede, det ville være en god blind vinkel, hvis nogen begyndte at spore os. Men så sagde han nej. Khali Mansour er upålidelig. Han ville sælge os, hvis pengene var rigtige. Og så fik jeg en rigtig idé. Lad Mansur sælge os. Jeg vidste, at der ville være agenter i sagen, og med upålidelige mennesker som Mansour kunne jeg være overbevist om, at agenterne gik den forkerte vej.
  
  
  Mansurs sag var meget følsom. Jeg ville provokere ham. Drille ham til det punkt, at det bliver forræderi. Led ham og skuffe ham så. Men jeg var nødt til at handle med stor forsigtighed for at sikre, at han ikke lærte engang et spor af sandheden. Så jeg gik gennem bagdøren. Vi startede med en mand ved navn Ahmed Rafad, en ven af Khalis bror fra Beit Nama. Rafad var på helikopteren, der bragte mig fra Bermuda. Men det var senere. Først bad vi Rafad og et par andre mænd om at hjælpe os med at ansætte andre arbejdere. Ved at ansætte bidrog de til spredningen af en bølge af rygter. Rygterne nåede mine ører. Informanters ører. Vi vidste også, at Rafad ville rekruttere sin ven Ali. Og Ali vil til gengæld rekruttere sin bror Khali."
  
  
  "Og denne Khali, når den bliver provokeret, vil han sælge dig."
  
  
  "Nemlig."
  
  
  Jeg rystede på hovedet og smilede. Jeg tror, det var Lawrence af Arabien, der sagde: "I øst sværger de, at det er bedre at krydse en firkant på tre sider." I dette tilfælde havde Fox et ægte orientalsk sind, som rejste et indirekte forhold til høj kunst."
  
  
  Jeg tændte en cigaret. "Fortæl mig nu, hvordan Lamott passer ind. Og Jens."
  
  
  Fox tog en kæmpe tennisbold med kaviar op og begyndte at sprede den på sin skål.
  
  
  For at besvare begge disse spørgsmål samlet, "tog han en bid, og et stænk af kaviar spredte sig over bordet som perler fra en knækket halskæde. Han tog en tår vodka for at klare ganen." Du kan ikke bruge opium i midten. East, uden at vide hvem den amerikanske agent var, arbejdede Lamott i min organisation. Damaskus gren. Han kendte til Jens. Og Lamothe blev rekrutteret, afhængig af mig. Ikke kun for heroin, men også for store penge. Han har brug for penge til at fodre en anden vane"
  
  
  "Ja. Han var også en dandy."
  
  
  Fox smilede. "Ja. Fuldstændig ret. Da vores opiumsforretning døde, var Lamott bange. Han havde ikke råd til både sin kemiske vane og også sin... så at sige sans for mode. Selv for hans løn hos Fresco Oil, som jeg forsikrer dig om var ret stor. Så Jens. Vi havde lidt baggrundsinformation om Jens. Vi vidste, at han var i problemer.
  
  
  Og stress. En kvinde, der også havde sans for mode. Hvor var det nemt for LaMotte at tage hende væk. Stakkels Bob havde det faktisk ikke så sjovt med det. Hans smag nåede ikke frem til kvindekønnet. Men mænd gjorde det værre for heroin og penge, så Bob forførte denne Jacqueline – og tvang hende til at forråde sin tidligere elsker. Først tænkte vi på at bruge jeans som en bedrager. Men der var forvirring. Det rygte, vi blev enige om at sprede i Damaskus, fandt i stedet vej til en CIA-officer. Men altså - hvilket held. Din Robi har hørt rygter i Tel Aviv."
  
  
  "De rygter, som Mansour fortalte i El Jazzar..."
  
  
  "Ja. Robi hørte dem og mødte Mansur. Han forsøgte derefter at ringe til Jens i Damaskus. Derfra tror jeg, du ved, hvad der skete. Men Robie blev mistænksom. Ikke Mansour, men Jens/LaMotta. Han bad her om, at Fox skulle tage til Beirut, hvor den rigtige Jens opholdt sig på sin oliekonference..."
  
  
  "Og hvor den sorte Renault ramte ham på gaden."
  
  
  "Mmm. Dræbte ham ikke, men det er okay. Han fik i hvert fald aldrig snakket med Robie.
  
  
  "Og du var her på hotellet hele tiden."
  
  
  "Hele tiden. Allerede dengang forklædt som en oliesheik. Men du må have fundet ud af noget nu.”
  
  
  "Ja. Sporet genopliver vagterne. Jeg hørte, at de var her for at vogte sheikens penge. Penge gemt i en hotelboks. Det var for excentrisk til at være sandt. Golfsheikerne bringer deres penge til Libanon, men de lægger dem i banker , som alle andre Så det gik pludselig op for mig, hvad for en slags penge ville du lægge i banken for løsesum.
  
  
  "Men hvorfor mig, Nick? Til sidst var jeg død."
  
  
  "Ikke nødvendigt. Du ankom til Bermuda i live med et fly. TV-kameraer viste dette. Men du forlod Bermuda i en lukket kiste. Ingen så liget undtagen dine "nære medarbejdere". Og en lukket kiste er en god måde at få et levende menneske væk fra øen. Nu har jeg et spørgsmål. Hvornår besluttede du dig for at kidnappe de andre? Dette var ikke en del af den oprindelige plan."
  
  
  Fox trak på skuldrene. "Ja. Du har igen ret. Ideen kom til mig under mit... fangenskab. Jeg sad i dette rum i disse to uger og tænkte på alle de mennesker, jeg ikke kunne lide. Og jeg tænkte - ah! Hvis ordningen virker én gang, hvorfor vil den så ikke virke igen og igen. Voila! Al-Shaitan blev big business. Men nu tror jeg, det er på tide, at du fortæller mig..."
  
  
  "Hvordan vidste jeg det"
  
  
  "Hvordan vidste du, at jeg håber, du ikke har noget imod at fortælle mig det, Nick?"
  
  
  Jeg trak på skuldrene. "Du kender mig, Al." Jeg kiggede på tæppet og så på Uri. Fox og hans skrivebord var for langt væk. Han holdt os både på sikker afstand og under truslen om dobbelt krydsild. Jeg var ved at miste håbet om at komme til boksene. Den anden plan består. Jeg kunne tale Fox ihjel. Hvis Kelly ikke havde fået signalet en time senere, ville han stadig have gået og gjort sit.
  
  
  Jeg rømmede: "Hvordan vidste jeg det. Jeg ved det ikke, Fox. Mange småting. Da jeg indså, at Ramaz var en blindgyde, at det hele var falsk fra start til slut, begyndte de andre dele at falde fra hinanden. placere. Eller jeg kunne i det mindste se, hvad de andre dele var. For eksempel er en af grundene til, at du er i problemer med FB, på grund af skatteunddragelse. Rygter om dine schweiziske virksomheder og snedige aftaler for at rydde op i beskidte penge. Så hvor får du alle dine beskidte penge fra? Ikke fra hoteller. Det må være noget ulovligt. Noget som et stof. Og hvad ved du? De tre brikker i mit Al-Shaitan-puslespil havde alle noget med stoffer at gøre. Mansour Lamott var stofmisbruger. Og Shands bade var et dække for ringen. Shand Baths - tilhørte et schweizisk selskab. Dit schweiziske selskab. Og Lamott ringede til Schweiz. Perfekt cirkel. Første runde.
  
  
  "Nu om LaMotta. Han var op til halsen i Al-Shaitan. Jeg troede også, han skød fyrene i Ramaz. Ikke mange terrorister bærer 0,25 mm ammunition. Men dette var ikke tilfældet. Arbejdede Lamothe med OOP? giver mening. Men så var der mange ting, der ikke gav mening. Ah, amerikanerne, der blev ved med at dukke op. Og alle pengene blinkede rundt. Kommandotropper er ikke lejede bøller. De er dedikerede kamikaze-hadere. brikkerne passede ikke - hvis puslespillet blev løst af Al-Shaitan. Men skift navnet til Leonard Fox..."
  
  
  Fox nikkede langsomt. "Jeg havde ret i at tro, at du var den rigtige fjende."
  
  
  Jeg spillede mere tid. "Der er én ting, jeg ikke forstår. Du talte med Lamott den morgen, han døde. Sheikh El-Yamaroun ringede til ham. Hvorfor sagde du til ham at han skulle støtte mig?”
  
  
  Fox løftede et øjenbryn. "Jeg er ret træt af hr. Lamott. Og han fortalte mig, at han troede, du mistænkte ham for noget. Og jeg tænkte, hvilken bedre måde at holde dig i mørket end at få dig til at dræbe dit eneste rigtige spor."
  
  
  "Vidste du, at jeg ville dræbe ham?"
  
  
  "Nå, jeg troede ikke rigtigt, at det ville lykkes ham at slå dig ihjel. Men så igen, hvis han gjorde... ja,
  
  
  - Han løftede øjenbrynene igen. - Ville din historie være slut, eller er der noget andet?
  
  
  "Noget andet. Kidnapningsofre. Først kørte det mig til vanvid. Jeg prøver at forstå hvorfor disse fyre. Så tænkte jeg: jamen... uden grund. Påstande. Men så snart jeg begyndte at mistænke dig, dannede knytnæven et mønster. Wilts, der overbød dig på det italienske hotel. Stol, som fremhævede dig i sit blad, Thurgood Miles, hundefoderfyren, er din nabo på Long Island. Forestil dig så fem jægere. Placeringen af kabinen var en dyb, mørk hemmelighed. konerne vidste ikke, hvor det var. De arabiske terrorister vidste det ikke. Men jeg huskede at have læst, at din hobby var jagt. At du engang tilhørte en lille, eksklusiv jagtgruppe."
  
  
  "Meget godt, Nick. Virkelig godt. Denne artikel om min interesse for jagt må være dukket op hvornår - for ti år siden? Men der er én person, du savnede. Roger Jefferson."
  
  
  "Nationale biler".
  
  
  "Mmm. Min vrede mod ham begyndte for tyve år siden. I øvrigt. Femogtyve. Som du siger, kørte jeg engang lastbil. National lastbil. Og jeg havde en idé. Jeg tog til Detroit og mødte Roger Jefferson. På det tidspunkt var han chef for godsafdelingen. Jeg præsenterede ham for et nyt lastbildesign. Et design, der ville revolutionere forretningen. Han nægtede mig. Kold. Ru. grinede mig op i ansigtet. Jeg tror faktisk, han var enig. se mig nyde at grine i mit ansigt."
  
  
  "Ja. Nå, du fik helt sikkert det sidste grin."
  
  
  Han smilede. "Og de har ret. Dette er den bedste variant. Og for god ordens skyld er Thurgood Miles, hundefodersælgeren, på min liste, ikke fordi han var min nabo, men på grund af den måde, hans klinikker behandler hunde på. De afliver simpelthen syge dyr og sælger dem til gymnasier til vivisektion. Barbarisme! Umenneskelig! Han skal stoppes! "
  
  
  "Mmm," sagde jeg og tænkte på tjeneren, der var faldet sammen på gulvet, og tænkte på bedragerne, der blev dræbt ved Ramaz, og de uskyldige mennesker, der blev dræbt på stranden. Fox ønskede, at hunde skulle behandles som mennesker, men han havde ikke noget imod at behandle mennesker som hunde. Men, som Alice sagde: "Jeg kan ikke fortælle dig nu, hvad moralen i det er, men jeg vil huske det efter et stykke tid."
  
  
  Vi sad i stilhed i flere minutter. Uri sagde: "Jeg begynder at føle mig som Harpo Marx. Vil du ikke spørge mig om noget? For eksempel, hvordan kom et smart geni som mig i sådanne problemer? Eller måske vil du svare mig på noget. planlægger du at slutte dig til os nu? "
  
  
  "Godt spørgsmål, hr...?"
  
  
  "Hr. Moto. Men du kan kalde mig Quasi."
  
  
  Fox smilede. "Fantastisk," sagde han. “Virkelig fremragende. Måske skulle jeg holde jer begge ved hoffet som hofnarer. Fortæl mig," han kiggede stadig på Uri, "hvilke andre talenter kan du anbefale?"
  
  
  "Talenter?" Uri trak på skuldrene. "En lille sang, en lille dans. Jeg laver en god omelet."
  
  
  Fox' øjne frøs. "Det ville være nok! Jeg spurgte, hvad du lavede."
  
  
  "Bomber," sagde Uri. "Jeg laver bomber. Som den, der ligger i kassen ved dine fødder.”
  
  
  Fox' øjne strakte sig op, før de blev smallere. "Du bluffer," sagde han.
  
  
  Uri trak på skuldrene. "Prøv mig." Han kiggede på sit ur. "Du har en halv time til at sikre dig, at jeg lyver. Tror du, vi kommer herind, to skøre mennesker, alene, uden nogen esser for at få Jem ud? Du tror, det er slut, hr. Leonard Fox."
  
  
  Fox overvejede dette. Han kiggede under bordet. Hans hund lå også under bordet. Han knækkede med fingrene, og hunden løb ud, skyndte sig ned på Fox' knæ, sprang op og iagttog ham med hundekærlighed. Fox samlede ham op og holdt ham på skødet.
  
  
  "Okay," sagde han. "Jeg kalder dit bluff. Ser du, der er intet, der holder mig på disse hotelværelser. Jeg er Sheikh Ahmed Sultan el-Yamaroun, jeg kan komme og gå. Men du på den anden side...” gøede han af sine vagter. "Bind dem til stolene," beordrede han på arabisk. Han vendte sig mod os igen. "Og jeg forsikrer jer, mine herrer, hvis bomben ikke dræber jer om en halv time, så gør jeg det."
  
  
  Uri begyndte at dykke efter kasserne. Jeg rejste mig og slog ham dumt i kæben, da tre pistoler gik af, knæk-knæk-knæk - savnede ham kun fordi jeg ændrede hans retning.
  
  
  Dumt træk. Han ville aldrig gøre dette. Kasserne var mere end ti fod væk. Og det er i hvert fald ikke værd at dø for. Der var ingen bombe i dem, kun en fjernbetjening. Det er ikke fordi, jeg ikke tror på heltemod. Jeg tror bare på, at jeg vil redde dem i et af to tilfælde. Når du ikke kan tabe. Og når du ikke har noget at tabe. Det forstår jeg heller ikke – endnu.
  
  
  Jeg troede, at Fox ville tage sin vagt og gå. Og på en eller anden måde, selv bundet til stole, var vi to i stand til at nå skufferne og trykke på to knapper. Den første skal alarmere Kelly, der sidder i lobbyen, og den anden, som to minutter senere vil forårsage en støjende eksplosion i flytasken. Ikke en rigtig bombe. Bare en stor eksplosion. Nok til at rive en plastikpose. Nok til at
  
  
  sende sort røg bølgende i luften. Og nok til at ringe til Beirut-politiet, som Kelly sender til ellevte sal. Uafhængig politirazzia.
  
  
  Plan to, "hvis-du-ikke-hører-fra-os-om-en-time-du-får-politiet-alligevel"-planen, virkede næppe. Ikke hvis Fox holdt sit ord. Hvis bomben ikke havde dræbt os inden for en halv time, ville han have dræbt os. Politiet vil stadig komme, men de vil finde vores lig. En vidunderlig illustration af en Pyrrhic sejr. Men meget kan ske på en halv time. Og der var god tid til heltemod.
  
  
  Vi blev bundet til stolene, vores hænder til armene på stolen, vores ben til dens ben. Uri vågnede lige da Fox og hans bøller var på vej. Fox stak hovedet gennem døren.
  
  
  "Åh, der er én ting, jeg ikke nævnte, herre. Vi fandt din ven siddende i hallen."
  
  
  Han åbnede døren lidt bredere. De smed Kelly på det persiske tæppe. Han var bundet til hænder og fødder, hans hænder var bag ryggen, og hans ansigt var dækket af blå og blå blå mærker.
  
  
  "Nu fortæller han os det," sagde jeg til Uri.
  
  
  Fox lukkede døren. Vi hørte ham låse den.
  
  
  "Okay," sagde jeg. "Her er planen..."
  
  
  De så begge på mig, som om jeg faktisk havde det.
  
  
  "Undskyld," sagde jeg. "Galgenhumor. Hvor er tasken, Kelly?
  
  
  Kelly væltede med besvær. "Okay, Pollyanna. Her er dine gode nyheder. De er stadig i lobbyen."
  
  
  "Her er din dårlige nyhed, hr. Big," Uri kiggede vredt på mig. »Selv om det lykkes os at få det til at eksplodere, ved politiet ikke, om de skal komme hertil. Hvorfor slog du mig, din dumme idiot? Vi havde vores bedste chancer, da vi ikke var begrænset."
  
  
  "Først og fremmest," var jeg også vred, "hvad kunne være bedre? I betragtning af at Kelly er væk."
  
  
  "Bøde. Men du vidste det ikke dengang."
  
  
  "Bøde. Jeg vidste det ikke, men jeg reddede stadig dit liv."
  
  
  "I en halv time var det næppe umagen værd."
  
  
  "Vil du bruge dine sidste øjeblikke på at rense mig?
  
  
  Eller vil du gøre noget, mens du prøver at leve.”
  
  
  "Jeg kan vist altid give dig en tur senere."
  
  
  "Så gå til kassen og detoner bomben."
  
  
  Uri gik hen mod skufferne på sin stol. Det var tomme for tomme "Favus?" Han sagde. "Hvorfor gør jeg det her? Så Beirut-politiet kan hænge ud lidt?”
  
  
  Jeg gik over i min stol til Kelly, som gik hen til mig med besvær. "Jeg ved ikke hvorfor," mumlede jeg til Uri. "Bortset fra at Leonard Fox og hans gruppe af blå bøller ikke kommer længere end til lobbyen. De vil sidde der og tælle i en halv time. Måske bliver de bange, når de ser politiet. Løb hen til ham. Forlad hotellet. Eller måske bringer de politiet hertil på en eller anden måde. Eller måske tror de, at vi har bomber overalt."
  
  
  "Vil politiet tænke, eller vil Fox tænke?" Uri var stadig fire meter fra kasserne.
  
  
  "For pokker, jeg ved det ikke. Jeg siger bare, at jeg kan."
  
  
  "Du glemte en ting," sagde Kelly på en fods afstand. "Måske er det bare en ond drøm."
  
  
  "Det kan jeg godt lide," sagde jeg og vippede stolen, så den faldt på gulvet. "Nu vil du måske prøve at løse mig?"
  
  
  Kelly rejste sig langsomt, indtil hans hænder var ved siden af mine. Han begyndte akavet at tage fat i mine reb. Uri nåede et sted ved siden af bordet og kastede sin stol på gulvet. Han skubbede til den åbne kasse med hagen. Han lænede sig frem og spildte indholdet. Fjernbetjeningen faldt ud og landede ved siden af ham. "Ingen!" - sagde han pludselig. "Ikke endnu. Vi har treogtyve minutter til at detonere bomben. Og måske, som vores vært kan lide at sige, vil eksplosionen måske sende Fox hertil. Vi må hellere prøve at slappe lidt af først."
  
  
  Kelly gav mig ikke noget svagere. Uri kiggede på det uordnede affald på gulvet. "Jeg forstår," sagde han. "Jeg forstår, jeg forstår."
  
  
  "Du mener hvad?"
  
  
  "Nippere. Jeg kan huske, at jeg smed trådskærerne. Der er kun et problem. Trådskærerne er i den anden skuffe. Og den pokkers skuffe er for langt under bordet. Og jeg kan ikke komme dertil, bundet til det. stol." Han vendte hovedet i vores retning. "Skynd dig, Kelly, jeg tror, jeg har brug for irernes held.
  
  
  Kelly kravlede mod bordet. Det lignede en fodboldbane. Endelig kom han dertil. Han brugte sine bundne ben som en sonde og skubbede kassen ind i et frit rum.
  
  
  Uri så på. "Min Gud. Den er låst."
  
  
  Jeg sagde langsomt: "Hvor er nøglerne?"
  
  
  "Glem det. Nøglerne sidder i en kæde om min hals."
  
  
  Et langt minuts frygtelig stilhed. "Bare rolig," sagde jeg. "Måske er det bare en ond drøm."
  
  
  Endnu en stilhed. Vi havde ti minutter.
  
  
  "Vent," sagde Uri. "Din boks var også låst
  
  
  . Hvordan åbnede du den? "
  
  
  "Det gjorde jeg ikke," sagde jeg. "Jeg smed den mod vagten, og den åbnede af sig selv."
  
  
  "Glem det," sagde han igen. "Vi vil aldrig have magten til at smide denne ting væk."
  
  
  "Bøde. Antenne".
  
  
  "Hvad med det her?"
  
  
  "Tag det."
  
  
  Han grinede. "Jeg kan se. Hvad nu?"
  
  
  “Fisk efter kassen. Tag hende i hånden. Så prøv at vende det så meget som muligt.”
  
  
  "For pokker. Du kan ikke være så dum."
  
  
  Han gjorde det. Det virkede. Kassen ramte kanten af bordet, åbnede sig, og alt affaldet faldt på gulvet.
  
  
  "Dette er virkelig et fantastisk slot, Uri."
  
  
  "Klager du?" spurgte han.
  
  
  Kelly havde allerede løsladt ham.
  
  
  "Åh!" Han sagde.
  
  
  "Klager du?" - spurgte Kelly.
  
  
  Vi havde næsten fem minutter tilbage. Perfekt timing. Vi sender tasken med på flyet. Politiet ankommer om mindre end fem minutter. Vi gik mod døren. Vi glemte, at den var låst.
  
  
  De andre døre var ikke dem, der førte til resten af rummet. Jeg fandt Wilhelmina på kommoden og smed min stilet til Uri Kelly, som tog en kniv fra køkkenskuffen.
  
  
  "Telefon!" Jeg sagde. "Åh min Gud, telefonen!" Jeg dykkede efter telefonen og bad operatøren om at sende ups. Da hun sagde: "Ja, sir," hørte jeg en eksplosion.
  
  
  Alle døre til hallen var låst. Og de var alle lavet af ubrydeligt metal. Alt er fint. Så vi venter, vi kan ikke tabe nu. Vi vendte tilbage til stuen, tilbage til hvor vi startede. Uri kiggede på mig. "Vil I slå op eller blive sammen?"
  
  
  Vi skulle aldrig beslutte os.
  
  
  Døren gik op, og kugler fløj. En maskinpistol river rummet op. Jeg dukkede mig bag bordet, men mærkede kuglerne brænde mit ben. Jeg skød og ramte skytten i hans blåklædte hjerte, men to skytter gik ind ad døren og spyttede kugler overalt. Jeg skød en gang, og de faldt begge.
  
  
  Vent lige lidt.
  
  
  Jeg har det fint, men ikke så godt.
  
  
  Et langt øjebliks uhyggelig stilhed. Jeg kiggede rundt i lokalet. Uri lå midt på tæppet med et skudhul i sin polstrede vest. Kellys højre hånd var helt rød, men han dukkede sig til dækning bag sofaen.
  
  
  Vi kiggede på hinanden og så på døren.
  
  
  Og der var min gamle ven David Benjamin.
  
  
  Han smilede et forbandet smil. "Bare rolig, mine damer. Kavaleriet er her."
  
  
  "Gå ad helvede til, David."
  
  
  Jeg kravlede over til Uris krop. Der flød blod ned af mit ben. Jeg mærkede hans puls. Han var der stadig. Jeg knappede min vest op. Det reddede hans liv. Kelly holdt hans blodige hånd. "Jeg tror, jeg finder en læge, før det gør ondt." Kelly gik langsomt ud af rummet.
  
  
  Shin Bet-fyrene var nu over hele hallen. De og de libanesiske betjente lavede en ret interessant kombination, idet de tog fanger. Og så kom politiet. Beirut politi. Lad os tale om mærkelige sengekammerater, Shin Bitahon.
  
  
  "Libanon vil bruge denne historie i de kommende år. De vil sige: "Hvordan kan du bebrejde os for at hjælpe palæstinenserne?" Arbejdede vi ikke engang med Shin Bet? "Forresten," tilføjede Benjamin, "vi har Leonard Fox." Beirut giver det gerne væk. Og vi giver det gerne tilbage til Amerika."
  
  
  "Et spørgsmål, David."
  
  
  "Hvordan kom jeg hertil?"
  
  
  "Højre."
  
  
  "Leila fortalte mig, at du skal til Jerusalem. Jeg har advaret landingsbanen for at give mig besked, når du ankommer. Så sporede jeg dig. Nå, ikke ligefrem overvågning. Hærens køretøj, der tog dig til dit hotel, var vores. taxaen, der tog dig til lufthavnen. Chaufføren så dig gå ombord på flyet på vej mod Beirut. Efter det var det ikke så svært. Husk - jeg tjekkede Robies telefonoptegnelser for dig. Og et af numrene var Fox Beirut. Jeg fandt aldrig ud af, at Al Shaitan var Leonard Fox, men jeg indså, at du kiggede forbi og troede, at du måske havde brug for lidt hjælp fra dine venner. Vi har en fyr i Beirut lufthavn - ja, vi havde en fyr - nu er hans dækning sprængt. Du bliver grøn, Carter. Jeg vil prøve at afslutte hurtigt, så du kan besvime. Hvor har jeg været? Åh ja. Jeg ventede i hallen. Der er tre fyre med mig. Vi opdagede, at Mackenzie ikke var på sit værelse "Så hvor var Mackenzie? En fyr ledte efter dig i baren. Jeg gik for at tjekke operatøren. Måske har McKenzie ringet til en anden roamingtjeneste."
  
  
  "Bøde. Lad være med at fortælle mig. Du talte med operatøren, da jeg ringede til politiet."
  
  
  "Okay, jeg vil ikke fortælle dig det. Men sådan var det. Du er meget grøn, Carter. Delvis grøn og hvid. Jeg tror, du kommer til at besvime."
  
  
  "Død," sagde jeg. Og han besvimede.
  
  
  
  
  
  
  Enogtyvende kapitel.
  
  
  
  
  
  Jeg lå nøgen i solen.
  
  
  På altanen. Jeg spekulerede på, hvad jeg ville gøre med en milliard dollars. Jeg ville nok ikke gøre noget anderledes. Hvad er der at gøre? Har du fjorten jakkesæt som Bob LaMotta? Er der et palads i Arabien? Nix. Kedelig. Rejse? Dette er en anden ting, folk gør med penge. Under alle omstændigheder er det at rejse, det jeg brænder for. Rejser og eventyr. Masser af eventyr. Lad mig fortælle dig om eventyret – det er et skud i armen. Eller et ben.
  
  
  Jeg forestiller mig disse penge hele tiden. En halv milliard dollars. Fem hundrede mio. Pengene tog de fra Leonard Fox' boks. Penge til løsesum. Fem hundrede millioner dollars i halvtredserne. Ved du hvor mange regninger det er? Ti millioner. Ti millioner halvtreds dollarsedler. Seks tommer pr. seddel. Fem millioner fod penge. Lige under tusind miles. Og moralen er denne: det kan ikke købe lykke. I hvert fald for Fox. Det kan ikke engang købe ham et depositum. Først og fremmest fordi de returnerede pengene. Og for det andet satte dommeren, i et anfald af juridisk farce, Fox' kaution til en milliard dollars.
  
  
  Der var ingen aftagere.
  
  
  Telefonen ringede. Han lå ved siden af mig på balkonen. Jeg kiggede på mit ur. Middag. Jeg skænkede mig et glas polsk vodka. Jeg lod telefonen ringe.
  
  
  Han blev ved med at ringe.
  
  
  Jeg tog den op.
  
  
  Høg.
  
  
  "Ja Hr."
  
  
  "Kan du lide det?"
  
  
  "Øh, ja, sir... Ringede du for at spørge, om jeg var okay?"
  
  
  "Ikke rigtig. Hvordan har dit ben det?"
  
  
  Jeg holdt pause. "Jeg kan ikke lyve, sir. Om et par dage er alt i orden."
  
  
  ”Nå, jeg er glad for at høre, at du ikke kan lyve for mig. Nogle mennesker tror, du er på kritikerlisten."
  
  
  Jeg sagde: "Jeg kan ikke forestille mig, hvordan disse rygter startede."
  
  
  "Det kan jeg heller ikke, Carter. Det kan jeg heller ikke. Så lad os tale om din næste opgave. Du afsluttede Fox' sag i går, så nu skulle du være klar til den næste."
  
  
  "Ja, sir," sagde jeg. Jeg havde ikke forventet Nobelprisen, men i weekenden... "Fortsæt, sir," sagde jeg.
  
  
  "Du er nu på Cypern. Jeg vil have dig til at blive der de næste to uger. Efter dette tidspunkt vil jeg have en fuldstændig rapport om det nøjagtige antal cyperntræer på Cypern."
  
  
  "To uger, sagde du?"
  
  
  "Ja. To uger. Jeg har ikke brug for en skør hurtig optælling."
  
  
  Jeg fortalte ham, at han bestemt kunne regne med mig.
  
  
  Jeg lagde røret på og tog endnu en skefuld kaviar. Hvor var jeg? Oh yeah. Hvem har brug for penge?
  
  
  Jeg hørte lyden af en nøgle i døren. Jeg greb et håndklæde og væltede. Og her er hun. Stående på tærsklen til altandøren. Hun kiggede på mig med store øjne og løb hen til mig.
  
  
  Hun knælede på måtten og kiggede på mig. "Jeg slår dig ihjel, Nick Carter! Jeg tror virkelig, jeg slår dig ihjel!"
  
  
  "Hej. Hvad er der sket? Er du ikke glad for at se mig?
  
  
  "Godt at se dig? Jeg var bange halvt ihjel. Jeg troede, du var ved at dø. De vækkede mig midt om natten og sagde: "Carter er såret. Du skal flyve til Cypern."
  
  
  Jeg førte min hånd gennem hendes gule og lyserøde hår. "Hej Millie... hej."
  
  
  Et øjeblik smilede hun et smukt smil; så lyste hendes øjne op igen.
  
  
  "Okay," sagde jeg, "hvis det får dig til at føle dig bedre, er jeg såret. Kig under forbindingen. Alt er groft der. Og sådan har du det med en såret helt - såret på forsvarslinjen i sit land? Eller lad mig sige det på en anden måde. Er det sådan, du har det med manden, der sørgede for, at du skulle holde to ugers ferie på Cypern? "
  
  
  "Ferie?" Hun sagde. "To uger?" Så rystede hun. "Hvad var den første pris?"
  
  
  Jeg trak hende tættere på. "Jeg savnede dig, Millie. Jeg savnede virkelig din frække mund."
  
  
  Jeg fortalte hende, hvor meget jeg savnede ham.
  
  
  "Du ved?" - sagde hun sagte. "Jeg tror, jeg tror på dig."
  
  
  Vi kyssede den næste halvanden time.
  
  
  Til sidst vendte hun sig om og lagde sig på mit bryst. Jeg løftede et hårstrå af hendes hår til mine læber, inhalerede deres parfume og kiggede ud over Middelhavet og tænkte, at vi på en eller anden måde var rundet.
  
  
  Millie så mig kigge ud på havet. "Tænker du på at holde op med AX igen?"
  
  
  "Øh. Jeg tror, det er min skæbne."
  
  
  "Det er en skam. Jeg tænkte, det ville være rart for dig at komme hjem.”
  
  
  Jeg kyssede toppen af hendes søde gule hoved. "Skat, jeg ville være en elendig civilist, men jeg vil vædde på, at jeg kunne arrangere at blive alvorligt såret mindst en gang om året. Hvad med dette?
  
  
  Hun vendte sig om og bed mig i øret.
  
  
  "Hmm," sagde hun. "Løfter, løfter."
  
  
  
  
  
  
  Carter Nick
  
  
  Doktor Døden
  
  
  
  
  Nick Carter
  
  
  Doktor Døden
  
  
  Dedikeret til folket i de amerikanske efterretningstjenester
  
  
  
  
  Første kapitel
  
  
  Taxaen stoppede brat ved indgangen til Rue Malouche. Chaufføren vendte sit barberede hoved mod mig og blinkede med sine blodskudte øjne. Han røg for meget kief.
  
  
  "Dårlig gade," knurrede han surt. "Jeg kommer ikke ind. Vil du ind, så går du.”
  
  
  Jeg grinede. Selv Tangers hårdføre arabiske indbyggere undgik Rue Malouche, en smal, snoet, dårligt oplyst og ildelugtende gyde midt i medinaen, Tangers version af Kasbah. Men jeg har set værre. Og jeg havde forretning der. Jeg betalte chaufføren, gav ham et drikkepenge på fem dirham og gik. Han satte bilen i gear og var hundrede meter væk, før jeg havde mulighed for at tænde en cigaret.
  
  
  "Er du amerikaner? Vil du have det godt?
  
  
  Børn dukkede op ud af ingenting og fulgte mig, mens jeg gik. De var ikke mere end otte eller ni år gamle, klædt i beskidte, lasede djellabaer og lignede alle de andre tynde børn, der dukker op ud af ingenting i Tanger, Casablanca, Damaskus og et dusin andre arabiske byer.
  
  
  "Hvad kan du lide? Kan du lide drenge? Piger? To piger på samme tid? Nyder du at se showet? Pigen og æslet? Du kan lide meget små drenge. Hvad kan du lide?"
  
  
  "Det, jeg kan lide," sagde jeg bestemt, "er at blive ladt i fred. Gå nu vild."
  
  
  "Vil du have kief? Vil du have hash? Hvad vil du have?" - råbte de insisterende. De var stadig i hælene på mig, da jeg stoppede foran en umærket flisedør og bankede fire gange. Panelet i døren åbnede sig, et ansigt med overskæg kiggede ud, og børnene skyndte sig væk.
  
  
  "Gammel?" sagde ansigtet uden udtryk.
  
  
  "Carter," sagde jeg kort. "Nick Carter. Jeg venter".
  
  
  Panelet flyttede sig øjeblikkeligt væk, låsene klikkede, og døren åbnede. Jeg kom ind i et stort rum med lavt til loftet, som i begyndelsen virkede endnu mørkere end gaden. Den skarpe lugt af brændende hash fyldte mine næsebor. De skarpe skrig fra arabisk musik gennemborede mine ører. Langs siderne af rummet stod flere dusin mørke skikkelser, stående overskrævs på tæpperne eller lænet tilbage på puder. Nogle nippede til myntete, andre røg hash fra en vandpibe. Deres opmærksomhed var fokuseret på midten af rummet, og jeg kunne forstå hvorfor. En pige dansede på dansegulvet i midten, oplyst af svage lilla spotlights. Hun var kun iført en kort bh, gennemsigtige bloomers og et slør. Hun havde en kurvet krop, fyldige bryster og glatte hofter. Hendes bevægelser var langsomme, silkebløde og erotiske. Hun lugtede af ren sex.
  
  
  "Vil du sidde, monsieur?" - spurgte den overskægtige. Hans stemme var stadig udtryksløs, og hans øjne så ikke ud til at bevæge sig, da han talte. Jeg kiggede modvilligt væk fra pigen og pegede på et sted mod væggen, overfor døren. Standard operationsprocedure.
  
  
  "Her," sagde jeg. "Og kom med noget myntete til mig. Kogende."
  
  
  Han forsvandt ind i tusmørket. Jeg satte mig på en pude mod væggen, ventede, indtil mine øjne fuldt ud havde vænnet sig til mørket, og undersøgte omhyggeligt stedet. Jeg besluttede, at den person, jeg var ved at møde, var et godt valg. Værelset var mørkt nok, og musikken høj nok til, at vi kunne have lidt privatliv. Hvis jeg kendte denne mand så godt, som jeg troede, ville vi have brug for ham. Vi har muligvis også brug for en af flere udgange, som jeg straks bemærkede. Jeg vidste, at der var andre, og jeg kunne endda gætte hvor. Ingen klub i Tanger ville vare længe uden et par diskrete udgange i tilfælde af et besøg fra politiet eller endnu mindre ønskværdige besøgende.
  
  
  Med hensyn til underholdning - ja, det havde jeg heller ingen klager over. Jeg lænede mig op ad den ru lervæg og så på pigen. Hendes hår var kulsort og nåede til taljen. Langsomt, langsomt svajede hun i det mørke lys, til det insisterende taktslag i maven. Hendes hoved faldt tilbage og derefter fremad, som om hun ikke havde kontrol over, hvad hendes krop ville, havde brug for eller gjorde. Kulsort hår rørte ved det ene bryst, så det andet. De dækkede og afslørede derefter mavemusklerne, vådt glinsende af sved. De dansede langs hendes modne lår, som en mands hænder, der langsomt kastede hende ind i en erotisk feber. Hendes hænder rejste sig og skubbede hendes storslåede bryster frem, som om hun tilbød dem, og tilbød dem til hele herreværelset.
  
  
  "Nick. Nick Carter."
  
  
  Jeg så op. Først genkendte jeg ikke den mørklødede figur i jeans, der stod over mig. Så så jeg dybtliggende øjne og en knivskarp kæbe. Sammen var de umiskendelige. Remy St-Pierre, et af de fem højtstående medlemmer af Bureau Deuxieme, den franske ækvivalent til vores CIA. Og ven. Vores øjne mødtes et øjeblik, så smilede vi begge. Han satte sig på puden ved siden af ham
  
  
  
  
  
  "Jeg har bare et spørgsmål," sagde jeg lavmælt. "Hvem er din skrædder? Fortæl mig, så jeg kan undgå det."
  
  
  Endnu et glimt af et smil blinkede hen over det spændte ansigt.
  
  
  "Altid vid, mon ami," svarede han lige så stille. "Det er så mange år siden, jeg sidst så dig, men du forstår med det samme det gribende, når vi endelig mødes igen."
  
  
  Det er rigtigt. Det var lang tid siden. Faktisk havde jeg ikke set Remy, siden David Hawk, min chef og leder af AX-operationer, gav mig til opgave at hjælpe Bureau Deuxieme med at forhindre mordet på præsident de Gaulle. Jeg gjorde det ikke dårligt, hvis jeg selv skal sige det. De to kommende snigmordere blev elimineret, præsident de Gaulle døde en naturlig og fredelig død i sin egen seng et par år senere, og Remy og jeg skiltes med gensidig respekt.
  
  
  "Hvordan kan jeg ellers have det sjovt, Remy?" - sagde jeg og trak cigaretter op og tilbød ham en.
  
  
  Den stærke kæbe knyttede sig grimt sammen.
  
  
  "Jeg tror, mon ami, at jeg har noget at more selv dig, den mest effektive og dødbringende spion, jeg nogensinde har kendt. Desværre morer det mig overhovedet ikke."
  
  
  Han tog cigaretten, så på den gyldne spids, før han puttede den i munden, og rystede let på hovedet.
  
  
  "Stadig specialfremstillede cigaretter med monogram, kan jeg se. Din eneste virkelige fornøjelse."
  
  
  Jeg tændte hans cigaret og derefter min og kiggede på danseren.
  
  
  "Åh, jeg stødte på nogle flere mennesker. Strengt på vagt, selvfølgelig. Men du sendte ikke dette højprioriterede hasteopkald gennem Hawk - og, jeg kan tilføje, afbrød en hyggelig lille ferie - for at tale om mine cigaretter, mon ami." Jeg formoder, at du ikke engang inviterede mig hertil for at se denne pige prøve at elske med alle mænd i rummet på én gang. Ikke at jeg havde noget imod det."
  
  
  Franskmanden nikkede.
  
  
  "Jeg beklager, at anledningen til vores møde ikke er mere behagelig, men..."
  
  
  Tjeneren kom hen med to dampende glas myntete, og Remy dækkede sit ansigt med hætten på sin djellaba. Hans træk forsvandt næsten ind i skyggerne. På dansegulvet steg tempoet i den hårde musik en smule. Pigens bevægelser blev tungere og mere vedholdende. Jeg ventede, indtil tjeneren dematerialiserede sig, som marokkanske tjenere gør, og talte derefter stille.
  
  
  "Okay, Remy," sagde jeg. "Lad os gøre det."
  
  
  Remy tog et træk fra sin cigaret.
  
  
  “Som du kan se,” begyndte han langsomt, “har jeg farvet min hud og går i marokkansk tøj. Dette er ikke den dumme maskerade, det kan virke. Selv på dette sted, som jeg anser for sikkert, kan vores fjender være omkring os. . Og vi ved det ikke, vi er ikke sikre på, hvem de er. Dette er det mest skræmmende aspekt af denne situation. Vi ved ikke, hvem de er, og vi kender ikke deres motiver. Vi kan kun gætte."
  
  
  Han holdt en pause. Jeg trak en sølvkolbe fra min jakke og hældte diskret nogle 151 proof Barbados-rom i begge vores glas. Muslimer drikker ikke – eller bør ikke – og jeg tænkte ikke på at konvertere til deres tro. Remy nikkede taknemmeligt, tog en tår te og fortsatte.
  
  
  "Jeg kommer lige til sagen," sagde han. "Nogen er forsvundet. En person af vital sikkerhedsinteresse ikke kun for Frankrig, men for hele Europa, Storbritannien og USA. Kort sagt, nogen af interesse for den vestlige verden."
  
  
  "Videnskabsmand." Det var et udsagn, ikke et spørgsmål. Den pludselige forsvinden af en videnskabsmand forårsagede mere panik end desertering af et dusin bureaukrater, uanset i hvilket land det skete.
  
  
  Remy nikkede.
  
  
  "Har du nogensinde hørt om Fernand Duroch?"
  
  
  Jeg tog et eftertænksomt træk på min cigaret og gennemgik mentalt AX's bio-filer om franske videnskabelige ledere. Femten fod væk gjorde en danser sit bedste for at distrahere mig. Musikken tog støt fart. Jeg mærkede en kløe i maven. Pigen rystede, hendes mavemuskler trak sig sammen i takt med musikken, hendes hofter pulserede.
  
  
  "Dr. Fernand Duroch, Ph.D.-medlem af Æreslegionen. Født i Alsace i 1914. Uddannet førsteklasses fra École Polytechnique i Paris, 1934. Forskning i ubådsfremdrivningssystemer for den franske flåde før den tyske invasion. Franskmændene under ledelse af de Gaulle før befrielsen efterkrigstidens arbejde: store fremskridt i edb-udviklingen af den franske flåde. Siden 1969 - Direktør for den franske flåde var kendt under kodenavnet "Doctor Death" for sin erfaring med sprængstoffer. Navnet bruges stadig som en vittighed på grund af Durochs blide natur.
  
  
  Remy nikkede igen. Nu var hans øjne også rettet mod pigen. Hendes rystende bryster glimtede vådt i det røgfyldte lys. Hendes øjne var lukkede, mens hun dansede.
  
  
  "Du har gjort din del
  
  
  
  
  lektier. AX indsamler oplysninger godt. Måske for godt for mig som RENARDs sikkerhedsdirektør. Det er dog den person, vi taler om."
  
  
  "Og nøgleordet i hans dossier er selvfølgelig 'atomkraft'," sagde jeg.
  
  
  "Måske".
  
  
  Jeg løftede et øjenbryn.
  
  
  "Måske?"
  
  
  "Der er andre nøgleord. For eksempel "computerisering" og "undervandsfremdrivningssystemer." Hvilken en der er korrekt, ved vi ikke."
  
  
  "Måske alle sammen?" Jeg spurgte.
  
  
  "Igen, måske." Remy rørte lidt. Også mig. En let uro invaderede lokalet, en voksende og næsten håndgribelig spænding. Det var ren seksuel spænding, der kom fra pigen i centrum. Hendes slør var nu sænket. Kun det tynde gennemsigtige stof fra bloomers og bh'en dækkede hendes rigelige bryster med saftige brystvorter og saftige hofter. Gennem dette materiale kunne hver mand i rummet se den sorte trekant af hendes køn. Hun bevægede den hypnotisk, gestikulerede med hænderne, inviterede og bad om opmærksomhed.
  
  
  Remy rømmede sig og tog endnu en tår af sin romte.
  
  
  "Lad mig starte fra begyndelsen," sagde han. "For cirka tre måneder siden forlod Dr. Duroch RENARDs hovedkvarter i Cassis for sin årlige tre-ugers ferie. Ifølge hans kolleger var han i højt humør. Projektet nærmede sig hurtigt en succesfuld afslutning, og faktisk var der kun få detaljer tilbage at afklare. Duroch var på vej til Vierwaldstättersee i Schweiz, hvor han havde til hensigt at tilbringe en bådferie med en gammel ven, der boede på det polytekniske universitet. Han pakkede sine kufferter og om morgenen den 20. november kyssede han sin datter farvel på..."
  
  
  "Hans datter?"
  
  
  “Duroche er enkemand. Hans treogtyveårige datter Michelle bor hos ham og arbejder som bibliotekar hos RENARD. Men jeg vender tilbage til det senere. Som sagt kyssede Duroch sin datter farvel i Marseille lufthavn. , satte sig på et fly til Milano, som flyver til Luzern. Desværre… "
  
  
  "Han dukkede aldrig op," sluttede jeg til ham.
  
  
  Remy nikkede. Han vendte sig let for at holde danseren ude af hans synsfelt. Jeg kunne forstå hvorfor. Det hjalp ikke på koncentrationen. Hun havde forladt midten af salen og vred sig nu blandt tilskuerne og rørte vellystigt sine bryster og lår til en ivrig mand, så en anden.
  
  
  "Han steg på flyet," fortsatte Remy. "Vi ved det. Det så hans datter. Men han gennemgik ikke told og immigration i Luzern. Faktisk er han ikke opført på flyet fra Milano til Luzern.”
  
  
  »Så kidnapningen, hvis det er en kidnapning, fandt sted i Milano. Eller ombord på flyet fra Marseille,” sagde jeg eftertænksomt.
  
  
  "Det ser ud til," sagde Remy. I hvert fald fik hans datter et brev fra ham to dage senere. Både Mademoiselle Duroch og vores bedste håndskriftseksperter er enige om, at den faktisk er skrevet af Duroch selv. et pludseligt behov for ensomhed, og han tog en spontan beslutning om at isolere sig et sted for at "tænke over tingene".
  
  
  "Frimærke?" - spurgte jeg og tvang mig selv til ikke at se på danseren. Hun kom tættere på. Lave støn slap nu ud af hendes hals; hendes torsobevægelser blev hektiske.
  
  
  "Poststemplet på brevet var Rom. Men det betyder selvfølgelig ikke noget."
  
  
  "Mindre end ingenting. Den, der kidnappede ham, kunne have tvunget ham til at skrive et brev og derefter sende det fra hvor som helst." Jeg færdiggjorde rom og te i én let slurk. "Hvis det vil sige, han blev kidnappet."
  
  
  "Nemlig. På trods af hans strålende patriotisme må vi selvfølgelig erkende muligheden for Durochs desertering. Hvis vi tager ordene og tonen i hans breve for pålydende, er det højst sandsynligt."
  
  
  "Var der mere end ét bogstav?"
  
  
  "Tre uger efter hans forsvinden modtog Michelle Duroch endnu et brev. I den, igen håndskrevet, udtalte Durocher, at han var blevet mere og mere bekymret over arten af det arbejde, han udførte hos RENARD, og havde besluttet at tilbringe yderligere seks måneder alene for at "overveje", om han ønskede at fortsætte det. Det var først da, at hans datter blev virkelig foruroliget - han angav ikke i brevet, hvor han var og angav ikke, hvornår han ville kommunikere med hende igen - og besluttede, at det var hendes pligt som RENARD-medarbejder, såvel som hans datter , for at kontakte myndighederne . Jeg blev straks bragt ind i sagen, men siden har vores undersøgelser stort set ikke vist noget af værdi«.
  
  
  "Russere? Kinesere?" Pigen var tæt på os. Jeg kunne lugte parfumen og moskusen fra hendes strålende krop. Jeg så svedperler mellem hendes rigelige bryster. Mænd rakte ud for at røre ved hende, for at få fat i hende.
  
  
  
  
  
  "Alle vores agenter er negative omkring det," sagde Remy. "Så du ser, mon ami, vi står virkelig over for en tom mur. Vi ved ikke, hvem han er sammen med, om han er sammen med dem af egen fri vilje eller ej, og vigtigst af alt, vi ved ikke, hvor han er. Vi ved, at med informationen i Fernand Durochs hoved, kan RENARD-projektet blive duplikeret af enhver hvor som helst i verden for blot et par millioner dollars."
  
  
  "Hvor dødbringende er det?"
  
  
  "Dødeligt," sagde Remy grimt. "Ikke en brintbombe eller bakteriologisk krigsførelse, men en dødelig fare i de forkerte hænder."
  
  
  Nu var pigen så tæt på, at jeg kunne mærke hendes varme ånde i mit ansigt. Hendes støn blev gutturale, krævende, hendes bækken bevægede sig frem og tilbage i vanvid, hendes hænder rakte opad som om mod en usynlig elsker, der frembragte ekstatisk smerte i hendes kød; så bredte hendes lår sig for at modtage ham. Andre mænd rakte ud til hende, deres øjne brændte af sult. Hun undgik dem og mistede aldrig fokus på sine egne indre kramper.
  
  
  "Hvad med din datter? Tror hun virkelig, at Duroch virkelig gik i gang på egen hånd for at 'tænke over tingene'?”
  
  
  "Du taler selv med din datter," sagde Remy. "Hun gemmer sig, og jeg vil føre dig til hende. Dette er en af grundene, mon ami, jeg bad dig komme her til Tanger. Den anden grund, og grunden til, at jeg fik dig og AX involveret, er på grund af min mistanke Nævn det, som du siger, men hvem var bedst placeret til at infiltrere RENARD-projektet, finde ud af, hvad det var, og hvordan det kunne bruges, og så kidnappe Dr. Duroch. .
  
  
  Jeg lænede mig tættere på og prøvede at høre Remys ord. Musikken skreg skarpt, da pigen foran os, hendes mund åben i et stille skrig af ekstase, begyndte at bue hendes krop mod den sidste spasme. Ud af øjenkrogen kunne jeg se to mænd bevæge sig målrettet hen over lokalet. Udsmidere? For at holde tilskuerne under kontrol og forhindre scenen i at blive til en massevoldtægtsscene? Jeg kiggede grundigt på dem.
  
  
  "...Gamle venner igen - agentrapport - vulkan..." Jeg hørte uddrag af Remys samtaler. Da jeg så de to mænd komme tættere på, rakte jeg ud og tog hans hånd. Et par centimeter væk rystede pigens krop og rystede så til sidst.
  
  
  "Remy," sagde jeg, "hold øje med..."
  
  
  Han begyndte at vende sig om. På dette tidspunkt smed begge mænd deres djellabas.
  
  
  "Remy!" skreg jeg. "Ned!"
  
  
  Det var for sent. I lokalet med lavt til loftet lyder et øredøvende brøl af skud fra Sten maskingeværer. Remys krop smækkede fremad, som om han var blevet smadret over rygraden med en kæmpe hammer. En række blodige huller dukkede op langs hans ryg, som om de var tatoveret der. Hans hoved eksploderede. Kraniet flækkede op i et udbrud af rødt blod, grå hjerner og hvide knogleskår. Mit ansigt var gennemblødt af hans blod, mine hænder og skjorte var sprøjtet.
  
  
  Der var ikke noget, jeg kunne gøre for Remy nu. Og jeg havde ikke tid til at sørge over ham. Et splitsekund efter de første kugler ramte, faldt jeg og begyndte at rulle. Wilhelminaen, min 9 mm Luger og konstante ledsager, var allerede i min hånd. Liggende på maven klatrede jeg ind bag en murstenssøjle og vendte ild. Min første kugle ramte målet. Jeg så en af de to mænd tabe sin maskinpistol og bøje hovedet tilbage, mens han greb om nakken og skreg. Blod fossede fra halspulsåren, som fra en højtryksslange. Han faldt og klamrede sig stadig til sig selv. Han var en død mand, der så sig selv dø. Men den anden mand var stadig i live. Selv da min anden kugle sårede hans ansigt, faldt han på gulvet og skubbede liget af sin stadig levende ven foran sig. Ved at bruge det som et skjold fortsatte han med at skyde. Kuglerne sparkede støv og splinter op fra lergulvet centimeter fra mit ansigt. Jeg spildte ikke tid eller ammunition på at prøve at ramme de få centimeter af skyttens kranium, som jeg kunne se. Jeg vendte Wilhelmina op og så på de tre svage pærer, der var den eneste lyskilde i rummet. Jeg savnede første gang, bandede, og så knækkede jeg pærerne. Rummet kastede sig ud i dybt mørke.
  
  
  "Hjælp! Vær venlig! Hjælp mig!"
  
  
  Ud af det øredøvende kaos af skrig, råb og skud lød en kvindestemme ved siden af mig. Jeg drejede hovedet. Det var en danser. Hun var et par meter væk fra mig og klamrede sig desperat til gulvet efter ly, der ikke var der, hendes ansigt forvredet i rædsel. I forvirringen blev hendes bh revet af, og hendes bare bryster var dækket af lyse stænk af blod. Remy Saint-Pierres blod. Jeg rakte ud, greb hende groft i hendes lange, tykke sorte hår og trak hende bag om stolpen.
  
  
  "Kom ikke ned," knurrede jeg. "Ikke rør dig".
  
  
  Hun "klamrede sig til mig. Jeg mærkede de bløde kurver af hendes krop mod min hånd med en pistol. Jeg holdt ild i et minut og koncentrerede mig om blinkene fra skyttens våben. Nu affyrede han hele rummet og lagde en skudlinje, der ville have opslugt mig - hvis jeg ikke havde noget husly.
  
  
  
  Rummet forvandledes til helvede, til et mareridtsagtigt dødshul, oversået med lig, hvori de stadig levende, skrigende, trampede de døendes vridende kroppe, gled i blodpøler, snublede over ødelagt og lemlæstet kød og faldt som kugler. slå dem brutalt på ryggen eller ansigtet. Et par meter væk skreg en mand konstant og holdt sine hænder mod maven. Hans mave blev revet op af kugler, og hans tarme væltede ud på gulvet.
  
  
  "Vær venlig!" klynkede pigen ved siden af mig. "Vær venlig! Få os væk herfra!"
  
  
  "Snart," sagde jeg. Hvis der var en chance for at fange denne bandit og tage ham i live, ville jeg have det. Jeg hvilede min hånd på stolpen, sigtede forsigtigt og skød. Bare for at lade ham vide, at jeg stadig er der. Hvis jeg kunne få ham til at opgive sin stablende ildtaktik i håb om at fange mig tilfældigt og tvinge ham til at lede efter mig i mørket - kunne jeg mærke Hugo, min blyantstynde stilet puttet behageligt i hans gemsede arm.
  
  
  "Hør efter!" - sagde pigen ved siden af ​​mig pludselig.
  
  
  Jeg ignorerede hende og tog endnu et skud. Optagelserne stoppede et øjeblik og blev derefter genoptaget. Banditten genindlæstes. Og han skød stadig tilfældigt.
  
  
  "Hør efter!" - sagde pigen igen, mere insisterende og trak i min hånd.
  
  
  Jeg drejede hovedet. Et sted i det fjerne hørte jeg på grund af det skarpe bank fra Stens pistol det karakteristiske skingre skrig fra en politibil.
  
  
  "Politi!" sagde pigen. "Vi skal af sted nu! Det skal vi!"
  
  
  Skytten må også have hørt lyden. Det sidste skud lød, mens mursten splintrede langs søjlen, og ler rejste sig fra gulvet ubehageligt tæt på, hvor vi lå, og så blev der stille. Hvis man kunne kalde denne forsamling af skrig, støn og rystelser tavshed. Jeg tog fat i pigens hånd og tvang hende og mig selv til at rejse mig. Det nyttede ikke noget at hænge rundt i shelteren. Banditten er for længst væk.
  
  
  "Backudgang," sagde jeg til pigen. »Den, der ikke går ud på nogen gade. Hurtig!"
  
  
  "Derovre," sagde hun med det samme. "Der er et gobelin bag væggen."
  
  
  Jeg kunne ikke se, hvad hun pegede på i mørket, men jeg tog hende på ordet. Jeg trak i hendes hånd og famlede mig vej langs væggen gennem krattene af menneskekroppe, døde og døende. Hænder klemte mine ben, min talje. Jeg skubbede dem til side og ignorerede skrigene omkring mig. Jeg havde ikke tid til at spille Florence Nightingale. Jeg havde ikke tid til at blive afhørt af det marokkanske politi.
  
  
  “Under tapetet,” hørte jeg pigen hviske bag mig, “der er en træpløkke. Du er nødt til at rykke den. Stærkt".
  
  
  Mine hænder fandt det ru uld fra et marokkansk gobelin. Jeg rev den af og mærkede efter en pind under den. Mine hænder var våde og glatte af, hvad jeg vidste var blod. Politibilens skrig var nu tættere på. Pludselig stoppede det.
  
  
  "Skynd dig!" bad pigen. "De er udenfor!"
  
  
  Jeg fandt en groft formet pind og trak - som om jeg et sted i en kølig, fjern del af mit sind havde bemærket, at pigen for den uskyldige iagttager virkede for bekymret til at undgå politiet.
  
  
  "Skynd dig!" bad hun. "Vær venlig!"
  
  
  Jeg trak hårdere. Pludselig mærkede Ti et stykke af lervæggen give efter. Han vuggede tilbage og lukkede et brag af kølig natteluft ind i rummets dødbringende stank. Jeg skubbede pigen ind i åbningen og fulgte efter hende. Bagfra tog en persons hånd desperat fat i min skulder, og en krop forsøgte at presse sig gennem hullet foran mig. Min højre hånd svingede op og faldt så ned i en halvdræbende karate chop. Jeg hørte et smertefuldt grynt, og kroppen faldt. Jeg skubbede ham ud af hullet med den ene fod og gik gennem hullet og skubbede vægdelen tilbage på plads bag mig. Jeg holdt pause. Hvor vi end var, var det kulsort.
  
  
  "På denne måde," hørte jeg pigen ved siden af mig hviske. Hendes hånd rakte ud og fandt min. - På din højre. Vær forsigtig. ".
  
  
  Jeg lod hendes hånd trække mig ned ad trappen og gennem en slags smal tunnel. Jeg var nødt til at holde hovedet nede. Natteluften lugtede af støv, forrådnelse og muggen.
  
  
  "Denne udgang bruges sjældent," hviskede pigen til mig i mørket. "Kun ejeren og nogle få af hans venner ved om det."
  
  
  "Som to mænd med Sten-våben?" jeg tilbød.
  
  
  "Folk med våben var ikke venner. Men... nu skal vi kravle. Vær forsigtig. Hullet er lille."
  
  
  Jeg befandt mig på maven og kæmpede mig gennem en passage, der knap nok var stor nok til min krop. Det var fugtigt og lugtede. Det krævede ikke megen omtanke for at indse, at vi var ved at tappe ind i en gammel, ubrugt del af kloaksystemet. Men efter fem anspændte minutter steg strømmen af frisk luft.
  
  
  
  Pigen foran mig stoppede pludselig.
  
  
  "Her," sagde hun. "Nu skal du presse op. Hæv tremmerne."
  
  
  Jeg rakte ud og mærkede de rustne jernstænger. Jeg tog mig selv i knæene og rejste mig med ryggen opad. Det knirkede og rejste sig derefter tomme for tomme. Da hullet blev stort nok, gjorde jeg tegn til pigen om at presse sig igennem. Jeg gik efter hende. Gitteret vendte tilbage til sin plads med et dæmpet klirren. Jeg så mig omkring: en stor lade, svagt oplyst fra måneskin udenfor, skygger af biler.
  
  
  "Hvor er vi?"
  
  
  "Et par gader fra klubben," sagde pigen. Hun trak vejret tungt. “Forladt garage til havnen. Vi er i sikkerhed her. Lad mig hvile lidt."
  
  
  Jeg kunne godt bruge en pause selv. Men jeg havde vigtigere ting på hjerte.
  
  
  "Okay," sagde jeg. "Du hviler dig. Mens du slapper af, lad os antage, at du svarer på et par spørgsmål. For det første, hvorfor er du så sikker på, at disse bevæbnede mænd ikke var venner af ejeren? fordi politiet kom? "
  
  
  Et øjeblik fortsatte hun med at kæmpe for at få vejret. Jeg ventede.
  
  
  "Svaret på dit første spørgsmål," sagde hun til sidst, mens hendes stemme stadig knækkede, "er, at bevæbnede mænd dræbte Remy St. Pierre. St. Pierre var en ven af ejerne, og derfor kunne revolvermændene ikke være venner af ejerne."
  
  
  Jeg tog fat i hendes skulder.
  
  
  "Hvad ved du om Remy St. Pierre?"
  
  
  "Vær venlig!" - udbrød hun og snurrede rundt. "Du sårer mig!"
  
  
  "Svar mig! Hvad ved du om Remy St-Pierre?
  
  
  "Jeg... Mr. Carter, jeg troede du vidste det."
  
  
  "Jeg ved?" Jeg løsnede mit greb om hendes skulder. "Jeg ved det?"
  
  
  "Jeg... jeg er Michel Duroch."
  
  
  
  Kapitel to
  
  
  Jeg kiggede på hende og holdt stadig om hendes skulder. Hun kiggede intenst på mig.
  
  
  - Så Saint-Pierre fortalte dig det ikke?
  
  
  "Saint-Pierre havde ikke tid til at fortælle mig det," sagde jeg. "Hans hoved blev blæst af, lige da historien blev interessant."
  
  
  Hun rystede og vendte sig væk.
  
  
  "Jeg så," hviskede hun. "Det skete centimeter fra mit ansigt. Det var forfærdeligt. Jeg vil have mareridt resten af mit liv. Og han var så venlig, så trøstende. Efter min far forsvandt..."
  
  
  "Hvis det bare var din far," sagde jeg. "Hvis du er Michel Duroch."
  
  
  "Åh, jeg kan se," sagde hun hurtigt. "Det er svært for dig at forestille dig Fernand Durochs datter, en fremtrædende videnskabsmand, der udfører dance du ventre i en marokkansk hashklub. Men…"
  
  
  "Nej, slet ikke," sagde jeg. "Faktisk er det præcis, hvad Remy St-Pierre ville arrangere. Hvad er det bedste sted at gemme dig? Men det beviser ikke for mig, at du er Michel Duroch."
  
  
  "Og hvad beviser for mig, at du er Nick Carter, manden, som St. Pierre beskrev for mig som den mest geniale og dødbringende spion på fire kontinenter?" spurgte hun, hendes stemme blev hårdere.
  
  
  Jeg så eftertænksomt på hende.
  
  
  "Jeg kunne bevise det," sagde jeg. "Hvilke beviser har du brug for?"
  
  
  "Très bien," sagde hun. "Du vil vide, om jeg kender til dine identifikationsmetoder. Meget godt. Vis mig indersiden af din højre albue."
  
  
  Jeg trak ærmerne på min jakke og skjorte tilbage. Hun lænede sig frem for at læse AXE-identifikationen, der var tatoveret på indersiden af min albue, løftede derefter hovedet og nikkede.
  
  
  "Jeg kender også dit kodenavn: N3 og din titel: Killmaster," sagde hun. "St. Pierre forklarede mig også, hr. Carter, at denne AXE, du arbejder for, er det mest hemmelige agentur i USA's regerings efterretningssystem, og at det arbejde, han udfører, er for svært og for beskidt selv for CIA."
  
  
  "Smukt," sagde jeg og smøgede ærmerne op. "Du ved alt om mig. Og hvad jeg ved om dig..."
  
  
  "Jeg er ikke kun datter af Fernand Duroch," sagde hun hurtigt, "men også bibliotekaren i RENARD-projektet. Jeg har en klasse 2 sikkerhedsgodkendelse, hvilket denne type arbejde kræver. Hvis du ringer til RENARDs hovedkvarter, vil de give dig et middel til at identificere mig: Tre personlige spørgsmål, som kun jeg og RENARD kender svarene på."
  
  
  "Hvad med din mor?" - Jeg spurgte. "Ville hun ikke kende svarene på nogle af disse spørgsmål?"
  
  
  "Uden tvivl," svarede pigen koldt. "Medmindre hun, som du uden tvivl ved, døde for seksten år siden."
  
  
  Jeg grinte lidt.
  
  
  "Du er en meget mistænksom mand, hr. Carter," sagde hun. "Men selv du skal forstå, at jeg, bortset fra at dekorere mig selv med tatoveringer, som jeg slet ikke bryder mig om, havde få steder at skjule ID i jakkesættet, som jeg..."
  
  
  Hun gispede
  
  
  
  
  pludselig og kastede begge hænder over hendes bare bryster.
  
  
  "Mon Dieu! Jeg har helt glemt..."
  
  
  Jeg grinte igen.
  
  
  "Jeg vidste det ikke," sagde jeg. Jeg tog min jakke af og rakte hende den. »Vi er nødt til at komme herfra, og du vil tiltrække nok opmærksomhed på gaden, som den er. Jeg vil ikke starte et optøj."
  
  
  Selv i det svage måneskin, der filtrerede gennem de snavsede vinduer, kunne jeg se hende rødme, da hun tog sin jakke på.
  
  
  "Men hvor kan vi gå hen?" hun spurgte. "Jeg sov i et lille værelse på etagen over klubben, som Remy arrangerede for mig med sine venner, ejerne. Han var bange..."
  
  
  “...Hvad hvis din far blev kidnappet, og han ikke samarbejdede med sine kidnappere, kunne du være den næste på listen. gidsel for din fars samarbejde." Jeg gjorde det færdigt for hende.
  
  
  Hun nikkede. "Nemlig. Men vi kan ikke gå tilbage til klubben nu. Politiet vil være der, og den undslupne skytte kan dukke op igen.”
  
  
  Jeg lagde min hånd på hendes skulder og førte hende hen til døren.
  
  
  "Vi kommer ikke i nærheden af klubben," forsikrede jeg hende. "Jeg har en ven. Han hedder Ahmed og ejer en bar. Jeg gjorde ham et par tjenester." Jeg kunne have tilføjet, hvordan jeg reddede ham fra en livstidsdom i et fransk fængsel, men det gjorde jeg ikke. "Nu vil han gøre mig nogle tjenester tilbage."
  
  
  "Så du tror virkelig, at jeg er Michel Duroch?" hun spurgte. Hendes stemme bønfaldt.
  
  
  "Hvis ikke," sagde jeg og så ned på udsigten mellem reverserne på min jakke, som var blevet meget forbedret i forhold til den, der nu har den på, "er du en interessant erstatning."
  
  
  Hun smilede til mig, da jeg åbnede døren, og vi gik ind.
  
  
  "Jeg har det bedre," sagde hun. "Jeg var bange…"
  
  
  Hun gispede igen. Det var mere et dæmpet skrig.
  
  
  "Dit ansigt ... dit ansigt ..."
  
  
  Min mund strammede sig. I det skarpe måneskin kunne jeg forestille mig, hvordan mit ansigt, hænder og skjorte skal se ud, dækket af Remy St. Pierres blod. Jeg tog et rent lommetørklæde op af bukselommen, fugtede det med rom fra kolben og gjorde så godt jeg kunne. Da jeg var færdig, kunne jeg mærke på udseendet af kontrolleret rædsel i hendes ansigt, at jeg stadig lignede noget ud af et mareridt.
  
  
  "Kom nu," sagde jeg og tog hendes hånd. "Vi har begge brug for et varmt brusebad, men det kan vente. Om et par timer vil der være en hær af politi her«.
  
  
  Jeg tog hende væk fra havnen, væk fra klubben. Det tog mig flere blokke, før jeg vidste præcis, hvor jeg var. Jeg fandt så Girana Street og drejede til højre ind i den lange snoede gyde, der fører til Ahmeds bar. Det lugtede, som enhver anden gyde i Tanger, af urin, vådt ler og halvrådne grøntsager. De rådnende mudderhuse, der stak ud på hver side af os, var mørke og tavse. Det var sent. Kun få mennesker kørte forbi os, men de, der passerede, kastede et hurtigt blik og vendte hovedet og løb stille væk. Vi må have fået et foruroligende billede: en smuk og kurvet langhåret pige, kun klædt i gennemskinnelige bloomers og en mandejakke, ledsaget af en dyster mand, hvis hud var plettet af menneskeblod. Forbipasserende undgik os instinktivt: vi lugtede af ballade.
  
  
  Ahmeds bar gjorde det samme.
  
  
  Marrakesh Lounge var den mest luksuriøse, dyre og glamourøse bar i Medinaen. Det appellerede til en velhavende og sofistikeret marokkansk forretningsmand, samt en kyndig turist, der hverken ville have hash eller en konstrueret turistfælde. Ahmed havde sparet penge i lang tid for at købe det, og nu brugte han det meget omhyggeligt. Han betalte selvfølgelig politiets beskyttelsespenge, ligesom han betalte dem til nogle andre magtfulde elementer på den anden side af loven. Men han undgik også problemer med loven ved at sørge for, at baren ikke blev et fristed for narkohandlere, misbrugere, smuglere og kriminelle. En del af at sikre dens position var dens opsætning: baren var i den fjerne ende af gården. I gården var der en høj mur toppet med knust glas sat i beton og en tung trædør. Der var en summer og samtaleanlæg ved døren. Kunder summede ind, opgav deres navne og blev kun indlagt, hvis Ahmed kendte dem eller den person, der henviste dem. Da de først var i gården, blev de udsat for yderligere undersøgelser af Ahmeds vågne øje. Hvis de ikke ville, befandt de sig på gaden på rekordtid. Da baren lukkede om morgenen, var både terrassedøren og døren til selve baren dobbeltlåst.
  
  
  Baren var lukket. Men døren til gården stod et par centimeter åben.
  
  
  Jeg har ikke set noget lignende i de seks år, Ahmed har ejet dette sted.
  
  
  "Hvad er der sket?" - hviskede pigen, da hun så mig tøve foran døren.
  
  
  "Jeg ved det ikke," svarede jeg. "Måske ingenting. Måske er Ahmed med succes skødesløs og afslappet. Men denne dør kan ikke åbnes."
  
  
  
  
  
  
  Jeg kiggede forsigtigt gennem sprækken i døren ind til gården. Baren var mørk. Ingen tegn på bevægelse.
  
  
  "Skal vi komme ind?" - spurgte pigen usikkert.
  
  
  "Lad os gå," sagde jeg. "Men ikke på tværs af gården. Ikke hvor vi er det perfekte mål for den, der måtte være i en bar skjult i mørket, mens vi er i det klare måneskin."
  
  
  "Hvorfor?"
  
  
  Uden at sige et ord førte jeg hende ved skulderen ned ad gaden. Ahmed havde også en flugtvej, selvom jeg ikke havde tænkt mig at bruge den som udgang. Det involverer i hvert fald ikke bølgende ubrugte kloakker. Vi nærmede os hjørnet, jeg holdt pigen et øjeblik, indtil jeg var sikker på, at gaden var tom, så drejede vi til højre og gik lydløst mod den tredje bygning på gaden. Ordene "Mohammed Franzi" og "Krydderier og røgelse" var skrevet med arabisk skrift på et falmet, afskallet skilt over døren. Selve døren, lavet af tungt, rustent metal, var låst. Men jeg havde nøglen. Jeg har haft det de sidste seks år. Dette var Ahmeds gave til mig ved premieren: en garanti for, at jeg altid ville have et sikkert hjem, når jeg var i Tanger. Jeg brugte nøglen, skubbede døren op på dens velsmurte, lydløse hængsler og lukkede den bag os. Pigen ved siden af mig stoppede op og snusede.
  
  
  "Den lugt," sagde hun. "Hvad er denne mærkelige lugt?"
  
  
  "Krydderier," sagde jeg. "Arabiske krydderier. Myrra, røgelse, legering, alt hvad du læser om i Bibelen. Og apropos Bibelen..."
  
  
  Jeg famlede mig forbi tønder med fint malede krydderier og poser med røgelse til en niche i væggen. Der, på et kunstfærdigt dekoreret klæde, lå en kopi af Koranen, islams hellige bog. En muslimsk ubuden gæst kan røve alt på dette sted, men han vil ikke røre det, jeg rørte ved ham. Åbnet til en bestemt side, ændrer vægtbalancen i nichen. Under og foran ham rullede en del af gulvet tilbage.
  
  
  "Med hensyn til hemmelige passager," sagde jeg til pigen og tog hendes hånd, "denne er meget bedre end den, vi lige har forladt."
  
  
  "Jeg er ked af det," sagde pigen. "Gud forbyde Nick Carter at snuble ind i en hemmelig turistklassepassage."
  
  
  Jeg smilede mentalt. Uanset om hun var Fernand Durochers datter eller ej, havde denne pige mod. Hun er allerede halvt kommet sig over en oplevelse, der ville have efterladt mange mennesker i en tilstand af chok i flere måneder.
  
  
  "Hvor er vi på vej hen?" hviskede hun bag mig.
  
  
  "Gangen fører under to huse og en gyde," sagde jeg og oplyste vores vej langs en smal stenskakt med en blyant lommelygte. "Det passer..."
  
  
  Vi stoppede begge brat. Der var en støjende lyd foran, efterfulgt af en forlegenhed af skrigende lyde.
  
  
  "Hvad er det?" - hviskede pigen insisterende og pressede igen sin varme krop mod mig.
  
  
  Jeg lyttede et øjeblik længere og opfordrede hende så til at fortsætte.
  
  
  "Intet at bekymre sig om," sagde jeg. "Bare rotter."
  
  
  "Rotter!" Hun fik mig til at stoppe. "Jeg kan ikke..."
  
  
  Jeg trak hende frem.
  
  
  "Vi har ikke tid til lækkerier nu," sagde jeg. "Om noget er de mere bange for os, end vi er for dem."
  
  
  "Det tvivler jeg på."
  
  
  Jeg svarede ikke. Passagen er afsluttet. Vi gik op ad en kort, stejl stentrappe. Foran, i væggen, var enden af en vintønde fem fod i diameter. Jeg pegede på den med et spotlys, kørte en tynd stråle mod uret rundt om stammen og fandt den fjerde stang fra toppen. Jeg skubbede til ham. Den åbne ende åbnede sig. Tønden var tom bortset fra et lille rum i den yderste øverste ende, som indeholdt flere liter vin, som kunne bruges til at narre enhver til at mistænke, at tønden var tom.
  
  
  Jeg vendte mig mod pigen. Hun pressede sig mod den fugtige væg og rystede nu i sit spinkle jakkesæt.
  
  
  "Bliv her," sagde jeg. "Jeg kommer tilbage efter dig. Hvis jeg ikke kommer tilbage, så gå til den amerikanske ambassade. Fortæl dem, at du skal kontakte David Hawk på AX. Fortæl dem det, men ikke mere. Tal ikke med andre end Hawk. Du forstår ? "
  
  
  "Nej," sagde hun hurtigt. "Jeg vil gå med dig. Jeg vil ikke være her alene."
  
  
  "Glem det," sagde jeg kort. "Kun i film kan du slippe afsted med, at jeg tager med dig." Hvis der er problemer, vil du blot blande dig. Anyway,” Jeg kørte min finger langs hendes hage og hals. "Du er for smuk til at gå rundt med dit hoved revet af."
  
  
  Inden hun nåede at protestere igen, rakte jeg ind i enden af tønden og smækkede låget bag mig. Det blev med det samme tydeligt, at tønden faktisk var blevet brugt til at opbevare vin længe før, den blev brugt som mannequin. Den resterende lugt kneblede og fik mig til at føle mig svimmel. Jeg ventede et øjeblik, faldt til ro, så kravlede jeg til den fjerne ende og lyttede.
  
  
  
  
  Først hørte jeg ikke noget. Stilhed. Så, i nogen afstand, stemmer. Eller i det mindste lyde, der kunne være stemmer. Bortset fra, at de var forvrænget, og en næsten umenneskelig egenskab fortalte mig, at forvrængningen ikke blot var forårsaget af afstand.
  
  
  Jeg tøvede et øjeblik længere, så besluttede jeg at tage risikoen. Langsomt, forsigtigt trykkede jeg på enden af tønden. Den åbnede sig lydløst. Jeg krøb sammen med Wilhelmina i hånden klar.
  
  
  Ikke noget. Mørk. Stilhed. Men i det svage måneskin, der kom gennem et lillebitte firkantet vindue højt i væggen, kunne jeg skimte de omfangsrige former på vintønder og hylder af træ til vinflasker. Ahmeds vinkælder, som huser den fineste samling af fine vine i Nordafrika, virkede helt normal på dette tidspunkt om morgenen.
  
  
  Så hørte jeg lydene igen.
  
  
  De var ikke kønne.
  
  
  Jeg kravlede ud af tønden, lukkede den forsigtigt bag mig og polstrede hen over stengulvet mod metalstængerne, der indrammer indgangen til vinkælderen. Jeg havde også en nøgle til dem, og jeg var tavs. Gangen, der fører til trappen til baren, var mørk. Men fra rummet hinsides korridoren kom et svagt gult rektangel af lys.
  
  
  Og stemmer.
  
  
  Der var tre af dem. For det andet, nu genkendte jeg personen. Jeg kunne endda genkende det sprog, de talte – fransk. Den tredje - ja, hans lyde var dyriske. Lyden af et dyr i smerte.
  
  
  Jeg pressede min krop mod væggen og bevægede mig mod lysets rektangel. Stemmerne blev højere, dyret lyder mere smertefuldt. Da jeg var et par centimeter fra døren, lænede jeg hovedet frem og kiggede gennem mellemrummet mellem døren og karmen.
  
  
  Det, jeg så, vendte min mave. Og så fik han mig til at bide tænder sammen i vrede.
  
  
  Ahmed var nøgen, hans håndled bundet af kødkrogen, hvorfra han var suspenderet. Hans torso var et sværtet vrag af forkullet hud, muskler og nerver. Blodet flød fra hans mund og fra de udhulede kratere i hans øjenhuler. Mens jeg så på, inhalerede en af de to mænd cigaren, indtil spidsen blev rød, og pressede den derefter brutalt mod Ahmeds side, mod det ømme kød under hans arm.
  
  
  Ahmed skreg. Kun han kunne ikke længere lave et rigtigt skrig. Kun disse klukkende umenneskelige lyde af smerte.
  
  
  Hans kone var heldigere. Hun lå et par meter fra mig. Hendes hals var skåret så dybt og bredt over, at hendes hoved næsten var klippet af hendes hals.
  
  
  Spidsen af cigaren blev igen presset mod Ahmeds kød. Hans krop rykkede krampagtigt. Jeg prøvede ikke at høre de lyde, der kom fra hans mund, og ikke at se det sydende blod, der kom ud på samme tid.
  
  
  "Du er stadig dum, Ahmed," sagde manden med cigaren. "Du tror, at hvis du stadig nægter at tale, vil vi lade dig dø. Men jeg forsikrer dig om, at du vil forblive i live - og fortryde at være i live - så længe vi ønsker dig - indtil du fortæller os, jeg ønsker at vide det."
  
  
  Ahmed sagde intet. Jeg tvivler på, at han overhovedet hørte mandens ord. Han var meget tættere på døden, end disse mennesker troede.
  
  
  "Alors, Henri," sagde en anden på det effektive fransk af en indfødt i Marseille, "kan denne vederstyggelighed kastreres?"
  
  
  Jeg har set nok. Jeg tog et skridt tilbage, fokuserede al min energi og sparkede. Døren brækkede hængslerne af og skyndte sig ind i rummet. Jeg fløj lige ud for det. Og da de to mænd vendte sig, trykkede min finger blidt på Wilhelminas aftrækker. En lys rød cirkel viste sig på panden af ​​manden med cigaren. Han vendte sig om og skyndte sig frem. Han var et lig, før han ramte gulvet. Jeg kunne have sluppet den anden mand på et splitsekund med en anden kugle, men jeg havde andre planer med ham. Inden hans hånd nåede revolveren af ​​kaliber .38, der lå under hans venstre arm, forsvandt Wilhelmina, og Hugo gled ind i min hånd. Et skarpt glimt af en stålklinge blinkede gennem luften, og Hugos spids skåret pænt gennem senerne i den anden mands arm. Han skreg og knugede sin hånd. Men han var ikke en kujon. Selvom hans højre hånd var blodig og ubrugelig, skyndte han sig mod mig. Jeg ventede bevidst, indtil han kun var et par centimeter væk, før jeg flyttede til siden. Jeg albuede ham i kraniet, da hans krop, nu helt ude af kontrol, fløj forbi mig. Hans hoved skød op, da resten af ​​hans krop ramte gulvet. Så snart han faldt, vendte jeg ham opad og pressede to fingre mod den blottede iskiasnerve i hans blodige hånd. Skriget, der slap ud af hans hals, gjorde mig næsten døv.
  
  
  "Hvem arbejder du for?" Jeg knirkede. "Hvem sendte dig?"
  
  
  Han stirrede på mig med store øjne af smerte.
  
  
  "Hvem sendte dig?" - Jeg forlangte igen.
  
  
  Rædselen i hans øjne var overvældende, men han sagde ingenting. Jeg trykkede på iskiasnerven igen. Han skreg og hans øjne rullede tilbage i hovedet på ham.
  
  
  
  
  
  "Tal, for helvede," raslede jeg. "Det, Ahmed følte, var fornøjelse sammenlignet med, hvad der vil ske med dig, hvis du ikke siger det. Og husk bare, Ahmed var min ven."
  
  
  Et øjeblik så han bare på mig. Så, før jeg vidste, hvad han lavede, bevægede hans kæber sig hurtigt og rasende. Jeg hørte en svag knækkende lyd. Mandens krop spændte, og hans mund strakte sig til et smil. Så faldt kroppen ubevægelig. Den svage lugt af bitre mandler nåede mine næsebor.
  
  
  En selvmordskapsel gemt i hans tænder. "Dø før du taler," sagde de til ham - hvem de end var - og det gjorde han.
  
  
  Jeg skubbede hans krop væk. De svage støn, som jeg stadig kunne høre fra Ahmed, flygtede inde fra mig. Jeg løftede Hugo fra gulvet og tog hans krop i min venstre hånd, og brød min vens bånd. Jeg lagde ham på gulvet så forsigtigt som muligt. Hans vejrtrækning var overfladisk og svag.
  
  
  "Ahmed," sagde jeg sagte. "Ahmed, min ven."
  
  
  Han rørte på. Den ene hånd famlede efter min arm. Utroligt nok dukkede noget som et smil op på den udmattede, blodige mund.
  
  
  "Carter," sagde han. "Min ven."
  
  
  "Ahmed, hvem er de?"
  
  
  "Tanken ... sendt af Saint-Pierre ... åbnede portene for dem, efter at baren lukkede. Carter... hør..."
  
  
  Hans stemme blev svagere. Jeg bøjede hovedet for min mund.
  
  
  "Jeg har forsøgt at kontakte dig i to uger... der er noget på færde her... vores gamle venner..."
  
  
  Han hostede. Der strømmede et bloddryp fra hans læber.
  
  
  "Ahmed," sagde jeg. "Fortæl mig."
  
  
  "Min kone," hviskede han. "Har hun det okay?"
  
  
  Det nyttede ikke at fortælle ham det.
  
  
  "Hun har det godt," sagde jeg. "Jeg har lige mistet bevidstheden."
  
  
  "God... kvinde," hviskede han. "Jeg kæmpede som helvede. Carter... hør..."
  
  
  Jeg lænede mig tættere på.
  
  
  “... Forsøgte... at kontakte dig, så St. Pierre. Vores gamle venner... bastards... hørte, at de kidnappede nogen..."
  
  
  "Hvem blev kidnappet?"
  
  
  "Jeg ved det ikke... men... først bragte jeg ham hertil, Tanger, så..."
  
  
  Jeg kunne næsten ikke skelne ordene.
  
  
  "Hvor så, Ahmed?" - spurgte jeg indtrængende. "Hvor tog de ham hen efter Tanger?"
  
  
  En spasme greb hans krop. Hans hånd gled over min arm. Den lemlæstede mund gjorde et sidste desperat forsøg på at tale.
  
  
  "...Leoparder..." syntes han at sige. -...leoparder...perler..."
  
  
  Så: "Vulcan, Carter... vulkan..."
  
  
  Hans hoved faldt til siden og hans krop slappede af.
  
  
  Ahmed Julibi, min ven, døde.
  
  
  Han tilbagebetalte mine tjenester. Og så lidt mere.
  
  
  Og han efterlod mig en arv. Et mystisk sæt ord.
  
  
  Leoparder.
  
  
  Perle.
  
  
  Og det samme ord, som Remy Saint-Pierre talte for sidste gang på denne jord:
  
  
  Vulkan.
  
  
  
  Tredje kapitel.
  
  
  Da jeg førte pigen gennem den tomme vintønde ind i kælderen, rystede hun. Jeg kunne se på hendes øjne, at det ikke var så meget fra kulden som af frygt.
  
  
  "Hvad er der sket?" - bad hun og trak min hånd. "Jeg hørte skud. Er nogen såret?
  
  
  "Fire," sagde jeg. "Alle er døde. To var mine venner. Resten var afskum. En vis form for afskum."
  
  
  "En speciel slags?"
  
  
  Jeg førte hende ned ad korridoren til det rum, hvor Ahmed og hans kone lå døde ved siden af deres plageånder, deres mordere. Jeg ville have hende til at se, hvilke slags mennesker vi havde med at gøre, hvis hun ikke havde modtaget nok uddannelse siden klubmassakren.
  
  
  "Se," sagde jeg dystert.
  
  
  Hun kiggede ind. Hendes mund åbnede sig, og hun blev bleg. Et øjeblik efter var hun halvvejs nede af gangen, bøjet forover og gispede efter vejret.
  
  
  Jeg sagde. "Se hvad jeg mente?"
  
  
  "Hvem ... hvem er de? Hvorfor…"
  
  
  "To marokkanere er mine venner, Ahmed og hans kone. De to andre er de mennesker, der torturerede og dræbte dem."
  
  
  "Men hvorfor?" spurgte hun, hendes ansigt var stadig hvidt af chok. "Hvem er de? Hvad ville de?
  
  
  "Kort før han døde, fortalte Ahmed mig, at han havde forsøgt at kontakte mig i flere uger. Han lærte, at der skete noget her i Tanger. Nogen blev kidnappet og bragt hertil. Ring til alle klokker. ? "
  
  
  Hendes øjne blev store.
  
  
  "Kortført? Mener du - kan det være min far?
  
  
  “Det må Remy St-Pierre have troet. For da Ahmed ikke kunne nå mig, kontaktede han Saint-Pierre. Ingen tvivl om, at det er derfor, Remy bragte dig og mig hertil."
  
  
  "For at tale med Ahmed?"
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  »Men før Ahmed nåede at tale med nogen, kom de to mænd til ham. De præsenterede sig selv som udsendte fra Saint-Pierre, hvilket betyder, at de vidste, at Ahmed forsøgte at kontakte Remy. De ville finde ud af, hvad Ahmed vidste, og hvad han rent faktisk formidlet«.
  
  
  
  .
  
  
  "Men hvem var de?"
  
  
  Jeg tog hendes hånd og førte hende ned ad gangen. Vi begyndte at gå op ad trappen, der førte til baren.
  
  
  "Ahmed kaldte dem 'vores gamle venner'," sagde jeg. "Men han mente ikke venlige venner. Kort før sit mord brugte Remy St-Pierre de samme ord til at henvise til de mennesker, der kan have stået bag din fars forsvinden. Han sagde også noget om, at disse mennesker var i stand til at infiltrere RENARD og finde ud af nok om hans far til at kidnappe ham på det rigtige tidspunkt."
  
  
  Pigen stoppede. "De var også i stand til at finde St. Pierre og dræbe ham," sagde hun langsomt. "Dræb ham, når de kunne have dræbt os to."
  
  
  Jeg nikkede. "Interne oplysninger fra flere kilder i den franske regering. Hvad og hvem tilbyder det?
  
  
  Vores øjne mødtes.
  
  
  "OAS," sagde hun ganske enkelt.
  
  
  "Det er rigtigt. En hemmelig hærorganisation, der førte et oprør mod præsident de Gaulle og forsøgte at dræbe ham flere gange. Remy og jeg arbejdede mod dem sammen. Ahmed havde en søn, der arbejdede som de Gaulles livvagt, en søn, der blev dræbt af en af attentatforsøgene Vi forhindrede Disse forsøg ødelagde ikke SLA. Det har vi altid vidst.
  
  
  "Og har stadig højtstående tilhængere," afsluttede hun formularen.
  
  
  "Lige igen."
  
  
  "Men hvad vil de have af min far?"
  
  
  "Det," sagde jeg, "er en af de ting, vi skal finde ud af."
  
  
  Jeg gik op ad resten af trappen, gennem baren, og åbnede døren til Ahmeds boliger bagerst i huset.
  
  
  "Men hvordan?" sagde pigen bag mig. "Hvilke oplysninger har vi? Sagde din ven noget til dig, før han døde?"
  
  
  Jeg stoppede foran soveværelset.
  
  
  "Han fortalte mig et par ting. Jeg vil ikke fortælle dig nogen af dem. I hvert fald for nu."
  
  
  "Hvad? Men hvorfor?" Hun var indigneret. »Det var min far, der blev kidnappet, ikke? Jeg skal helt klart tænke..."
  
  
  "Jeg har ikke set nogen reelle beviser for, at du er Durochs datter." Jeg åbnede døren til soveværelset. “Jeg er sikker på, at du skal gå i bad og skifte lige så meget som jeg. Ahmed har en datter, der går i skole i Paris. Du burde finde hendes tøj i skabet. Hun kan endda komme over. Jeg kan ikke lide det, du har på nu."
  
  
  Hun rødmede.
  
  
  "Vandet skal være varmt," sagde jeg. "Ahmed har det eneste moderne VVS i Medina. Så hav det sjovt. Jeg er tilbage om et par minutter".
  
  
  Hun gik indenfor og lukkede døren uden at sige et ord. Jeg slog hende, hvor hun boede – hendes feminine forfængelighed. Jeg vendte tilbage til baren og tog telefonen. Fem minutter senere lavede jeg tre opkald: et til Frankrig, et til flyselskabet og et til Hoku. Da jeg vendte tilbage til soveværelset, var badeværelsesdøren stadig lukket, og jeg kunne høre bruseren. Jeg tog fat i en af Ahmeds klæder og sparkede mine sko og sokker af, da jeg gik ned ad gangen til det andet badeværelse. Det varme brusebad fik mig næsten til at føle mig menneskelig igen. Da jeg vendte tilbage til soveværelset denne gang, stod badeværelsesdøren åben. Pigen fandt en af Ahmeds datters klæder og tog den på. Der var ikke noget at have på, og det der var understregede blot det, der ikke var dækket. Det, der ikke var dækket, var godt.
  
  
  "Nick," sagde hun, "hvad gør vi nu? Skulle vi ikke komme ud herfra, før nogen kommer og finder de lig?"
  
  
  Hun satte sig på sengen og redede sit lange tykke sorte hår. Jeg satte mig ved siden af hende.
  
  
  "Ikke endnu," sagde jeg. "Jeg venter på noget."
  
  
  "Hvor længe skal vi vente?"
  
  
  "Ikke længe."
  
  
  Hun kiggede sidelæns på mig. "Jeg hader at vente," sagde hun. "Måske kan vi finde en måde at fremskynde tiden," sagde hun. Der var en særlig tone i hendes stemme, en hæs, sløv tone. En tone af ren sensualitet. Jeg mærkede friskheden af hendes hvide bløde kød.
  
  
  "Hvordan vil du gerne bruge din tid?" Jeg spurgte.
  
  
  Hun løftede armene over hovedet og spredte de rigelige konturer af sine bryster.
  
  
  Hun sagde ikke noget, men så på mig fra under sænkede øjenlåg. Så trak hun i en jævn bevægelse sin kappe tilbage og førte langsomt sin håndflade langs den fløjlsbløde hud på inderlåret til knæet. Hun sænkede øjnene og fulgte hånden og gentog bevægelsen. "Nick Carter," sagde hun sagte. "Selvfølgelig tillader en person som dig sig selv nogle af livets glæder."
  
  
  "Såsom?" Jeg spurgte. Jeg kørte min finger langs hendes baghoved. Hun rystede.
  
  
  “For eksempel...” hendes stemme var nu hæs, hendes øjne lukkede, mens hun lænede sig tungt mod mig og vendte sig mod mig. "Som denne..."
  
  
  
  
  Langsomt, med ulidelig sensualitet, ridsede hendes skarpe negle let op i huden på mine ben. Hendes mund pilede frem og hendes hvide tænder bed mine læber. Så krøllede hendes tunge mod min. Hendes ånde var varmt og hyppigt. Jeg pressede hende til sengen, og de tunge, fulde kurver af hendes krop smeltede sammen med min, mens hun vred sig under mig. Hun smed ivrigt sin kappe af, da jeg gled af min og vores kroppe forbandt sig.
  
  
  "Åh, Nick!" gispede hun. "Åh min Gud! Nick!"
  
  
  De hemmelige feminine hjørner af hendes krop blev åbenbaret for mig. Jeg smagte hendes kød, red på hendes våbenskjold. Hun var helt våd. Hendes mund var lige så varm som hendes kød. Hun brændte overalt - smeltede sammen med mig. Vi kom sammen som en hvirvelvind, hendes krop buede og tæskede til min rytme. Hvis hendes dans var varm, var hendes elskov nok til at brænde det meste af Tanger ned. Jeg havde ikke noget imod den slags forbrændinger. Og få minutter efter, at ilden var slukket, blussede den op igen. Og igen. Hun var en perfekt kvinde og fuldstændig forladt. Skriger af lyst og derefter af tilfredshed.
  
  
  Alt taget i betragtning var det en pokkers god måde at vente på, at telefonen ringede.
  
  
  ***
  
  
  Kaldet kom ved daggry. Jeg frigjorde mig fra de utålmodige, stadig krævende lemmer og gik hen over det kolde stengulv til baren. Samtalen varede mindre end to minutter. Så vendte jeg tilbage til soveværelset. Hun kiggede på mig med søvnige, men stadig sultne øjne. Hun rakte armene ud til mig, hendes lækre krop inviterede mig til at fortsætte festen.
  
  
  "Jeg sagde nej. "Spillet er slut. Jeg har tre spørgsmål, som du skal svare rigtigt på, og jeg vil vide, at du er Michel Duroch.
  
  
  Hun blinkede og satte sig så oprejst.
  
  
  "Spørg," sagde hun, hendes tone pludselig forretningsmæssig.
  
  
  "For det første: Hvilken farve var dit første kæledyr som barn?"
  
  
  "Brun". - sagde hun med det samme. "Det var en hamster."
  
  
  "To: Hvilken gave gav din far dig på din femtende fødselsdag?"
  
  
  "Ingen. Han glemte det. Næste dag bragte han mig en motorcykel for at indhente den tabte tid."
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  "Sandt indtil videre. En anden. Hvad hed din bedste ven på kostskolen, da du var tolv?”
  
  
  "Tee," sagde hun med det samme. "Fordi hun var engelsk og altid ville have te efter middagen."
  
  
  Jeg satte mig på sengekanten.
  
  
  "Bøde?" Hun sagde. "Tror du mig nu?"
  
  
  "Ifølge RENARD gør dette dig til Michel Duroch ud over enhver rimelig tvivl. Og det, der er godt nok for RENARD, er godt nok for mig."
  
  
  Hun smilede, så gabte hun og løftede armene over hovedet.
  
  
  "Det er tid til at klæde sig på," sagde jeg. "Du og jeg skal på en flyvetur. En mand ved navn David Hawk vil tale med dig. Og med mig."
  
  
  Hendes øjne blev forretningsmæssige igen. Hun nikkede stille og gled ud af sengen. Hun begyndte at kigge tøjet i sit skab igennem. Jeg slugte hårdt, da jeg så på hendes smukke nøgne krop. Der er tidspunkter, hvor det ikke er let at være en no-nonsense hemmelig agent.
  
  
  "Et spørgsmål mere," sagde jeg.
  
  
  Hun har forvandlet sig. Jeg slugte igen.
  
  
  "Hvordan," spurgte jeg, "lærte Fernand Duroifs datter at udføre den mest erotiske mavedans, jeg nogensinde har set i mit liv?" Lektioner?"
  
  
  Hun smilede. Hendes stemme faldt fire oktaver.
  
  
  "Åh nej," sagde hun. "Bare talent. Naturtalent."
  
  
  Jeg var nødt til at være enig.
  
  
  
  Kapitel fire
  
  
  Air Maroc har et hurtigt, komfortabelt og bekvemt morgenfly fra Tanger, der ankommer til Madrid i tide til en afslappet frokost, før den forbinder med en lige så hurtig, komfortabel og bekvem eftermiddagsflyvning til New York via Iberia.
  
  
  Dyrt for turister. Fantastisk til forretningsmænd. Fremragende for diplomater.
  
  
  Dårligt for hemmelige agenter.
  
  
  Vi gik ombord på et langsomt, gammelt og vakkelvornt fly til Malaga, hvor vi sad uden for den varme lufthavn i tre timer, inden vi gik ombord på endnu et langsomt, gammelt og decideret vakkelvornt fly til Sevilla, hvor det var en støvet, svedvåd aften, før vi kunne gå ombord. en fantastisk flyvetur til Nice. Der blev maden forbedret og flyet vi tog til Paris var en Air France DC-8. Maden i Paris var endnu bedre, hvis vi ikke begge var for trætte til virkelig at nyde det; og Air France 747 til New York, som vi gik ombord klokken syv om morgenen, var behagelig og punktlig. Men da vi landede på JFK, var min bedårende varme mavedanserinde blevet til en udmattet og irritabel lille pige, der ikke kunne tænke - eller snakke - om andet end en ren seng og sove, om at der ikke var nogen bevægelse.
  
  
  "Du sov," mumlede hun anklagende, da vi gik ned ad rampen fra flyet til terminalen.
  
  
  
  
  
  
  "Hver gang flyet lettede, faldt du i søvn som at slukke for en kontakt, og sov som en baby, indtil vi landede. Det er for effektivt. Du er ikke en mand, du er en maskine."
  
  
  "Et erhvervet talent," sagde jeg. "Nødvendigt for at overleve. Hvis jeg havde været afhængig af komfortable senge at hvile i, ville jeg være besvimet for længe siden.”
  
  
  "Nå, jeg kommer til at besvime for altid," sagde hun, "hvis jeg ikke kan komme i seng. Kan vi ikke..."
  
  
  "Nej," sagde jeg bestemt. "Vi kan ikke. Først skal vi passe på bagagen.«
  
  
  "Åh," mumlede hun, "tag vores bagage. Sikkert".
  
  
  "Tag ikke telefonen," sagde jeg. "Slip af med overskydende bagage. Menneskelig bagage. Uønskede venner, der er for rørende knyttet til os.”
  
  
  Hun kiggede forundret på mig, men jeg havde ikke tid til at forklare, og der var alligevel ingen steder for folkemængden at gå igennem immigration. Vi blev en del af mængden, fik stemplet vores realistisk udseende, men falske pas, og gik derefter gennem tolden for at tjekke vores bagage ind. Et par minutter senere var jeg i en telefonboks og lavede et kodet opkald til AX's hovedkvarter på Dupont Circle, Washington, DC. Mens jeg ventede på, at scrambleren skulle ringe, kiggede jeg gennem standens glasvægge.
  
  
  De var stadig hos os.
  
  
  Den kinesiske pige, der ser meget eksotisk og charmerende ud i vietnamesisk dao, var tilsyneladende opslugt af at købe et fransk modemagasin fra en overfyldt aviskiosk. Franskmanden, meget høflig i et skræddersyet jakkesæt, med udtalte sølvstriber i håret, kiggede sløvt ud i det fjerne, som om han ventede på en bil med chauffør.
  
  
  Det var selvfølgelig ikke den samme franskmand, der tog på turen med os. Den, der mødte os i lufthavnen i Tanger, var en skaldet, krøllet lille mand i en dårligt siddende sportstrøje og bukser, der gemte sig bag en kopi af Paris Match. I Malaga blev han erstattet af en bøller, hvis ansigt vidnede om en ekstremt mislykket karriere i ringen eller nogle barske barer. Han blev hos os gennem Sevilla, lige til Nice, hvor han blev erstattet af den diplomatiske karakter, som jeg nu observerede.
  
  
  En kinesisk pige hentede os i Tanger lufthavn og blev hos os hvert skridt på vejen uden at forsøge at skjule, at hun fulgte efter os. Hun stødte endda meget bevidst ind i mig på flyet fra Paris og forsøgte at starte en samtale. På engelsk. Dette kunne hun ikke forstå. Og for at være ærlig, generede hun mig.
  
  
  Men den latterligt omstændelige rute, jeg tog fra Tanger til New York, gav mig det, jeg ønskede: en chance for at finde ud af, om og hvem der fulgte efter os. Jeg overbragte denne information til Hawk, da han henvendte sig til telegrafkontoret. Da jeg var færdig, var der en pause.
  
  
  "Hr?" - sagde jeg endelig.
  
  
  "Hak hak harurrmunmrnph!" Hawk rømmede sig og tænkte. Jeg kunne næsten lugte den frygtelige lugt af en af hans billige cigarer. Jeg havde fuld respekt for Hawk, men min beundring omfattede ikke hans valg af cigarer.
  
  
  "Kinesisk. Har du hørt den regionale dialekt?” - spurgte han endelig.
  
  
  "Kantonesisk. Rent og klassisk. På engelsk…"
  
  
  Jeg holdt pause.
  
  
  "Bøde?" - Hawk forlangte et svar. "Havde hun en vis accent, når hun talte engelsk?"
  
  
  "Mott Street," sagde jeg tørt. "Måske Pell."
  
  
  "Hack hak hak," lød lyde. tænkte Hawk. "Harump. Så hun blev født her. New York, Chinatown."
  
  
  "Helt klart," sagde jeg. Mere stilhed. Men nu var jeg sikker på, at vi tænkte på samme bølgelængde. At være agent for de kinesiske kommunister var næsten uhørt for amerikanskfødte etniske kinesere. Så hvem arbejdede hun for? - Jeg spurgte Hawk.
  
  
  "Vi kan ikke sige det med sikkerhed," sagde han langsomt. "Der er en række interessante muligheder. Men vi har ikke tid til at tjekke det nu. Bare ryst den. Og ryste franskmanden. Jeg vil have dig i Washington ved midnat. Med pige. Og Nick..."
  
  
  "Vær her, sir," sagde jeg med besvær. Uden for standen lukkede Michelle, lænet sig op ad den, øjnene og begyndte fredeligt at glide hen over glasoverfladen som en faldende regndråbe. Forskrækket rakte jeg den ene hånd ud og løftede den. Hendes øjne åbnede sig, og hun så slet ikke taknemmelig ud.
  
  
  "Nick, ryst franskmanden, men gør ham ikke ondt."
  
  
  "Lad være med..." Jeg er træt. Jeg begyndte at blive irriteret. "Herre, han må være OAS."
  
  
  Hawk lød nu irriteret.
  
  
  "Selvfølgelig er han SLA. Vores immigrationsmand hos JFK bekræftede dette for et par minutter siden. Han er også en fransk diplomatisk embedsmand. Anden klasse. Aviser. Offentlighed er ikke lige det, AX trives med, vel, Nick? Så bare ryst ham og pigen af på en passende ikke-voldelig og grim måde og tag hertil Washington.
  
  
  
  
  
  
  "Jeg forstår det, sir," sagde jeg så muntert som muligt.
  
  
  Der var et klik, og stregen gik død. Hawk kunne ikke lide farvel. Jeg ringede igen - til et bureau, der var specialiseret i at leje udenlandske biler til folk med noget usædvanlige behov - så forlod jeg standen for at konstatere, at Michelle havde opdaget, at det var muligt at sove behageligt stående. Jeg rystede hende.
  
  
  "Du," sagde jeg, "vågn op."
  
  
  "Nej," sagde hun bestemt, men søvnigt. "Umulig".
  
  
  "Åh ja," sagde jeg. "Er det muligt. Du prøver bare ikke hårdt nok."
  
  
  Og jeg slog hende. Hendes øjne åbnede sig, hendes ansigt forvredet af raseri, og hun rakte ud for at tage fat i mine øjne. Jeg holdt hendes hænder. Jeg havde ikke tid til at spilde tid på en lang forklaring, så jeg fortalte hende det direkte.
  
  
  "Så du, hvad der skete med Ahmed og hans kone? Vil du have dette til at ske for os? Det er sikkert at sige, at dette vil ske, hvis vi ikke kan ryste disse to karakterer af sig, der hjemsøger os. Og vi kan ikke ryste det, hvis jeg skal bruge en del af min tid på at slæbe sovende skønhed fra et sted til et andet.
  
  
  Noget af vreden døde i hendes øjne. Indignationen forblev, men den blev kontrolleret.
  
  
  "Og nu," sagde jeg, "kaffe."
  
  
  Vi gik til den nærmeste lufthavns kaffebar og drak kaffe. Og mere kaffe. Og mere kaffe. Sort, med masser af sukker for hurtig energi. Da mit navn - det vil sige navnet på mit pas - blev kaldt gennem personsøgningssystemet, havde vi hver fem kopper. På trods af dette bestilte jeg fire mere, der skulle tages med os, da vi gik.
  
  
  En BMW ventede på os på parkeringspladsen. Det er en ret lille bil og har ikke det prangende, sporty udseende som en Jag eller Ferrari. Men dens accelerationshastighed er lig med en Porsches, og den klarer vejen som en Mercedes sedan. Plus, når den kører korrekt, kan den nå 135 mph med det samme. Der er arbejdet ordentligt på dette. Jeg vidste. Jeg har kørt den før. Jeg smed vores tasker i bagagerummet og gav den rødhårede fyr, der leverede bilen, fem dollars for at råde bod på hans skuffelse over at køre her i så tæt trafik, at han aldrig kørte bilen over 70 km/t.
  
  
  Da vi forlod lufthavnens parkeringsplads, så jeg tydeligt franskmanden. Han var i en brun og hvid '74 Lincoln Continental, drevet af en grimt udseende lille karakter med sort hår kæmmet tilbage fra panden. De nærmede sig os bagfra, et par biler bag os.
  
  
  Jeg forventede dette. Det, der undrede mig, var den kinesiske kvinde. Når vi kørte forbi, satte hun sig ind i den røde Porsche på parkeringspladsen og opførte sig, som hun havde gjort al tid i verden. Hun kiggede ikke engang, da vi passerede. Har hun virkelig overgivet os til en anden hale?
  
  
  Nu er det perfekte tidspunkt at finde ud af.
  
  
  "Er din sikkerhedssele spændt?" - Jeg spurgte Michelle.
  
  
  Hun nikkede.
  
  
  "Så vær venlig at se efter rygningsforbuddet, indtil flyet når krydstogthøjde."
  
  
  Michelle kiggede forundret på mig, men jeg sagde ikke mere og koncentrerede mig om at genopfriske min hukommelse om følelsen af bilen og dens betjening. Da vi var ved indgangen til Van Wyck Expressway, følte jeg, at jeg havde kørt på den i de sidste otte timer. Jeg satte farten ned, stoppede så og ventede på en lang nok pause i motortrafikken. Cirka et minut senere passerede flere biler bag os os og kørte ind på motorvejen. Ikke franskmanden og hans rotteven, som nu blev tvunget til at gå lige bag os.
  
  
  "Hvad venter vi på?" - spurgte Michelle.
  
  
  "Vi venter," sagde jeg, "på det her!"
  
  
  Jeg slog min fod ned på speederen og snurrede ud på motorvejen. Et par sekunder senere viste kilometertælleren 70. Franskmanden gik lige bag os og accelererede også. Det måtte han være. Trafikken var stor nok til to biler. Hvis han havde ventet, ville han have mistet os.
  
  
  "Mon Dieu!" Michelle gispede. "Hvad laver du for livet..."
  
  
  "Bare hæng ud og nyd," sagde jeg. Nu havde vi mere end 70, franskmanden var lige på halen. Og om et par sekunder mere kravler vi op på taget af bilen foran os. Men jeg havde ikke tænkt mig at vente på de sekunder. Mine øjne undersøgte omhyggeligt den modkørende trafik, og jeg fandt, hvad jeg havde brug for. Min fod smækkede i bremsen, og slap den så, mens jeg drejede hjulet, og bilen skreg ind i en tohjulssving på tværs af medianen og ind i den modkørende vognbane. I et rum, der er stort nok til kun at rumme én bil.
  
  
  "Mon Dieu!" Michelle gispede igen. Ud af øjenkrogen så jeg, at hendes ansigt var hvidt. "Du vil dræbe os!"
  
  
  Franskmanden fløj forbi, stadig på vej mod New York. Det vil tage ham endnu et minut eller deromkring at finde plads til at vende rundt, især i en bil, der er lavet til komfort
  
  
  
  
  og nem kontrol på lange ture og ikke til manøvrering.
  
  
  "Gør bare mit bedste for at holde dig vågen," sagde jeg til Michelle, og så drejede jeg rattet igen, uden at jeg gad at sætte farten ned eller nedgear denne gang og sendte bilen ind på South State Boulevard.
  
  
  "Jeg sværger ved dig," sagde Michelle, "jeg vil aldrig sove igen. Bare sæt farten ned."
  
  
  "Snart," sagde jeg. Så kiggede han i bakspejlet og bandede stille. Franskmanden var der. Tyve biler bagved, men bagved os. Hans lille rotteven var en bedre chauffør, end jeg gav ham æren for.
  
  
  "Vent," sagde jeg til Michelle. "Det er tid til at blive seriøs."
  
  
  Jeg rykkede hårdt i rattet, kørte ind i den yderste venstre vognbane, centimeter væk fra traktorens trailer, og fortsatte derefter med at pisse chaufføren endnu mere af ved at sænke farten til 30 mph. Han gik til højre med en indigneret lyd fra hornet. Det samme gjorde de andre biler. Nu var franskmanden kun to biler efter, også i yderste venstre spor. Jeg studerede omhyggeligt trafikmønsteret, skiftevis satte farten op og satte farten ned, da vi nærmede os lyskrydset, der fører til afkørslen til Baisley Pond Park. Jeg kom ind i venstre vognbane og satte farten ned til 20 km/t, da lyset tændte, og jeg så det var rødt.
  
  
  De 200 yards vej lige foran mig var fri i min vognbane. Lyset blev grønt, og jeg trykkede min fod på gassen. Da vi nåede krydset, kørte BMW'en 60. Lincoln'en var lige bag os, med næsten samme hastighed. Jeg lod BMW'en køre to tredjedele af vejen gennem krydset uden at bremse, så rykkede jeg rattet hårdt til venstre og skiftede ned uden at bremse. BMW snurrer som en top næsten ét sted. Michelle og jeg blev kastet hårdt, men blev klemt fast af sikkerhedsselerne. På mindre end et halvt sekund var min fod tilbage på speederen og sendte BMW'en i vejen for Lincoln, mindre end tommer fra dens radiator, ind i krydset. Jeg slog i bremsen, mærkede, at BMW'en stoppede brat lige i tide til at lade en modkørende bil passere, trykkede så på gaspedalen og skyndte mig gennem krydset lige i tide til at lade en anden i den fjerneste vognbane passere. Den kunne have ramt en anden bil eller fået den til at snurre ud af kontrol og gå i stå, men BMW'en accelererede jævnt igen, da jeg pegede den ud på parkens randvej.
  
  
  "Er du okay?" - Jeg spurgte Michelle.
  
  
  Hun åbnede munden, men kunne ikke tale. Jeg mærkede hende ryste.
  
  
  "Slap af," sagde jeg og tog den ene hånd fra rattet og klappede den på hendes lår. "Det bliver nemmere nu."
  
  
  Og så så jeg Lincoln igen. Det var næsten en kvart mil tilbage ad en tom lige vej, men selv i skumringen kunne jeg se hendes karakteristiske lave silhuet.
  
  
  Denne gang bandede jeg ikke engang. Rottemanden var tydeligvis en født chauffør. Han kunne matche mig med vovehalse stunts i ret lang tid – længe nok, faktisk, til at politiet uundgåeligt stoppede os. Hvilket jeg ikke havde råd til, selvom han med diplomatiske numre nok kunne.
  
  
  "Det er på tide," sagde jeg til mig selv, ligesom Michelle, "til et temposkift."
  
  
  Jeg lod BMW'en bremse til en behagelig, lovlig 40 mph. Lincoln ankom. I bakspejlet kunne jeg se, at den ene forskærm var slemt smadret, forlygten var slukket, og sideruden var knust. Franskmanden så chokeret ud. Hans chauffør havde et fortumlet, vildøjet udtryk.
  
  
  De trak et par biler bag sig og holdt afstand. I samme hastighed kørte jeg ind på New York Boulevard. De blev. Andre biler kørte op bagfra, fem, ti, femten. Franskmanden forsøgte ikke at bestå.
  
  
  Måske prøver de simpelthen at følge os til vores destination. På den anden side kan de holde sig tilbage og vente, indtil vi kommer til et stille, mørkt sted.
  
  
  Som tiden gik. Værdifuld tid.
  
  
  Jeg besluttede at give dem en hånd.
  
  
  Jeg kørte yderligere to miles og drejede til højre ad Linden Boulevard, på vej mod Naval Hospital. Halvvejs oppe lå et møbellager, ubrugt om natten, næsten en blok. Jeg stoppede foran ham og ventede. Det var et ideelt sted for et baghold.
  
  
  Lincoln kom inden for halvtreds fod.
  
  
  Jeg ventede.
  
  
  Ingen kom ud.
  
  
  Jeg ventede endnu et øjeblik, og da franskmanden og hans chauffør stadig ikke bevægede sig, gav jeg Michelle instruktioner. Til hendes ære, selvom hun stadig rystede, nikkede hun simpelthen, og hendes øjne blev snævrede af parathed.
  
  
  Så steg jeg ud af BMW'en og gik tilbage til Lincoln'en. Da jeg kom tæt nok på til at se gennem den resterende forlygte og ind i bilen, så jeg chokket i franskmandens ansigt gradvist blive til et udtryk af forsigtig årvågenhed, da jeg nærmede mig. Hans chauffør, der var træt af stuntene, så simpelthen overrasket og dum ud.
  
  
  
  
  
  Jeg lænede mig ind over motorhjelmen på Lincoln'en og bankede på forruden lige foran franskmandens ansigt.
  
  
  "Godaften," sagde jeg høfligt.
  
  
  Chaufføren så bekymret på franskmanden. Franskmanden fortsatte med at se lige frem, ængsteligt, forsigtigt uden at sige noget.
  
  
  Michelle måtte nu sidde i førersædet, da mit hoved og krop blokerede for udsigten fra Lincoln.
  
  
  "Du har en dejlig tovejs radioantenne," sagde jeg og smilede høfligt igen.
  
  
  Michelle skal nu sætte den stadig kørende BMW i gear, mens hun afventer mit næste træk.
  
  
  "Men den er nogle steder lidt rusten," fortsatte jeg. "Du skal virkelig udskifte den."
  
  
  Og på et splitsekund var Wilhelmina i min hånd og skød. Den første kugle rev radioantennen af bilen og fik den til at snurre i luften, den anden kugle skød den resterende forlygte ud, og da Michelle forvandlede BMW'en til en skarp U-vending, tændte hun for fjernlysene, mens hun fortsatte Lincoln til blind både franskmanden og føreren, min tredje og fjerde kugle to dæk var punkteret på højre side af den store sedan.
  
  
  Dette var den næste manøvre, jeg var bekymret for, men Michelle klarede den perfekt. Et par meter fra Lincoln sænkede hun lige nok til, at mit spring midt i flyvningen gjorde, at jeg kunne gribe det åbne vindue på siden og holde fast i døren. Så satte hun farten op igen, lyset var nu væk, bankede rundt om Lincoln og over fortovet, hvor det var parkeret, og gemte min sammenkrøbne krop mod den anden side af BMW'en, indtil vi nåede enden af gaden på fortovet. . Så endnu et skrigende højresving, min krop helt skjult af syne, og vi ræsede ned ad New York Boulevard med mine hænder klyngende til døren som to igler.
  
  
  Efter et kvarter stoppede hun. I en flydende bevægelse sad jeg på førersædet, hun sad på passagersædet, ingen af os sagde et ord.
  
  
  Der gik endnu en kilometer, før hun talte.
  
  
  "Det var...for risikabelt," sagde hun. "De kunne have dræbt dig, da du nærmede dig deres bil. Bortset fra faren ved dit akrobatiske spring på denne maskine."
  
  
  "Det var en kalkuleret risiko," sagde jeg. »Hvis de ville angribe os, havde de ikke bare siddet der, da vi trak op til siden af vejen. Med hensyn til det, du kalder min akrobatik - hvis jeg ikke var villig til at tage sådanne risici, ville jeg være klar til pension. Sådan er jeg ikke endnu."
  
  
  Michelle rystede simpelthen på hovedet. Hun så stadig chokeret ud. Jeg drejede stille på hjulet og satte kursen mod Manhattan og bevægede mig ad lokale gader, hvor det ville være nemt at få øje på en anden hale. Men jeg var næsten sikker på, at vi havde mistet franskmanden og hans venner. At slippe af med antennen til deres to-vejs radio betød, at de ikke kunne sende en anden til at tage deres plads. Hvad angår den kinesiske pige, var jeg sikker på, at jeg rystede enhver anden hale, hun kunne kaste efter os.
  
  
  Jeg rystede det af helt i begyndelsen. Let.
  
  
  For nemt.
  
  
  Hvorfor måtte de give op så hurtigt?
  
  
  Dette generede mig. Men nu kunne jeg ikke gøre noget ved det. Jeg holdt bare min angst i et eller andet rum i mit sind, klar til at bryde ud når som helst.
  
  
  På Manhattan parkerede jeg i en travl gyde og foretog et telefonopkald. Femten minutter senere ankom manden fra bilagenturet i en fuldstændig umærkelig og meget anonym Ford Galaxy. Fuldstændig umærkeligt bortset fra et par ændringer under motorhjelmen, der gør, at den nemt kan gå op til 110. Han tog BMW'en, udtrykte ingen interesse eller overraskelse over mit pludselige bilskifte, og kørte afsted og ønskede os god tur.
  
  
  Når du sidder bag rattet og ikke har sovet i over otteogfyrre timer, var det så godt, som enhver tur kan blive. Michelle er heldig. Hun døsede med hovedet på min skulder. Jeg holdt Ford på præcis fem kilometer i timen over hastighedsgrænsen og drak sort kaffe ud af beholdere, indtil jeg ville gage.
  
  
  Vi blev ikke fulgt.
  
  
  Ti minutter til midnat parkerede jeg min bil et par meter fra hovedkvarteret for Amalgamated Press and Wire Services, en ret forfalden, nedslidt bygning på Dupont Circle, der forklædte AX's hovedkvarter.
  
  
  Hawk ventede på sit kontor.
  
  
  
  Femte kapitel.
  
  
  "Det var det, sir," lukkede jeg min konto en time senere. "SLA'en har næsten helt sikkert Durosh. Om han er sammen med dem frivilligt eller ej, er en helt anden sag.”
  
  
  "Hvor han er med SLA er en anden historie," tilføjede Hawk dystert.
  
  
  Jeg nikkede. Jeg har allerede fortalt ham om mine spor, tre ord: Leoparder, Perler, Vulcan. Jeg havde stadig tanker om betydningen af disse ord, men Hawk var tydeligvis ikke i humør til at høre dem. Han tog et dystert træk på sin modbydelige cigar og kiggede et sted hen over min venstre skulder. Hans skarpe ansigt med hærdet gammel hud og overraskende bløde blå øjne havde det udtryk, han havde, da han tænkte hårdt – og bekymret. Hvis han var bekymret, så var jeg det også.
  
  
  Pludselig, som om han havde besluttet sig for noget, lænede Hawk sig frem og stødte sin femogtyve-cent-cigar ud i et revnet askebæger.
  
  
  "Fem dage," sagde han.
  
  
  "Hr?" Jeg sagde.
  
  
  "Du har præcis fem dage," sagde han koldt og klart, "til at finde Fernand Duroch og tage ham væk fra OAS."
  
  
  Jeg så. Han stirrede tilbage og trængte ind i mig med sine blå øjne, nu hårde som hærdet stål.
  
  
  "Fem dage!" Jeg sagde. "Sir, jeg er en agent, ikke en tryllekunstner. At dømme efter hvad jeg skal arbejde med, kan det tage mig fem uger, ellers...
  
  
  "Fem dage," sagde han igen. Tonen i hans stemme betød "ingen diskussion." Han skubbede skarpt til sin drejestol og drejede rundt, så han vendte væk fra mig og kiggede ud af det beskidte vindue. Så fortalte han mig det.
  
  
  “Få timer før du ankom til New York, modtog vi en besked. Fra oberst Rambo. Jeg tror, du husker ham."
  
  
  Jeg huskede. Han gled ud af vores hænder efter mordforsøget på de Gaulle og gik i eksil. I Spanien var han mistænkt. Men han er stadig en højtstående person i SLA.
  
  
  "Rumbaut fortalte os, at OAS nu kan gøre den amerikanske energikrise til noget mere end en krise. En katastrofe. Og hvis han fortæller os sandheden, ville katastrofe være en blid måde at sige det på."
  
  
  Hawks tone var tør og kold. Sådan var det altid, når problemerne var alvorlige.
  
  
  "Og hvad er egentlig denne magt, sir?" Jeg spurgte.
  
  
  "Under Rambeau," sagde Hawke, tørrere og koldere end nogensinde, "kan SLA nu fuldstændig ødelægge alle olieraffinaderier og borerigge på den vestlige halvkugle."
  
  
  Min kæbe faldt ufrivilligt.
  
  
  "Det virker umuligt," sagde jeg.
  
  
  Hawk vendte sig mod mig igen.
  
  
  "Intet er umuligt," sagde han dystert.
  
  
  Vi stirrede på hinanden henover hans skrivebord i tavshed i et par øjeblikke, hver især urolige, da vi indså, hvad denne trussel præcis kunne betyde, hvis den var reel. Det ville være slemt nok, hvis olieplatformene blev ødelagt; det ville lukke for en betydelig mængde olie lige her. Men ødelæggelsen af olieraffinaderier, der behandlede olie ikke kun fra den vestlige halvkugle, men også fra arabiske lande, kunne reducere forsyningen af olie til USA med så meget som firs procent.
  
  
  Olie til større industrier, til benzin, til opvarmning, til konvertering til andre former for energi, såsom elektricitet.
  
  
  USA, som vi kendte det, vil stoppe. Vores land vil være praktisk talt lammet.
  
  
  "Måske er dette et bluff?" Jeg spurgte. "Har de beviser for, at de kan klare det?"
  
  
  Hawk nikkede langsomt.
  
  
  »De siger, at de vil fremlægge bevis inden for fem dage. Bevis på, at de ikke kun kan gøre det, men selv med forhåndsvarsel kan vi ikke stoppe dem."
  
  
  "Og beviset?"
  
  
  "Om fem dage vil SLA sprænge og fuldstændig ødelægge Shell-olieraffinaderiet ud for Curacaos kyst. Medmindre vi selvfølgelig kan stoppe dem. Og få dem ud af markedet."
  
  
  "Hvad hvis vi ikke gør det her? Hvad er deres pris for ikke at sprænge alt andet i luften?”
  
  
  Hawk trak langsomt endnu en cigar op af brystlommen på sit krøllede brune jakkesæt.
  
  
  "De fortalte os ikke om det. Alligevel. De oplyser, at yderligere kommunikation vil fortsætte, når de har bevist, hvad de kan."
  
  
  Han behøvede ikke at gå længere. Hvis SLA faktisk beviste, at det kunne udføre sin trussel, ville de krav, det kunne stille til USA, være svimlende, økonomisk, politisk og på alle andre måder.
  
  
  Det var afpresning, afpresning i et utroligt omfang.
  
  
  Hawk og jeg så på hinanden hen over hans skrivebord. Jeg talte først. Et ord.
  
  
  "Duroche," sagde jeg.
  
  
  Hawk nikkede.
  
  
  ”Forbindelsen er for stærk til tilfældigheder. OAS har Durosh. Duroch er specialist - et geni - i undervandsfremdrivningssystemer, computerisering af disse enheder og deres brug med nukleare sprænghoveder. Mod de onshore olieplatforme og raffinaderier på denne halvkugle. Derfor… "
  
  
  "Så Duroch gav dem denne evne," afsluttede jeg for ham.
  
  
  Hawk holdt cigaren mellem tænderne og tændte den med korte, rasende sug, før han talte igen.
  
  
  "Det er rigtigt," sagde han. "Og derfor…"
  
  
  "Derfor har jeg fem dage til at tage Duroch væk fra OAS," sluttede jeg igen.
  
  
  "Du har fem dage til
  
  
  
  
  tag Duroch væk fra SLA'en og ødelægge alle de enheder, han har udviklet til dem. Og tegningerne fra dem."
  
  
  Så det er det. Fem dage.
  
  
  "Og Carter," Hawks stemme var stadig tør og kold, "det her er en solo. SLA advarede om, at hvis vi henter hjælp fra udenlandsk politi eller embedsmænd, ville de øjeblikkeligt ødelægge alle offshore olierigge og raffinaderier. fra Caracas til Miami."
  
  
  Jeg nikkede. Jeg regnede det ud.
  
  
  "Du bliver nødt til at tage pigen med dig," fortsatte han og pustede automatisk på sin cigar. "Hun kan give dig en positiv identifikation af sin far. Vi kan ikke få dig til at trække den forkerte person ud. Jeg kan ikke lide at involvere hende, men..."
  
  
  "Hvad hvis Duroch ikke går villigt?"
  
  
  Hawks øjne kneb sammen. Jeg kendte allerede svaret.
  
  
  "Få Duroch ud!" - knækkede han. "Uanset om det er frivilligt eller uvilligt. Og hvis du ikke kan få ham ud..."
  
  
  Han behøvede ikke at blive færdig. Jeg vidste, at hvis jeg af en eller anden grund ikke kunne få Duroch ud, ville jeg være nødt til at dræbe ham.
  
  
  Jeg håbede, at Michelle ikke var klar over det.
  
  
  Jeg rejste mig, så huskede jeg noget.
  
  
  "Kinesisk pige," sagde jeg. "Har computeren fundet noget om hende?"
  
  
  Hawks øjenbryn rejste sig.
  
  
  "Interessant," sagde han. ”Det er interessant, fordi der ikke er noget særligt interessant ved det. Ingen Interpol-registreringer. Der er ingen rapporter om involvering i nogen form for spionage. Hun hedder Lee Chin. Toogtyve år. Uddannet fra Vassar meget tidligt, toppen af sin klasse. Kandidatarbejde ved Massachusetts Institute of Technology. Derefter tog hun til Hong Kong og tilbragte et år der og arbejdede i familievirksomheden Import-Export. Er lige vendt tilbage til New York for et par måneder siden. Det er svært at forestille sig, hvordan hun passer ind i billedet på dette tidspunkt."
  
  
  Det var interessant. Det var det, der generede mig. Men nu kunne jeg ikke gøre noget ved det. Jeg vendte Lee Chin tilbage til hendes specielle lille rum i mit hoved.
  
  
  "Noen idéer til, hvor man skal starte?" - spurgte Hawk.
  
  
  Jeg fortalte ham. Han nikkede. Cigaraske faldt ned på hans jakke og sluttede sig bekvemt til en række andre udtværinger og pletter. Hawkes glans strakte sig ikke til hans garderobe eller dens pleje.
  
  
  "Jeg vil kontakte Gonzalez for dig, hvis du kan bruge ham. Han er ikke den bedste, men han er vidende om området."
  
  
  Jeg takkede ham og gik mod døren. Da jeg var ved at lukke den bag mig, hørte jeg Hawk sige:
  
  
  "Og, Carter..." Jeg vendte mig. Han smilede og hans stemme blev blødere. "Hvis du ikke kan være forsigtig, så vær god."
  
  
  Jeg grinede. Det var en privat joke mellem os. Kun en forsigtig agent havde en chance for at overleve. Kun den gode agent overlevede. På sin tid var Hawk mere end god. Han var den bedste. Han sagde det ikke med det samme, fordi det ikke var hans stil, men han vidste, hvad der var foran mig. Og han bekymrede sig.
  
  
  "Okay, sir," sagde jeg enkelt og lukkede døren.
  
  
  Jeg fandt Michelle siddende - eller rettere sagt, sønderknust - på en stol uden for det triste lille rum, hvor McLaughlin, N5, havde tilbragt debriefing tid med hende. Han havde allerede optaget alt, hvad hun sagde på bånd, og nu ville det bånd blive omhyggeligt gennemgået af flere andre agenter og derefter indlæst i computeren for enhver information, som jeg kunne være gået glip af. Men jeg havde ikke tid til at vente på resultater. Jeg lænede mig frem og blæste ind i hendes øre. Hun vågnede med et stød.
  
  
  "Det er rejsetid igen," sagde jeg. "Tid til en dejlig flyvetur."
  
  
  "Åh nej," stønnede hun. "Skulle vi?"
  
  
  "Det skal vi," sagde jeg og hjalp hende op.
  
  
  "Hvor skal vi hen nu? Til Nordpolen."
  
  
  "Nej, sagde jeg. 'Først går vi ovenpå til Special Effects for at få vores nye covers, inklusive pas og ID'er. Så tager vi til Puerto Rico."
  
  
  "Puerto Rico? Der er i det mindste varmt og solrigt der."
  
  
  Jeg nikkede og førte hende ned ad gangen til elevatoren.
  
  
  "Men hvorfor?"
  
  
  "Fordi," sagde jeg, trykkede på elevatorknappen og tog en ny pakke cigaretter op af lommen, "jeg forstod betydningen af disse sidste ord af Ahmed."
  
  
  Hun kiggede spørgende på mig. Jeg puttede cigaretten i munden.
  
  
  "Jeg troede, Ahmed sagde 'leopard'. Han sagde ikke. Det han sagde var "spedalsk". Som i tilfældet med spedalskhed."
  
  
  Hun rystede. "Men hvordan kan du være sikker?"
  
  
  "På grund af det næste ord. Jeg troede han sagde "perle". Men det var faktisk 'La Perla'."
  
  
  Jeg tændte en tændstik og bragte den til cigaretten.
  
  
  "Jeg forstår det ikke," sagde Michelle.
  
  
  "De to ord hænger sammen," sagde jeg. “La Perla er et slumområde i Old San Juan, Puerto Rico. Der er en spedalskekoloni i La Perla. Din far må være blevet taget fra Tanger og gemt i en spedalsk koloni."
  
  
  Michelles øjne blev store i rædsel.
  
  
  "Er min far i en spedalsk koloni?"
  
  
  Jeg tog et træk fra min cigaret. Det gik ud. Jeg tændte en anden tændstik og førte den til spidsen.
  
  
  
  
  
  "Jeg vil sige det perfekte sted at gemme det."
  
  
  Michelle var hvid.
  
  
  "Og vi skal til denne spedalskekoloni?"
  
  
  Jeg nikkede og rynkede så irriteret på panden. Cigaretten ville simpelthen ikke tænde. Jeg så dovent på spidsen.
  
  
  "Hvis vi er heldige, og han stadig er her, kan vi..."
  
  
  Jeg stoppede midt i sætningen. Et koldt gys kom over mig. Ved hjælp af tommel- og pegefinger bed jeg enden af cigaretten af og børstede papiret og tobakken af.
  
  
  "Hvad er det?" - spurgte Michelle.
  
  
  "Det er det," sagde jeg kategorisk og rakte håndfladen frem. Den indeholdt en lille metalgenstand. Den var stangformet, ikke mere end en halv tomme lang og mindre i diameter end cigaretten, hvori den var gemt.
  
  
  Michelle lænede sig over for at se på ham.
  
  
  "En fejl, for at bruge den populære terminologi," sagde jeg, og min stemme må have afspejlet selvvæmmelse over min skødesløshed. "Overvågningsanordning. Og dette er en af de mest moderne. Corbon-Dodds 438-U transceiver. Ikke kun opfanger og transmitterer den vores stemmer over en kilometer væk, men den udsender også et elektronisk signal. som alle med det passende modtageudstyr kan bruge til at bestemme vores placering inden for få fod."
  
  
  "Du mener," rettede Michelle sig op og så overrasket ud, "den, der har plantet dette, ved ikke kun, hvor vi er, men har også hørt alt, hvad vi sagde?"
  
  
  "Nøjagtig," svarede jeg. Og jeg vidste, at det var derfor, den kinesiske kvinde ikke gad at opspore os. I hvert fald ikke inden for synsvidde. Hun kunne gøre dette i ro og mag, en halv kilometer væk eller deromkring, alt imens hun lyttede til vores samtale.
  
  
  Herunder min detaljerede udtalelse til Michelle om, hvor vi skal hen og hvorfor.
  
  
  Michelle kiggede på mig.
  
  
  "OAS," hviskede hun.
  
  
  "Ingen." Jeg rystede på hovedet. "Det tror jeg ikke. En meget smuk kinesisk kvinde fulgte os hele vejen fra Tanger til New York. Hun løb ind i mig på flyet fra Paris. Jeg havde en halvtom pakke cigaretter i min skjorte. lomme og uåbnet i min jakke lomme. Det lykkedes hende at erstatte min fulde pakke cigaretter med hendes.”
  
  
  Og i betragtning af at jeg kun ryger mine egne specialfremstillede cigaretter med NC-etiketten trykt på filteret, gjorde hun meget for at få dette til at ske. Og hun udnyttede ganske omfattende muligheder.
  
  
  "Hvad skal vi gøre nu?" - spurgte Michelle.
  
  
  Jeg studerede omhyggeligt aflytningen. Den forreste halvdel smeltede af varmen fra min kamp. De komplekse mikrokredsløb blev ødelagt, og fejlen holdt tilsyneladende op med at sende. Spørgsmålet var, hvilken bil der blev aflyttet fra, den første eller den anden? Hvis det var den første, så var der stor sandsynlighed for, at den kinesiske kvinde ikke modtog nok information til at vide, hvor vi skulle hen. Hvis det var den anden...
  
  
  Jeg grimaserede, så sukkede jeg og pressede insekten mod gulvet med min hæl. Det gav mig en vis følelsesmæssig tilfredsstillelse, men intet andet.
  
  
  "Det, vi laver nu," sagde jeg til Michelle, da elevatordøren åbnede sig, og vi trådte ind, "skal til Puerto Rico. Hurtig".
  
  
  Der var ikke mere jeg kunne gøre. Jeg bragte den kinesiske pige tilbage til sit eget rum i mit sind. Endnu engang.
  
  
  Coupéen viste sig at være ret stor.
  
  
  Jeg ville have hende til at blive i det.
  
  
  
  Kapitel seks
  
  
  Mr. Thomas S. Dobbs fra Dobbs Plumbing Supplies, Inc., Grand Rapids, Michigan, og hans fransk-canadiske kone, Marie, forlod huset. San Juan lufthavns hovedterminal; de var fyldt med kameraer, snorkeludstyr og alt det andet udstyr, der var nødvendigt for deres ferie i Caribien, inklusive den Puerto Ricanske stråhat, som Mr. Dobbs havde købt i terminalen ved ankomsten. De ville have, som Mr. Dobbs fortalte alle, der ville lytte, "brølende tid." De skulle "male denne lille gamle ø rød." De skulle "vende den gamle San Juan ud og ind, inklusive kasinoet."
  
  
  Som man kunne gætte, var de et par typiske, moderat ubehagelige amerikanske turister.
  
  
  "Taxa! Taxa!" - Mr. Dobbs brølede og viftede vanvittigt med armene.
  
  
  Mrs. Dobbs var mere stille. Hun så lidt træt ud. Men hun nød tydeligvis solen og varmen.
  
  
  "Mmmm," sagde hun til sin mand og vendte sit smukke ansigt op. "Er det ikke en smuk sol? Og du lugter så mange blomster. Åh, Nick..."
  
  
  Jeg tog fat i hendes hånd, som om jeg ville trække hende ind i taxaen, der stoppede foran os.
  
  
  "Tom," mumlede jeg uden at bevæge mine læber. "Ikke Nick. Bind".
  
  
  "Tom," gentog hun lydigt. "Er det ikke smukt? Jeg vil bare tage en badedragt på, ligge på en strand et sted i solen og lytte til havet.” Så rystede hun. "Desuden tror jeg, at du har andre ting at lave og har brug for, at jeg kommer med dig."
  
  
  "For fanden, skat," brølede jeg. "Det er præcis, hvad vi skal gøre. Plap ned på den strand og få en forbandet dejlig solbrændthed. Vi betaler nok for det."
  
  
  Portieren var færdig med at fylde vores tasker i bagagerummet i kabinen. Jeg undervurderede ham skandaløst, og gjorde op for det med et brutalt, hjerteligt slag på ryggen og et råb af "Lad være med at efterlade det hele på ét sted, makker!" og sprang ind i førerhuset ved siden af Michelle og smækkede døren med en sådan kraft, at førerhuset på bilen begyndte at revne. Chaufføren kiggede irriteret på mig.
  
  
  "Hotel San Geronimo, kammerat." Det var der, vi skulle hen. Kun det bedste for Thomas K. Dobbs og hans lille kone,” sagde jeg. Så skarpt og mistænkeligt: ”Det her er det bedste, ikke? Nogle gange er disse rejsebureauer..."
  
  
  "Ja, senor," sagde chaufføren tavst, "det her er det bedste. Du vil elske det der."
  
  
  Jeg var sikker på, at hvis jeg henviste ham til et offentligt toilet, ville han sige, at dette også var den bedste mulighed.
  
  
  "Okay, kammerat. Du kommer hurtigt frem, og det er der et godt tip til dig i,” sagde jeg bredt.
  
  
  "Si," svarede chaufføren. "Jeg får dig der hurtigt."
  
  
  Jeg lænede mig tilbage mod sædehynderne og trak en cigar op af jakkelommen, der kun var lidt mindre ubehagelig end dem, Hawk kunne lide. Jeg kunne se chaufføren krybe lidt, da jeg tændte den.
  
  
  Jeg overdrev det selvfølgelig. For meget at lade som om. Sørge for, at jeg bliver husket.
  
  
  Og det gav mening. En god agent bør ikke gå overbord og spille for mange ting for at blive husket. Hvilket gjorde mig til enten en meget dårlig agent eller en meget smart god agent, som slet ikke ville blive tænkt som en agent.
  
  
  "Tom," sagde Michelle stille, "mente du virkelig, hvad du sagde om at tage til stranden?"
  
  
  "Selvfølgelig, skat," sagde jeg i en moderat tone. "Først går vi til den gamle strand. Så klæder vi os på, de bringer os nogle af de der Peeny Colazzas eller hvad som helst, så sætter vi tænderne i den største forbandede bøf, du kan finde på denne ø, så går vi til de kasinoer og har sjovt. Hvordan lyder det den første dag og nat, hva'?
  
  
  "Ja?" - sagde Michelle med samme lave stemme. "Men jeg troede du..."
  
  
  "Du troede, at din gamle mand ikke vidste, hvordan man havde det godt. Jeg troede, at han ikke kunne tænke på andet end VVS-forsyninger. Nå, hold fast i din hat, skat. Strand og drinks, middag og terninger, her kommer vi! "
  
  
  Og så, til Michelles glædelige overraskelse, tog vi afsted. For det første er det, hvad hr. Thomas S. Dobbs og hans kone ville have gjort. Og for det andet ville det være selvmord at forfølge mine seriøse forretninger i San Juan til langt ud på natten. At ligge på den hvide sandstrand med solen bankende ned på min krop og den styrtende caribiske surf, der beroligede mine ører, var en ret god måde at fordrive tiden på.
  
  
  "Bind."
  
  
  Jeg væltede mig og kiggede på Michelle. Og jeg besluttede, at det ikke bare var godt, det var... ja, giv dit superlativ. Alt eller alt vil gøre det: Michelles rigelige bryster udfyldte mere end den lille, næsten gennemsigtige bikini-bh, hun bar, den silkebløde hud på hendes mave tilspidsede til en bikinitrusse, der var lidt mere end to små trekanter og et stykke blonde, lange slanke ben bevæger sig vellystigt på sandet.
  
  
  "Tom," spindede hun, lukkede øjnene og løftede ansigtet mod solen, "vær venlig at hælde lidt sololie til mig."
  
  
  "Med fornøjelse."
  
  
  Jeg spredte den varme olie over hendes hals, glatte skuldre, mave og lår. Hendes kød bevægede sig blidt under mine hænder. Hendes hud blev varmere, blødere. Hun rullede ind på maven, og jeg spredte igen olien over hendes skuldre, åbnede hendes bh og spredte den over hendes ryg, mine hænder gled ned ad hendes sider og rørte ved hendes bryster. Hun sukkede, lyden mere som et støn end et suk. Da jeg var færdig, lagde vi os ved siden af hinanden og rørte ved hinanden. Vi havde begge lukkede øjne, og auraen af sex mellem os var tyk, varm og voksende. Den klare sol syntes ubønhørligt at bringe os tættere sammen, som en magnet og jern.
  
  
  "Tom," hviskede hun til sidst, "jeg kan ikke holde det ud mere. Lad os gå tilbage til vores værelse."
  
  
  Hendes stemme var blød, men insisterende. Jeg følte det samme behov. Uden at sige et ord, hægtede jeg hendes bh op igen, løftede hende op og førte hende tilbage til hotellet. Da vi kom ind på værelset, flyttede hun sig lidt fra mig.
  
  
  "Langsomt, Nick," sagde hun med lav, skæv stemme, og hendes mørke øjne kiggede ind i mine. "Denne gang vil jeg tage det langsomt. Må det vare for evigt."
  
  
  Min hånd rakte ud til hende. Hun fangede den og lagde den op mod sin fulde kurve.
  
  
  "Gør det for evigt, skat. Jeg vil have alt, nu, alt."
  
  
  
  
  Under min hånd spændte hendes solvarme kød sig. Jeg mærkede blodet pulse. Pulsen tog fart. Jeg trak hende mod mig og min åbne mund dækkede hendes, min tunge udforskende, hård og krævende. Hun vred sig erotisk, men langsomt, som til et uhørligt trommeslag, hvis tempo steg med en ulidelig kontrolleret hastighed.
  
  
  "Kan vand slukke denne ild?" - hviskede jeg skarpt.
  
  
  "Bare øge flammen, kære," sagde hun og forstod straks, hvad jeg mente.
  
  
  I en hurtig bevægelse fjernede jeg hendes bh og derefter hendes bikinitrusser. Et sensuelt smil krøllede hendes læber. Hendes hånd skubbede mine hænder væk, og hendes øjne så på mig med stolthed og beundring.
  
  
  Jeg mærkede mine egne instinkter fuldstændig tage over, da jeg samlede hende op og bar hende ud på badeværelset. Et øjeblik efter stod vi under bruserens skoldede vand, vores våde, dampende kroppe presset sammen og fodrede rasende på hinanden. Det var stadig langsomt, men med et blodvarmt tempo af ren sensuel ekstase, der byggede sig op i en uudholdelig, fuldstændig og fuldstændig besiddelse af mand for kvinde og kvinde for mand.
  
  
  Da det endelig skete, skreg vi begge, ordløse som de rene instinkter, vi kortvarigt var blevet.
  
  
  "Tilfredsstillende?" - Hun mumlede, da vi begge kom os lidt.
  
  
  "Nøjagtig," sagde jeg og forsøgte stadig at fokusere mine øjne og trække vejret.
  
  
  ***
  
  
  Resten af aftenen var også komplet og tilfredsstillende – eller det ville det i hvert fald være, hvis jeg virkelig var Thomas K. Dobbs. Vi drak piña coladas på den udendørs terrasse, hvor en hær af travle tjenere stod, mens den caribiske solnedgang satte kulør som på efterspørgsel. Da vi gik indenfor for at spise, blev tjenerhæren til et regiment, menuen var tre fod lang, og hele stedet lugtede af spildte penge. Alt hvad penge kunne købe var tilgængeligt og købt i store mængder.
  
  
  Desværre er tropiske drinksmixere min idé om den bedste måde at ødelægge en god rom på, og jeg er fuldstændig enig med Albert Einstein i, at en 24 ounce bøf er den perfekte mad til løver, og kun løver. Under mere normale omstændigheder - som jeg nogle gange har svært ved at forestille mig - ville jeg nyde friskfangede "konk" eller søpindsvin sauteret med hvidløg og caribiske krydderier. Men Thomas S. Dobbs ville være blevet grøn ved tanken om nogen af dem, og for øjeblikket var jeg Dobbs. Derfor skildrede jeg stædigt hans aften, moret over synet af Michelle i en gennemsigtig kjole, der ville give enhver mand en masse glæde i mit sted.
  
  
  Senere, da vi tog en taxa til Caribe Hilton Casino, trøstede jeg mig ved at miste et par hundrede dollars af AXE-penge på roulettehjulet, noget Thomas S. Dobbs helt sikkert ville have gjort. Nick Carter ville gøre dette ved blackjack-bordet og vinde. Ikke en gigantisk sum, men ifølge Carters system er et par tusinde ikke et gamble.
  
  
  Hvilket Michelle gjorde.
  
  
  "Hvor mange?" - krævede jeg og vendte tilbage til hotellet med taxa.
  
  
  "Fjorten hundrede. Det var faktisk femten, men jeg gav dealeren en chip på hundrede dollars som et tip."
  
  
  "Men jeg gav dig kun halvtreds dollars at spille med!"
  
  
  "Selvfølgelig," svarede hun muntert, "men det er alt, hvad jeg har brug for." Ser du, jeg har dette system..."
  
  
  "Okay, okay," sagde jeg dystert. Der var tidspunkter, hvor Thomas K. Dobbs havde tydelige smerter i bagenden.
  
  
  Men der var også tidspunkter, hvor jeg tænkte på vores værelse i San Geronimo, da jeg så Michelle komme nøgen frem fra badeværelset, da det også havde sine ulemper at gå tilbage til Nick Carter.
  
  
  Det er tid til at vende tilbage til Nick Carter.
  
  
  Jeg tændte for tv'et for at overdøve vores stemmer i tilfælde af, at værelset blev aflyttet, og trak Michelle mod mig.
  
  
  "Det er tid til arbejde," sagde jeg og gjorde mit bedste for at holde mine øjne på hendes hals. "Jeg burde være tilbage om fire eller fem timer, i det mindste til morgen. Bliv i mellemtiden i rummet med døren låst og lad ingen komme ind af en eller anden grund. Du ved, hvad du skal gøre, hvis jeg ikke gør det." Jeg er tilbage i morgen."
  
  
  Hun nikkede. Vi diskuterede alt dette før vi forlod Washington. Vi diskuterede også, om hun skulle have en pistol. Hun havde aldrig affyret nogen form for våben. Derfor fik hun ikke pistolen. Det ville alligevel ikke gavne hende, og jeg tror ikke på at give våben til folk, der ikke ved, hvordan - og hvornår - de skal bruge dem. Det, hun fik, var en falsk diamantring. Diamanten var harmløs. Indstillingen havde fire ben, der, når de blev trykket på remmen, strakte sig ud over diamanten. Hvis en af disse spidser gennemborede huden på en fjende, var resultatet, at han øjeblikkeligt ville miste bevidstheden. Problemet var, at fjenden skulle komme tæt nok på til, at Michelle kunne bruge ringen. Jeg håbede, hun ikke skulle bruge det.
  
  
  
  
  Jeg håbede, hun ikke skulle bruge det.
  
  
  Jeg fortalte hende dette, så modstod jeg fristelsen til at sætte punktum i mine ord med et langt kys og gik.
  
  
  Jeg forlod hotellet, som de siger i filmene, "ved bagvejen." Bortset fra at det ikke er så nemt at forlade ethvert hotel på "retur-ruten". Først skal du finde tilbage. I dette tilfælde var det foran og repræsenterede en smal flugt af brandtrapper. Fordi vores værelse var på fjortende etage, og ingen ved deres rette sind ville gå op fjorten fly, men jeg gik ned fjorten fly. Derefter, taknemmelig for træningen med AX Fitness instruktør Walt Hornsby, gik jeg ned ad to fly til kælderen. Der måtte jeg gemme mig bag trappen, indtil to hotelansatte klædt i overalls, der fortalte beskidte vittigheder på spansk, bar flere dusin skraldespande ud. Da de forsvandt ovenpå, gik jeg udenfor. Det var en gyde, lidt mere end en gyde ud for Condado-striben. Og Gonzalez, der kørte en beskeden, ubestemmelig rød Toyota, var parkeret ikke mere end halvtreds meter væk. Da jeg kravlede ind på passagersædet ved siden af ham, var der ingen i syne.
  
  
  "Velkommen til den bedste taxaservice på øen Puerto Rico," sagde han muntert. "Vi tilbyder…"
  
  
  "Foreslå en hurtig tur til La Perla," sagde jeg og stak Wilhelminaen ind i min hånd og tjekkede ammunitionen. "Og mens du kører, så fortæl mig, hvordan jeg kommer til spedalskekolonien i La Perla."
  
  
  Gonzalez' munterhed forsvandt straks. Han satte bilen i gear og kørte afsted, men så ikke glad ud. Hans overskæg begyndte at rykke nervøst.
  
  
  "Dette," sagde han langsomt efter flere minutters stilhed, "er galskab. At tage til La Perla på dette tidspunkt af natten er vanvittigt. At tage til en spedalsk koloni til enhver tid er uklogt, men at gå på denne tid af natten er ikke kun vanvid, men muligvis selvmord."
  
  
  "Måske," sagde jeg ja til, omarrangerede Wilhelmina og tjekkede, om Hugo passede godt ind i ruskindsskeden.
  
  
  "Er du klar over, at det meste af spedalskekoloniens hospital ligger i angrebsfløjen?"
  
  
  "Jeg ved det," sagde jeg.
  
  
  "Er du klar over, at selv de spedalske fra den ikke-smitsomme fløj er farlige, da de er desperat fattige og ikke har nogen lovlige midler til at skaffe penge?"
  
  
  "Det ved jeg også," sagde jeg og pressede Pierre til mit lår.
  
  
  Gonzalez drejede rattet og styrede Toyotaen væk fra Condado mod Old San Juan.
  
  
  "Og mit Blå Kors er udløbet," sagde han grimt.
  
  
  "Du er bare en guide," sagde jeg til ham. "Jeg går alene."
  
  
  "Men det her er endnu værre!" - sagde han med alarm. "Jeg kan ikke lade dig komme ind alene. Én mand ville ikke have en chance, ikke engang Nick Carter. Jeg insisterer…"
  
  
  "Glem det," sagde jeg kort.
  
  
  "Men…"
  
  
  "Gonzalez, din rang er N7. Du ved hvilken jeg har. Jeg giver dig en ordre."
  
  
  Han døde, og vi tilbragte resten af turen i stilhed. Gonzalez tyggede sit overskæg. Jeg kiggede i bakspejlet efter mulige haler. Der var ingen. Ti minutters snoede sving gennem små, smalle gader tog os forbi det gamle guvernørpalæ og op ad bjergsiden til udkanten af La Perlas slumkvarter ved havet. Den caribiske brise rystede bliktagene, da vi kørte igennem den. Man kunne høre brændingen brage mod havmuren og lugten af rådnende fisk, affald og små rodede rum uden rindende vand. Gonzalez kredsede om den lille plads, manøvrerede Toyotaen ned ad en gyde, der gav den omkring en tomme plads på hver side, og parkerede rundt om hjørnet. Den mørke gade var øde. Latinmusikken drev svagt fra vinduet over os.
  
  
  "Er du fast besluttet på at gøre denne dumme ting?" - spurgte Gonzalez med en stemme fuld af angst.
  
  
  "Der er ingen anden udvej," svarede jeg kategorisk.
  
  
  Gonzalez sukkede.
  
  
  "Spdalskekolonien ligger for enden af gaden. Det er faktisk et leprosarium, der kombinerer et hospital og et herberg for spedalske. Det dækker et areal svarende til en byblok og er formet som en fæstning, der består af én stor bygning med en midtergård Der er kun én indgang og udgang. Den fører til spedalskhedens kontorer. Bagved er der en aflåst dør fløj, som er et kollegium for spedalske, hvis tilstand er stabiliseret, og den sydlige fløj.
  
  
  Gonzalez vendte sig om og kiggede intenst på mig.
  
  
  "I den sydlige fløj," sagde han, "er de spedalske, der er smitsomme, og som ikke må forlade spedalskheden."
  
  
  Jeg nikkede. Jeg lavede mine lektier om det grimme emne spedalskhed. Dette er en kronisk infektionssygdom, der
  
  
  
  
  angriber hud, kropsvæv og nerver. I sine tidlige stadier producerer den hvide pletter på huden, efterfulgt af hvide skællende sår, rådne sår og knuder. Til sidst visner kropsdele bogstaveligt talt bort og falder af, hvilket forårsager forfærdelige deformiteter. Takket være antibiotika udviklet efter Anden Verdenskrig er det nu muligt at stoppe sygdommen på et vist tidspunkt. Men i de tidlige stadier er det stadig meget smitsomt.
  
  
  "Har du det, jeg bad dig om at medbringe?"
  
  
  Uden et ord rakte Gonzalez ind på bagsædet og rakte mig en lægetaske og to sæt id-kort. kort. Den ene tilhørte M.D. Jonathan Miller. Den anden tilhørte inspektør Miller fra San Juan Customs Department.
  
  
  "Sprøjterne er fulde," sagde Gonzalez. "En af dem skal slå en voksen mand ud på få sekunder og holde ham bevidstløs i mindst otte timer. Carter..."
  
  
  Han holdt en pause. Jeg kiggede på ham.
  
  
  "Spdalske, hvis sår er blevet helet, er lige så farlige, som de er smitsomme. De sover og spiser her gratis og får medicin. Men de har ikke penge til andre ting - cigaretter, rom, gambling - og de færreste af dem kan gå på arbejde Så det er velkendt, at de er involveret i mange lyssky ting.
  
  
  Jeg åbnede bildøren og steg ud.
  
  
  "Dette," sagde jeg, "er det, jeg regner med. Jeg vil også regne med, at du venter på mig på den lille plads, vi passerede til morgenen. Hvis jeg ikke er ude inden da, så tag afsted. . Du ved hvad du skal gøre."
  
  
  Gonzalez nikkede. Jeg vendte mig om og gik væk, før han overhovedet satte bilen i gear.
  
  
  "Buena suerte," hørte jeg hans stille stemme bag mig.
  
  
  Held og lykke.
  
  
  Jeg har brug for det.
  
  
  
  Kapitel syv
  
  
  Leprosarium var en squat, tung, grim bygning af smuldrende gips, som nogen havde malet knaldrødt, hvilket gjorde det endnu grimmere. Det var to etager højt, og vinduerne på hver etage var dækket af tunge træskodder, tæt lukkede selv i den caribiske varme. Jeg fandt klokken på siden af trædøren og trak hårdt. Jeg hørte et højt metallisk klirren indeni, derefter stilhed. Jeg trak igen. Klinker igen. Derefter trin. Døren gik lidt op, og et tyndt, søvnigt kvindeansigt kiggede ud.
  
  
  "Hvad vil du have?" - spurgte hun irriteret på spansk.
  
  
  "Jeg er Dr. Jonathan Miller," svarede jeg bestemt på mit noget rustne, men ret flydende spansk. "Jeg er her for at se Diaz' patient."
  
  
  Der skulle være en patient i leprosarium ved navn Diaz. Det var et af de mest almindelige navne i Puerto Rico.
  
  
  "Kommer du for at se en patient på dette tidspunkt?" - sagde kvinden endnu mere irriteret.
  
  
  "Jeg er fra New York," sagde jeg. "Jeg har kun været her i et par dage. Jeg gør Diaz-familien en tjeneste. Jeg har ingen anden tid. Lad mig venligst komme ind, senora. Jeg skal være tilbage på min klinik i morgen."
  
  
  Kvinden tøvede.
  
  
  "Señora," sagde jeg og gav min stemme en skarp tone af utålmodighed, "du spilder min tid. Hvis du ikke lukker mig ind, så ring til en med autoritet."
  
  
  "Der er ingen andre her om natten," sagde hun med en antydning af usikkerhed i stemmen. Hun kiggede på min lægetaske. »Der er kun to sygeplejersker på vagt på sygehuset. Vi har meget få medarbejdere."
  
  
  "Døren, senora," sagde jeg skarpt.
  
  
  Langsomt, modvilligt åbnede hun døren og trådte til side for at lukke mig ind, så lukkede og låste hun den bag mig.
  
  
  "Hvad slags Diaz vil du have? Felipe eller Esteban?
  
  
  "Felipe," sagde jeg og kiggede rundt i det store rum, foret med gamle arkivskabe og møbleret med to vakkelvorne metalborde og et par stole. En stærk lugt af desinfektionsmiddel og en svag, men tydelig lugt af rådnende menneskekød.
  
  
  “Felipe Diaz er i vestfløjen med stabiliserede kasser. Men jeg kan ikke tage dig derhen. Jeg skal blive ved døren,” sagde kvinden. Hun gik hen til bordet, åbnede skuffen og tog et bundt nøgler frem. "Hvis du vil gå, skal du gå alene."
  
  
  "Bueno," sagde jeg, "jeg går selv.
  
  
  Jeg rakte hånden frem efter nøglerne. Kvinden holdt dem frem. Jeg kiggede på hendes hånd og undertrykte et suk. Kun tommelfingeren og en tomme af pegefingeren strakte sig fra håndfladen.
  
  
  Kvinden fangede mit øje og smilede.
  
  
  "Intet af den slags, senor," sagde hun. "Min sag er stabiliseret, og jeg er ikke smitsom. Jeg er en af de heldige. Jeg tabte kun et par fingre. Med andre som Felipe..."
  
  
  Jeg tvang mig selv til at tage nøglerne fra den hånd og bevægede mig mod døren på den fjerneste væg.
  
  
  "Diaz ligger i seng tolv, lige foran døren," sagde kvinden bag mig, da jeg åbnede døren. "Og, senor, pas på ikke at gå ind i sydfløjen. Sagerne dér er meget smitsom.”
  
  
  Jeg nikkede og gik ud i gården og lukkede døren bag mig. Det svage elektriske lys oplyste knap nok den nøgne, snavsede gårdhave med et par tynde palmer og flere rækker af bænke.
  
  
  
  Vinduerne på denne side var åbne, mørke, og jeg kunne høre snorken, sukken, hosten og et par støn. Jeg krydsede hurtigt gården mod vestfløjen, og låste derefter døren op med en stor jernnøgle.
  
  
  Lugten ramte mig som en hammer. Den var tyk og tung, den lugtede af råddent menneskekød, lugten af et forrådnende lig i varmen. Intet desinfektionsmiddel i verden kunne skjule lugten, og jeg måtte kæmpe mod en bølge af kvalme, der skyllede ind over mig. Da jeg var sikker på, at jeg ikke ville blive syg, trak jeg en blyantlommelygte op af lommen og sendte strålen hen over det mørke rum. Rækker af kroppe liggende på tremmesenge, sammenkrøbet i akavede sovestillinger. Her og der åbnede et øje sig og så forsigtigt på mig. Jeg rettede strålen mod sengen lige overfor døren og gik stille hen over rummet. Figuren på tremmesengen trak lagenet over hovedet på ham. Et sted under lagnerne kom lyden af gurglet snorken. Jeg rakte ud og rystede på den ene skulder.
  
  
  "Diaz!" - hviskede jeg skarpt. "Vågn op! Diaz!"
  
  
  Figuren bevægede sig. Langsomt dukkede den ene hånd op og trak lagnerne af. Hovedet drejede og ansigtet blev synligt.
  
  
  Jeg slugte hårdt. Det var et ansigt fra et mareridt. Der var ingen næse, og det ene øre var blevet til en rådden klump kød. Sorte tandkød kiggede på mig, hvor den øvre HP var opbrugt. Venstre arm var en stump, rynket under albuen.
  
  
  "Como?" – spurgte Diaz hæst og kiggede søvnigt på mig. "Qué quière?"
  
  
  Jeg rakte i min jakke og svirrede mit ID.
  
  
  "Inspektør Miller, San Juan toldafdeling," sagde jeg. "Du er efterlyst til afhøring."
  
  
  Det vansirede ansigt kiggede uforstående på mig.
  
  
  "Tag på og gå ud," sagde jeg skarpt. "Der er ingen grund til at vække alle her."
  
  
  Han så stadig forvirret ud, men han pillede langsomt lagenet af og rejste sig. Han behøvede ikke at tage tøj på. Han sov i den. Han fulgte mig hen over gulvet og ud af døren ind i gården, hvor han stod og blinkede til mig i halvmørket.
  
  
  "Jeg vil ikke spilde min tid, Diaz," sagde jeg. "Vi modtog information om, at et netværk af smuglere opererer gennem spedalskheden. Her opbevares på den ene side smuglervarer. Narkotika. Og ifølge vores oplysninger er du op til dine ører i alt."
  
  
  "Como?" - sagde Diaz, og hans bange blik gav plads til et søvnigt et. "Smugling? Jeg forstår ikke, hvad du taler om."
  
  
  "Det nytter ikke noget at lade som om du er dum," sagde jeg. "Vi ved, hvad der foregår, og vi ved, at du er involveret. Vil du nu samarbejde eller ej?”
  
  
  "Men jeg siger dig, jeg ved ikke noget," svarede Diaz. "Jeg ved ikke noget om stoffer eller smuglergods her eller andre steder."
  
  
  Jeg gloede på ham. Jeg kunne ikke lide at gøre det, jeg skulle gøre næste gang, men jeg gjorde det.
  
  
  "Diaz," sagde jeg langsomt, "du har et valg. Du kan enten samarbejde med os og gå fri, eller jeg kan arrestere dig lige her og nu. Det betyder, at jeg sender dig i fængsel. Selvfølgelig i isolation, da der ikke kan være en spedalsk blandt de andre fanger. Og sandsynligvis i lang tid, da det kan tage os lang tid at løse denne sag uden dig. Og i denne tid vil vi formentlig ikke være i stand til at levere den medicin, du skal bruge for at stoppe din sygdom."
  
  
  Rædsel blinkede i Diaz' øjne.
  
  
  "Ingen!" han gispede: "Du kan ikke gøre det her! Jeg vil dø! Forfærdeligt! Jeg sværger dig på min mors grav, jeg ved intet om..."
  
  
  "Det er dit valg, Diaz," sagde jeg grimt. "Og du må hellere gøre det nu."
  
  
  Diaz' lemlæstede ansigt begyndte at svede. Han rystede.
  
  
  "Men jeg ved ikke noget!" - bad han. "Hvordan kan jeg hjælpe dig, hvis jeg..."
  
  
  Han holdt en pause. Mine nerver var spændte. Det kunne være det, jeg fangede.
  
  
  "Vent," sagde han langsomt. "Vente. Måske…"
  
  
  Jeg ventede.
  
  
  "For et par måneder siden," sagde han, "det skete for et par måneder siden. Der var fremmede her. Ikke spedalske. Ikke læger. Men de skjulte noget, eller måske nogen."
  
  
  "Gem det, eller ham, hvor?" - Jeg forlangte.
  
  
  "Hvor ingen ville se hen. I infektionsmedicinsk afdeling."
  
  
  "Kom så," sagde jeg.
  
  
  "De rejste efter omkring en måned. De tog alt, hvad de gemte med sig. Dette er alt, hvad jeg ved, jeg sværger dig på min mors ære."
  
  
  "Jeg har brug for mere information, Diaz," sagde jeg bestemt. "Hvor har de fået det, de gemte?"
  
  
  "Jeg ved det ikke, jeg sværger, hvis jeg vidste det, ville jeg fortælle dig det. Men…"
  
  
  Han holdt en pause. Bekymring viste sig i hans øjne.
  
  
  "Fortsæt," forlangte jeg.
  
  
  "Jorge. Jorge burde vide det. Han er en spedalsk, en fange."
  
  
  
  
  , der arbejder som sygeplejerske i infektionsfløjen. Han ville have set alt, måske overhørt noget værdifuldt for dig. Men…"
  
  
  "Men hvad?"
  
  
  "Vi ville være nødt til at gå til smittefløjen for at tale med ham. For mig er dette ingenting. Men for dig..."
  
  
  Han behøvede ikke at afslutte sætningen. Jeg kendte faren. Men jeg vidste også, hvad jeg skulle.
  
  
  "Kan du bringe mig en steril kjole, handsker, kasket, hele outfittet?"
  
  
  Diaz nikkede.
  
  
  "Gør det," sagde jeg kort. "Og hurtigt".
  
  
  Han forsvandt ind i bygningen og dukkede op igen et par minutter senere med det, jeg bad om. Da jeg tog min kjole, kasket, kirurgens maske og handsker på, skubbede han et par sko mod mig.
  
  
  "Du skal efterlade dine sko ved døren. Alle disse ting vil blive steriliseret, når du tager dem af igen."
  
  
  Jeg gjorde, som han sagde, og gik så hen over gården med mine støvler i hånden.
  
  
  "Kan du få nøglen til sydfløjen?" Jeg spurgte.
  
  
  Diaz smilede lidt, og hans manglende overlæbe blev til en frygtelig grimase.
  
  
  "Den er kun låst udefra, senor," sagde han. "For at holde de spedalske væk. Det er ikke svært at beholde andre."
  
  
  Diaz skruede bolten af på en anden tung trædør og trådte til side for at lukke mig igennem først. Jeg gjorde pludselig tegn til ham om at gå fremad. Igen et mørkt rum, men denne gang med belysning i den ene ende, hvor en mand i hvidt sad ved et bord, hvilede hovedet i hænderne og sov. Igen rækker af krybber, akavede figurer. Men her var nogle, der vred sig i smerte. Herfra og derfra kunne der høres bratte støn. Lugten var endnu værre end i Vestfløjen. Diaz gik ned ad gangen mod manden i hvidt, kiggede forsigtigt på ham og løftede så hovedet i håret.
  
  
  "Jorge," sagde han surt. "Jorge. Vågn op. Senoren vil gerne tale med dig."
  
  
  Jorges øjne åbnede sig lidt, han kiggede ude af fokus på mig, så faldt hans hoved i hænderne på ham. En del af hans venstre kind var forsvundet og afslørede hvid knogle.
  
  
  "Ayi," mumlede han. "Så smuk. Og så modig at arbejde med spedalske. Så smuk".
  
  
  Diaz kiggede på mig og rystede.
  
  
  "Beruset," sagde han. "Han bruger sin løn til at drikke sig fuld hver aften."
  
  
  Han løftede Jorges hoved igen og slog ham groft på hans rådne kind. Jorge gispede af smerte. Hans øjne udvidede sig og fokuserede.
  
  
  "Du er nødt til at tale med señoren, Jorge," sagde Diaz. "Han er fra politiet, toldpolitiet."
  
  
  Jorge stirrede på mig og løftede hovedet tydeligt.
  
  
  "Politi? Hvorfor?"
  
  
  Jeg gik uden for Diaz og vendte mit ID. hos Jorge.
  
  
  "Til orientering," sagde jeg. "Oplysninger om, hvem der gemte sig her, hvem de var, og hvor de gik, da de gik herfra."
  
  
  Selvom han var fuld, havde Jorge et snedigt blik i øjnene.
  
  
  »Ingen gemmer sig her. Der er kun spedalske her. Smitsom. Meget farligt. Du burde ikke være her."
  
  
  Jeg besluttede at behandle Jorge lidt anderledes, end jeg gjorde med Diaz.
  
  
  "Der er en belønning for information," sagde jeg langsomt og tydeligt og tog min pung frem. Jeg så Jorges øjne udvide sig en smule, da jeg trak fem tyve dollarsedler frem. "Et hundrede dollars. Betales med det samme."
  
  
  "Ayi," sagde Jorge. "Jeg vil gerne have så mange penge, men..."
  
  
  »Der er ikke noget at være bange for. Ingen vil nogensinde vide, hvad du fortalte mig, undtagen Diaz. Og Diaz ved bedre end at tale.”
  
  
  Jorges blik var rettet mod pengene i min hånd. Jeg lod den glide hen over bordet. Jorge slikkede sig om læberne og greb så pludselig pengene.
  
  
  "Jeg ved ikke, hvem de er," sagde han hurtigt, "men de var ikke latinamerikanske. Der var tre af dem. De ankom natten over og låste sig inde i et tomt rum bagerst i fløjen. Mere end to. De dukkede ikke op i uger. En spedalsk med en arresteret patient bragte dem mad to gange om dagen. Det var denne spedalske, der steriliserede rummet natten før de ankom. Så en nat gik de lige så pludseligt, som de kom. Den spedalske forsvandt også, men vi erfarede senere, at hans lig blev fundet et par gader væk. Han blev kvalt."
  
  
  "Anede du, hvor de blev af herfra?" - Jeg forlangte.
  
  
  Jorge tøvede.
  
  
  "Jeg er ikke sikker, men jeg tænker - to gange, da den spedalske kom ind i lokalet med maden, tror jeg, at jeg hørte en af mændene sige noget om Martinique."
  
  
  Noget klikkede i min hjerne.
  
  
  Martinique. Vulkan.
  
  
  Pludselig åbnede en dør i væggen bag Jorge sig. En skikkelse gik igennem den, klædt som mig, i en steril kjole, maske, kasket og alt muligt andet. Jorge vendte sig halvt om, kiggede og grinte så.
  
  
  "Buenos noches, senorita," sagde han. Så tror jeg, at noget af fuldskaben vendte tilbage til hans stemme. “Så smuk, sådan en sød lille chinita, og hun kommer for at hjælpe de spedalske. Netop ankommet."
  
  
  
  
  
  Chinita. Kinesisk.
  
  
  Over toppen af den kirurgiske maske kiggede orientalske øjne med to øjenlåg lige på mig.
  
  
  De alt for velkendte orientalske øjne med dobbelt låg.
  
  
  "Velkommen til festen, Carter," sagde hun.
  
  
  Jeg kiggede dystert på hende.
  
  
  "For dig, Lee Chin," sagde jeg, "festen er slut."
  
  
  Jeg bevægede mig hen mod hende. Hun løftede hånden.
  
  
  "Lad være med at lave fejl, du vil fortryde," sagde hun. "Vi har…"
  
  
  Hendes stemme døde midt i sætningen, og jeg så hendes øjne pludselig udvides af frygt.
  
  
  "Carter!" råbte hun. "Bag dig!"
  
  
  Jeg vendte mig om. Jorges flaske savnede mit kranium med tommer og knuste på bordet i hans hånd. Et splitsekund senere ramte min karate chop ham i bunden af hans nakke og missede. Han faldt på gulvet som en fældet træstamme. Selv da han faldt, hørte jeg Lee Chins stemme igen. Denne gang var han glat, fast og dræbende rolig.
  
  
  "Døren," sagde hun. "Og til venstre for dig."
  
  
  Der stod tre af dem ved døren. I det dunkle skyggelys kunne jeg se groteske, misformede lemmer, ansigter med hulede træk, tomme øjenhuler, stødte arme. Jeg kunne også se glimtet af to knive og et dødbringende stykke blyrør, da de langsomt bevægede sig mod mig.
  
  
  Men det var figurerne til venstre, der sendte en kuldegysning ned ad min rygrad. Der var fem, seks, måske flere, og de rejste sig alle fra deres senge for at glide forsigtigt hen mod mig.
  
  
  Det var spedalske med infektionssygdomme. Og deres halvnøgne kroppe kom tættere og tættere på, dækket af hvide ulcerative tumorer, der stak frygteligt ud fra det syge kød.
  
  
  Lee Chin kom over til min side.
  
  
  "En af dine vestlige filosoffer bemærkede engang," sagde hun roligt, næsten konverserende, "at min fjendes fjende er min ven. Er du enig?"
  
  
  "På dette tidspunkt," sagde jeg, "absolut."
  
  
  "Så lad os forsvare os selv," sagde hun, og hendes krop bøjede let, hendes arme gled fremad i, hvad jeg umiddelbart genkendte som en klassisk kung fu klar positur.
  
  
  Det der efterfølgende skete, skete så hurtigt, at jeg næsten ikke kunne følge det. Der var en pludselig bevægelse i gruppen af spedalske ved døren, og et skarpt glimt af et knivblad blinkede gennem luften. Jeg vendte mig til siden. Lee Chin rørte sig ikke. Hendes ene hånd skød op, vendte sig, dannede en hurtig parabel, og kniven begyndte at bevæge sig igen – mod manden, der kastede den. Han udstødte et skrig, der endte med et gisp, da bladet gennemborede hans hals.
  
  
  Det næste øjeblik eksploderede rummet med kaotisk bevægelse. De spedalske rykkede frem i en gruppe og skyndte sig mod os. Mit højre ben fløj ud og fandt et mærke i maven på en angriber, da jeg stak mine stive fingre frem i solar plexus på en anden. Et blyrør fløjtede forbi min skulder. Hugo var i min hånd, og manden med blyrøret tabte den, da den dødelige klinge styrtede ind i hans hals. Blod fossede ud af halspulsåren som et springvand. Ved siden af mig bevægede Lee Chins krop sig i en flydende, bugtet bevægelse, hendes arme vred sig og faldt, mens hendes krop svajede grotesk gennem luften og faldt sammenkrøllet med hovedet i en umulig vinkel.
  
  
  "Det nytter ikke noget, Carter," hørte jeg Diaz' stemme kvække fra et sted i mørket. ”Døren er låst udefra. Du kommer aldrig ud nu. Du vil blive en spedalsk som os."
  
  
  Jeg skar Hugo i luften foran mig og skubbede de to halvnøgne spedalske tilbage med hænderne.
  
  
  "Dit tøj," sagde jeg til Lee Chin. ”Lad dem ikke rive dit tøj i stykker eller røre ved dig. De forsøger at inficere os."
  
  
  "Du kommer til at rådne ligesom os, Carter," lød den hæse kvækken igen. "Du og den lille ordner det. Dit kød vil falde fra..."
  
  
  Skriget endte med et gisp, da Lee Chin krøb sammen, snurrede rundt, faldt baglæns, tog fat i bevægelserne og sendte Diaz' ​​krop mod væggen med kraften fra en katapult. Hans øjne blev hvide og lukkede sig, da han faldt. I samme øjeblik mærkede jeg nogens hånd tage fat i min ryg og hørte lyden af ​​opkastning. Jeg snurrede rundt og greb fat i den spedalskes ryg med en behandsket hånd, da Hugo slog ind i hans solar plexus i en opadgående vinkel. Han krøllede, blodet strømmede ud af hans mund. Et stykke af min sterile kjole sad stadig i hans hånd. Da jeg vendte mig om, lagde jeg mærke til, at Lee Chin kravlede ud af en anden kats squat, og den spedalskes krop faldt mod væggen. Hendes kjole var også revet i stykker. I et splitsekund mødtes vores øjne, og den samme tanke må være gået op for os på samme tid.
  
  
  "Døren," sagde jeg.
  
  
  Hun nikkede let, og hendes krop blev katteagtig igen. Jeg så hende hoppe op på bordet, Jorge brugte.
  
  
  
  
  foretog derefter en umulig flugt hen over hovedet på de tre angribere og landede nær døren. Jeg gik lige bag hende og brugte Hugo til at rydde vejen. Da vi stod sammen ved døren, havde vi kun et par sekunder tilbage, før de spedalske igen angreb os.
  
  
  "Sammen!" - Jeg gøede. Nu!"
  
  
  Vores ben skød på samme tid, som to væddere. Der var et styrt, men hængslerne holdt. En gang til. Styrtet var højere. En gang til. Døren sprang ud af hængslerne, og vi skyndte os gennem den ind i gården, lemlæstede hænder rakte ud til os, tog fat i vores tøj, og lugten af døende kød trængte ind i vores næsebor.
  
  
  "Dør til kontoret!" Jeg hørte Lee Chin skrige. "Åben!"
  
  
  Jeg hørte lyden af løbende fødder på den udtørrede jord i gården, mens de spedalske jagtede os i en gruppe. Kirurgernes scrubs var i vejen, og de nærmede sig os hurtigt. Jeg lagde hver sidste smule energi i et sidste skud af fart, så Lee Chin gøre det samme bag mig og skyndte mig gennem den åbne dør ind på kontoret. Bag mig blev Lee Chins skikkelse en sløring af fart, da jeg smækkede døren i, brutalt ned på vægten af de nærgående kroppe. Et øjeblik følte jeg, at døren var blevet brudt op igen. Så pludselig lukkede den, og jeg skød på låsen. Der var en støj af stemmer på den anden side af døren, så stilhed.
  
  
  Lee Chin stod ved siden af mig.
  
  
  "Se," sagde hun og pegede på et af hjørnerne af rummet.
  
  
  Kvinden, der lukkede mig ind, lå i en dynge, ubevægelig. Det var let at se hvorfor. Hendes hals blev skåret over fra øre til øre. Ved siden af hende lå et telefonapparat, dets ledning revet ud af væggen.
  
  
  "De spedalske, der angreb os, må være blevet betalt af SLA," sagde jeg. "Denne kvinde blev tydeligvis ikke betalt. Hun vidste sikkert ikke noget om det. Da hun hørte hånd-til-hånd-kampene i infektionsfløjen, skal hun have forsøgt at ringe til politiet og..."
  
  
  "Og hun begik den fejl at lade døren til gården stå åben, da hun gjorde det," afsluttede Lee Chin for mig.
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  ”Men der er ingen garanti for, at en af de spedalske ikke brugte telefonen til at ringe efter SLA-forstærkninger. Og jeg kommer ikke til at være her, når de kommer. Vi tager herfra nu. Og sammen. Du har noget at forklare."
  
  
  "Selvfølgelig," sagde Lee Chin roligt. "Men hvad med vores tøj?"
  
  
  Begge vores kirurgers frakker var revet i stykker. Undertøj var beskidt. Det var helt tydeligt, hvad der skulle til.
  
  
  "Striptease," beordrede jeg og matchede mine handlinger med mine ord.
  
  
  "Alle?" - spurgte Lee Chin mistænksomt.
  
  
  "Det er det," sagde jeg. "Medmindre du vil vågne op en dag og opdage, at dine fingre falder af."
  
  
  "Men hvor skal vi hen? Uden tøj..."
  
  
  »Der er nogen, der venter på mig i bilen. Bare et par gader herfra,” forsikrede jeg hende.
  
  
  Lee Chin så op efter at have åbnet sin bh.
  
  
  "Flere blokke!" Hun sagde. "Du mener ikke, vi skal..."
  
  
  Jeg nikkede, kom ud af mine shorts og bevægede mig mod hoveddøren.
  
  
  "Parat?"
  
  
  Li Chin, der smed et stykke af sine trusser til side, så tvivlende ud, men nikkede. Jeg greb hendes hånd og åbnede hoveddøren.
  
  
  "Lad os løbe!"
  
  
  Jeg kan godt lide at tro, at vi var San Juans første spillere.
  
  
  
  Kapitel otte
  
  
  Gonzalez døsede. Da han vågnede af, at jeg bankede på vinduet, fandt han en nøgen Nick Carter, der stod arm i arm med en smuk og ekstremt nøgen kinesisk kvinde, hans kæbe faldt til hans sko. I et stykke tid gjorde han ikke andet end at se på. Og ikke på mig. Jeg kunne ikke bebrejde ham. Li Chin var lille, næsten lille, men hver centimeter af hendes krop var perfekt proportioneret. Kulsort hår faldt over hendes små, faste bryster med en stor krone og oprejste brystvorter. Hendes lår og ben var glatte, hendes mave var trukket og buet. Hendes ansigt blev fremhævet af en perfekt dukkenæse, og da hun trak sine veldefinerede læber til side, blændede hendes tænder. Det var svært at tro, at denne pige var en kung fu-mester - eller skal jeg sige, en elsker - som kunne tage imod et hvilket som helst antal mænd i hånd-til-hånd kamp. Ikke at jeg ville glemme det.
  
  
  Jeg bankede igen på vinduet og slog Gonzalez ud af sit trancelignende blik.
  
  
  "Gonzalez," sagde jeg, "hvis du ikke har noget imod at afbryde dine idrætsstudier, ville jeg sætte pris på det, hvis du ville åbne døren. Og jeg tror, at damen ville sætte pris på din jakke."
  
  
  Gonzalez skyndte sig hen til dørhåndtaget.
  
  
  "Døren," sagde han. "Ja. Sikkert. Dør. Blazer. Sikkert. Jeg ville være meget glad for at give damen min dør. Jeg mener min jakke."
  
  
  Det tog et par sekunders forvirring, men til sidst åbnede døren sig, og Lee Chin blev dækket fra skuldre til knæ af Gonzalez' jakke. jeg har
  
  
  
  
  en kappe, der, givet Gonzalez' korte statur, knap nåede mine hofter.
  
  
  "Okay," sagde jeg og satte mig ind på bagsædet med Lee Chin, mens jeg midlertidigt placerede Wilhelmina og Hugo i lommerne på Gonzalez' frakke og ignorerede hans uudtalte, men tydeligt desperate ønske om at vide, hvad der var sket. "Lad os komme for helvede væk herfra. Men vi skal ikke tilbage til hotellet endnu. Kør bare lidt rundt. Denne lille dame har noget at fortælle mig."
  
  
  "Selvfølgelig," sagde Li Chin roligt. Hun rodede gennem lommerne på Gonzalez' jakke, indtil hun fandt en pakke cigaretter, tilbød mig en, og da jeg nægtede, tændte hun en for sig selv og tog et dybt træk. "Hvor skal jeg begynde?"
  
  
  "Først. Fra det grundlæggende Ligesom, hvad er det præcist du prøver at gøre og hvorfor?”
  
  
  "Bøde. Men synes du ikke, at en person, der kører bil, bør se foran sig oftere, end han ser i bakspejlet?
  
  
  "Gonzalez," sagde jeg advarende.
  
  
  Gonzalez kiggede skyldigt på vejen og fortsatte med at køre med omkring 20 miles i timen.
  
  
  "Ved du noget om Chinatown?" - spurgte Lee Chin.
  
  
  "Ved nogen noget om Chinatown, medmindre de er etnisk kinesere?"
  
  
  "God pointe," smilede Lee Chin. "I hvert fald er jeg Lung Chins datter. Jeg er også hans eneste barn. Lung Chin er overhovedet for Chin-familien, eller Chin-klanen om man vil. Det er en stor klan, og jeg har ikke noget imod, at den er meget rig. Han har mange forskellige forretningsinteresser, ikke kun i New Yorks Chinatown, Hong Kong og Singapore, men i hele verden. Da min far ikke havde andre børn, især ingen sønner, blev jeg opdraget og uddannet til at varetage Chin-klanens interesser, uanset hvor de var og hvad de var. Uanset hvad, så kunne jeg gøre det."
  
  
  "Herunder den intelligente brug af kampsports dygtighed?"
  
  
  "Ja," nikkede Lee Chin. “Og studerer humaniora på Vassar. Og studiet af teknologi generelt på MIT."
  
  
  "Bredt uddannet ung dame," bemærkede jeg.
  
  
  "Jeg formodes at være sådan. Mit job i øjeblikket er, ja, man kan kalde det en fejlfinder for klanen. Når noget går galt, eller der er en trussel mod klanens interesser, hvor og hvad det nu end måtte være, min Opgaven er at gribe ind og rette op på situationen.«
  
  
  "Hvad fungerer i øjeblikket ikke gnidningsløst eller er truet?" - spurgte jeg, allerede sikker i svaret.
  
  
  "Kom så, Carter," sagde hun. "Du har måske gættet det nu. Klanen har seriøse interesser i venezuelansk olie. Og olie flere andre steder i Sydamerika også. Og SLA truer med at ødelægge offshore olierigge og raffinaderier op og ned langs kysten. Ikke? "
  
  
  "Meget godt," sagde jeg dystert. "Meget velinformeret. Jeg tror ikke, du vil fortælle mig, hvorfor du er så godt informeret?"
  
  
  "Selvfølgelig ikke," svarede hun muntert. "Mere end jeg kan fortælle dig er, hvordan jeg fandt ud af, at du mødte Michelle Duroch i Tanger, og lærte det i tide til at holde øje med dig derfra. Lad os bare sige, at Chin-klanen er stor, og den har mange ører i mange steder ".
  
  
  "Inklusiv elektroniske ører indsat i cigaretter," mindede jeg hende om.
  
  
  "Ja," svarede hun tørt. "Du var mit eneste fingerpeg om, hvor Duroch befandt sig. Jeg kunne ikke risikere at miste dig. Og vi ved begge forbandet godt, at Fernand Duroch er nøglen til hele SLA-truslen. Anyway, nu hvor vi begge ved, hvor vores kære læge er. Døden blev kidnappet efter at være blevet gemt i et spedalskhed..."
  
  
  "Vent," afbrød jeg skarpt. "Hvor præcis tror du, den er taget?"
  
  
  "Kom nu, Carter. Du spiller spil med mig igen,” sagde hun utålmodigt. "Jeg hørte, hvad Jorge sagde, lige så godt som dig. Hvorfor tror du, jeg fløj hertil og dukkede op som sygeplejerske, så snart min fejl opfangede din samtale med Durochs datter - lige før du røg ham ud af drift. hvordan smagte det? "
  
  
  "Fool," sagde jeg. "Men du svarede ikke på mit spørgsmål."
  
  
  Jorge sagde: "Martinique. Din ven Ahmeds sidste ord var "Vulcan". Må jeg citere dig guidebogen?" Den franske caribiske ø Martinique er hjemsted for en sovende, sandsynligvis uddød vulkan, Mont Pelée. Konklusion: Duroch og OAS-hovedkvarteret er placeret i eller nær Mont Pelée-krateret på Martinique."
  
  
  Jeg bandede lydløst. Denne pige var god.
  
  
  "Okay," sagde jeg. “Dit detektivarbejde er grundigt. Og du klarer svære problemer godt. Men nu, lille græshoppe, er det tid for dig at opgive det store billede. Du kan repræsentere samfundets interesser. Clan Chin, men jeg repræsenterer USA's interesser, for ikke at nævne alle andre olieproducerende lande på denne halvkugle. Det er et spørgsmål om prioritering.
  
  
  
  Det er klart? "
  
  
  "Men det er alt," sagde Lee Chin og kastede sin cigaretskod ud af vinduet. »De interesser, jeg tjener, og de interesser, du tjener, er ikke i konflikt. Vi ønsker begge det samme - at deaktivere OAS-kredsløbet. Og vi ved begge, at vi skal handle på samme måde for at befri Duroch. Konklusion: Det er tid til at forene."
  
  
  "Glem det," sagde jeg. "Du ville bare gøre tingene mere komplicerede."
  
  
  "Som jeg gjorde i spedalskheden?" - spurgte Li Chin og kiggede listigt på mig. "Hør, Carter, jeg kan hjælpe i denne sag, og du ved det. Uanset hvad, kan du ikke afholde mig fra at gøre dette. Jeg er mere end en match for enhver, du kunne prøve at holde mig fanget, og hvis du skulle arrestere mig, ville det bare gøre tingene svære for dig."
  
  
  Jeg kiggede et øjeblik ud af vinduet og tænkte. Det hun sagde var sandt. Jeg kunne nok ikke holde hende fra at gøre det. Hun sad nok der lige nu og tænkte på en underlig måde at beskadige mine tånegle på, hvis jeg besluttede mig for at prøve det. På den anden side arbejdede hun måske for oppositionen, trods sin ret plausible historie, og kom mig til hjælp i spedalskekolonien for at vinde min gunst. Men alligevel ville det være bedre at have hende et sted, hvor jeg kunne holde øje med hende, end at lade hende kravle et sted ude af syne.
  
  
  "Kom så, Carter," sagde hun. “Hold op med at sidde der og prøve at se uforståelig ud. Er dette en aftale?
  
  
  "Okay," sagde jeg. "Betragt dig selv som midlertidigt ansat i AX. Men kun så længe du trækker din egen vægt.”
  
  
  Lee Chin slog hendes øjenvipper og kiggede sidelæns på mig.
  
  
  "Se på det gamle kinesiske ordsprog," sagde hun med den mest skrøbelige accent, jeg har hørt siden Charlie Chan.
  
  
  "Hvad er det?" - Jeg sagde.
  
  
  "Du kan ikke holde en god mand nede, for når det bliver hårdt, er det, når de kommer i gang, og jeg begynder bare at kæmpe."
  
  
  "Hmmm," sagde jeg. "Konfucius?"
  
  
  "Nej. Chinatown High, klasse 67."
  
  
  Jeg nikkede bifaldende.
  
  
  “I hvert fald meget dybt. Men nu hvor vi har vores kultur for dagen, vil jeg gerne diskutere, hvordan vi skal tage til Martinique.”
  
  
  Hele hendes udtryk ændrede sig. Hun var forretning.
  
  
  "Hvis du læser din guidebog godt," sagde jeg til hende, "ved du, at Martinique er et oversøisk departement i Frankrig, ligesom Hawaii er en stat i USA. Det betyder, at lovene og administrationen er fransk..."
  
  
  "Det betyder," afsluttede Lee Chin for mig, "at de kan blive infiltreret af SLA-medlemmer."
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  ”Det betyder, at vi skal ind på Martinique uden deres viden om vores ankomst. Dette rejser problemet med transport. Michelle og jeg rejser undercover, men vi kan ikke risikere, at han ikke er der, især efter den hændelse på leprosarium.
  
  
  Lee Chin strøg eftertænksomt den ene side af hendes ansigt.
  
  
  "Så ikke med fly," sagde hun.
  
  
  "Nej," sagde jeg enig. "Dette er en bjergrig ø. Det eneste sted, vi kan lande, er i lufthavnen, og vi bliver nødt til at gå gennem told og immigration. På den anden side, selvom der kun er ét sted for flyet at lande, er der hundredvis af steder, der er relativt små i størrelse. en båd kunne kaste anker og forblive uopdaget i dagevis."
  
  
  "Bortset fra, at leje af en båd ville være en god måde at lade det enorme antal mennesker på denne ø vide, at vi planlægger en tur," sagde Lee Chin fraværende og tændte endnu en Gonzalez-cigaret.
  
  
  "Jeg er enig," sagde jeg. "Så vi overvejer at leje en båd i stedet for at leje en."
  
  
  "Selvfølgelig uden ejerens viden."
  
  
  "Ikke før vi returnerer det med betaling for dets brug."
  
  
  Lee Chin kastede cigaretaske ud af vinduet og så forretningsmæssigt ud.
  
  
  "Vi bliver nødt til at diskutere dette betalingsspørgsmål, Carter," sagde hun. "Jeg har været lidt over toppen med mit forbrug på det seneste."
  
  
  "Jeg taler med revisoren," lovede jeg hende. "I mellemtiden skal vi begge sove lidt. I aften. Ved du, hvor yachtmolen er?”
  
  
  Hun nikkede.
  
  
  "Der er en cafe i den østlige ende, der hedder Puerto Real." Jeg mødes der i morgen ved midnat. Har du et sted at bo indtil da?”
  
  
  "Selvfølgelig," sagde hun. "Chin klan..."
  
  
  "Jeg ved det, jeg ved det. Chin-klanen er en meget stor klan. Okay, Gonzalez kan aflevere mig i nærheden af mit hotel, så købe noget tøj til dig og tage dig med, hvorhen du vil."
  
  
  "Okay," sagde hun og smed cigaretskod ud af vinduet. "Men. Carter, om dette tøj..."
  
  
  "Det vil gå til min konto," forsikrede jeg hende.
  
  
  Hun smilede.
  
  
  Hvad helvede. Det er værd at købe ét outfit for at se, hvordan det trækker andre.
  
  
  
  
  Da jeg kom ind igen i San Geronimo Apartments, var det daggry, og Michelle sov stadig hurtigt. Hun var heller ikke overklædt, selv til at sove. Faktisk var alt, hvad hun havde på, et hjørne af lagenet, der beskedent dækkede omkring fire centimeter af hendes lår. Jeg bad stille, men grundigt, ved hjælp af noget karbolsæbe, som jeg havde taget med mig specielt til dette formål, og lagde mig i sengen ved siden af ​​hende. Jeg var træt. Jeg var søvnig. Det eneste, jeg ville, var at lukke øjnene og snorke hjerteligt. Det tænkte jeg i hvert fald, indtil Michelle bevægede sig, åbnede det ene øje, så mig og vendte sig for at presse sine rigelige bryster – så i modsætning til Lee Chins små, faste, muntre bryster – mod mit bare bryst.
  
  
  "Hvordan var det?" - mumlede hun, den ene hånd begyndte at stryge min ryg, til bunden af min nakke.
  
  
  "Udover at bekæmpe et regiment af smitsomme spedalske bevæbnet med knive og køller, var der ikke noget ved det," svarede jeg og begyndte at udforske et interessant område med mine egne hænder.
  
  
  "Du er nødt til at fortælle mig om det her," sagde Michelle hæst, hele hendes krop nu presset mod mig, presset mod mig.
  
  
  "Jeg gør det," sagde jeg. Og så sagde jeg ikke andet i et stykke tid, mine læber havde travlt på en anden måde.
  
  
  "Hvornår vil du fortælle mig det?" - Michelle mumlede efter et minut.
  
  
  "Senere," sagde jeg. "Meget senere."
  
  
  Og det var meget senere. Faktisk lå vi den dag endnu en gang på den hvide sandstrand, og så lidt mere af den varme caribiske sol.
  
  
  "Men stoler du virkelig på denne kinesiske pige?" spurgte Michelle, mens hun påførte varm garvningsolie på min ryg og æltede musklerne i mine skuldre.
  
  
  "Selvfølgelig ikke," sagde jeg. "Det er en af grundene til, at jeg foretrækker at have hende, så jeg kan holde øje med hende."
  
  
  "Jeg kan ikke lide det," sagde Michelle. "Hun virker farlig."
  
  
  "Det er den hun er," sagde jeg.
  
  
  Michelle var stille et stykke tid.
  
  
  "Og du siger, at hun klædte sig nøgen foran dig?" - spurgte hun pludselig.
  
  
  "Strengt på vagt," forsikrede jeg hende.
  
  
  "Ja!" fnyste hun. "Jeg tror, hun er ekspert i et par andre ting end kung fu."
  
  
  Jeg grinede. "Det ville være interessant at vide."
  
  
  "Nej, så længe jeg er i nærheden, vil du ikke!" - Michelle gøede. "Jeg kan ikke lide tanken om, at hun er sammen med os."
  
  
  "Det har du allerede fortalt mig," sagde jeg.
  
  
  "Nå, jeg siger det igen," svarede hun surt.
  
  
  Og hun fortalte mig det igen. Da vi spiste de forbandede Piña Coladas før aftensmaden. Og når vi lod som om vi var løver under frokosten. Og da vi sad i en taxa efter frokost, skulle vi på kasinoet.
  
  
  "Se," sagde jeg endelig. "Hun kommer med os, og det er det. Jeg vil ikke høre om det igen."
  
  
  Michelle faldt i en sur stilhed, som blev endnu mere sur, da vi gik ud af kasinoet og ind i den lejebil, jeg havde leveret. Jeg ignorerede hende og koncentrerede mig alt, hvad jeg kunne, om at køre, køre forbi og rundt i San Juan, indtil jeg var sikker på, at jeg havde mistet nogen, der kunne forfølge os. Det var næsten midnat, da jeg parkerede min bil et par gader fra lystbådehavnen, og vi skiftede til de overalls og trøjer, jeg havde med i min dokumentmappe.
  
  
  "Hvor skal vi møde din kung fu-mester?" - spurgte Michelle, mens jeg tog hendes hånd og førte hende gennem de mørke stille gader til svømmehallen med yachten.
  
  
  "I et snavset, mørkt, fuldstændig uanset slumkvarter," sagde jeg muntert til hende. "Du vil elske det her."
  
  
  Puerto Real var et rigtigt slumkvarter. Og det var beskidt, mørkt og direkte grimt. Det var også et sted, hvor folk gik i gang og prøvede ikke at se for nøje på fremmede. Det var med andre ord det bedste mødested, jeg kunne tænke mig. Jeg trak perlegardinerne, der hang over indgangen, tilbage og så ind i det mørke, røgfyldte interiør. En lang bar af revnede fliser strakte sig over rummet, og et halvt dusin snuskede karakterer drak bagved, nogle spillede domino med bartenderen, nogle stirrede bare ud i rummet. Overfor baren, sat op ad en smuldrende gipsvæg, var der ved adskillige vakkelvorne borde et larmende terningespil, et par ensomme drikkende og en fuld, der bogstaveligt talt græd i sin øl. Alt lugtede af gammelt øl, gammel cigaretrøg og rom. Michelle grimaserede af afsky, da jeg førte hende hen til bordet.
  
  
  "Det her er værre end Tangier," mumlede hun til mig. "Hvor længe skal vi vente på denne pige?"
  
  
  "Indtil hun dukker op," sagde jeg. Jeg var lige ved at gøre mig klar til at gå i baren for at få en drink, da en af de ensomme drikker rejste sig fra et bord i den anden ende af lokalet og vaklede mod os med en flaske og flere glas. Han var tydeligvis fuld og nede på sit held med sine utroligt beskidte, malingssprøjtede overalls, iturevne uldtrøje og uldkasketten, der halvt dækkede hans ansigt.
  
  
  
  .
  
  
  "Hej, amigos," sagde den fulde og lænede sig over vores bord, "lad os få en drink sammen. Jeg hader at drikke alene."
  
  
  "Lad mig være i fred, kammerat. Vi…"
  
  
  Jeg stoppede midt i sætningen. Under min kasket blinkede et velkendt orientalsk øje til mig. Jeg trak en stol frem.
  
  
  "Lee Chin," sagde jeg, "mød Michelle Duroch."
  
  
  "Hej," sagde Lee Chin og smilede, mens hun gled ind på en stol.
  
  
  "God aften," sagde Michelle. Og så med en sød stemme: "Sikke et smukt outfit du har."
  
  
  "Jeg er glad for, at du kunne lide det," svarede Lee Chin. "Men du skulle have set den, jeg havde i går aftes. Carter kan fortælle dig det."
  
  
  Michelles øjne blinkede farligt. "Jeg er overrasket over, at han overhovedet lagde mærke til det," sagde hun.
  
  
  Li Chin smilede bare.
  
  
  "Confucius sagde," sagde hun og tog sin hockeyaccent på igen, "gode ting kommer i små pakker."
  
  
  "Okay, mine damer," indskød jeg. - Gem den venlige samtale til et andet tidspunkt. Vi har et arbejde at udføre, og vi skal gøre det sammen."
  
  
  Li Ching nikkede med det samme. Michelle undertrykte sit blik. Jeg tog flasken, som Lee Chin havde med, og hældte alt i glas. Lee Chin drak sin drink i en let slurk, og satte sig så ned, kiggede på mig og ventede. Jeg tog en slurk og nærmest eksploderede.
  
  
  "Gud!" Jeg gispede. "Hvad er det for et materiale?"
  
  
  "Ny rom," sagde Lee Chin afslappet. "Lidt stærkt, ikke?"
  
  
  "Stærk!" Jeg sagde. “Alt... okay, se. Lad os komme på arbejde. Vi har brug for en båd, der er stor nok til os fire, med kraft nok til at komme os til Martinique hurtigt, men ikke stor nok til at tiltrække opmærksomhed og kræve et dybt dyk i vandhavnen."
  
  
  "Lady's Day," sagde Lee Chin.
  
  
  Jeg kiggede spørgende på hende.
  
  
  "Det er ankret omkring en kvart mil fra havnen," sagde hun. "Ejes af en amerikansk millionær ved navn Hunter. Han havde ikke været omkring ham i omkring tre måneder. Kun én person om bord til at tage sig af det, og han bliver fuld i byen."
  
  
  "Du havde travlt," sagde jeg bifaldende.
  
  
  "Jeg keder mig af at sidde," sagde Lee Chin. “Jeg sover alligevel kun fire timer om natten, så jeg havde brug for noget at lave, og jeg kan stadig godt lide både. Denne skønhed, Carter, er specielt til det, vi har i tankerne. Dette er en firs-fods brigantine. med et forstærket skrog og rigning, tre master bygget lavt for styrke i åbent vand og kraftig vind. Det ser ud til, at det kunne sove mindst fire, måske mere. ind og ud af havnen med fart på åbent vand, selv under sejl. Det er en skønhed, en rigtig drøm."
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  "Det lyder godt".
  
  
  "Der er kun et problem," tilføjede Lee Chin. "Karriere. Når han vender tilbage og opdager, at båden er forsvundet, vil han helt sikkert kontakte politiet.”
  
  
  "Han vil ikke finde båden forsvundet," sagde jeg. "Vi vil være så venlige at vente på ham. Når han ankommer, vil vi tilbyde ham en kort tur. Låst inde i kabinen, selvfølgelig.”
  
  
  "At tilføje en anden person, vi ikke kan stole på," sagde Michelle irriteret. Hendes øjne kiggede på Lee Chin.
  
  
  "Det kan ikke lade sig gøre," sagde jeg. “Og vi sidder her forgæves. Lad os se på Lady's Day."
  
  
  Jeg vågner op. Michelle skubbede sin stol tilbage, rejste sig og gik ud af baren uden at se på Lee Chin. Vi fulgte efter ham. Efter den modbydelige atmosfære i baren duftede den varme caribiske natteluft usædvanligt godt. Bådene flød langs yachtens pool og blinkede med lys. Det var en fredelig, behagelig scene. Jeg håbede, at det ville forblive sådan, så længe vi "lånte" Lady Day.
  
  
  "Se," sagde Lee Chin og trak en lille kikkert frem under hendes sweater. "Der."
  
  
  Jeg tog kikkerten og pegede den i den angivne retning. Efter lidt uklarhed og lidt tilpasning dukkede "Lady's Day" op. Jeg fløjtede blidt af beundring. Ligesom Lee Chin sagde, det var så smukt. Dens lange, slanke linjer var umiskendeligt oceangående, og dens høje mast midtskibs betød mere kraft under sejl. På den måde, hun gik, kunne jeg se, at hun nemt kunne ankre på lavt vand. Jeg studerede det lidt mere end tog kikkerten væk fra mine øjne.
  
  
  "Der er kun én ting, jeg ikke kan lide ved det her," sagde jeg.
  
  
  "Hvad er det?" - spurgte en forundret Lee Chin. Jeg kunne mærke, at hun blev forelsket i båden ved første blik. "Der er en båd bundet til agterstavnen," sagde jeg.
  
  
  "Hvilken?" - sagde Lee Chin og greb kikkerten. Hun vidste godt, hvad jeg gik efter: Hvis båden var ved båden, må vægteren allerede være vendt tilbage. Lee Chin studerede Lady's Day et øjeblik, sænkede derefter sin kikkert og rystede på hovedet.
  
  
  
  
  "Min fætter Hong Fat kommer til at miste et par spisepinde på grund af dette," sagde hun. »Det var meningen, at han skulle holde øje med denne vægter og lade mig vide, hvornår han ville vende tilbage. Han har aldrig svigtet mig før."
  
  
  "Det er måske ikke vagten," mindede jeg hende om. "Det kunne være et andet besætningsmedlem, der ankommer for at forberede hende til turen. Eller endda nogen med et lille tyveri i tankerne. En der har lært vagtmandens vaner ligesom dig. Under alle omstændigheder er Lady's Day også godt for vores formål at give op. Vi skal bare forberede os på en ny gæst på turen."
  
  
  Li Chin nikkede indforstået. Vores øjne mødtes. Vi må begge have tænkt det samme – hvis der var nogen der på fruedagen, kunne vi ikke lade ham se os nærme os på båden – for det næste hun sagde var ganske enkelt:
  
  
  "Scuba gear?"
  
  
  "Godt," sagde jeg og vendte mig mod Michelle. "Har du nogensinde været ude at dykke?"
  
  
  Michelle kiggede på Lee Chin.
  
  
  "Hvad med dig?" Hun sagde.
  
  
  "Jeg har det fint," svarede Lee Chin.
  
  
  "Nå, jeg er ikke så dårlig selv," sagde Michelle.
  
  
  Jeg tvivlede på det. Hvis Lee Chin havde sagt, at hun var en dygtig klatrer, formoder jeg, at Michelle ville have hævdet at have toppet Everest. Men jeg var enig i det.
  
  
  "Okay," sagde jeg til Lee Chin. "Scubaudstyr til tre. Og en vandtæt pistoltaske.”
  
  
  "Selvfølgelig," sagde hun. "Tyve minutter."
  
  
  Og hun gik, forsvandt ind i mørket som en bevægende skygge.
  
  
  ”Hun har en kusine, der kan passe viceværten. Hun kan få scubaudstyr efter anmodning,” sagde Michelle irriteret. "Hvor finder hun alt det her?"
  
  
  "Chin-klanen," sagde jeg med et alvorligt ansigt, "er en meget stor klan."
  
  
  Og vores særlige gren af Chin-klanen vendte tilbage på mindre end tyve minutter. Hun var ledsaget af en ret fyldig kinesisk mand på omkring nitten år, som trak vejret tungt, da han satte sit udstyr fra sig.
  
  
  "Cylinderne er fulde," sagde Lee Chin. "Jeg var kun i stand til at få en dybdemåler, men vi kan alle følge den, der har den på. Dette er min fætter Hong Fat."
  
  
  "Kald mig Jim," sagde Hong Fat. "Hør, jeg forlod aldrig denne vagtmands side. Jeg er selv halvfuld bare af at lugte hans ånde på ti meters afstand. Og han sover med hovedet på bordet og sover som et beruset barn lige i dette øjeblik."
  
  
  "Vi bliver bare nødt til at tage en chance for hvem det end er på Lady's Day," sagde jeg. "Lad os gå til. Vi klæder os på der, på dæmningen, bag denne bunke af askeblokke."
  
  
  Vi slæbte vores udstyr på kajen, klædte os af og begyndte at tage vores våddragter på. De var nye og lugtede af gummi. Jeg tog mine finner på og tjekkede så min maske og ilt ligesom de andre. Hugo og Wilhelmina gik ind i den vandtætte taske sammen med den dødelige lille derringer, som Lee Chin havde medbragt. Pierre fortsatte med at gøre sig godt tilpas på indersiden af mit lår under våddragten.
  
  
  "Wow," sagde Hong Fat. "Væsenerne fra den sorte lagune angriber igen."
  
  
  "Hør her, fætter," sagde Lee Chin, "gå tilbage til den bar og hold øje med den vagtmand, ellers tager jeg din Honda. Hvis han begynder at gå tilbage til Lady Day, så giv mig en brummer."
  
  
  Hun Fat nikkede respektfuldt og kørte ud i mørket.
  
  
  "Glæde?" Jeg sagde.
  
  
  "Min ørering," sagde Lee Chin kort. "Elektronisk modtager. Nogle gange er det praktisk."
  
  
  "Uden tvivl," sagde jeg tørt. Jeg tjekkede, at vi alle tre var klar, og viste så Lee Chin og Michelle til kanten af dæmningen. Det var en nat med skarpt måneskin, men jeg så ikke nogen, der kiggede på os.
  
  
  "Følg mig," sagde jeg. “V-formation. Bliv i min dybde."
  
  
  Begge nikkede. Jeg lagde masken i ansigtet, tændte for ilten og gik ned i vandet. Et øjeblik senere gled vi tre jævnt på finner gennem havnens grønlig-sorte dybder mod Lady Day.
  
  
  
  Niende kapitel.
  
  
  En stor del af Det Caribiske Hav er befængt med hajer, og området omkring San Juan Havn er ingen undtagelse, så jeg holdt den pistol, Lee Chin stillede med, klar. Et afslappet blik over min skulder beroligede mig om Michelle. Hun bevægede sig let og jævnt gennem vandet, hvilket tydede på mange års fortrolighed med dykning. Om noget, så var hun Lee Chins ligemand, og gennem glasset af hendes maske troede jeg, at jeg kunne få et smil af tilfredshed ved det. Jeg så mig dog ikke ofte tilbage. Havnen var fyldt med både, og vi måtte flette mellem og nogle gange under dem, mens vi holdt godt øje med liner, ankre og endda en gang imellem natfiskeline. Og selvfølgelig hajer. Vandet var grønsort og grumset fra natten, men jeg lagde mærke til, at der fra tid til anden fløj stimer af små fisk med spidse kugler af sorte søpindsvin væk fra os.
  
  
  
  
  på havbunden, og en dag en blækspruttes tømmende, overraskende yndefulde og hurtige tilbagetog. Jeg kom til overfladen en gang, kortvarigt, for at bestemme retningen, dykkede så igen og bevægede mig langs bunden. Næste gang dukkede jeg op for at få fat i Lady Day-ankeret. Sekunder senere viste Michelles hoved sig centimeter væk, derefter Lee Chins. Vi slukkede alle for ilten og fjernede maskerne fra vores ansigter og krøb så sammen og lyttede.
  
  
  Der har ikke været en lyd siden Lady's Day.
  
  
  Jeg lagde fingeren til mine læber for at være stille, så lod jeg som om jeg rejste mig først, og de måtte vente, indtil jeg gav signalet. Begge nikkede indforstået. Jeg tog mine finner af, gav dem til Lee Chin og begyndte at hejse ankerrebet, holde den vandtætte taske og svinge, mens båden vuggede i bølgerne.
  
  
  Der var ingen på dækket. Fortøjningslanternen glødede konstant i agterstavnen, men kahytten var mørk. Jeg klatrede over rækværket, trak Wilhelmina ud af den vandtætte taske og sad stille på dækket et øjeblik og lyttede.
  
  
  Alligevel ikke en lyd.
  
  
  Jeg lænede mig ind over rækværket og gjorde tegn til Lee Chin og Michelle om at slutte sig til mig. Lee Chin kom først ud, hurtig og adræt som en akrobat. Michelle fulgte hende langsommere, men med fantastisk selvtillid og lethed. Da jeg sænkede iltbeholderen og masken ned på dækket, stod to kvinder ved siden af mig og dryppede, og deres fingre arbejdede med sikkerhedsselerne.
  
  
  "Bliv her," hviskede jeg til Michelle. "Lee Chin og jeg vil sige hej til den, der er i kabinen."
  
  
  Og forhåbentlig falder jeg i søvn, tilføjede jeg mentalt.
  
  
  Michelle rystede rasende på hovedet.
  
  
  "Jeg tager med..."
  
  
  Jeg tog fat i hendes ansigt med begge hænder og stirrede på hende.
  
  
  "Vi har været igennem det her før," hviskede jeg gennem sammenbidte tænder. "Jeg sagde, bliv her."
  
  
  Hun stirrede trodsigt tilbage et øjeblik. Så faldt hendes øjne, og hun nikkede let. Jeg slap hendes ansigt, nikkede til Lee Chin og kravlede lydløst langs dækket. Ved døren til kabinen stoppede jeg og satte mig ubevægelig og lyttede.
  
  
  Ikke noget. Ikke engang snorken. Selv tung vejrtrækning.
  
  
  Lee Chin løftede spørgende sine øjenbryn. Jeg nikkede. Hun pressede sig selv mod den ene side af døren, mens jeg forsigtigt rørte ved dørhåndtaget.
  
  
  Det viste sig at være.
  
  
  Langsomt åbnede jeg døren. I måneskin, der kom gennem koøjerne, kunne jeg se to køjer, opbevaringsskabe, et bord og en bænk.
  
  
  Køjerne og bænken var tomme. Sengene var pænt rede.
  
  
  Der var ingen spor af menneskelig tilstedeværelse.
  
  
  Jeg gjorde igen tegn til Lee Chin og gled forsigtigt, lydløst ind gennem sprækken i døren, og snurrede rundt for at undgå enhver, der måtte stå bag den.
  
  
  Ingen. Ingen.
  
  
  Lee Chin er bag mig, jeg skubbede døren til kabyssen.
  
  
  Tom.
  
  
  Og der var ikke noget sted i kahytten eller kabyssen at gemme sig. Jeg stod der et øjeblik og tænkte. En redningsbåd betød, at der var nogen om bord. Hvis ikke i kahytten eller kabyssen, hvor så? Den ene luge var lukket tæt.
  
  
  Det samme må være sket for os begge på samme tid, for Lee Chin greb pludselig min hånd og pegede mod køjerne. Hun holdt derefter to fingre op og løftede spørgende sine øjenbryn.
  
  
  Hun havde ret. Det var en for stor båd til to personer. Jeg lod mine øjne langsomt bevæge sig hen over hver centimeter af kabinevæggen.
  
  
  De standsede ved et panel i den fjerne ende, bag kabyssen.
  
  
  Med et signal til Lee Chin om at dække mig bagfra, nærmede jeg mig lydløst panelet og begyndte at mærke dets kanter. Hvis de gemte en vanskelig lås eller fjeder, skjulte de det godt. Jeg pressede forsigtigt formen rundt om panelet og arbejdede mig forsigtigt op på den ene side og op og ned på den anden side. Jeg var lige begyndt at arbejde på bundstøbningen, da jeg hørte et knirken bag mig. Jeg vendte mig om og bandede mentalt.
  
  
  Jeg arbejdede med det forkerte panel. Panelet jeg skulle arbejde på var placeret ved døren hvor vi kom ind i kabinen. Dette panel er flyttet væk.
  
  
  Og bag ham stod en høj, tynd sort mand. Han var iført blomstret pyjamas. Han pegede med haglgeværet. På mig.
  
  
  Hans læber smilede. Det var hans øjne ikke.
  
  
  "Åh gud," rystede han blidt på hovedet. "I fyre tier stille. Jeg vidste ikke engang, at jeg havde besøg."
  
  
  Jeg kiggede på Lee Chin. Hun stod for langt væk fra haglgeværet til at gribe det, før han kunne skyde nogen af os for at komme til ham. Og hendes lille derringer var ingen steder at se. Hun så mig kigge på hende og trak på skuldrene som af beklagelse.
  
  
  "Undskyld, Carter," sagde hun. "Jeg... ja... du ved, at sandheden er, at jeg glemte at tage den
  
  
  
  
  ud af posen."
  
  
  "Fantastisk," sagde jeg dystert.
  
  
  "Har du glemt at tage den op af din taske?" - sagde den sorte mand med fingeret overraskelse. "Har du glemt at tage noget op af din taske? Kat? Han rystede igen på hovedet. "I fyre undrer mig.
  
  
  Hans venstre hånd - den der ikke holdt pistolen - faldt til bordet ved siden af ham i kabinen bag trickpanelet. Han puttede noget i munden og tyggede roligt, uden at fjerne øjnene fra os et sekund.
  
  
  "Nu venter jeg på besøgende, idet jeg er venlig. Og jeg sætter virkelig pris på, at du underholdt mig lidt, da jeg følte mig lidt ensom, og afviste min vagtmand for at være mere hengiven til vin end Lady Day. Hans venstre hånd faldt igen og igen." noget i hans mund Det lignede mistænkeligt et stykke chokolade "Men som en generelt nysgerrig kat, ville jeg nok være interesseret i at vide hvad formålet med dit besøg er." sker her?
  
  
  Jeg kiggede på Lee Chin og rystede let på hovedet. Vi var begge tavse.
  
  
  Manden rystede igen på hovedet. Den anden chokolade - det var bestemt hvad - blev spist af stærke tænder.
  
  
  "Nå, det er jeg ked af at høre," sagde han. "Jeg tror oprigtigt. For det betyder, at jeg bliver nødt til at besøge kysten lidt, ved du? Vi bliver nødt til at tale med det lokale politi lidt."
  
  
  Jeg har stadig ikke sagt noget. Han kom langsomt ind i hytten, hvor vi stod. Han gjorde tegn til Li Chin om at trække sig endnu længere tilbage.
  
  
  "Sekundære tanker?" spurgte han. "Hører jeg andre tanker?"
  
  
  Hvis han kunne høre mine tanker, ville han ikke tale til os. Han forsøgte at håndtere Michelle - som kom ned ad trappen til kabinen på kattepoter, Lee Chins derringer var rettet lige mod bagsiden af den sorte mands hoved.
  
  
  "Sikke en skam," sagde han. "Det er virkelig ..."
  
  
  "Ikke rør dig!" - sagde Michelle skarpt. Hun ramte mandens kranie hårdt med mundingen af derringeren. Han frøs. "Slip haglgeværet!"
  
  
  Han bevægede sig ikke en tomme. Selv hans øjeæbler bevægede sig ikke. Men hans hænder løsnede ikke deres greb om haglgeværet.
  
  
  "Nå, nu," sagde han langsomt. "Jeg tror ikke, jeg vil gøre det her. Jeg er lidt knyttet til denne pistol, kan man sige. Og min finger ser ud til at være solidt på aftrækkeren, kan man sige. Hvis en kugle var gået gennem mit hoved, ville den finger refleksivt have klemt aftrækkeren, og dine to venner ville være endt med at dekorere væggen."
  
  
  Vi var alle frosset i stilhed, et tableau af våben, spændinger og bankende hjerter.
  
  
  Pludselig, med en utrolig fart for en mand så høj og ranglet, faldt manden og vendte sig om. Geværkolben ramte Michelle i maven. Hun krøllede og gispede. Derringer faldt, og inden for et halvt sekund holdt den sorte mand den i sin venstre hånd. Men Lee Chin var allerede på farten. Hendes højre ben pilede frem, og hele hendes krop gled fremad. Pistolen fløj ud af den sorte mands hænder og faldt på skottet. Et par sekunder senere var den i mine hænder og pegede direkte på ham.
  
  
  Men derringeren, nu i hånden, pressede sig mod Michelles hals og pegede opad mod hendes kranium. Og han holdt Michelles krop mellem ham og mig – og haglgeværet og Wilhelmina.
  
  
  Han grinede.
  
  
  "Jeg tror, det er en mexicansk standoff. Eller hvad med den afrikansk-amerikanske rivalisering i dette tilfælde. Eller for ikke at forsømme den lille dame, den kinesisk-amerikanske konfrontation?
  
  
  Han havde ret. Han var i stand til at holde os stille ved at bruge Michelles krop som et skjold, så længe han kunne stå. Men også han var immobiliseret. For at bruge skib-til-land-radioen skulle han frigive Michelle, hvilket han ikke kunne gøre uden at informere os om det.
  
  
  Jeg ville ikke risikere, at Michelle fik revet sit kranium af.
  
  
  Og jeg kunne ikke risikere at ringe til San Juans politi.
  
  
  Og det var bestemt ikke meningen, at jeg skulle skyde uskyldige amerikanske yachtejere.
  
  
  Jeg tog en beslutning.
  
  
  "Lad os tale," sagde jeg dystert.
  
  
  "Fantastisk, mand," sagde han. Derringer bevægede sig ikke en tomme.
  
  
  "Jeg forstår, at du er Hunter, ejeren af denne yacht," sagde jeg.
  
  
  "Det er mig," sagde han. "Robert F. Hunter. Fra Robert F. Hunter Enterprises. Men mine venner kalder mig Sweets. For jeg har lidt af en sød tand.”
  
  
  "Okay, Hunter," sagde jeg langsomt og bevidst. "Jeg er enig med dig, fordi vi har brug for dit samarbejde. Mit navn er Nick Carter, og jeg arbejder for et agentur under den amerikanske regering."
  
  
  De skarpe øjne funklede lidt.
  
  
  "Du ville ikke sætte mig op nu, vel?" - Hunter trukket. "Fordi jeg tror ikke, at hr. Hawk ville sætte pris på, at nogen udgiver sig for at være nummer et." "Nu vil du ikke
  
  
  
  
  
  Denne gang funklede mine øjne.
  
  
  "Fortæl mig om Hawk." - Jeg forlangte.
  
  
  "Nå, ser du, kammerat, jeg har en lille import-eksportvirksomhed. Sammen med en lille ejendomsmæglervirksomhed, en lille annoncevirksomhed og et par andre virksomheder. De gør et godt stykke arbejde. Man kan vel sige, at jeg er en slags millionær, hvilket jeg synes er ret fedt. Men jeg glemte ikke, at dette var A.s gode gamle USA med alle dens mangler. gav mig mulighed for at bage mit eget brød. Så da gamle hr. Hawk kontaktede mig for et par år siden og bad mig bruge mit eksport/importkontor i Ghana til at give ham og AX et par ydelser, havde jeg ikke noget imod det. alle. Jeg protesterede ikke engang, da Mr. Nick Carter, agent Hawke, som oprindeligt fortalte mig, at de skulle begynde at arbejde, blev kaldt væk på grund af en nødsituation et sted i Sydøstasien, og en person på andet niveau blev sendt dertil."
  
  
  Jeg huskede arbejdet. Ghana var vigtigt. Sydøstasien var vigtigere. Jeg har aldrig været i Ghana. McDonald, N5, blev sendt i mit sted.
  
  
  "Okay," sagde jeg. "Ved du hvem jeg er. Lad mig nu fortælle dig, hvad jeg har brug for."
  
  
  Michelle, der stod med glasøjne og lammet af rædsel og Hunters greb, talte pludselig op.
  
  
  "Venligst, venligst... pistol..."
  
  
  Hunter så på hende og løftede let derringeren fra hendes hoved.
  
  
  "Før du fortæller mig, hvad du har brug for," sagde han til mig, "hvad med at lade mig se på en lille identifikation."
  
  
  Jeg tog lydløst min våddragt af og viste ham tatoveringen på indersiden af min arm. Han så omhyggeligt på hende. Så brød han ud i et bredt smil. Derringer blev skødesløst smidt ned i tremmesengen. Michelle faldt på gulvet, og jeg hørte et dybt lettelsens suk.
  
  
  "Killmaster," sagde Hunter stormende, "det er en sand fornøjelse. Trick-or-treateren og Lady's Day er til din rådighed."
  
  
  "Tak," sagde jeg kort. "Mød mine kammerater, Lee Chin, Chin-klanens fejlfinder med verdensomspændende interesser, og Michelle Duroch, datter af den franske videnskabsmand Fernand Duroch."
  
  
  "Det er en fornøjelse, mine damer," sagde Hunter og bøjede sig for alle, rakte så ned i sin pyjamaslomme og kom ud med en lille æske, som han holdt triumferende frem. "Prøv noget chokolade. Appelsinsmag. Lavet efter min ordre i Perugia, Italien."
  
  
  Michelle rystede stille på hovedet. Lee Chin trak en chokoladebar ud af æsken og puttede den i munden.
  
  
  "Hej," sagde hun. "Ikke dårligt."
  
  
  "Lad mig foreslå, at I frisker lidt op," sagde Hunter, mens han gik mod kabyssen. "Jeg har en fuld sodavandsfontæne her. Hvad med en dejlig is-sodavand eller varm fudge-is?”
  
  
  Michelle og jeg rystede på hovedet.
  
  
  "Jeg vil drikke en sodavand," sagde Lee Chin. "Hindbær, hvis du har dem, Hunter."
  
  
  "Kald mig Candy," sagde han. "Én frisk hindbærsodavand vil gøre."
  
  
  Slik tumlede rundt ved sodavandsfontænen. Jeg kiggede på Michelle. Hun så chokeret ud, men gradvist vendte farven tilbage til hendes ansigt. Li Chin, som jeg forventede, bevægede sig ikke.
  
  
  "Hej, dude," sagde Sweets, "du behøver ikke give mig mere information, end du ønsker, men jeg kunne nok være lidt mere hjælpsom, hvis jeg var lidt mere datakyndig, altså. "
  
  
  Jeg har allerede taget en beslutning om dette. Min mavefornemmelse - og hvis en agent ikke ofte kan træffe hurtige beslutninger baseret på hans mavefornemmelse, er han en død agent - fortalte mig, at Hunter havde ret.
  
  
  "Betragt dig selv som en del af holdet," sagde jeg. "Og da vi ikke har nogen tid at spilde, her er historien."
  
  
  Jeg gav ham den og udelod de detaljer, han ikke skulle kende, mens Lee Chin nippede tilfreds til sin sodavand, og Sweets gravede sig ned i et virkelig frygteligt bananpålæg.
  
  
  "Så det er alt," sluttede jeg. "Vi har brug for din båd til en hurtig tur til Martinique."
  
  
  "Du har det her," sagde Sweets hurtigt og slikkede chokoladesiruppen af den ene finger. "Hvornår tager vi afsted?"
  
  
  "Nu," sagde jeg. “Hvor mange mennesker på et hold har du brug for til Lady Day?
  
  
  "Øh," sagde Sweets, "har nogen af jer nogensinde arbejdet på et hold?"
  
  
  "Jeg kan klare det," sagde jeg.
  
  
  "Jeg havde det lidt sjovt på Hong Kong Yacht Club," sagde Li Chin afslappet, hvilket sandsynligvis betød, at hun var kaptajn for regattavinderen.
  
  
  "Jeg voksede op med at tilbringe somre på min fars båd på Lake Lucerne," sagde Michelle med det samme.
  
  
  "Nå, Caribien er ikke ligefrem Lake Lucerne," sagde Sweets, "men jeg tror, vi fire kan klare det fint."
  
  
  "Kort?" - spurgte Lee Chin og afsluttede sin sodavand.
  
  
  "I den anden kahyt," sagde Sweets. "I den anden kahyt," sagde Sweets. Han rakte ned i skuffen. "Nogen efter mintsodavandet?
  
  
  
  
  Jeg rystede på hovedet.
  
  
  "Lee Chin, planlæg en kurs mod nordsiden af ​​øen, et sted på kysten ud over St. Pierre," sagde jeg. Så til Sweets: "Hvor stille er din motor?"
  
  
  Han grinede og rejste sig.
  
  
  "Fedt det, mand," sagde han. »Selv fiskene ved ikke, at vi kommer. Lad os komme ud af dette tilflugtssted, før du kan sige "bøh". Lad mig nu bringe dig nogle overalls. Disse våddragter er ikke særlig gode til vandet.”
  
  
  Mindre end en halv time senere forlod vi havnen i San Juan og drog sydpå, nu under sejl og med motoren slukket, mod Martinique.
  
  
  Mod vulkanen.
  
  
  
  Kapitel ti
  
  
  Fra San Juan Harbour til Martinique er der cirka 400 sømil. Om morgenen havde vi lagt over 40 miles bag os, runde Puerto Ricos vestkyst og ud i det åbne Caribiske Hav. Lee Chin vurderer, at der vil gå yderligere fireogtyve timer, før vi kaster anker nogen steder nord for St. Pierre. Det betød, at vi kun ville have to dage til at forhindre SLA i at ødelægge Curaçaos raffinaderi. Det bliver svært. Jeg brugte det meste af min tid på at gennemgå hver eneste detalje af tilgængelig information i mit hoved og udvikle en detaljeret plan.
  
  
  Resten af tiden delte Michelle og jeg bagkabinen. Der var to køjer, men vi manglede kun én. Vi har brugt det godt. Jeg er selv ret fantasifuld, når det kommer til disse ting, men Michelle viste, hvad jeg må indrømme, var et kreativt geni. Da de første atten timer om bord var gået, var jeg næsten lige så fortrolig med og beundrede hver eneste kurve af Michelles krop mere, end jeg var med Wilhelminas arbejde. Først sidst på eftermiddagen lykkedes det mig at frigøre mig fra hendes stadig eftertragtede arme, gå i bad og tage overallerne på, som Sweets havde lånt os.
  
  
  "Hvor skal du hen?" - spurgte Michelle og bevægede sig vellystigt i sengen.
  
  
  "På dækket," sagde jeg. "Jeg vil tale med Sweets og Lee Chin. Og jeg vil have, at du også er der."
  
  
  "Bare rolig. Jeg ville ikke tænke på at slippe dig ud af mit syn lige nu,” sagde Michelle og rejste sig straks ud af sengen og rakte ud efter et par overalls og en t-shirt, der, når hun blev taget på, fik hende til at se endnu mindre klædt ud end da. hun var nøgen.
  
  
  Jeg smilede tilbage og begyndte at klatre op ad trappen til dækket.
  
  
  "Haj!" Jeg hørte. Så bankelyde, grynten og igen "Hai!"
  
  
  På agterstavnen, under storsejlet, var Lee Chin og Sweets engageret i, hvad der lignede en provisorisk havdojo. Slik var strippet til taljen, hans sorte hud glitrede af sved i det klare caribiske solskin. Lee Chin var iført et kostume, som hendes ejer måske ikke havde godkendt: Bikinien var så stram, at det så ud som om den var lavet af reb. Men det interessante var, at Lee Chins dygtighed i kung fu stod i kontrast til Sweets' tilsyneladende lige dygtighed i karate. Karate er kantet, skarpt og bruger koncentrerede kraftudbrud. Kung Fu er lineær, så fjenden ikke kan finde ud af, hvor du er fra. Jeg så med beundring, mens Lee Chin og Sweets kæmpede, manøvrerede og overmatchede hinanden til stilstand. Af de to gav jeg Lee Chin en lille kant. Men kun mindre. Jeg besluttede, at Sweets Hunter ville være et værdifuldt medlem af holdet både til lands og til vands.
  
  
  "Hey Carter," sagde Lee Chin, efter at hun og Sweets højtideligt bukkede for hinanden. "Skal jeg få luft?"
  
  
  "Af hensyn til udsendelsen og konferencen," sagde jeg. "Og det inkluderer dig. Søde sager".
  
  
  "Selvfølgelig, kammerat," sagde Sweets og tørrede sit bryst med et stort håndklæde. "Lad mig bare tjekke autopiloten."
  
  
  Et par minutter senere var vi alle samlet på brønddækslet, bøjet over det kort over Martinique, som Lee Chin havde fundet i en velindrettet kortkiste. Jeg pegede på kystbyen Saint-Pierre.
  
  
  "Det er bare en søvnig fiskerby nu," sagde jeg til dem tre. "Tyndt befolket. Intet sker. Men bagved, nogle få kilometer væk, er vores vulkan, Mont Pele.”
  
  
  "For tæt på til komfort, hvis han var aktiv," bemærkede Sweets; udpakning af chokoladekaramel.
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  Omkring århundredeskiftet var han aktiv. På det tidspunkt var Saint-Pierre ikke bare en søvnig landsby. Det var den største by på øen. Og en af de mest livlige og moderne byer i Caribien. Faktisk kaldte de det De Vestindiske Øers Paris. Så eksploderede Mont Pele. Saint-Pierre blev fuldstændig ødelagt. Mere end fyrre tusinde mennesker blev dræbt - hele byens befolkning, bortset fra en dømt i et underjordisk fængsel. Selv i dag kan du se ruinerne af bygninger fyldt med lava.
  
  
  "Men det er stille nu, ikke?" - sagde Michelle.
  
  
  "Sandsynligvis stille, måske bare inaktiv," svarede jeg. "Sover. Kan eksplodere igen, givet omstændighederne."
  
  
  
  
  Med vulkaner ved man aldrig. Pointen er, at hvis du skal fremstille og opbevare eksplosive anordninger, ville Mont Pele-krateret, som er enormt, være et godt sted at gøre det. Fordi enhver, der tænker på at angribe dig, vil tøve af frygt for at forårsage en vulkan."
  
  
  "Og hvis disse eksplosive enheder blev læsset på både, ville en søvnig lille fiskerby som Saint-Pierre være et godt, diskret sted for det," bemærkede Lee Chin.
  
  
  "Okay," sagde jeg enig. "Så vi vil lede efter tegn på usædvanlig aktivitet både i og omkring vulkanen, såvel som på Saint-Pierre, når vi har fundet et sted at ankre, hvor vi ikke vil blive set, vil vi dele os i hold på to og jeg vil foregive at være turister og udforske Mont Pele, du og Sweets kan foregive at være indfødte. Taler du virkelig fransk?
  
  
  "Ikke særlig godt," sagde Lee Chin. "Jeg taler fransk ret flydende, men min accent er sydøstasiatisk. Det er bedre at holde sig til spansk og sige, at jeg er udstationeret fra Cuba. Der er mange kinesere der«.
  
  
  "Og en masse sorte," bemærkede Sweets og pakkede endnu et slik ud. ”Vi kunne komme til Martinique som plantagearbejdere. Jeg har en fin lille machete et sted.”
  
  
  "Okay," sagde jeg. "Så tager I to til St. Pierre."
  
  
  "Hvad skal vi gøre, hvis vi finder noget?" - spurgte Michelle.
  
  
  "Der er en restaurant i hovedstaden. Fort-de-France, som hedder La Reine de la Caribe. Vi mødes der og forener kræfterne til handling sidst på dagen."
  
  
  Slik så lidt bekymret ud.
  
  
  "Hvilken slags restaurant, dude?" spurgte han. "Jeg er lidt kræsen med min mad."
  
  
  "Martinique har den bedste mad i Caribien," sagde Michelle. "Hvad kan man ellers forvente af en fransk ø?"
  
  
  "Gode desserter?" efterspurgte slik.
  
  
  "Den bedste," svarede Michelle med et tydeligt strejf af chauvinisme.
  
  
  "Det ved jeg ikke om," sagde Lee Chin og rejste sig og lavede umulige stillinger. "Ud fra hvad jeg har hørt om det franske køkken, vil du være sulten igen en halv time efter du er færdig med at spise."
  
  
  Michelle gav hende et skarpt blik, begyndte at sige noget, og da hun tilsyneladende indså ironien i Lee Chins bemærkning, kneb hun læberne sammen og vendte sig væk.
  
  
  "Se," sagde jeg skarpt, "I to vil arbejde sammen på dette hold, så I vil samarbejde og ikke være fjendtlige over for hinanden, uanset om I kan lide det eller ej. Jeg vil ikke sige det igen. Lad os nu spise og så sove lidt. Jeg tager det første ur."
  
  
  "Og jeg," sagde Michelle, forsigtigt uden at kigge på Lee Chin, "vil lave mad." Til gavn for os alle."
  
  
  Michelles mad var god. Bedre end godt. Selv Lee Chin var enig i dette. Men jeg tror ikke, at nogen af os sov bedre end godt nok, når vi havde fri. Da daggry brød op, stod vi alle fire ved rækværket og kiggede på den klippefyldte, bjergrige, men frodige grønne profil på øen Martinique, der var skitseret mod den østlige himmel. Nær den nordlige spids af øen rejste Mount Mont Pelée sig stejlt og ildevarslende mod den brede, stumpe rand af krateret.
  
  
  "Det er en grim myretue, ikke sandt," bemærkede Sweets og rakte rorhjulet til Lee Chin.
  
  
  "Ikke så skræmmende som hvad der kunne være indeni," svarede jeg. "Har du den ildkraft, du kan bære?"
  
  
  Sød grinte. Han trak et folieindpakket chokoladekirsebær fra sin skjortelomme, pakkede det ud og stak det hele ind i munden.
  
  
  "Vil du tage et kig på våbenhuset?" spurgte han .
  
  
  En halv time senere kom vi på dækket, lige som Lee Chin kastede anker i en isoleret bugt, skjult for havet af en spyt og omgivet af tæt junglevegetation, der ville have skjult Lady Day fra landveje. Fra en imponerende våbenkiste udvalgte Sweets en 50 mm Walther, en knivskarp tyngdekraftskniv, som han holdt i linningen nederst på ryggen, og femten kraftige minigranater forklædt som perler, som han bar på en kæde om halsen. Med sine pjaltede bukser, flydende skjorte og lasede stråhat og den slidte, men skarpe machete, han bar på læderremme, ville ingen have forvekslet ham med andet end en sukkerplantagearbejder. I de afslappede, men dyre sportstrøjer og -bukser, han indrettede til Michelle og mig, ville vi være blevet forvekslet med velhavende turister. Iført overalls, en slidt T-shirt, en stråhat, en frokostkurv og et temmelig stilfuldt udseende lignede Lee Chin en pligtopfyldende kone, der bar sin arbejdende mands frokost.
  
  
  Sweets fandt på noget andet: En Honda totakts minicykel, der knap var stor nok til to personer. I stilhed, hver af os tænkte over vores egne tanker, kastede vi hende over siden i båden. Stadig i stilhed, høre junglefuglenes hæse skrig omkring os og mærke begyndelsen af morgensolen.
  
  
  
  
  For at varme op inden middagens brændende brag padlede vi mod kysten. Junglen voksede foran os som en uigennemtrængelig mur, men efter at vi havde bundet båden sikkert til et plantagetræ og hejst Hondaen i land, tog Sweets sin machete af og gik i gang. Vi fulgte ham langsomt, da han ryddede vejen for os. Næsten en halv time senere stod vi ved kanten af lysningen. På tværs af en mark, et par tusinde meter væk, snoede en glat asfalteret vej sig til St. Pierre i syd, og mod nordøst stod Mont Pelée.
  
  
  "Se," sagde Michelle. "Se de hundredvis af fod brede kløfter, der løber sydpå fra vulkankrateret, hvor intet vokser? Det var lavastierne, der førte til Saint-Pierre."
  
  
  Det var et fantastisk syn. Og synet, det fremtryllede, var endnu mere skræmmende - tusindvis af tons sten blæst ind i himlen, glohedende lavafloder, der fortærer alt på dens vej, en pludselig regn af vulkansk aske, der forvandler mennesker og dyr til fossiler, mens de stod. Men jeg havde ikke tid til rigtig at lege turist.
  
  
  "Gem sightseeingen til senere," sagde jeg. »Det er her, vi skilles. Michelle og jeg vil køre i en Honda for at udforske vulkanens krater og tilgangene til det. Slads, du og Lee Chin bliver nødt til at gå en tur til St. Pierre. Men det er en lille ø, og du har ikke mere end et par kilometer tilbage."
  
  
  "Fantastisk," sagde Sweets let. "Jeg kunne stadig bruge denne øvelse."
  
  
  "Jeg kan altid bære ham, hvis han bliver træt," sagde Lee Chin.
  
  
  Sweets klukkede, mens han justerede sin Walter og gravitationskniven.
  
  
  Jeg gjorde tegn til Michelle, greb Hondaen i rattet og begyndte at køre den hen over marken.
  
  
  "Date i dag klokken syv, Rhine de la Caribbean, nær hovedtorvet i Fort-de-France," kaldte jeg over min skulder.
  
  
  Sweets og Lee Chin nikkede, vinkede og gik i den modsatte retning. Et par minutter senere sad Michelle bag mig i Hondaen, da vi kørte langsomt på indflyvningen til Mont Pelée-krateret.
  
  
  
  Kapitel elleve
  
  
  Syv timer senere lærte vi to ting. Det var syv timers kørsel på støvede grusveje i stærkt solskin, sveden gennemblødte vores kroppe, støvet fyldte vores mund, solen blændede vores øjne. Syv timers skænderier med politiet, bevidst falske instruktioner fra feltarbejdere, surmulende afvisninger af oplysninger fra bymyndighederne. Syv timers vandring gennem buskads og vulkanske marker, og så ligge på maven i de samme klippemarker og prøve at se, hvad der skete et par hundrede meter væk.
  
  
  Det var det hele værd.
  
  
  Som vi erfarede, var vulkanens krater lukket for offentlig adgang. To officielt udpegede stier fra basen til krateret, som anbefales til vandrere for at tage en fornøjelig to-timers vandretur, blev blokeret af høje træbarrierer. Hver barriere havde en port, bagved hvilken der stod en uniformeret vagt, som høfligt, men bestemt nægtede adgang og sagde, at ruterne til krateret var "lukket for reparationer."
  
  
  De to andre ruter til krateret var også lukket for offentligheden. Og det var ikke stier. Det var godt belagte veje, der tydeligvis var forfaldet i løbet af de sidste seks måneder eller deromkring. De var på den østlige side af vulkanen og var godt skjult fra de offentlige veje omkring vulkanens bund, forbundet med disse veje af grusveje, hver lukket af tunge træporte - igen med uniformerede vagter.
  
  
  Hvis du går en lang vej, famler dig vej gennem junglen omkring bunden af vulkanen og derefter gennem buskene og vulkanske klipper, kan du se, hvad der bevægede sig langs disse veje til krateret.
  
  
  Lastbiler. Mindst en gang hvert kvarter. Tunge vippevogne med hejseporte. Tom. De kom fra syd, på den atlantiske side af øen, og nærmede sig hurtigt. De dukkede op fra krateret, på vej tilbage sydpå, tunge, langsomme, lave.
  
  
  To vagter kunne ses bag på hver lastbil. De var klædt i fuld kampuniform og havde automatvåben.
  
  
  "Må jeg forklare dig dette?" Jeg spurgte Sweets og Lee Chin og fortalte dem hele historien den aften.
  
  
  "Du behøver ikke at forklare det til denne fyr," sagde Sweets. "Bogstaverne er SLA, en kilometer høje. Og i en militariseret operation en kilometer bred. Og lige så indlysende.”
  
  
  "Det er en af grundene til, at de gjorde Martinique til deres base for operationer," sagde Lee Chin. "De har venner her fra den franske administration, som er klar til at vende det blinde øje til alt dette."
  
  
  "Desuden," tilføjede Michelle, "er dette bestemt et ideelt sted at angribe olieraffinaderiet ud for Curacao."
  
  
  Jeg nikkede indforstået og tog endnu en slurk af min drink.
  
  
  
  Vi sad ved et bord i restauranten Reine de la Caribe og drak lokal rompunch i høje frostklare glas. Det var godt, og jeg håbede, at hummeren, den caribiske version af hummer, vi bestilte til senere, ville være lige så god. Og tilfredsstillende. Jeg havde en fornemmelse af, at vi ville få brug for en masse energireserver i løbet af de næste 24 timer. Sweets og Lee Chin, som havde formået at finde mere respektabelt tøj på markedet, så lige så trætte ud som Michelle og jeg.
  
  
  "Nå," sagde Sweets og tilføjede yderligere to skeer sukker til sin punch, "du har haft en travl dag, Carter. Men mig og min ven her, den afro-asiatiske alliance, som man kan kalde det, har formået at grave en lille smule op af, hvad der foregår i os selv."
  
  
  "Såsom?" - Jeg forlangte.
  
  
  "For eksempel er St. Pierre dødeligere end East Peoria en søndag aften i februar efter en snestorm," sagde Lee Chin. "Fisk, fisk og mere fisk. Og fiskere. Fiskeri. Det er alt".
  
  
  "Vi har ikke noget imod fisk nu," sagde Sweets. “Vi havde faktisk en meget velsmagende sød og sur frokost. Men…"
  
  
  "Han betyder sød og sød," sagde Lee Chin. ”Det var første gang, jeg fik dessert som hovedret. Og også makrel."
  
  
  “I hvert fald,” fortsatte Sweets med et smil, “vi besluttede, som du sagde, at det var en lille ø, så vi tog en af disse ruter, disse offentlige taxaer, og gav os en lille rundtur på øen mod syd. Kyst."
  
  
  "Hvor," afbrød Lee Chin, hvilket fik de to til at ligne Mutt og Jeffs handling, "vi fandt handlingen. Hvis du vil have action, så prøv Lorrain og Marigot."
  
  
  "Fiskerebyer på sydkysten," sagde jeg.
  
  
  "Hvor det forbandede fiskeri sker," sagde Sweets og samlede sukker fra bunden af et drænet glas. ”Aldrig i mit liv har jeg set så mange fiskerbåde, store som små, sidde ledige og ikke fiske i godt fiskevejr Og lastbiler komme ind i havnen for at bringe dem en eller anden form for udstyr, når det forekommer mig, at mange ingen af de har endda motorer."
  
  
  "Yachts?" Jeg spurgte.
  
  
  "Yachts, kuttere, slupper, brigantiner, yachter - alt fra en båd til en skonnert," sagde Lee Chin.
  
  
  Vi sad alle i stilhed i nogen tid. Tjeneren kom og lagde kurve med brød og rundstykker. Udenfor på hovedtorvet var der musik og latter og råben fra lokale stemmer. Folkemængder. Det startede for et stykke tid siden og eskalerede stille og roligt, mens vi sad og fik drinks. Jeg så Sweets skynde sig hen til vinduet.
  
  
  "Hvad sker der der?" - spurgte han dovent tjeneren. Til min overraskelse talte han ikke fransk eller engelsk, men en flydende kreolsk indfødt på de franske Antiller.
  
  
  "Karneval, monsieur," sagde tjeneren og smilede bredt. "Dette er fastelavn, den sidste dag i ferien før fasten. Vi har parader, kostumer, danse. Der er meget sjov her."
  
  
  "Det lyder sjovt," sagde Sweets. "Det er ærgerligt, at vi..."
  
  
  "Der er ikke noget sjovt for mig med min far, hvor han er," indskød Michelle skarpt. Hun vendte sig mod mig. "Nick, hvad skal vi gøre?"
  
  
  Jeg tog en tår af min drink. Larmen fra mængden blev højere og tættere. Jeg kunne høre væsken svaje fra et ståltrommebånd, sandsynligvis importeret fra Trinidad, og den spøgende rytme fra den lokale Martinique-beguinea spillede på hornene.
  
  
  "Den grundlæggende opsætning er indlysende," sagde jeg langsomt. "SLA har en slags hovedkvarter i Mont Pelée-krateret. Det ville være nemt at hugge et netværk af tunneller og kamre ud af vulkansk sten – hvis man ikke overvejede faren for, at vulkanen eksploderer igen. Og jeg tror, at SLA'en er klar til at udnytte selv denne chance ved at lave en aftale med dem."
  
  
  "Og du tror, min far bliver holdt der?" - spurgte Michelle bekymret.
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  "Jeg tror, at uanset hvilke undervandssprængstoffer, SLA'en producerer, produceres der. Det bliver derefter transporteret med lastbil til to havne for lastning på både."
  
  
  "Små både?" Slik sagde man med let vantro. "Små både? Almindelige fiskerbåde?
  
  
  "Det er det, jeg ikke forstår endnu," indrømmede jeg. Jeg fandt ud af, at jeg havde brug for at tale højere for at blive hørt over gadelydene fra karnevallet. Paraden skal være meget tæt på restauranten nu. "Hvordan kan du affyre en undervandsanordning med en undervandsmotor fra en lille båd? Og hvis det ikke sættes i gang, hvordan kan så selv en uskyldigt udseende fiskerbåd komme ind i den sikkerhedsafspærring, der er installeret på havet, og som nu vil blive installeret omkring Curacao. Raffinaderi? Men vi ved, at SLA laster noget på disse både, og vi må antage, at det er sprængstof. Hvilket bringer os til vores problem."
  
  
  Et hæst horn lød lige uden for vinduet. Jeg så et glimt af grinende, råbende, syngende ansigter, der gik forbi, med en slags banner.
  
  
  
  
  "Problemet," fortsatte jeg, "er, at hvis vi rammer fiskerbådene og formår at deaktivere eksplosivanordningerne, vil hovedkvarteret inde i vulkanen blive advaret i tide til at evakuere. Selvom det ikke var alt udstyret, skulle personalet i det mindste bygge det igen på et andet tidspunkt og et andet sted. Og det inkluderer Michelles far, som er nøglen til hele operationen."
  
  
  Larmen udenfor blev til et brøl. Gaderne på den anden side af vinduet var proppet. Jeg så et farveglimt og så endnu et. Kæmpe papmaché-masker med fugle, fisk, mærkelige væsner fra caribiske legender, karikaturer af mennesker, alt sammen farvestrålende og med overdrevne karakteristika, marcherede forbi, svajende fra side til side. Nogle af figurerne var i naturlig størrelse, og personerne inde i dem var fuldstændig skjulte. Og når de ikke marcherede, dansede de til begynens insinuerende rytme.
  
  
  "På den anden side," fortsatte jeg og lænede mig ind over bordet, så jeg kunne blive hørt af andre, "hvis vi rammer vulkanen først, vil hovedkvarteret kunne give ordre til bådene om at sejle." havnen, vil disse fiskerbåde gå tabt blandt titusindvis af andre i Caribien. Med eksplosive enheder allerede om bord."
  
  
  "Og jeg vil give et ret godt gæt," sagde Lee Chin, "at så tæt på nedtællingen til angrebet på Curacao, er de sandsynligvis allerede bevæbnede."
  
  
  "Vi må antage, at det er tilfældet," sagde jeg enig. »Så der er kun én ting tilbage for os at gøre. Det er ikke en stor chance, men det er vores eneste chance."
  
  
  Endnu højere musik kunne høres udenfor. En af hoveddørens ruder gik i stykker. Jeg hørte tjeneren bande i irritation og skynde sig hen til hoveddøren. Han åbnede den og begyndte at protestere mod paradedeltagerne. Der blev hørt latter og skrig fra gaden.
  
  
  "Hvis jeg graver dig rigtigt, kammerat," sagde Sweets langsomt, "vi bliver nødt til at angribe bådene og vulkanen på samme tid."
  
  
  "Umulig!" - hvæsede Michelle.
  
  
  “Utroligt,” sagde jeg tørt, “men ikke umuligt. Og, som jeg lige sagde, vores eneste chance. Sweets og Lee Chin vil styre bådene. Michel, du og jeg vil aflægge et kort besøg på Mont Pelée."
  
  
  Der var pludselig et farveglimt ved døren. En af paraderne, hele hans krop dækket af en lysegrøn og rød fiskedragt, havde skubbet tjeneren væk og stod nu i døråbningen. Han viftede med sin finnebeklædte hånd til sine venner på gaden og vinkede dem over den indignerede tjeners protester.
  
  
  "Hej, kammerat," sagde Sweets. "Jeg har en anden lille idé. Hvorfor ..."
  
  
  "Se!" - sagde Lee Chin. "De kommer! Wow! Hvilken skør scene!"
  
  
  Paraderne dækkede pludselig tjeneren som en flodbølge med grønne og røde fisk i hovedet. Der var kæmpe papegøjer, hajer med grinende mund og skinnende tænder, en kæmpe kulsort grotesk halvmand, halvfuglefigur fra en caribisk voodoo-legende, en hot pink gris med en enorm tryne, og hvad der virkede som snesevis af skinnende fisk hoveder dækket af staniol. Nu dansede de vildt rundt i restauranten, råbte, svajede fra side til side. Hvor der engang havde været stille og roligt i lokalet, var det nu et kaos af mennesker, bevægelse og hæsblæsende larm.
  
  
  "Du ved noget. Carter," sagde Lee Chin til mig, da danserne nærmede sig vores bord, "det her kunne være meget sjovt." Og måske er det det. Men af en eller anden grund kan jeg ikke lide det. "
  
  
  Også mig. Og jeg kunne ikke sige hvorfor, og det kunne Lee Chin heller ikke. Det er denne sjette sans, der advarer enhver god agent om fare, hvor intet andet kan. Jeg ønskede med det samme at få os fire ud af dette rum og væk fra mængden. Men dette var umuligt. Papier-maché figurer omringede nu vores bord og dansede vanvittigt omkring os til musikken fra gaderne.
  
  
  "Dancez!" de begyndte at græde. "Dancez!"
  
  
  Pludselig rakte hænderne ud, og Lee Chin og Michelle rejste sig, da stemmer opfordrede dem til at deltage i dansen. Jeg så Lee Chin begynde at vride sin arm og justere sin vægt i en instinktiv kung fu-reaktion, så som et lyn, skød Sweets' arm ud for at holde hende.
  
  
  "Køl dem ned!" - kommanderede han. "Disse mennesker er blide, høflige og venlige af natur, men fornærmelser mod deres gæstfrihed - inklusive en invitation til dans - kan blive grimme!"
  
  
  Michelle, der stadig modstod hænderne, der rakte ud til hende, trak i den og så på mig i frygt.
  
  
  "Candy har ret." Jeg sagde. "Der er mange flere af dem, end der er af os, og det sidste, vi ønsker, er en kamp, der involverer politiet."
  
  
  Et øjeblik efter rejste de to kvinder sig og begyndte at jogge.
  
  
  
  "Hold dig til Lee Chin," sagde jeg til Sweets. "Lad hende ikke ude af dit syn. Jeg tager Michelle."
  
  
  Vi sprang begge på benene og pressede os ind i mængden, som hurtigt bar de to kvinder væk fra bordet. Jeg gled mellem de to stanniolfisk og albuede den sorte, hvide og røde hane og slog vildt med vingerne til musikken, så den ville komme til Michelle. Den lyserøde gris snurrede hende i svimlende cirkler, og dens enorme tryne rørte ved hendes ansigt.
  
  
  "Boovez!" - råbte en stemme pludselig. Drikke! Og skriget bredte sig i hele rummet. "Bouvez! Bouvez!"
  
  
  Fast besluttet på at blive tæt på Michelle så jeg penge blive smidt på disken og flasker blive grebet. De blev kastet i luften henover lokalet, propperne blev trukket ud og ført fra hånd til hånd.
  
  
  "Boovez!" - råbte en stemme i mit øre og halvdøvende mig. "Voici! Buvez!"
  
  
  Før jeg vidste af det, blev en flaske skubbet ind i min hånd og presset til min mund. For at få det overstået, førte jeg det til mine læber og tog en hurtig slurk. Det var ren ny rom fra sukkerrørsmarkerne, rig og sød, og den brændte min hals som svovlsyre. Jeg modstod trangen til at kneble, klarede et grin og rakte flasken til dens ejer, en sølvgrå måge med en lang, spids krog til et næb. Han gav den tilbage til mine hænder. Jeg førte den til min mund, lod som om jeg tog endnu en tår og gav den i de ivrige hænder på den grinende, tandede haj.
  
  
  Så kiggede jeg tilbage i Michelles retning, og hun var væk.
  
  
  Jeg skubbede rasende ind i mængden og brugte mine skuldre og albuer til at finde vej gennem en mareridtsagtig række af dyre-, fugle- og fiskefigurer.
  
  
  "Michelle!" Jeg ringede. "Michelle! Svar mig!"
  
  
  "Her!" Jeg hørte hendes svage stemme. "Her!"
  
  
  Pludselig så jeg hende. Hun stod ved døren, denne gang i armene på en kæmpe hane. Og han slæbte hende ud af døren. Så mærkede jeg lige så pludseligt, at jeg blev skubbet mod døren. Hele folkemængdens retning ændrede sig. Ligesom de styrtede ind i restauranten som en flodbølge, nu bliver de atter fejet væk. Jeg lod mig bære mellem de stødende kroppe, lugtede den tykke lugt af sved, mine ører druknede af hæse skrig, latterskrig og messinghornene, der bragede. Forude kunne jeg se Michelles lange sorte hår, da hun blev vugget fra side til side af sin partner, måske et dyr, måske en fugl, måske en fisk.
  
  
  "Boovez!" - råbte en stemme i mit øre. "Boovez!"
  
  
  Denne gang skubbede jeg flasken til side. Nu var vi udenfor, og jeg kunne ikke risikere at miste Michelle af syne, selv et øjeblik. Sweets og Lee Chin var ingen steder at se.
  
  
  En pludselig salve af eksplosioner rungede gennem musikken. Jeg spændte op. Så lyste himlen op med glimt og lysstriber. Rød, hvid, grøn, blå - fontæner af lys, vandfald af farve. Fyrværkeri. I det store hele. De blindede mig et øjeblik. Så klarede mit syn, og alarmklokkerne ringede i hele min krop.
  
  
  Publikum delte sig. Det meste gik ligeud, men en gren forvandlede hjørnet til en gyde. Og Michelle var blandt denne gren.
  
  
  Jeg tog mig vej gennem mængden som en tyr gennem langt græs. Da jeg drejede om hjørnet, befandt jeg mig på en smal gade, der var lidt mere end en gyde. Michelle var i midten af gruppen til sidst, og mens jeg så på og bandede, så jeg hende blive båret rundt om et andet hjørne. Jeg albuede og skuldrede mig vej gennem en flok festglade, hvoraf mange drak af flasker? knække flasker på belægningsstenene. Mens jeg gik, blev gaden mørkere og smallere, indtil den eneste lyskilde til sidst var en ødelæggende lyseksplosion højt på himlen. De kaster uhyggelige skygger på bygningernes stukvægge og på vinduernes smedejernsstænger. Jeg nåede hjørnet og vendte mig om, men befandt mig på endnu en mørk gade, som en gyde.
  
  
  I chok indså jeg, at den var tom.
  
  
  Michelle var ingen steder at se.
  
  
  Så var den pludselig ikke mere tom. Der var en strøm af kroppe, mærkelige masker, og jeg var omgivet af en cirkel af stanniolfiskehoveder.
  
  
  Øjeblikket med absolut stilhed sluttede pludselig med et hjul af gnister, der eksploderede på himlen ovenover.
  
  
  I hænderne på de skikkelser, der omgav mig, kunne jeg se den matte glans af macheteblade, slebet til et barberblad.
  
  
  "Ah, monsieur," sagde en af karaktererne, "det ser ud som om fisken fangede fiskeren."
  
  
  "Fisk," sagde jeg langsomt og vedholdende, "den kan spises til frokost, hvis den ikke står væk fra fiskeren."
  
  
  "Fisken," knurrede skikkelsen, "er ved at tømme fiskeren."
  
  
  Klingen af machete blinkede i hans hånd, og hans hånd smækkede fremad. Men han var langsommere end min hånd med Wilhelmina i. Knækket af en kugle ekkoede gennem gyden, næsten lige så snart han bevægede sig, og han faldt, mens blodet fossede gennem hullet i hans folieindpakkede bryst og sivede ud af hans mund.
  
  
  
  De to mænd bag ham bevægede sig til hver side af mig. Den anden kugle fra Wilhelmina ramte den ene til venstre for mig i hans mave, og han skreg af smerte og rædsel, da min højre fod sparkede den andens lyske, hvilket fik ham til øjeblikkeligt at falde i fosterstilling.
  
  
  Jeg havde knap nok tid til at vende mig om for at se, i det groteske lys fra det eksploderende romerlys over hovedet, det klare flimren af en machete-klinge hvæsende i luften. Jeg vendte mig og trådte til siden, og det klirrede uskadeligt ind på brostenene bag mig. Wilhelmina spyttede igen, og en anden fiskeskikkelse faldt, og dens kranium brød øjeblikkeligt ud i et udbrud af rødt blod, hjernegrå substans og hvide knoglestumper.
  
  
  Men mine handlinger afslørede noget andet. I den anden ende af gyden nærmede en anden gruppe fiskefigurer sig langsomt mig. Jeg blev angrebet fra begge sider, og alle flugtveje var spærret.
  
  
  Også var jeg pludselig opmærksom på et andet romerlys, der eksploderede på himlen og lyste op i en gyde til den ene side. Op.
  
  
  Tre fiskefigurer adskilte sig fra mængden foran mig og nærmede sig forsigtigt mig, fordelt så langt fra hinanden som gyden tillod. Da jeg kiggede mig over skulderen, indså jeg, at tre skikkelser bag mig gjorde det samme. De bevægede sig langsomt, i en eller anden form for rytme, som om de udførte en slags dødbringende rituel dans. En buldrende sang kom fra mængden bag dem. Den havde en dyb, kølig tone af mord.
  
  
  “Tuet... Thuet... Thuet... Thuets...”
  
  
  Dræb... Dræb... Dræb... Dræb...
  
  
  Jeg ventede, bevægede mig fremad og lidt til siden og vurderede deres fremskridt. De var tæt nok på nu, til at jeg kunne se øjnene funklende bag stanniolfiskehovederne. Øjne unaturligt brede, rullende, ophidsede. Hot at dræbe. Alligevel ventede jeg.
  
  
  “Tuet... Thuet... Thuet... Thuets...”
  
  
  Morddansen nærmede sig. Jeg kunne næsten mærke dødsånden i mit ansigt. Macheterne begyndte at stige. Jeg ventede og dækkede Wilhelmina, mine muskler spændte i beredskab.
  
  
  “Tuet... Thuet... Thuet... Thuets...”
  
  
  I øjeblikket!
  
  
  Jeg sprang højt ved at bruge al min styrke. Mine udstrakte hænder greb fat i smedejernsrækværket på balkonen over hovedet, mens mine ben, der var knyttet sammen som to køller, svingede i en ildevarslende pendulbue. Der lød et vådt dunk, da mine sko slog ind i mit kranium, og så endnu et, da de sparkede tilbage.
  
  
  Så klatrede jeg over rækværket ud på altanen. En machete-klinge klirrede mod rækværket, kastet af overivrige, frustrerede hænder, og så endnu en. Inden for få sekunder var Hugo i min hånd, og han smækkede mig ned og rev fire fingre af hånden på manden, der forsøgte at kravle op på balkonen. Hans skrig var ørestikkende.
  
  
  Så sprang jeg op igen og tog fat i gelænderet på altanen over mig. Sangen nedenfor blev til et kaos af rasende skrig blandet med støn og skrig fra dem, jeg havde såret. Fiskedragter blev revet til side, så angriberne kunne kravle op på altanerne, ligesom jeg gjorde. Men da jeg nåede taget, var det kun én, der havde nået at komme ind på den nederste altan. Jeg sprang over afsatsen og krøb sammen, mens jeg skelede ind i det mørke mørke på tagene omkring mig.
  
  
  Så gispede jeg.
  
  
  Alle husene på begge sider af mig var forbundet med tage på samme niveau. Og på taget af det fjerneste hus samledes en flok udklædte figurer.
  
  
  Midt i mængden, tæt omgivet af lig, var Michelle.
  
  
  Og en helikopter dalede ned mod menneskemængden fra en himmel oplyst med fyrværkeri.
  
  
  Wilhelmina hoppede ind i min hånd, og jeg skyndte mig frem og dukkede hurtigt. Jeg ryddede den første brystning, sprang op på det næste tag og stoppede for at skyde. En kæmpe lyserød gris med en enorm snude vendte sig om, pressede sine hænder mod hans ansigt og faldt, skreg og sprøjtede blod ned i halsen på ham.
  
  
  "Nick!" Jeg hørte Michelle skrige, da hun så mig. Så: "Kom tilbage, Nick! Tilbage! De vil dræbe dig! De har et maskingevær..."
  
  
  Jeg ramte taget lige i tide. Det brutale dunk fra Stens pistol skar igennem natten, og kugler slog murstensskår ud af skorstenen lige bag mig. Jeg løftede hovedet og skød. Endnu en skikkelse faldt, men lyden af Stens pistol fortsatte. Helikopteren var direkte over taget og landede langsomt. Jeg bed tænderne sammen og besluttede at tage risikoen. Om et minut ville det være for sent; Michelle vil blive taget om bord på helikopteren.
  
  
  Mine muskler spændte, og jeg sprang frem.
  
  
  
  
  Jeg løb desperat i zigzag og overvandt tagbøjlerne, som en banestjerne. Foran mig kunne jeg se de dødbringende glimt fra et skud fra Stens pistol og en helikopter, der landede på taget, og dens dør åbnede indefra.
  
  
  Så eksploderede mit kranium som selve Mont Pele, min hjerne brød i brand, og jeg mærkede mig selv skynde mig frem.
  
  
  Sort.
  
  
  Stilhed.
  
  
  Ikke noget.
  
  
  
  Kapitel Tolv.
  
  
  Et eller andet sted drev mig med en idé. Det var ikke en klar idé, men jeg vidste, at det var meget ubehageligt. Jeg prøvede at undgå det så meget som muligt. Men han fortsatte med at klynke. Til sidst måtte jeg indrømme, at jeg vidste, hvad det var.
  
  
  "Øjne," sagde han. Du skal åbne dine øjne.
  
  
  Jeg gjorde. Jeg ville ikke, men jeg ville.
  
  
  Velkendte dobbeltlågsøjne på et velkendt orientalsk ansigt kiggede ned på mig. De blinkede, og så krøllede deres læber sig til et funklende smil af lettelse. Et andet ansigt, denne gang sort og lige så velkendt, dukkede op for mine øjne. Han smiler også.
  
  
  "Hej, Carter," sagde det orientalske ansigt, "går du altid i seng så tidligt om aftenen? Jeg mener, vi har ikke engang spist middag endnu."
  
  
  Jeg løftede hovedet og stønnede. Smerten skød gennem mit kranium, indtil jeg troede, at mine øjeæbler ville falde ud. Jeg rørte forsigtigt, tøvende min hånd til kraniet. Han opdagede en stor bandage.
  
  
  "Jeg føler mig," sagde jeg med besvær, "som en mand, hvis hovedbund blev skåret over af en kugle fra Stens pistol."
  
  
  "Sandsynligvis fordi du er en mand, der lige fik hovedet blæst af af en kugle fra Stens pistol," foreslog Lee Chin.
  
  
  "Hej, kammerat," sagde Sweets sagte, "har ingen nogensinde fortalt dig, at man kan blive skudt ved at angribe nogen med et automatvåben?"
  
  
  "De fik Michelle ind i helikopteren," sagde jeg, da jeg satte mig. "Jeg var nødt til at prøve at stoppe dem."
  
  
  "Nå, det var et godt forsøg," sagde Lee Chin. "Jeg mener, jeg har aldrig set én person forsøge at angribe en hær før. Især hæren klædt ud som grise, haner og fisk. Og Stan skød fra en pistol. Da Sweets og jeg så helikopteren lande og fløj op på det tag og så et glimt af dig, der ringede til den lette brigade, kunne jeg først ikke tro mine egne øjne."
  
  
  "Da hun først stolede på sine øjne," sagde Sweets, "blev hun en ret hurtig pige med et pandebånd."
  
  
  "Det er bare et bump, Nick," sagde Lee Chin. "Alt vil være fint, bortset fra en hovedpine på størrelse med Den Kinesiske Mur."
  
  
  "I mellemtiden," sagde jeg, "greb de Michelle. Og de gik."
  
  
  "Ubehageligt," sukkede Sweets. "Det er en rigtig akavet tid for det her."
  
  
  "Det værste," sagde jeg enig. Og det var det værste af det hele. Faktisk…
  
  
  Et sted i dybet af min sjæl begyndte hjulene at dreje.
  
  
  "Du tænker stadig ikke på at forsøge at angribe bådene og vulkanen på samme tid, vel?" - spurgte Lee Chin. ”Fordi jeg alt taget i betragtning vil gerne leve lidt længere. Og hvis…"
  
  
  Jeg gjorde tegn til hende at være stille. Lænende på min albue rakte jeg ind i min skjortelomme efter cigaretter, trak en sammenkrøllet en og tændte den. Jeg røg i stilhed i nogen tid. Og jeg tænkte. Og jo længere jeg tænkte, jo mere blev jeg overbevist om, at jeg så tingene klart for den første melodi.
  
  
  Jeg kunne ikke lide den måde, de så ud på.
  
  
  Men jeg havde en fordel. Jeg var næsten sikker på, at fjenderne ikke vidste, at jeg vidste det.
  
  
  Jeg ville bruge denne fordel så godt jeg kunne.
  
  
  Jeg vendte tilbage til Lee Chin og Sweets, mens jeg trak Wilhelmina ud for at genindlæse.
  
  
  "Planen," sagde jeg til dem, "har ændret sig. Vi ender alle i en vulkan."
  
  
  De nikkede.
  
  
  "Dette er deres hovedkvarter," sagde han. "Jeg tror, det var der, de tog Michelle."
  
  
  "Det tror jeg også, de troede," indskød Lee Chin.
  
  
  "Nøjagtig," sagde jeg. "Og jeg vil bestemt ikke skuffe dem. Men som en ekstra bonus tilføjer vi en lille ingrediens, de ikke forventer."
  
  
  Sweets og Lee Chins øjenbryn steg på samme tid. Jeg dækkede Wilhelmina igen, forsøgte at ignorere den svimlende smerte, og begyndte at tale. Da jeg var færdig, så de begge stille på mig et stykke tid. Slik klukkede så langsomt. Han fiskede en chokolade slik op af lommen, pakkede den op og puttede den i munden.
  
  
  "Jeg tror," sagde han. "Dette er et rigtigt live-drama. Og jeg har altid ønsket at være en performer."
  
  
  "Ja, men har du altid villet afslutte i små stykker?" - spurgte Lee Chin. Så til mig: "Se, Carter, jeg er helt til fed action og drama, men jeg tror, der kan være nogle komplikationer. Hvis vi ender med at blæse hele øen i vejret, kan vi have et par indvendinger. Og der er en ret god chance for, at vi gør det. For ikke at nævne, at vi ville skyrocket."
  
  
  
  "
  
  
  "Det er selvfølgelig et spil," sagde jeg. "Men vi har kun et par timer tilbage, og dette er vores eneste chance."
  
  
  Li Chin tænkte stille.
  
  
  “Nå,” sagde hun til sidst, “jeg har altid spekuleret på, hvordan det ville være at spille mahjong med TNT. Og jeg har stadig ikke andet at lave i aften. Jeg er med."
  
  
  "Det er rigtigt," sagde jeg. "Lad os gå til. Der er ingen tid at spilde."
  
  
  Tilbage på gaden, hvor vi vævede os gennem de muntre karnevalers larmende folkemængder, fandt vi en offentlig taxa, der kørte fra Fort-de-France gennem Saint-Pierre og videre til Morne-Rouge, byen tættest på vulkanen. Med et generøst tip overbeviste jeg chaufføren om at tage til Morne Rouge, så kun os tre passagerer var tilbage. Vi kørte i stilhed, hver af os fordybet i vores egne tanker.
  
  
  Vi tog til Morne Rouge. Lee Chin og jeg rystede lydløst Sweets hænder, vores øjne mødtes og låste sig. Vi gik derefter ned ad vejen til hvor Lady Day var gemt. Han tog en anden vej. Mod Mont Pele.
  
  
  Nu havde Lee Chin kun én ørering.
  
  
  Sweets havde en anden på.
  
  
  I Lady Day-radiorummet kontaktede jeg Gonzalez og gav ham mine instruktioner og understregede, at de haster. Så ventede vi i to timer. Det var de sværeste to timer af hele operationen. Men vi var nødt til at give Sweets tid til at arbejde. Og jeg havde brug for at høre fra Gonzalez. Da jeg gjorde dette og hørte, hvad han sagde, strømmede adrenalinen gennem min krop. Jeg slukkede radioen og vendte mig mod Lee Chin.
  
  
  "Nul time," sagde jeg. "Gå."
  
  
  En halv time senere lå vi allerede på maven og gik gennem de lave buske, der grænsede op til indsejlingerne til Mont Pelee krateret. Udover min sædvanlige familie med Wilhelmina, Hugo og Pierre, havde jeg en israelsk MKR Sten. Dette er et af de mest bemærkelsesværdige automatiske våben, men lavet for dets høje nøjagtighed, lave brudhastighed og, bedst af alt, en undertrykker, der ikke reducerer nøjagtigheden eller skudhastigheden i nogen mærkbar grad. Lee Chin bar sin tvilling, begge fra Sweets' imponerende våbenboks.
  
  
  "Vent," hviskede jeg pludselig og pegede på Lee Chin.
  
  
  Mindre end hundrede meter væk skilte kanten af Mont Pele-krateret sig ud mod nattehimlen. Jeg bragte Sweets' kikkert for øjnene og scannede dem. Jeg vidste allerede fra vores studietur den dag, at en syv fod høj ring af elektrificeret ledning løber hele ringens diameter. Det, jeg ledte efter nu, var anderledes. Da jeg fandt den, rakte jeg kikkerten til Lee Chin og gjorde tegn til hende, at hun skulle kigge.
  
  
  "Spotlights," sagde jeg kort. "Installeret i dobbelte, vendt i modsatte retninger, på hver hegnspæl."
  
  
  "Uh-huh," sagde Lee Chin og dækkede hendes øjne med en kikkert, "og hvis noget rører hegnet, fortsætter de."
  
  
  "Det er rigtigt," sagde jeg. "Lad os nu finde ud af lidt mere."
  
  
  Jeg mærkede rundt i busken og fandt en tung pind, og kravlede så yderligere halvtreds meter, Lee Chin bag mig. Så kastede han stokken. Der var en dunkende lyd, da den ramte ledningen, et knitren af elektricitet, da strømmen strømmede gennem duggen gennem den, og to spotlights tændte. Kun to.
  
  
  "Øh-huh," sagde Lee Chin. "Floodlights lyser ikke kun op, men identificerer også kilden til interferens på hegnet."
  
  
  "Det, der fulgte," sagde jeg og fladede mig selv ud som Lee Chin, "var bevæbnede vagter, der dukkede op."
  
  
  Som i kø dukkede to vagter med rifler op mod himlen. Vi så med hovedet nedad, mens de lyste med deres lommelygter ned ad skråningen og rundt om hegnet, og så forsvandt, tilsyneladende, at forstyrrelsen var forårsaget af et dyr.
  
  
  Jeg vendte mig mod Lee Chin.
  
  
  "Hvordan er din akrobatik i aften?"
  
  
  Hun kiggede spørgende på mig. Jeg fortalte hende præcis, hvad vi skulle gøre. Hun nikkede uden at tænke sig om, og vi brugte yderligere fem minutter på at kravle langs hegnet for at komme væk fra det område, som vagterne nu kunne se, inden vi vendte om og kravlede direkte hen mod det. Da vi var et par meter væk, vendte jeg mig om og nikkede til hende. Vi rejste os hurtigt og samtidig.
  
  
  "Hoop-la!" - hviskede jeg skarpt.
  
  
  Hendes højre ben var i mine lukkede arme, hendes krop gled ud af dem, og hun smed en salto i luften og fløj over hegnet som en hurtig, næsten usynlig skygge. Hun rullede på jorden lige så hurtigt indefra, som jeg gjorde på min mave på den anden side. Alt dette tog ikke mere end tre sekunder. Den fjerde følte jeg allerede efter en anden pind i nærheden. Da jeg havde fundet det, kiggede jeg på mit ur og ventede i de resterende tredive sekunder, vi var blevet enige om. Så sagde han op.
  
  
  Spotlysene tændte.
  
  
  Jeg løftede Stan op på min skulder, skiftede til enkelthandling og trykkede på aftrækkeren to gange.
  
  
  To svage revner hørtes på glasset, så et brag og mørke igen.
  
  
  Da vagternes silhuetter dukkede op, standsede de og lod deres lommelygter skinne på de spotlights, der så uforklarligt lyste op og derefter gik ud.
  
  
  Jeg trykkede på aftrækkeren på Stan igen.
  
  
  Venstre vagt faldt, skudt i hovedet. Og fordi jeg brugte enkelt ild frem for kontinuerlig ild, faldt han frem på hegnet. Næsten - på grund af den manglende lyd fra mit våben - var det, som om han pludselig havde lænet sig ned for at inspicere det. Men vagten til højre vidste bedre, og hans riffel rejste sig allerede til skulderen og vendte sig for at lokalisere kilden til kuglen, da Lee Chins hårde hvisken kom fra mørket.
  
  
  "Vent et øjeblik!" - sagde hun på fransk. "Ikke rør dig! Jeg er bag dig, og foran dig er en mand. Vi har begge automatvåben. Hvis du vil leve, så gør hvad jeg siger."
  
  
  Selv i det svage lys kunne jeg se rædselen i mandens ansigt. Han sænkede sit gevær og ventede, synligt rystende.
  
  
  "Ring til manden i kontrolrummet," sagde Lee Chin. "Fortæl ham, at din partner faldt på hegnet. Bed ham om at slukke for strømmen. Og du lyder overbevisende ked af det!”
  
  
  Manden efterkom straks.
  
  
  "Armand!" - råbte han og vendte sig og råbte ind i krateret. “Sluk for guds skyld for strømmen på hegnet! Marcel er faldet!
  
  
  Hans frygtelige tone var overbevisende selv for mig, sandsynligvis fordi han var oprigtigt bange. Efter et par sekunder stoppede den svage brummen fra den elektrificerede ledning. Natten var stille bortset fra lyden af insekter og så et fjernt skrig fra krateret.
  
  
  "Strømmen er slukket," sagde vagten. Han rystede stadig.
  
  
  "For din skyld håber jeg det," hørte jeg Lee Chin hviske. “For nu skal du røre ved ham. Først den nederste tråd. Hold den med hele hånden lige ved siden af stangen.”
  
  
  "Ingen!" - sagde manden. "Vær venlig! Mulig fejl..."
  
  
  "Gør det!" - Lee Chin knækkede.
  
  
  Rystende ukontrolleret, hans vejrtrækning så anstrengt, at jeg kunne høre ham tydeligt, gik manden op til hegnet. Jeg holdt min pistol rettet mod ham, men selvom han nu kun var et par meter væk fra mig, lagde han knap nok mærke til, hvordan han langsomt, med ansigtet forvredet til en forvrænget angst af frygt, nåede ned til den nederste ledning.
  
  
  "Tag det!" - der blev hørt en truende ordre fra Li Chin.
  
  
  Manden tøvede et øjeblik endnu, så tog han, som en svømmer, der dykkede ned i koldt vand, fat i tråden.
  
  
  Intet skete. Vagtens ansigt slappede lidt af. Jeg så sveden dryppe fra hans hage!
  
  
  "Hold den, indtil jeg siger, at du skal stoppe," beordrede jeg ham.
  
  
  Han nikkede med et følelsesløst udtryk. Jeg gik et par meter mere, indtil jeg nåede tråden og trak et par trådskærere fra min baglomme. Så et par centimeter længere væk fra vagtens hånd, så hvis strømmen blev tændt igen, mens jeg arbejdede, han ville jorde den med sin krop - og sit liv - skar jeg den nederste streng.
  
  
  "Kram nu den næste tråd," beordrede jeg ham.
  
  
  Han adlød. Jeg skar den næste tråd og bad ham flytte sin hånd til den næste. Jeg gentog denne procedure, indtil alle tråde var skåret over, så bad jeg vagten om at bevæge sig væk og trådte over hegnet ved at bruge vagtens krop til at skærme mig fra blikket på nogen, der kiggede op fra krateret.
  
  
  "Der er ingen i syne," sagde Lee Chin stille.
  
  
  Jeg kiggede forsigtigt over vagtens skulder ind i krateret. Det var mildest talt en fæstning. En labyrint af cementblokbygninger, hvis vægge så ud til at være mindst fire fod tykke, uden vinduer nogen steder. Lige så magtfuld som den berygtede Furhrerbunker, hvor Adolf Hitler tilbragte sine sidste dage før sit selvmord. På to punkter blev der bygget bygninger ind i selve vulkanens krater. Der var tre udgange, to af dem var mandsstore døre, der førte til modsatte sider af det ydre krater, en af dem var stor nok til en lastbil. En stor vej, der førte fra kanten af krateret, førte til denne dør.
  
  
  Lee Chin havde ret. Der var ingen i syne.
  
  
  Jeg stak vagten i maven med min pistol.
  
  
  "Hvor er de andre vagter?" - Jeg forlangte skarpt.
  
  
  "Indvendigt," sagde han og pegede på to fløje med mandsstore udgange. "CCTV-systemet scanner hele krateret."
  
  
  "Hvordan kan han komme til kanten, hvor vi er?" - Jeg forlangte.
  
  
  "Det er et andet spor heroppe," sagde han og overbeviste mig om, at han fortalte sandheden med rædselen i øjnene. "Scannere er søgelys og aktiveres, når de tændes."
  
  
  
  Så for nu var vi ude af billedet. Men så snart vi begynder at falde ned i krateret, vil vi allerede være meget tydeligt synlige. Jeg tænkte et øjeblik, vendte mig så om og hviskede et par korte ord til Li Ching, som lå på maven ved siden af mig. Et par minutter senere tog jeg kasketten og jakken af dødvagten og tog dem på mig selv.
  
  
  "Ring til manden i kontrolrummet," sagde jeg. til sikkerhedsvagten. "Fortæl ham, at din partner er skadet, og du vil bringe ham."
  
  
  Vagten vendte sig om og råbte ind i krateret. Nu kunne jeg se en af udgangsdørene åbne sig og en skikkelse dukke op, indrammet af lyset indefra. Han viftede med hånden og råbte noget indforstået.
  
  
  "Okay, kammerat," sagde jeg til vagten. "Nu vil du tage mig til dette kontrolrum. Og langsomt. Der vil være en pistol bag dig på få fods afstand under hele turen.”
  
  
  Jeg hørte vagten sluge. Så tørrede han sveden fra øjnene, tabte han riflen, bøjede sig ned og samlede mig op. Jeg vendte mig, så min israelske tavse Sten var klar, og min finger stadig var på aftrækkeren. Men denne gang ville jeg skyde automatisk.
  
  
  "Okay, livredder," sagde jeg til vagten. "Gik. Og når jeg siger, at du skal forlade mig, så gør det hurtigt."
  
  
  Langsomt begyndte han at gå ned ad skråningen inde i krateret. Jeg hørte Lee Chin kravle på maven bag os. Nedenfor, gennem den åbne dør, kunne jeg se skikkelser bevæge sig i kontrolrummet. Jeg talte mindst et dusin. Jeg så også noget interessant. Det viste sig, at der kun var én dør, der førte fra kontrolrummet til det indre af bygningskomplekset.
  
  
  "Carter! Se! Vej!"
  
  
  Jeg kiggede i den retning, Lee Chin pegede på. Langs kanten af vulkanen kørte en tung lastbil langs vejen, der førte til en massiv stålgarageport, og dens gear knirkede, da den skiftede ned på skråningen. Han standsede ved døren. Et øjeblik senere åbnede dørene sig lydløst, og lastbilen kom ind. Mens jeg gjorde det, fik jeg et glimt af en åben dør. To bevæbnede vagter, begge hvide, begge med maskingevær, og to lokale arbejdere, uden tvivl hyret til at bære udstyret.
  
  
  Ingen. En lokal arbejder.
  
  
  Og en sød jæger, klædt i nok det mest elendige tøj, han nogensinde har båret i sit liv. Han talte og grinede på en flydende dialekt med Martinique ved siden af sig og ledte efter alverden som en mand, der var glad for, at han lige havde fået et godt betalt job.
  
  
  Planlæg aktiviteter efter tidsplan.
  
  
  Næste skridt.
  
  
  Vi var nu mindre end hundrede meter fra den åbne dør til kontrolrum. Vagten, der bar mig, trak vejret tungt og begyndte at snuble af træthed. Bøde.
  
  
  "Klar, Lee Chin?" - spurgte jeg og klemte mine hænder på Muren.
  
  
  "Klar," lød hendes korte hvisken.
  
  
  "Vagt, ring til dine venner for at hjælpe mig med at bære," sagde jeg til ham. "Så vær parat til at forlade mig. Og ingen tricks. Husk pistolen pegede mod din ryg."
  
  
  Han nikkede umærkeligt og slugte hårdt igen.
  
  
  "Hej venner, hvad med lidt hjælp?" - brølede han imponerende. "Marseille blev såret!"
  
  
  Tre eller fire figurer kom ind i døråbningen og gik hen mod os. Adskillige flere mennesker samledes uden for døren og kiggede nysgerrigt ud. Bag mig hørte jeg et lille klik, da Lee Chin skiftede sit våben til automatisk ild. Mine muskler spændte af parathed. Jeg ventede. Tallene er steget. De var nu kun tredive meter væk. 20.10.
  
  
  I øjeblikket!
  
  
  "Smid mig!" - sagde jeg til vagten. Og i løbet af få øjeblikke rullede jeg på jorden ud af Lee Chins skudlinje, Stens numse hvilede under min hage, hans sigte trænede på gruppen af mennesker foran mig, da de begyndte at komme under Lee Chins ild. En anden faldt og snurrede af kuglernes kraft, da mit eget våben begyndte at spyde ild. Det var en øjeblikkelig massakre: kranier blev til blodige masser af hjerner og knogler, ansigter blev revet af, lemmer blev revet fra kroppen og faldt i luften. Og på grund af lyddæmperne på væggene skete alt i en uhyggelig stilhed, som i en navnløs ballet af lemlæstelse og død, blev ofrene slået for hurtigt og for hårdt til, at de overhovedet kunne skrige eller græde. fra.
  
  
  "Dør!" - Jeg råbte pludselig. "Skyd døren!"
  
  
  Jeg rettede pistolen mod ligene af mændene foran os og skød mod døren. Det var lukning. Så svor jeg. Væggen var tom. Jeg trak den tomme klemme ud og trak endnu en fuld op af lommen, og stak den ind i pistolen, mens Lee Chin fortsatte med at skyde bag mig. Et øjeblik holdt døren op med at bevæge sig og begyndte så langsomt at lukke igen, som om nogen bagved var blevet såret, men desperat forsøgte at lukke forsvarslinjen. Jeg affyrede endnu et skud og sprang op.
  
  
  
  
  
  "Dæk mig!" Jeg råbte til Lee Chin, mens jeg samtidig affyrede en række kugler mod en af mændene lige foran mig, som prøvede at rejse sig.
  
  
  Så løb jeg, krøb sammen, Stan spyttede foran mig med sin stille, men dødbringende ild. Jeg smækkede min skulder ind i døren i fuld fart, og drejede så rundt og skød ind i lokalet. Der var en øredøvende eksplosion af glas, der gik i stykker, og hele væggen af tv-skærme blev til ingenting; så til venstre for mig et skud fra en pistol uden lyddæmper. Jeg vendte mig om igen, Stan eksploderede lydløst. Bag døren styrtede en enkelt skikkelse opad med kraften fra en kugle, der ramte ham i brystet, og faldt derefter langsomt fremad.
  
  
  "Carter!" Jeg hørte Li Chin skrige udenfor. "En anden dør! Flere vagter!"
  
  
  Jeg sprang mod døren over de livløse kroppe, der var de eneste beboere i rummet. Min hånd fandt og trykkede på kontakten og kastede rummet ud i mørke. En enorm gruppe vagter dukkede op fra hjørnet af bygningskomplekset, fra en dør på den anden side af krateret, og deres automatiske våben klaprede allerede. Tv-monitorerne fortalte dem alt, hvad de havde brug for at vide - et vulkanangreb!
  
  
  "Inde!" Jeg råbte til Lee Chin, da jeg reagerede på vagternes ild. "Skynd dig!"
  
  
  Kugler sprøjtede cementblokken ved siden af døren og rejste et dødbringende støvspor bag Lee Chins hæle, mens hun rasende skyndte sig hen mod mig. Jeg mærkede en skarp smerte i min skulder og vaklede et skridt tilbage, og så så Lee Chin springe gennem døråbningen, dreje og smække ståldøren bag sig og låse de tunge bolte. Jeg krympede af smerten i min skulder og mærkede efter skiftet. Et øjeblik efter fandt jeg ham, og rummet var fyldt med lys. Lee Chin rejste sig med en rygende pistol og så på mig med bekymring.
  
  
  "Du må hellere vise mig det sår, Carter," sagde hun.
  
  
  Men jeg har allerede set det selv. Kuglen ramte lige min øvre bicep. Det gjorde ondt, men jeg kunne stadig bruge min arm, og der var ikke meget blod.
  
  
  "Ingen tid," skød jeg. "Lad os!"
  
  
  Jeg bevægede mig hen mod døren ind til bygningen, mens jeg på samme tid trak en tom trekvart klip ud af Sten og ramte endnu en fuld. Pistolens løb var varm og rygende, og jeg håbede kun, at den ville fortsætte med at virke.
  
  
  "Hvor skal vi hen?" Jeg hørte Lee Chin sige bag mig.
  
  
  ”Begge vinger med udgange til krateret blev kombineret til én central fløj, hvor den blev bygget direkte ind i kroppen af vulkansk sten. Der opbevarede de deres mest værdifulde våben og fandt deres værksteder."
  
  
  "Og det var der, de forventede, at vi skulle gå," huskede Lee Chin.
  
  
  "Okay," sagde jeg, vendte mig mod hende og smilede. "Og vi vil ikke skuffe dem, vel?"
  
  
  "Åh, nej," sagde Lee Chin og rystede højtideligt på hovedet. "Himlen Betsy, nej."
  
  
  Jeg åbnede langsomt den indvendige dør med venstre hånd, med Sten klar i min højre hånd. Det førte ind i en lang smal korridor, bar bortset fra lysstofrørene langs loftet. Tykke cementblokvægge dæmpede alle lyde udefra, men for lyde inde fra komplekset virkede det som et gigantisk ekkokammer. Og de lyde, jeg hørte dengang, var præcis, hvad jeg forventede. I det fjerne kan man høre trampen af fødder i tunge kampstøvler. Der kommer mange mennesker fra begge retninger.
  
  
  Jeg vendte mig om og mødte Lee Chins øjne. Dette måtte være den sværeste del af hele operationen.
  
  
  Jeg sagde. "Nu"
  
  
  Vi løb ned ad korridoren side om side og løb. Lyden af løbende fødder var højere, tættere på. Det kom fra både trappen for enden af korridoren og korridoren, der fører til venstre. Vi var mindre end tyve fod fra trappen, da to hoveder dukkede op, som hurtigt gik op ad trappen.
  
  
  skreg jeg. "Ned!"
  
  
  Vi faldt på gulvet på samme tid, vores vægge landede på vores skuldre på samme tid, og en dødbringende række kugler fløj ud af munden på dem. De to lig blev kastet tilbage, som om de blev ramt af kæmpe næver, og blodet fossede opad, da de forsvandt ned ad trappen. Mændene nedenfor må have fået ideen. Der var ingen andre hoveder. Men jeg kunne høre stemmer komme fra trappen, lige ude af syne. Mange stemmer.
  
  
  Jeg kunne også høre stemmer komme fra korridoren til venstre.
  
  
  "Lad os tage på en lille fisketur," sagde jeg til Lee Chin.
  
  
  Hun nikkede. Side om side kravlede vi ned ad korridoren på vores maver, med fingrene stadig på Murenes aftrækker. Da vi nåede et sving i gangen, kun få meter fra trappen foran os, tog jeg hatten af, jeg havde taget fra dødsvagten, og trak den ud foran mig, rundt i svinget.
  
  
  Øvdøvende skud lød. Hatten blev revet i bånd.
  
  
  
  
  "Ja," sagde Lee Chin. "Trupperne er på vores venstre side. Tropperne er foran os. Tropperne er bag os. Jeg begynder at føle mig virkelig klaustrofobisk."
  
  
  "Det varer ikke længe," sagde jeg. "De ved, de har os fanget."
  
  
  Og det varede ikke længe. Da stemmen kom, var han vred, rasende. Vi dræbte mindst 20 SLA-soldater. Men stemmen var også styret.
  
  
  "Carter!" råbte han, lyden ekkoede ned ad gangen i cementblokken. "Du hører mig?"
  
  
  "Ingen!" - råbte jeg tilbage. "Jeg læser på læberne. Du bliver nødt til at komme ud, hvor jeg kan se dig."
  
  
  Lee Chin grinede ved siden af mig.
  
  
  "Hold op med dumheden!" - brølede stemmen og ekkoede stærkere end nogensinde. "Vi har omringet dig! Uanset hvad du er, kan vi rive dig i stykker! Jeg opfordrer dig og pigen til at overgive dig! Nu!"
  
  
  "Du mener, at hvis vi flytter, vil du sprænge os i stykker, men hvis vi overgiver os, vil du kun koge os levende i olie?" - råbte jeg tilbage.
  
  
  At dømme efter den dæmpede knurren, der fulgte, var jeg sikker på, at det var præcis, hvad han ville. Og mere. Men igen tog taleren sig sammen.
  
  
  "Nej," råbte han. "Din sikkerhed er garanteret for dig og pigen. Men kun hvis du giver op nu. Du spilder vores tid."
  
  
  "Spilder du din tid?" - Lee Chin mumlede.
  
  
  Jeg råbte igen: "Hvordan kan jeg stole på dig?"
  
  
  "Jeg giver dig mit ord som en officer og en gentleman!" vendte stemmen tilbage. "Desuden, lad mig minde dig om, at du ikke har noget valg."
  
  
  "Nå, Lee Chin," sagde jeg sagte, "skal vi tage hans ord som en officer og en gentleman?"
  
  
  "Nå, Carter," sagde Lee Chin, "jeg har en vag mistanke om, at han er en menig og en slyngel. Men hvad fanden. Jeg har altid spekuleret på, hvordan det ville være at blive kogt levende i olie.”
  
  
  "Hvad fanden," indvilligede jeg. Så råbte jeg: "Okay, jeg tager dit ord for det. Vi vil smide vores automatiske våben ind i korridoren."
  
  
  Vi gjorde det. Ikke særlig godt, men det lykkedes.
  
  
  "Très bien," sagde en stemme. "Kom nu ud, hvor vi kan se dig. Langsomt. Med hænderne foldet over hovedet.”
  
  
  Vi kunne heller ikke lide det. Men vi gjorde det. Øjeblikket vi bevægede os, forsvarsløse, i sigte og inden for rækkevidde, gik som en evighed, en evighed, hvor vi ventede på at finde ud af, om kuglerne ville rive os fra hinanden eller give os mulighed for at leve lidt længere.
  
  
  Så gik øjeblikket, og vi forblev i live, omgivet af folk i uniform af franske faldskærmstropper. Disse mænd havde imidlertid armbind med initialerne OAS. Og dødbringende automatiske BARS rettet mod vores kroppe på flere meters afstand. To af dem gennemsøgte hurtigt og brutalt hver af os og tog Lee Chins derringer, Wilhelmina og Hugo, men ikke takket være hans gemmested, Pierre.
  
  
  "Bon," sagde manden, der tydeligvis var deres leder, og hvis stemme førte forhandlingerne. "Jeg er løjtnant Rene Dorson, og jeg er slet ikke glad for at møde dig. Men jeg har en ordre. Du kommer med mig."
  
  
  Han pegede ned af trappen foran os med en .45 kaliber pistol i hånden. Riffelløbene stak os bagfra, og vi begyndte at gå ned ad trappen, mens løjtnanten gik foran os. Nedenunder var endnu en bar gang med fluorescerende belysning i loftet. Vi gik i dødstilhed, kun brudt af trampet af hærstøvler på cementen. For enden af korridoren var der to døre. Dorson pegede på den til venstre.
  
  
  "Kom ind," sagde han. "Og husk, der vil altid være maskingevær rettet mod dig."
  
  
  Vi kom ind. Det var et stort rum med polerede valnøddepaneler på cementblokvægge. Gulvet var dækket af tykke iranske tæpper. Møblerne var originale Louis Quatorze. På små borde foran sofaerne stod krystalbægre med guldkanter. Afdæmpet lys kom fra lamperne på bordene og blev sat ind i panelerne. Ved det kunstfærdige 1600-talsbord sad en anden mand i SLA-uniform. Han var ældre end Dorson, med hvidt hår, et blyantstyndt hvidt overskæg og et tyndt, aristokratisk ansigt. Da Lee Chin og jeg kom ind i lokalet, så han roligt op og rejste sig.
  
  
  "Ah," sagde han. "Mr. Carter." Frøken Chin. Dejligt at møde dig".
  
  
  Men jeg hørte eller så ham næsten ikke. Mit blik blev tiltrukket af en anden skikkelse i rummet, der sad i sofaen og nippede af et krystalglas brandy.
  
  
  "Lad mig præsentere mig selv," sagde manden ved bordet. "Jeg er general Raoul Destin, chef for de vestlige styrker i Secret Army-organisationen. Hvad angår min charmerende kammerat, så tror jeg, at I kender hinanden allerede."
  
  
  Mit blik forlod aldrig kvinden i sofaen.
  
  
  "Ja," sagde jeg langsomt. "Jeg tænker ja. Hej Michelle."
  
  
  Hun smilede og tog en tår brandy.
  
  
  
  
  "Bon soir, Nick," sagde hun sagte. "Velkommen til vores hovedkvarter."
  
  
  
  
  Trettende kapitel.
  
  
  En lang stilhed fulgte. Endelig brød Lee Chin den.
  
  
  "Ser du, Carter?" Hun sagde. "Vi burde have vidst det. Stol aldrig på en kvinde, der ved for meget om det franske køkken."
  
  
  Michelles øjne lyste op. Hun nikkede til generalen.
  
  
  "Jeg vil gerne af med denne pige!" - sagde hun vredt. "Nu! Og det gør ondt!"
  
  
  Generalen rakte hånden op og gav en bebrejdende lyd.
  
  
  "Nu, min kære," sagde han på engelsk med Oxford-accent, "det er næppe gæstfrit. Ingen. Faktisk tror jeg, vi var meget heldige at have Miss Chin som vores gæst. Hun er trods alt en repræsentant for en stor og indflydelsesrig kommerciel virksomhed. En bekymring med mange interesser i oliesektoren. Det er usandsynligt, at de vil have disse interesser ødelagt. Så jeg er sikker på, at hun vil finde det gavnligt at samarbejde med os."
  
  
  "For en mand, der lige har mistet omkring tyve soldater, du er ret godmodig," sagde jeg.
  
  
  "Bare rolig om det," sagde generalen roligt. ”De var inkompetente, det var derfor, de døde. Dette er en af risiciene ved soldater i enhver hær."
  
  
  Han vendte sig mod løjtnanten.
  
  
  "Jeg går ud fra, at du har bekræftet, at de er ubevæbnede?"
  
  
  Løjtnanten hilste smart.
  
  
  "Ui, general. De blev gennemsøgt."
  
  
  Generalen viftede med hånden mod døren.
  
  
  "I så fald, forlad os. Vi er nødt til at snakke om tingene«.
  
  
  Løjtnanten vendte sig skarpt om og gik ind ad døren og tog sine mænd med sig. Døren lukkede stille og roligt.
  
  
  "Vær venlig, hr. Carter, Miss Chin," sagde generalen, "sæt dig. Kunne du tænke dig at være med til at spise cognac? Det er ikke dårligt. Fyrre år i en tønde. Min personlige forsyning."
  
  
  "Smag til med blåsyre?" - sagde Lee Chin.
  
  
  Generalen smilede.
  
  
  "I er begge meget mere værdifulde for mig levende end døde," sagde han og hældte cognac i to krystalglas og rakte dem til os, da vi satte os i sofaen over for Michelle. "Men måske er det på tide, at jeg forklarer dig noget."
  
  
  "Jeg er alle ører," sagde jeg tørt.
  
  
  Generalen lænede sig tilbage i stolen og tog langsomt en tår cognac.
  
  
  "Som du sikkert har indset nu," sagde han, "lykkedes det hverken præsident de Gaulle eller hans efterfølgere fuldstændigt at ødelægge OAS, selv efter fiaskoen i vores forsøg på at myrde ham og det tvungne eksil af de fleste af vores militære ledere. Denne tvangsudvisning førte ganske enkelt til en fuldstændig ændring i vores taktik. Vi besluttede at etablere vores organisation uden for det franske fastland, og da vi handlede igen, angreb vi udefra. I mellemtiden fortsatte vi med at øge antallet af undergrundssympatisører i regeringen og øge antallet af aktive medlemmer uden for Frankrig. Disse handlinger nåede deres klimaks for nogen tid siden med erhvervelsen af Mont Pele som vores base og med erhvervelsen af Fernand Duroch som vores - lad os sige det sådan. , teknisk konsulent?"
  
  
  "Opkøb af Fernand Duroch?" - Jeg gentog tørt.
  
  
  Generalen så på Michelle. Hun trak på skuldrene.
  
  
  "Fortæl ham," sagde hun henkastet. "Det er lige meget nu."
  
  
  "Jeg er bange for, at M'sieur Duroch er blevet kidnappet," sagde generalen. Michelle har været en hemmelig tilhænger af vores sag i lang tid. M'sieur Duroch var kategorisk imod os. Det var nødvendigt at rekvirere hans tjenester under tvang. . "
  
  
  "Og de breve, han skrev til dig, som du viste til Remy Saint-Pierre, er falske," sagde jeg i stedet for at spørge.
  
  
  "Ja," sagde Michelle. »Ligesom de breve, min far modtog fra mig, da han var i fangenskab. Breve, hvori jeg sagde, at jeg også var blevet kidnappet og ville blive tortureret til døde, hvis han ikke gjorde, som han blev bedt om.”
  
  
  "Wow," sagde Lee Chin, "denne baby er en kærlig datter."
  
  
  "Der er vigtigere ting end familiebånd," sagde Michelle koldt.
  
  
  "Ja, det er der," var generalen enig. "Og med den modvillige hjælp fra Fernand Duroch vil vi nå disse mål. Men antag, at jeg tillader M'sieur Duroch personligt at forklare, hvordan vi vil opnå dette."
  
  
  Generalen tog telefonen på sit skrivebord, trykkede på en knap og gav en ordre ind i den. Han satte glasset fra sig og tog en tår cognac. Ingen talte. Jeg stjal et blik på mit ur. Et øjeblik efter gik døren op, og en mand kom ind i rummet. Jeg siger skridtet. Jeg vil sige, at jeg slæbte mig. Han faldt som fuldstændig besejret, og hans øjne kiggede mod gulvet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor ironisk hans gamle navn, Dr. Death, egentlig var.
  
  
  "Duroche," sagde generalen, som om han henvendte sig til en lavere klasse af tjenere, "dette er Nick Carter, en amerikansk efterretningsagent, og Miss Lee Chin, en rådgiver for en stor finansiel virksomhed. Kom her og fortæl dem, hvordan det virker." De er interesserede i at vide, hvad du har udviklet for os, og hvordan det virker. Kom her og fortæl dem."
  
  
  Duroch gik uden at sige et ord frem og stillede sig midt i lokalet med front mod os.
  
  
  "Tale!" - beordrede generalen.
  
  
  Duroch løftede hovedet. Hans øjne mødte Michelles. Hun så koldt på ham. Et udtryk af smerte blinkede hen over hans ansigt og forsvandt derefter. Han rettede lidt på skuldrene.
  
  
  "Takket være den kvinde, jeg troede var min datter," sagde han, mens hans stemme rystede, men tydeligt fortalte sin historie, "men som i stedet er en forræder mod både sin far og sit land, blev jeg afpresset og tvunget til at arbejde for disse afskum. Jeg indrømmer med skam, at de lavede en unik undervandsfremdrivningsanordning til dem. Den er ikke mere end fem fod i længden og en fod i diameter og indeholder mere end tredive pund TNT. Det behøver ikke at blive søsat fra rør, men kan tages over siden af ethvert skib og bliver selvkørende, når det når en dybde på 100 fod. På dette tidspunkt sender en autonom computer, der er programmeret til målet, det på en tilfældig kurs mod målet. Dens kurs er programmeret til ikke kun at være tilfældig, men også til at undgå forhindringer og forfølgende anordninger.
  
  
  Duroch kiggede på mig.
  
  
  "Når først denne enhed er startet," sagde han, "kan den ikke stoppes. Da dets forløb er tilfældigt, kan det ikke forudsiges. Fordi det kan undgå forhindringer og forfølgere, kan det ikke angribes med succes. Computeren sender det til sin computer. mål hver gang. "
  
  
  "Dette er blevet bekræftet," sagde generalen. "Tjekket mange gange."
  
  
  Durocher nikkede utilfreds.
  
  
  "Så, ser du, Carter," sagde generalen og viftede bredt med sit glas cognac, "der er ikke noget, du kan gøre for at stoppe os. På mindre end to timer vil flere dusin både i alle størrelser og typer forlade Martinique. De vil forlade ham. Vil være spredt over hele Caribien og det sydlige Atlanterhav. I nogle tilfælde vil de overføre vores våben til andre både. Så vil de fare vild blandt havenes enorme befolkning, der bor i små både. Du kunne ikke finde flere af dem på et år, endsige en uge eller deromkring – endsige hvis vi ramte Curaçao på otte timer – end du kunne finde et par dusin specifikke sandkorn på en stor strand."
  
  
  Han holdt en pause for at få effekt.
  
  
  "Undgå drama, general," sagde jeg. "Sig dit synspunkt."
  
  
  Han rødmede let, så rettede han sig selv.
  
  
  "Det, jeg siger," sagde han, "er, at Curaçao-raffinaderiet for alle praktiske formål er et vrag. Dette er for at vise dig, hvad vi kan. Og hvad vil vi gøre, hvis USA så at sige ikke samarbejder?
  
  
  "Pointen er, general," sagde jeg. "Kom tættere på sagen. Hvad er det for en afpresning?"
  
  
  Han rødmede igen.
  
  
  »Afpresning er ikke et ord, der kan bruges mod soldater, der kæmper for deres sag. Alligevel. Betingelserne er som følger: USA vil om to dage anerkende Martinique ikke længere som en del af Frankrig, men som en uafhængig republik."
  
  
  "Med dig og dine lakajer, uden tvivl."
  
  
  "Igen, jeg protesterer mod din terminologi. Men lige meget. Ja, SLA vil styre Martinique. Det vil blive beskyttet både af USA og af dets position som et uafhængigt land i FN."
  
  
  "Og selvfølgelig vil du være tilfreds med Martinique," sagde jeg sarkastisk.
  
  
  Generalen smilede.
  
  
  "Som et uafhængigt land vil Martinique sende en diplomatisk repræsentant til Frankrig. For første gang vil vores hjemland blive tvunget til at håndtere SLA på lige fod. Og snart - kort efter dette vil en situation, der ligner opstanden fra Generalissimo Franco, opstå. mod den spanske republik."
  
  
  "Det franske militær vil hoppe af til SLA, som har hovedkvarter på Martinique, og overtage Frankrig," sagde jeg.
  
  
  "Nemlig. Og derefter - ja, ikke kun franskmændene sympatiserer med vores sag og vores filosofi. Nogle andre..."
  
  
  "Uden tvivl om nogle få nazister tilbage fra Anden Verdenskrig?"
  
  
  Og igen smilede generalen.
  
  
  "Der er mange udskældte mennesker, som deler vores ønske om en disciplineret verden, en verden uden ballademagere, en verden, hvor de naturligt overlegne indtager deres naturlige plads som ledere."
  
  
  "I dag Martinique, i morgen hele verden," sagde Li Chin med afsky.
  
  
  "Ja!" - udbrød Michelle rasende. "Verden er styret af naturens aristokrater, de virkelig smarte, der vil fortælle de dumme masser, hvad der er godt for dem og eliminere dem, der skaber problemer!"
  
  
  "Sieg Heil," sagde jeg sagte.
  
  
  Generalen ignorerede mig. Eller måske kunne han bare lide lyden af ordene.
  
  
  Så, hr. Carter, vi kommer til din personlige del af vores plan. Til den del, som vi har holdt dig i live indtil nu."
  
  
  
  "Det er sjovt," sagde Lee Chin. "Jeg har altid troet, du reddede hans liv, fordi du ikke kunne dræbe ham."
  
  
  Generalen rødmede igen. Han havde så lys hud, at den bliver rød meget hurtigt og synligt. Dette må have forvirret ham, og jeg kunne lide det.
  
  
  “Flere gange kom man for tæt på, for hurtigt. Det var Michelles uheld. Hun skulle have set, at det ikke skete, før det rette øjeblik«.
  
  
  Det var Michelles tur til at se flov ud, men hun gjorde det ved at ryste på hovedet.
  
  
  "Jeg fortalte dig. Disse idiote spedalske fejlede deres opgave. Da jeg fandt ud af, hvad der skete, arbejdede han sammen med en kinesisk kvinde, og jeg havde ikke en chance for at få dem sammen før karnevalet. Når det ikke virkede..."
  
  
  Generalen viftede med hånden.
  
  
  "Det betyder ikke noget længere. Det, der betyder noget, er, at vi formåede at narre dig til at angribe vulkanen i håb om at redde Michelle, og har nu fanget dig og neutraliseret dig. Vi vil holde dig her, indtil Curacao olieraffinaderiet er ødelagt og vores våben er i det åbne." havet og kan ikke opdages. Du vil derefter fungere som forbindelsesled til at informere din regering om vores krav og vores faste tidsplan for deres accept, hvilket har været din rolle fra begyndelsen, hvor Michelle sørger for du ankommer, når vi ønsker det, ikke når du gjorde det."
  
  
  Jeg mærkede vreden koge inde i mig. Forventede disse nazistiske hooligans, at jeg skulle være deres budbringer? Jeg kunne næsten ikke holde min stemme tilbage.
  
  
  "Der er kun et problem, general," sagde jeg. "Jeg kom her på egen hånd. Og på mine egne præmisser."
  
  
  Han viftede med hænderne.
  
  
  "Ganske vist var din ankomst mere brutal, end jeg kunne have ønsket mig. Men som sagt, det betyder ikke noget længere."
  
  
  "Det tror jeg," sagde jeg. Så vendte sig: "Lee Chin? Hvordan fungerer telefonen?
  
  
  Lee Chin grinede.
  
  
  "Klokkerne ringer. De har ringet i de sidste tre minutter."
  
  
  "Telefon?" sagde generalen.
  
  
  Michelle gispede.
  
  
  "Hendes ørering!" Hun sagde. “Det er en transceiver! Og hun har kun én!"
  
  
  Generalen sprang op og krydsede rummet med forbløffende fart for en mand på hans alder. Han viftede med hånden og rev øreringen af Lee Chins øreflip. Jeg rystede. Hendes ører blev gennemboret, og han rev bogstaveligt talt øreringen fra hendes krop. En bred plet af blod dukkede straks op på hendes øreflip.
  
  
  "Åh," sagde hun roligt.
  
  
  "Hvor er den anden ørering?" krævede generalen. Tonen af elskværdig gæstfrihed forsvandt fuldstændig fra hans stemme.
  
  
  "Jeg lånte den til min ven," sagde Lee Chin. "En fyr ved navn Sweets. Vi kan godt lide at holde kontakten."
  
  
  Denne gang sukkede Michelle endnu skarpere.
  
  
  "Sort mand!" Hun sagde. "Jæger! Han må være gået ind i vulkanen separat!
  
  
  Generalen kiggede på hende og så tilbage på øreringenes transceiver.
  
  
  "Det er lige meget," sagde han. "Hvis det er i et krater, vil vores tv-skærme finde det. Og nu vil jeg ødelægge dette charmerende lille instrument for at afbryde din kontakt med ham."
  
  
  "Det ville jeg ikke gøre, general," sagde jeg. "Afbryd vores kommunikation med ham, og hele øen kan blive sprængt halvvejs til Frankrig."
  
  
  Generalen stirrede på mig og slappede derefter af med tydelig indsats i ansigtet til et vantro smil.
  
  
  "Jeg tror, du bluffer, hr. Carter," sagde han.
  
  
  Jeg kiggede på mit ur.
  
  
  "Hvis Sweets Hunter ikke får et signal på sin transceiver om præcis to minutter og enogtredive sekunder, har vi alle en chance for at finde ud af det," sagde jeg roligt.
  
  
  "Meget kan ske i løbet af denne tid," sagde generalen. Han gik hen til sit skrivebord, tog telefonen og gav et par ordrer. Global opvarmning. Find jægeren. Bring ham her med det samme.
  
  
  "Det er ubrugeligt. General, sagde jeg. "Dette signal betød, at Sweets allerede havde fundet det, han ledte efter."
  
  
  "Hvad?" spurgte generalen.
  
  
  "En af to ting," sagde jeg. "Enten våben til dine våben eller deres computere."
  
  
  "Computere," sagde Fernand Duroch, før generalen kunne gøre ham tavs.
  
  
  "Duroche," sagde generalen og bed tænderne sammen af raseri, "et ord mere, og jeg vil bruge pistolen til at lukke din mund for altid."
  
  
  "Det er lige meget, general, det måtte være det ene eller det andet," sagde jeg. "Jeg vidste, at du ville vente til sidste øjeblik med at tilføje mindst ét vital element til dit våben, for at sikre, at det ikke blev fanget intakt under et overraskelsesangreb på bådene. Og computere, der er det vigtigste element, burde højst sandsynligt være tilbage til sidst"
  
  
  Generalen sagde intet, men hans øjne kneb sammen. Jeg vidste, at jeg var i mål.
  
  
  "Du forstår, general," sagde jeg, "Michelles 'kidnapning' i aften kom på et alt for passende tidspunkt. Praktisk for hende og dig, hvis I arbejdede sammen.
  
  
  
  . Det ville være praktisk for hende og for dig, hvis I arbejdede sammen. Hvis du vidste, vi var her på Martinique, ville du vide, at vi er i Puerto Rico, og hun kunne være blevet kidnappet meget tidligere. Hvis hun ikke arbejdede for dig, selvfølgelig. Da hun arbejdede for dig, var det praktisk at lade hende ledsage os, indtil hun fandt ud af, at vores planer var at angribe dig. Så blev hun bekvemt "kidnappet" for at have tid til at fortælle dig alt."
  
  
  Jeg rakte ned i lommen, fandt cigaretter og tændte en cigaret.
  
  
  "Så snart jeg indså det," fortsatte jeg, "ændrede jeg vores planer. Lee Chin og jeg kom her for at aflægge dig et lille besøg. Vi vidste, at det ikke ville være en overraskelse, men vi ville ikke have, at du skulle vide, at vi vidste det. Det var derfor, vi forklædte vores besøg i form af et angreb og gav dig derefter lov til at fange os."
  
  
  Nu var generalens blik nittet på mit ansigt. Han opgav enhver påstand om, at vi bluffede.
  
  
  “Ser du, hvis vi bare var gået ind og sagt, at vi ville tale med dig, ville Candy Hunter ikke have været i stand til at aflægge sit lille besøg på nogen anden måde. da det ville være meningsløst for én person alene at forsøge at angribe udefra i et krater, burde han være inde. Inde i din computers lager. Hvor er han nu ".
  
  
  "Patois!" - sagde Michelle pludselig. "Han taler portugisisk! Han kunne være blevet ansat som en af de lokale lastbilarbejdere!”
  
  
  Generalens øjne stivnede. Hans hånd blinkede mod telefonen. Men inden han nåede at tage telefonen, ringede den. Hans hånd frøs et øjeblik og greb så telefonen.
  
  
  "Kui?" - sagde han kort. Så blev hans knoer på instrumentet hvide, og han lyttede i stilhed et par øjeblikke.
  
  
  "Gør ikke noget," sagde han til sidst. "Jeg vil tage ansvar."
  
  
  Han lagde på og vendte sig mod mig.
  
  
  »Vores vagter siger, at en høj, tynd sort mand dræbte to af dem, tog deres automatvåben og barrikaderede sig selv i en computerboks. Han truer med at sprænge computerne i luften, hvis vi angriber."
  
  
  "Det," sagde jeg, "er den generelle idé."
  
  
  "Umuligt," sagde generalen og studerede mit ansigt efter en reaktion. »Man kan godt forklæde sig som arbejder for at komme ind, ja, men man kan ikke smugle sprængstoffer ind. Alle arbejdere visiteres."
  
  
  "Hvad nu hvis sprængstofferne er højtryksgranater forklædt som en perlehalskæde?" Jeg spurgte.
  
  
  "Jeg tror dig ikke," sagde generalen kategorisk.
  
  
  "Du klarer det," sagde jeg og kiggede på mit ur, "på præcis tre sekunder."
  
  
  "Nedtælling," sagde Lee Chin. "Tre ... to ... en ... nul!"
  
  
  Eksplosionen skete lige efter planen, ligesom vi aftalte med Sweets. Det var ikke helt et pund TNT eller endda så stort som en standardgranat, men inden for rammerne af cementblokbunkeren, der indeholdt eksplosionens fulde kraft, lød det gigantisk. Larmen var øredøvende. Og selv så langt væk kunne vi mærke chokbølgerne. Men det, der chokerede mig mest, var generalens ansigt.
  
  
  "Mon Dieu!" gispede han. "Dette er vanvid…"
  
  
  "Dette er kun begyndelsen, general," sagde jeg roligt. "Hvis Sweets ikke får et bip fra os på sin transceiver om to minutter, affyrer han endnu en minigranat. De er ikke store, men de er store nok til at sprænge et par af dine computere i luften."
  
  
  "Du kan ikke!" - udbrød Michelle. Hendes ansigt var hvidt. "Det er forbudt! Ikke inde i en vulkan! Det her…"
  
  
  "Dette er vanvid!" sagde generalen. "Enhver eksplosion her kan forårsage chokbølger, der ville genoplive vulkanen! Der kunne være et massivt udbrud, der ville ødelægge hele øen! Selv når vi gravede vores hovedkvarter ned i vulkansk sten, brugte vi ikke sprængstoffer, vi brugte specielle bløde bor."
  
  
  "Et skud hvert andet minut, general, medmindre..."
  
  
  "Hvis bare?"
  
  
  "Medmindre du og hele dit folk lægger våbnene ned, så forlad vulkanen og overgiv dig til myndighederne i Fort-de-France. Myndigheder, kan jeg tilføje, som specifikt blev valgt af Deuxieme Bureau for ikke at sympatisere med OAS."
  
  
  Generalen krøllede læberne i et grin.
  
  
  "Absurd!" Han sagde. "Hvorfor skulle vi give op? Selv hvis du ødelægger alle computerne her, hvordan vil du så vide, at vi ikke allerede har udstyret nogle af våbnene på bådene klar til at sejle?"
  
  
  "Jeg ved det ikke," sagde jeg. "Det er grunden til, at en speciel eskadron af amerikanske fly fra en base i Puerto Rico kredser om havnene i Lorraine og Marigot. Hvis selv en af bådene i den havn forsøger at bevæge sig ned i vandet dybt nok til at affyre en af dine kanoner, vil de fly vil sprænge dem i luften." i vand ".
  
  
  "Jeg tror ikke!" - sagde generalen. "Dette ville være en fjendtlig handling fra USA over for Frankrig."
  
  
  
  "Dette vil være en handling personligt godkendt af den franske præsident som en nødforanstaltning."
  
  
  Generalen var tavs. Han bed sig i læben og bed den.
  
  
  "Du er færdig, general," sagde jeg. "Du og SLA. Give op. Hvis du ikke gør det, vil der være en eksplosion hvert andet minut, indtil alle disse computere er ødelagt - og måske os alle sammen med dem. Det er en risiko, vi er villige til at tage. Du?"
  
  
  "Mr. Carter?"
  
  
  Jeg vendte mig om. Fernand Duroch så bekymret ud.
  
  
  "Mr. Carter," sagde han, "du må forstå, at en af..."
  
  
  Generalen var hurtig, men jeg var hurtigere. Hans hånd nåede ikke hylsteret på hoften, før jeg tog en løbestart på ham. Min venstre skulder slog voldsomt ind i hans bryst og fik ham til at flyve baglæns i stolen. Da hans hoved ramte gulvet, rørte min knytnæve hans hage. Ud af øjenkrogen så jeg Michelle rejse sig, med en kniv pludselig blinke i hånden. Jeg slog generalen igen på hagen, mærkede ham blive slap og mærkede .45 kaliberpatronen på hans lår.
  
  
  "Hold op!" Michelle skreg. "Stop ellers skærer jeg halsen over på ham!"
  
  
  Jeg faldt på det ene knæ med en .45-pistol i min højre hånd og så denne kærlige datter med et knivblad presset mod halsåren i hendes fars hals. Lee Chin stod et par meter væk fra dem og svajede forsigtigt og ledte efter en åbning.
  
  
  "Drop det!" - Michelle knurrede. "Slip pistolen, eller jeg dræber din dyrebare Dr. Død!"
  
  
  Og så gik lyset ud.
  
  
  
  Kapitel fjorten.
  
  
  Mørket var absolut, absolut. I det vinduesløse rum i cementblokbygningskomplekset kunne ikke en eneste lysstråle trænge ind udefra selv ved middagstid. Med det samme blev min hørelse skarpere, mere præcis. Jeg kunne høre Michelles næsten gutturale vejrtrækning, hendes fars bange kvælningslyde, og hvad der lød som en halvt klaskende, halvt glidende lyd, da Lee Chin nærmede sig hende. Og pludselig Lee Chins stemme:
  
  
  "Carter! Hun kommer til døren!
  
  
  Jeg vendte mig om bordet med min pistol klar og gik mod døren. Jeg var der næsten, da min hånd rørte ved min arm.
  
  
  "Flyt dig!" hvæsede Michelle, få centimeter fra mit øre. "Kom ikke i nærheden, eller..."
  
  
  Døren åbnede uden varsel, og lommelygtestrålen smækkede ind i rummet.
  
  
  "Generel!" - råbte en skarp mandsstemme. "Er du okay? Der var…"
  
  
  Jeg trykkede på aftrækkeren på de femogfyrre. Et højt skud lød, og lommelygten faldt på gulvet. Jeg tog den op og rettede strålen ind i korridoren. Michelle var allerede gennem døren og løb. Jeg hævede kaliber .45 og tog sigte, da et øredøvende skud maskingeværer lød fra den anden ende af hallen. Kuglerne ramte cementblokken nær mit ansigt. Jeg vendte tilbage til rummet, skubbede liget af den soldat, jeg lige havde dræbt, væk, og lukkede og låste døren.
  
  
  "Duroche!" - Jeg gøede. "Er du der?"
  
  
  "Han er her," lød Lee Chins stemme. "Han er okay. Jeg slog kniven ud af hendes hånd."
  
  
  Jeg pegede lommelygten mod figurerne af Lee Chin og Durocher. Duroch rystede; hans smalle ansigt var hvidt, men hans øjne var vågne.
  
  
  "Kan du fortælle os, hvor computerlageret er?" Jeg spurgte.
  
  
  "Selvfølgelig," sagde han. “Men har du bemærket, at luften her allerede er ved at blive dårlig? Ventilationssystemet er slukket. Nogen må have slukket for hovedafbryderen. Hvis vi ikke forlader bygningskomplekset snart..."
  
  
  Han havde ret. Værelset var allerede indelukket. Det var ved at blive indelukket, indelukket.
  
  
  "Ikke endnu," sagde jeg. "Hvad er vejen til computerlageret?"
  
  
  "Herfra er der en direkte passage ind i laboratoriet og derefter ind i lagerrummene," sagde Durocher og pegede på en dør i den fjerneste ende af lokalet. "Det bruges kun af generalen og hans ledende medarbejdere."
  
  
  Jeg bøjede mig ned, tog .45'eren fra den døde soldat og rakte den til Lee Chin.
  
  
  "Lad os gå," sagde jeg.
  
  
  Jeg åbnede forsigtigt døren, som Durosh pegede på. Korridoren bagved var lige så sort som rummet og den ydre hall. Jeg rettede lommelygtestrålen langs hele længden. Det var øde.
  
  
  "Carter!" - sagde Lee Chin. "Hør efter!"
  
  
  En række høje brag fra en anden korridor. De forsøgte at bryde døren til værelset ned. Samtidig hørtes endnu en eksplosion fra computerens lagerområde. Candy stod stadig bag. Jeg gjorde tegn til Lee Chin og Duroch om at følge mig, og vi travede ned ad gangen med lommelygter i den ene hånd og 45 i den anden. Jeg hørte skrig, skud og løb fra nærliggende haller og værelser.
  
  
  "Din ven skal stoppe eksplosionerne!" Jeg hørte Duroch råbe bag mig. "Faren stiger med alle!"
  
  
  
  
  - Ard Durocher råbte bag mig. "Faren stiger med alle!"
  
  
  Endnu en eksplosion. Jeg troede, at denne gang kunne jeg mærke bygningen ryste. Men luften var værre: tæt, trang. Det var sværere at trække vejret.
  
  
  "Hvor meget mere?" - Jeg råbte til Duroch.
  
  
  "Der! For enden af korridoren!"
  
  
  Lige da han sagde dette, åbnede døren for enden af korridoren sig, og en høj skikkelse dykkede igennem. Han havde en automatriffel og skød hurtigt i den retning, han kom fra. .45-patronen i min hånd rejste sig automatisk og faldt så.
  
  
  "Søde sager!" skreg jeg.
  
  
  Figurens hoved drejede kort i vores retning.
  
  
  "Hej, kammerat," hørte jeg Sweets råbe, selv da han genoptog skydningen, "velkommen til festen!"
  
  
  Vi løb resten af gangen og ploppede ned ved siden af Sweets. Han væltede det tunge laboratoriebord foran sig og skød mod en gruppe soldater, der gemte sig bag et andet bord i den fjerneste ende af laboratoriet.
  
  
  "Computere," sagde jeg og pustede og prøvede at trække vejret.
  
  
  "Smastede for helvede ud af det og gik," sagde Sweets og holdt en pause for at fjerne det tomme klip og indsætte et helt. "Den sidste eksplosion, du hørte, afsluttede dem. Jeg var i stand til at få en hovedafbryder ved hjælp af denne praktiske lille BAR, som jeg lånte af en, der ikke længere havde brug for den. i det lagerrum og besluttede at skilles op."
  
  
  Duroch trak mig i skulderen og pegede på værelset for enden af korridoren, rummet hvorfra vi var kommet. To lommelygter skærer gennem mørket. Døren må være gået op.
  
  
  "Jeg tror," sagde jeg dystert, "det er på tide, at vi alle skal skilles."
  
  
  Slik forårsagede endnu en eksplosion i laboratoriet.
  
  
  "Har du nogen idéer til hvordan?" - spurgte han nærmest henkastet.
  
  
  Lommelygtestråler skærer gennem passagen. Jeg rykkede en af Sweets' minigranater ud af hans halskæde og smed den direkte ned ad gangen. Hun fløj ind i lokalet, og et øjeblik senere rystede en anden eksplosion bygningen, så vi næsten væltede os. Der var ikke flere lanternebjælker.
  
  
  "Mon Dieu!" gispede Durocher. "Vulkan…"
  
  
  Jeg ignorerede ham og pegede min lommelygte opad.
  
  
  "Dette er minen," sagde jeg. "Hvad er dette? Hvor fører dette hen?
  
  
  "Ventilationsskaft," sagde Duroch. "Dette fører til taget. Hvis vi kunne..."
  
  
  "Vi er ved at gøre klar," skød jeg. "Lee Chin?"
  
  
  "Det er tid til akrobatik igen, hva?" Nu trak hun vejret tungt, ligesom alle os andre.
  
  
  Uden at sige et ord tog jeg stilling under ventilationsskaktens åbning. Et øjeblik efter stod Lee Chin på mine skuldre og fjernede risten fra skaftet. Jeg rakte hende min lommelygte og så hende skinne den opad. Et par meter væk fortsatte Sweets med at skyde ind i laboratoriet.
  
  
  "Det er et godt niveau af hældning," sagde Lee Chin. "Jeg tror, vi kan gøre det her."
  
  
  "Kan du lukke stængerne, når vi går indenfor?" Jeg spurgte.
  
  
  "Sikkert."
  
  
  "Så gå videre."
  
  
  Jeg gav hende endnu et skub med mine hænder, og Li Chin forsvandt ind i skaftet.
  
  
  "Okay, Duroch," sagde jeg forpustet, "nu du."
  
  
  Med besvær klatrede Durocher først op på mine spændte hænder og derefter op på mine skuldre. Lee Chins hånd stak ud af skaftet, og langsomt kunne Durosh, gryntende af anstrengelse, kravle ind.
  
  
  "Slik," sagde jeg og gispede efter vejret, "er du klar?"
  
  
  "Hvorfor ikke?" Han sagde.
  
  
  Han affyrede et sidste skud ind i laboratoriet, rullede hurtigt ud af døråbningen og skyndte sig mod mig og klikkede på BAR'en, da han kom. Jeg gjorde mig klar. Han hoppede op på mine skuldre som en stor kat og klatrede derefter hurtigt op på skaftet. Jeg rettede BAR'en mod laboratoriedøren og trykkede på aftrækkeren, da to mænd kom ind. Deres lig blev sparket tilbage i laboratoriet. Jeg hørte en af dem skrige. Jeg kiggede op og passerede BAR'en ind i Sweets' ventende arme, mens lommelygtestrålen oplyste gangen fra det rum, vi var i.
  
  
  "Skynde sig!" Han insisterede på slik. "Kom nu mand!"
  
  
  Jeg bøjede mig i knæene, gispede efter luft, mit hoved begyndte at snurre, og jeg sprang op af al min styrke. Jeg mærkede begge Sweets' hænder tage fat i mine og trække, lige som lommelygtestrålen oplyste mine ben. Jeg rejste mig af al min kraft, hver eneste muskel i min krop skreg af anstrengelse. Der lød et dødbringende brøl af BAR-ild, og jeg mærkede et metal skåret i mine bukser. Så befandt jeg mig inde i minen.
  
  
  "Grill," udåndede jeg med det samme. "Giv det til mig!"
  
  
  Nogens hænder placerede stængerne i mine. Jeg indsatte den i rammen og lod den ene side stå åben, mens jeg prøvede at spænde bæltet af.
  
  
  Jeg fortalte de andre. "Begynd at klatre!"
  
  
  "Hvad har du der?" spurgte Sweets, mens han vendte sig om.
  
  
  
  Jeg trak Pierre ud af sit gemmested og tændte for fem sekunders sikkerhed.
  
  
  "Bare en lille afskedsgave til vores venner nedenunder," sagde jeg og smed Pierre ud i korridoren, satte straks risten på plads og lukkede dens skodder tæt. Lad os håbe, de er tætte, tænkte jeg surt, da jeg vendte mig om og begyndte at kravle op ad skakten efter de andre.
  
  
  Da Pierre gik, rejste jeg mig omkring fem fod. Eksplosionen var ikke så kraftig som Sweets' mini-granater, men et øjeblik efter kunne jeg høre skrig, der blev til kvælende hoste, halsras, de forfærdelige lyde af mand efter mand, der døde, dræbt af Pierres dødelige gas.
  
  
  Skodderne på risten må have været så tætte, som jeg havde håbet, for luften i skakten blev stadig bedre, efterhånden som vi gik op, og ikke en eneste partikel af gasserne fra Hugo kom ind i den.
  
  
  Tre minutter senere lå vi alle på cementbloktaget og sugede den friske, smukke, rene natteluft ind i vores lunger.
  
  
  "Hej, se," sagde Lee Chin pludselig. Hun pegede ned. "Udgange. Ingen bruger dem."
  
  
  Duroch nikkede.
  
  
  "Da generalen sendte en advarsel om, at din ven blev tilbageholdt her, blev udgangene elektronisk spærret for at forhindre ham i at flygte. Efter Mr. Carters gasbombe gik af..."
  
  
  Vi så på hinanden med dyster forståelse. Dørene, som var elektronisk låst for at forhindre Sweets i at flygte, forhindrede OAS-styrkerne i at undslippe Pierre. Da ventilatorerne ikke virkede, spredte Pierres gas sig nu gennem hele bygningskomplekset med dødelig effektivitet.
  
  
  OAS-hovedkvarteret blev forvandlet til en krypt, en mareridtsagtig dødsfælde lige så effektiv og pålidelig som de gaskamre, nazisterne brugte i deres koncentrationslejre.
  
  
  "De må have kaldt alle ind i bygningerne for at bekæmpe Sweets," sagde Lee Chin. "Jeg ser ikke nogen udenfor i krateret."
  
  
  Jeg kiggede ned og scannede indersiden af krateret og dets rand. Ingen. Ud over at komme ind i garagen...
  
  
  Jeg så hende i samme øjeblik som Duroch.
  
  
  "Michelle!" gispede han. "Se! Der! Ved indgangen til garagen!
  
  
  To lastbiler holdt op til indgangen til garagen. Dens døre var tæt lukket, men jeg havde en mistanke om, at Michelle ikke ønskede at gå i garagen. Hun talte med to bevæbnede vagter fra den ene af lastbilerne, som fulgte ham på vej til krateret og gestikulerede vildt, nærmest hysterisk.
  
  
  "Hvordan kunne hun komme ud?" efterspurgte slik.
  
  
  "Nødudgang," sagde Duroch og så opmærksomt på sin datter, hans udtryk splittet mellem den åbenlyse glæde over, at hun var i live, og viden om, at hun havde forrådt både ham og sit land. "En hemmelig udgang kendt kun af generalen og nogle få ledende medarbejdere. Hun må også have vidst det."
  
  
  "Hun vil aldrig forlade øen," sagde jeg. "Selv hvis hun gør det, uden de våben, du har udviklet eller tegningerne til dem, vil SLA'en være færdig."
  
  
  Duroch vendte sig mod mig og greb mig om skulderen.
  
  
  "Du forstår det ikke, hr. Carter," sagde han ophidset. ”Det var det, jeg ville fortælle dig, da generalen forsøgte at skyde mig. Ikke alle computere blev ødelagt."
  
  
  "Hvilken?" - Jeg knækkede. "Hvad har du i tankerne?"
  
  
  “En af enhederne er allerede udstyret med en computer og er klar til lancering. Det var en nødsituation. Og nu er den på en lille båd i havnen i Saint-Pierre. Ikke i Lorraine eller Marigot, hvor dine fly er på vagt. . Men i Saint-Pierre."
  
  
  Da han sagde de sidste ord, som om han var på vej, klatrede Michel og to bevæbnede vagter ind i lastbilens førerhus. Han vendte sig om og begyndte så at lave en U-vending for at forlade krateret. Jeg greb lydløst BAR'en fra Sweets, pegede den mod førerhuset på lastbilen og trykkede på aftrækkeren.
  
  
  Ikke noget.
  
  
  Jeg trak det tomme klip frem og kiggede på Sweets. Han rystede trist på hovedet.
  
  
  "Ikke mere, mand. Det er alt".
  
  
  Jeg tabte BAR'en og rejste mig, da lastbilen med Michelle i accelererede ud af krateret og forsvandt over fælgen. Min mund var stram.
  
  
  "Slik," sagde jeg, "jeg håber, at Lady's Day går så hurtigt, som du siger. For hvis vi ikke kan komme foran Michelle ved mundingen af St. Pierre Harbour, vil Curacao have et raffinaderi mindre. . "
  
  
  "Lad os prøve det," sagde Sweets.
  
  
  Vi kravlede derefter gennem taget mod garagen og den resterende lastbil foran den, mens de to forbløffede vagter kiggede op lige i tide til at få deres bryster forvandlet til blodige kratere af skud fra deres højre hånd.
  
  
  
  Kapitel femten
  
  
  Lady's Day rundede mundingen af St. Pierre havn, Sweets ved roret, med en hastighed, der fik mig til at spekulere på, om det var en yacht eller en vandflyver. Stod ved siden af mig på stævnen, mens jeg kæmpede med dykkerudstyret, kredsede Lee Chin om havnen med et par Sweets' kraftige kikkert.
  
  
  
  
  
  "Se!" - sagde hun pludselig og pegede.
  
  
  Jeg tog kikkerten og kiggede dem igennem. Der var kun én båd i bevægelse i havnen. En lille sejlbåd, ikke mere end femten fod høj og tilsyneladende ikke udstyret med en motor, bevægede sig langsomt i en let brise mod indsejlingen til havnen.
  
  
  "De vil aldrig lykkes," sagde Lee Chin. "Vi indhenter dem om et øjeblik."
  
  
  "Det her er for nemt," mumlede jeg uden at fjerne blikket fra båden. »Hun må forstå, at vi vil indhente dem. Hun må have en anden idé."
  
  
  Vi var tæt nok på dengang, til at jeg kunne se figurer, der bevægede sig langs bådens dæk. En af figurerne var Michelle. Hun var iført dykkerudstyr, og jeg kunne se hende gestikulere rasende til de to vagter. De bar et langt tyndt rør hen over dækket.
  
  
  "Hvad sker der?" - spurgte Lee Chin nysgerrigt.
  
  
  Jeg vendte mig mod Fernand Durochs anspændte, ængstelige skikkelse.
  
  
  "Hvor tunge er dine undervandsvåben?"
  
  
  "Omkring halvtreds pund," sagde han. "Men hvad betyder det? De kan ikke køre det herfra. Det vil bare falde til bunds og blive der. De ville være nødt til at komme ud af havnen for at slippe den mindst hundrede fod dybt, før den ville selvaktivere og begynde at fremdrive sig selv. "
  
  
  "Og vi vil indhente dem længe før de når indsejlingen til havnen," sagde Lee Chin.
  
  
  "Michelle forstår det her," sagde jeg. “Det er derfor, hun er i dykkerudstyr. Hun vil forsøge at sænke våbnet ned til en dybde på hundrede fod."
  
  
  Lee Chins kæbe faldt.
  
  
  "Det er ikke så umuligt, som det ser ud til," sagde jeg og justerede de to resterende luftbeholdere på ryggen. "Hun er god under vandet, husker du? Og halvtreds pund under vand er ikke det samme som halvtreds pund uden vand. Jeg tænkte, at hun kunne prøve sådan noget."
  
  
  Jeg justerede kniven på mit bælte, tog Sweets' pistol og vendte mig for at give ham instruktioner. Men han så, hvad der skete, og slog mig til det. Han slukkede Lady Days motorer og skummede hendes bue i en afstand af ikke mere end halvtreds fod.
  
  
  Jeg klatrede over siden, ligesom Michelle havde gjort, med Durocher-torpedoen i hænderne.
  
  
  Vandet var sort og mudret. Et øjeblik så jeg ingenting. Så, mens jeg konstant arbejdede med mine finner og skar gennem vandet, lagde jeg mærke til den lave køl på en sejlbåd. Jeg vendte mig om og kiggede efter Michelle i håb om at se tegn på afslørende bobler fra hendes maske. Ingen steder.
  
  
  Så, femten fod under mig og lidt foran, på bunden, så jeg Durochers torpedo. Alene. Michelle er ingen steder at finde.
  
  
  Jeg vred og vendte mig desperat, pludselig indså jeg, hvad der nu skulle ske. Og det kom – et langt, dødbringende spyd skar gennem vandet et par centimeter fra mit ansigt. Bag mig fik jeg et glimt af Michelle, der gled bag vraget af et gammelt sejlskib.
  
  
  Hun skulle af med mig, før hun svømmede ud til større dybder med torpedoen. Medmindre jeg slipper af med hende først.
  
  
  Jeg havde ikke noget valg. Jeg fulgte efter hende.
  
  
  Pistol klar, jeg gik langsomt rundt om vraget. Skarvede træbjælker stak farligt ud fra de rådne sider. En fiskestime fløj hen over min vej. Jeg stoppede, holdt fast i den knækkede mast, klatrede så et par meter op og kiggede ned.
  
  
  Denne gang kom hun nedefra, kniven i hånden skar voldsomt over min mave og så, mens jeg gled til siden, mit ansigt. Jeg skar det rådne brønddæksel over med en kniv, rettede min pistol og skød i én bevægelse. Pilen pilede frem og skar huden af Michelles skulder. Jeg så gennem hendes maske den smertefulde drejning af hendes mund. Jeg så også en tynd rislen af blod fra hendes skulder, der farvede vandet.
  
  
  Nu skulle dette gøres hurtigt færdigt. Hajer kan angribe os når som helst, lugte blod og sultne.
  
  
  Jeg trak kniven ud af skeden og svømmede langsomt frem. Michelle gennemborede bjælken på det sunkne skib med en kniv og skyndte sig mod mig. Hendes kniv skar ondskabsfuldt ind i mit hoved. Hun prøvede at skære min iltslange over. Jeg svømmede ned, så pludselig vendte jeg mig om og lavede et backflip. Jeg var pludselig oven på hende, og min venstre hånd tog fat i hendes knivhånd med et jerngreb. Hun kæmpede for at frigøre sig, og i flere øjeblikke vuggede vi frem og tilbage, op og ned, i en dødbringende undervandsballet. Vi var maske mod maske, vores ansigter kun en fod fra hinanden. Jeg så hendes mund krølle af anstrengelse og spænding.
  
  
  Og da min kniv gennemborede hende opad, gennem hendes mave og ind i brystet, så jeg det ansigt, jeg så ofte havde kysset, forvredet i smerte.
  
  
  
  
  Og den krop, som jeg har elsket så mange gange, vrider sig krampagtigt, gyser og går så pludselig slap fra dødens indtræden.
  
  
  Jeg lagde kniven i skeden, tog fat i hendes krop under armene og begyndte langsomt at svømme opad. Da jeg kom op af vandet, var Lady Day kun få meter væk, og jeg så Lee Chin sænke en rebstige, gestikulerede og råbte febrilsk.
  
  
  Så hørte jeg hende skrige: "Hajer, Carter! Hajer!
  
  
  Jeg havde ikke noget valg. Jeg slap Michelles krop, flåede ilttankens stropper af min ryg og svømmede mod "Lady Day" som en olympisk stjerne. Jeg tog fat i rebstigen og trak mig op af vandet sekunder før en række knivskarpe tænder flåede halvdelen af min ene finner af.
  
  
  Så var jeg på dækket og så to vagter fra sejlbåden sidde ved siden af Sweets, bundet på hænder og fødder, med dystre ansigter af nederlag. Og at se Fernand Duroch kigge ud over rækværket med store øjne af rædsel, på det sydende røde tumult, hvori hajerne rev Michelles krop fra hinanden.
  
  
  Jeg tog træt mine finner af og gik hen til ham.
  
  
  "Jeg ved godt, det ikke er særlig bekvemt," sagde jeg, "men hun var død, før hajerne ramte hende."
  
  
  Duroch vendte sig langsomt væk. Hans skuldre sank endnu mere. Han rystede på hovedet.
  
  
  "Måske," sagde han vaklende, "det er bedre på denne måde. Hun ville blive erklæret forræder - prøvet - sendt i fængsel..."
  
  
  Jeg nikkede stille.
  
  
  "Carter," sagde Lee Chin sagte, "skulle myndighederne vide om Michelle? Jeg mener, hvem bekymrer sig nu?”
  
  
  Jeg tænkte over det.
  
  
  "Okay, Duroch," sagde jeg til sidst, "det er det eneste, jeg kan gøre for dig. Så vidt verden ved, døde din datter som heltinde og kæmpede for sin frihed og sit land mod SLA. . "
  
  
  Duroch så op. Taknemmeligheden i hans ansigt var næsten smertefuld.
  
  
  "Tak," hviskede han. "Tak skal du have."
  
  
  Langsomt, træt, men med en vis træt værdighed, gik han væk og standsede i agterstavnen.
  
  
  "Hej Carter," sagde Sweets bag rattet, "jeg har lige fået en lille besked til dig i radioen. Fra en kat ved navn Gonzalez. Han siger, at gamle hr. Hawk flyver ind fra Washington for at udspørge dig. den franske regering fløj ind med et hærregiment for at beslaglægge disse skibe i havnene i Lorraine og Marigot og slippe af med OAS-tilhængere i administrationen af Martinique."
  
  
  "Ja," sagde Lee Chin. "Han sagde endda noget om et takkebrev fra den franske regering for at bryde ryggen på SLA og deres overtagelsesplan."
  
  
  Sweets grinte og pegede på de to bundne vagter.
  
  
  "Disse SLA-folk har ikke meget vilje tilbage at kæmpe. De overgav sig til os i det øjeblik Michelle hoppede af båden."
  
  
  "Hvad skete der med torpedoen?" - spurgte Lee Chin.
  
  
  "Han er der, omkring tyve meter væk," sagde jeg. »Senere, når hajerne forlader området, kan vi samle det op. I mellemtiden bliver vi her for at sikre, at ingen andre gør dette."
  
  
  "Se, mand," sagde Sweets, "det var fedt, men jeg er næsten løbet tør for fudge. Hvis I ikke har noget imod det, så løber jeg ind til byen. "
  
  
  "Tag en sejlbåd," sagde jeg. "Og mens du er i gang, så overdrag disse to SLA-punkere til myndighederne."
  
  
  "Mr. Carter?" - sagde Fernand Dureau.
  
  
  Jeg vendte mig om.
  
  
  "Jeg takker dig, fordi du reddede mig og for..."
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  "Men nu må jeg vende tilbage til mit folk. Bureau Deuxieme vil gerne tale med mig."
  
  
  "Lad os gå med slik," sagde jeg. "Han vil sørge for, at du kommer til de rigtige mennesker."
  
  
  Han nikkede og rakte derefter hånden frem. Jeg rystede den, og han vendte sig og gik hen imod, hvor Sweets trak en sejlbåd i nærheden.
  
  
  "Vi ses senere, kammerat," råbte Sweets, efter at to SLA-mænd, Durosh og ham selv, sprang ombord. "Måske vil jeg vente lidt og tage gamle hr. Høg med mig."
  
  
  "Gør det," foreslog Lee Chin. "Tag det roligt. Carter og jeg har en masse i gang."
  
  
  "Hvad mente du helt præcist?" - Jeg spurgte, da sejlbåden trak væk.
  
  
  Lee Chin kom tættere på mig. Meget tættere på.
  
  
  "Du ser, Carter," sagde hun, "der er et gammelt kinesisk ordsprog: 'Der er en tid til at arbejde og en tid til at lege."
  
  
  "Ja?"
  
  
  "Ja". Nu var hun så tæt på, at hendes små, faste bryster blev presset mod mit bryst. "Nu er det tid til at spille."
  
  
  "Ja?" Jeg sagde. Det var alt, jeg kunne sige.
  
  
  "Jeg mener, du tror ikke på alt det sludder om, at franske kvinder er de bedste elskere, gør du?"
  
  
  "Er der noget bedre?"
  
  
  "Øh-huh. Meget bedre. Du vil vide det
  
  
  
  
  Jeg sagde. "Hvorfor ikke?"
  
  
  Jeg fandt ud af. Hun havde ret. Jeg mener, hun havde ret!
  
  
  Ende.
  
  
  
  
  
  
  Carter Nick
  
  
  Seks blodige sommerdage
  
  
  
  
  Anmærkninger
  
  
  
  ØRKEN DØDSFÆLDE.
  
  
  Den amerikanske ambassadør blev dræbt. Præsident Mendanike døde i et "utilsigtet" flystyrt. Hans smukke enke er fanget. En hensynsløs og forræderisk mand ved navn Abu Osman planlægger at vælte den nye regering. Og oberst Mohamed Douza, leder af det hemmelige politi, med sine mordplaner...
  
  
  AXE kunne have tilladt den lille nordafrikanske republik at brænde i sit eget blodbad, hvis ikke for Kokai, et stjålet missil, der er det mest dødbringende våben i NATO's atomarsenal. Killmasters mission: Gå ind i dette ørkenhelvede alene, find missilet og ødelæg det.
  
  
  Han havde ikke meget tid. Han havde præcis Seks BLODIGE DAGE AF SOMMER!
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  
  Nick Carter
  
  
  
  Kapitel 1
  
  
  
  
  
  
  kapitel 2
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 3
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 4
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 5
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 7
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 8
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 9
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 10
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 11
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 12
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 13
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 14
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 15
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 16
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 17
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 18
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 19
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 20
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 21
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  ***
  
  
  
  
  
  
  Nick Carter
  
  
  Killmaster
  
  
  Seks blodige sommerdage
  
  
  
  
  
  Dedikeret til medlemmer af United States Secret Service
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 1
  
  
  
  
  
  
  
  
  Jeg steg ind i båden og lyttede til stilheden. Vandet funklede gyldent i solen. Jeg skelede til dens lysstyrke og kiggede på nåletræerne samlet i nisselignende konklaver langs søbredden. Gran- og birketræer steg til højdedragene. Men intet større end en myg bevægede sig inden for min synslinje. Det var unaturligt; en kombination af sådanne faktorer. Jeg kunne vente eller handle. Jeg kan ikke lide at vente. Det, jeg ledte efter, var måske heller ikke, hvad jeg forventede. Min højre hånd kom glat tilbage, min venstre hånd slappede af og slappede af, og så frem, lige frem og forsigtigt med håndleddet.
  
  
  Stilheden herskede. Min venstre hånd begyndte sin delikate opgave. Jeg mærkede sved på min hals og pande. Vejret var ikke passende. Det skulle være skarpt og køligt, med vinden, der pjuskede i vandet. I stedet så jeg en lille bølge og fangede en ændring i farven under den.
  
  
  Min modstander lavede sit træk. Dødeligt hurtig og lige i mål, slog han... og løb. Han vejede tre pund, hvis han var en ounce, spættet med arktisk kul og fuld af energi. Jeg stod for at kæmpe. Jeg jagtede ham i to dage. Jeg vidste, at mens andre ørreder dykkede dybt ned i vandet på grund af den uhyggelige varme, kunne denne enlige fisk godt lide at gå sin egen vej og fodre i lavvandet blandt sivene. Jeg så ham. Jeg forfulgte ham, og der var noget ved hans uafhængighed, som jeg kunne lide. Måske mindede han mig om, at jeg, Nick Carter, nød en tiltrængt ferie på en sø i ørkenen i Quebec.
  
  
  Jeg vidste, at han ville blive en fighter, men han var stor; han var fuld af bedrag. "Måske mere som Hawk end Carter," tænkte jeg, mens han sprang under båden og forsøgte at bryde linen. "Ikke sådan et held, kammerat," sagde jeg. Et øjeblik virkede det som om, at vi bare to konkurrerede i en tom verden. Men dette kunne ikke vare længe, ligesom stilheden ikke kunne vare.
  
  
  Summen af en myg, men så højere, eskalerer klagen til velkendt nonsens. Plettet på himlen var på vej direkte mod mig, og jeg behøvede ikke en magisk refleksion i vandet for at fortælle mig, at det betød farvel til R&R og fem dage mere med fiskeri på Closs Lake. En hemmelig agents liv bliver aldrig mere afbrudt, end når han kommer sig over farerne ved sit erhverv.
  
  
  Men ikke nu, for fanden! Jeg hævdede, at ikke alle fiskehistorier er en fod lange og maven på en haj bred. Jeg havde en hval på linjen, og alt andet kunne vente. Men det skete ikke.
  
  
  En stor RCAF AB 206A luskede hen imod mig, og stødet fra dens vifter væltede ikke kun vandet op, men væltede mig næsten. Jeg morede mig ikke. Jeg vinkede det blodige væsen til side, og det rullede sidelæns som en forvokset guldsmede.
  
  
  Min modstander var kastet i forvirring. Nu sprang han op til overfladen og brød vandet, rystede som en terrier, der forsøgte at kaste en krog. Jeg håbede, at dette skue ville imponere dem, der sad i helikopteren. Det må have været, fordi de sad ubevægelige i luften og raslede højlydt, mens jeg legede med min ven på linjen. Han hoppede på vandet en halv snes gange
  
  
  selv før jeg fik den tæt på båden. Så var der den svære opgave at holde linen stram med højre hånd, mens han trak nettet nedenunder med venstre. Når du fisker, hvis du vil have fisk, så skynd dig aldrig. Du forbliver rolig og rolig, koordineret; Jeg er god til nogle ting.
  
  
  Det var måske ikke længere end en fod, men det lignede det. Og hans farve er en dyb tan, fuld af rødbrune toner, med en smuk plettet mave. Han var udmattet, men gav ikke op. Selv da jeg støttede ham foran mit luftpublikum, forsøgte han at frigøre sig. Han var for fri og fuld af gejst til at give op, og desuden vidste jeg, at jeg gik. Jeg kyssede hans slimede hoved og smed ham tilbage i vandet. . Han slog vandet med halen, ikke i taknemmelighed, men i protest, og gik så væk.
  
  
  Jeg svømmede til land, bandt båden til kajen og samlede mit udstyr fra kahytten. Så gik jeg ud til enden af kajen, og helikopteren tabte en rebstige, og jeg klatrede op, åndede balsam og fyrretræ, og sagde farvel til fred og afslapning.
  
  
  Når som helst R&R-tid gives til mig eller en anden AX-agent, ved vi, at den er lånt, ligesom al anden tid. I mit tilfælde vidste jeg også, at hvis der var behov for at kontakte mig, ville RCAF blive brugt til at videresende beskeden, så det var ingen overraskelse, at helikopteren fløj hen over trætoppene. Det, der virkelig overraskede mig, var, at Hawk ventede på mig indeni.
  
  
  David Hawk er min chef, direktør og operationschef hos AX, det mindste agentur i den amerikanske regering og det mest dødbringende. Vores forretning er global spionage. Når det kommer til de svære ting, fortsætter vi, hvor CIA og resten af efterretningsfolkene stopper. Bortset fra præsidenten kender mindre end ti embedsmænd fra hele bureaukratiet til vores eksistens. Sådan burde intelligens være. AXE er ligesom Ben Franklins aksiom: Tre personer kan holde på en hemmelighed, hvis to af dem er døde. Vi er de eneste tilbage i live, og Hawk har ansvaret. Umiddelbart tror man måske, at han er en ældre og ikke særlig succesfuld brugtbilssælger. Godt dække for den mand, jeg betragter som den mest kloge operatør i det mest dødbringende spil af alle.
  
  
  Da jeg stak mit hoved ind gennem lugen, og en af besætningen rakte hånden frem med en taske, så jeg Hawk læne sig over sine skålede hænder og prøvede at tænde sin evigt tilstedeværende cigar i trækket. Da jeg rejste mig og gik ind, og lugen lukkede, sad han med hovedet kastet tilbage og sugede tilfreds røg og svovl fra det ildelugtende cigarmærke, han elskede.
  
  
  "Dejlig fangst," sagde han og så sardonisk på mig. "Sæt dig ned og spænd op, så vi kan komme ud af dette ørkenparadis."
  
  
  "Hvis jeg havde vidst, du ville komme, ville jeg have fanget to, sir," sagde jeg og satte mig ved siden af ham.
  
  
  Hans rumlede jakkesæt passede ham som en kasseret sæk, og der var ingen tvivl om, at den pænt klædte besætningsmand ikke kunne forstå, hvorfor der var sådan en VIP-behandling af en usoigneret gammel torske og en fisker med en flot ørred.
  
  
  "Søn," lød Hawkes hvæsen over helikopterens kraftige snøften, "se om du kan hjælpe piloten."
  
  
  Kommandanten, en korporal, tøvede kun et øjeblik. Så med et kort nik bevægede han sig mod kabinen. Blødheden i Hawks ansigt forsvandt med ham. Det tynde ansigt fik nu et udseende, der ofte fik mig til at tro, at nogen i Hawk-slægtstræet var en Sioux- eller Cheyenne-krigschef. Udtrykket var et af indestængt kraft, fuld af indsigt og opfattelse, parat til at handle.
  
  
  "Beklager afbrydelsen. Vi har en DEFCON-alarm." Hawke brugte formelt sprog, som om skotten brugte penge.
  
  
  "Global, sir?" Jeg mærkede en lille prikken i baghovedet.
  
  
  "Nej. Værre." Mens han talte, lå attachens kuffert på hans skød. "Dette vil give dig en baggrund." Han rakte mig en AXE informationsmappe med en rød stribe på omslaget kun til præsidentens øjne. Dette var det andet eksemplar. Der var en kort opsummering. Det lød som et udvidet manuskript til en samtale, Hawk og jeg havde haft for ikke mere end en uge siden. Det betød ikke, at AX's Dupont Circle-hovedkvarter i landets hovedstad var aflyttet. Bag det lasede cover af Amalgamated Press and Wire Services laver vi ingen fejl. Det betød heller ikke, at vi var clairvoyante, selvom der er tidspunkter, hvor jeg er sikker på, at Hawk har en gave. Det betød simpelthen, at man kunne udlede af eksisterende forhold, uden at bruge en computer, at visse resultater ville opstå. I dette tilfælde var resultatet forsinket - nukleart tyveri. Det var også et atomtyveri af et nyt tophemmeligt taktisk våben, hvilket betød, at der ville blive truffet nogle delikate diplomatiske beslutninger fra præsidentens side.
  
  
  Cockeye tilhører SRAM-klassen - kortdistance angrebsmissil. Dette er en type raket, som vi leverede til israelerne under Yom Kippur-krigen. Det er her lighederne slutter. Hanen er en atombombe
  
  
  og i modsætning til ethvert andet taktisk atomvåben med kort rækkevidde, er det halvfems procent effektivt. Oversat betyder det, at mens andre atomvåben af samme størrelse og type – hvad enten det er i Warszawapagtens arsenaler, Beijing-bunkere eller vores egne – kan ødelægge en byblok, kan Cockeye ødelægge en by. En ekstremt mobil cylindrisk genstand, præcis seksten fod lang, vejer mindre end et halvt ton, og med en rækkevidde på 150 miles, er Cockeye et stærkt aktiv i dit defensive dæk. Og det slettede nogle af de bekymrende træk fra ansigterne på vores planer og politikere i SHAPE og i Pentagon.
  
  
  Ved at gennemlæse detaljerne om tabet af Cockerel var en faktor tydelig; undersøgelse af dem, der har udført operationen. Det var slankt, elegant arbejde og viste et præcist kendskab til placeringen af bunkerne ved Katzweiler nord for Kaiserslauten på Rhineland Platz, hvor en eskadron af missiler var opbevaret.
  
  
  Der var tyk tåge, hvilket var almindeligt på denne tid af året eller kl. 03:00. Der var ingen overlevende i sikkerhedsdetaljen på 50 mand, og detaljer om timing og bevægelse blev indsamlet af CID efter kendsgerningen. De ankom i en lastbil, der senere blev opdaget forklædt som en amerikansk hær seks gange otte. Det blev antaget, at hvis de ikke var iført GI-tøj, ville de i det mindste have mødt en vis modstand. Der blev brugt knive på tre soldater på vagt ved porten og på bunkervagterne. At dømme efter sidstnævntes kroppe troede de, at deres mordere var deres redningsmænd. To betjente og de andre døde i deres senge af gasforgiftning.
  
  
  Kun ét missil med et atomsprænghoved blev stjålet. Umiddelbar mistanke vil fokusere på KGB eller SEPO Chicom ved hjælp af et hold af kaukasiske maoister.
  
  
  Men ikke længe. Samtidig med at hanen blev beslaglagt, fandt endnu et tyveri sted et par kilometer mod syd i et lager i Otterbach. Dette var ikke den samme gruppe, der stjal Cockerel, men de samme metoder blev brugt. I dette tilfælde var det fangede objekt vores seneste model af RPV - fjernstyret køretøj - sort boks og det hele.
  
  
  RPV er ikke meget længere end Cockeye. Den har korte, stumpe vinger og kan flyve ved Mach 2. Dens hovedformål er fotorekognoscering. Men parr Cockeye med en drone, og du har et atommissil med en rækkevidde på 4.200 miles og evnen til at dræbe en million mennesker.
  
  
  "Atomafpresning, her er vi," sagde jeg.
  
  
  Hawk klukkede, og jeg rakte ud efter en af mine specialfremstillede cigaretter for at prøve at dæmpe lugten af hans cigar.
  
  
  Der var et enkelt afsnit dedikeret til, hvad man kunne kalde en bitter pille:
  
  
  På grund af vejr- og tidsforhold, og fordi alt involveret personale var blevet elimineret, blev tyveriet i Katzweill først opdaget kl. 05.40 og i Otterbach indtil kl. 05.55. Selvom USECOM i Heidelberg og SHAPE i Casto straks var klar over angrebet ved Otterbach, blev USA og NATOs hovedkvarterer ikke informeret om Cockeye's forsvinden før kl.
  
  
  
  
  "Hvorfor dette rod?" - sagde jeg og kiggede op.
  
  
  »En eller anden brigadechef var utilfreds med hans rang, som troede, han kunne løse alt selv, fordi han fandt en lastbil. Det kan gøre en forskel."
  
  
  Den følgende vurdering forklarede hvorfor. AX, som alle allierede efterretningstjenester, gjorde alt for at opspore morderne og genvinde de stjålne genstande. Der var ikke en eneste lastbil, tog, bus eller fly inden for en radius af 1.500 kilometer fra Kaiserlauten, der ikke blev standset og eftersøgt. Al landtransport, der krydser grænserne mellem Vesteuropa og Jerntæppet, var genstand for dobbeltkontrol. Luftovervågning ved hjælp af specielle detektionsanordninger har dækket kloden. Hver agent på jorden fra Kirkenes til Khartoum havde én mission - at finde Hanen. Hvis buzzeren var blevet tændt for at øge indsatsen under åbningen i stedet for næsten to timer senere, havde jeg måske stadig fanget fisk.
  
  
  AX lavede en arbejdsantagelse baseret på fire kriterier: 1. Ingen større modstandskraft udførte denne operation. De havde deres egne RPV'er, og at stjæle en som en sabotage ville være for risikabelt. 2. Tyveriet af RPV var således lige så vigtigt for operationen som tyveriet af Cockeye. 3. Efter tyveriet var tiden afgørende. De, der udførte dobbeltoperationen, kunne ikke vide, hvor meget tid de havde. Det betød et øjeblikkeligt behov for husly eller transport ud af området.
  
  
  Hvis de bliver i området, vil ejerne være under konstant afsløringspres, og deres handlemuligheder vil være stærkt begrænset. 4. Cockeye og RPV'en blev højst sandsynligt transporteret fra et tilsigtet punkt inden for området til et tilsigtet punkt uden for området.
  
  
  At undersøge bevægelsen af al flytrafik i området umiddelbart efter tyverierne giver det eneste fingerpeg. Et DC-7 propeldrevet fragtfly tilhørende Den Nordafrikanske Folkerepublik lettede fra byen Rentstuhl Flügzeutrager nær Kaiserlauten kl. 05:00 samme dag.
  
  
  Flyet ankom en uge for tidligt til motorreparationer. Rentstuhl har specialiseret sig i at reparere ikke-jetfly.
  
  
  I tågen lettede DC-7'eren med minimal kontrol. Hans manifest, som blev tjekket af toldvæsenet aftenen før, viste, at han medbragte reservedele til motoren. Parkeret i den yderste ende af rampen var flyet i en isoleret position og i tågen var det ikke synligt fra tårnet eller kontorbygningen i den kritiske periode.
  
  
  Den tre mand store besætning, der så ud til at være militære NAPR-piloter, ankom til operationen kl. 04:00. De indgav en flyveplan til Heraklion lufthavn i Athen. 07:20 blev Civitavecchia Air Traffic Control informeret om, at flyveplanen var blevet ændret til Lamana direct, hovedstaden i NAGR.
  
  
  Mulig konklusion: Cockeye og UAV var ombord på DC-7.
  
  
  "Det her er ret subtilt, sir," sagde jeg og lukkede mappen.
  
  
  "Det var i går. Det er blevet federe siden da, og jeg ved, hvad du tænker - at Ben d'Oko Mendanike fra Folkerepublikken Nordafrika aldrig ville have blandet sig i noget lignende."
  
  
  Det var det, jeg tænkte på.
  
  
  "Nå, han er ikke involveret i det her mere. Han er død". Hawk rystede cigarstubben og skelede mod solen, der gik ned i havnen." Også Carl Petersen, vores ambassadør i NAPR. Begge bliver dræbt efter at have mødt et hemmeligt møde. Petersen blev ramt af en lastbil og Mendanicke i et flystyrt ved Budan cirka tre timer senere, alt sammen på samme tid som Cockerels ramte.
  
  
  "Det kunne have været en tilfældighed."
  
  
  "Måske, men har du nogle bedre ideer?" - sagde han surt.
  
  
  "Nej, sir, men bortset fra det faktum, at Mendanike er ude af stand til at planlægge tyveri af nukleare materialer, har han ingen i sin rotteflokk, der kunne røve sparegrisen. Og, som vi begge ved, er situationen i NAGR længe moden til et kup af obersten."
  
  
  Han kiggede intenst på mig. "Jeg tror ikke, jeg vil lade dig fiske igen. En!" Han gav en tommelfinger op. "Atombombe og UAV flyttede fra punkt A. To!" Hans pegefinger rejste sig. "Indtil der kommer noget bedre, er denne DC-7 den eneste pokkers forspring, vi har. Tre!" Resten af fingrene gik op - og jeg lagde mærke til, at han havde en lang livline - "Nick Carter går til punkt B for at se, om han kan finde det, der blev taget fra punkt A. Forstår det?"
  
  
  "Mere eller mindre." Jeg grinte til ham, det sure blik gav efter for, hvad man kunne kalde hans godmodige panderynke.
  
  
  "Det er en udfordring, søn," sagde han stille. "Jeg ved, det er subtilt, men der er ingen tid. Det er uklart, hvad disse bastards mener. de har erobret våben, som de intet ved om, og som kunne have været rettet mod en af deres byer."
  
  
  Hawk er ikke en af dem, der ikke bekymrer sig om noget. Ikke én af os. Ellers ville han ikke sidde på sin plads, og jeg ville ikke sidde ved siden af ham. Men i det aftagende eftermiddagslys virkede stregerne i hans ansigt dybere, og bag hans lyseblå øjnes stilhed lurede et glimt af bekymring. Vi havde et problem.
  
  
  For mig er dette navnet på det spil, jeg blev anklaget for. Slip af med alle de og, hvis og men, slip med den officielle jargon, og det er bare et spørgsmål om, hvordan du griber det an.
  
  
  Hawk informerede mig om, at vi var på vej til Dorval Lufthavn uden for Montreal. Der går jeg ombord på et Air Canada-fly direkte til Rom og derefter NAA Caravel til Lamana. Jeg fungerede som Ned Cole, chefkorrespondent for Amalgamated Press and Wire Services - AP&WS. Min opgave er at rapportere premierminister Ben d'Oko Mendanikes pludselige og tragiske død. Taget var ret stærkt. Men som et sikkerhedsnet havde jeg et andet pas, et fransk, i navnet på Jacques D'Avignon, en hydrolog og vandingeniør hos det europæiske selskab RAPCO. Ferskvand til NAPR var på niveau med olie. De havde forbandet lidt af begge dele.
  
  
  Vi havde ikke AX-personale til at støtte mig. Jeg vil sige, at vi er små. Min eneste officielle kontakt vil være Henry Sutton, CIA bosiddende og kommerciel attaché på den amerikanske ambassade. Han ventede på mig i forbindelse med ambassadørens død, men kendte ikke til min egentlige mission. Selv i en sådan situation er AX's politik kun at offentliggøre operationelle planer til samarbejdende efterretningstjenester efter feltagentens skøn.
  
  
  Først havde jeg to tilgange: Mendanikes pakistanske enke, Shema, og DC-7-besætningen. Enke, fordi hun måske kender emnet for ambassadør Petersens hemmelige møde med sin afdøde mand og årsagen til den pludselige flugt til Budan. Med hensyn til DC-7-besætningen ønskede jeg forståeligt nok at diskutere flyveplaner med dem.
  
  
  Det var som sagt en normal procedure. Det var Hawk, der sagde: "Du har højst ikke tid til at finde ud af, om Cockeye og UAV'en er der."
  
  
  
  
  
  
  
  kapitel 2
  
  
  
  
  
  
  
  
  Under resten af turen fra fiskelejren lærte jeg det meste af referencematerialet, Hawk havde givet mig. Dette vedrørte hovedsageligt Den Nordafrikanske Folkerepublik.
  
  
  Hver AX-agent har et opdateret billede af klodens geopolitiske ansigt. Som Killmaster N3 er min viden selvfølgelig stor og dyb. Sådan skal det være, så jeg ved at fokusere på detaljerne allerede er halvvejs.
  
  
  Af alle Maghreb-landene er NAGR det fattigste. Det blev skabt af FN i slutningen af 50'erne fra en tør del af de tidligere franske besiddelser. Som en "nyt opstået tredjeverdensnation" var dens fremkomst rent politisk.
  
  
  Dens hovedstad, Lamana, er en dybvandshavn, strategisk placeret og længe eftertragtet af Sovjetunionen. Admiral S.G. Gorshkov, den øverstkommanderende for den russiske flåde, sagde i hemmeligt vidnesbyrd for Politbureauets centralkomité, at Lamana var nøglen til kontrol over det vestlige Middelhav. Der skulle ikke et militært geni til at forstå hvorfor.
  
  
  Denne kontrol blev hæmmet af forholdet mellem NARN-præsident Ben d'Oko Mendanike og Washington. Det var ikke et forhold af godt fællesskab. Det eneste, Mendanika kunne lide ved USA, var den konstante strøm af hjælp. Han tog den med den ene hånd og slog sin velgører verbalt i ansigtet ved enhver lejlighed. Men i bytte for hjælp gav han ikke sovjetterne bunkringsrettigheder ved Laman, og han var også smart nok til at være på vagt over for deres tilstedeværelse på hans territorium.
  
  
  Der var nogle paralleller med situationen vedrørende Tito og det sovjetiske angreb på Adriaterhavshavnene. Navnet Mendanike blev ofte forbundet med navnet på den jugoslaviske leder. Faktisk lød den tykke overskrift på Montreal Star-banneret: "Mendanike, Nordafrikas Tito er død."
  
  
  En ceylonesisk-født, Oxford-uddannet mand, Mendanike tog magten i 1964 og væltede og dræbte den gamle kong Phaki i et blodigt kup. Fakis slægtning, Shik Hasan Abu Osman, var ikke særlig glad for overførslen, og da Washington nægtede at forsyne ham med våben, tog han til Beijing. Hans ti år lange guerillakampagne i den sydlige del af NAPR-sandhøjen omkring Budan blev fra tid til anden nævnt i pressen. Osmans indflydelse var lille, men ligesom Mustafa Barzani i Irak havde han ingen intentioner om at rejse, og hans kinesiske leverandører var tålmodige.
  
  
  Mendanike-styrtet dræbte seks af hans nærmeste rådgivere. Faktisk var det eneste tilbageværende medlem af hans regerende kreds general Salem Azziz Tasahmed. Af stadig ukendte årsager blev han ikke slæbt ud af sengen sammen med seks andre for at foretage overraskelsesturen på en enkeltbillet til nekrologspalten.
  
  
  Efter nyheden om katastrofen erklærede Tasakhmed sig selv som marskal og erklærede, at han ville lede en foreløbig regering. Generalen var fyrre, uddannet ved Saint-Cyr, Frankrigs tidligere West Point, og var oberst på tidspunktet for kuppet i 1964. Han havde en kone, Mendanikes søster, og han og Ben var hurtige venner indtil døden. Om dette emne udtalte AX Inform:
  
  
  Tasakhmed har som bekendt siden juni 1974 haft at gøre med KGB-agenten A.V. Sellin, lederen af den maltesiske station, udstationeret til ledelsen. I nærheden lå Sortehavsflåden under kommando af viceadmiral V.S. Sysoev.
  
  
  ;
  
  
  Som Star advarede, udløste Mendanikes "tragiske død" forargede krav fra en række tredje og fjerde verdensledere om en hastesamling i FN's Sikkerhedsråd. Død ved uheld blev ikke taget i betragtning. Den belejrede CIA var endnu en gang den piskede dreng, og selv om der ikke var nogen mening med, at Sikkerhedsrådet kunne skabe genopstandelsen af "den fremtrædende statsmand og forsvarer af folks rettigheder", ville mødet give rig mulighed for at udtrykke vrede mod USA imperialistisk krig.
  
  
  Med al den ekstra erfaring, Hawk gav mig, har min oprindelige vurdering ikke ændret sig. Pointen er, at den blev forstærket. Denne situation havde alle ingredienserne i et klassisk sovjet-inspireret modkup. Og den eneste forbindelse mellem Katzweiler og Lamana var det DC-7 fly, som så ud til at være lettet på en rutineflyvning, og dets eneste mistænkelige aktivitet var et skift af destination midtvejs.
  
  
  Da vi landede ved RCAF-hangaren i Dorval, var jeg
  
  
  ændret sig til en forretningsdragt og antog identiteten som Ned Cole fra AP&WS. Når jeg ikke er på vagt, efterlades en fuldt pakket rejsetaske og en speciel AXE attaché-etui i hovedkvarteret til hurtig afhentning, og Hawk henter dem. Fritid eller på vagt består min standard påklædning af en Wilhelmina, min 9 mm Luger, en Hugo, en håndledsmonteret stilet og en Pierre, en gasbombe i valnødstørrelse, som jeg normalt bærer i mine jockeyshorts. Jeg er blevet grundigt gennemsøgt flere gange, end jeg kan tælle, og en af grundene til, at jeg vil tale om dette, er, at ingen tænkte på at gennemsøge stedet.
  
  
  Jeg stod på flyvelinjen i det tidlige aftenmørke sammen med Hawk, da han gjorde sig klar til at gå ombord på det executive-jetfly, der skulle tage ham tilbage til hovedstaden. Der var ikke længere behov for at fortælle detaljerne i historien.
  
  
  "Naturligvis vil præsidenten fandme godt have denne sag afsluttet, før den bliver offentlig," sagde Hawk, mens han lagde sine hænder og tændte endnu en cigar.
  
  
  "Jeg tror, de er tavse af en af to grunde, eller måske begge. Uanset hvor de gemmer Cockeye, har de brug for tid til at installere den på dronen og arbejde med flyelektronikken. Det kan være for svært for dem."
  
  
  "Hvilken anden grund?"
  
  
  "Logistik. Er der tale om afpresning, skal kravene opfyldes, betingelserne skal være opfyldt. Det tager tid at sætte sådan en plan ud i livet.”
  
  
  "Lad os håbe, det er nok til at give os nok...Føler du dig okay?" Han nævnte først årsagen til, at jeg fiskede på en sø i Quebec.
  
  
  "Jeg hader lange ferier."
  
  
  "Hvordan er dit ben?"
  
  
  "Bedre. Jeg har det i hvert fald, og den bastard Tupamaro er et snit kortere."
  
  
  "Hmmm." Enden af cigaren lyste rødt i det kolde tusmørke.
  
  
  "Okay, sir," lød en stemme fra flyet.
  
  
  "Undskyld, at jeg efterlod dig med mit fiskegrej," sagde jeg.
  
  
  "Jeg vil prøve lykken i Potomac. Farvel, søn. Forbliv forbundet".
  
  
  "Hans hånd var som jerntræ."
  
  
  De tog mig i bil til lufthavnsterminalen. Under den korte tur trak jeg selen på igen. Tilmelding skete med det samme. Sikkerhedstjenesten fik signalet om at føre mig igennem, kortvarigt undersøgte min attachésag og gennemsøgte min krop som en kage. 747'eren havde næsten ingen nyttelast. Selvom jeg rejste på økonomiklasse, som enhver god nyhedsreporter, havde jeg tre sæder, der var gode til at slappe af og sove.
  
  
  Jeg slappede af under drinks og middag Men som Hawk sagde, det hele kom ned til én ting. De stjålne varer kunne have været et sted i NARR. Hvis de var der, var min opgave ikke kun at finde dem, men også at slippe af med den, der satte dem der. Til at hjælpe mig fra oven vil være en satellit og rekognoscering fra SR-71 flyet.
  
  
  Før i tiden var sandheden stærkere end fiktionen. Nu er dens vold langt foran dens fiktion. Fjernsyn, film og bøger følger ikke med. Det blev et spørgsmål om overlegenhed. Og hovedårsagen til accelerationen er, at de, der i dag i Los Angeles, München, Rom eller Athen dræber deres medmennesker, for ofte slipper af sted med det. I det gode gamle USA bekymrer filantroper sig om angriberne, ikke ofrene. AX fungerer anderledes. Ellers kunne han slet ikke arbejde. Vi har ældre kode. Dræb eller bliv dræbt. Beskyt det, der skal beskyttes. Returner alt, der faldt i fjendens hænder. Der er virkelig ingen regler. Kun resultater.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 3
  
  
  
  
  
  
  
  
  Leonardo da Vinci Lufthavns terminalbygning i Rom er en lang, glasindkapslet, konkav korridor foret med flyselskabers skranker, ekspresbarer og aviskiosker. Glasset vender mod flyvelinjen, og der går ramper ned fra de mange indgangsporte, hvor fly fra store flyselskaber samles. Mindre prestigefyldte transportører på vej til Nordafrika og mod syd og øst laster fra terminalens bagerste vinger, hvilket beviser, at der, i det mindste i Rom, på trods af de arabiske olieproducerende landes nyfundne indflydelse, er et vist sæt forskelle. er stadig observeret.
  
  
  At gå langs den brede, tætbefolkede korridor var godt for to ting - observation og træning af det restituerende ben. Observation var vigtigere. Fra det øjeblik, jeg lettede med Air Canada-flyet, vidste jeg, at jeg var under overvågning. Dette er en indre følelse baseret på lang erfaring. Jeg diskuterer aldrig med dette. Den var der, da jeg gik fra borde langs rampen og voksede sammen med den cappuccino, jeg bestilte i ekspresbaren. Den forblev solid, da jeg gik over til aviskiosken og købte en Rome Corriere Delia Sera, og derefter satte mig i en nærliggende stol for at scanne overskrifterne. Mendanike var stadig den første side. Der var rapporter om spændinger i landet, men under streng kontrol. Jeg besluttede, at det var tid til at gå på herreværelset for at rette mit slips.
  
  
  Jeg lagde mærke til det, mens jeg studerede nyhederne fra Lamana.
  
  
  Han var lav og tynd, med en blød teint og almindeligt tøj. Han kunne være fra hvor som helst, et typisk ansigt i mængden. Jeg var interesseret i hans hensigt, ikke hans anonymitet. Kun Hawk og AX Central Control vidste, at jeg var i Rom... formentlig.
  
  
  I spejlet på herreværelset stirrede mit ansigt tilbage på mig. Jeg lavede en note for at minde mig selv om at smile mere. Hvis jeg ikke var forsigtig, ville jeg begynde at ligne nogen, der fandt på en hemmelig agent.
  
  
  Der var en ret konstant bevægelse af mennesker, der forlod lokalet, men min lille observatør kom ikke ind. Måske for erfaren en proff. Da jeg gik og gik ned ad trappen ind i hovedgangen, forsvandt han.
  
  
  Der var god tid før flyvningen, men jeg gik til et fjernt indtjekningssted for at se, om jeg kunne skræmme ham væk. Han dukkede ikke op. Jeg satte mig til at tænke. Han var en rigtig spion. Hans formål var sandsynligvis at bekræfte min ankomst og melde det. Til hvem? Jeg havde ikke et svar, men hvis hans kontrol blev alarmeret, så var jeg det også. Fjenden havde måske fordelen, men de begik en alvorlig fejl. Deres interesse tydede på, at noget var gået galt i Hawkes langsigtede plan.
  
  
  Jeg gik tilbage til at læse Corriere. Han var fuld af spekulationer om Mendanikes død og dens betydning for NAR. Detaljerne om styrtet stemte overens med dem, Hawk havde leveret. Flyet foretog en rutinemæssig ADF-indflyvning til landingsbanen på kanten af Budan Oasis. Normal i alle henseender, bortset fra at han styrtede i jorden otte kilometer fra enden af landingsbanen. Flyet eksploderede ved sammenstødet. Dette styrt var sabotage, men indtil nu har ingen kunne forklare, hvordan DC-6'eren fløj ind i ørkensandet, med hjulene strakt ud og dens standardnedstigningshastighed, på et tidspunkt, hvor vejret var "klart" mellem dagslys og mørke. Dette udelukkede en eksplosion om bord eller et andet fly, der skyder Mendanike ned. General Tasahmed sagde, at en fuldstændig undersøgelse ville blive gennemført.
  
  
  Mine medrejsende begyndte at samles. Blandet publikum, for det meste arabiske, nogle iført vestligt tøj, andre ikke. Der var et par ikke-arabere. Tre, at dømme efter samtalen, var franske ingeniører, to var britiske sælgere af tungt udstyr. I betragtning af omstændighederne syntes jeg ikke, at deres timing for at drive forretning var god. Men sådanne ting lader ikke til at genere briterne.
  
  
  Den forsamlede gruppe var lidt opmærksomme på hinanden, tjekkede deres ure fra tid til anden og ventede på, at flyet ankom for at begynde ritualet med check-in og check-in. Efter den seneste massakre i Roms lufthavn begyndte selv Arab Airlines at tage sikkerhed alvorligt. Wilhelmina og Hugo sad i deres aflåste celler i attachésagen. Dette var ikke noget problem, men da kun én mandlig NAA-assistent ankom, tyve minutter for sent med en udklipsholder under armen, indså jeg, at problemet kom fra et andet sted.
  
  
  Han talte først på arabisk, derefter på dårligt engelsk, hans nasale stemme flad og uundskyldende.
  
  
  Nogle af den ventende skare stønnede. De andre stillede spørgsmål. Nogle begyndte at protestere og skændes med ministeren, som straks blev defensiv.
  
  
  "Jeg siger," den største af de to englændere syntes pludselig at blive opmærksom på min tilstedeværelse, "hvad ser ud til at være problemet?" Forsinke?"
  
  
  "Det er jeg bange for. Han foreslår at vende tilbage klokken et om eftermiddagen."
  
  
  "Time! Men ikke før..."
  
  
  "En time," sukkede hans ledsager med triste øjne.
  
  
  Mens de behandlede de dårlige nyheder, tænkte jeg på at ringe til Rom-nummeret og stille flyet til min rådighed. For det første var det et spørgsmål om, hvorvidt tabet af tid var værd at risikere med en særlig ankomst, der ville vække opmærksomhed på et tidspunkt, hvor mistanken om Laman blev mere paranoid end normalt. Og for det andet var der spørgsmålet, om jeg blev sat op til at dræbe. Jeg besluttede, at jeg på en eller anden måde ville indhente det. I mellemtiden vil jeg gerne hvile mig lidt. Jeg lod to briter diskutere, om de ville have en anden morgenmad med blodige bøffer, før de annullerede deres reservation, eller efter.
  
  
  På anden sal i terminalen ligger et såkaldt midlertidigt hotel, hvor man kan leje et celleværelse med køjeseng. Træk tunge gardiner for vinduerne, og du kan spærre lyset ude, hvis du vil slappe af.
  
  
  På det nederste lag lagde jeg begge puder under tæppet og lod gardinet hænge ned. Så gik han op til det øverste niveau og lagde sig ned for at vente på, at begivenhederne udviklede sig.
  
  
  NAA-ekspedienten meddelte, at forsinkelsen på tre timer skyldtes et mekanisk problem. Fra min plads i holdeområdet kunne jeg se vores Caravel på flyvelinjen nedenfor. Bagage blev læsset ind i flyets mave, og en ansat i tankskibet fyldte JP-4'erens tanke. Hvis flyet havde mekanisk
  
  
  der var ingen mekaniker i syne af problemet og intet bevis for, at nogen havde gjort noget for at løse det. Det var en uklar situation. Jeg besluttede at tage det personligt. Overlevelse i min virksomhed kræver en direkte holdning. Det er bedre at blive taget forkert end at være død. På hotelregisteret skrev jeg mit navn med en stor og tydelig skrift.
  
  
  Han ankom en time og femten minutter senere. Jeg kunne have efterladt nøglen i låsen og gjort det sværere for ham, men jeg ville ikke have, at det skulle være svært. Jeg ville tale med ham. Jeg hørte det svage klik fra vippekontakter, da hans nøgle drejede.
  
  
  Jeg kravlede ned fra sengen og landede lydløst på det kolde marmorgulv. Da døren åbnede indad, gik jeg rundt om kanten. Et hul dukkede op. Åbningen blev udvidet. Næsen på en Beretta med en omfangsrig lydpotte dukkede op. Jeg genkendte det knoklede håndled, den skinnende blå jakke.
  
  
  Pistolen hostede to gange, og i halvmørket sprang puderne overbevisende som svar. At lade ham fortsætte var spild af ammunition. Jeg skar hans håndled over, og da Beretta ramte gulvet, slyngede jeg ham ind i værelset, smækkede ham ind i køjesengen og sparkede døren på.
  
  
  Han var lille, men han kom sig hurtigt og var hurtig som en giftig slange. Han vendte sig mellem sengeposterne, snurrede rundt og kom mod mig med en klinge i venstre hånd, den lignede en lille machete. Han satte sig ned med et uvenligt udtryk i ansigtet. Jeg rykkede frem, skubbede ham tilbage, Hugos stilet snurrede.
  
  
  Han spyttede, forsøgte at distrahere mig ved at skubbe mig i maven, og slog mig så i halsen. Hans vejrtrækning var ujævn, hans gullige øjne glinsede. Jeg fintede Hugo, og da han kontra, sparkede jeg ham i skridtet. Han undgik det meste af slaget, men nu fik jeg ham klemt op ad væggen. Han forsøgte at trække sig væk, med det formål at flække mit kranium. Jeg fangede hans håndled, før han kunne skille mit hår. Så fik jeg ham til at vende sig om, hans ansigt slog ind i væggen, hans arm snoede mod hans hals, Hugo stak ham i halsen. Hans våben gav en tilfredsstillende klirrende lyd, da det ramte gulvet. Hans vejrtrækning var rasende, som om han havde løbet meget langt og tabt løbet.
  
  
  "Du har ikke tid til at fortryde. Hvem sendte dig? Jeg prøvede på fire sprog og rakte så min hånd til det yderste. Han vred sig og gispede. Jeg udgød blod med Hugo.
  
  
  "Yderligere fem sekunder, og du er død," sagde jeg på italiensk.
  
  
  Jeg tog fejl på intet sprog. Han døde på fire sekunder. Han lavede en hulkende lyd, og så mærkede jeg hans krop ryste, hans muskler klemte sig sammen, som om han forsøgte at flygte indefra. Han faldt sammen, og jeg måtte holde ham. Han bed ampullen normalt, kun den var fyldt med cyanid. Jeg lugtede bitre mandler, da jeg lagde ham på sengen.
  
  
  I dødsritualet så han ikke bedre ud, end han havde været i live. Han havde ingen dokumenter, hvilket ikke er overraskende. At han begik selvmord for at forhindre mig i at få ham til at tale, beviste enten fanatisk hengivenhed eller frygt for en mere smertefuld død, efter han havde talt – eller begge dele.
  
  
  Jeg satte mig på sengen og tændte en cigaret. Jeg spilder aldrig tid på at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde gjort tingene anderledes. Selvanklagens luksus overlader jeg til filosoffen. Her havde jeg resterne af den lille lejemorder, som først havde kontrolleret min ankomst og derefter forsøgte sit bedste for at forhindre min afgang.
  
  
  Et sted mellem hans observation og hans sidste handling ønskede en person med betydelig indflydelse at lokke mig i fængsel for mord ved at beordre en lang forsinkelse af et planlagt fly. Min vordende morder's instruktioner med hensyn til metoden, hvormed han kunne skille sig af med mig, må have været fleksible. Han kunne ikke vide, at jeg ville beslutte mig for at hvile mig lidt. Jeg kunne gøre et halvt dusin andre ting for at fordrive tiden, som alle ville være synlige. Dette ville gøre morderens arbejde vanskeligere og øge sandsynligheden for, at han bliver fanget. Alt dette tydede på en vis grad af desperation.
  
  
  Forsøget rejste også alvorlige spørgsmål: vidste nogen, at jeg var Nick Carter og ikke Ned Cole? WHO? Hvis denne person var forbundet med NAPR, hvorfor dræbe mig i Rom? Hvorfor ikke lade mig komme til Lamana og dræbe mig der uden risiko? Et svar kan være, at den, der henviste min nye værelseskammerat, ikke var tilknyttet NAPR, men med North African Airlines. Da de to var en del af den samme struktur, kom ordrerne om at dræbe udefra, men havde betydelig indflydelse inden for flyselskaberne.
  
  
  Det er uvist, om liget på min køje havde en wingman. Under alle omstændigheder vil nogen vente på en rapport om missionens succes. Det ville være interessant at se, hvad stilhed ville frembringe. Jeg efterlod ham under tæppet med Berettaen under puden. Carabinieri ville have det sjovt at prøve at finde ud af dette.
  
  
  Det gør Hawk også. jeg
  
  
  sendte ham et kodet telegram adresseret til fru Helen Cole på DC-adressen. I den bad jeg om fuldstændig information om ejerskabet og kontrollen med North African Airlines. Jeg nævnte også, at det så ud til, at mit cover var sprængt. Jeg trak mig derefter tilbage til lufthavnsrestauranten for at prøve nogle gode catalanere og Bardolino fiaskoer. Kun tjeneren var opmærksom på mig.
  
  
  Klokken var ti minutter i et, da jeg vendte tilbage til landingszonen. Passagerer er allerede blevet screenet, og det mekaniske problem er løst. De to briter, der var rødere, men på ingen måde værre for forsinkelser, skyndte sig efter hinanden, da en streng araber med en rød fez søgte dem efter våben.
  
  
  Min egen godkendelse var rutine. Ingen af de tre mandlige assistenter var mere opmærksomme på mig end nogen anden. Jeg gik gennem porten og ned ad rampen ind i eftermiddagssollyset og prøvede at være midt i strømmen af passagerer. Jeg troede ikke, at nogen ville skyde på mig fra dette udsigtspunkt, men så forventede jeg heller ikke optagelsesudvalget.
  
  
  Caravelles interiør var smalt, og de dobbelte sidesæder var designet til nyttelast snarere end komfort. Der var plads nedenunder til håndbagage, og de øverste hylder, kun beregnet til frakker og hatte, var fyldt med alskens varer. To stewardesser i mørkeblå uniform med en kort nederdel forsøgte ikke at indføre regler, vel vidende at det var nytteløst. Malingen var ved at skalle af, ligesom den beige indretning på mit hoved. Jeg håbede, at vedligeholdelse af fly ville være mere professionel. Jeg valgte et sæde bagerst. På denne måde kunne jeg tjekke de nyankomne og ikke få ryggen vendt til nogen.
  
  
  Klokken 13.20 stoppede passager boarding. De fleste pladser var besat. Halerampen forblev dog nede, og piloten tændte ikke for motorerne. Arabisk muzak underholdt os. Det er usandsynligt, at vi ventede på endnu en meddelelse om en mekanisk forsinkelse. Vi var ikke klar til det her. Vi ventede på, at den sidste passager skulle ankomme.
  
  
  Han ankom huffende og pustende, snublende tungt ned ad trappen, hjulpet af den højeste af de to stewardesser, der ventede på at hilse på ham.
  
  
  Jeg hørte ham hvæse på fransk: ”Skynd dig, skynd dig, skynd dig. Alt har travlt... Og jeg kommer altid for sent!” Så så han stewardessen og skiftede til arabisk: "As salaam alikum, binti."
  
  
  "Wa alicum as salaam, abui," svarede hun smilende og rakte hånden ud til ham. Og så på fransk: "Det haster ikke, doktor."
  
  
  "Ahhh, fortæl det til din reservationsskranke!" Han blev lastet ned med en plastikpose fuld af vinflasker og en stor, forslået kuffert.
  
  
  Stewardessen lo ad ham, da hun lettede ham for hans ting, mens han pustede og protesterede over det unaturlige i afgangstidspunktet. Hans taxa sad fast i den forbandede romerske trafik. Det mindste FAO kunne gøre er at give ham en bil osv. osv.
  
  
  Lægen var en stor mand med et tungt ansigt. Han havde en kasket af krøllet, kortklippet gråt hår. Dette, sammen med hans irishud, indikerede en sort afstamning. Hans mørkeblå øjne var en interessant kontrast. Da stewardessen pakkede sine ting, kastede han sig ned på sædet ved siden af mig, tørrede sit ansigt med et lommetørklæde og undskyldte, mens han fik vejret.
  
  
  Jeg talte til ham på engelsk, da halestigen rejste sig og låste sig på plads. "Slags et hårdt løb, hva?"
  
  
  Nu kiggede han interesseret på mig. "Åh, engelsk," sagde han.
  
  
  »Vi filmede flyveturen flere gange. Amerikansk".
  
  
  Han spredte sine kødfulde arme bredt: "Amerikansk!" Det ser ud til, at han har gjort en spændende opdagelse. "Nå, velkommen! Velkommen!" Han rakte hånden frem. "Jeg er Dr. Otto van der Meer fra De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation." Hans accent var mere fransk end hollandsk.
  
  
  "Sikkerhedssele, læge," sagde stewardessen.
  
  
  "Undskyld, hvad!" Han havde en høj stemme, og jeg lagde mærke til, at flere passagerer kiggede hen og enten smilede eller vinkede til ham.
  
  
  Bæltet spændte om hans løgformede midte, og han vendte sin opmærksomhed tilbage mod mig, da karavellen bevægede sig væk fra puden og begyndte at styre. "Så - amerikansk. RAPKO?"
  
  
  ”Nej, jeg er journalist. Mit navn er Cole."
  
  
  "Åh, jeg forstår det, journalist. Hvor har du det, hr. Cole, meget sød." Hans håndtryk afslørede, at der var noget hårdere under omkredsen. "Hvem er du sammen med, The New York Times?"
  
  
  "Nej. AP og WS."
  
  
  "Åh ja ja. Meget godt". Han kendte ikke AP&W fra AT&T og var ligeglad. "Jeg tror, du tager til Lamana på grund af premierministerens død."
  
  
  "Det var, hvad min redaktør foreslog."
  
  
  "En frygtelig ting. Jeg var her i Rom, da jeg hørte det."
  
  
  Han rystede på hovedet. "Trist chok."
  
  
  "Kendte du ham godt?"
  
  
  "Ja sikkert."
  
  
  "Har du noget imod, hvis jeg kombinerer forretning med fornøjelse og stiller dig et par spørgsmål om ham?"
  
  
  Han blinkede til mig. Hans pande var bred og lang, hvilket fik den nederste del af hans ansigt til at virke underligt kort. "Nej, nej, slet ikke. Spørg mig, hvad du kan lide, og jeg vil fortælle dig alt, hvad jeg kan."
  
  
  Jeg tog min notesbog frem, og den næste time svarede han på spørgsmål og A. Jeg udfyldte mange sider med de oplysninger, jeg allerede havde.
  
  
  Lægen var af den populære opfattelse, at selv om Mendanikes død var tilfældig, hvilket han tvivlede på, så var oberstens kup et sted i processen.
  
  
  "Oberst - General Tashakhmed?"
  
  
  Han trak på skuldrene. "Han ville være det mest oplagte valg."
  
  
  "Men hvor er revolutionen i det her? Mendanike er ikke mere. Ville arven ikke gå til generalen?"
  
  
  »Obersten kunne have været involveret. Oberst Mohammed Dusa er sikkerhedschef. De siger, at han modellerede sin organisation efter modellen fra den egyptiske Mukhabarat."
  
  
  Som blev modelleret med hjælp fra sovjetiske rådgivere efter modellen fra KGB. Jeg læser om Duza i mit informationsmateriale. De indikerede, at han var Tasahmeds mand. "Hvad kan han gøre, hvis hæren tilhører Tasahmed?"
  
  
  "Hæren er ikke Mukhabarat," mumlede han. Så sukkede han, krydsede sine kødfulde arme over brystet og så på bagsiden af sædet foran ham. "Du er nødt til at forstå noget, hr. Cole. Jeg tilbragte det meste af mit liv i Afrika. Jeg har set sådan noget før. Men jeg er international embedsmand. Politik interesserer mig ikke; Sjakalerne kæmper for at se, hvem der kan blive topsjakalen. Mendanike virkede måske som en vindpose udefra, men han var ikke et fjols i sit hjemland. Han tog sig af sit folk, så godt han kunne, og det er svært at sige, hvordan det ender, nu hvor han er væk, men hvis alt går, som det skal, bliver det blodigt«.
  
  
  Lægen satte sig fast i tænderne og forstod ikke meningen. "Siger du, at Dusa modtager hjælp udefra?"
  
  
  "Jamen, jeg vil ikke citeres, men som en del af mit job skal jeg rejse meget rundt i landet, og jeg er ikke blind."
  
  
  "Du mener, at Abu Othman passer ind i det her?"
  
  
  "Osman!" Han kiggede på mig med store øjne. "Osman er et gammelt reaktionært fjols, der løber rundt i sandet og kalder på en hellig krig, som en kamel, der græder efter vand. Nej, nej, det er noget andet."
  
  
  "Jeg har ikke tænkt mig at spille en gætteleg, doktor."
  
  
  "Se, jeg taler allerede for meget. Du er en god amerikansk journalist, men jeg kender dig virkelig ikke. Jeg ved ikke, hvad du vil gøre med mine ord."
  
  
  "Jeg lytter, ikke citerer. Dette er baggrundsinformation. Uanset hvad du mener, så skal jeg stadig tjekke."
  
  
  "Det, jeg mener, hr. Cole, er, at du måske har problemer med at tjekke noget. Du får måske ikke engang lov til at komme ind i landet.” Han blev lidt hård.
  
  
  "Dette er chancen, enhver journalist bør tage, når deres redaktør siger, gå væk."
  
  
  "Gammel. Det er jeg sikker på. Men nu vil der ikke være nogen venlighed over for amerikanere, især dem, der stiller spørgsmål."
  
  
  "Nå, hvis jeg skal have den tvivlsomme ære at blive smidt ud herfra, før jeg når dertil, vil jeg prøve at tale sagte," sagde jeg. "Du kender selvfølgelig til vores ambassadørs død?"
  
  
  »Selvfølgelig, men det betyder ikke noget for folk. De tænker kun på deres leders død. Kan du se en sammenhæng mellem dem? Nå," han tog en dyb indånding og sukkede, en mand, der modvilligt havde taget en beslutning, "se, jeg siger en ting mere, og det er nok med dette interview. Flere mennesker har besøgt landet de seneste måneder. Jeg kender deres udseende, fordi jeg har set dem andre steder. Guerillaer, lejesoldater, kommandosoldater - uanset hvad - flere mennesker ankommer på samme tid, bliv ikke i Laman, tag til landsbyen. Jeg ser dem i landsbyer. Hvorfor skulle sådanne mennesker komme til dette sted? spørger jeg mig selv. Der er intet her. Hvem betaler dem? Ikke Mendanike. Så måske er de turister på ferie, der sidder på en cafe og beundrer udsigten. Du forstår, hr. Newsboy. Afslut ". Han gjorde en ende på det og spredte sine hænder. "Nu vil du undskylde mig. Jeg har brug for et hvil". Han kastede hovedet tilbage, lagde sædet tilbage og faldt i søvn.
  
  
  Hans holdning var, at manden ønskede at tale, men var tilbageholdende med at gøre det, og blev mere og mere tilbageholdende, efterhånden som han fortsatte, indtil han nåede et punkt, hvor han var oprørt og utilfreds over sin ærlighed over for den ukendte journalist. Enten talte han for meget, eller også var han en god skuespiller.
  
  
  Der var alligevel ingen grund til at fortælle mig om tilstrømningen, hvis han ikke mente det. Kommandosoldaterne havde stjålet atomvåben, og selvom Mellemøsten fra Casablanca til Sydyemen var fyldt med dem, kunne dette være et fingerpeg.
  
  
  Da den gode læge vågnede, så
  
  
  efter sin lur var han i bedre humør. Vi havde omkring en time tilbage, og jeg rådede ham til at tale om sine landbrugsprojekter. Han tilbragte det meste af sit liv i Afrika. Han havde en belgisk far - ikke hollandsk - han studerede på universitetet i Louvain, men derefter var hans liv viet til fødevareproblemerne på det mørke kontinent.
  
  
  Da piloten begyndte sin nedstigning, skiftede van der Meer fra at fortælle mig om den globale katastrofe med den spredte tørke til at spænde sin sikkerhedssele. "Ak min ven," sagde han, "skikke her er aldrig nemme. Dette kan være meget svært for dig på nuværende tidspunkt. Bliv hos mig. Jeg vil gøre dig til FAO-skribent, hvordan er det?"
  
  
  "Jeg vil ikke give dig problemer."
  
  
  Han snøftede. "Intet problem for mig. De kender mig ret godt."
  
  
  Det virkede som en mulighed. Hvis det var noget andet, ville jeg have fundet ud af hvorfor. "Jeg sætter pris på tilbuddet," sagde jeg. "Jeg vil følge dig."
  
  
  "Jeg går ud fra, at du ikke taler arabisk?"
  
  
  Der er altid en fordel ved at dæmpe sproget i et fjendtligt land. "Det er ikke et af mine talenter," sagde jeg.
  
  
  "Hmmm." Han nikkede paveligt. "Hvad med fransk?"
  
  
  "Un peu."
  
  
  "Nå, få det bedste ud af det, hvis du bliver spurgt og udspurgt." Han himlede med øjnene.
  
  
  "Jeg vil prøve," sagde jeg og spekulerede på, om jeg kunne skrive en forsidehistorie som journalist om, hvorfor den "frigjorte" elite af de tidligere franske besiddelser foretrak at tale fransk som et statussymbol frem for deres modersmål.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 4
  
  
  
  
  
  
  
  
  Byen Lamana ligger på kanten af en gammel halvmåneformet havn, bygget før romerne fordrev karthagerne. Vi fløj over den og over den støvede metropol nedenfor. Det er ikke vokset meget siden mit sidste stop.
  
  
  "Har du været her før?" - spurgte lægen.
  
  
  "Jeg forventede, at der ville være mere Laman." sagde jeg, mente nej.
  
  
  »Det skal have en grund til at vokse. De romerske ruiner ved Portarios var engang en turistattraktion. Måske hvis vi opdager olie, hvem ved.”
  
  
  Lamana lufthavnsterminal var en typisk firkantet bygning, gullig i farven, med tilstødende vinger. Adskilt fra den stod en enkelt stor hangar med højt hvælvet tag. Der var ingen andre fly på flylinjen end vores. På flyvelinjen var en deling infanteri iført blå- og hvidternede keffiyehs som hovedbeklædning. De var udstyret med belgiske FN 7.65 maskingeværer og bakkes op af et halvt dusin strategisk placerede franske Panhard AML kampkøretøjer.
  
  
  Delingstruppen var strakt langs den solvarme asfalt. Vi gik forbi dem, på vej mod terminalens toldfløj. Den ene stewardesse ledede paraden, den anden bragte op bagenden. Da jeg hjalp lægen med at klare overbelastningen, lagde jeg mærke til, at holdet så sjusket ud, uden peiling eller polering, kun dystre udseende.
  
  
  "Jeg kan ikke lide det her," mumlede lægen. "Måske er der allerede en revolution."
  
  
  Douan - "skik" - i enhver tredje eller fjerde verdensstat er en langvarig sag. Dette er en måde at komme lige på. Dette mindsker også arbejdsløsheden. Giv manden en uniform, fortæl ham, at han er chefen, og du skal ikke betale ham meget for at holde ham på jobbet. Men her kom to nye faktorer til - forargelse over tabet af lederen og usikkerhed. Resultatet var spænding og en følelse af frygt blandt de nyankomne. Jeg kunne lugte det i den stinkende, luftløse lade, der tjente til at hilse ankomster.
  
  
  Linjen bevægede sig i et forudbestemt langsomt tempo, hvor den rejsende skulle fremvise et suspensionskort, pas og immuniseringskort på de enkelte stationer, hvor inspektører var stationeret, ivrige efter at skabe problemer og forsinkelser. Forude hørtes en vred stemme skændes mellem de tre franskmænd og efterforskerne. Trioen fra Paris var ikke genert; de var kloge i spillet.
  
  
  Da van der Meers tur kom, hilste han på betjenten bag disken på arabisk – som en forlængst forsvundne bror. Broderen klukkede undvigende som svar og viftede med sin tunge hånd.
  
  
  Da jeg nærmede mig skranken, skiftede lægen til fransk for mig. "Denne mand er en ven. Han kom fra Rom for at skrive om forsøgsgårde."
  
  
  Den tyknakkede, firkantede embedsmand vinkede til lægen og fokuserede på mine papirer. Da han så passet, løftede han hovedet og stirrede vred tilfreds på mig. "Amerikansk!" han spyttede det ud på engelsk, et beskidt ord. Og så knurrede han på arabisk: "Hvorfor kom du her?"
  
  
  "C'est dommage, M'sieu. Je ne comprend pas,” sagde jeg og kiggede ind i hans beskidte øjne.
  
  
  "Raison! Raison!" - råbte han og tiltrak sig opmærksomhed. "Porquoi êtes-vous ici?" Og så på arabisk "Møgæderens søn".
  
  
  "Som din berømte læge
  
  
  Van der Meer sagde: "Jeg holdt fast i franskmændene." Jeg er her for at rapportere om, hvad du har opnået ved at forvandle ørkenen til frugtbart land. Dette er gode nyheder, som bør rapporteres overalt. Er du ikke enig, monsieur major? "
  
  
  Dette skubbede ham lidt tilbage. Forfremmelsen fra juniorløjtnant skadede ikke. Dette forårsagede et støn.
  
  
  "Det er noget at være stolt af." Jeg tog en cigaretæske frem og rakte ham den. "Du er heldig at have sådan en som læge." Jeg smilede til van der Meer, som stod i kø ved den næste skranke og kiggede bekymret på os over sin skulder.
  
  
  Den nyligt forfremmede major gryntede igen, da han tog en cigaret, imponeret over de gyldne initialer. Jeg holdt en lighter. "Hvor længe planlægger du at blive her?" - knurrede han og studerede mit visum, smedet af AX.
  
  
  "Uge, in-Shalah."
  
  
  "Nej, ikke efter Allahs vilje, men efter Mustafas vilje." Han udåndede en sky af røg og pegede på sig selv.
  
  
  "Hvis du vil, sætter jeg dig i den artikel, jeg skal skrive. Major Mustapha, som bød mig velkommen og gav mig muligheden for at fortælle andre om de store ting, du laver her.” Jeg lavede en stor gestus.
  
  
  Hvis han vidste, at det var et bedrag, vidste han bedre end at vise det. Jeg talte højt nok til at alle de andre inspektører kunne høre mig. Arabere har en tør sans for humor. De elsker intet bedre end at se de højlydte blandt dem grine af. Jeg følte, at nogle mennesker i det mindste ikke kunne lide Mustafa.
  
  
  Faktisk var den meget nemmere at lege med end ørreden. Da det først var forbi, blev kontrol og stempling mere rutine. Eftersøgningen af bagagen var grundig, men ikke grundig nok til at forstyrre Wilhelmina og Hugo. Jeg har kun hørt mig selv kaldet en "beskidt amerikansk spion" to gange. Da min kuffert og taske blev tildelt det hvide kridt, følte jeg mig hjemme.
  
  
  Van der Meer ventede på mig, og da vi kom ud af den indelukkede lade, skændtes to briter, der hverken talte fransk eller arabisk, med Mustafa.
  
  
  Portieren smed vores bagage ind i bagagerummet på en antik Chevrolet. Lægen uddelte baksheesh, og med Allahs velsignelse gik vi ombord.
  
  
  "Bliver du i Lamans palads?" Min herre svedte meget.
  
  
  "Ja."
  
  
  Jeg så mig omkring på scenen. Terminalen forfra så mere menneskelig ud. Det var en cirkulær vej med en fremspringende bom til bevægelse af bøjlen og en grusvej, der førte gennem Jebel til fatamorgana af søer. I den varme tåge mod syd var de knækkede bakker højere, forblæste, brændte af solen. Den hårde blå himmel var en nådesløs udstråler af solen.
  
  
  "Du vil ikke finde det for at leve op til sit navn ... et palads." Lægen sukkede og lænede sig tilbage i stolen, mens han gav chaufføren instruktioner. "Men dette er det bedste Lamana har at tilbyde."
  
  
  "Jeg vil gerne takke dig for din hjælp." Jeg sad også der, mens chaufføren forsøgte at træde speederpedalen gennem gulvet, før han gennemførte svinget for at komme af vejen.
  
  
  Lægen havde ikke denne tålmodighed. "Sænk farten, sjette søn af kamelføreren!" Han brølede på arabisk. "Sæt farten ned, ellers melder jeg dig til sikkerheden!"
  
  
  Chaufføren kiggede overrasket i spejlet, løftede benet og buldrede.
  
  
  "Åh, det er for meget." Van der Meer tørrede sit ansigt med et lommetørklæde. "Det her er så dumt, sådan sløseri. Jeg roser dig for den måde du bar dig på. Dit fransk var godt."
  
  
  "Kunne være værre. De kunne have taget mit pas."
  
  
  "De henter den på hotellet, og Gud ved, hvornår du får den tilbage."
  
  
  "Du ved, måske går jeg ud og skriver en artikel om dit arbejde. Hvor kan jeg finde dig?
  
  
  "Jeg ville være beæret." Han lød som om han var seriøs. "Hvis jeg boede i byen, ville jeg invitere dig til at være min gæst. Men jeg skal til Pacar. Vi har en station der, hvor vi dyrker sojabønner og bomuld. Jeg burde være tilbage i morgen. Hvorfor tager du ikke mit kort? Hvis du stadig er her, så ring til mig. Jeg tager dig til hovedlinjen i vores arbejde, og du kan spørge mig, hvad du kan lide."
  
  
  "Hvis jeg ikke er i fængsel eller smidt ud, prøver vi, doktor. Tror du, der allerede har været et statskup?"
  
  
  Van der Meer sagde til chaufføren: "Er alt stille i byen?"
  
  
  "Soldater og kampvogne, men alt er stille."
  
  
  "Vent til de har en begravelse. Hvis jeg var dig, Mr. Cole, var jeg ikke gået fra gaden på det tidspunkt. Faktisk, hvorfor kommer du ikke med mig nu? Indtil alt falder til ro."
  
  
  "Tak, men jeg er bange for, at pressen ikke vil vente, selv ved begravelsen."
  
  
  På grund af klager over en dårligt brugt motor, hørte jeg en ny lyd. Jeg kiggede tilbage. Gennem den grå skærm af vores støv nærmede en anden bil sig hurtigt. Det var en to-sporet vej. jeg
  
  
  vidste, at hvis den modkørende ville forbi, ville han allerede have drejet ind i overhalingsbanen. Der var ikke tid til instruktioner. Jeg klatrede over sædet, væltede føreren af rattet og trak Chevrolet'en kraftigt til højre og derefter til venstre. Jeg kæmpede for at blive på vejen, da gruset faldt, og dækkene hvinede. Der var en enkelt knækkende klang af metal på metal, da en anden bil fløj forbi. Han kørte for stærkt til at bremse og passere.
  
  
  Der var ingen måde at se på ham, og da han gik forbi, satte han ikke farten ned. Chaufføren begyndte at hyle af raseri, som om han kaldte de troende til bøn. Van der Meers soundtrack virkede fast i et rille. "Mit ord! Mit ord!" det var alt, der lykkedes. Jeg gav rattet tilbage til chaufføren, følte mig bedre og håbede, at nærved-ulykken var et tegn på noget, der var større end nogen, der havde morderisk travlt.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 5
  
  
  
  
  
  
  
  
  Lægen sagde ængsteligt farvel til mig ved indgangen til hotellet. Han vil sende en besked, så snart han vender tilbage fra Pakar. Det ville være umuligt at foretage telefonopkald. Han håbede jeg ville være forsigtig osv. osv.
  
  
  Da vi kørte langs Adrian Pelt, rundt om havnen, var der mange beviser på, at general Tasahmed havde sine tropper udstillet. Da vi nærmede os hotellets snavsede hvide facade, var tropperne spredt blandt palmerne og cypresserne som ukrudt. Deres tilstedeværelse syntes kun at øge van der Meers bekymring for mig. "Je vous remercie beaucoup, doktor," sagde jeg og steg ud af taxaen. "A la prochaine fois. Bon Chance en Pakar."
  
  
  "Wee! Wee!" Han stak hovedet ud af vinduet og mistede næsten sin hat. "Mon plaisir, en bientôt, en bientôt!"
  
  
  "Du placerer et væddemål." Chaufføren ville aldrig tilgive mig, at jeg reddede hans liv, men for den baksheesh, jeg gav ham, bragte han min bagage til mig, og jeg klatrede hurtigt op ad stentrappen ind i den mørke alkove i hotellets lobby.
  
  
  For 40 år siden var Laman's Palace det bedste, som de franske kolonister kunne tilbyde. Den gamle patina forblev, køligheden forblev. Men duften var friskere, og det samme var portneren.
  
  
  Tidspresset tillod ikke længere den luksus at spille spil. Da han opdagede, at jeg kunne tale fransk, fik han for vane ikke at modtage en reservationsanmodning. Desværre var alle værelser reserveret. Han havde et måneansigt med strittende sort hår og klare sorte øjne. Den parfume, han badede i, matchede hans bevægelser, og det samme gjorde hans solbrune vest.
  
  
  Jeg var den eneste, der ankom i det øjeblik, og foyeren var stor nok til, at ingen tog hensyn til os. Jeg bragte min konfirmations telex med venstre hånd, mens min højre spændte min vest fast. Jeg bragte dem så tættere på ved delvist at trække ham over disken.
  
  
  "Du har et valg," sagde jeg stille. "Du kan spise denne bekræftelse af min reservation eller give mig nøglen til mit værelse lige nu."
  
  
  Måske var det blikket i hans svulmende øjne i mine. Han tilkendegav, at han ikke var sulten. Jeg lod ham gå. Efter at have renset de pjuskede fjer, tog han nøglen ud.
  
  
  "Nej, bien." Jeg smilede behageligt.
  
  
  "Du skal udfylde et ID og efterlade dit pas," kvækkede han og gned sig over brystet.
  
  
  "Senere," sagde jeg og tog kortet. "Når jeg får noget søvn."
  
  
  "Men monsieur...!"
  
  
  Jeg gik væk og gjorde tegn til drengen, at han skulle bære min taske.
  
  
  Når jeg har brug for information eller en service i byen, har jeg to kilder: taxachauffører og tjenere. I dette tilfælde var det sidstnævnte. Han hed Ali. Han havde et behageligt ansigt og blå øjne. Han talte fremragende pidgin fransk. Jeg indså straks, at jeg havde en ven.
  
  
  Han gav mig et vidende blik, da vi gik mod den barokke elevator. "Mesteren gjorde en dårlig mand til en fjende." Hans ansigt lyste op med et bredt grin.
  
  
  "Jeg fandt hans manerer dårlige."
  
  
  “Hans mor var en gris, hans far var en ged. Han vil få dig i problemer." Hans stemme kom ud af hans mave.
  
  
  Ali rejste sig op i elevatoren i staldstørrelse og fortalte mig hans navn og fortalte mig, at conciergen, Aref Lakute, var en politispion, en alfons, en bøsse og en lusket bastard.
  
  
  "Mesteren er nået langt," sagde Ali og åbnede døren til mit værelse.
  
  
  "Og endnu længere, Ali." Jeg gik forbi ham ind i det svagt oplyste rum, som Lakut havde tildelt mig. Ali tændte lyset, hvilket ikke hjalp meget. "Hvis jeg har brug for en bil, ved du, hvor du kan finde den?"
  
  
  Han grinede. "Alt, hvad Master ønsker, kan Ali finde... og prisen får dig ikke til at skælde mig for meget ud."
  
  
  "Jeg vil have en bil, der kører bedre end en gammel kamel."
  
  
  "Eller en ny," grinede han. "Hvornår?"
  
  
  "Nu ville være et godt tidspunkt."
  
  
  "Om ti minutter er den din."
  
  
  "Er"
  
  
  Er der en bagudgang her? "
  
  
  Han så kritisk på mig. "Skal ejeren ikke lave ballade?"
  
  
  "Ikke i dag. Hvorfor er der så mange soldater rundt omkring? Jeg bemærkede hans koncentration, da jeg tog en knytnæve fuld af rialer fra min pung.
  
  
  "Dette er generalens arbejde. Nu hvor chefen er død. Han bliver chefen."
  
  
  "Var den døde Boss et godt menneske?"
  
  
  "Som enhver chef," trak han på skuldrene.
  
  
  "Vil der være et problem?"
  
  
  "Kun for dem, der er imod generalen."
  
  
  "Er det meget?"
  
  
  »Der er rygter om, at de eksisterer. Nogle ønsker, at den døde Mesters smukke dame skal regere i hans sted."
  
  
  "Hvad siger du?"
  
  
  "Jeg taler ikke. jeg lytter til".
  
  
  "Hvor meget af dette har du brug for?" Jeg viftede med pengesedler til ham.
  
  
  Han kiggede sidelæns på mig. »Mesteren er ikke særlig klog. Jeg kunne røve dig."
  
  
  "Ingen." Jeg smilede til ham. "Jeg vil ansætte dig. Hvis du bedrager mig, jamen, in-ula.”
  
  
  Han tog, hvad han havde brug for, og fortalte mig derefter, hvordan jeg skulle komme til bagudgangen af hotellet. "Ti minutter," sagde han, blinkede til mig og gik.
  
  
  Jeg låste døren og lukkede persiennerne på det eneste vindue i rummet. Det var faktisk en dør, der åbnede ud til en lille altan. Det havde udsigt til de flade tage og havnen. Det lukker også frisk luft ind. Da jeg lagde Wilhelmina i mit skulderhylster og fastgjorde Hugo til min underarm, tænkte jeg på Henry Sutton, CIA-stationens mand. Hvis vores positioner blev omvendt, ville jeg have en i lufthavnen til at tjekke min ankomst, en chauffør til at være opmærksom og en kontakt her på hotellet for at lette min indrejse. Der ville være en besked om tilgængeligheden af bilen. Henry viste mig ikke meget.
  
  
  Bagindgangen til hotellet åbnede ud til en ildelugtende gyde. Den var bred nok til en Fiat 1100. Ali og ejeren af bilen ventede på mig, førstnævnte skulle modtage min velsignelse og sidstnævnte for at se, hvor meget rigere jeg ville gøre ham.
  
  
  "Kan du lide det her, mester?" Ali klappede støvfilmen på vingen.
  
  
  Jeg kunne bedre lide det, da jeg gik ind og startede det. I det mindste alle fire cylindre virkede. Ejerens dag blev ødelagt, da jeg nægtede at prutte, gav ham halvdelen af, hvad han citerede for fire dages leje, og red ud af syltetøjet og bad Allah om at velsigne dem begge.
  
  
  Lamana lignede mere en stor park end en by. Franskmændene byggede sine gader i form af en vifte og sammenflettede dem med mange blomsterparker, takket være erhvervelsen, som territoriet var placeret på. Blandingen af maurisk arkitektur og fransk planlægning gav Lamana en gammeldags charme, som selv dens befriere ikke kunne slette.
  
  
  Jeg lærte dens gader udenad på en helikoptertur til Montreal, hvor jeg kørte i den smalle trafik på vej mod udkanten og den amerikanske ambassade på Rue Pepin. Ved de vigtigste kryds var der pansrede biler og mandskab, der hvilede. Jeg kørte specifikt forbi præsidentpaladset. Dens udsmykkede porte var draperet i sort crepe. Gennem de gyldne tremmer så jeg en lang vej dækket af palmer. Layoutet, eksteriøret og interiøret var også i min hukommelse. Palaces forsvar var ikke bedre end på noget andet tidspunkt. Det er muligt, at Tasakhmed sendte sine tropper for at gøre indtryk, og ikke fordi han forventede problemer.
  
  
  Ambassaden, en lille hvid villa, lå bag en lang, høj hvid mur. Flaget på dets tag var på halv stav. Jeg var glad for at se marinesoldaterne stå vagt ved porten, og endnu mere glad for deres seriøse opførsel. Mit pas blev tjekket. Fiaten blev tjekket fra motorhjelm til bagagerum. Sutton blev ringet op. Svaret kom, og jeg fik at vide, hvor jeg skulle parkere og melde mig til sergenten ved ambassadens indgang. Det hele tog omkring to minutter, meget høfligt, men ingen missede et trick.
  
  
  Bag døren fandt jeg sergenten. Det ville være svært ikke at lægge mærke til ham. Jeg var glad for, at vi var på samme side. Han dobbelttjekkede og rådede mig så til at tage min venstre hånd op på en bred trappe med to grene. Værelse 204 var min destination.
  
  
  Jeg gik op ad de tæppebelagte trapper midt i duften af blomster, stilheden af en begravelsesstilhed. Stilhed var ikke kun målestok for begivenheden, men også timen. Klokken var allerede over fem.
  
  
  Jeg bankede på nummer 204, og uden at vente på svar åbnede jeg døren og skyndte mig ind. Det var en reception, og den rødhårede kvinde, der ventede på mig, gjorde noget for at dæmpe den dampstrøm, jeg havde rettet mod Sutton. "Elegant" var min første reaktion; ikke en almindelig sekretær, var mit andet indtryk.
  
  
  Jeg havde ret på begge punkter.
  
  
  "Mr. Cole," sagde hun og henvendte sig til mig, "vi har ventet på dig."
  
  
  Jeg forventede ikke at se hende, men vores korte håndtryk sagde noget godt i tilfælde af det uventede. "Jeg kom så hurtigt jeg kunne."
  
  
  "Åh". Hun rystede af min sarkasme, hendes bleggrønne øjne funklede. Hendes smil var lige så subtilt som hendes duft, farven på hendes hår var noget særligt, Yates og Kathleen Houlihan rullede alle sammen. I stedet var hun Paula Matthews, assistent og sekretær for den forsvundne Henry Sutton. "Hvor er han?" sagde jeg og fulgte efter hende ind på kontoret.
  
  
  Hun svarede ikke, før vi satte os. "Henry - Mr. Sutton - arbejder på forberedelser... vedrørende ambassadørens død."
  
  
  "Hvad vil dette løse?"
  
  
  "Jeg... jeg ved det virkelig ikke... Kun dette kan svare på, hvorfor han blev dræbt."
  
  
  "Der er ikke noget der?"
  
  
  "Ingen." Hun rystede på hovedet.
  
  
  "Hvornår kommer Sutton tilbage?"
  
  
  "Han tænker ved syv."
  
  
  "Er der kommet noget til mig?"
  
  
  "Åh ja, det glemte jeg næsten." Hun rakte mig en konvolut fra sit skrivebord.
  
  
  "Undskyld mig." Hawkes kodede svar på min romerske forespørgsel var kort og gav ingen reelle svar: NAA-ejerskab 60 % Mendanike, 30 % Tasahmed, 10 % Shema. Hvis Tasakhmed eller Shema ville slå mig ihjel, kunne det bestemt gøres lettere her end i Rom.
  
  
  Jeg kiggede på Paula og bemærkede, at hendes bryster var hævet op mod hendes bluse. "Jeg har brug for dit forbindelseskontor."
  
  
  "Hvad kan vi gøre for at hjælpe?" Hendes gestus var yndefuld.
  
  
  "Lad os tale om forbindelse."
  
  
  Kommunikationsafdelingen og dens chefoperatør, Charlie Neal, fik ro på tingene. Udstyret var topmoderne, og Neil kunne sine ting. Ved at bruge en anden dummy-adresse kodede jeg AX-Sp. for Hawk: har brug for alt om FAO, Dr. Otto van der Meer.
  
  
  "Jeg burde have et svar inden for en halv time, Charlie." Jeg sagde. "Du vil fortælle mig det."
  
  
  "Vi vil være i min kahyt," oplyste Paula os begge.
  
  
  Der var adskillige små bungalows til personalet inden for den murede ambassade. Paula fortalte mig, at det indtil for nylig var valgfrit at bo i et sådant hjem, men terrorangreb mod amerikansk personale har gjort det obligatorisk for alle kvinder, især enlige kvinder, der er tilknyttet NAPR, at opholde sig i dem.
  
  
  "Ikke en dårlig idé," sagde jeg, mens vi gik langs stien til hendes sommerhus.
  
  
  "Det har sine fordele, men det er begrænsende."
  
  
  De omkringliggende cyprestræer gav stedet en behagelig følelse af afsondrethed, selvom der var et lignende sommerhus i nærheden. Den røde bougainvillea mod den hvide beklædning tilføjede en atmosfære af fred, der var lige så illusorisk som alt andet.
  
  
  "Normalt ville jeg dele min ejendom med en, jeg nok ikke kunne fordrage, men denne gang gav manglen på folk pote." Jeg kunne godt lide den måde, hun rystede på hovedet.
  
  
  Der var en lille terrasse bag det endnu mindre køkken, vi sad på den og fik en gin og tonic. "Jeg troede, det ville være mere behageligt her," sagde hun.
  
  
  "Jeg kan godt lide din dømmekraft. Lad mig forkæle dig med en af mine aflad." Jeg tilbød mine cigaretter.
  
  
  "Hmm... gyldne bogstaver, hvor er det smukt."
  
  
  "Du vil kunne lide tobak. Er du i samme branche som Henry?"
  
  
  Hun nikkede, mens jeg rakte lighteren frem.
  
  
  "Hvornår blæser det taget af?"
  
  
  »Der vil være problemer ved begravelsen i morgen. Men general Tasakhmed har ingen reel modstand."
  
  
  "Hvad skete der her før Mendanike og ambassadøren døde?"
  
  
  Hun gav mig et forsigtigt, spekulativt blik. "Måske skulle du vente og tale med Mr. Sutton om dette."
  
  
  "Jeg har ikke tid til at vente. Uanset hvad du ved, så lad os gøre det nu."
  
  
  Hun kunne ikke lide min tone. "Hør her, hr. Cole..."
  
  
  "Nej, hør. Du har modtaget instruktioner om at samarbejde. Jeg kan godt lide den måde, du samarbejder på, men tal ikke om mig officielt. Jeg har brug for at vide det, og lige nu." Jeg kiggede på hende og mærkede gnister.
  
  
  Hun vendte sig væk. Jeg kunne ikke se, om rødmen på hendes kinder var, fordi hun ville fortælle mig, at jeg skulle ad helvede til, eller fordi vi gensidigt påvirkede hinanden. Efter et øjeblik vendte hendes øjne tilbage til mine, kolde og lettere fjendtlige.
  
  
  "Der er to ting. Først og fremmest er jeg overrasket over, at du ikke ved det endnu. Siden august har vi sendt information til Langley om ankomsten af professionelle terrorister fra forskellige steder ..."
  
  
  "Ankomst i singler, par og treere." Jeg blev færdig for hende. "Spørgsmålet er - hvor er de?"
  
  
  "Vi er ikke sikre. De kommer bare og forsvinder. Vi troede, at statsministeren stod bag. Det ville ambassadør Petersen diskutere med ham."
  
  
  Jeg var ked af, at van der Meer havde flere svar end disse mennesker. "Kommer de stadig ind?"
  
  
  "De to ankom den fireogtyvende fra Dhofar."
  
  
  "Føler du, at Mendanike har bragt dem for at styrke sit angreb mod Osman?"
  
  
  
  "Vi prøvede at teste muligheden."
  
  
  "Hvilken slags forhold havde Ben d'Oko til generalen?"
  
  
  "Kysser kusiner"
  
  
  Hun havde alle standardsvarene. "Er der bevis for, at de måske er holdt op med at kysse, at Tasahmed slap af med Mendanike?"
  
  
  "Det kommer naturligvis til at tænke på. Men vi har ingen beviser. Hvis Henry kan finde ud af identiteten på den chauffør, der dræbte ambassadør Petersen, finder vi måske også ud af det."
  
  
  Jeg rystede ind i mit glas. "Hvor passer oberst Duza ind?"
  
  
  "I generalens lomme. Han gør det beskidte arbejde og elsker det. Når du ser på den, ser du skæl af en slange."
  
  
  Jeg lægger det tomme glas fra mig. "Hvad er det andet punkt, du nævnte?"
  
  
  "Det kunne ikke være noget. Der er en mand ved navn Hans Geier, som ønsker at komme i kontakt med Mr. Sutton."
  
  
  "Hvem er han?"
  
  
  "Han er chefmekaniker for North African Airlines."
  
  
  Mine ører sprang op. "Gav han nogen indikation af, hvad han ville?"
  
  
  "Ingen. Han ville gerne komme. Jeg sagde, vi ringer."
  
  
  Med hensyn til min sexlyst var Paula Matthews en bragende succes. Som en CIA-agent eller assistent-operativ eller hvad det nu var, mindede hun mig om sin forsvundne chef. "Ved du, hvor Guyer er?"
  
  
  "Nå, der er kun én hangardisk i lufthavnen. Han sagde, at han ville være der til otte."
  
  
  Jeg vågner op. “Paula, jeg er virkelig ked af, at jeg ikke har tid til at tale om farven på dit hår og lugten af jasmin. Jeg vil gerne tjekke det mod regnen. I mellemtiden, kan du bede Henry om at møde mig i baren på Lamana Palace klokken otte med et svar på mit telegram? "
  
  
  Da hun rejste sig, blev hendes kinder rødme igen. "Mr. Sutton kan have et møde."
  
  
  "Bed ham om at aflyse." Jeg lagde mine hænder på hendes skuldre. "Og tak for drinken." Jeg kyssede hende kyskt på panden og gik væk og smilede til hendes forundrede blik.
  
  
  
  Kapitel 6
  
  
  
  
  
  Da jeg nærmede mig lufthavnen, var lyset ved at falme på den solbrændte himmel. Marklamperne brændte, og fyrtårnet på tårnet reflekterede det tunge røde tusmørke. Nu stod der tre panservogne foran indgangen i stedet for to. Jeg vidste, at indgangen til lufthavnen også ville blive bevogtet. Jeg blev ikke fulgt fra byen, og ingen overvågede min adgang til eller fra ambassaden. Blokaden forude bliver lidt sværere.
  
  
  Jeg drejede fra hovedadgangsvejen ind på en kort vejstrækning, der førte til hangarerne. Der var vagtposter for enden af vejen, og i nærheden var en fransk AMX kommandojeep og en TT 6 pansret mandskabsvogn. Nogle mennesker var ledige, indtil de så mig nærme mig. Så knækkede de, som om jeg var den invasionsstyrke, de havde ventet på. Jeg fik et tegn til at stoppe godt halvtreds meter fra porten.
  
  
  Sergenten førte en firemands trup ud med kampstyrker parat. Hilsenen var brat og på arabisk. Jeg var i forbudt område. Hvad fanden troede jeg, jeg lavede!
  
  
  Mit svar var på fransk. Jeg var repræsentant for Paris Aeronautical Society. Jeg havde forretninger med M'sieur Guyer, chefmekaniker for Mecanicien des Avions Africque Nord. Var det det forkerte sted at komme ind? Med dette spørgsmål præsenterede jeg mit officielle franske pas med det rigtige stempel.
  
  
  Sergenten tog dokumentet og trak sig tilbage med det til sikkerhedsboden, hvor de to betjente koncentrerede sig om at vende siderne. Mine fire vagter så på mig uden kærlighed. Jeg ventede på det næste skridt, og vidste godt, hvad det ville være.
  
  
  Denne gang var sergenten ledsaget af en løjtnant. Han var lidt mindre uvenlig og tiltalte mig på fransk. Hvad var formålet med mit besøg? Hvorfor ville jeg se M'sieur Geyer?
  
  
  Jeg forklarede, at NAA havde problemer med flyelektronikken på dens nye Fourberge 724C, og jeg var blevet sendt fra Paris for at løse problemet. Så betroede jeg mig til løjtnanten og beskrev med fagter i teknisk detalje alt, hvad der var sket. Jeg blev inspireret. Til sidst havde han fået nok, gav mig mit pas tilbage og vinkede med hånden til mig og gav ordre til at slippe mig igennem.
  
  
  "Allah maak!" Jeg råbte og hilste, da jeg gik gennem porten. Salutten blev returneret. Vi var alle på samme side. Må Allah velsigne og svag sikkerhed.
  
  
  Der var kun to biler på hangarens parkeringsplads. Jeg forventede at møde yderligere vagter, men der var ingen. Efter at have passeret perimeteren, befandt du dig selv inde. Der var et par gamle DC-3'ere på flyvelinjen. Inde i hangaren var en anden med rensede motorer. Udover Caravelen og flere mindre tomotorede fly, var der også et fantastisk nyt Gulfstream-fly. NAPR-emblemet var placeret under cockpitvinduet. Dette var utvivlsomt Mendanickes version af Air Force One. Hvorfor køre en DC-6 til Budan?
  
  
  Hvis du havde sådan et luksuriøst fly?
  
  
  Da jeg var opmærksom på de forskellige fly, da jeg gik gennem indersiden af hangaren, bemærkede jeg ingen bevægelige kroppe. Det var under fyringer, det var helt sikkert. Langs bagenden af hangaren var en glasindkapslet kontorafdeling. Jeg så lys gennem vinduerne og gik hen imod den.
  
  
  Hans Geyer havde et drilsk ansigt med snedige øjne som knapper. Hans skaldede kuppel var farvet af forarbejdet læder. Han var lav og tyk, med store underarme og store hænder dækket af fede gruber. Han havde evnen til at bøje hovedet som en rødder, der lyttede til en orm. Han kiggede på mig, da jeg gik gennem døren.
  
  
  "Mr. Guyer?"
  
  
  "Det er mig." Hans stemme var sandpapir.
  
  
  Da jeg rakte ud, tørrede han sine snavsede hvide overalls af, inden han holdt den frem. "Ville du se Mr. Sutton?"
  
  
  Han blev pludselig opmærksom og kiggede gennem glasvæggen og så tilbage på mig. "Du er ikke Sutton."
  
  
  "Højre. Mit navn er Cole. Mr. Sutton og jeg kender hinanden."
  
  
  "Hmmm." Jeg kunne høre hjulene klikke bag hans dybt rynkede pande. "Hvordan kom du herhen? De har dette sted knappet tættere op end koens numse under malkning."
  
  
  "Jeg kom ikke for at malke."
  
  
  Han kiggede på mig et øjeblik og grinede så. "Ret godt. Sæt dig ned, Mr. Cole." Han pegede på en stol på den anden side af sit rodede skrivebord. "Jeg tror ikke, at nogen vil genere os."
  
  
  Vi satte os ned, og han åbnede en skuffe og trak en flaske bundet bourbon og nogle papirkopper frem. "Føler du dig okay? Ingen is?
  
  
  "Du har det også fint," sagde jeg og nikkede mod flasken.
  
  
  "Åh, jeg rejser lidt. Fortæl mig hvornår".
  
  
  - sagde jeg, og efter vi havde passeret bifaldet og tændt op i vores egne mærker, bøjede Hans hovedet for mig og kom til sagen. "Hvad kan jeg gøre for dig, hr. Cole?"
  
  
  "Jeg tror, det er omvendt. Du ville se os."
  
  
  "Hvad laver du på ambassaden, Mr. Cole? Jeg troede, jeg kendte alle der."
  
  
  "Jeg ankom i eftermiddags. Henry bad mig erstatte ham. De mennesker, jeg arbejder for, har givet mig instruktioner – spild ikke tiden. Skal vi gøre dette?
  
  
  Han tog en tår fra sit glas og bøjede hovedet tilbage. "Jeg har nogle oplysninger. Men jeg opdagede, at intet i denne verden er nemt eller billigt."
  
  
  "Ingen argumenter. Hvilken information? Hvilken pris?"
  
  
  Han grinte. "Herre, du er bestemt ikke en araber! Og ja, jeg ved, at du ikke har nogen tid at spilde." Han lænede sig frem og lagde hænderne på bordet. Fra lyset ovenfra glimtede sveden på hans kuppel. "Okay, fordi jeg er en patriot i hjertet, så giver jeg det til dig for øre. Tusind dollars i amerikanske dollars ind på kontoen og fem tusinde, hvis jeg kan bevise."
  
  
  "Hvad nytter den første del, hvis du ikke kan producere den anden?"
  
  
  "Åh, men det kan jeg. Det kan bare tage lidt tid, fordi alt her er i en forfærdelig tilstand lige nu. Ønsker du at genopfylde dine forsyninger?
  
  
  "Nej tak. Så at sige. Jeg giver dig tre hundrede som depositum. Hvis den første del er god, får du de andre syv og en garanti på fem tusinde, hvis du producerer.”
  
  
  Han drak resten af sin drik for mig, slugte den og skænkede sig en anden. "Jeg er fornuftig," sagde han. "Lad os se tre hundrede."
  
  
  "Der er kun én ting." Jeg trak min pung frem. "Hvis jeg ikke mener, at det, du har, er depositum værd, bliver jeg nødt til at tage det tilbage."
  
  
  "Selvfølgelig, sved ikke, det skal du se."
  
  
  "Jeg vil også gerne have svar på mine egne spørgsmål."
  
  
  "Alt hvad jeg kan gøre for at hjælpe." Han strålede, mens han talte seks halvtredsere og stoppede dem i brystlommen på hans overalls. "Okay," han tjekkede skillevæggen, bøjede hovedet og sænkede stemmen. "Mendanike-flystyrtet var ikke et uheld. Jeg ved, hvordan det skete. Beviserne er i murbrokkerne i Budan."
  
  
  "Ved du, hvem der gjorde dette?"
  
  
  "Nej, men ethvert fjols kan gøre et ret godt gæt. Nu er Tasakhmed nummer et.”
  
  
  "Mit folk betaler ikke for gæt. Hvor er DC-7'eren?
  
  
  "DC-7! Det var de seks, Mendanike og hans bande fløj ind.” Hans stemme steg. "Og de skulle forbandet godt have fløjet på Golfstrømmen." Dette var det første, der advarede mig. Men det var en landing..."
  
  
  "Hans," jeg løftede min hånd. "Syv, hvor er NAA's DC-7?"
  
  
  Han blev tilbageholdt. Den var defekt. "I Rufa, på en militærbase. Hvorfor fanden skal du gøre det her..."
  
  
  "Hvorfor er han i Rufa? Er han normalt baseret der?”
  
  
  "Han blev taget ind i hæren i et par måneder."
  
  
  "Hvad med hans hold?"
  
  
  "Strengt militært. Hør, undrer du dig ikke over, hvordan de fik Mendanike?
  
  
  
  Det er en helvedes historie. Dette er sket før. Skabelonen var den samme, tilgangen var den samme. Det var det perfekte setup. Det her…"
  
  
  "Var du på vagt, da Mendanike lettede?"
  
  
  "Nej for helvede! Hvis jeg havde været der, ville han være i live i dag... eller måske ville jeg også være død. Khalid var på vagt. Han var natchef. Kun han er ikke længere til stede, dag eller nat. Jeg fik at vide, at jeg var syg. Så jeg prøver at fortælle dig noget før jeg bliver syg, kun du vil tale om den forbandede DC-7. Da de tog ham væk herfra, sagde jeg god ridd! "
  
  
  Mens det tordnede, foretog jeg den sædvanlige kontrol gennem glasvæggen. Der var ikke tændt lys i bøjlen, men der var nok mørke i tusmørket til at kunne se silhuetterne af de nyankomne. Der var fem af dem. De bevægede sig rundt i den anlagte hangar i en udvidet rækkefølge. Lyskontakten var på væggen bag Hans.
  
  
  "Sluk lyset, hurtigt!" - Jeg greb ind.
  
  
  Han fik beskeden fra min tone og det faktum, at han havde været længe nok til at vide, hvornår han skulle holde kæft og gøre, som han fik besked på.
  
  
  Jeg mærkede en grim bronkial hoste blandet med lyden af knusende glas, da jeg lænede mig tilbage i stolen og knælede ned. Wilhelmina i hånden. I mørket hørte jeg Hans trække vejret tungt.
  
  
  "Er der en bagdør?"
  
  
  "I forbindelseskontoret." Hans stemme dirrede.
  
  
  "Gå derind og vent. Jeg tager mig af alt her."
  
  
  Mine ord blev afbrudt af flere kugler og et par rikochetter. Jeg ville ikke åbne ild med et 9 mm maskingevær og tilkalde infanteriet. Angrebet var fuldstændig forgæves. Der var ingen grund til at knuse glasvinduerne, så fem helte kunne fange en ubevæbnet mekaniker. Jammerne betød, at de ikke tilhørte lufthavnens sikkerhedsfirma. Måske var deres idé at skræmme Hans til døde.
  
  
  Jeg hørte Hans glide ind på det næste kontor. Jeg satte mig ved døren og ventede. Ikke længe. Den første af angriberne fløj ind med et klirrende ben. Jeg slog ham lavt, og mens han snublede, slog jeg ham med numsen af Wilhelmina. Så snart han ramte gulvet, fulgte nummer to efter ham. Jeg løftede ham op, og han fik Hugo til max. Han udstødte et uartikuleret skrig og faldt sammen på min skulder. Jeg bevægede mig frem og brugte det som et skjold, og vi stødte på nummer tre.
  
  
  Da der opstod kontakt, smed jeg den knivskårne krop af hans skulder. Han var hurtigere og klogere. Han gled ud af dødvægten og kom mod mig med en pistol, klar til at skyde. Jeg dykkede lige før skuddet, gik under hans arm, og vi gik ned på gulvet i hangaren. Han var stor og stærk, og han lugtede af ørkensved. Jeg holdt hans håndled med pistolen. Han undgik mit knæ til at ramme mit skridt, og hans venstre hånd forsøgte at tage fat i min hals. Med yderligere to af hans venner til stede, havde jeg ingen tid at spilde på kunsten græsk-romersk brydning. Jeg lod hans frie hånd finde min hals og tvang Hugo under armen. Han rystede og begyndte at tæske, og jeg sprang hurtigt af ham, klar til de to andre. Jeg hørte nogen løbe. Jeg tænkte, at det var en god idé og gik tilbage gennem kontordøren og krøb sammen.
  
  
  "Hans!" - Jeg hvæsede.
  
  
  "Cole!"
  
  
  "Åbn døren, men bliv der."
  
  
  "Bare rolig!"
  
  
  Døren kom ud fra bagsiden af hangaren. Løbende fødder kunne betyde, at vores besøgende besluttede at møde os der. Hvad med lufthavnens lys, sikkerhedslys og klarheden i det tidlige aftenmørke, var der ingen problemer med at se, om vi havde noget uønsket selskab. Det har vi ikke opdaget på nuværende tidspunkt.
  
  
  "Min bil står ved kantstenen," sagde jeg. "Du følger mig. Pas på vores ryg. Lad os gå til".
  
  
  Det var en temmelig barbenet gåtur fra bagsiden af hangaren til den ledige parkeringsplads. Fiaten skilte sig ud som et monument for Washington.
  
  
  "Hvor er din bil, Hans?" Jeg spurgte.
  
  
  "På den anden side af hangaren." Han måtte løbe for at følge med mig, og han var forpustet, ikke kun fordi han var træt. "Jeg parkerede den der, fordi den er mere skyggefuld og..."
  
  
  "Bøde. Du sidder bagerst, lægger dig på gulvet og bevæger dig ikke en tomme.”
  
  
  Han argumenterede ikke. Jeg startede Fiat og beregnede beløbene på to punkter. Hvis besøgende fulgte efter mig, ville de vide, hvor min bil var parkeret. Hvis de ikke var en del af holdet, der bevogtede lufthavnen, var de efterretningsofficerer, hvilket ikke er et problem for partisanerne. I hvert fald kom de efter Hans, ikke mig.
  
  
  Da jeg nærmede mig sikkerhedsposten, stoppede jeg bilen, dæmpede forlygterne for at vise, at jeg var opmærksom, og steg ud. Hvis løjtnanten og hans drenge vidste om attentatgruppen, ville jeg have fundet ud af det nu.
  
  
  De oprindelige fire, ledet af sergenten, henvendte sig til mig. "Vive la NAPR, sergent," sang jeg og bevægede mig hen imod dem.
  
  
  "Åh, du," sagde sergenten.
  
  
  .
  
  
  "Jeg kommer tilbage i morgen tidlig. Vil du stemple mit pas?”
  
  
  "I morgen er en dag med bøn og sorg," knurrede han. "Kom ikke her."
  
  
  "Åh ja. Jeg forstår".
  
  
  "Kom ud herfra," gjorde sergenten tegn.
  
  
  Jeg gik langsomt tilbage til bilen og holdt mine øjne på hangarens buede silhuet. Så langt så godt. Jeg smilede, vinkede til vagterne og begyndte at køre væk.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 7
  
  
  
  
  
  
  
  
  Efter at have forladt lufthavnen og sikret mig, at ingen fulgte efter os, vendte jeg mig mod min skjulte passager.
  
  
  "Okay, kammerat. Kom og vær med."
  
  
  Han gik hen til bagsædet og tog en slurk og trak en flaske bourbon op af hans overalls. "Jesus!" - sagde han og tog en lang slurk. "Vil du have en?" - udåndede han og rakte flasken frem.
  
  
  "Jeg rører den aldrig, når jeg kører."
  
  
  "Åh min gud, du er noget af en kammerat. Her…” han rakte ud efter sin brystlomme, “tag denne tilbage. Du har lige reddet mit liv. Alt, hvad jeg har, som du ønsker, er gratis."
  
  
  "Nemt der, Hans." Jeg kunne ikke lade være med at grine. »Alle er på vagt. Hold pengene for dig selv. Du vil tjene dem."
  
  
  "Men for fanden! Hvor har du nogensinde lært at opføre dig sådan!"
  
  
  "EN? Hvorfor, hele mit liv. Tyve år i Afrika og "Hvor længe har du været på fly?" »
  
  
  "EN? Hvorfor, hele mit liv. Tyve år i Afrika, og før det..."
  
  
  "Jeg tror, du ved, at et pilotrør er anderledes end en turbine. Du er en professionel inden for dit felt." Jeg er alene i mit. Hvor kan jeg tage dig hen, hvor du vil være sikker? "
  
  
  "Mit sted. Den har en høj mur og en stærk port, og gamle Thor vil bide i røvet på en blikgås, hvis jeg siger det til ham.”
  
  
  "Du er navigatøren. Har du nogen idé om, hvem disse uvenlige mennesker er?”
  
  
  "Herre, nej! Jeg har stadig ikke set dem."
  
  
  "Er der nogen kommandoenheder i Tashameds hær?"
  
  
  "Dræb mig. Det eneste, jeg ved, er, at de alle bærer en blåternet hovedbeklædning.”
  
  
  Dette var spot on. En af angriberne bar en baret, de to andre var uden hovedbeklædning.
  
  
  "Er du sikker på, at du ikke vil have det her? Jeg drikker det hele og bliver så høj."
  
  
  “Bare ikke gå så vild i det, at du ikke er opmærksom på, hvad jeg siger. Du ved, at Mendanikes død ikke var en ulykke. Hvem har du ellers fortalt det til?”
  
  
  "Ingen. Kun for dig."
  
  
  "Er der en anden grund til, at nogen vil have din hovedbund?"
  
  
  "Vil de dræbe mig?"
  
  
  Jeg trykkede på bremsen og stoppede Fiaten. Hans blev kastet frem mod instrumentbrættet, og hans flaske gav et farligt klirrende. Jeg tog fat i ham i overallerne og trak ham mod mit ansigt. “Jeg vil have nogle svar lige nu, ellers går du hjem med en flaske i munden. Det er klart?"
  
  
  Han stirrede på mig, målløs denne gang, med store øjne, åben mund og nikkede stumt. Jeg lod ham gå, og vi tog afsted igen. Jeg ventede, indtil han vågnede, og tilbød ham så stille en cigaret. Han tog det lige så stille.
  
  
  "Så hvem fortalte du om din teori om katastrofen?"
  
  
  “Khalid... Han var i hangaren, da jeg var på vagt. Der har allerede været rygter om en katastrofe. Da jeg spurgte ham, hvorfor de tog DC-6'eren i stedet for Gulfstream, sagde han, at flyet ikke havde en generator. Jeg vidste, at han løj. Jeg tjekkede alt på Golfstrømmen dagen før. Jeg vidste også, at han var bange. For at skræmme ham endnu mere og få ham til at tale fortalte jeg ham, at jeg vidste, hvordan DC-6'eren blev saboteret."
  
  
  "Og han talte?"
  
  
  "Nix."
  
  
  "Hvordan vidste du, at det var sabotage?"
  
  
  »Som jeg sagde, var det ligesom en anden ulykke, der skete i Afrika. Det samme. Alle vidste, at det var sabotage, men ingen kunne bevise det. Så beviste jeg det. Hvis jeg kan komme til Budan, kan jeg bevise det. også på dette."
  
  
  Sirenen, der jamrede i det fjerne, gav et tvetydigt svar. "Det kunne være en ambulance. Lad os se, hvad det er for en klitvogn." Jeg skiftede til anden og trak ind i Fiaten, som jeg håbede var hård.
  
  
  "Vi kommer helt sikkert til at hænge fast." Hans sprang op og ned og kiggede frem og tilbage.
  
  
  Hjulene fandt noget træk, da jeg vinklede mod dækslet af en lav klippe.
  
  
  "De går forfærdeligt hurtigt!"
  
  
  Jeg håbede at komme langt nok væk fra vejen til at være uden for rækkevidde af de modkørende forlygter, altså bag en klippe. Hjulene begyndte at grave ind og rulle af. Det var nytteløst at bekæmpe dette. "Vent," sagde jeg, slukkede motoren og fløj ud på min side.
  
  
  Fiatens hvidlige farve passer perfekt ind i ørkenen. Nok til at da en stor kommandovogn kom forbi, efterfulgt af en ambulance, lagde de ikke mærke til os. Sirenen hylede i den kolde natteluft. Så gik de, og vi rejste os og gik tilbage til bilen, mens Hans mumlede: "Sikke en måde at afslutte dagen på."
  
  
  . Så gik de, og vi rejste os og gik tilbage til bilen, mens Hans mumlede: "Sikke en måde at afslutte dagen på."
  
  
  "Du kan takke Allah for, at du ikke afsluttede det for evigt."
  
  
  "Ja. Hvordan kommer vi ud herfra nu?"
  
  
  "Vi tørrer din flaske af, og måske kommer der en idé. Hvis ikke, er jeg sikker på, at du er god til at skubbe biler."
  
  
  Med blot et par korte stop var vi tilbage på vejen på ti minutter og ankom til Hans villa på tyve minutter.
  
  
  Lamanas udenlandske kvarter var en del af huse i maurisk stil med hvide mure, centreret omkring en park kaldet Lafayette. Vi foretog en rekognoscering inden vi gik ind på Hans domæne. Hans hus lå i en gyde ved siden af parken. Vi gik rundt om den to gange. Der var ingen biler eller lys på gaden.
  
  
  - Og du fortalte Khalid alt dette?
  
  
  "Ja."
  
  
  "Har du fortalt det til nogen anden?"
  
  
  "Erica, min datter, men hun sagde ikke noget."
  
  
  "Sig mig nu, hvad lavede du ellers, der gjorde nogen så ked af det, at de ville slå dig ihjel?"
  
  
  "Jeg bliver forbandet, hvis jeg ved det. Ærligt talt!" Han rakte sin hånd ud for at holde mig. »Jeg smugler lidt, det gør alle. Men det er ingen grund til at dræbe fyren."
  
  
  "Nej, de vil kun tage din højre hånd. Jeg tror, der er logbøger for denne DC-7 på flyet."
  
  
  "Ja. Hvis det hjælper, har du muligvis logfiler fra den gamle motor. Du vil ikke være i stand til at komme ind i Rufa."
  
  
  "Er sikkerheden strengere end her?"
  
  
  "For helvede ja."
  
  
  "Du siger, at flyet blev leveret til militæret. Ved du hvorfor?
  
  
  "Sikkert. Uddannelse af faldskærmsudspringer. Kan du fortælle mig, hvorfor du..."
  
  
  "Hvor lavede du vedligeholdelse, større reparationer, sådan noget?"
  
  
  "Vi gjorde alt undtagen det væsentlige lige her. Til dette brugte jeg OL i Athen."
  
  
  "Hvornår var hans sidste kontrol?"
  
  
  "Åh, det må have været, da de tog ham. De sagde, at de ville ordne det."
  
  
  "Et spørgsmål mere," sagde jeg og slukkede forlygterne, "er der et sving på denne vej?"
  
  
  Han rykkede skarpt og vendte så hovedet og forstod beskeden. "Ikke en helvede ting! Gud, du tror, de følger efter os."
  
  
  Jeg kørte op, og han steg ud og gik hen til døren i væggen, hvori der var et Judas-vindue. Jeg hørte Thor knurre imødekommende. Hans ringede på klokken og ringede to korte og en lang. Overheadlyset tændte.
  
  
  "Hun må have været bekymret for mig," grinede han. "Erica, det er mig, skat," kaldte han. "Jeg har en ven, så behold Thor."
  
  
  Kæden blev trukket. Døren gik op, og jeg fulgte ham ind i gården. I det svage lys forekom det mig, at hun var høj. Hun var iført noget hvidt og holdt en snerrende hund. "Thor, stop det!" - sagde hun med hæs stemme.
  
  
  Hans knælede ned og lagde sin hånd på Thors hoved. "Thor, det er min ven. Du behandler ham som en ven!"
  
  
  Jeg satte mig ved siden af hunden og lod ham snuse til min hånd. "Hej Thor," sagde jeg, "du er sådan en man skal følge med, når der er brug for beskyttelse."
  
  
  Han snøftede og begyndte at logre med halen. Jeg rejste mig og så Erica kigge på mig. "Mit navn er Ned Cole. Jeg gav din far en tur hjem."
  
  
  "At dømme efter hans duft er jeg sikker på, at han havde brug for det." Der var et strejf af humor i denne uhøflighed.
  
  
  "Det er godt sagt." Hans skubbede flasken ud. "Se, jeg havde svært ved at få det op af vandet."
  
  
  Vi lo alle sammen, og jeg kunne godt lide, hvor afslappet hun lød. "Kom ind, hr. Cole. Hvad skete der med din bil, far?
  
  
  "Han ... ah ... gik i stykker. Jeg ønskede ikke at tage mig tid til at ordne det, primært fordi Mr. Cole er her..."
  
  
  "Er du i luftfartsbranchen?" Hun åbnede døren og viste os igennem. I lyset kunne jeg bedre se hende.
  
  
  Hun havde en miniatureudgave af sin fars pre-skihopnæse. Desuden må hun have haft et gunstigt syn på sin mor. Afrodite i hvide shorts. I det kolde vejr bar hun en blå rullekravetrøje, der så hård ud til at holde alt inde. Resten af hendes mål var lige store, og da hun lukkede døren og gik forbi, så hun lige så godt ud at gå væk, som hun gjorde fremad. Faktisk var Erica Guyer, barfodet eller på hesteryg, med langt og naturligt mørkt hår, glatte og gennemtrængende blå øjne det mest ønskværdige syn for ethvert syn.
  
  
  "Må jeg skaffe dig noget?" Et svagt smil drillede mig.
  
  
  "Ikke nu, tak." Jeg gav en tjeneste.
  
  
  "Hør, skat, var der nogen her? Ringede nogen?
  
  
  “Nej... jeg lod Kazza gå hjem, da jeg kom fra klinikken. Hvorfor venter du på selskab?”
  
  
  "Jeg håber nej. Jeg mener, nej. Men nu er alt ikke så godt og..."
  
  
  "Doktor Raboul sagde, at det ville være bedre, hvis jeg ikke kom i morgen. Jeg synes, han er dum
  
  
  og dig også. Er du enig, hr. Cole? "Vi kiggede stadig på hinanden.
  
  
  "Jeg er bare en fremmed her, Miss Guyer. Men jeg tror på, at tingene kan komme ud af kontrol. Uanset hvad, så er det en god grund for dig til at have en fridag, ikke?”
  
  
  "Doc har ret. Hej, hvad med en kold øl og en snack?” Jeg vidste ikke, om Hans spurgte mig eller fortalte hende det.
  
  
  "Jeg er virkelig ked af det," sagde jeg. "Jeg kan ikke blive." Min fortrydelse var oprigtig. "Måske kan du tage en fridag, Hans."
  
  
  "Hvad er der sket?" - sagde Erica og kiggede fra mig til sin far.
  
  
  "Nu skal du ikke se sådan på mig," rystede han. "Jeg gjorde ikke noget, vel?"
  
  
  "Ikke hvad jeg ved af." Jeg blinkede til hende. "Jeg vil tjekke med jer begge i morgen. Jeg vil ikke efterlade denne bil der for længe. Hun kan miste alt, hvad hun har brug for."
  
  
  "Jeg åbner porten, og du sætter hende i gården." Hans ville heller ikke have, at jeg gik.
  
  
  "Jeg kommer til morgenmad, hvis du inviterer mig." Jeg nikkede til Erica.
  
  
  "Hvordan kan du lide dine æg?" Hun bøjede hovedet mod mig igen, en gestus kopieret af hendes far.
  
  
  "Jeg vil have huset specielt. Hvad tid?"
  
  
  "Når du kommer, vil jeg være klar."
  
  
  "A bientôt," jeg rakte min hånd frem. Jeg ville virkelig ikke opgive det håndtryk.
  
  
  "En bientôt". Vi grinede begge og Hans så forundret ud.
  
  
  "Jeg vil ledsage dig," sagde han.
  
  
  I bilen gav jeg ham nogle råd. "Det er bedre at fortælle dig alt. Har du venner, hvor du kan overnatte, vil det være en god idé. Hvis du bliver her, så bed Thor om at slemme tænderne. Har du en pistol?
  
  
  "Ja. Enhver, der forsøger at komme over denne mur, vil udløse en alarm, der vil vække de døde. Jeg har selv sat det op."
  
  
  "Vi ses i morgen, Hans."
  
  
  "Sikkert. Og hey, tak for alt, men jeg har ikke tjent de penge endnu."
  
  
  "Bliv fri, så bliver du det."
  
  
  Jeg tog afsted med lyst til at blive. Jeg havde ikke tid til at beskytte dem, og der var stor chance for, at bøllerne ville komme på jagt igen.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 8
  
  
  
  
  
  
  
  
  Tilbage i byens centrum havde jeg en lang og ikke særlig produktiv dag. Ud over ligefrem at prøve at skyde mig i Rom, var der ikke meget mere, jeg kunne gøre, end da Hawk plukkede mig fra min idylliske afsondrethed ved søen.
  
  
  Næsten alt, hvad der er sket siden da, har peget på interne problemer for NARN, men lidt tyder på, at det er blevet en sikker havn for atomvåben. Bilen, der næsten ramte Van der Meer og mig, kunne have været en elendig chauffør eller en velkomstkomité for en uønsket amerikaner. Indtil videre havde Sutton kun tilbudt en pige ved navn Paula, hvilket ikke var et dårligt tilbud, hvis du ikke havde noget bedre at lave.
  
  
  Den eneste mistænkelige angrebsvinkel på Hans var hvorfor tallene og hvorfor placeringen? Svaret kunne være, at de ville holde alting klar, og hvilken bedre måde end et felt under militær kontrol. Tallene kunne betyde, at de ikke havde planer om at dræbe ham, før de skræmte ham til at tale. Tilstrømningen af lejesoldater var den eneste svage føring. Partisaner bragt af nogen og trænet et sted til at begå mord. Den åbenlyse var Tasahmed, men hans soldaters udseende og manerer forstærkede kun, hvad AXE-filerne indikerede var mangel på professionalisme. Selvfølgelig kunne alt være anderledes i Rufa. Et dusin sovjetiske instruktører kunne have gjort det anderledes. Det ser ud til at besøge Rufa var en prioritet. Det eneste positive ved DC-7'eren var, at den tog meget længere tid at vedligeholde end nødvendigt. Læg det hele sammen, og du har en god bunke mysterier.
  
  
  Det nyttede ikke noget at parkere Fiat'en i gyden, hvor jeg hentede den. At efterlade ham på gaden var heller ikke godt; det var en god måde at miste det på.
  
  
  Alt i byen var lukket, fodgængertrafikken var næsten lige så tynd som trafikken af biler og heste. Jeg gik til den centrale plads. Politikommissariatet var placeret ved siden af det centrale postkontor. Et halvt dusin biler parkerede foran dens falmede facade. Jeg trak op til en, en Volkswagen-fejl, der ikke så mere formel ud end min egen bil. De to gendarmer ved indgangen til bygningen kiggede kort på mig. Dette virkede som et godt sted at parkere, indtil Ali satte noget bedre ind. Et gammelt lamanitisk ordsprog siger: "Hvis du ikke ønsker at blive bemærket, så parker din kamel i dine fjenders flok."
  
  
  Hotelbaren blev kaldt Green Room. Grøn, fordi den var omgivet af vintage grønne gardiner. Der var ingen bar, men der var en række lige gamle marokkanske stole rundt om hårdttræsbordene. For et halvt århundrede siden var dette en elegant fransk salon, hvor herrer prustede deres kokain eller nippede Courvoisier-cognac.
  
  
  
  Nu var det en sidelomme, hvor en ikke-troende kunne drikke, fordi muslimsk lov skulle acceptere økonomiske realiteter. Virkeligheden var fire gange prisen for en almindelig drink. Det var i hvert fald en af Henry Suttons klager.
  
  
  Jeg kunne se ham på Grand Central Station klokken fem en fredag eftermiddag. Det var Taft, Yale og sandsynligvis Harvard Business School. Et velopdraget ansigt, højt, kantet, i sit tøj, ur, armbånd, klassiske ring, og på denne vage måde af kedede selvtillid, grænsende til en selvtilfreds luft, afsløres rigdommens udseende. Det var stemplet af Udenrigsministeriet. Hvorfor netop CIA mærkede ham er noget, jeg vil overlade til eksperterne.
  
  
  Det grønne rum var fyldt med cigarrøg og små klumper af forretningsmænd, der fodrede hinanden med de seneste rygter. Jeg lagde mærke til et par briter blandt dem. Sutton, hvis rigtige navn uden tvivl var noget i retning af Duncan Coldrich Ashforth den tredje, sad alene i hjørnet og delte sin tid mellem at nippe til sin øl og se på sit ur.
  
  
  Jeg satte mig ved siden af ham og rakte min hånd frem. "Mr. Sutton, jeg er Ned Cole. Undskyld, jeg er forsinket, trafikpropper."
  
  
  Den øjeblikkelige overraskelse gav plads til en hurtig vurdering. "Åh, hvordan har du det? Vi hørte, du ville komme." Han var med deres eget sludder. Lydniveauet var højt for publikum, men tilskuerne havde travlt nok til, at vi kunne tale i fuldstændig fortrolighed.
  
  
  "Jeg tager nogle vigtige noter," sagde jeg og smilede, da jeg trak en lommebog frem. "Du vil svare på et par spørgsmål."
  
  
  "Jeg tror, det ville give mere mening, hvis vi tog til ambassaden." Han havde en adenoidal stemme, der matchede hans høje næse.
  
  
  "Jeg har allerede været på ambassaden, Henry. Jeg hørte, at du havde travlt. Har du bragt et svar på min prioritet fra AZ?
  
  
  "Den er i min lomme, men se her..."
  
  
  "Du kan give mig den, når vi går. Har du noget om mødet mellem Mendanike og Petersen?
  
  
  Han kiggede på mig, ked af det, iskold. "Jeg svarer dig ikke, Cole. JEG…"
  
  
  "Du gør det nu, og du må hellere komme forbandet hurtigt dertil." Jeg smilede og nikkede og lavede en note på siden. "Dine instruktioner kom gennem Det Hvide Hus, så lad os slippe af med det lort. Hvad med Petersen?
  
  
  "Ambassadør Petersen," understregede han det første ord, "var en personlig ven af mig. Jeg føler mig personligt ansvarlig for hans død. JEG…"
  
  
  "Jeg er ligeglad". Jeg gav tegn til tjeneren ved at pege på Suttons ølflaske og holde to fingre op. "Gem dine sårede følelser og fortæl mig fakta." Jeg skrev endnu en blank på min notesblok, så han kunne trække vejret.
  
  
  "Lastbilen, der ramte ambassadørens bil, var en umærket lastbil." Han sagde det, som om han spyttede tænder. "Jeg fandt det her".
  
  
  Jeg kiggede på ham. Han buldrede af frustration og blev hurtigt til raseri.
  
  
  “Spritbilist til dig. Har du fundet, hvem der ejer den?
  
  
  Han rystede på hovedet. "Ikke endnu."
  
  
  "Er dette din eneste indikation af formålet med midnatsmødet?" Min tone reflekterede endnu dybere på hans solbrune ansigt.
  
  
  ”Mødet fandt sted klokken 01.00. Vi kender stadig ikke formålet."
  
  
  »Hvis du havde sagt det fra begyndelsen, kunne vi have sparet et minut. Så vidt jeg forstår, respekterede Mendanike ikke ambassadøren."
  
  
  »Han forstod ikke ambassadøren. Ambassadøren prøvede og prøvede..."
  
  
  "Så karakteren af opkaldet til Mendanica Petersen var usædvanlig."
  
  
  "Ja, det kan man godt sige."
  
  
  "Hvem talte Petersen helt præcist med, inden han rejste til præsidentpaladset?"
  
  
  "Kun med sin kone og marinesoldaten. Han fortalte simpelthen sin kone, hvor han skulle hen, og han fortalte også marinesoldaterne. Han skulle have hentet sin chauffør. Hvis han ringede til mig..."
  
  
  "Har du ingen kontakter i paladset?"
  
  
  "Tror du, det er nemt?"
  
  
  Tjeneren bragte øllen, og jeg tænkte, sikke en fuldstændig rod denne dreng er. En AXE Sektion R reserveagent udstationeret i Laman, og jeg ville have mine svar.
  
  
  Der er noget, du hellere må vide lige nu,” sagde han, da tjeneren gik. - Vi har oplysninger om, at der vil være problemer her i morgen. Det ville være klogt at bruge dagen på ambassaden. Tingene kan blive meget grimme."
  
  
  Jeg tog en tår af min øl. "De partisaner, der kom her, hvem tilhører de?"
  
  
  "Jeg formoder, at de blev introduceret af Mendanike til brug mod Osman i syd."
  
  
  "Du går efter gætværk, hva?"
  
  
  Ak det var sådan. Hans øjne kneb sammen, og han lænede sig mod mig. "Mr. Cole, du er ikke en officer i mit bureau. Er du fra DVD eller en anden operation. Du kan være vigtig derhjemme, men jeg driver stationen her, og jeg har alle oplysningerne..."
  
  
  Jeg rejste mig, "Jeg tager med dig," sagde jeg og smilede til ham og puttede notesbogen i lommen.
  
  
  notesbog. Han fulgte mig ud af værelset og ind i lobbyen.
  
  
  "Bare en ting," tilføjede jeg, mens han gik akavet ved siden af mig. "Jeg skal nok kontakte dig i morgen. Jeg har brug for en skriftlig rapport om ambassadørens død med alle detaljer; ingen gætværk, bare fakta. Jeg vil have alt, hvad du har om lejesoldaterne. Jeg vil gerne vide, hvilke kontakter du har i denne by og dette land vil jeg gerne vide, hvad Osman har gang i, og..."
  
  
  Han stoppede. "Nu ser du her...!"
  
  
  "Henry, dreng," og jeg afsluttede med et smil, "du vil gøre, hvad jeg siger, eller jeg sender dig herfra så hurtigt, at du ikke har tid til at pakke dine dansesko. vi går ind i en hjemmesalon, og du kan give mig min prioritet fra A til Z. Du har lige fået din.”
  
  
  Han gik i fuld fart, og jeg gik mod elevatoren og tænkte, at bureauet kunne gøre det bedre selv i en haveplacering som denne.
  
  
  Jeg bemærkede tidligere, at Concierge Lakuta blev erstattet af Night Man. Jeg nikkede til ham og han gav mig et koldt jeg-ved-noget-du-ikke-vidste smil. Ud af øjenkrogen så jeg Alis hoved springe op bagved en palme i potte. Han gav mig et hurtigt signal, og jeg gik forbi det dyrkede træ, glad for at få kontakt. Måske vil min Aladdin tilkalde noget bordmad.
  
  
  "Mestre!" - hvæsede han, da jeg stoppede for at binde min snørebånd, - gå ikke ind på dit værelse. Der er politisvin der. Chefen og hans hårde fyre.
  
  
  "Mine gamle venner, Ah," sagde jeg, "men tak. Jeg vil have et sted, hvor jeg kan være alene et stykke tid.”
  
  
  "Forlad elevatoren på anden sal."
  
  
  Jeg satte mig mere oprejst og spekulerede på, hvad Ali ville gøre med Henry Suttons arbejde. Måske kan jeg skaffe ham et stipendium til Yale.
  
  
  Han mødte mig på anden sal og tog mig til et værelse, der ligner mit værelse to etager ovenfor. "Du vil være sikker her, Mester," sagde han.
  
  
  "Jeg ville foretrække en fuld mave. Kan du bringe mig noget at spise?"
  
  
  "Couscous?"
  
  
  "Ja, og kaffe. Hvor er i øvrigt det bedste sted at parkere bilen?”
  
  
  Han smilede ned til brystet. "Måske foran politistationen?"
  
  
  "Kom ud herfra". Jeg rettede min støvle mod hans bagdel.
  
  
  Han vendte sig væk. "Mester er ikke så dum."
  
  
  Jeg låste døren bag ham og satte mig for at læse AX's svar. Det samlede tal var to nuller. Dr. Otto van der Meer var præcis den, han sagde, han var, og han blev også højt respekteret. Hans mor var Zulu. Afrika var dets landbrugscenter. Satellit- og luftfotografering over NAGR gav intet.
  
  
  Jeg havde ikke en helikopter til at ødelægge AZ's svar, men jeg havde en kamp. Jeg brændte den, vaskede den af og tænkte på mine gæster, der ventede ovenpå. Jeg var ikke overrasket over deres ankomst. Uanset om Lakute ringede til dem eller ej. Toldvæsenet ville give ordet. Jeg kunne undgå dem, hvis jeg ville. Jeg valgte ikke, men de må vente til mit indre menneske er genoprettet.
  
  
  Åh, det er rigtigt, couscousen var god, og det samme var den tykke sorte kaffe. "Vil ejeren have bilen bragt hertil?" spurgte han.
  
  
  "Tror du, det er sikkert der?"
  
  
  "Jeg tror ikke, den bliver stjålet." Han spillede det lige.
  
  
  "Kan du foreslå et mere privat sted?"
  
  
  "Ja, når læreren bringer det, vil jeg vise ham det."
  
  
  "Det kan ske meget senere."
  
  
  "Bliv i dette rum i nat, mester, og du vil sove roligt. Dem på toppen bliver trætte og går. Den svineblære, Lakute, han bragte dem."
  
  
  "Tak for tippet, Ali." Jeg medbragte nogle regninger. "Luk øjnene og tag hakken."
  
  
  "Mesteren ved ikke meget om penge."
  
  
  "Dette er mere end et hint. Dette er information. Du ved, at den amerikanske ambassadør blev dræbt. Jeg vil gerne vide, hvem der dræbte ham."
  
  
  Hans øjne blev store. "Du kunne fylde din hånd med ti gange mere, end du holder, og jeg kunne ikke give dig et svar."
  
  
  "Ikke nu, men hold dine skarpe ører åbne, og du kan ikke sige, hvad du vil høre."
  
  
  Han rystede på hovedet. "Jeg vil ikke have, at de bliver skåret af."
  
  
  "Hør stille."
  
  
  Hvis jeg hører noget, så betaler du mig. Ikke nu. Du har allerede betalt mig dobbelt så meget. Det er ikke sjovt. Du skal forhandle."
  
  
  Da han gik, læssede jeg Wilhelmina, Hugo og det franske pas af. Luger gik under madrassen, Hugo gik ind i skabet, og passet lå bagerst i skabshylden. Det var på tide at stifte bekendtskab med oppositionen, og som de siger, jeg ville være ren.
  
  
  Jeg trådte ind på mit værelse og registrerede den rigtige overraskelse i receptionen. Lokalet ville blive fyldt med tre personer. Med fem var det næsten SRO.
  
  
  
  Døren smækkede og låste sig, og jeg blev visiteret af en af de uniformerede ubudne gæster.
  
  
  Mens militærfolkene var klædt i kaki, var mine besøgende klædt i olivengrønt. Obersten, der sad i en stol med front mod mig, modtog mit pas fra min søgemaskine uden at tage øjnene fra mig.
  
  
  "Hvad sker der her!" Det lykkedes mig at komme ud. "Hvem er du?"
  
  
  "Hold kæft," sagde han på acceptabelt engelsk. - Jeg taler, du svarer. Hvor har du været?" Det var tydeligt på det næsten fyldte askebæger, at dette var en utålmodig tjener.
  
  
  "Hvad mener du, hvor har jeg været?"
  
  
  En kort kommando blev givet, og tyren til venstre for mig ramte mig i munden. Jeg smagte svovl og blod. Jeg gispede og forsøgte at opføre mig lamslået.
  
  
  "Jeg sagde, du ville svare, ikke lave dumme lyde." Obersten bankede en frisk cigaret på sit sølvcigaretæske. Han havde senede fingre. De gik med resten af ham; oprullet blackjack slange. Det overbevisende ansigt var ødelæggende smukt - tynde læber, tynd næse, tynde øjne. Obsidian øjne; hensynsløs, intelligent, humorløs. At dømme efter hans pæne uniform var han kræsen, velorganiseret, i modsætning til de militærmænd, jeg hidtil havde set. I ørkendragt kunne han have spillet Abd el Krim i sin bedste alder.
  
  
  "Nå, hvor har du været?" - gentog han.
  
  
  "På ... på den amerikanske ambassade." Jeg dækkede mine læber med et lommetørklæde. "Jeg... jeg var der for at vise min respekt. Jeg er avismand."
  
  
  "Vi ved alt om dig. Hvem inviterede dig her?
  
  
  "Jeg rystede stumt på hovedet." N-ingen inviterede mig. Jeg-jeg kom lige... for at... skrive om dine landbrugsprojekter."
  
  
  "Vi er smigrede," han udåndede en sky af røg, "men du er en løgner." Han nikkede mod kødbunken til højre for mig. Jeg havde lige tid nok til at spænde mine mavemuskler og tage slaget. Men alligevel var den smertefulde hoste og fordobling ikke bare en leg. Jeg faldt på knæ og klemte mig om maven. De løftede mig op i mit hår. Jeg hulkede, trak vejret tungt og faldt under min hovedbund.
  
  
  "Hvad pokker!" Jeg gispede svagt.
  
  
  "Hvad fanden egentlig. Hvorfor kom du her?"
  
  
  "Skriv om premierministerens død." Jeg trak den ud og lod som om jeg tog en slurk for at hjælpe.
  
  
  "Og hvad kunne du skrive om dette andet end at din stinkende CIA dræbte ham?" Hans stemme knitrede vredt. "Måske er du fra CIA! Hvordan ved jeg, at dette ikke er sandt?
  
  
  "Nej, ikke CIA!" Jeg rakte min hånd frem.
  
  
  Jeg så ikke påvirkningen fra den tredje person bag mig. Det var et slag i nakken, og denne gang faldt jeg faktisk. Jeg måtte kæmpe med al min magt for ikke at få et persisk tæppe i øjet. Den nemmeste måde er at foregive at være bevidstløs. Jeg frøs.
  
  
  "Narre!" - obersten gøede på arabisk. "Du har sikkert brækket hans hals."
  
  
  "Det var bare et let slag, sir!"
  
  
  "Disse amerikanere kan ikke tåle meget," mumlede han.
  
  
  "Åbn dit ansigt og få noget vand."
  
  
  Vandet var dejligt. Jeg rørte og stønnede. Rejste mig op igen og forsøgte at gnide min nakke med den ene hånd og min mave med den anden.
  
  
  "Hør på mig, uopfordrede løgneskribent," hånden i mit hår løftede mit hoved, så jeg gav obersten den opmærksomhed, han fortjener, "der er et fly, der forlader Lamana kl. 07:00 til Kairo. Du er i lufthavnen kl. 05:00, så du vil have god tid til at være der. Hvis du ikke er på det, vil dit ophold her være permanent."
  
  
  Han rejste sig, og hans blik var endnu skarpere end en barbermaskine. Han rystede mit pas foran min næse. "Jeg gemmer den, og du kan returnere den, når du fortolder. Er det klart for dig?"
  
  
  Jeg nikkede stille.
  
  
  "Og hvis du vil skrive en historie om dit behagelige ophold her, så sig, at oberst Mohammed Douza var den mand, der underholdt dig mest."
  
  
  Han gik forbi mig, og dandyen, der slog mig med kanin-næven, sparkede mig i røven med sin støvle og skubbede mig på tværs af værelset op på sengen.
  
  
  sagde Duza ved døren. "Jeg vil efterlade Ashad her for at sikre din beskyttelse. Vi elsker at vise gæstfrihed selv til ubudne gæster.”
  
  
  Bortset fra en stiv nakke og ondt i maven havde jeg ikke noget at vise til, da jeg skyndte mig mod ørkenens løver. Jeg mødte Duza og fandt ud af, at han ikke kendte Nick Carter, kun Ned Cole, hvilket betød, at han ikke havde nogen rolle i at beordre mit mord. Han så mig ikke som et problem, og det var min pointe. Han vil ikke genere mig, før jeg kommer til mit fly. Klokken var kun 21.00, hvilket betød, at jeg havde ni timer tilbage. Jeg havde et par stop mere på min dagsorden, og det var tid til at gå. Hvis de viser sig at være lige så tørre som de andre, kan jeg måske lave mit eget kup.
  
  
  Ashad, som blev overladt til at passe mig, var den, der gjorde mest skade på mig, bagfra. Mens han satte sig i stolen, som Duza havde forladt, gik jeg ind i boden mærket salle de bain og fjernede affaldet. Bortset fra en forslået læbe så jeg ikke meget værre ud end normalt.
  
  
  .
  
  
  Ashad så mig med et grin, mens jeg bøjede mig ned for at tage lommetørklædet op. "Din mor spiste møg," sagde jeg på arabisk.
  
  
  Han kunne ikke tro, at han hørte mig rigtigt. Han rejste sig fra stolen med åben mund og øjnene fulde af raseri, og jeg lavede et udfald og karatesparkede ham. Min fod fangede toppen af hans hals og kæbe, og jeg mærkede knogler splintre, da hans hoved næsten slap af. Han gik hen over stoleryggen, ramte væggen og ramte gulvet med et brag, der raslede opvasken.
  
  
  For anden gang den dag lagde jeg liget i seng. Jeg skiftede så til et sort jakkesæt og en matchende rullekraveskjorte. Ikke at jeg var i sorg, men farven passede til lejligheden.
  
  
  Da jeg gik, gik jeg ned på mit værelse på anden sal. Der samlede jeg mit udstyr og tjekkede min taske og etui ind. Fra kufferten tog jeg de mest nødvendige ting frem - to ekstra clips til Lugeren, en af dem brandfarlig. Jeg satte en speciel målsøgningsanordning på størrelse med en AXE-knap til mit knæ. Hvis behovet opstår, vil hans signal tilkalde en bataljon på 600 Rangers fra den sjette flåde. Ekstra Pierre gik i inderlommen. Til sidst, tredive fod pænt sammenpresset nylonreb, med dets sikre fastgørelse, viklet rundt i midten som en anden rem.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 9
  
  
  
  
  
  
  
  
  Jeg forlod hotellet ad en sidegade og fulgte de samme sidegader og nåede præsidentpaladset ved dets nordlige mur. Muren var en halv kilometer lang med vagtkasser i hver ende og to i midten.
  
  
  Vagterne foretog ikke konstante patruljer. Hvert tiende minut eller deromkring, ville hold på to marchere i modsatte retninger, møde deres landsmænd og vende tilbage til basen. Selvom gaden, der løber parallelt med væggen, havde ovenlys, kunne jeg se, at det ikke var det store problem at komme igennem omkredsen. Det var bare et spørgsmål om tid. Gadelamper gav lidt belysning af væggen. Men væggen var godt tyve fod høj og hvid. Klædt i sort skulle jeg ligne en tarantel, der bar ned på ham.
  
  
  Jeg ventede, indtil det centrale hold havde afsluttet deres halvhjertede patrulje, så bevægede jeg mig væk fra grøften, hvor jeg havde taget dækning, og løb hurtigt mod selve muren. Der var lave buske langs den, og jeg slog mig ned i dem for at forberede rebet.
  
  
  Da jeg var indstillet, flyttede jeg til et sted lige bag midterforsvarsposten. To passagerer sad foran ham og snakkede. Jeg kunne se gløden fra deres cigaretter og høre deres dæmpede stemmer. Kun hvis de vender sig, vil de se mig.
  
  
  Jeg rejste mig, tjekkede og kastede. Rebet gik op og igen. Der lød et svagt klirr, da hans specielle apparat automatisk stak ind i den anden side. Lyden generede ikke rygere. Jeg trak i rebet og gik videre. Jeg lavede en note for at takke AX Supply for deres feltstøvler. Sålerne var som magneter.
  
  
  Efter østlig skik var toppen af væggen overstrøet med glasskår. Jeg gled forsigtigt ned, ændrede min stilling og brækkede rebet og hoppede ind i parkområdet i præsidentens gårdhave.
  
  
  Landet har aldrig haft en præsident i sin historie, men da det først blev NAPR, blev navnet ændret fra det kongelige palads til præsidentpaladset på grund af det meningsløse i politisk agitprop. Uanset hvad var det fast ejendom. I mørket virkede det, som om det var på niveau med Versailles.
  
  
  Jeg gik hen mod det svage lys på himlen, der indikerede placeringen af paladset. Der var natfugle, men der var ingen vagter eller hunde. Dette forstærkede min følelse af, at Tasahmed ikke rigtig forventede nogens modstand.
  
  
  Jeg var næsten glad for at se, at selve paladset var under en slags bevogtning. Dette var på niveau med drengene, der bevogtede ydermuren. Jeg gik gennem dem som whisky på revnet is. Mit indgangssted var gennem en anden mur, kun omkring ti fod høj. Det skjulte en gårdhave, der var lukket for alle undtagen Shema Mendanike og hendes damer, en slags kvindelig udskejelse omvendt. Jeg håbede, at ingen af dem ville vente, mens jeg klatrede op på hans beskyttende arm. Den ene side af gården var paladsmuren, og AX-tegningerne viste, at Shemas lejligheder lå i denne fløj.
  
  
  Haven lugtede af jasmin. Det havde lukkede gange og et centralt springvand. Den havde også et vinbelagt, trappelignende espalier, der løb op ad den høje side af paladsmuren til et punkt under vinduet, hvor et svagt lys skinnede. Hvordan kunne et rejsebureau ignorere dette?
  
  
  Ved at fokusere på ham er jeg næsten færdig med Nick Carter og Douglas Fairbanks' Evening.
  
  
  
  Det var alt for let, og jeg så ham ikke i mørket af en ensom gåtur. Min pause var, at han ikke så mig, før jeg landede i blomsterbedet.
  
  
  Hvis han var klog, ville han have ventet på plads, indtil han ramte mig bagfra. Eller han slog en kobbergong og tilkaldte stor hjælp. I stedet stormede han af stien, gøende som en hvalros, dels overrasket, dels i vrede.
  
  
  Jeg så et glimt af en kniv i hans hånd og hjalp kujonen med at gå. Tid var afgørende, og jeg ville ikke møde hans venner. Hugos flugt var kort og præcis, og trængte helt til fæstet ind i det sårbare sted, hvor halsen møder toppen af brystbenet.
  
  
  Han faldt, kvalt af blod og brød ind i blomster. Da han rykkede i sine sidste kramper, dobbelttjekkede jeg gården for at sikre mig, at vi var alene. Da jeg kom tilbage, lykkedes det ham at rive Hugo ud af halsen. Dette var hans sidste del af bevægelsen. Jeg tørrede stiletten på hans skjorte og bevægede mig hen til hegnet med tremmer.
  
  
  Den var stærk nok til at støtte min vægt. Jeg efterlod rebet i vinstokkene og gik, ligesom Jack in the Beanstalk, videre.
  
  
  Allerede før jeg nærmede mig vinduet, hørte jeg stemmer: en kvindes og en mands. For at komme hen til vinduet så jeg, at jeg skulle balancere oven på tremmerne, min krop presset mod væggen, mine arme over mit hoved, rækkende ud mod kanten. Det var et af de dybt forsænkede etablissementer med en lang skrå vindueskarm og en spids bue. Der var ikke noget at holde fast i. Byrden skulle passere gennem fingre og tæer. Lyden af stemmer overbeviste mig om, at der ikke var noget alternativ til at bruge rebet. Hvis mundstykket ramte glasset eller klirrede mod noget, ville det være det. Det ville være svært for mig.
  
  
  Da jeg stod på tæerne med Hugo mellem tænderne, var jeg i stand til at hægte mine tæer på kanten. Jeg var så nødt til at stikke hagen ind og presse tæerne mod væggen uden at skubbe min underkrop udad. Da jeg hvilede min hage på afsatsen, lod jeg den tage noget af vægten, slap min højre hånd og tog fat om indersiden af vindueskarmen.
  
  
  Resten handlede om at komme ind i lokalet uden at larme. Det var et vindue, der åbnede indad, og jeg gik gennem det som en grævling, der forsøgte at komme igennem en muldvarpes tunnel. Til sidst så jeg, at lyset ikke kom fra det rum, jeg var ved at gå ind i, men fra et andet. Det var også der, stemmerne kom fra.
  
  
  Jeg indså, at dette var et soveværelse, og at dømme efter størrelsen på sengen og den svage duft af parfume, var det en kvindes boudoir. Spejlet, der dækkede hele væggen, fangede min refleksion og duplikerede mig et øjeblik.
  
  
  Gennem den åbne dør så jeg et meget større rum, en rigtig kongelig salon. Men dens størrelse og indretning blev simpelthen registreret, da jeg så dens beboere, især kvinden.
  
  
  Hun var en alf, sorthåret, mørkøjet og sandsynligvis i familie med kolibrien. Hun bar en solid guld lamé kaftan, der satte sig fast i nakken. Men hendes raseri fremhævede hendes bryster, og den måde hun bevægede sig i hurtige hvirvler og pile fremhævede resten af hendes perfekt formede krop. "Du er en forbandet løgner, Tasakhmed"; - hun gøede på fransk.
  
  
  Generel AX-fil skal opdateres. Han kom sig. Hans ansigt var for fyldigt, hans dobbelthage startede godt, og han begyndte at bule ud af sin uniform, hvor den skulle have været gemt ind. Han var stadig en smuk mand; høj, let på fødderne, med tunge træk og et pjusket overskæg. Hans teint var oliven, og gråt hår stod frem ved hans tindinger.
  
  
  Han var tydeligvis ikke generet af Shema Mendanikes manerer eller ord. Faktisk var han både overrasket og nød hendes bevægelser. "Min kære frue," smilede han, "du forstår simpelthen ikke karakteren af situationen."
  
  
  "Det forstår jeg godt." Hun satte sig foran ham og kiggede op. "Du holder mig fanget her, indtil du er sikker på, at alt er under kontrol!"
  
  
  "Du får det til at lyde som en slags melodrama," grinede han. "Selvfølgelig skal jeg tage kontrollen. Hvem ellers kunne?
  
  
  "Virkelig, hvem kunne ellers! Du slap for de gamle duefjer og...!”
  
  
  Han lo og forsøgte at lægge sine hænder på hendes skuldre. "Fru, det er ikke måden at tale om din afdøde mand eller mig. Som jeg har fortalt dig mere end én gang, vidste jeg intet om hans flugt, før jeg blev informeret om hans fald. Hans død er efter Allahs vilje."
  
  
  "Selv om jeg troede på dig, hvad har det så at gøre med, at jeg er blevet holdt på dette sted?"
  
  
  "Shema!" Han forsøgte at lægge hænderne på hende igen. "Jeg vil ikke tilbageholde dig på nogen måde. Men det er farligt at tage af sted nu, og i morgen er det begravelse."
  
  
  
  »I eftermiddags ville jeg tage til den pakistanske ambassade for at overbringe nyheden til min far. Du forhindrede mig i at gå. Hvorfor?"
  
  
  "Som jeg sagde," sukkede han, en mand, der var blevet misbrugt, "til din egen beskyttelse. Vi har grund til at tro, at Ben d'Oko blev dræbt af eksterne styrker. Vi har ingen måde at vide, at de ikke vil forsøge at dræbe dig også. Tror du, jeg vil risikere et hår fra dit dyrebare hoved på dette tidspunkt? " Han rakte ud for at klappe hende, men hun løb væk. Han begyndte at jagte hende.
  
  
  "Hvilke ydre kræfter?" hun grinte.
  
  
  “For eksempel CIA. De har ønsket at fjerne Ben d'Oko i lang tid." Han rystede trist på hovedet.
  
  
  "Ville de ham lige så meget som dig?"
  
  
  "Hvorfor er du så uvenlig mod mig? Jeg vil gøre alt for dig."
  
  
  "Vil du have mig til at være din anden, tredje eller fjerde kone?"
  
  
  Dette fik hans ansigt til at blive rødt. "Hvad kan jeg gøre for at overbevise dig om, at jeg har dine interesser på hjerte?"
  
  
  "Vil du virkelig vide det?" Hun stillede sig foran ham igen.
  
  
  "Ja." Han nikkede og så på hende.
  
  
  "Du kan bestille en bil, så jeg kan køre mig til den pakistanske ambassade."
  
  
  "På dette tidspunkt, min kære? Dette er udelukket." Og nu var hans hænder på hendes skuldre. Hun prøvede at bevæge sig væk, men han tog fat i hende.
  
  
  "Slip mig, møgbille!" - knurrede hun og prøvede at slippe fri.
  
  
  Da han strammede grebet, forsøgte hun at knæe ham i lysken, spyttede ham i ansigtet og stødte hans hoved. Hun ville ikke give op uden kamp, selvom han var for stærk til hende.
  
  
  Tasahmed samlede hende op fra gulvet, og mens hun kæmpede, sparkede og bandede, gik han ind i soveværelset. Jeg pressede mig mod væggen ved døren. Men han ville ikke se mig nu, hvis jeg var klædt i rødt brandbil og lyst op med neonlys.
  
  
  Han smed hende på sengen og sagde noget med sammenbidte tænder om behovet for forståelse. Det var nok for ham. Hun frigjorde sin hånd og tog fat i ham, mens han prøvede at klemme hende fast. Han bandede og vinkede. Hun skreg, og han gav hende to mere for en sikkerheds skyld. Hun begyndte at græde, ikke af nederlag, men af raseri og skuffelse. Jeg hørte kaftanen rykke, da han tog den af hende, og nu mumlede han rasende på arabisk. Vejen til paradis blev pockmarkeret af de modstandsdygtige Khuris.
  
  
  Fysisk styrke og vægt overmandede endelig ånd og beslutsomhed. Han pressede sit knæ mellem hendes ben og spredte hendes lår. Med sin venstre hånd holdt han hendes håndled over hendes hoved og med sin højre hånd trak han sit tøj af. De eneste våben, hun havde tilbage, var hendes lår. Hun fortsatte med at skubbe dem mod ham og bøjede ryggen for at prøve at skubbe ham væk. Denne bevægelse ophidsede ham kun. Hun bandede og græd, og han knælede mellem hendes ben, da jeg brækkede den.
  
  
  Han vidste aldrig, hvad der ramte ham, og det var det, jeg ville. Jeg bedøvede ham ved at slå mine hænder på hans ører. Mens han spændte i chok, pressede jeg mine tommelfingre mod trykpunkterne på hans hals. Så var det et spørgsmål om at skubbe ham væk og holde Shema under kontrol.
  
  
  "Nattens blomst," sagde jeg på urdu og trak Tasahmed ud. "Stol på mig, jeg er en ven."
  
  
  I tusmørket virkede hvidheden af hendes krop som kviksølv. På dette tidspunkt kunne hun kun suge luft ind og stirre på mig.
  
  
  "Jeg er her for at hjælpe dig." Jeg samlede resterne af kaftanen op og kastede den til hende. Det så ud til, at hun ikke havde travlt med at tage den på. Hun sad og gned sine håndled, og jeg kunne sympatisere med generalens hensigter.
  
  
  Til sidst fandt hun sin tunge frem og sagde på britisk engelsk: “Damn son of a bitch! Forbandet svin! Hund!"
  
  
  "Han var ikke særlig høflig, især for en general." Jeg sagde det på engelsk.
  
  
  Hun kastede vredt sin kaftan over sig. "Hvem er du? Hvor kommer du fra og hvad vil du have?
  
  
  "Jeg er en ven. Og jeg vil gerne tale med dig."
  
  
  Hun kiggede ud over sengekanten. "Dræbte du bastarden?"
  
  
  - "Nej, jeg har lige reddet ham fra lidelse for et stykke tid."
  
  
  Hun sprang ud af sengen. "Uheld! Jeg vil vise ham en slags ulykke!"
  
  
  Jeg hørte hende sparke. Generalens krop rykkede krampagtigt. Han vidste ikke, hvor heldig han var at være et andet sted. Hun gled hen mod alkoven i sit omklædningsrum. "Kom ud herfra, mens jeg tager noget på," sagde hun.
  
  
  Jeg tog mig af Tasakhmed, og hun tog sig af dækningen. Jeg brugte hans halstørklæde til bind for øjnene, hans lommetørklæde til spunsen og hans bælte til at binde hans håndled. Det blev godt pakket ind.
  
  
  Da jeg var færdig, tændte hun ovenlys, og vi så på hinanden igen på den enorme seng. Hun tog en lyseblå negligé på. Det skjulte ikke, hvad der var nedenunder. Han sørgede bare for, at du vidste, at det hele var der.
  
  
  
  Hendes undersøgelse af Nick Carter var lige så grundig.
  
  
  "Du er den første amerikaner, jeg nogensinde har mødt, der lignede en mand," sagde hun. "Hvor lærte du at tale urdu?"
  
  
  Jeg gik på efterskole på Islamabad Institute of Technology. Hvor lærte du at tale engelsk? "
  
  
  "Min far var en engelsk guvernør, som var gift med en pakistansk kvinde, eller har ingen nogensinde fortalt dig om imperiet? Du har stadig ikke svaret på mine spørgsmål - hvem er du? Hvis jeg ringer til sikkerhedsvagten, skærer de halsen over på dig!"
  
  
  "Så vil jeg ikke være i stand til at fortælle dig, hvem jeg er."
  
  
  Hun smilede og så både falsk og genert ud. "Og jeg kan ikke takke dig nok for at få denne gris af min ryg."
  
  
  "Så hvorfor sætter vi os ikke ned og starter samtalen forfra."
  
  
  ”Jeg må sige, at jeg aldrig er blevet præsenteret for en mand i mit soveværelse før. Men siden vi startede her.” Hun sad på sin side af sengen og gjorde tegn til mig, at jeg skulle sætte mig på min. "Begynd nu."
  
  
  "Jeg gik gennem dette vindue," sagde jeg, "i håb om at finde dig derhjemme."
  
  
  "Hvad gjorde du, fløj igennem det på dit magiske tæppe?" - knækkede hun. "Prøv ikke at narre mig."
  
  
  "Jeg fløj ikke, jeg klatrede, og jeg har ikke tid til at bedrage dig."
  
  
  "Du er en af de forbandede agenter, generalen talte om."
  
  
  "Det er mig, der vil stille dig et par spørgsmål. Så går jeg ned på mit tæppe og flyver.”
  
  
  Hun rejste sig, gik hen til vinduet og lænede sig ud. Hendes bevægelser understregede en derriere, som enhver digter kunne skrive en sonet til.
  
  
  "Jeg vil vædde på, at du bliver god til Nanga Parbat," sagde hun og gik tilbage til sengen. "Dette er en mærkelig hændelse, men jeg skylder dig noget. Hvad vil du vide?"
  
  
  "Hvorfor havde din mand så travlt til Budan midt om natten?"
  
  
  "Ha! Denne særling! Han fortalte mig aldrig, hvorfor han skulle et sted hen. Normalt sendte han mig bare besked om at komme. Han kunne godt lide at vise mig frem, så alle skulle tro, at han vidste, hvordan man vælger en kone, en sexet, rig pakistaner, der gik i skole i London. Små drenge var, hvad han kunne lide."
  
  
  "Så du havde ikke meget kontakt med ham, og du så ham ikke, før han fløj væk?"
  
  
  Hun rejste sig, holdt i hånden ved albuerne og begyndte at synge som en kolibri. "Ja, faktisk så jeg ham. Han vækkede mig. Han var bange. Selvfølgelig lignede han en gammel kvinde, men måske skulle jeg have været mere opmærksom på ham dengang.”
  
  
  "Kan du huske, hvad han sagde?"
  
  
  "Det kan bestemt! Tror du jeg er dum! Han sagde, at hvis der skulle ske ham noget, skulle jeg gå til mit lands ambassade og bede ambassadør Abdul Khan om at beskytte mig. Jeg sagde: "Hvorfor, hvor skal du hen?" Han sagde: "Jeg tager til Budan for at møde Abu Othman." Jeg kunne forstå, hvorfor han var bange. Chic truede med at kastrere ham, selvom jeg ikke ved, om det var muligt. Jeg sagde: "Hvorfor vil du se denne lille ting? Han gav mig ikke noget svar. Han sagde simpelthen noget om, at det var Allahs vilje. Jeg sov stadig halvt og var ikke særlig glad for, at jeg vågnede. Måske skulle jeg have været mere opmærksom på ham." Hun sukkede. “Stakkels gamle Ben d'Oco, hvis bare han var halvt så god i sengen, som han hoppede op og ned på FN-podiet. Forestil dig, at han jagtede kordrenge, når han kunne have haft en hvilken som helst kvinde i landet!
  
  
  "Helt ærligt, jeg har ikke den slags fantasi, Shema."
  
  
  Hun sad på min side af sengen. "Du ved, jeg sov alene i denne seng i fire år!" Hun sagde, at det ikke var min skyld, da hun så på mig, brystvorterne forsøgte at bryde gennem nettet af hendes negligee. "Hvad hedder du?"
  
  
  "Ned Cole."
  
  
  "Okay, Edward," lagde hun sine hænder på mine skuldre. "Nu er det min tur, og hvis vi ikke sætter en stopper for fire år med ingenting, ringer jeg til sikkerhedsvagten og hjælper ham med at afslutte dit liv."
  
  
  Du har hørt det gamle ordsprog om kvinden, der var en tiger i sengen. Shema ville få hende til at ligne en kat. Vi kyssede, og hun tog fat i min tunge og suttede på den med et blidt ryk. Da mine hænder fandt hendes bryster, fulgte hendes hænder efter mig, som om de var rasende over mit tøj. I løbet af fire år med cølibat havde hun ikke glemt, hvordan hun skulle løsne sit bælte og lyne lynlåsen op. Da jeg begyndte at gengælde, kastede hun hovedet tilbage.
  
  
  Hendes øjne var store og lyse, og hendes læber var plumpede. "Du er min gæst!" - hun udåndede på urdu. ”I østen er det kutyme at underholde sin gæst. Dette er min seng, og du er her på min invitation."
  
  
  Hun pressede mig på ryggen og begyndte at tegne våde kort på min krop med sine læber. Så pludselig skrævede hun mig. Med ryggen buet, hendes bryster presset ud, hendes knæ viklet om mine hofter, greb hun mine hænder med sine og sagde: "Jeg vil danse for dig."
  
  
  
  Jeg så hendes ansigt, mens hun langsomt sank på plads, tomme for tomme. Hendes øjne blinkede og udvidede sig, hendes læber delte sig, og hun sugede vejret ind. Så begyndte hun at danse, og alle bevægelserne var på hendes hofter og bækken. Jeg kærtegnede hende. Hendes hoved gik tabt, da hun forsøgte at gøre op i fire år uden kærlighed.
  
  
  Da hun bevægede sig opad, stoppede jeg hendes dans og begyndte min egen. Jeg løftede hende over mit hoved og holdt hende i luften. Så, da hun begyndte at kæmpe, rasende over at jeg havde stoppet hendes sensuelle gavotte, væltede jeg hende ned og rullede for at ændre vores stilling.
  
  
  "Ingen!" - sagde hun og begyndte at kæmpe. "Nej Nej Nej!"
  
  
  Jeg var jo hendes gæst. Jeg rullede tilbage og trak hende let oven på mig. Vores fremstød blev hurtigere, mere voldsomme. Vi bevægede os som én nu, og hendes øjne lukkede sig, da hun faldt frem og holdt toppen af vores sidste bølge tilbage.
  
  
  Jeg trådte forsigtigt ud under hende og vendte os begge om. Så kiggede jeg på hende og mærkede hendes ben tæt om mig. Hendes fingre gravede sig ind i min ryg, hendes tænder faldt ind i min skulder, mens hun rystede sammen: "Vær venlig!" Der var ingen tilbageholdelse nu. Vi kom sammen, en ekstatisk skælven gik fra min krop til hendes.
  
  
  Hvis vi kunne tilbringe resten af natten sammen, kunne vi skrive en ny udgave af Kama Sutraen. Uanset hvad, så vendte Tasakhmed tilbage til den virkelige verden.
  
  
  "Hvorfor slår du ham ikke ihjel?" - sagde hun, mens jeg tændte en af mine cigaretter for hende.
  
  
  "Hvis jeg gjorde det, hvor ville du så være?" Jeg knælede ned for at undersøge det.
  
  
  "Ikke værre end jeg er nu, Edward."
  
  
  "Åh, meget værre, Shema. Han ønsker ikke, at der skal ske dig noget. Men hvis der sker ham noget her på jeres værelser, så er det ikke risikoen værd."
  
  
  Det var ikke det værd af en anden grund. Dead Tasakhmed nytter mig ikke. Måske i live. På samme tid, hvis jeg spurgte ham foran Shema, vidste jeg ikke, hvad jeg ville få. Dette vil være vognen før kamelen. Kamelen var Osman.
  
  
  Han var Mendanikes svorne fjende, og alligevel gik Ben d'Oko meget langt for at møde ham. Det virkede logisk, at Osman ville nægte at deltage, medmindre han havde en forudgående indikation af formålet med powwow. Det virkede også logisk, at Nick Carter ville være bedre stillet at mødes med Osman med det samme, før han stillede Tasahmed spørgsmål. Så meget for logikken.
  
  
  "Shema, hvorfor ringer du ikke til drengene og lægger generalen i seng. Fortæl dem, at han besvimede af begejstring." Jeg begyndte at fjerne gagen.
  
  
  Hun fnisede. "Du tænker næsten lige så godt, som du elsker. Når han er væk, kan vi tilbringe resten af natten."
  
  
  Jeg gav hende ikke dårlige nyheder. Jeg gemte mig i omklædningsrummet, mens to vagter, lidt forundrede, men grinende, tog den svækkede arabiske ridder med hjem til ham.
  
  
  "Nu," gik hun ind i soveværelset og smed den kappe til side, hun havde taget på, før generalen gik, "denne gang vil vi have et spejl til at vise os, hvad vi nyder." Hun spredte sine arme bredt og piruettede nøgen foran mig, kolibri igen.
  
  
  Jeg krammede hende, velvidende at jeg nok ville hade mig selv om morgenen. Hun svarede. Jeg lagde pres, hvor det var mindst forventet eller ønsket. Hun frøs et øjeblik og blev så slap. Jeg tog hende op og bar hende i seng. Jeg lagde hende ned og kyssede hende godnat. Så slukkede han lyset og så sig omkring i gården fra vinduet og gik forsigtigt ud.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 10
  
  
  
  
  
  
  
  
  Hawk ville sige, at tid tilbragt med Shema var farligt spild. Måske. Men ud over fornøjelsen havde jeg brug for denne vilde blanding af øst og vest som en allieret, en jeg kunne støtte mod Tasahmed, hvis muligheden bød sig. Der blev dog spildt meget tid. Jeg spildte den ikke længere, hentede Fiat'en foran politikommissariatet og gik til ambassaden. Da jeg ankom til hans port, havde jeg allerede startet legene.
  
  
  Porten var lukket. Der var en klokke og en taleboks. Jeg ringede på klokken i flere lange stød. Da jeg ikke havde nogen afspilning, ringede jeg hårdere igen.
  
  
  Denne gang kom en stemme fra væghøjttaleren, som en optaget besked. "Ambassaden er lukket indtil kl. 8.00, sir."
  
  
  "Er det en marinesikkerhedsvagt?" - Jeg spurgte ind i boden.
  
  
  "Ja sir, det er korporal Simms."
  
  
  "Korporal, ved du hvad syv-fem-tre er?"
  
  
  Der var en kort pause. "Ja Hr." Der var mere forbindelse til det.
  
  
  "Nå, klokken er syv-fem-tre, og jeg ville sætte pris på, hvis du ville lukke mig ind med det samme."
  
  
  "Hvem er du, sir?"
  
  
  "Mr. Sutton kan fortælle dig det. Det er syv, fem, tre. Jeg vil have øjeblikkelig handling, korporal."
  
  
  
  Endnu et minuts pause, og så: "Vent, sir."
  
  
  Jeg vendte tilbage til bilen, glad for, at forslaget fra AX var blevet en SOP med amerikanske ambassader og agenturer rundt om i verden. Tanken var, at med fremkomsten af ​​terrorisme og kidnapninger var det nødvendigt, at der kunne gives enkel identifikation med et øjebliks varsel i tilfælde af en nødsituation. For hver dag blev der sendt en anden rækkefølge af numre fra Washington. Da AX var leverandør, arbejdede jeg altid med en liste, som jeg huskede to uger i træk.
  
  
  Porten gik op, og jeg gik ind i det oplyste indgangsparti. Til velkomstudvalget var der tre marinesoldater med en M16 og korporal Simms med en .45.
  
  
  "Undskyld sir, du bliver nødt til at komme ud af bilen," sagde han og kiggede på mig. "Må jeg venligst se dit ID".
  
  
  "Mr. Sutton vil sørge for det," sagde jeg og steg ud af bilen. "Vær venlig at tage det fra ham."
  
  
  "De kontakter ham." Korporalen undersøgte hurtigt bilen. Jeg gav ham nøglerne til kisten. Samtalen sluttede der. Marinesoldaterne så på, mens jeg tændte en cigaret og ventede, mens Sutton rystede på sin røv. Denne røv var meget bedre end Suttons, men den gjorde mig sur.
  
  
  Paula Matthews bar tætsiddende tweedbukser og en pelsforet flyvejakke mod kulden. Med sit irske setter-hår trukket tilbage i en knold og hendes cremede ferskenfarve stadig lidt plettet af søvnen, ville hun være en velkommen tilføjelse til næsten enhver sammenkomst. Selvom de tre marinesoldater holdt øje med mig, ville de have været enige.
  
  
  "Kender du denne mand, Miss Matthews?" spurgte Korporal Simms.
  
  
  "Ja, korporal." Hun var lidt forpustet og vidste ikke om hun skulle være ude af slagsen. "Hvad er problemet, hr. Cole?"
  
  
  "Hvor er Sutton?"
  
  
  "Han var meget træt og spurgte mig..."
  
  
  "Jeg vil gerne bruge din telefon, korporal."
  
  
  Korporalen var lidt usikker. Han kiggede på Paula for at bekræfte.
  
  
  Jeg tog den på i stedet for. "Det er en ordre, korporal. Lige nu!" Min tone ville have modtaget godkendelse af en bootcamp-instruktør.
  
  
  "Ja Hr!" Vi tre nærmede os tavse sikkerhedsposten. I det lille indre rum pegede han på telefonen.
  
  
  Han gik væk, og jeg så Paulas ansigt gløde af hendes hår. "Se! Hvad tænker du…"
  
  
  "Hvad er hans nummer, og spild ikke din tid med at smide din sko."
  
  
  Med knyttede næver og funklende øjne så hun godt nok ud til at fotografere. "Fem, to nul, tre," hvæsede hun.
  
  
  Jeg vendte mig om og tastede nummeret. Det ringede for længe, før Sutton begyndte at klage: "Paula, jeg fortalte dig..."
  
  
  "Sutton, jeg skal bruge ambassadeflyet lige nu. Ryst din røv og advare holdet. Så kom herned til porten, så Miss Matthews kan gå tilbage i seng, hvor hun hører til."
  
  
  Jeg kunne høre ledningerne summe, da han tog sine tænder op. Da han talte, rakte han mig .- ”Ambassadeflyet er stadig i Tunesien. Jeg gætter på, at han har en besætning med sig. Hvis du nu tænker..."
  
  
  "Jeg tror, at dette vil blive skrevet på skrift og sendt til din direktør hos Langley. I mellemtiden, er der et ekstra fly?
  
  
  "Nej. Der er kun Convair."
  
  
  "Har du betingelser for et charter?"
  
  
  Han fnyste sarkastisk. "Fra hvem! Der er ingen private kilder. Vi er en ambassade. Vi ejer ikke landet."
  
  
  »Jeg går ud fra, at andre ambassader har fly. Er der nogen gensidige aftaler i tilfælde af en nødsituation?”
  
  
  "Det kræver en ambassadør at handle, og som du ved... har vi ikke en ambassadør." Han smilede selvtilfreds.
  
  
  "Lad os sige det på en anden måde. Dette er Red Ones prioritet. Jeg har brug for et fly. Jeg har brug for ham nu. Kan du hjælpe?"
  
  
  Ledningerne summede igen. »Det er forbandet kort tid, og det er midt om natten. Jeg vil se, hvad jeg kan gøre. Ring tilbage om en time." Han lagde på.
  
  
  Jeg vendte mig om og så Paula, der rynkede panden, studerede mig. "Kan jeg hjælpe?" Hun sagde.
  
  
  "Ja." Jeg tog en blyant og papir frem og begyndte at skrive. "Dette er UHF-transmissionsfrekvenser. Advar dine signalmænd om at overvåge dem. Jeg kan ringe. Mit kodenavn bliver Piper. Jeg ringer til Charlie. Forstået?"
  
  
  "Nå, hvor skal du hen?"
  
  
  "En dag sætter vi os på din terrasse, og jeg vil fortælle dig alt."
  
  
  Hun gik med mig hen til bilen. Jeg klatrede ind. "Henry hjælp?" Hun sagde.
  
  
  Jeg kiggede på hende. "Gå i seng, Paula." Jeg gav tegn til korporalen om at tænde for portkontakten.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 11
  
  
  
  
  
  
  
  
  I nogle missioner rejser pauserne med dig. På andre får du fat i et par stykker på farten. På nogle får du dem ikke.
  
  
  Så snart jeg drejede om hjørnet til Hans Geier Street. Jeg tænkte, at han måske havde nogle ideer til, hvordan man kommer til Budan med fly.
  
  
  Forlygter oplyste den smalle gade. Der var en enkelt bil parkeret på den lige uden for Geyer-porten. Det var en beskidt, officielt udseende Mercedes. Jeg kørte forbi. Den var tom, eller chaufføren sov i sædet. Det sidste var usandsynligt. Jeg satte farten op og gik rundt om hjørnet. For mit indre øje kunne jeg se Erica i de shorts og rullekravetrøjen.
  
  
  Jeg efterlod Fiaten i parken. Der var ingen fodgængere, ikke engang en herreløs hund til at se mig løbe ned ad gaden, der løb parallelt med Guyer. Jeg havde et reb at klatre over de mellemliggende vægge og over villagrunden, der stod bag den to-etagers Khan-historie i maurisk stil. Det havde en veranda med buer og fliser. Lyset faldt fra vinduet på første sal. Så meget som jeg gerne ville hjem, gik jeg først rundt i huset.
  
  
  Der var ingen udvendig sikkerhed. Der var kun døde Thor. Han blev skudt flere gange. Mellem hans sammenspændte hugtænder var der et olivenfarvet stykke. Jeg skyndte mig ind i kampen gennem vinduet.
  
  
  Der var noget ved denne scene, der mindede om den forrige, hvor jeg spillede den intetanende Peeping Tom. Dette havde en form for komiske overtoner. Der var ikke noget sjovt ved det. Hans Geier, med ansigtet hævet og blodigt, kæmpede for at undslippe grebet af en tung mand i olivengrøn uniform, som halvvejs kvalte ham med den ene hånd og pressede spidsen af en kniv mod mekanikerens strube.
  
  
  Hans indsats var ikke så meget at undslippe sin fangefanger som at redde sin datter. Ericas tøj blev fjernet, og hun lå på spisebordet. Bag hende stod en anden genkendelig olivengrøn kultivator med hans håndled. Ericas ben dinglede over hver side af bordet, hendes ankler fastgjort med reb. Der stod en grim tæve for enden af bordet. Han ville også være klædt i olivengrøn. Den lille hjemmescene blev ledet og instrueret af oberst Mohamed Douza. Han sad med front mod ryggen af stolen og hvilede hagen på dens kam.
  
  
  Jeg overlader filosofien til filosofferne, men jeg har altid troet, at den eneste måde at håndtere en voldtægtsmand på er at fjerne hans evne til at voldtage. I Shemas tilfælde troede jeg aldrig, det ville være voldtægt, i det mindste i den forstand, at det ville ske her. Erica blev kneblet, og hver eneste muskel i hendes krop var spændt og buet og skreg efter frigivelse.
  
  
  Jeg så Dusa nikke til bøllen, hørte Hans råbe: "For guds skyld, jeg fortalte dig alt!"
  
  
  Så talte Wilhelmina. En gang for den påståede voldtægtsmand, der faldt skrigende. Engang lavede jeg et tredje øje i hovedet på plageånden Hans. Endnu en gang for at betale den tredje person, der holdt i Ericas håndled. Giver hende mulighed for at gå på jagt efter sit våben.
  
  
  Duza var på fødderne, den ene hånd på sin .45. "Frys ellers er du død!" Jeg bestilte ham på fransk. "Giv mig bare en undskyldning, Dusa!" Han ændrede mening. "Læft dine hænder over dit hoved! Kig mod væggen! Han adlød.
  
  
  Hans og Erika var chokerede. "Hans!" Jeg skiftede til engelsk. "Kom ud! Grib din pistol! Hvis han overhovedet blinker, så skyd ham!”
  
  
  Hans bevægede sig som en mand, der gik i søvne. Jeg knuste resten af glasset med Wilhelminas numse, og ville gerne ind. Da jeg gjorde dette, havde Erica befriet sig selv og forsvundet. Den vridende skikkelse lå på gulvet, sammenkrøllet og stadig dækket af sit eget blod, bevidstløs eller død.
  
  
  Hans svævede på fødderne, hans øjne glattede, ikke helt sikker på, at mareridtet var forbi. Jeg befriede ham fra FN og klappede ham på skulderen. "Få dig et bælte af denne bourbon. Jeg tager mig af alt her."
  
  
  Han nikkede stumt og vaklede ud i køkkenet.
  
  
  Jeg fortalte Duse. "Vend om."
  
  
  Han henvendte sig til mig og ville se, om jeg var den, han troede, jeg var. Han begyndte at grine, mens han sagde: "Vous serez..."
  
  
  Min baghånd til hans koteletter fjernede ikke kun hans grin og stoppede hans ord, men slog også hans hoved ind i væggen, hvilket fik en strøm af rødt til at flyde fra hans læber.
  
  
  "Du vil forblive tavs," sagde jeg, mens hans øjeblikkelige chok blev til undertrykt raseri. "Du vil svare, når du bliver talt til, som du har instrueret mig. Frist mig ikke. Jeg er på nippet til at udrydde dig. Hvad vil du have af disse mennesker?
  
  
  "Den forbandede bastard ville vide, hvad jeg vidste om katastrofen." Hans vaskede sit ansigt, holdt flasken i hånden, og selvom han stadig trak vejret som en mand, der var løbet for langt, vendte hans hæse stemme tilbage til harmoni, og hans glasagtige øjne forsvandt. »Kun han ikke troede på mig, da jeg fortalte ham det. Lad mig smadre denne flaske over hans kranium!" Han trådte frem med spændinger skrevet over hele hans forslåede ansigt.
  
  
  "Gå og se, hvordan Erica har det." Jeg greb hans hånd.
  
  
  Pludselig huskede han Erica og skyndte sig væk og kaldte hendes navn.
  
  
  "Hvorfor bekymrer du dig om, hvad han ved om katastrofen?"
  
  
  Duza trak på skuldrene. "Mit job er at pleje. Hvis han ved, hvordan det skete, så må han vide, hvem der gjorde det. Du vil blive godt informeret..."
  
  
  Min knytnæve nåede ikke langt. Det gjorde ondt på ham. Jeg ventede, indtil slyngelen stoppede, og han kom tilbage, så spillede jeg ham hans egen plade: ”Jeg sagde, du ville svare, ikke lave dumme lyde. Han ved åbenbart ikke hvem, selvom han ved hvordan. Eller tror du, han vil nægte at svare, så længe du tillader en af dine aber at voldtage hans datter? "
  
  
  Duzas stemme fløjtede i halsen på ham. "Det er min opgave at finde ud af det."
  
  
  "Også min." Jeg stak Lugeren i maven på ham og stak Hugo-spidsen ind under hans hage. "Jeg har meget lidt tid, oberst. Du får endnu mindre, hvis du ikke samarbejder." Jeg pressede ham mod væggen, hans nakke tilbage, hans hage væk fra spidsen af stiletten. "Hvorfor ønskede Mendanike at se Abu Osman?"
  
  
  Gennem sammenbidte tænder, rystende på hovedet, blev han kvalt: "Jeg sværger ved Allah, jeg ved det ikke!"
  
  
  Hugo udgød blod. Duza forsøgte at trække sig tilbage gennem muren. "Jeg sværger ved Koranen! Ved min mors grav!"
  
  
  Jeg lettede lidt på trykket. "Hvorfor ønskede Mendanike at se ambassadør Petersen?"
  
  
  Han rystede på hovedet. “Jeg er bare sikkerhedschef! Det ville jeg ikke vide!"
  
  
  Denne gang var Hugo ikke bare kildet. Duza slog hovedet mod væggen og skreg. "En gang til. Jeg sagde hvorfor? Det er den eneste gang, du får det."
  
  
  Han faldt fra hinanden og begyndte at pludre og hulke: ”Fordi! Fordi! Han var bange for et kup! Fordi han var bange for, at general Tashahmed ville slå ham ihjel!”
  
  
  "Og du dræbte vores ambassadør."
  
  
  "Det var et uheld!"
  
  
  »Det var, som om sabotagen af flyet var en ulykke. Tasahmed var bange for, at Mendanike ville forsøge at lave en aftale med Osman."
  
  
  "Nej nej!" Han rystede på hovedet fra side til side. "Det er derfor, jeg kom her for at udspørge Geyer. Vi kom til at tale om, hvordan han vidste, hvordan ulykken skete, og..."
  
  
  "Og din tid er gået." Jeg trådte tilbage, og han så ned i Wilhelminas tønde, hans øjne store og sorte som hendes tønde. Han faldt på knæ, som om han hørte muezzinen kalde de troende til bøn. Af en eller anden grund imponerede han mig ikke med sin blødhed under ild, men så ved du aldrig, hvor meget et ord er værd i din tale.
  
  
  Hvis det, han sagde, var sandt, eller endda halvt sandt, så var hans tid ikke kun gået, men min var også gået. Der var ingen stjålne atomvåben i bunken, kun en flok tredjerangs tredjeverdens kupmagere. Spillet var ret klart. Tasakhmed lavede en aftale med Sovjetunionen. Lamana var prisen og Mendanike var offergeden. Mendanicke indså, at det var ligegyldigt, hvem der styrtede ned med sit fly eller hvordan... og alligevel - og alligevel - "Jeg kunne sætte det hele sammen og give Hawk besked om at begynde at lede andre steder, eller jeg kunne bruge din dyrebare tid og spille det til at den bitre ende.
  
  
  "Bare bliv på knæ," sagde jeg, da Hans og Erica vendte tilbage til værelset. Hun var iført bukser og en anden rullekrave. Hun var bleg, men hendes øjne var klare og kontrollerede.
  
  
  "Hvordan har du det?"
  
  
  Hun havde et svagt smil. "Jeg har det fint... takket være dig."
  
  
  "Med fornøjelse. Hvorfor går du ikke til det andet rum, mens vi tager os af det hele her?”
  
  
  Ligene på gulvet, levende og døde, lignede slutscenen fra Hamlet. Som sygeplejerske i denne del af verden havde hun utvivlsomt set sin del af gøren og kunne ikke føle megen barmhjertighed for resterne. "Jeg skaffer dig den morgenmad, du skulle til," sagde hun og gik hen over lokalet.
  
  
  "Hvad skal du med det?" - sagde Hans og kiggede på den besejrede sikkerhedschef.
  
  
  "Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om jeg skal skyde ham i hovedet eller skære halsen over på ham."
  
  
  Hans vippede hovedet mod mig, ved ikke om jeg mente det. Den eneste grund til, at jeg ikke gjorde dette, var på grund af muligheden for, at Duza i live kunne være mere nyttig end Duza i himlen. "Jeg kom tilbage her for at stille dig et spørgsmål," sagde jeg.
  
  
  “Kære,” Hans rystede på hovedet, “du har en stående invitation til at komme her når som helst på dagen eller natten for at spørge mig om noget!”
  
  
  "Bøde. Svar godt. Jeg har brug for et fly til at tage mig til Budan lige nu. Hvor kan jeg finde ham?
  
  
  Han kiggede på mig, blinkede, gned sig på hagen og grinede så som en Cheshire-kat og pegede flasken mod Duza. "Den tæve kunne have bestilt os en. Det er to NAA Dakotaer, der sidder på linjen, testet og klar til at gå. En af dem skal gå til..."
  
  
  "Jeg har ikke brug for deres flyvehistorik. Hvor kan vi få et hold?
  
  
  "Han kan bestille et mandskab.
  
  
  alt han skal gøre er at ringe til kundeservice. Dårlig telefonforbindelse, men på dette tidspunkt...”
  
  
  "Rejs dig, Dusa."
  
  
  Det behøvede han ikke at få at vide to gange, men jeg kunne se, at han havde genvundet noget af sin ro. Glimtet kom tilbage i hans øjne. Han begyndte at ryste uniformen af sig.
  
  
  Telefonen var i lobbyen. Det havde hvide vægge og parketgulve. Alt i spisestuen var mørklagt, men her, med lyset tændt, stod vi alle tydeligt frem. Duza så på mig, som om han ville huske mit ansigt, men samtidig ville han glemme.
  
  
  "Jeg vil give dig nogle instruktioner," sagde jeg. “Du holder øje med dem, ellers overlader vi dig til en krops- og skraldemand. Du bestiller et fly, du bestiller et hold. De vil afvente din ankomst." Jeg fortalte ham detaljerne, mens Hans kontaktede flyene.
  
  
  Da vi forlod huset, var Hans og jeg i skikkelse af to af Dusas mænd. Et øjeblik troede jeg, at Hans ville ødelægge forestillingen. Han så hvad de gjorde ved hans hund og gik efter Duz. Obersten var dobbelt så høj som han var, men var ingen match for den rasende mekaniker. Det var alt, hvad jeg kunne gøre for at få ham ud, mens Erica beroligede ham. Så fik jeg Duza på fode igen og skabte et blik af en marchordre. Jeg ville ikke have, at han skulle se så træt ud, at han ikke ville bestå testen.
  
  
  Hans red med Duza ved siden af. Jeg satte mig bag obersten, Erica ved siden af mig. Hun var stille det meste af vejen og kiggede på mig nu og da. Jeg rakte ud og tog hendes hånd. Hun holdt godt fast, hendes greb varmt og taknemmeligt.
  
  
  "Føler du dig okay?"
  
  
  "Jeg har det godt nu."
  
  
  "Det nyttede ikke noget at efterlade dig."
  
  
  "Du kunne ikke forlade mig."
  
  
  "Har du været i Budan før?"
  
  
  "Tit. Jeg arbejder for Verdenssundhedsorganisationen. Jeg besøger klinikken der regelmæssigt.”
  
  
  "Bøde. Så er turen ikke spildt for dig.”
  
  
  "Det vil ikke være spildt på nogen måde." Hun tog termokanden op. "Vil du have en kop mere?"
  
  
  "Ikke nu, tak."
  
  
  Hans blev ikke distraheret af at køre bil, og jeg tog ikke øjnene fra Dusa. Jeg ville have ham bagerst med mig, men det ville sætte Erica i front. En kvinde, der kører foran en firmabil på dette tidspunkt, ville vække opmærksomhed. Duza vidste, at han var en finger væk fra døden. Han var enten en kujon eller en god skuespiller. Hvis vi var alene, og der var tid, ville jeg hurtigt finde ud af, hvem det var. Men indtil videre skulle jeg spille efter følelse, og jeg kunne ikke rigtig lide, hvordan det føltes.
  
  
  Duza gav telefonisk besked om, at han ville ankomme til checkpoint-porten cirka kl. 02:30. De vagthavende betjente blev informeret om, at der ikke skulle være forsinkelser. Dette var ikke en ordre, som jeg kunne stole på. "Lad os sørge for, at du kender dine linjer, kammerat. Når vi bliver stoppet, hvordan vil du så håndtere det?”
  
  
  "Jeg vil erklære, hvem jeg er..."
  
  
  "Fransk, ikke arabisk."
  
  
  "Og jeg vil fortælle dem, at de skal slippe os igennem, hvis de ikke gør det automatisk."
  
  
  "Sæt du bliver bedt om at stige ud af bilen?"
  
  
  "Jeg bliver, hvor jeg er og beder om at se kommandanten."
  
  
  "Hans, hvis noget går galt, og jeg skyder obersten, hvad vil du så gøre?"
  
  
  "Jeg tager en drink mere og tjekker flyet. Nej, jeg går først til hangaren. Vi springer ud af denne ting ved sideindgangen, går gennem hangaren og henter min buggy, hvor jeg efterlod den på den anden side. Derefter overlader jeg det til dig."
  
  
  Herefter vil vi spille strengt efter gehør. Jeg håbede, det ikke ville være nødvendigt, men på grund af Duzas frygt eller hans skjulte talent som skuespiller, skete det ikke.
  
  
  Da vi nærmede os hangarens checkpoint-port, ramte et blændende lys os. Hans standsede, og Dusa stak hovedet ud af vinduet og råbte vredt.
  
  
  Vi gik gennem porten og besvarede vagtens hilsen. Det kunne ikke have været mere glat. Jeg mærkede Erica slappe af, hendes vejrtrækning blev til et langt suk. Jeg klappede hende på knæet.
  
  
  "Når vi kommer til flyet, Erica, vil du forlade min side, gå forbi mig og gå ombord. Du har ikke noget at sige til nogen. Duza, du følger hende. Jeg er lige bagud. du går bagud. Piloten vil gerne vide, hvor vi skal hen. Fortæl ham, at det er til Budana, og at han kan sende sin flyveplan, når vi letter."
  
  
  Vores fly var ikke svært at finde. Feltlysene oplyste flyvelinjen, og vi kunne se to flybesætningsmedlemmer tjekke en gammel DC-3 Dakota ud. Hans kørte hen til hende, men kom ikke ud af bilen som anvist. Jeg indså min plan
  
  
  Hvorfor. Ud over piloterne var der to NAA-vedligeholdelsesteknikere, som udførte inspektioner i sidste øjeblik. Selv i sin dårligt passende uniform besluttede Hans, at de ville genkende ham.
  
  
  Erica kravlede hurtigt ombord. Piloterne stod opmærksomme foran Duza og hilste på ham. Han gav dem instruktioner, og de stod til side og ventede på, at han skulle gå op ad trappen.
  
  
  Jeg kunne ikke risikere at efterlade Hans og jeg kunne bestemt ikke fjerne øjnene fra Dusa. Jeg vidste, at jordkrigere ikke kunne dræbes. Da flyet lettede, måtte de stå med ildslukkere. De svævede ved indgangen til flyet som et par møl.
  
  
  "Oberst, sir," sagde jeg, "du ville tjekke, om dette opkald var kommet igennem. Kunne en af disse mennesker ikke have gjort det? Jeg nikkede til parret. "Og en anden kan tage et kig på vores bagaksel."
  
  
  Duza lærte hurtigt. Han kiggede tomt på mig over sin skulder et øjeblik og gav så en ordre.
  
  
  "Herr," sagde piloten, "vi kan kontakte baseoperationer via radio og forhøre dig om dit opkald."
  
  
  "Ikke nødvendigt. Han kan bruge dette fly." Han pegede på den runde af de to og klatrede derefter ombord. Jeg fulgte efter ham og spekulerede på, hvad jeg skulle gøre nu. Det var for pokkers risikabelt. Men uanset hvad det var, fik det mig derhen, hvor jeg ville hen, og holdt Duza i live, og det var nummer et på hans liste.
  
  
  Piloterne fulgte efter os, og få sekunder efter kom Hans ind. Han aktiverede cockpitdørens lukkemekanisme. Efter at have sikret det, lænede han sig træt mod det. "Gud, begge disse karakterer virker for mig!"
  
  
  "Kender piloterne dig?"
  
  
  "Ingen. De er militærmænd fra Rufa. Når sådan en bastard flyver, bruger de militære kommandoer."
  
  
  Dakota var den udøvende type for VIP'er. Det havde flere brede gange, der løber langs siderne, en bar, et bord, liggestole og gulvtæpper.
  
  
  Co-piloten stak hovedet ud af cockpitdøren og sagde: "Ingen beskeder til dig, sir. Vil du spænde dine sikkerhedsseler? Vi tager afsted med det samme."
  
  
  Et par sekunder senere hørte jeg motoren begynde at summe, så kvælede motoren, hostede og kom til live med et kraftigt blink. "Alle ombord på Budan," sagde Hans og kiggede på baren.
  
  
  Obersten satte sig over for mig, spændte sin sikkerhedssele og slappede af. Hans udtryk var ret tomt, men jeg så en antydning af selvtilfredshed i hans øjne.
  
  
  "Duza, hvis du ikke saboterede Mendanikes fly, hvem tror du så gjorde det?"
  
  
  "Måske vil hr. Guyer fortælle dig det," sagde han og forsøgte at få spillet tilbage på sporet.
  
  
  "Jeg ville være interesseret i at høre dine teorier," sagde jeg. ”Det bliver ikke kun en lang rejse til Budan, det vil være en lang rejse fra den højde, vi flyver i, til jorden. Du kan vælge denne rute, og vi kan vælge en anden.”
  
  
  Han tænkte sig om i et minut, da flyet stoppede og begyndte at tjekke motoren inden start. "Tænk over det, indtil vi kommer i luften," sagde jeg.
  
  
  Det var en anden følelse, da vi lettede i det gamle tomotorede fly. Du spekulerede på, om denne ting ville få nok fart til at flyve, og så indså du, at du fløj.
  
  
  Da motorerne var stoppet, bad jeg Hans om at gå videre og bede piloten om at slukke for lyset. "Du går med dem. Når vi er omkring en time fra landing, vil jeg have dem til at kontakte Budan, så sikkerhedshovedkvarteret kan blive informeret om, at deres overordnede ankommer. Han har brug for de seneste oplysninger om, hvor Osman befinder sig, samt bilen, der venter i lufthavnen."
  
  
  "Du placerer et væddemål." Hans rejste sig med flasken i hånden.
  
  
  "Og du må hellere lade det være her. Du ønsker ikke at vække mistanke, og du ønsker ikke at starte nogen dårlige vaner."
  
  
  Han rynkede panden, så på flasken og satte den tilbage på plads. "Okay kammerat, hvad end du siger."
  
  
  "Erica," sagde jeg, "hvorfor lægger du dig ikke dernede og gemmer dig?"
  
  
  Hun smilede til mig og rejste sig. "Ja Hr."
  
  
  Efter at have slukket hovedlyset og kun tændt et par sidelys, sad obersten og jeg i skyggen. Jeg tilbød ham ikke en cigaret. »Lad os nu høre det højt og tydeligt. Du sværger på Koranen, at din chef ikke afsluttede Mendanike. Hvem gjorde det?"
  
  
  "Vi har mistanke om eksterne kræfter."
  
  
  "Fortæl mig ikke noget lort om CIA."
  
  
  "Vi ved ikke hvem. Sovjet, kinesere, israelere."
  
  
  Jeg vidste, at han løj om sovjetterne, hvilket betød, at han løj, punktum. "Hvad er dine grunde?"
  
  
  »Fordi vi ikke gjorde det, gjorde en anden det. Osman støttes af kineserne."
  
  
  "Sikkert. Så Mendanike skynder sig at se Osman, og de skyder ham ned, før han kan fortælle dem hvorfor."
  
  
  Duza trak på skuldrene. "Du spurgte mig hvem. Ikke noget specielt. Ulykken lignede en normal ulykke. Din ven sagde, at han vidste andet
  
  
  
  Naturligvis ville vi gerne vide, vi..."
  
  
  "Hvad med de lejesoldater, du bragte, de smukke drenge fra Sydyemen og andre steder?"
  
  
  Dette medførte et øjebliks stilhed. "Disse mennesker kom ind i landet på ordre fra Mendanike. Han sagde aldrig hvorfor. Vi havde simpelthen instruktioner om at lukke dem ind. Dette bekymrede general Tasahmed. Vi…"
  
  
  "Hvor hang disse lejesoldater ud?"
  
  
  "For det meste i Pacar."
  
  
  "Hvad er der?"
  
  
  "Dette er vores næststørste by. Det er tæt på den libyske grænse."
  
  
  "Hvad de gjorde for spænding."
  
  
  "Ikke noget. Vi hang bare ud."
  
  
  Det var en krukke med slanger og en krukke med løgne. Alt dette tilføjede det indlysende. Bastarden var lederen af NAPRs henrettelsesafdeling, men ligesom Tasahmed var han stadig mere værdifuld for mig i live og i nogenlunde god form end død - i hvert fald indtil jeg havde mulighed for at tale med Osman.
  
  
  Der var et lille toilet bagerst i flyet. Jeg satte obersten der. For at sikre mig, at han ikke bevægede sig, bandt jeg hans hænder og fødder med reb fra bukserne til den uniform, han havde på. Striberne fra bukserne lavede et ret let reb. Jeg lod ham sidde på tronen, hans egne bukser trukket ned til anklerne for en sikkerheds skyld. Så strakte jeg mig ud i stuen overfor Erica og faldt i søvn inden for to minutter.
  
  
  På et tidspunkt var det ikke Duza, der kom til himlen, men Nick Carter. En varm og blid hånd spændte mit bælte. Hun begyndte at kærtegne og stryge mig. Hun løsnede knapperne og lukkede lynlåsen op. Det spredte sig i hele min krop og fik selskab af en anden hånd. Mit bryst, min mave, hele min berøring var den mest subtile berøring af nattens musik.
  
  
  Jeg vågnede, da hendes læber og krop rørte ved mine. Jeg krammede hende, overrasket over at opdage, at hun ikke havde en sweater på, men kun runde bryster. Jeg udforskede blidt vores tunger, rullede os om på vores sider, og min hånd bevægede sig ned for at opdage, at det, der var nøgent ovenover, var nøgent forneden. Jeg begyndte at give hende glæde, og hun stønnede, nikkede med hovedet og hviskede så mod mine læber: "Åh, ja! Ja!"
  
  
  Jeg dæmpede hendes ord med min mund og lod min anden hånd fokusere på hendes bryster. Mine læber hungrede også efter dem.
  
  
  "Vær venlig!" hun gispede, mens jeg slappede hende af under mig og mærkede hendes hofter søge en fælles rytme.
  
  
  Jeg gik langsomt ind i hende, hendes fingre ville virkelig have mig ind i hende. "Vidunderlig!" gispede hun.
  
  
  For hende var det dels en følelsesmæssig reaktion på det, der næsten skete, og dels en uudtalt, men hurtigt genkendelig tiltrækning mellem os. Det vidste jeg, da jeg elskede hende, og derfor var der ingen træthed. I stedet var der et dybt give og modtage, en hurtig gensidighed af slag og modslag.
  
  
  Det var for godt til at vare og for presserende til, at vi begge kunne finde en vej ud. Vi ankom, hun græd af glæde af orgasme, jeg vidste, at du ikke vil finde himlen, hvis du sover.
  
  
  Vi ligger i stuen, slapper af og ryger en cigaret. Det konstante brøl fra motorerne lullede mig i søvn igen. "Du ved," sagde hun eftertænksomt, "jeg ved ikke, hvem du er."
  
  
  "Jeg tager til Budan og rejser på et førsteklasses magisk tæppe."
  
  
  "Men det betyder ikke rigtig noget," ignorerede hun mit svar, "i hvert fald ikke lige nu."
  
  
  "Mind mig om at præsentere mig selv formelt en dag."
  
  
  Hun pjuskede mit hår og lænede sig ind for at kysse mig. "Jeg tror, jeg kan lide dig meget bedre i et uformelt miljø. Jeg kan godt lide, at du redder mig fra mandlige voldtægtsforbrydere, og jeg kan godt lide dig her på himlen, hvor ingen vil genere os."
  
  
  Jeg trak hende mod mig. "Måske vil du gerne gentage forestillingen."
  
  
  "Jeg vil gerne gentage forestillingen." Hendes hånd rejste sig for at slukke sin cigaret.
  
  
  "En god tur fortjener en anden," sagde jeg.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 12
  
  
  
  
  
  
  
  
  Jeg blev vækket af lyden af motorer, der skiftede tonehøjde. Det tidlige morgenlys oversvømmede hytten. Erica lå i stuen over for mig, krøllet sammen i søvn. Jeg satte mig, gabede og kiggede ud i havnen. Vi var over tørt, tørt terræn med udsigt over klar himmel uden den termiske dis, der udviklede sig senere. Bjergene var nøgne, og der var ikke meget grønt mellem dem. Jeg vidste, at Budan var en undtagelse. Det lå i en dal fodret af underjordiske reservoirer, den eneste rigtige kilde til vand i ti tusinde kvadratkilometer.
  
  
  Hans forlod hytten. På trods af sit lurvede udseende havde han klare øjne og en busket hale over udsigten forude. "Vi kommer," sagde han, "vi går direkte til ulykkesstedet. Kom frem, så skal jeg vise dig, hvad der skete."
  
  
  "Sæt dig ned et øjeblik," sagde jeg. "Blev Budan informeret om vores forventede ankomsttidspunkt?"
  
  
  "Selvfølgelig, ligesom du sagde."
  
  
  "Bøde. Tag nu denne uniform af og bliv her hos os.”
  
  
  "Men jeg må..."
  
  
  "Du syder og lytter. Dette er ikke Hans Geyers fornøjelsesudflugt."
  
  
  "Ja, jeg ved det, men ulykken..."
  
  
  "Du kan studere det her, så meget du vil, når jeg først har set, hvordan tingene er. Duza vil være med mig."
  
  
  "Hej, hvor er han?"
  
  
  "Jeg pudrede min næse. Har du været her før, hvordan er situationen i lufthavnen - sikkerhed, faciliteter osv.?”
  
  
  Erica vågnede, da han fortalte mig alt. Der var en enkelt øst-vest landingsbane, en hangar og en terminalbygning. Da dette var en officiel flyvning, var der ingen tilladelseskontrol, og sikkerheden bestod altid kun af terminalsikkerhed. Alt var stort set som jeg havde forventet.
  
  
  "Jeg gætter på, at der er et gæstehus eller hotel her for besøgende."
  
  
  "Selvfølgelig, Ashbal."
  
  
  "Du og Erica bliver der, indtil jeg kommer efter jer."
  
  
  "Vent et øjeblik, kammerat, hvad mener du, bliv?"
  
  
  “Når du ikke graver gennem murbrokkerne eller kommer i fængsel, og Erica ikke besøger klinikken, bliver du der. Jeg ved ikke, hvor lang tid det vil tage. Det er klart?"
  
  
  "Ja, ja, selvfølgelig, okay. Jeg forstod dig". Han var glad igen.
  
  
  Jeg hørte et gear klik. "Og hvis du ikke kommer ud af denne uniform, tager jeg den af dig."
  
  
  Jeg begyndte at tale med Erica og prøvede at ignorere hendes blik. ”Det kan tage mig en dag, måske mere, men du har det fint, hvis du bliver tæt på klinikken. Vil hylet over Mendanica være lige så intenst her som i Laman?”
  
  
  "Nej," sagde Hans og trak sine olivengrønne bukser af. "Der er mange Osman-sympatisører her."
  
  
  Jeg rejste mig og besluttede, at det var tid for vores vært at slutte sig til mængden. "En ting mere: tag ikke nogen våben med dig. Skjul, hvad du har." Jeg havde planer om at gøre det samme, minus .45 Duza og Pierre.
  
  
  Vagtchefen var ikke i den bedste form. Hans mørke ansigt havde en kolerisk farvetone. Hans blodskudte øjne funklede. Hans nederste halvdel pustede ud. Han sad for længe på potten.
  
  
  Jeg frigjorde hans arme og ben, og han sad der og gned sine håndled vredt. "Du kan selv trække dine bukser op," sagde jeg. "Så kan du tage en kop kaffe med os."
  
  
  Der var kaffe. Erica tog sig af dette i den lille kabys foran. Hun spillede stewardesse og betjente besætningen. Hans havde ikke tid til at komme sig, hans ansigt blev presset mod vinduet.
  
  
  "Hej, kom her og se! Jeg kan se, hvor de blev af! Lige på skillingen, som sagt! Store!"
  
  
  Jeg kiggede ud af vinduet og så, at vi fløj parallelt med kanten af dalen. Det så frodigt ud, men bjergene på hver side af os var noget andet. Jeg håbede, at Osman ikke var langt væk eller holdt inde i en hule. Hawk havde ikke sat en fast tidsgrænse for min søgning, men hvert minut uden svar var et minut for langt.
  
  
  "Ser du vraget?" Hans grinede.
  
  
  Jeg så vraget. Det lignede en lille skrotplads strakte sig langs den flade jord flere kilometer fra landingsbanen, en lang sort strimmel fyldt med brændte og ødelagte flyvemaskiner. Det var tydeligt, at ingen havde indsamlet dem til efterforskning. Denne kendsgerning burde have betydet mere for mig, men Duza kom ud af standen, haltende, mens han stadig gned sine håndled og afledte min opmærksomhed.
  
  
  "Sæt her," pegede jeg, og han satte sig stift.
  
  
  “Erica, tag noget kaffe med og vær med. Jeg er nødt til at give en velsignelse. Hans, også dig."
  
  
  Efter vi er landet, fortalte jeg Duse, at du vil give holdet ordre om at forblive på basen. Hans, du og Erika forbliver om bord, indtil obersten og jeg tager af sted. Ingen af os vil stå af flyet, før besætningen er der. Hans, hvad med transport for jer to? "
  
  
  »Der burde være en taxa, men hvis der ikke er, kan jeg låne stationsforstanderens jeep. Jeg tager Erica til klinikken, og så går jeg på linjen."
  
  
  "Hvis du ikke er i Ashbal, eller ikke er tilbage om bord, når jeg er klar, vil du blive efterladt."
  
  
  "Nå, hvordan fanden skal jeg vide, hvornår det bliver!"
  
  
  ”Når jeg er klar, tjekker jeg først Ashbal, så på klinikken og så her. Dette er det bedste, jeg kan gøre for dig."
  
  
  "Hvad har du brug for?" spurgte Erica, mens flyet bremsede ned i sin nedstigning, klappede ned, hjulene strakte ud for at få kontakt. "Måske kan jeg hjælpe."
  
  
  "Jeg ville ønske, du kunne, men obersten har meldt sig frivilligt til at være min guide." Obersten tog en slurk af sin kaffe og sænkede lågene.
  
  
  Hjulene rørte, knagede, og vi befandt os i Budan. Lufthavnen så ikke optaget ud. Men da vi taxiede, lagde jeg mærke til et halvt dusin guerillasoldater, der stod foran terminalen og så vores nærme sig. De var iført bandoler og Kalashnikov A-47 stormgeværer. Der var også en officiel bil parkeret på flyvelinjen.
  
  
  
  "Er dette en æresvagt eller en almindelig vagt?" - sagde jeg til Hans.
  
  
  "Ser nogenlunde normalt ud."
  
  
  Piloten vendte flyet, motorerne gik i stå, og propellerne klirrede til standsning. Hans åbnede døren og sænkede rampen, inden piloterne forlod cockpittet. Duza gav dem sine instruktioner. Jeg kunne se, at andenpiloten var forundret over, at Hans og jeg ikke længere havde olivengrønt på. "Form ændre sig," sagde jeg til ham og blinkede. Han modtog beskeden, smilede til mig, og de gik.
  
  
  Vi gik ombord på flyet i ro om morgenen. Jeg bemærkede en subtil ændring i Duzas adfærd. Måske helbredte kaffen ham, eller han troede, at han så enden på sit fangenskab. Han kiggede ud over mig, over min skulder, over havnen og så nogle af hans æresvagtmedlemmer dukke op på flyvebanen.
  
  
  “Les règlec de jeu - spillets regler - Duza, du vil spille som jeg befaler, ellers slutter spillet. Vær ikke sød. Du og jeg tager afsted nu. Du er to skridt foran. gå direkte til bilen og sæt dig ind i den. Det er alt, du gør. Lad os gå, nu." Jeg rejste mig med hans .45 i hånden.
  
  
  Jeg lod ham se mig kaste min jakke over min arm for at skjule den. "Apres vous, mon oberst." Prøv at holde jer to ude af problemer,” sagde jeg, da vi gik ud.
  
  
  Æresvagten var ikke i ordentlig militær formation, da vi nærmede os bilen, en Citroen, der trængte til et ansigtsløft. De stod, så på flyet, så på os og gav generelt indtryk af løsrivelse. Deres uniformer var inkonsekvente, kun deres udstyr matchede. De var selvfølgelig ikke lejesoldater, men alarmklokkerne ringede, da jeg fulgte efter Duza bag i bilen. De var ikke på vagt for ham, så hvad lavede de og vogtede den tomme lufthavn? Svaret kunne være blot som en sikkerhedsforanstaltning i lyset af, hvad der sker. Undskyld dette var det forkerte svar.
  
  
  "Allons". Jeg sagde til chaufføren og derefter til Duse på engelsk: "Spørg ham, om han medbragte de ønskede oplysninger."
  
  
  Chaufføren nikkede, da han trak sig ud på det runde nøglehul, der førte til lufthavnen. "Kontakten er etableret, sir," sagde han på fransk. "Jeg tager dig med til at møde ham. Han ved, hvor Shik Hasan Abu Osman er."
  
  
  Duza lænede sig tilbage og krydsede armene over hans bryst. Han sænkede øjenlågene igen uden at vise nogen reaktion.
  
  
  "Spørg ham, hvor langt skal vi gå?"
  
  
  Chaufføren pegede mod bjergene foran. "Kun 20 miles," sagde han.
  
  
  Vi kørte gennem dalen og ikke ind i selve Budan. Korsveje var vidt spredt blandt marker med hvede, bomuld og sojabønner. I krydsene var der biler svarende til den i lufthavnen. Nogle af tropperne var bevæbnet med AK-47'ere. Andre havde FN'er, og deres tungere udstyr var lige så blandet. De gjorde ingen indsats for at stoppe os, og jeg var villig til at indrømme, at de var på benene som deres brødre i lufthavnen, for det var dagen for Mendanikes begravelse, og Tasahmed forsikrede, at hans magtovertagelse var ordentligt organiseret. Senere, da jeg havde tid til at tænke over min konklusion, spekulerede jeg på, hvad Hawk ville have sagt, hvis han havde siddet ved siden af mig.
  
  
  "Osman vil dræbe dig," brød obersten tavsheden og talte på engelsk.
  
  
  "Jeg er rørt over, at du er bekymret."
  
  
  "Han hader amerikanere."
  
  
  "Naturligvis. Hvad vil han gøre ved dig?"
  
  
  "Desuden spilder du din tid."
  
  
  "Hvis ja, vil jeg indgive en klage over dit kontor."
  
  
  "Jeg kender denne person, vi skal se. Han er upålidelig."
  
  
  "Oberst... vær stille. Jeg er overbevist om, at vores kontakter er det bedste, dine tjenester kan levere. Ingen tvivl om, at gamle Hassan vil hænge dig i ballerne til tørre, men det er dit problem."
  
  
  Vi krydsede en smal dal og begyndte at klatre op ad en snoet grussti, hvor det grønne hurtigt forsvandt. Varmen havde sat ind, men vi efterlod noget fugt bag os og steg op i en sky af støv. Bestigningen var kortvarig. Vi kom til et sving ud på et plateau med en klippestruktur langs kanten. Det havde en høj omgivende mur og udseende som en fæstning fra det 19. århundrede med et kvadratisk centrum og to massive vinger.
  
  
  Chaufføren kørte af vejen ind på en kamelsti, og vi kørte ind i en mur. Der var ingen i syne.
  
  
  Chaufføren talte på arabisk og kiggede i spejlet. "De venter på dig, sir."
  
  
  Jeg fulgte efter Duza ud af bilen og mærkede den varme vind og smagen af støv i ham. "Fortsæt," sagde jeg og lod ham høre klikket fra .45 kaliber-udløseren.
  
  
  Vi gik gennem den buede indgangsport ind i en bred stengård, hvor intet voksede. Stedet havde opslidsede vinduer og en lad os-komme-ud-herfra-følelse.
  
  
  "Hvad hedder vores kontaktperson?"
  
  
  "
  
  
  "Sikker". Obersten så på stenværket. Han så lang, stiv og bleg ud.
  
  
  "Sig til ham, at han skal få røven ud."
  
  
  "Sikkert, uheldige kameltyv," sagde obersten, "kom ud!"
  
  
  Som et frækt barn sagde Safed ingenting, gjorde ingenting. Døren, en dobbelt jerndør, forblev lukket. Vinden blæste omkring os.
  
  
  "Prøv igen." Jeg sagde. Det andet forsøg gav ikke mere reaktion end det første.
  
  
  "Se om den er åben." Jeg så ham nærme sig, velvidende at det hele lugtede. Vinden hånede.
  
  
  Over ham hørte jeg hvisken af en fremmed lyd. Da jeg vendte mig mod ham, vidste jeg svaret. Jeg fik et glimt af chaufførens frosne ansigt, og fire personer med Kalashnikov-rifler pegede på dem.
  
  
  Jeg affyrede to skud, før alt i mit hoved eksploderede i en brændende bølge af flammer og blæste mig væk i ingenting.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 13
  
  
  
  
  
  
  
  
  På et eller andet uspecificeret tidspunkt og sted blev mit hoved smeltet ned og smedet til en klokke. Jeg deltog i begge arrangementer. Jeg kunne ikke lide nogen af ​​dem. Jeg udholdt dem i stilhed. Det er et spørgsmål om konditionering. Men da en almægtig bastard begyndte at banke en gong på min nye kuppel, besluttede jeg at protestere, især da tællingen passerede tolv.
  
  
  Jeg henvendte mig til universet på urdu, fordi Shema var nattens dronning, og det virkede ganske passende. Jeg vil aldrig vide, om det var tonen i min uanstændighed, lyden af gongen eller en kombination af begge, der fik mig til at kaste op fra mørket af ingensteds ind i mørket et eller andet sted. På dette tidspunkt vidste jeg bare, at jeg var villig til at bytte noget for ingenting. Så gik øjeblikket, og min hjerne samlede langsomt sin styrke og begyndte at ryste de slag, den havde taget.
  
  
  Jeg lå på en måtte af stinkende halm. Mine hænder og fødder var bundet. Mit hoved gjorde helvedes ondt, det bankede, som om noget ville bryde ud. Jeg drejede den forsigtigt, hvilket fik mange hvide lys til at dukke op foran mig, hvor der ikke var lys. Efter et par lignende eksperimenter, besluttede jeg, at det værste, jeg led af, var en mild hjernerystelse. Chaufføren skød mig ikke, han bedøvede mig kun. Mit tøj blev ikke fjernet. Pierre var der. I Nick Carters liv og tid var tingene endnu værre.
  
  
  Noget gled ned af mine ben, og jeg vidste, at jeg havde selskab. Et lille slagsmål kom fra celledøren. Men selv uden det krævede min placering ikke at studere arkitektur. Luften lugtede stærkt. Rotterne havde tidligere lejere.
  
  
  Efter flere forsøg lykkedes det mig at sætte mig op. Jeg kradsede langs gulvet med hælene, indtil der var en stenmur bag mig. Da de hvide lys holdt op med at blinke, og den dunkende i min kranie var aftaget til et overskueligt niveau, tjekkede jeg rebene, der holdt mine håndled i skruestikket.
  
  
  Det eneste, der var tilbage at gøre, var at slappe af og vente. Jeg kom for at se Osman. Nu besluttede jeg, at jeg havde en meget god chance for at se ham. Jeg modtog beskeden lidt sent. Hvis jeg havde fået det før, ville det have sparet mig for en masse hovedpine. Drengene i lufthavnen, ligesom drengene ved korsvejen og velkomstudvalget her, var ikke Mendanikes eller Tasahmeds tropper, de tilhørte Shiek. Osman besatte Budana, som var ked af Ben d'Oko's død. Kineserne laver Ak-47 ligesom Sovjet.
  
  
  Jeg meldte Duzas ankomst og alarmerede receptionen. Vi blev ikke taget til centrum af Budan, fordi vi åbenbart ville have set tegn på, at kampene fortsatte. I stedet blev vi bragt hertil. Spørgsmålet var, hvorfor Duza ikke genkendte Osmans folk i lufthavnen? Jeg troede også, at jeg vidste svaret. Om noget, kunne min manglende genkendelse af vagtskiftet i Budan, indtil jeg var fanget, stadig have fungeret bedre end at jagte Osman over hele bjergene for at stille ham et spørgsmål.
  
  
  Jeg blev vækket af, at en nøgle klirrede i låsen, og at døren blev låst op. Søvn hjalp. Følelsesløsheden i mine hænder og håndled var mere ubehagelig end den dunkende i mit hoved. Jeg lukkede øjnene mod det skarpe lys, mærkede hænderne på mine ben og en kniv, der skar rebene på mine ankler.
  
  
  Jeg blev trukket på benene. Verden snurrer. Hvide blink blev til lys neon. Jeg sugede vejret og lod et par handlere holde mig.
  
  
  Hele vejen ned ad stenkorridoren legede jeg ad kvalme og studerede rummets indretning. Det var ikke meget – et halvt dusin celler på hver side og et sikkerhedsrum til venstre. Jeg tænkte på, om Erika og Hans havde fået opholdstilladelse. Der var fire dæmpede lys i vægbeslagene, og den eneste udgang var en stentrappe, der førte opad i en ret vinkel.
  
  
  Enden af den rigtige vinkel førte os ind i en svagt oplyst foyer.
  
  
  Det eneste lys kom gennem spaltevinduerne. Det bedste, der kunne siges om dette sted, var, at det var fedt. Der var flere døre bag foyeren. Jeg var tilbøjelig til det største. Der bankede min højre vagt - og han kunne have brugt flere - på døren med sin behårede knytnæve og fik en udfordring.
  
  
  De lancerede mig med den hensigt at placere mig med forsiden nedad foran mængden. Det lykkedes mig at holde mig oprejst. Værelset var bedre oplyst end foyeren, men ikke meget. Der var et bord foran mig, bag hvilket stod tre sønner af ørkenen iført sort-hvidternede keffiyehs. Den i midten havde ansigtet af en gammel grib, en kroget næse, lukkede sorte øjne, en tynd hård mund og en skarp hage. Der var en stærk lighed mellem parret på hver side af ham. Familieportræt - Osman og hans drenge. De studerede mig med al fascinationen af kobraer, der var ved at slå til.
  
  
  "Øh!" Hassan brød stilheden. "Som alle Yankee-hunde stinker han!"
  
  
  "Løbende imperialistisk hund," sagde sønnen til venstre.
  
  
  "Lad os lære ham en tankereform," foreslog en anden.
  
  
  "Hvis han kunne tale, hvad ville han så sige?" Foragt glimtede i Osmans øjne.
  
  
  Jeg svarede ham på arabisk: "Aish, ya kdish, ta yunbut al-hashish - "lev, o muldyr, indtil græsset vokser." "
  
  
  Dette dæmpede naboerne og lukkede dem i et minut. "Så," lagde chic hænderne på bordet, "du taler de troendes sprog."
  
  
  "I Allahs navn, den barmhjertige, den barmhjertige," citerede jeg, "jeg søger tilflugt hos menneskenes Herre, menneskenes konge, menneskenes Gud fra ondskaben fra den lumske hvisken, der hvisker i brystet på en mand eller en ånd og en mand."
  
  
  De stirrede på mig, så kiggede sønnerne på deres far for at se deres reaktion. "Du læser Koranen. Er du en af ​​os? Der var en interessant ny tone til hans sandpapirstemme.
  
  
  "Jeg studerede din bog om profeten Muhammed. I nødstider giver hendes ord styrke.”
  
  
  "Lad os lytte til disse ord." Osman troede, at han havde mig, at jeg godt kunne skrive et par digte, og det er alt.
  
  
  Jeg begyndte med åbningen: "Lovet være Allah, alle tings Herre." Jeg gik derefter videre til et par digte fra "Koen", "Huset af Imran", "Fordærv" og "Natrejse."
  
  
  Osman stoppede mig og begyndte at smide linjer ud fra Mary og Ta Ha's bog for at få mig til at passe ind. Min evne til at reagere kommer med fotografisk hukommelse. Efter et stykke tid opgav han det og satte sig for at studere mig.
  
  
  "Med hensyn til den beskidte rådne imperialistiske søn af en kamelgødningsæder, så kender du vores bog ret godt. Dette er din kredit. Det kan tage dig til himlen, men det vil ikke tage dig ud herfra. Du er en spion, og vi hugger hovedet af spioner. Hvorfor kom du? "
  
  
  "At finde dig, hvis du er Hasan Abu Osman."
  
  
  Hans sønner så overrasket på ham. Han forsøgte at skjule sit grin, og de lo alle sammen. "Ja," sagde han, "ære til Allah, jeg er Hasan Abu Osman. Hvad vil du have mig?
  
  
  "Dette er en personlig sag for alle."
  
  
  "Åh! Intet personligt fra disse to røvhuller. De vil kæmpe om mine knogler, når jeg dør. Hvorfor skulle en Yankee-spion gerne se mig? Vil du sætte mig på tronen i Laman? Med Allahs hjælp vil jeg gøre det selv."
  
  
  "Jeg troede, du havde Maos hjælp."
  
  
  Han beherskede sig ikke, han klukkede og drengene sluttede sig til ham. "Åh, jeg vil acceptere, hvad denne vantro tilbyder, ligesom jeg vil acceptere, hvad du tilbyder, hvis jeg synes, det er det værd. Har du noget at tilbyde, Yankee-spion? "Han havde det sjovt.
  
  
  "Jeg håbede, du havde noget at tilbyde mig."
  
  
  "Åh, vær ikke bange for det. Før jeg henretter dig offentligt, tilbyder jeg dig el-Feddan. Han vil få dig til at kalde på Allah for hurtig fuldførelse."
  
  
  "Jeg taler om noget vigtigt."
  
  
  Han kiggede på mig og grinte igen. "Vigtigt, hej! Jeg er enig, dit liv betyder ikke noget." Han bankede i bordet og råbte: ”Jeg vil have El Feddan! Bed ham om at komme med det samme!"
  
  
  En eller anden bag mig gik hurtigt. "Tænk, at jeg kan garantere, at du vil overtage resten af landet," sagde jeg.
  
  
  "Det ville være en garanti for, at jeg ville spytte på." Han spyttede.
  
  
  "Så efter du har spyttet på ham, står spørgsmålet stadig. Du har Budan. Om du kan beholde ham eller ej er en anden sag, men du får aldrig Lamana herfra eller Pakar. Tasakhmed er ikke Mendanik. I hvert fald Mendanike. var klar til at indgå en aftale."
  
  
  Osmans øjne blinkede. "Så jeg havde ret. I forbandede imperialister stod bag ham. Hvis han var i live, ville jeg lægge hans hoved på pladsen!”
  
  
  "Du mener, at han ikke har fortalt dig det!" Jeg foregav en overraskelse, da jeg vidste godt, hvad svaret ville være.
  
  
  Chic og hans søn udvekslede blikke og så på mig.
  
  
  "Fortæl mig det," sagde han.
  
  
  “Tasakhmed planlagde et kup med støtte fra russerne. Min regering har overbevist Mendanike om, at han skulle forsøge at forsone sig med dig og..."
  
  
  Osman udstødte et hånende hyl og smækkede i bordet: "Det er derfor, denne pose med indvolde ville se mig, for virkelig at forsegle aftalen! Det sagde jeg! Det var det, der fik mig til at tage Budana. Hvis han var så dårlig, at han måtte se mig, vidste jeg, at jeg kunne klare det. Han faldt som en rådden kokosnød! "Han spyttede igen.
  
  
  Jeg ville slutte mig til ham. Det er alt. Svaret var jeg ret sikker på, at jeg ville få. Hvad angår tyveri af atomvåben, var hele den skare et andet sted under slaget ved Khartoum. Problemet er, at jeg lignede kineseren Gordon fra stykket, og han endte på gedden.
  
  
  Jeg hørte døren åbnes bag mig, og Osmans blik bevægede sig over min skulder. "El Feddan," vinkede han, "mød din Yankee-spion."
  
  
  El Feddan, som betyder tyr, var alle disse ting. Han var ikke højere end mig, men han må have været halvdelen af min størrelse igen, og det hele var muskler. Han så mere mongolsk ud end arabisk. Det var et ubehageligt ansigt, uanset hvor han var født. Gullige øjne, flad næse, gummiagtige læber. Der var ingen hals, kun en muskuløs piedestal, hvorpå hans barberede hoveds græskar hvilede. Han var iført en åben jakke, men ingen skulle gætte, hvad der var under. Han ignorerede mig, kiggede på sin chef og ventede på, at ordet skulle gøre mig til en yoyo.
  
  
  Der var en forsinkelse på grund af udefrakommende aktivitet. Døren gik op igen, og jeg vendte mig om og så Erika og Hans blive slæbt ind i lokalet af flere medlemmer af prætorianergarden. Bag dem trådte min gamle ven Mohamed Douza ind. Jeg tænkte rigtigt. Obersten var enten Osmans mand i fjendens lejr eller Tasahmeds mand i Osmans telt... eller begge dele. Jeg havde ikke tid til at gå i detaljer, men jeg ville spørge ham om noget, så længe jeg kunne holde hovedet nede.
  
  
  Erica havde en hudafskrabning under sit venstre øje. Hun var bleg og trak vejret tungt. Hun så på mig med en blanding af længsel og håb.
  
  
  "Hold op, barn," sagde jeg på engelsk. Hun sænkede hovedet og rystede uden at kunne svare.
  
  
  Hans blev lagt i håndjern og kunne næsten ikke stå. Da føreren slap ham, faldt han på knæ.
  
  
  "Hvem af jer vil have hende?" - spurgte Osman sine tørstige sønner.
  
  
  De slugte begge på samme tid, næsten savlende. Den snedige gamle bastard hylede af glæde og slog i bordet. "Du kan kæmpe for hendes knogler, ligesom du kan kæmpe for mine... når jeg er færdig med hende!"
  
  
  De holdt begge kæft, stirrede i bordet og undrede sig over, hvordan de kunne finde på en måde at bringe ham i en syg tilstand.
  
  
  "Så oberst, er alt i orden?" Osman gav Duza et fedtet smil.
  
  
  "Som Allah vil," rørte Duza hans pande som hilsen og nærmede sig bordet. "Må jeg bede om en tjeneste?"
  
  
  "Men spørg om det," sagde Osman.
  
  
  "Jeg vil gerne afhøre ham før hans henrettelse."
  
  
  "Hmmm." Osman kløede sig i hagen. “Jeg planlægger at give den til El-Feddan. Når han er færdig, tror jeg ikke denne her vil kunne svare på noget. Hvad med den bunke kamelgødning på gulvet, ville det ikke gøre det?”
  
  
  "Åh, jeg vil også forhøre ham."
  
  
  "Nå, du må nøjes med det, jeg har at tilbyde, oberst. El Feddan har brug for motion. Ellers bliver han utilfreds.” Dette forårsagede et udbrud af latter og endda et råb om godkendelse fra Tyren.
  
  
  Jeg sagde: "Hvis jeg skal kæmpe med denne ko's yver, vil du i det mindste have ære nok til at give mig brugen af mine hænder."
  
  
  Det var første gang, Duza hørte mig tale arabisk. Dette slettede grinet, og mine ord gjorde ikke meget for El-Feddans humoristiske sans.
  
  
  "Åh, du får fingrene i det," grinede Osman. "Du kan bruge dem til bøn. Jeg vil endda se, at du har et våben."
  
  
  "Lager du væddemål, Shik Hasan Abu Osman?" - sagde jeg velvidende, at der aldrig har været en araber, der ikke er født uden kærlighed til spænding. "Du vil have denne tyr til at få mig til at dræbe. Hvorfor ikke vende vores kamp til mord? Hvis jeg vinder, vil mine venner og jeg have sikker passage tilbage til Lamana."
  
  
  Dette førte til det, der kaldes gravid tavshed. Alle øjne var fokuseret på hovedet af manden, der kiggede på mig. "Du ved, Yankee-spionen," sagde han og trak i hagen. "Jeg tror, du må være en mand. Jeg beundrer manden, selvom han er en stinkende imperialist. Du kan dø i kamp."
  
  
  "Hvad hvis jeg vinder?"
  
  
  "Du vinder ikke, men jeg har ikke en aftale med dig. Hvis Allah ved et eller andet usynligt slag efterlader el-Feddana med en dårlig skæbne," rullede han med øjnene mod Tyren, "så får vi se." Han rejste sig, og jeg så, hvilken tyk gammel hane han var. "Bring dem ind," beordrede han.
  
  
  Kampstedet lå bag en mur på et plateau ikke langt fra, hvor vi forlod Citroen.
  
  
  
  Flere franske jeeps stod i nærheden. Så mange af Osmans følge som muligt var samlet på dens tage, mens resten, omkring tyve mennesker i alt, stod i en halvcirkel for at se det sjove. Bordet blev bragt, og Osman, hans sønner og Dusa satte sig ved det. Erica og hendes far blev tvunget til at sidde på jorden.
  
  
  Jeg havde ikke et ur, men solen stod omkring middag, og varmen var intens. Nedenfor, på sletten, hvor det grønne sluttede, var der støvdjævle. Siden af det nøgne bjerg rejste sig, og jeg så en høg cirkle dovent rundt i termikken. Et godt varsel. Jeg havde brug for det, mens jeg gned mine håndled, bøjede mine fingre og gav dem lidt styrke tilbage.
  
  
  Jeg så, da El-Feddan tog sin jakke af og blottede sin torso. Han fjernede derefter kalekonerne til den forsamlede gruppes jubel. En arabisk nudist, intet mindre. Det, han havde under, var næsten lige så formidabelt, som det, han havde ovenover. Det er ikke ligefrem en akilleshæl, men jeg regnede med, at det ville gøre ham lige så meget godt, hvis jeg kunne komme tæt på uden at blive knust ihjel.
  
  
  Jeg strøg mig til taljen under skrig. David og Goliat, men uden slyngen. Alligevel lavede Osman ikke sjov med våben. Jeg troede, det ville være strengt hud-mod-hud-kontakt. Måske ville det komme til det, men før det skete, smed de mig et tyndt net af palmefibre og pakkede en kniv med et otte tommer blad i.
  
  
  Som en judo- eller karatefan vil fortælle dig, er det ikke størrelsen, der betyder noget. Disse er hastighed, koordination og timing. Der var næppe tvivl om, at min modstander havde alle tre. Hvad angår Nick Carter, lad os bare sige, at hans sværdfærdigheder ikke var i top. Mit højre ben var ikke helt restitueret fra sidste møde. Mit hoved, selvom det var klart, bankede af den friskere luft. Solens skær krævede konditionering, hvilket ikke skete med et par blink med øjenlågene. Det var umuligt at manøvrere uden dens indflydelse. Klingen i min hånd var velkendt nok, men nettet var det ikke. Den måde, den nøgne abe foran mig håndterede sine ting på, mindede mig om, hvad der var i den anden ende af tyren - en tyrefægter.
  
  
  At sætte mit liv på spil er en del af mit job. I de fleste tilfælde er det et spørgsmål om øjeblikkelig handling. Pludselig kontakt, nådesløs reaktion og ingen tid til at reflektere. En udfordring som denne er noget andet igen. At være i stand til at evaluere, hvad jeg er oppe imod, tilføjer en vis mængde stimulering til spillet. Jeg vidste to ting: Hvis jeg skulle vinde, skulle jeg gøre det hurtigt. Mit bedste våben var udspekuleret. Jeg var nødt til at overbevise tyren og alle andre om, at de ikke var vidne til et slagsmål, men en massakre.
  
  
  Jeg tog klodset nettet op: "Jeg kan ikke bruge det her!" Jeg ringede til Osman. "Jeg troede, det ville være en fair kamp!"
  
  
  Osman undertrykte latterliggørelse og råb. ”Det var dig, der bad om et møde med El-Feddan. Du har det samme våben som ham. Konkurrencen er fair over for Allah!”
  
  
  Jeg begyndte febrilsk at se mig omkring efter en måde at flygte på. Halvcirklen blev til en cirkel. "Men - men jeg kan ikke bekæmpe det!" Der var en tone af bønfald og frygt i min stemme, da jeg rakte kniven og nettet frem.
  
  
  På trods af korets fornærmelser råbte Osman vredt: "Så dø med dem, Yankee-spion! Og jeg tog dig for en person!"
  
  
  Jeg trådte tilbage, mærkede den ru sten under mine fødder, glad for, at jeg ikke var barfodet som min modstander, der ikke havde andet end et surt grin. Jeg så, at Erica dækkede hendes ansigt med hænderne. Hans krammede hende og så på mig, bleg og hjælpeløs.
  
  
  "Afslut det, el-Feddan!" - Osman beordrede.
  
  
  På grund af den pludselige tavshed i mængden, blev mit råb: "Nej! Vær venlig!" var på niveau med Duzas præstation aftenen før. Jeg havde ikke tid til at fange hans reaktion. Jeg havde travlt med at forsøge at komme ud af ringen med armene strakte, og forsøgte uden held at holde det uundgåelige tilbage.
  
  
  Tyren nærmede sig mig, stående stille på fødderne, i noget som en japansk sumobryder. I venstre hånd dinglede han nettet; til højre trykkede han kniven på låret. Hans plan var simpel nok: vikle mig ind i et spind og mariner mig så i mit eget blod.
  
  
  Publikum rejste igen et råb: "Dræb ham! Dræb ham!" Jeg holdt op med at bakke og begyndte at bevæge mig langs forsiden af den. Jeg mærkede spyttet ramme min ryg. Neglene greb ham. Jeg prøvede ikke at trække mig længere tilbage. Jeg ville ikke risikere at blive skubbet bagfra og slået ud af balance. Solen brændte, sveden løb.
  
  
  El-Feddan forfulgte mig selvsikkert og spillede det ud for publikum. Gradvist nærmede han sig, hans smil frøs og hans gule øjne stoppede. Jeg ventede på tegn på hans angreb. Der er altid noget, uanset hvor subtilt det måtte være. Fordi han var selvsikker, telegraferede han. Og i det øjeblik flyttede jeg.
  
  
  Mens jeg vendte om og kredsede, trak jeg nettet fast. Så snart hans meshhånd begyndte at bevæge sig, kastede jeg min i hans ansigt. Refleksmæssigt rejste hans hånd sig for at blokere ham, og samtidig dukkede han sig og ændrede holdning. Jeg fulgte hans bevægelse og udnyttede hans tab af balance.
  
  
  
  Jeg kravlede ind under hans net og skubbede lavt. Jeg kørte klingen en halv tomme ind i ham. Så drejede han armen for at blokere mit angreb. Det skete så hurtigt, at Osman og selskabet stadig forsøgte at finde ud af det, da han vendte sig og kastede sig mod mig.
  
  
  Da jeg passerede ham i mit udfald, kom jeg ind i midten af ringen, og da han kom mod mig, sprang jeg ud under hans angreb og sparkede ham i ryggen, da han kom forbi.
  
  
  Der var dødsstille. Dette var deres mester, med blod løb ned af maven, røde dråber faldt på stenene, og for at være sikker havde en fej yankee-spion netop sparket ham i ryggen. De fik beskeden, og der lød høje latterråb. Nu var kattens råb til El-Feddan. Hvad er han, en kylling i stedet for en tyr?
  
  
  Arabere elsker at joke. Publikum indså, at jeg havde spillet mit spil. De satte pris på det. Tyren gjorde det ikke, hvilket jeg gerne ville. Det lykkedes mig ikke at fange ham ved at overbevise ham om, at jeg ikke var hans tid værd. Nu var min eneste fordel, at han blev så spillet, at han mistede sin fornuft.
  
  
  Da han vendte sig mod mig, forsvandt grinet, og hans gule øjne lyste op. Sveden, der dryppede ned over hans bryst, glimtede i solen. Han stoppede og stak kniven i tænderne. Han brugte derefter sin knivhånd til at smøre blod fra såret ud over hele brystet og ansigtet. Meningen undslap mig, men jeg afsluttede hans toilet med at sparke ham i lysken. Han blev ramt på låret og det føltes som om jeg havde ramt en stenmur med en plov.
  
  
  Publikum var meget begejstrede. De vidste, at det ville være interessant. Jeg hørte Hans råbe: "Sluk med hovedet, Ned!" Så slukker jeg for lydene og koncentrerer mig om at overleve.
  
  
  Vi kredsede, lod han som om, og ledte efter et smuthul. Jeg tog mit net og holdt det i min venstre hånd igen. Nu, i stedet for et vidt åbent standpunkt, stod jeg overfor ham i en sværdfæger på hug, knivarmen halvt udstrakt, net op og dinglende. Jeg kunne ikke lade mig sukke, men jeg begyndte at håne ham.
  
  
  "Tyr! Du er ikke en tyr, du er ikke engang en ko – et fedt kamelskind fyldt med griseekskrementer!
  
  
  Dette gjorde ham rasende. Han kastede nettet højt og kastede lavt. Jeg har aldrig set hurtigere bevægelser. Selvom jeg sprang tilbage, fangede nettet mit højre ben og snublede mig næsten. Samtidig undgik jeg kun halvt hans fortsættelse, da han forsøgte at fange min knivhånd ved at tage fat i mit håndled. I stedet fik han min skulder. Hans egen kniv kom imod mig og skar opad. Jeg mærkede, at han slog mig i ribbenene, da han vendte sig mod højre og skåret over halsen og mærkede hans bryst. Så vendte jeg mig om og smækkede nettet ind i hans ansigt og frigjorde hans skulder. Hans hånd tog fat i min hals. Vores knive ringede og funklede. Han tog et skridt tilbage for at bevæge sig væk fra mit net lige foran hans ansigt, og jeg brød fri fra hans net. Så gik jeg til angreb, og han sprang tilbage.
  
  
  Vi gjorde dette i kort tid, men det virkede som meget lang tid. Min mund var et tørt vandhul. Åndedrættet var varmt og intermitterende. Smerten i mit højre ben spillede som et trommeslag i mit hoved. Jeg udgød mere blod end han, men han havde endnu mere. Jeg tog endnu et skridt frem og smilede til ham og viftede med kniven.
  
  
  Om det var stolthed, mængdens brøl eller raseri ved tanken om at blive slået, anklagede han. Jeg faldt på ryggen, løftede ham op og slyngede ham over hovedet. Han landede med ansigtet op foran Osman, et øjeblik lamslået.
  
  
  Publikum spiste det op. Han løftede sig fra jorden, bøjede sig lavt og tog fat i mine ben. Jeg hoppede over hans kniv, men han var lige bag ham, og jeg havde ikke tid til at undvige hans hurtige streg. Hans net forsvandt, men ikke hånden, der holdt det. Han slog mig i håndleddet med en kniv. Hans klinge vendte tilbage for drabsslaget. Da tiden løb ud, gav jeg alt for at tjene det ekstra point.
  
  
  Der er mange følsomme dele af kroppen. Men husk dette: Hvis du nogensinde finder dig selv fanget tæt på, er der ikke noget mere bekvemt kontaktpunkt end din fjendes skinneben. Der er ikke andet der end knogler og nerver. Forsiden af mine sko var forstærket med en tynd metalstrimmel til netop sådan en lejlighed.
  
  
  El-Feddan kastede hovedet tilbage og knurrede til Allah, mens hans knivhånd hang midt under strejken. Jeg karateskar hans håndled, trak hans hånd ud med kniven og skar halsen over fra øre til øre med bagsiden af den.
  
  
  Han faldt på knæ, gispede efter luft og forsøgte at reparere skaden med hænderne. Arterielt blod fossede mellem hans fingre. El-Feddan faldt, hans krop rystede, hans hæle begyndte at trampe. Bortset fra lydene af hans død var der absolut stilhed. Osman så opmærksomt på, mens hans mester kom til himlen.
  
  
  Normalt under en tyrefægtning bliver tyrefægteren, der slår tyren ihjel, belønnet med ører. Jeg tænkte over det, men besluttede så, at jeg havde presset lykken hårdt nok. I stedet gik jeg hen til bordet, tørrede sveden fra øjnene og placerede den blodige kniv på den. "Lad tusinde timer føre ham til hvile," sagde jeg.
  
  
  .
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 14
  
  
  
  
  
  
  
  
  Resultatet af kampen chokerede gamle Osman. Hans sønner gik alle ind for at gøre mig færdig lige der. Han lukkede deres kæft. El-Feddan lå i en enorm pøl af sit eget blod, fluer angreb ham, musvåger cirklede allerede. Det lasede kompagni af soldater stod stille og afventede deres leders kommando. Hans kunne ikke tage øjnene fra den døde mand, og Erika kunne ikke fjerne øjnene fra mig.
  
  
  Sheiken rejste sig og så på mig. "In-llah, du er en mand, en Yankee-spion, en stor mand. Hvis tingene var anderledes, kunne jeg bruge dig. Jeg vil tænke over det, før jeg beslutter mig for, hvad jeg skal gøre." Han vendte sig mod den skæggede betjent, der stod med armene over kors for enden af bordet. "Sæt dem i celler!"
  
  
  "Hvad med hende?" den rigtige søn påpegede.
  
  
  Hans far ignorerede ham. "To mænd i én celle, en kvinde hver for sig."
  
  
  Jeg pustede let ud. Hvis hans reaktion havde været anderledes, ville han have været mit gidsel med en kniv på struben. Jeg klemte El-Feddans klinge, og det sad fast i min baglomme.
  
  
  Tropperne begyndte at trække sig tilbage. Der blev givet ordre til at fjerne liget. Duza stod til side og prøvede at holde sin mund. Da jeg fik lov til at tage min skjorte på, lod jeg mine haler hænge ned og skjulte knivens skaft.
  
  
  En seksmands sikkerhedsvagt omringede os tre og tog os tilbage til bygningen.
  
  
  "Gud, hvis jeg bliver hundrede år," sukkede Hans, "jeg forventer ikke at se noget lignende igen."
  
  
  "Hold kæft!" - sagde holdlederen på arabisk.
  
  
  De placerede Erica i den første celle lige overfor vagtrummet. "Vi ses snart, barn," sagde jeg. "Hold gejsten oppe."
  
  
  "Jeg vil prøve," hviskede hun.
  
  
  De satte os i den celle, som jeg havde besat før. Som jeg forventede, bandt de vores hænder og fødder og efterlod os i det stinkende mørke.
  
  
  Hans begyndte at mumle.
  
  
  Jeg afbrød ham. "Som den anden mand sagde, hold kæft, gamle mand."
  
  
  Han stoppede midt i skriget.
  
  
  "Svar nu på dette spørgsmål: kan du flyve DC-3'eren med mig som din andenpilot?"
  
  
  "Dakota? Selvfølgelig, men..."
  
  
  "Bøde. Vi har ting at lave." Jeg fortalte ham om kniven, og vi manøvrerede, indtil vi var ryg mod ryg. Som en mekaniker var hans fingre fingerfærdige og sikre. Han trak bladet op af min lomme i første forsøg, og håndleddet blev savet igennem på et par minutter. Vi skulle arbejde hurtigt af flere årsager. Hvis nogen pludselig opdagede, at El-Feddans kniv manglede, ville vi hurtigt have selskab.
  
  
  "Jeg går ud fra, at du også har nøglen til slottet." - hvæsede Hans.
  
  
  "Nej, det har du. Jeg vil have, at du begynder at skrige."
  
  
  "Slange?"
  
  
  "Dette er min dreng. Uanset hvilken dom Osman giver, vil han have, at vi er i god form, når han giver den. Hvis vi dør af slangebid, vil vores tilsynsmænd også være døde. Mindst to af dem kommer løbende. Jeg vil have dig til at sidde i hjørnet med ryggen mod væggen, hænderne bag ryggen, rebet om anklerne. Du begynder at skrige og stopper ikke, før de kommer ind. Derefter skal du ikke bevæge dig eller gøre noget, før jeg fortæller dig det. Forstået?"
  
  
  "Ja, selvfølgelig, kammerat, hvad end du vil."
  
  
  "Jeg vil begynde at skrige."
  
  
  - sagde Hans, og ud fra den måde, han fortsatte på, begyndte jeg at spekulere på, om vi var i en flok slanger. På grund af hans skrig hørte jeg vagterne nærme sig.
  
  
  Nøglen sad i låsen, bolten var trukket ud, døren gik op. Nummer et med en ladet AK-47 klar, lyset bag ham oversvømmer kameraet. I det øjeblik dræbte El-Feddans kniv ham. Hans offer var endnu ikke faldet på gulvet, før jeg tog den anden i ryggen. Jeg slog hans hoved mod væggen, snurrede ham rundt og brækkede hans nakke med en karatekotelet.
  
  
  "Tag deres djellabas og tag en af dem på, også keffiyeh," beordrede jeg og kiggede hurtigt rundt i korridoren.
  
  
  Der var ingen i syne, og jeg tog af sted. Jeg havde Pierre i den ene hånd og AK i den anden. Jeg ønskede ikke at bruge det af indlysende årsager. Det var Pierres show. En duft af hans parfume - og det var den sidste lugt.
  
  
  Da jeg kom til vagthuset, begyndte en af fangevogterne at komme ud for at undersøge sagen. Han havde tid til at åbne munden. Løben på Kalashnikov-geværet slog ham tilbage og afbrød enhver vokal reaktion. Pierre landede på et bord med åben klap, hvor de tre andre sad. Jeg lukkede døren. En svag kradsende lyd hørtes fra den anden side. Dette er alt.
  
  
  Jeg talte til ti, slap luften ud af lungerne og tog så en slurk. Jeg gik ind og lukkede metaldøren bag mig. Pierre lå på gulvet og kiggede
  
  
  
  som en valnød. Hans ofre var større. Den anden, jeg søgte, havde nøgler.
  
  
  Der var mange ting, jeg kunne lide ved Eric. Først og fremmest kunne hun tage det og holde balancen. Da jeg tog hende ud af sin celle og ind i vores, havde jeg givet hende en plan, og hun var klar til at flytte.
  
  
  "Jeg vidste, du ville komme," var det eneste, hun sagde. Så kiggede hun ned ad gangen, mens jeg tog min djellaba og keffiyeh på, og vi var klar til at gå.
  
  
  Planen var enkel. Jeg vidste ikke, hvor Osman var, men Hans og jeg ville tage Erica ud af dette sted, som om vi havde gjort det. Vi gik ned ad korridoren og op ad trapperne, en rigtig militær eskorte. Jeg viste Hans, hvordan man fyrer AK'en med sikkerheden på, og hvordan man fyrer den automatisk. Som kampriffel er Kalashnikov faktisk et maskingevær.
  
  
  Da vi nærmede os indgangen, bemærkede jeg, at det var meget mørkere end før. Da jeg åbnede døren et knæk, indså jeg hvorfor. Den blå himmel blev sort. Overskyet himmel ventede os. Allah var virkelig barmhjertig. Jeg så et halvt dusin soldater på vej mod dækning i bygningens venstre fløj.
  
  
  "Vi går ned ad trappen og lige gennem porten," sagde jeg. "Hvis Citroen ikke går, prøver vi en af jeeperne.
  
  
  Hvis der ikke er nogen transport, vil vi sejle væk fra bjerget.”
  
  
  Et kraftigt tordenklap fik Erica til at hoppe.
  
  
  "Undskyld, vi ikke tog en paraply," smilede jeg til hende. "Lad os gå, før vi bliver ramt af haglen."
  
  
  Da vi gik ud af døren, omringede vinden os. Der var ikke tid til at beundre udsigten, men jeg så en storm nærme sig os ned i dalen. Himlen nedenunder var bleggul, og ovenover var blækket * spredt i takkede lynstriber.
  
  
  Da vi gik gennem porten, løb flere mennesker indenfor. De kastede nysgerrige blikke på os, men havde for travlt til at undgå den forestående oversvømmelse til at gøre det hurtigt.
  
  
  Citroen forsvandt, ligesom jeeperne, hvilket betød, at Osman og kompagni flyttede til et andet sted. Det var gode nyheder.
  
  
  Hans sagde dårlige ord. "Hvordan fanden skal vi komme ud herfra?"
  
  
  "Denne lastbil." Jeg pegede på en stor bil, der kom ned ad bjergvejen. Da jeg var inden for haglafstand, så jeg, at chaufføren planlagde at stoppe og vente stormen ud. Salvie. Hans lastbil var en åben platform. Udmattet og forslået kunne han ikke klare det enorme antal kampesten, han bar.
  
  
  Jeg vinkede for, at han skulle stoppe, da tordenen begyndte. Han grinte nervøst til mig, da vi gennemgik ritualet. "Ven," sagde jeg, "du vil tage os med til Budan."
  
  
  "Sikkert, kaptajn, når stormen går over."
  
  
  "Ikke nu. Det her haster meget." Jeg gjorde tegn til Erica om at gå rundt om taxaen og sætte sig ind i bilen. "Det er en ordre".
  
  
  "Men du har jeeps, der, bag muren!" han gestikulerede.
  
  
  "Ikke nok benzin." Fra mit udsigtspunkt på vejen så jeg, at vi var gået glip af jeeperne, fordi de var bragt indenfor og parkeret for enden af bygningen. De betød mulig forfølgelse.
  
  
  "Men ... men stormen!" - Chaufføren var indigneret. "Og der er ikke plads!" han viftede med hænderne.
  
  
  "Er du sammen med Shiek Hasan Abu Osman?" Jeg hævede tønden af AK og smilet forsvandt.
  
  
  "Ja, ja! Altid!"
  
  
  Der var torden, og vinden lagde sig. Jeg mærkede de første stærke fald. “Hans, gå til Erica. Når vi går ned af bjerget, så lad ham vende ved det første kryds."
  
  
  "Hvor skal du være?"
  
  
  »Jeg vil tage et tiltrængt bad i stendyngen. Gå nu!"
  
  
  Da jeg klatrede gennem bagdøren, begyndte regnen at sile. Jeg slog mig ned blandt klipperne, mens lastbilen satte den i gear og trak ud på vejen. Jeg vidste, at inden for et par minutter ville sigtbarheden falde til halvtreds fod eller mindre. Jeg var ikke bange for at blive tævet ihjel af isvand, men trods bagmandschancen var jeg villig til at tage imod straffen.
  
  
  Vores flugt tog ikke mere end fem minutter. Takket være vejret og den lastbil gik alt glat. Jeg troede dog ikke, at vi ville gå så let, og jeg havde ret.
  
  
  Lastbilen havde lige passeret det første brede sving fra plateauet, da jeg over tordenklappet og oversvømmelsens brusen hørte en sirene hyl.
  
  
  Regnen blev til en blændende strøm, fyldt med blændende lyn. Dem i den forfølgende franske jeep havde fordelen af at være under dække. Jeg havde fordelen af overraskelse.
  
  
  Vores chauffør var i lavt gear og bevægede sig langsomt ned ad bakken, og Panhard-jeepen trak hurtigt op. Jeg ventede, indtil han var ved at vende om med at komme foran os, før jeg fik to ildudbrud til at ramme hans forhjul. Jeg faldt i mudderet.
  
  
  Jeg bemærkede en sløring i chaufførens ansigt, der desperat forsøgte at rette op
  
  
  snurrende udskridning af en bil. Han løb derefter af vejen og faldt i en regnfyldt grøft. I lynets skarpe lys så jeg yderligere to mennesker, der lignede jeeps, der fløj hen imod os. Lederen installerede et 50-kaliber maskingevær.
  
  
  Maskingeværet åbnede samtidig med mig. Bagdøren klirrede, og klipperne omkring mig rikocheterede og sang. Mit mål var mere direkte. Maskingeværet standsede, men gennem regntæppet så jeg en anden mand rejse sig for at hente pistolen. Jeg fulgte efter føreren, og Kalashnikov-geværet klikkede tomt. Jeg havde ingen ekstra patroner.
  
  
  Den anden skytte rakte ud efter dækkene og gav mig en chance for at kaste kampesten over bagklappen. Det var et stort udyr, og hvis det ikke havde været placeret, så jeg kunne bruge det med en riffel, havde jeg aldrig taget det op.
  
  
  Jeepen var for tæt på, og skytten kastede bly over hele landskabet, da chaufføren forsøgte at undgå, hvad han måtte have set. Hans sigte var ikke bedre end en mand med en pistol. Han ramte en kampesten, og Panhard'en delte sig bogstaveligt talt i to og smed rytterne ud som kludedukker.
  
  
  Vi var heller ikke i så god form. Med al sit skydning lykkedes det skytten at ramme noget, og da jeg så ham flyve, mærkede jeg, at bagsiden af lastbilen begyndte at gynge. Chaufføren mærkede det også og kæmpede mod udskridningen. Jeg vidste, at hvis jeg faldt fra læsset, behøvede jeg ikke at blive begravet. Jeg mistede balancen, men hoppede ud over kanten af bagklappen. Jeg greb fat i den, da den bagerste del af lastbilen væltede og kørte sidelæns ned ad vejen. Uanset hvor langsomt vi kørte, gav vægten af læs bevægelsen inerti. Der kunne kun være ét resultat.
  
  
  Jeg havde det ene ben overbord, da det begyndte at kæntre. Tilt gav mig den løftestang, jeg havde brug for for at bryde væk. Jeg gik i et baglæns hop og landede i snavset af en blød skulder. Selv da jeg ramte, så jeg varevognen vælte. Lyden den lavede var på niveau med vægten. Lasten, svækket ved nedstigningen, kollapsede i en lavine. Det eneste, der betød noget, var førerhuset på lastbilen. Han blev løsladt fra læsset. Enten Allah eller chaufføren forhindrede ham i at komme ud af kontrol. Han standsede på den modsatte side af vejen i en drængrøft, mens vand fra åen fossede ned på hans fordæk.
  
  
  Jeg kom ud af mudderet og løb mod ham. Ud af øjenkrogen så jeg en tredje jeep, der langsomt manøvrerede gennem vraget af sin tvilling. Jeg kom til kabinen og åbnede døren. Alle tre kiggede tomt på mig. Der var ikke tid til at snakke. Jeg greb AK'en på Hans skød.
  
  
  "Hej!" Det var alt, han fik, og jeg indså, at da jeg vendte mig om efter et hurtigt gemmested, genkendte han mig ikke.
  
  
  Sigtbarhed halvtreds fod? Det var ikke mere end tyve. Regnen var min allierede. Den sidste Panhard gik forsigtigt igennem den. De, der var der, så ødelæggelsen af den anden jeep og styrtet af lastbilen - i hvert fald i det omfang, de kunne se noget i detaljer. De så mig ikke ligge i en vandpyt ved grøften. De kravlede forbi. Jeg rejste mig og fulgte sporene af jeepen på den blinde side. Han stoppede ikke langt fra hytten.
  
  
  Der var kun to af dem. De kom ud med AK'er klar. Jeg ventede, indtil de var mellem taxaen og jeepen, før jeg råbte af dem.
  
  
  "Slip dine våben! Bevæg dig og du er død!" Et lynglimt oplyste os i et oversvømmet stilleben. Jeg ventede, indtil tordenen stilnede, med at fortælle dem mere. "Smid dit våben foran dig!"
  
  
  Den til venstre gjorde det hurtigt, i håb om at vende om og fastgøre mig. I stedet stiftede jeg ham, og han endte oven på sit våben. Manden til højre gjorde, som han fik besked på.
  
  
  "Kryds vejen og fortsæt med at gå, indtil du når dalen." Jeg bestilte.
  
  
  Han ønskede ikke at gøre dette. "Men jeg vil blive ført bort i vandet!"
  
  
  "Vælg. Hurtig!"
  
  
  Han gik. Jeg vidste, at han ikke ville gå langt, men han ville gå langt nok. Jeg så ham, indtil han forsvandt i regnen. Så satte jeg mig tilbage i taxaen.
  
  
  Vandet i grøften steg, og dets kraft rystede stævnen. Jeg åbnede døren og sagde: "Kom nu, kom ud derfra, før du krydser Niagra-vandfaldet."
  
  
  "Min lastbil! Og min lastbil! chaufføren jamrede.
  
  
  "Sig til din velgører, Hassan Abu Osman, at han skal købe en ny til dig. Kom så, I to," sagde jeg på engelsk, "vi vil ikke gå glip af vores fly."
  
  
  Da vi kom ned af bjerget, var den værste storm forbi. Panhard gav os officiel dækning, indtil vi blev stoppet ved checkpointet. Vi var heldige, fordi regnen drev alle indenfor. Jeg var bekymret for oversvømmelsen af vejen, men den blev bygget med det i tankerne. Dræningsvadierne på begge sider var brede og forrevne.
  
  
  Både Erica og hendes far var tavse om mig. Forsinket stød med det ene stød oven på det andet. Hvis du ikke er uddannet til dette, kan det gøre dig til et græskar.
  
  
  "Det har været en travl dag," sagde jeg. "Du har gjort det fantastisk - der er bare en flod mere at krydse."
  
  
  "Hvordan får vi dette fly ud herfra?" I sin gallabia lignede Hans noget ud af Beau Cheste, og jeg havde al appel af en bunke vådt vasketøj.
  
  
  "Vi skulle ikke have for mange problemer," sagde jeg og ville ikke have, at de skulle spænde op igen. »Piloterne blev taget til fange. (Jeg tilføjede det ikke, og blev sandsynligvis skudt). Denne bil er en firmabil." Jeg klappede på rattet. "Det vil ikke se mistænkeligt ud, når jeg kommer til marken og parkerer ved siden af flyet. Du træder ind i cockpittet og begynder at køre. Erica, kom ombord og slap af. Jeg trækker proppen ud og tager mig af resten ."
  
  
  "Fik du, hvad du kom her for?" Hun sagde det meget stille og så lige frem.
  
  
  Det klare svar var nej. Det hele var en papirjagt. Kun én håndgribelig kendsgerning fremgik af dette. Duza. Som dobbelt- eller tredobbeltagent var hans interesse for Hans Geyers mulige viden om katastrofen alt for tydelig. Ja, tag ham ind til afhøring. Skyd ham, ja. Men at teste ham, som han sagde, han ville, var noget helt andet.
  
  
  "Hans," sagde jeg, "hvad med dig, fik du hvad du kom efter?"
  
  
  Han satte sig oprejst og kom tilbage til livet. "Gud, ja! Jeg glemte! Jeg havde ret, jeg fandt det! JEG…"
  
  
  "Okay, okay," grinede jeg. "Fortæl mig om det, når vi kommer ud af dette havested."
  
  
  "Men jeg havde altid ret! Jeg vidste godt, hvordan de gør det!"
  
  
  "Bøde. Lufthavnen ligger foran. Vær nu opmærksom. Medmindre jeg fortæller dig andet, forbliver planen i kraft, selvom vi bliver stoppet. Stig ombord og få motorerne til at køre. Tror du, du kan gøre det?”
  
  
  "Ja selvfølgelig".
  
  
  "Et spørgsmål mere, kan Osman lægge noget ind for at bringe os ned?"
  
  
  »Nej, der er ingen kæmpere her. Det bedste, de har, er svag sikkerhed."
  
  
  "Hvis tingene bliver dårlige, skal du ikke begynde at rejse mig, før jeg gør det."
  
  
  Jeg åbnede vinduet. Regnen var ved at aftage, men det var stadig noget stærkere end en eftermiddagsbyge. "Hvem af jer blev født under Vandets tegn?" Jeg sagde. "Jeg tror, hun er på vores side."
  
  
  "Det synes jeg også," sagde Erica. "Hvem er du?"
  
  
  "Skorpion."
  
  
  "Ikke vandmandens tidsalder." Hun smilede svagt.
  
  
  "Dit smil er det bedste tegn af alle... Okay, lad os gå."
  
  
  Vi kørte i en cirkel, dækkene blev sprøjtet med vand, hvæsende på asfalten. Der var ingen uden for terminalen. Jeg kørte ad stien, der førte til porten. På tværs af den var en kæde af led. Dens klik døde i et tordenslag.
  
  
  Lufthavnstårnet ragede over terminalen. Hans roterende fyr var i aktion. Der er sikkert et par operatører på vagt. Jeg vendte mig mod rampen og kørte langsomt forbi fronten af bygningen og krammede dens afsats for ikke at blive set fra oven.
  
  
  Terminalens glasvinduer var dækket af regnglas, men jeg kunne se bevægelse bag dem. "Stedet er fyldt med soldater!" Hans gispede.
  
  
  “Intet problem, de holder sig væk fra fugten. Husk, vi ser ud som om vi er på deres side."
  
  
  Jeg gik til enden af bygningen og drejede. På grund af regnen var flyet ikke under bevogtning, hvilket var endnu et pusterum for os. Han stod alene og ventede.
  
  
  “Hans, hvis skydningen starter, så start motorerne og kom ud herfra. Ellers vent, indtil jeg slutter mig til dig i cockpittet."
  
  
  "Giv mig pistolen fra jeepen," sagde Erica, "jeg kan hjælpe dig."
  
  
  "Du kan hjælpe mig i kabinen," sagde Hans.
  
  
  "Døren til kabinen er lukket, så den er låst?"
  
  
  "Nej, der er ingen ekstern lås." Hans sukkede.
  
  
  Jeg hoppede ud fra siden af bygningen og rejste mig parallelt med flykroppen, men langt nok til at halen kunne glide forbi jeepen.
  
  
  "Okay, venner," smilede jeg til dem. ”Lad os gå tilbage til Lamana. Hans, åbn døren og kom ind. Tag dig god tid, handle naturligt. Jeg fortæller dig hvornår, Erica." Jeg lod motoren gå i tomgang.
  
  
  Et øjeblik, mens jeg så på Hans, troede jeg, at han tog fejl, da han sagde, at kabinedøren ikke var låst. Han kunne ikke åbne den. Erica trak vejret. Så vred og trak han den ud. Da han var indenfor vendte han døren og gav tommelfingeren op.
  
  
  "Okay, Erica, gå som om det var en eftermiddagstur i regnen."
  
  
  Da hun kom om bord, ventede jeg og så terminalens reaktion. Hvis dette blev til en skudveksling, ville jeg bruge jeepen til at lede jagten. Himlen klarede op over bjergene mod nord og vest, og regnen blev til støvregn.
  
  
  
  Drengene vil snart komme ud for at få lidt luft.
  
  
  Hvert fly har udvendige låse til kontrolfladerne, så i vind som den, vi lige har haft, går alarmen, elevatoren og halen ikke af og får flyet til at vælte. De kaldes stifter, tre på halen og en på hver vinge. Jeg havde lige sluppet den første på min hale, da firmaet ankom.
  
  
  Der var tre af dem, og de havde AK'er klar.
  
  
  "Brødre," råbte jeg og viftede med hånden, "kan I hjælpe?"
  
  
  "Vi kan ikke flyve," svarede en af dem, og... andre lo.
  
  
  ”Nej, men man kan hjælpe dem, der har brug for det. Obersten har travlt."
  
  
  Da de passerede, havde jeg fingrene væk fra haleenden. "Vingen er der," jeg løftede låsen, "bare flyt den."
  
  
  Da de samledes til dette, flyttede jeg til den anden fløj og løftede alarmen. Da jeg gik rundt om halen havde de en lås i hånden. "Må Allah forherlige dig," sagde jeg og accepterede det.
  
  
  "Hvis du var fløjet ind i den storm, havde du brug for mere end ros til Allah," sagde den største af dem og så på min våde tilstand.
  
  
  "Jeg fløj i den, men uden vinger." Jeg vendte noget vand ud af ærmet, og vi grinede alle, da jeg vendte mig væk fra dem og satte kursen mod jeepen. Jeg tabte byrden på ryggen. Jeg havde en af AK-skuldersløjferne. Jeg gjorde det samme med hans tvilling og bar den tredje i hånden. Mit sidste træk i jeepen var at afbryde kontakten og putte nøglen i min lomme.
  
  
  Trioen var stadig på fløjen og iagttog min tilgang med nysgerrighed, men ikke helt mistænksom.
  
  
  "Brødre," sagde jeg, "kan en af jer bede mekanikeren i hangaren om at bringe en flaske ild, så vi ikke flyver, før vi er klar?"
  
  
  De var ikke sikre på flyene eller molotovcocktailsene, og da en af dem begyndte at gå, besluttede de alle at tage af sted.
  
  
  "Ti tusinde tak!" - Jeg ringede og klatrede ombord.
  
  
  Hans havde smidt sine arabiske dragter og sad krumbøjet i pilotsædet og gennemgik en sidste kontrol af cockpittet. Erica sad i andenpilotens sæde og rakte hånden for at aktivere strømafbryderen.
  
  
  "Er alt klar?"
  
  
  "Når du." Han nikkede.
  
  
  "Er du indstillet på tårnets frekvens?"
  
  
  "Ja."
  
  
  "Giv mig mikrofonen og lad os komme ud herfra."
  
  
  Han returnerede den tilbage. "Oplad," sagde han til Erica, og kabinen var fyldt med aktivatorens voksende klynk.
  
  
  Dens højre støtte roterede, og den venstre begyndte at rotere, allerede før tårnet kom til live. “NAA-fire - en - fem! Meld straks, hvem der er om bord!
  
  
  "Boudan Tower, dette er oberst Douz' flugt." Dette stoppede ham et øjeblik, og da han kom tilbage, var Hans allerede ved at styre.
  
  
  "Fire-en-fem, vi har ikke tilladelse til, at oberst Duza kan flyve. Hvem er du? Hvad er din flyveplan?"
  
  
  "Budan Tower, jeg gentager, jeg kan ikke høre dig."
  
  
  "Fire-en-fem!" hans stemme steg i takt: "Vend tilbage til flyvelinjen og meld dig til lufthavnsholdet!" Jeg regnede med, at Osman ikke ville have kontroltårnsoperatører i sit menageri. Personen ved kontrollen skiftede enten frivilligt side eller reddede sin nakke. Han var i hvert fald ikke i den bedste form. Han begyndte at skrige. - "Kom tilbage! Kom tilbage!"
  
  
  Vi kørte parallelt med landingsbanen, på vej mod vinden. "Hans," sagde jeg, da jeg hørte sirenen brage motorerne, "hvis du kan få den fugl til at flyve i den forkerte retning, ville jeg ikke bekymre mig om luftens regler."
  
  
  Han opererede ved at skubbe gashåndtagene hele vejen, lænede sig frem, som om hans bevægelse kunne løfte os fra jorden. En stemme i tårnet råbte: ”Vi vil skyde på dig! Vi vil skyde på dig!
  
  
  Jeg begyndte at spekulere på, om det ville være nødvendigt. Gashåndtagene havde ingen andre steder at gå hen. Propellerne var i lav stigning, blandingen var nødstilfælde, og motorerne kørte for fuld kraft. Men vi fløj ikke. Palmerne i kanten af marken voksede til utrolige højder. Erica lænede sig over og lagde sin hånd på gearskiftet. Hun så på sin far, som virkede frosset på plads. Jeg stod bag dem og dæmpede tårnoperatørens desperate stemme, uden at kunne høre skyderiet over brølet fra Pratt-Whitney.
  
  
  "Gør dig klar!" - Hans gøede. Jeg var sikker på, at vi ikke havde forladt jorden, men Erica skændtes ikke, og mens hun lavede bevægelser, gav Hans åget tilbage, og vi begyndte at klynge os til trætoppene. På grund af støjen fra motorerne hørte jeg dem skrabe langs maven på flyet.
  
  
  Når han først var i luften, flyttede han gaflen fremad og justerede gashåndtaget, stivere og blandingen. Så sukkede han. "Man, bed mig aldrig om at prøve det igen!"
  
  
  Jeg sagde i mikrofonen: "Budan Tower, dette er NAA, fire-en-fem. Igen og igen".
  
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 15
  
  
  
  
  
  
  
  
  På ti tusinde fod blev vi låst inde i et tæppe af tåge. Jeg flyttede andenpilotens sæde tilbage og tog mine cigaretter frem. "Her, kammerat," sagde jeg, "du har fortjent din løn."
  
  
  I gang med at sætte autopiloten op, gav han mig et skævt smil og sagde: "Det har været en slags dag.
  
  
  “Ericas kaffe burde hjælpe. Er der noget andet sted at lande end Lamana?”
  
  
  "Jeg tænkte over det". Han tog en cigaret, og jeg holdt en lighter. »Der er en gammel stribe øst for byen. De brugte det til træning. Måske kan jeg sætte os der, men hvad så?”
  
  
  "Når vi kommer tættere på, sørger jeg for transport."
  
  
  Han bøjede hovedet mod mig og kneb øjnene sammen. "Jeg ville aldrig have troet det. Hvad leder du efter?"
  
  
  "Du har længe ønsket at fortælle mig om Mendanica-katastrofen. Nu er et godt tidspunkt. Hvordan skete dette?
  
  
  Dette overraskede ham. "Okay, nu skal jeg fortælle dig det, langsomt... i næsehjulssektionen af DC-6B er der seks CO-2 cylindre, tre på hver side, elleve komma seks gallons materiale i hver. Nå, hvis du har en motor-, last- eller bagagerumsbrand, starter du den fra førerhuset, og de går alle seks på arbejde og slukker ilden. Nu fungerer systemet automatisk. Gas gennem slanger, der kommer fra cylindrene, CO-2 under tryk, overføres til et hvilket som helst punkt specificeret af piloten. Kender du til CO-2? "
  
  
  "Den er lugtfri. De har problemer med at trække vejret. Det kan ikke spores i blodbanen."
  
  
  "Højre. Træk vejret nok, det vil fandme dræbe dig. Nu, hvis nogen sørgede for, at gassen fra disse CO-2'ere endte i kabinen, og besætningen ikke vidste om det, ville besætningen falde i søvn ret hurtigt. Kan du høre mig? "
  
  
  "Jeg holder vejret."
  
  
  "Okay, nu kræver det noget handling, for som sagt fungerer systemet automatisk, og hvis nogen laver en fejl og slipper noget af denne CO-2, bliver kabinen afskåret fra røgen. Okay, der er en otteogtyve volts mikroswitch i næsehjulssektionen. Den leverer strøm til et indikatorlys i cockpittet, der viser, når gearet er indkoblet. Hvis jeg nu skulle føre en ledning fra denne kontakt til den elektriske solenoide på cylinder nummer et på hver bank, når kontakten aktiveres, frigiver den CO to i begge, som automatisk affyrer de andre fire cylindre. Det er sådan systemet fungerer, nummer et går, de går alle sammen. Følger du mig stadig? "
  
  
  "Hvordan forårsager man dette?"
  
  
  "Åh, det er det smukke ved det. Tråden fra solenoiderne er fastgjort til en kontakt med to terminaler og en udløser. Enhver mekaniker kan lave en. Du fastgør den til gumminæsehjulet, så når gearet er hævet og Næsehjulet trækkes ind i huset, det rører ved kontakten og spærrer det."
  
  
  "Og når gearet går ned, skyder det."
  
  
  "Du har det! Men det er ikke alt. Når denne kontakt er indstillet, skal alle forbindelser fra cockpittet til brandslukningssystemet, med undtagelse af forbindelsen til det forreste lastrum, afbrydes."
  
  
  "Er det her meget arbejde?"
  
  
  "Ingen. Ti minutter med en tang og du er færdig. En person i forhjulet kan klare hele arbejdet på mindre end tyve minutter.”
  
  
  "Og da han var færdig, hvad havde du så?"
  
  
  "Du har en idiotsikker måde at afslutte alle på cockpittet under landing. Flyet letter, landingsstellet tændes, næsehjulet slår på aftrækkeren. Flyet gør klar til at lande, og uanset hvor, sænkes gearet, og når forhjulet går ned, slippes aftrækkeren.
  
  
  Den elektriske ladning frigiver CO-2 i cylinder nummer et, og de andre antændes automatisk. Det lægger omkring otte liter CO-2 i bovlastrummet. Den er placeret under cockpittet. Den kommer op gennem ventilationsåbninger, der er blevet kortsluttet, så de ikke lukker automatisk. Som du sagde, du kan ikke lugte det. Tre minutter efter, at transmissionen mislykkedes, er besætningen klar."
  
  
  "Det ser ud til, at du allerede har prøvet dette."
  
  
  Han grinede og nikkede. "Det er rigtigt, vi prøvede det. Kun dette skete efter styrtet. Vi forsøgte at bevise, hvordan endnu en ulykke skete, men ingen lyttede til os, og vi kunne ikke få vraget. De begravede ham og tog ham væk. under bevogtning. Hvis jeg kunne få fingrene i..."
  
  
  "Er brandslukningssystemet i DC-6'eren specielt til det?"
  
  
  "Der er andre, der ligner det, men begge fly var DC-6B'er, og da jeg straks hørte detaljerne, tænkte jeg, at det kunne blive en gentagelse. Denne flyvning var også hemmelig; Jeg kunne bestemt godt lide Mendanickes fly. Vejret var klart, alt var fint, og flyet foretog en standardindflyvning og fløj direkte i jorden.
  
  
  
  Der var tre hold af efterforskere, og det bedste, de kunne finde på, var, at holdet måske var faldet i søvn. Vi kendte holdet, og vi vidste, at de ikke var typen til at gøre det her, så et par af os begyndte at lave vores egen undersøgelse, og det var det, vi kom frem til."
  
  
  "Har du fundet beviser for, at det er sådan, Mendanike styrtede ned?"
  
  
  "For helvede ja! Jeg havde fandens beviser! Duza og de bastards tog ham fra mig. Systemet har fire retningsventiler. Hver af dem har en kontraventil, ved du det? Det holder tingene tilbage, indtil du er klar til at lade CO-2 flyde. Fjern kontraventilen, og al gassen vil strømme gennem ledningen. Jeg fandt en styreventil til det forreste rum. Kontraventilen forsvandt fra den, men ikke fra de tre andre. Disse ventiler...” Han knugede sine hænder.
  
  
  Jeg lænede mig tilbage og kiggede på den rødlige dis. Selvfølgelig var dette en naiv sabotagemetode. "Da Dusa spurgte dig, indrømmede du, at du vidste, hvordan arbejdet blev udført?"
  
  
  "Ja sikkert. Hvad kunne jeg ellers gøre? Erica var..."
  
  
  "Men det tilfredsstillede ham ikke."
  
  
  "Ingen. Han ville vide, hvem der gjorde det. Hvordan fanden skal jeg vide det?”
  
  
  "Spurgte han dig det igen i dag, da de tog dig væk?"
  
  
  "Ingen. Jeg så ham ikke, før hans bøller tog mig op på bjerget."
  
  
  "Dette er det første styrt, du har undersøgt før, skete det her?"
  
  
  "Nix." Han smilede igen. "Det var større nyheder end som så. Det var, da jeg var i Congo, før det blev Zaire. Jeg var i Leopoldville og arbejdede for Tansair. Det fly hed Albertina, og en fyr ved navn Dag Hammerskjöld var hendes nummer et passager. Selvfølgelig skulle det være før din tid. "
  
  
  Jeg reagerede ikke. Jeg lod ham gå videre. Det var min skyld, at jeg ikke fik oplysningerne ud af ham før. Jeg rakte ud og begyndte at justere frekvensskalaen. "Har du fortalt Duse om Hammerskiöld-katastrofen?"
  
  
  "Nej... Nej, det tror jeg ikke."
  
  
  Jeg lukkede øjnene og huskede: Katanga, en udbryderprovins i Congo. Moshe Tshombe, dets leder, kæmper mod FN-tropper. britisk sygdom. De sovjetiske myndigheder er bekymrede over, at deres dreng Lumumba har væltet dem. Khrusjtjov var kommet til FN før og advarede Hammarskjöld om, at han hellere måtte træde tilbage. Hammerskjöld tog til Congo for at slukke ilden. Flyver til et hemmeligt møde med Tshombe i Ndola. Som Mendanike, der fløj til Osman. Flyet styrter ned under landing. Dom – ingen dom. Årsagen til ulykken blev aldrig fundet. Pilotfejl var det bedste de kunne finde på... Indtil Hans Geier dukkede op. Spørgsmål: Hvad har oldtidens historie at gøre med den stjålne atombombe? Svar: Intet endnu.
  
  
  "Er vi tæt nok til at kontakte vores venner i Laman?" Jeg sagde, at jeg skulle justere mine høretelefoner.
  
  
  "Prøv det. Men hvad synes du om min historie?
  
  
  "Du kan sælge det for en million dollars, men jeg ville vente, indtil jeg kommer tilbage til Hoboken. Giv mig nu en ETA, og jeg tror, du og Erica bedre planlægger at bruge lidt tid på ambassaden, indtil vi kan flytte jer til et sundere klima ."
  
  
  "Ja, jeg synes, det er på tide at komme videre, men for fanden, den bastard Duza er på den anden side."
  
  
  "Du skal ikke regne med det. Har denne landingsbane, vi er ved at lande på, et navn?"
  
  
  "Det plejede at hedde Kilo-Forty, fordi det er fyrre kilometer fra Rufa."
  
  
  "Okay, ETA."
  
  
  "Sig 18.30. Hvem vil du ringe til, ambassadør?”
  
  
  "Nej, hans chef." Jeg tog mikrofonen. "Charlie, Charlie, det er Piper, det er Piper. Jeg gentog opkaldet tre gange, før et statisk svar kom tilbage.
  
  
  Pig Latin er et forældet børnesprog, hvor man sætter den sidste del af ordet foran det og så tilføjer ay, like, ilkay umbay - kill the bum. Det fungerer godt, hvor dets brug er ukendt. Du taler åbent – og dit budskab er kort. Jeg var sikker på, at Charlie fra ambassaden ville være i stand til at oversætte.
  
  
  Jeg gav ham det to gange og fik det svar, jeg ønskede.
  
  
  "Ilokay ortythay - eeneightay irtythay," sagde jeg, "fyrre, atten tredive kilo."
  
  
  Svaret var: "Yadingray, oya, oudley og ear clay - læs dig højt og tydeligt."
  
  
  "Er du ikke så fancy?" - Hans grinte. "Jeg har ikke brugt det, siden jeg var i Ikersn."
  
  
  "Lad os håbe, at ingen andre gør det."
  
  
  Det, jeg ville sende i stedet for et hvor og hvornår-signal, var en opfordring til AX om at udlevere sin sag om Hammerskjöld-katastrofen i september 1961. Det er længe siden, men jeg så en fil på den en gang, og jeg vidste, at den var på listen. under et særligt grønt kort, der betød "Sandsynligt mord". Men selv i Pig Latin kunne jeg ikke risikere det. Dusa ville vide, om Hans vidste, hvem der sprængte Mendanickes fly i luften. Hvis der var en sammenhæng mellem denne ulykke og ulykken for næsten femten år siden,
  
  
  så kunne fremkomsten af navnet Hammerskjöld på en åben radiofrekvens i nogen form ikke være tilfældig. Der var intet tredje verden eller enfoldigt ved den teknik, der blev brugt til at ødelægge begge fly. Dette var den første indikation af, at NAPR kunne have nogen med teknisk ekspertise - som det, der var involveret i tyveriet af Cockeye og RPV.
  
  
  "Hans, under Hammerskiölds sammenbrud, havde du nogen idé om, hvem der stod bag?"
  
  
  "Ingen. Der var mange karakterer, der ville af med gamle Doug. Flyet var ubevogtet i lang tid, før det lettede. Enhver mekaniker..."
  
  
  "Enhver mekaniker kunne gøre det, men nogen skulle finde ud af det først. Har du nogensinde set nogen i Laman, som du kender fra Congo-tiden?”
  
  
  "Hvis der er, har jeg ikke set dem. Det var selvfølgelig længe siden. Hej, hvor skal du hen?
  
  
  "Kom lidt mere kaffe på og tjek Erica."
  
  
  "Gud, må jeg få en drink! Men jeg nøjes med kaffe."
  
  
  Erica sad på sofaen, krøllet sammen på et tæppe. Jeg begyndte at bevæge mig væk fra hvor hun lå, da hendes arm viklede sig om mit ben. Hun åbnede øjnene og grinte. "Jeg ville have dig til at komme."
  
  
  "Du skulle have trykket på opkaldsknappen."
  
  
  Hun smed tæppet af sig. I bh og bikinitrusser ville hun kurere enhvers ømme øjne - bare for at starte med. "Jeg vil have, at du gør mig en tjeneste..."
  
  
  Jeg stod og kiggede på hende. Smilet forsvandt, hendes stemme lød i hendes hals. "Jeg tror ikke, vi har meget tid," sagde hun og bevægede sin hånd op af mit ben.
  
  
  Jeg gjorde os begge en tjeneste. Tiden var jo knap. Jeg gled ud af mit eget tøj, og hun gled ud af den lille, hun havde på. Jeg lagde mig blidt oven på hende på sofaen, og på et øjeblik blev vores kroppe én, da vi bevægede os sammen, først langsomt, så mere insisterende, indtil vi begge rystede i forening, bøjede sammen...
  
  
  Efter jeg havde lagt hende ned igen, åbnede hun et trægt øje og lagde sin hånd på mit baghoved. "Tror du, jeg nogensinde vil finde ud af, hvem du er?"
  
  
  "Når vi har muligheden, vil jeg fortælle dig det." Jeg sagde. "Vil du have noget kaffe?"
  
  
  "Det her bliver godt". Hun grinte, slog med læberne og lukkede øjnene.
  
  
  Jeg lavede kaffe.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 16
  
  
  
  
  
  
  
  
  Da vi nærmede os Kilo-Forty, mistede Hans højde og ændrede kurs. Vi gik ind i hækken og håbede på toppen af klitterne, ikke kun for at undslippe Rufas radarkontrol, men også for at skjule mulig visuel observation.
  
  
  Hans var lige så god som en postdue, som han var som mekaniker, for pludselig fløj vi over en stribe sandbeklædt beton. Jeg lagde mærke til striben, efter at jeg så en Land Rover parkeret i nærheden. Et amerikansk flag vajede fra motorophænget. Ved siden af ham så to personer på os.
  
  
  Jeg holdt øje med flyveleder Rufa, og da Hans fløj forbi for at tjekke banens tilstand, hørte jeg en velkendt stemme. Det var Duza, en stemme, der knap nok kunne høres. Han identificerede sig selv og sine opkaldsbreve som Beach Twin. Han advarede Rufa om at spore os og skyde os ned, hvis vi ikke adlød ordrer om at lande. Hvis vi bliver taget i live, bliver vi tilbageholdt, indtil han ankommer.
  
  
  "Det kan være lidt groft," sagde Hans. "Måske skulle du gå tilbage og sidde med Erica, hvis de revner er større, end de ser ud herfra."
  
  
  "Læg den fra dig, kammerat, jeg arbejder på gearene og klapperne på din kommando." Han havde nok at tænke på, uden at jeg fortalte ham, at vi kunne få selskab.
  
  
  Han styrede den gamle fugl mod landingsbanen med kraft nok til, at han hurtigt kunne lette igen, hvis han fandt, at landingsbanen var for revet eller skæv.
  
  
  Da vi kom til et ujævnt stop halvvejs nede ad den udvaskede landingsbane, sagde jeg: ”Hans, du er en rigtig proff. Sluk nu kontakterne, og lad os komme ud herfra."
  
  
  Erica var allerede ved kabinedøren og åbnede låsen, da jeg gik ned ad gangen. "Efterlad ikke noget, der er dit, skat," sagde jeg.
  
  
  "Jeg tog ikke meget med." Hun smilede til mig. "Hvad nu?"
  
  
  "Nu kører vi, ikke flyver."
  
  
  "Hvor som helst med dig," sagde hun, og vi åbnede døren.
  
  
  Sutton stod nedenfor og så på os, efterfulgt af korporal Simms.
  
  
  "Glad du kunne gøre det," sagde jeg og sprang ned. Jeg holdt min hånd for Erica.
  
  
  "Vi må hellere komme i gang," sagde han og kiggede på hende.
  
  
  Lysene tændte hurtigt, da vi kom ind i Land Rover, som var en af de gode ting ved ørkentusmørket.
  
  
  "Jeg tror ikke, du blev bemærket." Sutton vendte sig mod os for at undersøge Erica igen.
  
  
  "Dette er Miss Guyer og Mr. Guyer," præsenterede jeg mig selv. »De skal indkvarteres på ambassaden indtil videre.
  
  
  
  De vil måske hurtigt væk herfra. Jeg forklarer senere. Hvad er situationen i Laman? "
  
  
  ”Nogenlunde som vi forventede, var der meget larm ved begravelsen, en menneskemængde på ambassaden. Alt er mere stille nu. Jeg går ud fra, at du ved, at Osman tog Budan. Tasakhmed lægger planer om at returnere ham. Han ser ud til at have solid kontrol her."
  
  
  "Sker der noget udenfor?"
  
  
  Han kiggede væk fra Erica. "Intet vides," sagde han bestemt. Det var tydeligt, at hans eget hovedkvarter havde informeret ham, sandsynligvis på grund af den stank, han havde lavet om min tilstedeværelse på stedet. Men hvad end han vidste, og hvad han end tænkte, var jeg kun interesseret i et øjeblik. Den, der stjal Cockerel og UAV'en, har endnu ikke annonceret det offentligt.
  
  
  Vi kørte ad det, der engang havde været en adgangsvej. I skumringen trak korporalen terrængående køretøjet op ad den stejle skråning og ind på en bedre vej. Jeg spurgte. - "Korporal, kan du lytte til Rufu om denne ting?"
  
  
  "Ja Hr. Vi så dem,” sagde han, mens hans hånd bevægede sig hen til indstillingsskiven på modtageren på piedestalen. En stemme lød, der talte fransk og derefter gentog det på arabisk, og advarede krigere om at passe på os syd for Lamana.
  
  
  "Det ser ud til, at du ankom lige i tide," Suttons forsøg på at tørre var let fugtigt.
  
  
  På ambassaden var det Paula, der førte Erica og hendes far et sted hen, hvor der var varmt vand og mad. Hun fortalte mig også, at jeg havde modtaget en særlig invitation til at interviewe Madame Mendanike i præsidentpaladset i morgen klokken fire om eftermiddagen. Det viste sig, at Shema ledte efter et tilbagevenden møde.
  
  
  Så stod jeg alene med Sutton. "Du kunne have fortalt mig det," sagde han, og hans tone viste, at tingene ville have været anderledes, hvis jeg havde. "Selvfølgelig tror jeg, at det er rent nonsens at finde Cockerel overalt inden for tusind miles herfra."
  
  
  "Hvad er så meningen med at fortælle dig det?"
  
  
  "Der er absolut ingen sammenhæng mellem ambassadør Petersens død og tyveriet," sagde han. »Vi har en lastbil, og politiet har fundet chaufføren. Han indrømmede alt. Det var en dum skide ulykke."
  
  
  "Livet er fyldt med dem, ikke sandt. Tak fordi du hentede os." Jeg vendte mig væk og gik op ad trappen på vej til kommunikationsrummet.
  
  
  Charlie Neal efterlod mig alene i den lydtætte kabine med scrambleren, mens han gik for at lave den korrekte forbindelse. Scrambleren er en fantastisk opfindelse. Det fungerer elektronisk, gør dine ord til uforståelige ord og spytter dem så ud i den anden ende, gode som nye. Scrambleren har en ulempe. Hvis de spores af en tredjepart, kan ordene dechifreres under transport ved hjælp af en endnu enklere elektronisk enhed. Således blev mange statshemmeligheder kendt for mange mennesker. En modforanstaltning til dette er tilstedeværelsen af konstant skiftende kode inde i scrambleren. Dette gør kontrolleret oversættelse umulig. I hvert fald for nu.
  
  
  AX havde sådan en kode, og ved at give Charlie Neal en speciel opkaldssekvens, vidste jeg, at Hawk og jeg ville tale privat, om end i lang tid, på grund af de lange pauser, der kræves for at scrambling.
  
  
  Jeg spildte ikke tid på hilsener. "Hamarskjöld-katastrofen". Jeg sagde. "Konsekvenser vedrørende motivation og individuel deltagelse."
  
  
  Selv gennem scrambleren havde Hawkes stemme samme køreegenskaber. "Anmodningen er ved at blive bekræftet. I mellemtiden er der ingen positive indikationer fra nogen kilder om, hvor det forsvundne udstyr befinder sig. Den tyske presse rapporterede rygter om en forsvinden. Bundeswehr og SHAPE benægtede dette. Kreml truer med at offentliggøre en meddelelse kl. 1200 GMT i morgen, hvis problemet fortsætter. besluttede."
  
  
  Han holdt op med at tale; og jeg sad der uden at sige noget og ventede på, at han skulle svare på mine spørgsmål. Der er skrevet meget om tyveri af nukleare materialer - dets voksende potentiale. Det er også blevet skrevet, at vi i Vesten er blevet så vant til terrorhandlinger, at truslen om atomafpresning simpelthen vil blive set som næste skridt i et voksende omfang af vold. Jeg købte den ikke.
  
  
  Kremls udmelding vil være et fatalt psykopolitisk slag for NATO og USA. Dette vil forårsage udbredt forargelse. Og det eneste, der afgjorde, var spørgsmålet om, hvem der havde Hanen, og hvor den blev sendt. Resultatet kunne blive en atomkonfrontation, der ville få alt andet til at virke ubetydeligt.
  
  
  Hawks stemme afbrød mine scrambler-inducerede tanker. "AX's konklusion om, at Hammarskjöld-katastrofen var mulig sabotage ved hjælp af en ikke-detekterbar gas. Der blev ikke fundet mekaniske beviser. Mistankerne drejer sig om Dr. Cornelius Mertens, en belgisk statsborger. Mertens, en mangeårig KGB-officer med speciale i tekniske områder, var også FN-sikkerhedsofficer. Mertens er ikke disciplinær.
  
  
  Han kan have opereret selvstændigt i Congo. Han blev angiveligt dræbt i Egypten under 67-krigen."
  
  
  Da Hawk afleverede rapporten, blev mit håb åbnet. Den blev lukket igen. Jeg sad med lukkede øjne: "Hvor nøjagtig er rapporten om hans død?"
  
  
  Jeg ventede. »Det er kendt, at han var i Mukhabarat-hovedkvarteret i Port Said. Bygningen blev sprængt i luften, der var ingen overlevende. Mertens er ikke set siden."
  
  
  Det lignede en blindgyde. Jeg havde det sidste es. "Var Dr. Otto van der Meer i Egypten under 67-krigen?"
  
  
  Dette var den længste ventetid. Da Hawk talte igen, selv oven på scrambleren, var sandpapiret lysere i farven. “Bekræftende angående van der Meer. Han var der i juni. Det blev rapporteret, at han var syg. Efter krigen var der ingen, der så ham, før han dukkede op i Algeriet i september."
  
  
  "Jeg vil holde kontakten," sagde jeg.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 17
  
  
  
  
  
  
  
  
  Mens jeg bad og barberede mig i Suttons lejlighed, returnerede ambassadechaufføren min Fiat i god behold. Han fik de rigtige svar på alle sine spørgsmål, men der var ingen at stille dem til.
  
  
  Sutton ønskede virkelig at finde ud af alt og blive renset for tidligere synder. Det eneste, jeg ønskede fra ham, var et kort over byen. Mens jeg studerede det, ringede telefonen. Det var Paula. Middagen ville være klar, hvis vi var sultne. Jeg ville ikke opgive fornøjelsen. Jeg bad Sutton om at undskylde. Så forlod jeg stedet. Jeg er træt af, at folk kommer i vejen for mig, officielt eller andet. Når jeg har arbejde, foretrækker jeg at gøre det alene.
  
  
  Van der Meers villa lå på Flagey Street, et par gader fra den centrale plads. Jeg parkerede foran politibygningen igen. Jeg ønskede at opleve atmosfæren i Lamana dagen efter en stor begravelse. Stille var det rigtige ord. Tropperne gik. Politivagterne slappede af i buegangen, røg cigaretter og snakkede. De kiggede kun på mig. Det ser ud til, at Tasakhmed kun var bekymret over Shemas vrede, og i Budan - besættelsen af Osman. Han ville tæmme den første, og han kunne fange den anden, når han var klar.
  
  
  Jeg krydsede parken i det svagt oplyste mørke, velvidende at hvis denne hobby kun førte til sojabønner og bomuld, ville jeg være nødt til at signalere fejl til Hawk og gå. Det var fuldt ud muligt, at Mertens kunne være van der Meers double. Maskering og maling af læder er ikke noget problem for en professionel. Du kan også få erfaring inden for landbruget. Da Afrika og FN var deres fælles operationsområder, kan Mertens meget vel have efterlignet van der Meer, og hvis van der Meer var død ved et uheld eller ved ordre under Seksdageskrigen, ville det have været et reelt kup på Mertens, hvis han antog, at hans identitet ' en del. Ingen kunne have drømt om bedre dækning.
  
  
  Flagy Street var i mørke, og der var intet lys ved van der Meer-porten. Jeg måtte klatre over muren igen. Men først, for at beskytte mine hænder mod glasskår, smed jeg min frakke på. Jeg fik en god fangst. Efter at have rystet det ud, tjekkede jeg Wilhelmina og Hugo, glad for at Pierres tvilling boede i huset. Så sprang jeg op på min huk.
  
  
  Den anden side af muren var lige så mørk. Der var intet lys i villaen. Det var tidligt at gå i seng. Lægen var ikke hjemme. Der var ingen andre. Stedet var låst og lukket som en egyptisk grav, vinduerne ovenover var forseglet såvel som dem nedenunder. Lyddæmperen, gemt i håndens inderlomme, passede godt til Wilhelmina. Et skud på bagdørens lås, og jeg var inde.
  
  
  Luften var tung som mørket. Der var tilsyneladende ingen hjemme i nogen tid. Den tynde stråle fra min flash fangede møbler, tæpper, gobeliner, artefakter. Det var et stort centralt rum oversået med puffer. Ved siden af var der en spisestue, så en sal og derudover et lægehus. Det var der, jeg kom i mudderet.
  
  
  Væggene var beklædt med bøger, men jeg blev stoppet af det massive bord i midten af rummet. Strålen fra min blitz spillede på papmaché-miniaturerne. Dette var ikke en model af en landbrugsforsøgsstation, men en storstilet udstilling af Ruinerne af Portarius.
  
  
  I det informationsmateriale, Hawk gav mig at studere, var der omtale af ruiner. Mendanike lukkede dem for offentligheden for fire år siden efter en ulykke under et lys- og lydshow, da en søjle faldt og dræbte et par blandt publikum. Da jeg læste dette afsnit, blev jeg overrasket over tanken om, at hændelsen næppe virkede vigtig nok til at lukke ruinerne og derved afskære en af Lamanas få turistattraktioner. Nu kunne jeg bebrejde mig selv, at jeg ikke dvælede ved det uforståelige øjeblik. Det er uvist, hvordan de romerske stridsvognsløb fandt sted en varm lørdag eftermiddag.
  
  
  Jeg tog en chance og tændte lampen. I sin udstråling bredte Portarius sig ud i al sin slidte pragt. Det var en stor bykoloni grundlagt efter Karthagos fald.
  
  
  På sit højeste var byen hjemsted for tredive tusinde romere og deres slaver. Nu lå dens model foran mig - en udstilling af ødelagte vægge, søjler og smalle gader - et sted fyldt med meget gamle spøgelser og måske et meget moderne atomvåben og dets løfteraket. Hvilket ædelt sted at gemme det, klatre op på det og søsætte det! Det kunne nemt være forklædt til at ligne en anden søjle eller bue. Satellitkameraer ville ikke have været i stand til at opdage det.
  
  
  Der var intet i rummet, blandt bøgerne eller på det rigt dekorerede bord, der tydede på, at arkæologi var Dr. van der Meers, født Mertens, hobby. Der var et godt kort på væggen, der viste, at Portarius lå 30 kilometer – omkring 18 miles øst for Lamana, og at yderligere 60 kilometer syd for Portarius lå Pacar. Efter at så mange ting ikke passede, passede alt perfekt: Doktorens håndplukkede kommandohold ankom til Lamana to og tre ad gangen med kurs mod Pacar og derefter Portarius. En advarselsklokke ringede i min tankekæde.
  
  
  Jeg slukkede lampen og stod i mørket og lyttede til kværnen – firbenet, ikke tobenet. Men siden jeg kom til hulen, har der ikke været løb. Jeg lukkede kontordøren, da jeg kom ind. Jeg stod ved hans side med Wilhelmina i hånden. Gennem de to lukkede vinduer i rummet kunne man ikke se nogen kamp. Før jeg gik ind bagfra, bemærkede jeg ikke nogen alarmledninger. Men med en professionel som Mertens kan jeg falde over noget, der kunne forhindre Warszawapagten.
  
  
  Jeg var ikke i humør til at stå og indånde støv og overophedet luft og vente på et svar. Jeg gik hen til det nærmeste vindue. Skodder var metal roll-down med lameller. De blev fastgjort til ringene på begge sider med en simpel lås. Jeg lagde Lugeren i lommen og knappede dem op. Jeg lod bolten stige og pressede mod dens fjeder for at forhindre den i at dreje. Med ryggen mod døren kunne jeg virkelig ikke lide situationen; Jeg blev den perfekte silhuet til måltræning. Der var et håndtag til vinduet, og jeg vendte det næsten lige så snart jeg løftede skodderne. Så var det hele forbi.
  
  
  Jeg ville ikke bruge Killmaster N3 på grund af den manglende følsomhed. Det var denne skjulte følsomhed – den femte, sjette eller syvende sans – der holdt mig i live. Da jeg løb mod væggen, blinkede alle mine sanser rødt. De kunne ikke redde mig, men advarslen var tydelig nok, og da hele stedet pludselig lignede Kennedy Stadium under kickoff, vidste jeg, at mine instinkter var i god form, selvom min fremtid var i tvivl.
  
  
  Jeg vendte mig om og krøllede mig sammen bag det eneste tilgængelige betræk – et majestætisk palmetræ. På ryggen skød jeg de to nærmeste lys på væggen og slukkede derefter det nærmeste på taget. Min skydeevne så ud som om den blokerede lyset med spindelvæv. Der var for mange af dem.
  
  
  En stemme buldrede gennem en megafon på fransk. "Smid pistolen og vend ind mod væggen!"
  
  
  Automatisk skud afbrød kommandoen og flækkede stammen af et palmetræ et par meter over mit hoved. Skyderiet blev udført fra villaens kampe. Den blev efterfulgt af endnu en skudlinje fra buskene foran huset. Det meste af palmetræet blev beskadiget. Den tredje, denne fra bagsiden af huset, prøvede det. Hvis de begynder at skyde sådan, vil de dræbe træet.
  
  
  De puttede mig i en kasse. Selv hvis jeg kunne klatre over muren, ville der være nogen, der ventede der. fælden var omhyggeligt sat. Spørgsmålet var bare, om de vidste før eller efter jeg kom ind i huset, at jeg var kommet for at ringe.
  
  
  Jeg modtog mit svar ret hurtigt. "Monsieur Carter, du dør om et øjeblik, hvis du ikke adlyder!"
  
  
  Det fik mig virkelig til at adlyde. Ikke på grund af truslen om, at jeg ville dø, hvis jeg ikke gjorde det, men fordi nogen vidste, hvem jeg var. Og den eneste person i hele NAPR, der burde have vidst om dette, var Nick Carter.
  
  
  Modvilligt kastede jeg Wilhelmina ud i det kolde lys og gik op til væggen, som en mand, der var sikker på, at han var ved at støde sammen med hende.
  
  
  "Læg dine hænder på væggen og bøj dig!" holdet kom.
  
  
  Jeg ventede længe, højst sandsynligt på grund af den psykologiske effekt dette må have haft på mig, før jeg hørte fodtrin nærme sig. Nogens hånd tog fat i mit hår og trak mit hoved. Jeg fik et glimt af kampstøvler og et olivengrønt ærme, før bind for øjnene fangede mit øje. En persons hånd kærtegnede dygtigt min krop på jagt efter et skjult våben. Han fandt ikke Hugo eller Pierre, men jeg mistede muligheden for at kæmpe. Mine arme blev trukket tilbage og mine håndled blev bundet. Så holdt de i hånden på hver side og skubbede mig fremad. Tanken så ud til at være at sætte mig i vejen for alt, hvad der ville få mig til at snuble og såre mine skinneben. Forhindringsbanerne endte som forventet, hvor jeg sad på bagsædet af bilen med mine to fjender på hver side.
  
  
  Så stoppede alt.
  
  
  Jeg kastede hovedet tilbage og åndede natteluften.
  
  
  Så spurgte jeg. - "Hvor mange miles er der til Portarius?"
  
  
  "Hold kæft," sagde en af mine vagter.
  
  
  "Langt nok til en enkeltrejse," lød svaret fra fronten.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 18
  
  
  
  
  
  
  
  
  Jeg havde slet ikke noget imod den envejs tur. Vinduet var nede, en brise blæste fra havet, og et sted derude patruljerede et hangarskib. Alt, hvad jeg skulle gøre, var at aktivere målsøgningsknappen, der var fastgjort til mit højre ben bag knæet, og jeg kunne hente seks hundrede marinesoldater hurtigt nok ind. Men indtil videre var jeg tilfreds med spillet.
  
  
  Det var tydeligt fra starten, at tyveriet ikke var planlagt fra den ene dag til den anden. Mere som fire års arbejde - siden Mendanike lukkede Portarius på grund af en hændelse, der ikke var en ulykke. Det er muligt, at Mertens, der udgav sig som van der Meer, overbeviste Mendanicke om, at han ønskede at bruge ruinerne til et andet formål end det nuværende. Fra det øjeblik lavede Mertens sine forberedelser bag det tredobbelte dække af hans personlighed, ruiner og håbløse tilstand.
  
  
  Hans ring omfattede agenter i Casto og Heidelberg. Ellers ville han ikke have nogen mulighed for at vide, at selvom Haneøjet er det dødeligste taktiske atomvåben i NATO's arsenal, er det også det mest sårbare. Alle andre atomvåben har et dobbelt nøglesystem, der beskytter mod sådant tyveri.
  
  
  I 1970 forsøgte oprørselementer i den græske hær at erobre bunkere nær Thessaloniki, hvor taktiske atomvåben blev opbevaret. De blev stoppet af en eskadron af græske luftvåbens jagerfly. Selv hvis de anskaffede sig atomvåben, ville de være ubrugelige for dem og ville ikke true nogen. De ville ikke have en anden nøgle.
  
  
  Med Cockeye er det anderledes. Dens integrerede kredsløb og flyelektronik er sådan, at enhver, der griber dens sorte boks og forstår dens funktion, kan sprænge den i luften. Af denne grund var "Cockerel" under særlig beskyttelse. At Mertens var i stand til at ramme vagterne, viste, hvor adrætte han og hans medspillere var.
  
  
  Den stakkels gamle Mendanike lærte enten den bitre sandhed eller blev kold, da hanen endte på hans fødeland. I desperation advarede han ambassadør Petersen. Selvom jeg ikke havde alle detaljerne, så jeg, at Duza og Tasahmed var involveret i handlen. Deres opgave var at fastholde fronten og holde offentlighedens opmærksomhed på den. Shema udgjorde ingen trussel. Hun var ideel til at skabe myten om modkuppet. Kun Hans Geier var en trussel, og det var takket være ham, at jeg sad bagerst i bilen, lænket som en kylling, på vej mod den herlighed, der engang tilhørte Rom.
  
  
  Det havde trods alt været et par lange dage. Jeg besluttede, at jeg skulle sove lidt. Jeg blev vækket af det ujævne underlag og nattens kulde.
  
  
  Bilen standsede. Stemmerne talte hurtigt, hviskende. Vi kom videre. Slagene stoppede, og jeg indså, at vi var på vej ned. Vinden og lyden af havet stilnede. Ekkoet fra bilen sagde, at vi var i et lukket rum. Vi stoppede igen. Denne gang var motoren slukket. Dørene åbnede sig. Mere afdæmpede stemmer, to taler tysk, en siger: "Spild ikke din tid."
  
  
  Vagten til højre for mig skubbede mig til venstre. Den til venstre for mig holdt mig i kraven. Det lykkedes mig at holde mig fra at blive kvalt. Generatoren summede. Metaldøren klirrede. Den havde en skibslyd. Der var også en gåtur. Jeg mærkede kølig luft cirkulere. Opdateringer er blevet installeret på Portarius.
  
  
  En hurtig kommando blev hørt, og jeg satte mig ned. Hånden på min krave hvilede på bind for øjnene. Jeg blinkede i det pludselige lys og forsøgte at fokusere mine øjne.
  
  
  Der sad tre af dem ved bordet overfor mig. Parret på hver side af den ældste virkede ukendte, og i det svage lys var de mere i skyggen end deres overordnede. Også i skyggen bag dem var den høje haledel af DC-7'eren. Det var en underjordisk hangar, og jeg var glad for, at jeg ikke gik på jagt efter flyet i Rufa. Væggene på begge sider var af metal, men baldakinen på toppen var camouflage. Der må uden tvivl være en camoufleret landingsbane bagved, men jeg undrede mig over, hvorfor satellitsensorerne ikke opfangede den.
  
  
  "Finder du det her imponerende?" - spurgte min herre.
  
  
  "Hvad kalder du det, de sene romere eller de barbariske brødre?"
  
  
  "Jeg må sige, at jeg forventede dig tidligere," ignorerede han min kommentar.
  
  
  "Jeg ankom så hurtigt jeg kunne, men jeg tror, du bliver nødt til at diskutere forsinkelsen med obersten."
  
  
  Han ignorerede det også. "Du ved, du næsten tabte et væddemål med mig. Jeg hader at tabe væddemål. Er det ikke rigtigt, Dr. Schroeder?"
  
  
  Til venstre for ham var Dr. Schroeder, med et rundt, hårdt ansigt og gråt kort hår. "Ja," var hans svar.
  
  
  
  "Sig mig, hvad er dit navn, van der Meer eller Mertens?"
  
  
  
  "Ha!" han slog håndfladen i bordet. "Okay! Jeg fortalte dig, jeg fortalte dig!" - sagde han begejstret til sine venner. "Og dette er et væddemål, jeg vil vinde, Dr. Villa. Jeg sagde, at han ville finde ud af det."
  
  
  Dr. Villa, en tyndere fyr med overskæg, grinede.
  
  
  "Du lyder som en gambler," sagde jeg.
  
  
  "Åh nej, jeg spiller aldrig. Jeg satser kun på visse ting. Ligesom jeg satser på dig, hr. Carter. Jeg troede virkelig, du skulle spise morgenmad her."
  
  
  "Nå, du havde mulighed for at invitere mig."
  
  
  ”Jeg ville gerne, men i går var det for tidligt. Du ødelagde min dag, og der var meget at lave."
  
  
  "Det er bedre at være grundig."
  
  
  "Nemlig!" Han blinkede og trak næsen. "Som en professionel til en anden er jeg sikker på, at du er enig i, at det er den egenskab, der gør forskellen. Jeg kender mine kollegaer og kan opsummere succesen med vores aktiviteter - vores mission,” rakte han hånden i velsignelse. "gennem grundighed. Er det ikke rigtigt, mine herrer?"
  
  
  De mumlede som svar. "Ja, grundighed. Ved du, hr. Carter, hvorfor de fleste bankrøverier, uanset hvor velplanlagte, ender med fiasko? Røveriet kan perfekt udføres, men det er bagefter – bagefter!” han holdt en finger op og holdt foredrag "hvor tingene falder fra hinanden. Og årsagen er selvfølgelig, at man ikke har været grundig i den overordnede planlægning - både efter og før." Han smilede sødt. "Ved du, hvor længe vi havde denne operation i planlægningsfasen?"
  
  
  "Omkring fire år, giv eller tag et par måneder."
  
  
  "Store! Store! Forstår du, hvad jeg taler om?" Han vendte sig mod sine tavse partnere og vendte sig så tilbage til mig. "Da den første fase var afsluttet, vidste vi, at vi var i den kritiske periode på 72 timer. Det frigivne materiale måtte bringes hertil uden opdagelse. Og da vi først var her, skulle vi sikre os, at han ikke blev opdaget. grundighed, hr. Carter."
  
  
  "Jeg vidste, at der måtte være et sted til mig et sted."
  
  
  »Vi vidste, at der i Vesten var én organisation, som vi kunne forvente problemer fra. AX, og fra AX - Nick Carter. Ja, vi har en sag om dig så tyk som Krig og Fred.”
  
  
  "Jeg håber også, at dette bliver læst."
  
  
  "Åh, bedre på nogle måder." Han brugte fingrene. "Den vesttyske BND er et grin. CIA mistede sin operationelle kapacitet på grund af eksponeringen og udnyttelsen af de idioter, de sendte hertil. MI6 har travlt i Ulster og Cypern. Det franske og italienske SID er knyttet til hjemmelavede terrorister og så videre og så videre. Det er kun AX og fra AX du selv, som vi læser det, og vi behøvede ikke en computer til at fortælle os det."
  
  
  "Må jeg stå og takke dig for din mindetale?"
  
  
  "Det er ikke nødvendigt. Da din organisation er stolt af sin fortræffelighed, er vi, hr. Carter, også stolte af os selv. Som sagt, vi har ventet på dig."
  
  
  "Hvis du ventede på mig, hvorfor forsøgte du så at dræbe mig i Rom?"
  
  
  Mertens rynkede panden: “Det var en fejl, og jeg undskylder. Vores stationsmester i Rom er blevet advaret om at holde øje med dig. På grund af sin overivrighed fejlfortolkede han sine instruktioner. Han havde ingen mulighed for at vide, at du spillede en rolle i vores organisationsplan. Alligevel var hans handlinger utilgivelige, og han er ikke længere blandt os. Jeg kom fra Lamana for at slutte mig til dig, når du vender tilbage. Så nu forstår du."
  
  
  "Nej, jeg ved det ikke. Hvis Duza fik sin vilje, ville jeg vende tilbage til Rom via Kairo."
  
  
  “Duza er nogle gange et fjols. Han undervurderede dine evner, men tro mig, du ville ikke være taget til Kairo, du ville være kommet hertil. I stedet tog du til Budan på en vild jagt.”
  
  
  "Du passer til beskrivelsen," sagde jeg og så på, mens det frosne grin forsvandt.
  
  
  "Temmelig. Nå, det er tid til at komme videre." Han nikkede til vagterne bag mig.
  
  
  Mens han fortsatte, tænkte jeg på at trykke bagsiden af mit ben mod stolen og tænde for målsøgningsalarmen. Jeg besluttede at vente af to grunde. Han forventede at bruge mig, hvilket betød, at henrettelse ikke var en del af planen lige nu, og jeg var klar til at spille med, indtil jeg så "Hane" i kødet.
  
  
  Vagterne trak mig på benene. Mertens og hans lægekolleger var også klædt i pæne grønne kampuniformer. Deres støvler var poleret til en glans. Det så ud som om Mertens og kompagni var involveret i mere end blot atomvåben.
  
  
  Schroeder stod med hoved og skuldre over de to andre. Duellerende ar på hans kinder, fladt preussisk ansigt - træk tredive år fra, og du blev taget til fange af SS på østfronten, omstruktureret, vendt tilbage til Den Østtyske Demokratiske Republik for at lede MBS-terrorgruppen og derefter til Afrika for det samme, og som sagt ville være min snakkesalige mester, "og så videre, og så videre."
  
  
  Den anden, Willie, er fra samme sted
  
  
  et rynket, smalt, lukket ansigt med skinnende sorte øjne. Han så ud som en inkvisitor, typen der ville brænde sig selv for at brænde dig.
  
  
  "Mine håndled," sagde jeg, "det ville være bedre at løsne dem."
  
  
  “Jeg er ked af det, hr. Carter,” Mertens lød trist, “men som jeg sagde, vi planlægger omhyggeligt, og vi planlægger at holde dig så sikker som muligt. Vi undervurderer ikke dine evner."
  
  
  Han gestikulerede, da en af vagterne gik fra mig mod metaldøren og drejede dens runde håndtag. Døren gik op, og jeg så et rum, der gav indtryk af en fodboldbane med et stadion. Seerne længtes efter noget tyndere end svineskind. Det var byens colosseum. Vi kom ind i det, der engang havde været fangehullerne og burene under gulvet i amfiteatret. Alt, der er tilbage af det gamle murværk, er stengulvet og de omgivende vægge.
  
  
  Der var en måne, og i dens lys kunne jeg se camouflagenettet over hovedet, og over det de runde ruiner af selve Colosseum. I midten af det ryddede fangehulsområde var den forsvundne "Cockerel". Den blev installeret på en drone. Begge sad på affyringsrampen, som var skråtstillet i en meget lav vinkel.
  
  
  Vi gik mod startrampen. Det var det perfekte tilflugtssted. Hverken satellitten eller SR-71's kameraer i rummet vil nogensinde få øje på den – i hvert fald ikke før den er opsendt. Dette var selvfølgelig ironisk - her, i ruinerne, var det perfekte redskab til at skabe ruiner.
  
  
  "Nå, hr. Carter, hvad synes du?" - sagde Mertens.
  
  
  "Jeg er forundret."
  
  
  Han stoppede. "Åh, hvordan er det?"
  
  
  ”Du talte om grundighed. Selv i mørket kan jeg se det hele omkring mig, selv for de snigskytter, du har placeret der. Det giver ikke mening".
  
  
  "Er det sandt? Hører du, hvad han siger til sine kammerater? Hvad giver ikke mening?
  
  
  "Det, du sagde om folk, der planlagde røveri og derefter undlod at flygte, vil jeg sige, at du begik den samme fejl."
  
  
  "Vil du? Horst, Jose, hvor gik vi galt?"
  
  
  "Den første fejl," sagde Schröder på tysk, "var at bringe ham hertil."
  
  
  "Åh, start ikke det her igen," sagde Villa, "bare fordi du er for dum til at forstå..."
  
  
  "Ja! Jeg forstår godt nok. Hvis det ikke var for mit hold, ville denne raket ikke sidde der. Hvis…"
  
  
  "Din kommando! Det er, hvad jeg planlagde, så..."
  
  
  "Mine herrer! Herrer! Mertens' stemme overdøvede skænderierne. ”Det, der ligger foran os, er resultatet af vores fælles indsats. Der er ingen grund til at skændes, og der er ingen tid. Men vores gæst siger, at vi lavede en fejl, og jeg vil for det første gerne vide, hvor vi gik galt. Fortæl os, hr. Carter."
  
  
  Selvom jeg ikke kunne gøre det på det tidspunkt, var jeg klar til at trykke på målsøgningsknappen på bagsiden af ​​mit ben. Jeg fandt, hvad jeg blev sendt for at finde, men alt, hvad jeg kunne gøre på dette tidspunkt, var at lede efter en vej ud. “Så længe du ikke flyver den fugl,” sagde jeg, “er den godt gemt. Når du har gjort dette, vil NAJ eller den sjette flåde skyde den ned. Du vil være i posen, før du rammer dit mål. "
  
  
  "Det er aldrig godt, er det? Åh nej. Okay, se godt efter, Mr. Carter. Jeg ville have dig til at se, hvad du vil være med til at lancere. I mellemtiden er der stadig meget, der skal gøres.”
  
  
  De bragte mig ind igen, ikke til DC-7-kabinettet, men til et rum på den modsatte side af affyringsrampen. Jeg har været i flere missionskontrolcentre. Jeg så de elektroniske konsoller og deres målretningssystemer, deres overvågningstelemetri. Jeg har ikke set noget mere sofistikeret end hvad Mertens og gruppen har sat sammen i Portarius indvolde.
  
  
  Der var et halvt dusin teknikere i lokalet, alle klædt i de samme smarte uniformer som deres overordnede. De to sad ved kontrolmodulet og gennemgik en tjekliste. Da vi kom ind, var de alle opmærksomme, og Schroeder beroligede dem.
  
  
  "Jeg ville have, at du også skulle se det." Mertens strålede. "Nu skulle vi tilpasse vores egne kontroller til den sorte boks i Rooster's Eye. Ikke en nem opgave, min ven, men takket være det talent, vi har samlet her, kommer vi tættere på nedtællingen."
  
  
  “Andre, må jeg afbryde et øjeblik. Jeg tror, vores gæst kunne bruge en kort briefing. Kan vi tage et kig på målet?
  
  
  Andre havde farveløse øjne og lange fleksible fingre. En af dem trykkede på to knapper på panelet til venstre for ham. En ERX Mark 7 låsende scanningsskærm dækkede væggen. Det viste udsigten over Sortehavet med enestående klarhed. Noden i den var Krim-halvøen i form af en diamant. Jernbanelinjen fra Dnepropetrovsk var en snor, der gik gennem Dzhankoy-øjet til Sevastopol.
  
  
  Sevastopol er mere end hovedkvarteret for den sovjetiske Sortehavsflåde, det er på USSR's sydlige maritime grænse, ligesom Murmansk ligger mod nord.
  
  
  Admiral Egorov har muligvis hundrede flere skibe i sin nordlige flåde end admiral Sysoev i sin Sortehavskommando, som han leverer til Middelhavet, men med seks Krest-klasse missilkrydsere, 50 Kashin destroyere og næsten lige så mange ubåde klasse Y vil det ikke tøve.
  
  
  Scanneren tog et nærbillede af Sevastopol. Jeg har ikke brug for det. Jeg var der. Dette var bestemt et mål for en med nukleare ambitioner.
  
  
  "Kan du genkende dette?" Mertens fnyste.
  
  
  "Ryd ikke. Nogen fortalte mig, at hans radar var uigennemtrængelig."
  
  
  "Nogen fortalte dig forkert. Er det ikke rigtigt, Andre?"
  
  
  "Ja Hr."
  
  
  "Andre, vis vores gæst den påtænkte kurs."
  
  
  Andre trykkede på et par knapper mere, og vi så på hele Middelhavsområdet fra Lamana mod øst, inklusive Italien, Grækenland, Tyrkiet og Sortehavet. Den grønne linje strækker sig næsten lige til Det Ioniske Hav mellem Kythera og Antikythera, mellem Peloponnes og Kreta. Der løb linjen gennem Kykladerne i Det Ægæiske Hav. Den passerede nord for Lemnos og øst for Samothrace. Hun gik langs det smalle pas gennem Dardenellerne og passerede over land syd for Alexandropalis og krydsede tyrkisk territorium, på vej nord for Hayabolu, og dukkede op i Sortehavet nær Daglari. Derfra gik hun direkte til Sevastopol.
  
  
  "Meget direkte og til sagen," sagde Mertens. "Åh, jeg ved, hvad du tænker. Radaren vil opfange, hvad satellitkameraer ikke kunne registrere. RPV'en bevæger sig ikke så hurtigt, og det ville gøre det hele spild af tid. Er det ikke rigtigt? "
  
  
  "Du har ordet," sagde jeg og ville have alt.
  
  
  “Selvfølgelig ville radaren have opfanget vores små indsats... hvis den havde noget at hente. Højde, hr. Carter, højde. Som du så, vil vores raket bevæge sig over vandet i kort afstand fra den. Vi programmerede den til en konstant højde på tredive fod. Når den krydser jorden, vil den følge jordens kontur, træer, kløfter, hvad som helst, og dens højde vil ikke ændre sig. Og som du godt ved, vil radaren ikke scanne den ved så lav en bane."
  
  
  Jeg så Sevastopol med dens smalle flodmunding, de omgivende klipper, skåret af viftedetektorer. Forbandelsen var, at enhver raket skal have en vinkel på sin bane. "Cockerel" installeret på dronen havde ikke brug for dette. Dette var formålet med hans tyveri. Han kunne næsten komme ind i nulpunktet, ligesom en pil.
  
  
  "Har jeg svaret på alle dine spørgsmål?" Han strålede igen.
  
  
  "Alle på nær én. Hvorfor er I alle så ivrige efter at starte 3. Verdenskrig?
  
  
  "Det er derfor, du er her, hr. Carter, for at forhindre dette! Tænk på de ofre, du vil gøre for menneskeheden. Kom nu, jeg har noget andet, jeg vil vise dig, inden programmet starter. Tak skal du have, Andre. "
  
  
  Kontrolrummet havde også døre låste. Den blev bygget med eksplosionsbeskyttelse i tankerne. Der ville være lidt behov for at lancere en UAV med en JP-4 nyttelast. Merten kan oprindeligt have planlagt at affyre et interkontinentalt ballistisk missil.
  
  
  De førte mig fra missionskontrol ned ad en uoplyst stenkorridor ved hjælp af lommelygter. Vi besteg de gamle trapper og befandt os blandt ruinerne. Der blev månen vores guide. Vi gik langs det, der må have været hovedgaden, indtil vi kom til et en-etagers kompleks af moderne konstruktion. Mens jeg gik, lagde jeg mærke til vagter, der stod på højderne.
  
  
  "Nå," sagde Mertens, "jeg er sikker på, at du vil undskylde Dr. Schroeder og Dr. Villa. Du vil se dem senere, men lige nu har de ting at lave, og det har vi også."
  
  
  Jeg kunne ikke vente med at sætte mig ned af én grund. Med stoleryggen presset mod mit ben kunne jeg øge Portarius' befolkning med seks hundrede mennesker. Normalt udfører jeg mit arbejde, og der er ingen forstærkning. Men dette var usædvanligt, og Hawk gav mig en ordre. Problemet var, at jeg ikke kunne sidde ned.
  
  
  Der var ingen lys tændt inde i komplekset, endnu et tegn på planlægning. Vores Samos-stikameraer er kraftige nok til at opfange en loppe på en golfbold fra et par hundrede miles væk. I normal tilstand opfangede satellitten lys i ruinerne. I denne ikke-standardsituation vil fototolken tage til efterretning og overføre information.
  
  
  Mertens gik ned ad korridoren til sit kontor. Der var et bord og et par stole, men hele lokalet var et rodet rod af stykker og stykker elektronisk udstyr.
  
  
  "Jeg må undskylde for rodet," sagde han.
  
  
  "Du må have været mere forsigtig end som så med Hammarskjöld." - sagde jeg og ledte efter en tom stol, men så den ikke.
  
  
  Han kiggede på mig et øjeblik og grinede så. Han sad ved sit skrivebord og rodede med sine papirer.
  
  
  "Hvor mange af jer er i denne ting?" - spurgte jeg, nærmede mig bordet, om at sætte mig på det. "Eller er dette en statshemmelighed?"
  
  
  
  "Der er intet hemmeligt for dig, hr. Carter." Han hentede nogle papirer. "Du og jeg er præcis enoghalvtreds. Vi er alle her klar til at lancere. Når støvet så at sige har lagt sig, går vi videre til næste fase. Nu vil jeg læse din deltagelse i programmet. Du får det på bånd, og vi vil se, at det kommer i gode hænder til verdensomspændende udsendelser. Du bliver berømt." Han grinede. Udtrykket i hans ansigt mindede mig om en hyæne, der brød væk fra en andens bytte.
  
  
  "Verdens mennesker!" han læste som en tredjerangs nyhedsoplæser: ”Organisationen, der er ansvarlig for atomødelæggelsen af den russiske havn i Sevastopol, hedder AX. AX er et særligt spionagentur under den amerikanske regering dedikeret til mord og væltning af regeringer. Dets direktør og operationschef er David Hawke. Tyveriet af Kokai-missilet og dets løfteraket, såvel som deres vejledning, blev udført af Hawk. Jeg, Nick Carter, hjalp med missionen. Jeg gjorde dette som et tegn på protest. Jeg vil være død, når disse ord bliver udsendt. Jeg har ansvaret for at dræbe AXE.
  
  
  "Planen bag dette nukleare folkedrab er dobbelt. Ødelæggelsen af Sevastopol vil få skylden på Folkerepublikken Kina. I tilfælde af en mulig atomkrig og efterfølgende verdensomvæltning planlægger Hawke med støtte fra Pentagon at gribe magten i USA. Der er ikke tid til at give detaljer. Mit sidste håb er, at mine ord bliver hørt overalt.
  
  
  "Nå," så han op, manden, der lige havde holdt hovedtalen, "hvordan lyder det?"
  
  
  "Slagtilfælde. Syntaksen er heller ikke særlig præcis."
  
  
  "Ahh, men tænk på virkningen."
  
  
  "Det vil ligne et knækket æg," sagde jeg.
  
  
  "Mere som røræg, hr. Carter, eller måske kogt gås?"
  
  
  "Uanset hvordan du præsenterer det, vil ingen købe det."
  
  
  "Ha! Sevastopol er ødelagt. Verden er på randen af ødelæggelse. Tænk bare på konsekvenserne af din tilståelse i USA. Først vil det afsløre, at din regerings hemmelige efterretningsenhed er ansvarlig for denne rædsel. han vil informere den amerikanske offentlighed om et spionagentur, som ingen kendte til. For det tredje, på grund af den voksende mangel på offentlig støtte, vil det nedbryde dit system! " Han slog knytnæven i bordet, og et øjeblik blinkede galskab i hans svulmende øjne.
  
  
  "Åh, jeg forsikrer dig, hr. Carter, vi har tænkt på alt, vi har planlagt dette øjeblik i lang tid. Ser du, i denne organisation er vi alle forpligtet til at stræbe efter det samme mål. Kan du gætte hvad det er?
  
  
  "Vær til stede ved din egen henrettelse."
  
  
  Han grinede ulækkert. "Dit land mangler mod til at henrette nogen. Vores mål er at ødelægge dit utålelige system. Så anarki... og tag derefter brikkerne op med den rette støtte og form dem ordentligt.” Han knyttede næven, og lyset vendte tilbage.
  
  
  "Hej Cæsar." Jeg trådte tilbage og satte mig på bordet, men en af vagterne skubbede mig væk.
  
  
  Han opførte sig, som om han ikke hørte mig. "Hvad siger dine marinesoldater - nogle få gode mennesker? Nå, vores få er bedre end nogen anden. Hver person er en professionel inden for sit felt, ved hvad man skal gøre, hvordan man gør det og til et bestemt formål. målet, der betyder noget i sidste ende. Jeg skal vise dig, hvad jeg mener."
  
  
  "Sig mig, er Tasakhmed en af dine halvtreds fagfolk?"
  
  
  »Generalen er en allieret. Til gengæld for hans samarbejde slap vi af med Mendanike. Hans belønning er NAPR, og vores er at forlade stille og roligt på det rigtige tidspunkt." Mens det sydede, satte han en filmprojektor op og føjede film ind i den. Han stillede den på bordet og rettede den mod væggen.
  
  
  "Du aner ikke, hvor længe jeg har ventet her på dig, hr. Carter. Du er også professionel, men selvom du ikke var det, er jeg sikker på, at du ville undre dig over, hvordan vi opnåede så meget viden om AX og os selv, vil du se.
  
  
  Jeg så det, men jeg var nødt til at lytte mere først. ”I nutidens verden af medicinsk teknologi er der ikke en person, der ikke kan fås til at arbejde, som det skal gøres. Jeg er dog gammeldags i nogle ting. Hyperdermi-nålen er for enkel. Jeg foretrækker at bruge fysiske midler til at nå psykologiske mål."
  
  
  "Lever du plads til film?"
  
  
  "Ikke i dette tilfælde. Jeg vil hellere have du rejser dig. Din komfort er ikke i min interesse." Han lavede en gestus, og vagterne vendte mig, så jeg kiggede på væggen, der fungerede som en skærm.
  
  
  Han trykkede på kontakten. "Jeg er sikker på, at du genkender en gammel ven," susede projektoren.
  
  
  Han havde ret. Jeg ville genkende Joe Banks, hvis han var forklædt som en gorilla. Jeg er N-3 i hierarkiet. Han var N-6, indtil han forsvandt i Tripoli for omkring fire år siden. Hawk fortalte mig, at Joe lærte noget ved et tilfælde. Ulykken endte med døden.
  
  
  En aften forlod han hotellet, hvor han boede, med loppeposer og forsvandt. Ingen spor. Og nu vidste jeg, hvor vinden havde ført ham hen.
  
  
  Indtil jeg så Mertens film, hvor han blev vist, var min holdning til ham simpelthen koldblodig. Jeg vil dræbe ham, så snart jeg kan. Halvvejs gennem placeringen lukkede mine tænder sig så tæt, at mine kæbemuskler var klar til at eksplodere. Jeg mærkede sveden på min hals, smagen af galde i halsen og den hvide ild brænde i hver pore.
  
  
  Jeg har aldrig set nogen blive dræbt, mens de blev filmet i live. Jeg så det ske med Joe Banks, fastgjort som en sommerfugl til brættet. Jeg så, hvordan Mertens dirigerede to bøller, der flåede knive, der stak ham som blodige druer. Jeg så Mertens praktisk talt savle over Joes smerte.
  
  
  Filmen startede, men jeg lukkede øjnene. Jeg var nødt til at tænke, og jeg kunne ikke gøre det, mens jeg så livet blive revet og revet ud af min gamle ven. Uanset om jeg stod eller lå ned, kunne jeg ikke trykke på målsøgningsknappen med bundne hænder. At forsøge at få Hugo til at slippe mine håndled ville tage for lang tid og tiltrække mine iagttageres opmærksomhed. Jeg havde brug for at hente noget solidt.
  
  
  Jeg hørte Mertens fortsætte med at vandre. "Du ved, til sidst gik han med til at fortælle os alt - hvis bare vi ville skyde ham. Du hælder salt på råt kød, og smerten er meget stærk.”
  
  
  Jeg stønnede og forsøgte at vakle mod bordet. Jeg havde ikke seks tommer, før mine assistenter satte mig på plads igen.
  
  
  "Åh, det er irriterende, ja." Mertens sukkede. "Og selvfølgelig holdt vi vores ord. Men før vi fik ham ud af hans elendighed, fortalte han os nok om AX og Nick Carter til, at vi med tiden var i stand til at samle det, vi havde brug for at vide. Det var selvfølgelig ikke tilfældet." Indtil meget senere besluttede vi at programmere dig og AX ind i vores drift. Så du kan se. "Han slukkede bilen og tændte lyset.
  
  
  Jeg lod savlen strømme ud af min mund og faldt sammen på gulvet og fik et slag mod min skulder. Da hænderne blev placeret på mig, gik jeg hurtigt op og planlagde en baglæns, der ville lande mig på bordet, hvor jeg kunne hvile min fod på kanten.
  
  
  Aldrig. De blokerede alle bevægelser og holdt mig fast. De var ret pæne. Den ene var koreansk og den anden var latinamerikansk. Uanset deres geografi studerede de den samme tekst. -
  
  
  "Herregud," råbte Mertens, "jeg troede, du var lavet af strengere ting. Er du bekymret for, at du kan blive behandlet på samme måde? Vær ikke bange, vi får ikke brug for dig i sådan en afklædt tilstand. Vi vil gerne have, at du har en god stemme."
  
  
  Han gik hen til døren, og jeg lod mine vagter gøre arbejdet, idet jeg foregav at besvime og lod dem halvt trække mig med sig.
  
  
  For enden af korridoren kom vi igen til ruinerne og stentrappen, der gik ned. Mertens trykkede på kontakten, og lyset strømmede nedefra og viste den støvede vej til døden.
  
  
  Den gjorde, hvad jeg håbede, den ville. Han gik først. I min virksomhed oplever du ikke nogen vanskeligheder, du får det. Jeg snublede, og da jeg mærkede grebet om mig blive intensiveret, løftede jeg mine ben, stak dem ind og smed dem ud. Jeg kontaktede Mertens ryg. Han faldt ned af trappen med et hvin. Kraften fra mit slag fik min vagt ud af balance, og vi var ikke langt bagud i faldet.
  
  
  Jeg forsøgte at stikke hovedet ind, men der var alligevel ingen arme. Jeg kom aldrig til bunds. Et sted mellem ham og affyringsstedet kom jeg ind i det dybe rum, hvor det var mørkt, koldt og tomt.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 19
  
  
  
  
  
  
  
  
  Nogen kaldte mit navn, men det var ikke rigtig mit navn. "Du tager fejl," sagde jeg, "du bliver nødt til at starte forfra."
  
  
  "Ned! Ned Cole! Vær venlig!"
  
  
  "Vær ikke bange. Prøv at tage en dyb indånding." Jeg kunne høre min stemme, men der var forskel på, hvad jeg tænkte, og hvad jeg sagde. Jeg kæmpede for at ordne det ved at åbne øjnene. Jeg lukkede dem igen i det skarpe lys. "Tag bare kniven," mumlede jeg.
  
  
  "Ned! Ned, det er mig, Paula Matthews!
  
  
  Næste gang jeg prøvede, var jeg overbevist om, at hun havde ret. Hun kiggede på mig og så aldrig så sød ud. Hun bar ikke andet end makeup, og knap det. Hun blev placeret på en gammel stenplade - et offeralter. Dette var engang et torturkammer. Den eneste moderne tilføjelse var den lyse og levende belysning.
  
  
  Under alle omstændigheder var Paula et smukt væsen. Med armene trukket tilbage, hendes bryster skudt ud, hendes brystvorter oprejst ikke af lidenskab, men af frygt, med krumningerne og artikulationerne i hendes krop understreget, fandt jeg hurtigt ud af det hele.
  
  
  "Åh, gudskelov!" - sagde hun, da hun så mig kigge på hende.
  
  
  "Hvor længe har jeg været her?" Der var en stensøjle i midten af rummet. Jeg var bundet til ham ikke kun langs arme og ben, men også rundt om brystet.
  
  
  “Jeg... jeg ved det ikke. Da jeg vågnede, var du... dækket af blod. Jeg troede ..."
  
  
  Beskeden lød som snittet af en flåningskniv. De ville gøre det samme mod hende, som de gjorde mod Joe Banks, hvis jeg ikke spillede bold. "Hvordan fik de dig?"
  
  
  "Der var et opkald. De sagde, du havde en ulykke og..."
  
  
  "Hvorfor kom Sutton ikke?"
  
  
  "Han... han blev kaldt til et møde i paladset med general Tasahmed."
  
  
  Jeg rystede på hovedet for at fjerne uklarheden og ville ønske, jeg havde. "Paula," begyndte jeg.
  
  
  "Nå, hvad har vi her?" Oberst Duse måtte bøje sig ned for at komme ind. Han var iført en ny uniform med en generalstjerne på skuldrene. "Åh hvor sødt". Han gik op og så længe og smerteligt på Paula. Han rakte ud og kærtegnede hendes bryster. Jeg hørte hende suge vejret ind.
  
  
  “Fantastisk, rigtig godt.” Han førte sine hænder over hendes ben. "En ægte raceren. Jeg er en fantastisk fuldblodsrytter." Hun klynkede, mens han gled sin pote mellem hendes lår. "Rent guld," sukkede han.
  
  
  "Du er ikke menneskelig nok til at ride på en ged, og soen vil smide dig ud af stien," sagde jeg i håb om at trække ham mod mig.
  
  
  Det virkede. Han gik hen til mig med et fedtet grin. "Jeg er glad for at se dig igen."
  
  
  Jeg nåede knap at spænde, før hans venstre side slog ind i hende og hans højre i min kæbe. Jeg spyttede blod på ham, og han begyndte at arbejde på mig.
  
  
  Jeg lod slet ikke som om, at han tog mig væk. Men på grund af smerte og følelsesløshed blev jeg ved med at udsætte. Det var en svær måde at købe på, men jeg havde intet andet valg.
  
  
  Da han stoppede, trak han vejret tungt. "Lægen sagde, at jeg ikke vil såre dig for meget, men vi prøver igen, når du føler dig mere klar." Han vendte sig væk fra mig og vendte tilbage til Paula.
  
  
  Det føltes som om mine håndled var i en skruestik for længe, men jeg kunne stadig bevæge mine fingre. Jeg trænede denne øvelse i mange timer i AX gymnastiksalen med Peter Andrus. Peter var ikke Houdini. Han havde det bedre. Hans job var at instruere og træne sektion N i, hvordan man gør, hvad ingen andre kunne gøre, hvad enten det var bundet, lagt i håndjern eller kastet i en flod i en tønde cement. Mine fingre begyndte at nå halvdelen af Hugos under hans skjorte.
  
  
  Så løb tiden ud, og Mertens og Villa kom ind.
  
  
  "Oberst, få hænderne fra denne pige!" Mertens' hoved var bandageret, og selv med hovedet nedad kunne jeg mærke, at han ikke var meget bedre. Han haltede ind i lyset og så mig - blodet dryppede, tydeligvis koldt.
  
  
  "Hvorfor fanden!" - brølede han. "Hvad lavede du med ham?"
  
  
  Han greb mig i håret og løftede mig op. Jeg hørte ham trække vejret, da han så mig. “Doktor Villa, kom med vand, få et stimulans! Duza, hvis..."
  
  
  "Jeg har lige nedtonet det lidt, så han vil være mere samarbejdsvillig."
  
  
  "Kom ud herfra! Kom ud, kom ud!"
  
  
  Mertens undersøgte mig igen og mærkede mit hjerte. Så henvendte han sig rystende til Paula: "Jeg håber, du vil tilgive ham for hans opførsel."
  
  
  "Jeg vil også herfra, Dr. van der Meer." Paulas stemme rystede, men hun var ikke hysterisk.
  
  
  "Og du, min kære ... forudsat at vi kan sikre denne herres hjælp."
  
  
  Han var venlig, denne troldmand - han bekymrede sig om hendes velbefindende og forberedte sig på at flå hende levende.
  
  
  Gamle Che vendte tilbage og bragte en spand vand til sit ømme hoved. Jeg reagerede ikke. Willa angreb mig, sænkede mit øjenlåg og tjekkede mit kranium. "Det kunne have skadet ham meget," sagde han. "Der er blod i hans øre og på baghovedet, hvor han ramte stenen."
  
  
  "Men det kan ikke være!" Mertens jamrede faktisk.
  
  
  "Eller han kunne bluffe."
  
  
  "Ja!" Nu stod de begge foran mig. Jeg hørte en tændstik blive tændt.
  
  
  "Hvad vil du gøre?"
  
  
  "Prøve."
  
  
  Flammen brændte min kind og pjuskede mit hår. Det tog al den kontrol, jeg havde tilbage, for at forblive slap. Kvalen kunne ikke måles. Flammerne spiste sig ind i mit kød. Jeg lugtede brændende.
  
  
  "Det er nok," sagde Mertens. "Han er virkelig bevidstløs. Jeg har intet ønske om at kremere ham her."
  
  
  "Jeg er stadig ikke sikker. Vi kan prøve en anden måde, vi kan starte med hende.”
  
  
  Jeg så ikke Schroeder komme ind i rummet. Hans gutturale stemme bragede pludselig. "Doktor, vi har femten minutter til at starte nedtællingen. Du mangler".
  
  
  "Lanceringen vil ikke ske, før vi får det, vi ønsker her," sagde Mertens.
  
  
  "Men programmeringen er indstillet, alle data er indtastet."
  
  
  "Jeg ved det, jeg ved det. Du bliver nødt til at vente, til jeg kommer."
  
  
  "Det kan ikke vare længe. Der er ingen mulighed for forsinkelse ud over det fastsatte tidspunkt for lanceringen."
  
  
  "Jeg kommer så snart jeg kan!"
  
  
  "Ja! Jeg sagde, at din plan ikke vil fungere med ham, og den vil ikke fungere." Han gik mumlende væk.
  
  
  "Han er en røv," sukkede Mertens, "det eneste han vil er at sprænge Sevastopol i luften."
  
  
  "Lad den sadist Duza angribe hende med en kniv, og vi vil se, om det hjælper ham." Villa talte stadig tysk, og jeg håbede, at Paula ikke læste det.
  
  
  Der var lidt styrke og mindre fornemmelse i mine fingre, men jeg kunne mærke en klump på Hugos håndtag. Ved at dreje min hånd var jeg i stand til at placere tre fingre på den. Jeg begyndte at prøve at få den ind i min håndflade. Trykket var struktureret til at frigøre båndet, der holdt bladet til min underarm. Men den blev ikke udgivet, da Villa vendte tilbage til Duse.
  
  
  "Jeg ved ikke, om du har deaktiveret ham, oberst," skød Mertens. "Hvis ja, så bliver du henrettet. Dr. Villa tror, han bluffer. Hvis ja, er du i live. Du kan lide pigen så meget, at du kan begynde med hende.”
  
  
  "Jeg forstår det ikke". Duzas stemme var lav og sydende.
  
  
  ”Det er helt enkelt. Du har erfaring. Start med hendes arm eller bryst eller hvor som helst. Men kom på arbejde nu!"
  
  
  "W-hvad skal du gøre!" Paulas stemme var høj, næsten på sit højeste. Mine fingre var ikke stærke nok til at befri Hugo.
  
  
  "Jeg har aldrig gjort det her med en kvinde," dirrede Duzas stemme.
  
  
  "Det vil du nu, eller du dør." Mertens' stemme lød som en flosset ledning, klar til at bryde.
  
  
  Jeg holdt hovedet nede, mine fingre spændte. Alt jeg hørte var tung vejrtrækning. Paula klynkede: "Vær venlig, nej!" og så begyndte hun at skrige.
  
  
  Remmen løsnede sig, og Hugos håndtag var i min håndflade. Jeg flyttede den, og klingen skar gennem min skjorte. Nu var det nødvendigt at fastgøre stiletten til snorene uden at tabe den. Jeg dæmpede Paulas skrig og koncentrerede mig. Jeg svedte blod, og blodet gjorde mine fingre klistrede, da jeg endelig var sikker på, at jeg havde løsnet mine bånd.
  
  
  Jeg gispede. - "Vent! Stop!"
  
  
  Dette fik dem til at flygte.
  
  
  "Du havde ret, Dr. Villa, du havde ret!" Mertens fnyste.
  
  
  "Lad hende være," mumlede jeg.
  
  
  "Selvfølgelig selvfølgelig! Vi vil ikke røre et eneste hår på hendes hoved, hvis du spiller din rolle."
  
  
  Paula besvimede. Hendes venstre hånd blødte. I sandhed, hvis hun skulle ofres for at forhindre opsendelsen, ville jeg forblive tavs, uanset hvor forfærdeligt scenen var.
  
  
  Da Duza slog mig, vandt jeg tid. Paula købte noget mere til mig. Et tryk og mine hænder vil være fri. Hvis mine ben var frie, ville jeg ikke vente. I hvert fald, med tre af dem skulle jeg spille med.
  
  
  "Dr. Villa, tak båndoptager."
  
  
  "Vand!" - Jeg hvæsede.
  
  
  "Senor Carter holder op med at lade som om, ellers vil obersten vende tilbage til pigen." Villa tjekkede Sonys bærbare computer, da Mertens fremlagde min tilståelse.
  
  
  "Læs det her til ende," sagde han og holdt papiret for mine øjne.
  
  
  "Jeg kan ikke læse noget uden vand."
  
  
  Der var stadig lidt tilbage i spanden, og Duza holdt den, mens jeg blev kvalt og slugte.
  
  
  "Læs det nu, og ingen tricks," beordrede Mertens. Han var chokeret over denne begejstring.
  
  
  "Hvad med pigen?"
  
  
  "Jeg giver mit ord for, at de ikke vil røre hende igen." Han lagde hånden til hjertet.
  
  
  Hun vil ikke blive rørt, hun bliver skudt, så snart jeg kommer af vejen.
  
  
  "Læs Carter! Læs!" Avisen rystede foran mit ansigt, da Villa løftede mikrofonen til munden.
  
  
  De vil dræbe mig, så snart tilståelsen er optaget på bånd. Når de begge er tæt på, kan jeg finde dem med Hugo. Det efterlod Duza, som var uden for rækkevidde. Ud over sit eget kaliber .45-hylster lykkedes det ham at konfiskere Wilhelminaen, og den sad fast i bæltet. Hvis jeg kunne være kommet tættere på ham, ville jeg have taget Lugeren og skudt dem alle sammen.
  
  
  Det lykkedes mig at skrue op for tilståelsen tre gange, før Villa advarede mig om, at hvis jeg ikke designede ordentligt, ville Dusa begynde at pille Paula igen.
  
  
  Ved det fjerde tag var jeg klar. Da jeg kom til linjen "Jeg har ikke tid til at give detaljer," ville jeg give et par af mine egne. Jeg havde ikke en chance. Da jeg læste: "Der er en todelt plan bag denne handling af nukleart folkedrab," stak Schroeder hovedet ind i gangen og ødelagde min tale.
  
  
  "Mertens!" - han gøede på tysk. »Vi kan ikke holde nedtællingen tilbage. Du skal gå nu!"
  
  
  "Om et øjeblik," hvinede Mertens. "Nu har du ødelagt alt!"
  
  
  "Der er ikke tid til at skændes. Vi har brug for jer begge med det samme, ellers bliver vi nødt til at abortere."
  
  
  Han gik, før Mertens nåede at trampe med foden.
  
  
  "Obersten kan
  
  
  "Lad os begynde at optage, doktor," foreslog Villa og rakte optageren og mikrofonen til Duse, på vej mod indgangen uden døre.
  
  
  "Godt godt! Oberst, start optagelsen fra begyndelsen. Jeg vil have, at han er i live, når jeg vender tilbage. Når hans lig bliver fundet i Stuttgart, vil jeg have ham til at være genkendelig. Han stak af.
  
  
  Paula var ved bevidsthed igen, men hendes øjne var glasagtige af chok. Hendes hoved snurrede, som om hun ikke kunne forstå, hvad der skete. Duza smilede til mig, da han nærmede sig, papir i den ene hånd, mikrofon i den anden.
  
  
  Jeg spyttede på hans nye form. Da han reagerede ved at kigge ned, brækkede jeg den sidste tråd, der holdt om mine håndled. Mine hænder, befriet fra stangen, begyndte at sno sig som fjedre. Jeg tog fat i hans nakke med min venstre hånd, og da jeg pressede ham tæt på, skubbede min højre Hugo i en lav og hugsiddende bevægelse.
  
  
  Hans råb var et skrig af pinefuld vantro. Han forsøgte at trække sig væk fra det dødbringende blad, men nu var min hånd omkring hans ryg. Hans nakke var buet, hans hoved blev kastet tilbage, hans øjne og mund var åbne for Allah, hans hænder forsøgte at tage fat i mit håndled.
  
  
  Jeg havde ingen nåde med ham. Han fortjente ikke noget. Jeg rensede ham som en fisk, fra mave til bryst, og smed ham væk. Han kom ned med et miav, hans ben trukket op i fosterstilling. Mens han tæskede rundt, sparkede med hælene og uden større held forsøgte at holde fast i hans indvolde, skar jeg rebet af dem, der holdt mine ben. Til sidst hvilede min hånd på målsøgningsknappen. Sjette flåde monitorer opfanger mit signal.
  
  
  Paula vidste ikke, hvad der foregik, og jeg havde ikke tid til at fortælle hende det. Hendes øjne var som agat, da hun så obersten forsøge at komme til himlen. Han gravede stadig gennem et hav af sit eget blod og indvolde, da jeg trak det fri. Jeg så, at hun besvimede igen, hvilket efter omstændighederne ikke var nogen dårlig idé.
  
  
  Jeg samlede Wilhelmina op fra gulvet, behandlet med Doosas Danse Macabre. Jeg fjernede også hans .45 kaliber pistol og fandt min brandstift i hans lomme.
  
  
  "Hvor end du går, kan du rejse let," sagde jeg til ham. Han hørte mig ikke. Han var allerede på vej.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 20
  
  
  
  
  
  
  
  
  Jeg fandt ingen i Mertens’ kontorkompleks, og jeg havde ikke forventet det. Handlingen var på affyringsrampen. Halvtreds mennesker vil blive udstationeret ved missionskontrolcentret eller bemande væggene for at yde sikkerhed. Dem i kontrolrummet vil blive låst. Der vil ikke være nogen chance for at stoppe lanceringen derfra. Jeg skulle have selve Cockerel.
  
  
  Jeg var ikke gået ti fod ud over komplekset og fulgte hovedgaden, da en projektør på ruinernes afsats tændte, og en stemme råbte til mig, at jeg skulle stoppe. Jeg satte mig på hug bag en lav mur og løb. Lyset forsøgte at følge mig. Maskingeværet tordnede og eksploderede gamle mursten.
  
  
  Jeg vendte om hjørnet og huggede ned af en stenbestrøet gyde. Lyset gik ud, men jeg hørte fløjten og klirren fra løbende fødder. I det måneskinne mørke lagde jeg mærke til en bue. Jeg gik igennem den og ramte jorden bag den doriske søjle. Et par forfølgere skyndte sig forbi. Jeg klatrede så over bagvæggen og forsøgte igen at vende mig mod hovedgaden. Jeg bevægede mig for langsomt i ruinernes labyrint. Foran mig var der en mur højere end de andre. Jeg tog et løbespring og lå på den ujævne top og så en bakke. Når jeg når dertil, vil jeg være mere tryg ved at fokusere på Colosseum.
  
  
  Mens jeg krydsede sektionerne, stødte jeg på et andet spotlight. Denne gang var der kun granater tilbage fra automatisk ild. Jeg skrev et notat for at lykønske romerne med den stærke konstruktion af deres mure. Jeg løb bag en af dem og undgik støjen og forvirringen.
  
  
  Det blev til en helvedes leg gemmeleg. Jeg kunne ikke risikere at returnere ild; det vil kun definere mig. Indtil de fangede mig i deres lys og så mig, kunne de ikke være sikre på, hvor jeg var, eller hvor jeg skulle hen. Da jeg endelig så puklen på den ene side af Colosseum mod himlen, så jeg også lys blinke langs dens top. Enten kom jagten foran mig, eller også var den, der havde kommandoen, klog nok til at forstå, at det var nytteløst at jage mig gennem murbrokkerne, når det eneste, de skulle vogte, var Hanen og dronen.
  
  
  Jeg vidste, at det kun var et par minutter før lanceringen, og jeg måtte bruge for mange af dem på at komme til Colosseum amfiteater uden at blive bemærket. Til sidst blev jeg overfaldet. De blev advaret af en faldende sten, da jeg klatrede over muren. Men i stedet for at vente begyndte de at skyde. Jeg udstødte et skrig, og så, dukkede og løb, nåede jeg indgangsportalen og dykkede ned i dens tunnel.
  
  
  Tre af dem fulgte efter mig. Jeg sænkede mundingen og lod Duza-pistolen afslutte deres løb. Tunnelen genlød af brøl af skud,
  
  
  
  
  og før lyden stilnede, var jeg ved indgangen til amfiteatret i korridoren og ledte efter showets stjerne.
  
  
  Camouflagen skjulte det. Jeg begyndte at gå ned ad de overfyldte trapper. Næsten med det samme lød et advarselsråb. Lys kom ind fra oven. Automatisk skud begyndte at stryge og ekko bag mig og på tre sider. Jeg udstødte et skrig og tog løbet. Efter tre hop satte jeg farten ned og nåede at stoppe nedkørslen, inden det blev for rigtigt. Jeg gik på alle fire til den næste passage. Så rejste jeg mig igen og skyndte mig ned igen.
  
  
  De lagde mærke til mig, og deres ild fandt mig. Kuglen ramte mig i benet. Endnu en ramte mig, slaget fra splinten vred mig, tabte mig næsten. Nedenunder var der en sort vandpyt. Dens aflange form markerede grænsen for det, der engang var gulvet i Colosseum. Det sorte var camouflagenet. Jeg duede, buede mig over ham og faldt så lige ned.
  
  
  Mine hænder rørte ved nettet. Jeg mærkede, at den bøjede sig under vægten af mit hop og derefter begyndte at knække. Mine ben faldt, klar til at tage slaget. Jeg forventede ikke, at nettet ville holde mig, bare at det kunne holde mig tilbage, før jeg faldt. Jeg falder i standard faldskærmsstil, falder på alle fire og ruller. Camouflagen skjulte, hvad der var nedenunder, men det kunne ikke skjule lyset, der passerede gennem det, især nu, hvor jeg havde skåret hul i det. Tre kraftige stråler fra oven fulgte mig. Der blev råbt kommandoer og lyde af soldater, der gjorde sig klar til at skyde. De kom ikke for at begrave Cæsar, men Nick Carter. Og jeg kom ikke for at bekæmpe løver med mine bare hænder, men for at bekæmpe "Hane" og hans droner. Det sidste var mit mål. Jeg havde en Wilhelmina fyldt med brandpatroner.
  
  
  Normalt ville jeg ikke bære sådan eksotisk ammunition. Kuglen vil gøre jobbet uden yderligere fyrværkeri. Undtagen når målet er en UAV, fuld JP-4. En standard Luger-skal ville ikke antænde jetbrændstof.
  
  
  Jeg havde ikke tænkt over det faktum, eller hvordan man i mit fag lærer at vurdere og forberede sig på det uventede, før det bliver kastet over sig. Jeg havde travlt med at finde nok dækning til at bevise, at jeg var godt forberedt, før skytterne ovenfor opdagede banen og målet.
  
  
  Foran mig var en sort silhuet af en UAV på startlinjen med en "Hane" på ryggen. Det havde til formål at skabe et større globalt helvede, end dets skabere nogensinde kunne have drømt om. Ud over dette dødbringende stilleben, langs den fjerneste kant af hegnet, var der en spalte af blåligt lys, der markerede observationsvinduet til Mertens' missionskontrolcenter.
  
  
  Fra hvor jeg lå direkte foran mission control, var det for langt væk til præcis skydning med Luger. Jeg vidste, at så snart jeg begyndte at skyde, ville jeg løbe ind i ild. Jeg havde intet valg, ingen tid. Jeg brød ud af dækket og skyndte mig direkte hen til dronen. Jeg affyrede tre skud, før lyset fangede mig, og kugler begyndte at flyve rundt. Jeg faldt i en skulderrulle og skød en fjerde og femte gang på jorden og med ryggen, da jeg stod oprejst.
  
  
  Så behøvede jeg ikke at skyde mere. RPV'en brød i flammer i et pludseligt glimt. Det blussede klart og lavede en vred prustende lyd. Jeg ramte jorden igen, og denne gang, da jeg kom tættere på, dukkede jeg op bag startlinjen og satte kursen mod det blå lys.
  
  
  Søgelysstrålerne satte sig fast på den brændende UAV og blev forsinket. Skyderiet stoppede. I stedet var der flersprogede skrig. De lagde alle sammen til: Løb som helvede! Jeg hørte handlingerne blive taget. Den førnævnte bande, erfarne terrorister, var stærke og veltrænede, perfekt til at kapre et fly, dræbe gidsler eller endda stjæle atomvåben. Men det var her, deres videnskabelige uddannelse sluttede. De løb som aldrig før, fordi personlig atomisering ikke var en del af kontrakten.
  
  
  De næste to lyde var mekaniske. Der lød et lavt hyl af UAV-turbinen, der begyndte at rotere, og et klirrende fra metaldørlåsen. Døren var ved siden af det blå vindueslys, og dr. Cornelius Mertens kom ud af den. Han mumlede som en vred abe. I det voksende lys fra flammerne og dronelysene lignede han en, da han kravlede mod affyringsrampen. Øjnene svulmende, armene vinkede, han gik forbi mig uden at være opmærksom på andet end sin raket. Han angreb flammen med sin kappe, forsøgte at slå den ned, manden blev skør.
  
  
  Ude af stand til at komme videre bagfra løb han til forenden af banen og klatrede op på den, rystede og brølende. Så stoppede hans skrig et øjeblik, og da han skreg igen, var det et gennemtrængende skrækskrig.
  
  
  Jeg behøvede ikke at bevæge mig for at vide, hvad der skete. Jeg så ham kaste hovedet tilbage, hans arme ikke længere svævende, men hvilende direkte på RPV'ens luftindtag og forsøgte at undslippe kløerne af hans stolthed og glæde.
  
  
  Men dette lod ham ikke gå. Han ville have ham, og mens han kæmpede og tiggede og skreg, langsomt
  
  
  sugede ham ind i sin turbine, indtil han blev kvalt ihjel af, hvad jeg formoder, kunne kaldes en Mertensburger. Dette virkede som en passende måde for ham at tage af sted.
  
  
  Allerede før han gurglede for sidste gang, var jeg ved at løse nogle problemer. Metaldøren var åben. Det førte til indgangen til kontrolrummets hoveddør. Det var også åbent. Gennem den så jeg rummet og dets beboere. Der var ti af dem, inklusive Villa og Schroeder. De kiggede alle på deres startskærm og så deres leder gå i frossen overraskelse. De fulgte ham, og jeg tog mig ikke tid til at ønske dem en behagelig rejse.
  
  
  Jeg smed Pierre ind i deres midte. Så lukkede jeg døren og drejede på låsehjulet.
  
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 21
  
  
  
  
  
  
  
  
  RPV'ens flamme antændte noget brændbart i camouflagenettet, og det hele brød i flammer med det samme, men imponerende. Dette gav Ranger Team Huey-piloterne mere end blot et elektronisk horn.
  
  
  Fra Lamanas perspektiv førte dette også til Tasahmeds flugt. Han kendte starttidspunktet. Den pludselige pyroteknik signalerede, at der var noget galt, og i hans stilling kunne han ikke ignorere det. Og under sådanne omstændigheder ville han ikke have sendt nogen andre for at undersøge sagen.
  
  
  Han ankom med en styrke på tyve mand, som hurtigt blev afvæbnet af Rangers, men generalens ankomst satte gruppens kommandant, oberst Bill Moore, i, hvad han betragtede som en politisk position. Hans ordrer var at returnere de stjålne varer og komme for helvede ud. Hans styrke invaderede suverænt territorium. En international hændelse skulle for enhver pris undgås. Hvis han skal kæmpe for at få hanen tilbage, er det én ting, men ud over det, selvom han er angrebet, så skal han ikke svare.
  
  
  I de første øjeblikke af vores møde under kommandohelikopterens fan advarede jeg ham og fortalte ham, at han måtte være klar til generalens ankomst. Jeg vidste, at hvis Tasahmed ikke dukkede op, ville jeg tage til Lamana for at finde ham. Hvorom alting er, så tog oprydningsoperationen længere tid end forventet. Det fysiske formål var at passe Paula - som blev håndteret omhyggeligt af et par læger - og at sikre, at Mertens' kommandosoldater enten overgav sig eller fortsatte ud i ørkenen. Tiden krævede den tekniske del. Med alle Mertens' smarte elektroniske spil skulle Moores teknikere sørge for, at Cockeye var stille og sikker.
  
  
  Moore var en solid, ubøjelig type, en mand med få ord, lige til at kommandere - den slags fyr, hvis mænd ville følge ham overalt. Generalen var næsten fuldstændig genvundet, da han blev bragt for obersten på affyringsrampen.
  
  
  "Hvem er du, sir? Hvad laver dine tropper her? - Tasakhmed mumlede på fransk.
  
  
  "Oberst William J. Moore, USAs hær"! svarede han på engelsk. "Vi tager dette nukleare missil ud herfra. Hun tilhører os."
  
  
  "Du trænger dig på! Du er en imperialistisk invasionsstyrke! Du…!" Han skiftede til engelsk.
  
  
  "General, diskuter dette med min regering. Flyt nu venligst væk."
  
  
  "Og mine landsmænd, som du slagtede," pegede han på den pæne række af lig, der blev indsamlet og lagt ud foran Mertens missionskontrolcenter, "jeg vil tage dette med mig, ikke kun med din regering!" Han arbejdede sig til et skum.
  
  
  Jeg kom ud af skyggerne. "Hvad er klokken, oberst?"
  
  
  "Syv minutter, og vi er i luften."
  
  
  "Generalen og jeg vil være i hegnet. Jeg vil gå med dig".
  
  
  "Syv minutter," gentog obersten og gik væk for at se sine mænd langsomt fjerne Cockerel fra den udbrændte UAV.
  
  
  "Hvem er du?" Tasakhmed studerede mit ødelagte ansigt i lysbuen.
  
  
  "Manden med pistolen," sagde jeg og lod ham mærke Wilhelminas ansigt. "Vi tager dertil med DC-7 lige nu."
  
  
  Han argumenterede ikke. Jeg satte ham i den stol, jeg havde siddet tidligere, og satte mig ved bordet og lænede mig op ad Lugeren.
  
  
  "Du har to muligheder," sagde jeg. "Enten kan du slutte dig til denne række af dine venner ... eller du kan bede om asyl."
  
  
  Dette fik ham til at rette sig op, hans sorte øjne funklende. "Ly!"
  
  
  "General, jeg vil ikke spilde min tid på at chatte med dig. Jeg skal løfte en helikopter. Du er lige så ansvarlig for det, der næsten skete her, som nogen af dine døde venner. Mens Mertens og hans drenge var skøre, er du ikke. Du har alle dine knapper. Du spillede med for at få det, du ønskede. Nå, der er noget, vi vil have. Du kan give det til os, eller det er det." Jeg tog Wilhelmina.
  
  
  Han slikkede sig om læberne. "Hvad ... hvad vil du?"
  
  
  "To ting. Shema Mendanike som den nye premierminister, og dine planer om at tillade den sovjetiske flåde at fange Lamana. Enten løber du væk, og Washington vil gøre det."
  
  
  officiel meddelelse, ellers bliver Madame Mendanica nødt til at meddele din død."
  
  
  "Jeg... jeg har brug for tid til at tænke."
  
  
  "Du har ikke en." Jeg vågner op. "Vi går ud af døren sammen, eller jeg går ud alene."
  
  
  Vi gik ud sammen, da ventilatoren på kommandohelikopteren begyndte at snurre.
  
  
  Jeg rejste med Paula. Hun var bedøvet og sløv, men glad for at se mig. Jeg sad og holdt hendes gode hånd ved siden af båren, som hun var fastgjort til. "Du ved," sagde hun, "for omkring hundrede år siden sagde du, at du ville komme og sidde på min terrasse og drikke en gin og tonic og fortælle mig, hvad der foregår. Det tror jeg ikke, vi kan gøre nu. "
  
  
  "Ikke her. Alt for højt. Men jeg kender et sted uden for Athen, i Voulaghmini, fuld af roser ved havet, hvor vinen er tør, og historien er god.”
  
  
  Hun sukkede usikkert: ”Åh, det lyder godt. Det vil jeg gerne." Hun fnisede så: "Jeg spekulerer på, hvad Henry vil tænke?"
  
  
  "Vi sender ham et postkort," sagde jeg. Jeg tænkte, at jeg også ville sende en til Hawk.
  
  
  
  
  
  
  Carter Nick
  
  
  Dokument Z
  
  
  
  
  
  Nick Carter
  
  
  Dokument Z
  
  
  oversat af Lev Shklovsky til minde om sin afdøde søn Anton
  
  
  Original titel: The Z Document
  
  
  
  
  
  
  Kapitel 1
  
  
  
  
  
  Jeg fortsatte med at kæmpe med min nye identitet. Dette er, hvad du føler som agent, især hvis du ikke har haft mulighed for at tænke på dit nye cover. Jeg Nick Carter følte, at jeg hadede Greyhound-busser, især efter midnat. Og en halvtom Greyhound-bus er den perfekte ramme om en identitetskrise.
  
  
  Fred Goodrum var dog vant til busser. Han har været nok rundt i landet på disse busser, hans lurvede kuffert og beskidte sportstaske ligger et sted i bagagerummet, en tår billig bourbon i halsen, skægstubbe i ansigtet og resterne af femogtyve billige middage på ryggen, en rynket jakkesæt. Jeg forstod mit cover godt nok til at vide, hvad denne Freddie var vant til, en billig parasit, der havde været i virkelige problemer, lige siden han ikke betalte sin leverandør. Men jeg er stadig ikke vant til at være gode gamle Freddy.
  
  
  Selvom jeg ikke kunne sove, havde jeg ikke et lys tændt, fordi ingen havde et lys tændt. Passagererne bestod af syv sømænd, der vendte tilbage til deres enhed i Norfolk, og otte civile, hvoraf to var soldaterkoner med ildelugtende, skrigende babyer, som nu sov.
  
  
  Den billige dragt, AH gav mig, fik mig til at falde ind i mine omgivelser, og den gav også dækning til Wilhelmina, min Luger, Pierre, den lille gasbombe og Hugo, min stilet. Det eneste, skrædderen savnede, var polstring til min numse, givet den måde, bussen hoppede på.
  
  
  David Hawke havde sendt mig på mange bizarre missioner i løbet af min karriere som Killmaster N3, og jeg var overbevist om, at han havde sendt mig for at få mig dræbt. Jeg kunne ikke huske, at han nogensinde havde sendt mig på mission med så lidt pålidelig information og i så undskyldende vendinger. For helvede, Hawk sagde, at han ikke engang vidste, om det var et job for Killmaster. Og jeg vidste endnu mindre.
  
  
  Jeg forventedes at vide mere, når jeg var i Massawa, og den etiopiske regering kontaktede mig. Men mellem Washington og Massawa handlede jeg uvidende.
  
  
  Det startede for tolv dage siden, lige da jeg var ved at forlade min lejlighed på Columbus Circle. Mine grunde til at tage afsted var en blondine ved navn Cynthia, middag og en italiensk film. Jeg kunne allerede godt lide Cynthia og restauranten, og jeg var villig til at tilslutte mig filmkritikerens mening om, at filmen var god. Men så ringede telefonen, og Hawk begyndte at ødelægge min aften. Vi talte om scrambleren, og han fortalte mig, hvor jeg skulle hente bilnøglerne i Baltimore-Washington International Airport to dage senere. Filmen var dårlig, restauranten fik en ny ejer, og Cynthia blev forkølet.
  
  
  Hawk valgte Mourdock's restaurant som mødested, og timede frokosten med mit flys afgang og det antal minutter, det ville tage mig at køre den sønderknuste Ford med motoren kørende for fuld gas ind i Washington-forstaden Montgomery County, Maryland.
  
  
  Udefra lignede Mordock's ligesom enhver anden restaurant i indkøbscentret. Der var endda et supermarked ved siden af, og lidt længere var der et apotek. Jeg forventede middelmådig mad, dårlig indretning og ubeskrivelig dårlig service. Indgangen skuffede ikke.
  
  
  Stille baggrundsmusik spillede, honningede strygere spillede gamle melodier. Kasseapparatet sad på en glasdisk fuld af slik og cigaretter. Skilte viste, hvilke kreditkort der blev accepteret. Der var et omklædningsrum til højre, og en dør til venstre førte til spisestuen. Der var en slags falsk japansk blomstermønster på væggene, en sygelig pink farve. Det blå tæppe var nedslidt, og der var lige lys nok til, at tjenerne kunne tælle deres penge.
  
  
  Værtinden passede ikke til situationen. Jeg ventede en servitrice, fordi den slags restauranter i indkøbscentre ikke har råd til en hovedtjener. Jeg præsenterede hende endda på forhånd – en tidligere servitrice, der kunne alle de høflige sætninger, men absolut ikke havde nogen stil. Blondinen, der henvendte sig til mig, så snart jeg kom ind i foyeren, var omkring tredive, høj og slank, men ikke mager og tydeligt udviklet. Hun bevægede sig med flydende ynde i sin lysegrønne kjole.
  
  
  Hun spurgte. — Vil du spise alene, sir?
  
  
  "Jeg hedder Carter," sagde jeg. "Jeg har en aftale med hr. Hawk."
  
  
  Hun kiggede på notesblokken i sin venstre hånd og lagde den så på disken. - Åh ja, hr. Carter. Mr. Hawk er i privat værelse nummer fire. Må jeg få din frakke, sir?
  
  
  Siden begyndelsen af kvindelig empowerment har en af de sjoveste ting været kvinder, der forsøger at hævde deres identitet ved at udvide alle de små tjenester, som mænd traditionelt har givet kvinder. Jeg har set piger næsten vride deres hænder, mens de tager deres frakker af, eller næsten brænde deres næser, når de tænder cigaretter. Denne kvinde kunne dog sine ting - hun hjalp mig med at komme ud af min frakke og gjorde det meget dygtigt. Mens hun holdt døren for mig, spekulerede jeg på, om maden ville være lige så dårlig som tapetet eller lige så god som værtinden.
  
  
  Men hvis Hawk havde valgt Mourdock's restaurant, ville jeg have været nødt til at håndtere dårlig mad. Hawk vidste meget, men mad og drikke var ikke i hans ordforråd.
  
  
  Vi gik lige indtil vi nåede en række værelser med lukkede døre. Jeg hørte ingen snakke, så Hawk må have fundet et sikkert sted at mødes. Pigen åbnede den anden dør til højre uden at banke på. Jeg blev forskrækket over cigarrøgen. Hun befandt sig i det rigtige rum. Værtinden tog imod vores drinksbestilling, Hawk gav min udstrakte hånd tilbage, og jeg bemærkede, at der allerede var bestilt mad. – Er der ingen menu? - Jeg spurgte, da værtinden gik.
  
  
  "Der er kun én ting på menuen," sagde Hawk. "Bøf".
  
  
  - Det er derfor. Det er vel derfor du valgte denne restaurant.
  
  
  "Jeg valgte dette sted, fordi det tilhører AX, hvad end det er." Han forklarede ikke noget yderligere.
  
  
  Hawk har altid været en stille mand, hvilket er en af grundene til, at han leder den amerikanske regerings AXE-agentur. Talsomme mennesker er ikke gode for Secret Service. Hawk fortalte mig ikke engang, hvorfor AX ejer denne restaurant, og jeg er en af hans topfolk. Han ventede, indtil vi havde spist vores bøffer, lækre, lagrede kødstykker, og sluttede et glas vin af, før han begyndte sin tale.
  
  
  ”N3, vi har en sag her, som måske ikke eksisterer. Jeg vil fortælle dig alt, hvad jeg ved om det, men det er ikke nok til at træffe en smart beslutning.
  
  
  "Er det her Killmasters værk?"
  
  
  "Det er din sag," sagde Hawk til mig. Han tog en ny cigar frem - hvis de stinkende pinde, han røg, kunne endda være nye - tog indpakningen af og tændte den, inden han fortsatte.
  
  
  "Teknisk er dette ikke et job for AX. Vi hjælper visse elementer i en venlig, neutral regering."
  
  
  'Hvem er det?'
  
  
  "etiopiere".
  
  
  Jeg drak vinen - en Californisk Bourgogne, der hverken var god eller dårlig - og sagde så: "Jeg forstår det ikke, sir." Jeg troede, at etiopierne ikke kunne lide, at den amerikanske efterretningstjeneste søgte rundt i deres dyrebare ørken.
  
  
  "Normalt nej. Men de har brug for vores hjælp til at finde en mand ved navn Cesare Borgia.
  
  
  "Jeg troede, han døde for århundreder siden."
  
  
  - Denne fyrs rigtige navn er Carlo Borgia. Cesares kaldenavn er et bevidst trick, en måde at lade verden vide, at han er en hensynsløs bastard. Vi er ikke engang sikre på, at han er i Etiopien. Måske er han et andet sted. Og det burde du finde ud af nu.
  
  
  — Ved etiopierne ikke, hvor han er?
  
  
  "Ikke hvis de er ærlige over for os," sagde Hawk. "Og CIA også. Jeg tror, at både CIA og etiopierne er lige så forundrede, som jeg er. Dette er, hvad vi har på denne Borgia.
  
  
  Hawk trak en mappe fuld af rapporter mærket "Top Secret" frem fra sin dokumentmappe. Øverst på et af arkene var der en etiket med bogstavet Z, det sidste bogstav i alfabetet, og i AX, hvilket kun betød én ting: Uanset hvilken information dette papir indeholdt, kunne det betyde verdens ende. Dette var en nødsituation med stort E. Hawk kiggede på dokumentet, før han talte.
  
  
  ”I slutningen af 1950'erne var Borgia nyfascist i Italien. Så længe han holdt sig til politiske aktiviteter og juridiske organisationer, forblev han meget nyttig. Hans gruppe lokkede nogle af disse randkommunister væk, så de mere moderate partier kunne fortsætte med at fungere normalt. Men så opdagede han værdien af politisk vold. Han forsvandt fra Livorno lige før italiensk politi forsøgte at fange ham. De sporede ham til Massawa og derefter til Asmara. I 1960 var han forsvundet."
  
  
  "Så hvad har han gjort på det seneste for at vække vores interesse?"
  
  
  "Måske ingenting. Måske noget så stort, at det skræmmer mig,” sagde Hawk. "Egypterne mistede 14 kort- og mellemdistancemissiler, som de rettede mod Israel. Og israelerne mistede ni, som var beregnet til Egypten og Syrien. Begge sider tror, at den anden side stjal dem..."
  
  
  "Er det ikke sådan?"
  
  
  "Vi kunne ikke finde noget bevis på dette. Russere, åbenbart også. De var de første til at finde ud af denne Borgia, men deres hurtighed og effektivitet førte til ingenting. Deres agent forsvandt for to måneder siden.
  
  
  — Tror du, kineserne kan have noget med det her at gøre?
  
  
  "Jeg udelukker det ikke, Nick." Men der er stadig mulighed for, at Borgia arbejder selvstændigt. Jeg kan ikke lide nogen af disse ideer.
  
  
  "Er du sikker på, at han ikke er en russisk agent?"
  
  
  - Ja, Nick, jeg er sikker. De ønsker ikke så meget problemer i Mellemøsten som os. Men ulykken er, hvordan disse missiler er. Alle treogtyve har nukleare sprænghoveder.
  
  
  Høg tændte sin cigar igen. Situationer som denne har været uundgåelige siden 1956, hvor Suez-krisen brød ud, og Amerika fik udbredt mistillid. Hvis israelere og arabere ønsker at skyde hinanden med konventionelle våben hvert år, er det fint med os og russerne. Vi kunne altid gribe ind igen, efter at vores kampvogne og panserværnsvåben var blevet grundigt felttestet. Men nukleare sprænghoveder tilføjer en ny dimension, der skræmmer selv russerne."
  
  
  Jeg spurgte. - I hvilken del af Etiopien kunne denne Borgia operere?
  
  
  "Etiopierne tænker selv på Danakil," sagde Hawk.
  
  
  "Dette er en ørken."
  
  
  "Ørkenen er som Sinai. Dette er en ødemark, hvor der næsten intet er, og etiopierne ikke kontrollerer det. De mennesker, der bor der, tøver ikke med at dræbe fremmede. Danakil er omgivet af etiopisk territorium, men Amhara-stammerne, der hersker der, har ingen planer om at udstyre en ekspedition til at udforske området. Det her er et fandens sted.
  
  
  Dette var en sjælden udtalelse for Hawk, og det gjorde mig nervøs. Desuden beroligede det, jeg var i stand til at lære om Danakil i de følgende dage, mig ikke. Mit cover bekymrede mig også. Fred Goodrum var kendt som en offentlig ingeniør, men blev sortlistet af alle fagforeninger i Amerika på grund af betalingsproblemer. Og nu har han bestilt et norsk fragtskib til Massawa. Den etiopiske regering havde brug for folk, der kunne bygge veje.
  
  
  Greyhound ankom til Norfolk. Jeg fandt min duffeltaske og en mishandlet kuffert, hvis hemmelige rum indeholdt en masse ammunition til Wilhelmina og en transceiver. Så fandt jeg en taxa. Chaufføren så omhyggeligt på mit udseende og spurgte: "Har du otte dollars?"
  
  
  'Ja. Men du kører forsigtigt i din bil, ellers vil jeg sagsøge alt, hvad der er tilbage af dig.
  
  
  Han forstod min joke. Måske lod jeg Nick Carter komme for meget ind i min Fred Goodrum-persona, fordi han ikke gav lyd fra sig.
  
  
  Han afleverede mig i tolden, og jeg havde ingen problemer med at komme igennem. Lastbilchaufføren gav mig en tur til Hans Skeielman.
  
  
  Stewardessen, en høj mand med sandet hår ved navn Larsen, var ikke særlig glad for at se mig. Det skyldtes, at klokken var to om morgenen og på grund af mit udseende. Han førte mig til min hytte. Jeg gav ham et tip.
  
  
  "Morgenmad mellem syv og ni," sagde han. "Du finder spisestuen ned ad trappen på bagsiden og et dæk nedenfor."
  
  
  "Hvor er toilettet ?"
  
  
  - Lige bag hytterne. Brusebad også. Pas på ikke at chokere damerne.
  
  
  Han gik. Jeg lagde våbnet i bagagerummet, låste døren og så mig omkring i den lille kahyt. Den eneste køje var placeret ved siden af bagbords vindue med udsigt over hoveddækket på bagbord side. Dette var også siden af volden, og et tyndt gardin forhindrede ikke det skarpe lys i at trænge ind. Der var en vask på den ene væg og et kombineret vægskab og skab på den anden. Jeg besluttede at pakke mine ting ud næste morgen.
  
  
  AX fortalte mig, at passagerlisten så fin ud. DEN UNGE MAND, DER GIvede MIG INSTRUKTIONERNE, FORKLADE: “DER ER INGEN KENDTE RUSSISKE ELLER KINESISKE AGENTER OM BORD. VI HAVDE IKKE TID TIL AT TJEKKE BESÆTNINGEN NØYE. SÅ VÆR FORSIGTIG, N3.”
  
  
  Alle sagde til mig at være forsigtig, selv Hawk. Vanskeligheden var, at ingen kunne fortælle mig, hvem eller hvad jeg skulle passe på. Jeg slukkede lyset og klatrede op i sengen. Jeg sov ikke særlig godt.
  
  
  
  
  kapitel 2
  
  
  
  
  
  Et skibs afgang er støjende, men besætningen på Hans Skejelman gjorde virkelig deres bedste for at vække passagererne. Jeg kiggede på mit ur. Klokken syv er tid til at træffe en beslutning. Ville jeg have taget Hugo, eller ville Freddie Goodrum næppe bære en stilet? Så ingen løsning overhovedet.
  
  
  Hugo holdt Wilhelmina og Pierre med selskab i kuffertens hemmelige rum. De mennesker, jeg mødte, var meget mere opmærksomme end den stewardesse i morges.
  
  
  Jeg gik frem og gik i bad. Så vendte jeg tilbage til min hytte og valgte noget tøj. Jeg tog en flannelskjorte, arbejdsbukser og en vandtæt jakke på.
  
  
  Så var der morgenmad.
  
  
  Spisestuen var åben. Der var plads til ti personer. Det betød, at skibet ikke transporterede mange passagerer. Larsen, stewardessen, bragte mig appelsinjuice, røræg, bacon og kaffe. Jeg var næsten færdig, da et ældre ægtepar kom ind.
  
  
  Det var englænderne - Harold og Agatha Block. Han havde en tynd bygning og det blege ansigt som en revisor. Han fortalte mig, at det lykkedes ham at score to heldige mål i fodboldpuljen og lavede en klog investering. Hun havde lavendelduftende stil som en evig husmor, den slags kvinde, hvis mand bygger et hegn at læne sig op af. De så ud til at være i halvtredserne, og deres pludselige lykke havde forvandlet dem til midaldrende festdyr. Begge var snakkesalige. - Er du fra Norfolk, hr. Goodrum? - spurgte Blok.
  
  
  "Nej, sagde jeg.
  
  
  "Vi elsker det sydlige USA," forklarede han.
  
  
  "Vi elsker Amerika meget," indskød fru Block. "Det er en skam, at din regering ikke reklamerer for sine turistattraktioner bedre. For to år siden rejste vi gennem Vesten og var meget imponerede over steder som Grand Canyon og Rocky Mountains. Men prisen er ret høj. Og...'
  
  
  Jeg afbrød delvist hendes foredrag. Ligesom Fred Goodrum skulle jeg lytte, men mit eneste bidrag til samtalen var en lejlighedsvis brokken.
  
  
  Fred Goodrum lyttede, fordi han kunne drikke på disse menneskers regning under turen. Fred elskede at indtage drinks næsten lige så meget, som han elskede at modtage dollars. Til sidst stillede hun det uundgåelige spørgsmål. "Hvad laver du om bord på dette skib, hr. Goodrum?"
  
  
  "Jeg tager til Etiopien."
  
  
  "For hvad?"
  
  
  'Til arbejde. Jeg er tekniker. Jeg bygger veje og afløbssystemer. Noget i den stil.
  
  
  - Jeg finder det her interessant.
  
  
  "Vi skal tjene noget," sagde jeg til hende.
  
  
  Revisor og husmoder kunne umuligt vide for meget om vejbyggeri, så hvis de var, hvad de sagde, de var, havde jeg det fint. Jeg ville foretrække, at AX arrangerede et fly til Addis Abeba, men KGB-agenter holder øje med lufthavnene. Og denne billige transportform var mere egnet til mit cover.
  
  
  Forhøret og monologen af fru Block blev afbrudt, da en anden fragtskibspassager kom ind i lokalet. I det øjeblik hun trådte ind ad døren, fik hun mig til at se alle mine mentale filer igennem. Langt mørkt hår, fuld figur, behageligt, hvis ikke smukt, ansigt - jeg husker mere end blot et politibillede. Et sted så jeg hende helt nøgen. Men hvor?
  
  
  "Jeg er Gene Fellini," sagde hun.
  
  
  Da hun sagde dette, kunne jeg huske hende.
  
  
  Blokkene præsenterede sig selv. Jeg blev præsenteret - Gina havde et fast, køligt håndtryk. Jeg ville bryde ud af kabinen, gå til radiorummet og sende en rasende kodebesked til Hawk. Bortset fra at Hawke kunne have været uskyldig - CIA kunne altid have sat en agent på det skib uden at fortælle ham det. Det ville ikke være første gang, de sendte nogen for at spore en AXE-mission.
  
  
  Fru Block vendte tilbage til sit fodbold-pool-vi-elsker-at-rejse-spil. Jean lyttede høfligt, men jeg væddede ikke mere, end jeg gjorde. Fru Block begyndte derefter at stille spørgsmål.
  
  
  'Hvad laver du?' - spurgte hun muntert.
  
  
  "Jeg er freelancejournalist," sagde Jean.
  
  
  "Et ungt væsen som dig?"
  
  
  'Ja.' - Hun er færdig med sin kaffe. "Min far ville have en dreng. Og han var ikke ved at lade et par biologiske faktorer narre sit barn til, hvordan man overlever i en mandsverden. Så da jeg dimitterede fra journalistskolen, så jeg på de job, der var til rådighed for kvinder og besluttede, at ingen af dem var rigtige for mig."
  
  
  — Er du for kvindefrigørelse? - spurgte hr. Block.
  
  
  'Ingen. Bare for eventyret.
  
  
  Hendes ro chokerede dem så meget, at de holdt op med at plage hende et øjeblik. Hun kiggede på mig. Jeg besluttede, at det første slag ville være en thaler værd.
  
  
  "Du ser bekendt ud, Miss Fellini," sagde jeg. "Selvom jeg ikke læser meget."
  
  
  "Du læser sikkert mandeblade, hr. Goodrum," sagde hun.
  
  
  'Ja.'
  
  
  - Så du så mig der. Udgivere antager, at mænd vil nyde en artikel skrevet af en kvinde om solo-eventyr. Og ved at tilføje et par billeder, var jeg i stand til at sælge et par historier. Du har måske set mig der.
  
  
  "Måske," sagde jeg.
  
  
  - Magasiner? - sagde fru Block. 'Foto?'
  
  
  'Ja. Du ved - korrespondenten tager et bad i Jakarta. En heltinde med bar røv i Rio. Noget i den stil.
  
  
  Nu hvor jeg har husket hele hendes sag, kunne AX stadig ikke beslutte, om Jean Fellini var en god agent eller ej. Nu hvor jeg havde set det i aktion, kunne jeg forestille mig den officielle forvirring.
  
  
  Blokkene vil helt sikkert huske hende, når de kommer over dette chok. Men pigen sørgede også for, at de lod hende være i fred. Det var enten et meget smart eller et meget dumt træk. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad det præcist var.
  
  
  "Måske er du historiker, hr. Goodrum," sagde Jean. "Hvorfor er du på dette fragtskib?"
  
  
  "Jeg er en tekniker, og jeg skal bygge veje i Etiopien."
  
  
  – Er der et job til dig der?
  
  
  'Ja. Nogen vil hente mig der, når vi kommer til Massawa.
  
  
  "Dårligt land. Etiopien. Vær forsigtig, de vil skære din hals over.
  
  
  "Jeg skal passe på," sagde jeg.
  
  
  Vi havde begge meget sjov med at spille dette spil. Måske kunne vi narre blokkene og hvem vi ellers måtte møde ombord – måske; intet kunne gøre mig glad for Fred Goodrum og denne langsomme tur til Massawa, men vi bedragede ikke hinanden et sekund. Jean holdt sin mund, og jeg opførte mig også godt. Jeg ville gerne vide meget om hendes mission, og jeg var i tvivl om at modtage denne information fra hende frivilligt. Vores konfrontation bør vente til bedre tider.
  
  
  Så jeg undskyldte mig selv, greb nogle paperbacks fra skibets bibliotek og vendte tilbage til min kahyt.
  
  
  Harold Block og jeg prøvede et spil skak de første to nætter på havet. Ved at give ham et tårn og et biskop-forspring, var jeg i stand til at strække spillet ud i omkring femogfyrre træk, før han bommede, og jeg mattede. Så vi stoppede med at spille skak og spillede et par spil bridge, et spil jeg ikke er så vild med. Jeg brugte tid på at prøve at forstå noget. The Blocks virkede mere og mere som et snakkesaligt engelsk par, uskyldige og harmløse, ivrige efter at rejse verden rundt, før de endelig slog sig ned og kedede deres mindre heldige venner, som aldrig nåede til Brighton. Jean var mere et mysterium.
  
  
  Hun spillede kort hensynsløst. Enten vandt vi hårdt – vi endte med at blive partnere igen og igen – eller også trak hun os til et knusende nederlag. Hver gang hun tog et trick, spillede hun sit kort med et svirp med sit håndled, hvilket fik det til at snurre oven på stakken. Og hun smilede altid lummert til mig og kastede hovedet tilbage for at fjerne hendes lange sorte hår fra hendes funklende brune øjne. Hendes uniform så ud til at bestå af mørke bukser og en poset sweater, og jeg spekulerede på, hvad hun ville have på, når vi nåede tropiske og ækvatoriale farvande.
  
  
  Den tredje morgen vågnede vi op til tropisk varme. At dømme efter kortet i spisestuen var vi i en kanal mod vinden. Vi slog ikke hastighedsrekorden. Hans Skeielman gled ikke længere over de grågrønne hav, der lå ud for Hatteras og USA's kyst, men rullede blidt gennem havets mørkeblå vand omkring Cuba. Om aftenen skulle vi ankomme til Georgetown. Jeg stod op før syv og spiste morgenmad i spisestuen med betjentene på vagt. Airconditionen fungerede ikke godt nok til at gøre min kabine komfortabel.
  
  
  Blokke og Jin er ikke færdige endnu. Så jeg slæbte loungestolen ind på passagersiden af dækket og lod solen gå ned over mig og brændte mig på bagbord side. Da jeg hørte skrabningen, så jeg op og så Gene trække en anden loungestol hen over ståldækpladerne.
  
  
  "Jeg tror ikke, vores engelsk kan lide morgensolen," sagde hun.
  
  
  "De venter til middag og kommer så ud," fortalte jeg hende.
  
  
  Hun var iført beskåret jeans, der næsten ikke skjulte bulen af hendes numse, og en bikinitop, der viste mig, hvor store og muntre hendes bryster var. Hendes hud, hvor den ikke var dækket, var jævnt solbrændt. Hun strakte sine lange ben ud på liggestolen, sparkede sine sandaler af og tændte en cigaret. "Nick Carter, det er tid for os at chatte," sagde hun.
  
  
  "Jeg tænkte på, hvornår du ville gøre det officielt, at du kendte mig."
  
  
  "Der er meget, som David Hawk ikke fortalte dig."
  
  
  - Mange ting?
  
  
  "Oplysninger om Cesare Borgia. Hawk fortalte dig det ikke, fordi han ikke vidste det. Før hans død skrev KGB-officeren en besked. Det lykkedes os at opsnappe ham. Og nu forventer de, at jeg arbejder i kontakt med den nye KGB-officer. Men han og jeg kender ikke hinanden, før vi kommer til Etiopien. Jeg er ikke helt sikker på, at du kommer tilbage.
  
  
  Jeg spurgte. - "Kan du fortælle mig, hvem det er?"
  
  
  Hun smed cigaretten overbord. "Vær helt rolig, Fred Goodrum - sørg for, at jeg bruger dit kodenavn, tak." Dette er en stewardesse.
  
  
  "Jeg troede ikke på, at KGB ville bruge nogen Bloks."
  
  
  "De er harmløse, hvis de ikke keder os ihjel." Forstår du, at dette kunne være min sidste mission i mange år?
  
  
  'Ja. Medmindre du dræber din kollega, når du er færdig.
  
  
  "Jeg er ikke Killmaster. Men hvis du er interesseret i freelance arbejde, så lad mig det vide. Lad som om onkel Sam er uskyldig."
  
  
  - Hvad laver denne Borgia helt præcist?
  
  
  - Senere, Fred. Efter. Vi tog fejl med hensyn til vores solfrygtede englændere.
  
  
  Blokkene kom ud og slæbte liggestole bag sig. Jeg havde en bog med mig, men jeg lod ikke som om jeg læste den. Jean rakte ud i den lille strandtaske, som hun opbevarede sine fotografiske materialer i. Hun vendte teleobjektivet på sit 35 mm kamera og fortalte os, at hun ville prøve at få farvefotografier af flyvefisken i aktion. Dette involverede at læne sig over et rækværk for at holde kameraet stabilt, en handling, der fik hendes afskårne bukser stramt over hendes numse på en måde, så det virkede usandsynligt, at hun bar noget mere end blot hud. Selv Harold Block trodsede sin kones forvirring og så på.
  
  
  På trods af mit bliks retning var mine tanker optaget af andre ting, end hvad Jean viste os. Larsen, stewardessen, var fra KGB. Folkene i vores journalafdeling forvandlede denne sag til en kræftsvulst. De tjekkede passagererne og fandt ikke ud af, at personen foran dem var en CIA-agent, hvis fotografier og oplysninger vi skulle have i vores filer. Tilsyneladende var CIA ret hemmelighedsfuld - Gene vidste mere om Borgia'en end jeg gjorde, sandsynligvis nok til at fortælle mig, om vi ville have ham død eller i live.
  
  
  Da skibet nåede Georgetown for at overnatte i land, og inden vi atter begav os af sted for at runde Kap rundt om Afrika, besluttede jeg, at Fred Goodrum kedede sig for kedeligt og brød til at gå i land. KGB havde en fil på mig - jeg så den aldrig, men jeg talte med folk, der gjorde - og måske ville Larsen have genkendt mig. Guyana var et godt sted for hende at kontakte en anden agent, og forsvinden af en amerikansk turist ved navn Goodrum ville på ingen måde forhindre Hans Skeielman i at tage afsted på hendes videre rejse.
  
  
  "Vil du ikke se dig omkring?" - spurgte Agata Blok mig.
  
  
  "Nej, fru Block," sagde jeg. "For at være ærlig, så kan jeg ikke lide at rejse så meget. Og jeg er på mine sidste ben økonomisk. Jeg tager til Etiopien for at se, om jeg kan tjene nogle penge. Dette er ikke en fornøjelsesrejse.
  
  
  Hun gik hurtigt og tog sin mand med sig. Jeg var ganske tilfreds med at kede mig under måltider og under bridge, men hun spildte ingen tid på at prøve at overtale mig til at gå i land. Jean gik selvfølgelig i land. Det var lige så meget en del af hendes dækning, som at være ombord var en del af mit. Vi havde endnu ikke haft mulighed for at tale om Borgiaerne, og jeg tænkte på, hvornår vi præcist ville få chancen. Ved frokosttid var alle i land undtagen kaptajnen og andenstyrmanden, og det hele endte med, at jeg forklarede USA's kærlighed til biler til to betjente.
  
  
  Over kaffe og cognac bad Larsen kaptajnen om lov til at gå i land.
  
  
  "Jeg ved det ikke, Larsen, du har en passager..."
  
  
  "Jeg har det fint med det," sagde jeg. "Jeg har ikke brug for noget før morgenmad."
  
  
  "Går du ikke i land, hr. Goodrum?" - spurgte Larsen.
  
  
  Jeg sagde. - "Nej. "Helt ærligt, jeg har ikke råd til det."
  
  
  "Georgetown er et meget dynamisk sted," sagde han.
  
  
  Hans udmelding ville komme som en nyhed for de lokale myndigheder, da swinger-turister simpelthen ikke rangerer særlig højt på Guyanas prioritetsliste. Larsen ville have mig til at gå i land, men turde ikke tvinge mig. Den nat sov jeg ved siden af Wilhelmina og Hugo.
  
  
  Dagen efter holdt jeg mig også væk fra nogens øjne. Forholdsreglen var sandsynligvis ubrugelig. Larsen gik fra borde for at informere Moskva om, at Nick Carter var på vej til Massawa. Hvis hun ikke fortalte mig, var det kun fordi hun ikke genkendte mig. Hvis hun identificerede sig, kunne jeg ikke ændre noget.
  
  
  "Har du fundet nogle gode historier i Georgetown?" Jeg spurgte Jean den aften under middagen.
  
  
  "Det stop var forbandet spild af tid," sagde hun.
  
  
  Jeg forventede hendes bløde bank på min dør den aften. Klokken var lidt over ti. Blokkene gik tidligt i seng, tilsyneladende stadig trætte fra gårsdagens gåtur. Jeg lukkede Jean ind. Hun var iført hvide bukser og en hvid netskjorte, der manglede hendes undertøj.
  
  
  "Jeg tror, Larsen identificerede dig," sagde hun.
  
  
  "Sandsynligvis," sagde jeg.
  
  
  ”Han vil møde mig på agterdækket, bag overbygningen. På en time.'
  
  
  "Og du vil have, at jeg skal dække for dig?"
  
  
  ”Det er derfor, jeg går i hvidt. Vores filer siger, at du er god med en kniv, Fred.
  
  
  'Jeg kommer. Led ikke efter mig. Hvis du ser mig, ødelægger du alt.
  
  
  'Bøde.'
  
  
  Hun åbnede lydløst døren og krøb barfodet ned ad gangen. Jeg tog Hugo ud af kufferten. Så slukkede jeg lyset i min kahyt og ventede til lige over midnat. Så forsvandt jeg ned ad korridoren, på vej til agterdækket. Bagerst i korridoren var en dør åben, der førte til bagbord side af hoveddækket. Ingen havde lukket den, fordi vandet var roligt, og det overanstrengte Hans Skeijelman klimaanlæg kunne bruge al den kølige nattevinds hjælp.
  
  
  Som de fleste fragtskibe, der sejler på barsk sø, så godt de kan, var Hans Skejelman et rod. Presenningen lå over hele agterdækket bag overbygningen. Jeg valgte et par stykker og foldede dem rundt om pilen.
  
  
  Så dykkede jeg ind i det. Jeg håbede, at Larsen ikke ville finde på at bruge dem som puder. Nogle skibe havde vagter om bord. Det var "Hans Skeielman"-holdet ikke bekymret over. Indenfor var der passager, der førte fra mandskabskvarteret til bro, radiorum, maskinrum og kabys. Jeg regnede med, at der var enhver chance for, at udkigsposten sov, og vi sejlede på autopilot. Men jeg dukkede ikke op. Larsen dukkede op præcis klokken et om morgenen. Hun var stadig iført sin stewardessejakke, en sløret hvid om natten. Jeg så hende rode med sit venstre ærme og antog, at hun gemte en kniv der. Dette var et godt sted for det, selvom jeg foretrak stedet, hvor jeg havde Hugo. Jeg holdt stiletten i hånden. Så dukkede Jean op.
  
  
  Jeg kunne kun følge brudstykker af deres samtale.
  
  
  "Du spiller en dobbelt rolle," sagde hun.
  
  
  Svaret var uhørligt.
  
  
  »Jeg genkendte ham, da han kom om bord. Moskva er ligeglad med, om han kommer til Massawa eller ej."
  
  
  'Jeg vil gøre det.'
  
  
  Svaret var igen uklart.
  
  
  "Nej, det er ikke sex."
  
  
  Deres skænderi blev mere og mere hårdt, og deres stemmer blev mere stille. Larsen vendte ryggen til mig, og jeg så på, hvordan hun gradvist førte Jean hen til ståloverbygningen og gemte sig for alle på broen. Jeg løftede forsigtigt presenningen og gled ud under den. Næsten på alle fire, med Hugo klar i hånden, kravlede jeg hen imod dem.
  
  
  "Jeg arbejder ikke sammen med dig," sagde Larsen.
  
  
  'Hvad mener du?'
  
  
  "Du var mig eller din chef utro. Jeg slipper af med dig først. Så fra Carter. Lad os se, hvad Killmaster synes om at sejle over havet.
  
  
  Hendes hånd rakte ud til hendes ærme. Jeg skyndte mig hen til hende og tog fat i hendes hals med min venstre hånd og dæmpede hendes skrig. Jeg slog hende i kroppen med Hugos stilet og blev ved med at stikke hende med den, indtil hun blev slap i mine arme. Jeg trak hendes krop i mine arme hen til rækværket og løftede hende op. Jeg hørte et plask. Og jeg ventede spændt.
  
  
  Der blev ikke råbt fra broen. Motorerne buldrede under mine fødder, da vi ræsede mod Afrika.
  
  
  Jeg tørrede forsigtigt Hugo på mine bukser og gik hen til Jean, som lænede sig op ad overbygningen.
  
  
  "Tak, Nick... jeg mener, Fred."
  
  
  "Jeg kunne ikke forstå det hele," sagde jeg til hende. – Hun meddelte, at jeg ikke kommer til Afrika?
  
  
  "Det sagde hun ikke," sagde hun.
  
  
  "Jeg følte, at Moskva var ligeglad med, om jeg kom til Massawa eller ej."
  
  
  "Ja, men måske har hun ikke skrevet rapporten."
  
  
  'Måske. Hun havde en kniv i ærmet.
  
  
  - Du er god, Nick. Lad os gå til din hytte.
  
  
  "Okay," sagde jeg.
  
  
  Jeg boltede kabinedøren og vendte mig om for at se på Jean. Jeg forventede stadig, at hun ville vige, reagere på, at Larsen næsten slog hende ihjel, men det gjorde hun ikke. Et lummert smil dukkede op på hendes ansigt, da hun lynede sine bukser op og tog dem af. Hendes hvide T-shirt skjulte intet, hendes brystvorter stivnede, da hun bøjede sig ned og trak T-shirten over hovedet.
  
  
  "Lad os se, om du er lige så god i sengen, som du er med en kniv," sagde hun.
  
  
  Jeg klædte mig hurtigt af og kiggede på hendes store bryster og buede ben. Hendes hofter bevægede sig langsomt, mens hun skiftede ben. Jeg gik hurtigt hen til hende og tog hende i mine arme og vi krammede. Hendes hud var varm, som om hun ikke havde været udsat for den kølige natteluft.
  
  
  "Sluk lyset," hviskede hun.
  
  
  Jeg gjorde som hun sagde og lagde mig ved siden af hende i det smalle bur. Hendes tunge kom ind i min mund, mens vi kyssede.
  
  
  "Skynd dig," stønnede hun.
  
  
  Hun var våd og klar, og hun eksploderede i et vildt vanvid, da jeg trængte ind i hende. Hendes negle kradsede min hud, og hun lavede mærkelige lyde, da jeg eksploderede min passion i hende. Vi krøb sammen, fuldstændig udmattede, og de eneste lyde i vores kahyt var vores dybe, tilfredse vejrtrækning og knagen fra skibet, da vi bevægede os væk fra stedet, hvor jeg havde smidt Larsen i havet.
  
  
  
  
  Kapitel 3
  
  
  
  
  
  Ved tretiden begyndte vi endelig at snakke. Vores kroppe var svedige og vi lå sammenkrøbet i den smalle hytte. Jean brugte mit bryst som en pude og lod hendes fingre spille over min krop.
  
  
  "Der er noget galt med dette skib," sagde hun.
  
  
  — Han kører for langsomt, airconditionen virker ikke. Og Larsen lavede ulækker kaffe. Er det det du mener?
  
  
  'Ingen.'
  
  
  Jeg ventede på, at hun skulle forklare nærmere.
  
  
  "Nick," sagde hun, "kan du fortælle mig, hvad AH sagde om "Hans Skeielman"?"
  
  
  - At han kommer til Massawa på det rigtige tidspunkt. Og at passagererne har det godt.
  
  
  'Ja. Hvad med holdet?
  
  
  "Jeg kendte ikke til Larsen," sagde jeg. "CIA holdt det for sig selv."
  
  
  - Jeg ved, hvorfor du er så lukket og hemmelighedsfuld. Hun vendte sig om i kabinen. - Du tror, jeg er dig utro. Men det er ikke sandt. Jeg fandt tre forsvundne missiler.
  
  
  "Fulde raketter?"
  
  
  - Nej, men dele til at samle dem. Med atomsprænghoveder.
  
  
  - Hvor er de?
  
  
  - I containere på dækket bag broen.
  
  
  Jeg spurgte. -'Er du sikker?'
  
  
  'Nok.'
  
  
  - Og de er på vej til Borgias?
  
  
  'Ja. Larsen har påtaget sig for meget autoritet. Jeg formoder, at KGB hellere vil ødelægge disse missiler end at dræbe Nick Carter."
  
  
  "Så vi kan klare opgaven uden russisk hjælp," sagde jeg. - Tilbring hellere natten her.
  
  
  - Og ødelægge mit ry?
  
  
  "Ellers ville du allerede være en engel, der hjælper Gud."
  
  
  Hun lo og kørte hænderne over min krop igen. Jeg reagerede på hendes kærtegn. Denne gang var elskoven blød og langsom, en anden form for komfort end vores første omfavnelse. Hvis Jeans frygt var halv sand, ville vi være i god form. Men lige nu nægtede jeg at bekymre mig om det.
  
  
  Jean sov. Men ikke mig. Jeg var bekymret over hendes spørgsmål om, hvilke oplysninger AH havde om besætningen. Vores folk antog, at Hans Skeielman var et uskyldigt fragtskib med få passagerer. Men nogle gange er der en intrige i en intrige, en sammensværgelse inden for en sammensværgelse, og prøveballoner udgivet med en uskyldig, intetanende passager om bord. Måske havde AX sin mistanke om "Hans Skeelman" og inviterede mig som katalysator. Det var Hawkes stil at lade tingene ske af sig selv. Jeg mødte kun nogle få besætningsmedlemmer. Der var ingen kommunikation med passagererne. Til frokost snakkede kaptajn Ergensen og jeg om biler. Hr. Gaard, andenstyrmanden, lyttede. Overstyrmanden, hr. Thule, brokkede sig fra tid til anden og bad om flere kartofler, men han lod til at være ligeglad med, om passagererne var levende eller døde. Forvalteren, hr. Skorn, lod Larsen stå for os og vores mad og så ud til at foretrække at indtage sit daglige kalorieindtag i fred og ro. Radiooperatøren, en høj, tynd blondine ved navn Birgitte Aronsen, var svensk og tavs som førstebetjenten. Da hun kom ind i spisestuen, var det ikke til et socialt besøg.
  
  
  Til sidst faldt jeg i en let søvn og ventede på et skrig eller nogen, der skulle komme og lede efter Larsen. Jeg vågnede, da det første morgenlys brød gennem koøjen. Jean rørte på og mumlede noget.
  
  
  Jeg sagde. - Stadig rædselsvækkende mistanker?
  
  
  'Ja.' Hun smed det lette tæppe og klatrede hen over mig.
  
  
  "Lad os tage et brusebad," sagde hun.
  
  
  - Skal vi være så bemærkelsesværdige sammen?
  
  
  'Specielt. Jeg har brug for dette cover. Måske var Larsen en berygtet kvindemorder.
  
  
  "Jeg tvivler på det," sagde jeg.
  
  
  Hvis Jean ville tro, at jeg kunne fjerne al mistanke fra hende, ville jeg ikke have noget imod det. Med tiden vil denne mission nå et punkt, hvor den vil blive en alvorlig hindring. Så ville jeg have fyret hende. Der er ikke plads til en kvinde i Danakil, især ikke en, der ikke kan begå selvmord. Men indtil vi kom til Etiopien, ville jeg fortsætte med at nyde hendes selskab.
  
  
  Hun var en mester i sengen. Og hun var fuldt ud klar over, hvilken effekt hendes storslåede krop havde på mænd. Hun har solgt middelmådige historier i de sidste fem år, inklusive nøgenbilleder af sig selv. Jeg så, mens hun viklede et håndklæde om sig selv og gik i bad med en lang T-shirt i hænderne. Da vi endelig var færdige med at skumme og skylle hinanden, blev vi behandlet med et langt brusebad.
  
  
  Da vi gik ud på gangen igen, mig i bukser og Jean kun i sin lange T-shirt, som ikke gemte så meget, stødte vi nærmest ind i Birgitte Aronsen.
  
  
  -Har du set Larsen? - spurgte hun mig.
  
  
  "Ikke efter frokost," svarede jeg.
  
  
  "Også mig," sagde Jean og lænede sig mod mig og fnisede. Frøken Aronsen gav os et lille selvtillidsblik og gik forbi os. Jin og jeg udvekslede blikke og gik tilbage til min hytte.
  
  
  "Tag mig op fra kabinen om ti minutter," sagde hun. "Jeg synes, vi skal spise morgenmad sammen."
  
  
  'Bøde.'
  
  
  Jeg klædte mig på og forsøgte igen at beslutte mig for at bære et våben. Jeans teori om, at Hans Skeielman bar dele, der var nødvendige for at lave tre interkontinentale ballistiske missiler, antydede, at jeg gjorde klogt i ikke at bruge radioen til at sende kodebeskeden. Besætningen vidste måske ikke, hvad de bar, da ingen om bord på containerskibet har nogen grund til at åbne containerne.
  
  
  Men hvad hvis jeg vidste det? Skal jeg være bevæbnet? Desværre satte jeg Hugo og Wilhelmina sammen med Pierre i det hemmelige rum i min kuffert, hvor min lille sender var placeret, og lukkede den. På dette skib tog jeg en ærlig tur til Etiopien, ellers var jeg i meget mere lort, end jeg kunne have løst med Luger alene. Alternative våben var ekstremt begrænsede.
  
  
  Det generede mig også, at jeg aldrig så nogen af chaufførerne. Jeg skulle i hvert fald have mødt en af dem i cafeteriet. Men Larsen forklarede os allerede den første dag på havet: ”Ingen af vores passagerer havde nogensinde set chaufførerne, fru Block. De foretrækker at blive nede. Det er deres...hvordan kan jeg sige dette på engelsk...deres idiosynkrasi." Selvfølgelig stillede Agata Blok dette spørgsmål. Jeg tog Larsens udtalelse om tro. Nu spekulerede jeg på, om jeg havde været dum. I min måde at leve på, risikerer en person altid at blive dræbt gennem dumhed, men jeg havde ikke tænkt mig at give den slags dumhed, der ville føre til min død. Jeg kiggede igen på min kuffert. Jeg havde jakker med, som Wilhelmina kunne gemme sig i. Du skulle i det mindste have en jakke på, hvis du ville beholde Lugeren med dig uopdaget. Men at bære en jakke på et almindeligt fragtskib på en varm dag nær ækvator ville vække mistanke hos enhver ærlig besætning. Og jeg var ikke så overbevist om dette holds ærlighed.
  
  
  Ubevæbnet gik jeg ind i korridoren, lukkede døren til min hytte bag mig og gik et par meter hen til Jeans hytte. Jeg bankede blidt. "Kom ind," kaldte hun.
  
  
  Jeg forventede noget feminint rod, men jeg fandt et ryddeligt sted, bagagen gemt pænt under køjen og hendes kamerataske i den åbne garderobe. Jeg spekulerede på, om hendes kamera havde en .22 pistol i en af sine linser.
  
  
  Jean var iført en blå T-shirt og cropped jeans. I dag havde hun sko på i stedet for sandaler. En ting var sikkert, hun havde ikke et våben.
  
  
  Hun spurgte. - "Klar til en stor morgenmad?"
  
  
  "Ja," sagde jeg.
  
  
  Der var dog ingen omfattende morgenmad i spisestuen. Hr. Skærn, forvalteren, tilberedte røræg og toast.
  
  
  Hans kaffe var ikke værre end Larsens, men ikke bedre.
  
  
  Ingen andre betjente var til stede. Blokke, der så meget ulykkelige ud, sad allerede ved bordet. Jean og jeg blev mødt koldt, med viden om, at vi som medrejsende stadig eksisterede på trods af vores dårlige moral.
  
  
  "Vi kan ikke finde Larsen," sagde Sjørn. "Jeg ved ikke, hvad der skete med hende."
  
  
  "Måske drak hun for meget bourbon," forsøgte jeg at gribe ind.
  
  
  "Hun faldt overbord," sagde Agatha Block.
  
  
  "Så skulle nogen have hørt det," indvendte jeg. "Der var ikke noget dårligt vejr i går. Og havet er stadig meget roligt.
  
  
  "Udsigten må have sovet," insisterede fru Block. "Åh nej, fru Block," sagde Sjørn hurtigt, "det kan ikke ske på et skib under kommando af kaptajn Ergensen." Især når Gaard og Thule er på vagt.
  
  
  "Tjek dine whiskyforsyninger," sagde jeg igen. Jeg smilede Kun Jean smilede med mig.
  
  
  "Jeg vil tjekke, hr. Goodrum," sagde Sjørn.
  
  
  Hans hurtige replik til fru Block om den sovende iagttager syntes at bekræfte mine mistanker fra den foregående nat. Besætningen aktiverede autopiloten og tog en lur, når vejret og positionen tillod det. Dette sker på mange handelsskibe, hvilket forklarer, hvorfor skibe nogle gange kommer ud af kurs eller kolliderer med hinanden uden nogen navigationsforklaring.
  
  
  "Der er materiale til en artikel her," sagde Jean.
  
  
  "Det tror jeg, frøken Fellini," sagde Sjørn. - Jeg glemte, at du er journalist.
  
  
  "Hun faldt overbord," sagde fru Block ligeud. "stakkels kvinde".
  
  
  Mellem hendes endelige dom i Larsen-sagen og hendes kolde holdning til mennesker, der nyder sex, var der lidt plads til at gøre fru Block stimulerende selskab. Hendes mand, der havde stjålet blikke på Jeans tunge bryster, der svajede under det tynde stof, frygtede en mere human reaktion.
  
  
  Efter at have spist vendte Jean og jeg tilbage til hendes hytte. "Jeg er sikker på, at du ved, hvordan man bruger et kamera," sagde hun.
  
  
  'Ja.'
  
  
  "Så, Fred Goodrum, min gamle flamme, du vil kunne lide dette forslag." Jeg sætter et 28 mm objektiv på mit kamera, så du kan tage et billede af mig i denne kabine.
  
  
  Jean fortalte mig, hvilken lukkertid og blænde jeg skulle vælge og førte mig fra det ene hjørne til det andet. Helt nøgen poserede hun for mig i forskellige dele af kabinen, med et ekstremt sensuelt udtryk i ansigtet. Alt jeg skulle gøre var at sigte, fokusere og trykke på aftrækkeren. Da vi var færdige med filmrullen var vi tilbage i sengen. Jeg begyndte at bekymre mig om hendes seksuelle sult. Så meget som jeg elskede hendes vridende, pulserende krop, måtte jeg konstant minde mig selv om, at jeg var ombord på Hans Skeielman for mere seriøse forretninger.
  
  
  "I dag vil jeg stille nogle spørgsmål om Larsen," sagde hun. ”Min rolle er som afhørende journalist. Hvad vil du gøre?'
  
  
  "Jeg går ud på dækket og prøver at hvile mig."
  
  
  Jeg var strakt ud på loungestolen med mit ansigt i skygge, da jeg hørte bevægelse og en mandestemme sagde: "Rør dig ikke, hr. Carter."
  
  
  Jeg lod som om jeg ikke hørte ham.
  
  
  "Så, hvis du vil, hr. Goodrum, så flyt dig ikke."
  
  
  "Hvis jeg foretrækker hvad?" - sagde jeg og genkendte stemmen fra Gaard, den anden assistent.
  
  
  -Hvis du foretrækker at blive i live.
  
  
  To sømænd stod foran mig, begge med pistoler. Så kom Gaard ind i mit synsfelt han havde også en pistol med sig.
  
  
  "General Borgia vil have dig til at leve," sagde han.
  
  
  "Hvem fanden er general Borgia?"
  
  
  "Den mand, du burde være på jagt efter den etiopiske regering."
  
  
  "Gaard, selv den etiopiske regering ville ikke ansætte hverken General Borgia eller General Grant."
  
  
  - Det er nok, Carter. Så du er Killmaster. Du passede virkelig på Larsen. Stakkels hore, russerne må have rekrutteret hende til en billig penge."
  
  
  "Jeg synes, du skal tjekke dit whiskylager," sagde jeg. "Har Sjørn ikke givet dig denne besked?" Han svarede mig i en samtaletone: ”Det er utroligt, hvordan sådan en snakkesalig person som denne fru Block nogle gange kan fortælle sandheden. Vægteren sov faktisk i nat. Vagtmanden sover næsten hver nat. Ikke mig. Men jeg foretrak bare ikke at kæntre skibet på grund af Larsen. Hvad skal vi bruge KGB-agenter til?
  
  
  "Russerne vil blive dræbt."
  
  
  -Du er meget rolig, Carter. Meget stærk. Dine nerver og din krop er fuldstændig under kontrol. Men vi er bevæbnede, og det er du ikke. Denne besætning er alle Borgia-agenter, undtagen den tekniske besætning. De er låst inde i deres eget maskinrum. Og bestemt ikke Larsen, som du venligt eliminerede i aftes. Hvor er den kniv du brugte?
  
  
  "Forblev i Larsens krop."
  
  
  "Jeg kan huske, at du trak den ud og derefter tørrede blodet af."
  
  
  "Dit nattesyn er dårligt, Gaard," sagde jeg. "Det forårsager hallucinationer."
  
  
  'Det gør ikke noget. Nu har du ikke denne kniv. Du er meget god, Carter. Du er bedre end nogen af os. Men du er ikke bedre end os tre med våben. Og vi kender godt våben, Carter?
  
  
  "Så sandt," sagde jeg.
  
  
  "Så rejs dig langsomt og gå frem." Se dig ikke tilbage. Forsøg ikke at kæmpe. Selvom general Borgia vil have dig i live, er det usandsynligt, at din død vil påvirke ham. Mit job var at finde Borgia og se, hvad han havde gang i. Jeg vil hellere gøre det efter min oprindelige plan, men jeg når i det mindste. Desuden havde Gaard fuldstændig ret, da han sagde, at han og hans to mænd kendte til våbnene. En af dem med en pistol ville være for meget for mig. Og de respekterede mig, hvilket gjorde dem dobbelt forsigtige.
  
  
  Den varme tropiske sol spejlede sig i vandet. Vi gik frem, forbi de bundne containere. Der var folk med pistoler i ryggen. Jeg kunne ikke lide det. Hvis det lykkedes mig at komme ud, skulle jeg løbe meget for at komme til mit våben. Jeg tog et sidste kig på havet, inden jeg trådte ind ad døren til overbygningen. De fleste fragtskibe har en bro på agterstavnen, og jeg spekulerede på, om Hans Skejelman var blevet delvist ombygget til et krigsskib, noget som de tyske Q-både fra Anden Verdenskrig.
  
  
  "Stop," beordrede Gaard.
  
  
  Jeg var omkring ti fod fra radiorummet. Birgitte Aronsen kom ud og rettede en pistol mod min mave.
  
  
  "Kaptajnen siger, at vi skal bruge lagerrummet under bådsmandsskabet," sagde hun.
  
  
  "Det kommer alt sammen," sagde Gaard.
  
  
  'Godt?'
  
  
  "To engelske passagerer kunne se os. Endelig er Carter nu en patient på infirmeriet. Frygtelig tropisk feber. Blev smittet på en nat med Miss Fellini.
  
  
  "Patienter bliver indlagt på sygehuset," sagde hun.
  
  
  Jeg vidste, hvad der ville ske, men jeg kunne ikke gøre noget ved, at hendes pistol pegede lige mod min navle. Og selvom hun ikke var et godt skud, ville det være fandens svært at savne mig på den afstand. Hun ville også skyde Gaard og to andre, men jeg troede, hun ville afskrive dem som nødvendige tab. Der blev hørt fodtrin bag mig. Jeg prøvede at tage mig sammen og indså, at det var nytteløst. Så så jeg et lys eksplodere foran mig, følte smerten skyde gennem mit hoved og fløj ind i mørket.
  
  
  
  
  Kapitel 4
  
  
  
  
  
  Jeg vågnede med en hovedpine, der ikke længere var frisk, og jeg havde den idé, at de vaklende dele af min krop ville tage noget tid, før de faldt til ro igen. Den blottede pære, der skinnede direkte ind i mine øjne, gjorde ikke meget for at forhindre den følelse. Jeg lukkede øjnene, stønnede og forsøgte at finde ud af, hvem og hvor jeg var.
  
  
  "Nick?" Kvindestemme.
  
  
  "Hvad," knurrede jeg.
  
  
  "Nick?" Den insisterende stemme igen.
  
  
  På trods af smerten åbnede jeg mine øjne. Straks faldt mit blik på skærmdøren. Jeg huskede...Birgit Aronsen. Hendes pistol. Nogen nævnte et lager under bådsmandsskabet. Der blev også taget gin. Jeg rullede ind på min venstre side og så hende krammede ved siden af skibet. Et blåt mærke under hendes venstre øje skæmmede hendes ansigt.
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvem slog dig i ansigtet?"
  
  
  "Gaard." - Den bastard var for hurtig til mig. Han hoppede på mig og væltede mig, før jeg vidste af det. Så kneblede han mig. Det er et mirakel, at han ikke knækkede mit kamera, det var på min hals."
  
  
  — Han slog mig ud med et slag bagfra, Jin. Mens radiooperatøren rettede pistolen mod min mave.
  
  
  To dele af hendes historie lød ikke godt. Jean sagde denne bemærkning om sit kamera for afslappet, som for at undgå enhver mistanke. Og som agent skulle hun have nogle minimale kampevner. Gaard var en stor råmand, og han var nok også ret god med næverne, men hun kunne stadig gøre noget skade, og hun måtte være på vagt.
  
  
  "Ellers er dit sorte øje ret overbevisende," sagde jeg. - Overbevisende? Hun gned den venstre side af sit ansigt med hånden og krympede sig.
  
  
  Da jeg ikke ville skændes med hende om hendes fuldstændige gode tro over for USA – hun ville utvivlsomt sværge til det, og jeg kunne ikke bevise min mistanke – kæmpede jeg mig på benene. Det lille rum svajede stærkere og hurtigere, end skibets bevægelse ville have forudsagt. Jeg kastede næsten op. en forbandelse. Hvorfor brugte Gaard ikke stoffet? Indsprøjtningen aftager med tiden, men et slag i baghovedet kan forårsage en hjernerystelse, som du kan opleve i dage, uger eller måneder. Jeg håbede, at min skade var midlertidig.
  
  
  - Nick, er du okay?
  
  
  Jeans hånd gled rundt om min talje. Hun hjalp mig med at sidde på stålbundpladerne og lænede min ryg mod skibets skrog. 'Er du okay?' - gentog hun.
  
  
  "Det forbandede skib bliver ved med at snurre," sagde jeg. "Gaard gav mig et frygteligt slag."
  
  
  Hun knælede foran mig og kiggede mig ind i øjnene. Hun mærkede min puls. Så kiggede hun meget omhyggeligt på bagsiden af mit hoved. Jeg stønnede, da hun rørte ved bumpen.
  
  
  "Hold godt fast," sagde hun.
  
  
  Jeg håbede bare, hun ikke fandt noget ødelagt der.
  
  
  Jean rejste sig og sagde: "Jeg er ikke særlig god til førstehjælp, Nick. Men jeg tror ikke, du har en hjernerystelse eller et brud. Du skal bare vente et par dage.
  
  
  Jeg kiggede på mit ur. Det var efter tre.
  
  
  Jeg spurgte. - "Er det alt for i dag?"
  
  
  "Hvis du mener, hvis det er den dag, vi blev fanget, så ja."
  
  
  'Bøde.'
  
  
  'Hvad skal vi gøre nu?'
  
  
  "Jeg vil bevæge mig meget forsigtigt, hvis jeg overhovedet kan bevæge mig, og håber intet går galt deroppe."
  
  
  "Jeg taler om at komme væk herfra," sagde hun.
  
  
  Jeg spurgte. - "Har du nogle lyse ideer?"
  
  
  "Mit kamera er en værktøjskasse."
  
  
  "Store værktøjer passer ikke der."
  
  
  "Bedre end ingenting."
  
  
  Jeg spurgte. - "Har de bragt os frokost?"
  
  
  Hun så overrasket ud. - 'Nej.'
  
  
  "Lad os se, om de fodrer os, før vi...".
  
  
  'Godt.'
  
  
  Hun forsøgte flere gange at starte en samtale, men gav op, da hun bemærkede, at jeg nægtede at svare. Jeg satte mig ned, lænede mig op ad metalrammen og lod som om jeg hvilede. Eller måske lod jeg som om, fordi det, jeg prøvede at tro, ikke hjalp på min hovedpine. Indtil videre besluttede jeg ikke at diskutere min situation med Jean. Min svimmelhed og hovedpine forhindrede mig ikke i at udforske vores rum, og manglen på nogle nødvendige ting fik mig til at spekulere på, hvor længe vi ville være her.
  
  
  For eksempel var der ikke noget toilet i vores fængsel. Selvom jeg ikke troede, at vandforsyningen gik så langt under vandlinjen, mente jeg, at det midlertidige shelter skulle udstyres med en spand. Dette ville ikke kun være lettere for os, men ville også være en rimelig sanitær foranstaltning for selve skibet. Og på trods af at besætningen holdt sig til handelsskibenes internationalt sjuskede skikke, holdt de alligevel Hans Skeielman nogenlunde ren.
  
  
  Jeg så også, at vi manglede drikkevand. Og hvis vandet og spanden ikke dukkede op her før midnat, kunne jeg vælge en af to ubehagelige muligheder: Enten havde kaptajnen og hans mandskab ikke til hensigt at levere Jean og mig til Borgiaerne, eller også var Jeans tilfangetagelse et humbug. Jeg blev ved med at tro, at det at dræbe Larsen havde sprængt mit dæksel, hvilket jeg gjorde på hendes foranledning. Måske kunne denne Jean bruge lidt pres.
  
  
  Lige efter fire spurgte jeg: "Tror du, der er rotter ombord på Hans Skeielman?"
  
  
  Hun spurgte. - "Rotter?"
  
  
  Jeg opdagede en vis frygt i hendes stemme. Jeg sagde ikke andet. Jeg ville gerne have, at denne tanke gik igennem hendes fantasi et stykke tid.
  
  
  "Jeg så ingen rotter," sagde hun.
  
  
  "Det er de nok ikke," sagde jeg beroligende. ”Jeg lagde mærke til, at Hans Skeielman er et usædvanligt rent skib. Men hvis der er rotter, bor de her, på bunden af skibet.
  
  
  - Hvordan ved du, at vi er i bunden?
  
  
  "Kroppens krumning," sagde jeg og førte min hånd langs den seje metalplade. "Bevægelse af vand. Lyd.'
  
  
  "Det føltes, som om de bar mig meget langt ned," sagde hun.
  
  
  I ti minutter talte ingen af os.
  
  
  - Hvorfor tænkte du på rotter? - spurgte Jean pludselig.
  
  
  "Jeg har analyseret de potentielle problemer, vi har at gøre med her," fortalte jeg hende. “Rotter er også en del af det. Hvis de bliver aggressive, kan vi på skift stå vagt, mens den anden sover. Det er altid bedre end at blive bidt«.
  
  
  Jean rystede. Jeg spekulerede på, om hun sammenlignede sine shorts og T-shirt med mine lange bukser og uldskjorte. Hun havde meget kød at bide i. Og enhver intelligent rotte ville gribe fat i hendes fløjlsbløde hud i stedet for at prøve at gnave gennem mit tykke skind.
  
  
  "Nick," sagde hun stille, "sig ikke mere om rotter." Vær venlig. De skræmmer mig.
  
  
  Hun satte sig ned og satte sig ved siden af mig. Måske finder jeg snart ud af, hvis side hun står på.
  
  
  Klokken 5:30 om morgenen, forudsat at mit ur ikke var ødelagt, bragte de mig mad. Hr. Thule, styrmanden, havde ansvaret. Gaard var ved siden af ham.
  
  
  Hans eneste ord var: "I har begge ryggen mod muren, medmindre I vil dø."
  
  
  Der var fire sømænd med ham. En af dem rettede en pistol mod vores underkroppe. Andre smed tæpper og en spand. Så putter de mad og vand. Hr. Thule lukkede skærmdøren, indsatte låsebolten og smækkede hængelåsen i.
  
  
  "Der vil være nok vand til at holde hele natten," sagde han. – Vi tømmer denne spand i morgen tidlig.
  
  
  Han ventede ikke på vores taknemmelighed. Mens han var der, sagde jeg ingenting, men lænede mig fast op ad væggen. Jeg vidste ikke, hvad det kunne gøre ved mig, hvis han undervurderede min styrke eller ej, men jeg havde ikke råd til at gå glip af nogen chance. Jean tog to tallerkener og sagde: “Et hotel med alle bekvemmeligheder. De bliver ubekymrede."
  
  
  - Eller selvsikker. Lad os ikke undervurdere dem. Gaard fortalte mig, at Borgia hyrede hele besætningen undtagen mekanikerne.
  
  
  Hun sagde. — "Motormekanik?"
  
  
  ”Det er derfor, vi aldrig har set dem spise. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at der var noget mærkeligt ved dette skib, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var."
  
  
  "Jeg var heller ikke for klog, Nick."
  
  
  Efter vi havde spist, spredte vi tæpper på stålgulvet for at lave en slags seng. Vi sætter spanden et sted i hjørnet foran.
  
  
  "At være her får mig til at sætte pris på hytter," sagde jeg. "Jeg spekulerer på, hvordan disse blokke klarer sig."
  
  
  Jean rynkede panden. - 'Du tænker...'
  
  
  'Ingen. AX tjekkede passagererne, selvom ingen fortalte mig, at du var fra CIA. Disse blokke er præcis, hvad de siger, de er - et par irriterende englændere, der var heldige i fodboldpuljen. Selvom de havde mistanke om, at der foregik noget ombord på Hans Skeielman, ville de stadig ikke åbne munden, når de gik i land i Cape Town. Vi er alene, Jean.
  
  
  - Og de her mekanikere?
  
  
  "Vi kan ikke regne med dem," sagde jeg til hende. "Der er omkring tredive eller fyrre Borgia-mænd i denne brigade. Og de har os. De ved, hvem jeg er, helt ned til min titel som Master Assassin. Gaard savnede dette, da han så muntert skulle slukke mig. Og jeg går ud fra, at de er lige så fortrolige med din karriere. Det eneste jeg ikke forstår er hvorfor de lader os leve.
  
  
  "Så mit kamera..."
  
  
  "Glem alt om dette kamera nu. Vores første bekymring er at finde ud af, hvordan deres daglige rutine er. Vi har stadig tre eller fire dages rejse til Cape Town.
  
  
  Maden var spiselig: hakket bøf på toast med kartofler. Det er klart, at vi var på samme ration som holdet. Skærn, stewarden, havde trodset en andens ønsker – formentlig hans egne – ved ikke at forsyne os med den mad, vi som passagerer havde ret til og havde betalt for. Jean spiste næsten ikke. Jeg opmuntrede hende ikke. Hun så ikke ud til at forstå, hvor ubrugelig jeg troede, hun var, selvom hun havde forvandlet sit kamera til en værktøjskasse. Jeg spiste min del og alt, hvad hun ikke ville have. Jeg var nødt til at genvinde mine kræfter. Så lagde jeg mig på tæppet for at falde i søvn. Jean strakte sig ud ved siden af mig, men kunne ikke finde en behagelig stilling. "Lyset generer mig," sagde hun.
  
  
  "Kontakten er på den anden side af døren, cirka tre fod fra låsen," sagde jeg.
  
  
  - Skal jeg slukke den?
  
  
  "Hvis du kan komme til det."
  
  
  Hun stak sine slanke fingre gennem nettet, fandt kontakten og kastede vores rum ud i mørke. Hun brugte spanden og lagde sig ved siden af mig igen og svøbte sig ind i tæppet. Selvom det ikke var så koldt i bunden af skibet, gjorde luftfugtigheden hurtigt vores hud kold. Og stanken fra lastrummet forbedrede heller ikke vores situation.
  
  
  "Det er en skam, at de ikke gav os puder," sagde hun.
  
  
  "Spørg i morgen," foreslog jeg.
  
  
  "De bastards vil bare grine af mig."
  
  
  'Måske. Eller måske giver de os puder. Jeg tror ikke, vi bliver behandlet så dårligt, Gene. Besætningen kunne have behandlet os meget værre, hvis de ville.
  
  
  Hun spurgte. - Tænker du på at komme væk herfra? "Den eneste måde, vi kommer ud herfra, er, hvis nogen peger en pistol mod os og siger 'gå'. Jeg håber bare ikke de rammer mig igen. Jeg kan stadig høre klokkerne i mit hoved."
  
  
  "Stakkels Nick," sagde hun og førte forsigtigt sin hånd over mit ansigt.
  
  
  Jean klyngede sig til mig i mørket. Hendes hofter rullede blidt, og jeg mærkede den lune varme fra hendes fulde bryster på min hånd. Jeg ville have hende. En mand kan ikke ligge ved siden af Jean uden at tænke på hendes forførende krop. Men jeg vidste, at jeg havde brug for søvn. Selv med lyset slukket, fortsatte jeg med at se lysglimt blinke foran mine øjne. Hvis Jean havde ret, og jeg ikke havde hjernerystelse, ville jeg være i ret god form om morgenen.
  
  
  Hun udstødte sin frustration med et højt suk. Så lå hun ubevægelig.
  
  
  Hun spurgte. - "Kommer der rotter, når det er mørkt, Nick?"
  
  
  "Det var derfor, jeg ikke slukkede lyset."
  
  
  "Åh."
  
  
  - Hvad hvis de ikke er der?
  
  
  "Vi ved det ikke, før en af dem dukker op."
  
  
  Jean forblev rastløs. Jeg spekulerede på, om hendes frygt for rotter var ægte. Hun fortsatte med at forvirre mig. Enten var hun en meget succesfuld agent, eller også var hun skør, og jeg kunne ikke finde ud af, hvem hun egentlig var.
  
  
  "For pokker, jeg vil hellere bekymre mig om rotter, der ikke eksisterer, end at sove med lyset i øjnene," sagde hun. - Godnat, Nick.
  
  
  - Godnat, Jin.
  
  
  Jeg var kun vågen i et par minutter. Jeg skulle sove meget let, men dette slag mod hovedet forhindrede mig i at samle den nødvendige ro. Jeg faldt i en dyb søvn og vågnede først, da Jean tændte lyset, lidt efter seks om morgenen næste morgen.
  
  
  
  
  Kapitel 5
  
  
  
  
  
  Det tog mig tre dage at komme med en fornuftig plan. På dette tidspunkt er mit hoved helet nok til, at det ikke generer mig for meget, medmindre nogen beslutter sig for at slå mig på nøjagtig samme sted. Jeg besluttede at stole på Jean. Hun brugte meget tid på at formulere en flugtplan, men uden held.
  
  
  Vi var vant til, at vores vagter dukkede op tre gange om dagen for at samle beskidt service, udskifte spanden med en ny og bringe en fuld kande vand. Når de først kom med aftensmad, kunne vi være sikre på, at vi ville være alene resten af aftenen. Jeg var især interesseret i dørhængslerne med mesh. Begge var solidt fastgjort til metalstangen med tre bolte, og yderligere tre bolte holdt den fast til ståldøren. Jeg tvivlede på, at jeg kunne samle styrken til at løsne de bolte. Men selve hængslerne lignede dem, du måske finder i dit eget hjem, holdt sammen af en metalstift indsat lodret gennem stålringe.
  
  
  Jeg spurgte. - "Er der en lille, stærk skruetrækker i din celle, Gene?"
  
  
  'Ja. Og videre..."
  
  
  "Nej," sagde jeg til hende. "Vi skal ikke løbe."
  
  
  'Hvorfor ikke?'
  
  
  "Hvis vi to ved et mirakel fanger dette skib og holder det flydende, indtil flåden samler os op, vil vi ikke være tættere på Borgias og dets treogtyve missiler, end vi er nu." Jeg vil ikke engang prøve at få mit våben tilbage, Jin. Hun vaklede på benene, mens Hans Skeielman pløjede gennem bølgerne. "Hvorfor har du så brug for en skruetrækker, Nick?"
  
  
  "Jeg har tænkt mig at sende en besked til AX og så låse mig inde hos dig igen. Når først Washington ved, hvor vi er, vil de vide, hvordan de skal handle, og hvad de skal sige til den etiopiske regering."
  
  
  Skibet dykkede igen. "Du valgte en god aften at gøre det her," sagde Jean.
  
  
  "Det er en af grundene til, at jeg valgte ham." Det er usandsynligt, at nogen kommer til bådsmandsskabet for nogle ting nu. Og det er usandsynligt, at nogen støj, vi laver, vil blive hørt.
  
  
  "Er vi i fare for at blive skyllet overbord?"
  
  
  - Nej. Jeg vil gøre det.'
  
  
  "Hvor skal jeg så være?"
  
  
  "Her," sagde jeg.
  
  
  Hun kiggede på mig et stykke tid. Så rakte hun ud og tog fat i min skulder.
  
  
  "Du stoler ikke på mig, Nick," sagde hun.
  
  
  "Ikke i alt," indrømmede jeg. "Du slog ikke Larsen ihjel, Jean." Det var mig. Gaard rettede en pistol mod mig, men han slog dig til jorden, før du nåede at røre ham. Hvis nogen ser mig i aften, må de dø. Hurtigt og stille. Er dette vores speciale?
  
  
  'Ingen.' - Hun slap min hånd. "Jeg samler bare informationer ind. Hvordan kan jeg hjælpe?'
  
  
  "Ved at dele dine oplysninger."
  
  
  'Om hvad?'
  
  
  “Da de bragte mig hertil, var jeg bevidstløs; Bundet og kneblet på en båre. Men du må have set, hvor lugen til dette dæk er.
  
  
  "Vi er fire dæk under hoveddækket," sagde hun. ”I stævnen, hvor overbygningen er på dækket, er der en luge. En stor luge og stige fører til det andet niveau. Lodrette trapper ved siden af ventilationsskakter fører til de tre nederste etager.
  
  
  Jeg spurgte. - "Hovedlugen åbner til broen?"
  
  
  'Ja.'
  
  
  "Det øger chancen for at blive fanget."
  
  
  Hun begyndte at skille kameraet ad. Skruetrækkeren i filmrullen var lille, så jeg måtte bruge kraft for at løsne stifterne i hængslerne. Skibet duede vanvittigt, og den vinkel, det duede i, var usædvanligt spids, fordi vi var så langt fremme. Da stifterne kom af, holdt Jean døren på plads, mens jeg skruede dem af.
  
  
  Da de var væk, lagde jeg dem på vores tæpper og sammen skubbede vi skærmdøren op. Hængslerne knirkede og gik så fra hinanden. Vi skubbede forsigtigt døren langt nok til at lukke mig igennem.
  
  
  'Hvad nu?' - spurgte Jin.
  
  
  Jeg kiggede på mit ur. Klokken var lige før klokken ni.
  
  
  "Vi venter," sagde jeg og satte døren tilbage på plads. 'Hvor mange?'
  
  
  — Indtil omkring klokken ti, hvor vagten allerede er halvt overstået, og udkigs- og vagtchefen ikke længere er så på vagt. Hvis jeg ikke tager fejl, er Thule på broen. Siden Gaard så mig kaste Larsen overbord, havde jeg måske en bedre chance med Thule deroppe.
  
  
  "Kom til radioboksen før elleve," sagde Jean. "Ifølge Larsen låser Birgitte Aronsen hende inde hver nat omkring dette tidspunkt og går så til kaptajnens kvarter."
  
  
  – Har du andre nyttige oplysninger?
  
  
  Hun tænkte sig om et øjeblik. "Nej," sagde hun.
  
  
  Jeg lukkede skodderne bag mig, så en hurtig inspektion næsten ikke kunne afsløre deres position. Men hvis jeg ville skynde mig hen til dem på vej tilbage, skulle jeg bare vende dem lidt for at få dem åbnet igen. Jeg søgte på det andet dæk, men fandt ingen vejrbeklædning. Jeg kravlede derfor gennem hullet i midten af lugen, der førte til hoveddækket og undersøgte en del af bådsmandskvarteret. En af sømændene efterlod gamle bukser og en regnfrakke i tønden. Jeg tog mine bukser og sko af og kom i stramme bukser og en jakke.
  
  
  "Hans Skejelman" sejlede i dårligt vejr. Hvert øjeblik gyngede stævnen i bølgerne, og jeg hørte vandet styrte mod forborgen. Jeg rodede gennem depotrummet, indtil jeg fandt et stykke presenning, som jeg lagde på dækket ved siden af lugen, der førte ud, og to mindre stykker, der kunne bruges som håndklæder. Jeg fandt også en regnfrakke, der passede til mig. Jeg tog min jakke af, tog min skjorte af og puttede den ind i mine bukser og sko. Så tog jeg min jakke på igen.
  
  
  Jeg slukkede lyset. I buldermørket lagde jeg hånden på håndtaget, der betjente alle lugelåsene og ventede på, at Hans Skeielman skulle bryde igennem bølgen og komme op til overfladen igen. Så åbnede jeg lugen og smuttede indenfor. Så hurtigt jeg kunne løb jeg hen over det våde dæk mod stævnens overbygning.
  
  
  Skibets stævn sank igen, og jeg mærkede en mur af vand stige bag mig. Jeg kastede mig op på overbygningen og tog fat i rækværket, da bølgen ramte mig. Hun slog mig mod metallet og pressede luften ud af mine lunger. Vandet brølede omkring mig, trak mig og forsøgte at trække mig ind i det mørke Atlanterhav. Jeg klyngede mig desperat til rækværket, gispede efter vejret og kæmpede mod en bølge af svimmelhed.
  
  
  Da vandet nåede mine ankler, fortsatte jeg med at bevæge mig langs bagbords side af skibet. Jeg holdt fast i rækværket og pressede mig så tæt på overbygningen som muligt. Broen var tre dæk høj, og det var usandsynligt, at der var betjente eller udkigsposter der. De vil være i styrehuset, med rorsmanden. Og hvis de ikke havde set mig gå over dækket, havde de ikke set mig nu.
  
  
  Den næste bølge overhalede mig, da jeg nåede bagbords rampe. Jeg tog fat i stangen med mine hænder og hang. Bølgens kraft her var ikke så stærk, men på grund af det faktum, at jeg var om bord på skibet, var der større sandsynlighed for, at jeg blev trukket over bord. Den tredje bølge ramte dækket, lige da jeg var i nærheden af overbygningen, og kun en lille mængde vand sprøjtede på mine ankler.
  
  
  Jeg lænede mig op ad bagvæggen af overbygningen og lod mit åndedræt vende tilbage til det normale. Vi var tæt på ækvator, så vandet var ikke så koldt, at vores fødder blev følelsesløse. Jeg vandt første runde ved havet. Men så var der en anden kamp - vejen tilbage til bådesmandsværelset. For at gøre dette måtte jeg først ind i radiorummet, uføre Birgitte Aronsen og sende mit budskab.
  
  
  Jeg tjekkede hoveddækket mellem de to overbygninger. Det meste var i mørke, selvom lyset strømmede ind fra de bagerste vinduer. Jeg håbede, at hvis nogen så mig, ville de tro, at jeg var et besætningsmedlem, der bare gjorde mit arbejde. Jeg gik til midten af skibet og åbnede hurtigt en luge, der førte til en korridor, der løb i hele stævnoverbygningens længde. Lugen larmede ikke meget ved åbning og lukning, og Hans Skeielmans knirken og støn burde have overdøvet mine lyde og bevægelser. Jeg krøb lydløst frem og lyttede til den åbne dør til radiorummet. Jeg hørte ikke noget. Hvis operatøren lyttede til nogen optagelser, var de enten sat til lav lydstyrke, eller hun havde hovedtelefoner på. Jeg kiggede ind. Hun var alene. Jeg gik ind, som om jeg skulle lede efter noget i radiorummet.
  
  
  Birgitte Aronsen sad bag instrumentbrættet til venstre for mig. Hun kiggede op, mens min hånd buede sig mod hendes hals. Hun døde før hun nåede at skrige. Jeg fangede hurtigt liget og trak det væk fra nøglen, der lå foran hende. Den høje støj gjorde ikke noget, medmindre systemet var tilsluttet kaptajnens kvarter.
  
  
  Jeg vendte mig om og lukkede forsigtigt døren. Jeg tjekkede Birgittas puls og øjne for at sikre mig, at hun var død. Jeg puttede så min krop ind under instrumentbrættet for at undgå at snuble over det. Den store sender var mod styrbords væg. Da jeg så ham, kunne jeg næsten ikke undertrykke et triumfskrig. Den havde meget mere kraft, end jeg troede.
  
  
  Jeg indstillede frekvensen, tog nøglen og tilsluttede den direkte til senderen. Jeg havde ikke tid til at finde ud af, hvordan dashboardet fungerede. Jeg håbede, at indstillingsknapperne fungerede relativt godt, og hvem der end var på vagt i Brasilien eller Vestafrika - jeg var ikke sikker på, hvor vi var, men vi var bestemt inden for rækkevidde af en af de lyttestationer - sov ikke på vagt .
  
  
  Koden var en simpel situationsrapport, meningsløs som fanden for en fjendtlig agent til ved et uheld at knække den. Den indeholdt omkring fyrre sætninger, som hver blev reduceret til flere grupper på fire bogstaver. Min besked, indledt og lukket af et identifikationssignal, gav mig fem grupper at sende. Jeg håbede, at de mennesker, der skrev det ned, straks ville give det videre til Hawk, fordi han var den eneste, der kunne forstå denne kombination af sætninger, som jeg havde valgt.
  
  
  'N3. Fanget af fjenden. Jeg fortsætter missionen. Jeg arbejder med en anden agent. N3.'
  
  
  Han sendte beskeden to gange. Jeg satte derefter nøglen tilbage i kontrolpanelet, tog senderen ud af luften og indstillede den til den oprindelige bølgelængde. Nick spidsede til døren.
  
  
  En stemme blev hørt i korridoren. "Hvorfor er radiorummet lukket?"
  
  
  "Måske gik hun til den gamle mands hytte lidt tidligere." Latter. Smækken af en luge, muligvis den luge, der fører til hoveddækket. Mændene talte italiensk.
  
  
  Det vil tage dem mindst to minutter at nå agteroverbygningen. Mens jeg var låst inde i radiorummet, var jeg i stand til at improvisere nogle vildledende spor. Jeg trak Birgittes krop ud under kontrolpanelet og strakte hende ud på ryggen. Jeg trak hendes sweater over hovedet og rev hendes bh af. Jeg trak så hendes bukser ned, rev stoffet rundt om lynlåsen og rev hendes trusser. Jeg trak mine bukser ned af det ene ben, men lod dem hænge delvist af det andet. Til sidst spredte jeg hendes ben. Da jeg så på hendes slanke krop, undrede jeg mig over, hvad kaptajnen så i hende. Måske kun at den var tilgængelig.
  
  
  En effektiv undersøgelse vil hurtigt vise, at Birgitte ikke blev dræbt af en eller anden voldtægtsmand. Professionel omhu ville også have afsløret nogle spor af Nick Carter, såsom fingeraftryk og muligvis hår. Men da jeg smuttede ud af døren og hurtigt kom til lugen, besluttede jeg, at det var usandsynligt, at Hans Skeielman ville være udstyret til en sådan undersøgelse. Jeg regnede med, at kaptajnen ville blive så ked af det, der var sket med hans elskerinde, at han ikke ville kontrollere mine bevægelser ud over et overfladisk blik. Og det ville vise, at jeg var låst inde i mit bur.
  
  
  Ingen råbte eller angreb mig, da jeg dukkede op på hoveddækket. Jeg gik til siden af overbygningen og timede min fremadspurt for at nå følgestrækningen, hvis vandet overhalede stævnen og styrtede agterud. Jeg gjorde det lige. Mit andet forsøg førte mig direkte til forenden af overbygningen og igen ramte bølgen mig mod metallet og fangede mig på rækværket.
  
  
  Jeg er i god form, min krop er stærk og muskuløs. Da styrke og udholdenhed er værdifulde våben i mit håndværk, holdt jeg dem på forkant. Men ingen kan erobre havet med stump kraft alene. Jeg kunne sidde, hvor jeg var hele natten, men solen ville stå op, før havet faldt til ro. Men i det øjeblik havde jeg ikke kræfterne til at komme videre. Jeg ventede med yderligere to bølger, der ramte mig mod overbygningen. Da jeg prøvede at time dem, indså jeg, at jeg kun kunne få en tilnærmelse af afstanden mellem de to vandvægge, der spænder over dækket.
  
  
  Indtil nu har dårligt vejr været min allierede. Nu, hvis jeg ikke løber frem og kommer gennem lugen, kan jeg blive smidt over bord. Og det så ud til, at det ville være på kanten. Jeg forsøgte at løbe forbi pilen, der kun var synlig som en svag sort skikkelse, så kunne jeg stadig prøve at gribe den, hvis det var usandsynligt, at jeg ville gøre det på én gang.
  
  
  Vandet steg igen, bølgen lige så voldsom og høj som den forrige. Stævnen var lige begyndt at rejse sig, og vandet løb ud, da jeg begyndte at gå frem, næsten faldende ned på det glatte dæk. Vand faldt på mine knæ. Så til anklerne. Jeg løftede mine ben og løb frem så hurtigt jeg kunne. Jeg passerede læssebommen. Skibets stævn styrtede - for hurtigt - men jeg kunne ikke stoppe min vanvittige impuls og gribe masten.
  
  
  Jeg hørte den sugende, hamrende lyd af vand, der hvirvlede rundt om næsen. Jeg kiggede op og så hvidt skum højt over mig, og overbygningen på min vej var ikke længere synlig.
  
  
  Jeg dykkede frem og bad til, at jeg ikke ville lave en fejl og ramte lugen eller metalkanten, jeg skulle forbi. Jeg var klar over, at tonsvis af vand faldt på mig.
  
  
  Nu var min krop næsten i vater, og det virkede som om kun mine tæer rørte dækket. Jeg mærkede mine hænder røre ved lågen af stål og tog fat i håndtaget, der lukkede klemmerne. Vandet lagde sig på den nederste del af min krop, fastholdt mig på dækket og forsøgte at skubbe mig tilbage mod overbygningen for at kaste mig over bord. Mine fingre rørte ved håndtaget. Min venstre hånd gled, men min højre holdt fast, da mit håndled snurrede og ulidelige smerter skød gennem min arm. Et øjeblik troede jeg, at mine skulderled ville slappe af.
  
  
  Klemmen, der dækkede linningen af mine bukser, blev løsnet. Bølgen rev delvist af mine bukser. Vandet hvirvlede under baldakinen, salt i mine øjne og tvang mig til at holde fast i det lille, jeg havde tilbage. Mit hoved begyndte at gøre ondt, hvor Gaard slog mig for første gang den aften. Hvis Hans Skeielman ikke hurtigt havde løftet sin bue op af vandet, ville jeg kun have været et par stykker, der svævede over forborgen.
  
  
  Med en utrolig langsommelighed begyndte fragtskibets stævn at rejse sig igen. Vandet rullede af mit ansigt og dryppede af min krop. Mine våde bukser var viklet sammen om mine ankler, så jeg måtte trække mig frem ved hjælp af lugehåndtaget. I desperation smed jeg den våde klud. Skibet rejste sig nu hurtigt, nåede hurtigt toppen af bugten og gjorde sig klar til at kaste sig tilbage i en anden vandmur.
  
  
  Jeg prøvede at løfte håndtaget. Intet skete. Jeg indså, hvad der var galt. Min vægt på håndtaget pressede det meget strammere end nødvendigt for at lukke det vandtætte skot. Men at vide, hvorfor håndtaget ikke bevæger sig, hjælper mig ikke meget, når den næste bølge kommer; Jeg havde ikke kræfter til at modstå endnu en tornado.
  
  
  Hansa Skeielman dykkede stadig. Jeg drejede en halv omgang og ramte håndtaget med min venstre skulder. Han gik ovenpå. Jeg rykkede lugen op, tog fat i kanten og gled indenfor. Min venstre hånd tog fat i håndtaget indeni. Da jeg faldt, lykkedes det mig at gribe denne håndtag. Lugen smækkede bag mig. Vand strømmede op på dækket over mig, da jeg forgæves låste lugen. Min hånd var for tæt på midten af lugen.
  
  
  Jeg skubbede tilbage og snurrede rundt, min højre hånd ramte håndtaget hårdt. Vand dryppede indeni, da jeg smækkede klemmerne. Mit hoved ramte stållugen. Jeg stønnede, da smerten skød gennem mit kranium. Kraftige lys blinkede, og jeg faldt tungt ned på presenningen på dækket. Verden vendte op og ned for mine øjne – enten fra skibets bevægelse eller fra endnu et slag i hovedet. Jeg kunne ikke sige det.
  
  
  Mens Hans Skeielmanden pløjede vandet, knælede jeg halvt på knæ, halvt lå på lærredets presenning og prøvede ikke at kaste op. Mine lunger gjorde ondt, da jeg sugede luft ind. Mit venstre knæ var skadet, og mit hoved føltes, som om det var ved at eksplodere i en blændende, kraftig eksplosion.
  
  
  
  
  Kapitel 6
  
  
  
  
  
  Jeg hvilede ikke mere end to eller tre minutter, selvom det virkede som en halv time. Mit ur sagde 10.35, men det kunne lige så godt have været 9.35 eller 11.35. Jeg kunne kun gætte om tidszoneændringen.
  
  
  Jeg fandt kontakten og tændte lyset. Meget forsigtigt fjernede jeg min kappe, som jeg trak stramt ind over mig selv, inden jeg forlod dette rum. Efter jeg havde tørret mine hænder på et stykke lærred, rørte jeg forsigtigt ved mit hår. De var stadig våde rundt om kanterne, men tørre på toppen. Jeg blandede dem sammen for at skjule de våde pletter. Så fjernede jeg voksdug. Jeg smed det på lærredet og begyndte at tørre min krop. Jeg sørgede for, at jeg var tør, rullede så et lille stykke lærred og olieklæde sammen til et stort stykke og bar pakken gennem bådensmandskvarteret. Jeg lægger den i skabet bag andre ting og lærred.
  
  
  Pludselig hørte jeg et bip. Jeg greb et stykke metalrør og vendte mig hurtigt om. Lemmen til nederste dæk åbnede sig. Jeg krøb sammen for at hoppe, da jeg så langt hår og mørke øjne.
  
  
  "Nick?" - sagde Jean.
  
  
  "Du må hellere være der," sagde jeg til hende.
  
  
  "At blive nede og vente i det hul gjorde mig sindssyg. Har du sendt en besked?
  
  
  'Ja.' Jeg pegede på dækket, hvor flere centimeter vand sprøjtede rundt.
  
  
  "Kom ikke længere," sagde jeg til hende. "Medmindre vi efterlader et spor af vand der, vil der ikke være beviser for, at vi nogensinde forlod vores fængsel i aftes." Hold dig væk fra de trapper i et stykke tid.
  
  
  Stadig nøgen samlede jeg mine sko, sokker, skjorte og våde trusser. Jeg lænede mig over og lod dem falde gennem lugen på nederste dæk. Så flyttede jeg mit ansigt langt nok, så Jean kunne se.
  
  
  "Få en klud til at tørre dine fødder af. Jeg slipper dem ned gennem hullet.
  
  
  Jeg ventede, indtil jeg hørte hende på trappen. Så satte jeg mig på kanten af lugen og stak forsigtigt fødderne ned i hullet. Jeg mærkede den ru klud tørre dem væk.
  
  
  "Okay," sagde hun.
  
  
  Jeg gik hurtigt ned af stigen, lukkede lugen bag mig og drejede håndtaget. Da jeg nåede dækket, kiggede jeg på Jean. Hun stod ved siden af mig og holdt shorts i hånden.
  
  
  "Det var alt, jeg kunne finde," sagde hun.
  
  
  "Skynd dig," beordrede jeg. "Lad os gå tilbage til vores bur."
  
  
  Jeg trak i bukserne, men var ikke opmærksom på resten af mit tøj. Jean holdt op med at tage sine våde bukser på. Da vi nåede vores fængsel, smed vi vores tøj på tæppet. Mens jeg rodede med skærmdøren for at få den på plads igen, rodede Jean mellem dækslerne og trak hængselstifterne ud. Det tog os ti minutter at få dem på plads igen.
  
  
  Jeg tørrede bagvæggen af med hånden og fik snavset fingrene. Mens jeg lagde mudder på stifterne og hængslerne, satte Jean sit kamera sammen igen. Det næste problem er, hvordan man forklarer Jeans våde undertøj og våde jeans?
  
  
  Jeg spurgte. "Har du drukket alt det vand, du ville have i aften?" Hun tog kanden og tog en lang slurk mine trusser og jeans på det våde sted.
  
  
  "Moralen i alt dette er: Lad være med at elske i dårligt vejr med fødderne ved siden af en kande vand," sagde jeg.
  
  
  Hendes latter prellede af stålvæggene. "Nick," sagde hun, "du er fantastisk. Hvor meget tid har vi?
  
  
  Jeg kiggede på mit ur. "Hvis de kommer i aften, er de her om en halv time."
  
  
  Jeans hånd gled rundt om min talje. Hun begravede sine læber i virvaret af hår på mit bryst. Så kiggede hun på mig, og jeg lænede mig ind for at kysse hende. Hendes læber var varme som huden på hendes bare ryg.
  
  
  "Jeg ved, hvordan man samler beviser på, at vi havde for travlt til at forlade buret," sagde hun hæst. "Der vil være masser af mærker på tæpperne."
  
  
  Jeg fjernede det sidste af hendes tøj, og mine hænder bevægede sig op ad hendes krop og skød hendes store bryster. Dette havde en anden fordel, forudsat at vores fangevogtere fandt Birgitta og gennemførte efterforskningen som planlagt. Da Jean og jeg elskede, ville de ikke genere os med spørgsmål om, hvad der præcist skete i radiorummet. Jeg stolede stadig ikke helt på hende. Hun ville have det til at være hurtigt og rasende. Jeg gjorde det bevidst langsomt og roligt ved at bruge mine hænder og mund til at bringe hende til en feberagtig orgasme. "Skynd dig, Nick, før de kommer," blev hun ved med at sige. Der var gået mindre end fem minutter, og vi lå side om side på dækslerne, da lugen, der førte til vores dæk, gik op, og en bevæbnet sømand dukkede op.
  
  
  "Lad mig klare det her, Nick," hviskede Jean.
  
  
  Jeg knurrede min aftale. Hvis hun skulle aflevere mig, ville hun finde en måde.
  
  
  "De er her," sagde sømanden til Gaard. "Jeg har allerede fortalt dig det..."
  
  
  — Synker skibet? - Jean skreg, sprang op og greb nettet.
  
  
  Trist stirrede på hendes nøgne krop og hans kæbe faldt. "Vi drukner, Nick," skreg hun og vendte sig mod mig. "Vi drukner ikke," sagde Gaard.
  
  
  Hun trak nettet. "Slip mig ud herfra," sagde hun. Døren rystede under kraften af hendes rasende angreb. "Jeg vil ikke drukne, hvis skibet synker."
  
  
  "Hold kæft," gøede Gaard. Han kiggede på min nøgne krop, delvist dækket af tæppet, og lo. "Det ser ud til, at du prøvede at berolige damen, Carter," sagde han. "Jeg prøvede at berolige hende," svarede jeg tørt. "Desværre faldt vores vandkande på grund af denne rulning. Hvis du nu vil være så venlig...
  
  
  "Drag ad helvede til," gøede han.
  
  
  "Vi drukner," skreg Jean hysterisk, mens tårerne væltede frem i hendes øjne. - Slip mig ud, hr. Gaard. Jeg vil gøre alt for dig. Alle. Slip mig ud.'
  
  
  "Er det, der skete i aften, ikke nok for dig endnu?"
  
  
  "Forbandet sød," sagde Jean og hulkede endnu højere. "Fellini, hvis du ikke holder kæft, vil jeg bede en sømand om at skyde dig i halsen," sagde Gaard koldt. Han kiggede på mig. - Hvor længe har det stået på, Carter?
  
  
  'Hele natten lang. Hun ville have haft det fint, hvis du ikke havde blandet dig. Jeg synes virkelig, du skal sende en steward ned med et skud whisky til Jean.
  
  
  "Send en steward ned? Har du nogen idé om, hvordan det er på dækket, Carter?
  
  
  - Hvordan skulle jeg vide det?
  
  
  "Jeg tror." - Han så sig omkring. "Jeg sagde til kaptajn Ergensen, at du er i sikkerhed her." Men hvis nogen dræbte en gammel mands elskerinde, kan du forvente, at han går amok for en stund.
  
  
  Jeg sagde. - Er hun hans elskerinde?
  
  
  "Birgitte, signalmanden."
  
  
  "Slank kvinde med en pistol," sagde jeg.
  
  
  'Ja. Og nogen voldtog og dræbte hende i går aftes. Jeg sagde til kaptajnen, at det ikke var dig. Du skal være glad for, at det er tilfældet.
  
  
  Gaard og sømanden gik. Jean klemte sig sammen mod væggen, indtil de lukkede lugen, og hendes hulken rungede gennem det lille rum. Da hun vendte sig væk fra metallet og begyndte at grine, så jeg på hende med sammenknebne øjne.
  
  
  "Du må hellere græde endnu højere," hviskede jeg. "Måske lytter de. Det er fantastisk, men vi er nødt til at fortsætte i yderligere fem minutter.”
  
  
  Hun holdt ud i yderligere fire minutter. Det var så godt et show, at jeg besluttede, at jeg kunne stole på denne skøre CIA-pige.
  
  
  Der var ikke noget at sige til, hvad der skulle ske, og jeg kunne ikke lide at gå af vejen, men så længe en af os fik dataene tilbage til USA, kunne vi ramme Borgiaerne.
  
  
  Jean sad på tæppet og så på mig. - Sagde han voldtægt, Nick?
  
  
  "Jeg skal fortælle dig, hvad der skete, Jean," sagde jeg.
  
  
  Jeg fortalte hende hele historien, inklusive indholdet af den besked, jeg sendte.
  
  
  "Jeg troede ikke, du behøvede at voldtage en kvinde, Nick," sagde hun og kørte sin hånd ned over mit ben.
  
  
  Vi blev ikke i Cape Town så længe. Gene og jeg var i en god position til at bedømme dette. Vi var i ankerrummet. Hvad end Hans Skeielman skulle losse i Cape Town, krævede ingen havnefaciliteter. Så vi lå for anker i havnen i seks timer og tretten minutter.
  
  
  Men blandt dem, der forlod skibet, var Blocks. Det kom til at tænke på dagen efter, da hr. Thule og fire sømænd kom efter Jean og mig. Vejret ud for Kap det Gode Håb var ikke særlig behageligt, men kaptajnen besluttede tilsyneladende, at vi skulle hvile på dækket.
  
  
  - Hvad med et brusebad og rent tøj? - sagde jeg til Tula.
  
  
  "Hvis du vil," sagde han.
  
  
  Kun én sømand var på vagt, da jeg badede, og det var tydeligt, at Thule anså Jean som en meget farligere person, da han holdt godt øje med hende, mens hun badede. Men da jeg skiftede tøj, havde jeg ingen mulighed for at tage Hugo, Wilhelmina eller Pierre ud af min bagage; folkene om bord på skibet var professionelle.
  
  
  Sidst på dagen blev vi eskorteret til broen til afhøring af kaptajn Ergensen. "Jeg er bange for, at jeg mistænker dig for en frygtelig forbrydelse, hr. Carter," sagde kaptajnen.
  
  
  'Hr. Gaard fortalte mig noget lignende i går aftes,” sagde jeg.
  
  
  "Du er en fjendtlig agent om bord," sagde han. "Det giver kun mening, at jeg mistænker dig."
  
  
  'Hvad er der sket?' jeg har spurgt.
  
  
  Han så fra Jean til mig og så tilbage til Jean. -Du ved det, ikke?
  
  
  Kaptajn Ergensen ville tale om sin sorg. Birgitte Aronsen sejlede under ham i flere år, og deres forhold var allerede blevet genstand for spøg blandt besætningen. Jean og jeg var fremmede, til hvem han kunne fortælle sin stille kærlighed til hende. I Norfolk havde hun afværget en sømands fremstød, og det var denne mand, der nu var mistænkt for mord og voldtægt af Ergensen. "Jeg satte ham af i Cape Town," sagde kaptajnen og afsluttede sin historie.
  
  
  "Så han stak af for at voldtage en anden," sagde Jean. 'Ikke rigtig.' Der var ikke en dråbe humor i kaptajnens latter. "General Borgia har forbindelser i hele Afrika. Og hvad er en norsk sømands liv værd på dette farlige kontinent?
  
  
  Da Jean vendte tilbage til vores fængsel, fortalte Jean mig: "Nu er en uskyldig mand blevet dræbt på grund af os."
  
  
  'Uskyldig?' - Jeg trak på skuldrene. "Gene, ingen, der arbejder for Borgiaerne, er uskyldige. Jeg vil forsøge at ødelægge mine fjender på enhver mulig måde."
  
  
  "Jeg havde ikke tænkt over det før," sagde hun.
  
  
  Jean var en mærkelig kombination af uskyld og indsigt. Selvom hun allerede havde været agent i flere år, var det ikke tit, hun havde tid til at tænke tingene igennem. Jeg spekulerede på, om hun ville være en hjælp eller en byrde, når vi mødte denne Borgia. Vores dækøvelse er blevet en daglig rutine. Et døgn senere fik vi lov til at gå i bad. Og jeg begyndte at spille skak med kaptajnen.
  
  
  En nat, da vi igen var i tropiske farvande, sendte han bud efter mig. Jean blev på køjen under bådsmandens kahyt. Han beordrede mig til at blive låst inde i hans kahyt med ham alene.
  
  
  Jeg spurgte ham. - "Tager du ikke risici?"
  
  
  "Jeg risikerer mit liv mod din intelligens, hr. Carter," sagde han på sit dårlige engelsk. Han tog skakbrikker og et bræt ud af kassen. "General Borgia vil virkelig gerne mødes med dig." Hvad vil du gøre, mister? Carter?
  
  
  'Gøre hvad?'
  
  
  »Amerikanerne har aldrig før sendt en agent efter en general. Han kender til din Killmaster rang. Jeg er sikker på, at han hellere vil rekruttere dig end at henrette dig.
  
  
  "Interessant valg."
  
  
  - Du spiller dine spil med mig, hr. Carter. Med General Borgia har du ikke tid til spil. Tænk over, hvem du vil tjene."
  
  
  Næste aften stoppede vi i Det Røde Hav, mens en gaffeltruck manøvrerede sammen med Hans Skeielman. Frontlastbommen flyttede raketterne til indersiden af læsseren. Jean og jeg flyttede ind i dens lastdel, som blev holdt med våben bagfra af norske søfolk, og forfra af arabere med rifler stående på styrehuset. Hr. Gaard fulgte os.
  
  
  Jeg lænede mig op ad trærækværket og så Hans Skeielman sejle væk. Først så jeg kun bagbordslyset, men så steg frigangen, og jeg så et hvidt lys i agterstavnen.
  
  
  "Jeg troede ikke, at jeg ville gå glip af dette trug, men jeg savner det allerede," sagde jeg.
  
  
  Bag min ryg blev ordrer givet på arabisk. Jeg viste ikke, at jeg forstod.
  
  
  "Dine billetpenge går til et godt formål," sagde Gaard.
  
  
  - Borgia? - spurgte Jean.
  
  
  'Ja. Du vil også gå til ham.
  
  
  Hans italienske var forfærdelig, men holdet forstod ham. De fulgte os under dækket, og vi blev låst inde i kahytten. Det sidste, jeg så, var et trekantet sejl, der rejste sig. Bevægelsen af vores skib fortalte os en kurs over havet mod den etiopiske kyst.
  
  
  Ud fra de stumper af samtaler, jeg overhørte gennem trævæggene, konkluderede jeg, at vi var et sted nord for Assab og syd for Massawa. Vi kastede anker. En gruppe mænd klatrede ombord. Missilerne blev flyttet rundt på dækket. Flere gange hørte jeg lyden af pakkekasser, der blev åbnet.
  
  
  "Hvor sikre er disse missiler?" — spurgte jeg hviskende Jean.
  
  
  'Jeg ved ikke. Jeg har fået at vide, at Borgia ikke stjal detonatorerne til de nukleare sprænghoveder, og jeg ved, at de ikke indeholder brændstof.
  
  
  Hvis de lyde, jeg blev ved med at høre, var, hvad jeg troede, de var, så ville Borgia have skabt en ret kompetent organisation. De fleste mennesker har en tendens til at tænke på missiler som blot cylindriske dræbermaskiner, der består af to eller tre dele. Men i virkeligheden består de af utallige dele, og kun et godt, meget stort hold ledet af en raketspecialist kunne skille tre ad på en nat. Over os lød det, som om den nødvendige mandskab faktisk arbejdede der.
  
  
  Kabinen blev indelukket. Etiopiens eritreiske kyst er en af de varmeste regioner i verden, og solen stod hurtigt op. Et par minutter senere blev kabinedøren låst op og åbnet. Gaard dukkede op i døren med et russisk maskingevær i hånden. Bag ham stod to sømænd med våben. Den tredje sømand bar et bundt tøj. "Du vidste, hvor du skulle hen, Carter," sagde Gaard. "Hvis dine støvler passede mig, ville jeg lade dig smutte gennem ørkenen i hjemmesko."
  
  
  "Jeg vidste om Danakil," indrømmede jeg. "Har du taget alt ørkenudstyret fra min træningstaske?"
  
  
  - Nej, bare støvler og tykke sokker. Det er det samme med Miss Fellini. Du vil også klæde dig som en indfødt.
  
  
  Han nikkede til manden med tøjet. Manden tabte den på trædækket. Endnu et nik fra Gaard. Han bakkede ud af kabinen. Gaard gik hen mod døren. Maskinpistolen blev uden fejl rettet mod os.
  
  
  "Forandring," sagde han. "En hvid mand kan ikke ændre farven på sin hud. Men hvis nogen finder løver og hyæner, der vil dræbe dig, vil jeg ikke have, at du bliver genkendt på dit tøj. Alt vil være lokalt, undtagen dine sko og ure. Han gik ud, smækkede døren og låste den.
  
  
  "Gør vi, som han siger, Nick?" - spurgte Jin.
  
  
  "Kender du et alternativ, hvor de ikke skyder os med det samme?"
  
  
  Vi begyndte at klæde os af. Det var ikke første gang, jeg havde båret arabisk tøj, og jeg vidste, at disse akavet udseende gevandter var meget mere praktiske end noget, vi ser i den vestlige verden. Det brune stof var groft at røre ved, og den iltfattige kabine var ubehageligt varm. Jeg tog hovedbeklædningen af et øjeblik.
  
  
  -Hvad skal jeg gøre med dette slør? - spurgte Jin.
  
  
  "Hold kæft," rådede jeg hende. "Og hold dit overtøj stramt til din krop." De fleste af mændene her er muslimer. De tager symboler på kvindelig kyskhed alvorligt."
  
  
  Gaard vendte tilbage og beordrede os til at stige af båden. Jeg tog min hat på og vi gik ovenpå. Solen skinnede på det blå vand i den lille bugt, hvor vi kastede anker, mens ørkensandet strakte sig mod vest. Vi klatrede ned i den lille båd ved hjælp af en rebstige. Og snart blev vi taget til land.
  
  
  Jin så sig om efter bilen. Dette skete ikke. "Lad os gå," sagde Gaard.
  
  
  Vi gik tre kilometer dybt. To gange passerede vi veje, hjulspor på sand og sten fra store lastbiler. De så ikke ud til at have alt for travlt, men når vi kom tæt på, beordrede Gaard os til at stoppe og sende mænd med kikkert for at lede efter enhver nærgående trafik. Terrænet var for det meste bart sand, men ørkenen var fyldt med bakker og kløfter omgivet af klipper. Efter at have passeret den anden vej, drejede vi mod nord og gik ind i en af de smalle kløfter. Der sluttede vi os til en kamelkaravane.
  
  
  Omkring 75 kameler var gemt blandt klipperne. Hver havde en rytter. Mændene talte et virvar af sprog. Det eneste sprog, jeg lærte, var arabisk. Jeg hørte også nogle relaterede sprog til arabisk, muligvis somaliske dialekter. Det var ikke svært at se de mænd, der havde ansvaret. De var klædt anderledes på. Og mange sad uden hatte i skyggen af klipperne. Deres hud var lysebrun. De var af gennemsnitlig højde og bar højbølgede frisurer. De fleste havde gaflede øreflipper og en samling armbånd. Jeg havde ikke meget information til denne opgave, men folkene fra AX advarede mig om Danakil, et folk opkaldt efter den ørken, de regerede. De flækkede øreflipper var et minde om den første fjende, de dræbte; armbånd er trofæer for lige så mange modstandere, som krigeren har besejret.
  
  
  "Mere end hundrede kameler er allerede på vej ind i landet," sagde Gaard.
  
  
  "Du har gjort nogle fremskridt," var min kommentar. "Fang pesten," var hans svar.
  
  
  Hans reaktion overraskede mig. Jeg studerede denne scene et stykke tid, og så indså jeg, hvorfor den norske assistent reagerede så irriteret. Gaard var statist på denne rejse, en sømand, der var malplaceret i ørkenen. Han rejste sig fra klippen, som han havde siddet på, da den spidse, grinende Danakil nærmede sig. "Dette er Luigi," sagde Gaard på italiensk. "Hans rigtige navn er ikke Luigi, men du kan ikke sige hans rigtige navn."
  
  
  Hvis Gaard betragtede dette som en udfordring, havde jeg ikke tænkt mig at svare. Jeg har et talent for sprog kombineret med nok sund fornuft til at vide, hvornår jeg skal lade som om, jeg ikke forstår noget.
  
  
  Danakil så ubevægelig på Gaard. Med venstre hånd gjorde han tegn til Gaard om at lægge pistolen væk. Den store sømand ville protestere, men ændrede så mening. Danakil vendte sig mod os.
  
  
  "Carter," sagde han og pegede på mig. "Fellini". Han så på Jean.
  
  
  "Ja," sagde jeg.
  
  
  Hans italienske var ikke bedre end Gaards. Men det er heller ikke meget værre.
  
  
  - Jeg er chef for din campingvogn. Vi rejser i tre campingvogne. Hvad vil du spørge om?'
  
  
  Jeg spurgte. - 'Hvor langt?'
  
  
  "Et par dage. Kamelerne bærer vores vand og last for general Borgia. Alle mænd og kvinder går. Der er intet i denne ørken undtagen mit folk og døden. Der er intet vand, medmindre du er Danakil. Forstod du dette?'
  
  
  'Ja.'
  
  
  'Bøde.'
  
  
  "Luigi, denne mand er farlig," sagde Gaard. "Han er en professionel morder. Hvis vi ikke...
  
  
  "Tror du, jeg ikke har dræbt mange mennesker?" Luigi rørte ved armbåndene på sit håndled. Han forblev passiv og kiggede på mig. "Dræber du dine modstandere med en pistol, Carter?"
  
  
  'Ja. Og med en kniv. Og med dine hænder.
  
  
  Luigi smilede. "Du og jeg kunne dræbe hinanden på denne tur, Carter." Men det er ikke rigtigt. General Borgia vil gerne mødes med dig. Og du er omgivet af mennesker, der vil beskytte dig mod Danakils fjender. Ved du noget om denne ørken?
  
  
  - Jeg ved noget om det her.
  
  
  'Bøde.'
  
  
  Han gik. Jeg talte hans armbånd. Hvis jeg ikke havde misset en, havde den været fjorten. Jeg tvivlede på, at det var en lokal rekord, men det var en bedre advarsel, end Luigi kunne have udtrykt med noget ord.
  
  
  Sidst på morgenen dannede omkring en tredjedel af gruppen en campingvogn og tog afsted. Da jeg så dem gå, beundrede jeg organisationen. Danakils var effektive. De stillede hurtigt kamelerne op med deres ryttere, bragte fangerne og overskydende mænd ind i midten og trak sig tilbage, mens de scannede området med øjnene, selvom de stadig var i ly af kløften. Selv kamelførerne forstod formationens militære præcision. De skændes ikke om, hvor deres ledere placerer dem. Mændene, der bevogtede fangerne, råbte eller slog ikke, men gav stille kommandoer, der hurtigt blev udført. Fangerne selv var ekstremt interesserede i mig.
  
  
  Nogle havde kæder på, selvom de tungere dele var fjernet. Nogle af dem var kvinder, de fleste af dem var mørkhudede igen. Etiopien, som et civiliseret land, der søger godkendelse af det tyvende århundredes verden, tolererer officielt ikke slaveri. Desværre er de nye traditioner endnu ikke helt trængt ind i nogle indbyggere i det store afrikanske land. Fra tid til anden slår regeringer i østafrikanske og asiatiske lande omkring Det Indiske Ocean til på slavehandlere, men ingen embedsmand ville finde på at gøre dem vrede eller stå i vejen for dem. Købmænd i menneskekød opretholder private hære, og det vil vare mange århundreder, før skikken med, at en mand gør en anden til slave, er udryddet.
  
  
  - Er disse piger slaver? - spurgte Jin stille.
  
  
  'Ja.'
  
  
  Hun smilede bittert. "En dag, da jeg var teenager, gik vi piger for at se en stumfilm. Det viste en skare letpåklædte kvinder, der blev solgt på auktion. Vi fnisede alle sammen og snakkede om, hvor forfærdeligt det var at være til sådan en auktion. Men hver af os havde vores egne fantasier om os selv i den situation. Tror du virkelig, jeg kommer til at leve denne fantasi, Nick?
  
  
  "Jeg tvivler på det," sagde jeg.
  
  
  'Hvorfor ikke?'
  
  
  - Fordi du er en professionel agent. Jeg tror ikke, du ville være heldig at være hustru til en leder. Borgia vil gerne vide, hvad vi begge ved, og bastarden er nok hensynsløs.
  
  
  "Tak," sagde hun. "Du ved helt sikkert, hvordan man får nogen til at grine."
  
  
  "Hvorfor holder I to ikke kæft?" - sagde Gaard.
  
  
  "Hvorfor lægger du ikke dit ansigt under kamelens hov," svarede Jean ham.
  
  
  Det var det, jeg elskede ved Jean – hendes kampinstinkter matchede hendes mangel på sund fornuft. Gaard udstødte et indigneret brøl, der må have skræmt alle kameler i området, sprang på benene og slog knytnæven for at slå hende ned af klippen, vi sad på.
  
  
  Jeg tog fat i hans arm, kastede min vægt fremad, vred min hofte og skulder og smed ham på ryggen.
  
  
  "Nu har du virkelig ødelagt alt," mumlede jeg til Jean. Flere danakiler løb hen til os. Da de så Gaard ligge på gulvet, lo nogle. En hurtig snak fortalte mig, at de få, der så mig kaste Gaard til jorden, meldte det til de andre.
  
  
  Gaard rejste sig langsomt. "Carter," sagde han, "jeg vil dræbe dig."
  
  
  Jeg så Luigi stå i en cirkel omkring os. Jeg spekulerede på, hvad disse Danakils havde gang i. Gaard ville måske slå mig ihjel, men jeg havde ikke tænkt mig at dræbe ham. Jeg ville ikke turde. Og denne begrænsning ville ikke gøre kampen nemmere.
  
  
  Han var høj, mindst fem fod og godt 20 pund tungere end mig. Hvis det lykkedes ham at slå mig med sine enorme knytnæver, eller hvis han fangede mig, var jeg helt forvirret. Han nærmede sig mig med løftede hænder. Gaard var en pralmand, stærk nok til at slå en buldrende sømand, når han blev beordret, men let bytte for en AH-agent, hvis han brugte sin træning korrekt.
  
  
  Gaard angreb. Jeg trådte til siden og sparkede straks med min højre fod, da jeg skiftede stilling. Den lange ørkenkåbe var i vejen for mig, så mit udfald slog ham ikke ned. Langsomt af tøjet fangede min fod Gaard kun overfladisk i mellemgulvet, hvilket kun forårsagede en knurren, mens han vaklede lidt. Jeg dykkede til jorden og rullede, skarpe sten gennemborede min ryg. Da jeg rejste mig igen, vaklede jeg og mærkede hænder bag mig, der skubbede mig tilbage ind i midten af cirklen, foran den stående Danakil.
  
  
  Han angreb igen. Jeg blokerede hans vilde højre angreb med min højre underarm, vendte mig, så hans slag missede mig, og fangede ham med et venstreslag mellem øjnene. Han knurrede og rystede på hovedet. Hans venstre spark fangede mig i ribbenene, og jeg gispede, da smerten skød gennem min krop.
  
  
  Gaard angreb igen og slog næverne. Jeg dukkede mig under hans arme og lagde begge hænder på hans mave og bryst. Jeg mærkede hans store næver lande på min ryg. Jeg trådte tilbage og parerede en anden af hans venstre og formåede at fange hans hage med min venstre knytnæve. Slaget fik ham til at rejse sig, men han ville ikke falde. Jeg smed hele min vægt på min højre hånd, som ramte ham lige under hjertet. Gaard faldt.
  
  
  En arabisk stemme kom bag mig: "Dræb denne bastard."
  
  
  Langsomt væltede Gaard om og faldt på knæ. Jeg bevægede mig for at rette min tunge ørkenstøvle ind under hans hage. Han rakte ud efter pistolen på sit bælte. Det skulle have været tæt på, men jeg troede, han ville skyde, før jeg nåede ham.
  
  
  En figur i brunt blinkede til venstre. Lyden af numsen slog maskinpistolen ud af Gaards hænder. Riflen rejste sig igen og landede med et brag på Gaards bryst, og klemte ham til jorden.
  
  
  "Stop," kommanderede Luigi. Han vendte riflen og rettede den mod den liggende Gaard.
  
  
  Stærke arme greb mig bagfra og pressede mig til min krop. Jeg gjorde ikke modstand.
  
  
  "Han..." begyndte Gaard.
  
  
  "Jeg så det," sagde Luigi. "Mine folk så det."
  
  
  Han prikkede Gaard med Pistolen. 'Kom op. Du tager afsted med den næste campingvogn.
  
  
  Gaard efterkom. Han løftede sin pistol. Danakilerne var stadig omkring os. Han kastede et vredt blik i min retning og lagde våbnet i sit hylster. Fire danakiler fulgte ham, da han gik væk med klodsede skridt.
  
  
  Luigi nikkede. Mændene, der holdt mig fast, lod mig gå. Luigi pegede sin riffel mod klippen Jean sad på, og jeg satte mig ned. "Du siger, du har dræbt folk med dine egne hænder, Carter," sagde han. - Hvorfor slog du ikke Gaard ihjel?
  
  
  "Jeg var bange for, at du ikke ville kunne lide det."
  
  
  "Jeg ville elske det. Den, der befaler havet, kommanderer ikke i ørkenen. Carter, du vil ikke prøve at dræbe mig.
  
  
  Han lød meget overbevist, og jeg var enig med ham.
  
  
  Den anden campingvogn gik om eftermiddagen. Den nat sov vi i canyonen. To gange vågnede jeg og så de indfødte stå vagt.
  
  
  Dagen efter tog vi vestpå.
  
  
  
  
  
  Kapitel 7
  
  
  
  
  
  Jeg har aldrig set Luigi med et kompas, selvom jeg ofte har set ham studere stjernerne om natten. Det lader til, at han ikke engang havde en grov sekstant. Tilsyneladende var han så fortrolig med stjernehimlen, at han kunne bestemme vores position ud fra den. Eller måske fulgte han et spor, han kunne læse. Hvis det var tilfældet, kunne han straks gå hen og få sin troldmandsgrad. En stor del af det østlige Danakil er et stort sandområde og så livsfjendtligt, at hele floder forsvinder og fordamper til saltpander.
  
  
  Vi gjorde gode fremskridt, på trods af den intense varme og lejlighedsvise sandstorme, der tvang os til at trække groft tøj over vores ansigter og klemme os sammen. Selvom jeg kun var fange og derfor uvidende om karavanens faktiske fremskridt, forstod jeg, hvorfor Luigi tvang os til at skynde os. Folk drak lidt vand, og kamelerne drak slet ikke.
  
  
  På den fjerde dag af vores rejse, da vi passerede gennem en ørken, der var helt dækket af sand, uafbrudt af klippeformationer, dukkede en skare af skrigende og råbende Danakils op på en sanddæmning til højre for os og begyndte at skyde på os med våben.
  
  
  Chaufføren bag mig bandede højlydt og smed sit dyr til jorden. Jeg sørgede hurtigt for, at kamelen forblev mellem mig og angriberne. Jeg misundte disse lunefulde udyr, ikke kun fordi de lugtede så dårligt, men også fordi de så ud til at nyde at bide enhver, der kom for tæt på dem. Men nu betragtede jeg et kamelbid som mindre alvorligt end en riffelkugle.
  
  
  Alle rytterne havde allerede sænket deres kameler til jorden og begyndte at tage deres våben fra deres skuldre. Gemt i sandet nær kamelens rumpe anslog jeg angrebsstyrken til femten eller tyve mand. Vi havde femogtyve chauffører og seks vagter samt fire kvinder og to mandlige fanger. Kuglerne kastede sand i mit ansigt, og jeg trak mig tilbage. Jeg var bag en ret fed kamel, og kuglerne ville ikke være gået så let igennem. Jeg tænkte på Wilhelmina et sted ombord på Hans Skeielman og ville ønske, hun havde været hos mig. Adskillige angribere kom inden for rækkevidde af Luger.
  
  
  Mindst to af vores Danakil-vagter faldt sammen med flere af mahouterne. Overraskelsesangrebet negerede vores fordel i antal. Hvis Luigi og hans fyre ikke kan gøre skade hurtigt, er vi i store problemer. Heldigvis lå sandryggen lige til højre for os. Hvis nogen havde været på den anden side, ville vi være døde i krydsilden.
  
  
  En nærliggende kamel skreg af smerte, da den blev ramt af en kugle. Hans spredte hove splittede førerens kranium. Jeg begyndte at tvivle på sikkerheden i mit eget husly. Så knurrede min kamel, enten af frygt eller af sympati for den sårede kamel. Chaufføren rejste sig. Forbandende skød han fra den gamle M1-riffel, han havde. Pludselig spredte han armene bredt, vaklede tilbage og faldt til jorden.
  
  
  Jeg kravlede hen mod ham. Blodet flød fra et hul i hans hals. Jeg hørte kvinders skingre skrig, og yderligere to mænd faldt til højre for mig... Kuglen missede mit knæ med en tomme.
  
  
  "Vi er nødt til at gribe ind," mumlede jeg. Jeg tog fat i førerens M1-riffel og kravlede tilbage rundt om kamelens rumpe. Mens jeg lå der, skød jeg en danakil, mens den løb ned ad bakken. Han dykkede frem. Jeg sigtede på den anden angriber. Pistolen klikkede. Kuglen fløjtede over mit hoved.
  
  
  Jeg reagerede med det samme og kravlede hurtigt tilbage mod den døde chauffør, sandet sivede ind i mit tøj. Hans ammunitionsbælte blev viklet ind i hans brune tøj, og jeg var nødt til at dreje det to gange for at frigøre det. I det øjeblik kom ikke en eneste kugle tæt på mig. Jeg fandt hurtigt et nyt magasin med ammunition og vendte mig om for at se ildkampen.
  
  
  Omkring et dusin af angriberne stod stadig, men vi havde i det mindste affyret nok kugler til at stoppe deres første angreb. Stående eller knælende på den sandede skråning skød de mod os. Jeg knælede ned og valgte et mål. Jeg skød en gang. Jeg så manden vige, men tilsyneladende dræbte jeg ham ikke. Da jeg forbandede ML'en som det værste militærvåben, der nogensinde er lavet, justerede jeg dens sigte lidt til højre og skød igen.
  
  
  Han sænkede sit gevær. Jeg var for langt væk til at se hans udtryk, men jeg syntes, han så forvirret ud. Med forsigtigt sigte skød jeg igen. Han faldt med hovedet ned i sandet, rykkede flere gange med benet og frøs.
  
  
  En høj kriger til venstre for rækken af angribere sprang på benene og begyndte at skyde i min retning. Jeg troede, at hans sigte måtte være forfærdeligt, ikke en eneste kugle gik engang tæt på mig, men så skreg min kamel. Han forsøgte at rejse sig, da kuglen knuste en del af vægten på hans ryg. Jeg bevægede mig hen til karavanens hoved for ikke at komme i vejen for det skræmte dyr. Kugler sparkede sand op omkring den næste kamel, og pludselige råb fra begge sider af karavanen fortalte mig, at de angribende krigere forsøgte at tvinge vores kameler til at flygte. Syv eller otte kameler var allerede på deres fødder, susende frem og tilbage og trampede forsvarerne. Bølterne tabte deres våben og løb hen imod dem. To mænd faldt igen, skudt af banditterne.
  
  
  Jeg løb frem mod karavanen, indtil jeg nåede fangerne, hvor jeg fandt et åbent område at skyde. Angriberne var nu meget tættere på, og da jeg kastede mig på maven for at sigte, vidste jeg, at vi ville tabe. Den høje kriger til venstre for fjendens linje så ud til at være deres leder. Det tog mig to skud at tage ham ned.
  
  
  Danakil-vagten til venstre for mig råbte noget, rejste sig og skød ind i den nærgående linje. Endnu en bandit faldt. Så faldt vagten også. Jeg havde tre skud tilbage. Jeg skød mod en af angriberne.
  
  
  Jeg så mig omkring. Jeg kunne ikke huske, hvor jeg tabte M1 ammunitionen. Men et eller andet sted, mens jeg undgik kamelerne, må jeg have tabt dem. Jeg greb fat i den faldne vagts riffel. Det var en Lee-Enfield, en god pistol, men gammel. I håb om, at det stadig ville være et godt skud, rettede jeg det mod de nærgående angribere, som nærmede sig os. En anden faldt, skudt i maven på tæt hold.
  
  
  En række skud lød til venstre for mig, og yderligere to angribere faldt. Kun fire eller fem stod tilbage i køen, men de nærmede sig hurtigt. Min pistol klikkede. Tom. "For pokker," råbte jeg.
  
  
  Danakil skød mig på ti fods afstand. Og alligevel formåede han ikke at slå mig. Jeg vendte hurtigt pistolen og slog ham i ansigtet med numsen. Da han faldt, slog jeg igen og knuste både træstokken og hans kranium.
  
  
  Han bar en kniv på bæltet. Hans riffel faldt for langt væk til, at han kunne nå, da den næste brunklædte overfaldsmand nærmede sig. Jeg greb en kniv og krøb ned for at konfrontere den angribende bandit. Han løftede sin pistol højt, og jeg dukkede mig under hans rasende slag. Sandet var dårlig støtte, så det knivslag, jeg havde planlagt i maven, afgræssede kun hans ribben.
  
  
  Han skreg, da han fløj forbi mig. Jeg vendte mig hurtigt om for at løbe efter ham. Adskillige flere skud lød omkring os, efterfulgt af skrig og knurren fra krigere i hånd-til-hånd kamp. Min modstander tabte sin riffel og trak en kniv frem.
  
  
  Et smil rynkede hans ansigt, da han indså, at jeg ikke var Danakil. Hans armbånd funklede i solen. Alsidig krig rasede omkring os, men universet var skrumpet ind for os begge.
  
  
  Han trådte hensynsløst frem og holdt kniven foran sig. Jeg dukkede mig og trak mig tilbage. Den skæve klinge generede mig. Håndtaget virkede forkert. Hvis Hugo havde været sammen med mig, ville jeg have angrebet manden, men stiletten forblev ombord på det forbandede norske fragtskib.
  
  
  Jeg fortsatte med at træde tilbage, foregivet frygt og forvirring og lod som om jeg var delvist hypnotiseret af det svingende blad. Danakil var nu helt henrykt og var ikke opmærksom på, hvad jeg lavede med mine hænder. Han var fuldstændig fokuseret på at stikke kniven ned i min mave. Jeg satte mig dybere og dybere på hug, trådte tilbage og lod mine knæ bære belastningen fra min krumbøjede stilling. Da afstanden mellem os var korrekt, sænkede jeg hurtigt min venstre hånd til jorden, øsede noget sand op og kastede det ind i hans øjne.
  
  
  Han kendte bestemt det gamle trick, men han troede nok ikke, jeg vidste det. Spidsen af hans klinge gled af dens vej, da han kløede mig i ansigtet. Jeg sprang hurtigt frem, løftede min venstre hånd under hans højre hånd for at afbøje bladet og huggede med min egen klinge. Hans mave var helt revet fra hinanden. Han skreg.
  
  
  Danakil vaklede tilbage, blodet fossede ud af hans revne mave. Med min udstrakte venstre hånd huggede jeg hans hånd med kniven. Han tabte sit våben, og jeg gik op igen og slog ham i hjertet. Mit våben var måske klodset, men dets afdøde ejer gjorde alt for at sikre, at spidsen var meget skarp.
  
  
  Min modstander faldt til jorden. Jeg dykkede efter ham og snurrede kniven i hans bryst, indtil han stoppede. Jeg sprang op og så mig omkring. En gruppe mænd i brune gevandter stod omkring mig. Vores? Eller en angribende gruppe?
  
  
  "Slip den kniv, Carter," sagde Luigi og skubbede de andre mænd til side.
  
  
  Jeg tabte mit våben.
  
  
  Han bøjede sig ned, tog den op og sagde: "Ikke mange mennesker kan dræbe en danakil så let, Carter."
  
  
  Jeg sagde. - Hvem sagde, det var nemt, Luigi? - Har vi vundet kampen?
  
  
  "De er døde." Et skud lød. - Eller næsten. Hjælp dem med at samle vand.
  
  
  Vi gik fra mand til mand og tog hver kolbe. Fjender, der stadig trækker vejret, blev skudt i hovedet af Luigis grinende Danakil. Det forekom mig, at nogle stadig kunne helbredes for at tjene som slaver, men jeg bragte ikke denne idé til mine vagter.
  
  
  Da vi vendte tilbage til vognen og stablede vandflaskerne, hvoraf mange var lavet af dyreskind, sagde en af chaufførerne noget og gjorde mig et tegn fremad. Jeg fulgte efter hende, hvor de andre fanger var samlet.
  
  
  "Jeg vil have dig til at se hende, Carter," sagde Luigi. "Du kan fortælle Borgia, hvordan det skete."
  
  
  Jean lå på sit eget grove tøj. Nogen skar hendes undertøj og blottede hendes krop. Det lille hul lige under hendes venstre bryst blødte stadig.
  
  
  "Det var helt i begyndelsen af slaget," sagde kvinden på arabisk.
  
  
  Jeg svarede hende på samme sprog. "Kugle fra hvem?"
  
  
  "Fra ørkenen," sagde hun.
  
  
  Jeg mærkede Jeans puls. Hun var død. Jeg lukkede hendes øjne og tog hendes tøj på. Det var ironisk, men jeg vidste stadig ikke, om hun var en god agent eller ej. Det eneste, jeg vidste, var, at det kunne have været hendes bedste rejsebeskrivelse, "Jeg er som en slave i den etiopiske ørken", hvis hun havde levet længe nok til at skrive den. Jeg vågner op.
  
  
  Luigi fortalte mig på arabisk: "Gaard påstod, at hun var din kone. Det er rigtigt?'
  
  
  'Ja.'
  
  
  "Der er ingen tilbage i live for din hævn." Den, der dræbte hende, er nu lige så død, som hun er, Carter.
  
  
  "Ja," sagde jeg igen.
  
  
  Jeg spekulerede på, hvad der skete med hendes kamera.
  
  
  "Du taler arabisk," sagde Luigi stille. "Men dette vil ikke hjælpe dig med at blive venner med afarerne."
  
  
  - Afars?
  
  
  'Mit folk. Folk i Danakil.
  
  
  "Lige nu, Luigi," sagde jeg, "jeg har ikke så meget brug for dit folk som mine venner."
  
  
  'Jeg forstår. Du kan begrave hende. Jeg vil begrave mit folk."
  
  
  Karavanen omgrupperede, men brugte dagen på at begrave de døde, inklusive Jean, og finde ud af, hvilke kameler der kunne klare sig resten af vejen til Borgia-lejren. Fire kameler kom ud af kontrol og forsvandt ud i ørkenen, ni eller flere var døde eller for hårdt såret til at fortsætte. Vi har tolv kameler og ti chauffører tilbage. To af de fire overlevende Danakils fungerede som chauffører og efterlod Luigi og en anden kriger som vagter. Vi fandt ikke angribernes kameler.
  
  
  Mens jeg lyttede til diskussionen mellem Luigi og chaufførerne, bemærkede jeg, at angriberne havde gjort mig en tjeneste. Spurgte han. - "Hvad bar de forsvundne kameler?"
  
  
  "To af dem bar vand. Men mange af vores kander er gået i stykker. Med det vand, vi tog fra fjenden, og de få krukker og skind, vi havde tilbage, skulle de færreste af os være i stand til at nå brønden i live."
  
  
  "Okay," sagde han. "Læs vand og mad på den første kamel."
  
  
  Jeg sad i skyggen af en af vores raske kameler og prøvede at finde ud af, hvordan jeg skulle finde Jeans kamera. Jeg skulle nok ikke have beholdt den alligevel, selvom jeg havde fundet den, men på en eller anden måde håbede jeg, at Luigi ville lade mig beholde den af sentimentale årsager. Som troende muslim var han overbevist om kvinders underlegenhed, men som en mand, der levede i en grusom verden, hvor døden altid kunne gemme sig bag den næste klit, kunne han værdsætte den følelse, manden havde for sin meget talentfulde partner .
  
  
  Hvor værdifulde var instrumenterne i kammeret? Jeg var stadig overbevist om, at Jean havde en linse af en enkeltskuds .22 pistol et eller andet sted. Hun fortalte mig ikke alt om sin mission, ligesom jeg ikke fortalte hende om min. Selvfølgelig var denne linse højst sandsynligt stadig ombord på Hans Skeielman. Så så jeg en af chaufførerne gå med dette kamera. Glem alt om denne idé, besluttede jeg. Det var ikke risikoen værd ved Luigis mistanke.
  
  
  Mændene arbejdede hårdt for at flytte læsset og efter cirka en time gjorde Luigi tegn til min hjælp. Jeg arbejdede som en hest, og mindst tre gange, når ingen kiggede, lykkedes det mig at skjule elektroniske dele, der var gledet ud af revnede kasser under sandet. Det lykkedes mig også at bryde et par kister op, mens jeg læste om. Og det virkede pokkers usandsynligt, at Cesare Borgia ville forberede alle sine tre minimissiler, som han håbede.
  
  
  
  
  Kapitel 8
  
  
  
  
  
  Tre dage senere, næsten uden vand, befandt vi os i et helt andet land. Der var mange stenede bakker der. Lave planter voksede. Grinene på mahouternes og vagternes ansigter fortalte mig, at vi var tæt på vandet. Det har ikke været nogen nem rejse. Vi mistede to kameler mere. De lagde sig på sandet og nægtede at rejse sig, selv efter at de var blevet læsset af.
  
  
  "Spil ikke dine kugler på dem," sagde Luigi. "Bare giv vandet videre til andre dyr."
  
  
  Poolen er lille, og vandet er uklart. Det var ikke andet end et hul i klipperne med små buske omkring. Vandet smagte basisk. Men chaufførernes ørkenvisdom sagde, at det var sikkert at drikke, og så vidt jeg ved, er det det lækreste vand i verden. Den første del af rejsen var vi på strenge rationer, og de sidste tre dage fik vi endnu mindre vand, så vi var praktisk talt dehydrerede.
  
  
  Vores kameler drak grådigt og sænkede hurtigt bassinets niveau. Tilsyneladende var der en underjordisk kilde, der holdt trit med fordampningen og sivede ned i den omgivende jord. De tørstige kameler fascinerede mig, og jeg indså, at ørkenstammerne levede sammen med dem i en slags symbiose. Det virkede næsten umuligt, at noget landdyr kunne sluge så meget vand uden at blive hævet og dø. Chaufførerne fodrede dem og sørgede for, at læsset var behageligt for dem og bundet tæt.
  
  
  "Vi slår lejr her i aften, Carter," fortalte Luigi mig. "I morgen tidlig, når brønden er fuld igen, vil vi fylde vandskindene med vand."
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvad hvis en anden vil have vand?"
  
  
  Han grinte. "Løver?"
  
  
  "Eller mennesker."
  
  
  Han bankede på pistolen. "Hvis der er mange af dem, Carter, vil vi give dig endnu en pistol."
  
  
  Den nat tændte vi to bål: den ene for chaufførerne, danakil-vagterne og fangerne, den anden for Luigi og enhver anden, han ville invitere. Han inviterede mig.
  
  
  "Vi er på Borgias om to dage, Carter," sagde han.
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvem er Borgia?"
  
  
  - Ved du det ikke?
  
  
  "Bare rygter."
  
  
  "Sladre". Han spyttede ind i ilden. Disse rygter, disse historier, som karavanemændene fortæller om general Borgia, er ikke gode. Han kom til vores land for mange år siden. Vi kunne have dræbt ham, men nogle af hans stammefæller bad os om at se ham som en ven og behandle ham som sådan. Borgia lovede os rigdom og slaver, hvis vi hjælper ham. Så vi hjalp ham.
  
  
  Jeg spurgte. - "Har du rigdom nu?"
  
  
  'Ja. Sådan rigdom. Han pegede på campingvognen. Skrigene fra kvinder kom til os fra en anden brand. Jeg kiggede ind i mørket, der adskilte os. Tre slavekvinder blev tvunget til at tage deres tøj af, og mændene greb dem. Der udbrød flere slagsmål. Jeg så tilbage på Luigi. Han ignorerede, hvad der skete der.
  
  
  "De er slaver," sagde han. "Det er derfor, vi har dem." General Borgia bragte mange mennesker hertil, nogle endda hvidere end dig. Og de har brug for kvinder. Dette er Borgia's rigdom.
  
  
  - Og du kan ikke lide det?
  
  
  "En kriger elsker sine koner, sine våben og sine kameler. Mit folk har boet på dette land længere end nogen kan sige. Vi ved, at der ikke er plads til mange af de mennesker, Borgia havde med sig. Og selvom vi altid har forsvaret vores land mod de amhara-kristne fra nord, ønsker vi ikke at kæmpe mod dem, der har de mærkelige våben, som Borgiaerne bygger. Hvorfor gik du om bord på Gaards skib?
  
  
  "For at finde ud af, hvem Borgia er."
  
  
  "Det her er, hvad der sker." - Luigi lo trist. "Andre mænd forsøgte at finde ud af det. Nogle sluttede sig til generalen. Resten er døde. Jeg håber du vil slutte dig til ham.
  
  
  Jeg svarede ikke.
  
  
  "Er det ikke?"
  
  
  "Nej, Luigi," sagde jeg. "Du har ret i at være på vagt over for hans planer." På et tidspunkt vil Borgia's fjender finde ham og ødelægge ham. De vil også dræbe dem, der kæmper med Borgia."
  
  
  'Mit folk?'
  
  
  'Ja.'
  
  
  Han spyttede ind i ilden igen. »I min fars tid kom folk, der kaldte sig italienere, hertil. De havde mærkelige våben med sig, blandt andet fly og bomber. Amhara-kristne regerede i bjergene, gallere regerede i syd. Men afarerne gjorde modstand. Italienerne gik ind i ørkenen og døde. Sådan har det altid været. Hvis udefrakommende invaderer Danakil, vil de dø.
  
  
  Ved en anden brand blev tre kvinder bundet til pløkke i jorden, og Danakils blev enige om proceduren for voldtægt. Luigi vinkede mig væk. Jeg gik til det anviste sted, ved siden af en anden slave, som jeg ikke kunne forstå, og krøllede mig sammen i mit ydre tøj. Den nat vågnede jeg tre gange. En gang da to kvinder skreg på samme tid, en gang da løven hostede, og en gang uden tilsyneladende grund. Og Luigi var altid vågen.
  
  
  Borgia-hovedlejren havde fire slavekvarterer, et for kvinder og tre for mænd. De var omgivet af pigtråd og lå i smalle kløfter blandt klippebakker. Telte placeret nær buske og kilder var beregnet til ledere og frie mennesker. En gruppe danakiler kom løbende hen mod vores campingvogn. De begyndte at tale med Luigi. Deres sprog gjorde mig målløs. Men at dømme efter Luigis gestus og lejlighedsvise blikke på mig, gik jeg ud fra, at han beskrev en kamp. En gruppe vagter førte mig hurtigt til en af slavelejrene. De åbnede porten og beordrede mig til at gå ind.
  
  
  "Du må være den amerikaner," sagde en britisk stemme til højre for mig. Jeg vendte mig om. En mand henvendte sig til mig med det ene ben på krykker. Han rakte hånden frem.
  
  
  "Nick Carter," sagde jeg.
  
  
  "Edward Smythe," sagde han. "Rygterne siger, at du var i CIA eller en slags spionenhed. Hvad skete der med den kvinde, der var sammen med dig?
  
  
  "Hun er død," sagde jeg og beskrev angrebet på lejren. "Blodtørstige bastards, disse Danakils," sagde han. »Jeg blev fanget for fem år siden. Jeg var dengang konsulent for den etiopiske hærs patrulje, da vi stødte på en gruppe Borgia-mænd. Det var da jeg mistede mit ben. Jeg er den eneste overlevende. Borgia ser ud til at have det sjovt med at holde mig i live og lade mig gøre alt det beskidte arbejde.
  
  
  Edward Smythe virkede ekstremt falsk for mig. Alt, hvad han sagde, kunne være sandt, men hans falske engelske tour stank for meget. Alligevel kunne han være meget nyttig.
  
  
  "Jeg tror ikke, der er nogen skade i at indrømme, at jeg er en spion," sagde jeg. "De forventer, at jeg finder ud af, hvad denne Borgia-fyr har gang i."
  
  
  "Han planlægger at overtage hele den skide verden," grinede Smythe. - Han vil snart fortælle dig om det. Hvordan fik de dig?
  
  
  "Jeg var ombord på en vild pram på vej fra Norfolk til Massawa. Mens jeg var på dækket og hyggede mig og lykønskede mig selv med omslaget, dukkede andenstyrmanden og en gruppe sømænd med våben op. Der var ingen måde, jeg kunne modstå. Siden da har jeg været fange.
  
  
  - Har du nogen idé om, hvordan du blev opdaget?
  
  
  'Ja.' Jeg lod som om jeg tænkte et øjeblik for at beslutte, hvor meget jeg kunne stole på Smythe. »Der var en KGB-agent om bord. Jeg dræbte hende, men først efter hun fortalte nogen på holdet, hvem jeg var. Anden styrmand hævder, at han så mig dræbe manden, men jeg tvivler på det.
  
  
  "Det må være Gaard, den pralende nordmand," sagde Smythe. — Forresten, Carter, dette er ikke en KGB-operation. Hvis russerne vidste om dette sted, ville de være lige så glade for at udslette det fra jordens overflade som din regering. For et par uger siden havde vi en russisk spion, indtil han gjorde general Borgia meget ulykkelig. Smythe tog mig rundt i lejren og præsenterede mig for adskillige Amhara-fanger og andre europæere – to tyskere, en svensker og en tjekke. De kom alle til Danakil i den tro, at de var hyret af Borgia og endte som slaver.
  
  
  "Det lyder lækkert," sagde jeg til Smythe.
  
  
  "Ja, så længe du forbliver en loyal tjener, som ikke vil fejle en eneste ordre."
  
  
  Efter frokost havde jeg mulighed for at møde Borgia. Jeg anede ikke med vilje om ham. De eneste billeder, jeg så, blev taget for flere år siden og viste en mager, tomøjet politisk agitator. Manden, der sad på det tykke tæppe i det store telt, var hverken tynd eller indsunkne øjne. Han var garvet af solen, og hans øjne virkede næsten livløse.
  
  
  "Sæt dig ned, Carter," sagde han indbydende. Jeg satte mig på den anden side af det lave bord, hvor han sad. Han løslod to bevæbnede danakiler, som havde bragt mig hertil fra lejren. Og samtidig satte han pistolen hængende i bæltet et let tilgængeligt sted. "Jeg har hørt interessante historier om dig," sagde han.
  
  
  "Er de sande?"
  
  
  "Du kan altid stole på Luigi, Carter." Han forsikrede mig om, at du var medvirkende til den sikre ankomst af vores sidste karavane. Så måske skylder jeg dig en.
  
  
  "Jeg reddede mit liv," sagde jeg. "Disse banditter var ikke interesserede i at redde mig."
  
  
  - Fuldstændig ret. Vin?'
  
  
  "Vær venlig," sagde jeg. Jeg forsøgte ikke at grine, mens han forsigtigt hældte vinen op med venstre hånd og førte glasset hen over bordet. Han spildte næsten den røde væske, fordi han kiggede så intenst på mig.
  
  
  "Ifølge Gaard er du meget farlig, selvom han påstår, at du ikke dræbte signalmanden." Er det sandt, Carter?
  
  
  'Ingen.'
  
  
  'Det tror jeg også.' Han løftede sine skuldre. - Men det er ikke vigtigt. Hvorfor kom du?'
  
  
  "Den etiopiske regering har bedt os om hjælp," sagde jeg.
  
  
  — Arbejder du sammen med KGB?
  
  
  'Ingen. Selvom jeg forstår, at de er lige så interesserede i dig.
  
  
  "Det er rigtigt," sagde han. - Ligesom kineserne. Hvad er grunden til denne interesse, Carter?
  
  
  "Treogtyve missiler."
  
  
  - Nå, hvor er du snakkesalig. Din russiske kollega nægtede at fortælle mig noget."
  
  
  Jeg grinede. "Jeg tror, du ved, hvor disse missiler er. Jeg vil endda fortælle dig, hvorfor de sendte mig hertil - hvorfor har du brug for dem? Hvorfor føjede du tre Minuteman-missiler til din indkøbsliste?
  
  
  "Glem alt om de minutmænd," beordrede han.
  
  
  Borgia skænkede mig noget vin og skænkede sig endnu et glas. Spurgte han. - "Har du nogensinde hørt om præst John?"
  
  
  "Den legendariske kejser, der regerede Etiopien i middelalderen."
  
  
  "Du kommer tættere på sandheden, Carter." Men Prester John er ikke en legende, og det er dronningen af Saba heller ikke. Disse to gav etiopierne nok myter til at få dem til at tro, at de var de bedste mennesker i hele Afrika. De vil med glæde fortælle dig, at dette er det eneste afrikanske land, der aldrig har kendt europæisk dominans. Selvfølgelig havde briterne det lidt sjovt her i slutningen af forrige århundrede, og italienerne var her i 1930'erne, men sådanne ubehagelige fakta glemmes bekvemt. Og de er ivrige efter at krone en ny præsbyter John."
  
  
  Jeg sagde. - "Du?"
  
  
  'Ja mig.'
  
  
  Hvis Borgia var skør, var han ikke helt dum. Plus han havde nukleare missiler. Så jeg besluttede at behandle ham som en fornuftig person.
  
  
  Jeg spurgte ham. - "Du tror ikke, den etiopiske regering vil gøre indsigelse?"
  
  
  'Ja. Men de kan ikke kontrollere Danakil. Og det var derfor, de tog til Amerika. Og så kommer N3, Nick Carter. Killmaster fra AX. Og hvor er du nu, Carter?
  
  
  "Jeg gør mit arbejde. Jeg måtte finde ud af, hvad du havde gang i.
  
  
  "Så vil jeg gøre din opgave lettere, Carter," sagde han. "Jeg vil styre Østafrika. Prester John blev en legende, fordi han omgav sig selv med de bedste tropper i hele Nordøstafrika og stoppede islams indgreb. Jeg omgav mig med de bedste krigere i den moderne verden. Har du set mit folk?
  
  
  "Danakils," sagde jeg.
  
  
  "De er ikke bange. De har bare brug for en leder og moderne våben."
  
  
  "Er de banditter, der angreb karavanen og forhindrede dig i at tage de tre minutmænd også Danakils?"
  
  
  "Renegade," sagde han vredt. "Og disse tre minutmænd bliver samlet nu, Carter." Jeg har nogle af de bedste raketforskere i verden, der arbejder for mig. Og snart vil navnet Cesare Borgia blive et kendt navn i hele verden."
  
  
  "Jeg troede, du hed Carlo Borgia."
  
  
  »Carlo Borgia blev udvist fra Italien, et dekadent demokrati, som lige så dekadente kommunister søgte at omfavne. Carlo Borgia var et ungt fjols, der forsøgte at få arbejderklassen til at stemme for hans storhed og forsøgte at besejre kriminelle politikere i deres egen manipulation af vælgerne. Italien udviste Carlo Borgia. Så Italien vil være blandt de første lande, der sender ambassadører til Cesare Borgia."
  
  
  "Bag faderen til den rigtige Cesare stod kirken," sagde jeg.
  
  
  "Sig ikke mere om den originale Cesare," sagde han. "De grinede og jokede af mig i skolen. - "Din far er gift med din mor, Cesare"? . "Hvor er Lucretia? »
  
  
  Jeg så ham sætte sig ned. "Her er Lucretia," sagde han og ringede på klokken.
  
  
  Teltklappen åbnede sig, og en ung Amhara-kvinde trådte ind. Hun var næsten fem meter høj, og hendes tøj var kun beregnet til at vise sin stolte krop frem. Under den islamiske danakil bar hun et slør, men nu bar hun kun en lang nederdel. Hendes brune bryster var store og faste, og hendes tynde nederdel havde lange slidser på siderne, der viste hendes muskuløse ben.
  
  
  "Dette er Maryam," sagde han. "Mariam, kom med noget mere vin til os."
  
  
  "Ja, general Borgia," svarede hun på italiensk uden accent.
  
  
  Da hun gik, sagde Borgia: "Hendes far og onkel er ledere af den koptiske kirke. De påvirker regeringen. Så så længe hun er mit gidsel, vil etiopierne ikke gøre noget imod mig.
  
  
  Maryam vendte tilbage og gav Borgia en ny åben flaske rødvin.
  
  
  "Maryam," sagde han, "Mr. Carter er en amerikaner." Han kom hertil efter anmodning fra den etiopiske regering.
  
  
  'Det er rigtigt?' - spurgte hun på engelsk.
  
  
  'Ja.'
  
  
  "Tal italiensk," råbte Borgia. 'Hr. Carter vil være vores gæst i et par dage,” fortalte han Mariam. "Måske lever han længe nok til at se din far og onkel fejre vores bryllup."
  
  
  "Jeg har allerede fortalt dig, at de ikke ønsker det her."
  
  
  "Det vil de, hvis de vil se dig i live igen."
  
  
  "Jeg er allerede død for dem."
  
  
  - Naturligvis. Det var derfor Carter, vores hårdtarbejdende amerikaner, dukkede op. Det er derfor, vi ikke er generet af etiopiske tropper."
  
  
  Han sendte Maryam væk. Jeg undrede mig over, hvorfor han gad vise mig det.
  
  
  "Jeg er ikke et fjols, Carter," sagde han. Indtil mit imperium bliver Etiopiens anerkendte regering, vil amerikanerne forblive mine fjender. Ligesom russerne. Så jeg udelukker dig ikke.
  
  
  - Vil jeg forblive din fange?
  
  
  'For nu. Danakils sporer alt, der bevæger sig gennem ørkenen. Vi snakkes igen om et par dage. Der er et par flere detaljer, som du ikke har fortalt mig om.
  
  
  Han klappede i hænderne. To vagter tog mig tilbage til slavelejren.
  
  
  
  
  Kapitel 9
  
  
  
  
  
  Jeg brugte de næste to dage på at udforske livet i lejren. Umiddelbart efter solopgang fik slaverne morgenmad og forsvandt derefter ind i arbejdsgrupper bevogtet af Danakil-krigere. Jeg blev i lejren sammen med flere andre mænd. Så så jeg frie Amhara-mænd gå op og ned ad den støvede klippedal. Hvis Borgia bestak de relevante etiopiske embedsmænd, kunne han få oplysninger om mig ved at opsnappe Larsens besked. Jeg vidste, at stewardessen var blevet identificeret, og jeg gik ud fra, at hans besked fra Georgetown til Rusland havde forrådt mig, men nu indså jeg, at de vidste, at jeg var en AXE-agent, før jeg gik ombord på Hans Skeielman. Det hele afhang af, hvad Hawke fortalte den etiopiske regering, og hvor godt sikkerheden blev leveret.
  
  
  På min første hele dag på lejren kom Edward Smythe for at se mig lige før frokost. Med sig havde han en danakil med et maskingevær og en mørkhudet slave, der bar et bundt tøj.
  
  
  "Kom så, Carter," sagde Smythe. "General Borgia vil have dig til at vaske dit ansigt og tage vestligt tøj på."
  
  
  Vi nærmede os en rusten metaltank. Vandet var ikke rent, men det lykkedes mig at vaske det meste af ørkensnavset væk. Så tog jeg kakibukser og en skjorte på og tog en flethjelm på hovedet.
  
  
  "Jeg har det meget bedre," sagde jeg til Smythe.
  
  
  - Vil du slutte dig til Borgia? spurgte Smith.
  
  
  "Han siger, at han ikke kan give mig en chance for det her."
  
  
  - Ærgerligt, Carter. Borgia er måske en skør italiener, men han er også meget klog. Hans plan er klog nok til at lykkes.
  
  
  "Er du sammen med ham?"
  
  
  - Måske - hvis han giver mig en chance.
  
  
  Turen tilbage fra tanken gav mig et nyt perspektiv på lejren. På kort tid lykkedes det at gøre den næsten fuldstændig usynlig fra luften. Og der manglede en lille detalje, eller rettere sagt treogtyve detaljer. Hvor var de forbandede missiler? Topografisk var jeg dårligt orienteret, men det så ud til, at vi var på et højt plateau, meget højere end selve Danakil-ørkenen. Måske var disse missiler gemt et sted i bakkerne.
  
  
  Hvis jeg vil flygte fra denne lejr, må jeg gøre det, før Borgia begynder at forhøre mig. Jeg havde på fornemmelsen, at denne KGB-agent var bukket under for tortur. Men lige nu kunne jeg ikke finde ud af, hvordan jeg skulle flytte. Om dagen blev lejren bevogtet af Danakil-krigere, og om natten var den eneste måde at undslippe kun under generelt kaos. Slaverne så ikke umiddelbart ud, som om de havde kampånden til at starte et oprør. Hvad hvis jeg undslap lejren? Jeg vidste ikke engang, hvor jeg var. Jeg kunne tage mod nordøst til det etiopiske højland og håbe på at møde civilisationen. Men det er mere end sandsynligt, at jeg ville have stødt på Danakil-landsbyen, hvis ørkenen ikke var faldet over mig først. Uden en guide til at guide mig gennem ørkenen vandrede jeg blind og tørstig.
  
  
  Jeg overvejede stadig en minimal flugtplan, da tjekkeren Vasily Pacek sad ved siden af mig næste aften.
  
  
  "taler du hollandsk?" - spurgte han på dette sprog.
  
  
  'Ja.'
  
  
  "Bøde". Han så sig omkring. "Den forbandede Smythe spionerer på en anden for en forandring." I morgen skal jeg vise dig raketterne.
  
  
  'I morgen?'
  
  
  'Ja. Sammen med general Borgia og Maryam. Og med mit humlende hold af assistenter, danakilerne og somalierne. Er du fra CIA, hr. Carter?
  
  
  "Nej, men du er tæt på," sagde jeg.
  
  
  "Det er godt, at du ikke er fra KGB. Hvad mig angår, vil jeg hellere være hos Borgia end hos KGB. Det lykkedes mig at flygte, da de russere erobrede Prag med deres kampvogne. Jeg troede, at Borgia rettede hans missiler mod Moskva. Men så opdagede jeg, at han sigtede mod hele verden. Og i stedet for at være hans løjtnant, er jeg nu hans slave.
  
  
  Han rejste sig og gned sine ben, som om hans muskler var spændte. Da han var færdig med det, scannede han omhyggeligt sine omgivelser for eventuelle fjendens øjne.
  
  
  Da han satte sig igen, sagde jeg stille: ”Din omhyggelige undersøgelse må have en grund. Jeg er klar til at gå.'
  
  
  "Måske vil der ikke være en mulighed i morgen. I hvert fald ikke i dag. Hvis du er en hemmelig agent, skal du være god med en pistol. Ja?'
  
  
  "Ja," sagde jeg.
  
  
  Han nikkede. ”Når morgenen kommer, og vagterne er få og langt imellem, vil du hjælpe mig, når kampen begynder. Vidste du, at danakils kun kæmper for at dræbe?
  
  
  "De angreb den campingvogn, jeg kom med."
  
  
  "Karavanen indeholdt kontrolelementer til tre Minuteman-missiler. Måske sover vi ikke i lejren i morgen. Tag det.'
  
  
  Han var væk, før jeg kunne skjule det tynde, buede blad mellem mit tøj. Vasil Pacek tænkte endda på at fastgøre våbnet til min hud med tape.
  
  
  Borgia red på en kamel. Og også fire vagter, der fulgte med os. Maryam, Pacheka, hans to assistenter og jeg gik til fods. Det tog os hele formiddagen og en del af eftermiddagen at nå ud til de lave bakker.
  
  
  En lille flod funklede bag den. Landsbyen Danakil lå på sand og sten nær vandet. Lokale adelsmænd kørte hen til os, og de og Borgia udvekslede generøse hilsner på deres modersmål.
  
  
  - Hvem er lederen? - Jeg spurgte Maryam.
  
  
  "Han kontrollerer de mennesker, der arbejder for Borgia. Han tror, at han bliver meget repræsentativ ved den nye Borgia-ret.
  
  
  Jeg fortalte hende ikke, at høvdingen havde en meget god chance for at få sit ønske opfyldt. Selvom det lykkedes os at flygte i dag eller i aften, var jeg ikke imponeret over den chance, vi havde i ørkenen. Og med sine atommissiler kunne Borgia simpelthen udføre sin internationale afpresning.
  
  
  spurgte jeg hende. - "Hvorfor er du sammen med mig?"
  
  
  "Jeg skal blive Borgias kone, selvom jeg nu er hans slave. På grund af min familie gør min tilstedeværelse her et enormt indtryk på denne lille landsby. Og i dag skal der være drukfest.
  
  
  - Deltager du også?
  
  
  "Nej," sagde hun. "Som slave kunne jeg sørge for underholdning, men Borgia har ikke råd til at ødelægge min fremtid i disse mænds øjne."
  
  
  Borgia og lederen udvekslede en rituel drink med en kop. Der var larmende latter, før Borgia vendte tilbage til vores gruppe.
  
  
  "Raketter, Pacek," sagde han. "Raketter".
  
  
  På Pacheks anvisning fjernede danakilerne og somalierne adskillige sten og kampesten foran hulen.
  
  
  "Dette er en hule ud af seksogtyve," fortalte Borgia mig. "Snart vil de tre største også være fyldt."
  
  
  Jeg tænkte over det. Raketten, han viste os, var placeret på en lastbil, klar til at blive taget ud. Det var en russisk model med en kraftreserve på otte til elleve hundrede kilometer. Hendes affyringsrampe og alt omkring det vil blive brændt ved affyring.
  
  
  "Vis hr. Carter, hvordan hendes OS er konfigureret, Pacek," beordrede Borgia.
  
  
  Den tjekkiske ekspert gik vild i den detaljerede beskrivelse og pegede på de forskellige kontakter og knapper på kontrolpanelet. Han tog dette meget alvorligt og fortabte sig nogle gange i højlydte forbandelser, når hans to assistenter gjorde noget dumt. Og dette skete ofte. Alt for ofte, tænkte jeg. Selv uuddannede stammefolk kan lære at følge ordrer og dreje kontakter på kommando.
  
  
  Jeg gjorde mit bedste for at se imponeret ud. Jeg skreg højt, at Borgia's planer var monstrøse og vanvittige, da Pacek fortalte mig, at dette missil ville ramme olieraffinaderierne i Israel.
  
  
  Borgia lo af min rædsel.
  
  
  "Fortæl ham, hvad de ellers sigter efter, Pacek," sagde han. 'Kairo. Athen. Bagdad. Damaskus. Hovedbyer. Mellemøsten, hr. Carter, hvis verden nægter general Borgia hans territorium.
  
  
  "Og jeg rettede et missil mod Addis Abeba, hvis etiopierne nægter at kapitulere," tilføjede Borgia.
  
  
  Maryam stirrede på ham med store øjne af frygt eller vrede. "Måske kan du stoppe dette missil i at affyre, Maryam," sagde han. "Paczek, luk den igen."
  
  
  Jeg sad på en sten og prøvede at se passende desperat ud, mens Pacek førte sine assistenter til at camouflere missilskjulet. Jeg spekulerede på, om alle disse missiler virkelig var ubrugelige.
  
  
  - Hvad synes du, Carter? - spurgte Borgia.
  
  
  - At man skal have en pokkers stor indflydelse for at tage de her ting i besiddelse. Ifølge vores rapporter blev de stjålet, og hverken den egyptiske eller den israelske regering vidste, hvad der skete."
  
  
  "Jeg ville gerne have, at du også syntes det," sagde han.
  
  
  - Så man har forbindelser i begge lande.
  
  
  - Det er en smart konklusion, hr. Carter.
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvordan får du de nødvendige midler?"
  
  
  "Hvad er det for et spørgsmål?"
  
  
  "Meget logisk. Du har fuldstændig ret, Borgia, når du tror, at vi ved meget lidt om dig. Men vi vidste, at dine politiske træfninger i Italien ikke var en fuldstændig urentabel virksomhed for dig. Men snart skulle du forsvinde fra Livorno, så du må være løbet tør for penge for længe siden. Nu har du de penge og folk, der er nødvendige for at bygge din egen missilbase midt i den etiopiske ørken."
  
  
  "Har du mistet mig?"
  
  
  "Vi hørte, at du var i Afrika."
  
  
  "Men jeg skulle ikke være blevet opsporet?"
  
  
  "Det var forkert, og vi vil ikke begå den fejl igen," sagde jeg.
  
  
  "Det er for sent, hr. Carter. I morgen taler vi om din fremtid. Hvis du ikke var så forbandet farlig, ville mange høvdinge i området gerne have en hvid slave."
  
  
  Pacek og to af hans mænd var færdige med at camouflere missilet. Vagterne omringede os og tog os til en lille hytte nær landsbyen. Vi blev skubbet derind og fik besked på ikke at skabe problemer. Maryam ventede på vores mad ved døren. Vi fik store skåle med varm mad.
  
  
  "Vi spiser med hænderne," sagde hun.
  
  
  spurgte jeg hende. - 'Hvad sker der?'
  
  
  "Borgia skal til en fest. Og kun to krigere vil blive tilbage her.
  
  
  Efter vi havde spist, rakte Maryam skålene udenfor igen til en af vagterne. Han knurrede noget, og hun gik udenfor. Vi hørte høje lyde, lejlighedsvise skud og nogle gange salve fra landsbyen.
  
  
  -Har du set kameler? spurgte Arfat de Somalia på italiensk. "Ja," sagde jeg.
  
  
  "Vi skal have kvinder," sagde han til os.
  
  
  'Hvorfor?'
  
  
  - Fordi de er kvinder. Jeg kender kameler.
  
  
  "Lad ham stjæle kamelerne for os," foreslog jeg Pachek. Saifa Danakil så vred ud. Pacek fortsatte med at spørge ham, hvad der skete, men han bandede bare.
  
  
  Maryam sagde: "Du har sat en somalier i en fare- og tillidsposition. Hvorfor skulle danakil så ikke protestere mod dette?
  
  
  "Jeg gætter på, at de ikke glemmer stammefejderne, når vi forsøger at flygte," sagde jeg.
  
  
  'Selvfølgelig ikke. Somaliere og Danakils betragter ikke hinanden som lige. Og de hader begge mit folk, som regerer Etiopien efter loven om gamle erobringer."
  
  
  "Kun en guide fra Danakils kan føre os gennem ørkenen," sagde Pacek.
  
  
  "For guds skyld, fortæl den Saifah, før han bliver vred og ødelægger hele vores plan," sagde jeg. Pacek satte sig ved siden af Saifah. Danakil talte næsten ikke italiensk, og det tog tjekkeren lang tid at få pointen igennem. Endelig forstod Saifa. Han vendte sig mod mig.
  
  
  "Jeg vil være din guide, uanset hvor elendige disse kameler er, som denne somalier vil stjæle," sagde han.
  
  
  - Hvor længe skal vi vente? - spurgte Pacek.
  
  
  "Indtil midnat," sagde Maryam. 'Når de er fulde af mad og drikke. Så er de nemme at dræbe. Jeg hørte, at du er en kriger, hr. Carter?
  
  
  "Hvis vi løber væk sammen, så kald mig Nick," foreslog jeg.
  
  
  - Vasily er ikke en kriger, Nick. Vi er afhængige af dig. Mens vi ventede, forsøgte jeg at finde ud af lidt mere. Jeg pegede Vasil Pachek til et roligt sted ved hyttens bagvæg. Vi talte med hinanden på gebrokkent tysk.
  
  
  Jeg spurgte ham. - "Er alle raketter lige så ubrugelige som den, du viste mig?"
  
  
  "Fire af disse kortdistancemissiler har deres egne bærbare løfteraketter," sagde han. "Jeg har to af dem under min kontrol, så de ender harmløst i havet."
  
  
  "Hvad med de andre?"
  
  
  - De tilhører tyskerne. Undskyld, Carter, men jeg stoler ikke på tyskerne. Jeg er tjekkisk. Men andre missiler - uanset hvem der kontrollerer dem, er det ligegyldigt - vil selvdestruere ved affyring og forårsage ringe skade.
  
  
  - Så den store trussel fra Borgia med disse missiler er ikke reel?
  
  
  - Jeg håbede, du ville se det her, hr. Carter.
  
  
  Jeg flyttede min vægt og mærkede båndet, der holdt bladet på mit inderlår, strammes. "Vi kommer måske ikke alle ud i live," sagde jeg.
  
  
  "Måske ingen," sagde Pacek.
  
  
  "Okay, hør. Hvis det lykkes dig at komme til den amerikanske ambassade, så gå indenfor. Find den ansvarlige der. Fortæl ham, at du har en besked fra N3 til AX. N3. Åh. Kan du huske dette?
  
  
  Han gentog min kode og navnet på min efterretningstjeneste. - Hvad skal jeg fortælle dem?
  
  
  - Hvad du lige fortalte mig.
  
  
  Jeg kunne ikke komme i tanke om noget bedre til at fordrive tiden, så jeg lagde mig på gulvet for at få lidt søvn. Hvis vi skulle stjæle kameler det meste af natten og kæmpe os ud af landsbyen med fulde Danakils, så kunne jeg lige så godt få ro.
  
  
  Cirka femten minutter efter jeg gik i seng, vågnede jeg igen. Maryam strakte sig ud ved siden af mig.
  
  
  Hun spurgte. - 'Det er godt?'
  
  
  "Ja," sagde jeg og prøvede ikke at røre hende.
  
  
  Jeg faldt i søvn igen.
  
  
  
  
  Kapitel 10
  
  
  
  
  
  Omkring midnat vågnede jeg igen. Maryam lå stadig ved siden af mig med åbne øjne.
  
  
  Hun spurgte. - "Er det tid?"
  
  
  'Ja.'
  
  
  Saifa rettede sig op, da jeg trak min kniv frem. Han trak det samme våben fra kappens folder og grinede i hyttens mørke. I en henseende valgte vi en uheldig nat til vores flugt, for månen var høj og fuld.
  
  
  Jeg lod Saifa gå foran. Forsigtigt skilte han de grene, der fungerede som skærme. Jeg stod der, indtil hans hånd kom tilbage og trak mig frem.
  
  
  Han gled lydløst gennem gardinet. Jeg fulgte efter ham og satte forsigtigt grenene på plads, så de ikke skulle rasle. De to vagtposter, der vogtede døråbningen, sad med ryggen mod os med hovederne nedad. Ved siden af dem stod tre store skåle. Jeg pegede kniven mod dem.
  
  
  Saifah gik til venstre for mig, da vi bevægede os fremad. Han matchede min gang, mens de gik forsigtigt langs den sammenpressede jord, der adskilte os fra de to vagter. Inden vi nåede dem, knagede den ru jord under min støvle, og den højre vagtpost bevægede sig. Jeg dykkede frem, slog min venstre hånd om hans hals for at kvæle hans skrig og slog til. Jeg vendte våbnet i hans krop og ledte efter hans hjerte. Han faldt frem. Jeg trak min pistol frem, vendte mig om og så Saifah gøre det samme over for en anden vagt. "Jeg tager våbnet," hviskede Saifah og forsvandt ind i mørket, før jeg nåede at sige noget.
  
  
  Så dukkede Arfat op ved døren til hytten og løb lydløst hen mod flokken af kameler. Han så ud til at vide, hvor han skulle hen, og jeg prøvede ikke at følge ham.
  
  
  Jeg knælede foran de to døde vagter. Den ene havde et israelsk maskingevær. En anden havde både en Lee-Enfield og en gammel Smith & Wesson. 38. Jeg tog patronerne ad og ville give riflen til Pachek.
  
  
  "Jeg har aldrig holdt en pistol før," sagde han.
  
  
  "Maryam?" hviskede jeg.
  
  
  "Giv mig pistolen," sagde hun. "Jeg kan skyde den, hvis jeg ved, hvordan den skal indlæses."
  
  
  Jeg viste hende hurtigt, hvordan og hvor hun skulle læsse Lee-Enfield. .Smith & Wesson 38 gav jeg til Pachek. "Det er ikke svært," sagde jeg. "Men når du kommer tæt på dit mål, skal du bare sigte efter maven og trykke på aftrækkeren."
  
  
  Jeg så bevægelse i skyggerne til venstre. Jeg vendte mig hurtigt om og løftede maskingeværet, men Maryam sagde: "Dette er vores kammerat fra Danakil."
  
  
  Et øjeblik efter var Saifah ved siden af os med en riffel i hånden og en pistol på bæltet.
  
  
  "Jeg kan dræbe mange," pralede han.
  
  
  "Nej," sagde Pasek. "Lad os løbe til dit folk."
  
  
  "Kun høvdingens hus har en vagtpost," sagde danakil. "Lad os gå," mumlede jeg og gik hen til kamelstien.
  
  
  Saifahs oplysninger løste mit problem. Hvis jeg kan dræbe Borgia, er der en chance for, at hans organisation falder fra hinanden. Men jeg var ikke tæt nok på ham til at være helt sikker på det. Jeg vidste ikke, hvilke positioner de frie europæere indtog i hans lejr. Jeg vidste heller ikke, hvor stærk hans etiopiske organisation var. Den eneste måde, jeg kunne dræbe ham, var, hvis det lykkedes mig at undslippe landsbyen fuld af vrede, tømmermænd Danakils, men det virkede meget usandsynligt.
  
  
  Og jeg regnede med, at for en så vigtig som Borgia at modtage sådan en modtagelse, som han gjorde den dag, ville han sove i høvdingens hus eller et sted i nærheden i et gæstehus. Og Saifah sagde, at der var vagtposter der. Så selvom mordet på Borgia kunne have afsluttet min mission, afviste jeg denne mulighed.
  
  
  De oplysninger, jeg modtog, var vigtigere. Enten Pacek eller jeg var nødt til at komme til den amerikanske ambassade. Når først AX finder ud af, hvor Borgia har gemt de fleste af sine missiler, at de fleste af dem er ubrugelige, og hvor lejren er placeret, vil der altid være en måde at afslutte hans atomafpresning på. Vi deler måske endda vores information med russerne, som var lige så bekymrede for Mellemøsten, som vi var.
  
  
  Vi kommer til kamelpennen. Ved siden af hullet, som Arfat lukkede med tyk jerntråd, lå død Danakil. Fem kameler stod uden for en lille hytte, og en somalisk mand havde travlt med at sadle kamelerne.
  
  
  "Hjælp ham," sagde Pacek til Saifa.
  
  
  "De er dårlige kameler," brokkede han. "Somalierne ved ikke noget om kameler.
  
  
  Maryam, Pacek og jeg søgte i hytten efter alle tilgængelige vandskind og mængder af dåsemad. Jeg ville have været meget gladere, hvis vi kunne have fundet flere, men vi havde ikke tid til at gå fouragere.
  
  
  "Vi er klar," sagde Arafat. "Det er kameler."
  
  
  Jeg besluttede så at spørge somalieren, hvorfor han insisterede på at tage kamelerne. Min erfaring med disse udyr var begrænset, men jeg havde aldrig før bemærket, at det ene køn blev foretrukket frem for det andet. Både kameler og hun-kameler havde enestående udholdenhed og utroligt dårligt temperament.
  
  
  Vi var næsten uden for byen, da en bevæbnet mand begyndte at skyde. Da kuglerne fløjtede forbi os, greb jeg maskingeværet og vendte mig om i den høje sadel. Jeg så glimtet af et skud og svarede med en salve. Jeg havde ikke forventet at ramme noget, da en kamels gang gør dette fuldstændig umuligt, men skydningen stoppede.
  
  
  "Skynd dig," sagde Pacek.
  
  
  "Det behøver du ikke fortælle mig," sagde jeg. "Sig til de forbandede dyr at løbe hurtigere."
  
  
  Arfat valgte gode dyr, uanset hvad Saifa mente om somaliernes intelligensniveau. Kamelen er ikke ligefrem det hurtigste dyr i verden, og hvis der var heste i landsbyen, ville de helt sikkert have overhalet os. Men kamelerne holder et stabilt tempo, som et skib, der undslipper de første bølger af en orkan, og medmindre du bliver søsyg eller styrter, vil de bringe dig derhen, hvor du skal hen på det rigtige tidspunkt. To timer efter vi forlod landsbyen gik vi over lave bakker og sandede strimler langs floden. Saifa gjorde os så et tegn mod vandet.
  
  
  "Lad kamelerne drikke så meget de vil," sagde han. "Fyld hvert kar med vand og drik rigeligt selv."
  
  
  "Hvorfor går vi ikke længere langs floden?" - spurgte Pacek. "Vi går bare opstrøms, og det er præcis den retning, vi vil gå."
  
  
  "Flodfolket er deres venner der." - Saifa pegede på landsbyen bag os og på, at vi lige var flygtet. "De er ikke mine venner. De leder efter os langs floden. Vi skal ud i ørkenen.
  
  
  "Han har ret," sagde jeg til Pachek. Jeg henvendte mig til vores guide Danakil. — Har vi nok vand og mad?
  
  
  "Nej," sagde han. "Men måske finder vi noget." Eller folk der har det. Han bankede på pistolen.
  
  
  "Da jeg kom hertil, krydsede vi floden på en tømmerflåde," sagde Pacek. "Det er ikke en lang rejse og..."
  
  
  "Ørken," sagde jeg og afsluttede diskussionen. — Vasily, begynd at fylde vinsækkene. Hvis Borgia åbenlyst tog dig langs floden, så er hans forbindelser langs floden ganske sikre for ham.
  
  
  "Jeg havde ikke tænkt over det før," sagde han.
  
  
  "Ørkenen," sagde Arfat, "ørkenen er et meget godt sted at bo."
  
  
  Han og Saifah forsøgte at overgå hinanden i håndteringen af kameler og i deres viden om ørkenen. Jeg havde det fint med, at deres stammeforskelle blev udtrykt på denne måde, da vi alle havde gavn af det. Men jeg spekulerede på, hvor eksplosiv kombinationen Danakil og Somali ville blive, når vi manglede mad og drikke. Og jeg var bekymret over Saifahs holdning, da vi kom ind på hans stammes territorium. Måske vil han fortsætte med at betragte os som kammerater, men måske vil han også beslutte at betragte os som angribere, perfekte ofre for at få et par nye armbånd.
  
  
  Vi krydsede floden og løb ind i natten. Jeg så, at vi var på vej mod nordøst, for da natten faldt på, begyndte de mørke bakker mod vest at forsvinde. Et øjeblik tvivlede jeg på Saifahs visdom. Han betragtede ikke ørkenen som et fjendtligt miljø, men resten af os ville være hjælpeløse der.
  
  
  Så sagde jeg til mig selv, at planen gav mening. Ved at vælge det værste område i ørkenen undgik vi landsbyer eller bosættelser med få eller omfattende kommunikationer, hvilket gjorde det muligt for os at nå Tigray-provinsen i nord og dermed undslippe Borgia-indflydelsessfæren. Ikke underligt, at Saifa sagde, at han skulle tage masser af vand. Indtil vi bevæger os mod vest, vil vi forblive i en gold, brændende ørken.
  
  
  Klokken var langt over middag, da Saifah endelig gav ordre til at stoppe. Det støvede sand dannede noget som et bassin i ørkenen, hvis indgang kun gik gennem en smal slugt i øst. Den var stor nok til ti kameler og os. Jeg strakte benene og drak en lille mængde vand. Om en anden time vil klitterne give skygge. Skygge. Jeg forbandede lydløst Edward Smythe og hans vestlige tøj. Jeg ville med glæde bytte min hjelm til indfødt tøj. På den sidste del af vores rejse kom jeg for at se ressourcer, mennesker og dyr, der ikke var her. Jeg drak noget mere vand og spekulerede på, hvordan vi ville overleve denne tur. - Måske skulle vi sætte en vagt? — Jeg spurgte Saifa.
  
  
  'Ja. Afar Borgia forfølger os. De har stærke kameler og mange mennesker. Vinden slettede ikke vores spor på én dag. Somalieren og jeg er på vagt om dagen. Du og Pachek har problemer med at se i solen.
  
  
  "Så er vi på vagt om natten," sagde jeg.
  
  
  'Bøde.'
  
  
  For træt til at spise, så jeg, hvordan Saifa klatrede op til toppen af den højeste klit og gravede sig ned i sandet for at undersøge området uden at blive bemærket. Jeg lagde mig i skyggen af min kamel og faldt i søvn. Jeg vågnede med, at Arfat rystede min skulder fra side til side. Solen er gået ned.
  
  
  "Vent nu," sagde han. "Spis noget mad."
  
  
  Han talte en somalisk dialekt, som er tæt på det arabiske sprog, jeg talte med ham. "Få noget søvn, Arfat," sagde jeg. "Jeg får noget at spise, mens jeg er på vagt."
  
  
  Jeg fandt en dåse oksekød. For at komme til maden måtte jeg træde over den sovende Pacek. Tjekkeren var omkring halvtreds og i dårlig fysisk tilstand. Jeg spekulerede på, hvor mange dage han ville holde ud, hvordan han ville leve. Der var en hel kløft fra hans laboratorium i Prag til den etiopiske ørken. Pacek må have haft en meget god grund til at flygte fra russerne. Jeg var nødt til at finde ud af mere om dette.
  
  
  Da jeg indså, at det lille, jeg vidste om Pacek, næsten gjorde ham til en gammel ven, grinede jeg næsten. Maryam var en amharisk kvinde, den smukke datter og niece af højtstående koptiske dignitærer. Det var alt, hvad jeg vidste om hende. Arfat, en somalier, var en god kameltyv. Jeg stolede på Saifah med mit liv, simpelthen fordi han var Danakil. Jeg åbnede krukken og satte mig på klitten. Saifah og Arfat foretog den blide stigning til toppen, og jeg kæmpede for at holde balancen på den farligt skiftende sandede skråning nedenfor. Stjernerne var på himlen, og den klare ørkennat virkede næsten kold efter dagens frygtelige varme.
  
  
  Øverst satte jeg mig ned og begyndte at spise. Kødet var salt. Vi havde ikke ild. Der var en anden gruppe i bakkerne vest for os, mere sikre på deres overlevelse end vi var, og de forventede tydeligvis ikke at blive angrebet. Deres ild var lille. Men det brændte der som et lyst fyr i mørket. Og jeg håbede, at dette ville føre Borgia-folket på afveje.
  
  
  Lyden af et jetfly kom fra over mig. Jeg så flyets blinkende lys og vurderede dets højde til at være omkring to og et halvt tusinde meter. Borgia havde i det mindste ikke fly eller helikoptere. Jeg troede, at etiopierne ikke var i stand til at opdage Borgiaerne fra luften. Og denne tanke satte sig fast i mit hoved, mens jeg så på.
  
  
  Da Pacek lettede mig, og jeg opdagede, at Maryam stadig var vågen, spurgte jeg hende om det.
  
  
  "Han har penge," sagde hun. ”Når jeg vender tilbage, vil nogle mennesker have store problemer. Jeg kender deres navne. Borgia er typen, der viser sig, når han vil imponere en kvinde.
  
  
  — Hvordan er den politiske situation i Etiopien, Maryam? "Jeg troede, du havde en stabil regering."
  
  
  Hun lænede sig op ad mig. - "Løven af Juda er en gammel, stolt mand, Nick. De unge mænd, hans sønner og børnebørn kan brøle og true, men den gamle løve forbliver lederen af flokken. Nogle gange opstår der konspirationer, men Judas Løve forbliver ved magten. De, der ikke tjener ham trofast, føler hans hævn."
  
  
  "Hvad sker der, når en løve dør?"
  
  
  "Så kommer en ny Leo, en Amhara-høvding. "Måske en af hans racer, måske ikke. Dette er ikke en selvfølge. Det gjorde heller ikke noget. Alt, hvad jeg vidste om Etiopien, svarede til den nationale karakter, som Borgia gav mig om det. De var stolte over at være det eneste afrikanske land, der ikke var koloniseret af Europa. En gang tabte de en kort krig med briterne, som et resultat af, at kejseren begik selvmord. Lige før Anden Verdenskrig led de i hænderne på italienerne, da de for sent erfarede, at Folkeforbundets beføjelser ikke strakte sig så langt, som de hævdede. Men de var aldrig en klientstat. Uanset hvad Borgia gjorde for at slå sig ned i ørkenen, var det et internt problem for Etiopien. Og enhver europæer eller amerikaner, der blev involveret i dette, var en stor idiot. Maryam lagde sin hånd på min ryg og strakte musklerne under min skjorte.
  
  
  "Du er lige så høj som mit folks mænd," sagde hun.
  
  
  "Du er også stor, Maryam," sagde jeg.
  
  
  "For stor til at være smuk?"
  
  
  Jeg sukkede stille. "Du kan skræmme en lav mand, men en fornuftig mand ved, at din højde er en del af din skønhed," sagde jeg. "Selv om dine træk er skjult under et slør."
  
  
  Hun løftede hånden og rev sløret af.
  
  
  "Hjemme," sagde hun, "klæder jeg mig vestligt på. Men blandt danakilerne, som er profetens tilhængere, bærer jeg sløret som et tegn på min kyskhed. Selv en lille somalier, hvis kyllingeknogler jeg knækker med den ene hånd, vil måske tro, at mit ansigt er en invitation til at voldtage.”
  
  
  "Stakkels Arfat," sagde jeg. “Saifah går ud fra, at hun intet ved om kameler. Pacek beordrer ham i alle retninger. Og du håner hans højde. Hvorfor kan ingen lide ham?
  
  
  - Han er somalier. Han er en tyv.
  
  
  "Han valgte gode kameler til os."
  
  
  "Selvfølgelig," sagde hun. "Jeg sagde ikke, at han var en dårlig tyv." Jeg sagde lige, at alle somaliere er tyve."
  
  
  Jeg smilede i mørket. Der var rigelige historiske beviser på had, der gjorde Etiopien til en løs føderation af stammer snarere end en sammenhængende nation. Maryam tilhørte den traditionelle herskende kaste af kristne krigere, der holdt tilbage oprøret af muslimske horder i middelalderen, som varede længere end Europas mørke middelalder. Nyere minder om Europa har gjort mig lidt mere tolerant over for spændingerne blandt etiopierne i vores gruppe.
  
  
  Pacek, en tjekke, nægtede at stole på nogen tyskere, så vi havde ingen pålidelige data om arbejdstilstanden for alle treogtyve missiler.
  
  
  "Borgia er også en lille person," sagde Maryam. "Han ville giftes med mig. Jeg troede, du sagde, at alle de små mennesker var bange for mig?
  
  
  - Hvorfor ville han giftes med dig?
  
  
  - Min far er indflydelsesrig. Den styrke, jeg kunne give ham. Hun holdt en pause. "Nick, det er en farlig rejse. Vi vil ikke alle overleve.
  
  
  "Har du noget særligt talent for at vide sådanne ting?"
  
  
  'Jeg er en kvinde. Ifølge min far og onkel er det kun mænd, der har sådanne talenter.
  
  
  -Hvor skal du tilbage til, Maryam?
  
  
  Til mine forældre skammer jeg mig. Men det er altid bedre end Borgia. Det er bedre at være en dårlig amharisk kvinde end en gift muslimsk kvinde. Jeg mistede ikke min ære i ørkenen. Men hvem vil tro mig?
  
  
  "Det er jeg," sagde jeg.
  
  
  Hun lagde sit hoved på min skulder. - Jeg kommer til at miste det, Nick. Men ikke i dag. Ikke med andre, der er på vagt, ser og jaloux. "Jeg går ikke tilbage til ægteskab eller en mand, Nick."
  
  
  Vi lagde vores senge, de ru tæpper stjålet af somalierne for at kaste over kamelsadlerne, side om side. Maryam faldt i søvn med hovedet på min skulder.
  
  
  
  
  Kapitel 11
  
  
  
  
  
  Borgia-mændene angreb os, mens Pacek var på vagt. Hans advarselsråb vækkede mig. Så hørte jeg korte skud af kaliber .38. Svaret var en salve, mindst to maskingeværer og flere rifler. Jeg greb mit maskingevær.
  
  
  De tre angribere flygtede fra klitten, skød og snublede. Jeg løftede min pistol og begyndte at skyde. Da de kom ned, rejste ingen af dem sig.
  
  
  Maryams pistol styrtede ned ved siden af mig. Kuglen fløjtede over mit hoved. Arfat og Saifah sluttede sig til og åbnede ild på samme tid. Hovedbølgen af vores angribere passerede gennem et hul i klitterne. Da de var så tæt på hinanden, var det en fejl. Vi skød dem ned med lethed.
  
  
  Lige så hurtigt som det startede, stoppede støjen igen. Jeg så mig om efter andre mål. En af vores kameler lå på jorden og sparkede. De andre lavede larm og forsøgte at frigøre sig fra rebene.
  
  
  - Kameler! - Jeg råbte. "Til kamelerne, Arfat."
  
  
  Somalieren løb hen imod dem.
  
  
  "Jeg kan se der," sagde Saifa og pegede på kløften, hvorfra hovedangrebet kom. "Du vil lede efter Pacek."
  
  
  Danakil løb hensynsløst mod de kroppe, der var spredt der i måneskin. Jeg nærmede mig de tre, jeg skød mere forsigtigt. Et skrig af frygt og smerte kom fra kløftens retning. Jeg så mig omkring. Saifa rettede sin riffel mod den vridende krop.
  
  
  Jeg vendte mig væk igen, før pistolen gik af. Jeg begyndte at undersøge de tre, jeg havde lagt. En af dem var død, men de to andre, selvom de var alvorligt såret, trak vejret stadig.
  
  
  Jeg greb deres våben og kastede dem mod lejren. Så besteg jeg klitten.
  
  
  Et skud lød bag mig. Jeg vendte mig hurtigt og løftede min riffel. Maryam stod over manden. Mens jeg så på, gik hun hen til en anden, stadig med at trække vejret, og stak en riffelkugle ind i hovedet på ham. Så sluttede hun sig til mig på skråningen.
  
  
  Hun sagde. - "Hvad nytter fanger?"
  
  
  "Jeg ville efterlade dem der."
  
  
  - Så de fortæller Borgia, hvornår og hvor vi tog afsted? Hun lo. "De kom for at dræbe os, Nick." Ikke for at fange os.
  
  
  Jeg gik længere op ad klitten med Maryam bag mig. Vasily var næsten på toppen. Jeg vendte ham om og tørrede sandet af hans ansigt. Der dryppede blod fra hans mund. Hans bryst og mave var fyldt med skudhuller. Jeg lagde den tilbage i sandet og klatrede op; Jeg kiggede forsigtigt ned. Det første, jeg så, var et lig halvvejs oppe af skråningen. Så Pachek formåede at skyde mindst én person. Jeg spekulerede på, om han var faldet i søvn på vagt eller simpelthen ikke havde bemærket, at de nærmede sig. Jeg så hen over den måneskinne ørken på deres kameler. Jeg har ikke set dem.
  
  
  De må være kommet med kameler. En bil, det ville jeg have hørt. Jeg fortsatte med at scanne området og holdt mig lavt, så min silhuet ikke ville være synlig i måneskin. Så så jeg kameler i de mørke skygger af en af klitterne. To mænd stod i nærheden; deres ophidsede bevægelser tydede på, at de begyndte at blive forstyrret af det, der var sket i skålen på den anden side. De var mellem mig og kløften, der førte til poolen, så dette sted tillod dem ikke at se, hvordan Saifa nådesløst udryddede deres allierede.
  
  
  Jeg tog meget forsigtigt en skydestilling og tog sigte. Men jeg var ikke forsigtig nok. En af mændene skreg og sigtede på mig. Jeg skød hurtigt og missede, men hans sigte var så forvrænget, at hans kugle kun sparkede sand op. Flere kameler begyndte at bekymre sig. Den anden mand sprang på kamelen. Denne gang havde jeg mere tid til at sigte ordentligt. Jeg skød ham, og så forsvandt dyret ud i ørkenen. En mørk skikkelse dukkede op fra afgrunden, en kugle løftede sand ved siden af mit ansigt. Jeg kunne ikke skyde igennem de paniske kameler. Og efter kort tid gik de alle ind i ørkenen, galopperende uden ryttere. Jeg så et metalglimt og hørte et skrig.
  
  
  Manden rejste sig. Den anden blev på plads. Maryam kravlede ved siden af mig langs toppen af klitten. Jeg holdt maskingeværet klar.
  
  
  "Dette er Saifa," sagde hun.
  
  
  'Er du sikker?'
  
  
  'Ja.'
  
  
  "Du har forbandet gode øjne."
  
  
  Vi rejste os. Danakil vinkede til os.
  
  
  "Gå og sig til Arfat, at han ikke skal skyde på nogen," sagde jeg til Maryam.
  
  
  - Det er ikke nødvendigt. En rigtig somalier gemmer sig med kameler." Jeg gled ned ad klitten og sluttede mig til Saifa.
  
  
  "Godt arbejde med den kniv," sagde jeg.
  
  
  "Vi dræbte dem," sagde han og lagde sin arm om min skulder på en kammeratlig måde. »De tog fat i mig, da en af dem angreb mig bagfra og slog mig i hovedet. Men disse afarer er ikke krigere. Selv kvinden dræbte flere. Han lo glad.
  
  
  - Og Arfat? Dræbte han ikke også nogle få?
  
  
  "Somali? Måske dræbte han dem af frygt. Han så sig omkring i mørket. -Hvad hvis de havde en radio nu? Måske ringede de til Borgiaerne før vi dræbte dem. Jeg fandt noget på mandens ryg. Jeg tror, det er radioen.
  
  
  "Vi får se," sagde jeg.
  
  
  Han førte mig til den døde krop. Jeg kiggede ind i den åbne rygsæk, som manden bar. Den indeholdt en feltradio med ret stor rækkevidde.
  
  
  "Det er en radio," sagde jeg.
  
  
  Han skød mod transceiveren. Jeg så stykker flyve fra hinanden, mens kugler rev gennem hans indre. Jeg vendte mig om for at råbe til Saifah for at stoppe, men før jeg nåede at sige noget, var hans pistol tom. Han smed den væk.
  
  
  "Nu kan de ikke finde os," sagde han. "Ingen vil bruge denne radio til at finde os igen."
  
  
  "Ingen," indrømmede jeg. Så gik jeg gennem ligene til vores kameler.
  
  
  Nu hvor Pacek var død, befandt jeg mig mellem denne somalier og denne danakil. Jeg mistede fatningen. Jeg skulle have fortalt den dumme ørkenbandit, hvad han lige havde gjort, men det ville ikke have hjulpet. Det var min skyld. Hvis jeg først havde forklaret Saif, at jeg kunne bruge denne radio til at ringe til nogen for at redde os, ville han ikke have ødelagt den. Jeg var nødt til at tænke som disse ørkenfolk, hvis jeg ville overleve.
  
  
  "Dårlige nyheder, Nick," sagde Maryam, da vi vendte tilbage til lejren. "Den kamel, der bar mest mad, er død. Dens last, inklusive meget vand, blev beskadiget. Vand løber ud i sandet. Somalieren forsøger at redde, hvad han kan."
  
  
  'Hvad?' sagde Saifa.
  
  
  Hun forklarede ham det langsomt på italiensk.
  
  
  "Måske havde Borgia-folket vand."
  
  
  Der var ti af dem i alt. Pasek dræbte en. Jeg skød tre mennesker, der kom ned ad bakken. Og fire mere i kløften. De to andre var døde mænd efterladt med kamelerne. Vi ville have klaret sådan force majeure godt, selvom deres hensynsløse angreb gjorde vores opgave meget lettere. Jeg troede, jeg begyndte at forstå noget om Danakils sind. I hvert fald hvis Saipha og Luigi var typiske eksempler på dette. De havde ikke andet end foragt for enhver, der ikke tilhørte deres egen stamme.
  
  
  Vores gruppe bestod af to hvide, en amharisk kvinde, en somalier og en danakil fra fjendens stamme. Borgia-mændene følte intet behov for at omringe og belejre os, mens de ringede efter hjælp.
  
  
  Kun tre af dem havde kolber med. Og de var halvtomme. Tilsyneladende forblev det meste af deres vand på kamelerne - kameler, der nu strejfede frit et sted i ørkenen.
  
  
  "Vi er nødt til at komme ud herfra," sagde Saifa til mig.
  
  
  'Ja. Måske brugte de en radio, før de angreb os. Jeg tog til Arfat. "Hvordan har de andre kameler det?"
  
  
  "Okay," sagde han.
  
  
  Vi steg ind og kørte ud i natten. Saifah og Arfat holdt deres øjne rettet mod ørkenen, og da solen stod op, scannede de horisonten bag os for tegn på forfølgelse. Jeg kiggede også, selvom jeg ikke forventede at se noget, som folk i ørkenen ikke havde set. Vores flugt syntes at gå ubemærket hen.
  
  
  "Hvor langt rækker Borgia-indflydelsen?" - Jeg spurgte Maryam. "Vi burde gå ud i dag eller i morgen. Hvis en høvding bliver for magtfuld, eller hans domæne bliver for stort, vil det være kendt i Addis Abeba. Men de kender ikke til Borgia. Det tror jeg i hvert fald ikke.
  
  
  Tilstanden af vores vandmængde bekymrede mig. Den intense varme tørrede os ud. Vi rationerede vand så meget, at jeg hele tiden mærkede sand i halsen. Jeg følte mig svimmel og feber. Da vi stoppede den dag, spurgte jeg Saifa om problemet.
  
  
  "Vi har brug for vand i fire dage mere," sagde han. "Men om to dage kan vi tage til bjergene og prøve at finde hende." Vi kan også finde folk med våben.
  
  
  "Vores vand er ikke et problem," sagde Arfat.
  
  
  Danakil ignorerede ham.
  
  
  Jeg spurgte ham. - Ved du, hvor vi kan finde vand?
  
  
  'Ingen. Men jeg ved, hvor mælken er. Se.'
  
  
  Arfat gik hen til sin kamel og tog et tomt vinskind fra sadlen. Han undersøgte posen omhyggeligt for at sikre sig, at den stadig var intakt. Så gik han et par skridt tilbage og begyndte at studere kamelerne. Han nærmede sig en af dem og begyndte at tale med ham. Dyret vigede tilbage fra ham.
  
  
  "Hvis han får udyret til at løbe væk, bliver det nødt til at løbe," sagde Saifa.
  
  
  Arfat fortsatte med at tale. Kamelen syntes næsten at forstå ham. Hun gik et par skridt mere og standsede ubeslutsomt; et stort skævt udyr, næsten lamslået af den lille skikkelse, der nærmede sig hende. Hendes nakke kom ud, og jeg troede, hun skulle bide eller spytte. Siden vores flugt havde jeg konstant kæmpet med min hest, og de fire bid på mit ben mindede mig om, at udyret vandt.
  
  
  Arfat fortsatte med at tale stille. Kamelen kom hen til ham, snusede til ham og ventede på, at han skulle klappe hende. Langsomt pressede han sig mod hende og vendte hende sidelæns mod ham. Han fortsatte med at tale, rakte ind under det store dyr og tog fat i yveret. Kamelen flyttede sin vægt.
  
  
  "Dette er Danakil-dyr," sagde Maryam. "De blev sandsynligvis aldrig malket."
  
  
  "Dette bliver hans død," sagde Saifa.
  
  
  "Gud give, at det ikke er sådan," sagde jeg, pludselig vred over de konstante etniske fornærmelser. "Hvis det ikke lykkes ham, dør vi alle sammen."
  
  
  Danakil holdt sin mund. Jeg kiggede på Arfat. Han handlede meget langsomt og forsøgte at overtale kamelen til at give ham mælk. Jeg så hans hånd glide rundt om brystvorten, mens han brugte sin anden hånd til at skubbe posen tilbage på plads. Kamelen brød væk og gik.
  
  
  Et øjeblik stod Arfat helt stille, vel vidende at enhver pludselig bevægelse ville få dyret til at flyve hen over sandet og få mindst én af os til at dø i ørkenen.
  
  
  Maryam, Saifah og jeg forsøgte at forblive ubevægelige i et stykke tid. Da jeg så på kamelen, indså jeg, at naturen ikke skabte hende for let adgang til modermælk. Du kan bare sætte dig ned med en ko, og selv en lægmand vil stadig finde en stor taske hængende der. En ged er sværere at malke, men det er ingenting sammenlignet med en kamel. Bare endnu en kamel – eller somalier – skør nok til overhovedet at tænke på sådan noget.
  
  
  Han nærmede sig kamelen igen og pressede posen til hendes side. Igen blev processen gentaget for at tvinge det grimme udyr til at vende ham på siden, så han kunne få fat i hende under maven. Han klemte brystvorten igen. Kamelen lavede en stille, melodisk lyd og blev så tavs. Arfat malkede hurtigt og lod af og til en strøm passere, som så forsvandt i sandet. Til sidst steg han af kamelen, klappede hende blidt på torsoen og vendte sig mod os med et stort smil på læben.
  
  
  Læderhuden er hævet af mælk. Arfat drak meget og grådigt og kom hen til mig.
  
  
  "God mælk," sagde han. 'Prøve.'
  
  
  Jeg tog vinskindet op og førte det til mine læber.
  
  
  "Somalierne er opdraget på kamelmælk," siger Saifa. "De kommer ud af kamelens bug."
  
  
  Arfat skreg i vrede og rakte ud efter kniven på sit bælte. Jeg rakte hurtigt posen til Maryam og greb begge mænd. Jeg havde ikke forstand til at træde mellem dem, men da jeg overraskede dem, lykkedes det mig at kaste begge mænd til jorden med mine hænder. Jeg pegede maskingeværet mod dem og stod over dem.
  
  
  "Nok," sagde jeg.
  
  
  De så rasende på hinanden.
  
  
  "Hvad synes du om mad og drikke til os udover denne kamelmælk?" — Jeg spurgte Saifa.
  
  
  Han svarede ikke.
  
  
  Og jeg sagde til Arfat: "Kan du slutte fred?"
  
  
  "Han fornærmede mig," sagde Arfat.
  
  
  "I fornærmede mig begge," råbte jeg.
  
  
  De stirrede på min pistol.
  
  
  Jeg valgte mine ord omhyggeligt og talte italiensk langsomt, så de begge kunne forstå mig. "Hvis I to vil slå hinanden ihjel, kan jeg ikke stoppe jer," sagde jeg. "Jeg kan ikke beskytte dig dag og nat med en riffel, før vi er i sikkerhed." Jeg ved, at I traditionelt set er hinandens fjender. Men husk én ting: Hvis en af jer dør, hvis en af os dør, dør vi alle sammen.
  
  
  'Hvorfor?' sagde Saifa.
  
  
  »Kun Arfat kan give os mad. Kun du kan føre os ud af ørkenen.
  
  
  'Og dig?' - spurgte Arfat.
  
  
  "Hvis jeg dør, vil Borgia snart herske over hele ørkenen og et meget større land. Han vil kigge efter dig særlig flittigt, eftersom du har været hans fjender og hans trælle. Og kun Maryam kan advare sit folk i tide, så de kan skaffe våben til at dræbe ham."
  
  
  De var tavse. Saifah flyttede derefter sin vægt og lagde sin kniv i skeden. Han rullede væk fra mig og rejste sig. "Du er lederen af krigerne. Hvis du siger det er sandt, så tror jeg på dig. Jeg vil ikke fornærme denne somalier igen.”
  
  
  "Okay," sagde jeg. Jeg kiggede på Arfat. "Glem forseelsen og læg din kniv fra dig."
  
  
  Han lagde kniven fra sig og rejste sig langsomt op. Jeg kunne ikke lide hans ansigtsudtryk, men jeg turde ikke skyde ham. Jeg vidste ikke, hvordan fanden man skulle malke en kamel.
  
  
  "Det her er ikke særlig velsmagende, Nick," sagde Maryam og rakte mig posen. "Men det er nærende."
  
  
  Jeg tog en dyb indånding og førte posen til mine læber igen. Jeg kastede næsten op af lugten. Til sammenligning smagte gedemælk som en honningdrik. Den lugtede harsk, og jeg tvivlede på, at homogenisering, pasteurisering og nedkøling ville gøre den mere velsmagende. Der var nogle klumper, der flød i den, og jeg var ikke sikker på, om det var fløde, fedt eller snavs fra selve posen. Mælken er også smagløs. Jeg rakte vandskindet til Saifa og trak den friske luft ind igen. Han drak det, så på os med afsky og returnerede det til somalieren. Arfat blev fuld og lo.
  
  
  "En mand kan leve evigt af kamelmælk," sagde han. "Et langt liv er ikke det værd," sagde jeg til ham.
  
  
  "Det var første gang, jeg drak kamelmælk," fortalte Maryam mig.
  
  
  "Drikker du det ikke i Etiopien?"
  
  
  "Du er en af lederne af dit folk, Nick." Har de fattige blandt jer ikke mad, som I aldrig spiser?
  
  
  Jeg kunne ikke huske, at jeg nogensinde har spist et grisehoved og gryn i min Columbus Circle-lejlighed. Og der var heller ikke noget klid på menuen på min yndlingsrestaurant.
  
  
  "Så sandt," sagde jeg.
  
  
  Vi kom tilbage i sadlerne og red resten af dagen. Lige før solnedgang nåede vi en stor slette, som en strandeng. Saifa steg af og fjernede knuderne fra sadeltaskerne.
  
  
  "Hvis vi ser, kan ingen overraske os her," sagde han.
  
  
  Kort efter midnat, da Arfat og Saifah sov, og jeg holdt vagt på en lille ø langt fra dem, kom Maryam til mig. Hun så ud over den store sandflade, der næsten var smuk i det bløde måneskin.
  
  
  "Jeg vil have dig, Nick," sagde hun.
  
  
  Hun havde allerede taget sløret af. Nu havde hun smidt sin lange nederdel og spredt den ud på sandet, hendes glatte brune hud glinsede i måneskin. Hendes krop var lavet af kurver og folder, fordybninger og skygger.
  
  
  Hun var varm og fuld af lyst, da vi krammede og langsomt sænkede os ned på hendes nederdel. Vi kyssede - først ømt, så mere lidenskabeligt.
  
  
  Jeg førte mine hænder over hendes fantastiske krop og holdt dem ved hendes lækre bryster. Hendes brystvorter blev hårde under mine fingre. Hun reagerede akavet, som om hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle behage mig. Først kørte hun bare hænderne over min bare ryg. Så, da jeg lod mine hænder glide fra hendes bryster ned ad hendes flade, faste mave til den våde hulskål mellem hendes lår, begyndte hun at kærtegne hele min krop med sine hænder.
  
  
  Jeg rullede langsomt hen over hende og lod min vægt hænge et stykke tid.
  
  
  "Ja," sagde hun. Nu.'
  
  
  Jeg trængte ind i hende og mødte et øjebliks modstand. Hun udstødte et lille skrig og begyndte derefter at bevæge hofterne kraftigt.
  
  
  Langsomt øgede hun sin rytme som reaktion på mine bevægelser. Jeg troede ikke, hun stadig ville være jomfru.
  
  
  
  
  Kapitel 12
  
  
  
  
  
  Tre dage senere, med vores vandforsyninger næsten opbrugt og vores mad helt væk, tog vi vestpå ind i de lave, klippefyldte bakker i Tigray-provinsen. Kort før solnedgang opdagede Saifah en lille brønd. Vi drak forsigtigt og fyldte derefter vores vandskind med vand. Kamelerne viste deres sædvanlige tørst, før de begyndte at græsse blandt det sparsomme grønt.
  
  
  "Dette er et dårligt sted," sagde Safai.
  
  
  'Hvorfor?'
  
  
  "Mit folk bor dernede." Han pegede ud mod den store ørken. — Vi når til byen om to dage. Så er vi i sikkerhed. Der er meget vand, men der er dårlige mennesker i dette område."
  
  
  Da vi ikke havde fået meget nærende mad de seneste dage udover kamelmælk, blev vi hurtigt trætte. Den nat holdt jeg den første vagt, mens de andre sov. Saifa vågnede omkring klokken ti og satte sig ved siden af mig på en stor kampesten. -Skal du sove nu? - han sagde. "Jeg vil se et par timer og så vække denne somalier."
  
  
  Jeg hoppede hen til vores lejr. Maryam lå fredeligt ved siden af kamelen, og jeg besluttede ikke at forstyrre hende. Jeg fandt noget græs ved brønden og strakte mig ud på stedet. Verden så ud til at dreje rundt om mig et øjeblik, men så faldt jeg i søvn.
  
  
  Jeg blev vækket af nervøs bevægelse blandt kamelerne. Jeg følte noget mærkeligt, men jeg kunne ikke definere det. Jeg måtte leve med kameler og min egen uvaskede krop så længe, at min lugtesans blev sløv. Så hørte jeg en hoste og en knurren.
  
  
  Jeg drejede hovedet til højre. Den mørke form lænede sig væk fra mig. Luften begyndte at lugte stærkere, da jeg identificerede lyden som normal vejrtrækning. Jeg huskede at have læst et sted, at løvernes ånde stinker forfærdeligt, men jeg troede ikke, at jeg ville komme til at opleve det sødt-duftende åndedræt tæt på.
  
  
  Maskingeværet lå til venstre for mig. Jeg ville ikke være i stand til at vende mig om og tage fat i den og løfte den af min krop for at sigte mod løven. Eller jeg kunne vælte, hoppe op, tage pistolen op og slippe sikkerheden i én bevægelse. Men løven havde stadig en fordel. Han kunne hoppe oven på mig og begynde at bide, før jeg kunne sigte ordentligt.
  
  
  "Nick, når du vågner, så læg meget stille," sagde Maryam stille.
  
  
  Leo løftede hovedet og kiggede i hendes retning.
  
  
  "Han har en rund mave," sagde Saifa.
  
  
  "Hvad betyder det?"
  
  
  - At han ikke er sulten. En løve med flad mave vil gerne spise og angriber. Men denne har lige spist.
  
  
  Fra mit udsigtspunkt kunne jeg ikke verificere, hvad Danakil så, men jeg så, at mit nyfundne bekendtskab var en han med en lang, pjusket manke. Jeg prøvede at huske alt, hvad jeg vidste om løver. Det var ikke for meget. Jeg havde selvfølgelig aldrig hørt om Saifahs teori om, at man skal se på en løves mave for at se, om den er flad. Det forekom mig, at enhver, der havde været tæt nok på en løve til at undersøge dens mave, nok ville være i stand til at se nærmere på dens fordøjelsesprocesser indefra.
  
  
  Maryam sagde, at hun skulle ligge stille. Løven stod også ubevægelig og logrede kun med halen. Denne detalje generede mig. Jeg har set mange katte tålmodigt vente på en fugl eller en mus, deres hensigter kun afsløret af den ufrivillige bevægelse af deres hale. Jeg spekulerede på, om denne store kat havde til hensigt at stikke sin pote ud og slå mig ved den mindste bevægelse fra min side. Maryams råd forekom mig meget fornuftigt.
  
  
  Så huskede jeg noget andet - løver er ådselædere. For eksempel driver de gribbe væk fra et rådnende slagtekrop for en nem snack. Hvis jeg ligger stille, kan den løve måske beslutte at trække mig med til sit næste måltid i ørkenen.
  
  
  Han rørte og hostede. En bølge af dårlig ånde ramte mig. Mine nerver var på kant, og jeg bekæmpede trangen til at få fat i maskingeværet.
  
  
  Meget langsomt vendte løven sin krop, så den var parallel med min. Jeg kiggede på hans mave. Det virkede ret rundt, hvis det virkelig betød noget. Leo vendte sig om for at se på mig igen. Så gik han langsomt hen mod brønden. Først kneb jeg øjnene sammen, da han passerede mit hoved. Løven gik meget langsomt, enten vidste han ikke, om han skulle spise eller drikke. Jeg ventede, indtil han næsten var ved vandet, før jeg besluttede, at det var tid til at tage maskingeværet. Med al min viljestyrke ventede jeg endnu et minut, indtil løven faktisk lænede sig over vandet. Der så han sig om i lejren igen. Jeg hørte ingen lyde eller bevægelser fra Maryam og Saifah. Tilfreds med, at han ikke var i fare, sænkede løven hovedet og begyndte at drikke støjende. Jeg spekulerede på, hvordan jeg ville reagere, næste gang jeg så en killing savle i en underkop med mælk. Langsomt rakte jeg min venstre hånd og gravede i jorden, indtil jeg fandt maskingeværets kolde stål. Jeg tog den med det samme. For at gøre dette måtte jeg se væk fra løven, men jeg hørte ham stadig drikke.
  
  
  Jeg holdt våbnet, så jeg kunne rulle over til venstre, frakoble sikkerheden og indtage en klassisk liggende stilling i en flydende bevægelse. Det var umuligt at udføre denne manøvre uden at forstyrre løven, men jeg følte, at dette var en chance for at få overtaget. Våbnet havde et fuldt magasin, så hvis løven overhovedet havde flyttet halen, ville jeg have affyret et skud. En vedvarende salve ville helt sikkert ramme noget vitalt.
  
  
  Jeg væltede og tog sigte. Maryam gispede højt, da løven løftede hovedet.
  
  
  "Skyd ikke," sagde Saifa.
  
  
  Jeg svarede ikke. Om man skulle skyde eller ej, afhang af dyret selv. Hvis han begyndte at drikke igen, ville jeg ikke skyde. Hvis han ikke var gået til Maryam og Sayfa, ikke for kamelerne, da han forlod lejren, ville jeg ikke have skudt på ham. Og hvis han ikke havde vendt sig om for at se på mig igen, havde jeg ikke skudt ham. I den grad var jeg villig til at acceptere dette kompromis.
  
  
  Der var mindst to gode grunde til, at Saifa sagde ikke at skyde. Han stolede ikke på de mennesker, der boede i denne del af landet, og skyderiet kunne tiltrække deres opmærksomhed. En anden grund var tættere på: skuddene kunne gøre løven vrede. Uanset hvor godt en person skyder, er der altid en chance for, at han vil gå glip af, selv under de mest gunstige omstændigheder. Og de nuværende forhold var ikke særlig gode.
  
  
  Lyset er bedragerisk. Selvom månen var fuld, var den næsten gået ned. Og løven passede smukt ind i hans omgivelser. Da jeg var i en liggende stilling, blev jeg i den stilling og ventede på, hvad løven ville gøre.
  
  
  Leo drak noget mere vand. Tilfreds løftede han hovedet og knurrede. Kamelerne hylede af frygt.
  
  
  "Løve," råbte Arfat fra sin post. "Der er en løve i lejren."
  
  
  "Det er lang tid siden," sagde Maryam.
  
  
  Denne højlydte samtale så ud til at forstyrre løven. Han så på Maryam, på kamelerne og så på det sted, hvor Arfat skulle have stået. Jeg greb hårdere om maskingeværet og øgede trykket med min højre hånds pegefinger. Lidt mere og jeg skyder.
  
  
  Løven gik langsomt til venstre, væk fra os. Han så ud til at forsvinde ud i natten, og jeg mistede ham hurtigt af syne.
  
  
  To minutter senere sagde Saifa: "Han er væk."
  
  
  Jeg vågner op. "Nu vil jeg gerne vide, hvordan fanden han kom ind i denne lejr," brølede jeg.
  
  
  Arfat mødte mig halvvejs gennem vores lejr og dens kampesten.
  
  
  "Løven kom fra en retning, jeg ikke så på," sagde han.
  
  
  - Eller sov du?
  
  
  'Ingen. Jeg så bare ikke denne løve.
  
  
  "Gå i lejr og sov," sagde jeg. "Jeg sover ikke. Dette udyr har trukket vejret i mit ansigt i lang tid.
  
  
  "Så han var ikke sulten," sagde han.
  
  
  Jeg ville vende mig om og sparke Arfat med min støvle. Men jeg formåede at tage mig sammen. Selvom somalieren ikke var faldet i søvn, var det ren uagtsomhed fra hans side ikke at bemærke denne løve. Eller denne "udeladelse" var bevidst. Jeg har ikke glemt hans ansigtsudtryk, da jeg skilte ham fra Saifah.
  
  
  Kort efter middag næste dag stoppede vi ved en anden brønd for et kort hvil. Tilstedeværelsen af vand fik mig til at føle mig meget bedre, selvom jeg var så sulten, at jeg grådigt ville have slugt et stykke kød skåret fra en af vores egne kameler. Jeg tabte omkring femten pund under vores tur gennem ørkenen og var nødt til at spænde selen til det sidste hul. Men bortset fra det følte jeg mig ret stærk. Jeg var selvfølgelig i stand til at overleve den dag, der adskilte os fra byen.
  
  
  — Tror du, der er en politistation i byen? - Jeg spurgte Maryam. "Han burde være der. Lad mig tale med dem, Nick. Jeg ved, hvordan man snakker med dem.
  
  
  'Bøde. Jeg skal komme til Addis Abeba eller Asmara så hurtigt som muligt."
  
  
  Vi havde lige forladt brønden, da vi nåede toppen af skrænten og stødte på en gruppe på tre danakiler. Selvom de også var overraskede, reagerede de hurtigere end os. De begyndte at skyde. Arfat skreg og faldt af kamelen.
  
  
  På det tidspunkt havde jeg allerede et maskingevær. Saifa og Maryam begyndte også at skyde. Og inden for et minut var tre af vores rivaler på jorden. Jeg kiggede på Maryam. Hun grinede. Så gled Saifah langsomt ned fra sadlen.
  
  
  Jeg sprang af kamelen og løb mod ham. Han blev skudt i skulderen, men så vidt jeg kunne se var såret ikke for dybt til, at kuglen kunne beskadige noget vitalt organ. Jeg rensede hullet med vand og bandagede det. Maryam knælede foran Arfat.
  
  
  "Han er død," sagde hun og kom tilbage og stillede sig ved siden af mig.
  
  
  "Det er meget slemt," sagde jeg. "Han reddede os med sin kamelmælk."
  
  
  "Og han dræbte os næsten - især dig - fordi han ikke advarede os om den løve i tide."
  
  
  "Arfat faldt i søvn. Han var modig, men ikke stærk nok til denne rejse.
  
  
  - Han sov? Maryam lo stille. "Nick, jeg sagde, at du aldrig skulle stole på somalierne. Han hadede dig for ikke at lade ham kæmpe mod den Danakil.
  
  
  "Måske," sagde jeg. "Men det betyder ikke noget længere."
  
  
  Saifah blinkede og kom langsomt til bevidsthed. Jeg forventede, at han ville stønne, men han vendte blikket mod mig og forblev stoisk rolig.
  
  
  Spurgte han. - "Hvor slemt er jeg såret?"
  
  
  - Måske er din skulder brækket. Intet blev ramt indeni, men kuglen er der stadig."
  
  
  "Vi er nødt til at komme ud herfra," sagde han og rettede sig op.
  
  
  "Ikke før jeg tager en slynge på dig," sagde jeg til ham.
  
  
  Vi efterlod ligene af de tre angribere og Arfat. Jeg håbede, at en stor flok sultne løver ville komme forbi, før deres tilstedeværelse vakte mistanke.
  
  
  Vi gik til det blev mørkt. Danakil, der havde store smerter, men stadig opmærksom, bad os slå lejr i wadi.
  
  
  "Vi er måske to timer fra byen," sagde han. - Vi tager dertil i morgen. Der bliver ingen ild i dag.
  
  
  "Du vil sove," sagde jeg til ham.
  
  
  - Du skal beskytte os.
  
  
  'Jeg vil gøre det.'
  
  
  Jeg bandt kamelerne til nogle sparsomme buske, så de kunne spise. De så ud til at kunne spise næsten alt, og jeg spekulerede på, om de overhovedet kunne fordøje sten. Jeg var meget stolt af mig selv - jeg var blevet ret dygtig med disse udyr, og jeg ville fortælle Hawk om mit nyfundne talent og bede ham om at bringe det ind i min fil.
  
  
  Jeg valgte et godt sted på en lav bakke og begyndte at se. Maryam kom og satte sig ved siden af mig.
  
  
  "Jeg tror, vi kommer til mit folk, Nick," sagde hun.
  
  
  "Tænkte du anderledes, da vi gik?"
  
  
  'Ja. Men jeg vil hellere dø end at blive Borgias kone.
  
  
  Jeg krammede hende og kærtegnede hendes store bryster. "Vi kan ikke i aften," sagde hun. "Vi er nødt til at holde øje med Saifah."
  
  
  "Jeg ved det," sagde jeg.
  
  
  "Vent, indtil jeg kan klæde mig som en kristen. Islams kvinder skal skjule deres ansigter, men de har lov til at blotte deres bryster. Deres skikke er mærkelige.
  
  
  "Jeg kan godt lide, når dine bryster er blottede," sagde jeg.
  
  
  "Jeg er glad for, at jeg har fået en uddannelse," sagde hun.
  
  
  Jeg prøvede at forbinde hendes kommentar med vores samtale, men jeg kunne ikke. 'Hvorfor?'
  
  
  "Etiopien har ændret sig, Nick. For år siden, under mine forældres barndom, ville en kidnappet pige som mig have skullet leve med skammen over ikke at kunne bevise sin mødom. Nu er det ikke længere nødvendigt at indgå et aftalt ægteskab. Min udvikling sikrer mig et job i det offentlige. Min far og onkel kan arrangere dette for mig uden forlegenhed. Så vil livet være det samme som i de vestlige lande.”
  
  
  "Du kunne være kommet tilbage som jomfru, hvis du ikke havde været i seng med mig," sagde jeg.
  
  
  "Jeg ville ikke komme tilbage som jomfru, Nick." Hun rejste sig. - Væk mig, når du er træt. Prøv at holde dig vågen hele natten. Jeg kan se så godt om natten, som du kan, og selvom jeg ikke er et særlig godt skud, kan jeg altid råbe, når faren truer.”
  
  
  "Okay," sagde jeg.
  
  
  Endnu en brik af puslespillet faldt på plads, da jeg så hende forsvinde ind i mørket i sin hvide nederdel. Maryam nævnte vigtigheden af hendes mødom, da vi elskede første gang, og jeg var et øjeblik bange for, at hun ville fortryde at have sovet med mig, når vi nåede Amhara-højlandet. Hun tænkte dog fremad. Maryam var en modig kvinde og fortjente al den lykke, hun kunne få. Jeg vil ikke have, at hendes folk behandler hende dårligt af nogen grund. Jeg var også glad for at have sådan en indflydelsesrig elskerinde. Danakil-flugten var et vildt gæt, og jeg ville ikke have troet det, før jeg så lastbilerne og uniformerede mænd og ubevæbnede civile gå fredeligt gennem gaderne.
  
  
  Men at flygte fra Borgia var ikke enden på min mission. Dette var blot en chance for at møde nye problemer. Jeg havde ingen identifikationsdokumenter med mig. Gaard tog mine dokumenter. Da jeg kom til ambassaden i Addis Abeba eller Asmara, kunne jeg identificere mig selv ved at vise den ansvarlige der min øksetatovering. Han skulle vide alt. Men hvad hvis dette ikke er tilfældet? Vil han så betragte det som ægte?
  
  
  Hvad med den etiopiske regering? På deres anmodning gik jeg efter Borgia. Nu vidste jeg nogenlunde, hvor han var, og hvad han lavede. Desuden havde jeg ingen beviser for, at dens sårbarhed lå i deaktiverede missiler. Hvis jeg havde dræbt ham i den Danakil-landsby, ville mit arbejde for AXE være afsluttet. Men jeg dræbte ham ikke. Og jeg anede ikke, hvad etiopierne ville.
  
  
  Maryam havde gode forbindelser. Hun ville garantere sikkerhed for mig. Jeg flyttede min vægt og tvang mig selv til at være opmærksom. Hvis jeg falder i søvn, når vi måske aldrig civilisationen igen.
  
  
  
  
  Kapitel 13
  
  
  
  
  
  To timer efter solopgang førte Saifa os ind på en tydeligt markeret sti, der førte til en landsby, som vi tydeligt kunne se i det fjerne. Han var svag og febrilsk, og fra tid til anden så jeg ham svaje i sadlen. Inden jeg forlod lejren, undersøgte jeg hans sår og så, at det var betændt. Kugler, knoglefragmenter og granatsplinter skal fjernes hurtigt.
  
  
  Jeg spurgte. - "Kan du blive i sadlen - Vil jeg bære dig?"
  
  
  "Du har allerede reddet mit liv," sagde han. - Nick, jeg håbede kun på én ting.
  
  
  'For hvad?'
  
  
  "Så du lader mig dræbe denne somalier."
  
  
  "Før du dør, vil du dræbe mange fjender," sagde jeg til ham.
  
  
  - Ja, Nick. Men jeg vil aldrig lave sådan en tur igen. Folk vil begynde at fortælle historier om, hvad du og jeg gjorde. Pacek døde i vores første lejr. Somalieren var ikke en kriger. Og den eneste anden person var en kvinde. Hvor mange har vi dræbt?
  
  
  "Jeg har mistet tællingen," sagde jeg. - Jeg tror tretten.
  
  
  »Nu skal vi finde et sted at komme af med vores våben. Vi har ikke brug for det i byen.
  
  
  Kamelerne gik deres vej langs stien. Da vi nåede et område med store kampesten, stoppede jeg min kamel. "Lad os gemme vores våben blandt stenene," sagde jeg. "Okay," sagde Saifa.
  
  
  Maryam og jeg tog hans pistol, patronerne, han bar, og spændte pistolen fra hans bælte. Jeg klatrede over kampestenene, indtil jeg fandt en sprække. Jeg satte både rifler og pistolen der, så stirrede jeg på mit maskingevær.
  
  
  Jeg ville føle mig nøgen, hvis jeg ikke havde den længere, men vi havde ikke råd til at køre ind i byen og vifte med våben. Vi ledte efter venner, ikke endnu en massakre. Maryam red på den ene side af ham, jeg på den anden. Han ønskede ikke at blive båret til politistationen og fortsatte kun med sin stolthed.
  
  
  "Mariam," sagde jeg på engelsk, "kan du overbevise politiet om at tage sig af denne mand?"
  
  
  'Jeg ved ikke. På vegne af min far vil jeg bede dem om at ringe til en læge med det samme. Jeg vil sige, at han er stjernevidnet i en hovedforbrydelse.
  
  
  "Efter alt, hvad Saifah gjorde for os, ville jeg ikke have, at han skulle miste sin hånd."
  
  
  "Jeg forstår det, Nick," sagde hun. »Men det vil kræve en indsats at overbevise politiet om, hvem jeg er. De skal udarbejde en rapport. De burde fortælle myndighederne vores navne. Men de vil nægte at forhaste sig, hvis de ser en amhara-kvinde klædt ud som muslim."
  
  
  Efter tøjet at dømme var det her en muslimsk by, troede jeg. Vi gik direkte til politistationen. To mænd i kakiuniformer løb ud med åbne hylstre. Maryam begyndte at tale amharisk, og jeg hørte mit navn blive brugt frit. Jeg var glad for at se, at de var forsigtige med den sårede Saifah. En af dem førte mig til cellen, skubbede mig ind og lukkede døren.
  
  
  "Er du amerikaner?" - spurgte han på dårligt engelsk.
  
  
  'Ja. Mit navn er Nick Carter.
  
  
  – Har du dokumenter?
  
  
  'Ingen.'
  
  
  'Vent her.'
  
  
  Bange for at fornærme ham holdt jeg min latter tilbage. Jeg spekulerede på, hvor han troede, jeg ville tage hen.
  
  
  Et slidt hærtæppe lå i hjørnet af cellen. Jeg håbede, at der ikke var for mange skadedyr der. Jeg har sovet meget let de sidste par dage og hele tiden kigget efter det mindste tegn på fare. Men da jeg kun kunne vente på, at andre handlede, besluttede jeg at døse. Det er usandsynligt, at plyndrede Danakils vil storme fængslet. Borgiaens magt strakte sig ikke så langt mod nord. Jeg faldt på sengen og faldt i søvn inden for et minut.
  
  
  Jeg vågnede ved lyden af en insisterende stemme. 'Hr. Carter. Hr. Carter, hr. Carter.
  
  
  Jeg åbnede øjnene og kiggede på mit ur. Jeg sov lidt over to timer. Jeg havde det meget bedre, selvom jeg var sulten nok til at spise den kamelbøf, der stadig var knyttet til dyret.
  
  
  'Hr. Carter, kom venligst med mig,” sagde politimanden, der tog mig med til cellen.
  
  
  "Jeg går," sagde jeg og rejste mig og kløede mig.
  
  
  Han førte mig ned ad en korridor ind i en muret fængselsgård. Fangen kastede brænde i bålet, over hvilket der var en balje med varmt vand. Politimanden råbte en ordre. Fangen hældte varmt vand i badet og tilføjede koldt vand.
  
  
  "Der er sæbe, Mister Carter," sagde politimanden til mig, "Og vi fandt noget tøj til dig."
  
  
  Jeg tog mine beskidte kakibukser af og vaskede mig godt. Jeg nød det varme vand og fornemmelsen af sæben på min hud. Fangen rakte mig et stort bomuldshåndklæde, og jeg tørrede mig dovent af, mens jeg nød den varme sol på min bare hud. I bunken af tøj på sofaen fandt jeg rene bukser, kun få centimeter korte i benene, rene sokker og en ren skjorte.
  
  
  Politimanden rodede i lommen efter et barberblad. Fangen medbragte en skål med vand og stillede et lille spejl på bænken. Jeg var nødt til at sætte mig på hug for at se mit ansigt i spejlet, men efter barbering følte jeg mig som en helt anden person. 'Kom venligst med mig, hr. Carter," sagde betjenten.
  
  
  Han førte mig tilbage til fængslet og tog mig til et separat rum, et sted i gangen ved siden af vagthuset. Maryam og embedsmanden sad der. Der stod en dampende skål med mad på bordet foran dem. Nu bar Maryam en lang kjole, der dækkede det meste af hendes krop.
  
  
  'Hr. Carter, jeg er vagtchefen for dette fængsel,” sagde manden på arabisk, rejste sig og rakte hånden frem. "Når du har spist, tager vi til Asmara."
  
  
  Han pegede mig hen til et sted ved siden af Maryam og begyndte at give ordrer til den lille tykke pige. Hun bragte mig hurtigt et brød og en skål mad til mig. Jeg stillede ikke spørgsmål om dens sammensætning og begyndte at spise. Den var varm og fuld af solide stykker kød – lam, antog jeg optimistisk – svømmende i fedt.
  
  
  Brødet var frisk og velsmagende. Jeg skyllede min mad ned med bitter te.
  
  
  "Jeg tror, du er en vigtig person," sagde jeg sagte til Maryam.
  
  
  "Nej, det er dig," sagde hun til mig. "Det hele startede, da politiet kaldte dit navn i radioen."
  
  
  Jeg vendte mig mod kommandanten. - Som Danakil, hvem var med os?
  
  
  - Han er nu på en lokal klinik. Lægen ordinerede ham antibiotika. Han vil overleve.'
  
  
  'Godt.'
  
  
  Kommandøren rømmede sig. 'Hr. Carter, hvor efterlod du dit våben?
  
  
  Jeg sagde. - "Hvilket våben?"
  
  
  Han smilede. “Ikke en eneste person passerer gennem Danakil uden et våben. Din ven blev skudt. Skyderiet fandt tydeligvis sted uden for min jurisdiktion, og jeg forstår, at du arbejdede på vegne af regeringen. Jeg stiller mit spørgsmål kun for at forhindre, at våben falder i hænderne på medlemmer af en stamme, som du har grund til at ikke lide.
  
  
  Jeg tænkte over det. "Jeg ved ikke, om jeg nøjagtigt kan beskrive dette krisecenter." Herfra kom vi til byen på cirka tyve minutter, mens kamelerne gik langsomt. Der var sten...
  
  
  'Bøde.' Han grinte. "Du har et godt øje for landskaber, Mister." Carter. Hver Danakil, der kommer til byen, opbevarer sit våben der. Det kan kun være ét sted.
  
  
  Efter middagen førte kommandanten os hen til jeepen og gav os hænderne. Jeg takkede ham for hans venlighed. "Det er min pligt," sagde han.
  
  
  "Etiopien har brug for folk, der kender deres pligt lige så meget som dig," fortalte Maryam ham.
  
  
  Det lød lidt banalt, som nogle filmkommentarer. Men kommandantens svar fortalte mig nok om Maryams status. Han rettede sig op og smilede – som en tro tjener, som husets elskerinde belønnede med et kompliment. Jeg indså, at hendes stilling var sikret af hendes familie, og jeg håbede kun, at hendes mandlige medlemmer ikke ville føle, at hendes omgang med mig bragte skam over den familie.
  
  
  To betjente holdt døren til jeepen åben og hjalp os ind på bagsædet. Vi kørte derefter ned ad en grusvej, der så ud til at følge en lavning mellem to små bjergkæder. I de første ti miles stødte vi kun på ét køretøj, en gammel Land Rover, som så ud til at følge en ret mærkelig kurs. Vores chauffør bandede og blæste i horn. Vi passerede så tæt på, at Maryam, som sad til venstre, nemt kunne røre ved ham.
  
  
  Tre kilometer væk gik vi gennem en karavane af kameler. Jeg ved ikke, hvordan chaufføren gjorde det, for mine øjne var lukkede. Da vi tilbagelagde tyve kilometer, blev jordvejen lidt sværere, og chaufføren trak ti kilometer ekstra fart ud af jeepen. Vi overhalede andre biler. Inden vi nåede en ret stor by, lavede vi et skarpt sving foran en gammel italiensk helikopter. Hans chauffør råbte højt. Vi kørte ud i marken og stoppede ved siden af helikopteren.
  
  
  Piloten, en hærofficer, sprang ud og hilste.
  
  
  Han sagde. - 'Hr. Carter?
  
  
  'Ja.'
  
  
  "Jeg må tage dig til Asmara så hurtigt som muligt."
  
  
  Fem minutter senere var vi i luften. Enheden lavede så stor støj, at enhver samtale var umulig. Maryam lagde hovedet på min skulder og lukkede øjnene. Jeg gik ud fra, at når vi kom til Asmara, ville jeg finde ud af, hvem der var ansvarlig for alt det travlt.
  
  
  Helikopteren landede i regeringslufthavnen. En brun varevogn med officielle påskrifter på siden skyndte sig hen imod os, allerede inden propelbladene var stoppet helt. Jeg så en højtstående officer i hæren komme ud af bagdøren. Jeg kiggede ind i det skarpe sollys. Hvis jeg ikke tager fejl...
  
  
  Hawk løb hen til mig, da jeg steg af helikopteren og vendte mig om for at hjælpe Mariam ned. Hans greb var stramt, og et øjeblik syntes jeg, at jeg så et lettelsens blik i hans øjne, da vi hilste på hinanden.
  
  
  Jeg spurgte. — Hvad laver du i Asmara, sir? "Hvis det her er Asmara."
  
  
  "Kaptajnen på Hans Skeielman meldte, at du blev dræbt, N3." - sagde Hawk. "Hele helvede er brudt løs."
  
  
  "Kaptajn Ergensen troede nok, jeg var død," sagde jeg. "Hele hans forbandede besætning, bortset fra folkene i maskinrummet, tilhører Borgia-banden." Jeg går ud fra, at skibet ikke længere er i Massawa?
  
  
  'Ingen. De lokale myndigheder havde ingen grund til at tilbageholde ham. Hvordan er de to andre?
  
  
  - Hvilke to andre?
  
  
  "Gene Fellini," sagde Hawk. "CIA-agent. Jeg vidste, hun var om bord, men jeg var ikke sikker på, at jeg ville have dig til at arbejde sammen endnu.
  
  
  »Vi gik sammen om at dræbe en KGB-agent ved navn Larsen. Hun var steward ombord på Hans Skejelman. Vi blev taget til fange sammen. Gina blev senere skudt i brystet på vej fra Det Røde Hav til Borgia hovedkvarter.
  
  
  - Og den anden?
  
  
  - Hvem er den anden?
  
  
  "Han hedder Gaard..."
  
  
  "Anden makker. Denne bastard er i Borgia-lejren. Det var i hvert fald, da vi gik. Men hvad er denne historie om, at vi er døde?
  
  
  "En måde at forklare, hvorfor du ikke nåede til Massawa," sagde Hawk. "Kaptajnen påstod, at I alle tre døde af byllepesten." Som en sikkerhedsforanstaltning begravede han jer alle tre på havet. Det var en historie, som de etiopiske myndigheder ikke kunne andet end at godkende. Derfor fik de lov til at forlade havnen igen. Nick, du vil være den første AXE-agent, der dør af byllepesten.
  
  
  Han virkede lidt skuffet over, at jeg ikke havde skabt et nyt problem for maskinskriverne i hovedkvarteret, og jeg kunne have sagt noget sarkastisk, hvis Maryam og den etiopiske general ikke havde henvendt sig til os på det tidspunkt. De talte amharisk, og jeg fik det indtryk, at denne mand var en gammel ven af mig.
  
  
  "General Sahele, det er Nick Carter," sagde Hawk.
  
  
  Generalen og jeg gav hinanden hånden. Han var et fint eksempel på en amhara af ædel fødsel, omkring fem meter høj, med tykt sort hår, der lige var begyndt at blive gråt.
  
  
  'Hr. Carter, jeg har kendt Maryam, siden hun blev født. Tak fordi du bragte hende tilbage i god behold, og jeg takker dig også på vegne af familien.”
  
  
  Hans engelsk havde den perfekte skoleelevaccent, og jeg gik ud fra, at han var blevet uddannet i England.
  
  
  "General Sakhele," sagde jeg, "jeg kan ikke tage æren for hendes tilbagevenden. Vi kom sammen igen. Hun stod på vagt, red på en kamel og affyrede en riffel som en veltrænet soldat. Vi skylder begge vores liv til Saifa, Danakil, som flygtede med os.
  
  
  "Hvis du undslap Borgia, bliver du måske nødt til at blive ved med at løbe." Sahele vendte sig mod Hawk. "Mariam gav mig flere navne på hans allierede, der tjener i vores regering. Jeg ville ønske, jeg havde vidst det et par dage tidligere.
  
  
  'Hvad er der sket?' spurgte jeg Hawk.
  
  
  "Så snart du undslap, hvis jeg forstod rækkefølgen rigtigt, tog Borgia sit træk," sagde Hawk. "Hans ultimatum kom for fire dage siden."
  
  
  "Det var ikke lige efter, vi flygtede," sagde jeg. "Han må have ventet på, at hans patrulje skulle bringe os tilbage."
  
  
  - Patruljen vi dræbte? - spurgte Maryam.
  
  
  "Ja," sagde jeg.
  
  
  - Kender du hans krav? spurgte general Sahele.
  
  
  "Han ser ud til at ville have halvdelen af Østafrika," sagde jeg. - Truede han med at bruge sine missiler?
  
  
  "Inklusiv tre minutmænd," sagde Hawk. — De var ombord på Hans Skeelman. Jean Fellini var efter det.
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvornår begynder han at skyde?"
  
  
  'I morgen aften. Og tidligere, hvis vi vil angribe ham.
  
  
  "Jeg synes, du skal overbevise ham om at bruge de missiler, sir," sagde jeg til Hawk. "Især de minutmænd." General Saheles mund åbnede sig. Han stirrede på mig. Hawk så forundret ud et øjeblik, så dukkede et svagt smil op på hans ansigt. - "Hvad ved du, som vi ikke ved, N3?"
  
  
  "Mindst halvdelen af Borgia-missilerne er kun farlige for de mennesker, der affyrer dem. Jeg tvivler på, at han overhovedet har gravet Minuteman-operativsystemet op af sandet eller endda ved, at det mangler. Han gemte sine missiler så godt, fordi han ikke har ordentlige løfteraketter. En af hans bedste mænd, og måske den eneste tekniker, han havde, flygtede med os. Vasily Pachek kunne give dig en komplet teknisk rapport. Men desværre blev han dræbt af en Borgia-patrulje, da de angreb os natten efter flugten. På Borgia-siden er en flok forbandet seje Danakil-krigere bevæbnet med automatiske våben. Det er hele hans trussel.
  
  
  - Er du sikker, mister? Carter? spurgte general Sahele.
  
  
  'Ja. Pacek arbejdede på disse missiler. Borgia bedragede ham, så Pacek gjorde sit bedste for at sabotere hele planen. Borgia må have regnet med, at ørkenen ville dræbe os, for når først Pacek eller jeg gik igennem den for at afsløre fakta, ville alle vide, at hele hans trussel ikke var mere end en ballon.
  
  
  "Han ved ikke, hvad Pacek vidste," sagde Maryam. "Han tror virkelig, at disse missiler vil virke."
  
  
  "Så meget desto værre for ham," sagde general Sakhele. Han vendte sig mod mig igen og lagde sin store hånd på min skulder.
  
  
  "Hvordan kunne du tænke dig at overnatte på et hotel i aften og derefter vende tilbage til Borgia hovedkvarter, hr. Carter?"
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvordan kommer vi derhen?"
  
  
  - Med min helikopter. Du vil kommandere hundrede og halvtreds af Afrikas bedste krigere.
  
  
  "Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde. Jeg håber bare, at jeg kan finde dette sted igen."
  
  
  "Vis mig kortet," sagde Maryam stille. "Jeg ved præcis, hvor vi var."
  
  
  General Sakhele førte os til sin stabsbil, og vi gik til militærlejren. Han undskyldte to gange for manglen på aircondition i bilen. Jeg kunne ikke overbevise ham om, at jeg elskede at indånde frisk bjergluft.
  
  
  Mens Maryam og generalen var bøjet over kortet, udvekslede Hawk og jeg information.
  
  
  Jeg spurgte ham. - "Modtog AX ikke min besked?"
  
  
  "Ja, men den kode, du brugte, kræver omhyggelig fortolkning. Da Hans Skeielman kastede anker ved Massawa og de falske dødsattester blev fremlagt, var vi overbeviste om, at din besked betød, at skibet tilhørte Borgia. Det tager altid et par dage, før du opdager, at du har med et falsk holdingselskab at gøre, selvom det er baseret i et venligt land som Norge. Desuden vidste vi ikke, om du og frøken Fellini stadig var i live, og vi kunne ikke forstå, hvordan du sendte din besked.
  
  
  Han holdt en pause og ventede. Jeg fortalte ham om min flugt fra buret under bådsmandskahytten, og hvordan jeg bagefter låste mig inde igen. Han lo stille.
  
  
  "Godt arbejde, Nick," sagde han sagte. "Din besked gav os den tid, vi havde brug for. Lige nu jager etiopierne og deres afrikanske allierede "Hans Skeelman". Dette spørgsmål har også forbedret samarbejdet mellem os og Rusland, såvel som mellem de to verdensmagter og den tredje verden. Det er i hvert fald mere, end jeg troede. Men hvis denne pram går ind i Atlanterhavet, vil den blive bytte for NATO-landenes flåder."
  
  
  'Hr. Carter, kan du hjælpe os et øjeblik? spurgte general Sahele.
  
  
  Jeg gik på tværs af lokalet og studerede det topografiske kort over Danakil. Maryam har allerede fundet Borgia-hovedkvarteret.
  
  
  "Er dette område egnet til et helikopterangreb?" spurgte general Sahele.
  
  
  "Det afhænger af antallet af mennesker og ildkraft du har." Jeg pegede på et punkt opstrøms, et andet punkt nedstrøms og et tredje punkt i de lave bakker. "Hvis du placerer folk på disse tre punkter," sagde jeg, "så kan du slette denne landsby Danakil fra kortet."
  
  
  "Vi har også to kanonbåde," sagde Sakhele.
  
  
  "Læg en i nærheden af Borgia-lejren," foreslog jeg. "Så vil hun drive hans folk i armene på dine tropper." Den har ikke store kampstyrker; for det meste afhænger den af slavearbejde.”
  
  
  Denne konsultation var kun en høflighed, eftersom general Sakhele allerede vidste, hvordan han skulle bruge sine tropper. Nick Carter skulle med på turen, og hvis den amerikanske agent var imponeret over de etiopiske troppers kampegenskaber, så meget desto bedre.
  
  
  Ingen havde nævnt missiler før, og Hawk og jeg havde ingen måde at løse problemet på. Men det var hovedårsagen til, at jeg gik med til at ledsage regeringstropper på deres mission, hvis de angreb Borgia-hovedkvarteret. Jeg ville sikre mig, at de nukleare missiler ikke faldt i de forkerte hænder.
  
  
  "Nick, har du sovet for nylig?" - spurgte Hawk.
  
  
  "I morges, et par timer, i fængsel."
  
  
  "Der vil heller ikke være tid til at sove i dag," sagde general Sakhele. ”Vi tager afsted klokken tre om morgenen og angriber Borgia-lejren lige efter solopgang. Det er farligt at flyve gennem bjergene i mørke, men vi må tage os af Borgia, før nogen kan advare ham.
  
  
  "Jeg går tidligt i seng," lovede jeg.
  
  
  "Du kan gå til hotellet nu," sagde Hawk. ”De lokale myndigheder har i øvrigt beordret ”Hans Skeielman” til at efterlade alle dine ejendele. Du finder dem på dit værelse.
  
  
  "Jeg vil føle mig som en VIP."
  
  
  "Den nyhed, du bragte, er vigtig for den etiopiske regering," sagde general Sahele.
  
  
  Stemningen blev officiel, generalen gav mig hånden og beordrede chaufføren til at tage sig rigtig godt af mig. Hawk skulle tilsyneladende bo hos generalen i nogen tid, så han understregede selvfølgelig, at mine ting var på hotellet. For hvis besætningen på Hans Skeielman ikke havde fundet et hemmeligt rum i min kuffert, ville Wilhelmina have fulgt mig i morgen.
  
  
  Jeg tænkte, hvor dejligt det ville være at præsentere hende for Gaard eller Borgia.
  
  
  Trods formaliteterne lykkedes det Maryam at komme tæt på mig og hviske: ”Vi ses senere, Nick. Det vil koste mig lidt intriger, men jeg vil bo på dit hotel.
  
  
  Jeg spurgte. "Hvad med at vi skal spise middag sammen i aften?"
  
  
  - Jeg kommer til dit værelse klokken syv.
  
  
  
  
  Kapitel 14
  
  
  
  
  
  Da jeg klædte mig på til aftensmad, opdagede jeg en fejl: det tøj, Hawke havde sendt til hotellet, var beregnet til at dække mig som Fred Goodrum, en drukkenbolt og slapser, der tog til Etiopien for at undslippe sine tidligere synder. Et øjeblik var jeg bekymret for, hvordan Maryam og jeg ville se ud, når vi gik ind i restauranten, men så sagde jeg, at det hele skulle gå ad helvede til. Etiopien var fyldt med europæere, og mange af dem tjente mange penge. Mens jeg ventede på, at Maryam skulle komme ind på mit værelse, tænkte jeg på, hvad generalen hørte fra mig, og hvad Hawk hørte. Når to mennesker har arbejdet sammen så længe som Hawk og jeg har, behøver de ikke nødvendigvis ord for at formidle en idé eller en advarsel. Ansigtsudtryk, stilhed, toneændring - alt dette kan sige ikke mindre end en lang tale. Jeg rapporterede præcis, hvad Pacek fortalte mig i Danakil. Cech fortalte mig, at han er helt sikker på, at halvdelen af Borgia-missilerne ikke fungerer korrekt. General Sakhele gik straks ud fra, at det hele var missiler. Høg nr. Jeg var på ingen måde sikker på, at Hawke forstod risikoen ved at angribe Borgia, men jeg var ikke desto mindre sikker på, at han gjorde det.
  
  
  Da jeg skulle med de etiopiske tropper, håbede jeg, at deres angrebsplan ville tage højde for, hvordan man afvæbner atomsprænghovederne. General Sahel måtte angribe så hurtigt med sine tropper, at Borgia-mændene ikke ville være i stand til at fjerne missilerne fra hulerne og placere dem ved affyringsstedet. Pacek saboterede kun halvdelen - og Pacek stolede ikke på de tyske ingeniører, der arbejdede på den anden halvdel. Nu er det ikke tid til at stole på folk, jeg ikke kender.
  
  
  Jeg hørte Maryams stille banke på døren. Hun klædte sig i westerntøj, hvilket jeg ikke rigtig kunne lide. Men uanset hvordan du så på hende, var hun stadig smuk. Hendes lyseblå kjole krammede hendes krop og fremhævede hendes olivenbrune hud. Høje hæle gjorde hende højere end hundrede og femogfirs. Hendes smykker var dyre og beskedne - et guldkors på en tung kæde og et armbånd lavet af ædle guld. Da jeg slet ikke kendte Asmara, bad jeg hende vælge en restaurant. Det, at jeg var klædt ud som en tigger, viste sig slet ikke at være en ulempe. Ejeren selv tjente os i et roligt hjørne. Bøffen var hård, men perfekt krydret, og vinen var italiensk. Hver gang jeg ville komplimentere ejeren, ville han påpege den ære, han følte ved at tjene ærkebiskoppens datter. Hver ny omtale af Maryams familie fik mig til at spekulere på, hvor kompliceret det ville blive, hvis jeg ville forlade Etiopien. Som om hun gættede mine tanker, sagde Maryam: "Jeg fortalte general Sahel, at jeg blev voldtaget i Borgia-lejren af flere mænd, hovedsageligt Danakils og somaliere."
  
  
  'Hvorfor?' — Jeg spurgte, selvom jeg allerede vidste svaret.
  
  
  "Så ville han ikke bekymre sig om, at jeg skulle hen til dig, Nick."
  
  
  Der var mange flere spørgsmål, jeg kunne stille, men jeg holdt min mund. Maryam havde meget stærke ideer om sin fremtid, som jeg allerede havde set i ørkenen. Hun havde ikke til hensigt at vende hjem og vente på, at hendes far og onkler skulle lave et ægteskab for at kalke en skændt kvinde, der indtog en høj stilling i den koptiske kirke. Og hun ønskede tilsyneladende heller ikke at være elskerinde for en rig Amhara-mand. Mens vi nippede til vin og afsluttede vores måltid med kopper stærk etiopisk kaffe, lyttede jeg til hendes snak om hendes planer om at finde et arbejde. Hun havde måske en alt for romantisk idé om en arbejdende kvinde, men hendes ønske om at gøre det selv i stedet for at vende tilbage til den lokale form for Purdah, hvor alle velhavende Amhara-kvinder boede, forekom mig som ganske rimeligt. Selv hvis jeg ikke havde set hende i aktion i ørkenen, ville hendes ønske om at være et individ allerede have fortjent min respekt.
  
  
  Vi vendte tilbage til hotellet og hentede vores nøgle. Ekspedienten drejede forsigtigt hovedet, da vi sammen gik mod elevatoren. Maryam trykkede på knappen til mit gulv.
  
  
  Da elevatoren langsomt steg op, spurgte hun mig: "Nick, hvad med de missiler, som Pacek ikke saboterede. Vil de virke?'
  
  
  "Ingen ved det," sagde jeg.
  
  
  - Er du i fare i morgen?
  
  
  'Ja. Sammen med general Sakhele.
  
  
  Jeg ventede på, at hun skulle svare. Det gjorde hun ikke. Ikke før vi kom til mit værelse. Jeg åbnede døren og tjekkede badeværelset af vane, inden jeg tog min jakke af. Maryam gispede, da hun så Wilhelmina og Hugo.
  
  
  "Tror du, vi var i fare i aften?" hun spurgte.
  
  
  "Jeg vidste det ikke," sagde jeg. "Du blev ikke kidnappet midt i Danakil." Men de fandt dig i byen. Du og Sahele talte begge om forrædere i regeringen. Jeg erfarede for sent, at "Hans Skeielman" hører til Borgia.
  
  
  "Jeg håber, du slår ham ihjel i morgen, Nick."
  
  
  "Det ville løse en masse problemer," indrømmede jeg.
  
  
  Jeg lagde min Luger og stilet på natbordet, og Maryam satte sig på den eneste stol i rummet. Hotellet var funktionelt, meget sterilt. Jeg har aldrig set et skilt eller flyer, der reklamerer for "roomservice" nogen steder. Der var en seng, en stol, en lille kommode, et natbord og et badeværelse. Jeg kunne ikke se, om Maryam, der sad ubevægelig i stolen og forsøgte at trække sin blå kjole over sine krydsede ben, reagerede på det tomme rum, på mit våben eller på, hvad der kunne ske næste dag.
  
  
  "Nick," sagde hun stille. "Jeg brugte dig ikke."
  
  
  'Jeg ved det.'
  
  
  "Da jeg kom til dig i ørkenen, ville jeg have det her. Og i aften bliver jeg på dit værelse for vores fornøjelse - for os begge. Jeg løj for general Sahel, fordi jeg var bange for, at han ville prøve at ødelægge dig. Han er en stærk mand, Nick. Og han hader alle vesterlændinge, europæere og amerikanere. Han lærte at hade dem på Sandhurst.
  
  
  "Jeg hørte hans britiske accent," sagde jeg.
  
  
  "Tilsyneladende var han ikke særlig tilfreds i England."
  
  
  "Jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage til ørkenen, Maryam."
  
  
  Hun lo stille, et pludseligt humørskifte. "Men det er ikke sådan, Nick," sagde hun og rejste sig. - Og hvis ja, så ville jeg være slave igen. Vi er i det mindste her i aften. Hun knappede sin kjole op og gik hurtigt ud. Hun gik så hen over værelset og satte sig på sengen. Jeg lænede mig over på den anden side og krammede hende. Vores kys begyndte langsomt og blødt med drillende udforskning. Men da vores læber mødtes, trak hun mig mod sig, og hendes hænder tog fat i mine skuldre.
  
  
  "Vi behøver ikke at se på klitterne i aften," hviskede jeg.
  
  
  Maryam faldt tilbage på sengen. Da vi kyssede igen, lagde jeg mine hænder på hendes bryst. Hendes trusser var varme fra hendes krop.
  
  
  I ørkenen var hun en frygtsom jomfru. Men i dag var hun en kvinde, der vidste præcis, hvad hun ville og havde til hensigt at nyde hvert øjeblik, inklusive sikkerheden i rummet med døren lukket. Da vi begge var nøgne, var jeg klar. Ingen af os vendte sig om for at slukke lyset, og hun så ud til at nyde at vise mig sin krop lige så meget, som jeg beundrede hendes.
  
  
  Strakt ud på sengen så hendes solbrune hud ud, så glat, som den føltes. Hendes store bryster lå bredt på hendes torso. Hun spredte langsomt sine ben. Hun drejede sine hofter, så han kunne komme ind i hendes varme krop. Vi forsøgte at starte langsomt og arbejde os frem mod klimaks, men det var en forgæves indsats for os begge. Hun vred sig og pressede sig mod mig, og nu hvor vi var alene, stønnede og skreg hun frit, mens vi klimaksede sammen.
  
  
  
  
  Kapitel 15
  
  
  
  
  
  General Sakhele inviterede mig til at inspicere hans tropper på en lille militærflyveplads. De så krigeriske og strenge ud. De fleste af dem var fra Amhara-stammer, og jeg gik ud fra, at de var udvalgt til at løse et specifikt problem i Etiopien. De repræsenterede den fremherskende koptiske kristne kultur og ville med glæde have angrebet Danakil-bosættelsen.
  
  
  Selve militæroperationen var absurd enkel. I generalens helikopter så jeg fra luften, mens tre dele af hans landing omringede landsbyen Danakil. Vi gik derefter mod Borgia-hovedkvarteret, og efter en tyve minutters flyvning var vi over lejren.
  
  
  En strøm af amharisk kom over radioen. General Sakhele tog mikrofonen og gav en række ordrer.
  
  
  "De sender missiler ud," sagde han. - Vi vil give dem en ubehagelig overraskelse.
  
  
  Tre jagerfly angreb fjenderne fra himlen, spyede missiler og napalm. De blev fulgt af seks bombefly. Jeg så, hvordan røgfaner steg fra to Borgia-missilbaser, en nord mellem lejren og landsbyen Danakil og en syd for hans lejr. En række napalm-angreb spredte lejrens jagere, som begyndte at skyde mod vores helikoptere. En høj eksplosion et sted mod syd fik vores helikopter til at svaje voldsomt.
  
  
  "Jeg håber ikke, at disse idioter tager fejl," sagde jeg.
  
  
  'En atomeksplosion ville helt sikkert dræbe os,' sagde general Sahele med et skævt grin, 'men det er altid bedre at have en eksplosion her, hvor der ikke er andet end sand, kameler og danakiler, end et sted i en vigtig by i Mellemøsten .'
  
  
  Det var ikke en atomeksplosion. Generalen beordrede os til at blive placeret i Borgia-lejren. En af kanonbådene skød mod den sidste modstand, hullet i en klippegrav et andet sted.
  
  
  "Pas på morderne," advarede han, da han trak pistolen fra sit hylster.
  
  
  Jeg tog min jakke af og tog fat i Wilhelmina. Generalen så på Lugeren i min hånd og smilede. Han pegede på stiletten i ærmeskeden.
  
  
  "Du er altid klar til en kamp, Mister." Carter," sagde han. Og vi havde en succesfuld kamp. Da vi gik hen mod Borgias telt, blev vi beskudt af en lille gruppe, der var hul i klipperne nær kvindelejren. Vi dykkede ned til jorden og gav ilden tilbage.
  
  
  - General Sakhele råbte noget til sin radiooperatør. Øjeblikke senere gik en lille afdeling af hans tropper ind i området fra sydsiden af dalen og begyndte at kaste håndgranater mod klipperne. En af fjenderne stormede mod os. Jeg skød ham med en pistol. Dette var mit eneste skud den dag. Soldaterne kastede flere håndgranater langs klipperne og løb derefter i den retning. I løbet af få sekunder var kampen slut.
  
  
  "Simpel operation," sagde general Sakhele, mens han rejste sig og tog sin uniform af. - Lad os finde denne selvudråbte general Borgia, hr. Carter.
  
  
  Vi tjekkede teltet. Vi gennemsøgte hele lejren. Og selvom vi fandt mange døde Danakils og flere døde europæere, var der ingen tegn på general Borgia. Han var ikke blandt den håndfuld fanger.
  
  
  "Det vil tage os mindst flere timer at få Danakils til at tale," sagde general Sakhele.
  
  
  Mens regeringstropper forsøgte at overbevise Borgia-folket om, at det var bedre at overgive sig, vandrede jeg rundt i området. Slaverne blev befriet og derefter bragt sammen igen under bevogtning af omkring et dusin soldater. Da jeg så de to tyskere, som jeg var sammen med i lejren, bad jeg den vagthavende officer om lov til at tale med dem.
  
  
  'Jeg ved ikke ..
  
  
  "Tal med general Sakhele," sagde jeg.
  
  
  Han sendte en budbringer til generalen, som spildte yderligere femten minutter. Generalen tillod mig at tale med tyskerne.
  
  
  -Hvor er Borgia? - Jeg spurgte dem.
  
  
  "Han gik et par dage efter dig," sagde en af dem. - Hvordan har Pachek det?
  
  
  'Han er død. Hvor blev Borgia af?
  
  
  'Jeg ved ikke. Han og Luigi dannede en kamelkaravane. Gaard gik med dem.
  
  
  Det var alt, jeg ville vide, men general Sakhele brugte resten af dagen på at torturere Danakils og få bekræftelse fra dem.
  
  
  "Så Borgia er til søs," sagde generalen. "Han er ikke længere på etiopisk jord."
  
  
  "Det betyder ikke, at han ikke længere er et etiopisk problem," foreslog jeg.
  
  
  »Vi er et neutralt land, som ikke har en stor flåde. - Hvad tror du, vi kan gøre?
  
  
  "Intet," sagde jeg. "Dit folk og dit lands luftvåben har gjort et fremragende stykke arbejde. Hverken du eller jeg kan svømme til Borgia-skibet og sænke det alene. Og jeg formoder, at Hans Skeielman nu er uden for rækkevidde af de etiopiske jagerfly. Vi bliver nødt til at overlade dette til vores overordnede, når vi vender tilbage til Asmara.
  
  
  Udadtil forblev jeg rolig, selvom jeg tavst forbandede forsinkelsen forårsaget af general Saheles stolthed. Jo før jeg kan informere Hawke om Borgia's flugt, jo hurtigere kan han begynde at lægge planer om at ødelægge Hans Skeelman. Men jeg kunne ikke diskutere dette problem over en åben radiolinje. Og at bruge koden ville skade general Saheles stolthed. Faktisk ville enhver handling fra min side gøre ham vrede. Han var chef her og nød sin stilling.
  
  
  "For vores egen fornuft," sagde Hawke, da jeg vendte tilbage til Asmara samme aften, "lad os antage, at Borgiaerne ikke har deres forbandede flåde, og at de er ombord på Hans Skuelman." Det ligger i Atlanterhavet, på det åbne hav og langt fra handelsruter. Hun bliver fulgt af et hangarskib og fire destroyere. To russiske ubåde dækker den afrikanske kyst.
  
  
  "Jeg har en fornemmelse af, at Hans Skeielman er bevæbnet," sagde jeg. Og jeg fortalte Hawk om de to separate overbygninger og påpegede, at der så ud til at være meget plads under dækket, som jeg ikke havde nogen forklaring på.
  
  
  "75 mm kanoner." Han nikkede: "AX har haft travlt med at indsamle data, siden du forlod Norfolk."
  
  
  "Hvordan kan vi være sikre på, at Borgia er ombord?"
  
  
  "Du kan spørge overlevende, om der er nogen," sagde han.
  
  
  
  
  Kapitel 16
  
  
  
  
  
  Jeg forventede, at Hawk ville sende mig tilbage til Washington og erklære missionen fuldført. Borgias hovedkvarter var intet andet end ruiner og mange lig, og selvom general Sahels hær ikke havde nogen chance for at dræbe Borgia selv, troede de, at de vidste, hvor han var. Det eneste, Nick Carter opnåede i væsentligt omfang i Etiopien, var redningen af Maryam, hvilket gav mig stor personlig tilfredsstillelse, men som ikke var en grund for den etiopiske regering til at holde mig der. Så jeg blev meget overrasket, da Hawk fandt en lejlighed til mig og bad mig købe bedre tøj i Asmara.
  
  
  "Hvad skal jeg så gøre her?"
  
  
  - Er du sikker på, at Borgia er på Hans Skeielman?
  
  
  'Ingen.'
  
  
  'Heller ikke mig. Det er for enkelt, for simpelt for dette hold. Det er ikke rigtigt. Så har vi et problem med disse missiler. Selvom det var et allieret land, ville vi stadig have problemer med deres tilbagevenden, men Etiopien viste sig at være et neutralt land. Hvorfor tror du, at general Sahele ikke tillod dig at se længere ind i ørkenen?
  
  
  "To grunde - han hader hvide i almindelighed og mig i særdeleshed, og han troede, at han måske skjuler noget der."
  
  
  "Etiopien er et helvedes følsomt emne," sagde Hawk. »Nogle af disse missiler er officielt egyptiske, andre er israelske. På grund af internt pres fra muslimer hælder Etiopien til Egypten. Men etiopierne er slet ikke interesserede i at øge bevæbningen i begge lande. Som et resultat ved de ikke, hvad de skal gøre med disse missiler. Så du sidder fast i Asmara. Din vane med at finde kvinder på hver mission, AX begynder endelig at betale sig."
  
  
  - Giver du mig en undskyldning for at blive her?
  
  
  'Ja. Og jeg vil give dig en anden officiel grund - de tre Minuteman-missiler, som du så flittigt saboterede.
  
  
  Hawk vendte tilbage til Washington og efterlod mig i Asmara. At vente er en del af mit job, og ofte ved man ikke, hvad man venter på. Men i dette tilfælde vidste jeg slet ikke, om der ville ske noget i slutningen af denne venten.
  
  
  General Sakhele ignorerede mig fuldstændig, og hvis det ikke var for Maryam, ville jeg have kedet mig meget. Asmara er ikke så spændende en by.
  
  
  Min kontakt var den amerikanske konsulær officer. Ti dage efter Hawk rejste, dukkede han op og gav mig en lang rapport. Det tog mig to timer at tyde det, og da jeg var færdig, indså jeg, at nogen havde begået en alvorlig taktisk fejl.
  
  
  Søværnet fandt Hans Skeielman et sted i Atlanterhavet, langt ud over sejlruterne, et sted mellem Afrika og Sydamerika, lige over ækvator. En strejkegruppe bestående af et hangarskib og fire destroyere nærmede sig, mens Hans Skeielman forsvarede. Dens 75 mm kanoner ydede lidt modstand, og der var ingen overlevende og forbandede små vragdele. Der var mange hajer i området, så de kunne ikke finde et eneste lig. Det betød, at vi stadig ikke vidste, om Borgia var i live eller død.
  
  
  General Sakhele besøgte mig dagen efter. Han modtog sin egen kopi af rapporten. Han afslog mit tilbud om en drink, satte sig i sofaen og begyndte at snakke.
  
  
  "Mindst et af vores mål var ikke om bord på dette skib," sagde han.
  
  
  - Borgia? Den rapport, jeg modtog, var ikke sikker på det."
  
  
  - Jeg ved ikke med Borgia, hr. Carter. Maryam gav mig flere navne på hans formodede venner, da du forlod Danakil.
  
  
  Intelligens er ikke mit speciale. Og jeg kan ikke stole på det meste af vores efterretningsapparat. Men jeg tror på rapporterne fra nogle agenter. Upåagtet observerede de adskillige generaler og politikere. Og de så, at en af disse officerer havde hemmelige møder med en stor hvid mand.
  
  
  "Ud fra det lille, jeg så af Borgia-lejren, var der kun én høj hvid mand," sagde jeg, "forudsat at din agent talte om en, der var højere end mig." Og det her er Gaard. Siger du, at han ikke var om bord på Hans Skeelman?
  
  
  "Din flåde har fejlet sin mission," fortalte Sakhele mig.
  
  
  'Måske. Men disse 75 mm kanoner gjorde åbenbart boarding umulig."
  
  
  - Hvad vil du gøre nu, mister? Carter?
  
  
  "Hvad jeg vil gøre afhænger af din regering, general." Jeg bliver beordret til at forblive i Asmara, indtil du kan finde ud af, hvordan man afmonterer disse missiler for at forhindre Borgia i at bruge dem igen, hvis han stadig er i live. Tre af dem blev som bekendt stjålet fra USA. Jeg er ret sikker på, at ingen af disse tre virker, men jeg vil stadig gerne have deres dele med hjem."
  
  
  "De forbandede missiler," sagde general Sahel varmt.
  
  
  Jeg ventede på en forklaring på hans impuls. General Sakhele og jeg bliver aldrig venner. Hans erfaring i Sandhurst stillede ham op imod enhver engelsktalende hvid person. Nu havde vi et problem med Maryam. Jeg gik ud fra, at han så mig som en meget dårlig indflydelse på hende. Alligevel stolede jeg på hans æresfølelse. Han har svoret troskab til Etiopiens interesser, og så længe disse interesser falder sammen med AX's, vil han være en pålidelig allieret.
  
  
  'Hr. Carter, sagde han, Etiopien er ikke interesseret i at blive en atommagt. Vi har ikke råd til de problemer, der følger med«.
  
  
  "Dette er et spørgsmål, som kun etiopierne bør afgøre, general," sagde jeg. "Jeg er ikke her for at blande mig i din suverænitet. Men hvis du vil have nuklear kapacitet, kan du starte med disse missiler. Jeg bliver dog nødt til at bede dig om at returnere disse tre minutmænd.
  
  
  'Hr. Carter," sagde han, "meget ofte i de sidste par dage har jeg hørt argumenter for, at vi skal blive en atommagt. Når du har missiler, skal du også bruge et mål at bruge dem imod. Israelerne og egypterne retter missiler mod hinanden. Du truer russerne og omvendt. Der er stammer i Etiopien, der kan rette disse missiler mod hinanden. Men jeg er fortsat modstander af dette, selvom tilhængerne ikke tidligere var forbundet med Borgiaerne."
  
  
  "Den bedste løsning er måske at returnere missilerne til de lande, hvorfra de blev stjålet, general."
  
  
  'Ikke rigtig. Ægypterne ville med glæde tage deres, men ville være på vagt over for en så fjendtlig handling som tilbageleveringen af missilerne til israelerne. Din regering har tilbudt at give dem alle til dig. Men egypterne vil heller ikke lide det.
  
  
  "Det ser ud til, at du ikke kan behage alle, general." Se på den lyse side af at redde disse missiler. De vil være forældede om tyve år.
  
  
  "Jeg ved det," sagde han. "Da du planlægger at blive i Asmara et stykke tid, kan jeg besøge dig igen for at diskutere, hvordan dette problem kan blive en hemmelighed."
  
  
  Han gik. Jeg gik til konsulatet og komponerede et kodet telegram til Hawk. Jeg ville vide, hvor lang tid det ville tage at få missileksperterne til Etiopien. General Sakhele sagde ikke, at missilerne ikke var farlige, men han ville ikke være så bekymret for sikre missiler.
  
  
  To nætter senere foreslog Maryam, at de skulle på en natklub sammen i Asmara. Hun fik et job i en statslig instans – hendes job var på en eller anden måde relateret til arkiver, og Sahele fik hende der – og en kvindelig kollega anbefalede hende stedet. Jeg forventede ingen problemer, men alligevel var Wilhelmina, Hugo og Pierre med mig.
  
  
  Klubben viste alle de dårlige sider af den vestlige kultur. Der var et rockband der, der ikke var særlig godt, og de drinks, de serverede, var alt for dyre. Nogle gange tror jeg, at rock 'n' roll er blevet USA's største eksportvare. Hvis vi kun modtog alle royalties fra hans ideer og stilarter, ville vi aldrig igen have et underskud på betalingsbalancen. Maryam og jeg gik efter to timers larm.
  
  
  Det var en kølig aften, en typisk bjergnat. Da vi forlod klubben, ledte jeg forgæves efter en taxa. Dørmanden, der kunne have ringet, er allerede gået hjem. Men heldigvis var hest og vogn parkeret foran klubben, med træbænke placeret over for hinanden. Maryam og jeg kom ind, og jeg gav chaufføren adressen på min lejlighed. Kusken så tomt på mig. Jeg gentog adressen på italiensk.
  
  
  Han sagde. - "Si, sir."
  
  
  Maryam lænede sig mod mig på min venstre side, da vognen begyndte at bevæge sig. Aftenen virkede dobbelt stille efter klubbens larm, og lyden af hove på gaden var så rolig, at jeg næsten faldt i søvn. Maryam slappede tydeligt af. Men ikke mig. Jeg prøvede at løse en lille gåde.
  
  
  Engelsk er et meget almindeligt andetsprog i etiopiske skoler. Asmara er en ret kosmopolitisk by, hvor taxachauffører, hotelpersonale, butiksindehavere, tjenere, bartendere, prostituerede og andre ansatte i servicevirksomheder har en tendens til at være tosprogede. Der var intet uhyggeligt ved, at vores chauffør ikke talte engelsk, men det var usædvanligt nok til at gøre mig på vagt.
  
  
  Nogle gange kan en række usammenhængende begivenheder og omstændigheder, som i sig selv kan virke ganske ufarlige, tjene som advarsel om skjult fare. Det, at jeg havde overset sådan et mønster ombord på Hans Skeelman, gav mig et slag i hovedet. Og jeg ville ikke begå den samme fejl igen. Jeg opdagede hurtigt den anden forkerte del. Under mit ophold i Asmara udforskede jeg området, dels sammen med Maryam og resten på egen hånd for at reducere ventetiden. Og selvom jeg ikke kendte byen godt, begyndte jeg at mistænke, at kusken gik i den forkerte retning for at komme til min lejlighed.
  
  
  "Jeg tror ikke, han tager os med hjem," sagde jeg sagte til Maryam. "Måske forstår han ikke italiensk."
  
  
  Hun sagde noget på den lokale dialekt. Chaufføren reagerede og vendte sig til en gestus med hænderne. Hun talte igen. Han gav en anden forklaring og håbede igen at fortsætte med at bevæge sig.
  
  
  "Han siger, han tager en genvej," fortalte Maryam mig. "Det har jeg hørt før," sagde jeg og klippede Wilhelmina af hendes skulderhylster.
  
  
  Min vantro tone syntes at trænge igennem til chaufføren, selvom han ikke så ud til at forstå engelsk - hvis han gjorde det - og hurtigt vendte sig om og fumlede i lommen.
  
  
  Jeg skød ham i hovedet. Han faldt halvt ud af sit sæde. Pistolen, han var ved at trække frem, faldt ned på gaden med et styrt. Min Luger skræmte hesten og tabet af trykket på tøjlerne fik ham til at boltre sig.
  
  
  "Vent," sagde jeg til Maryam.
  
  
  Jeg lagde pistolen tilbage i hylsteret, sprang frem og sparkede kusken ud af sædet. Han endte på gaden, og venstre hjul ramte ham. Jeg tog fat i tøjlerne og forsøgte ikke at trække for hårdt, så hesten ville rejse sig og vælte vognen, men så hårdt, at dyret ville mærke trykket fra biddet. Vi svajede ustabilt, stadig ude af balance efter at være sprunget over liget af den døde kusk.
  
  
  Tøjlerne var sammenfiltrede, og jeg prøvede at vikle dem ud, mens vi ræsede ned ad gaden. Flere fodgængere pilede til siden, og jeg bad til, at vi ikke ville se en eneste bil. Den del af byen, vi var i, virkede fuldstændig øde, med kun få biler parkeret i siden af vejen. Hesten så for svag ud til at accelerere i den grad, men på dette tidspunkt så det ud til, at han var i stand til at vinde Grand National.
  
  
  Til sidst løsnede jeg tøjlerne og begyndte at presse lidt hårdere. Jeg sørgede for, at trykket var jævnt på begge sider.
  
  
  Vognen havde et højt tyngdepunkt, og hvis hesten pludselig rykkede, ville Maryam og jeg flyve ud af vognen. Gradvist øgede jeg trykket. Hesten begyndte at gå langsommere. Jeg talte med hende.
  
  
  "Rolig, dreng," sagde jeg. "Gå stille."
  
  
  Jeg tvivlede på, at hun forstod engelsk, chaufføren talte på den lokale dialekt, men måske ville min rolige, bløde tone berolige ham. Jeg så ikke, om dyret var en hingst eller en hoppe. Dette var heller ikke tidspunktet til at tjekke.
  
  
  Hesten var næsten under kontrol, da jeg hørte Maryam skrige. 'Nick. En bil følger os meget hurtigt.
  
  
  "Hvor tæt på?"
  
  
  "Et par gader væk. Men det nærmer sig meget hurtigt.
  
  
  Jeg trak i tøjlerne. Hesten rejste sig og vognen begyndte at gynge. Så kom hesten ned igen og forsøgte at løbe igen. Jeg trak igen, mine skuldermuskler strammede for at stoppe dyret. Den rejste sig igen, hvilket fik vognen til at vippe bagud.
  
  
  "Hop," råbte jeg til Maryam.
  
  
  Jeg slap tøjlerne og hoppede over forhjulet. Jeg rullede ud på vejen, gned mit knæ og rev min jakke i stykker. Jeg vaklede på benene, lænede mig op ad bygningen og kiggede tilbage for at se, om Maryam havde gjort det. Hun stod ti meter fra mig.
  
  
  Hesten, befriet fra tøjlerne, begyndte at løbe igen. Vognen væltede, og dyret faldt. Det sparkede og nøjede desperat. Bilen susede hen imod os; hun kørte for hurtigt selv for en etiopisk chauffør med et dødsønske.
  
  
  Maryam løb hen til mig og sagde: "Nick, bilen..."
  
  
  "Find verandaen," sagde jeg.
  
  
  Vi løb langs gaden og forsøgte at finde et hul mellem husene, som viste sig at være pakhuse. Men der var ikke én, som en person kunne presse sig igennem. Så kom vi til indgangen til kælderen. Jeg førte Maryam ned ad trappen. Herunder pressede vi os mod bygningen. Vi var lige under gadeniveau. Bilens forlygter begyndte at oplyse området. Jeg hørte dæk hvine ved opbremsning.
  
  
  "Stille," hviskede jeg og forsøgte at genoprette normal vejrtrækning.
  
  
  Maryam klemte min venstre hånd og trådte derefter tilbage for at give mig plads til at holde mit våben.
  
  
  Bildøren smækkede. Anden. Tredje. Motoren fortsatte med at køre. Mindst tre og muligvis mere end fire passagerer.
  
  
  "Find dem," beordrede manden på dårligt italiensk.
  
  
  Selv uden den modbydelige accent ville jeg have genkendt Gaards stemme. Jeg havde ventet på ham fra det øjeblik, chaufføren trak sin pistol frem, og havde håbet at møde ham fra det øjeblik, Sahele fortalte mig, at han var i Etiopien. Denne gang var pistolen i min hånd.
  
  
  - De er ikke i vognen. Denne accent tilhørte en indfødt Etiopien.
  
  
  "De må være her et sted," sagde Gaard. "Bed Joe om at slukke for den forbandede motor, så vi kan høre dem." Maryam trak min hånd. Hun prøvede døren bag os, og den var åben. Jeg var fristet til at løbe på denne måde, men jeg turde ikke. Deres samtale antydede, at vores forfølgere troede, vi var sårede, så måske havde jeg formået at overraske dem og vende oddsene til vores fordel. Jeg ville ønske, at Maryam havde en pistol. I Danakil så jeg allerede, hvor godt hun kan kæmpe.
  
  
  Jeg vendte mig om for at nå ind i mine bukser og fjerne Pierre fra min hofte. Bomben indeholdt en ret ny type nervegift, der kunne invalidere en person i flere timer. De data, der blev givet til AXE-agenter, da disse nye gasbomber blev frigivet, advarer om, at de er meget farlige. Jeg havde ingen præferencer med hensyn til resultatet, da jeg gik op ad trappen, som næsten var foldet på midten.
  
  
  Flere stemmer. Lyden af motoren stoppede pludselig. Så var der lyden af en dør, der åbnede. I lodret stilling kastede jeg Pierre med min venstre hånd, og justerede afstanden i sidste øjeblik.
  
  
  Bomben ramte sit mål og eksploderede nær venstre side af bilen. Jeg kiggede tilbage ind i det forlygte-oplyste rum. Jeg skød og så manden falde. Så åbnede nogen ild, muligvis Gaard, med et maskingevær.
  
  
  Jeg dukkede mig, da kuglerne hoppede af stenmuren over os.
  
  
  "Ind i bygningen," sagde jeg til Maryam.
  
  
  Vi kom hurtigt ind i kælderen. Høje stakke af kasser omringede os i mørket. Vi gik videre i fuldstændig mørke. Endnu et udbrud fra et maskingevær blev hørt på gaden, og glas knuste. Ovenpå hamrede fodtrin på gulvet. "Nattevagt," mumlede jeg til Maryam. "Jeg håber, han ringer til politiet."
  
  
  "Måske er vi mere sikre, hvis han ikke gør det," sagde hun sagte. "Vi ved aldrig, hvilken side de vil tage." Fodtrin tordnede ned ad trappen. Maryam gik mellem to bunker af kasser, og vi satte os ned.
  
  
  Så hørte vi lyden af tunge støvler på fortovet udenfor.
  
  
  Gaard?
  
  
  De to mænd mødtes mellem rækkerne af kasser. Begge fyrede. Gaard gik lige ind ad døren. Nattevagten var mellem ham og os. Nattevagten affyrede det første skud, men begik den fatale fejl at savne. Gaard åbnede ild med sit maskingevær, og jeg kunne næsten se kuglerne gennembore nattevagtens krop, da han tabte lanternen og faldt til jorden.
  
  
  Gaard holdt op med at skyde. Jeg sprang ind i gangen, sænkede Wilhelmina til mavehøjde og skød en gang. Så faldt jeg til jorden.
  
  
  svarede Gaard. Hans maskinpistol affyrede endnu et skud og klikkede derefter tom. Kuglerne passerede over mit hoved. Jeg skød hans lommelygte igen og hørte Gaard falde til jorden.
  
  
  Jeg skiftede Wilhelmina til venstre hånd og tog Hugo i min højre, og løb så til Gaard. Han lå ved døren. Han trak vejret stadig, men hans vejrtrækning var svag og ujævn.
  
  
  Jeg sagde: "Mary kom ud. Han er ikke farlig. Vi gik ud af døren og op ad trappen til gaden. Vi så figurerne af nysgerrige mennesker, der flittigt holdt sig lidt væk. Jeg holdt Wilhelmina på et synligt sted. Ingen ville angribe en person med en pistol, især efter en skudveksling.
  
  
  "Klar til at løbe?" - Jeg spurgte Maryam.
  
  
  "Ja," sagde hun. "Vi er nødt til at finde telefonen og informere general Sahel."
  
  
  Vi ræsede gennem mørke gyder og snoede gader. Efter et stykke tid lagde jeg min pistol og stilet fra mig og koncentrerede mig om at følge med Maryam. Endelig fandt vi en gade med mange caféer. Vi stoppede op og glattede vores tøj ud. Så gik vi indenfor.
  
  
  
  
  Kapitel 17
  
  
  
  
  
  Vi valgte ikke det bedste sted. Under vores flugt, hvorfra Gaard og hans mænd overfaldt os, befandt vi os i et ret barskt område. Og nu var vi på en cafe, som nok fungerede som samlingssted for prostituerede. Pigerne, hvoraf de fleste var klædt i lette sommerkjoler, der kunne holde til aftenkulden, fræsede rundt i lokalet og viste deres charme. Da vi kom ind, så de på Maryam. Selv de kvinder, der havde travlt med flere mandlige besøgende på værelset, holdt op med at tale for at stirre på de fremmede, der kom ind på deres territorium.
  
  
  Der var også en mindre indlysende faktor bag deres fjendtlighed, noget typisk etiopisk. General Sakhele forklarede mig alt perfekt. I stedet for fjender i udlandet havde etiopierne stammer, der var ivrige efter at skære halsen over på hinanden.
  
  
  Maryam var en amharisk kvinde, medlem af den traditionelle herskende klasse. De prostituerede i denne bar var fra andre stammer. Derfor gjorde Maryam dem vrede på to måder. Hun kunne bare have været endnu en luder, der strejfede rundt på deres territorium, og hun mindede dem om, hvem de ikke var, og hvem de ikke kunne blive på grund af deres oprindelse. Jeg knappede min jakke op. Hvis gæsterne på denne cafe så Wilhelmina iført et skulderhylster, husker de måske at undertrykke deres fjendtlighed. Maryam vurderede situationen lige så hurtigt, som jeg gjorde, og sagde stille: "Pas bag dig, Nick. Og vær klar til kamp. "Okay," sagde jeg. Jeg lænede mig op ad baren og spurgte bartenderen: "Må jeg bruge din telefon?"
  
  
  "Der er en telefon et par gader væk," sagde han.
  
  
  Jeg åbnede min jakke lidt bredere.
  
  
  "Jeg vil ikke gå flere gader og lede efter en betalingstelefon," sagde jeg.
  
  
  Maryam sagde noget vredt på den lokale dialekt. Hvad hun end sagde, forstod manden to stole væk fra baren tydeligvis ikke. Han rakte ned i bukselommen og trak en kniv frem. Jeg trak Wilhelmina og hans ansigt. Han faldt til jorden og stønnede, blodet strømmede ud af hans mund.
  
  
  "Telefon," mindede jeg bartenderen om.
  
  
  "Han er bag mig."
  
  
  Mit spring over stangen overraskede ham. Det forhindrede ham også i at tage sin pistol, som han holdt ved siden af ølpumpen. Jeg tog godt fat i hans højre hånd med min venstre hånd og begyndte at skubbe ham mod bagsiden af stangen.
  
  
  "Gør ikke noget dumt," sagde jeg. "Hvis du tager en pistol, dræber jeg dig."
  
  
  Maryam dykkede også bag disken, hendes nederdel fløj op og hendes lange ben viste sig. Hun greb bartenderens pistol og løftede den over stangen, så de prostituerede og alfonserne kunne se. Hun talte kort og bestemt, og jeg behøvede ikke en officiel oversættelse for at forstå, at hun holdt en inspirerende prædiken om dyderne ved at sidde stille ned, stille og roligt drikke sin drink, i stedet for at blande sig.
  
  
  Bartenderen førte os hen til telefonen. Jeg holdt den, mens Maryam ringede til general Sahel. Hun fortalte ham, hvor vi var, og hvad der skete. Hun rakte derefter telefonen til bartenderen. Jeg fandt aldrig ud af, hvad Sahele fortalte forretningsmanden, men det skræmte ham endnu mere, end Maryam og jeg formåede at vågne med vores bedrifter. Mens vi ventede, nærmede sig ikke en eneste kunde baren, og bartenderen kyssede bogstaveligt talt på gulvet, da Sahele et kvarter senere trådte ind med nogle af de mest skræmmende udseende og højeste soldater.
  
  
  - God aften, hr. Carter,” sagde generalen. "Mariam gav mig en kort rapport om dine aktiviteter. Det ser ud til, at min agent havde fuldstændig ret i at identificere Gaard.
  
  
  "Jeg tvivlede aldrig et øjeblik på det," sagde jeg. "Ineffektive mænd vil ikke holde længe under din kommando.
  
  
  "Jeg foreslår at ledsage dig og Maryam." Jeg vil kontakte de relevante personer for at sikre, at begivenhederne i aften forbliver upublicerede. Lad mig tale med disse kriminelle.
  
  
  General Sahels trusler var sandsynligvis unødvendige. Baren og dens kundekreds repræsenterede et kriminelt element, som sjældent, hvis nogensinde, blev involveret i spionageaktiviteter. Når disse små slyngler bliver involveret af en eller anden grund, bærer bøllerne altid hovedet. Bartenderen, kunderne og de prostituerede burde være kloge nok til aldrig at tale om dette igen, heller ikke indbyrdes. Sahele tog os med til sit private kvarter på en militærbase nær Asmara. Maryam og jeg sad i den hyggelige stue og ventede på, at han skulle afslutte en række telefonopkald i det andet rum. Vi havde intet andet valg end at snakke om småting og drikke. Den værnepligtige, der forsynede os med drikkevarer, fungerede også meget effektivt som ledsager. Og jeg havde også mistanke om, at generalen havde anbragt den i stuen af denne grund. Når generalen endelig kommer for at forhøre os, bliver jeg nødt til ikke at lade den lort af fjendtlighed, han har tilovers fra sin tid på Sandrust, overvælde mig.
  
  
  Kun fire timer senere, omkring klokken tre om morgenen, trådte general Sakhele ind i lokalet og løslod den værnepligtige. Efter at have sikret sig, at alle tjenerne var gået i seng, skænkede han sig en drink og satte sig i en ligerygget stol. Hans ryg forblev fuldstændig lige.
  
  
  "Tror du stadig på, at Borgia ikke var om bord på det skib, der sank din flåde, mister?" Carter? - spurgte han .
  
  
  Jeg trak på skuldrene. - Vi gætter bare. Det rigtige spørgsmål er, om jeg synes, Gaard handlede på eget initiativ. Da jeg ikke ser Gaard som andet end en ikke særlig smart skurk, er svaret på dette spørgsmål nej. De blev begge her.
  
  
  -Hvor er Borgia så?
  
  
  "Et sted i Etiopien," sagde jeg. "I betragtning af omstændighederne er det usandsynligt, at jeg vil lede efter ham." Og jeg tror ikke, at sådanne eftersøgninger vil blive mødt med åbne arme."
  
  
  "Selvfølgelig ikke," sagde Sakhele. 'Hr. Carter, du bliver mindre og mindre velkommen i dette land. Gaard døde på operationsbordet uden at komme til bevidsthed. Det betyder endnu en forpasset mulighed for at finde ud af, hvor Borgia i øjeblikket gemmer sig.
  
  
  "Du bliver nødt til at gøre noget ved disse missiler, general." Det er det, der tiltrækker ugunstige elementer til jeres lande."
  
  
  - Nej, hr. Carter, det er dig, der vil gøre noget ved det her. I øjeblikket er der ret delikate forhandlinger i gang. Vi giver dig tilladelse til at stjæle dem. Sådan en uvenlig handling gør dig selvfølgelig til persona non grata i Etiopien, men det er en lille pris at betale for at afslutte den trussel, de udgør."
  
  
  Sahele havde et haj-lignende grin på hendes ansigt.
  
  
  Dit land har eller vil have et hangarskib ud for Etiopiens kyst. Helikoptere skal transportere teknikere til landet. Missilerne forbliver i ørkenen, men atomsprænghovederne vil blive leveret til Amerika. At skabe missiler kræver ret simpel teknologi, kun nukleare sprænghoveder gør dem farlige. Denne plan kræver forræderi fra min side, men ingen vil vide om dette tyveri, før det er gjort, og jeg vil lægge al skylden på amerikanerne."
  
  
  "Kontrollerer du de tropper, der bevogter dem?"
  
  
  "Ja," sagde han. »De blev flyttet langt ud i ørkenen. Smart idé, ikke?
  
  
  Meget klog, sagde jeg og kontrollerede min stemme for ikke at vise nogen følelser. “Din plan imødekommer en række behov, som kommer alle involverede til gode. Og hvis du synes, det er en lille pris for mig at ikke kunne vende tilbage til Etiopien, så må det være sådan.
  
  
  "General..." begyndte Maryam.
  
  
  "Gem dine ord, Maryam," sagde general Sahel. "Jeg tror, du ved, at hr. Carters første troskab er til hans land, ikke til dig.
  
  
  'Jeg ved det. Og det er derfor, jeg respekterer ham,” sagde hun vredt.
  
  
  Sahele rynkede panden. Jeg spekulerede på, om han var forfængelig nok til at sabotere denne plan og kompromittere sit lands sikkerhed på et indfald. Så rejste han sig med oprejst ansigt og lod os gå.
  
  
  "De sidste detaljer vil blive færdiggjort i løbet af de næste par dage. Nyd den etiopiske gæstfrihed indtil videre, hr. Carter.
  
  
  Jeg vågner op. "Jeg nyder den største gæstfrihed Etiopien har at tilbyde, general."
  
  
  Chaufføren tog os tilbage til min lejlighed. Der, da vi var alene igen, udtrykte Maryam sin vrede.
  
  
  "Nick," sagde hun. "Hvordan kan Sahele være så grusom?"
  
  
  "Han vil ikke have, at du skal være hans elskerinde længere?"
  
  
  'Ikke mere.'
  
  
  "Han er overbevist om, at han gør det rigtige. Og folk er de mest grusomme, når de forstår dyd på deres egen måde.
  
  
  Fem dage senere havde vi sørget for alle detaljer, undtagen hvordan jeg skulle få mit tøj ud af Asmara, når jeg var væk. Og dette problem generede mig ikke. Hawk kunne erstatte hende eller hente hende, så snart jeg går ombord på transportøren.
  
  
  General Sahele informerede mig om, at han personligt ville eskortere mig fra Asmara klokken seks næste morgen. Dette gav Maryam og jeg vores sidste nat sammen. Jeg ringede til hende efter hun var færdig med arbejdet og spurgte, hvor hun ville hen. "Vi har ingen steder at gå hen," sagde hun. - Kom til mit hus, Nick.
  
  
  Hun serverede et let måltid og vendte bevidst ikke samtalen til emnet for mit kommende farvel. Efter middagen lagde hun tallerkenerne i vasken og pegede mig mod den plyssofa i stuen.
  
  
  "Nick," sagde hun, "det burde jeg ikke fortælle dig, men generalen har sørget for, at jeg arbejder i vores efterretningstjeneste." I den forbindelse er jeg nødt til at tage adskillige ture for at besøge vores ambassader og konsulater."
  
  
  "Du vil gøre et godt stykke arbejde," sagde jeg.
  
  
  "Måske mødes vi ansigt til ansigt en dag."
  
  
  "Jeg håber ikke, men ingen af os kan kontrollere det."
  
  
  - Jeg formoder ikke. Undskyld mig, Nick? Hun gik ind i soveværelset. Jeg tog en cigaret fra elfenbensæsken på bordet. Måske gik hun ind i soveværelset for at græde. I betragtning af, hvad vi alle havde været igennem sammen, var jeg forbløffet over, at jeg aldrig havde set Maryam besvime eller græde. Der var mange grunde til glæde - i Danakil, hvor det så ud til, at vi nok ikke ville overleve sult eller tørst, eller at vi ville blive dræbt af Danakils fjendestammer; den nat tilbød hun mig sin mødom; den nat på mit hotelværelse, da jeg sagde farvel til general Sahel i det angreb på Borgia-hovedkvarteret; den nat i Sahels private kvarter, da han triumferende proklamerede, at jeg ville blive erklæret som persona non grata i Etiopien; og selvfølgelig i aften.
  
  
  Mariam syntes at bruge for meget tid på det, hun lavede, så jeg tænkte på de få uger, jeg havde kendt hende. At date mange kvinder, hvoraf mange var meget smukke, var en del af mit erhverv, men jeg kunne komme i tanke om meget få, der var så stærke under stress som denne høje amhariske pige. Men uanset hvor mange gange jeg ser hende, vil jeg altid huske hende som en lille slave, skjult og barbarmet, stolt og omgivet af ørkensand.
  
  
  Soveværelsesdøren åbnede sig. Jeg kiggede der. Et øjeblik troede jeg, at jeg hallucinerede. Maryam kom ind i rummet som en slave. Så duftede jeg den søde olie, der skinnede på hendes krop og indså, at dette var virkeligheden, og at hun på en eller anden måde måtte have læst eller gættet mine hemmelige ønsker. Og nu var hun overbevist om, at de var opfyldt i går aftes.
  
  
  To ting var anderledes end mit første minde om Maryam: Vi var ikke i ørkenen, og hun var ikke tilsløret. Hun bar kun en hvid nederdel lavet af næsten netlignende stof, hængt med perler. Den skjulte intet og viste enhver glidende muskel frem, mens hun gik yndefuldt hen over gulvtæppet.
  
  
  "Sådan startede det hele, Nick," sagde hun.
  
  
  - Ikke helt sådan, Maryam. Borgiaen vil ikke gerne klæde dig så smukt på.
  
  
  "Vil du have en kold drink?"
  
  
  "Jeg vil have dig," sagde jeg og rakte hende hånden.
  
  
  Hun stod tilbage med et smil og sagde: "Islamiske kvinder drikker deres mænd fulde, før de går i seng med dem. "Så gør det," sagde jeg og smilede tilbage.
  
  
  Hun gik ud i køkkenet. Jeg hørte lyden af en flaske, der blev åbnet og køleskabsdøren, der smækkede. Et øjeblik efter vendte hun tilbage med en sølvbakke med et glas på. Hun rakte mig bakken med en let halvbue, så jeg kunne tage det duggede glas.
  
  
  - Hvor er dit glas, Maryam? Jeg sagde.
  
  
  - Islamiske kvinder drikker ikke, Nick. Alkoholiske drikke er forbudt for en respektabel muslim."
  
  
  "Hvordan blev de Danakils så fulde den nat, at vi løb væk fra deres landsby?"
  
  
  "Ifølge Danakil siger Koranen ikke at drikke vin," sagde hun. "Og de drak ikke vin dengang, men lokalt måneskin." Deres tro er meget fleksibel."
  
  
  Jeg drak en sød drink, mens hun stod i midten af lokalet og ventede. Maryam var etiopisk, så enkelt var det. Høj, stolt, kongelig - det er ikke underligt, at Amhara-stammerne formåede at holde sig væk fra de europæiske kolonimagter i det attende og nittende århundrede, under de europæiske kolonimagters åg.
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvorfor klæder du dig som en slave i dag, Maryam?" - Fordi jeg vidste, du ville have det. Du sagde engang, at du ville ønske, vi kunne gå tilbage til ørkenen. Og jeg så dit ansigt, den lette væmmelse, da jeg åbnede min bh eller tog mine trusser af. Jeg vil have at du er glad.'
  
  
  Jeg tømte mit glas. Hun tog den og lagde den på bakken og stillede dem på bordet. Jeg pegede hende på sofaen ved siden af mig. Næsten tøvende sank hun ned på de bløde puder. Vi krammede hinanden. Jeg mærkede hendes hænder løsne mit slips og min skjorte knappede op. Hun skubbede mit tøj væk, indtil jeg også var nøgen fra taljen og op. Hendes hud var varm mod min hud, da hun pressede sine store faste bryster mod mit bryst. Vi klædte langsomt hinanden af. Et øjeblik troede jeg, at Maryam ville genskabe situationen i ørkenen ved at sprede sin nederdel på sofaen eller tæppet. Men da hun spændte sit bælt og tabte tøjet, rejste hun sig næsten med det samme og gik ind i soveværelset.
  
  
  Endnu en gang beundrede jeg hendes ranke ryg, faste balder og lange ben, da hun gik hen over rummet.
  
  
  Svagt lys kom ind i soveværelset. Sengen var allerede vendt tilbage. Maryam lagde sig smilende på ryggen og spredte armene. Jeg sank ind i hendes varme omfavnelse og pressede mig mod hende. Så var jeg i det, og vi blev så revet med, at vi havde én tanke om universet, så tanker om hinanden, og vi prøvede begge at glemme, at denne nat ville blive den sidste.
  
  
  Men vi kunne ikke gøre det, og denne erkendelse gav en ekstra dimension til vores passion, en ny styrke og ømhed, der løftede den til nye højder.
  
  
  Klokken fem var vi endnu ikke faldet i søvn. Maryam krammede mig hårdt, og et øjeblik troede jeg, at hun ville græde. Hun kiggede den anden vej. Så kiggede hun mig ind i øjnene igen og holdt tårerne tilbage.
  
  
  "Jeg vil ikke stå op, Nick," sagde hun. "Jeg forstår, hvorfor du skal gå." Jeg forstår hvorfor du ikke kan komme tilbage. Tak for alt.'
  
  
  "Tak, Maryam," sagde jeg.
  
  
  Jeg rejste mig og klædte mig på. Jeg kyssede hende ikke igen eller sagde noget andet. Der var ikke mere at sige.
  
  
  
  
  Kapitel 18
  
  
  
  
  
  Selv hvis jeg havde tid nok, da jeg forlod Maryam, ville jeg stadig ikke have pakket min kuffert. Den eneste bagage, jeg havde brug for, var Wilhelmina og Hugo. Jeg vidste ikke, hvem der kunne se min lejlighed, men jeg ville ikke have, at Borgia-folkene skulle have tid til at skabe et netværk af iagttagere og følge mig sydpå. Lige så meget som jeg nød at gøre grin med denne gale bastard, der opkaldte sig selv efter en hensynsløs renæssancepave, indså jeg, at min hovedopgave var at få disse atomsprænghoveder ud af Etiopien. Jeg sprang ind i Sakheles bil, så snart han trak op til kantstenen, og han spildte ingen tid med at køre af sted. I dag kørte han selv bilen.
  
  
  "Vores rejse vil tage hele dagen," sagde generalen. "Tag et hvil."
  
  
  Jeg sov lidt og vågnede så. General Sakhele kørte bilen godt og manøvrerede behændigt mellem alle de dyr og gamle køretøjer, som vi stødte på eller passerede på vej lige mod syd.
  
  
  Selvom motorveje er bedre end jernbaner i Etiopien, er fly meget at foretrække. Han forklarede ikke, hvorfor han besluttede at gå, og jeg ville ikke tvivle på hans visdom.
  
  
  Han brugte det meste af rejsen på at tale om sine dage i Sandhurst, sin beundring og had til briterne. Jeg følte, at han ville få mig til at føle mig skyldig over at være hvid. Monologen havde sit eget formål.
  
  
  "Maryam vil være lykkeligere med en amharisk mand," sagde han.
  
  
  "Meget gladere," var jeg enig med ham.
  
  
  - Elsker du hende ikke?
  
  
  "Jeg respekterer hende," sagde jeg og valgte mine ord med omhu. - Du ved, hvem jeg er, general.
  
  
  "Du er en spion".
  
  
  "Og det er derfor, jeg undgår konstant kontakt med kvinder."
  
  
  "Jeg hjælper dig kun, fordi Etiopien ikke har råd til at blive en atommagt."
  
  
  General Sakhele morede mig. Han var en god mand med en stærk følelse af personlig ære, men han ville aldrig overleve i spionagens verden. Han forstod ikke reglerne. Og nu, da min verden smeltede sammen med hans officielle verden, forrådte han ham ved at vise en lav holdning til hemmelige agenter. Det gjorde ham ondt, at hans hær ikke kunne vinde kampe uden mig... eller en som mig.
  
  
  Vi tilbragte natten på besøg hos generalens pårørende. Jeg så ikke en eneste kvinde. Vores vært, også en militærmand, talte kort til mig, men jeg blev overtalt til at blive på mit værelse, indtil vi var klar til at tage af sted. Og dette afgangsøjeblik kom en time før solopgang.
  
  
  General Sakhele tog os til en lille lufthavn.
  
  
  "Piloten kan man stole på," sagde han. "Brug radioen til at ringe til dine folk."
  
  
  Jeg slog mig ned i kommunikationsbugten bagerst i helikopteren og kontaktede luftfartsselskabet, mens motorerne blev varmet op.
  
  
  - Missilerne blev leveret dybt ind i ørkenen, sagde general Sahele. Der er ingen tropper til at bevogte dem. Når jeres folk kommer derhen, går jeg. Så forlader du Etiopien, og jeg vil ikke råde dig til at vende tilbage. Med tiden vil jeg foretage en inspektionsrejse og officielt opdage, at der ikke er flere atomsprænghoveder. Der vil være en masse spænding, og så vil nogen finde ud af, at spionen Nick Carter var i Asmara og pludselig forsvandt. Så vil en anden huske, at der på samme tid lå et amerikansk hangarskib ud for Etiopiens kyst. Russerne vil spionere og opdage, at atomsprænghovederne er i USA. De vil fortælle os det, og jeg vil tude om det og forbande Amerika for dets upålidelighed. Forstår du, hr. Carter?
  
  
  "Ja," sagde jeg.
  
  
  Den amerikanske enhed var allerede i luften, femten flådehelikoptere, der teknisk invaderede Etiopien. Ingen ville have vidst om dette, hvis general Sahel havde holdt sit løfte. Jeg var overbevist om, at når først helikopterne havde fundet vej ind i landet og samlet de nukleare sprænghoveder op, ville tilbageturen til transportøren slet ikke være risikabel, bortset fra måske nogle få tekniske defekter. Treogtyve forskellige nukleare anordninger gav en meget pålidelig garanti mod forræderi. Deres udstyr havde holdt godt mod angrebet på Camp Borgia, men det betød ikke, at det ville overleve et helikopterstyrt.
  
  
  Jeg troede ikke på, at Sakhele planlagde at snyde. Han kom med en genial plan om at få atomsprænghovederne ud af landet og få mig ud af Etiopien ved at lægge skylden på mig, som ville gøre mig til persona non grata. Generalen ønskede virkelig dette - det var hans måde at adskille Maryam og mig på. Medmindre han havde bedraget mange mennesker, inklusive Hawke, hjalp han mig ud af den faste tro på, at medlemskab af Nuclear Association ikke ville bringe nogen fordel for Etiopien.
  
  
  Netop det faktum, at sådan bistand skulle ydes i hemmelighed, betød, at den anden magtfulde part ønskede, at disse nukleare sprænghoveder skulle forblive i Etiopien. Jeg kunne kun håbe, at general Sahele havde overlistet den anden side. Det var dem, der kunne skyde militærhelikoptere ned og jagte os.
  
  
  Vi fløj over tre kamelkaravaner på vej mod øst. De bragte minder frem, som jeg ikke kunne lide. Jeg spekulerede også på, om etiopierne tog nogen handling mod danakilerne, som støttede Borgia, men ikke var i landsbyen i lejren på tidspunktet for angrebet. General Sakheles nuværende humør forhindrede mig i at tilfredsstille min nysgerrighed. Han kan fortolke et spørgsmål i denne retning som indblanding i interne anliggender.
  
  
  Vi begyndte at miste højde. Jeg kiggede ned og så solen skinne fra raketterne stillet op i pæne rækker. De store traktorer, der havde bugseret dem fra Borgia hovedkvarter ud i ørkenen, var væk. De gik sikkert gennem luften, for alle spor så ud til kun at gå i én retning.
  
  
  "Hvor lang tid vil det tage din enhed at nå hertil, hr. Carter? spurgte general Sahele.
  
  
  "Tyve minutter," sagde jeg til ham.
  
  
  Han råbte en ordre til piloten. Vi svævede over området lige vest for missilerne og begyndte at falde ned. "Der er ingen grund til at spilde brændstof," sagde generalen. Helikopteren ramte jorden. Generalen tog en riffel fra hylden og gjorde tegn til mig, at jeg skulle tage en. Jeg overbeviste mig selv om, at den riffel, jeg havde valgt, havde et fuldt magasin.
  
  
  "Lad os tjekke dem ud," sagde han og sprang ud af døren til højre for helikopteren.
  
  
  Jeg var lige ved at følge ham, da maskingeværerne åbnede ild. Kugler prydede siden af helikopteren, da jeg dykkede ind igen. General Sakhele vaklede og tog fat i kanten af helikoptergulvet. Jeg lænede mig ned og sugede den hurtigt ind. Helikopteren rystede, da propellerne begyndte at snurre igen. Flere kugler ramte os, og jeg mærkede fløjten fra en kugle, da den fløj ind ad den åbne dør. "Op," råbte jeg til piloten.
  
  
  Han satte fart, og vi fløj op i luften. Så begyndte propellerne at arbejde for fuld kraft, og vi slap fra ilden. Jeg knælede foran general Sahele.
  
  
  "Tag dem ud af Etiopien," sagde han svagt.
  
  
  - Ja, general.
  
  
  "De hører ikke hjemme her." Hører du...'
  
  
  Han hostede blod op og døde, før han nåede at afslutte sin dom.
  
  
  Jeg gik videre for at dirigere helikopteren og fortalte ham, at generalen var død.
  
  
  "Jeg tager ham til hospitalet," sagde piloten.
  
  
  - Nej, vi bliver her.
  
  
  "Jeg tager general Sahele til hospitalet," gentog han og rakte ud efter pistolen i bæltet.
  
  
  Min højre knytnæve ramte ham under kæben. Jeg trak ham af pilotsædet og tog kontrol over helikopteren. Det var et amerikansk fly, som jeg mødte i AX-lufthavnen for fem-seks år siden. Jeg var ikke en særlig god flyver, men jeg havde erfaring nok til at flyve i store cirkler, indtil amerikanerne ankom. Jeg slipper knapperne et øjeblik for at fjerne pilotens Colt 45 fra hylsteret og sikre mig, at der er en kugle i kammeret, og at sikkerheden er aktiveret. Så fortsatte jeg med at spinde i en cirkel.
  
  
  Vi blev overvåget, og da jeg fløj øst for missilerne, kunne jeg tydeligt se hæren.
  
  
  Piloten begyndte at bevæge sig. Han åbnede øjnene og stirrede på mig. Han forsøgte at rejse sig.
  
  
  "Sæt dig ned," sagde jeg og holdt Colt 45 i hånden i hans retning.
  
  
  "Du angreb mig," sagde han.
  
  
  "Vi bliver i luften, indtil mit folk kommer hertil," sagde jeg. "Hvis du havde fløjet rundt i cirkler, som jeg sagde til dig, ville jeg ikke have angrebet dig." Jeg besluttede at appellere til hans loyalitet. "General Sahels sidste ordre var at få disse atomsprænghoveder ud af Etiopien... og det kan vi ikke gøre, hvis vi flyver tilbage i bjergene."
  
  
  Helikopteren kom ind i en luftlomme, og jeg havde brug for begge hænder for at genvinde kontrollen over den. Da jeg så tilbage igen, havde piloten allerede rejst sig og vaklede mod våbenstativet. Hvis jeg ikke havde ladet helikopteren springe op utilsigtet, havde han haft en chance for at gribe pistolen og skyde mig. Jeg sigtede forsigtigt og skød ham i knæet.
  
  
  Han vaklede i stedet for at falde. Helikopteren dykkede igen. Piloten snublede over general Sakheles krop og faldt gennem den åbne dør. Jeg ønskede ikke, at dette skulle ske. Han skulle have levet for at fortælle sine overordnede om missilerne gemt i Danakil. Det var nu meget sandsynligt, at etiopierne ville give mig skylden for general Sahels død. Jeg tog mikrofonen for at ringe til de nærgående amerikanere.
  
  
  Jeg spurgte. — Er der bevæbnede folk hos dig?
  
  
  "Tolv," lød svaret.
  
  
  "Det er ikke nok, men det skal gøres." Det er problemet. Jeg rapporterede til folket, der bevogtede missilerne.
  
  
  "Tolv marinesoldater," sagde enhedschefen. ”Først vil vi lande helikopteren med dem om bord. Du vil kunne se os om cirka tre minutter.
  
  
  "Fantastisk," sagde jeg. - Jeg lander lige foran dig.
  
  
  Tolv marinesoldater - vi var kun i undertal en til to.
  
  
  *************
  
  
  Jeg landede min helikopter lige før marinesoldaterne ankom. Det var en risikabel manøvre, men ved at lande på siden af missilerne håbede jeg at kunne opspore den Danakilov, der havde overfaldet os. Jeg landede omkring hundrede meter væk i den åbne ørken. Jeg sprang ud og løb væk fra helikopteren.
  
  
  Den varme sol brændte min krop. Jeg hørte lyden af skud og kugler, der ramte den etiopiske helikopter. Så var der en eksplosion; brændende varme gennemborede mig, da en kugle gennemborede brændstoftanken og satte ild til den. Jeg havde allerede opgivet tanken om at kravle væk, greb mine våben hårdt og skyndte mig hen over sandet og prøvede at være så lille som muligt.
  
  
  Jeg duede bag en lav klit, mens kugler gennemborede sandet og fløj hen over mit hoved. Jeg tog den første riffel og indtog en udskudt skudstilling. Omkring ti danakils skød på mig i ørkenen. Ti mere var stadig med missiler. Jeg returnerede ild og dræbte to, før min riffel var tom.
  
  
  Den anden riffel var halvtom, og endnu en danakil faldt, da de dykkede ned i sandet. De begyndte at nærme sig mig og gemte sig bag andres ild. Jeg nåede til den anden side af klitten og nåede at vælte en anden fjende, inden den anden riffel løb tør for ammunition.
  
  
  De var allerede meget tæt på, og meget snart ville en af dem skyde mig. Jeg begyndte at tro, at jeg havde regnet forkert, da US Navy-helikoptere dukkede op på himlen, og marinesoldaterne åbnede ild. Kampen sluttede på fem minutter. Jeg havde ikke chancen for at tage endnu et skud. Marinesergenten gik langsomt hen mod mig over sandet. Han hilste og sagde: "Hr. Carter?
  
  
  "Det er rigtigt, sergent," sagde jeg. 'Lige til tiden. Et minut senere, og du måtte gå glip af fornøjelsen ved at redde mig.
  
  
  "Hvem var de?"
  
  
  Danakils. Har du nogensinde hørt om dette?
  
  
  "Nej Herre."
  
  
  "De er de næstbedste kæmpere i verden."
  
  
  Et grin flækkede hans ansigt. -Hvem er de bedste, sir?
  
  
  "US Marines," sagde jeg.
  
  
  Han pegede på den brændende etiopiske helikopter. - Var der andre med dig, sir?
  
  
  'En mand. Men han var allerede død. Hvor hurtigt kan vi få raketforskere her?
  
  
  En løjtnant med erfaring i håndtering af atomvåben kommanderede en afdeling på tyve teknikere. Han havde mange spørgsmål, men jeg gjorde ham tavs.
  
  
  "Det er en lang historie, kommandør," sagde jeg. "Du er ikke kvalificeret til at lytte til alt dette, og du vil ikke kunne lide den del, jeg er ved at fortælle dig."
  
  
  - Hvad er det her? Carter? - han sagde .
  
  
  "At denne ørken kryber med mennesker, der synes, at det er sjovere at dræbe fjender end at spille fodbold. Vi har tolv marinesoldater. Og jeg så tredive eller fyrre af disse danakiler sammen.
  
  
  Han forstod situationen. Mændene begyndte straks at demontere atomsprænghovederne. De var ved at demontere fem nukleare sprænghoveder og lade dem ind i en helikopter, da flere skud blev affyret fra den østlige side af missilerne. Marinesoldaterne gik straks i gang, da jeg trådte ud af skyggen af et af missilerne, hvor jeg sad, og trak Wilhelmina ud. Jeg ventede på lyden af nye skud, men den kom aldrig. Så løb en af sømændene hen til mig over sandet.
  
  
  Hr. Carter,” sagde han forpustet. -Kan du komme nu? En eller anden galning ønsker at sprænge raketter i luften.
  
  
  Jeg løb efter ham over sandet. Vi nåede toppen af en lav klit, og jeg så en tyk hvid mand holde en kasse. Han stod ved siden af et af de russisk-fremstillede missiler, der blev stjålet fra egypterne. Den nat i Saheles-lejligheden gættede jeg: Cesare Borgia var stadig et sted i Etiopien.
  
  
  
  
  Kapitel 19
  
  
  
  
  
  Jeg stod omkring femten meter fra Borgia. Let skud fra Wilhelmina. Desværre havde jeg ikke råd til at tage det billede. Jeg havde ikke brug for en forklaring på den lille kasse, Borgia holdt i hånden, især da jeg så ledningerne løbe fra kassen til atomsprænghovedet. Det var et utroligt simpelt våben. Konventionelle eksplosioner udløser nukleare sprænghoveder. Elektriske impulser forårsager almindelige eksplosioner. Alt Borgia skulle gøre var at trykke på en knap eller dreje på en kontakt, og historiens største og kraftigste atomeksplosion ville finde sted i Danakils sand med Nick Carter i epicentret. - Læg pistolen fra dig, mister. Carter,” råbte Borgia.
  
  
  Jeg smed Lugeren i sandet. I det øjeblik ville jeg gøre to ting. En af dem var at dræbe Borgia. En anden ting var ikke at forarge enhedschefen. Hvis han ikke havde sendt en budbringer til mig, havde jeg måske fundet en måde at finde ud af alt om Borgia og dræbe ham.
  
  
  "Kom meget langsomt til mig," beordrede Borgia.
  
  
  Vidste han om Hugo? Jeg tænkte på mine tidligere kontakter med Borgia-folket. Gaard så mig dræbe Larsen ombord på Hans Skeielman, og hvis han havde et fremragende nattesyn, ville han have set mig stikke ham. Men da han tog fat i mig, var jeg ubevæbnet, og Hans Skeelman-detektiverne kunne ikke finde Hugo i min bagage. I Borgia-lejren var jeg selvfølgelig også ubevæbnet, og da jeg vendte tilbage, stod jeg bag et kompagni af etiopiske inspektionstropper. For seks nætter siden i Asmara, da Gaard og hans håndlangere angreb mig, brugte jeg kun en pistol og en gasbombe. Hugo blev i skeden. Så selvom Borgias intelligens fungerede fint, er det sandsynligt, at han troede, at den eneste kniv, jeg nogensinde har brugt, var på bunden af Atlanten.
  
  
  Nå, jeg var klar til at bruge den. Og hvordan ville jeg bruge det nu? Borgia holdt sin højre pegefinger på knappen. Nu var jeg tæt nok på til at tælle ledningerne. To af dem løb fra kassen til rakettens hoved, strakt ud bag Borgia til højre - til venstre for mig - som en slags futuristisk slange, der soler sig i solen. Jeg spekulerede på, hvor meget Borgia ville tillade mig at komme endnu tættere på.
  
  
  "Stop, hr. Carter," sagde han.
  
  
  Tre meter. Jeg stoppede. Det var næsten middag, og den varme sol brændte mine fødder gennem sålerne på de tunge støvler og tykke sokker, jeg havde på.
  
  
  - Borgia holdt op med at skrige. Han kiggede rasende på mig. Han sagde: "Hr. Carter, tag to forsigtige skridt til højre.
  
  
  Jeg adlød. Min krop blokerede ikke længere sømændenes og marinesoldaternes udsyn. Jeg håbede, at ingen bag mig ville vise heltemod. De fleste marinesoldater er riffel snigskytter. Ingen tvivl om, at en af dem kunne have bragt Borgia ned med et missil, men den krampagtige bevægelse af hans finger ville have drejet kontakten og sprængt os alle i luften. "Gør dig klar til at I alle kan gå," sagde han til dem. "Jeg vil have jer alle i helikoptere og i luften om fem minutter."
  
  
  Borgia er blevet gal. Jeg har altid troet, han var skør, lige siden jeg fandt ud af, at han skiftede navn fra Carlo til Cesare. Men nu havde jeg beviser. Han havde ingen andre våben end en detonator knyttet til et atomsprænghoved.
  
  
  Der var ingen måde, han kunne afslutte mig. Han kunne kun dræbe mig ved at eksplodere en raket, som ville have dræbt ham selv. Han kaldte mig for at overvære hans sidste handling, hans vilde selvmord i eksplosionen af en atombombe.
  
  
  Men forstod han sin nytteløshed? Vand flød over min krop, ikke kun på grund af solen og det varme sand. Jeg havde tre, måske fire minutter til at komme ind i denne gales sind, finde ud af hans planer og finde ud af en måde at neutralisere dem på. Selv hvis han havde tvunget mig til at klæde mig nøgen og ligge på min mave i sandet, efter at sømændene og marinesoldaterne var forsvundet, selv hvis han havde snuppet Hugo og holdt ham få centimeter fra min krop, ville det have været meget usandsynligt, at han ville have været i stand til at overmande Killmaster. Jeg var nødt til at håndtere ham hurtigt. "Med disse venner af dig i den etiopiske regering ville det være meget klogere for dig at forsøge at overleve i stedet for at genere os sådan her," sagde jeg i en afdæmpet tone. "Du kan stadig kæmpe mod os senere."
  
  
  "Mine venner er bange," sagde han. - "De er tåber. De vidste ikke, at jeg havde forberedt et bagholdsangreb for dig og din operettegeneral i Danakil.
  
  
  "Du har helt sikkert mange kontakter blandt danakilerne," sagde jeg.
  
  
  Jeg ville ikke have, at Borgia pludselig kom til fornuft. Han forventede ikke, at Danakils ville tabe kampen i dag. Han troede på, at de kunne fjerne marinesoldaterne fra bagholdet, han satte for Sahele og mig. Men en af hans mænd var for utålmodig og fyrede i det øjeblik, generalen dukkede op. Nu havde Borgia intet valg. Når han ved dette, vil han dreje kontakten og sende en elektrisk strøm gennem ledningerne, der fører til atomsprænghovedet.
  
  
  ledninger? Jeg undersøgte dem hurtigt. Jeg håbede, de ville redde mit liv.
  
  
  Jeg har været nedslående langsom til at analysere Borgias biografi og karakter. En politisk agitator i Italien, en universitetsstuderende, hvis uddannelse stort set var akademisk og teoretisk, en genial leder, der vidste, hvordan man håndterer politikere og militæret, en selvudråbt øverstkommanderende, der overlod det beskidte arbejde til mænd som Vasily Pacek... hvorfor havde Borgia evnen til at tilslutte den detonator korrekt? Jeg fandt hans svage punkt.
  
  
  Trådene sluttede med metalklemmer, som dem der er fastgjort med en skrue. Borgiaerne har lige sat dem på et atomsprænghoved. Jeg studerede dem så nøje som muligt. Den, der var forbundet til det øverste kontaktpunkt, var kun fastgjort til spidserne. Det mindste ryk i ledningen vil bryde kredsløbet og umuliggøre detonation. Det eneste, jeg skulle gøre, var at placere mig, så jeg kunne få fat i ledningerne, før han trykkede på kontakten. Jeg tog et skridt fremad.
  
  
  "Bliv hvor du er," råbte Borgia.
  
  
  Helikoptermotorerne brølede, mens kampholdet forberedte sig på at trække sig tilbage.
  
  
  "Undskyld," sagde jeg sagte. "Jeg har en krampe i benet. Der var så lidt plads i den forbandede etiopiske helikopter, at jeg knap engang kunne strække mig ud for at sidde behageligt.”
  
  
  "Kom her, så jeg kan holde øje med dig."
  
  
  Jeg tog et par skridt til venstre, indtil jeg næsten rørte ved det nukleare sprænghoved. Borgia tog ikke øjnene fra mig, da han ville se bedre på mig og de flyvende mennesker. Det betød, at han vidste, at hans forbindelser var dårlige. Jeg spekulerede på, om denne viden ville hjælpe eller hindre mig.
  
  
  Jeg måtte næsten skrige for at blive hørt over helikopterflådens larm. - Kan du huske Maryam, Borgia?
  
  
  "Jeg får hende tilbage," bluffede han. "De vil give hende tilbage til mig, eller jeg vil slette hele dette gudsforladte land af kortet."
  
  
  "Hun er lidt beskadiget," sagde jeg og undskyldte stille på hendes vegne.
  
  
  - Hvad mener du, hr.? Carter?
  
  
  "Hun har været min elsker, siden vi undslap din lejr."
  
  
  Mænd som Borgia lider af den misforståelse, at enhver kvinde er privat ejendom. En normal mand ville voldtage eller forsøge at forføre sådan en smuk slave. Under alle omstændigheder ville han bestemt ikke forsøge at gøre hende til et symbol på sit håb om, at han en dag ville regere Etiopien. Han holdt op med at tænke på hende som en kvinde med sine egne ønsker og behov. Og det var derfor, min kommentar gjorde ham vred. Og kun for et stykke tid mistede han opmærksomheden på de nuværende omstændigheder.
  
  
  Han tog et skridt hen imod mig, holdt den sorte boks med detonatoren i sin højre hånd og holdt fingeren omkring en halv tomme fra kontakten. Det var måske ikke lige det, jeg havde brug for, men det var alt, hvad jeg skulle få. Jeg dykkede frem.
  
  
  Han løftede instinktivt sin venstre hånd for at blokere mit angreb. Tiden til at handle løb ud, da han indså, at jeg dykkede på ledningerne og ikke på ham.
  
  
  Mine hænder fandt dem. Jeg har lige trukket dem. Den øverste ledning, som jeg fastslog at var den svageste, brød væk fra det sted, hvor atomsprænghovedet kom i kontakt.
  
  
  Jeg hørte Borgia bande bag mig. Jeg vendte mig for at handle med ham. Sindløst trykkede han på kontakten flere gange. Jeg tog fat i den eneste tråd, der stadig var fastgjort, og trak i den; hun kom også af. Nu havde Borgia intet i sine hænder undtagen en detonator forbundet til sandet i Danakil-ørkenen. Helikoptrene lettede og svingede over vores hoveder. Jeg håbede, at nogen ville kigge derind, for hvis jeg blev her alene, ville jeg være i virkelige problemer. Jeg overlevede krydset af Danakil én gang, men chancerne for at gøre det en anden gang var ubetydelige.
  
  
  Borgia holdt op med at forsøge at få kontakt med kontakten og gloede på mig. Jeg trak roligt Hugo ud af skeden.
  
  
  "Carter, din bastard," sagde han rasende.
  
  
  Jeg havde ikke mere at sige til Borgia. Da Hawk sendte mig på denne mission den dag, vi skulle mødes på en restaurant i forstaden til Washington, sagde han, at han ikke vidste, om det var Killmasters arbejde eller ej. Denne beslutning var en del af min opgave. Borgia havde for mange vigtige kontakter i Etiopien.
  
  
  Nu hvor general Sahele var død, vidste jeg ikke, hvilke problemer han kunne forårsage igen. Desuden nød han at sprænge ting som nukleare sprænghoveder i luften for meget til at blive set som en nyttig borger.
  
  
  Jeg nærmede mig ham, Hugo sigtede mod hans hjerte. Han kastede en ubrugelig detonator mod mig. Jeg duede, men bevægelsen forhindrede mig i at tage sigte. Borgia forsøgte at flygte langs det løse sand, men han havde for lidt støtte. Med min venstre hånd greb jeg ham i kraven og smed ham til jorden. Mit knæ pressede sig mod hans hals, da jeg faldt oven på ham, og stiletten gennemborede hans bryst.
  
  
  Jeg rejste mig og viftede med armene. Yderligere to helikoptere fløj væk. Så vendte man pludselig om. Den landede på sandet nogle få meter væk, og en marinesergent sprang ud.
  
  
  "Jeg kan se, du neutraliserede ham, sir," sagde han.
  
  
  'Ja.'
  
  
  Han vendte sig mod helikopteren og skreg. "Informer chefen, før han forlader radioområdet fuldstændigt."
  
  
  — Var denne kommandant i luften med den første helikopter, sergent?
  
  
  'Anden.'
  
  
  "Det er stadig en god historie for transportørens messehal i aften."
  
  
  Hans smil udtrykte perfekt mine følelser.
  
  
  Kommandørløjtnant William C. Shadwell elskede mig ikke af hele sit hjerte. Som de fleste soldater vidste han lidt om AXE. Og det, at han vidste om dette, beroligede ham ikke. Og min mening om ham gjorde ham endnu mindre tilfreds. Jeg lagde den til side, mens ingeniørerne fortsatte med at demontere atomsprænghovederne og lade dem på helikopterne. Vi havde en lang og meget ubehagelig samtale.
  
  
  "Jeg indrømmer, at jeg begik nogle alvorlige fejl, hr. Carter," sagde han til sidst.
  
  
  "Bliv ved med at indrømme det, kommandør," foreslog jeg. "At tage af sted med en anden helikopter er fejhed. Det her er en anklage, og jeg er næsten tosset over at komme med den.”
  
  
  Anden gang han gik, gjorde han det bedre. Han gik ombord på den sidste helikopter for at lette med mig. Vi kredsede om området, nu oplyst af den nedgående sol. De nukleare sprænghoveder var i andre helikoptere, og nogle af flyene skulle allerede være sikre på hangarskibet. Indtil videre har etiopiske tropper ikke åbnet en undersøgelse af vores krænkelse af deres luftrum. Og jeg antog, at Sahels ordrer ville forblive i kraft indtil slutningen af vores mission. Missilerne lå i ørkenen, som en del af en falden, forstenet skov. Og de ville have ligget der længe, hvis ingen havde fundet dem.
  
  
  'Hr. Carter," sagde kommandør Shadwell, "hvem var denne Borgia?
  
  
  "Talentfuld skøre. Han ønskede at blive kejser af Østafrika og starte 3. Verdenskrig. De nukleare sprænghoveder indsamlet af dit folk var rettet mod Kairo, Damaskus og Tel Aviv.
  
  
  "Han var helt sikkert skør." Han var klar til at sprænge os alle i luften. Et atomsprænghoved ville være nok, men kædereaktionen ville dække hele denne del af verden med radioaktivt nedfald."
  
  
  Vi var halvvejs over Det Røde Hav, da Shadwell stillede et andet spørgsmål: Carter, hvorfor ønskede de etiopiere ikke at beholde atomsprænghovederne?
  
  
  Jeg kiggede på sandet, nu knapt synligt i tusmørket. Jeg tænkte på kamelkaravaner på vej gennem Danakil-ørkenen. Så tænkte jeg på Maryam.
  
  
  "De har bedre ting," sagde jeg.
  
  
  
  
  
  
  Om bogen:
  
  
  Forsvinden af missiler fra Egypten og Israel har udløst gensidige anklager mellem de to lande. Men AX, USA's præsidentielle efterretningstjeneste, har troværdig information, der peger i en anden retning, til Etiopiens Danakil, en af de sidste regioner i verden, hvor en forræderisk italiener, der kalder sig general "Cesare Borgia", var engageret i uhyggelige gerninger. En mand uden anger, på vej til magten. At jage og ødelægge Borgia i hans tungt bevæbnede by, i et ørkenområde fyldt med kviksand, var en næsten umulig opgave selv for Carter. Men behovet for at afmontere atomvåben, som meget vel kunne udløse den tredje verdenskrig, er indsatsen værd, selv på bekostning af tunge ofre... Carters eneste partner var Maryam, den smukke datter af en etiopisk dignitær.
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  Nick Carter
  
  
  Kontrakt i Kathmandu
  
  
  oversat af Lev Shklovsky til minde om sin afdøde søn Anton
  
  
  Originaltitel: The Katmandu Contract
  
  
  
  
  Første kapitel
  
  
  Han var hurtigere og mere adræt, end jeg havde forestillet mig. Og han var dødbringende. I den ene hånd holdt han en stærk trækølle på størrelse med en forhammer, der var i stand til at splitte mit kranium i hundredvis af blodige fragmenter. En menneskelig knogle knækker allerede under otte og et halvt punds tryk, og en mand, der fører en kølle, kan nemt anvende tre gange så stor kraft.
  
  
  Det er overflødigt at sige, at jeg ikke ville lade det ske.
  
  
  Mine fødder gled hen over det glatte gulv, mens han kastede sig frem for at angribe. Han angreb, svingede flagermusen og havde til hensigt at brække mit brystkasse. Jeg svarede, som jeg blev undervist, mens jeg øvede mig igen og igen med stor smerte og anstrengelse. Min krop bevægede sig instinktivt; handlingen var nærmest en refleks. Jeg rykkede til højre, uden for stafettens rækkevidde, mens den svingede i luften. Jeg hørte den fløjte gennem luften, men jeg ville ikke stå der målløst, før jeg mærkede, at den ramte mig i ribbenene og knuste knogler og muskler med den smertefulde kraft fra en damptromle. Jeg blokerede angrebet ved at smække mine håndflader og underarme i modstanderens arm. Min hårdhændede hånd ramte manden på albuen. Min anden hånd rørte ved hans skulder.
  
  
  Et øjeblik var han lammet. Han forsøgte derefter at træde tilbage og svinge battet igen. Men nu var min reaktionstid bedre end hans. Jeg dykkede frem, før han kunne bruge sit våben, greb hans ærme og trak ham mod mig. Hans varme ånde
  
  
  gled hen over mit ansigt, mens jeg løftede min anden hånd. Dette skulle være det sidste slag, det brutale slag fra min hånd, som jeg endelig havde mestret for en uge siden.
  
  
  Jeg ville hæve min hånd til et skarpt spark med min hæl på hans hage. Men før jeg nåede at bevæge mig, tog han fat i mit ben og hægtede sin fod om min ankel. I en hurtig bevægelse knækkede hans hoved tilbage, uden for min arms rækkevidde, og vi var begge på gulvet. Jeg rakte ud efter battet og forsøgte at få fingrene i det dødbringende våben.
  
  
  Min modstander pustede, næsten forpustet, og forsøgte at slå mig ned. Men jeg flytter mig ikke. Jeg pressede mine knæ mod indersiden af hans håndled med hele min vægt bag dem, hvilket forårsagede ulidelig smerte ved de rigtige trykpunkter på hans hænder. Håndledsknogler er vigtige, hvis du vil slå nogen ihjel, og mine knæ lammede hans arme lige nok til, at jeg kunne vriste battet fra hendes svækkede greb.
  
  
  Jeg pressede battet mod hans hals. Hans ansigt blev rødt, da jeg stødte ind i hans adamsæble og truede med at knuse hans luftrør. Men så hørte jeg ham slå hånden ned på det velpolerede parketgulv.
  
  
  Dette var tegnet, jeg ventede på.
  
  
  Jeg trak mig straks tilbage og rejste mig. Jeg bukkede fra taljen, hjalp min modstander op fra gulvet og så på, hvordan han også bukkede. Han vendte sig for at justere sin tobok, en foreskrevet kjole af groft hvidt stof. Skjorten var fastgjort med et imponerende syvende grads sort bælte. Det ville have været uhøfligt, hvis han havde sat sit tøj i stand uden at vende ryggen til mig. Jeg ventede, indtil han vendte sig mod mig igen. Så lagde han sin hånd på min skulder og nikkede og smilede bifaldende.
  
  
  "Du bliver bedre og klogere hver dag, Chu-Mok," sagde min instruktør med et grin.
  
  
  I hans hjemland Korea betød navnet "Næve". Jeg var glad for komplimenten, fordi han var den bedste kampsportskunstner i vores regering, og AH havde råd til at bruge hans hjælp. Og Mester Zhuoen var ikke en, der var generøs med ros. Han havde ikke travlt med at give komplimenter, medmindre han følte, at de virkelig var fortjente.
  
  
  "Min færdighed er din færdighed, Kwan-Chang-nim," svarede jeg og brugte det korrekte udtryk for stillingen som instruktør.
  
  
  "Dine venlige ord er meget generøse, min ven." Derefter blev vi begge tavse, knyttede næver og bragte dem til vores bryst i den klassiske Chariot of Mental and Physical Concentration positur, en positur med fuldstændig og absolut opmærksomhed.
  
  
  "Kwang-jang-nim ke kyeon-ne," gøede jeg og vendte mig om for at bøje mig for manden ved siden af mig. Han var den mest perfekte menneskelige maskine, jeg nogensinde har set.
  
  
  Han vendte min bue tilbage og førte mig til udgangen af dojang, det veludstyrede fitnesscenter, hvor vi tilbragte det meste af dagen. Ved døren vendte vi begge og bukkede. Dette simple ritual vidnede både om mesterens og elevens gensidige respekt og respekten for gymnastiksalen som uddannelsesinstitution. Selvom det kan virke mærkeligt, er alle disse civiliserede behageligheder, der omgiver sådan en brutal aktivitet, en integreret del af Kyung Fo og den koreanske form for karate, Taikwando.
  
  
  "Tak igen, mester Zhouen," sagde jeg. Han nikkede, undskyldte og forsvandt gennem sidedøren, der førte til hans kontor. Jeg gik ned ad gangen til bruserne, da en mand kom rundt om hjørnet og spærrede min vej.
  
  
  "Du lugter af en ged, Carter," sagde han med et godmodigt grin. Men der så ud til at være en antydning af uudtalt bekymring i smilet.
  
  
  Det var ikke let at ignorere hans bekymringer eller den stinkende cigar. Men jeg spøgte ikke, for Høg kiggede nu på mig med kold og nærmest beregnende beslutsomhed. Som direktør og chef for operationerne for AH, den mest hemmelighedsfulde og dødelige gren af amerikansk efterretningstjeneste, skulle han ikke tages let på. Så jeg forblev ærbødigt tavs.
  
  
  -Du kender mig godt, ikke?
  
  
  En snavset sort stinkende cigar dinglede mellem hans læber, den afgnavede ende holdt mellem tænderne. Han talte med dødelig alvor, og jeg oplevede, at jeg bevægede mit hoved op og ned, som om jeg pludselig var løbet tør for ord.
  
  
  "Det har du lært mig, sir," sagde jeg til sidst.
  
  
  "Alt er for sandt," sagde han. Han kiggede forbi mig med øjnene på et fjernt punkt. - Hvordan er dit ben? spurgte han et øjeblik efter.
  
  
  Mens jeg var på opgave i New Delhi, blev jeg ramt i låret med en stilet, der lignede min egen dyrebare Hugo. Men såret var helet godt, og bortset fra en lille halt i gang, der snart ville forsvinde, var jeg i ret god form. “No big deal... bare et ar at tilføje til listen. Men bortset fra det har jeg det fint.
  
  
  "Det var det, jeg håbede at høre," svarede min chef. Hawk trak den halvtyggede cigar ud af munden og begyndte at gå frem og tilbage på hans fodkugler. Han udåndede den nervøse spænding; bekymring, selv da han prøvede at spøge og fortalte mig, hvor svært det er at få en god havanna i disse dage. Men jeg vidste, at cigarer var det sidste, han tænker på lige nu.
  
  
  - Hvor slemt er det denne gang, sir? - Jeg hørte mig selv spørge. Han virkede ikke engang overrasket over, at jeg havde læst hans tanker. "Uanset hvor slemt det er," svarede han eftertænksomt. "Men... det er ikke stedet at tale om det." Gå først i bad, og kom så, for eksempel om en halv time, til mit kontor. Er det nok til at rydde lidt op i dig selv?
  
  
  - Jeg er der om tyve minutter.
  
  
  Som jeg sagde, præcis tyve minutter senere var jeg på Hawkes kontor. Hans humør blev mørkere, og linjer af bekymring og bekymring dukkede op i hans mundvige og på hans nu rynkede pande. Han kiggede på sit ur, pegede på en stol og lagde hænderne på bordet. Ved at skubbe et krystalaskebæger fyldt med ikke mindre end seks stinkende skodder af hans yndlingscigarer til side, så Hawk op og smilede træt og bekymret til mig.
  
  
  — Hvad ved du om senator Golfield?
  
  
  Jeg bad ham ikke om at gentage navnet, men jeg slappede heller ikke af eller faldt sammen i min stol. »Til at begynde med er han en af de mest respekterede personer i regeringen. Han er også leder af det magtfulde forsvarsudvalg. Meget af det har at gøre med størrelsen af vores budget, hvis jeg husker rigtigt. Sidste år blev han genvalgt til en tredje periode. En ganske imponerende ting, når man tænker over det. Noget i retning af syvogtres procent af de afgivne stemmer. Hans vælgere ignorerede fuldstændig partiinteresser. De ville bare have Golfield... og de fik ham.
  
  
  "Jeg er glad for, at du stadig finder tid til at læse aviserne," svarede Hawk. "Men der er én ting, du ikke har læst endnu, Nick, og det er, at Golfield har problemer, store problemer."
  
  
  Jeg lænede mig frem i min stol. National sikkerhed var ikke for AH. Hvis jeg skulle håndtere Golfields problemer, ville det være fordi senatorens problemer spredte sig over hele verden. Men jeg anede ikke, hvilken slags problemer senatoren kunne komme ind i. "Hør, Nick, jeg blev vågen hele natten med denne forbandede ting." Præsidenten ringede til mig i går eftermiddags, og det, han havde at fortælle mig, var ikke særlig godt. Hør, jeg vil spille det ligeud med dig, fordi jeg tror, du allerede ved, hvorfor jeg vil tale med dig.
  
  
  Hvis Det Hvide Hus havde ringet, udgjorde Golfields problemer tydeligvis en trussel mod international sikkerhed og verdensorden. Så jeg nikkede, holdt min mund og ventede.
  
  
  "Golfield er enkemand. Du har måske også læst dette. Hans kone døde i en bilulykke i begyndelsen af sidste år. En meningsløs tragedie, forværret af det faktum, at hun efterlod sig ikke kun sin mand, men også to børn. Tvillinger, dreng og pige. Jeg kender Chuck personligt, Nick, selvom det ikke har noget at gøre med denne operation. Jeg kendte også hans kone. Jeg elskede hende meget højt og den dag i dag savner jeg hende frygteligt. Jeg mødte også Golffield-børnene. Anstændige, fornuftige børn, som enhver mand kan være stolt af.
  
  
  Han standsede brat, så på sine hænder og undersøgte sine negle; en gul plet fra nikotin løb ned ad hans ene pegefinger. Jeg tav og ventede på, at han skulle forklare mig, hvad der var i vejen.
  
  
  "De blev kidnappet, Nick," sagde Hawk pludselig. 'Begge. Dreng og pige.
  
  
  "Bortført? Hvor...? Hvad er der sket?'
  
  
  "Børnene slappede af med gruppen. En lærer og nogle elever fra skolen, de går på her i Washington. For fem dage siden var de i Grækenland. Så modtog senatoren beskeden. Han tilføjede hvisken: "Og også præsidenten."
  
  
  -Hvor var de i det øjeblik?
  
  
  "I Athen," svarede han. "Men det betyder ikke noget, for de er ikke længere i Athen, Nick." På en eller anden måde blev de smuglet ud af landet, selvom vi stadig ikke ved, hvordan det blev gjort. Men de er ikke længere i Grækenland.
  
  
  - Hvor er de så?
  
  
  'I Nepal.'
  
  
  Han lod mig bearbejde det, og selv når jeg tænkte over det, var det svært at tro. "Nepal?" - Jeg gentog. Jeg havde et billede af sneklædte tinder, hippier.
  
  
  Intet andet, intet overhovedet. - Hvorfor for guds skyld tage dem derhen?
  
  
  "For at hjælpe med at finansiere revolutionen, det er derfor," svarede han. Det er derfor, præsidenten bad om at forbinde AH. Fordi Nepal stadig er et monarki. Kongen har absolut magt. "Ja..." rakte han hånden, da jeg greb ind, "der er en valgt regering, en lov, men kongen beholdt næsten fuldstændig og total kontrol over landet." Nu, som du ved, er Nepal en kile, en bufferzone. Det kan være lille, ikke meget større end North Carolina, men det forringer ikke dets betydning, især når dette lille land ligger lige mellem Kina og Indien. Og i dette øjeblik er kongen gunstig mod vest.
  
  
  "Men ikke de revolutionære i Nepal."
  
  
  'Højre. En vellykket venstreorienteret revolution der i Nepal ville lukke bufferzonen og muligvis føre til politisk annektering af området af Beijing. Du ved, hvad der skete med Tibet. Nå, det samme, det samme politiske scenarie og den samme politiske konflikt kunne lige så nemt gennemføres i Nepal. Og hvis Nepal falder til Beijing, ved vi ikke, hvad der vil ske med Indien eller hele kontinentet."
  
  
  - Og hvad har Golfields børn med det her at gøre? - Jeg spurgte, selvom jeg vidste svaret, allerede inden jeg stillede spørgsmålet.
  
  
  De vil blive solgt for diamanter til en værdi af en million dollars. Det er det, de skal gøre ved det, N3, sagde han. Han lænede sig tilbage i stolen og slog knytnæven i bordet. "En million, hvis Chuck Golfield nogensinde ønsker at se sine børn igen... i live, altså. En million, som vi ikke vil betale, hvis det står til os. Så jeg besluttede mig for den klassiske buyout-mulighed. Betal kidnapperne, og Kina vil tage Nepal, som om intet var hændt. Betal ikke løsesummen, og Golfield har kun to meget døde børn.
  
  
  "Og du vil have, at jeg giver dem det, ikke?"
  
  
  "Og bragte det tilbage," sagde han. 'Det er klart?'
  
  
  "Bring... og afhent..."
  
  
  "Ikke kun diamanterne, men også senatorens to børn." Sådan vil præsidenten have det gjort, meget enkelt.”
  
  
  Der var ikke noget enkelt ved opgaven. Slet ikke.
  
  
  "Det bliver ikke så nemt," sagde jeg.
  
  
  "Det er derfor, du er her, N3." Han smilede træt, rakte ud og trykkede på samtaleanlægsknappen med en finger. "Du kan bede senatoren om at komme ind," sagde han til sekretæren. "Du må hellere høre det første hånd." Så vil du være mindre tilbøjelig til at begå fejl, Nick. Der var ingen tvivl om, at senator Golfield gjorde indtryk... Han havde et firkantet og skarpt defineret ansigt, men det var ikke længere ansigtet af en mand, der udstrålede selvtillid og beslutsomhed. Han så bleg og udslidt ud, da han trådte ind på kontoret. Han kastede sig ned i en stol og tillod Hawk at præsentere sig selv.
  
  
  "De er bare børn, teenagere," mumlede han. ”Jeg kan ikke holde ud, at folk bare kan kidnappe børn og dræbe dem uden at bekymre sig om det. Og jeg troede virkelig, at Black September-bevægelsen var umenneskelig. De fandt et par gidsler... på min regning.
  
  
  På bekostning af os alle sammen, tænkte jeg ved mig selv.
  
  
  Golfield kiggede i min retning og rystede trist på hovedet. "Du blev varmt anbefalet til mig, hr. Carter." Hawk siger, at du er den eneste, der kan klare dette.
  
  
  "Tak, fordi du stolede på mig, senator," svarede jeg. "Men må jeg spørge dig om noget, før du fortæller mig, hvad der præcist skete?"
  
  
  'Sikkert.'
  
  
  "Hvorfor kontaktede du ikke den nepalesiske regering? Hvorfor al denne hemmelighedskræmmeri? Hvorfor tavshed? Måske er dette et dumt spørgsmål, men jeg troede, det var et gyldigt spørgsmål.
  
  
  "Det er ikke et dumt spørgsmål, hr. Carter," svarede senatoren. Han trak en krøllet hvid konvolut op af jakkelommen. I betragtning af papirets tilstand antog jeg, at mange mennesker allerede havde studeret det.
  
  
  Han gav mig den, og jeg studerede den omhyggeligt. Det havde et græsk poststempel og blev sendt fra Athen. Indeni var et ark trykt som karbonkopi, uden vandmærker, pænt foldet i tre. "Maskinbrev," bemærkede jeg. - Åh, de er meget professionelle, Mr. Carter. Næsten skræmmende,” mumlede senatoren mørkt.
  
  
  Brevet havde følgende indhold:
  
  
  SENATOR: GINNY OG MARK LEVER STADIG. MEN IKKE I ATHEN. DE HAR GODT SUNDHED I NEPAL. DU SKAL BETALE OS EN MILLION US DOLLAR FOR AT SE DEM IGEN. MEN IKKE KONTANT. BETALING SKAL FORETAGES I DIAMANTER. VI GIVER DIG MEDDELELSE OM AFTALEN SÅ SNART MULIGT. FORSØG IKKE AT FINDE BØRNENE. HVIS DEN NEPALSE REGERING BLIVER UNDERRETTET, BLIVER DE DRÆBT. DIAMANTERNE SKAL VÆRE HER DEN 27. I DENNE MÅNED. IKKE SENERE ELLER BLIVER BØRNENE DRÆBET. FORSØG IKKE AT TA KONTAKT. VI FORKLARER DIG ALT TIL TIDEN.
  
  
  "Det er om to uger," sagde Hawk. "To uger før jeg køber de skinnende ting og tager til Kathmandu".
  
  
  Jeg spurgte. - "Hvorfor Kathmandu? Hvorfor ikke en anden by?"
  
  
  "Jeg talte med min datter i går eftermiddags," svarede senatoren. “Opkaldet blev sporet til hovedtelegrafkontoret i Kathmandu, som også betjener hele landet. Selv hjem med private telefoner er ikke udstyret til langdistanceopkald.”
  
  
  - Hvad sagde hun til dig?
  
  
  "Meget lidt, jeg er ked af at sige. De lod hende ikke tale med mig i mere end et minut eller deromkring. Men hun bekræftede alt, hvad du lige har læst. Hun fortalte mig, at de var desperate. Og hun fortalte mig, hvad pengene var til.
  
  
  "Ja, Hawk fortalte mig, at de er her på grund af dig. Ellers andet?'
  
  
  "Intet," sagde han. “Hun og Mark er i sikkerhed... så sikre som de skal være, altså. Og hun er bange, Carter. Gud, denne knægt er bange.
  
  
  "Jeg bebrejder hende ikke," mumlede jeg. "Det er ikke en behagelig oplevelse for en, der... hvor gamle siger du, at dine børn er, senator Golfield?"
  
  
  "Seksten, fyldte for to måneder siden." Han foldede hænderne i skødet og forsøgte at holde fast, men jeg så, hvordan han rystede og ikke kunne kontrollere sine følelser. "Jeg fulgte deres instruktioner nøjagtigt," sagde han til sidst. »Jeg anede ikke, at international sikkerhed var på spil, før jeg fik at vide, hvorfor børn blev tilbageholdt for løsesum. Men nu hvor der er en mulighed for, at Nepal bliver en satellitstat i Beijing..."
  
  
  "...det er bydende nødvendigt, at de revolutionære bliver stoppet," afbrød Hawke.
  
  
  "Nøjagtig," svarede Golfield.
  
  
  - Hvad med en million dollars?
  
  
  "Præsidenten har allerede taget sig af dette," fortalte Hawk. "Så mit job er nu at købe de uslebne diamanter og levere dem inden den syvogtyvende i denne måned, bringe senatorens to børn i sikkerhed og derefter returnere stenene," sagde jeg. "Det giver mig ikke meget tid."
  
  
  "Vi har ikke noget valg," sagde Hawk grimt. - Tror du, du kan klare det?
  
  
  - Jeg vil gøre mit bedste, sir. Men en ting mere... jeg kiggede på Hawk, der fik en ny cigar klemt fast mellem sine tynde, sammenpressede læber. "Hvordan får jeg disse diamanter gennem tolden ved de grænser, jeg bliver ved med at krydse?"
  
  
  "Smugling." svarede han. Han rettede sit blik på mig.
  
  
  "Smugleri, sir? Han nikkede. "Men der er et par ting, der kan ordnes..."
  
  
  Jeg blev afbrudt af Hawks monotone stemme. "Det Hvide Hus ønsker ikke, at nogen anden regering er involveret i dette. Dette burde være helt vores forretning og helt hemmeligt. Hvis vi fortæller nogen anden, især Nepals regering, at vi vil sende diamanter til en værdi af 1 million dollars til det land, vil vi sandsynligvis blive bedt om at give en form for forklaring. Vi har bare ikke tid til at komme med en fornuftig historie«.
  
  
  Senator Golfield pressede sine fingre mod tindingerne. "Hvem ved, hvor disse partisaner har agenter eller informanter? Hvis han overhovedet tror, at den nepalesiske regering fik nys om denne sag, så kunne mine børn måske …” Han sukkede. "Det har du ret i," sagde jeg. "Der er en chance for, at jeg vil være under overvågning, når de ved, at diamanterne er på vej."
  
  
  "For at sikre, at du følger deres instruktioner," tilføjede Hawk. "Hvilket betyder, at ingen andre kender til denne løsesum".
  
  
  "Smugling..." Jeg vidste, at dette kunne føre til enorme komplikationer.
  
  
  - Det er den eneste måde, Nick. Dette er den eneste måde, vi kan levere diamanter der på så kort tid og holde det hele hemmeligt.
  
  
  Senator Golfield rejste sig og takkede os for at påtage os opgaven. Hans hånd var fast, og det voldsomme blik i hans øjne viste, hvad han må have følt indeni.
  
  
  Da han gik, vendte jeg mig mod Hawk. Han arbejdede allerede på et manuskript, hvor jeg skulle spille hovedrollen. – Du får en bankcheck, Nick. Noget, du kan forvandle til en million dollars i schweizerfranc."
  
  
  "Jeg formoder, at jeg straks skal på arbejde, sir?"
  
  
  'I morgen.' Han trak en gul notesblok frem fra skrivebordsskuffen og studerede omhyggeligt, hvad han havde skrevet. "Men før du tager til Amsterdam, så gå til din tandlæge."
  
  
  - Sir?
  
  
  - Din egen tandlæge er nok. Det er testet og udgør ikke en sikkerhedsrisiko. Fortæl ham dog ikke mere om det arbejde, du vil have ham til at udføre.
  
  
  Jeg nød at lytte til den del, som AH havde tid til at finde ud af. Jeg havde stadig meget at finde ud af, når der opstod situationer.
  
  
  Efter at have afsluttet briefingen rejste Hawk sig fra sin plads. - Jeg regner med dig, Nick. Præsidenten og, jeg må sige, Golfield, regner med denne missions succes.
  
  
  Der var stadig meget at ordne, inden jeg gik ombord på flyet til Amsterdam.
  
  
  Der var blandt andet det besøg hos min tandlæge, hvor jeg var kendt som: Nick Carter.
  
  
  Men ikke som: Carter, Nick, Killmaster N3.
  
  
  
  
  kapitel 2
  
  
  
  
  
  Alle modtog deres ordrer.
  
  
  Golffield havde det nemt. Da han modtog beskeden fra kidnapperne, fik han at vide, at kureren ville være en Nicholas Carter fra hans eget kontor. Vi ville ikke tage nogen risiko. Jeg plejer at foregive at være fra Amalgamated Press and Wire Services, men Hawk troede ikke, at det ville fungere som et cover, især når jeg flytter så langt hjemmefra.
  
  
  AH-ordrerne var meget mere direkte. Det Hvide Hus ønskede, at missionen skulle forløbe uden problemer. Hvis noget går galt, hvis tingene ikke går efter planen, vil Hawke pådrage sig præsidentens bekymring.
  
  
  Mine ordrer var allerede blevet givet til mig på en gylden bakke under min briefing på Hawkes kontor. Lige inden jeg skulle til at tage en taxa til lufthavnen, satte han alt sammen igen. "Nick, det er helt op til dig," sagde Hawk. "Ingen revolution. Ingen døde børn. Ingen manglende diamanter.
  
  
  Alt jeg kunne gøre var at nikke. Det var en mildest talt uheldig situation med en masse omhyggelig, men forhastet planlægning bag sig, hvilket kan have været en af de mange grunde til, at jeg havde brugt dagen før på at besøge min tandlæge, Burton Chalier.
  
  
  "Nick, du er ikke seriøs..." sagde han.
  
  
  Og jeg sagde: "Burt, gør mig en tjeneste og spørg mig ikke om noget." Tro mig, der er en grund til mit vanvid. Desuden, hvor længe har vi kendt hinanden?
  
  
  'Professionelt? Fem år.'
  
  
  "Syv," rettede jeg. "Så, hvis jeg bad dig om en speciel krone til en af mine nedre kindtænder, hvad ville du så gøre?"
  
  
  Han sukkede og trak på skuldrene og gav mig et træt tandlægesmil. "Så sætter jeg en speciel krone på uden at spørge, hvad den er til."
  
  
  "Du er en god fyr, Burton Chalier," sagde jeg. Så lænede jeg mig tilbage i stolen og åbnede munden.
  
  
  Chalier gik i gang uden at sige mere.
  
  
  Jeg var glad for, at han stolede på mig, for uden hans specialiserede erfaring ville min mission være startet på den forkerte fod, eller rettere sagt den forkerte tand. Disse ting var i mit sind, da jeg gik ombord på 747-flyet til Schiphol, Amsterdam. Da stewardessen vendte tilbage med min dobbelte whisky og vand, lod jeg mine øjne vandre hen over hendes krop, mærkede hende med et sultent blik og så på alle de mennesker, der arbejdede i de tophemmelige laboratorier i AH. De er helte uden sidestykke, for uden deres viden og færdigheder ville min mission aldrig være begyndt ordentligt. I det øjeblik lå der i maven på passagerflyet en lærredskuffert med den smukkeste dobbeltbund nogensinde skabt af menneskehænder. Uden dette smart skjulte rum ville jeg aldrig have været i stand til at smugle Wilhelminas Luger gennem lufthavnens mindre sofistikerede elektroniske udstyr, endsige mine to andre favoritter, Hugos stiletto og Pierres miniaturebombe.
  
  
  Alligevel var det en mærkelig følelse deroppe, tusind fod over Atlanterhavet, uden mine tre skattede ledsagere, som jeg var så vant til. Jeg havde ikke spændt det skulderhylster, som Luger'en normalt bar. Den ruskindsskede, som normalt blev båret på en stilet, var ikke spændt fast til min underarm. Og der var ingen metalting, der gned mod mit lår: en lille gasbombe, som jeg kærligt gav tilnavnet Pierre.
  
  
  De næste seks timer bliver de nemmeste af alle, for når jeg ankommer til Amsterdam, har jeg ikke tid til at slappe af, sidde med et glas i hånden og lade tankerne og øjnene vandre lidt.
  
  
  I dette øjeblik forsøgte de at frigøre sig fra det lækre i en denimnederdel og en brun ruskindsvest. Jeg kendte hendes type. Men jeg kendte det fra de travle gader i Hong Kong, de snuskede spillehuler i Macau og de farligere, men lige så livlige hovedgader i Manila, Singapore og Taipei. Så vidt jeg kunne se, var hun eurasier, med utroligt langt, glat sort hår og den mest kurvede krop på denne side af Krebsens vendekreds.
  
  
  Hun sad to sæder væk i en række af tre, tættere på vinduet; hendes tynde skuldre var bøjede, hendes øjne var rettet mod bogen, hun holdt med begge tynde hænder. Jeg kunne ikke lade være. "Skal jeg fortælle dig, hvad der sker på side et hundrede og tretten?" sagde jeg med et smil, i håb om at hun ville svare.
  
  
  Hun så op, ignorerede smilet og sagde med mere forvirring og tilbageholdenhed, end jeg havde forventet: "Undskyld?" Jeg hørte ikke, hvad du sagde.
  
  
  "Jeg spurgte, om jeg måtte fortælle dig, hvad der sker på side 131."
  
  
  "Gør det ikke," sagde hun. "Jeg er allerede på siden ..." og hun kiggede på sin bog "fyrre." Det ville ikke være retfærdigt.
  
  
  Hun havde ikke spor af en accent. Hendes stemme lød mellemamerikansk, selvom hun udadtil havde mange tegn på det mystiske øst. - Vil du have en drink? – spurgte jeg og præsenterede mig selv. "Tak," sagde hun. "Jeg hedder Andrea. Andrea Ewen, Mr. Carter.
  
  
  "Nick," rettede jeg automatisk.
  
  
  - Okay, Nick. Hun kiggede forsigtigt, nysgerrigt og lidt underholdt på mig. – Jeg vil gerne have et glas vin.
  
  
  "Hvid eller rød."
  
  
  "Hvid," sagde hun. "Rødvin påvirker dine tænder." Hun trak sine læber væk et øjeblik, og jeg så med et blik, at hun aldrig havde rørt rødvin i alle sine mere end tyve år.
  
  
  "Jeg har en tandlæge, der ville give hvad som helst for at arbejde på sådan en smuk mund."
  
  
  - Det kan forklares på forskellige måder.
  
  
  "Tag det, du bedst kan lide," sagde jeg med et smil og ringede til stewardessen.
  
  
  Da aftensmaden blev serveret, havde en meget afslappet Andrea skiftet plads og sad nu lige ved siden af mig. Hun var freelancejournalist på vej til Amsterdam for at skrive en række artikler om narkotikaproblemet blandt byens unge. Hun blev færdig for to år siden. Nu følte hun sig klar til at se hvad der måtte ske. 'Alle?' spurgte jeg og prøvede at ignorere den grå substans, der gik for bøf på min tallerken. "Du kan godt lide at stille spørgsmål, gør du ikke, Nick?" sagde hun, ikke så meget som et spørgsmål, men som et udsagn.
  
  
  "Afhænger af hvem."
  
  
  Hun kiggede på mig med sine dybe mørke øjne og smilede bredt. Men da hun så på sin tallerken, forsvandt smilet, og skyer passerede bag hendes øjne.
  
  
  "Jeg tror, de næste drinks vil være i orden, Miss Yuen," sagde jeg.
  
  
  "Andrea," rettede hun mig.
  
  
  Så det var ikke mærkeligt, at vi rejste fra Schiphol til byen i samme taxa. Og da Andrea foreslog Embassy Hotel, som hun sagde var centralt beliggende og rimeligt prissat, behøvede jeg ikke at tænke to gange om at tage imod hendes tilbud. Men da der var sådan noget som "for tæt på min hals til at have det godt", sørgede jeg for, at vi tjekkede ind på to forskellige rum. Hun var på den anden side af gangen. Hotellet lå på Herengracht. Meget mere anonym end Hilton på Apollo. Ambassade Hotel var fuldt udstyret, uden de prangende dikkedarer, som amerikanske turister elsker at se.
  
  
  Hver gang jeg besøger Amsterdam, prøver jeg at spise på en restaurant på Bali. Deres signaturret er risbordet. Vi var lige til tiden, og på trods af den tidsforskel, vi begge følte, kunne der ikke have været en sjovere måde at tilbringe resten af aftenen på.
  
  
  Andrea begyndte at tale. Hun talte om sin barndom, om sin kinesiske far, amerikanske mor. Hun var den prototypiske nabopige, kun lidt mere civiliseret, end hendes midtvestlige oprindelse antyder. Og jo længere jeg så på hende, der sad over for mig, jo mere ville jeg have hende. Dette var nok min sidste fridag i et stykke tid, og jeg ville have det bedste ud af det.
  
  
  Uden for restauranten ringede jeg til en taxa, som kørte gennem Leidsestraat. Andrea lænede sig op ad mig, kvælede en gab og lukkede øjnene. "Du møder de sødeste mennesker, når du rejser," sagde hun. "Det var en vidunderlig aften, Nick."
  
  
  "Dette er ikke slutningen," mindede jeg hende om.
  
  
  Jeg havde allerede sendt et telegram til AH for at fortælle dem, hvor jeg boede, men da vi kom tilbage til hotellet lå der ingen breve og ventede på mig ved skranken. Hvis ekspedienten virkede lidt nysgerrig (og lidt jaloux, kan jeg forestille mig), lagde jeg det næsten ikke mærke til det. Jeg havde kun én ting i tankerne i det øjeblik, og Andrea behøvede ikke lokke til at slutte sig til mig på mit værelse til et sidste glas brandy.
  
  
  "Lad mig bare ordne det," sagde hun; det gamle ordsprog, der dog kom fra hendes fyldige, fugtige læber, lød helt nyt.
  
  
  Og hun var tro mod sit ord. Jeg havde knap nok klædt mig af og prøvede at tage en behagelig frottékåbe på, da hun stille og roligt bankede på døren til mit værelse. Alt, hvad hun ikke behøvede at se, Wilhelmina, Hugo og Pierre, var sikkert gemt. Jeg tjekkede kort værelset en sidste gang, inden jeg åbnede døren for hende.
  
  
  "Jeg troede, jeg var modig," sagde hun i sin sorte silkekjole, der hang til gulvet. Natkjolen var gennemsigtig. Hendes små, faste bryster pressede sig varmt mod mig, da jeg trak hende mod mig. En fod sprang ud og smækkede døren. Med min frie hånd låste jeg hende og efter et øjeblik sænkede jeg hende forsigtigt ned på sengen.
  
  
  Hun bevægede sig under mig, hendes tunge stak ud under hendes bløde og sultne læber. Hun er ikke længere en skolepige, og jeg er ikke længere en skolepige. Jeg mærkede hendes lange negle tegne indviklede mønstre på min ryg. Hendes tunge låste sig ind i min mund, da jeg førte mine hænder op ad hendes lår, og ville udforske hende.
  
  
  "Langsomt, langsomt, Nick," hviskede hun. "Der er masser af tid."
  
  
  Men min utålmodighed fik overhånd, og da hun rakte ud og knappede min kjortel op, ventede jeg ikke længere. Kjortelen lå glemt på gulvet ved siden af sengen. I det bløde gule lys virkede hendes hud gulbrun, glat og elastisk. Jeg kunne ikke stoppe med at se på hende, mens hun strakte sig ud og spredte sine ben for at lade mine øjne beundre den bløde pels mellem hendes lår. Jeg begravede mit ansigt i hende og vendte mig om for at fortælle hende alt om mig. Alt bortset fra, at efter mit navn ville betegnelsen N3 stå.
  
  
  Gløden forsvandt fra hendes hud. Nu var kun ansigtet på mit rejsevækkeur tændt. I et mørkt rum så jeg, hvad klokken var. Tre timer, klokken tre. Jeg ventede på, at mine øjne skulle tilpasse sig det næsten fuldstændige mørke. Så langsomt og lydløst gled jeg ned fra sengen og rejste mig. Jeg kiggede ned på hende. Hendes ansigt vendte sig mod mig, og hun løftede sin hånd til sine læber, som en lille knytnæve, som en visnet blomst. Hun lignede et barn, forsvarsløs. Jeg håbede, hun ikke ville skuffe mig.
  
  
  Jeg fandt nøglen til hendes værelse, hvor hun tabte den på gulvet. Jeg så på hende igen. Andreas vejrtrækning var dyb og jævn, ingen tegn på, at hun lod som om hun sov eller var uskyldig. Men der var noget, der gnavede i baghovedet, en sjette følelse af øget bevidsthed, der frarøvede mig den fred, min krop så desperat havde brug for.
  
  
  Jeg har været i denne spionbranche for længe. Gang på gang blev jeg tvunget til at tage beslutninger og tage risici. Det var det samme denne aften, og da jeg forlod lokalet, ville jeg være sikker på, at mine dyriske instinkter ikke havde taget pladsen for sund fornuft.
  
  
  Korridoren var tom, det tykke plystæppe dæmpede mine skridt. Nøglen gled glat ind i låsen. Jeg drejede håndtaget og gik ind. Hun efterlod sin kuffert på sengen, vidt åben, og afslørede en bunke tøj og toiletartikler. Hendes Gucci-skuldertaske sad som et trofæ på træskabet ved siden af hendes seng. Jeg løsnede spændet og rodede i indholdet. Jeg ledte efter Andreas pas i håb om, at det ville bekræfte alt, hvad hun havde fortalt mig.
  
  
  Men dette var ikke tilfældet.
  
  
  Næste morgen elskede vi igen. Men den søde, behagelige prikkende fornemmelse, jeg følte i aftes, var væk. Solen stod allerede højt på den metalliske blå himmel, da jeg forlod hotellet, stadig uden det bevis, jeg troede, jeg havde brug for. Måske var hun lige, hvad hun fik at vide, en almindelig amerikaner med blandet blod. Men indtil jeg så hendes pas, ville jeg ikke være halvt så tillidsfuldt og halvt så tillidsfuldt, som jeg var i går aftes.
  
  
  Hvis Andrea bemærkede ændringen i humør, viste hun det ikke. Jeg var ked af det, jeg var frygtelig ked af det, men jeg var ikke på ferie, og der var for meget at gøre til at bekymre mig om at såre hendes følelser.
  
  
  Straks efter en solid morgenmad ankom jeg til Credit Suisse. Ikke mange mennesker dukker bare op med en check på en million dollars. Så snart jeg bekendtgjorde mine hensigter, blev jeg mødt på den røde løber. Mr. van Zuyden, en af direktørerne, førte mig ind på sit private kontor. En halv time senere havde han personligt talt godt tre millioner schweizerfranc ud.
  
  
  "Jeg håber, at alt er i orden, hr. Carter," sagde han bagefter.
  
  
  Jeg forsikrede ham om, at jeg ikke kunne være mere tilfreds. Så tændte jeg en Virginia med initialerne "NC" stemplet på filteret. "Måske vil du være så venlig at hjælpe mig med en anden lille sag," sagde jeg.
  
  
  "Og hvad handler det om, hr. Carter?"
  
  
  Jeg lod røg slippe ud af min mundvig. "Diamanter," sagde jeg med et bredt smil.
  
  
  Van Zuyden gav mig al den information, jeg havde brug for. Selvom Antwerpen og Amsterdam er de to største diamantcentre i Europa, ville jeg shoppe uden at trække for meget opmærksomhed på mig selv. Så vidt jeg vidste, blev jeg allerede overvåget af en eller flere Sherpa-agenter på det tidspunkt.
  
  
  Faktisk havde jeg en vag og urolig følelse af, at jeg blev fulgt, da jeg forlod banken få øjeblikke senere. Jeg stoppede op for at beundre vinduesudstillingen. Ikke så meget fordi jeg ledte efter noget, men fordi reflektionen af vinduesglasset gav mig mulighed for at studere den anden side af gaden. Nogen så ud til at tøve foran cafeen, hans ansigt skjult i skyggerne. Da jeg nåede hjørnet, rykkede jeg rundt i hovedet, men det eneste, jeg så, var folk, der handlede, og folk, der skulle på arbejde.
  
  
  Og alligevel forsvandt følelsen ikke, da jeg lidt senere ankom til Grand Central Station. Trafikken på Damrak var for travl til at se, om min taxa blev fulgt. Da jeg først kom til stationen, var det nemmere at blande sig i mængden. Jeg købte en returbillet til Haag, som er omkring halvtreds minutter med tog. Turen forløb uden hændelser. Min forfølger, hvis min fantasi ikke havde spillet en grusom spøg med mig, må være gået tabt et sted mellem banken og Grand Central Station.
  
  
  Ikke langt fra Mauritshuis, et af de bedste små museer i hele Europa, fandt jeg den snoede, smalle gade, jeg ledte efter. Hooistraat 17 var et lille og anonymt hus, lidt bredere end de typiske kanalhuse i Amsterdam.
  
  
  Jeg ringede på klokken og ventede og kiggede rundt på gaden for at fjerne den sidste tvivl om, at min ankomst til Haag var gået ubemærket hen. Men Hooistraat var tom, og efter et par øjeblikke åbnede døren sig, og jeg så en mand med et blussende, knaldrødt ansigt, som knugede en smykkelupe i den ene hånd og lænede sig op ad døren med den anden.
  
  
  "God eftermiddag," sagde jeg. Hr. van Zuyden fra Credit Suisse troede, at vi kunne gøre forretninger. Du...'
  
  
  "Clas van de Heuvel," svarede han uden at prøve at invitere mig ind. - Hvilken sag har du i tankerne, sir?
  
  
  "Carter," sagde jeg. Nicholas Carter. Jeg vil gerne købe nogle ru sten. Almazov.
  
  
  Ordene hang i luften som en boble. Men til sidst sprang boblen, og han sagde: "Godt. Højre.' Hans accent var tung, men forståelig. "Her tak."
  
  
  Han lukkede og låste døren bag os.
  
  
  Van de Heuvel førte mig ned ad en svagt oplyst korridor. Til sidst åbnede han den tunge ståldør. Øjeblikkeligt kneb jeg øjnene sammen, et øjeblik blændet af det skarpe sollys, der strømmede ind i det perfekt firkantede rum. Dette var hans kontor, hans store tilflugtssted. Da han lukkede døren bag os, kiggede mine øjne hurtigt rundt.
  
  
  "Sæt dig på stolen, hr. Carter," sagde han og pegede mig på en stol, der stod ved siden af et træbord dækket med en lang sort fløjlsdug. Bordet stod direkte under et kæmpe vindue, hvorigennem sollys strømmede ind; det eneste rigtige sted at bedømme kvaliteten af diamanter.
  
  
  Inden Klaas van de Heuvel nåede at sige noget, rakte jeg ind i inderlommen og mærkede efter det trøstende Wilhelmina-hylster. Så tog jeg en 10x juvelerlup frem og stillede luppen på bordet. En svag skygge af et smil spillede på Van de Heuvels runde, brede ansigt.
  
  
  "Jeg kan se, du ikke er amatør, hr. Carter," mumlede han bifaldende.
  
  
  "Det har du ikke råd til i disse dage," svarede jeg. Killmaster-rangen omfattede meget mere end blot viden om våben, karate og evnen til at overliste modstandere. Du skulle specialisere dig i mange ting, inklusive ædelstene. "Jeg er her for at omdanne tre millioner schweizerfranc til rå sten. Og jeg har brug for sten, der ikke vejer mere end halvtreds karat."
  
  
  "Jeg er sikker på, at jeg kan være til nytte for dig," svarede min herre uden den mindste tøven.
  
  
  Hvis van de Heuvel blev overrasket, viste hans udtryk intet spor af den forvirring. Fra et metalskab lige overfor, hvor jeg sad, trak han en bakke frem, dækket af samme fløjl som den, der stod på bordet. Der var seks sække med sten i alt. Uden at sige et ord rakte han mig den første.
  
  
  Diamanterne blev pakket ind i silkepapir. Jeg fjernede forsigtigt emballagen og holdt vejret. Regnbuens klare farver flimrede for mine øjne og affyrede gnister af indespærret ild. Stenene så ud til at være af fremragende kvalitet, men jeg kunne ikke vide det med sikkerhed, før jeg så på dem gennem et forstørrelsesglas.
  
  
  Jeg ville kun have diamanter af højeste kvalitet, da de måske skulle sælges videre på det åbne marked. Hvis de var af dårlig kvalitet til at begynde med, ville AH aldrig være i stand til at genvinde deres investering på 1 million dollars. Så jeg tog mig god tid, stak forstørrelsesglasset ind i mit højre øje og tog en af stenene op. Jeg holdt den mellem tommel- og pegefinger og kiggede på den gennem et forstørrelsesglas. Jeg vendte den store ru sten om i hånden og så, at den var så perfekt, som den så ud med det blotte øje. Stenen havde den rigtige farve, uden den mindste antydning af gulhed, hvilket ville forringe dens værdi. Der var ingen fejl, bortset fra en lille sod langs en af siderne. Men ellers afslørede forstørrelsesglasset ikke nogen vifter, ingen indeslutninger, ingen bobler, ingen skyer eller andre pletter.
  
  
  Jeg gjorde dette mere end tyve gange og valgte kun de sten, der var helt rene og hvide i farven. Nogle havde kulstofpletter, der trængte så dybt ind, at de skæmmede perfektionen. Andre havde krystalstriber, og mere end én havde uskøn dis, som enhver kyndig diamantkøber kan undgå.
  
  
  Endelig, efter en time, havde jeg en samling sten, der vejede lige under seks hundrede karat.
  
  
  spurgte Van de Heuvel, hvornår jeg var færdig. — Er du tilfreds med dit valg, hr.? Carter?
  
  
  "De virker ikke dårlige," sagde jeg. Jeg tog en klud schweizerfranc fra min inderlomme.
  
  
  Van de Heuvel fortsatte med at holde sig strengt til forretningsetikette. Han beregnede den samlede pris for smykket og præsenterede mig for fakturaen. Det var lidt mindre end tre millioner francs, jeg havde med fra Amsterdam. Da opgøret var forbi, bukkede han. "Glik være atslakha," sagde han. Dette er to jiddiske ord, som en diamanthandler bruger til at træffe en købsbeslutning og binde en person til sit ord. Tak, hr. Van de Heuvel,” gentog jeg. "Du hjalp mig meget".
  
  
  "Det er det, jeg er her for, hr. Carter." Han smilede mystisk og førte mig hen til døren.
  
  
  Diamanterne var sikkert opbevaret i et aluminiumsrør, svarende til den type, der blev brugt i cigarer, som var tæt forseglet. Da jeg trådte ind på Hooistraat, hørte jeg knap nok Klaas van de Heuvel lukke hoveddøren bag mig. Solen stod allerede lavt på den skyfri himmel. Skumringen nærmede sig snart, så jeg skyndte mig ad de øde gader, for at komme til stationen og vende tilbage til Amsterdam.
  
  
  Der er omkring tre tog i timen til Amsterdam, så jeg behøvede ikke at skynde mig. Men da skumringen faldt på, blev min forvirring intensiveret. Jeg så ikke en taxa, og den fugtige, kolde vind blæste mod mig fra nordøst. Jeg skruede op for kraven på min frakke og satte farten op, mere opmærksom og forsigtig end nogensinde. Jeg havde diamanter for en million dollars. Og de havde stadig mange tusinde kilometer forude til kongeriget Nepal. Det sidste, jeg ønskede, var at miste min løsesum, den løsesum, som sherpaerne ville købe våben med for at starte deres revolution.
  
  
  Fodtrin rungede bag mig, da jeg skyndte mig mod stationen. Jeg kiggede tilbage og så kun den krumbøjede skikkelse af en gammel kvinde, tynget af vægten af en overfyldt indkøbspose. Bag hende lå en øde gyde omkranset af træer; kun forlængende skygger, der kaster deres bizarre former på asfalten. Vær ikke et fjols, sagde jeg til mig selv.
  
  
  Men noget virkede galt, noget jeg ikke kunne forstå. Hvis jeg blev fulgt, så var den, der fulgte mig, usynlig. Jeg skulle dog ikke lade mig distrahere, før jeg kom til Amsterdam og lagde stenene i hotellets pengeskab. Først da ville jeg tillade mig selv den midlertidige luksus at ånde lettet op.
  
  
  De ti minutters gang fra Hoostraat til stationen var forbi, før jeg vidste af det. Toget ankom om fem minutter, og jeg ventede tålmodigt på perronen og prøvede at holde mig væk fra den voksende skare af passagerer i myldretiden. Jeg var stadig opmærksom, men mine konstant bevægende øjne fangede intet, der virkede det mindste mistænkeligt, intet, der kunne forårsage den mindste alarm. Jeg kiggede langs perronen, så toget nærme sig og smilede for mig selv.
  
  
  Ingen ved, hvem du er, eller hvor du har været, sagde jeg til mig selv, uden at fjerne øjnene fra det nærgående tog. Gnister fløj af skinnerne som farverige glimt af diamanter i diamanter. Jeg krydsede armene og mærkede den beroligende bule af aluminiumsrøret. Så mærkede jeg, at nogen rørte ved mine lommer, en lusket hånd, der kom ud af ingenting.
  
  
  I det øjeblik den øredøvende lyd af et tog ringede i mine ører, kastede jeg mit venstre ben tilbage. Et slag i ryggen, eller dy-it tsya-ki, skulle have brækket knæskallen på ham, der forsøgte at rulle mine lommer op bag min ryg. Men inden jeg ramte nogen, blev jeg skubbet frem af et par stærke arme. Jeg vaklede og skreg og prøvede at holde mig oprejst. Kvinden skreg, og jeg kløede på den tynde luft og intet andet. Jeg landede på skinnerne med et frygteligt styrt, da toget rullede langs skinnerne, tusindvis af tons jern og stål klar til at knuse mig som en pandekage.
  
  
  En meget blodig pandekage.
  
  
  
  
  Kapitel 3
  
  
  
  
  
  Jeg havde ikke tid til at tænke.
  
  
  Jeg handlede instinktivt. Uanset hvilken styrke jeg havde tilbage, rullede jeg sidelæns ind i det smalle mellemrum mellem platformen og rækværket. Togets brøl og vilde fløjt fyldte mine ører. Jeg pressede ryggen mod kanten af platformen og lukkede øjnene. Den ene farende vogn efter den anden susede forbi mig. Varme gnister omringede mig, og en grim vind, som helvedeshundens varme ånde, susede hen over mine kinder, indtil det forekom mig, at min hud ville brænde.
  
  
  Så lød der et skingrende hvin af bremser. Umiddelbart herefter hørtes skrigene fra kvinder i luften, svarende til skrigene fra skræmte dyr i junglen. Da jeg åbnede øjnene igen – jeg havde lukket dem mod støvet og gnisterne – stirrede jeg på hjulene på en af vognene. Meget langsomt begyndte de at vende igen, så efter få øjeblikke begyndte pendlertoget at bakke.
  
  
  "Du gjorde det, Carter," tænkte jeg. Så hold dig rolig, træk vejret og tænk over, hvad dit næste skridt skal være. Jeg havde været i farlige situationer før, men denne gang var jeg tættere på døden end nogensinde. En ting er at få en vred blykugle til at flyve forbi dit hoved, og noget andet, når et helt tog, et lokomotiv med femten biler, er ved at tordne over dig. Hvis det ikke var for det smalle mellemrum mellem platformen og skinnerne, ville Killmaster N3 ikke længere eksistere. Så ville min krop blive spredt ud over sporene i en bunke små stykker hud, knogler og knust hjernestof.
  
  
  Pludselig blev det lyst igen. Jeg løftede forsigtigt hovedet og så et dusin bange og mistroiske øjne. Stationsforstanderen, konduktøren og passagererne så ud til at ånde lettet op på samme tid. Jeg rejste mig rystende. Mit tøj var revet i stykker, og min krop var forslået og øm, som om jeg havde lidt et af mit livs værste tæsk. Men jeg overlevede, og diamanterne var stadig sikre takket være et specialdesignet hylster, som jeg spændte fast på indersiden af min arm, ligesom ruskindshylsteret, som Hugo hele tiden holdt på vagt. Aluminiumskassen passede godt ind i hylsteret, og ingen lommetyv kunne nogensinde finde det, med eller uden hjælp fra et buldrende tog.
  
  
  Dirigenten sagde hurtigt på hollandsk: "Hvordan har du det?"
  
  
  'Perfekt.' På engelsk tilføjede jeg: "Jeg har det godt. Tak skal du have.'
  
  
  'Hvad er der sket?' spurgte han, rakte hånden frem og hjalp mig op på perronen.
  
  
  Noget sagde, at jeg skulle holde kæft med det. "Jeg mistede balancen," sagde jeg. "Ulykke." Hvis det var op til mig, ville jeg ikke have, at politiet blandede sig.
  
  
  "Ifølge damen, lige efter du faldt, løb en mand over perronen," sagde chaufføren. Han pegede på den midaldrende kvinde ved siden af, som så på med et kridtblegt ansigt og et dystert udtryk.
  
  
  "Jeg ved ikke noget," svarede jeg. "Jeg... jeg snublede, det er alt."
  
  
  "Så skal du være forsigtig fra nu af, sir," sagde stationsforstanderen med en klar advarsel i stemmen.
  
  
  - Ja, det vil jeg holde øje med. Det var et uheld, det er alt,” gentog jeg.
  
  
  Konduktøren vendte tilbage til den forreste vogn, og toget vendte langsomt tilbage til sin oprindelige plads. Mængden af passagerer fortsatte med at se på mig, men deres nysgerrige, nysgerrige øjne var meget venligere end toget, der lige havde dræbt mig. Da dørene åbnede, satte jeg mig ned og holdt øjnene på mine knæ. Inden for få minutter gled vi gennem udkanten af Haag og på vej tilbage til Amsterdam.
  
  
  Den times kørsel gav mig god tid til at tænke tingene igennem. Jeg havde ingen mulighed for at vide, om angriberen kunne være relateret til sherpaerne. Han eller hun kunne for den sags skyld have været en almindelig lommetyv, der forvekslede mig med en velhavende amerikansk forretningsmand-turist. En anden mulighed var, at de blev sendt af Van de Heuvel for at returnere diamanterne og putte de tre millioner schweizerfranc i lommen. Men van Zuyden fra banken forsikrede mig om, at van de Heuvel var ekstremt pålidelig. Jeg tvivlede på, at han havde tid eller lyst til at finde på et så lusket dobbeltspil. Nej, det måtte være en anden, selvom jeg ikke anede hans identitet. En mand eller kvinde forklædt som en mand flygter hen over platformen. Det var alt, jeg havde at gætte. Og det var ikke så meget.
  
  
  Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om sherpaerne ville have besluttet at henvende sig til senatoren for at få mere løsesum, når de først fik fingrene i de uslebne diamanter. Hvis det er tilfældet, så har de intet at tabe ved min død... så længe de har disse diamanter. Og hvis denne person ikke blev sendt af sherpaerne, så kunne det være en anden, der arbejdede for ham, eller en, der formåede at infiltrere den revolutionære organisation. Men der var stadig ingen måde at vide, hvilken løsning der passede hvor. Det lignede en nøgle i din lomme, men der var ingen låse til at prøve den på. I det mindste en ting var sikker: Amsterdam var ikke længere sikkert for mig, og jo før jeg kom ud af denne by, jo bedre. Jeg besluttede at arrangere en fortsættelse af turen næste morgen.
  
  
  Men før jeg gør det, vil jeg først finde ud af, hvordan den legende og uhæmmede eurasiske pige tilbragte sin dag. Hun kunne godt besøge Haag. Og det ville ikke være en tilfældighed, tænkte jeg.
  
  
  Desuden var det ikke en særlig glad tanke. Slet ikke.
  
  
  Jeg efterlod nøglen til mit værelse på bordet. Der ventede han på mig med en besked. Jeg foldede det firkantede stykke papir ud og læste: Hvad med at du kommer til mit værelse til en drink klokken fem? Andrea.
  
  
  Selvfølgelig tænkte jeg i håb om, at hun ville vise mig et amerikansk pas. Dette er også en fascinerende historie om, hvordan hun tilbragte sin dag. Så jeg gik ovenpå, låste mig inde på mit værelse og stod i det brændende varme brusebad i næsten tredive minutter. At barbering og tøjskift fik mig tilbage på sporet. Jeg efterlod diamanterne i hotellets pengeskab, fordi det var for risikabelt at opbevare dem på værelset. Jeg ville ikke tage flere risici, hvis jeg kunne gøre noget ved det.
  
  
  Wilhelminas Luger var uskadt trods det fald, jeg tog. Jeg tjekkede det, før jeg satte det tilbage i det hylster, jeg bar under min jakke. Så tog jeg et sidste kig i spejlet, forlod rummet og sørgede for at låse døren bag mig. Jeg gik ned ad gangen i håb om, at Andrea Ewen ville være i stand til at give mig alle de svar, jeg troede, jeg havde brug for.
  
  
  Men inden jeg nåede hendes værelse, indså jeg, at jeg var løbet tør for cigaretter. Jeg havde stadig lidt tid, så jeg tog elevatoren ned til lobbyen for at lede efter automaten.
  
  
  Der fandt lederen mig, mens jeg lagde et par gylden og kvarter i maskinens sultne slot. Så snart jeg trykkede på knappen efter mit valg, irriteret over at jeg lige havde røget den sidste af mine specielle cigaretter, bankede han mig på skulderen. "Åh, hr. Carter," sagde han. "Hvor fint."
  
  
  'Hvad er der galt?' — spurgte jeg og lagde pakken cigaretter fra mig. - For at finde dig her. Jeg ringede lige til dit værelse, men fik ikke noget svar. Der er et telefonopkald til dig. Hvis du vil, kan du tale ved skranken.
  
  
  Jeg spekulerede på, om dette var Hawk til at give mig de sidste instruktioner. Måske har senator Golfield kontaktet kidnapperne med oplysninger, der vil ændre mine planer. Ved skranken vendte jeg ryggen til kassereren og tog telefonen. "Hej, det er Carter," sagde jeg og forventede at høre en tynd, blid udgave af min chefs stentoriske stemme. I stedet lød den, der var i den anden ende af linjen, som om hun var lige rundt om hjørnet.
  
  
  "Nick?" Hun sagde. - Det er Andrea. Jeg har prøvet at kontakte dig hele dagen.
  
  
  'Hvad mener du?' sagde jeg og ignorerede det, der slog mig som et uheldigt tilfælde. 'Hele dagen? "Jeg troede, jeg ville gå ovenpå for at få en drink på dit værelse?"
  
  
  "Hvor?" Hun sagde.
  
  
  — På dit værelse her på hotellet. Hvor ringer du fra?'
  
  
  "Til Van de Damme," sagde hun. »Jeg har aldrig skrevet noget om at drikke. Jeg ville spørge dig, om vi kunne spise middag sammen, det er alt.
  
  
  "Har du ikke lagt en besked til mig på bordet?"
  
  
  'Besked?' - gentog hun og hævede stemmen. 'Nej selvfølgelig ikke. Jeg var her hele dagen og chattede med drengene og pigerne i Paradiso på Weteringschans. Jeg har nok materiale til min første artikel. Apropos stofbrug...
  
  
  "Hør her," sagde jeg hurtigt. 'Bliv, hvor du er. Vi ses på Dam-pladsen om to timer. Hvis jeg ikke er der klokken syv, går du alene. Jeg mangler stadig at ordne nogle ting her på hotellet.
  
  
  -Du taler så mystisk. Kan jeg hjælpe dig med noget?
  
  
  "Nej, sagde jeg. Så ændrede jeg mening. 'Ja, der er noget. Hvor er dit pas?"
  
  
  "Mit pas?"
  
  
  'Højre.'
  
  
  - Jeg afleverede den ved skranken. Hvad er der sket?'
  
  
  Ikke noget, sagde jeg med stor lettelse. - Men jeg ses klokken syv. Det var i hvert fald, hvad jeg håbede.
  
  
  Da jeg lagde røret på, vidste jeg, at jeg endelig ville få den kontakt, der havde unddraget mig hele dagen. Den, der fulgte mig til Credit Suisse, klarede sig åbenbart godt i Haag. Nu havde de en mere intim fest på Andrea Ewans værelse. Et møde, som jeg håbede ville besvare mange spørgsmål.
  
  
  Da jeg var alene i elevatoren, tog jeg Wilhelmina ud af dens hylster. Lugeren skyder meget pålideligt, så der var ingen grund til at foretage sidste øjebliks justeringer. Derudover er udløseren blevet modificeret for at give et andet træk end andre. Det ville tage meget kort tid. Kuglen vil affyres i det øjeblik, jeg lægger pres på. Men jeg ville ikke bruge det, hvis jeg ikke skulle. De døde taler ikke. Jeg havde brug for svar, ikke kroppe.
  
  
  
  
  Kapitel 4
  
  
  
  
  
  Den låste dør beskyttede ikke damens kyskhed, men morderens anonymitet. Ved døren til Andreas værelse holdt jeg vejret og ventede og lyttede efter den mindste lyd.
  
  
  Han var fraværende.
  
  
  Ned ad gangen buldrede elevatoren. Jeg følte mig lettere irriteret og flyttede min vægt fra det ene ben til det andet. Wilhelmina lå i min hånd. Den har en god vægtfordeling, en god figur kan man sige, og den føltes glat og selvsikker, da jeg trykkede fingeren på den meget følsomme aftrækker. Den, der ventede inde, var der ikke for at sætte medaljen på mig. Men jeg ville selvfølgelig ikke give dem mulighed for at sætte en kugle i min torden. "Andrea," kaldte jeg og bankede blidt på døren. "Det er mig... Nicholas... Nicholas Carter."
  
  
  I stedet for et svar hørte jeg fodtrin: for tungt til en kvinde og for forsigtigt til at blive alt for optimistisk. Men jeg var så opmærksom som muligt. Jeg pressede ryggen mod væggen i korridoren, mens nøglen drejede i låsen. Få øjeblikke senere faldt dørhåndtaget ned, og døren gik op. Det eneste, der kom ud af rummet, var en stribe hvidt lys. Det var nu eller aldrig.
  
  
  Enten var mit hoved blæst af, eller også var den, der var inde, klog nok til at indse, at Nick Carter var død ville betyde en million manglende diamanter. Jeg håbede, de ikke var halvt så dumme, som jeg troede. Wilhelmina pegede på brystet af en rank hollænder med et hørhoved.
  
  
  Hans tommelfingre var stukket ind i linningen på hans baggy bukser, men Astra stak ud bag ham. 32 i modsætning til Wilhelminas slanke, dødbringende tønde. Astra'en ramte hvad som helst inden for hundrede yards, og den havde også fordelen af en 12-centimeters undertrykker, klar til at dæmpe selv den tungeste kugles skud, hvis de var på randen af øjeblikkelig død. "God aften, hr. Carter," sagde hollænderen med en stærk guttural accent. - Jeg kan se, du er klar til hvad som helst. Men der er ingen grund til at diskutere ting på gangen som en flok almindelige tyve.
  
  
  Jeg sagde ikke et ord, jeg holdt bare pegefingeren på aftrækkeren. Da jeg kom ind på Andreas værelse, følte jeg det vanhelliget af tilstedeværelsen af disse dystre mennesker med dystre ansigter. Manden med Astra var asiatisk med fuldmåneansigt og kulsort hår. I modsætning til hans kammerat var der intet dumt eller åndssvagt i hans hensigt og snigende blik. Da døren lukkede bag os, lavede han en næsten umærkelig bevægelse af hovedet.
  
  
  "Jeg er glad for, at du sluttede dig til en drink, hr. Carter," sagde han. Han talte engelsk lige så hurtigt og præcist som befolkningen i Bombay og New Delhi. Men han var ikke indianer. Mere som en kineser, med lige nok blod i ansigtet til at fremtrylle billeder af sneklædte tinder og små buddhistiske templer.
  
  
  "Jeg gør mit bedste for at glæde folk."
  
  
  "Jeg håbede det," svarede asiaten, Astra'en pegede stadig lige på mit bryst.
  
  
  - Hvad venter vi på, Koenvar? - hollænderen gøede af sin medskyldige.
  
  
  Navnet var nepalesisk, hvilket besvarede det første af mine mange spørgsmål. Men ingen virkede særlig interesserede i at besvare resten af spørgsmålene.
  
  
  "Vi venter på, at hr. Carter trækker diamanterne ud," sagde Koenvaar ligefrem med en blank maske i ansigtet, koldt og udtryksløst.
  
  
  - Diamanter? - Jeg gentog.
  
  
  "Du hørte ham," sagde hollænderen, nu nervøs og mindre selvsikker. Han havde kun kødfulde næver, ikke underligt at han var utilpas. "Det er rigtigt, hr. Carter," svarede Koenvaar. "Det ville spare mig for en masse tid... og en masse besvær for dig, hvis du bare trak stenene ud, så jeg kunne gennemføre denne aftale og gå."
  
  
  Jeg spurgte. - Hvilken vej er det her?
  
  
  Hans ansigt brød ud i et smil. Det var det værste, han kunne gøre. Hans hugtænder blev filet ned til en dolkskarp kant: optagelser fra en tredjerangs gyserfilm, Count Dracula of the East.
  
  
  "Kom så, hr. Carter," sagde Koenvaar. "Du vil ikke dø for kun et par diamanter, vel?" Jeg er sikker på, at den gode senator Golfield vil være i stand til at rejse flere midler for i sidste ende at løse børnene. Så lad os undgå unødvendigt blodsudgydelse.
  
  
  Svar på et andet spørgsmål. Han vidste, at jeg var Golfields udsendte. Men hvis han var sherpaernes udsendte, blev nogle vigtige aspekter af aftalen overset, inklusive Golfield-børnene. Hvis jeg afleverede dem nu, ville sherpaerne måske kræve flere og flere diamanter. Og hvis han ikke havde været sherpa, troede jeg ikke, at det ville være nemt for mig at forklare de desperate revolutionære, at løsesummen blev stjålet af en fed hollænder og halvt nepaleser, meget lig en vampyr.
  
  
  Jeg var nødt til at få dem til at tale et stykke tid. "Og hvis jeg ikke opgiver de juveler, som du tror, jeg har, hvad så?"
  
  
  Koenvar smilede igen og rejste sig langsomt op. Hans krop var smal og trådet. Hans kattelignende bevægelser mindede mig om Mester Tsjoen, min karateinstruktør.
  
  
  'Hvad så?' - Han bankede på Astra's tønde med en finger. “Dette fantastiske værktøj kommer med fem superhurtige patroner. Hvis jeg trykker på aftrækkeren, vil halvdelen af jer blive blæst mod døren og efterlade benene på plads. Du forstår?'
  
  
  "Fantastisk," sagde jeg.
  
  
  - Så lad os holde op med at skændes. Sten tak.
  
  
  - Hvem sendte dig?
  
  
  - Hvilken forskel gør det for dig, hr. Carter?
  
  
  Hans stemme og hele hans humør formørkede med voksende beslutsomhed, og hans finger gled nervøst over aftrækkeren.
  
  
  "Du vinder," sagde jeg og tænkte ved mig selv, "du er en større bastard, end du nogensinde vidste." Jeg lagde Wilhelmina fra mig og rakte ind i min jakke med min frie hånd, som om jeg ville tage diamanterne fra inderlommen.
  
  
  Kan du lide det eller ej, vil der ikke være flere svar. Da Koenvaar pegede sin revolver i min retning, lavede jeg en hurtig bevægelse af mit håndled, så jeg på et splitsekund havde Hugo i hånden, og jeg faldt på knæ. Jeg væltede, da Astra'en udstødte en eksplosiv ild. Kuglen var langt fra sit mål, men Hugo ramte tyren, der var ingen tvivl om det.
  
  
  Hollænderen skyndte sig mod mig, gysende og lavede den ene krampebevægelse efter den anden. Mit kast var hårdt og dødbringende. Hugo stak ud fra sit hjerte som en nål, der holder en sommerfugl fast på papir. Med begge hænder forsøgte det høragtige hoved at trække hårnålen ud, men blodet fossede allerede ud af ham som en gejser og fyldte forsiden af hans skjorte med bobler og rødt skum.
  
  
  Han faldt sammen som en kludedukke, der havde mistet sin fyldning, hans øjne vendte indad, som om de ramte et uappetitligt og blodigt kasseapparat. Men Koenvar var slet ikke interesseret i dette. Han trykkede på aftrækkeren igen, og jeg hørte suset fra en varm kugle, der brændte sig vej næsten gennem ærmet på min jakke.
  
  
  Den lille mand var nervøs, især da jeg ikke ville bruge Wilhelmina. Jeg ville stadig have, at han var i live, fordi jeg vidste, at han kunne give mig meget mere information, mens hans tunge stadig var i brug, end hvis jeg slog hele hans talecenter ud af munden på ham. I et stykke tid var jeg sikker bag sengen. Koenvar kravlede frem, med præcise bevægelser langs det gamle, snoede gulv. "
  
  
  Jeg tiggede. - "Kompromis, Koenvar, lad os blive enige!
  
  
  Han svarede ikke og lod sin Astra tale for sig selv. Den falske Walter spyttede igen, og spejlet ved siden af sengen knuste i hundredvis af skarpe stykker. Jeg ville have knust i lige så mange stykker, så snart jeg kom ind under hans skudlinje. Så jeg havde intet andet valg end at bringe Wilhelmina i aktion. Jeg sigtede langs hendes glatte blå-sorte skaft og trykkede på aftrækkeren. Lige bag Koenvar, mindre end to centimeter over hans hoved, dukkede et hul op i væggen.
  
  
  Han dukkede og gled bag toiletbordet og forsøgte at komme tættere på døren. Jeg var bange for at bruge Wilhelmina igen; de var bange for, at hotellets personale ville høre, hvad der skete i deres majestætiske og respektable etablissement. Men nu så Koenvar skræmt ud og trak inderst inde konklusioner. For tredje gang på lige så mange minutter klynkede Astra'en af helvedes vedholdenhed, og Wilhelminaen fløj ud af mine hænder.
  
  
  "Her, tag diamanterne!"
  
  
  Jeg bad og spekulerede på, om han var så desperat og grådig at tro på mig en anden gang.
  
  
  Han troede.
  
  
  Langsomt og skælvende rejste jeg mig og gik hen imod ham med en meget tung gang. Han holdt pistolen rettet mod mit bryst. "Ræk hænderne," sagde han, slet ikke forpustet.
  
  
  Da jeg kom tættere på, gjorde jeg, som jeg fik besked på. Men da Koenvar rakte ud efter min jakke og ville udforske meget mere end blot det dyre silkefor, slog jeg med venstre hånd og krøllede fingrene. rundt om hans håndled og skubbede Astra-tønden væk fra mit bryst og mod jorden.
  
  
  Han udstødte en overrasket knurren, og våbnet gled fra hans fingre. Så forsøgte han at bryde sig fri, og manglede næsten effekten af so-nal-chi-ki, et slag med skaftet på en kniv, der skulle have knust hans strubehoved. Men jeg kom ikke længere end til et blik på siden af hans muskuløse hals.
  
  
  Så var det Koenvars tur til at overraske mig. Da jeg sparkede ham i lysken, rykkede han tilbage og lavede et af de hurtigste hop, jeg nogensinde har set.
  
  
  Jeg trak mit hoved tilbage, så tåen på hans sko rørte ved luften og ikke min hals og hage. Under alle omstændigheder mistede han fordelen af sin Astra. Men han havde ikke rigtig brug for det. Koenvaar var lige så dygtig med sine arme og ben og slog igen, denne gang med et flyvende baglæns spark. Hvis han havde slået mig, hvis jeg ikke havde vendt mig om i sidste øjeblik, ville Nick Carters milt have lignet en sæk ærter. Men igen missede han målet. Jeg løftede min hånd, min hånd blev til et dødbringende og blændende spyd med to fingre. Jeg rørte ved hans øjne, og han udstødte et kvalt smerteskrig.
  
  
  Så slog han sit knæ og slog mig på spidsen af min hage. Jeg troede, at jeg hørte en knogleknas, da jeg lænede mig tilbage, rystede på hovedet og forsøgte at genvinde balancen. Koenvar stod allerede ved døren og havde tilsyneladende til hensigt at udsætte sessionen til et andet besøg, i stedet for at handle med mig der og da for altid. Få øjeblikke senere stod jeg ved døren, og den paniske rytme af løb rungede i mine ører. Jeg dukkede ind i korridoren.
  
  
  Det var tomt.
  
  
  'Umulig.' Jeg bandede stille for mig selv. Gangen blev pludselig stille nok til at høre en knappenål falde. Jeg løb ned ad rækken fra side til side. Men Koenvar gik.
  
  
  Hvordan denne mand forsvandt sporløst, forblev et mysterium. Hans forbindelser og motiver forblev en mærkelig række ubesvarede spørgsmål. Men jeg kunne være helt sikker på én ting: Koenvar ville vende tilbage, uanset om jeg kunne lide det eller ej.
  
  
  Det var svært for mig at banke på alle døre og spørge, om jeg kunne gennemsøge værelserne. Ingen var i hvert fald interesseret i støjen fra Andreas værelse, selvom jeg gik ud fra, at de fleste af hotellets gæster allerede sad ved de utallige borde rundt omkring i byen før middagen. Så jeg vendte tilbage til hendes værelse og lukkede stille og roligt døren bag mig.
  
  
  Hollænderen lå sammenkrøllet på gulvet som et brugt papirlommetørklæde, rummet lugtede af den harske lugt af blod, krudt og frygt. Jeg åbnede vinduet med udsigt over Herengracht og håbede, at stanken fra vandet ville fjerne de mere håndgribelige lugte af vold og død.
  
  
  Hvis jeg kunne have gjort noget ved det, ville Andrea ikke have vidst, at der var sket noget usædvanligt. Men først skulle jeg af med denne krop.
  
  
  Selvfølgelig havde mandens tøj hollandske mærker på. Men hans lommer var tomme bortset fra en pakke cigaretter og et par gylden. Han havde intet til at identificere ham, og jeg havde en mistanke om, at Koenvaar hyrede denne fyr her i Amsterdam.
  
  
  "Dum bastard," hviskede jeg og kiggede på den blodvåde forside af hans skjorte. Jeg holdt hans krop fastspændt til gulvet med den ene hånd, mens jeg trak Hugo ud af hans livløse krop. Mørkende blod flød ned over hans bryst. Hans hud havde allerede fået et falmet, sygeligt grønt skær, og hans våde bukser og blodløse udseende fik mig næsten til at fortryde det meningsløse i hans død. Han fik ikke noget ud af det. Koenvar var slet ikke interesseret i, hvad der skete med ham.
  
  
  Men nu måtte selv denne livløse krop forsvinde. Jeg så en branddør for enden af gangen og begyndte at trække mandens krop mod døren, uden at være opmærksom på det røde mærke, manden efterlod på gulvet. Når liget er væk, rydder jeg op i rodet. Dette var ikke noget, der skulle overlades til stuepigen. Heldigvis kom ingen ud på gangen, da jeg slæbte ham hen mod branddøren. Jeg åbnede den og trak den ud.
  
  
  Ti minutter senere lå han på taget af Embassy Hotel i en bunke gammelt tøj. De vil finde ham der, men sikkert længe efter, at jeg har forladt Amsterdam. Sov godt, tænkte jeg bittert. Jeg gik tilbage og gled tilbage ind på Andreas værelse.
  
  
  Jeg var nødt til at rense alt dette blod uden sådan et mirakuløst rensemiddel. Så jeg brugte bare sæbe og vand for at slippe af med de værste pletter. Jeg gjorde det ikke engang så dårligt, da gulvet lignede en slagmark. Jeg erstattede derefter det ødelagte spejl med et fra mit værelse. Til sidst flyttede jeg toiletbordet til skudhullet i væggen, puttede Koenvaars Astra i lommen og undersøgte omhyggeligt Wilhelmina.
  
  
  Kuglen fra Astra'en afgræssede den kun og hoppede af den lange specielle højtrykstønde. Jeg tjekkede Bomar-visiret og var glad for, at det stadig var i så god stand. Jeg har haft Wilhelmina i flere år, end jeg bryder mig om at kende eller kan huske. Og jeg ville ikke miste hende, især nu, hvor missionen knap var kommet i gang.
  
  
  Inden jeg forlod rummet, rettede jeg mit slips og kørte en kam gennem mit hår. Afgangen så god ud. Ikke særlig godt, husk, men jeg troede heller ikke, at Andrea Ewen ville lægge mærke til det, andet end at møblerne blev flyttet. Desuden havde hun ingen mulighed for at vide, at en person var død her.
  
  
  Jeg lukkede døren bag mig og tog elevatoren ned til foyeren. Jeg havde stadig tid nok til at tage til Dam-pladsen, hente hende og få noget at spise sammen. Jeg håber, at resten af aftenen var stille og fredeligt. Og uden hændelser.
  
  
  
  
  Kapitel 5
  
  
  
  
  
  "Du ved," sagde hun, "du er meget lækrere end gårsdagens risbord."
  
  
  - Så du kan stadig lide indisk mad?
  
  
  "Jeg foretrækker dig, Carter," sagde Andrea.
  
  
  "Det er altid godt at høre," mumlede jeg. Jeg rullede om på ryggen og rakte ud efter en cigaret. Andrea kravlede oven på mig og lagde sit hoved på mit bryst. "Det er en skam, at jeg skal tage afsted i eftermiddag."
  
  
  Hun spurgte. - 'Hvorfor?'
  
  
  "Forretningsaftaler.
  
  
  "Hvad er det for en forretning?"
  
  
  "Ikke noget med dig." - Jeg grinede og håbede, at hun ville forstå.
  
  
  Hun klarede det. Hun virkede faktisk ret tilfreds med sin situation, hendes hud var stadig fugtig og lyserød af skæret fra vores elskov. Hun holdt mig vågen den halve nat, men det var meget mere behageligt at overnatte hos hende end for eksempel Koenvar eller hans forbandede ledsager.
  
  
  "Hvor skal du hen, eller må jeg ikke vide det?" - Andrea blev mørkere.
  
  
  "Alt peger mod øst," sagde jeg. Jeg slukkede cigaretten i askebægeret og vendte mig mod hende. Mine hænder strejfede op og ned af hendes glatte, satinagtige hud. Det var en kinesisk dukke, helt pink og porcelæn; vid og skønhed pænt pakket ind som gave. Jeg kunne ikke lade være med at pakke det hele ud igen for at beundre indholdet. Pludselig var hendes tunge overalt, og før jeg vidste, hvad der skete, lå jeg tungt oven på hende og stødte dybt ind i hendes skatkammer.
  
  
  "Skal du tilbage til Paradiso for flere interviews?" spurgte jeg en time senere, da hun kom ud af bruseren. "Måske er det en god idé," sagde Andrea, mens jeg tørrede hendes ryg og tøvede ved synet af de bløde kurver af hendes balder. "Det er der, de fleste af dem hænger ud for at tage kontakt... eller skal jeg sige, for at lave en aftale. Og de gider ikke tale med mig, mens de er i deres eget miljø."
  
  
  "Jeg kan tage dig med i en taxa, hvis jeg skal købe flybilletter."
  
  
  'Store. Det sparer mig for meget tid,” sagde hun. "Men vil du ikke spise morgenmad, før du tager afsted?"
  
  
  "Bare kaffe."
  
  
  Efter al volden og overraskelserne fra den foregående nat var den sidste morgenmad i Amsterdam det bedste stimulans, jeg kunne forestille mig. Bare det at sidde der over for Andrea over en dampende kop kaffe fik mig til at elske hende så højt, at jeg næsten var bange. Det ville være meget mere ensomt uden hende. Men sådan fungerede mit liv ikke, og der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det. Så jeg prøvede at sætte Andrea Ewan ud af mit sind i det øjeblik, jeg klædte mig på og krammede hende til det, der kunne være sidste gang.
  
  
  Hun så ikke selv særlig glad ud. — Vil du besøge Amsterdam igen på vej tilbage? spurgte hun, mens vi ventede på elevatoren.
  
  
  "Jeg er ikke sikker," sagde jeg, "så jeg kan ikke love dig noget. Men hvis jeg kommer tilbage hertil, og du stadig er her..."
  
  
  "Så har vi borde med ris at fejre igen," sagde Andrea med et grin, som hun så ud til at kæmpe for at holde på plads. Så pressede hun sin finger mod mine læber og kiggede hurtigt væk.
  
  
  Da vi gik ud af hotellet, gik vi ind i den lyse, lune forårsmorgen indenfor. Luften funklede og duftede af eventyr og spænding. Andrea tog fat i min hånd, som om hun var bange for at miste mig. Pludselig, halvvejs nede af fortovet, syntes hun at miste fodfæstet. Hun snublede, og jeg tog fat i hende for at forhindre hende i at falde. Så så jeg en lys rød blomst blomstre på hendes skulder.
  
  
  "Nick, tak..." begyndte hun. Så lukkede hendes øjne, og hun faldt sammen på mig som en dødvægt.
  
  
  Jeg havde ikke tid at spilde. Jeg trak hende bag en parkeret bil og gennemsøgte hustagene over hele Herengracht med mit blik. Noget metal blinkede i det skarpe morgensollys, og rasende skud lød over hovedet.
  
  
  Dørmanden så hende falde. Han løb ned ad gaden, da jeg råbte til ham, at han skulle gemme sig, fordi der var en snigskytte på et af tagene på den anden side af gaden.
  
  
  "Ring til en ambulance," råbte jeg. "Hun blev skudt." Jeg kiggede på Andrea. Hendes øjne var stadig lukkede, og farven var forsvundet fra hendes ansigt. Nu var hendes vejrtrækning ujævn, og blodet fortsatte med at strømme fra det modbydelige sår på hendes skulder.
  
  
  På dette tidspunkt kunne jeg ikke gøre mere end at prøve at komme til den anden side af gaden. Jeg var ikke i tvivl om, at det var min ven fra Nepal, og at hans mål ikke var så klart, som han havde håbet. Jeg ville ikke lade ham glide fra mig igen, ikke med Andreas blod på hænderne og måske endda hendes liv, som han måtte svare for.
  
  
  Den smalle Pena-bro var den eneste måde at komme til den anden side af kanalen. Jeg holdt mig så lavt som muligt, selvom jeg forblev et let mål. Bag mig var der den dobbelte lyd af en ambulancesirene, der styrtede mod Embassy Hotel; dette og de rasende skrig fra en hurtigt samlende skare. Jeg skyndte mig over broen og kom sikkert til den anden side. Nogen råbte en advarsel til mig, da en anden kugle ramte fortovet til venstre for mig og sendte klumper af belægningssten op i luften.
  
  
  Et øjeblik efter løb jeg op ad trappen i kanalhuset. Heldigvis stod døren åben. Det var en kontorbygning, og det tog mig lidt tid at komme op på øverste etage. Døren til taget var låst indefra, hvilket betød, at Koenvar, eller måske en af de lokale lejemordere, han hyrede, ikke havde brugt huset til at få adgang til rækken af flade tage.
  
  
  Wilhelmina puttede sig ind i min arm og følte sig varm og trøstende. Jeg trak bolten tilbage og åbnede døren så stille som muligt. Sollyset strømmede ind sammen med den bragende sirene fra en ambulance over kanalen foran ambassadehotellet.
  
  
  Skynd dig, din lort, vis dig selv, tænkte jeg og kravlede ud på det flade, asfalterede tag. I samme øjeblik gennemborede en kugle en muret skorsten mindre end en halv meter væk fra mig. Jeg væltede ned på taget og begyndte at kravle frem. Koenvar var ikke synlig, selvom jeg vidste fra hvilken side skuddet var blevet afgivet. Han så mig, men jeg har ikke fundet ham endnu. Jeg kunne ikke rigtig lide min sårbarhed, men der var lidt jeg kunne gøre, før jeg fangede den langs det skinnende sorte skaft på min Wilhelmina.
  
  
  Så hørte jeg lyden, jeg ventede på, lyden af fodtrin, der løb lige bag mig. Jeg satte mig på hug og kiggede ud over kanten af skorstenen. Det var i sandhed Koenvar, klædt helt i sort, smidig og uhåndgribelig som en jaguar. Jeg samlede Wilhelmina op, sigtede og skød...
  
  
  Men denne kæphøje bastard holdt sig ikke engang tilbage. Det så ud, som om en kugle havde strejfet hans kranium, men Koenvar løftede ikke engang hånden op i hovedet.
  
  
  Jeg fulgte ham og blev så tæt på ham som muligt. Han bar en 12-skuds Mossberg, standardriffel i mange amerikanske politiafdelinger. Men han lavede tilsyneladende nogle ændringer i den, da den ammunition, han brugte, mere lignede en M-70 morterrunde.
  
  
  Koenvar gled over en afsats hen over to tage. Hans Mossberg blinkede i lyset, så lød lyden som en stålprop: pok, til venstre for mig. Jeg dykkede tilbage, men hans mål var ikke halvt så godt som hans karatefærdigheder. I det øjeblik kunne jeg kun glæde mig over dette.
  
  
  Jeg trykkede på aftrækkeren på Wilhelmina. Hendes staccato-lyd blev straks efterfulgt af et støn af pludselig krampagtig smerte. Mit blod begyndte at koge, da jeg indså, at en af mine kugler endelig havde ramt sit mål. Koenvar rakte ud efter sin hånd og forsøgte at stoppe blødningen. Han løftede Mossbergen til kinden. Men med kun én hånd tilbage i aktion, missede kuglen og rikochetterede fra et tag til et andet i en række voldsomme eksplosioner.
  
  
  Så løb han igen som en sort panter og forsøgte at flygte. Jeg sprang op og løb efter ham, mens min finger klemte Wilhelminas aftrækker hårdt. Koenvar var hurtig, men mere end det, han var utrolig adræt. Da jeg affyrede endnu et skud, sprang manden mellem to huse og forsvandt bag et kort, forkullet rør. Da jeg kom til kanten af taget, var han og Mossberg ingen steder at se. Jeg bakkede op, tog teten og sprang. Et øjeblik forestillede jeg mig en hårdt knust, lemlæstet Nick Carter på gaden nedenfor. Min fod gled ud over kanten. Jeg kastede min vægt frem for at få et bedre greb om taget. Tagstenene styrtede ned og ramte gaden nedenfor med lyden af maskingeværild. Men jeg klarede det, lige i tide til at se mit stenbrud forsvinde bag en zinkdør, der uden tvivl førte til gaden nedenfor.
  
  
  På mindre end tyve sekunder stod jeg ved døren, men Koenvar var hverken dum eller skødesløs. Han låste forsigtigt døren indefra. Jeg løb tilbage over taget, krøb sammen og kiggede ud gennem gavlen. Jeg havde en fantastisk udsigt over hele gaden. Ambulancen er allerede kørt. I stedet stod tre Volkswagen-biller med Amsterdam-politiets emblem parkeret foran hotellet.
  
  
  Men der var ingen tegn på Koenvaar, intet tydede på, at han mindre end fem minutter tidligere havde gemt sig på taget for at skyde mig.
  
  
  Usynlig og forsvundet var Koenvar farligere end noget andet. Jeg var sikker på, at han stadig befandt sig et sted i huset, ude af stand til at køre på gaden og i sidste ende sikkerheden, så jeg kravlede tilbage og undersøgte den anden kant af taget. Bagsiden af bygningen åbnede ud i en smal blind vej. Coenvar havde heller ingen steder at tage hen.
  
  
  Hvor var han så?
  
  
  Der var ingen måde at finde ud af, undtagen ved at åbne døren og ransage huset. Kuglen gik gennem døren og låsen, som om det var en smørkage. Et øjeblik senere gik jeg hemmeligt og tavst ned af trappen og tog to skridt ad gangen. Den lyse røde blodplet fortalte mig, at Coenvar havde gået den samme rute for mindre end to minutter siden. Jeg vidste, at han blødte som en okse, da jeg næsten mistede balancen ved min første landing og gled i en pøl af mørkere blod.
  
  
  Jeg gik ned ad trappen til næste repos og hørte intet andet end mit eget åndedræt. Jeg var ikke i humør til spil. Da døren åbnede sig i den mørke ende af korridoren, vendte jeg mig hurtigt og formåede at holde fingeren på aftrækkeren. En gammel mand med stålbriller kiggede ud. Han kiggede på våbnet, blinkede med sine kortsynede øjne og løftede hænderne i en gestus af fuldstændig og fuldstændig rædsel.
  
  
  - Venligst... nej, nej. Please,” hylede han. 'Vær venlig. Ingen.'
  
  
  Jeg sænkede min Luger og gjorde tegn til ham at være stille. Stadig rystende trådte han tilbage og gemte sig bag døren. Så lød der et banke, efterfulgt af lyden af løbende fødder. Jeg skød tilbage og ventede uden at vide, hvad jeg skulle forvente. Men før jeg nåede at sige eller gøre noget, blev jeg konfronteret af tre politibetjente i Amsterdam.
  
  
  'Hænderne op! Ikke rør dig! - en af mændene gøede på hollandsk.
  
  
  Jeg gjorde, hvad jeg fik besked på.
  
  
  "Du forstår ikke," forsøgte jeg at sige.
  
  
  "Vi forstår, at kvinden kan dø," svarede politibetjenten.
  
  
  "Men jeg leder efter en person som dig, en snigskytte."
  
  
  Det tog mig mange samtaler at forklare dem, at Koenvar og jeg er to forskellige mennesker. Og allerede dengang vidste jeg, at jeg spildte kostbar tid, fordi asiatiske nu havde en chance for at finde en sikker havn.
  
  
  Endelig forstod de mig. De to mænd skyndte sig tilbage på gaden, mens en tredje politimand fulgte med mig for at ransage hele huset. Men for anden gang på få dage var Koenvar væk. Til sidst klatrede jeg op ad trappen og vendte tilbage til taget og forbandede min uheld. Så så jeg noget ved den ødelagte dør, som jeg ikke havde lagt mærke til for ti minutter siden. Jeg bøjede mig ned og tog den op. Det var en tom tændstikæske med en helt speciel inskription. På forsiden af papiret stod der:
  
  
  Cabin Restaurant, 11/897 Ason Tole,
  
  
  Kathmandu
  
  
  
  
  Kapitel 6
  
  
  
  
  
  Jeg havde meget at forklare.
  
  
  "Hvilken slags forhold havde du til Miss Yuen?"
  
  
  "Har du været der før?" sagde jeg irriteret over, at min forhørsleder behandlede mig som en almindelig kriminel. Jeg sad på en lige træstol i et lille, dystert lokale på politistationen på Marnixstraat. Der er plakater rundt om mig, hvor der står "fundet", og foran mig er inspektør Seans ubevægelige ansigt.
  
  
  "Ja, da hun stadig er i live... i hvert fald for nu," svarede han.
  
  
  De fortalte mig i det mindste noget, meget lidt, men noget om Andreas tilstand. Da jeg vendte tilbage til ambassaden, ventede politiet på mig uden for hotellet. De var alle for ivrige efter at overføre mig til hovedkvarteret i stedet for en venlig samtale. Nu hvor snigskytten var væk, ville de ikke slippe mig uden at få nogle svar først.
  
  
  "Også, hvad kan du ellers sige?" Gentog Shen og lænede sig så langt ind, at jeg kunne se, hvad han havde til morgenmad.
  
  
  - Hvad præcist? spurgte jeg og prøvede at kontrollere min voksende vrede. Hvis ikke politiet havde brudt ind i kanalhuset i første omgang, havde jeg måske kunnet stoppe Koenvaar. Så kunne jeg hjørne ham, før han flygtede. Men nu var han væk, og der var lidt, der kunne gøres ved det.
  
  
  "Hvad er dit forhold til frøken Yuen?"
  
  
  "Jeg mødte hende på flyet til Amsterdam, det er alt," svarede jeg. "Vi var bare venner, inspektør."
  
  
  "Der er ikke noget almindeligt ved mordforsøg, hr. Carter," sagde han. Han stoppede for at tænde en cigaret, men gad ikke tilbyde mig en. "Og hvordan kom du ind i dette land med forbudte våben? Skydevåben skal angives til tolden. Men intet af dette er kendt i toldbøgerne, hr. Carter. Ikke noget.'
  
  
  "Det tænkte jeg ikke over," sagde jeg og rynkede panden. De lod mig ikke engang bruge telefonen. Jeg ville bare ringe til ambassaden, som så ville kontakte Hawk igen og ordne dette rod for mig uden at spilde en dag. Ligesom nu kom jeg aldrig ud af Amsterdam, som jeg havde planlagt. Jo længere jeg var tilbageholdt, jo mere tid tabte jeg, og jo sværere blev min mission. Men jeg havde ikke tænkt mig at putte det hele i Shens næse og fortælle ham, hvorfor jeg havde en Luger med mig, og hvorfor nogen forsøgte at skyde mig den morgen.
  
  
  Det var allerede middag, men inspektøren virkede ikke interesseret i frokost for nogen af os. Shen kredsede omkring mig som en fanget tiger i et bur; hænder bag ryggen og en cigaret dinglende mellem tykke læber. "Du gør mit liv meget svært, hr. Carter," sagde han. "Du ser ud til at vide meget mere om denne sag, end jeg gør." Og jeg er slet ikke glad for det."
  
  
  "Undskyld," sagde jeg og trak på skuldrene.
  
  
  "Fortrydelse er ikke nok for os."
  
  
  "Dette er det bedste, jeg kan give. Jeg arbejder for en amerikansk senator, og derfor opfordrer jeg dig til at modtage diplomatisk immunitet..."
  
  
  "Farvel hvad?" - spurgte han i en kommanderende tone.
  
  
  Jeg ville ikke igennem det, så jeg holdt min mund og mine øjne nedslåede. Sikke noget rod, tænkte jeg. Som om jeg ikke allerede havde problemer nok, skal jeg nu også forholde mig til det hollandske politi.
  
  
  I mellemtiden havde jeg ingen idé om, hvad der skete med Andrea, hvor hun blev taget, hvilken behandling hun fik i øjeblikket, eller om hendes tilstand var kritisk. "Hør, Sean, alt hvad du skal gøre er at foretage et telefonopkald, og du vil ikke have noget at gøre med noget af det her. Så har du ikke noget at bekymre dig om mere.”
  
  
  "Virkelig?" "Han grinede, som om han ikke troede et ord af det.
  
  
  "Ja, virkelig," sagde jeg og bed tænderne sammen. - For helvede, fyr. Brug din hjerne. Hvordan kunne jeg skyde en pige, hvis jeg var ved siden af hende, da det skete?"
  
  
  "Jeg bebrejder dig ikke for at skyde frøken Yuen," sagde han. ”Jeg er kun interesseret i information. Men du kan bruge din telefon. Et telefonopkald og det er det.
  
  
  Et telefonopkald ændrede alt.
  
  
  Ved firetiden om eftermiddagen vendte Wilhelmina tilbage til sin plads, i god behold, i mit skulderhylster. Jeg var der også på vej til hospitalet for at se, hvordan Andrea havde det.
  
  
  Shen ønskede ikke at lade mig gå uden yderligere spørgsmål. Men Det Hvide Hus kan udøve et vist pres, især i NATO-landene. Og endelig ville præsidenten og selvfølgelig AH have, at der skulle ske en international hændelse i medierne, der kunne ødelægge mit seneste forside. Koenvaar vidste, at Golfield havde sendt mig. Hvem der hjalp ham med denne information forbliver et mysterium, om jeg kunne lide det eller ej. Hvad han tilsyneladende ikke vidste var, at jeg også var N3, der havde til opgave ikke kun at levere diamanter, men også at forhindre en farlig revolution.
  
  
  På vej til hospitalet stoppede jeg ved Ambassade Hotel. Da jeg forlod inspektør Seans kontor, havde jeg ingen intentioner om at gøre dette, men efter at have gennemgået begivenhederne i morges, tog jeg en hurtig beslutning. To politibiler holdt stadig udenfor. Jeg gik ubemærket hen. Et kort øjeblik ved bordet og så til mit værelse. Inden jeg tog afsted, sprøjtede jeg lidt vand i ansigtet, skiftede hurtigt til en anden jakke og kørte en kam gennem mit hår. Der var et par mennesker, der ventede på taxaer foran hotellet, så jeg gik ned ad kanalen for at fange en taxa på vej til hotellet.
  
  
  Jeg fortalte chaufføren navnet på hospitalet. Sean sagde, at Andrea var blevet taget til, og under køreturen forsøgte jeg at få det værste ud af mit hoved. Ifølge politiet var hun i meget dårlig forfatning, og så vidt jeg kunne se, var jeg ansvarlig for hendes tilstand. Hun tog den kugle, der var beregnet til mig.
  
  
  Nå, en ting stod klart: Jeg forlod ikke Amsterdam i dag, før jeg fik et par vinger.
  
  
  "Jeg leder efter frøken Andrea Yuen," sagde jeg til hospitalets portner.
  
  
  Han indså straks, at jeg talte engelsk, men det generede ham ikke. For mange mennesker i Holland er engelsk noget af et andet sprog. Han kørte fingeren ned ad listen over patienter og så op med et af de mindst underholdte udtryk, jeg havde set i flere dage. “Undskyld, men besøgende må ikke se patienten. Hendes tilstand... hvordan kan jeg se, om hendes tilstand er meget alvorlig?
  
  
  "Ekstremt kritisk."
  
  
  "Ja, det er situationen."
  
  
  — Er hendes læge fri? "Jeg vil gerne tale med ham, hvis det er muligt," sagde jeg. "Du ser, jeg forlader Amsterdam om morgenen, og jeg skal se hende, før jeg tager afsted."
  
  
  "Ingen må have hende med nu," svarede dørmanden. "Hun har været i koma, siden de bragte hende her til morgen." Men jeg ringer til Dr. Boutens, hendes behandlende læge. Måske kan han tale med dig.
  
  
  Boutens viste sig at være en elskværdig mand på omkring fyrre. Han mødte mig i venteværelset nedenunder, men insisterede på, at jeg skulle tage ham med til hans kontor på fjerde sal på hospitalet.
  
  
  "Er du en ven af frøken Ewens...?"
  
  
  "God ven," sagde jeg. - Hvor alvorlig er hendes tilstand, læge?
  
  
  - Jeg er bange for, at det er meget alvorligt. Kuglen satte sig fast i den øverste lap af venstre lunge. Heldigvis for hende ramte den ikke en arterie. Hvis dette var sket, ville hun være død inden for få minutter.
  
  
  'Og?'
  
  
  Han vinkede mig ind på sit kontor og viste mig en stol. "Som et resultat af dette," fortsatte han, "tabte hun en betydelig mængde blod på grund af indre blødninger. Vi opererer hende om morgenen. Men det bliver en meget vanskelig... og meget farlig forretning, sir...
  
  
  "Carter, Nicholas Carter," sagde jeg og satte mig på stolen ved siden af bordet.
  
  
  Houtens skubbede et askebæger mod mig. Jeg tændte en cigaret og blæste en nervøs røgsky ind i rummet. "Jeg vil gerne betale mine lægeregninger her, før jeg forlader landet," fortalte jeg ham endelig. "Det ville være meget rart," sagde han ærligt. "Selvfølgelig var vi ikke i stand til at diskutere dette aspekt af situationen med Miss Yuen, da hun har været i koma, siden hun blev bragt ind, forstår du." Jeg indså, at Koenvar næsten dræbte hende. Og det gjorde mig slet ikke glad. Lige nu kunne jeg bare sørge for, at hendes regninger blev betalt, og at hun vidste, hvordan hun skulle kontakte mig...hvis hun overlevede operationen. Jeg gav Dr. Boutens, nummer på den amerikanske ambassade. Jeg ville også selv kontakte dem. Hos AH har jeg en reservefond til sådanne nødsituationer, og da Andrea var en af de mest uskyldige tilskuere, vidste jeg, at jeg ikke ville have noget problem med at dække hospitalsudgifter gennem tjenesten. Jeg ville også have sendt en besked ved at efterlade hende på ambassaden, selvom jeg ikke anede, om jeg ville være i stand til at stoppe i Amsterdam en anden gang på vej tilbage til Amerika.
  
  
  Alt var stadig i et vakuum. Andreas formue, min missions succes eller fiasko, Ginny og Mark Golfields liv, den nepalesiske revolution og så Koenwar.
  
  
  Hvem hyrede ham? Der var stadig muligheden for, at han trods al min tvivl stadig tilhørte sherpaerne. Og hvis ja, så kunne der være sket noget med Golfield-børnene. Noget jeg ikke ville tænke på. Ved gud, jeg ville ønske, jeg kendte svarene. Men indtil jeg nåede Kathmandu and the Hut restaurant, famlede jeg i mørket. Så jeg slukkede cigaretten og stod træt op. Dr. Boutens rakte sin hånd ud og lovede at overbringe mit budskab til Andrea, så snart hun kom til bevidsthed.
  
  
  -Hvad er hendes chancer, læge? - spurgte jeg og stod ved døren.
  
  
  Han vendte sig væk og begyndte at undersøge sine klippede negle. Til sidst vendte han blikket tilbage til mig. "Ikke særlig godt, hr. Carter," indrømmede han. “Det bliver... hvordan siger man det i Amerika? At være på kanten? Ja, jeg tror, at det er et udtryk. Han bliver på kanten, indtil vi sikkert kan fjerne kuglen. Og så...” Han trak på skuldrene og sænkede øjnene igen.
  
  
  "Og så hvad?" - Jeg sagde sagte til mig selv. Jeg lukkede døren og gik ned ad gangen til elevatorbanken. Uanset hvad der skete i løbet af de næste par dage, var jeg fast besluttet på at gøre op med den forræderiske og undvigende Koenvar. Og dette var ikke en tom trussel eller bare et stille ønske. Det var et løfte. Faktum.
  
  
  Jeg kunne ikke tro det, men politiet hang stadig omkring hotellet.
  
  
  Har de ikke noget bedre at lave? tænkte jeg, mens jeg betalte taxachaufføren og gik til hotellet. Men ved indgangen stod der tre hvide Volkswagens og en mærkelig stille skare af mennesker. Jeg trængte mig vej gennem menneskemængden til svingdøren, men blev stoppet af en politimand, der stod lige uden for indgangen.
  
  
  "Ingen må komme ind, sir," sagde han på hollandsk.
  
  
  "Jeg bor på et hotel," sagde jeg. - Hvad sker der, betjent?
  
  
  Han sænkede stemmen, selvom det hurtigt stod klart for mig, hvad han ville sige. Pointen er, at for mindre end en time siden forsøgte nogen at sprænge hotellets pengeskab i luften. Lederen blev lettere såret, og dørmanden blev hårdt såret ved eksplosionen. To mænd blev set løbe fra eksplosionsstedet, selvom de var undsluppet, da politiet og ambulancen ankom.
  
  
  "Ah, hr. Carter... jeg troede, jeg ville møde dig før eller siden."
  
  
  Jeg kiggede mig over skulderen og rynkede panden. Inspektør Sean trådte ud af mængden og lagde sin hånd på min skulder. Det var ikke den hyggeligste gestus, jeg kunne forestille mig.
  
  
  - Hvad kan jeg gøre for dig, Sean? - sagde jeg og prøvede at bevare roen.
  
  
  "Jeg er meget nysgerrig efter, at disse vanskeligheder plager dig, hr. Carter," sagde han med en antydning af arrogance på læberne. "Først blev du skudt af en snigskytte i morges. Så sker der en eksplosion på dit hotel. Meget interessant. Og meget dårligt. Jeg håber, at du snart planlægger at forlade Holland. Det forekommer mig, at du bringer en vis... lad os sige, problemer... hvor end du går.
  
  
  "Jeg ved ikke, hvad du taler om, Sean," sagde jeg. "Jeg tog til Wilhelmina Gasthuis Hotel for at se, hvordan Miss Yuen havde det."
  
  
  - Hvad med din... kæreste? spurgte han. Lyden af hans stemme overlod intet til fantasien.
  
  
  "Min pige," sagde jeg, "er meget dårlig. "Hun skal opereres om morgenen."
  
  
  "Og hvor vil du være i morgen tidlig, hvis jeg må spørge, hr. Carter?"
  
  
  "Ud af landet, inspektør. Og hvis du vil undskylde mig nu, så har jeg meget at pakke. Jeg ville vende mig om, men han havde stadig sin hånd på min skulder. "Vi holder øje med dig, hr. Carter," sagde han, før han fjernede sin hånd. "Og meget forsigtigt, må jeg tilføje, hvad udenrigsministeriet end måtte mene."
  
  
  - Er det en advarsel, inspektør? Eller en trussel?
  
  
  "Jeg overlader det til dig, hr. Carter," svarede Sean. "Jeg lader fortolkningen være op til dig."
  
  
  Han gik væk, og det lykkedes mig endelig at komme ind gennem svingdøren. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne.
  
  
  Foyeren var en katastrofezone.
  
  
  Hvis jeg tilsidesatte mængden af skrækslagne gæster, der forsøgte at afmelde, var alt omkring bordet fuldstændig ødelagt. Der var intet, der tydede på, at alt var gået glat for mindre end en time siden.
  
  
  Hoteladministrationen vil blive glad for at høre, at jeg går, tænkte jeg og trykkede med fingeren på knappen ved siden af elevatoren. Elevator bilen syntes at tage flere timer at nå lobbyen. Et minut senere skyndte jeg mig ned ad gangen til mit værelse.
  
  
  Jeg forventede det værste, og det er præcis, hvad jeg fandt. Sengen var vendt på hovedet, madrassen var revet i stykker på alle sider som et lemlæstet lig. Alle skufferne var trukket ud, og deres indhold lå spredt på gulvet. Det tøj, jeg havde hængt i skabet, var spredt ud over hele rummet.
  
  
  Jeg lukkede døren bag mig og gik ind på badeværelset, halvt i forventning om at finde en slags besked på... medicinskabsspejlet, nedkradset i det mest melodramatiske blæk, man kan forestille sig, i blod. Men der var intet: ingen spor, ingen hastigt skrevne advarsler.
  
  
  Meget forsigtigt førte jeg Hugo-bladet langs kanten af skabet og trak det langsomt ud af fordybningen i flisevæggen. Til sidst, da det hele var løsnet nok, satte jeg stiletten tilbage i skeden og fjernede derefter forsigtigt den lille metalkasse.
  
  
  For første gang den dag fandt jeg mig selv i at smile. Et aluminiumsrør med diamantformer blev tapet til den umalede bagvæg af det rektangulære hul. Jeg fjernede tapen og skruede hætten af ærmet. Klare lysglimt blinkede foran mig som et fyrtårn af lys. Diamanterne funklede i alle regnbuens farver, hundredvis af karat, rå, naturlig skønhed. Effekten var hypnotisk. Et stykke tid fortsatte jeg med at se på stenene, som om de var hellige. Så puttede jeg den cigarformede cigaretholder i lommen og udskiftede førstehjælpskassen. Du er ikke dum, Koenvar, tænkte jeg. Men du er heller ikke et geni.
  
  
  Min beslutning om at gøre et hurtigt hotelstop, før jeg tog på hospitalet, var endnu smartere, end jeg kunne have forestillet mig på det tidspunkt. Og i det øjeblik bad jeg ikke manageren om at åbne pengeskabet for mig, for jeg troede, at Koenvaar ville sprænge det i luften. Jeg vidste dog, at jeg skulle være så forsigtig som muligt. Han havde tid nok til at komme til den konklusion, at jeg havde lagt stenene i hvælvingen, og det forekom mig, at jeg vidste det bedste sted at anbringe dem.
  
  
  Så jeg placerede forsigtigt stenene bag førstehjælpskassen, inden jeg tog på hospitalet for at høre om Andreas tilstand. Mit gæt var lykkeligt, og et mørkt grin krydsede mine læber, da jeg omarrangerede rummet. Koenvahr ødelagde min kuffert, men han fandt ikke den smarte tomme plads, som ingeniørerne hos AH havde lavet til mig. Jeg håbede bare, at tolderne her var lige så blinde. For hvis det ikke var... ja, så skulle jeg nok forberede mig på at tale med inspektør Sean igen.
  
  
  Efter at have samlet mine ting tilbage, satte jeg mig på sengekanten og tog telefonen. Samtalen tog omkring tyve minutter. Og da tiden kom, eksploderede hans stemme i mine ører med en bark lige så ond som slaget fra en kugle af stor kaliber. "Hvad fanden foregår der, N3?" Høg råbte.
  
  
  "Vanskeligheder, komplikationer," sagde jeg så stille som muligt.
  
  
  "Nå, enhver idiot kan fortælle mig det," gøede han. "Min røde telefon har ikke været lydløs hele dagen."
  
  
  Den røde telefon var hans hotline til Det Hvide Hus, og han følte sig ikke så heldig. Jeg tog en dyb indånding og gik så at sige ind i ham op til min hals. Jeg fortalte Hawk, hvad der skete fra begyndelsen.
  
  
  "Hvem er denne kvinde, der næsten blev skudt?" spurgte han, da jeg forklarede, hvad der var sket i de sidste seksogtredive timer.
  
  
  “Vendt...” mumlede jeg.
  
  
  "Velkendt... min røv, Carter," råbte han. 'Se. Jeg sendte dig ikke på tur for at hente en hore og ødelægge alt..."
  
  
  - Jeg ved det, sir.
  
  
  "Så udvis lidt mere forsigtighed i fremtiden. Og bebrejde mig ikke for mit humør, Carter. Men i dag er jeg meget vred fra alle sider. Det ser ud til, at disse fyre i Beijing nu planlægger at udføre deres årlige manøvre ved grænsen til Nepal. Sherpa skal være i himlen med sine venner mindre end seks miles fra grænsen.
  
  
  "Hvad er min mission..."
  
  
  "Det er så meget desto mere presserende," sagde han. - Nå, Nick. Hvad med…"
  
  
  "De forsøgte at bryde ind i hotellets pengeskab for en time eller deromkring siden."
  
  
  'Og?'
  
  
  - Det er okay, sir. I morgen rejser jeg med fly, så snart jeg køber en billet."
  
  
  - Det var det, jeg ville høre. Se, Golfield er blevet kontaktet igen. Han fortalte dem, at du var på vej. De fortalte ham, at de ville efterlade en besked til dig på - jeg hørte ham rode i nogle papirer - på Camp Hotel, Maroehiti 307, nær Durbar Square i Kathmandu. Så vidt jeg forstår, er dette et hippiested i byens centrum. Så...'
  
  
  "Hold øjnene åbne," afsluttede jeg sætningen.
  
  
  'Nemlig.'
  
  
  — I morgen aften skulle jeg være i Kathmandu. Flyveturen tager fra tolv til fjorten timer. Så, hvis du har yderligere instruktioner til mig, sir, vil jeg bo på Intercontinental.
  
  
  'En?'
  
  
  - Ja Hr.
  
  
  "Det var det, jeg ville høre," svarede han og klukkede stille. "Desuden, når du vender tilbage, vil du have masser af tid til sådanne aktiviteter."
  
  
  "Tak hr ".
  
  
  - God tur, Nick. Forresten, var hun smuk?
  
  
  'Meget godt.'
  
  
  'Det tænkte jeg nok.'
  
  
  Efter at have lagt på besluttede jeg at spise middag på hotellet i stedet for et sted på gaden. Nu hvor fjenden havde tyet til bomben for sidste gang, var det umuligt at forudsige, hvilke andre tricks han havde i ærmet. Først og fremmest havde jeg et arbejde. Den eneste måde at fuldføre dette var at forlade Amsterdam. ..i live...
  
  
  
  
  Kapitel 7
  
  
  
  
  
  Der var kun én måde at komme fra Amsterdam til Kathmandu - gennem Kabul, Afghanistans isolerede hovedstad. Da jeg vidste dette, havde jeg allerede reserveret på Intercontinental, som jeg fortalte Hawk. Det eneste jeg skulle tage mig af var min flybillet.
  
  
  Næste morgen spiste jeg en meget stor morgenmad for en sikkerheds skyld. Stuepigen medbragte en bakke med æg, forskellige typer hollandsk ost, skinke, fire skiver toast med smør, marmelade og søde rundstykker. Jeg spiste alt, hvad hun lagde foran mig og skyllede det ned med to glas iskold mælk. Enhver mor ville være stolt af at have sådan en søn. Jeg drak ikke kaffe. Jeg havde det i hvert fald ret godt, og det var præcis, hvad jeg ønskede.
  
  
  Da bakken blev fjernet, fortsatte jeg med at klæde mig på. Jeg smuttede ud af hotellet gennem bagdøren. Jeg havde ikke til hensigt at give Koenvaar endnu en chance for at målrette mig, som han havde gjort dagen før. KLM-bygningen lå på museumspladsen, cirka femten minutters gang fra hotellet. Gavlene funklede i det skarpe sollys, men der var ingen glans af metal eller reflektion fra løbet på en snigskytteriffel. Jeg fortsatte dog med at overvåge mit miljø. Skødesløshed ville betyde en sikker død, for jeg var sikker på, at Koenvar ikke havde forladt byen og ikke ville give op efter alle de anstrengelser, han havde gjort for at få juvelerne.
  
  
  Intet forstyrrede dog dagens skønhed undtagen mine bekymringer om Andrea Yuens tilstand. I det øjeblik, mens jeg gik ad Spiegelstraat, fortsatte mine tanker med at kredse om den operation, der nu blev gennemført i Wilhelmina Gastuis.
  
  
  Og et sted i byen ventede Koenvar på mig. Hvis bare jeg vidste hvor...
  
  
  Jeg bestilte en plads hos KLM på flyet Amsterdam-Teheran-Kabul, som afgik klokken halv fire samme dag. På grund af tidsforskellen i øst kommer jeg først til Kabul næste morgen. Men hvis jeg ikke tager dette fly, sidder jeg fast i Amsterdam resten af ugen. Så jeg bestilte mine billetter og tog en taxa tilbage til hotellet.
  
  
  Lederen stod bag en provisorisk skranke med et øjenplaster over det ene øje og en arm i en slynge. Hvis blikke kunne dræbe, ville jeg være død på to sekunder. "Jeg behøver ikke fortælle dig, hr. Carter," sagde han og tog mine penge, "at du ikke vil være velkommen på hotellet, hvis du nogensinde vender tilbage til Amsterdam."
  
  
  "Jeg havde ikke forventet noget mindre," sagde jeg med et hårdt smil. Så gik jeg ovenpå for at fortsætte med at gøre mig klar.
  
  
  Det forekom mig, at det var bedre at tage direkte til Schiphol end at slå tiden ihjel på hotellet, så jeg forberedte alt til afgang. Jeg brugte bagudgangen igen og forlod hotellet gennem gyden bagved. Så langt så godt, tænkte jeg.
  
  
  Der var ingen skridt bag mig, ingen skygger, der kom til live på et øjeblik. Gyden lugtede af uafhentet affald, men Koenvar gemte sig ikke bag skraldespande for at meje mig ned med sit skydning. Lyden af biler foran lokkede mig i denne retning og sløvede mine sanser. Jeg skyndte mig i den retning, og ville plappe ind på bagsædet af en taxa og forsvinde ind i den larmende menneskemængde på Schiphol.
  
  
  Et stykke tid så det ud til, at alt gik efter planen og uden problemer. Ingen kiggede engang på mig, da jeg ringede til en taxa og lukkede døren bag mig.
  
  
  "Til Schiphol, tak," sagde jeg til chaufføren, en krølhåret ung mand, der havde begge hænder på rattet og begge øjne på bakspejlet.
  
  
  'Engelsk mand?' - spurgte han, da vi gik sammen i tæt trafik.
  
  
  "Amerikansk".
  
  
  "Fantastisk," sagde han. - Så taler vi engelsk. Jeg har brug for øvelse; snart tager jeg til Amerika. Forlader du Amsterdam i dag?
  
  
  Gudskelov, tænkte jeg. Så højt: "Ja, i eftermiddag." Mens jeg talte, holdt jeg øjnene på bilerne og lastbilerne bag os. "Er trafikken altid sådan her?"
  
  
  'Ikke altid. Men jeg tager landevejene,” svarede han og drejede ved næste lyskryds. Det var da jeg indså, at en anden havde denne geniale idé. Jeg besluttede at holde min mund, indtil jeg var sikker på, at vi blev fulgt. Det lignede meget, for da min chauffør drejede til venstre, lavede føreren af den mørkeblå Renault den samme tilsyneladende harmløse manøvre. Det var ikke muligt at sige, hvem der kørte bilen. Solen skinnede i hans øjne, og forruden var simpelthen en glødende overflade, der effektivt skjulte hans ansigt og hans identitet. Hvis det ikke var Koenvaar, var det en, der arbejdede for ham, for efter fire sving i træk var den blå Renault stadig bag os, om jeg kunne lide det eller ej. Jeg dukkede mig ned og lænede mig mod chaufføren. "Jeg er ked af at have voldt dig så mange problemer," begyndte jeg. "Hvilken ballade?" sagde han med et grin. ”Jeg rejser til Schiphol og tilbage ti gange med passagerer. Intet problem, tro mig.
  
  
  "Jeg tvivler på, at du medbringer forfulgte passagerer," svarede jeg.
  
  
  'Og hvad?'
  
  
  "Vi bliver overvåget. De bliver forfulgt. Kig i bakspejlet. Kan du se den blå Renault?
  
  
  'Og hvad så?' sagde chaufføren, stadig uimponeret. "Han kommer efter os fra Rosengracht Street."
  
  
  "Du laver sjov, dude," sagde han på perfekt amerikansk. "Hvad fanden er det her?" Jeg troede, han ville klare sig godt i San Francisco.
  
  
  "Det er en farlig joke," sagde jeg med et grin uden humor. "Hvis du slår denne slacker, vil du tjene halvtreds gylden."
  
  
  Chaufføren havde åbenbart brugt meget tid sammen med amerikanske hippier, fordi han nikkede og sagde: "Shit, mand. Du er sej.' Så trykkede han på speederen, og vi skyndte os frem.
  
  
  Han tog det næste sving på mindre end fire hjul, men Renault var ikke ved at give op så hurtigt. Han skreg rundt om hjørnet og jagtede os ned ad en smal brostensbelagt gade nær byens centrum. Jeg kiggede tilbage, men kunne stadig ikke se, hvem der kørte.
  
  
  Diamanterne blev ikke opbevaret i et pengeskab. De var heller ikke limet til førstehjælpskassen. Jeg var nødt til at skille mig af med Koenvaar, eller hvem der nu kørte den Renault, ellers kunne tingene blive meget grimme for USA's udenrigspolitik og Indiens sikkerhed, for ikke at nævne de to Golfield-børn. "Er han stadig bag os?" - spurgte chaufføren med en antydning af nervøsitet i stemmen.
  
  
  "For pokker, han er stadig bag os," skød jeg. -Kan du ikke gå lidt hurtigere?
  
  
  - Jeg prøver, mand. Dette er ikke Formel 1, hvis du ved, hvad jeg mener."
  
  
  - Ja, jeg forstår, hvad du mener. Og det er ikke sjovt. Jeg holdt mig så lavt, som jeg kunne, og holdt øjnene på Renaulten, der kørte gennem gaderne bag os. Min chauffør zigzaggede, som om han kørte et klippeskib ind i havnen, men det gav os kun et forspring på tyve eller tredive yards.
  
  
  Taxachaufførens nakke var spændt som en fjeder, og svedperler løb ned af kraven på hans skjorte. Hurtigere, hurtigere, tænkte jeg. Kom nu. Men drengen gjorde alt, hvad han kunne. Hvorfor politiet endnu ikke var kommet efter os, havde jeg endnu ikke nået at tænke over, for i det øjeblik bragede Renault'en bag i taxaen. Chaufføren mistede herredømmet, kørte op ad fortovet, gik glip af en stor butiksfacade med en tomme og endte derefter tilbage midt på gaden.
  
  
  "Det her begynder at gøre mig sindssyg, mand," råbte han og rykkede i rattet.
  
  
  "Slip mig ved næste hjørne," gøede jeg tilbage og tænkte, at det ville være bedre for mig at gå alene og til fods. Jeg tog fat i kanten af forsædet med al min styrke, da Renault ramte os for anden gang. Vi mistede en skærm, en baglygte og en del af kofangeren. Chaufføren drejede på rattet, som om han spillede roulette og forsøgte at lave en farlig U-vending i håbet om at komme af med Renaulten for altid og smide den af sig. Vi var igen i byens centrum og kørte fra lufthavnen, ikke mod den. Jeg tjekkede mit ur. Klokken var fem minutter over ti.
  
  
  De smalle, snoede gader beskrevet i turistbrochurer susede forbi på begge sider. Snuskede huse med hyggelige vinduer, farverige butiksvinduer - alt dette var en del af den ubudne indretning.
  
  
  - Hvor fanden er vi? Jeg skreg det, fuldstændig desorienteret. "Seawall," sagde han. hans stemme var nu høj og hektisk.
  
  
  'Hvor?'
  
  
  "Ziedijk, Zidijk," råbte han. "I red light district. Så jeg afleverer dig. "Jeg er ikke James Bond, mand," tilføjede han og bandede højt, da han forsøgte at krydse en bro, der kun var for cyklister og fodgængere, ikke biler.
  
  
  Det var en stor fejl.
  
  
  Renaulten nærmede sig os som en vred tyr, fast besluttet på at gøre arbejdet færdigt. Før den nåede frem til midten af broen, faldt taxaen i en forræderisk hale som følge af et skub fra Renault bagfra. Vi gik i en ende, og der var ikke noget, vi kunne gøre ved det.
  
  
  "Vi falder fandeme," råbte taxachaufføren og kæmpede for at genvinde kontrollen over bilen.
  
  
  Det kunne han ikke.
  
  
  Det næste, jeg vidste, var, at vi var midt i en kanal.
  
  
  Der var et glimt af den klare blå himmel, stenfacaderne på kanalhuse fra det syttende århundrede og broens forvitrede smedejernsrækværk. Vi ramte derefter vandet, stadig tæt på 40 mph. Jeg klemte mit hoved med knæene, og bilen hvilede mod de olieagtige bølger, der plaskede omkring os. Heldigvis var vinduerne lukkede, og bilen så ud til at svæve. Hvis det var anderledes, ville vi være meget værre stillet.
  
  
  Chaufføren slog hovedet i rattet og mistede bevidstheden. Jeg lænede mig frem og slukkede motoren, lige som en kugle knuste forruden, og glasskår regnede ned på forsædet. Der kom blod i øjnene, da jeg skubbede til chaufføren og klemte igen. Endnu en kugle afsluttede arbejdet, og der var intet tilbage af forruden undtagen et par skarpe fragmenter rundt om kanterne.
  
  
  Jeg havde stadig ikke set Koenvar, men jeg havde ikke tænkt mig at sidde og vente på, at nogen fangede os. Og det seneste møde med politiet vil betyde, at mine problemer langt fra er forbi, især hvis Sean får nys om denne seneste hændelse. Så jeg holdt mig uden for skudlinjen så godt jeg kunne og prøvede at tænke tingene igennem. Jeg var sikker på, at jeg når som helst ville høre lyden af en politisirene. Men efter det hørte jeg kun et skarpt brag, da endnu en kugle gennemborede taget af taxaen. Jeg var nødt til at handle, uanset hvor farligt det var.
  
  
  Hvis jeg åbnede døren, ville bilen øjeblikkeligt fyldes med vand. Jeg ville ikke have taxachaufførens liv på min samvittighed, mens han sad bevidstløs på forsædet. Så jeg rullede vinduet ned og håbede på det bedste. Kufferten ville flyde i mindst et par minutter, da det lukkede rum fungerede som en slags luftbeholder. Han faldt først ud af vinduet. Jeg smed nogle penge på forsædet og gled tilbage til vinduet. Så tog mit hoved og skuldre, og så resten af min krop, samme vej som min dokumentmappe.
  
  
  Koenvaar - jeg var stadig ikke sikker på, om det var ham, der kørte Renault, bemærkede tilsyneladende ikke dette, da der ikke blev affyret skud, da jeg steg ud af bilen. Det forblev farligt og svært, men jeg klarede og forberedte mig på at tage et isbad. Så kom dykket, og jeg ramte vandet som et barn, der hoppede i en kold dam.
  
  
  Det var lige så koldt, som jeg havde forventet.
  
  
  Mit tøj trak mig ned, men jeg tog fat i håndtaget på min dokumentmappe og svømmede hen til broen. Flere forbipasserende lænede sig ind over rækværket og iagttog mine fremskridt og råbte opmuntrende ord, som om de var tilskuere til en svømmekonkurrence. Men det var slet ikke, hvad jeg ønskede, at mængden ville tiltrække sig en nysgerrig politimands opmærksomhed.
  
  
  Broens murværk var tilgroet og glat. Jeg prøvede at finde noget at tage fat i, noget at trække mig op til. I det øjeblik hørte jeg hyl af sirener, som jeg havde frygtet. Hvert sekund var dyrebart, for hvis politiet fangede mig, før jeg nåede mit fly og flygtede, ville Koenvaar igen gå sejrrigt ud af kampen. Så jeg klatrede op, hvilket ikke er nemt med mappen gemt under armen.
  
  
  Så lagde jeg mærke til noget, jeg ikke havde lagt mærke til før, en gammel rusten trappe mod fæstningsmuren på den anden side af broen. Jeg kastede mig tilbage i det mørke vand. Jeg kæmpede mig gennem det olieholdige vand og snavs, halvt forblændet af blodet, der stadig dryppede ind i mine øjne. Og så nåede jeg endelig det nederste trin af trappen. Derefter tog det mig lidt over to minutter at komme tilbage til det tørre land.
  
  
  Naturligvis var Amsterdam politi Volkswagen parkeret midt på broen. Mængden af forbipasserende steg. Folk råbte og pegede på den flydende taxa i bunden af broen, hvor jeg skulle være. En af betjentene svømmede allerede hen mod taxaen. Jeg løb uden at have til hensigt at sidde og vente på en invitation til politistationen.
  
  
  Jeg var gennemblødt til huden. Det første, jeg skulle gøre, var at få fat i noget tørt tøj, så jeg kiggede mig om efter et skilt, hvor der stod "vaskeri".
  
  
  Men i stedet for at finde dette eller noget lignende og lige så effektivt, fandt jeg morderen gemt i skyggen af huse, uden for politiets syne.
  
  
  Heldigvis så jeg ham før han så mig. Hvis det var omvendt, ville tingene blive meget mere komplicerede, end de allerede var. Det var en anden end Koenvar: en anden af hans kammerater. Denne lignede en muskuløs eks-sømand med blomkålsører, en brækket næse og en S&W Model 10.A revolver. Jeg ville ikke skændes med nummer 38, så jeg dukkede ind på verandaen til et eller andet hus nær kanalen.
  
  
  – Leder du efter nogen bestemt? En stemme hviskede pludselig i mit øre, efterfulgt af flimren fra en våd tunge.
  
  
  Jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med en ung kvinde iført en masse rødme og en blond paryk. Hun blottede tænderne af grin og klikkede med tungen og vinkede mig videre ind på den mørke veranda. Jeg havde glemt, at dette var hjertet af red light district, men nu huskede jeg det, og en anden plan begyndte at danne sig i mit sind.
  
  
  'Hvor mange?' – spurgte jeg uden at spilde mere tid. Klokken var 11:03. Mit fly lettede kl 1:30. På billetten stod der tydeligt en advarsel om, at passagerer skal være i lufthavnen mindst en time før afgang. Så det ville være på kanten, det var der ingen tvivl om.
  
  
  "Tredive gylden til dig... uden videre," sagde hun uden tøven. Mit våde tøj og suk i hovedet gjorde hende tydeligvis ikke noget.
  
  
  "Jeg giver dig halvtreds, hvis du gør noget for mig."
  
  
  "Det kommer an på," svarede hun som en ægte professionel.
  
  
  Jeg vinkede hende til kanten af våbenhuset og pegede på Koenvars medskyldige; hans S&W revolver stak ud af hans ru uldjakke. - Ser du den mand med en brækket næse og et forslået ansigt?
  
  
  "Du mener ikke os tre, vel?" - sagde hun med åbenlys interesse eller tydelig afsky, fordi ansigtsudtrykket forblev uforståeligt.
  
  
  Jeg rystede på hovedet. "Jeg vil bare have, at du går og snakker med ham, distraherer ham, indtil jeg forsvinder." Du forstår?' Jeg tørrede blodet af mit ansigt. Hun forstod straks alt og sagde: "Selvfølgelig for 75 gylden."
  
  
  "Hundrede for at sikre, at du gør et godt stykke arbejde." Uanset hvad, distraher hans opmærksomhed.
  
  
  Hun tog det nærmest som en personlig fornærmelse. Men penge ændrede hende radikalt. Hun proppede pengene ind i sin bh, som om hun tog slik fra et barn. Hun rystede demonstrativt på hofterne og gik ud på gaden, klar til at spille sin rolle fuldt ud. Hvis dette lille trick ikke havde virket, havde jeg virkelig haft hænderne fulde, for Wilhelmina var lige så våd, som jeg var. Så længe hun var våd, var hun ubrugelig. Og nu var der ikke tid til at skille den ad, tørre den af og så sætte den sammen igen.
  
  
  Du måtte stole på din opfindsomhed, dine bare hænder og måske om nødvendigt Hugo. Men jeg ville ikke bruge noget af det, hvis det var op til mig. Så længe min gudsendte gave spiller sin rolle godt i de hundredvis af bolde, skal jeg bare finde et vaskeri.
  
  
  Fra rundt om hjørnet af verandaen så jeg hende gå ned ad gaden, klar til at spille sin rolle.
  
  
  Først så det ud til, at Koenvaars medskyldige ikke ville falde for det. Han sagde noget på hollandsk, ordene for fjerne til at kunne forstås. Men hans handlinger talte lige så tydeligt og gjorde lidt senere alt meget klart for mig. Jeg så ham skubbe hende væk med et groft, uvenligt skub. Heldigvis var hun modig og ville ikke lade sig skubbe væk. Hun kørte sine fingre op og ned ad hans ryg og stillede sig foran ham og blokerede hans udsyn. Jeg har ventet på det her. Jeg løb fra verandaen og stoppede ikke, før jeg nåede i sikkerhed i gyden på den anden side af gaden.
  
  
  Alt skulle være gået godt.
  
  
  Men det var ikke tilfældet.
  
  
  Jeg var halvvejs nede på gaden, da et hæst bilhorn fangede skurkens opmærksomhed. Han kiggede sig over skulderen på trods af den prostitueredes bedste indsats for at fastholde hans opmærksomhed med hendes saftige og spændende krop. Vores øjne mødtes, og et sekund senere rakte han i sin jakke efter sin Smith & Wesson.
  
  
  Jeg ventede ikke på noget fyrværkeri eller en demonstration af hans dødbringende skyderi.
  
  
  Denne gang gav politiets nærhed mig en vis fordel. Coenvars håndlangere holdt fingeren under kontrol; han havde ikke tænkt sig at skyde med politiet så tæt på. Men det må have generet ham meget, for han løb efter mig, mens hans buldrende fodtrin rungede alarmerende i mine ører. Jeg var allerede i gyden, da det første dæmpede skud lød og susede en centimeter over mit hoved. Jeg kastede mig fladt på jorden, men han skød ikke en anden gang. Han risikerede sit skud, og jeg gik ud fra, at han nu var bange for at lave endnu en miss.
  
  
  "Rejs dig," hvæsede han gennem tænderne på engelsk, som om han lånte en måde fra nogle af George Formbys film. Men han lignede slet ikke en dværg i poset tøj. Jeg rejste mig op og mærkede min krop spændes til den første handling.
  
  
  Stønnen, jeg hørte få øjeblikke senere, var som musik i mine ører. S&W-revolveren slog højlydt ind i belægningsstenene. Jeg kastede et cha-ki spark til siden, hvilket fik min venstre fod til at ramme ham i solar plexus. Han fordoblede sig af den pludselige intense smerte, og jeg slog ham med en række slag, denne gang i skridtet.
  
  
  Jeg må have såret hans skridt, fordi hans ansigt blev hvidt som sne. Han vaklede, kastede hænderne over lysken og faldt sammen på brostenene som en bunke gammelt snavs. Dernæst kom et enkelt, men fremragende udført cha-ki-træk, et frontalt slag, der ramte hans hals med knusende kraft. Nakkehvirvlerne var ikke brækket endnu, men den var forbandet tæt på.
  
  
  "Du er svær at vælte, ven," sagde jeg og fortsatte øvelsen med et pludseligt spark i hovedet. Den var vidunderlig. Alle hans ansigtsknogler så ud til at være brækket, og hans ansigt blev en lys lilla farve. Han begik den fejl at dække sin brækkede kæbe med hænderne og lade sine nyrer blottede. Dette var meget attraktivt for det næste slag, efterfulgt af grønt, galdelignende opkast, der strømmede ud af den blodige mund.
  
  
  For sådan en magtfuld fyr gjorde han ikke meget for at beskytte sig selv. Jeg skulle ikke have været så arrogant, for lige efter tog han fat i min ankel, tog fat i den og trak mig til jorden. Men ikke længe, hvis jeg har andet at sige om det. I det øjeblik mine ben foldede sig på midten under mig, sænkede jeg min arm som en le. Kanten af min håndflade landede på hans næserygg. Den indre struktur af næsen, næsebenet, selve næseryggen blev til en blodig masse. Blod strømmede ind i hans ansigt og gjorde ham blind. Det så på ingen måde for frisk ud, men det toppede alt.
  
  
  Han stønnede ynkeligt, men jeg havde ikke tid til medlidenhed. Han ville have dræbt mig, og han havde forsøgt at gøre det fra det øjeblik, jeg satte mig ind i taxaen. Nu ville jeg afslutte det arbejde, han havde startet, og gå i gang med min virksomhed.
  
  
  Det eneste, jeg havde tilbage, var et slag på hagen, som jeg fuldførte på et øjeblik. Det patetiske støn, det sidste støn, han udtalte, bragte ham ud af hans elendighed. Halshvirvlerne blev brækket i to, og skurken faldt død om.
  
  
  Jeg gispede efter vejret og rejste mig. Han var ikke et behageligt syn. Men min svømmetur i kanalen var heller ikke så behagelig. Hans tunge stak ud af hans blodige mund. En del af hans ansigt blev til blodig gelé. Hvor der engang havde været en kompleks struktur af knogler og kød, var der nu ikke andet end rå rubinrød pulp, der ligner indersiden af en figen.
  
  
  Jeg snublede tilbage, min dokumentmappe pressede mod mig. Jeg skal bruge mere end et vaskeri for at vaske blodet af mine hænder og lugten af død fra mit tøj.
  
  
  
  
  Kapitel 8
  
  
  
  
  
  Klokken var nu 11:17. Det tog mig omkring fjorten minutter at afslutte hans liv, fra start til slut. Da jeg nåede hjørnet af gyden, kaldte horen efter mig. Hendes ansigt blev kridhvidt, da hun så den døde mand midt i gyden.
  
  
  "Det gør ikke noget," råbte jeg og forsvandt ud af syne.
  
  
  Tre blokke og cirka tre minutter senere fandt jeg et vaskeri. Penge taler alle sprog, og inden for få minutter blev jeg pakket ind i et kløende uldtæppe, og mit tøj var tørt. Jeg var i stand til at vaske blodet af mit ansigt. Nedskæringerne var talrige, men overfladiske. Jeg redede mit hår frem for at dække det meste af det og håbede, at det ville hele så hurtigt som normalt. Men det var i sidste ende min sidste bekymring.
  
  
  Jeg skulle til lufthavnen og stadig gennem tolden. Det var lige så ubehageligt som at tænke på Koenvar, tænke på succesen eller fiaskoen af Andreas operation.
  
  
  'Hvor mange?'
  
  
  Jeg bad vaskerietsejeren, da han kom ind i baglokalet, om at se mig gøre det. "Ti minutter, femten minutter. "Jeg gør, hvad jeg kan," svarede han.
  
  
  - Har du en telefon?
  
  
  'Hvad?'
  
  
  'Telefon?' - Jeg gentog og prøvede ikke at knurre, da jeg bemærkede, at min tålmodighed var ved at slippe op.
  
  
  - Ja selvfølgelig. Lyden i hans stemme forrådte hans uudtalte frygt. Han pegede bag mig, hvor en antik sort enhed var halvt gemt under en bunke uvasket tøj. Han forblev på plads og personificerede fuldt ud hollændernes selvtilfredshed.
  
  
  Jeg lagde min hånd på røret og så på ham. Mit udtryk gav det hele væk. Han så på min sårede pande, min krop pakket ind i et tæppe og forsvandt hurtigt bag et par gardiner, der meget effektivt delte butikken i to dele.
  
  
  Så ringede jeg til informationsskranken, fik Wilhelmina Gastuis' nummer og kiggede på mit armbåndsur. Min Rolex sagde 11:27.
  
  
  "Wilhelmina Gastuis," sagde stemmen i den anden ende af linjen.
  
  
  "Ja, jeg ringer om frøken Andrea Yuen. Hun blev opereret i morges.
  
  
  "Et øjeblik tak," svarede kvinden i den anden ende af linjen. "Jeg vil tjekke."
  
  
  Jeg rakte tankeløst ud efter en cigaret og mærkede intet andet end brysthår og et kradsende uldtæppe. Jeg smilede træt for mig selv. Når jeg først kommer på dette fly, vil jeg klare mig, tænkte jeg, men i mellemtiden så det ud til, at denne kvinde for evigt ikke var i stand til at komme tilbage til telefonen.
  
  
  "Undskyld, at du lader dig vente," sagde hun til sidst. "Men det er for tidligt at tale om resultatet."
  
  
  "For at finde ud af, hvad resultatet er?"
  
  
  "Resultaterne af Miss Yuens operation," svarede hun i en saglig tone. "Hun er stadig ikke kommet ud af bedøvelsen."
  
  
  -Kan du forbinde mig med Dr. Boutens? Det er meget vigtigt. Ellers ville jeg ikke genere dig.
  
  
  "Jeg skal se, hvad jeg kan gøre for dig," sagde hun, og hendes stemme lovede kun et minimum af indsats. Så jeg ventede igen. Klokken var nu 11:31.
  
  
  "Hej, Dr. Boutens, det er Carter," sagde jeg hurtigt efter et par minutter. Nicholas Carter. Jeg talte med dig i går eftermiddags, hvis du husker det.
  
  
  "Åh ja, selvfølgelig," sagde han lige så venligt og venligt som dagen før.
  
  
  "Hvordan gør hun det?"
  
  
  Stilheden er så tyk, at du kunne skære den over med en kniv. 'Hej? Dr. Butens?
  
  
  "Ja, jeg er her stadig, Mr. Carter," sagde han med en antydning af træthed i stemmen. "I morges var vi i stand til at fjerne kuglen. Men det er umuligt at sige med sikkerhed, om hun bliver rask. Du skal stole på mig, når jeg fortæller dig, at det er for tidligt at sige noget sikkert.
  
  
  - Hvornår kan du gøre det her? spurgte jeg og mærkede min moral falde til et nyt lavpunkt.
  
  
  'Måske i aften. Højst i morgen tidlig. Vi gjorde, hvad vi kunne..."
  
  
  - Det er jeg ikke i tvivl om, læge. Tak for alt, og det er jeg sikker på, at frøken Yuen også vil."
  
  
  "Hvis du kunne ringe til mig i morgen," begyndte han.
  
  
  Jeg afbrød ham: "Jeg tror ikke, jeg kan gøre det her, Dr. Boutens. Jeg forlader Amsterdam. Og jeg kiggede automatisk på mit ur for hundrede gang. — Jeg tager afsted om lidt mindre end to timer. Men du formidler mit budskab, ikke?
  
  
  - Naturligvis. Jeg er ked af, at jeg ikke kan give dig... bedre nyheder, hr. Carter.
  
  
  "Jeg ønsker også".
  
  
  Mine sko var stadig våde, men der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det. Alt var ellers i hvert fald tørt og mere eller mindre præsentabelt. Jeg pakkede min kuffert igen, takkede virksomhedsejeren og befandt mig tilbage på gaden.
  
  
  Hvis du har brug for en taxa, finder du aldrig en. Jeg skyndte mig tilbage gennem Zuidijk til Nieuwmarkt. Inden for et minut eller to havde jeg en taxa klar til at køre mig til Schiphol.
  
  
  Klokken var nu 11:53.
  
  
  — Hvor lang tid tager det at komme til Schiphol? — Jeg spurgte chaufføren.
  
  
  "Omkring tyve minutter."
  
  
  Det eneste køretøj, der fulgte efter os, var en lastbil. Jeg syntes, jeg fortjente noget hvile nu. Men da jeg satte mig på sædet, begyndte min mave at knurre. På trods af at jeg havde en solid morgenmad, var dette et tydeligt tegn på, at jeg havde brug for noget at spise. Hvis ikke... men nej, jeg ville ikke sidde og tænke over det, hvis det stod til mig.
  
  
  Men trafikpropperne på vej til Schiphol gjorde ikke meget for at forbedre min sindstilstand. Jeg var nervøs og anspændt og forsøgte at kigge væk fra uret, men uden held. Om ti minutter ville det hele være overstået, men indtil videre var der ikke andet at gøre end at se lige frem og håbe, at min lykke ville fortsætte.
  
  
  Det var heldigvis ok.
  
  
  Lufthavnsuret sprang til 12:29, da jeg tjekkede min kuffert gennem tolden og tog en dyb indånding. "Just in time, sir," sagde flyselskabets medarbejdere, tog min billet og vejede min kuffert.
  
  
  "Fortæl mig noget," sagde jeg med et træt smil. "Har jeg stadig tid til at ringe til nogen og få noget at spise?"
  
  
  "Jeg er bange for, at du skal gennem tolden nu, men der er telefoner og en snackbar i afgangshallen."
  
  
  'Tak skal du have. Jeg husker det her. Ellers ville min mave minde mig om det.
  
  
  Jeg ville tale med Hawk, når jeg havde tid. Men endnu vigtigere, så skulle jeg supplere min morgenmad med noget mættende, noget der lå dejligt tungt på maven indtil frokosten blev serveret i flyet. Jeg følte allerede en forestående let kvalme forårsaget af sult. Den plan, jeg havde udtænkt, mislykkedes tilsyneladende på trods af alle de forholdsregler, jeg havde taget.
  
  
  Men først skulle jeg forholde mig til tolden... kvalme, træthed, hvad som helst.
  
  
  Jeg følte mig som en expat, der ankom til Ellis Island og stod over for hegn, veje og flere skilte, end jeg gad læse. Det var ligesom Radio City i ferien, hvor hundredvis af mennesker stod i kø for at se showet. hollandske skikke. Det var svært at holde ud, da min mave protesterede højlydt, og min hud fik farven som grøn ost. Jeg havde dog intet andet valg end at gennemgå en række tests.
  
  
  "Dit pas, tak," sagde den pænt klædte embedsmand efter et øjeblik.
  
  
  Han var meget venlig, og jeg smilede så tålmodigt, jeg kunne. Jeg er ikke særlig god til skuespil, men jeg synes ikke, jeg formidlede mit smil eller mangel på overraskelse særlig godt, da jeg så mig selv direkte ind i inspektør Seans overraskede øjne.
  
  
  "Så vi mødes igen," sagde jeg og bankede på kanten af min ikke-eksisterende hat i en gestus af hånende respekt.
  
  
  "Ja, hr. Carter," svarede han lige så professionelt, som den prostituerede på Zedijka havde gjort for et par timer siden.
  
  
  "Nå, det er en lille verden," fortsatte jeg og forsøgte mit bedste for at dæmme mit selvsikre smil.
  
  
  "Ikke rigtig," sagde han tilfreds. "Det er faktisk sådan, jeg arrangerede det."
  
  
  "Åh, lidt ligesom en fest for en af dine yndlingsturister, ikke?"
  
  
  - Ikke ligefrem, hr. Carter. Men jeg er sikker på, at du ikke har noget imod at svare på et par spørgsmål. Hans stemme lod mig ikke vide, hvad han ønskede af mig næste gang.
  
  
  "Hvis jeg ikke savner mit fly, inspektør," sagde jeg. "Men jeg tror ikke, jeg har noget at sige, medmindre du vil høre min ærlige mening om spørgsmålene omkring sojaindustrien eller præsidentvalget i USA."
  
  
  Bekymret og uforskammet lagde han sin hånd på min skulder og pegede på to mænd i uniform, som var inden for hørevidde.
  
  
  "Hør, Sean," sagde jeg, da to kraftige toldere kom hen til mig. "Hvad sker der egentlig?"
  
  
  "Nå, hr. Carter," sagde han, lige så selvtilfreds som altid, "nogle af mine mænd rapporterede om en ret mærkelig hændelse i morges."
  
  
  - Hvad har det her med mig at gøre?
  
  
  "Måske ingenting. Men også... måske er det det hele,” svarede han. "Selvfølgelig kan du ikke huske at svømme i nærheden af Zuidijk i morges, gør du?"
  
  
  'Hvad?' "Sagde jeg og prøvede mit bedste for at lyde så overbevisende som muligt, selv da sveden begyndte at danne sig omkring min krave, og min kvalme blev tredoblet, hvis ikke mere. ”På Gelders Kade blev der fundet en bil i vandet. Taxa. Chaufføren fortalte, at han havde hentet en mand på Herengracht, en amerikaner, som ønskede at blive kørt til Schiphol.
  
  
  'Så hvad er det næste?'
  
  
  "Og du er en amerikaner, der havde et værelse på Herengracht, det vil sige indtil i morges." Desuden er beskrivelsen, han gav af passageren, korrekt."
  
  
  "Hvad er rigtigt?"
  
  
  "Jamen, du er selvfølgelig, hr. Carter," sagde han. "Så har vi sagen om det lemlæstede lig, som vi fandt tæt på ulykkesstedet."
  
  
  "Du vil ikke bebrejde mig for dette, vel?" - sagde jeg så fornærmet som muligt.
  
  
  "Selvfølgelig ikke, Mr. Carter," forsikrede Shawn mig med knapt forklædt sarkasme og en vred, følelsesløs stemme. "Hvordan kan du tænke sådan? Jeg foreslår kun, at du ledsager disse to herrer...” Med den ene hånd pegede han på de to toldere, der stod ved siden af ham. "Gør præcis som de siger."
  
  
  Jeg har beskæftiget mig med forfængeligheden hos folk som politikere og finansmænd før, som en lille fisk i en stor dam, men aldrig med så stædige retshåndhævere. Du vil lære noget, tro mig.
  
  
  "Hvis dette er dit sidste ord..." begyndte jeg.
  
  
  "Det er rigtigt," sagde han kort. Han talte derefter hurtigt med de to toldere og den hjælpeløse og elendige Nick Carter.
  
  
  Jeg blev eskorteret til et lille privat værelse ikke langt fra, hvor jeg blev hentet. Min kuffert ankom inden for et minut.
  
  
  De to toldere lignede to tidligere priskæmpere, selvom jeg ikke havde tænkt mig at måle noget imod dem. Der var bord og stol på værelset. Intet mere. Det var stærkt oplyst. Jeg tog en stol, selvom den ikke blev tilbudt mig, lagde mine hænder på mine knæ og forsøgte at glemme min ynkelige situation.
  
  
  Shen spillede ikke kun et ondt spil, men også et farligt.
  
  
  Hele Vesteuropa vil lide, hvis Kina overtager Nepal. Det var dengang umuligt at sige, hvad dette kunne betyde for hele den vestlige verden. Desværre var Seans verden meget mindre og kun begrænset til Amsterdams bygrænse. Hans vision strakte sig lidt længere end IJsselmeer i nord og Bijlmermeer-husghettoen i syd. De Zeedijk var dengang et sted i midten, i centrum af sin jurisdiktion.
  
  
  Det eneste, der overraskede mig, var, at han ikke blandede sig. Ikke at jeg ellers ville have ønsket det, men jeg fandt det mærkeligt, at efter al den indsats, han havde lagt i at finde mig, ville han nu trække sig tilbage og overlade det snavsede arbejde til andre. Måske var det toldbestemmelser, men jeg havde lidt tid til at tænke over det, for i det øjeblik blev jeg bedt om nøglen til at åbne mappen.
  
  
  Sandhedens øjeblik er kommet.
  
  
  Selve mappen var stadig fugtig, men det så ikke ud til at genere de to frygtløse og fåmælte toldere. Den ene holdt sine perleøjne på mig, som om han var bange for, at jeg ville forsøge at flygte, og den anden åbnede sin mappe og tog alt, hvad der var indeni. Det skal siges, at han gjorde dette omhyggeligt, da han forsigtigt foldede tøjet igen, og sørgede for, at der ikke var noget i det i betydningen smuglergods.
  
  
  Dette fortsatte i omkring ti minutter, indtil alt, hvad jeg havde pakket i det øverste synlige rum i kufferten, blev opdaget og gennemsøgt. Jeg sad på en lige træstol og så hele forestillingen med et tomt og passivt udtryk i ansigtet. Men da tolderen kørte sine nysgerrige fingre langs lærredsomslagets kanter, glemte jeg min kvalme og lænede mig ufrivilligt lidt frem i sædet.
  
  
  Han vidste, hvad han lavede, selvom jeg prøvede ikke at lade ham vide ved det uinteresserede udtryk i mit ansigt. Et øjeblik så det ud til, at alt ville ende uden yderligere vanskeligheder, men min optimisme viste sig at være for tidlig. Der var et svagt, men tydeligt hørbart klik. Inspektøren talte hurtigt med sin partner, som stod ved siden af ham, mens han fortsatte med at filme, hvad der først så ud til at være bunden. Hvis han havde løftet kufferten fra bordet, ville vægtforskellen have givet en klar indikation, men kufferten blev på plads, og jeg tvang mig selv til at sidde stille, nervøst klistret til min plads.
  
  
  Den interne mekanisme klikkede højt igen, efterfulgt af et af de mest larmende suk, der nogensinde er hørt på denne side af Atlanten. Mandens øjne lyste op som et retfærdighedens sværd, da to fingre tog fat i bunden og rev den ud. Det skjulte rum var ikke længere skjult. Men forestil dig deres skuffelse, da han opdagede, at han kun så på et andet maleri.
  
  
  Det nu åbne bagagerum var helt tomt; der var intet i ånden af våben eller uslebne ædelstene, især diamanter. Tillykke, smilede jeg for mig selv. AH-teknikernes arbejde var endnu smukkere, end du troede. Ikke alene gjorde de sig den ulejlighed at lave et hemmeligt rum, men de gjorde det også, at der var to steder i den falske bund, og ikke et, som tolderne nu mente.
  
  
  Hvis de havde kigget videre, er jeg ikke i tvivl om, at de ville have fundet en skjult mekanisme, hvormed det sidste rum kunne åbnes. Der gemte jeg Wilhelmina, Hugo og Pierre, samt et par andre ting for min sikkerhed. Men jeg lagde ikke diamanterne i mappen, fordi jeg ikke ville risikere, at de blev opdaget.
  
  
  Skuffet lukkede inspektøren bunden. Hans tavshed, hans partners tavshed generede mig. Det forekom mig, at jeg var langt fra fri, om jeg kunne lide det eller ej. Mit tøj og toiletartikler blev pænt foldet tilbage og til sidst lukket igen. Jeg ville rejse mig fra min plads og skjule min følelse af lettelse, da den person, der faktisk foretog efterforskningen, gjorde mig et tegn til stedet.
  
  
  "Tag venligst dit tøj af, hr. Carter," sagde han efter at have hvisket til sin partner. "For hvad?"
  
  
  "Inspektør Sean har grund til at tro, at du ikke var helt ærlig over for ham." Gør venligst som du bliver bedt om," han kiggede på sit ur, "ellers går du glip af dit fly." Intet ville gøre mig mere vred. Men det nyttede ikke noget at skændes med dem. De havde ansvaret, ikke mig.
  
  
  Så jeg rejste mig og tog min jakke af. Den mørke blazer blev efterfulgt af et navy slips og en marineblå egyptisk skjorte. Så kom et krokodillelæderbælte med et håndlavet guldspænde, en gave fra en ung pige, hvis liv jeg havde reddet for et par måneder siden under en forretningsrejse til New Delhi. Jeg åbnede og fjernede bukserne, lavet af et let kamgarn lavet efter mine instruktioner af Paisley-Fitzhigh i London.
  
  
  Da jeg tog mine støvler af, sagde en af tolderne: "De er våde", som om det var den eneste grund til at arrestere mig.
  
  
  "Mine fødder sveder," svarede jeg grimt, tog mine sokker af og stak tommelfingrene ind i linningen på mine trusser.
  
  
  "Vær venlig," fortsatte han, "også dette," og tvang mig til at stå nøgen, mens hvert stykke tøj blev inspiceret og genovervejet.
  
  
  De kunne ikke finde andet end fnug fra mine lommer og penge. Men de ville ikke give op endnu. Den fuldstændige ydmygelse kom et par minutter senere, da jeg indså, hvad en mand må have følt, da han blev tvunget til at bøje sig og sprede sine balder. Mine tænder blev så undersøgt, som om jeg var en hest, der blev solgt til højestbydende.
  
  
  De fandt ikke, hvad de ledte efter, og jeg gjorde mere umage for at skjule det for deres nysgerrige øjne, end de kunne have forestillet sig.
  
  
  Da de var færdige med det, var jeg så svimmel, at jeg næsten ikke kunne stå på benene. "Du ser ikke for godt ud, hr. Carter," sagde en af tolderne med et smil, som jeg forsøgte at ignorere.
  
  
  "Det er på grund af din vidunderlige hollandske gæstfrihed," sagde jeg. "Må jeg klæde mig på nu, mine herrer?"
  
  
  'Jamen selvfølgelig. Vi tilbageholder dig ikke længere. Desværre nåede jeg ikke at se Seans ansigt, da han hørte den dårlige nyhed. Men det er vel et spil. Desuden havde jeg for travlt med at proppe mig selv med kroketter, mens jeg ventede på at blive færget til den anden side af havet til at bekymre mig om en skuffet og ubehagelig inspektør. Jeg havde ti minutter før jeg gik ombord. Efter alt, hvad jeg havde været igennem, var jeg forsigtig med ikke at misse mit fly.
  
  
  Da jeg endelig blev forbundet med Hawk, informerede jeg ham hurtigt om den seneste udvikling. "Jeg kan ikke tro, at sherpaerne står bag dette," sagde han, efter jeg havde fortalt ham, hvad der var sket, siden jeg begik den fejl at stå ud af sengen om morgenen. De har intet at vinde ved at dræbe dig, Nick. Forresten, lykkedes det dig...
  
  
  "Lige nu," sagde jeg. - Men det lykkedes. De er sikre.
  
  
  'Perfekt.' Og jeg kunne se ham smile ved sit skrivebord tre tusinde kilometer væk.
  
  
  "Faktum er," fortsatte jeg, "at Koenvar hellere ville have mig elimineret end at gennemføre handlen. Og det bekymrer mig. Tror du, at den nepalesiske regering kunne have fundet ud af dette og sendt Koenwar for at aflytte mig? Hvis missionen mislykkes, vil sherpaen modtage alle de penge, der er nødvendige for at købe udstyr. Det mener de i hvert fald.
  
  
  "Det lyder ret langt ude, hvis du spørger mig," svarede han. "Selv om alt er muligt i denne type forretning."
  
  
  "Fortæl mig noget andet," sagde jeg stille.
  
  
  "Det vigtige er, at du klarede dig igennem, i hvert fald indtil videre. Jeg vil se, om jeg ikke kan komme i tanke om noget, der kan hjælpe dig. Lad os starte med, at den politiske situation dér er ret usikker. Jeg har flere kontakter, der kunne kaste lidt lys over, hvad der skete. Jeg vil presse nogle oplysninger ud. Det tager bare tid, det er alt.
  
  
  "Det er en af de ting, vi mangler lidt," sagde jeg.
  
  
  - Du klarer dig godt, Nick. "Alle i verden stoler på mig," svarede min chef, en sjælden kompliment, der ikke gik ubemærket hen. »Faktum er, at jeg hørte noget om en form for splid i kongehuset, om en slags blodtørstig borgerstrid. Vi bliver nødt til at grave lidt dybere, men måske vil det hjælpe os til at forstå, hvor vanskeligheden ligger.
  
  
  I det øjeblik hørte jeg mit fly blive kaldt over højttalertelefonen.
  
  
  Jeg var nødt til at afslutte opkaldet. Min mund var stadig fuld af mad, og min kvalme forsvandt midlertidigt.
  
  
  "Jeg vil kontakte dig igen, når jeg ankommer til Kabul. Men hvis du finder noget, vil jeg være taknemmelig, sir. Nogen vil gå meget langt for at komme til mig, før sherpaerne gør det. Og jeg vil gerne vide hvorfor.
  
  
  'Og hvem.'
  
  
  "Det synes jeg også," sagde jeg.
  
  
  "Jeg vil bruge alle kanaler til min rådighed," sagde han. "Forresten... hvordan har pigen, der blev skudt?"
  
  
  "Hun blev opereret i morges," sagde jeg.
  
  
  'Og hvad?'
  
  
  "De ved ikke, hvad hendes chancer er, før i morgen tidlig."
  
  
  'Jeg er ked af at høre det. Men jeg er sikker på, at du gjorde alt, hvad du kunne for hende," sagde han. – Jeg vil tale med dig, N3. Sørg for, at du kommer sikkert dertil.
  
  
  "Tak hr ".
  
  
  Sean var mærkbart fraværende fra mængden af farvel, da jeg tjekkede ind, modtog mit boardingkort og gik gennem tunnelen til flyet. Men jeg kunne bedst lide det. Jo før vi kom i gang, jo før jeg forlod Amsterdam, jo mere kunne jeg lide det.
  
  
  Desuden var jeg stadig sulten.
  
  
  
  
  Kapitel 9
  
  
  
  
  
  Længe før Elburz-bjergene rejste sig i en perlemorgen, skålede jeg for min tandlæge, Burton Chalier. Uden hans hjælp, hans erfaring, ville min mission være kollapset for hans øjne, og med den to børns skæbne og fremtiden for et isoleret rige omgivet af bjerge.
  
  
  Min frygtelige sult var forventet, og det samme var min kvalme. Men nu hvor det fysiske ubehag var overstået, og mit ansigt havde fået farve igen, følte jeg mig lidt mere som mig selv, og ikke som om jeg havde slugt noget, jeg ikke burde have, hvilket er det der skete.
  
  
  Jeg kørte min tunge over den specielle guldkrone, tandlægen havde sat på mig, inden jeg forlod Washington. Chalier fastgjorde forsigtigt krogen til en af de nederste kindtænder. Presset ind i tandkødet var det virkelig ikke synligt, hvilket allerede blev bevist under undersøgelsen af min mund på Schiphol. Denne krog blev brugt til at fastgøre nylontråd, også kaldet fiskeline. På den anden side var tråden, der løber fra spiserøret til mavesækken, fastgjort til et kemisk resistent rør.
  
  
  Hele strukturen mindede mig om et sæt rededukker. Hver dukke indeholder en mindre dukke og så videre i det uendelige. I mit tilfælde havde du mig, og i mig havde du min fordøjelseskanal, som min mave var en del af, og i den mave var der et rør, og i det rør var der diamanter i ru.
  
  
  Grunden til, at jeg fik så stor en morgenmad, var, at jeg var så svimmel. Da jeg ankom til Schiphol, måtte jeg holde mavesaften i gang hele tiden. Hvis jeg havde slugt piben på tom mave, ville den efterfølgende udskillelse af enzymer sammen med saltsyren, der frigives under fordøjelsen, have givet mig ondt i maven, der kunne have væltet en elefant. Sammen med al den mad, jeg kunne mave, tog jeg en sund dosis rensetabletter, som den farmaceutiske afdeling af AX labs gav mig. Røret var fleksibelt nok til at tillade mad at passere ind i maven. Det var ikke den mest behagelige operation, men så igen, mit arbejde er aldrig særlig subtilt eller subtilt. Jeg tog nu endnu en kvalmepille og lykønskede mig selv med succesen med mit forehavende. I hvert fald mens det varede.
  
  
  Diamanter havde været i min mave siden den foregående morgen, da jeg forlod Ambibi Hotel for at bestille min billet. De kunne blive der næsten på ubestemt tid, så længe jeg tog min medicin og fortsatte med at spise tungt. Det var stewardessen overbevist om og beundrede, hvad hun betragtede som en sund, mandlig appetit.
  
  
  Tilfreds med, at alt gik efter planen, vendte jeg mig mod vinduet og så solen stå op. "Rygning forbudt"-skiltet havde netop blinket, da piloten forberedte sig på at lande i Teheran. Under mig lå den sneklædte Elburz-bjergkæde. Endnu mere imponerende var Damavand, en vulkansk top, der rejste sig næsten 5.700 meter over himlen.
  
  
  Men jeg ville ikke have tid til turistture. Min destination, selvom den ikke var min sidste, var længere mod øst, omkring 1.800 miles over barskt og virkelig ufremkommeligt terræn. Kabul, engang det isolerede ørkencitadel af den store kommandør Babur, der grundlagde det mongolske imperium, så ud til at vente på mig et sted efter det daggry.
  
  
  Får græssede på bjergskråningerne mellem snestriberne, og røg strømmede ud af de skæve skorstene i små stenhuse. Så, klemt inde mellem golde og golde bjerge, kom synet af en by, der havde fanget folks fantasi lige siden Alexander den Store annekterede oldtidens Bactria til sit imperium. Nu så Kabul lille og ubetydelig ud. Der, på de nøgne bakker, så det ud til at være ligegyldigt.
  
  
  Tiderne har ændret sig. Djengis Khan, Tamerlane og Babur var navne i historiebøger, helte fra spændende film. Men de satte deres præg på et stolt og selvstændigt folk. Imidlertid var Afghanistan nu en del af det tyvende århundrede, dets historie en række turistattraktioner, dets tidligere storhedsdage for længst glemt.
  
  
  Hvis jeg blev sentimental, var det ikke fordi, jeg drak for meget. Det var bare det, at jeg havde set så mange drømme spredt i tusmørket af de golde og golde bakker, at jeg på en eller anden måde følte mig bevæget til at overvære de sidste sider af et stormfuldt og blodigt drama.
  
  
  Klokken var 6:23.
  
  
  Måske var det netop på grund af den tidlige time, at tolderne ikke ransagede mine ejendele med omhyggelighed og metodik.
  
  
  "Hvad er formålet med dit besøg?" .
  
  
  'Ferie.'
  
  
  "Hvor længe vil du blive her?"
  
  
  "En dag eller to, tre," løj jeg og tænkte, at mindre end fireogtyve timer ville være et slag i ansigtet for den spæde turistindustri.
  
  
  "Hvor skal du bo?"
  
  
  "Til det interkontinentale."
  
  
  "Næste," sagde betjenten og stemplede mit pas og rettede sin opmærksomhed mod manden, der stod i kø bag mig.
  
  
  Det var en forfriskende forandring, som du kan forestille dig. Jeg var klar til at klæde mig nøgen og havde det godt, at ingen brød sig om min tilstedeværelse her, om indholdet af min kuffert, for ikke at tale om min mave. Uden for tolden ventede en larmende og utålmodig skare af afghanske taxachauffører på deres ønskede klient. Men først vekslede jeg nogle penge og troede, at 45 afghanere til dollaren var en god kurs, især da der næsten ikke var noget sort pengemarked som i Nepal. - Taxa, sir? — sagde en lav, mørkhåret ung mand begejstret, da jeg gik væk fra vekselkontoret. Jeg puttede afghanien i lommen, og den hoppede op og ned som en springende frø. "Jeg har en dejlig amerikansk bil. Chevrolet. Tager dig overalt, sir.
  
  
  "Hvor langt er der til Intercontinental?" spurgte jeg overrasket over hans entusiasme og udfoldelse af energi. "90 afghanere," sagde han hurtigt.
  
  
  En anden stemme lød straks: "Femoghalvfjerds."
  
  
  "halvfjerds," sagde chaufføren irriteret og vendte sig vredt mod en ældre mand, der dukkede op bag ham, klædt i en rig brokadevest og en Astrakhan-hat. "Femogtres."
  
  
  "Heltreds," udbrød den unge mand, tydeligt kørt ind i et hjørne. "Solgt," sagde jeg med et grin. Jeg fik ham til at bære min bagage og fulgte ham ud af ankomsthallen.
  
  
  Chevrolet har mildest talt set bedre dage. Men hotellet var ikke mere end femten til tyve minutters gang. Jeg følte mig lidt dårligere stillet, da jeg ikke havde mulighed for at studere et detaljeret kort over området. Jeg har aldrig været i Kabul, selvom jeg for flere år siden deltog i ret delikate "forhandlinger" nær Herat, ikke langt fra Den Turkmenske Republik og grænsen til Rusland.
  
  
  Jeg efterlod min kuffert hos mig, da chaufføren satte sig bag rattet.
  
  
  "Hvor længe går der til hotellet?"
  
  
  "En halv time," sagde han. 'Intet problem. Aziz er en meget god chauffør.
  
  
  "Jeg lagde mig selv i dine hænder, Aziz," sagde jeg med et grin, som straks blev efterfulgt af et gab. Jeg sov ikke meget på flyet, og håbet om en varm seng virkede for godt til at være sandt.
  
  
  Der var ingen trafik bortset fra nogle få æselvogne. Men ellers var vejen, bygget med hjælp fra amerikanerne, tom. I bakspejlet på den gamle, forslåede Chevrolet så jeg Aziz stirre på mig. Hans øjne havde en utrolig blå farve. Legenden siger, at blåøjede afghanere er direkte efterkommere af krigerne fra Iskander den Store, søn af Alexander den Store.
  
  
  Da jeg spurgte Aziz, hvor meget af denne historie var sand, så han ikke ud til at forstå, hvad jeg talte om. Han ser ikke ud til at kende sin vej rundt i byen særlig godt.
  
  
  Et skilt med teksten "Hotel Intercontinental - 5 miles" med en pil, der pegede mod højre, fløj forbi, men Aziz holdt foden på speederen. Han kørte forbi afkørslen, og noget fortalte mig, at det ikke var en uskyldig fejl, eller at det var et uheld. Jeg sænkede kufferten på fødderne og formåede at snuppe Wilhelmina og hendes to venner, Hugo og Pierre, uden at vække Azizs mistanke.
  
  
  Nu var Lugeren tør, men jeg vidste ikke, om den virkede, før jeg tjekkede den. Men hvis han ikke var klar til at klare noget endnu, var hans to assistenter klar til at hjælpe mig.
  
  
  I det øjeblik var jeg ikke længere i tvivl om, at der ville komme problemer. Aziz tog mig ikke med til hotellet, til glæden ved et varmt brusebad og en behagelig seng. Jeg var overbevist om, at det, han havde i vente til mig, ville være meget sværere at fordøje, og jeg tilpassede mig den fare, der lå forude.
  
  
  Koenvaars fravær fra Amsterdam den foregående morgen kunne kun betyde én ting. Han forlod Amsterdam og nåede at komme til Kabul før mig. Han tog uden tvivl den lange rute gennem Istanbul, Beirut og Rawalpindi. Denne rute eksisterede, men jeg undgik den på grund af risikoen for at stige af og på tre forskellige fly og gå gennem sikkerhedskontrollen i tre lufthavne. Coenvar brød sig tydeligvis mindre om told, end jeg gjorde.
  
  
  Jeg kunne meget nemt have presset Wilhelminas skaft til Aziz' hals og bedt ham om at vende om og tage mig med til Intercontinental Hotel. Men jeg ville gerne til bunds i sagen og få de svar, der hidtil var unddraget mig. Koenvar havde al den information, jeg havde brug for, og jeg var villig til at tage enhver risiko for at få ham til at tale.
  
  
  Desuden havde vi stadig nogle ting at afgøre, uanset om han indså det eller ej. For alt hvad jeg vidste, kunne Andrea være død. Jeg var selv tæt på slutningen af min karriere i Amsterdam. Jeg ville sikre mig, at Koenvar ikke ville være i stand til at forstyrre min missions succes. Og hvis det betød at dræbe ham, så var jeg klar. Så jeg lænede mig tilbage og holdt øjnene på vejen og spekulerede på, hvordan vores møde var blevet arrangeret.
  
  
  På mindre end ti minutter fandt jeg ud af det.
  
  
  Et checkpoint blev sat op et par hundrede meter foran os. Der stod to mænd på hver side af træbarrieren, selvom vi stadig var for langt væk til at se, hvem der var Koenvar.
  
  
  - Hvad sker der, Aziz? - spurgte jeg og spillede rollen som en dum turist.
  
  
  I stedet for at svare mig rettede han min opmærksomhed mod Asamayi og Sherdarwaza, to bjerge, der var en del af Hindu Kush-bjergkæden og var synlige fra næsten overalt i Kabul.
  
  
  "Hvorfor er der en kontrolpost her?"
  
  
  Jeg insisterede, og han tog langsomt foden fra speederpedalen.
  
  
  Han trak på skuldrene, da to mænds ansigter blev synlige bag den støvede forrude. Jeg genkendte let de måneformede træk hos min nepalesiske fjende, den snedige og hemmelighedsfulde Koenwar. Han var klædt i en hvid turban og astrakhanpels, der nåede til knæene, men det var ikke til at benægte det gennemtrængende udtryk i hans ansigt. Den anden mand forekom mig at være en rigtig afghaner, uden tvivl hyret i Kabul, ligesom Aziz, netop til denne operation.
  
  
  "De vil have os til at komme ud af bilen," sagde Aziz uden at kunne skjule sin nervøsitet.
  
  
  'Hvorfor?' Jeg sagde dette, gik i stå og forberedte alt, hvad jeg havde brug for.
  
  
  "Grænsepatrulje, regeringspatrulje," sagde han med et skuldertræk.
  
  
  "Så gå ud og tal med dem," sagde jeg med en tone i stemmen, der viste, at jeg ikke var i humør til at spille spil.
  
  
  Aziz gjorde, som han fik besked på. Han steg ud af bilen og gik langsomt mod Koenvar. Den asiatiske mand sænkede ikke ansigtet, som om han var bange for, at han ville blive genkendt. Men det var for sent. Han genvandt på ingen måde sin anonymitet. Få øjeblikke senere nærmede hans medskyldig sig Chevrolet, bankede på vinduet og gjorde tegn til mig, at jeg skulle komme ud og slutte mig til dem.
  
  
  Det var ikke mig, der kom ud, men Pierre.
  
  
  Det er tid til at skifte til både Pierre og Koenvaar. Jeg åbnede døren som i lydighed mod deres ordre, men i stedet for at gå ud, som de uden tvivl håbede og endda forventede, kastede jeg Pierre mod Koenvaar. Jeg smækkede døren igen, lige da en ætsende, brændende gassky eksploderede i midten. Deres overraskelse var lige så pludselig. En blanding af koncentreret tåregas og ikke-dødelige kemikalier hvirvlede rundt om dem, tykke og kvælende. Et skud blev affyret, men tilfældigt, for hverken Coenvar eller hans medskyldige kunne se mere end en tomme foran dem.
  
  
  Gassen var en distraktion, ikke et mål i sig selv. Midlertidigt blinde vaklede de tre fortumlede mænd i cirkler og kløede i øjnene. Aziz, efter at have modtaget sin del af gassen, mistede balancen og rullede ned ad skråningen til siden af vejen. Hvis han var klog, ville han have gemt sig og ikke risikeret sit liv længere. Vinden kunne til enhver tid vende rundt og føre gassen i alle retninger. Jeg kunne ikke vente længere. Jeg sprang ud af Chevrolet, før de indså, hvad der var sket. Men jeg ville ikke skyde, jeg ville ikke dræbe Koenvar, før han gav mig de oplysninger, jeg havde brug for.
  
  
  Et par hænder slog og pressede mod min mellemgulv. Uden at tænke over det vendte jeg mig om og prøvede at få luft ind i mine tømte lunger. Mellem gassen og smerten gled Wilhelmina på en eller anden måde gennem mine fingre. Det samme par hænder tog fat i mig og trak mig mod min stærkt svedende krop.
  
  
  Angriberen bandede under sin ånde og antydede uforvarende, at han ikke var Koenvar, hvilket var alt, hvad jeg ønskede at vide. Da afghaneren holdt mig i en dobbelt Nelson, knyttede jeg mine hænder og pressede dem mod min pande og forsøgte at lette trykket fra hans dødsgreb. Hans styrke var fantastisk, og smerten forstærkedes, indtil mine nerver skreg, og mine nakkehvirvler var lige ved at knække.
  
  
  "Jeg har Koen..." begyndte han.
  
  
  Forslaget blev aldrig gennemført.
  
  
  Jeg sparkede mit ben tilbage, og hælen på min støvle ramte hans skinneben. Det pludselige slag fik ham til at knurre overrasket. Hans greb løsnede sig, hvilket gav mig lige den lille plads, jeg havde brug for for at slippe mig helt fri. Jeg gled mit venstre ben mellem hans ben og førte mit højre knæ ind i fordybningen af hans knæ. Samtidig lykkedes det mig at få fat i hans bukser og trække ham med mig, hvilket fik ham til at slå mit lår og plaske i jorden.
  
  
  Jeg rykkede og stak foden ud i et cha-ka spark, som med det samme resulterede i en vred lyd. ribbensbrud. Afghaneren hylede som en såret hund. Han skreg og krydsede armene over brystet, da et udtryk af utilsløret rædsel krydsede hans ansigt. Jeg spildte ingen tid og sparkede igen for at afslutte jobbet. Der kom en gurglende lyd ud af hans snoede mund. Gassen forsvandt langsomt, men endnu ikke min vrede. Jeg var sikker på, at hans ene lunge var blevet punkteret, og den brækkede knogle gravede sig dybere og dybere ind i hans bryst.
  
  
  Jeg ville bøje mig ned for at give det sidste slag, men Koenvar greb mig om taljen bagfra og trak mig tilbage. Vi rullede ned ad vejen og landede på en dæmning et par centimeter fra skyttegraven, hvor Aziz lå på lur og rystede uden tvivl af frygt. Støv lagde sig i min mund, øjne og ører. Jeg kunne ikke se noget mere, da Koenvar trykkede begge tommelfingre mod min luftrør.
  
  
  "Diamanter," trak han vejret og rystede mig, som om han var sikker på, at de ville flyve ud af min hals.
  
  
  Jeg sparkede som en vild hest og forsøgte at smide ham af mig. Han pressede sine knæ ind i mit skridt og smækkede dem mellem mine ben igen og igen. Forblændet af støv og smerte reagerede jeg instinktivt og var ikke længere i stand til at tænke klart. Det eneste, jeg huskede, var at lade min hånd lande på hans kraveben med al den styrke, jeg havde tilbage.
  
  
  Hans fingre mistede grebet, men han viste sig at være meget stærkere og ihærdig, end jeg først troede. Han klyngede sig til mig, som om hans liv afhang af det, og begge hænder klemte min nakke. Jeg brugte igen al min viden om Taikwondo til kampen og forsøgte at albue ham i panden. Pal-kop chi-ki overbeviste ham om, at jeg ikke ville bede om nåde. Det var et knusende slag, der tvang ham til at slippe kvælertaget. En frygtelig lilla plet dækkede hans pande, som Kains mærke.
  
  
  Jeg tog en dyb indånding, bevægede mig og forsøgte at rejse mig op igen. Samtidig med et svirp med mit håndled var Hugo sikkert i min hånd. Stiletbladet blinkede i det tidlige lys. Tåregassen var forsvundet, og jeg kunne nu se min modstander så klart og præcist, som jeg havde brug for. Stiletten kravlede ind under hans astrakhan-pelsfrakke. Et øjeblik efter skar Hugo gennem luften. Jeg havde ikke til hensigt at give ham muligheden for at demonstrere sin dygtighed med skydevåben igen.
  
  
  Jeg huskede ikke, hvilken arm Wilhelminas kugle havde ramt, så jeg sigtede mod Hugos overlår, den lange, smalle sartoriusmuskel. Hvis stiletten rammer, vil Koenvar ikke kunne gå. Desværre forhindrede den knælange pels Hugo i at udtrykke sig fuldt ud. Stiletten stak ind i kanten af den tyktflydende pelsfrakke, og Koenvar trak den ud igen, hvæsende som en kobra.
  
  
  Da Wilhelmina ingen steder var at se, stod jeg tilbage med kun mine hænder. Jeg trådte tilbage og prøvede at nå en plan overflade. Men Coenvar skubbede mig tættere og tættere på kanten af vejen, uden tvivl i håb om, at jeg ville miste balancen og vælte i grøften. Det var en drænkanal, at dømme efter den rådne stank, der hang i luften og fyldte mine næsebor med den rådne lugt af råd og affald.
  
  
  "Giv mig diamanterne, Carter," sagde Koenvar kategorisk. Hans bryst løftede sig op og ned, mens han forsøgte at få vejret. "Så vil alle vores problemer ende."
  
  
  "Glem det," sagde jeg og rystede på hovedet og holdt begge øjne på Hugo, hvis Coenvar pludselig sendte ham af sted.
  
  
  "Du irriterer mig virkelig, Carter."
  
  
  "Dette er fejlene i spillet," svarede jeg, tvunget til at tage et farligt skridt tilbage, da han lukkede ind for at dræbe mig. “Hvem arbejder du for, Koenvar? Hvem betaler dig for din tid?
  
  
  I stedet for at svare mig rakte han i sin jakke og trak en revolver frem. 45, American Colt. Han pegede våbnet i min retning. "Denne er fyldt med hule kugler," fortalte han mig. "Ved du, hvor meget skade sådan en kugle kan forårsage, Carter?"
  
  
  "De misser målet," sagde jeg.
  
  
  'Nemlig.' Og han smilede og viste de skarpe, filede spidser af sine fortænder. Denne gang var jeg mindre underholdt af den dentale opfindsomhed bag. »De sætter sig fast og laver et meget stort hul i for eksempel kroppen. Din krop, Carter. Det ville være meget uheldigt, hvis du skulle håndtere virkningerne af denne type ammunition... et produkt af amerikansk opfindsomhed, i øvrigt.
  
  
  Han havde en kniv og han havde en Colt. 45. Jeg havde to arme, to ben og et sort bælte i karate. Men nu hvor jeg kun var få meter fra kanten af den lavvandede kløft, følte jeg mig ikke særlig godt tilpas. Hvis jeg mister balancen og ender i en grøft, vil Coenvar have tid nok til at dræbe mig.
  
  
  Jeg kunne ikke lade det ske.
  
  
  "Hvis du dræber mig, finder du aldrig diamanterne," sagde jeg og forsøgte at spare et par sekunder mere af kostbar tid.
  
  
  "Min klient gav mig strenge instruktioner. Hvis jeg ikke vender tilbage med stenene, får du ikke længere lov til at gå frit omkring. Så, som du kan se, Carter, er jeg ligeglad; enten det ene eller det andet.
  
  
  Så jeg vidste endelig noget. Koenvar var simpelthen en lejesoldat, der arbejdede for en anden. Men jeg vidste stadig ikke, hvem den anden part var. Jeg ventede i hvert fald så længe jeg turde. Når som helst kan en død og meget blodig Nick Carter ende i en stinkende dræningsgrøft. Jeg kunne til enhver tid blive endnu et stykke affald, der ville bidrage til den beskidte, skarpe stank. "Bilen, der kommer her, vil ikke kunne lide dette kontrolpunkt. Koenvar,” sagde jeg.
  
  
  "Hvilken bil?" - Samtidig begik han den fejl, at han nervøst kiggede sig over skulderen.
  
  
  Han kunne ikke se væk i mere end et sekund, men det var det sekund, jeg havde brug for. Jeg satte nu alt, hvad Mester Chang havde lært mig, i praksis og slog behændigt sin pistolhånd i et hop. Sålen på min støvle ramte Colt 45, og før Koenvaar vidste præcis, hvad der skete, faldt Colt til jorden. Bilen trak slet ikke op, men bedraget virkede bedre, end jeg havde håbet. Koenvar havde taget agnen, og nu var jeg klar til at gribe ham og dræbe ham, som han havde forsøgt at gøre mod mig.
  
  
  Mere adræt end nogensinde før blottede den lille, sarte asiat sine tænder i en rasende fnys. Hugos stilette glimtede truende i sollyset. Koenvar skyndte sig derefter frem og forsøgte at kaste mig ud over vejen og ned i grøften. Jeg trådte til side og løftede min hånd, som om jeg ville bruge den. Han snurrede rundt, mens min knytnæve fløj gennem luften. I det øjeblik hans blik satte sig på hende, skød mit ben fremad med al den kraft, jeg kunne mønstre. Da min fod rørte ved hans håndled, splintrede knoglen, som om den var blevet knust af en forhammer.
  
  
  At se det udtryk af overraskelse først og derefter smerten var et af de sødeste øjeblikke i verden. Hans knivhånd blev slap, men han gav ikke op endnu. Koenvaar tog hurtigt fat i Hugo med sin anden hånd, inden stiletten kunne falde. Han udstødte et skarpt skrig og skyndte sig hen mod mig og skar luften over med sin stilet. Jeg indtog en ee-chum so-ki holdning, som gjorde det muligt for mig at frigøre mit ben til en række forfærdelige, knusende fremadspark. Igen og igen sparkede jeg og sigtede først efter hans solar plexus, derefter hans milt og til sidst hans hage.
  
  
  Koenvaar forsøgte at slå mig sidelæns i tindingen. Jeg tog fat i hans ben og trak ham mod mig, og kastede ham ned på den tørre, brændte jord. Jeg gik rundt om ham og holdt hans knivhånd, så Hugo vred sig som en magtesløs krampeslange og styrtede mod ham.
  
  
  Jeg trykkede ned på hans albue med al min underarms styrke. Ji-loe-ki ødelagde bogstaveligt talt knoglestrukturen i hans arm. - An-nyong ha-sip-ni-ka? Jeg skreg ad ham og spurgte, hvordan han havde det nu, hvor han skreg som en ung gris og forsøgte at slippe fri.
  
  
  Men det var forgæves.
  
  
  - Hvad er der i vejen, Koenvar? Vil du ikke have det mere?
  
  
  En strøm af nepalesiske forbandelser fulgte, da jeg løftede mit knæ og slog ham på halebenet, mens han fortsatte med at skrige af smerte. Der var knoglestykker, der stak ud fra hans håndled. Den bordeauxrøde plet spredte sig hurtigt over ærmet på hans astrakhan-pelsfrakke.
  
  
  Hans fingre knugede sig krampagtigt, og Hugo faldt ned på vejen. Et øjeblik efter tog jeg stiletten i hånden og pegede den mod Koenvars hals.
  
  
  - Hvem sendte dig?
  
  
  Jeg kunne se frygten i hans sammenknebne øjne, smerten tydelig i den måde, han bed sig i læberne for at undgå at skrige, for at udtrykke den ulidelige smerte, han må have følt. Da han ikke svarede, pressede jeg spidsen af stiletten mod hans hals. En lille dråbe blod dukkede op.
  
  
  "Jeg... jeg vil ikke fortælle det," trak han vejret.
  
  
  "Som du vil," sagde jeg. Jeg pressede ham og lod Hugo glide ind i ærmet på hans jakke. Da ærmet var helt skåret over, kunne jeg se den skade, jeg havde forårsaget på hans albue. Det var et sammensat brud, fordi en del af knoglen stak ud af armleddet. Ærmet på hans skjorte var gennemblødt af blod.
  
  
  "Jeg... jeg vil ikke tale," sagde han igen.
  
  
  Ingen læge kunne tage armen sammen igen og få det til at virke. "Vil du dø nu eller senere, Koenvar?"
  
  
  Jeg sagde. - "Fortæl mig, hvem du arbejder for, så går du fri."
  
  
  "Nå... Nara..." begyndte han. Så kneb han læberne sammen igen og rystede på hovedet.
  
  
  - Nara hvad? “ spurgte jeg skarpt og trykkede Hugo til min hals igen.
  
  
  "Nej, det vil jeg ikke sige, Carter," hvæsede han.
  
  
  "I så fald, Koenvar, vil jeg ikke spilde mere tid på dig." Og da jeg sagde det, afsluttede jeg hans sadistiske karriere med et hurtigt og måske barmhjertigt håndled. Hugo lavede en svag halvcirkel fra øre til øre. Kødet rev som blødt papir; derefter nakkemusklen, umiddelbart efterfulgt af halspulsåren. Mens varme strømme af blod strømmede ind i mit ansigt, lavede Koenvar en sidste gurglende lyd. Hele hans krop rystede, da han gennemgik sine dødskampe. Han blødte stadig som en okse på et slagteri, da jeg langsomt sænkede ham ned på gulvet og tørrede mine beskidte, blodige hænder på hans frakke.
  
  
  "Det her er til Andrea," sagde jeg højt. Jeg vendte mig om og gik hen til hans partner. Men afghaneren var lige så død som Koenwar, hans ansigt var lilla og plettet af den langsomme kvælning af hans perforerede lunge.
  
  
  Jeg ville ikke få yderligere information fra nogen af dem. "Aziz," råbte jeg. "Kom herop, hvis du værdsætter dit liv."
  
  
  Den lille mand kravlede op ad skråningen af en lavvandet kløft. Hans ansigt var hvidt som kridt.
  
  
  "Venligst, vær sød ikke at dræbe Aziz," bad han med en ynkelig hylende stemme. Aziz vidste det ikke. Aziz har pengene til at bringe dig hertil. Dette er alt.'
  
  
  'Hvornår?'
  
  
  'Igåraftes. Det... den mand,” og han pegede med skælvende hånd på Koenvars livløse krop. "Han gav mig penge til at møde dig på flyet og bringe dig hertil. Han siger, du har stjålet noget, der tilhører ham. Jeg ved ikke andet.
  
  
  "Du vil ikke fortælle nogen om dette, vel?" - Han rystede rasende på hovedet. - Jeg siger ikke noget, Mister American. Vi har aldrig været her, dig og Aziz. Vi har aldrig set dette sted. Ja? Ja?'
  
  
  "Nøjagtig," sagde jeg. Hvis det overhovedet var muligt, ville jeg ikke dræbe ham. Han var ung, dum og grådig. Men jeg tror ikke, han vidste, hvad han gik ind til, da han tog imod Koenvaars utvivlsomt lukrative tilbud. "Hjælp mig med at placere disse lig et andet sted, så går vi."
  
  
  Han gjorde, som han fik besked på.
  
  
  Træbarrieren, der tjente som kontrolpost, endte i en dræningsgrøft, hvori de slappe og lemlæstede lig af Koenvar og hans afghanske medskyldige fulgte. Iført en en-ærmet astrakhan-pelsfrakke svævede den nepalesiske morder med ansigtet nedad i en beskidt strøm af affald. Endelig var han på sin plads.
  
  
  "Jeg tager dig gratis til hotellet," mumlede Aziz, da vi gik tilbage til bilen.
  
  
  Det var på det forkerte tidspunkt og på det forkerte sted. Men jeg kunne ikke lade være. Pludselig lo jeg, og jeg lo hårdere, end jeg nogensinde havde grinet før.
  
  
  
  
  Kapitel 10
  
  
  
  
  
  Camp Hotel på Maroehiti var et sted, man skulle undgå for enhver pris.
  
  
  Jeg gik ind og ud af den lusebefængte lobby så hurtigt jeg kunne og tog det stykke papir, ekspedienten gav mig, da jeg præsenterede mig selv. Jeg gik direkte til Durbar Square, et par gader væk. Jeg følte mig anspændt og sad foran Talijyoe Bhavani-templet, lige i skyggen af statuen af Hanuman, hinduernes abegud. Den lodne guddom havde hverken information eller råd til mig, men det gjorde sedlen.
  
  
  Det var strengt til sagen og lige til sagen. Jeg skulle møde min sherpa-kontakt på restauranten Hut på Ason Tol. Jeg skulle have en hvid lomme firkantet på for at blive genkendt. De tager sig af resten. Mærkeligt, tænkte jeg. Koenvaar vidste, hvem jeg var, men sherpaen anede tilsyneladende ikke, hvordan Golfields kurer ville se ud.
  
  
  Det gjorde alt, hvad Hawk havde fortalt mig tidligere samme morgen, lige så klart som den legendariske krystal. - Ved du noget om Jesteren eller Nara? Jeg spurgte min chef, da jeg endelig var forbundet med ham på postkontoret nær mit hotel.
  
  
  "Du kan læse tanker, N3. Det var det, jeg ville fortælle dig om,” svarede Hawk, hans stemme en svag og hård afspejling af hans sædvanlige kommanderende tone. "Kan du huske, hvad jeg fortalte dig om den splid i kongehuset?"
  
  
  'Mener du...'
  
  
  'Nemlig. Vi blev opmærksomme på en fejde mellem kongens rådgivere og en såkaldt prins ved navn Bal Narayan. Man kunne kalde Narayan noget af en international playboy. I nogen tid havde jeg en yacht i Cannes og beskæftigede mig med en flok af disse repræsentanter for eliten, almindelige sociale parasitter.
  
  
  - Men hvordan fandt han ud af Sherpa-operationen?
  
  
  "Vi kan kun gætte på det," svarede Hawk. - Jeg kan ikke hjælpe dig med det her. Jeg ved, at Narayan har et ry som en ret lyssky forretningsmand. Kan du huske det lille problem, du løste for os i Calcutta sidste år?
  
  
  'Ja. Hvad med det her?'
  
  
  ”Han måtte forholde sig til det... indtil det hele gik galt... Han ser ud til at have fingrene i en masse eksplosive ting, hvis du ved hvad jeg siger.
  
  
  "Du er i sikkerhed."
  
  
  "Alt er fint?" – Er du nået dertil uden problemer?
  
  
  "Så enkelt som muligt, selvom min ankomst til Kabul ikke gik ubemærket hen," fortalte jeg ham. "Men alt det blev taget hånd om." Narayan var nu efterladt alene.
  
  
  "Jeg ville ikke forvente noget mindre af dig, Nick," sagde Hawk med et godmodigt grin, umiddelbart efterfulgt af en hæs, hæs hoste. Han røg for meget, men han ville ikke høre det fra mig. Nogle ting er bedst at lade være usagt, som at cigarer stinker. "Men husk en ting," fortsatte han. "Sørg for, at disse børn er sikre først. Så går du tilbage og gør det der skal gøres færdigt.
  
  
  "Jeg glemmer det ikke," forsikrede jeg ham.
  
  
  - Det var det, jeg ville høre. Jeg sender dig et telegram, når jeg finder ud af andet. Jeg stoler ikke rigtig på disse telefonforbindelser. Han vidste, hvor han skulle kontakte mig, så der var ikke andet at gøre end at sige hej til ham.
  
  
  Nu, i skyggen af den grinende abegud, forsøgte jeg at lægge alle brikkerne i puslespillet sammen. På et tidspunkt lærte Narayan om sherpaernes bortførelse af børn. Han hyrede Koenvar til at få diamanterne, før jeg havde en chance for at bringe dem ind i landet. Han beordrede også sin lejesoldat til at dræbe mig, hvis jeg ikke opgav disse sten. Det er klart, at han ikke forsøgte at starte denne revolution. Som medlem af den kongelige familie, der var i familie med kongen af blod, havde Narayan intet at vinde og alt at tabe, da tronen blev væltet, monarkiet knust og landet overdraget til Kina på et sølvfad.
  
  
  Sådan sammensatte jeg de puslespilsbrikker, der var en del af min mission til Kathmandu. Men jeg havde stadig ikke en klar løsning. For det første vidste jeg ikke, hvordan Narayan vidste om sherpaernes planer. Desuden vidste jeg ikke, hvad han ville forsøge at gøre, hvad hans næste skridt ville være, hvis han opdagede, at Koenwar kun ville vende tilbage til Nepal i en trækasse. Ifølge den besked, jeg modtog på Camp Hotel, møder jeg først min kontakt den følgende aften. Jeg besluttede at gøre god brug af min fritid og tog direkte til hovedstadens bibliotek. Til at begynde med ville jeg studere alle eksisterende fotografier af den kongelige prins. For det andet havde jeg brug for at blive fortrolig med områdets topografi, da jeg havde en ret stærk fornemmelse af, at mine aktiviteter ikke ville være begrænset til Kathmandu. Jo mere jeg vidste om miljøet, jo bedre forberedt var jeg til at møde sherpaen... hvem han eller hun end var.
  
  
  Overalt, hvor jeg gik, så jeg trykte reklamer: "Chic Restaurant." Kinesiske, tibetanske, nepalesiske og vestlige borde. Salonspecial: hashkage, hashcigaretter og hash tilgængelig i receptionen. Så med mindre bogstaver: "The Beatles!" Rolling Stones! Jazz! Sidste skud. Og også Khyber i Kabul, hvor jeg tilbragte et par dage, før jeg begik den fejl at bestille en snorlige bøf. Hotellet var det samme sted for hippier.
  
  
  Salonen var lille, svagt oplyst, næsten lige så beskidt som Camp Hotel, men bestemt meget mere populær. Ru borde og stole og bænke stod langs væggene. Og på bænkene sad den mærkeligste samling af amerikanske og europæiske turister, jeg nogensinde har set. Jeg har hørt accenter fra Brooklyn til det dybe syd. Der var australiere, nogle få walisere, piger fra New Zealand og et par franske piger. Noget som Grand Himalaya Hotel, hvor alle er røget som aber.
  
  
  Jeg havde en plads og et glas øl, og jeg nød det. Alle omkring mig så ud til at smadre deres hoveder, og så snart hovedet ramte bordet, løb ejeren hen til det, løftede forbryderens ansigt og gav ham et par slag i ansigtet for at få ham til at komme tilbage for at bringe det. "Dette er ikke et hotel," gentog han. 'Spise. drikke. Men ikke et hotel,” gentog han og travede som en eller anden komisk Dickensk kroejer.
  
  
  Men der var ikke noget komisk i denne situation, så vidt jeg kunne se. Jeg bar min hvide lommefirkant så iøjnefaldende som muligt, holdt øjnene på døren og ventede så tålmodigt og roligt som muligt. Sherpa var fem minutter forsinket, men jeg vidste, at min kontakt ville komme på det rigtige tidspunkt. I mellemtiden gav en blond amerikansk kvinde på omkring atten eller nitten år mig et utilsløret blik fra den anden side af lokalet. Under sit eksotiske outfit og bag hendes drømmende øjne havde hun alt, hvad en stigende stjerne havde brug for, der var ingen tvivl om det. Og da hun med en lille vink rejste sig og nærmede sig mig, følte jeg mig slet ikke irriteret.
  
  
  'Må jeg?' spurgte hun og pegede på den tomme plads ved siden af mig. - Naturligvis. Jeg nikkede og så hende falde sammen på sofaen.
  
  
  "Det her ligner ikke den slags sted, man går til tit," sagde hun og tog en stor bid af en af restaurantens mange godt omtalte hash-snacks.
  
  
  "Er det ikke?"
  
  
  - Bare se dig omkring?
  
  
  'Ikke rigtig.'
  
  
  -Du ser helt normal ud. Ikke borgerlig eller sådan noget, simpelt. Som en slags politimand. Det er rigtigt?'
  
  
  'JEG? Politimand ? _Jeg slog mig for brystet og grinede. 'Ikke rigtig.'
  
  
  "Det er godt, for det her lort," der peger på det, der er tilbage af hendes slik, "er fuldstændig lovligt."
  
  
  - Jeg sagde noget, frøken...
  
  
  "Fru," rettede hun mig. "Og mit navn er Dixie." Et øjeblik efter lagde hun sin hånd på mit lår. Jeg ved det kun, fordi hun var høj. Hendes fingre begyndte at bevæge sig, som om de havde deres eget sind. Jeg skubbede forsigtigt hendes hånd væk og fortalte hende venligt, at jeg ikke var interesseret, uden at forsøge at forklare hende, at hvis tingene var gået lidt længere, ville hun ikke have fundet en genstand for hendes seksuelle lyster, men en gasgranat - Pierre . .
  
  
  'Det er ubehageligt.' Hun begyndte at fnise, og jeg så, at mine hænder var fulde af hende.
  
  
  Men før jeg nåede at sige noget, lagde jeg mærke til, at en ung nepalesisk mand i tyverne havde taget plads lige over for mig. Han var klædt i vestlig stil og havde et let at glemme udseende, regelmæssige træk og beskedne manerer. Han sagde ikke et ord, men rakte ud over bordet og trak et hvidt lommetørklæde op af brystlommen. Han rakte ind under bordet og vendte efter et øjeblik lomme-firkanten tilbage, nu pænt foldet som en linnedkonvolut.
  
  
  Jeg foldede lommetørklædet ud og stirrede på det grønne og grå omslag på det amerikanske pas. Da jeg åbnede den, så jeg hendes navn pænt trykt: Virginia Hope Goulfield. På næste side kiggede en attraktiv, smilende amerikansk kvinde på mig. Jeg lukkede mit pas og lagde det i min inderlomme.
  
  
  "Et øjeblik," sagde jeg til min kontakt. Den unge mand var tavs og stirrede måbende, da jeg rejste mig og venligt hjalp Dixie på fode.
  
  
  Hun spurgte. - 'Hvor er vi på vej hen?' Hun begyndte at fnise igen. "Bare gå tilbage til din plads," sagde jeg og førte hende væk fra bordet.
  
  
  'Men hvorfor? Jeg kan lide dig. Du er en varm fyr, og jeg kan ikke vente med at se dig."
  
  
  Hun vidste i hvert fald, hvad hun ville, hvilket ikke er tilfældet med de fleste mennesker. - Og du er et frygteligt velsmagende stykke. Men jeg har andre ting at lave, så vær en sød pige. Måske kommer jeg og se dig i morgen.
  
  
  Hun rynkede panden og surmulede som et forkælet barn, tilsyneladende vant til at få sin vilje. Men hun klynkede ikke.
  
  
  Da jeg vendte tilbage til bordet, ventede den unge sherpa stadig tålmodigt, som en Buddha.
  
  
  — Er du hr. Carter?
  
  
  Jeg nikkede og tog endnu en tår øl.
  
  
  "Jeg hedder Rana. Du...'
  
  
  "Ja," sagde jeg og fyldte stilheden. - Har du denne pige og hendes bror?
  
  
  "Sikkert og forsvarligt," svarede han.
  
  
  "Lad os så..." Jeg ville rejse mig fra min plads, men Rana gjorde tegn til mig, at jeg skulle sætte mig ned igen.
  
  
  "Jeg må forklare dig det begivenhedsforløb, vi følger, Carter," sagde han. - Så der bliver ingen forvirring. Du forstår?'
  
  
  'Blive ved. Jeg lytter.'
  
  
  'Undskyld mig?'
  
  
  "Jeg sagde: kom nu, jeg lytter." Jeg var mildt sagt i dårligt humør. Jeg kunne ikke rigtig lide at drive forretning i et så afsidesliggende område, og jeg kunne ikke rigtig lide vores forretning. Og mere end noget andet begyndte min mave at genere mig igen. Jo før jeg spytter diamanterne ud og returnerer senatorens børn, jo bedre vil jeg have det."
  
  
  Ranas forklaring var kort og klar. Jeg får bind for øjnene og bliver ført til et sted, hvor jeg vil modtage to børn i bytte for diamanter i roughen. Hvor ligetil det end kan virke, havde jeg ikke tænkt mig at tage nogen chancer eller stole på Rana bare på grund af hans venlige ansigt. Så vidt jeg forstår, kan han godt arbejde for den mystiske Bala Narayan, og ikke for den lige så undvigende organisation kendt som Sherpaen. "Det er rigtigt, Carter," konkluderede han. "Vi giver dig børnene, og du giver os løsesummen. Og alle er glade. Ja?'
  
  
  Ikke ligefrem, tænkte jeg som sagt: ”Det lyder godt, Rana. Men Bal Narayan sagde, at jeg skulle møde ham her,” og jeg understregede, hvad jeg sagde, ved at se på min Rolex i lang tid. - Om cirka en time. Hvordan forklarer du ændringen af planerne?
  
  
  "Bal Narayan," udbrød han og holdt næsten ikke sin stemme tilbage. "Med hvilken ret gør han dette?"
  
  
  "Jeg aner ikke," sagde jeg fladt.
  
  
  Min sarkasme så ud til at gå hen over hovedet på ham. "Dette er ikke Narayans plan," fortsatte Rana og havde ikke et øjeblik mistanke om, at min historie var et bluff; historien brugte jeg til at finde ud af, om han arbejdede for sherpaerne eller ej, om han var en erstatning for den rigtige kurer. “Kanti tog sig af alle detaljerne. Jeg ved ikke, hvad Narayan har gang i, men Kanti kan slet ikke lide det. Det var forkert af ham at blande sig i sherpaernes anliggender."
  
  
  "Hvem er denne Canti, hvis jeg må spørge?"
  
  
  "Det er tid for os at gå, Carter," sagde Rana og kiggede selvsikkert på sit ur. Han rejste sig hurtigt. "Bilen venter."
  
  
  "Nå," tænkte jeg, "for hvert skridt du tager, lærer du noget nyt. Narayan og Sherpa så ud til at kende hinanden godt, selvom jeg gerne ville have vide, hvem Kanti var. Og jeg vil gerne have dem til at vide, at Narayan var utro.
  
  
  Men jeg besluttede at holde min afsløring for mig selv, så længe det tjente mine interesser og ikke andres. Jeg var glad for at høre, at Rana ikke var blevet ansat af prinsen, og jeg fulgte ham ud af restauranten. Vi gik langs Ason Tole, en gade, der mere lignede en blindgyde, til basaren. Det var allerede ved at blive mørkt, men pladsen var stadig fuld af købmænd og turister. Rana pegede på en gammel Fiat, der stod parkeret foran tatoveringssalonen.
  
  
  "Efter dig, Carter," sagde han og holdt bagdøren åben for mig.
  
  
  Jeg gled ind på bagsædet og mærkede pludselig den kolde, hårde tønde af en revolver presse sig ind i min nakke. Størrelsen taget i betragtning lignede den en Beretta. Det er ikke, at jeg ikke er bange. 22. Tværtimod. Så små og lette som de er, er de ekstremt kraftfulde, især på tæt hold.
  
  
  "Prasad tager bare de nødvendige forholdsregler, Carter," forklarede Rana, da jeg var ved at kommentere den uvenlige karakter af den situation, jeg følte. Så satte han sig bag rattet.
  
  
  Prasad, så ung som sin partner, fjernede til sidst revolveren fra mit baghoved. "Canti vil ikke være særlig glad, hvis tingene går galt," mindede han mig om.
  
  
  "Intet kan gå galt," forsikrede Rana ham. - Er det ikke rigtigt, Carter?
  
  
  "Absolut," sagde jeg med et grin.
  
  
  Prasad gav mig, hvad der så ud til at være en sort hætte, og bad mig trække den over hovedet og sætte mig på gulvet. Jeg havde ikke noget valg og gjorde som jeg fik besked på. Det vigtigste blev forklaret mig, allerede før jeg forlod Washington. Jeg hørte Hawk igen minde mig om at få børnene ud, før jeg gjorde noget andet. Billedet af senator Golfields bange og triste ansigt, da jeg mødte ham på Hawkes kontor, er tydeligt indgraveret i min hukommelse.
  
  
  Jeg så meget lidt dengang.
  
  
  Skyggen var næsten uigennemsigtig, og stoffet var så tykt, at næsten intet lys gik igennem. Jeg var bevæbnet, takket være Prasad og Rana, at de ikke gad at visitere mig. Men jeg var ingen ringere end Nicholas Carter, ansat hos senator Chuck Gaul...
  
  
  Efter deres mening eksisterede N3, Killmaster, ikke engang. Og det var præcis, hvad jeg ønskede.
  
  
  Med en astmatisk hoste, et let hop og raslen kørte Fiat'en af sted. Selvom jeg ikke længere kunne bruge mine øjne, havde jeg stadig begge ører, og jeg fokuserede på hvert eneste lydsignal, jeg kunne få. Alligevel var jeg ikke i, hvad man kan kalde en misundelsesværdig position. Selvfølgelig var der en mulighed for, at Prasad et eller andet sted på vejen ville bruge sin Beretta og dræbe mig i håb om at få diamanterne og tvinge senatoren til at betale løsesummen igen. I hvert fald havde jeg Wilhelmina, tør og aktiv, klar til at udføre sit arbejde. Og hvis Lugeren ikke var nyttig, kunne Pierre og Hugo gøre det for hende.
  
  
  "Vær ikke bange for pistolen, Carter," sagde Rana, som om han kunne læse mine tanker. Sherpa er ikke interesseret i meningsløs vold. Millioner dollar værd af ru sten tjener allerede vores formål meget godt. Vi har intet ønske om at genere dig yderligere efter udvekslingen har fundet sted.
  
  
  "Det er godt at høre," sagde jeg, "fordi det eneste, senator Golfield bekymrer sig om, er hans børns helbred."
  
  
  "De blev behandlet godt," svarede Prasad. "Du vil finde dem i fremragende helbred."
  
  
  "Og i godt humør," tilføjede Rana med et grusomt grin.
  
  
  "Lyder ... betryggende."
  
  
  "Desuden," fortsatte hun, "er senatoren en fast tro på personlig frihed, ikke?"
  
  
  "Alle vores senatorer."
  
  
  Hun lo stille for sig selv. »Vi vil ikke bruge pengene til vold, men til at redde hele det nepalesiske folk, som har været i slaveri i så mange hundrede år. Kongen er en despot, korrupt og tyrannisk. Ved du, hvordan han har fuldstændig kontrol over hele landet? Han er opfinderen af det, vi her kalder Panjayat-systemet for demokrati."
  
  
  "Hvad betyder det?"
  
  
  "Så dette er den eneste form for demokrati baseret på én persons beslutninger: kongen," svarede hun og forsøgte ikke at skjule den bitterhed, der havde sneget sig ind i hendes stemme.
  
  
  Hvad mig angår, fik hun lov til at fortsætte med at tale, selvom jeg lyttede efter lyde uden for bilen, som kunne hjælpe mig senere at rekonstruere den rute, vi nu fulgte.
  
  
  Jeg spurgte. - "Og prins Narayan?"
  
  
  Hun vekslede et par ord med Rana, inden hun besvarede mit spørgsmål. »Folk er vant til kongen. Som i England kan monarkiet være godt og bringe sejr. Hvis alt går vel, bliver Narayan den nye konge, når vi overtager regeringen...
  
  
  "Sammen med Beijing," sagde jeg tilfreds. "Glem det ikke."
  
  
  "Du ved ikke noget om os, Carter," svirrede han. "At tale om disse ting er spild af tid."
  
  
  Så Narayan ville være konge, tænkte jeg. Jeg troede stadig ikke på det, for hvis Prasad fortalte sandheden, ville prinsen være den sidste person i verden, der ville have mig død. Medmindre han selvfølgelig selv satte begge sider mod hinanden. Men én ting stod klart: Der foregik meget mere her end den sædvanlige konkurrence. Meget mere.
  
  
  I mellemtiden gjorde Prasads tavshed det meget lettere for mig at koncentrere mig om, hvad der skete omkring mig. Vi kørte ad en vej, hvor ordet "ujævn" næsten aldrig blev brugt. Så vidt jeg forstår, var der ingen sving. Den bløde og dæmpede ringning af tempelklokker kunne høres i det fjerne. Så forsvandt lyset mærkbart, og jeg spekulerede på, om vi skulle gennem en form for tunnel. Jeg var ikke sikker, men da mindre end et minut senere, lyset, der lækkede gennem emhætten, tiltog igen, hørte jeg lyden af vand i nærheden. Lyden af et vandløb eller endda et vandfald. Der var stille i omkring fem minutter, derefter den stille brøl fra kvæg. Vejbelægningen jævnede sig gradvist ud, og fra tid til anden prellede en småsten ned fra bunden af bilen med en skarp metallisk lyd.
  
  
  Jeg talte tre hundrede og tyve sekunder, før køernes råben ikke længere kunne høres. Rana slog foden på bremsen, og vi stoppede brat, tilsyneladende midt på vejen. "Vent her," sagde han og gik. De rustne hængsler knasede og lette fodtrin gav ekko i mørket.
  
  
  Nu hørte jeg andre, mærkelige lyde. Da hætten endelig blev fjernet, indså jeg straks, at Sherpa ikke ville tage nogen unødvendige risici. De var professionelle ned til mindste detalje. De tog forholdsregler for yderligere at skjule placeringen af udvekslingen. De kastede tæpper over bilen, og lygterne på instrumentbrættet gav scenen et ildevarslende blik. Prasads ansigt lyste op med en rødlig glød. Han strammede grebet om Berettaen og pegede den i min retning uden at sige et ord.
  
  
  "Det er en god aften for en tur," sagde jeg. Intet brød denne maske af beslutsomhed, ikke engang et lille smil.
  
  
  "I var godt selskab," fortsatte jeg og kiggede på Berettaen, der pegede på mit bryst.
  
  
  Døren gik op, og to rystende teenagere med bind for øjnene blev skubbet ind på forsædet. Så smækkede døren igen, men ikke før jeg kunne skimte en jævn grusvej og en terrasseret bjergside.
  
  
  Det tog mig lidt over et minut at identificere de nytilkomne. Golfield gav mig et billede af sine to børn, og ved første øjekast vidste jeg, at Ginny og Mark var kommet med os i bilen. Pigen viste sig at være endnu mere attraktiv end på pasbilledet. Og hvad angår hendes bror Mark, var ligheden med hans far næsten uhyggelig.
  
  
  "Snak ikke," gøede Prasad, selvom tvillingerne ikke turde sige et ord. Berettaen pilede nu frem og tilbage og pegede først på mig og derefter på de to bange børn.
  
  
  Bildøren åbnede igen, denne gang indrømmede en blændende smuk nepalesisk kvinde på omkring femogtredive. Selv hendes løse hærtøj, standard guerilla-tøj over hele verden, kunne ikke skjule hendes slanke, vellystige krop, og den arrogante charme, der udgik fra hendes øjne, var meget tydelig.
  
  
  Hun sagde. - "Er du Carter?"
  
  
  Jeg nikkede.
  
  
  "Jeg er Kanti."
  
  
  "Sherpa hjerne?"
  
  
  - Ikke en hjerne, Carter. Sjæl "Sherpa," svarede hun med et koldt blik. - Men det er ikke din bekymring. Selvfølgelig har du diamanter?
  
  
  - Naturligvis.
  
  
  "Meget godt," sagde hun. "Så kan vi komme i gang."
  
  
  Jeg sagde. - "Hvilke garantier har jeg for, at du ikke dræber os alle på stedet, så snart jeg opgiver diamanterne?"
  
  
  Jeg ønskede ikke at lyde for meget som en professionel, da de stadig tænkte på mig som en almindelig kontormedarbejder. Men samtidig kunne jeg bestemt ikke tage Cantis ord for det.
  
  
  'Sikkerhed?' - gentog hun. "Vi er nået så langt, Carter. Vi behøver ikke at dræbe nogen, hvis du giver os diamanterne som aftalt. Du forstår?'
  
  
  Jeg forstod det godt, men det forekom mig, at hun ville forstå pistolen meget bedre. Så jeg nikkede med hovedet og rakte ned i min jakke. I stedet for en pæn stak diamanter trak jeg en Wilhelmina Luger frem. Luger fangede rubinlyset på instrumentbrættet. Et øjeblik syntes hun at gløde som kul. Prasad spændte, da jeg trak Wilhelmina ud. "Søgte du ikke efter Carter?" - spurgte Canti ham.
  
  
  Den unge mand sænkede øjnene og rystede på hovedet med en klar følelse af selvforagt og ydmygelse.
  
  
  "Det gør ikke noget," sagde Canti uden at tøve. Hun vendte sig mod mig og ignorerede pistolen, der pegede lige mod hendes hjerte. "Hvis du skyder, Carter, vil Prasad dræbe børnene." Forstået?'
  
  
  "Fantastisk," sagde jeg. "Men det er den selvtillid, jeg talte om. Okay, jeg går ud fra, at du har brug for diamanter nu?
  
  
  Hun nikkede og ventede i absolut ro. Den sidste kvinde af denne kaliber, jeg stødte på, var prinsesse Electra. Og hvis jeg kendte folk, som jeg troede, jeg gjorde, ville Kanti være en lige så snedig og svær modstander. Men lige nu var jeg nødt til at spille efter hendes regler, ikke mine. Med fingeren på aftrækkeren greb jeg diamanterne med min frie hånd. Nylontråden er løsnet fra fastgørelsen. Meget langsomt, for ikke at kaste op, begyndte jeg at fjerne ledningen og røret, der indeholdt en formue af rå sten. At sige, at de tre sherpaer var overraskede, ville i høj grad underdrive deres reaktion. Deres øjne udvidede sig synligt, da nylontråden blev forlænget, og røret langsomt bevægede sig op ad min spiserør. Operationen skulle udføres meget omhyggeligt. Et forkert træk, en klodset drejning af fingrene, og diamanterne ville igen svæve i indholdet af min mave. Det sværeste var, da de nåede min hals. Jeg åbnede min mund så vidt jeg kunne, undertrykte trangen til at gage, og trak derefter røret ud.
  
  
  "Meget klog," sagde Canti, og hendes øjne skinnede, da jeg rakte hende det våde, funklende kogger. — Er der diamanter i dette rør?
  
  
  "Til sidste sten," sagde jeg.
  
  
  'Godt. Du gjorde alt, hvad du kunne for os, Carter. Hvis du vil vente et øjeblik, tak.
  
  
  Hun åbnede døren, talte hurtigt nepalesisk og rakte telefonen til en tredje person, der ventede uden for bilen. Jeg havde stadig Wilhelmina klar, selvom jeg var den sidste i verden, der ville bruge den nu. I hvert fald ikke nu. Der gik flere minutter, før døren igen gik op, og en mandsstemme meddelte, at stenene var ægte og af højeste kvalitet.
  
  
  Tvillingerne sagde stadig ikke et ord. Det ville have været et let mål for Prasad, hvis han var blevet nervøs og trykket på aftrækkeren. Men efterhånden, da diamanterne var i hænderne på sherpaerne, slappede Ranas partner af.
  
  
  Jeg spurgte. "Vi er på vej tilbage til Kathmandu nu, ikke?
  
  
  "Ja, selvfølgelig," sagde Canti. "Prasad vil bære bind for øjnene, og Rana vil køre bilen. Senatoren var meget venlig, Carter. Overbring venligst vores taknemmelighed til ham.
  
  
  »Alt, han vil have, er sine to børn. Det er mere end nok, Canti.
  
  
  "Og alt, hvad sherpaerne ønsker, er diamanter. Fordi vi har dem, har du børn. Fair trade, ikke?
  
  
  "Selvfølgelig," sagde jeg, da hun åbnede døren og smuttede ud af bilen.
  
  
  "God tur til Amerika," var det sidste, hun sagde, inden hun smækkede døren igen.
  
  
  Prasad satte en sort hætte over mit hoved. Først nu holdt jeg Wilhelmina bag hans smalle ryg. Han så ikke ud til at have noget imod det, og det ville jeg ikke ændre på. Efter endnu et hosteanfald buldrede Fiat'en ned ad vejen.
  
  
  "Er du okay?" - Jeg spurgte tvillingerne.
  
  
  "Nå, tak, hr. Carter," svarede Mark Golfield.
  
  
  "Snak ikke," sagde Prasad skarpt med den mest nervøse stemme, jeg nogensinde havde hørt.
  
  
  "Bare rolig, barn," svarede jeg og smilede under hætten. Denne gang var mørket næsten behageligt. Og på mindre end en halv time opfyldte sherpaerne deres halvdel af aftalen og satte os sikkert af i udkanten af byen. Det dårlige var, at jeg ikke ville holde mit ord, selvom Canti holdt sit. Disse var ulemperne ved spillet.
  
  
  
  Kapitel 11
  
  
  
  
  
  Den amerikanske ambassade ligger kun en blok fra Ratna Park og Bagh Bazaar, tæt på byens centrum. Umiddelbart efter Rana havde sluppet os ud af bilen, tog jeg Ginny og Mark Golfield derhen, i god behold. Børnene var selvfølgelig i chok, men en god nats søvn, et telefonopkald fra deres far og en solid amerikansk morgenmad næste morgen gjorde underværker. Da jeg gik for at se dem næste dag, var det som at se dem for første gang. Ginnys humør var blevet bedre, og Mark kunne ikke vente med at fortælle mig alt, hvad der var sket, siden de blev kidnappet i Athen for næsten to uger siden.
  
  
  Et flyvevåbens fly lettede fra Dhaka for at samle dem op og returnere dem til Washington. Men inden de tog afsted, ønskede jeg at få så meget information fra dem som muligt, så meget som de kunne huske. Mark forklarede, hvordan de blev fanget i Athen, sat på et lille privatfly midt om natten og fløjet ud af landet. Men da både han og Ginny havde bind for øjnene under deres lange, opslidende rejse, kunne han ikke fortælle mig meget om sherpaernes gemmested.
  
  
  "Det ligner en hule, hr. Carter, men det er alt, hvad jeg kan fortælle dig," sagde han og tog endnu en bid toast.
  
  
  Jeg drak kaffe og lyttede godt efter. – Hvorfor en hule, Mark?
  
  
  "Nå," sagde han tøvende, "de satte os i en... niche."
  
  
  Men væggene var udskåret og ret fugtige, når du rørte ved dem...
  
  
  "Og det var glat," afbrød Ginny, "som om vi var under jorden." Og gulvet i cellen var bare snavs. Ingen cement eller andet. Og der var næsten intet lys. Intet solskin, mener jeg. Kun et par nøgne lamper i loftet. Og det så også ud som om det var hugget ud af klippen.
  
  
  - Hvor mange mennesker så du?
  
  
  "Måske et dusin eller deromkring."
  
  
  "Nej, søster, der var mange flere end ti," sagde Mark. "Måske dobbelt så meget."
  
  
  "Alle nepalesere?"
  
  
  "Det tror jeg ikke," fortsatte senatorens søn. ”Jeg er ikke sikker, men jeg tror, der var et par kinesere der. De forventede det i hvert fald. Men for at sige dig sandheden, hr. Carter, så var vi så bange, at vi næsten ikke husker noget.
  
  
  "Nå, nu skal du i hvert fald ikke være bange," sagde jeg og smilede. "Du er tilbage i Washington om fireogtyve timer." Og jeg vil fortælle dig én ting: din far vil blive henrykt over at se dig komme sikkert ud af flyet.
  
  
  Jeg gad ikke spørge mere. De har været igennem ret meget, og jeg tror ikke, de kunne fortælle mig meget mere. Detaljerne om deres bortførelse var ikke så vigtige som placeringen af Sherpa-hovedkvarteret. Rana forlod os nær Shiva Puri-bjerget og den nærliggende landsby Buddhanikantha, nord for det centrale Kathmandu. Ifølge de oplysninger, jeg fik fra biblioteket, lå ud over Shiva Puri Sundarijal-området, berømt for sine vandfald, strømfald og bjergudsigt. Det var et yndet picnicsted for lokale beboere. Og måske, bare måske, var dette også det foretrukne sted for Kanti og hendes guerillasoldater.
  
  
  Jeg hørte et vandfald aftenen før, og der kunne være tunneller og huler i disse bjerge. Det var i hvert fald en start, et skub i den rigtige retning. Og da jeg talte med Hawk efter morgenmaden på ambassaden, vidste jeg, at jeg ikke havde andet valg end at udforske området så hurtigt som muligt. Det, han havde at fortælle mig, var så enkelt og lumsk, som det kunne være. En koncentration af tropper blev rapporteret på den kinesiske side af Nepals nordlige grænse. Det, der engang lignede en militærøvelse, viste sig at være varselet om et fuldskalaangreb, med andre ord en invasion. "Jeg fandt først ud af det her siden i går," forklarede Hawk. "Men jeg ville ikke gøre noget, før du fik børnene ud derfra i god behold." Nu har jeg intet andet valg end at overbringe oplysningerne til kongen.
  
  
  "I så fald vil vi aldrig returnere diamanterne," mindede jeg ham om.
  
  
  - Nå, hvad vil du have, at jeg skal gøre, Nick? Hele Beijing venter på de første tegn fra sherpaerne. De sender deres folk så hurtigt ud, at de ikke længere har brug for et velkomstudvalg.
  
  
  Efter hvad Prasad fortalte mig, fik jeg følelsen af, at sherpaerne gerne ville have, at Nepal forbliver i nepalesernes hænder. "De tager ikke den risiko," sagde jeg. — Fordi de alle er ihærdige nationalister. De kan være afhængige af Kina for at få hjælp, men jeg tror ikke, de er klar til åbent at gribe ind nu. I hvert fald ikke endnu.
  
  
  - Hvad foreslår du?
  
  
  - Giv mig yderligere fireogtyve timer, sir. Det er alt, hvad jeg spørger om. Hvis jeg ikke returnerer stenene endnu, kan du fortælle regeringen, hvad du vil. Lad dem i mellemtiden poste deres tropper på grænsen, så... Lad os sige, at der bliver gjort et forsøg på at smugle en transport af våben over grænsen. Fortæl dem alt, men lad mig tage mig af sherpaerne. Det sidste, vi ønsker, er en revolution. Du ved det lige så godt som jeg.
  
  
  "Fireogtyve timer?" - gentog han.
  
  
  'En dag. Det er alt,” svarede jeg. "Uden penge vil sherpaerne ikke have midlerne til at dække omkostningerne til våben. Så vil de være fuldstændig konkurs, og jeg tror ikke, Kina vil sende sine tropper til Nepal for at invadere landet, hvis det ved, at dets allierede er blevet fuldstændig besejret.
  
  
  "Behøver jeg at minde dig om, hvad der skete i Tibet?" Det er hårdt, som sædvanligt, tænkte jeg. - Jeg ved det, sir. Men Nepal har stadig sin egen uafhængighed, sin egen suverænitet. Kineserne har aldrig betragtet dette land som deres. Så situationen er en helt anden«.
  
  
  - Jeg er ikke sikker på, jeg er enig med dig, Nick. Men jeg vil give dig tolv timer, ikke fireogtyve. Jeg vil ikke tage flere risici. Og hvis jeg ikke hører fra dig inden da, har jeg intet andet valg end at videregive alle de oplysninger, vi har indsamlet, til kong Mahendra. Vi kan bare ikke tage risikoen, det er alt.
  
  
  Klokken var 10:37 og Killmaster N3 havde arbejde at gøre. Det var der ingen tvivl om.
  
  
  Bilen ville have tiltrukket sig for meget opmærksomhed, især hvis sherpaerne så på fra vejen. Desuden er Avis og Hertz endnu ikke trængt ind her. Måske næste år. Men jeg havde kun tolv timer, ikke tolv måneder. Så jeg lejede en cykel fra en lille nedslidt butik nær Durbarplain. Der var gamle kvinder, der solgte tynde grønne grøntsager og lige så grønne stykker kød, og barfodsdrenge på omkring ni eller ti, som trak i min arm og sagde: "Okay. Byttepenge? Jeg er på rette vej.
  
  
  Jeg havde alle de nepalesiske rupees, jeg havde brug for. "I morgen," sagde jeg til dem. "Vi går i gang, når du er her i morgen," da jeg trak mig væk fra den travle plads, og solen stod op til en blå, skyfri himmel. Klokken tolv..., tænkte jeg. Bullshit, men det købte mig ikke så meget tid.
  
  
  Så jeg var nødt til at arbejde hurtigt.
  
  
  Kathmandu var et svagt sted mod syd, da jeg nåede foden af Shivapuri-bjerget, omkring tolv kilometer fra byen. Bag mig syntes lave bølgende bjergskråninger med grønne terrasser at forberede øjet på Himalayas takkede sneklædte tinder. De rejste sig som en række monumenter, skarpe, selvsikre og krævede at blive bemærket. Jeg stod af cyklen og gik til toppen af bakken. Jeg gik forbi Vishnu-statuen. Den hinduistiske guddom lå på en seng dannet af spolerne af slangen Shesha. Han så heller ikke for let og glad ud.
  
  
  Ti minutter til halv tre, og jeg bevægede mig ad den barske vej på den anden side af Mount Shivapoeri, ikke langt fra det sted, hvor Rana havde sat os af bilen den foregående aften. Jeg havde ingen grund til at tro, at de tog samme vej, da de tog os tilbage fra det tidspunkt. Men da jeg ikke havde noget at starte med, virkede denne bakke som et godt udgangspunkt.
  
  
  Jeg holdt en pause for at finde ud af og spekulerede på, hvad prins Bal Narayan havde gang i, da diamanterne blev leveret til sherpaerne. Diamanter var klart vigtigere for ham end den nepalesiske trone, hvilket så ud til at betyde, at han ikke troede på den ultimative succes af Kantis revolutionære intentioner. Det beskidte spil, han spillede med hende, ville tjene mig godt, når jeg fandt guerillaens hovedkvarter.
  
  
  Dette var selvfølgelig det største problem.
  
  
  Vejen delte sig ved foden af bakken. Stien, der gik til højre, syntes at styrte ned i en dal, mens vejen til venstre snoede sig ind i bjergene. Jeg valgte det sidste, i håb om hurtigt at finde den tunnel og det vandfald, jeg troede at have hørt aftenen før. Vejen viste sig at have flere drejninger, end jeg havde forventet. Jeg kunne ikke huske, at Rana tog så mange drejninger. Lige ved at dreje og vende tilbage, drejede vejen pludselig mod horisonten, som et lige bånd. Vejen var lige som en lineal. Bjerge dukkede op, og terrænet omkring mig var barskt og tæt. det tog mig længere tid, end jeg havde forventet, og jeg havde en mistanke om, at Rana havde lavet et par forkerte sving. Men jeg skulle også tage højde for, at jeg ikke kørte bilen. På trods af alle mine anstrengelser kørte jeg ikke hurtigere end femogtyve kilometer i timen.
  
  
  Jeg tog en kolbe frem og stoppede ved siden af vejen for at drikke. Langvejs fra kom det svage, men vedvarende ringning af klokker.
  
  
  Et øjeblik efter var jeg tilbage på cyklen og begyndte at træde i samme retning. Så, fem minutter senere, fandt jeg en tunnel, der var skåret i bunden af bakken. Og lige på den anden side af det sprøjtede vand så rent og gennemsigtigt, som guidebøgerne lover. Det var Sundarijal og videre... Da jeg passerede vandfaldet, var himlen stille. Luften var kølig, fugtig og duftende, men jeg hørte ikke engang en fugl græde; så jeg satte farten ned og scannede bakkerne for tegn på fare, måske en sherpapatrulje. Selvfølgelig var de i nærheden for at beskytte deres lejr og hemmeligheden bag deres organisation. Det forekom mig dog ikke usandsynligt, at de ville give sig til kende, hvis de følte sig truet i nærværelse af en fremmed. Men indtil videre bevægede intet sig mellem træerne, og der hørtes ikke en lyd af skridt i underskoven.
  
  
  Fem minutter senere løftede en flok køer hovedet og iagttog mig langs vejen med deres triste brune øjne. De holdt op med at tygge for at udtrykke deres utilfredshed med dybe grynt, der blev svagere, efterhånden som vejen fortsatte med at trække ud, og vejoverfladens grus opløste sig i den glatte asfalt. Jeg kiggede på mit ur, da brølen ikke længere kunne høres. Aftenen før talte jeg fem minutter og tyve sekunder, før Rana slog bremsen. Nu lader jeg min Rolex lave beregningerne, mens jeg omregner hastighedsforskellen. Jeg var sikker på, at jeg ville nå det sted, hvor sherpaerne besluttede at drive deres forretning.
  
  
  Alle tegnene var der, det er helt sikkert. Jeg steg ud, satte cyklen på stativet og så mig lidt tydeligere rundt. Jeg var midt i en lysning med en kuperet terrasse på den ene side og en stejl skrænt med tornede buske på den anden. Der var to par dækspor; den ene gik tilbage til Kathmandu, den anden ad den flade vej. Tvillingerne nævnte en hule. Efter al sandsynlighed ville hun have været camoufleret og ville utvivlsomt have været et sted i de omkringliggende bakker, usynlig for nysgerrige og nysgerrige øjne.
  
  
  Klokken var allerede omkring to, da jeg efterlod cyklen i vejkanten. Da jeg ikke ville risikere tyveri eller afsløring, dækkede jeg den med grene, jeg kunne skære fra de tornede buske. Ingen, der kommer forbi på motorcykel eller i bil, vil bemærke cyklen. Tilfreds med, at mine flugtveje ville forblive intakte, indtil jeg var klar til at vende tilbage til Kathmandu, klædte jeg Hugo igen og gik. Dæksporene var svage og svære at spore. Jeg blev i siden af vejen for at være så upåfaldende som muligt.
  
  
  Det var tilsyneladende ikke nok.
  
  
  Kun M-16-riflen har lyden af et jagerfly, der flyver over hovedet. Den usædvanligt høje hastighed af kugler af lille kaliber har gjort denne moderne karabin til det foretrukne våben til junglekrigsførelse. Desværre så sherpaerne ud til at kende værdien og fordelene ved sådanne våben. I stedet for den gamle M1 eller endda M-14, blev jeg jagtet med meget avancerede våben. Og på stor afstand kunne Wilhelmina ikke måle sig med en tredive rund karabin.
  
  
  Jeg lå på maven, mens fløjtende kugler gennemborede træerne. Nogen så mig og ville ikke lade mig gå uden kamp. Lugten af krudt hang i luften, og varme M-16 kugler faldt til jorden som kaninekskrementer. Jeg rørte mig ikke, pressede maven tæt mod den hårde sammenpressede jord og ventede på, at skydningen blev svækket og stoppet.
  
  
  Men det skete ikke.
  
  
  Få sekunder senere blev endnu et magasin affyret. Grene fløj gennem luften, mens kugler lavede en sindssyg, kvalmende lyd. Revnen fra maskingeværet overdøvede lyden af mit åndedræt. Jeg holdt hovedet nede og talte sekunderne, indtil jeg hørte blodet hamre i mine tindinger med en høj og stabil rytme.
  
  
  I det øjeblik skydningen stoppede, sprang jeg på benene og trak mig tilbage i sikkerhed i den tykke underskov. Der var gået mindre end tredive sekunder, før karabinen genoptog sin buldrende ild. Kuglerne kom ikke nærmere, men de fløj heller ikke længere. For at finde Sherpa-patruljen måtte jeg lave en stor sløjfe for at komme ud på den anden side af det bevæbnede parti. Indtil nu var der ingen måde at vide, hvor mange mænd der var, hvilket gjorde situationen lidt mere kompliceret, hvis ikke direkte selvmord. Men hvis jeg ikke havde set partisanerne, ville jeg ikke have kendt mine chancer og ville ikke have været i stand til at finde deres husly.
  
  
  Hvis jeg nu bliver ramt af en af de dødbringende M-16 kugler, vil diamanterne næsten gå tabt. Så jeg holdt mig så lavt som muligt og begyndte at kravle gennem buskene. Der var ingen måde at undgå de nåleskarpe torne, der rev mine ærmer og skinneben. Grene ramte min pande og åbnede sår, der lige var helet; snittene jeg modtog i Amsterdam, en gave fra dobbeltspilleren Bala Narayan.
  
  
  Lyden af kugler stilnede som omkvædet af en sang, der ikke kan glemmes. Jeg satte mig på hug og kiggede ud bag buskene. Jeg så noget mørkt og vagt bevæge sig gennem krattet. Lyden af knækkede grene blev højere, og jeg forberedte mig på det uundgåelige, hvad end det var.
  
  
  Desuden var det en af partisanerne med den skarpe ende af en metalbajonet fastgjort til karabinens løb. Han havde en gammel britisk Mk V junglekarabin, hvilket betød, at der var mindst en mand mere gemt i skoven, klar til at meje mig ned med en blodig ild. Jeg havde ingen mulighed for at vide, om den nepalesiske revolutionær var dækket. Men i den nuværende situation kunne jeg ikke vente på et klart svar "ja" eller "nej".
  
  
  Det var da han opdagede mig i krattet. Jeg havde ikke tid til at præsentere mig selv, hverken formelt eller uformelt. Med et vildt skrig styrtede manden hen mod mig, hans bajonet pegede fremad og glimtede i det bløde, plettede lys. Han var til ingen nytte for mig død. Og død var jeg selv endnu mindre nyttig. Så under omstændighederne var der ikke meget, jeg kunne gøre. Valget var hans. Jeg måtte bare acceptere tingene, som de kommer. Og de kom ret hurtigt og dødbringende.
  
  
  Længe før partisanen nåede at vise mig, hvor godt han førte en bajonet, rejste jeg mig op og tog Hugo i hånden. Han blottede tænderne og kastede sig over ham, svedperler kom på hans pande og trillede ned ad hans solbrune kinder. Spidsen af bajonetten rørte ved remmen på mit ur, og jeg fløj til siden og bevægede mig langsomt rundt om det.
  
  
  skreg jeg. - "Hvor er Kanti?"
  
  
  Han forstod ikke engelsk og ville ikke blive distraheret. Han havde for travlt med at holde mig ved bajonetspidsen og gad ikke svare. Jeg så hans finger forsigtigt glide til aftrækkeren på hans automatvåben. Jeg puttede Hugo ind i mit bælte og dykkede frem og prøvede at afvæbne ham. Sammen forsøgte vi af al magt at snuppe pistolen fra hinanden, og jeg forsøgte at pege løbet mod himlen.
  
  
  Hvis der nogensinde har været tid til at omsætte din viden om Thai Quarter Do i praksis, er det nu.
  
  
  Et sidespark til knæet, og hans ben bøjede under ham som en brækket gren. Manden hylede af smerte og vrede og kæmpede desperat for at beholde sin riffel. Men jeg ville ikke lade det ske. Så lå vi begge på knæ og vuggede, som om vi var fanget i en cyklon. En kontinuerlig strøm af nepalesiske forbandelser strømmede ud fra hans læber. Jeg mente ikke at bede om en bogstavelig oversættelse.
  
  
  Jeg knyttede næverne og slog ham i maven med en hurtig og rasende mom-jong-ji-lo-ki. Det var et slag, der brækkede hans ribben og brystben, og hans krop faldt sammen som en marionetdukke, hvis strenge pludselig knækkede. Skovkæmperens greb blev svækket, og i det splitsekund holdt jeg karabinen fast med begge hænder, mens spidsen af den knivskarpe bajonet hvilede på hans fremspringende adamsæble.
  
  
  'Hvor er hun?'
  
  
  Som en fisk op af vandet forsøgte han stadig at få luft ind i lungerne. Farven forsvandt fra hans kinder, og hans hud blev grå og gul.
  
  
  -Hvor er Kanti? - Jeg gentog.
  
  
  En af hans hænder rykkede. Jeg så bladet på kniven, før jeg kastede bajonetten ned i det. Junglekæmperen havde ikke tid til at bruge sin kniv. Det faldt ud af hans hænder, og et vildt og forvirret udtryk dukkede op i hans øjne. Så blev de døde og tomme, som to glaskugler. Jeg trådte til side og gav slip, blodet fossede fra det grimme sår, bajonetten havde lavet i hans hals.
  
  
  Det var ikke så yndefuldt som Koenvars død, men det var lige så effektivt. Den eneste irritation var, at oprøreren ikke længere kunne fortælle mig, hvad jeg ville vide. Et sted i de omkringliggende bakker blev en hule brugt som hovedkvarter for en fanatisk gruppe nepalesiske revolutionære. Jeg måtte finde denne hule og diamanterne og så komme ud af Nepal
  
  
  .
  
  
  Der var blod på glasset på mit ur. Jeg tørrede den af og tjekkede tiden. Klokken var 02:27. Jeg havde indtil 22.30 til at holde mit løfte til Hawk og Det Hvide Hus. Men hvor skal jeg starte? Dette var det sværeste spørgsmål, jeg har været nødt til at stille mig selv i de sidste par dage. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle begynde at lede efter, hvor cachen kunne være.
  
  
  En ting vidste jeg med sikkerhed: Jeg skulle videre, uanset hvad.
  
  
  Jeg begyndte at bane mig vej gennem buskene langs vejen, hvor den døde oprører havde passeret mindre end ti minutter tidligere. Piggene var helvedes, men ikke så lumske, som de to M-16 karabiner pludselig sigtede mod min ridsede og blodige krop.
  
  
  "Hvordan har I det?" - sagde jeg uden at gå videre. "Søger du efter nogen bestemt?" Ingen grinede.
  
  
  Ingen smilede endda.
  
  
  Men jeg fandt i det mindste mine guider. Jeg håber, at jeg var mere værdifuld for dem i live end død, fyldt med kugler eller en bajonet. Valget var deres, om jeg kunne lide det eller ej.
  
  
  
  
  Kapitel 12
  
  
  
  
  
  "Canti," var det næste, der kom ud af min mund. Det var, som om Ali Baba havde råbt: "Åben Sesam." I det øjeblik jeg nævnte hendes navn, valgte de to guerillaer at ignorere den meget blodige, livløse krop, der stadig var synlig i den tykke underskov bag mig. "Tag mig til Kanti," gentog jeg. "Hun ved, hvem jeg er." Hvis det virker, tager de mig direkte til deres skjulested. Hvis det ikke virkede, havde jeg mistanke om, at nogen om fem eller ti år ville støde på mine rester, uanset hvad der var tilbage af dem.
  
  
  Ligesom deres livløse våbenkammerat forstod ingen af mændene et eneste ord engelsk. Jeg gentog, hvad jeg havde sagt på nepalesisk, glad for, at jeg havde taget mig tid til at opfriske sproget. Jeg kæmpede med en grov oversættelse til den tibetansk-burmesiske dialekt, som denne gruppe af indfødte også talte, indtil de endelig forstod, hvad jeg mente. Kanti var Kanti på alle sprog, jeg prøvede, og de fik det endelig.
  
  
  Den højeste og slankeste af de to bevæbnede mænd gjorde tegn til mig og nøjedes kun med at stikke den hvide spids af sin bajonet mellem mine skulderblade. Han tvang mig til at gå gennem middelhøj underskov, indtil vi nåede en ujævn sti, der snoede sig ind i bakkerne som en slange.
  
  
  Denne gang havde jeg fuldt ud til hensigt at følge deres regler og ikke mine. De tager mig til Canti og, hvis jeg er heldig, forhåbentlig til diamanterne. Bajonetten var nok til at spille i henhold til deres spilleplan. Men hvis det ikke satte ædelstenenes tilbagevenden i fare, ville jeg ikke tøve med at omsætte Mester Chuns lære i praksis.
  
  
  Så jeg spillede den stille, lydige fange og gjorde præcis, hvad der blev forventet af mig. Hvad der præcist ville ske, da vi kom til hulen, forudsat at jeg ikke havde fået bajonet før, var uforudsigeligt. Og hvad der er muligt midt i den nepalesiske jungle er også åbent for spekulationer. Vi klatrede nu op ad en stejl og stenet sti. Mine kalveskindssko var ikke lavet til bjergene, men det er altid bedre end at gå barfodet. Da jeg tog fat i den tykke stump for at få ekstra støtte, hørte jeg noget, der øjeblikkeligt fik hårene på bagsiden af min nakke til at rejse sig. Lyden mindede mig om tænderskæren, og jeg frøs på plads. Mine to "guider" stoppede deres march for at være de første til at grine af min åbenlyse frygtudfoldelse, og trådte tilbage og lod vildsvinet komme igennem den tykke og næsten uigennemtrængelige underskov.
  
  
  Jeg følte ikke så meget frygt som overraskelse. Men jeg tænkte, at det ville være bedre, hvis de nu betragtede mig som meget ringere end dem. Ud over dette kunne deres tilsyneladende manglende interesse for deres kammerats død let ses som en generel lav moral blandt sherpa-tilhængere. I så fald ville det gøre min mission meget lettere.
  
  
  En revolutionær organisation plaget af interne dissidenter er en revolutionær organisation dømt til at mislykkes. Jeg håbede, at dette, plus Bal Narayans tilhængere, kunne være dødsstødet for sherpaerne. Men indtil jeg havde mulighed for at møde Canti, var jeg nødt til at gøre, som mine vagter fortalte mig.
  
  
  Mindre bange end for ti minutter siden slappede de synligt af, da vi gik ovenpå. fortsætte vores rejse. Vi var omgivet af skov på begge sider, et tykt grønt tæppe, der opsugede dagslyset som en svamp. Jo mere vant jeg blev til mine omgivelser, jo mindre bange blev mit sind. Jeg kunne nu høre fuglesang og adskillige små dyr, der strejfede i underskoven. Men hverken vildsvin eller hjorte kom igennem det tykke kratt, og bajonetten blev ved med at gennembore min ryg; tilstrækkeligt incitament for mig til at fortsætte ad stien, der er oversået med løse sten.
  
  
  Sherpa-skjulet var så smart gemt, at jeg måske slet ikke havde lagt mærke til det, hvis jeg havde fulgt den samme vej alene. Indgangen til hulen, som Mark og Ginny Golfield talte om, var skjult af en bevægelig skærm af løv; så smart designet, at det ved første øjekast ikke så ud til at være andet end en del af den omkringliggende vegetation. Ved nærmere eftersyn, og først efter at en af mændene havde ryddet løvet væk, så jeg en træstruktur under den falske facade. Det var et gitter af lette, fleksible balsa- eller bambuspæle bundet sammen med grønne vinstokke.
  
  
  I det øjeblik skærmen blev trukket til side, fløj et dusin flagermus ud i den kolde bjergluft, kvidrende. Spidsen af den slidte bajonet pressede sig hårdere ind i min ryg, og jeg trådte frem, ud af skyggerne, ind i den mørke gang i den underjordiske gang.
  
  
  Hullet i siden af bjerget var højt nok til, at jeg kunne gå ligeud. Selve indgangen var en naturlig port, der åbnede i en stenmuret tunnel, der næsten øjeblikkeligt begyndte at skråne lidt ned. Et par hundrede meter fremme så jeg et svagt skær, sandsynligvis fra en pære. En af mændene, der var på patrulje, råbte med en stemme, der straks vendte tilbage som et dybt buldrende ekko. Han løb frem, uden tvivl for at informere Canti om mit uventede besøg.
  
  
  Jeg timede vores nedstigning; to hele minutter i rask tempo, måske halvdelen ved en løbetur. Gulvet i tunnelen var lavet af den samme hårde, komprimerede jord, som Ginny havde nævnt i morges. Talrige fodspor var synlige; alt dette peger på betydelig aktivitet, der ser ud til at have fundet sted i Sherpa-hovedkvarteret.
  
  
  De havde tilsyneladende deres egen generator, for for enden af tunnelen brændte en kraftig lampe under loftet. Så åbnede jeg forbløffet mine øjne og stirrede vantro på trækasserne og kasserne stablet på begge sider. De havde nok våben i hulen til at sprænge hele Kathmandu i luften, hvis ikke halvdelen af Nepal. Sherpaerne forvandlede hulerummet til et våbenlager, en lagerfacilitet for døds- og ødelæggelsesvåben. De fleste af trækasserne var mærket med røde kinesiske tegn. Nogle, nogle få, var markeret med kyrilliske bogstaver, med store bogstaver CCCP.
  
  
  Hvorfor de skulle tjene penge på uslebne diamanter var ikke længere så klart som før. Medmindre disse sten allerede er blevet byttet til dette arsenal. Efter hvad jeg kunne se ved første øjekast, havde de nok udstyr, ammunition, personlige våben, håndgranater, maskingeværer, karabiner til at udføre et vellykket revolutionært kup.
  
  
  Omgivet af alle disse våben var Kanti, sherpaernes sjæl. Ved siden af hende stod to mænd, hvis uniformer og ansigter ikke efterlod nogen tvivl om, at de var kinesere. Disse viste sig at være militærrådgivere, klædt i kampuniformer og bevæbnet med standard geværer fra Røde Hær. Prasad og Rana var også der, i gang med at gøre opgørelse over rustningen, der var opbevaret i hulen.
  
  
  Canti kiggede op, da jeg blev skubbet frem og direkte ind i den kraftige lampe. En af mine guider forklarede hende, hvad der var sket. Hun lyttede med et eftertænksomt udtryk i ansigtet; så rejste hun sig langsomt op, gik rundt om bordet og stillede sig foran mig.
  
  
  Selv i dette skarpe lys var hun smukkere, end jeg huskede. Også mere arrogant. Jeg havde ingen tale, men jeg vidste, hvad jeg ville fortælle hende, og at Bal Narayan ikke behandlede hende særlig godt.
  
  
  Men før jeg overhovedet nåede at nikke genkendende, lagde en af de kinesiske rådgivere mærke til mig og hikkede overrasket. Han gik rundt om bordet for at se nærmere på mig. Han vendte sig så til Kanti og sagde først på mandarin, som Mao havde opretholdt i årevis, og derefter på nepalesisk: "Ved du, hvem denne mand er? Har du nogle ideer, kammerat Kanti?
  
  
  Jeg er nu ved at oversætte dette til mit modersmål, men faktum er, at han var lige så begejstret som en tilskuer til en fodboldkamp, da centerforwarden misser et straffespark. Hans ansigt glødede bogstaveligt, da han så fra mig til sherpa-lederen og tilbage.
  
  
  "Dette er Nicholas Carter," sagde hun på engelsk, som om hun fortalte mig, hvad der var sket, uden at hun var klar over, at jeg talte både mandarin og nepalesisk. "Han arbejder for Golfield, senatoren, vi handlede med." Jeg fortalte dig alt dette, Lu Tien. Hvorfor er du så overrasket? Kammerat Lu Tiens beherskelse af engelsk var ikke nær så imponerende som min beherskelse af mandarin. Men det lykkedes mig alligevel at afklare. "Denne mand, Kanti..." sagde han. "Denne mand arbejder for imperialistisk efterretningstjeneste. †
  
  
  "Han arbejder for en amerikansk senator," svarede hun. Lu Tien rystede på hovedet og viste, at han var meget uenig med hende. "Nej, det er løgn," sagde han højt og hævngerrigt.
  
  
  Hun spurgte. -Hvad mener du med at lyve?
  
  
  "Det er løgn, fordi jeg så et fotografi af denne mand, denne Nicholas Carter, i Beijing. Han arbejder for en meget hemmelig spionorganisation af det imperialistiske, kapitalistiske regime og er uddannet til at vælte folkerepublikker rundt om i verden. Han hedder ikke Nicholas Carter, men N3, Killmaster.
  
  
  Han vendte sig lidt om, men Canti begyndte at forstå, hvad hendes kinesiske rådgiver forsøgte at sige. Hun så på mig igen, hendes udtryk ændrede sig pludselig. Det, der engang havde været et udtryk for forvirret interesse, blev nu fuldstændig forvandlet til et udtryk for overraskelse, der voksede til forvirring, og til sidst til et udtryk for hastigt voksende vrede.
  
  
  "Er det sandt, hvad han siger, Carter?" - spurgte hun mig, da jeg stod med armene strakt ud til siden, og bajonetten ikke var mellem skulderbladene. Prasad og Rana stoppede, hvad de lavede og kom tættere på, mindre overraskede, end jeg forventede at se mig.
  
  
  'Godt?' - spurgte Canti. - Svar, Carter. Er dette sandt eller falsk?
  
  
  "Selvfølgelig er det løgn. Jeg ved ikke, hvad din ven taler om. Jeg er en almindelig borger. "Jeg er ansat af senator Golfield," svarede jeg roligt og jævnt. Lu Tien slog knytnæven i bordet. "Løgn," råbte han. "Denne mand, denne Carter, N3, har været en fjende af Folkerepublikken Kina i årevis. Han skal dræbes som fjende af alle frihedselskende arbejdere i hele verden." Han rakte ud efter sin revolver, og jeg trådte ufrivilligt tilbage, væk fra lysets cirkel.
  
  
  "Nå, vent lidt, kammerat," sagde jeg på kinesisk. "Din hukommelse er lidt sløret. Du forveksler mig med nogen.
  
  
  Canti rakte sin hånd frem og placerede den på Lu Tiens revolver. "Vi vil have masser af tid til at dræbe ham, hvis han virkelig er den mand, du tror, han er," fortalte hun ham. "Desuden," skyndte jeg mig at tilføje, "hvis jeg var en spion, ville jeg så gerne give dig diamanterne, Canti?" Men hvis jeg var en harmløs embedsmand, ville jeg ikke tale mandarin, nepalesisk eller tibetansk-burman. Heldigvis generede dette hende mindre end Lu Tiens ophedede beskyldninger.
  
  
  "Måske ikke," sagde hun efter et øjebliks stilhed og eftertænksom tøven. - Men hvorfor er du her, Carter? Hvordan fik du det og fandt stedet?
  
  
  Jeg har aldrig haft mulighed for at forklare det.
  
  
  Lu Tien styrtede frem, hans ansigt og hele kroppen rystede af raseri. Han tog fat i mig med to skælvende hænder. "Du er en morder," råbte han. "Du dræbte hovedet af KLØEN. Du dræbte vores fredselskende agenter i Cuba og Albanien. Du dræbte frihedselskende kommunistiske arbejdere i Guinea, Sofia, Taipa.”
  
  
  Hans udbrud var noget melodramatisk, men desværre syntes hans hjerteskærende, højlydte, teatralske ting at efterlade et stort indtryk på Canti, hvilket utvivlsomt var Lu Tiens hensigt.
  
  
  Hun spurgte. - "Er du sikker på, at dette er den samme person kendt som N3?"
  
  
  "Lad mindet om vores kære kammerat Mao forsvinde med det samme, hvis dette ikke er sandt," svarede Lu Tien så alvorligt, at han næsten ville få alle til at græde.
  
  
  "Søg ham efter våben," gøede Canti.
  
  
  Mine vagter gjorde snart en ende på dette og befriede mig fra Wilhelmina og Hugo. Pierre blev dog, hvor han var, og sad godt og lunt på indersiden af mit lår. Hvad enten det var ved tilbageholdenhed, delikatesse eller simpel uagtsomhed, overså de fuldstændig den lille, men meget effektive gasbombe.
  
  
  "Du kom tilbage efter diamanterne, gjorde du ikke, Carter?" - sagde hun umiddelbart efter det.
  
  
  Selv med mine hænder bundet fast bag min ryg med tykt hampereb, forsøgte jeg at bevare den ydre ro. "Jeg er kommet her for at fortælle dig, hvad jeg ved om en af dine medarbejdere, prins Bal Narayan," sagde jeg højt, åben indignation, der erstattede Lu Tiens fanatiske raseri.
  
  
  - Bal Narayan? Hun bøjede hovedet og studerede mig med sine smalle mandelformede øjne. "Nøjagtigt, arving til tronen," sagde jeg. - "Din trofaste allierede."
  
  
  "Hvad med ham?"
  
  
  "Han har bedraget dig, siden jeg kom til Amsterdam for at købe diamanter," sagde jeg. Langsomt, trin for trin, fortalte jeg hende historien fra begyndelsen. Hun lyttede opmærksomt, mens jeg fortalte hende, hvad der var sket i Holland, om forsøgene på mit liv, om hvordan Koenvaar og hans to medsammensvorne havde bestræbt sig på at tage de ru sten i besiddelse.
  
  
  Jeg tænkte straks på Andrea igen, men nu var tiden ikke inde til at blive ked af det. Koenwar fik sin endelige afslutning, og hvis det havde været op til mig, ville Bal Narayan have fulgt den samme blodige og grusomme vej. Til sidst fortalte jeg hende om mit møde i Kabul, om de to morderes død og om Koenvars sidste ord.
  
  
  Da jeg var færdig, vendte hun sig hurtigt mod Ran, som stod ved siden af hende. -Hvor er Narayan nu? spurgte hun utålmodigt. "Han... han er i lufthavnen, Canti, ligesom du sagde," mumlede Rana og mærkede, at hun ikke var i humør til jokes.
  
  
  "Han flyver til Beijing om en time for at levere diamanterne."
  
  
  "Det sidste sted, han skal hen, er Beijing," indskød jeg. ”Han forlader landet, og det er sidste gang, du ser ham; denne prins og diamanter, Canti.
  
  
  "Hvis du lyver, Carter," svarede hun, "så kan Lu Tien gøre, hvad han vil med dig." I mellemtiden tror jeg på din historie. Hun beordrede Prasad og Rana til at tage til lufthavnen og aflytte prinsen, idet hun antog, at de ville være der i tide, før han forlod landet.
  
  
  "Fortæl ham, at der har været en ændring i planerne, og at jeg skal tale med ham med det samme."
  
  
  Prasad var allerede halvvejs gennem tunnelen. "Og hvis han..." begyndte Rana.
  
  
  "Han har diamanterne," sagde hun og viftede irriteret med hånden.
  
  
  - Bring ham her. Det er klart?
  
  
  "Ja, Canti," svarede han lydigt og ærbødigt til det sidste. Han skyndte sig efter Prasad, og jeg kunne kun håbe, at de ville fange Bal Narayan, før han flygtede. Der var ikke mange fly fra Kathmandu. Jeg håber han bliver fanget i tide. Hvis ikke, ville jeg blive nødt til at fortsætte min søgen, hvor end det førte mig. Og alt afhang af, om jeg kunne flygte fra Kanti, Lu Tien og det dusin eller deromkring guerillaer, jeg så rundt i det centrale underjordiske rum, der fungerede som hovedkvarter og ammunitionslager for oprørerne.
  
  
  Så snart Prasad og Rana gik for at opsnappe Bala Narayan, beordrede Kanti to af hendes mænd til at tage mig med til cellen, som viste sig at være den samme, som tvillingerne var fængslet i. Lu Tien fortsatte med at tale om mig ved at bruge alle de almindelige udtryk. Men Canti virkede mere interesseret i at finde ud af, om prinsen havde forrådt hende, end i straks at henrette mig. På dette tidspunkt var hun mere interesseret i at holde mig i live, i hvert fald indtil Bal Narayan vendte tilbage til hulen for at besvare alle hendes spørgsmål.
  
  
  I mellemtiden blev jeg ført ad en smal korridor fra det centrale rum. Lamper hang fra det naturlige loft med jævne mellemrum, men det mørke rum, der viste sig at være min endelige destination, var langt fra imponerende. Mørk, fugtig, afskåret fra omverdenen af en tung låst dør, min celle var ikke andet end en niche i væggen. Mine to ledsagere så ud til at have sadistisk glæde ved at smide mig indenfor. Jeg landede hovedkulds på det hårde, kolde gulv i cellen, slemt rystet, men uskadt. Få øjeblikke senere smækkede døren, boltene gled mod den, og deres latter sivede gennem jernstængerne. Jeg lyttede til deres tilbagegående skridt, ekkoet af deres ophidsede stemmer. Så blev der stilhed, præget af lyden af mit eget åndedræt.
  
  
  "For guds skyld, hvordan skal du komme ud herfra, Carter?" - sagde jeg højt.
  
  
  Jeg havde ikke den mindste idé endnu.
  
  
  
  
  Kapitel 13
  
  
  
  
  
  Jeg er ikke Houdini.
  
  
  Jeg forsøgte at frigøre mine hænder, så der var lidt plads i rebene ved mine håndled. Men jo mere jeg puslede med disse knob, jo strammere blev de. Blodcirkulationen i mine fingre lod allerede meget tilbage at ønske. Mine hænder blev følelsesløse. De var kolde og prikkede, og jeg vidste, at de meget snart ville holde helt op med at føle. Jeg lænede mig op ad den solide stenmur i min celle og prøvede at få fat i mine tanker. Men i den fugtige, mugne hule, hvor jeg blev smidt som en sæk kartofler, var der intet at opdage. To meter lang, to meter bred og loftet for højt; der var lidt trøst i min celle, kun nogle få skarpe klippefremspring, der gjorde det næsten umuligt for mig at læne mig op ad en af væggene uden at mærke en af de klippespidser, der gennemborede min ryg.
  
  
  Det var da, jeg indså, hvorfor pessimisme aldrig havde været min stærke side.
  
  
  Forsigtigt med ikke at skade mine håndled begyndte jeg at gnide mine hænder i rebene frem og tilbage på de skarpe sten. At få det stærke reb til en af de ru afsatser viste sig vanskeligere, end det så ud ved første øjekast. Og jeg skærer læder oftere end reb. Selv mine knoer ramte de skarpe fremspring. Men jeg havde ikke tænkt mig at give op. Mine håndled begyndte at brænde af den fortsatte gnidning, men jeg blev ved med at gå og prøvede at lytte til det langsomme, men konstante knas af tråde, mens rebet gradvist blev slidt væk, ligesom det meste af min hud gjorde.
  
  
  De tog ikke mit ur, men der var endnu ingen måde at vide, hvor længe jeg var spærret inde. Jeg vurderer, at der ikke er gået mere end femogtredive minutter, siden den tunge, sprossede dør smækkede bag mig med et højt, ildevarslende brag. Det bliver snart skumring. Jeg havde indtil 10:30 til at afslutte det, jeg startede. Dette bliver meget sværere, end jeg først troede. Hvis Lu Tien ikke havde genkendt mig, kunne tingene være blevet anderledes. Men den kinesiske rådgiver var så stædig, at Kanti ikke ville behandle mig som en almindelig mand, efter at min Beijing-ven fortalte hende, at jeg var ingen ringere end den berømte N3 Master Assassin fra AH.
  
  
  Så jeg fortsatte med at gnide mine håndjern med håndjern mod klipperne og hvilede kun, indtil musklerne i mine arme begyndte at krampe. Og så kun et minut eller to. Jeg havde ikke den luksus at slappe lidt af, for et helt lands skæbne var på spil.
  
  
  Rebets fibre gav kun efter med den største indsats. Trådene var tykkere, end jeg troede, og det virkede som en evighed, før jeg kunne frigøre mine hænder, før jeg endelig kunne klippe de sidste af de flossede fibre af. Mine hænder var ikke længere bundet, men huden på indersiden af mine håndled var rå og blodig. Ud fra en hvid lomme, jeg havde med, lavede jeg to provisoriske manchetter. Jeg bandt de afrevne stofstrimler om mine håndled for at stoppe blødningen og holde sårene så rene som muligt. Det var ikke meget, men ellers ville blodet have gjort mine hænder glatte, og jeg følte bare, at jeg skulle bruge al den styrke og greb, jeg kunne mønstre.
  
  
  Skiven på min Rolex lyste op. Selv i det svage lys kunne man se, hvad klokken var. Jeg så en trist 4:31, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad mit næste skridt ville være. Jeg havde ikke for mange muligheder, jeg kunne bestemt ikke bruge Pierre, bestemt ikke låst inde i min celle. Og indtil jeg åbnede den dør, var der ikke meget, jeg kunne gøre.
  
  
  Bortset fra stønene.
  
  
  Måske virker det, måske gør det ikke. Oddsene var ret lige, på trods af at det var et meget brugt trick. Alligevel havde jeg en fornemmelse af, at noget var bedre end ingenting. Som en erfaren skuespiller fremtryllede jeg billedet af en krampe, flyttede fornemmelsen til maveområdet og placerede mine hænder bag min ryg, som om de stadig var bundet der. Jeg begyndte at stønne og rulle frem og tilbage i håbet om, at mine skrig før eller siden ville tiltrække sig opmærksomheden fra en af mine vagter. Takket være den naturlige ekkoeffekt i korridoren spredte lyden sig, og ikke engang et minut senere hørte jeg skarpe skridt på den anden side af døren. Et ansigt, pænt adskilt af tre jernstænger, kiggede spørgende ind i cellen. Jeg genkendte manden, der havde kastet en bajonet ned i min ryg dagen før.
  
  
  Jeg rullede stønnende rundt om cellen, åbenbart bøjet af smerte. 'Hvad er dette?' spurgte han på nepalesisk.
  
  
  "Krampetrækninger. "Jeg er syg," klarede jeg mig i håb om, at mit ordforråd ikke ville svigte mig, nu hvor jeg var så tæt på succes. Mine ord om fysisk lidelse fortsatte med at runge i min celle. Et øjeblik troede jeg, at jeg havde fejlet. Manden gik væk fra døren, og hans ansigt var ikke længere synligt i det svage lys. Så hørte jeg nøglen knage i låsen og lykønskede mig selv og fortsatte med at udgyde mange hjerteskærende lyde. Et knæk af gult lys kom ind i cellen, lige da min intetanende velgører åbnede den tunge dør. Der stod han og holdt i riflen med begge ru, vejrbidte hænder.
  
  
  'Hvad skete der med dig?' – spurgte han igen og studerede mig nøje, som om han var bange for, at jeg bedragede ham.
  
  
  "Jeg er syg," hviskede jeg. 'Jeg skal på toilettet.'
  
  
  Han syntes det var meget sjovt og begik den fejl at rykke lidt tættere på. Jeg kunne ikke risikere, at der kom andre, for det ville ikke gøre mit job nemmere at skulle overmande to mand på én gang. Mens jeg fortsatte med at huske alt, hvad Mester Zhuoen havde lært mig, og huskede at fokusere min kraft på selve stødsøjeblikket, følte jeg mig krympende, klar til at skyde som en jack-in-the-box ud af æsken i det øjeblik, låget smækkede i.
  
  
  I dette tilfælde var låget rent metafysisk. Det var som en bagdør, der førte ind i mig.
  
  
  "Syg," mumlede jeg igen og vinkede vagten endnu tættere på.
  
  
  "Jeg bringer dig..." begyndte han.
  
  
  Og før han nåede at vise sin vilje til at tro mig, sprang jeg på benene og slog til af al min kraft. Mit svingende ben ramte hans karabin, og det snurrede i luften. Vagten råbte i vantro, som om han stadig ikke troede på, at mine hænder ikke længere var bundet, at jeg ikke var syg, og at mit højre ben ikke sparkede voldsomt ind i hans mave. Nu var det hans tur til at fordoble i smerte. Endnu et støn undslap hans læber. Så lå han på knæ, ligesom jeg ville.
  
  
  Han ridsede det beskidte gulv i sin celle og ledte efter sin riffel, som var mindre end en fod væk, men ville aldrig røre den igen. Jeg sprang højt op i luften og mit strakte ben skrabede mod hans hage. Lyden var som at slå en billardbold. Vagtens hoved blev kastet tilbage i en mærkelig og unaturlig vinkel. Få øjeblikke senere fossede en tyk strøm af blod ud af hans mund og dekorerede hans hage med et funklende ildrødt bånd.
  
  
  Hans kæbe var brækket, men der var ingen grund til at dræbe en mand, mens han var bevidstløs og af vejen. Et hurtigt, barmhjertigt slag i nakken satte en stopper for det. Han kollapsede fremad med ansigtet i en pøl af sit eget blod.
  
  
  Jeg krøb lydløst hen til døren og lukkede den stille. Jeg tog rebellens skjorte af. Han var fuldstændig bevidstløs og anede ikke, hvem eller hvad der ramte ham. Jeg brugte det ene skjorteærme som støtte og bandt det fast om hans blodige mund. Resten af hans kakiskjorte blev hurtigt brugt til at binde hans hænder bag ryggen. Jeg tror, der går noget tid, før han kommer til bevidsthed igen. Og hvis dette skete, ville han ikke længere være i stand til at forsvare sig selv eller skynde sig sine medoprørere til hjælp.
  
  
  Men der var stadig et par personer tilbage at gribe ind over for. På trods af min praksis i karate, har kampsport stadig deres grænser. Især hvis du er i mindretal. Nu var jeg ikke kun langt i undertal, men tiden var imod mig. Der var mørke uden for hulen. Hvis det ikke var for månen, ville det være dobbelt svært at bevæge sig langs det stejle og stenede terræn. Jeg havde brug for at finde tilbage til vejen, til min cykel og til den amerikanske ambassade i Kathmandu. Og alt dette skulle gøres inden 10:30 den aften. Men før jeg overhovedet kunne tænke på at forlade Sherpa-hovedkvarteret, måtte jeg vente på, at Prasad og Rana vendte tilbage med Bal Narayan. Hvis han ikke var blevet fanget, inden han lettede med flyet, så var mine problemer ikke kun blevet lidt sværere, men måske endda umulige.
  
  
  Så alt var stadig i luften: ét stort spørgsmålstegn. Karabinen, der faldt på gulvet i cellen, var læsset og klar til brug. Jeg trykkede på sikkerhedsafbryderen, smuttede ud af døren og lukkede den stille og roligt bag mig. Korridoren var tom; nøgne lamper svingede langsomt frem og tilbage på luftstrømmen i underjordiske kamre og korridorer. Ildevarslende skygger krydsede og skiltes igen, da jeg nærmede mig væggen i den ydre hule, hvor sherpaerne opbevarede deres ammunition.
  
  
  Men jeg gik ikke langt.
  
  
  Nogen skyndte sig hen mod mig ad den smalle korridor. Jeg pressede ryggen mod væggen, holdt vejret og ventede. Fodtrinene blev højere, et hurtigt og næsten utålmodigt bank. Et ovalt ansigt indrammet af kort sort hår, en smidig, elastisk krop, og Canti gik forbi mig, uden tvivl på vej til min celle. Hvis jeg brugte karabinen nu, ville skuddet uden tvivl alarmere alle oprørerne. Mine hænder var fulde, for travle, så jeg løftede karabinens valnøddestamme og havde til hensigt at lande på hendes baghoved.
  
  
  Men igen, jeg nåede ikke ret langt.
  
  
  Med en skarp hvinende lyd snurrede hun rundt på sin akse og svingede hurtigt med benet. Siden af hendes stålbeklædte støvle rørte ved mit knæ, og det var alt, hvad jeg kunne gøre for at bevare balancen. "Du er meget dum, Nicholas Carter," sagde hun med et grin. - Og meget skødesløst. Troede du, at jeg ikke var i stand til at forsvare mig selv?
  
  
  "For at sige dig sandheden, så var jeg ikke sikker," sagde jeg og skyndte mig frem, mens bajonetten græssede hendes arm. Canti var hurtig, meget hurtigere end jeg troede hun ville være. Hun var lige så dygtig til kampsport, som jeg var, med den fordel at være lettere, så hun kunne reagere meget hurtigere og mere effektivt.
  
  
  Hun vendte kroppen til siden og sparkede fremad igen. Denne gang slog hun mig ikke, men slog karabinhage med hele sin vægt, koncentreret om sin fodsål. Det så ud som om nogen fra oven snuppede pistolen fra mine hænder.
  
  
  "Nu hvilede vi straks," sagde hun. Hun trak ikke engang vejret hurtigere, da hun forsøgte at holde afstand, mens jeg forberedte mig på en forsvarsposition, en dyit-koe-bi, en holdning, der holdt mit tyngdepunkt i mine hofter, så jeg kunne sparke begge sidelæns og svinge. slag for at parere.
  
  
  Canti tog sit næste skridt. Cool og ret overrasket over, hvad der skete, lod hun sit venstre ben skyde ud som et lyn, mens jeg forsøgte at kaste mig til side. Men hendes timing var upåklagelig, og hendes reflekser var lige så hurtige, hvis ikke hurtigere, end mine. Hendes whoop-cha-kee ramte mig lige under mellemgulvet, stødet fik mig til at vakle tilbage og stønne af smerte. Hun spildte ingen tid og kom så med den komplekse paion-sjon-koot ji-roe-ki. Dette var det mest effektive og farlige håndangreb. Hvis hun gør dette rigtigt, vil der ikke være andet tilbage af min milt end lyserød frugtkød.
  
  
  Men jeg havde ikke tænkt mig at lade det ske, før mit ben sagde sin mening om begivenheden. Jeg parerede slaget med et sidespark. Mit ben lavede en høj bue i luften. Min fodsål ramte hende i tindingen, og hun slog ind i væggen bag sig og rystede på hovedet, som om hun forsøgte at ryste spindelvæv af hovedet.
  
  
  Jeg prøvede et sidespark igen, denne gang rettet mod den sårbare underside af hendes hage. Siden af hendes frosne underarm landede på mit skinneben med al kraften og hårdheden af en hammer. Jeg mærkede smerten snige sig op ad mine ben. Jeg undgik uden at være opmærksom på hendes listige og foragtelige grin. "Du er et fjols, Carter," sagde hun med et grin. "Hvorfor ville du beslutte, at jeg er sherpaernes sjæl, hvis ikke for en sådan evne?"
  
  
  "Den slags evner" betød, at hun klart var min match i kampsport. Bevidsthed først, Nick. Derefter beslutsomhed. Derefter koncentration. Du skal konstant tænke over disse ting, for at ki-ai kan fungere til din fordel. På en god dag kan dette redde dit liv. Jeg hørte Master Cheen tale i mit hoved, tog en dyb indånding og spændte mine mavemuskler. Jeg så Cantis venstre ben komme imod mig i slowmotion, i en yndefuld bue, en bevægelse, der ville have gjort mig uarbejdsdygtig, hvis den var landet så godt, som den gjorde.
  
  
  Et skingrende "Zoot!" undslap mine læber, da jeg dukkede mig, bevægede mig væk og vendte tilbage, før hun havde genvundet balancen. Ki-ai er en form for intens koncentration, der ikke kun resulterer i et adrenalinsus af selvtillid, men også en følelse af utrolig styrke og fysisk formåen. Ved at øve denne teknik var jeg i stand til at undvige Cantis knusende nyreangreb og angreb med en række hurtige, skærende hænder. Kanten af min hårdhændede håndflade landede i hulrummet mellem min nakke og skulder. Hun stønnede og lænede sig tilbage, men ikke før det lykkedes mig at fremkalde min Ki-ai's fulde kraft og lade min hånd lande på hendes næserygg. Knoglen splintrede med en skarp lyd, og tykke strømme af blod løb ned ad hendes mund og hage.
  
  
  Det var tydeligt, at Canti led. Det var også tydeligt, at hun ikke længere var halvt så modig og smuk, som hun havde været fem minutter tidligere. Men hun var stadig i stand til at dræbe mig, hvis jeg ikke neutraliserede hende først.
  
  
  Den ulidelige smerte syntes kun at anspore hende, som en torn, der gennemborede hendes side. "Nu vil jeg beordre Lu Tien til at dræbe dig," hvæsede hun. - Og langsomt. Ja, en meget langsom død for dig, Carter.
  
  
  Jeg svarede ikke, men fortsatte med at ånde tungt ud for at holde mine mellemgulvsmuskler spændte. Mit sind registrerede den næste handling et par sekunder før min krop handlede. Effektiviteten af et karatespark kan måles ved den hastighed, hvormed det udføres. Jeg kastede mig frem med mit højre ben, akkompagneret af et rasende sus af "Zoot!" Den eksplosive lyd af min fod, der fløj gennem luften, fik Canti ud af balance et øjeblik.
  
  
  Hun prøvede at tage fat i mit ben og havde til hensigt at vende det om, så jeg ville lande på gulvet. Men denne gang var jeg for hurtig til hende. Hun missede et par centimeter, da min fulde vægt, koncentreret om mit strakte ben, ramte hende i brystkassen.
  
  
  Et råb af dyrs smerte ringede gennem luften, som et råb om hjælp. Såret, med blod stadig strømmende fra hendes ansigt, greb Canti hendes brækkede ribben med begge hænder og snublede baglæns og forsøgte at nå enden af korridoren. Hvis hun lykkes, er jeg tilbage, hvor jeg startede.
  
  
  Hun kunne ikke bevæge sig hurtigt, nu hvor det var lykkedes mig at brække et par ribben. Det var ikke et spørgsmål om at ville såre hende. Det var bare Canti eller mig. Et spørgsmål om selvopholdelsesdrift. Og selvopretholdelse er altid vigtigere end noget andet. Jeg skyndte mig efter hende, da en gruppe oprørere hørte hendes råb om hjælp og kom løbende, en konstant strøm af bevæbnede mænd blokerede enden af tunnelen og forhindrede mig i at flygte. Lige i tide tog jeg fat i hendes arm og formåede at trække hende mod mig, mens nogle af hendes mænd løftede deres våben og gjorde sig klar til at skyde.
  
  
  Canti sparkede og kæmpede for at flygte og bandede som en dragon. Men i hendes position var hun ingen match for min styrke eller min beslutsomhed. Jeg holdt hende tæt ind til mig foran mig; kæmpende, blodigt, menneskeligt skjold. "Hvis du skyder nu, vil hun være død," råbte jeg.
  
  
  Virkningen af disse ord mindede mig om et levende billede. Alle frøs på plads. Du kunne høre ti tydelige lyde af menneskelig vejrtrækning. Canti sparkede stadig og forsøgte at flygte. Men denne gang vil hun ikke gå nogen steder, før jeg siger eller giver en ordre.
  
  
  Med den ene fri hånd rakte jeg ind i mine snavsede bukser og trak Pierre ud. Gasbomben var mit eneste håb, og jeg havde tænkt mig at bruge den nu. På grund af isoleringen af hulerne var der ringe chance for, at gassen ville stige hurtigt. Gassen dvæler i tunneler og passager i nogen tid.
  
  
  Prasad og Rana var endnu ikke vendt tilbage med deres byrde, men jeg kunne ikke vente på, at de kom tilbage fra lufthavnen, især da mit liv bogstaveligt talt var i fare. Kliché eller ej, det er præcis, hvad der skete. "Sig til dem, at de skal trække sig," advarede jeg Canti og bevægede mig langsomt mod det centrale rum.
  
  
  "Dræb mig først," råbte hun. - Men lad ham ikke flygte.
  
  
  "Du er en djævel på hjul, er du ikke?" "Mumlede jeg og klemte hendes hånd hårdere. Hun var så stram, at jeg uden tøven ville have revet knoglen ud af soklen ved første forkerte træk fra hendes side. Hun vidste det også, for efterhånden som hendes smerte tog til, blev hendes vilje til at følge mine ordrer. "Sig til dem, at de skal stå tilbage og slippe os igennem," fortsatte jeg. Jeg får det ikke bedre, før vi kommer til ammunitionslageret. Jeg havde allerede en vag idé om, hvad der skulle gøres, men det kunne kun lade sig gøre, hvis jeg var sikker på, at jeg kunne komme ind i korridoren, der førte ind i skoven.
  
  
  "Hør ikke," råbte hun. Men hun havde ingen kræfter tilbage. Udmattet af ulidelig smerte faldt Kanti i mine arme og græd bittert; men hun græd uden synlige tårer.
  
  
  "Han vil dræbe dig," sagde en af hendes mænd til hende. "Det gør ikke noget," sagde hun.
  
  
  Lu Tien løftede derefter sin automatiske pistol, kun tilfreds med, at han ville være i stand til at tage mig ned, uanset hvad der skete med Canti. I det øjeblik pistolen rejste sig fra hans hofte, kastede jeg os begge frem og kastede Pierre frem gennem tunnelen. Et skud lød, en kugle ramte klippen over mit hoved, og så eksploderede gasbomben i en tæt alkalisk sky.
  
  
  Der lød et kor af forskrækkede råb, næsten øjeblikkeligt overdøvet af et andet kor, denne gang en hæs, kvalt hoste. Forblændet af den kaustiske gas begyndte partisanerne at sprede sig i forskellige retninger og forsøgte at komme væk fra den brændende tåregas. Det generede mig næsten lige så meget, men jeg skulle sørge for, at jeg nåede enden af tunnelen, ellers ville der ikke være andet end en sikker død.
  
  
  Jeg tog Canti med som beskyttelse mod yderligere angreb. Hun blev slap, som dødvægt i mine arme, halvt bevidst af smerte. Hver gang hun hostede, forestillede jeg mig et stykke af et brækket ribben, der sank dybere ned i hendes lunger. Hvis hun ikke havde en lungeblødning nu, så ville hun i løbet af få minutter føle, at hun druknede og ikke kunne få luft ind i sine iltfattige lunger.
  
  
  Hvis du holder hovedet så lavt som muligt, vil jeg vædde på, at folk vil blive forvirrede og forblændet af den tykke, kvælende røg. Det var en risiko, som jeg simpelthen måtte tage, fordi jeg ikke havde noget andet valg. Da Canti pressede sig mod mig, snublede jeg og løb. Endnu et skud lød, men det ramte væggene i en smal, røget tunnel.
  
  
  Jeg så bunker af trækasser, et groft træbord og Hugo og Wilhelmina præcis, hvor oprørerne havde efterladt dem efter eftersøgningen. Jeg gik hen til bordet, tog fat i mine to betroede venner og nåede så at komme hen til trækasserne, før Lu Tien og hans landsmænd eller nogen af oprørerne kunne stoppe mig. Mændene vaklede rundt og kløede sig i øjnene, ude af stand til at se. Et hurtigt slag i Cantys hals, og jeg fik hende ud af hendes elendighed, i hvert fald et øjeblik. Jeg håber, hvis hun var kommet til fornuft, ville jeg have været væk for længe siden.
  
  
  Min finger strammede og Wilhelmina spyttede voldsomt ild ud. Lu Tiens kinesiske ven blev næsten bogstaveligt talt fastgjort til væggen, da blodet fossede ud af et frygteligt hul, der pludselig blomstrede på hans kind. Hans arme vinkede, som om de prøvede at flyve. Så landede han på en stenet mur.
  
  
  Æskerne var mærket, så jeg vidste, hvad jeg skulle kigge efter, og hvad jeg skulle undgå. Men da var tåregassen ved at aftage, og de demoraliserede nepalesiske oprørere var igen ivrige efter at afslutte min kortvarige jagt.
  
  
  Kasserne gav værdifuld dækning, selvom Lu Tien, nu hvor Canti var ude af linjen, pludselig holdt op med at skyde. "Du vil dræbe os alle," råbte han og stoppede sherpaernes skud, og jeg begyndte at åbne en af trækasserne. "En vildfaren kugle og hele hulen vil kollapse over os," råbte han, først på mandarin og derefter på nepalesisk. Essensen af hans uhøflige, foruroligende ord kunne oversættes til ethvert sprog.
  
  
  Du læser mine tanker, kammerat, tænkte jeg, da det endelig lykkedes mig at lirke et af de tætsømmede låg op på en af skufferne. Indholdet var ikke pænt pakket ind i silkepapir som dyre frugter, men håndgranater havde meget mere kraft end en appelsin eller citron.
  
  
  Klokken var 05:17.
  
  
  For tidligt til en rapport klokken seks, tænkte jeg, mens jeg trak stiften fra en af granaterne og kastede den direkte mod Lu Tien og hans flok fanatiske frihedskæmpere. Der var ikke tid til at tænke dengang, alt afhang af fart. Jeg løb mod tunnelen, jeg løb, som jeg aldrig havde løbet før. Det tog mig mindst tres sekunder at komme ud af hulen. Men længe før jeg mærkede fornøjelsen af den kølige nattevind i mit ansigt, ramte en kugle mig i læggen og faldt mig pludselig på knæ. Jeg begyndte at kravle frem, da en håndgranat eksploderede.
  
  
  En sfære af blændende ild, menneskelige faklers pinefulde skrig; og stykker af sten og sten faldt på mit hoved.
  
  
  Jeg troede ikke, jeg ville være med i nyhederne klokken seks. I hvert fald ikke i dag.
  
  
  
  
  Kapitel 14
  
  
  
  
  
  Det, der reddede mig, var, at jeg allerede var uden for det centrale rum og i tunnelen.
  
  
  Da håndgranaten eksploderede og antændte alle ammunitionskasserne ligesom andre håndgranater, lignede det indre af Sherpa-hovedkvarteret sandsynligvis Dresden under større bombeangreb. Canti vidste aldrig, hvad der ramte hende. I hvert fald døde hun uden at mærke flammerne, der brændte hende levende, uden at indse, at alle hendes vidunderlige planer og politiske intriger var blevet til ingenting.
  
  
  Og hvis en del af tunnelen ikke var kollapset og næsten begravet mig under faldende murbrokker, ville jeg selv være blevet et andet offer. Men eksplosionen ødelagde korridoren, der førte til et stort rum. Jeg prøvede stadig at befri mig selv, da en anden eksplosion rev gennem de honeycombed-korridorer.
  
  
  Ingen skreg længere, ikke længere.
  
  
  Kuglen, der ramte mig, gik gennem den kødfulde del af mit venstre skinneben og savnede knoglen med et hår. Jeg blødte stadig, men jeg følte mig i det mindste ikke som en menneskelig fakkel. Det tog mig godt fem eller ti minutter at frigøre mig. Jeg mærkede varmen fra den indespærrede ild og ville ud af tunnelen så hurtigt som muligt, før hele taget styrtede sammen på mig.
  
  
  Det, der kunne have taget tres sekunder, blev til næsten ti minutter. Mellem faldende stenstykker og et blodigt hul i mit ben var jeg ikke i form til at spurte. Men da jeg mærkede brisen fra den grønne skov røre ved mine kinder og kiggede op på den funklende stjernehimmel, syntes jeg, at jeg fortjente et lille hvil.
  
  
  Jeg sank til jorden og tog en dyb indånding. Bag mig bølgede en røgsky fra indgangen til det, der engang havde været et godt skjult oprørsskjul. Nu var det ikke andet end en samling af kul og sten. Men min mission var langt fra fuldført. Jeg havde stadig arbejde at gøre, uanset skudsåret. Jeg havde ikke så meget brug for en bandage, som jeg havde brug for sting, men jeg kunne kun få en, da jeg kom tilbage til Kathmandu. Og inden jeg vendte tilbage til byen, skulle jeg finde ud af, hvad der skete med Rana, Prasad og flygtningen Bal Narayan.
  
  
  Men først skulle jeg forsøge at stoppe blodet, der løb frit fra såret. Skjorteærmer er forbandet nyttige, når du er i en trang plads. Jeg tog jakken af eller hvad der var tilbage af den, derefter skjorten og klippede det ene ærme med en stilet. Jeg bandt derefter en stribe klud om det skadede ben. Et par sekunder senere blev bandagen lagt. At binde det for stramt udsatte mig for risiko for koldbrand, så jeg måtte nøjes med, hvordan det blev gjort, indtil jeg havde mulighed for at se på det.
  
  
  At gå var nu en udfordring, men da jeg havde beskæftiget mig med forkrøblede ben før, sidste gang i Indien, hvis hukommelsen ikke gør noget, lykkedes det mig at trække mig op og nå den stejle stenede sti, der fører ned til vejen. Det var kun et spørgsmål om tid, før myndighederne mobiliserede efter eksplosionen, men jeg håbede, at de ikke ville skynde sig til stedet for "ulykken". Tilstedeværelsen af politi eller regeringsstyrker vil afskrække Rana og hans gruppe. Og lige nu kunne jeg bestemt ikke bruge det.
  
  
  Min Rolex lyste op klokken 6:01, da jeg kom til vejen. Med mindre end fem timer tilbage, før jeg huskede Hawkes ordre, havde jeg stadig meget at lave. Det, der generede mig, var, at Rana ikke kunne vende tilbage til hulen. Han havde tre timer, og den eneste forklaring, jeg kunne komme på, var, at Bal Narayan ikke havde travlt med at annullere flyreservationen og adlyde Kantis ordrer.
  
  
  Jeg placerede mig på min cykel, i siden af vejen. Der skinnede en halvmåne, men den var i hvert fald ikke kulsort; der var lys nok til at se flere hundrede meter. Tre skud mere og Wilhelmina vil være tom. Jeg var nødt til at bruge det meget sparsomt og fortsat stole på, at Hugo kunne sætte en stopper for, hvad Wilhelmina godt kunne have startet.
  
  
  Der var ingen mening i at tage tilbage til Kathmandu. Prasad og Rana adlød Kanti betingelsesløst. Selvom det ikke lykkes dem at få Bala Narayan, vil de helt sikkert vende tilbage til hulen på et tidspunkt. Man kunne kun gætte, hvor lang tid det ville tage. Plus det begyndte at blive koldere. Jeg løftede kraven på min jakke, bandt bindet om benet igen og satte mig i buskene.
  
  
  Derefter var alt, hvad jeg kunne gøre, at vente og håbe, at min vagt ville blive belønnet, inden Hawks 10:30-deadline ankom.
  
  
  Jeg sad som en Buddha, krydsede ben og udviste flittigt den samme mængde tålmodighed. Klokken var omkring syv, da jeg hørte et styrt, der straks fangede min opmærksomhed. Det var en gammel beat-up Fiat; hans forlygter gled hen ad den tomme vej. Jeg rettede Wilhelmina mod baghjulet. Jeg trykkede på aftrækkeren og hørte Rana skrige, mens han kæmpede for at styre bilen. Eksplosionen tvang ham til at trykke på bremsen, og bilen stoppede cirka femten meter fra mig. Jeg så to mørke figurer, to silhuetter på bagsædet. Hvis jeg var heldig, ville en af skyggerne være en mand, som jeg kun kendte fra fotografier i aviser og aldrig havde set personligt før.
  
  
  Men det var allerede for mørkt, og jeg var stadig for langt væk til at kunne identificere ham nøjagtigt.
  
  
  Jeg dukkede mig og krøb tættere på, lige som bildøren gik op, og nogen gled ind i skyggen. "Narayan, vent," hørte jeg Prasad råbe, hans stemme knækkede af panik.
  
  
  Men Narayan lyttede kun til sin grådighed. "Vent på os," råbte han på nepalesisk, mens den sammenkrøbne skikkelse løb ud til siden af vejen i sikkerhed i den tætte, uigennemtrængelige skov.
  
  
  Prinsen blev fanget i en pludselig krydsild fra begge sider. Prasad affyrede et splitsekund efter Wilhelmina affyrede sin kugle ind i mørket. To på hinanden følgende skud forpurrede den grådige nepalesiske prinss planer. Narayan udstødte et blodstødende skrig og vaklede mod min retning. Han var allerede halvvejs til Nirvana, eller hvor han endte, da jeg kom til ham. "Slip pistolen," sagde jeg, nu mere interesseret i Prasad end i Narayan, der spyr blod, og ude af stand til at blande sig yderligere i, hvad jeg betragtede som det sidste kapitel af min mission. Wilhelmina viste sig at være endnu mere overbevisende end min vrede stemme. Prasad lod Beretta glide ud af fingrene. Den ramte asfalten med et kedeligt dusk. Rana stod nu i nærheden af bilen og så vantro ud fra Narayans chokerende krop til mig, blodig men meget levende.
  
  
  "Så vi har mødt hinanden igen, Carter," sagde han sarkastisk.
  
  
  "Det er rigtigt, Rana," svarede jeg. "Hvor er diamanterne? Og hvor har du været så længe?
  
  
  "Dette vedrører kun Kanti," sagde Prasad med et dystert ansigt, selvom jeg holdt Wilhelminas opmærksomhed på hans skikkelse.
  
  
  Jeg udstødte et hult, humorløst grin. "Canti er ikke mere," sagde jeg. "Der er ikke flere sherpaer. Og hulen er ikke mere.
  
  
  - Hvad taler han om? - spurgte Rana.
  
  
  "Det bedste jeg kan finde på," sagde jeg. "Se der ovre." Jeg pegede over trægrænsen på de tykke sorte skyer gemt bag månen. En tung søjle af aske og røg var tydeligt synlig fra hvor vi stod.
  
  
  "Han har dem... Narayan," sagde Prasad og rystede voldsomt. For første gang siden jeg kendte ham, var han bange. Og da Wilhelmina påpegede det, kunne jeg ikke bebrejde ham.
  
  
  - Bring dem til mig. Hurtigt' - Min tone overlod intet til fantasien.
  
  
  Rana gik hen til den faldne prins og rakte i sin jakke. Jeg vendte mig om og pegede pistolen direkte mod midten af hans bryst.
  
  
  "Det ville være meget dumt af dig, Rana," advarede jeg ham. "For ikke at sige, at det er dumt."
  
  
  "Canti var forkert at stole på dig," svarede han. Hans hånd gled tilbage og hang slapt. Der skulle ikke et forstørrelsesglas til for at se, at han var bange, at han rystede nu, da han indså, at jeg ikke var i humør til spil.
  
  
  "Måske, men du kan ikke gøre noget for hende nu," sagde jeg. "Tro mig, jeg har intet ønske om at dræbe dig." Du er ung og dum, men hvem ved... måske finder du en dag mening med livet. Så gør os alle en tjeneste og giv mig disse diamanter.
  
  
  "Jeg får dem," sagde Prasad. "Så vil du lade os gå?" Ja?'
  
  
  "Når du har skiftet dette dæk for mig, kan I begge gå hvor som helst.
  
  
  Han bøjede sig over Narayanas krop. Prinsen var stadig i live, i hvert fald fysisk. Mentalt havde han allerede forladt os fem minutter og to kugler tidligere.
  
  
  "Han ville ikke give dem til os før," hviskede han på engelsk, da han fandt røret, hvori jeg transporterede diamanterne fra den ene ende af jorden til den anden. "Han sagde, at vi var løgnere."
  
  
  "Løgner," rettede jeg.
  
  
  "Ja, det hele er løgn." Han rejste sig og rakte mig et plastikrør.
  
  
  Det tog mig præcis et minut at fastslå, at alle stenene i det smalle fleksible rør stadig var intakte.
  
  
  Rana er allerede begyndt at skifte dæk. Jeg gav Prasad lov til at hjælpe ham, og holdt Wilhelmina på standby, hvis en af disse uheldige revolutionære besluttede, at han ikke kunne lide mine ordrer. Helt klar over, at jeg ikke ville tøve med at trykke på aftrækkeren og sende dem i samme retning, hvor prins Bal Narayan allerede var gået, gjorde de, som de fik besked på og holdt deres mund denne gang.
  
  
  Da de var færdige, var klokken 7:52.
  
  
  "Nu cyklen," sagde jeg og så nøje på dem, indtil han sad på bagsædet af bilen. "Og til sidst din revolver, Rana."
  
  
  "Du er en anstændig mand," sagde han og foregav latter og vredt afleverede sin . 38 American Detective Special forladt på vejen.
  
  
  "Forsigtigt, men medfølende," svarede jeg. "Og jeg synes, det er tid til at skilles nu." Synes du det ikke?
  
  
  Prasad ventede ikke engang på, at Rana traf en beslutning. Uden at se sig tilbage og uden et øjebliks tøven forsvandt han som et sky føl. Lyden af hans lette løbeskridt syntes at rive Rana ud af sin døsighed. Han løb efter ham og efterlod mig med afkom fra den nepalesiske kongefamilie. Det eneste, der forstyrrede mig, var, at de begge glemte at sige farvel til mig og prinsen.
  
  
  Jeg slæbte Narayanas slappe og livløse krop ud til siden af vejen. Hans lommer viste sig at være en sand skatkammer af ekstremt trivielle ting. Intet værd undtagen en æske tændstikker. Ikke overraskende havde den den allerede velkendte tekst på sig: Restaurant "Cabin", 11/897. Ason Tole. Kathmandu.
  
  
  Blodigt skum dækkede hans tynde og grusomme læber. Dødens ansigt er fastfrosset i vrede og ondskab. Han arbejdede næsten lige så hårdt som mig og det lykkedes næsten. To kugler satte en stopper for alle hans egoistiske drømme. Nu var han ikke engang værd at huske.
  
  
  Ved at bruge de samme trimmede grene, som tidligere skjulte cyklen, skabte jeg, hvad der ved første øjekast lignede et ligbål. Men jeg gad aldrig smide en tændstik i en bunke blade. Træet var sandsynligvis stadig for grønt, endnu ikke klar til at bryde ud i flammer af guld, orange og blodrødt.
  
  
  Så jeg efterlod ham der, uset og forklædt, så længe guderne ville. Jeg hoppede over til Fiat'en og satte mig på forsædet. Klokken var 8:13. Jeg overholder Hawks deadline og har endda lidt tid tilbage.
  
  
  
  
  Kapitel 15
  
  
  
  
  
  Jeg haltede stadig, selv med aluminiumskrykkerne, da jeg gik ned ad den skinnende hvide gang på hospitalet. Kathmandu blev et minde, og Nepal blev en vision fra opdagelsesrejsendes dagbog. Sherpaerne blev henvist til siderne i asiatisk historie, lige så døde som prins Bal Narayan, lige så livløse som den snigmorder, vi engang kendte som Koenvara.
  
  
  Hvad jeg ikke kunne afslutte, gjorde kong Mahendras tropper. De sidste guerillaer blev samlet nær den kinesiske grænseby Mustang, nær Annapoerna. Partisanorganisationen ophørte med at eksistere. Men jeg tror ikke, det ville være realistisk at tro, at ingen andre kvinder eller mænd i Nepal drømte om større politisk frihed, om end forhåbentlig på en mindre voldelig måde.
  
  
  Jeg diskuterede alt dette med Hawk, før jeg forlod Himalaya-riget. Det Hvide Hus sagde, at en række samtaler på højt niveau mellem udenrigsministeren og Nepals konge vil følge sammen med den betydelige nødhjælpsindsats. Måske kunne man finde en form for regeringsstruktur, der ville give befolkningen en bedre chance for at sige, hvad de ville sige, og en større del af hele lovgivningsprocessen.
  
  
  Men jeg er for meget realist til ikke at vide, at selvom den nepalesiske trone tillod større demokratisk frihed, ville der altid være fare for kinesisk indblanding. Truslen om revolution vil formentlig altid hænge over landet som et blodigt kinesisk Damokles-sværd.
  
  
  Og hvis det skete, ville intet, jeg kunne have forberedt, virkelig betyde noget. Men i det øjeblik var al min opmærksomhed ikke længere rettet mod Nepal, men på en smuk ung kvinde, som ikke anede, at jeg skulle aflægge hende et besøg. Døren til Andreas værelse var lukket. Jeg bankede stille og åbnede døren.
  
  
  Hun sad på sengen og bladede i et modemagasin. I det øjeblik hun så mig, vendte farven tilbage til hendes kinder, og smilet fik hendes mundvige til at krølle af tydelig og utilsløret nydelse.
  
  
  "Nick... hvad... jeg mener, hvornår... hvordan..." mumlede hun, uden at tro på, at jeg faktisk var der og meget mere substantiel end i drømmen.
  
  
  "Alt har sin tid," lovede jeg. Jeg gik hen til sengen og pressede forsigtigt mine læber mod hendes. Hun smilede stadig, da jeg trak mig tilbage, og jeg var glad for, at jeg kom tilbage til Amsterdam og Wilhelmine Gastuis Hospital, før jeg fløj tilbage til Washington. "Jeg fik at vide, at du vil være i stand til at komme ud herfra om to uger, eller måske tidligere." Hvordan har du det, Andrea?
  
  
  "Bedre, Nick. Meget bedre. Og jeg ville gerne takke dig for det, du gjorde... jeg mener regningerne."
  
  
  "Jeg har meget bedre nyheder," sagde jeg og trak en stol op for at hvile min fod på. Såret var allerede ved at hele, men det tog uger, før jeg kom mig helt, "Husker du, hvad jeg sagde om senator Golfield?"
  
  
  Hun nikkede.
  
  
  "Nå, han fortalte mig at fortælle dig, at så snart du får det bedre, har du et job, der venter på dig i Washington som en af hans administrative assistenter." Jeg vil sige, at det betaler sig meget bedre end freelancejournalistik. Og Golfield er ikke en af dem, der dømmer folk ud fra deres udseende, men kun efter deres evner.
  
  
  "Og hvordan har du det?" - spurgte hun med et grin.
  
  
  "Det afhænger af, hvem jeg møder, Miss Yuen."
  
  
  - Og du bliver, Nick? Ikke længe.
  
  
  - Måske bliver jeg lidt længere.
  
  
  Vi grinede begge som to små børn. Nepal var bare rutine i mit liv; fare og blodsudgydelser er en del af min fortid. Se dig ikke tilbage, Carter, tænkte jeg ved mig selv, for der er altid noget større foran dig, og det er lige om hjørnet.
  
  
  
  
  
  Om bogen:
  
  
  Hvordan kan man transportere en million dollars af uslebne diamanter fra Amsterdam til Nepal, hvordan man så bruger dem som valuta til at løse den kidnappede senators børn, hvordan man tager dem tilbage og tager dem ud af landet igen? Meget simpelt!
  
  
  Men der er mere:
  
  
  Sherpaerne, en bande af professionelle revolutionære, med hendes Kantis forfærdelige opfindelser - hun er revolutionens indbegrebet "ånd", lige så smuk som hun er dødbringende, med sine "kung fu-hænder", der nådesløst lytter til hendes smertefulde kommandoer hjerne.
  
  
  Koenvar, en morder under alle omstændigheder. Koenvar kan snige sig rundt som en skovkat og dræbe lige så hurtigt og ondskabsfuldt.
  
  
  Bal Narayan, international playboy, medlem af kongefamilien. Han var en af de mennesker, der sælger alt og alle for sin egen rigdom.
  
  
  Nick Carter, alias N3, Master Assassin Carter, som skal lære et nyt dødssprog for at overleve...
  
 Ваша оценка:

Связаться с программистом сайта.

Новые книги авторов СИ, вышедшие из печати:
О.Болдырева "Крадуш. Чужие души" М.Николаев "Вторжение на Землю"

Как попасть в этoт список

Кожевенное мастерство | Сайт "Художники" | Доска об'явлений "Книги"